Nunakitseq, boplads ved Kulusuk (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Nunakitseq, boplads ved Kulusuk

Fra det tidlige efterår herskede ved Nunakitseq et forfærdeligt vejr. Stormen stod ind fra havet, og regnen silede ned den ene dag efter den anden. Ingen fanger kunne tage ud. Om natten stilnede vejret i reglen af, men mod lysningen, når fangerne belavede sig på at tage ud, satte stormen atter ind, og alt stod i ét.

Ved Nunakitseq overvintrede følgende fangere med deres familier: Avko, Pátorngoq, Uvgunarqisimaleq og Igpatikajik.

Som tiden gik, blev der stadig mindre at spise.

Da man slog sig ned her for vinteren og endnu boede i telt, havde man med mellemrum ild på lamperne, men da man rykkede ind i fælleshuset, havde man ikke så meget som én spækterning at smide på lampen, og sulten sled i indvoldene. Som vinteren nærmede sig, blev man desperat af sult.

På højvinteren fik Avko med kort mellemrum to bjørne, og hver gang var det, som hans eget og husfællernes liv blev forlænget. Avko fangede også en remmesæl, men derudover fik man ved Nunakitseq ingen fangst den lange vinter.

Om den bjørn, Avko fik i marts, kan der fortælles noget mærkeligt:

En ganske tidlig morgen – endnu inden nogen var kravlet ud fra briksen – hørte man, at stormen var ved at lægge sig. Igennem stormsuset hørtes noget, der kom summende op fra jorden. Ret ud for Avkos briksebås sagde en stemme: »Min herre, her ude på øen, lige ud for jeres boplads, er der en bjørn«. Knapt var stemmen døet hen, før Avko sprang langt ud på gulvet og for ud gennem husgangen. Næppe havde han stukket hovedet ud af gangen, før han fik øje på bjørnen, der stod på øen og vejrede ind mod bopladsen.

Som marts gik til ende, blev situationen uudholdelig, thi for længst var Avkos bjørn opspist, og man talte nu om at gå på tyvetogt.

En aften begav Avko sig af sted til Sûnâjik sammen med andenhustruen Quatsaq, Pátorngôq og pigen Ajâteq. Deres mål var fangeren Sánersaqs spækpose. Da man nåede frem til bestemmelsesstedet, smøgede Quatsaq pelsærmerne op og halede alt indholdet ud af posen. Derefter begav man sig på hjemvejen, uden at man først gav sig tid til at overdække kødgraven med lågstenene.

Ved hjemkomsten blev tyvegodset, spæksyltet tørret kød, delt ud, og man åd sig mæt.

Denne udåd blev imidlertid ikke til redning for Nunakitseq-folkene, thi de blev frygtelig syge af kosten. Kun Avko var i stand til at rejse sig fra briksen. Avkos andenhustru Quatsaq fik forfærdelige smerter i armene, allerede næste aften var armene »døde« på hende.

Alle i huset blev følelsesløse i munden. Efter få dages forløb døde Pátorngôq, derefter døde den ene efter den anden. Det tyndede slemt ud i fælleshuset. Kun Avko var lige rask, og en dag forsvandt han; ingen vidste, hvor han var gået hen. Sine to koner og sin datter havde han overladt til deres uvisse skæbne. Senere hørte man, at Avko var ved Sivtsingaleq.

Kort tid efter fødte andenhustruen Quatsaq en søn. Nogen tid efter kom der besøgende fra Sivtsingaleq, og Quatsaq sendte følgende budskab til Avko: »Avko, du må komme, vi har fået en søn«.

Så snart Avko modtog nyheden, sendte han en ung fyr af sted med den besked: »Quatsaq skal ikke blive i huset, hun kan pakke sin unge sammen og forlade huset«.

Ved denne besked stønnede Quatsaq: »Jeg, som troede at skulle overleve hungersnøden, tænk, at jeg er dømt til at dø«.

Derefter gjorde hun sig klar til at forlade huset. Knapt kommet udenfor, knuste hun barnets hoved mod en sten og slængte det lille lig et stykke bort fra husgangen. Derefter sank hun fortvivlet sammen. Længe blev hun siddende i sneen. Så sagde hun: »Nu må jeg skynde mig, jeg vil over til mine døde slætninge, der ligger i havet«.

Derpå rejste hun sig besværligt og vaklede ned mod havisen. Hun var ikke kommet langt, før hun sank sammen.

Pigen Ajâteq sagde til hende: »Stopper du her?«

»Ja, jeg orker ikke mere«, svarede Quatsaq.

»Du sagde jo, at du ville følge efter dine slægtninge«, sagde Ajâteq.

Quatsaq gjorde sig igen de hæderligste anstrengelser for at komme videre, og da hun ikke kunne rejse sig, fortsatte hun krybende på alle fire. Da hun igen sank udmattet sammen, gav hun sig til at rulle ned over bakken — og således nåede hun isfoden. Endnu ved bevidsthed nåede den forpinte Quatsaq tidevandsrevnen, og her forlod Ajâteq hende.

Kort tid efter at Quatsaq havde druknet sig, kom Avko og hentede sin førstehustru Porngartivan og datteren Pisêrajik. Sammen gik de tre ud over isen mod Sivtsingaleq, hvor de var sikre på at redde livet. Ajâteq, Avkos søsterdatter, efterlod de til hendes egen skæbne.

Der gik derefter lang tid, hvor Nunakitseq-beboerne ikke fik besøg fra andre steder. Hver dag hærgede storm fra forskellige retninger, og sultedøden holdt sit indtog. Rundt på hovedbriksen lå døde mennesker, andre, der var krøbet ud på gulvet, var sunket sammen der. Overalt i huset lå menneskelig.

Til sidst var Ajâteq ene levende blandt de døde.

I sine optegnelser skriver Kârale Andreassen: »Her lader jeg Ajâteq fortælle sin lidelseshistorie«:

Kort tid efter at familien Avko var draget af sted, blæste det op til en voldsom nordvestenstorm. Der var endnu nogle få levende tilbage, men de var alle så afkræftede, at de var ude af stand til at rejse sig ved egen hjælp. Jeg var den eneste, der endnu var rørig, og jeg fik travlt med at bringe aftrukne kajak- og konebådsbetræk ind for at have noget at æde, mens stormen stod på. Skindene var aldeles stive af frost, så hårdt frosne var de, at man ikke kunne optø dem ved håndvarme — og det var den mad, jeg satte min lid til. Du kan forstå, at de ikke kunne optøs, for hele husrummet var fuldkommen hvidt af rimfrost. Knapt havde jeg bragt den sidste skindstump ind, før stormen satte i med fuld styrke, alt stod i ét, og det var helt umuligt at færdes uden døre. I løbet af nogle dage sultede resten af de voksne ihjel, og vi var kun tre børn tilbage. Stadig rasede stormen udenfor.

Jeg havde ikke noget håb om, at de to andre ville overleve uvejret, thi de nægtede til sidst helt at æde af de skindbidder, jeg forsøgte at stoppe i munden på dem. Det ene barn døde, og nu var vi kun to tilbage. Nu var min eneste tanke at holde liv i min lille kammerat. Hver gang jeg med min svage mundvarme havde fået en skindstump optøet, puttede jeg den i munden på hende. Slugte hun den, tog jeg en sneklump i munden, og når sneen omsider var tøet, spyttede jeg det ud i munden på min lille kammerat. Det var en lettelse, når også væden gled ned, for så længe hun fik noget i sig, var der håb om liv.

Endelig stilnede stormen af. Da opdagede jeg, at min lille ven ikke mere kunne høre. Natten gik, og da det dagedes, udåndede den lille stakkel.

Da jeg nu var blevet ene, frygtede jeg nattens komme. Hvor skulle jeg lægge mig. Overalt lå døde mennesker. — Jeg gik ud, stormen havde lagt sig og vejret var klaret op. Uden for bopladsen lå det sorte hav, stormen havde knust isen.

Jeg stavrede ned mod stranden. Jeg havde kun én ting i tankerne: tangplanter. Til alt held var det ebbe, og stranden lå tør. Det varede noget, inden jeg fandt et godt sted at komme ned over den stejle høje isfod. I begyndelsen forekom tangen mig ganske lugt- og smagfri, først da jeg havde spist nogle håndfulde, kunne jeg smage den. Jeg blev tørstig og spejdede efter vand, og så da et stykke henne isfoden dryppe. Vanddryppet opsamlede jeg i hænderne og drak det. Det var som at have tømt en stor vandøse i sig.

Jeg mente, at jeg kun havde været ved stranden ganske kort tid, men pludselig opdagede jeg, at højvandet var ved at tage mig. Gad vide om jeg af mæthed var faldet i søvn. Jeg følte mig som et barn, der først lige var ved at få magt over tankerne – dog var jeg vel omkring tolv vintre gammel.

Jeg skyndte mig hen til det sted, hvor jeg var kommet ned, men der var det umuligt at komme op igen. Efter at have forsøgt at komme op andre steder, gik jeg tilbage til det første sted og forsøgte igen, og ligesom højvandet nåede mine fødder, tumlede jeg om oven på isfoden. Jeg blev forbavset over at se, at der var blod på isen, hvor jeg var kommet op. Da så jeg, at mine hænder var slemt forskåret. Det ville nok have gjort ondt, om ikke man havde haft så meget andet at bekymre sig om.

Derefter gik jeg op til huset, men jeg blev pludselig bange for at gå ind. Vejret var varmt. Det skulle senere vise sig, at det var i maj måned, alt dette foregik. Hele dagen gik jeg stundesløs rundt uden for huset. Det blev aften, og jeg tænkte: »Hvorfor er natten mon til?«

Inden mørket faldt på, gjorde jeg mig rede til natten. Jeg valgte den sydlige ende af sidebriksen. Da jeg havde fået ryddet plads til mit leje, samlede jeg alt, hvad jeg kunne finde i huset af slebne redskaber: knive og krumknive, og lagde dem i krans om lejet.

Det var endnu ikke helt mørkt, da jeg lagde mig, omkranset af en høj kant af skind, ophængt i remme til loftspærene – den nederste del af skindene lå jeg på.

Det led mod nat, uden at jeg kunne mærke noget usædvanligt. Jeg var meget søvnig, men bedst som jeg var ved at glide ind i søvnen, begyndte det at rasle i den modsatte ende af huset. Jeg lå fra nu af lysvågen. Jeg tænkte: »Er en af de døde stået op, så hører jeg vel fodtrin«. Alle de døde lå nemlig med klæderne og kamikkerne på. Så hørte jeg, der var én, der gik ud på gulvet, åndedrættet var skurrende. Den døde kom hen imod mig. Pludselig støttede noget tungt sig til enden af sidebriksen, så den rystede. Den døde kom nærmere, støttende sig langs briksekanten, og jeg tænkte: »Tænk, hvor ubarmhjertigt, sikke dog en dødning«. Nu kom han helt hen til mig. »Hvor mon han vil gøre mig fortræd«, tænkte jeg. – En hånd borede sig ind under brikseskindet for at røre ved mig, men da det ikke lykkedes, blev hånden trukket ud igen. For anden gang borede hånden sig ind under brikseskindet, denne gang mere ihærdigt end før. Jeg lagde mig med hele min vægt over hånden, og når jeg gjorde mig ekstra tung, blev hånden trukket lidt væk.

Med ét hørte jeg råb: »Ululô – ululô«. Stemmen kom ind under mit leje, og der lød en klirren fra genfærdet.

Efter at den døde havde fjernet sig, sov jeg ikke den lange nat. Det var lyst, da jeg gik ud. Hele dagen var jeg ude. Mod aften var der ikke andet at gøre end at krybe ind i huset igen. Da jeg ikke havde lukket et øje hele den foregående nat, var jeg bange for igen at skulle ligge vågen.

Jeg var nu blevet så sikker på, at jeg skulle dø, at jeg uden tøven lagde mig på briksen midt mellem de døde. Jeg var bange for at ligge yderst. Jeg lå med en krumkniv i hånden, klar til at hugge den i mine husfæller, hvis nogen skulle begynde at røre på sig. Der skete ingenting, og det blev nat.

Natten led, og med ét var der én midt på briksen, der pustede, og jeg hørte vedkommende småsnorke. Knapt var én begyndt, før alle de andre gav sig til at puste og snorke i søvne. Her og der var der én, der kradsede sig, og jeg hørte dem knase lus mellem tænderne. Jeg lå længe og lyttede, og da der ikke skete mere, blev jeg søvnig. Pludselig vågnede jeg med et sæt. Solen skinnede. Jeg var spændt på at se dem, der havde snorket om natten; jeg stod op og gik hen over alle briksene, bøjede mig ned over hver og én, men alle var de døde.

Ude på møddingen foran huset hoppede nogle snespurve rundt og søgte føde. Mine tænder løb i vand. Ved at lægge en løkke ud og trække til i enden af senesnoren, når en spurv trådte i løkken, lykkedes det mig at fange tre, og dem åd jeg på stedet. Straks efter blev jeg tung – og så mæt, som om det var kød af sæl, jeg havde spist. Da jeg ikke mere var i stand til at holde øjnene åbne, lagde jeg mig på hustaget og faldt i søvn. Jeg vågnede ved, at jeg frøs. Solen var da også gået ned. Før jeg lagde mig til at sove, havde jeg vældig magt over mine bevægelser. Nu forsøgte jeg at rejse mig, men ak, jeg var ikke mere herre over mine lemmer. Så kraftigt var altsa snespurvekødet for mig. Med stor møje rejste jeg mig op og stavrede ind i huset. Da der ikke var andet at gøre, lagde jeg mig for natten ind imellem de døde. Knapt havde jeg lagt mig, før jeg ligesom gik til bunds og faldt i en umådelig dyb søvn. Jeg vågnede først, da min sidemand puffede hårdt til mig. Jeg lukkede ikke engang øjnene op. Min sidemand kradsede sig en lus til og bed den med et lille smæld. Jeg vendte mig om og sov videre. Langt op ad dagen vågnede jeg igen, så søvndrukken, at jeg bare flød hen. Jeg overvandt mig med stor anstrengelse til at komme på højkant, thi faldt jeg i søvn igen, var det den visse død. Efterhånden blev jeg igen lettere. Jeg havde nu vænnet mig til mine døde husfæller. Det var, som om de var levende. Om natten lå de pustende og snorkende om mig – og de knasede lus. Det er fantastisk, så lusede de var. Og jeg sov trygt ved de kendte lyde.

En dag med højt solskinsvejr blev jeg godt bange. Jeg var lige krøbet ud af huset, da jeg så, at en kvinde, der var sultet ihjel tidligt på vinteren, og som man havde slængt ud lige neden for møddingen, var blevet levende. Hun lå på alle fire, vendt imod mig. Intet under, at hun hang med hovedet. Bedst som jeg stod og stirrede på hende, begyndte hun langsomt at vælte om på siden. Da hun lå stille, gik jeg ned til hende, smøgede mine bukser ned og tissede hende i hovedet. Det gjorde jeg, for at hun ikke skulle gå igen. Siden mærkede jeg ikke mere til hende.

En anden dag, hvor jeg sad ude og varmede mig i solen, så jeg tre store bjørne kravle op på land ikke langt fra bopladsen. Dagen lang lå de på land og dasede. Først hen på aftenen rejste bjørnene sig og passerede bopladsen på vej sydover. Dette syn sugede meget af mine kræfter, og det svækkede mig. Jeg var jo så sulten.

Jeg havde endnu ikke set mennesker, og det var ved at være sommer. Ude fra yderkysten hørte jeg ofte jubelhyl fra glade mennesker. Alle fuglene var kommet, og ederfuglehannernes parringssang lød til stadighed over den vindstille fjord: »Avôq – avôq«.

Så en dag, mens jeg varmede mig i solen, så jeg et menneske komme. Det viste sig at være Âlik. Jeg forsøgte at tale, men min stemme var svag. Da Âlik gik, sagde han: »Lige så snart, jeg kommer hjem, skal jeg sige til Avko om at hente dig. Han har vel ment, at du var død. Han var her i foråret for at se, om du var i live«. Lige før han roede bort, sagde Âlik: »Det er varmt vejr i dag. Du skulle tage og rense dig for skidt; prøv at tage dig et bad. Og i nat må du ikke ligge mellem de døde«.

Da Âlik var taget af sted, vaskede jeg mig så godt, det lod sig gøre. Men da jeg ikke havde andre klæder at tage på, trak jeg igen i mine gamle pjalter. Om natten lå jeg på vinduesbriksen, og natten var usigelig lang. Inden solopgang var jeg ude – og jeg ventede. Solen nåede efterhånden middag, uden at jeg havde hørt noget. Jeg var skuffet og tabte modet. Jeg slængte mig på hustaget og sov ind. Jeg drømte, at min morbror Avko var kommet for at hente mig. Jeg begyndte at blive lettere – og vågnede ved, at nogen talte til mig. »Er du i det hele taget i live?« Jo, det var min morbror, der stod ved siden af mig. Da jeg havde sat mig op, sagde han: »Jeg er her for at hente dig, konebåden ligger hernede«.

Jeg kunne ikke tro, at det var rigtigt. Jeg mente, at det var en drøm. Først da konebåden kom i drift, og jeg bed mig selv i fingrene og mærkede smerte, var jeg klar over, at jeg ikke drømte.

Ved Sivtingaleq-lejren trak man mine pjalter af mig og vaskede mig over hele kroppen. Jeg fik nye klæder på, og først da fik jeg lov til at gå ind i teltet; der var kvælende varmt, thi alle lamper brændte. Jeg havde ikke været længe inde, før jeg svedte sådan, at jeg måtte smide pelsen. Min morbror gav mig et skulderblad af en fjordsæl og sagde: »Du må ikke spise det hele. Du kan risikere at sove dig ihjel af bare mæthed«. Det var så længe siden, jeg havde set noget spiseligt, så jeg tænkte: »Gad vide, hvornår jeg spiser det op?«

Jeg skar lidt kød af skulderbladets flade side og spiste det. Jeg blev søvnig. Jeg sov og sov. Jeg kom til mig selv ved, at nogen ruskede i mig. Det viste sig, at det var langt op ad den anden dag, siden jeg lagde mig til at sove. I mange dage var alt, hvad jeg så, helt rødligt, og jeg kunne ikke vågne helt. Som dagene gik, blev jeg gradvis normal. Nu, så mange år efter, siger jeg: »Ja, dengang vi sultede, da sultede vi, så det kunne forslå noget«.

Da Avko og hans familie havde forladt Nunakitseq, gik der lang tid, inden nogen kom dertil. Den samme dag, Ajâteq sov sin mæthed ud efter de tre snespurve, var Avko og sønnen Ajukutôq ved Nunakitseq. Avko havde været inde i huset og spurgt, om der var nogen overlevende, og da der ikke blev svaret, var de taget bort igen. Da man følte sig sikker på, at alle var sultet ihjel, tog man ikke senere over for at se efter overlevende. Først henimod slutningen af juni så Âlik på vej hjem fra fangst et menneske ved Nunakitseq. Noget betænkelig roede han til land, men han genkendte ikke pigen, der kun var skind og ben. Først da hun selv fortalte, hvem hun var, blev han klar over, at det var Ajâteq. Han havde ikke turdet give hende mere end en spækterning, derefter var han roet bort.

Da Âlik kom med nyheden om, at Ajâteq var i live, var Avko blevet så forbløffet, at han længe ikke havde fattet et suk af det hele.

I sin store sult havde Ajâteq ædt råt menneskekød, thi man så, at kødet var skåret fra knoglerne, og da man spurgte Ajâteq, om det var hende, der havde gjort det, bekendte hun uden omsvøb.

Der var i alt kun 5 overlevende fra Nunakitseq, nemlig Avko, hans kone, hans søn og datter samt Ajâteq; alle de andre beboere ved denne plads – en stor gruppe mennesker – sultede ihjel.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 119-124, København, 1963.

Næste kapitel ►