Nye mennesker – En aandemaners sidste store inspiration (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
En aandemaners sidste store inspiration
Foraarsstormene pustede ud; det var ogsaa langt hen i Maj Maaned; Tøbruddet havde faaet alle Fjældene til at græde, saa Sneen drev ned ad dem; og et Par af de største Elve havde gjort Forsøg paa at sprænge Isdækket, Solen selv sejlede hed og glad hen over Himlen og var saa optaget af den store Sommer, der stundede til, at den ikke mere lagde sig til Hvile bag Horizonten.
Men Eskimoerne, som vidste, at "Ynglemaanen" Juni altid giver Vinterens sidste Krampetrækninger, tog derfor Omslaget med Heden og Solen som et Kuriosum. Snestormene samlede bare Kræfter, mente de, og Ret skulde de faa.
Men Løgn var det dog alligevel ikke, at Sommeren stundede til! Isen udenfor Bopladsen var sønderflænget af Strømsteder, og paa Flagerne laa dovne Sæler og solede sig. Ude fra Havet hørtes lange, monotone Brøl og Fløjt: det var gamle, stedkendte Hanhvalrosser, der begyndte at trække ind efter mod Land; de vidste, at Isen var dødsdømt. Lige neden for Husene, i et Par store Vaager, laa Havliter og Tejster og kævledes, saa deres Skrig gav Ekko i Fjældene. Edderfuglene var begyndt at strejfe hen over de fremskydende Næs; man hørte paa Afstand deres Vingers syngende Sus, — for de kom i store Flokke i Kapflugt til deres Rugeøer.
Skarer af Kvinder og Børn havde slaaet sig ned henne ved det store Fuglefjæld; de laa hen over Stenrauserne i lyttende Klynger: hele Fjældvæggen var bleven levende, og en mangetunget Summen bølgede ud fra alt det, der bevægede sig paa Afsatserne. Stormfuglene var komne og Alkene!
Øverst oppe paa Tinderne bor Stormfuglene; de sejler gennem Luften som hvide, svirrende Snefnug, og ser med Foragt ned paa Alkene, der bygger længere nede, midtfjælds.
Alkene kommer i myldrende Flokke og har ondt ved at faa Plads; de løber om paa Hylderne og ser saa morsomt festklædte ud med deres hvide Bryst Fjældet er vel stort nok, men de slaas alligevel om Lejligheden; de hakker hinanden og skriger, men deres hidsige Skældsord smelter i Menneskenes Øren sammen til en stor, rullende Lydbølge.
Helt nede paa de nederste stejle Klippestykker slaar Maagerne og de smaa Tateratter sig ned og undrer sig over, at nogen gider gøre sig Livet saa besværligt. De kigger op til Sværmene foroven, strækker Vinger, hopper lidt paa Stedet og folder sig saa atter sammen for at falde hen i dybe Tanker. Maagerne er saa fornuftige. —
Men saa kan det hænde, at man midt i al Fuglemudderet hører en raslende Torden oppe fra Tinderne, og et Fjældskred kaster sig ned. Himlen formørkes et Øjeblik, og en Sky af Stormfugle, Alke, Tejster og Maager farer skrigende ud over Havet.
"Det begynder at vaagne derude; den store Sommer nærmer sig!" siger saa Eskimoerne. Børnene løber om Kap ned under Fjældet, for at samle de døde Fugle op. Og snart tændes store Baal, for at Aarets første Fuglefangst kan blive kogt. Og den maa alle smage. —
Saadan var Dagen; der var Grøde i Luften og Uro blandt Menneskene. Et Par unge Piger havde kastet deres Tøj og løb Tagfat henover en Slette; det vakte Jubel blandt de unge Mænd, der leende sluttede sig til.
En gammel Eskimo havde bredt et Renskind ud paa Jorden og laa nøgen der og spiste sine Hovedlus. Ved Siden af ham sad hans Datter i samme Toilette og diede sit lille Barn. Helt nede ved Havet, nede paa Iskanten laa Hundene med Tungen langt ud af Halsen og stønnede af Varme. Der laa hen over Land denne tunge Foraarsdis, som Solen kan trække op af den vaagnende Jord; og alle Mennesker var glade og gode og havde kun Tanke for den Dag, Solen gav.
Da lød der hen over Pladsen et Raab, som jog alle Mennesker op; det virkede som et Stenskred paa et Fuglefjæld. Raabet blev ikke gentaget, det var hørt, og alle løb ned til det Hus, hvor Sagdlork boede.
Sagdlork var Stammens største og ældste Aandemaner, og det var ham, der nu havde meddelt sine Bopladsfæller, at han agtede at besværge Aander. Hans Kone var bleven syg, og nu vilde han forsøge at helbrede hende.
Huset var bygget lige ved Havet. Mænd og Kvinder samlede sig derfor nede ved Iskanten; den syge Kone sad paa en Slæde nede blandt Folk, og hendes Søn stod ved Siden af. Oppe paa Hustaget, lige ved Vinduet, sad Aandemaneren Kale, der havde lært sin Kunst hos gamle Sagdlork; derfor skulde han være i sin Mesters Nærhed; men Sagdlork selv var alene i Huset.
Alt Arbejde paa Pladsen standsede, ingen maatte bevæge sig. Da jeg kom derhen, fik jeg Paabud om straks at staa stille. Alle Ansigter var prægede af Alvor og Andagt.
Sagdlork var af gammel, frygtet Slægt. Hans Farbroder og hans Nevø var bleven myrdede som farlige Sjæleranere, og Sagdlork var den eneste nulevende, som efter Landsmænds Udsagn havde arvet Forfædrenes Visdom. Der var saaledes ingen anden Aandemaner, der kunde kravle ud af sit eget Skind og siden trække det paa igen; og det kunde han. Enhver, der saa en saadan "kødnøgen" Troldmand, maatte dø, paastod man. — Saadan var Sagdlork.
Han havde ikke i lange Tider holdt Aandebesværgelse, fordi han havde været syg. Endnu samme Dag var han bleven trukket mellem Husene i Slæde, da hans Ben var stive af Gigt. Og nu vilde han dog alligevel holde de anstrengende Besværgelser.
Da jeg kom hen til Huset, kiggede jeg ind ad Vinduet til ham. Han sad alene paa sin Brix og slog paa sin Tromme. Da han saa mit Ansigt i Vinduet, holdt han op med at slaa paa Tromme, lo op til mig og sagde: "Bare Narrestreger, dumt Gøgl! Nogle Løgnehistorier."
(pilugsingnartunga, maungainarssuaq oqalutsiarnialermiunga, sagdlutsiarnialermiunga!), og saa virrede han undskyldende med Hovedet.
Jeg nikkede ned til ham og skulde lige til at spørge ham om noget, da jeg blev grebet voldsomt bagfra i den ene Skulder og sat fra Vinduet. Det var en af vore kristne Grønlændere, Gabriel, der havde en meget stor Respekt for de hedenske Mysterier.
"Er du gal, at gaa lige hen til ham! " hviskede han mig i Øret.
Men Kale, der sad oppe paa Hustaget og vogtede paa den gamle Vismands Ord, saa hen til os uvidende kristne og sagde værdigt: "Gaa til Side og staa stille. Ingen bevæger sig under Aandebesværgelser!"
Jeg stillede mig hen ved et Nabohus og afventede, hvad der skulde komme. Bare Narrestreger! havde den gamle jo sagt med ægte eskimoisk Koketteri. En Aandemaner indleder al Tid Besværgelserne med nogle nedsættende Ord om sig selv og sin Evne. Og jo mere anset han er, des ivrigere reducerer han sine Ord til Løgn.
Trommen begyndte atter at lyde inde fra Huset, og Folkene omkring stod stille lyttende. Men snart blandede en Summen sig i Trommeslagene, og langsomt voksede den gamles Stemme sig stærk; snart lød Aandesangen fast og monotont inde fra Hytten.
Kale sad oppe paa Hustaget og blev mere og mere greben; han stemte uvilkaarligt i, til en Begyndelse kun nynnende. Gamle Sorkrark, der ogsaa var Aandemaner, stod midt i Flokken og gav stødvis bifaldende Grynt fra sig. Han kom lige fra en Flensning og stod med opsmøgede Ærmer og blodige Arme. Alle de andre stod stumme og ubevægelige og saa op mod Huset, hvorfra Lyden kom.
Pludselig ophører Sangen; kun Trommen gaar i hurtigere og hurtigere Takt. Gamle Sagdlork giver sig til at stønne, som om han laa under for en tung Vægt, der var ved at tage Vejret fra ham. Og med eet giver han et vildt Skrig fra sig, der snører Ansigterne sammen paa Tilhørerne.
"Ajornarê, ajornarê! atdliulerpunga! ikiorniarsinga, artorssarpavssualekrisunga!"
"Av, Av! Det er umuligt! Jeg er underst! Han ligger over mig! Hjælp mig! Jeg er for svag, magter den ikke!" Og Skrigene, der bæres af en oprigtig Rædsel, dør hen i krampagtig Hulken. Men Trommen gaar vildere og vildere! Gamle Kale oppe paa Hustaget har faaet Taarer i Øjnene og giver sig til at synge en Aandevise af fuld Hals.
"Skynd dig! Læg Kræfterne i!" (agsororsingnarit) vræler Sorkrak i Spænding op mod Huset. Saa tier Trommen et Øjeblik, og der er dødsstille i Huset. Tilhørernes Spænding vokser.
Men snart griber gamle Sagdlork igen sin Tromme, og efter et Par indledende Slag paa Skindet raaber han med en Stemme saa stærk, som kom den fra et Par unge Lunger:
"perdlugssuark, tornârssugssuark, kravdlunârssuit" — "den onde Skæbne, — ulykkebringende Aand, — de hvide Mænd" — Ordene kom stødvis, uden Sammenhæng, og frembragte ogsaa den mystiske Virkning, der var beregnet. Man ventede spændt paa Fortsættelsen, men Ordene blev afbrudte af en langtrukken, klagende Stønnen. Kale skreg sig hæs paa sin Aandevise, og Sorkrark vedblev med sine Tilraab.
Det var, som om Sagdlork fik sine Ord langt borte fra, som om han sloges med et usynligt Væsen.
Saa kom atter et langt Hyl, og da Spændingen nu var paa sit højeste, udraabte Sagdlork hele Sætningen. Det gav et Stød i Folk, da de hørte det: "De hvide Mænd bragte den onde Skæbne med sig, de førte en ulykkebringende Aand med sig. Jeg saa den selv, Løgn findes ikke i min Tale; jeg lyver ikke, jeg er ingen Løgner. Jeg saa det selv!"
Gabriel, Grønlænderen, blev hvid i Ansigtet ved disse Ord. "Det er os, han mener!" hviskede han. "Han gør en Ulykke paa os." Og alle Tilhørerne saa hen paa os.
Sagdlork forklarede nu, at vi undervejs havde mødt den onde Skæbne i en Aands Skikkelse, og denne havde strejfet Harald Moltkes Slæde; derfor var han bleven syg. Vi andre havde kun faaet vore Hunde besmittede, og derfor var Hundesygen brudt ud.
Hans Udvikling var svær at forstaa, da han hyppigt anvendte et særligt Aandesprog og ofte afbrød sin Tale med Hyl:
- t—t—t—tau, tait!
- tain — taingôrk —
- ku, ku, ku, ki, ki, —
- ajornarê, ajornarê!
- artulerpara, artulerpara!
- ikiorniarsingaula — nauk!"
det er oversat:
- "me—me—me—nnesk, nneskene, — —
- de siger, at Menneskene —
- ku — ku — ku — ki — ki
- jeg kan ikke, kan ikke,
- jeg har ikke Kræfter nok, ikke Kræfter nok —,
- men er der da ingen, som vil hjælpe mig!"
Han brød Ordene over og sluttede uden Eftersætninger under et frygteligt Rabalder; det var, som om Huset var fuldt af Mennesker, der brødes og stønnede under voldsomme Slag.Kale sad nu bare og gentog sin Lærers Sætningsstumper; han var hæs af at synge. Men Sorkrark, den gamle Bjørnejæger, var utrættelig i sine Raab: "Skynd dig! Skynd dig!" og først da den gamle som sædvanlig havde faaet presset Spændingen højest op, kom han med sin Forklaring, langsomt og anstrengt, som om han rev hvert enkelt Ord fra en usynlig Aand.
De hvide Mænd var komne med Sygdommen, men kun Hundene skulde blive syge. Intet Menneske maatte derfor spise Hundekød.
"Har Mikisork ("den lille", det var hans Kone) spist Hundekød?"
"Har Mikisork spist Hundekød?" raabte Kale ned.
"Mikisork, har du spist Hundekød?" spurgte Sorkrark hende. Ordene gik fra Mund til Mund. Sønnen, Agpaliguark, bøjede sig ned over sin syge Moder, og hun nikkede.
Ja, ganske lidt, for jeg længtes saadan efter Hundekød!" svarede Konen.
"Hun har smagt Hundekød!" raabte Sorkrark op.
"Din Kone har spist Hundekød!" gentog Kale fra Hustaget ind gennem Vinduet.
Saa hørte man et vildt Brøl inde fra Huset, og Trommen kom i Gang igen.
"Thu — Thu — thu — thu!" gentaget i een Uendelighed og med en mærkelig Voldsomhed. Det var som et helt Lokomotivs Prusten. Sagdlork var i fuld Ekstase; den gamle gigtsvage Mand sprang om paa Gulvet som et saaret Dyr. Øjnene havde han lukkede og bevægede Hoved og Mave i sære Vridninger i Takt til Trommen. Saa udstødte den gamle Aandemaner et langt Hyl med sære Biklange. Det var, som om der blandede sig Latter af Mennesker midt ind i Klagen; og saa døde det hen i en stille Hulken.
Hans Kone stod ikke til at redde!
Folk skiltes og genoptog deres Arbejde, og snart var Bopladsen atter fyldt af glade, leende Mennesker. Tanken om, at den store Sommer nærmede sig, trængte gennem alle Bekymringer, og hvem gad saa længere tænke over en gammel Aandemaners Varsler.
Sorkrark var den eneste, der saa bekymret ud. Han var i Lag med at flense fire Sæler, hans Sønner havde bragt hjem.
"Sagdlork bliver gammel," sagde han til mig, "Sagdlork er afmægtig. Hans Kone maa dø!"
Det blev Sagdlorks sidste store Inspiration; hans Kone døde, da Sommeren kom.
Kort efter at hun var stensat, fortalte Folk, at Sagdlork ikke mere vilde forlade sit Telt. Ingen kunde faa ham til at tage Føde til sig, og han havde nægtet at tale.
Jeg gik saa ned for at se til ham. Han sad paa Hug inde paa Briksen og var allerede bleven underlig gul i Ansigtet. Hans hudløse Øjenlaag blødte.
Da jeg traadte ind, lod han mig med en Haandbevægelse forstaa, at jeg skulde sætte mig ned; og under stadige Hosteanfald forklarede han: "Du er en fremmed, til dig taler jeg gerne. Jeg handler, som jeg gør, fordi Livet ikke længere er godt for mig. Jeg er for gammel til at være ene. Hun, som i mange Aar passede mit Tøj og beredte min Mad, er død. Mange Aar har jeg vænnet mig til at leve sammen med hende, og det er derfor bedst, at jeg følger hende."
Jeg gik stille min Vej, jeg vilde ikke forstyrre; og jeg søgte ham ikke oftere.
Landsmænd kom og bragte ham Mad, som de efterlod i hans Telt. Ingen hørte ham tale mere. Gamle Sagdlork sultede sig ihjel; men ved hans Lig laa alle de Kødgaver, Landsmænd havde bragt den sidste i Stammen, som havde arvet Forfædrenes Visdom.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 12-20. København, 1905.
