Niungmak og Erkungissok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

100. Niungmak og Erkungissok

(Fortælling fra Kangamiut i Sydgrønland)

Niungmak og Ekungissok vare Fættere og boede paa Narsamiut. Niungmak var en udmærket Fanger, og holdt Tjenestefolk. Hans Fætter var ligeledes god Erhverver, ingen Sælhunde lik Lov til at betragte ham. Han var lille af Væxt, men Niungmak var meget tyk. De pleiede ikke at blive hele Vinteren paa Pladsen, men naar Fangsten blev slet ved Narsamiut, reiste de til Tasiusanguak, og naar der heller ikke var mere her, toge de til Igdlunguak. Paa denne Maade kom de aldrig i Mangel, men naar deres Naboer kom i Nød, hjalp de dem med Fødemidler. Naar nogen af Niungmaks Slægtninge blev Enke, flyttede hun strax til ham. Naar de vare paa Foraarspladsen, blev hans flade Klippe (Tørreplads) fire Gange bedækket med Angmaksæt, førend han sagde, at det var nok til Vinteren. Men selv rørte han slet ikke ved dette Arbeide, hans Tjenestefolk alene maatte udføre det. Ligeledes naar han gik paa Rensjagt, og havde faaet Rensdyr, bar han dem aldrig selv, men hans Tjenestefolk maatte gaae bag efter ham med svære Byrder. Engang imellem skjendte Ekungissok saa smaat paa Niungmak, og man skulde troe, at denne vilde svare ham. Naar saa Ekungissok ud paa Vinteren kom hjem fra Sælhundejagt og fortalte: »dem, som jeg fangede idag, listede jeg mig bagpaa,« — saa pleiede Niungmak at hvidske til sine Børn: »det er Løgn hvad han siger; den, som han jagede efter, forandrede sin Plads og dukkede op andetsteds, og han paastaaer, at han har overlistet den.«

Denne Niungmak havde hele Vinteren igjennem fremmede Handelsvarer, som han havde kjøbt af Hvalfangerne, baade Tobak og Skydereqvisiter. Naar han om Vinteren hørte, at hans mange Tjenestefolk længtes meget efter Tobak, reiste han sig op og skar af en heel Rulle, som han uddeelte. Selv derimod brugte han ikke Tobak, men han pleiede at stoppe Mos i sin Pibe, og saa blæste han Røgen ud af den og syntes, at det var morsomt. Engang havde der ved Narsamiut, om Efteraaret da Solen dalede, været god Sælhundefangst, men derefter blev Veirliget meget slet og Sneen voxede op og dækkede baade Vindue og Udgang. Niungmak stillede en Teltestang op foran Udgangen og en anden i Hjørnet ved Kogestedet; da han kom ind, sagde han: »herefter gaaer jeg ikke mere ud saalænge jeg kan høre det blæse.« Han kunde nemlig høre paa Stangen, som stod udenfor Vinduet, om det blæste. Engang, da han havde lyttet efter, men intet hørt, sagde han: »nu vil jeg ud og see paa Veiret.« Derpaa tog han sin Kajakpels paa, strammede den godt og gik ud. Da han blev længe borte, gjorde Ekungissok det samme og fulgte efter ham. Niungmak raabte ind i Huset: »det er stille, og ikke en Sky paa Himlen.« Han lod derpaa sine Tjenestefolk komme ud og opgrave baade Vindue og Huusgang; men da de søgte efter deres hengjemte Sælhunde, havde Rævene været ved dem. De undlode at opgrave dem, men lavede Snarer for Rævene, med Snore, som gik ind i Huset og vare befæstede paa Tørrehækken. Naar en Ræv faldt i Snaren, halede Niungmak den heelt hen til Vinduet, og lod sine Tjenestefolk gaae ud at hente den. Paa denne Maade samlede han en Mængde Ræve til Skibene. Medens Isen endnu laa, kom der Gjæster fra de omliggende Pladse for at søge Hjælp, og han gav dem altid noget med sig hjem. Hans Kone brugte Snorene fra to Tørrerammer, til Skind-Udspiling, alene for at lave Bindseler til de Bundter af tørret Fisk, som Gjæsterne fik med sig.

Niungmak og Ekungissok holdt meget af en Hvalfanger, ved Navn Arnalupause, til hvem de gjerne bragte deres Varer. Engang medens der endnu laa fast Iis paa Nordsiden af Kangaimut, i de lange Dage, kom der en Mand løbende over Isen og raabte: »en heel Deel Hvalfangerskibe ere komne til Landet, Arnalupause beder Niungmak og Ekungissok om at besøge ham.« — Strax gjorde de sig færdige, Niungmak lavede passende Byrder til alle sine Tjenesteqvinder og sagde, idet de fulgte ham til Skibene, at de blot skulde see efter hans Hæle. Da han saa kom til Skibene, kaldte Arnalupause ham til sig, og han brugte næsten alle Handelsvarer, som han havde i Skibet, for at betale ham, men nogle Skind lod han Befalingsmændene paa de nærmeste Skibe hente. Naar de saa havde handlet, kaldte han alle Tjenestefolkene op, beværtede dem paa Skibet, og lod dem sove der om Natten, førend de begave sig paa Hjemveien. — Der siges’, at Daniel, en Søn af den falske Profet Habakuk, endnu eiede en Haandfuld af de Hagel, som Niungmak havde kjøbt af Hvalfangerne; dog levede Niungmak dengang selv ikke mere. Vi have endnu kjendt denne Daniel som en aldrende Mand. — Der fortælles ogsaa, at Niungmak og Ekungissok reiste i Baad til Agpamiut for at dandse; sammesteds var der en lystig, halvgal Qvinde, som kaldtes Kardleengajuk. Naar Mændene om Aftenen hvilede sig efter Dandsen, pleiede hun at gjøre Løier med dem, og saa sagde en af Mændene, at de skulde lege, som om hun var deres Kone. Derpaa toge de hende, den ene efter den anden. Hun sagde intet til dem, men senere roste hun Ekungissok, som den dygtigste.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 277-279.