Om indebrændingen af biskop Adam

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Bispesagaer


Om indebrændingen af biskop Adam[1]

Brenna Adams byskups


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðbrandur Vigfússon & C. R. Unger: Flateyjarbók, Oxford og Kristiania, 1860-68


Biskop fra The Lewis Chessmen

Da biskop Jon — ham, som jarl Harald[2] lod mishandle[3] — døde på Katanæs[4], blev en mand, der hed Adam, taget til biskop i hans sted. Ingen kendte til hans slægt, for han var som barn blevet fundet ved en kirkedør. Folkene på Katanæs fandt ham noget hård i forvaltningen af bispedømmet, og de gav særligt en munk, der var hos ham, skylden for dette.

Det var gammel skik, at biskoppen skulle have et mål smør for hver 20 køer, og dette skulle hver en bonde på Katanæs udrede. Den, som havde flere køer, skulle svare des mere, og den, som havde færre køer, des mindre, men alle som én skulle svare smør efter antallet af køer. Men biskop Adam ville øge denne forpligtelse og have dette mål smør for hver 15 køer, men da han fik det, krævede han det samme mål for hver 12 køer, og da det blev ham tilstået, ville han have et tilsvarende mål for hver 10 køer, men dette var efter alles mening uhørt.

Så opsøgte Katanæs-folkene jarl Jon[5], som da var på Katanæs, og kærede sagen for ham. Jarlen sagde, at han ikke ville blande sig i sagen; det forekom mest bekvemt, mente han og sagde, at der var to onder at vælge mellem: Det var utåleligt, som det var nu, men den anden mulighed ønskede han ikke at udtale sig om. Biskop Adam befandt sig da i Højkirke[6] i Torsdal, mens jarl Jon opholdt sig i nærheden. Katanæs-folkene holdt da ting på fjeldet over den gård, hvor biskoppen var. Ravn Lovmand var sammen med biskoppen, og han bad biskoppen om at give efter for folkene, idet han ellers frygtede for sagens udfald. Biskoppen sagde, at han ikke skulle være bekymret, og mente, at bønderne ville falde til ro. Man sendte da bud til jarl Jon og bad ham forlige bøndene og biskoppen, men jarlen ønskede på ingen måde at indfinde sig.

Da stormede bønderne ned fra fjeldet i voldsomt raseri, og da Ravn Lovmand så dette, bad han biskoppen gøre noget for at sikre sig. Biskoppen og hans folk drak i en loftstue, og da bønderne kom til dette loft, trådte munken ud i døren, men han fik i det samme et hug tværs hen over ansigtet og faldt død ind i stuen. Da biskoppen fik dette at vide, svarede han: »Det var ikke andet, end hvad man med rimelighed kunne forvente, for han bidrog altid med ondt til vores sager.« Biskoppen bad da Ravn sige til bønderne, at han ønskede at indgå forlig med dem. Og da bønderne fik dette at vide, blev det af de mest forstandige af dem modtaget med glæde. Biskoppen gik da ud og havde til hensigt at indgå forlig, men da de sletteste bønder, som var mest vrede, så dette, greb de biskop Adam og førte ham hen i et lille hus, som de derpå satte ild til. Og huset brændte så hurtigt, at de, der ville redde biskoppen, ikke kunne stille noget op. Dér mistede biskop Adam livet, men da man fandt liget, var det kun lidt brændt. Man tog sig da af liget på ærefuld vis og gav det en sømmelig begravelse.[7]

Men de mænd, der havde været biskoppens venner, sendte da bud til skottekongen. Dengang var Alexander[8], der var søn af Vilhelm den Hellige, konge af Skotland. Kongen blev så ond, da han hørte, hvad der var sket, at man endnu mindes den vanære, han bragte bønderne i efter indebrændingen af biskoppen, da han mishandlede og dræbte dem eller beslaglagde deres værdier og jog dem ud af landet.

Og så kan vi ikke berette mere indgående om de hændelser, der vedører Orkney-jarlerne, end det vi nu har fortalt.[9]




Noter:

  1. Dette korte appendix til Orkneyinga saga findes alene i Flateyjarbóks udgave af sagaen.
  2. Haraldr Maddaðarson (f. ca. 1134), Orkneyjarl 1139-1206.
  3. Biskoppens tunge blev skåret af, og hans øjne blev stukket ud, men han kom sig mirakuløst — se Orknøboernes saga, kap. 111.
  4. Caithness. Det allernordligste af det skotske fastland. Næsset var periodisk en del af det norske jarledømme Orkney og Hjaltland (Shetlandsøerne), men samtidig underlagt den skotske konge.
  5. Jón Haraldsson, den sidste Orkneyjarl af norsk herkomst. Regerede 1206-31.
  6. Norrønt Hákirkja (ɔ: domkirke). Nu landsbyen Halkirk, som dengang var sæde for Caithness-bispen.
  7. Indebrændingen af biskop Adam af Melrose fandt sted i året 1222.
  8. Alexander II (Alasdair mac Uilliem), født 1198, konge af Skotland 1214-49.
  9. Dette henviser selvfølgelig til hele Orkneyinga saga.