Om Ord, hvorfor fuld personlig Bod betales
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Grágás - Islændernes lovbog
Heimskringla Reprint
Islændernes Lovbog i Fristatens Tid
Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift
og oversat af Vilhjálmur Finsen
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870
- Indhold:
- Oversættelsen skelner mellem bogstaverne ö og ø — her anvendes dog alene formen ø.
- De i parentes anførte kapiteloverskrifter forekommer ikke i oversættelsen, men er — efter indholdet — tilføjet af jl
Landsforvisning er Straffen, dersom man siger Ord, hvorfor fuld personlig Bod skal betales, til en anden, hvad enten man siger del i hans Paahør eller uden at han hører det, og tilkommer den fornærmede derhos personlig Bod: otte og fyrgetyve Ører, af Fornærmerens Gods, dersom denne bliver dømt til Landsforvisning eller Fredløshed. Men det er Ord, der egne sig til fuld personlig Bod, dersom man siger til en Mand hvad der ikke kan opfattes i en god Mening. Ord, der medføre halv personlig Bod, ere saadanne, der kunne forstaaes baade i en god og i en ond Mening; saadant Ord bør aldrig henstaae imellem Folk [saaledes at der reises Sag derom], undtagen det er en Tjenestekarl, der siger det til sin Husbond, eller en Træl til en fri Mand; disse skulle anlægge Sag derfor paa samme Maade, som om et Ord, hvorfor fuld personlig Bod skal betales, var blevet sagt. Tjenestekarlen kan frie sig ved at gaae bort af sin Tjeneste og ingen Godtgjørelse have for Afsavn af sit Ophold i Tjenesten; da bortfalder den Sag imod ham. Hvert Ord skal forstaaes saaledes som det er sagt; intet bør forklares efter en digterisk Betydning af Ordene. Dersom man hører derpaa, skal man tilkalde Vidner paa Ordet; undslaae Folk sig for at lade sig tilkalde som Vidner derpaa, paadrage de sig Straffebøder af tre Mark, og ere da ligefuldt pligtige til at afgive Vidnesbyrdet. Dersom Fornærmeren og den fornærmede ere to alene sammen, og det ikke er muligt at tilkalde Vidner paa Fornærmelsen, skal den fornærmede hevne Ord med Ord. Fortæller Fornærmeren det, og roser sig deraf, straffes han med Landsforvisning, og er det da Bagtalelse; ved Søgsmaalet skal anvendes Tolvmandskvid. Dersom en tredie Mand hører paa Fornærmelsen, kan man anlægge Sag med Anvendelse af Tolvmandskvid. Dersom man taler [fornærmelige Ord] til en Mand paa Althinget, forhøies den personlige Bod til det dobbelte. Dersom man taler [fornærmelige Ord] til en Mand, uden at han hører det, kan Sag anlægges indtil paa det tredie Althing efterat Sagsøgeren faaer Kundskab derom, og kan han anlægge Sagen med Anvendelse af, hvilket han vil, Tolvmandskvid eller Paahørs-Vidnesbyrd af fem Mænd, der ere Jordeiere og gyldigen kunde være Medlemmer af en Kvid, hvad enten Ordene ere blevne sagte i Nærværelse af dem alle tilsammen, eller til hver af dem særskilt, og skulle de ved Domstolen erklære paa deres Ære, at de have hørt den Yttring af hans Mund. Dersom en Mand gjør en anden Bebreidelser eller siger beskjæmmende Ord til ham, om han end siger sandt, er Straffen Landsforvisning; Sagen skal anlægges med Anvendelse af Vidner, dersom den fornærmede hører derpaa, men ellers af fem Mænds Paahørs-Udsagn, eller af Tolvmandskvid. Dersom man giver en Mand et andet Navn, end han før har havt, er Straffen Landsforvisning, dersom den fornærmede vil vredes derover; ligesaa er der Straf af Landsforvisning for den, der bruger Navnet [som en anden først har dannet] til Forhaanelse for den fornærmede; under Sagen skal Tolvmandskvid anvendes. Siger man forhaanende Ord til en Mand eller siger overdrevne Ting om ham, er Straffen Landsforvisning; Sagen skal anlægges med Anvendelse af Tolvmandskvid. Dersom man gjør Nid, til Fornærmelse for en Mand, er Straffen Landsforvisning. Men det er Nid, dersom man skjærer eller rister Nidtræ til Fornærmelse for en Mand eller reiser en Mand en Nidstang; Sagen skal anlægges med Anvendelse af Tolvmandskvid.
Hverken bør man digte om en anden Last eller Roes. Ei skal man vredes over Fjerdedelen af et Vers (1), undtagen der er lastende Ord deri. Dersom En digter to Verslinier og en anden to andre, og de begge ere blevne enige om at gjøre det, straffes de med Fredløshed, ifald der er Last eller Forhaanelse deri. Dersom en Mand digter om en anden et Vers, hvori der ikke er Forhaanelse, straffes han med Bøder af tre Mark; dersom han digter mere om ham, er Straffen Landsforvisning, uagtet der ikke er Forhaanelse deri. Fredløshed er Straffen, dersom man digter om en Mand et halvt Vers, hvori der er Last eller Forhaanelse eller saadan Roes, som man digter til Forhaanelse. Dersom den, der digter det, fremsiger det eller lærer en anden det, paadrager han sig derved en anden [særskilt] Sag, og Straffen er Fredløshed: samme Straf er der og for enhver, der lærer Verset. Dersom fire Mænd digte [i Forening hver en Verslinie eller tilsammen] et halvt Vers, straffes hver af dem med Fredløshed, og skal Sag anlægges som for andet Digt. Saadan Fremsigelse [af en andens Digt], der skjønnes at være til Forhaanelse, straffes og med Fredløshed. I Sager om Digte skal Stævning foretages i Bøigden og Sag kan anlægges indtil det tredie Althing, efterat den fornærmede faaer Kundskab om Fornærmelsen, men [til Kvidudsagn] skal der paa Thinge tilkaldes ni Nabobønder; ogsaa kan ved Søgsmaalet anvendes Tolvmandskvid. Samme Straf er der for at fremsige et Digt som for at digte det, og det kommer ikke an paa, for hvilken af Delene der først anlægges Sag, og skulle samme Beviser anvendes under begge Sager. Fredløshed er Straffen, dersom man digter om en afdød Mand, der har været Christen, eller man fremsiger hvad der om en afdød Mand er digtet til Skam eller til Forhaanelse; med Søgsmaalsretten i saadan Sag forholdes der som med Drabssag. Dersom en Mand paahører i et Digt [som en anden har digtet om ham] et Ord, som han er berettiget til Drabshevn for: at han er feig eller har ladet sig bruge til Omgængelse imod Naturen, og han udøver Hevn derfor ved at dræbe Fornærmeren eller tilføie ham Legemsbeskadigelse, skal han [til sit Forsvar, naar Sag anlægges mod ham for Drabet eller Legemsbeskadigelsen] anlægge Sag for Fornærmelsen. Dersom man fremsiger et Niddigt om en Mand paa Lovbjerget, er Straffen Fredløshed, og kan Fornærmeren dræbes som ufredhellig af den fornærmede indtil det paafølgende Althing, og skal den fornærmede tilkalde Bønder fra Omegnen af Stedet, hvor Fornærmelsen blev tilføiet, til Kvidudsagn om Fornærmeren har fremsagt det Niddigt til hans Forhaanelse eller ikke. Dersom man digter et forhaanende Digt om de Danskes eller de Svenskes eller Nordmændenes Konge, er Straffen Fredløshed, og Søgsmaalsretten tilkommer deres Huskarle; dersom de ikke ville, er enhver søgsmaalsberettiget som vil. Dersom en Mand digter en Kjærlighedssang om en Kvinde, straffes han med Fredløshed; Kvinden er søgsmaalsberettiget, dersom hun er tyve Aar gammel eller ældre; dersom hun ikke vil lade anlægge Sag, tilkommer Søgsmaalsretten hendes Formynder. Dersom man til Forhaanelse af en Mand fremsiger et Digt, som er digtet om en anden, eller man forandrer noget Ord deri, saaledes at det sigter til ham, er Straffen Fredløshed; Sag skal anlægges derfor som for andet Digt.
Naar en Mand vil stævne for et Digt, skal han for sine Vidner, saaledes at Mænd, der have fast Hjem, dersom de ere tilstede, høre derpaa, saavelsom for dem, der ere tilstede paa Hjemmemarken [paa den Gaard, hvor Stævningen foretages], fremsige der paa Stedet det halve af Verset eller mere, og dernæst tilkalde Vidner og stævne. Naar den Mand, der anlægger Sag for Digt, kommer til Domstolen, skal han tilkalde Vidner paa, at han byder den Gode, han har opfordret til Dannelsen af Tolvmandskvid, eller Nabobønderne, dersom han har tilkaldt saadanne [til Kvidudsagn], at høre det Digt, han har stævnet for, og derefter skal han fremsige Digtet for Domstolen. Naar man stævner to Sager mod een Mand, den ene Sag for Forfattelsen af Digtet, den anden for at have paa samme Sted fremsagt samme Digt, er han beføiet til [ved Stævningen kun] een Gang at fremsige det Digt, i Anledning af hvilket han stævner, uagtet Stævningerne ere tvende, og er det ogsaa gyldigt, at han een Gang fremsiger Digtet for Domstolen, skjøndt Sagerne ere tvende, dersom han paa saadan Maade har stævnet. Dersom en Mand paa Lovbjerget lyser til Søgsmaal [som han vil anlægge paa Althinget den følgende Sommer] imod en anden for et Digt, skal han fremsige Digtet, inden han foretager Lysning, og er han [da] ei pligtig til den følgende Sommer at fremsige Digtet paa Lovbjerget, undtagen han vil.
Om end [ikkun] een Verslinie er digtet om en Mand, men Digtet dog udgjør et halvt Vers eller mere, er man berettiget til at anlægge Sag derfor og gjøre Paastand paa Fredløshed. Dersom man digter et vidtomfattende Digt, er enhver, der vil, berettiget til at henføre det paa sig og stævne derfor; uagtet Kviden udsiger, at han ikke har digtet om den, der anlægger Sagen, men udsiger, at han har digtet, straffes han dog for det vidtomfattende Digt. Det er vidtomfattende Digt, naar man ikke digter om nogen Mand i Særdeleshed, og Digtet dog udbredes inden Bøigden, og er Straffen derfor Fredløshed.
- = to Verslinier.
Dersom man finder en Værdigjenstand eller andet Gods, der tilhører en anden Mand, og man veed, paa hvis Grund man har fundet det, skal man bringe det til den Mand, der boer paa Jorden, til Bevaring. Men han skal bevare det og oplyse det paa Steder, hvor Folk træffe sammen, samt paa Vaarthinget og paa Althinget. Dersom den, til hvem Tingen er afgiven til Bevaring, ikke oplyser den, er Eieren af Tingen søgsmaalsberettiget [mod ham]. Dersom Finderen ikke oplyser Tingen, er Jordeieren søgsmaalsberettiget [mod ham]. Finder man [en Ting] paa sin Grand eller under Jorden, skal man anmelde det for sine Nabobønder saavelsom paa Thinge. Dersom Jordeieren eller den, der har boet paa Jorden, har nedgravet det, eier den det, der har nedgravet det, ifald det findes inden Vinternætter (2) [i det Aar, da de ere fraflyttede Gaarden]. Findes Tingen paa Althinget, skal den afgives til Bonden, som boer der, til Bevaring; Finderen erhverver da Tingen, dersom der ikke fremkommer nogen Eier til den. Finder man en Ting oppe paa [øde] Fjeldsletter, skal man afgive den til Bevaring til den Bonde, der boer nærmest Veien; denne skal da oplyse Tingen, men den, der eier Jord nærmest Fjeldet, erhverver Tingen [dersom ingen Eier melder sig]. Dersom Gods findes paa Vaarthinget eller paa Høstthinget, skal det oplyses der, og afgives til den Mand til Bevaring, som boer nærmest derved; Jordeieren erhverver [da] Tingen, dersom en anden ikke vedkjender sig den. Dersom Thinglagsmændene eie Jorden, erhverver Finderen Tingen. Har en Mand, der ikke hører til Thinglaget, fundet den, tilfalder den Thinglagsmændene. Findes den i en Alminding, naar Folk opholde sig der, skal Finderen oplyse den; han erhverver den, dersom der ikke melder sig nogen Eier til den.
- De sidste Dage før Vinterens Begyndelse.
Almindinger er der her i Landet. Det er Almindinger, hvad Fjerdingsmænd eie sammen. Der er man berettiget til at fiske og fange Fugle — at komme derhen, naar en Maaned er tilbage af Vinteren og være der i syv Maaneder; derpaa skal Almindingen henligge i fem Maaneder, saaledes at den alene, som boer nærmest derved, er berettiget til at bruge den til Græsning. Man er berettiget til der at hugge Ved [af Drivtømmer] og tilskjære det og føre det til Skibet eller til Boderne [ved Skibet], og er da Vedet fredhelligt. Dersom Folk komme derhen med et andet Skib og ikke kunne faae Ladning til det, men de andre [der ere ankomne først] have mere end de kunne indlade i deres Skib, ere hine berettigede til at tage Ladning til deres Skib. Kommer der en Hval, medens Folk er i Alminding, da er det samme fastsat om den, som om Vedet. Kommer der en Hval der, naar Folk ikke ere i Alminding, skal der [af den nærmest boende] skjæres [Budstikker i Form af] Kors og disse sendes bort omkring til alle Sider; den paadrager sig Straffebøder af tre Mark, som ikke lader Korset gaae — forudsat at Veiret ikke forhindrer det. Enhver, som vil, kan [deltage i at] flense [Hvalen] og føre det flensede bort. Kommer der Folk derhen til en Tid, da de [der ere tidligere ankomne] have flenset mere, end de strax kunne føre bort, ere hine berettigede til at tage, hvad de ikke medtage. Hvad enten Folk komme derhen med Skibe eller Heste til Afhentelse [af Ved eller Hval], er enhver berettiget til at føre saa meget bort, som han formaaer.
Hunde have ingen Fredhellighed. Dersom man har en ustyrlig Hund, skal den være bunden, saa at den ikke naaer til Folk, naar de gaae ad deres Vei. Naar en Hund er bunden foran Fadebur eller Bod eller [Kreatur-] Sti for at holde Vagt, indestaaer den for sig selv, som gaaer i dens Baand, og det samme gjælder, om det er Fæ, som gaaer i dens Baand, og er Eieren af Hunden ikke ansvarlig derfor. Ei skal Hundens Baand være længere, end at der er to Alen mellem Pælen og Halsbaandet. Dersom en Hund er bunden under Bænken [langs Væggen af Stuen], skal den ikke kunne naae frem til Kanten af Bænken, saaledes at den kan bide Folk, der gaae paa Gulvet. Er den bunden paa Vandhuset, skal den ikke kunne naae til En, naar man gaaer til Vandhuset, eller sætter sig paa Træet, eller tager sig noget til Aftørring. Binder man en Hund mindre forsigtig end nu er sagt, eller den er løs og bider en Mand, saaledes at der kommer Blod, er Straffen Tremarksbøder. Dersom Hunden bider i Brusk eller Ben eller Sener, eller saaledes at det efterlader Saar eller Forandring af Hudens Farve, eller ogsaa dersom det bliver nødvendigt at anvende Lægedom, straffes Eieren af Hunden med Landsforvisning. Fredløshed er Straffen, dersom den tilføiede Skade bliver anseet for større Saar. Men i saadanne Sager skal Stævning foretages i Bøigden, og skal der paa Thinge tilkaldes Nabobønder [til Kvidudsagn]. Dersom en Hund bider en Mand, saaledes at han deraf faaer Bane, er Straffen Fredløshed, og skal Sagen anlægges ligesom Drabssag. Dersom en Hund bider en Mands Fæ eller driver det ud i Sumpe, skal Eieren af Hunden tilbyde Eieren af Fæet lignende Fæ, som det, hvis Tab er foraarsaget af Hunden, men vil den anden beholde sit Fæ, skal der tilbydes ham Skadeserstatning. Men tilbyder han ikke disse Vilkaar, skal Eieren af Fæet stævne ham derfor til Straffebøder [af tre Mark] og dobbelt Erstatning. Den, som løser en Hund, eller forholder sig saaledes med den, at han vil lade den følge med sig, er ansvarlig for hvad Skade den gjør, skjøndt en anden Mand eier den. Kommer der en Hund i Følge med en Mand, og denne beder om, at der maa gives den Mad, eller sørger for den, naar de komme til Hus, da bærer han Ansvaret for hvad Skade Hunden gjør, skjøndt en anden eier den, men ikke, dersom han ikke befatter sig noget med den.
Dersom man har en Tyr, der er tre Aar gammel eller ældre, og den saarer Folk eller kaster en Mand til Jorden saaledes, at han faaer Skade deraf, eller den saarer Folks Fæ eller kaster det saaledes til Jorden, at det faaer Skade deraf, er Straffen [for Eieren] Landsforvisning. En Tyr er ufredhellig for Saar, naar den tilføier Folk Legemsskade, dersom den er tre Aar gammel eller ældre. Dræber den en Mand, er der samme Straf som naar en Hund dræber en Mand; man er berettiget til at slutte Forlig om saadanne Sager, uden [Lovrettens] Tilladelse. Samme Straf er der, dersom den tilføier Folk saadan Skade, som regnes for større Saar [som naar en Hund gjør saadan Skade].
Hver Mand indestaaer sig selv for [Skade af] Horn og [Heste-] Hov.
Dersom en Mand har en tam Hvidbjørn, skal han forholde sig med den, som med en Hund, og paa samme Maade betale Erstatning for Skade, dersom den gjør nogen. Dersom man saarer en tam Hvidbjørn, der tilhører en anden, uden at Bjørnen har nogen Skyld, skal man betale Straffebøder [af tre Mark] og Erstatning for Skaden; er Skaden fem Ører eller mere, er Straffen Landsforvisning. En Bjørn bliver ufredhellig for Saar, dersom den gjør Folk Skade. Dersom man, for at tilføie en Mand Forhaanelse, hugger en Hund eller Bjørn, medens den, der har Dyret i sit Værge, holder Dyret, er Straffen Landsforvisning. Ogsaa er Straffen Landsforvisning, dersom man fører her til Landet en Skovbjørn; denne Straf er der for Eieren af den og for Skibsstyrerne, men Skibsfolkene skulle betale Straffebøder af tre Mark, og skal der [til Kvidudsagn] i alle Landsforvisningssager tilkaldes paa Thinge ni Nabobønder, men i Sager, der gaae ud paa Straffebøder [af tre Mark], fem Nabobønder. Dersom en Skovbjørn slipper løs her i Landet og tilføier Mennesker eller deres Fæ Skade, er den, der førte Bjørnen hertil, i alle Maader ansvarlig for den, ligesom for en anden tam Bjørn. Samme Straf er der, dersom en Ulv eller Ræv føres hertil Landet.
Dersom man ved Haandtag overdrager til en anden paa sine Vegne at slutte et saadant Forlig, som man finder for godt . . . . . . . kan det altsammen gjælde. Dersom en Mand ved Haandtag gaaer ind paa at erklæres fredløs eller landforvist, eller paa, at en anden skal indgaae Forlig paa hans Vegne, eller paa at betale et vist Beløb, være sig at han indgaaer saadant Forlig for sig eller for en anden Mand, paa saadan Maade, at Kviden udsiger, at det er nødtvunget Haandtag, da bør det ingen Gyldighed have. Men det er nødtvunget Haandtag, naar en Mand indgaaer Haandtagsoverenskomst under saadanne Forhold, at der ellers vilde være Fare for hans Liv eller Gods, eller han befrygtede legemlig Overlast eller at blive fraranet sit Gods. Men naarsomhelst Kviden udsiger, at nødtvunget Haandtag har fundet Sted, saaledes som nu er anført, bør det aldrig gjælde, og straffes alle de Mænd med Landsforvisning, som forlangte Haandtaget. Det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden og skulle ni Nabobønder fra Omegnen af det Sted, hvor det nødtvungne Haandtag fandt Sted, tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn].
Naar Folk afgjøre deres Sager paa saadan Maade, at de udnævne andre Mænd til at afsige Voldgiftskendelse om deres Sag, skulle alle Bestemmelser, hvortil de knytte Overenskomsten om Voldgiften, overholdes, dersom Mændene samtykke i at afsige Voldgiftskendelsen. Men komme Voldgiftsmændene ikke overens, skal Flertallets Mening gjøre Udslaget. Ere Voldgiftsmændene to, og de ikke komme overens, skulle de kaste Lod, og skal den, som Loddet træffer, afsige Voldgiftskendelsen. Dersom den, hvem Loddet træffer, eller som har tilbudt Lodkastning [uden at den anden har villet gaae ind derpaa, og som derfor alene skal afgjøre Sagen], ikke, naar han afsiger Voldgiftskjendelsen, aflægger Ed, er den som uafsagt. Men vil ingen af dem kaste Lod, og hver af dem har sin Mening om Sagen, og de hver for sig afsige Voldgiftskendelse, da er hverken den enes eller den andens Voldgiftskendelse gyldig, om de end ere edelig afsagte. Dersom den, hvem det tilkommer, afsiger Voldgiftskjendelsen, og senere bekræfter samme med Ed, skal Eden være aflagt inden Betalingsdagen kommer.
Ogsaa kunne Voldgiftsmændene, naar de ikke blive enige om, hvad de skulle bestemme, tage en Mand, som de blive enige om, til Voldgiftsmand, dersom denne i begges Paahør samtykker i at afsige Voldgiftskjendelsen, og ere de da, dersom [det af dem er vedtaget, at] hans Voldgift skal afgjøre Sagen, fritagne for deres Hverv, og paadrager da han alene sig Straf, dersom Voldgiftskjendelsen ikke afsiges tilbørlig, naar saadan Bestemmelse er bleven taget.
Men dersom de Mænd, som ere antagne til at afsige Voldgiftskendelse, saaledes som nu er anført, og have samtykket i at overtage Sagens Afgjørelse, ikke afsige Voldgiftskjendelsen paa tilbørlig Maade, straffes de med Landsforvisning, og skal Stævning foretages i Bøigden for urigtig Behandling af Sagen, og ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]. Dersom alle de antagne Voldgiftsmænd forholde sig urigtig ved Afsigelsen af Voldgiftskjendelsen , eller de alle døe inden den er afsagt, skal den til Søgsmaalet [for den Forseelse, hvis Følger skulle afgjøres ved Voldgiften] berettigede eller hans Arving under Vidners Tilkaldelse opfordre den Mand, som ved Haandtag gik ind paa Voldgift, til for sit Vedkommende, syv Nætter senere, i sit Hjem, at vælge en Voldgiftsmand [istedet]; »men jeg skal vælge en anden« — skal han sige; »jeg opfordrer paa lovlig Maade«. Naar hver af Parterne vælger sin Voldgiftsmand, skulle Voldgiftsmændene, dersom de ikke blive enige, søge at bringe Sagen til Afgjørelse paa lovbestemt Maade [ved Lodkastning o. s. v.]. Dersom den, der ved Haandtag har samtykket i Voldgift, ikke vil vælge en Voldgiftsmand, skal den, som den opfordrende har udnævnt, alene afgjøre Sagen. Dersom alle Voldgiftsmændene miste Mælet eller Forstanden, skal der forholdes paa samme Maade, som anført [om Dødsfald]. Dersom Parterne vælge hver sin Voldgiftsmand, og den ene af Voldgiftsmændene døer eller mister Mælet eller Forstanden, skal den af Parterne, der [saaledes] mister sin Voldgiftsmand, tage en Mand istedet. Dersom en Voldgiftsmand bliver syg eller saaret og ikke kan komme til det Sted, hvor Voldgiftskjendelsen var berammet til Afsigelse paa den angivne Dag, skal der fremdeles forholdes som naar en Voldgiftsmand døer. Paa samme Maade som der nu er sagt om Voldgiftsmænd, skal der i alle Henseender forholdes, naar der er flere Voldgiftsmænd end tvende.
Dersom den Mand, der ved Haandtag har samtykket i Voldgift [med Hensyn til en af ham begaaet Forseelse], døer inden Voldgiftskjendelsen er afsagt, skal det ved Voldgiftskendelsen paalægges hans Arving eller, dersom denne ikke er voxen, hans Værge, at betale [hvad der af den afdøde skulde udredes]. Men døer den Mand, hvem der er givet Haandtag paa Sagens Afgjørelse ved Voldgift, skal der ved Voldgiftskjendelsen bestemmes, at Beløbet skal betales til hans Arving eller ogsaa dennes Værge.
Naar det er een Mand, der skal afsige Voldgiftskjendelse, og han bliver syg eller saaret, eller dersom Elve eller Uveir eller Folk hindre ham, saa at han ikke kan komme til det Sted, hvor Voldgiftskjendelsen skal afsiges, skal han afsige den paa det Sted, hvor han kan komme længst frem. Dersom den, der skal afsige Voldgiftskendelse, formener at være udsat for legemlig Overlast eller for Bane, ifald han afsiger Kjendelsen paa det Sted, hvor det var bestemt at det skulde skee, skal han afsige Voldgiftskjendelsen paa det Sted, hvor han trøster sig dertil, om det end er senere. Og skal der paa samme Maade forholdes, naar der er flere end een Voldgiftsmand, dersom de ikke kunne afsige Voldgiftskjendelsen uden Fare. Dersom en Mand er udnævnt til Voldgiftsmand, og han ikke samtykker i at afgjøre Sagen ved Voldgift, paadrager han sig ikke Straf ved at undlade at afsige Voldgiftskjendelsen, og kan der ikke gjøres Fordring paa, at han afsiger denne, men dersom han afsiger Kjendelsen, haves der samme Fordring paa det ved samme tilkjendte Beløb, som om han havde samtykket i at afgjøre Sagen ved Voldgift.
I den Tid, da Christendommen kom her til Island, gik Sølv her som Betalingsmiddel ved Udredelsen af al stor Gjæld: blegt Sølv, der skulde taale Indsnit [uden at forandre Farven], og hvoraf den største Del skulde være Sølv [og kun en mindre Del andet Metal], og saaledes udmøntet, at tredsindstyve Penninge udgjorde en veiet Øre, og var da veiet og tællet Sølv det samme [idet man regnede alene efter Vægt]. Et Hundrede i Sølv blev regnet for ligesaa meget som fire Hundreder og tyve Alen Vadmel, og var da en Øre [Sølv] lige med en halv Mark Vadmel.
Det er Omsætningstaxt efter Althingsbestemmelser: at sex Alen Vadmel, gangbart, nyt og ubrugt, skal være en Øre. En Overkappe af dem, der gaae i Handelen, fire Alen lang — Alenen maalt fra Albuen til Spidsen af Tommelfingeren — og to Alen bred, med tretten Læg tvers over Kappen, svarer til to Ører; ere Kapperne bedre, skulle de [særlig] vurderes. Sex Rævebælge svare til en Øre. Sex Lammeskind med Ulden paa svare til en Øre. Sex Bedeskind, hvoraf Ulden er klippet, svare til en Øre. To Katbælge af gamle Hankatte svare til en Øre; tre Bælge af Katte, der ere en Sommer gamle, svare til en Øre. Fem Alen Vadmel med rødbrune Striber svare til en Øre. En Øre Guld, saadant, som kan taale at komme i Ilden, svarer til tredsindstyve Ører. En Mark (3) renset Sølv svarer til tredsindstyve Ører. En Jernkjedel, der er ny, ikke har været over Ilden, og veier en halv Væt (3), og rummer otte Spande, svarer til femten Ører. Af Leer, belagte med Staal, og hvis Blad er en Alen langt, og som veie atten Ører, hele og tilfilede ind til det indlagte Staal, skulle tre svare til to Ører. En Væt Støbejern svarer til fem Ører. En Væt Stangjern svarer til sex Ører. Det er en gyldig Spand til at maale Kjedler [ved deres Ansættelse i Forhold til Ører], naar et Stykke Træ, der stilles ved Indsnittet i Staverne, hvori Bunden fældes, paa den ene Side ved den øverste Rand [af Spanden] viser en Høide af tolv Tommer — en Tomme beregnet [fra det yderste Fingerled] til Negleroden paa en middelstor Mand.
Dette er endvidere Omsætningstaxt: En Ko, tre Vintre gammel eller ældre, ti Vintre gammel eller yngre, drægtig, og som giver Melk, hornet og lydesløs, ikke slettere end en middelgod Oxe, og som ved Fardagstid kan taale at drives fra den ene Bøigd til den anden, og malker saameget som en Kalv behøver, den er gangbar i Betaling. Tre vintergamle Oxer regnes lige med en Ko; to vintergamle Oxer svare til en Ko. En gold Ko og en to Vintre gammel, drægtig Kvie, der ikke kan leies ud for samme Leie som en Ko, [regnes lige med hinanden]. En Oxe, fire Vintre gammel, gildet eller ikke gildet, svarer til en Ko. En gold Ko og en tre Vintre gammel Oxe regnes [hver for sig] for Trefjerdedele af en Koes Værdi. En fem Vintre gammel Oxe regnes for en og en Trediedel Koesværdi. En sex Vintre gammel Oxe for en og Totrediedel Koesværdi. En syv Vintre gammel Oxe, eller ogsaa om den er ældre, regnes lige med to Køer. En gammel Plovoxe ved Foraarstid maa [særlig] vurderes. Sex Hunfaar — to, der ere to Vintre gamle, og fire, der ere ældre — som kunne opføde deres Lam, ikke have tabt deres Uld, ere laadne og med Lam — svare til en Ko. Otte Hunfaar, aldeles golde, tre Vintre gamle eller ældre, regnes lige med en Ko. Otte Beder, to Vintre gamle, svare til en Ko. [Ligesaa:] otte vintergamle Hunfaar, der have faaet Lam og opføde dem. Sex Beder, tre Vintre gamle, svare til en Ko. En fire Vintre gammel Bede og en to Vintre gammel Bede svare [tilsammen] til to Hunfaar. En Vædder, to Vintre gammel, regnes lige med et Hunfaar. Tolv vintergamle Beder regnes lige med en Ko — alle disse Faar skulle være i forsvarlig Tilstand og med Ulden paa. En Vædder, tre Vintre gammel eller ældre, og en Bede, som gaaer i Spidsen for Hjorden, maae [særlig] vurderes. Sex Geder med Kid — med samme Egenskaber som [anført om] Hunfaar — eller otte golde Geder, tre Vintre gamle eller ældre, regnes lige med en Ko. Otte, en Vinter gamle Geder, der opføde deres Kid, regnes lige med en Ko. Otte Gedebukke, to Vintre gamle hvoraf fire ere ugildede og fire gildede — svare til en Ko, og sex Bukke, tre Vintre gamle — Halvdelen gildet, Halvdelen ugildet — svare til en Ko. En fire Vintre gammel Buk og en to Vintre gammel Buk svare [tilsammen] til to Geder. En to Vintre gammel Buk regnes lige med en Ged. Ere Bukkene ældre end nu er anført, skulle de [særlig] vurderes. To vintergamle Geder — Halvdelen Hungeder eller gildede Bukke, Halvdelen Bukkevæddere eller ugildede Bukke — regnes lige med en Hunged [med Kid]. Heste ere og ansatte til Taxt. En Hest, fire Vintre gammel eller ældre, og ti Vintre gammel eller yngre, sund og lydesløs, regnes lige med en Ko. En Hoppe, fire Vintre gammel eller ældre, og ti Vintre gammel eller yngre, gold, sund og lydesløs, er en Fjerdedel ringere i Værdi end en Ko. En tre Vintre gammel Hest er lige med en Hoppe. En tre Vintre gammel Hoppe er Totrediedele af en Koesværdi. To Heste, to Vintre gamle — den ene en Hingst eller Vallak, den anden en Hoppe — svare til en Ko. Tre vintergamle Heste — hvoraf en er en Hingst eller Vallak regnes lige med en Ko. Dersom man i Betaling leverer en vintergammel Hoppe for en Trediedel af en Koesværdi, skal der i Tilgift betales en Øre. De anførte Heste eller Hopper skulle være af Middelgodhed og ikke slettere. En Stodhingst, der er af større Værdi, fordi den bruges til Hestekampe, og en Vallak, der er af større Værdi, fordi den bruges som Ridehest, og en Stodhoppe med Føl, det er Gjenstande, der maa [særlig] vurderes. En So, to Vintre gammel eller ældre, med ni Grise, regnes lige med en Ko. Tre Alen bredt Lærred svarer til to Ører. To Alen engelsk Lærred af to Alens Bredde svarer til en Øre. To Mark Vox svarer til en Øre. Stadsklæder, nye, tilskaarne eller ikke tilskaarne; Vadmel, nyt og ubrugt, tjenligt til Overkapper; nye Overkapper; nye Katteskind og Lammeskind; glat [ikke udskaaret] Arbeide og forarbeidede Gjenstande, der gaae i Handelen; udhamrede Jernstænger; nye Kobberkjedler — det er alt Gjenstande, som maae [særlig] vurderes. Med Hensyn til alle de Gjenstande, [hvorpaa ikke er sat Taxt, men] som skulle [særlig] vurderes, skulle de, der have et Mellemværende, som skal berigtiges, vælge en Mand hver, som lovlige Vurderings- og Besigtigelsesmænd. Men blive disse ikke enige, skulle de kaste Lod, og den, hvem Loddet træffer, skal da edeligen vurdere Gjenstanden. Tre Vætter Faareuld af gamle Faar regnes lige med en Ko. Tre Vætter af saadanne Fødemidler, der ere lige saa gode som Mel, svare til en Ko. [En Væt] Faareuld af vintergamle Faar, eller Huden af en fuldvoxen Oxe [svarer til Trediedelen af en Koes Værdi], men i hvert af Tilfældene skal der betales en Tilgift af en Øre. To Kohuder regnes lige med Huden af en fuldvoxen Oxe. Naar der betales med Hunfaar, hvoraf Ulden er klippet, bør der med tyve Hunfaar gives i Tilgift en Væt Uld.
- En Mark = et halvt Pund; en Væt = 80 Pund.
Det er Kongen af Norges Ret i Island, at hans Sager kunne gjøres gjældende uden Stævning og kunne forfølges efter Landsfolkets Love i Island. Lov og Rettighed til Bøder for personlige Fornærmelser skulle hans Mænd have der, lige med Landets Beboere. Arv [efter en Nordmand] skal i Island tages i Besiddelse af den afdødes Frænde eller Formuesfælle, men ere de ikke til, skal der i Island ventes efter Arvingen [og Arven først udleveres naar han kommer].
Islændere skulle i Norge have samme Ret til Bøder for personlige Fornærmelser, som en fribaaren Odelsbonde. Arv, der er falden i Norge [efter en Islænder], kan tages af [den afdødes] Næstsødskendebørn fra Island, være sig Kvinder eller Mænd, eller nærmere beslægtede. Ed af tre Mænd skal bevise Slægtskabet, naar man vil begjære Bevis. Men dersom Arvingen ikke er her [i Norge], skal den Mand, som den afdøde var i Huset hos, beholde det her i tre Vintre, med mindre [den afdødes] Næstsødskendebarn eller en nærmere Slægtning indfinder sig før den Tid. Islændere skulle ingen Afgift betale i Norge undtagen Havneafgift og Afgift til de vagthavende i Kjøbstæderne. Fribaarne Mandfolk: Mænd, som have Ret til fuld personlig Bod for Fornærmelser, skulle i Havneafgift betale sex Overkapper og sex Alen Vadmel eller en halv Mark Sølv. Afgiften kan fordres betalt, naar man er kommen paa Ankerpladsen eller det Sted. hvor Skibet skal fortøies ved Landjorden. Islændere have i Norge Ret til at bruge Vand og Ved, men de ere kun berettigede til at hugge alt det Ved de ville, naar det er i en Kongen tilhørende Skov. Islændere ere pligtige til at drage i Krig med Kongen naar der er Vished for at der er en [fjendtlig] Hær i Norge og fuld Krigsudskrivning finder Sted; da skal hver tredie blive tilbage, men to gaae med. Norge ere Islændere [der opholde sig der] pligtige til at forsvare med Kongen, men ei ere de pligtige til længere Krigstog. Ei skal der i Norge tages fra Islændere saadant [Arve-] Gods, som er tilfaldet i en anden Konges Rige. Islændere ere berettigede til at reise fra Norge til Island, undtagen der er Vished for at en [fjendtlig] Hær er i Norge. Men Islænderne ere berettigede til fra sit Land at reise til hvilket Land de ville. Men dersom Islændere betale Havneafgift paa [Orkn-, Syder- eller Fær-] Øerne eller Hjaltland [Shetlandsøerne], ere de ikke pligtige til at betale Havneafgift igjen i Norge, med mindre de imidlertid reise til Island. Hver Mandsperson, der er sund og rask og kan betale Havneafgift, er berettiget til at reise fra Island [til Norge], men berettigede til at reise fra Island til Norge, for at bosætte sig der, ere de, der ere istand til at forsørge sin trængende Slægt og at gjøre saadan Krigsudredning, som dem tilkommer; ligeledes enhver Kvinde, der følger med sin Mand eller sin Fader eller Søn eller Broder, dersom hun eier Gods til et Beløb af tre Mark.
Dersom en udenlandsk Mand døer her [i Norge], skal Husbonden af hans Gods tage sex Ører — regnede efter Tal [ikke Vægt] — til Begravelsen, men derefter skal han lade fire Mænd, der have fast Hjem og ere de nærmest boende paa to Sider, vurdere Efterladenskabet. Dersom et Næstsødskendebarn eller en nærmere Slægtning [til den afdøde] kommer tilstede, skal han ifølge Kjøbstadretten fordre Borgen [for Efterladenskabets Tilstedeblivelse] indtil Møde bliver holdt. Vidnerne til Begjæringen om Borgen ere ikke pligtige til at aflægge Ed, dersom Husbonden paa Mødet vedgaaer, at Borgen blev fordret. Den, der fordrer Efterladenskabet, skal opregne Slægtskabet mellem sig og den afdøde og aflægge Ed derpaa, saavelsom paa, at han tager det Gods for at bringe det til Island, og at han vil føre det til Arvingerne den næste Sommer, dersom han kan. Hans to Mededsmænd skulle aflægge Ed paa, at det er ret Slægtskabsopregning, og ere de ikke pligtige til at opregne Slægtskabet eller at bekræfte flere Ting med Ed; derpaa skulle Byesmændene afsige Dom i Sagen og bekræfte Dommen ved at tage deres Vaaben. Derefter skal Husbonden udrede Godset og aflægge Ed paa, at alt det Gods er udredet, som den afdøde eiede.
Dersom en Mand taber sit Gods saaledes, at han ikke har Evne til at betale hele Havneafgiften, er han ikke pligtig til at betale den. Dersom Mænd, der have den Bestemmelse [fra Island] at tage til Grønland, eller som drage hen for at opsøge [nye] Lande, drive for Vind og Veir til Norge, eller de kastes ud fra Island, naar de ville føre deres Skibe mellem Havnene, ere de ikke pligtige til at betale Havneafgift.
Denne Ret og disse Love, som her ere anførte, gav Kong Olaf den hellige Islænderne. Biskop Gissur og Teit, hans Søn, Markus, Hrein, Einar, Bjørn, Gudmund, Dade og Holmstein aflagde Ed paa, at Biskop Isleif og [andre] Mænd med ham aflagde Ed paa den her anførte Ret: at denne Ret eller en endnu bedre gav Olaf den hellige Islænderne.
Dersom en fremmed, der her ikke har nogen Frænde, døer her i Landet, skal hans Formuesfælle tage Arven i Besiddelse, dersom de have sluttet saadant Fællig, at den mindre formuende indbefattede alt det Gods, som han havde med paa den Reise, i Fælliget. Dersom saadan Fælle ikke er til, skal Arven tages i Besiddelse af den Madfælle, som hyppigst spiste sammen med den afdøde; dersom de alle gjorde det lige ofte, skulle de dele Efterladenskabet mellem sig. Er ingen af dem til, skal Skibsstyreren tage Arven i Besiddelse; er der flere saadanne, skulle de dele Efterladenskabet mellem sig efter den Andel, som de eie i Skibet. Dersom den afdøde alene eiede Skibet, og ingen Formuesfælle eller Madfælle havde, skal Efterladenskabet tages i Besiddelse af den Gode, som Eieren af den Jord, hvor de fortøie deres Skib, er i Thinglag hos. Dersom den fremmede døer paa det Sted, hvor han har taget Ophold, skal Efterladenskabet tages i Besiddelse af den Bonde, der har givet ham Ophold paa sin Gaard, forudsat at der ikke er nogen Formuesfælle. Men døer han paa Veien [fra Gaarden] inden han kommer til Skibet, skal der forholdes, ligesom naar han døer paa Gaarden, hvor han har taget Ophold. Dersom den frændeløse har havt Landhusholdning, skal den Gode, som han var i Thinglag hos, tage hans Efterladenskab i Besiddelse. Er han ikke i Thinglag hos nogen Gode, skal det tages i Besiddelse af den Gode, som Eieren af den Jord, hvor den afdøde boede eller var Husmand, er i Thinglag hos. Dersom en saadan Person, som, efter hvad nu er anført, skal tage Arven i Besiddelse, gjør Anslag mod den fremmedes Liv eller dræber ham, skal den tage Arv og Bøder [for Drabet], som er anført næst efter ham. Dersom den fremmede døer paa Veien, naar han begiver sig til den Gaard, hvor han vil tage Ophold, er det, som om han døde ved Skibet. Dersom den Gode, om hvem det er fastsat, at han skal tage Arven i Besiddelse, dræber den fremmede, skulle de andre Goder i Thinglaget tage Arv og Bøder. Dersom der senere kommer til Island Arvinger, der ere af den danske Tunge, skulle de tage Arv — og Bøder, dersom der er saadanne — uden Renter. Alt det Gods, som Arvinger ikke [strax] tage, hvad enten det er Bøder i Drabssager eller Arv, skal man lade vurdere som umyndiges Midler, og tilfalder da Renterne af Godset Besiddelsestagerne. Men forholdes der ikke rigtig med Vurderingen, maae Renterne udbetales.
Dersom en Mand døer her, hvis Arving er udenlands., skal den Mand, der er nærmest beslægtet med den afdøde, tage Arven i Besiddelse, men han skal lade Efterladenskabet vurdere ligesom umyndiges Midler, og er han berettiget til at bevare Godset og nyde Renterne deraf, medens den anden er udenlands. Dersom denne kommer til Island, kan han fordre Hovedstolen til næste Betalingstermin (4); til ingen Mand bør Besiddelsestageren afgive Arven, medens Arvingen er udenlands. Dersom den, der er udenlands, døer, og man ikke er enig om, hvem af dem er død først [han eller den i Island afdøde, som han var nærmest til at arve], skal man opfordre den Gode, som den her afdøde var i Thinglag hos, til Dannelse af Tolvmandskvid [til Udsagn herom]. Men dersom ingen Gode vedgaaer at have havt den afdøde i sit Thinglag, skal den Gode opfordres dertil, som Sagsøgeren er i Thinglag hos. Paa saadan Maade skal dermed forholdes, at Arvingerne til den i Udlandet afdøde skulle stævne dem, der have Efterladenskabet, til Udredelse og Afgivelse af samme, men lade føre Bevis ved Domstolen for dens Død, der var udenlands. Dersom Kviden da giver det Udsagn, at den, der var her, er død først, skal Efterladenskabet udleveres af dem, der hidtil have havt det, men i modsat Fald kunne de tilbageholde det.
- Torsdagen, naar syv Uger ere forløbne af Sommeren.
Dersom en Mand har udestaaende Fordring paa en anden, og denne nægter ham at faae den, kan han gyldigen ved Slutningen af Althinget lyse til Søgsmaal imod den anden til næste Sommer og gjøre Paastand paa Straffebøder af tre Mark for Tilbageholdelsen af Godset. Den, der har lyst til Søgsmaal, skal under Vidners Tilkaldelse sige til den sagsøgte inden sex Uger ere forløbne af Sommeren, dersom de høre til samme Fjerding, at han har lyst til Søgsmaal imod ham. Kan han ikke sige det til ham selv, skal han melde det paa Thingskrænten paa Vaarthinget eller paa Høstthinget i det Thinglag, hvortil Sagsøgeren selv hører. Dersom han ikke paa saadan Maade anmelder det, og den sagsøgte ikke inden sex Uger ere forløbne af Sommeren faaer Kundskab om, at Sagen er beredt til Anlæggelse mod ham, bliver Søgsmaalet ugyldigt. Naar man den foregaaende Sommer har lyst til Søgsmaal mod en Mand, skal man [til Kvidudsagn] tilkalde de Nabobønder, som boede nærmest hans Hjem paa den Tid, Sagen [ved Lysningen] blev begyndt, og som ligeledes boe nærmest derved paa den Tid, Sagen anlægges. Med Hensyn til alle de Sager, som ere saaledes [ved Lysning] beredte til Anlæggelse, skal der [til Kvidudsagn] anvendes de Bønder, som, naar Sagen anlægges, boe nærmest den Bopæl, som den sagsøgte havde, da Sagen blev [ved Lysningen] beredt til Anlæggelse mod ham. Dersom man faaer Mistanke om, at den, som man ved Thingets Slutning har [ved Lysning] forberedt Sagsanlæggelse imod, vil løbe bort ud af Landet, kan man paa Lovbjerget forbyde ham at reise, og ved Forbud forbyde alle Skibsstyrere saavelsom Skibsfolk at føre ham ud af Landet. Men alle de Mænd, som faae Kundskab om Forbudet, paadrage sig Straf, Skibsstyrerne Landsforvisning og Skibsfolkene tre Marks Straffebøder, dersom de føre ham bort. Samme Straf paadrage de sig, dersom Stævning i Sagen er foretagen hjemme i Bøigden eller Sagen er [ved Stævning] ved Skibet beredt til Anlæggelse — forudsat at Forbud er ved Fortøiningspælene blevet nedlagt imod, at han føres bort; de skulle stævnes for alt deres Samkvem [med den bortreiste] og skal der paa Thinge [til Kvidudsagn] tilkaldes fem Nabobønder i Tremarkssager og ni i Landsforvisningssager.
Aldrig bør man lyse til Søgsmaal om en udestaaende Fordring eller stævne derfor, førend man har krævet Betaling og den er nægtet.
Dersom man hos en Mand har en Fordring, der skal betales til en bestemt Termin, og Skyldneren vil løbe bort ud af Landet, kan man gyldigen, skjøndt Betalingstermin ikke er kommen, forbyde ham at reise, men kun i det Tilfælde kan der anlægges Sag imod ham eller de Mænd, som føre ham bort, dersom Gjælden ikke bliver betalt til Terminen.
Sine Vidner bør man hjemme i Bøigden opfordre [til at møde paa Thinge for at aflægge Vidnesbyrd], hvad enten man vil anvende Vidnerne ved Søgsmaal eller Forsvar. Han skal [til at møde og aflægge Vidnesbyrd paa Thinge] opfordre Flertallet af de Vidner, som han tilkaldte som Vidner, da de Ord, han vil føre Bevis for, bleve sagte; han skal foretage Opfordringen paa dens Bopæl, som han opfordrer til at aflægge Vidnesbyrdet, og nævne hans Navn og anføre, hvad Vidnesbyrd det er. Ogsaa kan han gyldigen foretage Opfordringen paa det Sted, hvor han faaer den, han vil opfordre, selv i Tale. Han skal Torsdagen, naar otte Uger ere forløbne af Sommeren, hjemme i Bøigden have opfordret sine Vidner [til at møde paa Althinget og aflægge Vidnesbyrd].
Naar en Bonde, der [har saamegen Formue, at han] har at betale Thingreiselønsafgift, opfordres til at aflægge Vidnesbyrd [paa Althinget], skal han ikke forlange af den opfordrende hverken Hest eller Mad. Naar en Mand opfordres til at reise til Thinge for at aflægge et Vidnesbyrd, og han forhen, da han blev tilkaldt som Vidne, har vidst, at det kunde ventes, at han vilde komme til at gjøre en Thingreise for at aflægge Vidnesbyrdet, skal han ikke af den opfordrende forlange hvad han behøver til Thingreisen. Dersom en Bonde, der ikke har at betale Thingreiselønsafgift, eller en Tjenestekarl opfordres til Thingreise til Aflæggelse af Vidnesbyrd, ere de berettigede til at fordre Udredning til Reisen, om de ville. Den, der vil kræve Udredning, skal tilkalde Vidner: »til Vidnesbyrd om« — skal han sige — »at jeg fordrer af dig en Hest og Sadel, at samme er kommet til mit lovlige Hjem inden jeg rider hjemme fra« — og skal han nævne ham og angive, hvad Dag han vil ride hjemmefra. Mad kan han ogsaa forlange af ham, og Telt og Plads i en Bod [paa Thinget] og saadan Udredning, som han behøver at have paa Thinge. Han bør tilbyde den opfordrende Ledsagelse af sig og de Thingmænd, han faaer med, naar de komme til Thinge. Den Mand, som opfordrede til Aflæggelse af Vidnesbyrd, er pligtig til at lade en Hest komme til den opfordrede, en saadan, hvorpaa han kan reise fulde Dagsreiser. Lader han ikke saadan Hest komme derhen, saaledes som det var forlangt, er den, der blev opfordret til at aflægge Vidnesbyrdet, berettiget til at sidde hjemme.
Om Aflæggelsen af Vidnesbyrd skal altid Opfordring være skeet fjorten Dage før Althinget, med mindre en Mand lader sig tilkalde som Vidne i et Tilfælde, hvor han veed, at han vil komme til at reise til Thinge for at aflægge Vidnesbyrdet, og kan Opfordring til Aflæggelse af saadant Vidnesbyrd skee hvor kort før Thinget det saa er.
Dersom man opfordrer en anden til Aflæggelse af Vidnesbyrd paa Thinge, paa saadan Maade, at den opfordrede ikke hører derpaa, er denne berettiget til at begive sig til den Mands lovlige Hjem, der opfordrede ham til Aflæggelse af Vidnesbyrdet, og der kræve af ham al den Udredning [til Thingreisen], som han kunde have fordret paa sit lovlige Hjem, dersom han havde hørt paa den andens Opfordring.
Dersom en Mand, der er opfordret til Aflæggelse af Vidnesbyrd paa Thinge, bliver syg, skal han sende Bud til den, der har opfordret ham til Vidnesbyrdets Aflæggelse, og tilbyde ham at affatte Vidnesbyrdet [i den Form, det skal afgives] i Forening med de andre Mænd, der tilligemed ham ere [oprindeligt] blevne tilkaldte som Vidner paa det, hvorom Vidnesbyrd nu skal aflægges; han skal gjøre Tilbudet paa sit lovlige Hjem. Den, som opfordrede til Aflæggelse af Vidnesbyrdet, skal begive sig hen for at træffe de Mænd, der vare tilkaldte som Vidner tillige med den syge, og opfordre dem til at fare hen og affatte Vidnesbyrdet sammen med den syge Mand. Ed skal den syge Mand aflægge, og han skal angive, hvad Vidnesbyrd han vilde have aflagt, og skulle to Mænd modtage den ene syge Mands Vidnesbyrd. Gyldigt er det, at tre Mænd modtage to Mænds Vidnesbyrd, dersom to ere syge. De Mænd, der modtage Vidnesbyrdet, skulle paa Thinget støtte de [mødte] oprindelige Vidner, og anføre, hvad Vidnesbyrd den syge har afgivet.
Dersom Aflæggelse af Vidnesbyrd er affordret en Mand, der vil reise ud af Landet, og som er kommen paa flydende Fyr — da er han kommen paa flydende Fyr, naar han har sine Klæder paa Skibet, og Skibets Besætning har bragt ud paa det den største Del af sine Varer — skal han afgive det Vidnesbyrd, han er bleven opfordret til at aflægge, paa samme Maade, som den syge Mand skulde gjøre det. Dersom en syg Mand lader sig tilkalde som Vidne, skal det ikke være til Hinder for hans Thingreise [for at aflægge Vidnesbyrdet], med mindre han er mere syg, naar han skal ride hjemmefra, end da han blev tilkaldt som Vidne.
Dersom en Mand bliver opfordret til at aflægge paa Thinge et Vidnesbyrd, som han formener at han ikke er bleven [oprindelig] tilkaldt som Vidne til at aflægge, skal han desuagtet ride til Thinget og ved Domstolen frigjøre sig for Aflæggelsen af Vidnesbyrdet. Dersom man opfordrer en Mand til Aflæggelse paa Thinge af et Vidnesbyrd, som Opfordreren formener, at hin ikke er bleven [oprindelig] tilkaldt som Vidne til at afgive, og han gjør det til den opfordredes Skade, er Straffen Landsforvisning for Opfordreren; i den Sag skal Stævning foretages hjemme i Bøigden og ni Nabobønder til den sagsøgte tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn].
Søn, sexten Aar gammel eller ældre, og arvedygtig, er Fæstningsmand for sin Moder. Men er Søn ikke til, da er Datteren det, naar hun er gift, og skal hendes Mand fæste sin Svigermoder bort. Men dernæst er Fader Fæstningsmand for sin Datter. Men dernæst skal samfædre Broder fæste sin Søster bort. Men er ikke Broder til, skal Moder bortfæste sin Datter. Men derefter skal den nærmest beslægtede Mandsperson være Fæstningsmand, med mindre der er Kvinder, som ere gifte og som ere nærmere beslægtede; da skulle deres Mænd [bortfæste Bruden].
Sagsøger er 1. Kvindens Ægtemand, dersom han er til. Dernæst er 2. Søn, arvedygtig, sexten Aar gammel. Dernæst er 3. den, som er gift med hendes arvedygtige Datter, Derefter er 4. Fader. Dernæst er 5. samfædre Broder. Dernæst er 6. Moder. Dernæst er 7. Søster. Derefter er 8. sammødre Broder. Den nærmest beslægtede Mand skal være Sagsøger i Leiermaalssag, ligesom i Drabssag.
Man er berettiget til at gilde omvandrende Tiggere, og er der ingen Straf, om de end faae Saar eller Bane deraf.
Dersom en Kvinde klæder sig i Mandfolkeklæder eller skjærer sit Haar eller bærer Vaaben, for at være anderledes end andre, er Straffen Landsforvisning; det er en Sag, hvori Stævning skal foretages i Bøigden og skulle fem Nabobønder tilkaldes paa Thinge [til Kvidudsagn]; søgmaalsberettiget er hvem der vil. Det samme er fastsat om Mandfolk, dersom de klæde sig i Kvindedragt.
Ei paahviler der Konen Gjæld, saaledes at andre Mænd have Krav mod hende, medens hendes Mand lever, med mindre hun alene har stiftet Gjælden som sin, men Ret har Manden til at anvende alt deres Gods til Betaling af Gjæld.
