Nordiske myter og sagn: Vatsdølerne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Vilhelm Grønbech Ill.: clm. Nordiske myter og sagn Vilhelm Grønbech 1927 SAGAER OG SLÆGTSAGN Vatsdølerne Den mægtige islandske æt som boede på gården Hof i Vatsdalen, ledte sin herkomst fra Romsdalen i det nordlige Norge og havde Ketil Raum til stamfader. Ketil havde været en gæv mand i sine velmagtsdage, men han havde den sorg, at sønnen Torstein ikke slægtede ham på i styrke og djærvhed. Da Torstein lige var voksen, begyndte der at gå rygter om at der havde lagt sig røvere ud i de ødemarker som skilte Romsdalen fra Jæmteland, og det hændte ret jævnlig, at der blev mænd borte i de store skove, selv om de gik mange i følge. Ketil var nu en gammel mand, og han gik og græmmede sig over at han intet kunde udrette, medens bønderne mumlede om at det blev til skam for deres høvding, om folk ikke kunde færdes frit i nabolaget. En dag talte Ketil til sønnen og sagde: "I gamle dage var det anderledes end nu, da sad de unge mænd ikke dagen lang op ad ilden og kølede bugen med øl; i din alder havde de allerede vist hvad de duede til, og erhvervet sig både gods og hæder, men du er jo hverken stor eller stærk, og man har vel ikke lov til at vente, at dit mod skulde være større end dine kræfter." Torstein blev vred og gik ud. Nogle dage derefter begav Torstein sig ene ude i ødemarken, og da han kom op i de store skove, fandt han en lille optrampet sti, som gik af fra vejen, og da han slog ind på den kom han ret snart til et hus. Han gik ind og så at stuen var vel udstyret både med et veldækket bord og med en velredt seng, og rundt om i krogene lå der store rigdomme i sække. Han gemte sig omme bag en stor bunke sække, som var stablet helt op mod loftet, og der sad han og ventede. Ud på aftenen hørte han hestetrampen, og lidt efter kom en meget stor mand ind i stuen; Torstein lagde mærke til at han havde smukt, lyst hår, som faldt i lokker ned over skuldrene på ham. Manden toede sine hænder og gik til bords, og siden satte han sig ved ilden. Medens han sad der, faldt det ham ind, at der var mere aske på ilden end sædvanlig, og han sagde til sig selv: "Det ser ud som om der har været tændt på arnen, mens jeg var borte." Han tog en brand og gav sig til at søge rundt i huset, om der var kommet noget menneske. Da han kom hen til den stabel sække hvor Torstein havde gemt sig, smuttede Torstein ud igennem røghullet og sad på taget, medens manden lyste rundt mellem varerne. Tre gange gennemsøgte han huset, men fandt intet, og da han endelig opgav at lede, lod Torstein sig atter glide ned bag sækkene. Manden hængte sit sværd på væggen, før han gik til sengs, og Torstein så med et blik, at det var et meget kostbart våben. Han blev siddende ganske stille, indtil den fremmede mand var faldet i søvn; da han rørte sig, så at det knagede i sækkene, mærkede han at den fremmede vågnede og vendte sig et par gange, men til sidst sov han så fast, at Torstein kunde gå frit om i stuen, uden at der kom nogen lyd fra sengen. Derpå tændte han ild og gik hen til sengen, og han så at manden var faldet i søvn på ryggen; han rakte op efter sværdet og stødte det i brystet på manden, så at det gik helt igennem til dynen under ham. Men i det samme blev han grebet af et par stærke hænder og trukket op i sengen, så at han ikke kunde røre sig; manden holdt ham fast og spurgte hvem det var som havde gjort dette, og Torstein sagde sit navn. Manden sagde at han havde hørt navnet før og vidste hvem han var, og han havde ikke ventet sig noget ondt af ham, da han aldrig havde gjort hans fader nogen men. "Nu er," sagde han, "dit liv i min hånd; men hvis du vil gøre som jeg siger, skal jeg skænke dig det. Jeg hedder Jøkul og er søn af Ingemund Jarl i Gøtland. Nu skal du gå til min moder med denne ring og sige at jeg bad hende om at forsone dig med jarlen, så at han giver dig min søster til ægte; jeg tror du bliver en lykkemand, og når I får en søn skal I give ham mit navn og skabe min lykke dermed." Torstein lovede at udrette ærindet og tog imod ringen. Så bad Jøkul ham trække sværdet ud; det gjorde han, og dermed døde jarlesønnen. Torstein vendte nu hjem og kom til bygden, netop som Ketil skulde ud med alle mand for at lede efter ham. Ketil blev glad ved at se ham igen og tog hjerteligt imod ham, men Torstein svarede, at efter den afsked han havde fået, ventede han ikke at faderen havde skøttet meget om han kom igen eller blev borte; men selv om de skiftede et par knubbede ord, blev de snart gode venner. Torstein bar alle røverkosterne frem og sagde til folk at de kunde tage hvad de kendte igen, og give ham resten, og for øvrigt måtte de vide, at nu var der trygt for rejsende folk gennem skoven. Da der var gået en stund, begav Torstein sig til Gøtland og fortalte jarlens hustru i enrum, at hendes søn var død. Hun spurgte hvorfor han var rejst så lang en vej for at bringe hende så ond en tidende. Torstein svarede, at det var fordi han selv havde dræbt ham og lovet at melde drabet, og derpå fortalte han alt hvad der var sket, og fremførte Jøkuls hilsen sammen med ringen. Hun blev rød og sagde: "Du er en dristig mand; men for min søns skyld skal jeg tale med jarlen." Hun gik til sin husbond og sagde at hun havde tunge nyheder. "Da er det vel min søns død du har at melde," sagde jarlen, og hun svarede ja. "Han døde vel ikke af sygdom," spurgte jarlen. "Nej," svarede hun, "han blev dræbt og viste i sin dødsstund det ædelmod, at han skænkede sin banemand livet og sendte ham herhen med sin hilsen og bad os om at vi vilde give ham fred og gifte ham med vor datter; ti således tænkte han at vi bedst fik bod for det tab vi har lidt." Dermed tog hun Jøkuls ring frem og viste jarlen den. Jarlen sukkede tungt og sagde: "Det er dristigt talt af dig, at jeg skulde give vennegaver til min søns drabsmand," men hun svarede: "Jøkul viste stort ædelmod, og det vilde ilde sømme sig for os at være mindre end han ved at afslå hans sidste bøn. Jøkul tænkte på at du er op i årene og trænger til en støtte i din alderdom, og han så at der er duelighed og lykke ved manden, og han tog ikke fejl; ti Torstein har holdt sit ord til vor søn og sat sit eget liv i vove for hans skyld. Det vilde blive en evig skam, om vi hævnede os på en mand, når han frit er gået i vor vold." Jarlen vilde se manden, og da hans vrede først var stilnet lidt af, førte dronningen Torstein frem. Torstein trådte frem for jarlen og sagde: "Jeg er selv gået i eders vold, og det er ikke stormænds skik at dræbe mænd som giver sig i deres hånd; mit ærinde kender I." Jarlen så vist på ham og sagde: "Du har ret, jeg vil tage den bod af dig, at du er mig i min søns sted; du ser nok ud til at der bor lykke og kraft i dig." Torstein var nu hos jarlen og vandt alle ved sin kloge og fine optræden. Kort efter bejlede han til jarlens datter Tordis, og jarlen tog vel imod hans bøn, fordi han så at det vilde blive til ære og lykke for hans æt. Da Ingemund Jarl nogen tid efter lå for døden, bad også han Torstein om at han vilde oprejse hans navn blandt sine sønner, og det lovede Torstein. Efter jarlens død drog Torstein tilbage til sin hjemstavn og sine frænder. Han fik en søn, og da drengen blev båret til faderen og sat på hans knæ, sagde han: "Denne dreng skal hedde Ingemund efter sin morfader, og jeg vil ønske at hans lykke følger med navnet." Da den unge Ingemund voksede op, kom han til at ligne en rigtig høvding; han var uforfærdet og krigslysten, modig og dygtig i våbenbrug, trofast i venskab, ærgerrig og djærv overfor fjender, men let at have med at gøre for andre og retsindig i al sin færd. Sammen med sine to fostbrødre, Grim og Hromund, lå han hver sommer på vikingetog, og om vinteren sad han i stor ære som gæst hos sin fader. En sensommer, da fostbrødrene var på hjemvejen fra et togt i Østersøen, løb de på et vikingeskib som var for udgående fra den svenske skærgård. Ingemund lod straks ro frem til angreb mod den fremmede sejler, og der blev kæmpet hele dagen, uden at nogen af parterne kunde tilskrive sig sejren. Da de henad aften lagde fra hinanden, stod en statelig mand op på det fremmede skib og spurgte hvem han havde kæmpet med. "Vi kan vel tales ved," sagde han, "for jeg ved ikke af at vi har noget mellemværende fra tidligere tid." Ingemund sagde sit eget og sine fostbrødres navn og fik det svar ovre fra det andet fartøj: "Jeg hedder Sæmund og er fra Sogn; jeg kender eders navn og har kun hørt godt om eder. Vi er jo landsmænd og gjorde bedre i at slå os sammen i steden for at skyde skibsfolk ned for hinanden, og sådan som vi her har kæmpet i dag, kan vel ingen tænke ringe om mig, fordi jeg byder fred og fællig." Ingemund svarede, at hans tilbud ene kunde blive ham til ære, og bød ham sit venskab til gengæld. De styrede nu sammen hjemad, og inden de skiltes, aftalte de at de skulde mødes næste vår og drage sammen på vikingetog. De holdt alle den pagt de havde sluttet, og hærgede tre somre på rad i Vesten. På den tid havde Harald Hårfagre lagt det østlige Norge under sig, og han stævnede nu en stor flåde sammen omkring Jæderen for at knække storhøvdingerne på Vestlandet. Da fostbrødrene det tredie år om høsten kom op under Norge, hørte de at det trak sammen til en kamp i Hafrsfjord mellem Harald og bygdekongerne, som havde samlet sig under Kong Kjøtve den Mægtige fra Agder. Ingemund og Sæmund kunde ikke enes om hvilken beslutning de skulde tage; ti Ingemund mente at der vilde være lykke ved at byde så stor og sejrsæl en konge som Harald deres hjælp; men Sæmund sagde, at han ikke vilde vove liv og ejendom for Harald i dette slag. De skiltes nu. Sæmund sejlede hjem, men Ingemund styrede ind i Hafrsfjord og lagde sit skib op ad kongens; han tog vel imod den romsdalske høvding og gav ham plads i sin hær. Ingemund kæmpede nu med i Hafrsfjordslaget, og efter sejren takkede Harald ham for god hjælp og lovede ham sit bestandige venskab; til minde om sejren gav han ham et lille sølvsmykke, der var taget i bytte fra Kjøtve som altid havde sat smykket højt, fordi det bar et billede af guden Freyr. Der var mange af stormændene i Norge som ikke vilde bøje sig for enevoldsherren, og hellere flyttede ud til Island med hele deres slægt og alt det gods som de kunde føre med sig. Blandt dem der vandrede ud og tog land på den nyfundne ø, var også Sæmund, men han og Ingemund blev dog ved at bevare det gamle venskab. Engang var Ingemund til gæstebud hos sin fosterfader Ingjald, fader til Grim og Hromund. Til gildet var der kommet en Lapkvinde, som tilbød at spå folk deres skæbne. Der var mange som gik til hende og lærte deres fremtid at kende, men Ingemund og hans fostbrødre blev roligt siddende på deres plads og vilde ikke have noget med hende at gøre. Pludselig sagde kvinden: "Hvorfor spørger de unge mænd dér mig ikke om deres fremtid? Dem har jeg måske mest at sige." Ingemund gav hende et hånligt svar, men hun blev ved: "Da skal jeg sige dig det af mig selv: du vil komme til Island og grunde en mægtig og anset æt." Ingemund smilede spottende ved den tanke at han skulde sælge sin gode slægtsejendom og flytte ud på et øde skær i havet; men hun blev ved sit og sagde til ham: "Du skal kende mine ord på at den lille sølvfreyr som du fik af Kong Harald efter Hafrsfjordslaget, er forsvundet fra din pung; så kan du tænke på mine ord, når du graver grund til din gård på Island." Den samme skæbne spåede hun Grim og Hromund. Ingemund blev vred; men da han ledte efter sin lille Freyr, var den borte. Om foråret spurgte Ingemund sine fostbrødre, om de vilde med på vikingetog som sædvanlig; men Grim svarede, at han tænkte på at rejse til Island, ti det nyttede ikke at stampe mod skæbnen; han havde også hørt at landet var godt, og derovre sad hver mand fri og frels som høvding på sin gård uden at have en konge over hovedet. Så drog Grim og hans broder til Island og tog land, men Ingemund blev hjemme og overtog sin ættegård efter Torsteins død, og han fik et rigt og anset gifte med Vigdis, en datter af Mørejarlen Torer Tavse. Vigdis fødte en søn, og da faderen så at han havde et klogt, stille blik, opkaldte han ham efter sin fader, Torstein, og ønskede ham lykke efter hans farfader. Siden fik han en søn til; han havde hvasse øjne, og da han blev sat på faderens skød, sagde Ingemund: "Denne dreng har hvasse øjne, han bliver ikke nogen føjelig mand, men tro og god mod venner og frænder, hvis jeg ser ret; vi skal kalde ham Jøkul til minde om vor frænde, sådan som min fader har bedt om vi vilde." Da den ældste voksede op, blev han en statelig mand, klog og rolig af væsen, trofast og altid besindig i ord og dåd. Jøkul voksede op til en kæmpe, ordknap og hård i omgang, men pålidelig og uforfærdet. Ingemund fik senere flere sønner, en hed Torer efter sin morfader, en anden Høgne. Ingemund kunde aldrig få sejdkvindens spådom ud af tankerne. Til sidst lejede han tre Lapper til at udforske for ham hvor hans lille sølvfreyr var blevet af. De lod sig lukke inde i et hus for sig selv og bad om at ingen vilde forstyrre dem eller kalde på dem i tre samfulde dage. Da tiden var forbi, gik Ingemund ind til dem; de vågnede op, drog et dybt suk og sagde at de havde haft en svær rejse. De var kommet i land på et sted hvor der gik tre fjorde ind mod sydvest, og oppe i landet var der store søer; siden kom de ned i en dyb dal og fandt en gryde neden under en øde ås; inde i den ås lå Freyr, men den smuttede stadig af vejen for dem, når de vilde tage den, og der hvilede hele tiden en tåge over den, så at de ikke kunde få klart rede på den. De sagde, at om Ingemund vilde have fat i den, kom han selv til at rejse ud og finde den. Ingemund indbød alle sine venner til et stort gilde og bekendtgjorde for de indbudte, at han agtede at rejse til Island; men han føjede til, at det ikke var fordi han længtes efter forandring, men sådan var det nu bestemt for ham, og det lod sig ikke ændre. Bønderne beklagede meget, at så stor en mand og så god en høvding som Ingemund rejste bort fra landet, og mange som var vant til at se deres fører i ham, beredte sig til at følge ham til det nye land. Blandt udflytterne var også en stor del af hans frænder og mellem dem hans svoger Jørund, en søn af Mørejarlen. Da Ingemund landede på øen, blev han vel modtaget af sin fostbroder Grim, og da de mødtes, sagde Grim til ham: "Det gik som jeg tænkte." Ingemund svarede: "Det har du ret i; hvad der er bestemt, kommer man ikke udenom." Den første vinter sad Ingemund hos Grim, og da det blev vår, gav han sig ud for at lede efter land. Da han kom op i Vatsdalen, kendte han landet efter Lappernes beskrivelse, og han fandt dér både gode græsgange og anselige skove. Han hegnede sig størstedelen af Vatsdalen og byggede sig en gård med et hof eller tempel i en lille smilende grydedal, og da han gravede hul til sine højsædestøtter, fandt han Freyr i jorden. Sine ledsagere gav han land rundt om sin gård. Alt trivedes over forventning for ham, og snart gik der store hjorder på hans land, så at han fik glæde ved sit nye hjem. Efter nogle års forløb sejlede han til Norge efter stortømmer for at rejse sig en statelig gård, og Kong Harald tog imod ham som sin ven, tilbød ham tømmer fra sine egne skove og lod både tømmeret hugge og føre til skibs for ham. Ved afskeden skænkede han ham et skib, som hed Stigande eller løberen; det var en ypperlig sejler til at gå nær op i vinden, og den havde altid lykke med sig på sine rejser. Da Ingemund kom hjem, lod han bygge en statelig gård, som blev kaldt Hof, fordi der var tempel på gården; der voksede en stor bygd op rundt omkring, og Ingemund var selvskreven høvding i hele egnen og formand på tinget. En sommer kom der en norsk købmand ved navn Hrafn og lagde ind i fjorden. Det var almindelig vedtægt, at bønderne først lod Ingemund besøge købmandsskibene og vælge hvad han vilde have, og da han nu hørte at der var løbet et skib ind, red han ned til kysten og bød styrmanden hjem til sig som gæst. Hrafn var en selvbevidst mand, studs og kort for hovedet, noget brovtende i sit væsen og pralende i klæder og våben, og Ingemund mente jo nok han havde haft gæster han syntes bedre om. Nordmanden havde et meget godt sværd, som Ingemund ikke kunde få øjnene fra; en dag spurgte han Hrafn, om han vilde sælge ham våbnet; men Nordmanden svarede kort, at han ikke var så fattig, at han solgte sine våben, han var også en mand af den slags som til tider behøvede et skarpt sværd, og Ingemund måtte være lidt mere rimelig med betalingen for sin gæstfrihed. Ingemund harmedes over den hånlige tone som han brugte overfor sin vært, og en dag da han gik til templet, sørgede han for at gæsten fulgte ham. Hrafn vilde gerne tale om sine mange rejser og bedrifter, og Ingemund fik ham på gled, så at han fulgte efter husbonden hvor han gik, og i sin iver ikke lagde mærke til at han overskred helligdommens tærskel. Da vendte Ingemund sig imod ham og sagde: "Det er ikke sædvane at bære våben ind på et helligt sted, og det kan komme dig dyrt til at stå." Nordmanden bad om Ingemund vilde hjælpe ham til at få bødet hvad han havde forbrudt. Ingemund svarede, at han gjorde bedst i at vie guderne en hæderlig gave til bod, og dertil egnede hans sværd sig bedst af alt. Hrafn måtte bide i det sure æble og give sit sværd i bod; kort efter rejste han bort og takkede ikke Ingemund for hans gæstfrihed. Sværdet kaldte Vatsdølerne for Ættetange, og de satte meget stor pris på det i ætten. Nogen tid efter udvandrede en mand som hed Hrolleif, til Island og havde sin moder, Ljot, med sig. Han var en brodersøn af Ingemunds fostbroder Sæmund, og han tog straks op og søgte hjælp hos sin frænde. Sæmund var ikke glad ved hans besøg og sagde til ham: "Jeg skal ikke fragå frændskabet med dig, men jeg er bange for at du har haft en bedre fader end moder, og at du slægter på mødrene side." Hrolleif svarede blot, at han kunde ikke leve af bange anelser, og han fik lov til at være på Sæmunds gård om vinteren. Han var ondskabsfuld og trættekær og kom dårligt ud af det med Sæmunds folk og især med hans søn, Geirmund. Om våren gav Sæmund ham land og gård, men bønderne deromkring var alt andet end glade for den nabo Sæmund havde skaffet dem. Sæmund talte alvorligt til Hrolleif og bad ham vare sig for overgreb, men Hrolleif svarede, at han lod ikke stoddere sparke sig i ansigtet, og desuden var det småligt af Sæmund at gøre væsen af så lidt i steden for at hævde sine frænder. En dag kom Hrolleif ind på gården hos en brav og velstående bonde ved navn Une og sagde at han havde tænkt at gifte sig med hans datter. "Heroppe i denne afkrog er der ikke andre fornøjelser end man gør sig selv," sagde han, "og lidt selskab kan vi godt trænge til; det kan jo også nok være, at vi to kommer lidt bedre ud af det med hinanden, når vi bliver måger." Une svarede, at hans datter var for god til en mand af Hrolleifs karakter, og hun behøvede nu heller ikke at tage den første den bedste for at blive gift. "Så er der ikke andet for end at jeg gør hende til min frille," sagde Hrolleif, "og det kan jo også være godt nok til hende," og siden den tid begyndte han at have sin stadige gang der på gården. En dag talte Une med sin søn Odd om at han tog sig Hrolleifs besøg for let, men Odd svarede at det var vanskeligt at have med den voldsmand at gøre, så meget mere som hans moder var fuld af trolddom og havde givet ham en usårlig kofte. Nogen tid efter traf Odd Hrolleif ude i fjældet mellem gårdene og sagde til ham at han syntes ikke han behøvede at gå en og samme vej til stadighed. Hrolleif svarede: "Nu har jeg gået hvor jeg selv vilde, siden jeg blev ni år, og det er ikke sandsynligt, at jeg skifter vane; jeg har ikke i sinde at gå omveje, fordi du driver omkring på alfarvej." Da han kom hjem til sin moder, sagde han at bønderkarlene begyndte at blive næsvise og nærgående, så at han nok kom til at tage en af trællene fra arbejdet og have ham til selskab; hun sagde at det skulde han blot gøre, trællen kunde ikke gøre noget bedre arbejde end at lære husmændene deromkring at have respekt, og for resten skulde han gå med den kofte hun havde lavet, og se hvad den duede til. Odd gik til Sæmund og klagede over den nabo han havde skaffet dem på halsen, så megen uro og forsmædelse han havde gjort dem der på egnen; han vidste nok at benytte sig af at han var Sæmunds frænde. Sæmund svarede, at det var ikke nyt for ham at høre, og den slags folk burde man gøre kort proces med. Odd svarede: "Vi fik noget andet at vide, hvis vi gjorde alvor af at dræbe en mand som kan kalde dig sin frænde; det er kun af hensyn til dig vi har ladet det gå som det går." Sæmund sagde ingenting, og Odd drog hjem. En aften da Hrolleif gik sin sædvanlige gang, tog Odd nogle huskarle med sig og passede ham op, og det kom til kamp mellem dem; Odd kunde ikke få ram på ham, fordi sværdet ikke bed på hans kofte, og enden blev at Hrolleif dræbte ham. Da han kom hjem med budskabet, sagde Ljot, at det havde karlene godt af, når de gik og brugte skældsord, og Hrolleif svarede, at han selv havde sagt til Odd, at han skulde komme til at fortryde sin grove mund, og det var nu gået i opfyldelse. Nu tabte bønderne tålmodigheden; de gik til Sæmund og sagde at det var hans pligt at tage sig af den sag. Det havde Sæmund ikke noget at indvende imod, han betalte af sin egen pung en drabsbod for Odd og tog derefter Hrolleif hjem på sin egen gård. Siden søgte han hjælp hos Ingemund og fortalte ham hvordan det var fat, at han havde en frænde som ikke kunde komme ud af det med nogen, og han bad Ingemund tage sig af ham. Ingemund var meget betænkelig ved sagen, da hans sønner jo ikke var meget eftergivende af sig, men for venskabs skyld vilde han ikke sige nej. Sæmund trøstede ham med at alting gik lettere for ham end for andre mennesker på grund af hans klogskab og lykke. Hrolleif artede sig ikke bedre, efter at han var kommet til Hof; Ingemund kunde dårlig have ham på gården, fordi han tirrede hans sønner alle vegne hvor han kunde komme til. Men Ingemund vilde ikke opgive en mand når han en gang havde taget imod ham, og han gav ham en lille gård ikke alt for nær ved Hof. Åen i Vatsdalen var rig på laks, og Hrolleif fik lov til at sætte sine net i elven, når Ingemundssønnerne ikke var der, men Hrolleif brød sig aldrig om aftaler, og engang da Ingemunds huskarle kom ned for at fiske og bad ham rømme, så at de kunde få sat deres net ud, svarede han at han ikke lystrede trælle; de sagde til ham, at det gik ikke an at behandle Vatsdølerne på samme måde som han var vant til overfor andre, men han sagde, at de trælle skulde pakke sig og lade være med at tale med blandt mennesker, og han jog dem væk med stenkast. Da de kom hjem med den besked, sagde Jøkul: "Hrolleif vil nok spille høvding i Vatsdalen med; men han skal lære, at her bor der anden slags folk end han har haft med at gøre før." Torstein syntes også det gik over grænsen, men mente at man skulde tage besindigt på sagen. "Da skal jeg dog prøve om jeg ikke kan få ham fra elven," sagde Jøkul og løb ud. Ingemund sagde: "Torstein, min søn, gå med dine brødre; du er den besindigste af jer." Torstein sagde ja, men føjede til, at han ikke vidste hvor let det gik at styre Jøkul, "og jeg sidder ikke stille, hvis han slås med Hrolleif." Da Ingemundssønnerne kom ned til elven, lå Hrolleif og fiskede. Jøkul råbte til ham: "Op af elven, dit troldpak, eller skal du få med os at bestille!" Hrolleif svarede at han vilde passe sit, om de så også stod en tre-fire stykker og brugte mund på ham. Jøkul råbte: "Siden du ene mand vil forholde os fiskeriet, sætter du nok din lid til din moders kunster, din skarnsknægt; men om hun så er tre gange troldkælling, skal du op af elven." "Du skulde ikke drive dit overmod for vidt, Hrolleif," sagde Torstein, "for med os kommer du ingen vegne med uretfærdighed, og hvis du ikke holder op i tide, er der måske flere end dig som kommer til at undgælde for det." "Slå den djævel ihjel," råbte Jøkul og begyndte at vade ud imod ham. Hrolleif gik i land og begyndte at kaste med sten efter Ingemundssønnerne, og de kastede og skød efter ham til gengæld. Imens løb en huskarl hjem og fortalte at der var ved at blive slagsmål ved elven, og straks lod Ingemund sadle en hest og bad en dreng lede ham ned til fiskepladsen, for han var gammel og næsten blind. Så snart Torstein så ham komme, sagde han: "Der kommer vor fader, lad os holde op og ikke gøre noget han ikke synes om." Brødrene lød Torstein og trak sig bort fra elven, mens Ingemund red ud på brinken. Der lod han drengen gøre holdt og råbte over til Hrolleif: "Gå bort fra elven og bær dig sømmeligt ad!" Men da Hrolleif så ham, kastede han et Spyd efter ham og ramte ham i brystet. Ingemund vendte hesten, da han mærkede at han var ramt, og red bort fra brinken, og sagde til drengen at han skulde lede ham hjem. Da han kom ind på gården og skulde stige af, sagde han: "Vi gamle folk bliver stive og vaklevorne på benene," og da karlen tog ved ham for at hjælpe ham ned, hørte han det peb i såret, og han så spydet stå igennem husbonden. Ingemund sagde til ham: "Gør nu som jeg siger, jeg kommer vist ikke til at bede dig om noget mere; løb hen og sig til Hrolleif, at han skal drage bort, inden det bliver dag; jeg har en gang taget imod ham, og så længe jeg har noget at sige, bør jeg holde hånden over ham, hvordan det så må gå senere." Derpå brækkede han skaftet af spydet og lod karlen hjælpe ham ind til hans højsæde, og det sidste han sagde, var at de ikke skulde tænde lys, før hans sønner kom hjem. Karlen gik til Hrolleif og sagde: "Din hund, du har dræbt vor husbond; han har sendt mig for at advare dig mod hans sønner og sige at du ikke skal blive hjemme til morgen. Nu har jeg sagt det, men jeg kunde nok selv unde dig at du kom ud for deres økser." Hrolleif sagde, at de ord skulde have kostet ham hans førlighed, om det ikke havde været for det budskab han kom med. På vejen hjem fra elven gik Ingemundssønnerne og bandede Hrolleif og kaldte ham for en stor skurk, og da de stod i døren, sagde Torstein: "Jeg er bange for at vi ikke ved det værste endnu." I det samme han trådte ind over tærskelen, gled han og sagde: "Hvorfor er der vådt på gulvet, moder?" "Det må være noget som er drevet af eders faders klæder," svarede hun. "Det er glat som blod," sagde Torstein, "tænd rask lys!" og da de fik tændt, så de at Ingemund sad død i sit højsæde, Jøkul råbte: "Det er ondt at tænke på at en mand som vor fader skulde finde døden for sådant et afskum som Hrolleif," og han vilde straks afsted for at dræbe ham. Torstein spurgte hvor den karl var henne som havde fulgt hans fader, og da han ikke var noget sted at finde, anede han straks hvordan det var gået til. "Jeg tror ikke vi finder Hrolleif hjemme," sagde han, "og her kommer vi nok længere med kløgt end med hidsighed; een trøst har vi, at vor fader var for stor til at betale Hrolleif i hans egen mønt." Jøkul var så rasende, at de næppe kunde få ham til at holde sig rolig. I det samme kom karlen ind og fortalte hvilket ærinde han havde udrettet, og Jøkul for op og sagde: "Det ærinde kunde du have sparet," men Torstein sagde: "Lad ham i fred, han har kun gjort hvad vor fader ønskede; det er ikke noget at bebrejde ham." Sønnerne lagde nu Ingemund i en af Stigandes både og højsatte ham hæderligt, som den stormand han var. Og efter hans død lod de hans højsæde stå tomt, så længe han ikke var hævnet; de gik sjælden til lege eller sammenkomster, og når de kom, tog de aldrig den plads som Vatsdølernes høvding plejede at indtage. Efter drabet gik Hrolleif først hjem og fortalte Ljot hvad der var sket, og hun sagde: "Ingemund var jo en gammel mand, og en gang skal vi alle dø; men nu er det bedst du tager bort og holder dig skjult, mens sindene er mest ophidsede; så kan vi siden se hvad der formår mest, min kunst eller Torsteins kløgt og lykke." Hrolleif begav sig nu til Sæmunds gård og blev modtaget af Geirmund, ti Sæmund var ikke længer i live; der fortalte han, at Ingemund var død. Geirmund sagde: "Han var en brav mand; hvad døde han af?" "Der var nogen som skød til måls efter ham," svarede Hrolleif og lagde ikke skjul på hvem skytten var. Da bruste Geirmund op og sagde: "Du er den værste ulykkesmand jeg kender; jeg vil aldrig se dig her på min gård." Hrolleif svarede: "Jeg flytter mig ikke, så kan de slå mig ihjel på dine enemærker, og det bliver din skam, at din frænde bliver dræbt på din gård. For resten skulde du huske, at din fader og Ingemund er skyld i min faders død, for han faldt på deres vikingetog." Geirmund svarede: "Raske mænd kommer somme tider af dage, når der kæmpes, og det er der ikke noget besynderligt i; men når Ingemundssønnerne kommer, giver jeg dig i deres hånd." "Det er ikke mere end jeg kan vente af dig," sagde Hrolleif, – og derefter slog han sig roligt ned på gården og holdt sig skjult. Ingemundssønnerne sad stille om vinteren; de havde alle deres plads på den ringere bænk lige overfor højsædet, og man så dem aldrig le. Hen mod våren tog Torstein en dag til orde: "Vi tænker vel alle på det samme, at det nu er på tiden at vi hævner vor fader; men det bliver ikke nogen let sag. Jeg synes at en af os skal tage ledelsen og til gengæld have lov til at vælge først af arven." Det var de alle tilfredse med, og sagde at Torstein var den klogeste af dem og derfor selvskreven til at lede dem. Kort efter stod Torstein en morgen tidlig op, kaldte på sine brødre og sagde at de skulde tage nordpå og se hvad der kunde være at udrette. Brødrene gjorde sig rejseklare og lod Torstein om at bestemme vejen; de gik den største del af dagen, til de kom til Geirmunds gård, og der tog de ind for at overnatte. Om morgenen, mens brødrene sad ved bordet, havde Torstein en samtale i enrum med Geirmund, og han fortalte ham straks, at de var ude for at lede efter Hrolleif. "Vi kan jo tænke os," sagde han, "at han er tyet til sine frænder, og hvem er der andre end dig som han kan holde sig til? Nu må du ikke glemme, at det var din fader som sendte os skarnet på halsen, og derfor er det din pligt at hjælpe os." Geirmund svarede, at det var sandt alt hvad Torstein havde sagt, og det var klogt og rigtigt tænkt; men Hrolleif var der nu ikke. Torstein sagde: "Da skulde jeg tro han sidder i et udhus her på gården; men det er ingenlunde vor hensigt at tage ham her hos dig. Nu skal jeg give dig en hæderlig erstatning i sølv for din umage; du for din part behøver blot at sige til ham, at du ikke tror dig til at skjule ham længer for os; jeg skal sørge for at han ikke kommer til nogen fortræd, så længe han er på dine enemærker, så at der ikke kan siges noget på dig for hvad der sker, og for øvrigt må du vide, at vi vil have manden i alle fald." Nu nægtede Geirmund ikke længer at Hrolleif var på gården, og han tog imod Torsteins tilbud. Derpå gik han ud til Hrolleif og sagde: "Det er bedst du søger dig et andet skjul, for jeg kan ikke svare for dit liv længer; Ingemundssønnerne er kommet, og jeg vil ikke lægge mig ud med dem for en så dårlig sag." Hrolleif svarede hånligt: "Det er ikke andet end jeg ventede, at dit hjerte sank ned i livet på dig, så snart det begyndte at knibe; nogen tak for hjælpen skal du ikke have, skrub bare af og lad mig om at klare mig selv." Da Torstein kom ind til sine brødre, satte han sig rolig ned og lod som om de havde tiden for sig; de var hos Geirmund en nat til og begav sig om morgenen på vej. Da de var kommet op i fjældet oven over gården, satte Torstein sig ned og berettede om hele sin forhandling med Geirmund: "Her har I syn for sagn," lagde han til og pegede på sneen, hvor der var tydelig spor at se efter en ensom vandrer. Jøkul sprang op og råbte: "Du er et kunstigt menneske, at du kan sidde rolig i hus sammen med din faders drabsmand; havde jeg vidst af det, var det ikke gået så stille af på gården." "Det tænkte jeg også nok," sagde Torstein, "men nu har vi gode spor at gå efter, og nu skal vi tage lange skridt og se hvem der kommer først hjem, Hrolleif eller vi; han søger sikkert hjem til sin moder, og vi må se at nå frem, inden hun får holdt sit blot, ti ellers bliver der ikke noget af hævnen." Jøkul sprang straks op og råbte: "Lad os se at komme afsted!" og hele dagen var han et stykke foran de andre. Han vendte utålmodigt hovedet tilbage og sagde: "Vi kommer jo ingen vegne med denne gang; imens slipper hævnen os af hænde. Tvi over folk der er lige små i krop og i sind sådan som Torstein?" Men Torstein svarede: "Det skal først vise sig hvem der kommer længst, jeg med min kløgt eller du med din hidsighed." De kom hjem til Hof sent ud på aftenen. Før Torstein gik ind, sendte han en hyrde over til Ljots gård og sagde han skulde spørge efter nogle får, og mens han ventede udenfor, skulde han synge en vise og se hvor mange vers han nåede igennem, inden der blev lukket op; for øvrigt skulde han ikke fortælle dem derovre, at brødrene var kommet hjem. Ud på natten kom hyrden tilbage og fortalte at han havde fået sunget tolv vers, inden der blev lukket op. "Så har de haft en del at rømme op, før de turde slippe dig ind," svarede Torstein; "så du, om der var klar ild på arnen?!" Hyrden svarede: "Ja, men den så ud som om der lige var tændt op." "Lagde du ellers mærke til noget," spurgte Torstein videre. Hyrden sagde at han havde set en stor klædebylt, og der stak noget rødt ud af den. "Det var nok Hrolleif, som var gemt af vejen," sagde Torstein; "han var altså i blotdragt. Lad os så komme afsted som snarest og se hvad vi kan udrette." Da brødrene kom til Ljots gård, var der tyst og ikke et menneske udenfor. Op ad væggen lå der på begge sider af huset opstablet brænde, og et stykke fra døren var der rejst en lille bygning, som stod frit for sig selv. Da Torstein så den, sagde han straks: "Her har vi nok blothuset; der skal Hrolleif ledes ud, når Ljot er færdig med sine trolddomskunster inde i stuen; de skulde ikke gerne blive til noget. Nu skal I skjule jer omme bag huset, mens jeg sætter mig oppe i brændestabelen over døren, og når jeg kaster en stok over taget til jer, skal I komme mig til hjælp." "Du vil altid have hele æren," sagde Jøkul, "men nu vil jeg sidde her på vagt." Torstein sagde: "Det kan vel ikke nytte at sige dig imod, du får vel have din vilje, men det havde været bedre at gøre som jeg sagde, for behændig er du ikke." Jøkul krøb op i brændestabelen, og han havde kun siddet der et øjeblik, da der kom en mand og stak hovedet ud ad døren; da han havde forvisset sig om at der ikke var nogen, trådte han ud i gården; i hælene på ham gik der en anden mand, og han førte en tredie med sig ved hånden. Jøkul så at den sidste var Hrolleif, og det gav et sæt i ham; han kavede rundt, så at hele brændestabelen raslede ned under ham, men han fik da kastet sin stok over huset til brødrene, inden han kurede til jorden. I et nu var han på benene og løb efter Hrolleif; han fik fat i ham, førend han slap af vejen, og kastede ham til jorden; men Hrolleif var lige så stærk som han og trak ham med sig; de rullede nu sammen hen over det skrånende tun, sådan at snart den ene snart den anden var ovenpå. I det samme kom brødrene om hjørnet på huset og løb hen mod døren. "Hvad er det for noget djævelskab som spøger der?" råbte Høgne. "Det er kællingen, som har majet sig ud," sagde Torstein; det var ganske rigtig Ljot, som løb baglæns med skørterne oppe over hovedet og så bagud mellem benene imod dem med fordrejede øjne. "Hug nu til, Jøkul," råbte Torstein. Jøkul slog hovedet af Hrolleif og bad troldene tage ham; hovedet tog han og slængte i ansigtet på Ljot. "Ak ja," sagde kællingen, "nu havde jeg nær fået hævn for min søn, men Ingemundssønnerne er store lykkemænd." "Hvordan det?" spurgte Torstein. Hun svarede, at om hun havde fået sin vilje, havde hun vendt op og ned på landet for deres blik, så at de kom til at løbe vildt om uden sans og samling, og det vilde også være lykkedes for hende, om de ikke havde set hende først. "Det er mere lykke i os end i dig," sagde Torstein, "og derfor gik det som det gik." Der lod de nu kællingen dø midt i sin eddergalskab og trolddom. Siden delte Ingemundssønnerne arven efter aftalen. Torstein valgte først og tog Hof med tilliggende jorder; Høgne var købmand og tog Stigande; Torer fik som sin part formandskabet på tinge; slægtens sværd, Ættetange, tilfaldt Jøkul; han gik med det, når de var ude til lege og festlige sammenkomster, men efter Jøkuls eget ønske bar Torstein som ættens høvding det på tinge. Hver af brødrene fik desuden sin del af løsøret og en gård til sæde. Alle så de op til deres ældste broder som slægtens leder. Efter at de nu havde fået hævn over deres fader, holdt de hans gravøl og tog plads i hans højsæde som rette arvinger. _________ Ingemunds svoger, Jørund, havde en søn som hed Mår. Han boede efter sin faders død på gården Mårstad, og der havde altid været god forståelse mellem ham og Ingemundssønnerne. Engang forsvandt der en flok får fra Mårstad, og ingen kunde begribe hvor de var blevet af, da man ikke vidste af nogen uærlige folk der i bygden. En dag kom så hyrden hjem til Mår og fortalte at han havde fundet fårene i god behold; de havde gået ude for sig selv og var blevet fede på et godt stykke land, som lå herreløst ude i skoven på fjældet, fordi ingen hidtil havde opdaget det. Mår spurgte straks om det lå på hans grund, og hyrden svarede, at strængt taget lå det nærmest op ad Hofs jorder; men man kunde ikke komme ind på det uden gennem Mårs land. Mår gik ud og så på det, og han syntes så godt om det, at han straks uden videre tilegnede sig det. Folk snakkede om at det så lidt mærkeligt ud med disse får som forsvandt og kom igen, og efterhånden fik man lidt mistanke til en mand som hed Torgrim Skindhue; han var meget ivrig til at sætte Mår op mod Ingemundssønnerne og få ham til at hævde jorden som sin, og han fik tilmed gård og jord på det nye land. Folk havde i forvejen ikke rigtig tillid til ham, og mente at han vidste besked med lidt mere end man kunde få at vide ad naturlig vej. Da Torstein fik at vide hvad Mår havde gjort, syntes han at hans frænde gik ham lovlig nær; Jøkul sagde øjeblikkelig, at det var den skidtkarl til Torgrim som havde været på spil, og han fortjente at få løn for sin ulejlighed. Torstein svarede at det gik vel ikke så let, men de kunde jo tage hen og hilse på ham; og da var Jøkul rejsefærdig på stedet. Men Torgrim var altid på en eller anden måde underrettet i forvejen om den slags ubehagelige begivenheder, og så snart han forstod at han kunde vente besøg, løb han ned til Mår og sagde at Ingemundssønnerne var ude efter ham. Da Torstein og hans brødre kom frem, fandt de gården tom, og Torstein sagde: "Han er nu en snu karl, denne Torgrim, nu er han netop ikke hjemme." "Så kan vi i alt falde lade ham se at vi har været her," sagde Jøkul, "og tage kreaturerne med os;" men Torstein vilde ikke have at folk skulde kunne sige, de ikke kunde få manden i tale og så tog hans kreaturer i steden. De drog nu hjem og lod gå en stund, derpå prøvede de på ny at træffe Torgrim. Han for igen afsted til Mår og bad ham følge med over til hans gård: "Så skal Ingemundssønnerne da se at jeg ikke er bange for at tage imod dem." Mår gjorde som han bad om, og da brødrene kom frem, blev de modtaget af deres frænde. Torstein bebrejdede Mår at han ikke tog mere hensyn til sine frænder end at han gav folk land, for at de skulde fortrædige dem. Mår svarede at det var dem som ikke vilde lade ham i fred, og han vilde ikke blive ved at neje sig for dem. Jøkul mente det var bedst de tog et nappetag derom med det samme, men Torstein sagde at han nødig lod det komme til strid mellem frænder; men det vilde ende galt, hvis Mår ikke gjorde ret og skel. Dermed drog de hjem, og der skete ingenting i den nærmeste tid; ti enten var Torgrim ikke hjemme, eller også sad Mår mandstærk på hans gård, og desforuden kunde Torgrim lidt flere hemmelige kunster end godt var. Jøkul spottede stadig sin broder, fordi han lod Mår skalte som han vilde, og en dag da Jøkul æggede Torstein, sagde han: "Ja, hidtil har Mår fået det som han vilde; nu kan vi jo prøve på at overraske Torgrim, men jeg er ikke sikker på at det vil lykkes." Alle brødrene begav sig afsted, men Torgrim mærkede straks på sig hvad der var i gære og løb til Mår og sagde at nu eller aldrig måtte han se at tæmme Ingemundssønnerne. Mår samlede folk, og på Torgrims råd drog han Ingemundssønnerne i møde i steden for at vente på dem hjemme. Ved synet af Torsteins flok blev Torgrim urolig og sagde til Mår, at nu vilde han gemme sig, for han var ikke god til slagsmål, men det kunde jo også nok være at de fik mere nytte af ham der hvor han var, end de vilde have af en mand mere i kampen. Mår sagde intet, hverken for eller imod, og dermed gik Torgrim til side. Da Torstein så Mår komme op ad vejen med mandstærkt følge, sagde han: "Denne gang kommer vi ikke til at rejse forgæves og så må hver mand gøre sit bedste." "Det er godt det samme," sagde Jøkul og trak Ættetange. Og så snart de to flokke mødtes, kom de i kamp. Jøkul kunde ikke forstå hvordan det gik til, at hans sværd nok kvæstede, men ikke bed igennem, når han huggede. "Er lykken gået af dig, Ættetange," spurgte han og så i æggen. "Ja," svarede Torstein, "helt rigtigt går det ikke til her; er der nogen som kan se Torgrim?" Da alle sagde nej, bad han Jøkul trække sig ud af kampen, medens Høgne holdt den gående; og så snart Jøkul kom uden for stridstummelen, fik han øje på Torgrim, som stak hovedet frem af sit skjul og skottede til dem med onde øjne. "Der ligger bæstet og ruller med øjnene," råbte han og sprang efter ham; Torgrim løb ad elven til, og i det samme han hoppede i vandet, fik Jøkul ram på ham og huggede bagen af ham. "Nu bed Ættetange," råbte han. "Det bliver det nok ved med," sagde Torstein, og Jøkul styrtede sig igen ind i kampen. Med det samme vendte lykken sig, og det begyndte at gå hårdt ud over Mår og hans folk; men medens Jøkul havde været borte, var hans broder Høgne faldet. Imidlertid havde bønderne i omegnen set hvad der gik for sig, og de kom løbende og fik de kæmpende skilt ad. Blandt dem der kom til, var Torgrim fra Karnså, en frænde af Ingemundssønnerne; han talte fornuft til Mår og fik ham til at slutte forlig med sine frænder, på det vilkår at Torstein som den forurettede selv skulde dømme dem imellem. Torstein gik villig ind på forlig, men forbeholdt sig at afgive sin dom på et lovligt stævne; og da folk næste gang samledes på tinge, mødte han mandstærk op og forkyndte sin afgørelse midt i en kreds af slægtninge og venner. Hans dom lød på at alle de tab som Mår havde lidt i kampen, skulde gå lige op mod drabet på Høgne, men derudover skulde Høgnes banemand forlade herredet; Mår skulde have det omstridte stykke land, men betale brødrene hundrede mark sølv i erstatning. Dermed gav de to parter hinanden håndslag og drog forligte hjem hver til sit. ________ Der boede en mand i herredet, som hed Torolf med tilnavnet Helskind; han havde et dårligt rygte på sig, ti folk mente at han både stjal kvæg og havde hemmelige kunster for. Som sædvanlig gik bønderne til Torstein med deres klager, og han aflagde Torolf et besøg og lod ham vide, at enten måtte han flytte eller få anden skik på sig. Torolf svarede studs, at Hofbonden vel nok kunde bestemme om han skulde blive boende eller ikke, men hans vaner kom ingen ved. Derpå flyttede han noget længere bort og byggede sig et befæstet smuthul ved Fredmundselven; der samlede han en del løsgængere omkring sig og slog sig på røveri og trolddomskunster. Bønderne kom igen til Torstein og sagde at hans anseelse ikke tillod ham at sidde stille og se på at røvere huserede i bygden, og deri gav han dem ret. Han sendte bud til sine brødre, Jøkul og Torer, og bad dem følge med ud for at se hvad de kunde gøre ved Torolf og hans kumpaner; de var straks rede, og alle tre drog nu med en skare huskarle af Fredmundselven til. Da de kom så nær, at de kunde se Torolfs bygning, fandt de at han havde valgt sit tilflugtssted med stor omtanke inde i en kløft, og at han havde befæstet indgangen med pæleværk. Torstein betragtede fæstningen nøje og sagde at det blev ikke let at jage Torolf inde i de smuthuller. "Jo," sagde Jøkul, "det ved jeg råd for: I skal skyde på dem og holde dem i ånde, imens går jeg over åen og kommer bag på dem." Torstein mente det var en farlig plan, men lod dog Jøkul gøre som han vilde. Da Torolf så mændene fra Hof rykke frem, formanede han sine folk til at tage sig sammen; "de brødre har stærke fylgjer," sagde han, "og hvis det kniber, må vi søge ind i vore huller i kløften." Mens nu Torsteins mænd kastede med spyd og sten ind over pæleværket, slap Jøkul over elven lige overfor borgen, og ved hjælp af sin økse halede han sig op over brystværnet; så snart han vel var kommet over, gav han sig til at lede efter Torolf, men først kunde han ikke finde ham noget sted. Endelig kom han luskende op af en grav hvor han plejede at sidde og øve sine troldkunster, og så snart han fik øje på Jøkul stak han i løb ud af borgen så stærkt han kunde. Jøkul var straks efter ham og indhentede ham oppe i en mose, og da Torolf så at han ikke kunde undslippe, satte han sig ned og græd. "Din pjalt," råbte Jøkul "du er en stor skurk, og så har du ikke engang mod i brystet," og dermed huggede han ham ned. Imens fik brødrene has på Torolfs fæller, og inden de drog hjem, havde de renset bygden for alle røverne. ________ Torstein var gæstfri og hjælpsom mod alle, både bygdemænd og fremmede, og folk som kom udefra, tog også altid først ind på Hof for at besøge bonden og fortælle ham hvad nyt de vidste ude fra verden. En dag da hans folk var ude på høslæt, så de at der var en skare mænd som bedede i en af gårdens bedste enge. De lagde mærke til at de fremmede alle var meget pralende klædt, og ret som det var, så de en af dem tage et sværd og skære et bredt stykke af sin lange klædning, fordi den var blevet snavset under ridtet. Folkene blev meget forargede over et sådant overmod og praleri, og da de kom hjem om aftenen, fortalte de Torstein om disse mænd, som slap deres heste løs i en af hans allerbedste enge uden at bede om forlov eller så meget som at ulejlige sig op og hilse på husbonden. Og en af pigerne viste ham det brede stykke klæde og sagde at det havde en af mændene skåret af og kastet på jorden, blot fordi det var blevet snavset, og hun havde selv hørt ham sige, at han gad ikke slæbe det snavs efter sig. Torstein gav dem ret i at det var sløseri at ødelægge gode klæder på den måde, ikke at tale om at slippe heste løs i andre folks enge: "det må enten være meget fine eller meget dumme mennesker," sagde han, "de har jo ikke villet aflægge mig et besøg; jeg gætter nu på at det har været den gæve Berg; han er lige kommet hjem udenlandsfra, og han er en meget stolt karl." Det gik som sædvanlig når Torstein gættede, at han ramte sandheden; manden var ingen anden end Berg, en søstersøn af Finboge, som boede på Borg. Nogen tid efter hændte det, at Berg og Ingemundssønnerne blev budt sammen til et gilde. Det blev meget dårligt vejr den dag gæstebudet skulde stå, så at folk kom våde og forfrosne frem og samledes om ilden for at tø sig op. Berg kom ind, stor og bred i sin pels, og på vejen puffede han til Torstein, så han nær var tumlet over i ilden, og sagde: "Giv plads, mand!" Da Jøkul så det, blev han vred; han gav Berg et slag med sværdhjaltet mellem skuldrene og råbte: "Skubber du til Vatsdølehøvdingen, tølper?" Berg greb straks til våben, og det var med nød og næppe at folk fik ham og Jøkul skilt ad. Torstein mente at Jøkul tog alting for hidsigt, og han tilbød Berg en sømmelig bod for den overlast han havde lidt; men Berg svarede blot at han havde hvad han behøvede, og nok selv skulde skaffe sig hævn. "Kom kun an," sagde Jøkul, "du skal få mere for hver gang vi har med hinanden at gøre." På det kommende ting stævnede Berg brødrene for overfaldet; da folk gik imellem og vilde prøve på at bringe et forlig i stand, var Berg stor på det og forlangte at Jøkul skulde ydmyge sig for ham ved at gå under græstørv. "Før skal troldene tage mig," sagde Jøkul, men Torstein vilde ikke have at sagen skulde drives på spidsen, og tilbød at gå i steden for sin broder, om Berg vilde tage imod det. Han sagde ja, og man ristede nu tre lange strimler græstørv løs, lod dem hænge fast for enderne og satte spyd under midten, så at de dannede tre porte, den ene lavere end den anden. Torstein gik ind under den første og højeste, og da Berg så ham bukke sig, lo han og sagde: "Nu har jeg svinebøjet den ypperste mand i Vatsdalen." "Det havde du ikke behøvet at sige," svarede Torstein, "nu går jeg ikke længere." Da tog Finboge til orde: "Det var bedre om Berg havde tiet, men nogen oprejsning har han ikke fået ved det som er sket; I mener nu, I Vatsdøler, at I er større end alle andre mænd, men nu udfordrer jeg dig, Torstein, til holmgang om en uge ved den store høstak på øen neden for min gård." "Det samme byder jeg Jøkul," råbte Berg, "vi skal lære folkene fra Hof at neje sig." "Hør engang på den kryster, han vil måle sig med os," udbrød Jøkul "jeg tager mod begge udfordringer. Det var skade, om Torstein skulde komme til fortræd for den sags skyld, men der er ikke sket stor ulykke, Finboge, om vi to slår løs på hinanden. Berg, den hvalp, kunde ellers nok få hovedet ned, da jeg tærskede ham, så at han trimlede; mød nu op til holmgangen, om du har mands mod og ikke et hoppehjerte i brystet. Den som ikke møder, skal der rejses nidstang for, han skal have gudernes vrede og sparkes ud alle vegne hvor ærlige folk sidder." Dermed skiltes de og drog hver til sit. Berg havde en frille som hed Helga, hun var en klog kvinde. Da han kom hjem og fortalte om sin bedrift, sagde hun til ham, at det var dumt af ham og Finboge, at de vilde prøve deres lykke mod Ingemundssønnerne. "Det går ikke efter jert hoved," sagde hun, "ti Torstein har både vid og lykke, og har du fået skam af Jøkul bliver der spædt mere på næste gang I mødes." Berg sagde at han ikke kunde finde sig i det, sådan som Jøkul havde tiltalt ham. Hun svarede: "Om du ikke har så megen forstand at du kan klare dig selv, så skal jeg sørge for at der ikke bliver noget af den holmgang." "Du gør jo altid hvad du vil," sagde Berg. Dagen før holmgangen skulde finde sted, blev det et så forrygende vintervejr, at folk ikke kunde komme uden for en dør. Tidlig om morgenen bankede det på døren på Hof, og da Torstein kom ud, stod Jøkul der og spurgte om han var færdig til at tage afsted. Torstein syntes de skulde se vejret lidt an, men Jøkul vilde videre med det samme, og da vilde heller ikke Torstein sidde hjemme. De begav sig ud i snestormen, og da de var kommet lidt på vej, spurgte Torstein sin broder hvad han vilde råde til at gøre. "Det er første gang jeg kan huske du har spurgt mig om råd," sagde Jøkul "og mine råd er vist heller ikke meget værd, men denne gang kan de måske nok bruges; vi tager først om til vor broder Torer og får ham med." Det gjorde de og kom om aftenen til en gård hvor der boede en god ven af Jøkul, som hed Brand. "Så tager vi ind her i nat," sagde Jøkul, og det gjorde de også. Brand havde en hest som han kaldte Freyfaxe; det var ikke så underligt at han holdt meget af den, ti den var statelig at se på med sin store manke og et prægtigt dyr i alle henseender; men folk sagde, at Brand så noget mere i den end en ganske almindelig hest og så småt troede på den. Derfor kaldte man ham også for Faxebrand. Brødrene sov hos Brand om natten, og om morgenen da de kom op, var vejret om muligt endnu værre end dagen i forvejen; men de vilde afsted, om så himmel og jord stod i eet. Brand havde overdækket en slæde med skind; den satte han sin gode hest for, og sagde så at brødrene kunde sætte sig ind i slæden, så skulde han og Faxe nok finde vej. Torstein og Torer krøb ind i slæden, men Jøkul gik foran sammen med sin ven Brand, og de kom også frem til høstakken i god tid, men traf hverken Finboge eller Berg. De ventede til over middag, og der mødte stadig ingen. I nærheden af høstakken stod der en fårefold, og der havde også nogle heste søgt ly mod snestormen. Da nu Jøkul syntes han havde ventet længe nok, hentede han en stolpe fra fårefolden; den snittede han til som et menneskehoved i enden, og ved siden af skar han en forbandelse i runer over de to fejge nidinger. Derpå slagtede han en hoppe, stak stolpen gennem kadaveret og stillede nidstangen op, sådan at hoppens hoved vendte mod Borg. Efter at de således havde sat et værdigt minde over de to helte deroppe på gården, begav de sig på hjemvejen og havde en glad aften hos Brand. Jøkul var lystig og drillede Torstein og sagde: "Det er rigtigt nok at du er mere afholdt end jeg men mine venner kan da også bruges; jeg synes vi har haft god nytte af Faxebrand." "Han er en brav mand," sagde Torstein. "Men det er også en fornøjelse at hjælpe en mand som Jøkul," sagde Brand, "ham er der ikke mange mage til." Siden talte de om det forfærdelige vejr det havde været, og enedes om at det kunde ikke være naturligt; de mente nok, at Helga på Borg havde en finger med i spillet. Det rygtedes snart i bygden hvad folkene på Borg havde fundet nede ved høstakken, og stor ære fik Finboge og Berg ikke af holmgangen. De begyndte da også straks at samle mandskab og fik tredive mand stillet på benene. Helga spurgte Finboge hvor rejsen skulde gå hen. "Vi har et lille ærinde i Vatsdalen," svarede han. "I vil i lag med Ingemundssønnerne," sagde hun, "men jeg tror det vil gå eder værre for hver gang I prøver jer mod dem." "Det skal vise sig," sagde Finboge. "Så rejs da," sagde hun, "siden I har så travlt med at komme afsted; I får travlere med at komme hjem igen." Torstein fik nys om hvad der var i gære, og sendte bud efter frænder og venner. Da han så Finboges skare komme ridende oppe i fjældet, sagde han: "Jeg tror vi rider dem lidt i møde, jeg vil ikke have dem til at trampe om her på gården." De gik nu alle ud og tog deres heste, og da de kom i sadlen, vilde Jøkul ride til og tage dem, før de fik gjort forberedelser; men Torstein sagde: "Nej, vi rider i god ro og mag og spørger dem efter deres ærinde, og måske bliver der ikke brug for mere, men det er rart at vide at du er beredt på alt." "Ja tænkte jeg det ikke nok," sagde Jøkul "jeg blev ikke gammel som rådgiver." "Vi havde god nytte af dine råd den gang," svarede Torstein, "men her behøver vi dem ikke." Da Finboge så skaren ride op fra Hof, stod han af og lod hestene binde. Så stod Torstein også af og lod sine mænd binde deres heste. Derpå råbte han over og spurgte hvem der stod i spidsen for de gode mænd. Finboge gik frem og gav sig til kende. "Og hvad for ærinde har du her i dalen, Finboge?" spurgte Torstein. "Å, man har jo så ofte små ærinder ude blandt folk," svarede Finboge. "Ja, jeg forstår nok at det lille ærinde det er her," sagde Torstein, "men du havde vist tænkt dig at det skulde have været udrettet på en lidt anden måde end sket er. Nu vil jeg byde dig to vilkår; enten drager du hjem med det samme, eller også holder vi nu vor holmgang og bruger hver for sig alle de kræfter vi har; og så sætter vi som vilkår, at når vi er færdige, flytter du fra bygden og prøver aldrig mere at tage det op med os Ingemundssønner. Og du skal tage Berg med dig. Så er vi to også kvit, Berg, med vore forskellige mellemværender. Nu kan I vælge, men det skal være straks." Finboge og Berg gik stiltiende hen til deres heste og red hjem. Da de kom til Borg, stod Helga udenfor og tog imod dem. "Hvordan gik det så?" spurgte hun. De svarede at der var ikke sket noget særligt. "Det er måske ikke noget særligt for jer," sagde hun, "men andre kan vel synes anderledes, når I bliver gjort fredløse i bygden; nu har I fået løn som forskyldt." Om våren solgte Finboge sin gård, og Berg drog udenlands. ________ Det hændte en sommer, at der kom to søstre, Torey og Groa, til landet. De boede om vinteren hos Torstein, og han hjalp dem til at købe jord ikke så langt fra Hof. Han måtte høre af sin hustru, at Groa havde fordrejet hovedet på ham med sin trolddom. Da Groa havde fået indrettet sin gård, rustede hun til et stort gilde og indbød alle stormændene deromkring. Torstein havde også lovet at komme, men tre nætter før gildet skulde være, drømte han, at den kvinde som havde fulgt ætten, kom til ham og bad ham blive hjemme, og hun kom igen de to følgende nætter og blev mere og mere indtrængende i sine advarsler. Det var skik, at når Vatsdølerne skulde til gilde eller andet stævne, samledes alle deltagere på Hof og red i følge med Torstein til det sted hvor mødet var; da de nu kom for at hente ham til Groas gæstebud, sagde han at de måtte ride hjem igen, da han ikke var rask. Det gjorde de, og der blev ikke noget gilde af hos Groa. Om aftenen ved solnedgang så hendes hyrde, at hun kom ud og gik modsols om sit hus og sagde for sig selv: "Det er svært at stå imod Ingemundssønnernes lykke." Derpå kastede hun et blik op i fjældet og svang et klæde hun havde bundet en hel del guld ind i, og sagde: "Så ske hvad som er beredt." Derpå gik hun ind i huset og lukkede døren, og et stort skred gik ned over gården, så at alle omkom der var indenfor. Ingemundssønnerne jog søsteren bort fra egnen; men der har aldrig været rigtigt på det sted hvor Groas gård stod, så at ingen siden har villet bygge der. ________ Engang da Torstein havde været henne og besøge sine brødre, fulgte Torer ham et stykke på vej, og de kom til at tale om hvem der var fremmest af dem. Torer sagde: "Det er snart sagt, du står over os alle i klogskab." "Og Jøkul skærmer os i alle farer ved sit mod," sagde Torstein. Derpå føjede Torer til, at han var den ringeste iblandt dem, fordi han ofte fik anfald af hidsighed og bersærkergang og ikke selv kunde stå imod: "Jeg vilde ønske du kunde hjælpe mig," sagde han. Torstein sagde, at det var stor skade at han ikke var som andre mennesker; og han var netop kommet i dag, fordi han mente at han havde et godt råd mod hans svaghed. Torer svarede at han vilde gøre alt for at blive fri for sin lyde, og Torstein kunde forlange hvad han vilde til løn, om han kunde hjælpe ham. Torstein spurgte om han vilde overlade hans sønner formandskabet på tinge, og det sagde Torer ja til. Så fortalte Torstein, at deres frænde på Karnså, Torgrim, med en frille havde fået en søn, som hans hustru havde overtalt ham til at udsætte. "Nu vil jeg bede til den som har skabt solen," sagde Torstein, "at han vil tage din lyde fra dig, for jeg tror han har mest magt; men til gengæld skal vi for hans skyld fostre Torgrims barn." De tog nu heste og red hen hvor en træl havde fundet barnet, og bragte det hjem. Og siden den tid var Torer fri for bersærkergang. Således samlede Torstein hele magten på sin gård og efterlod den ved sin død til sine sønner, Ingolf og Gudbrand. Begge var raske unge mænd; Ingolf lignede Jøkul i karakter, medens Gudbrand tog efter Torstein i besindighed; men han manglede sin faders klogskab og fremsynthed. Ingolf var så smuk en mand, at man sagde, alle piger som var blevet voksne, ønskede at have ham, og alle småpiger ønskede bare at de snart var voksne. Begge brødre faldt tidlig, og det blev Torkel Krafla, Torgrims udsatte barn, som reddede Vatsdølernes ære og anseelse. Jo længer han levede, des mere kom han til at ligne Ingemundssønnerne. Han oplevede at Island blev kristnet, og døde som en gammel mand. Folk sørgede meget over ham, og sagde at han havde lignet de gamle Vatsdøler i kraft og visdom og lykke. Fodnoter