Nils Paulsen og Per (Fellman)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Samisk kvinde
Maleri af Astri Aasen (1917)

Temaside: Samisk religion og mytologi


Lappska sånger och sagor
Jakob Fellman
1906


Nils Paulsen og Per
Et sagn

Disse to Laplands berömte Troldmænd, Nils Paulsen og Per, levede 200 Aar för denne Tid; deres Levevei var Renskjötsel, Fiskeri og Vildrenjagt; deres Hovedlevevei var dog Renen; thi de var begge Fjeldlapper. Nils Paulsen elskede endnu mere Fiskeri. I Enighed og Venskab levede de i Begyndelsen, var ogsaa nære Slegtninge.

1. Nils Paulsens og Pers tidligere Liv og Vildrenjagt.

De drog engang tilfjelds for at jage Vildren. Nils Paulsen havde Bössen (i Rem) over Skulderen, Per Nisteskræppen paa Ryggen. Ved en stor Indsö satte de sig for at hvile lidt; der lagde Nils Paulsen sig med Ansigtet ned for at drikke Vand; men det var ikke en almindelig Vanddrikken; Nils Paulsen begyndte at trolde Vildrener did, og derfor böd han sin Kamerat, at hvis han saa noget, skulde han ikke tale om det. Da begyndte en stor Vildrenflok at komme over Indsöen. Nils saa dem nok, men rörte sig endnu ikke fra det Sted, hvor han nylig havde lagt sig ned for at drikke Vand; thi han ventede, indtil Renerne vilde svömme iland. Men da Per saa, at en overordentlig Mængde Kjöd var nær, og ikke forstod sin Kamerats Paafund, kunde han ikke bare sig, men gav Lyd og sagde: "staa op! ser du ikke, hvor nær Renerne allerede er?" Han troede, at hans Kamerat var sovnet. Men straks da Per havde givet Lyd, forsvandt Renerne pludselig, de vidste ikke hvorhen. Nils sprang op og sagde: "hei! hei! du, hvilken Skade gjorde du os dog nu!" Han irettesatte ham og böd ham, at han ikke en anden Gang mere skulde handle saa daarlig. Da det blev Aften, havde de ikke noget at koge; thi den Dag havde de ikke faaet noget; Törniste havde de nok. Nils Paulsen mente: "jeg har nok Raad for Kogning", og böd, at Per skulde gjöre op Ild og bere Vand; en liden Gryde havde de med sig. Nils Paulsen gik bort, mens Per vedligeholdt Ilden og passede Gryden; da kom Nils Paulsen og bragte med sig et ferskt Renhjerte; det kogte og spiste de. Tidlig den næste Dag gik de atter paa Jagt og dræbte en stor Vildren, og da de slagtede den, fandtes der intet Hjerte. Nils Paulsen vidste nok, at Hjertet allerede var kogt og spist. Da lagde Per Merke dertil og spurgte: "hvor kan dog Hjertet være paa dette Dyr?" Nils Paulsen sagde: "naa hei, hei! du Tosk, kogte vi ikke Hjertet allerede igaar? Hvorfor söger du her fremdeles det, som allerede er spist?"

2. Nils Paulsen, Berit Paulsen og Per henter Vildrener fra Østlandet.

I det nordlige Lapland minkede Vildrenerne saa, at de nesten döde ud, og saa begyndte Nils Paulsen og Per at drage til Østlandet for at hente Vildrenerne. Nils Paulsen vilde ogsaa have sin Söster med som Tredjemand. Da de nu var komne til Østlandet, samlede de en stor Flok Vildren og vandrede til Nordlandet. Men en Noide i Østlandet ved Navn Riffan merkede, at Nordlandsnoiderne havde hentet dem, tog med sig en anden Noide, og de gik efter Nordlandsnoiderne. Nordlandsnoiderne havde stanset paa en höitliggende Fjeldvidde; der ser de, at to store Vildrenokser kommer i de Spor, hvor de selv var komne. Da sagde Nils Paulsen: "nei se, hvadslags Dyr vi har mistet!" Men Nils' Söster sagde: "det er ikke Vildrener, men er Østlandsnoider", som det ogsaa var. Nils Paulsen sagde: "hvad skal vi nu have til Raad? Mon jeg skal give mig i Strid med dem?" Berit sagde: "nei, kjære Broder! du klarer dig ikke mod dem; men jeg skal nok greie det". Da gik Berit foran dem og löste sine Bukser og löftede op Koften; da löb 9 Ulve frem mellem Berits to Födder, og disse Ulve satte efter de Noider, der havde omskabt sig til Vildrener, og drev, hvorhen det nu var. Paa denne Fjeldvidde vandrede de videre mod Nord, Berit gaar foran som Simle og grynter, Nils efter og er i Brunst, Per gaar som Hund og gjör. De drev Vildrenerne lige til Nordishavets Fjeldvidder; tilsidst bandt de ogsaa Simlen fast og sagde: denne skal faa Afkom og föde Vildrener, og de skal vare til Börnebörnene, til tredje og fjerde Led."

3. Nils Paulsen og Stridens Ophav.

De begyndte at öve Vold mod hinanden. Per gjorde sig til en Röskat og begyndte at æde op Nils Paulsens Rekling; herover blev Nils Paulsen vred og sögte at tilintetgjöre Pers Rener, og da han fra en höi Fjeldtop hörte, at Renkalvene begyndte at grynte, da Renerne svömmede iland fra en Ø ude i Havet, saa flöi Nils Paulsen som en Aand til Stranden ligeoverfor der, hvor Per lod sine Rener svömme, en vrængt sort Feld havde han over sig, og han skremte Renerne. Renerne begyndte at bevæge sig rundt i Ring og omkom. Per tænkte paa at betale sin Kamerat for Striden.

4. Nils Paulsen jager Vildren, og Per skaber sig om til en Ulv.

Nils Paulsen gaar op paa Fjeldvidden for at jage Vildren og nærmer sig allerede Vildrenerne paa Skudhold. Da nærmer ogsaa Per sig Vildrenerne, uden at Nils Paulsen ved det, for at skræmme Vildrenerne i Skikkelse af en Ulv. Da, förend Nils Paulsen fik Tid til at skyde, saa for Ulven (Per) lös paa Vildrenerne; disse flöi op i Luften og blev til Gjæs.

5. Nils Paulsen er paa Sælhundfangst; Per skaber sig om til en Ørn.

Nils Paulsen reiser ud paa Söen for at fange Sælhunde. Per skaber sig om til en Ørn og sidder paa en Klippe. Nils Paulsens Kamerater siger til, at de ser en Fugl sidde paa en Klippe, men de ved ikke, hvad det er, en Ørn eller en Fjeldvaake; Udseendet er som en Ørns, men Stemmen er som en Fjeldvaakes. Nils Paulsen kastede et Blik paa Fuglen og sagde: "det er hverken en Ørn eller en Fjeldvaake, men Per med en Pels af Renkalvskind paa. Per er nok en Spögefugl; havde jeg ikke seet, at Per vilde have blevet tilbage bag os, saa havde Per blæst op en Storm, og saa var vi omkomne". Nu da man merkede, hvad det var, kunde Per ikke mer frembringe Storm.

6. Nils Paulsen ser til Jons Rypesnarer.

Trættebrödrene fik nu Hungeren til Gjest; thi de hindrede hinandens Lykke og Fremgang med Hensyn til Legemets Ophold og stræbte hinanden efter Livet. Hungeren nödte dem ogsaa til at bruge en usedvanlig Maade til at skaffe sig Livsophold; derfor gik ogsaa Nils Paulsen for at se til Jons Rypesnarer, om han der kunde finde noget at putte i Munden; men han fandt ikke andet end en gammel Kjærring, og da hun ikke duede til Mad, lod han hende gaa sin Vei.

7. Nils Paulsen og Per i Indsöen.

I en Indsö huggede de fire Hul; to Hul huggede de under et höit Fjeld, 2 andre huggede de, et ved Söens Udlöb og et ved dens Øverende. Saa steg de op paa den höie Fjeldtop ved Indsöen, hvorunder de havde hugget to Hul. Fra denne Fjeldtop hoppede de ned og gik tilbunds gjennem hver sit Hul. I Söen samlede de Fiske, Nils Paulsen Gjedder, Per Aborrer, for nu ligesom at bespise hinanden. Men da Aborren havde skarpe Finner, kunde ikke Gjedden sluge den; Gjedden igjen var större, saa Aborren ikke kunde sluge den. Ved Söens nedre Ende kom Nils Paulsen op med en Hank Gjedder i Haanden, Per igjen ved den övre Ende med en Hank Aborrer i Haanden. De gik hjem, kogte sine Fiske og indböd hinanden til Gjest, men ingen af dem kom; de förte igjen sine Fiske til Indsöen, og de blev igjen paa ny levende Fiske.

8. Per indbyder Nils Paulsens Hustru til Gjest.

Per indböd Nils Paulsens Hustru at komme i Besög til ham, og hun kom ogsaa. Per havde ogsaa allerede kogt Kjöd og gjort store Boller af Renblod til Gjestebudskost för Nils' Hustru. Da nu Kjærringen begyndte at spise af Maden, kunde hun ikke skjönne, hvadslags Virkning Bollerne havde i hendes Legeme; thi hun troede, at det var rigtige Boller; men det var ikke rigtige Boller, det var "ruituk" blandet i Bollerne. Da nu Kjerringen havde spist "ruituk" sammen med Bollerne, hovnede hendes Legeme op. Thi Per havde udtænkt at sprænge Nils Paulsens Kone ved at bespise hende med "ruituk"; det kunde endog hænde, at naar Kjærringen kom hjem og gik ind i Teltet, saa revnede ikke alene Kjærringen, men ogsaa Manden, hvis han ikke merkede, hvad Kjærringen var bleven bevertet med. Paa den Maade havde han tænkt at faa Livet af dem.

9. Nils Paulsen frelser sig selv og sin Hustru fra Döden.

Da nu Nils Paulsens Hustru var gaaet fra Per og kom hjem, og da hun gik ind i Teltet, slap Nils Paulsen hende ikke ind; thi han merkede, at Kjærringen var bleven bevertet med ond Gjestebudskost. "Du har", sagde Nils Paulsen, "spist ruituk" og revner; ogsaa jeg revner, hvis jeg ikke helbreder dig". Da gav han sin Hustru Glöder at drikke; saa revnede "ruituk" i hendes Mave paa Grund af Varmen, og det ophovnede Legeme svandt ind, og ingen af dem fik nogen Skade.

10. Per omskaber sig till Maane, og Nils Paulsen skaber Per igjen om til Menneske.

Vi ved, at Maanen faar sit Lys fra Solen, og at uden Solens Lys bliver Maanen usynlig for os. Nu havde ogsaa Per omskabt sig til en Maane, som i andre Menneskers Øine lyste som Maanen i Solens Lys. Han havde udtænkt, at hvis Nils Paulsen uden at vide det kom til at gaa paa den Side af Maanen, hvor der ikke er Sol (bag Maanen), saa vilde Nils Paulsen paa Livstid blive i Mörke; thi han vilde hindre Solens Lys, det er: Nils Paulsen vilde blive blind. Men da Nils Paulsen merkede sin Modstanderes Paafund, gik han paa den Side af Maanen, hvor Solen skinnede, det er: mellem Maanen og Solen, for at se, hvad der blev af Maanen. Og da Solen ikke mere fik skinne paa Maanen, thi Nils Paulsen hindrede Solens Lys, da blev Maanen mörk og blev til Per; heller ikke paa denne Maade fik Per Seier.

11. Nils Paulsen paa Havets Bund og Pers Jernnot.

Nils Paulsen gaar ud i Söen som en Fisk; da kaster Per en Jernnot ud og fisker med Not. Da han drog Noten iland, flyver Nils Paulsen ud af Noten som en Fjæreplyt. Per flöi som en Falk i den Hensigt at gribe ham og rive ham sönder; Nils Paulsen dukkede igjen i Söen som en Fisk. Da kastede Per atter Jernnot og lagde desuden Laag over, forat han ikke mere skulde faa flyve bort. Da Per drager Noten iland, smutter Nils Paulsen som en Frosk under Noten gjennem Dyndet og forsvinder i Söen. Per omskaber sig til en Fisk, gaar ud i Söen, ser sin Kamerat svömme som en Frosk og söger at sluge ham. Da nu Nils Paulsen ser sin Kamerat som Fisk, skjönte ham at han vilde sluge ham, sprang op af Vandet og gik hjem. Per kom ogsaa op af Vandet og gik hjem.

12. Nils Paulsens og Pers sidste Strid; Per beseires.

Per gik til Nils Paulsens Telt for at aftale en Kamp med Henderne, men Nils Paulsen vilde ikke gaa ind derpaa; blot med andenslags Kunst skulde de fremdeles pröve. Da hoppede Per op i Nils Paulsens Kjödgryde og kröb ind i Kjödet. Da tager Nils Paulsen Stegespiddet og leder efter Per i Kjödgryden, men finder ham ikke. Nils Paulsen hoppede op i den samme kogende Kjödgryde, hvor Per var. Per kommer ud af Kjödet, og de svömmer efter hinanden i den kogende Gryde, Nils Paulsen som en Jerngjedde (?), Per som en Jernabbor (?); ingen af dem kunde sluge den anden. Tilsidst, da de allerede en Tid havde prövet Krefter, hoppede Nils Paulsen op af Gryden som en Spyflue. Per lagde ikke Merke til, hvad der blev af hans Kamerat, efterat han forsvandt af Gryden. Per hoppede op af Gryden og er endnu Fisk og spreller i Teltets Loaido; da flyver en Spyflue (Nils Paulsen) ind i hans Gjeller og legger Eg i Gjelleaabningerne, og Maddiker forterer Per, og han dör. Saaledes blev Per beseiret.

––––––––––––––––––––––

Tillæg

Om nogle Hændelser i Nils Paulsens Liv og om hans Död.

Nils Paulsen havde været 7 Aar i Trolddomsskole; alslags Insekter maatte han spise, hvis han vilde forandre sig til, hvad han selv vilde. Blandt den Mængde Insekter, som han havde spist, var dog Torbisten allerdaarligst, da det Pokkers Dyr var saa fyldigt og havde saa ildesmagende Kjöd; neppe formaaede han at spise et Laar mere. Men Frosken spiste han gjerne, da den var benfuld; dens Fingre knaskede han gjerne.

Nils Paulsen var engang i en Lappeby sammen med to Fjeldlapper; hver af dem havde Tjenere. Men disse Naboer, Husbonderne, gjorde sig til Ulve; hver Nat aad de en fed Rensimle for Nils Paulsen. Da nu Nils Paulsen skjönte, at disse Ulve maaske ikke var andre end de to Naboer (thi de var hver Nat borte), saa aftalte han med sin Tjenestedreng at gaa om Natten til Renerne for at gjöre Jagt paa Ulvene. Saa gjorde de sine Bösser færdige og gik hen til Renerne; da ser de to Ulve komme. Nils Paulsen sagde til sin Dreng: du skal ikke skyde för mig; men naar jeg har skudt, da först kan du faa skyde. Nils Paulsen smeldte lös paa den ene Ulv, straks ogsaa Drengen. Begge Ulve faldt om. Drengen foreslog at flaa Skindene af Ulvene; de gad ikke slæbe Kroppene hele til Teltet. Nils Paulsen tillod ham hverken at flaa dem eller at före dem til Teltet; thi han vidste, hvem det var; men Drengen vidste det ikke. Om Morgenen var de to Husbonder borte; man hverken hörte eller saa til dem. De forsvundne Husbonders Tjenere gik ud for at lede efter dem og fandt ude i Marken to döde Ulve, der var skudte. Da de flaaede dem, saaes under Skindet Belter, ligesom Menneskers Belter er; da drog de Kjendsel paa dem: det er de stakkels Husbonder, som har skabt sig om til Ulve; de tog deres Legemer og begrov dem.

Nils Paulsens Död.

Nils Paulsen var en kraftig Noide lige til sin död. För sin Död böd han, at hans Legeme ikke skulde begraves paa den Kirkegaard, som var ved Strandbredden, men paa den, som var paa en Ø i Havet. Øens Navn var Kirkkan; der begrov de hans Legeme.

Nils Paulsen aabenbarer efter sin Död stjaalne Penge.

Omtrent hundrede Aar efter Nils Paulsens Död blev der stjaalet en Pengesum fra en Fisker; Mandens Navn var Vuori H. I sin Nöd henvendte Vuori H. sig til Noider, om de kunde aabenbare Pengetyven; men ingen kunde vide, hvem der havde stjaalet Pengene. Da gik en af Noiderne til Kirkegaarden til de döde Noider, om nogen af de döde Noider skulde vide af Pengetyven. Vuori H. blev fört op i et Loftkammer, hvis Vindu vendte mod den Kant, hvor Kirkegaarden laa, medens Noiden talte med de döde. Fra dette Vindu ser Vuori H., at da Noiden var gaaet til Kirkegaarden, opvekkede han döde saa mange som Myg, saa det var uhyggeligt at se. En af de döde Noider sagde: "her findes ingen, som kunde vide af Pengetyven; men paa Øen", sagde han videre, "sover en Gamling ved Navn Nils; gaar til ham! han aabenbarer nok Tyven". Da nu den levende Noide gik bort fra Kirkegaarden, fulgte en af de döde efter den levende Noide; da maatte den levende Noide vende om for at före ham tilbage; han vilde endnu ikke blive i sin Grav; men tre Gange fulgte han efter; tilsidst blev han dog borte. Da Noiden var kommen til Vuori H., reiste de til Øen til Nils. De roede i Baad over et smalt Sund, og da de var komne iland paa Øen, kastede Noiden Födderne op, og med Hovedet nedad begyndte han at gaa hen til Gamlingens Grav. Noiden spurgte Nils, om han vidste af Tyven, der havde taget V. H:s Penge. Nils fortalte, at Kapteinen paa det ene af de to Russeskibe, som laa i Fjorden, havde stjaalet (Pengene); "I skal samle eder Folk og gaa for at ransage Skibene; jeg vil ogsaa", sagde Nils, "gaa med eder for at faa Pengene fra Russen". Men den levende Noide tillod ikke Nils at gaa med dem til Russen. "Du", sagde den levende Noide, "kan faa blive paa dit Hvilested". Paa samme Maade gik Noiden fra Graven tilbage til Baaden, med Födderne op og Hovedet ned. De roede iland, samlede Folk og gik ombord i Russeskibet. Der blev der en frygtelig Kamp. Russerne blev overvundne og slaaede halvt ihjel. Skibene blev ransagede, og först fandtes Stykker af den Æske, hvori Pengene havde været, derefter de stjaalne Penge. Paa den Maade fik Vuori H. sine stjaalne Penge tilbage.

En troldkyndig Pige frelser sin Fader fra Döden.

To Noider drak Brændevin sammen, blev drukne, begyndte at vrövle, blev vrede paa hinanden og gik hver til sit Hus. Den ene Noide, hvis Navn var Mikal, merkede, at nu har maaske hans Kamerat ladet ham drikke Troldskab; han blev syg ("illamående"), hans Legeme begyndte at hovne op, og han merkede: Döden er nok ner. Man skulde hente hans bedste Kjöreren ude i Marken og kjöre afsted med den for at hente hans Datter hjemmefra. Da Datteren hörte om sin Faders Nöd, da fik hun jo Fart med at kjöre afsted til sin Fader. Til Kjöreren fangede hun med Lassoen en Kjöreren med Horn som en Hjort, og saa ilede hun afsted; ikke nölede hun længe, förend hun kom til sin Fader. Faderen fortalte sin Datter, at han var kommen i Nöd formedelst en anden Noide, der havde ladet ham drikke Troldskab. Datteren spurgte sin Fader, hvor de havde drukket og vrövlet sammen. Faderen fortalte hende Stedet. Da gik Pigen til Stedet og skar af Forsiden af en sort Pels 2 sorte Ulddotter; disse blæste hun hen i Luften med Vinden. Imedens havde Faderen kastet op 2 store Torbister, som han kastede i Ilden. Den fölgende Dag ser Folk, at 2 store, sorte Torbister kröb ind gjennem Ildstedet i det Hus, hvor den onde Noide var, og saa kom han i en slem Knibe; Torbisterne kröb ind, og Noidens Legeme hovnede op; han begyndte at skrige Dödsskrig, revnede og döde. Den anden Noide blev frisk og blev ilive.

Fjeldlappen, som spiller paa de gamles Troldtromme.

En Fjeldlap traf, da han reiste paa Nordishavets Fjeldvidde, paa gamle Folks Troldtromme, hvormed Folk i gamle Dage havde troldet til sig Vildren. Denne Tromme var en firkantet Tömmerstok, om hvilken der var Jernlökker; i disse Lökker var der Jernringe, som klang, naar Tömmerstokken sattes i Bevægelse. Denne Tömmerstok var anbragt paa Stene, saa at naar man rörte ved Enden af Stokken, gav den en vakker, klingende Lyd, ved hvis Klang Vildrenerne kom nær. Den föromtalte Vandringsmand forsögte at sætte Trommen i Bevægelse for at se, om den endnu havde nogen Kraft. Da han satte den i Bevægelse, klang den. Manden begyndte at joige med fölgende ord:

1. Denne har de vel ladet klinge,

naar de troldede til sig Vildren,

de gamle i Fortiden,

de afdöde Gubber.

2. Da lokkede de Vildrener

langt borte fra til denne Fjeldvidde,

og snehvide Rener kom,

kulsorte ogsaa.

3. Her har vel Vildrener

gryntet og vrimlet,

Mændene slæbt sig frem paa Brystet,

Bösserne knaldet.

4. Her skjöd de store Rener

og Simler, fede Rener,

her kogte de ogsaa Fedt,

og Pölser lagede de ogsaa.

Under Joigingen ser han, at en snehvid Simle kommer og grynter; Bösse havde han nok; men han turde ikke skyde; han var skremt og flygtede. Da han gaar, ser han, at der foran ham vrimler en forferdelig stor Vildrenhjord; han bliver endnu mere ræd; han synes ikke, at han har Lyst til at jage, han löber afsted alt hvad han orker; hvor han ser, der vrimler Vildrener foran ham. "Herre, hvad er det, hvorledes gaar det mig endnu?" tænkte Manden i sit Hjerte. Det varede ikke længe, saa blev han vetskræmt, han vidste ikke mere af noget i denne Verden, han faldt, saa lang han var, til Jorden og sovnede. Da han vaagnede, saa han paa Solen: et Dögn var allerede gaaet, Vildrenerne var borte. Manden slap hjem, men syntes ikke, han havde Lyst til nogensinde mere at gaa hen og spille paa de gamles Tromme til at trolde Vildren.

Fodnoter

Kilde

Jakob Fellman: Anteckningar under min vistelse i Lappmarken II, 1906, s. 329-340.