Ole Worm biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Ole Worm
(1588-1654)
Worm, Ole (Oluf), dansk Læge, Samler og Arkæolog, f. i Aarhus 13. Maj 1588, d. som Professor ved Universitetet i Kjøbenhavn 31. Aug. 1654. Hans Fader var Borgmester Villum W., af en fra Holland under Religionskrigene udvandret Slægt. Han fik sin første Undervisning i Aarhus Skole, men sendtes 13 Aar gammel til Lüneburg og siden til Holland. 17 Aar gammel immatrikuleredes han i Marburg, men drog snart til Giessen og 1607 til Strassburg, hvor han tog fat paa sine medicinske Studier, og til Basel. I de nærmeste Aar studerede han i Padua, Montpellier og i Paris, hvor han allerede gjorde sig bekendt som dygtig Læge. Først 1610 blev W. indskrevet blandt de akademiske Borgere ved Kjøbenhavns Universitet, men i de følgende Aar fortsatte han atter sin Uddannelse i Udlandet, blev medicinsk Dr. i Basel og besøgte England. Efter en alsidig Uddannelse blev han 1613 Professor i Kjøbenhavn, dog først 1624 i sit egentlige Fag, Medicinen, og virkede nu som Universitetslærer til sin Død. Han var 3 Gange gift, sidst med Magdalene Motzfeldt, Søster til Griffenfeld's Moder, og havde i sine Ægteskaber mange og flinke Børn.
Som medicinsk Lærer roses han for Dygtighed og Flid. Navnlig fremmede han Kendskaben til Anatomi og Lægeplanter, og han udarbejdede en Del vægtige og omhyggelige Skrifter i sit Fag. Tillige virkede han som Læge og blev meget yndet, navnlig i højtstaaende Kredse; saaledes var han Læge for Kongen, Christian IV, og den udvalgte Konge, Prins Christian. Han var samvittighedsfuld som faa, ogsaa under Pestepidemierne, og faldt til sidst vistnok som Offer for sit Kald. Det skulde dog blive Virksomheden paa et helt andet Felt, der skabte hans særlige Berømmelse. W. stod paa Højden af sin Samtids alsidige, videnskabelige Dannelse. Gennem de mange Aars Ophold i Udlandet havde han tilegnet sig en usædvanlig Fylde af Kundskaber og tillige et videre Blik paa Forhold og Personer, end de fleste besad. Det var i hans Tid endnu muligt at have solide Kundskaber i en Række af Fagvidenskaber. Naar W. imidlertid endogsaa kunde omtrent nyskabe et særligt Videnskabsfag, der tilsyneladende laa langt borte fra hans daglige Gerning, hang det sikkert sammen med Interesser, der havde deres Spire i hans tidlige Ungdom og alt i hans Studietid var dyrkede som Adspredelse fra hans øvrige Arbejde. Vist er det, at han tidlig var begyndt at give sig af med danske Oldsager og Oldtidsminder, specielt Runestene. Og her kunde han i særlig Grad drage Nytte, dels af udmærkede Familieforbindelser, dels af de mange personlige Venskabs- og Tillidsforhold, hvori en Mand af hans vindende Karakter naturlig kom. Saaledes kunde han 1622 udvirke en kongelig Ordre til Rigets Bisper om at undersøge alle Slags Oldtidsminder og Oldsager og indsende Beretning derom. Et andet Kongebrev af 1625 gav ham Paalæg om og Bemyndigelse til selv at foretage Rejser i samme Øjemed. Desværre fik disse dog kun et ringe Omfang, og Betydningen af hans Arbejde vilde have været langt højere, om han mindre, end Tilfældet nu blev, havde været nødt til at benytte andres Iagttagelser som Grundlag. Kun et ringe Antal Runestene har han selv undersøgt; men tilstrækkeligt til at vise, at han var en omhyggelig Iagttager og redelig Meddeler af, hvad han kunde se; hans Førstehaandsundersøgelser giver en høj Forestilling om hans Forskerevne og Karakter. Men paa de fleste Punkter maatte han desværre nøjes med at bearbejde det righoldige, men meget forskelligartede Materiale, som nu strømmede ind til ham. Samtidig havde han til Støtte for sine Arbejder anlagt Samlinger, som blev meget omfattende og til sidst fik helt Museumspræg. I 1639 blev det første Guldhorn fundet. W. har utvivlsomt Fortjeneste af, at det ikke blev omsmeltet, men af Kongen skænket til Prins Christian; efter hans Opfordring skrev W.: De aureo cornu, »om det gyldne Horn« (1641), et lærd Skrift med en omhyggelig Gengivelse, der endnu har høj Værdi, og en omfattende allegorisk Tydning.
W. havde sat sig den Opgave at udgive samtlige kendte Runeindskrifter, og dette Maal blev virkelig naaet. Aar 1643 udkom hans berømte Monumenta Danica (Monumentorum Danicorum libri sex) med 5 Bøger Runemindesmærker og en Bog med adskillige antikvariske Meddelelser, navnlig ogsaa om Lejre og Danevirke. Andre Skrifter, der til Dels var ældre og indarbejdedes i Hovedværket, var Fasti Danici (1626) om en Runekalender, som Kansler Chr. Friis havde givet ham, Tulshøi seu Monumentum Strøense in Scania, om et Mindesmærke i Skaane, samt en Afhandling om Tryggevælde-Stenen. I Fortolkningen viser han sig ofte hildet i Samtidens Mangel paa Kundskab til ældre dansk Sprog, og Gengivelserne svarer ikke til en senere Tids Krav. Men Værket var dog en videnskabelig Bedrift af høj Rang; det indeholder megen Kundskab, som nu ellers ingensteds kan findes, og med alle dets Mangler vil det altid blive en Hovedkilde om Danmarks Runemindesmærker. Ikke mindst er det W.'s Fortjeneste klart at have vist sin Samtid den nationale Opgave, der forelaa. Det var paatænkt at flytte en større Del af Runestenene til Kjøbenhavn, og Ordre herom udgik til Lensmændene 1652. Forskellige Forhold bevirkede dog, at Indsendelsen kun i ringe Udstrækning virkelig fandt Sted, og desværre forsømtes de, der virkelig blev oversendte, 10—11, efter W.'s Død, saaledes at de fleste nu er gaaet tabt.
Ogsaa for den islandske Litteratur havde W. megen Interesse, og han ydede paa forskellig Maade de islandske Studier Støtte og Opmuntring.
Sit Museum vilde W. give Meddelelse om i et monumentalt Værk. I hans egen Levetid udkom dog kun mindre Kataloger, men Aaret efter hans Død udgaves det af Sønnen, Villum W., under Titlen Historia rariorum Musei Wormiani (hos Elzivir i Leyden). Hans omfattende Brevveksling besørgedes af Rostgaard og Gram udgivet 1728, senere, da næsten hele Oplaget brændte i Udgivelsesaaret, 1751 nyudgivet af »danske Selskab«. Samlingerne overgik til Kongen og optoges i Kunstkammeret, hvorfra de siden er fordelte til de moderne Museer; ikke faa Genstande kan endnu paavises.
Et bekendt Maleri i Nationalmuseet i Kjøbenhavn viser W. omgivet af sin talrige Familie. Han var en ejendommelig Personlighed, hildet i sin Samtids Fejl og paa mange Maader bundet af dens aandelige Milieu. Men hans Omhu for Detailundersøgelsen og en vis, kun for ofte tilbagetrængt Sans for nøgterne Aarsagsforhold og saa hans umaadelige Flid hævede ham højt over Samtiden. For de næste Aarhundreder blev hans Runebøger som Iliader, lige til ind i 19. Aarhundrede, og dets Værd som Kildeskrift vil bestandig sikre Monumenta en Hædersplads i dansk Litteratur.
H. A. K.
Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)
