Nissens drillerier

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 61

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Nissens drillerier


217. Per Tjener i Krølgaarden kunde godt komme til Rette med Nissen, for han gik og padrede for ham (var god ved ham), men Kvindfolkene var det galt med, og dem snød han. Naar de bryg gede, saa rev han Humlen paa Gulvet, saa de kunde ikke finde den, og spildte Øllet, dersom han kunde slippe efter det, og gjorde den Fortræd han kunde. Han var værst til Helligaften.
   De skulde have deres Julegrød, og Manden vilde, han skulde have noget ogsaa, men Konen hun vilde ikke, han skulde have noget, og det trættedes de tit om. Hun tog formelig Grøden fra Nissen, da Manden havde sat den ud.
   Saa fortrædigede Nissen hende jo ogsaa paa alle Maader, og da de havde været der i nogle Aar, kom de fra Gaarden og kom op at ligge i et Hus oppe i Byen.
   Manden maatte gribe til at løbe om i Landet og være Lotterikollektør for Wandsbæks Lotteri, og Konen blev fra den Tid saa svag, at hun laa i Sengen i mange Aar, og han maatte give hende Maden som et lille Barn. Hun savlede, og det hængte ud af Munden paa hende, saa hun maatte have en Pose hængende under Munden, det kunde løbe i. Hun troede, det var Nissen, der var Skyld i al den Elendighed.
Hans Simonsen, Væggerløse.


218. Paa Æbelø skete det, at en Mand imod sin Vilje blev tvungen til at forlade Øen. Da sendte han Folkene til deres Plage en Nissepue, der plagede dem, saa at de ikke kunde have Ro at ligge i deres Seng om Natten. Da flyttede alle Øens Beboere sammen paa ét Sted og lagde sig sammen i en stor Seng paa Gulvet, men dette fritog dem endnu ikke fra hans Drillerier, ti han snart trak dem i og snart stødte dem for Fødderne, alt ligesom de var korte eller lange, da han vilde, at de skulde være lige lange til Hobe, og en Pige, som ikke ydede ham den tilbørlige Opvartning, kastede han Skarn i Maden for, ti ærgjerrig og hævngjerrig var han o. s. v.
(Indberetn. til Vedel-Simonsen.) Bogense. 1908. Maler Ringe.


219. I en Gaard i Uttrup havde de Gaardbukker, de havde deres Plads ved Ovnen i en Krove. De havde et Par blaa Heste at fodre, og striglede og rørte dem om Natten, og om Morgenen kunde Folkene finde dem helt svedige, men de var altid fede alligevel.
   Disse Gaardbukker skulde have deres Grød med Smør i hver Aften, og den skulde sættes ud i Stægest (Stegerset). Hvis ikke de fik deres visse Forplejning, skete der en Ulykke i Gaarden.
   En Aften var de ved at brænde (Brændevin), og saa satte det Hatten af. Saa rejste Brændevinet ud af Kjedelen, og hele Brændingen blev spoleret for Pigen. Hun hørte saa Gaardbukken skassile henne i en Krog. Det skulde hun have, for det hun en Aften havde narret ham med Grøden.
Søren Peter Nielsen, Redet.


220. Der var to Gaardmænd i Vandtore, som hver havde en Nisse, og Gaardene laa paa hver sin Side af Søen.
   Saa var Nissen i den ene Gaard bleven vred paa den Mand, han boede hos, og vilde gjøre ham Fortræd, og han tog da et Knippe Ærtefoder og vilde bære over til den anden. Han slæbte saa af med det og vilde gaa over Isen, men Folkene fik ham at se og vilde hindre det, for dem saa det ud, som det Knippe gled hen ad den blanke Is. Saa skød de efter ham, men det hjalp ikke med almindeligt Krud, og de fik da en Herregaardsskytte til at lade sin Bøsse med en Sølvknap, og han skød, og Knippet blev nu liggende. Da de kom derud og saa efter, fandt de levret Blod inde i Knippet.
   Hans Bosen, der boede her i Nærheden, har fortalt mig det, og han mente jo, Nissen var bleven saaret. Men saa fik det Ende med den Bæren Foder.
Lærer Henriksen, Vandtore.


221. Der var en Nisse, der gik og bar Høet fra en Bonde, og Pigen saa, hun bar det hen til en anden Mand, der blev rig ved det, hun vilde jo se, hvor det blev af, og hun mente, det var en Skam, og sagde, det skulde ikke saadan være. Saa vilde hun brænde det for ham og fik Ild i en gammel Træsko og rendte ud efter ham med det. Hun fik ogsaa Ild i Høet, og det brændte paa Ryggen af Nissen. Men da han mærkede det, saa ryst han og bøst han, og saa faldt det af ham, og han stod der som en lille Dreng og var ikke bleven brændt. Nu vilde han jo hævne sig paa hende, for det hun havde sat Ild i ham, og da hun laa og sov om Natten og tænkte ingen Ting paa, saa kom han og bar hende ud i den bare Særk, og lagde en lang Stige over deres Brønd, og der lagde han hende paa, saa lang som hun var.
Ane Johanne Hansen, Utterslev.


222. En Gang kom der en lille Dreng ind paa Skjæreloen til Karlene og stod hos dem. De vilde saa have ham op paa Høstænget at kaste Hø ned til dem. Men saa kastede han det ned til Lænkehunden i Portrummet og sagde:
   "Der har du Nisselus, der har du Nisselus!"
Ane Johanne Hansen, Utterslev.


223. I en Gaard i Onsbjærg var der i gamle Dage Nisser, som gik og passede Hestene om Natten. Naar Karlene tidlig om Morgenen kom op paa Stænget, kunde de undertiden blive saa forvildede, at de ikke kunde finde ned igjen, ti Nisserne holdt ikke af at blive forstyrrede i deres Syssel, før de blev færdige.
   En Gang kom Karlene sent om Aftenen ned i Kostalden, men den første Karl, som kom indenfor Døren, blev smidt paa en Stige og slæbt helt ned til den anden Ende af Stalden.
Samsø. Mikkel Sørensen.


224. I Vinding ved Nyborg havde en Dreng og en Pige været ude at malke, og trak saa hjem med en lille Mælkevogn. Da siger Drengen helt overgiven:
   "Gid vi kunde faa Hans Nielsens Nisse at se."
   Pludselig springer en lille graa Dreng over Grøften og tager fat i Mælkevognen, saa de kunde ikke rykke den af Stedet. Da de havde holdt der lidt, blev han borte igjen og skreg, saa de kunde høre ham langt hen. Nu maatte de tilstaa, at de havde set Hans Nielsens Nisse.
L. Andersen, Jelling