Omrids af den finske Hedentro - Pohjola
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Pohjola
"Det mörke Pohjola, det skumle Sariola", ogsaa Pimentola, Ulappala, Nordens yderste Ende eller slethen Lapland og Helvede kaldet, er "den kolde By", Frostens, Mörkets og Dödens Hjem. Men skjönt Dödens Rige er Pohja underlagt, er det dog forskjelligt derfra.
I Pohjola er der Overflod paa Is og Sne; Marken, Floder, Söer, ja Luften er opfyldt dermed, der findes Sneborgen, Harer og Björne, Höge og Ænder ere rimklædte, isbedækte; en isklædt Dreng, een Favn i Maal om Smalbenet og to om Hofterne, ligesaa en rimbedækket Pige raader derfor (II. S. 144—5); Frosten er den yngste af Herskerinden Louhis Sönner, den skjönneste blandt dem, hun fostrede (II. S. 39), han bedækker Hav og Land med Is og Sne. Uden Velstandsmöllen Sampo var der Mangel; kun onde Folk bringe Dödens Rige Melk (II. S. 51), og Sol og Maane röves til forfærdelig Skade for Menneskeheden af Pohjas Frue, men kun for at lukkes inde i et Staalfjeld. Sygdomme og Plager födes der af Louhiatar[1], Pohjas gamle Skjöge, og skikkes ud over Verden (25 Rune), ogsaa Sygdomsbjerget maa rimeligvis söges der (II. S. 125).
Men uagtet Sangerne i Almindelighed ikke kunne finde forfærdelige Ord nok til Skildringen af den Udörk, synes der dog at være et ganske hyggeligt Hjem, naar Louhi vil gjæstfrit modtoge nogen. Det gaaer dermed som med vort Helheim. Den Morgen, Wæinö förstegang lander der, er Stuen feiet og varmet, og Kjöd og Öl sættes frem; Ilmarinen faaer en god Seng; og Boder fulde af gode Klæder og Smykker staae paa Bakken (I. S. 16. 48). Da Brylluppet feires, er alt saa prægtigt, som nogensteds: Stuen hundred Favne lang, Stolperne af Ben, Sparrerne af Æbletræ, Arnen af tydske Stene, Bænkene af Jærn og Smaamynt, alle Redskaber af Kobber og Guld, og Födevarer er der i Overflod.
Nærmer sig derimod en Fjende, er alt grueligt: Ildströmme og Ildsöer stille sig i Veien, Jærnhegnet reiser sig mod Himlen, indflettet og omsnoet af giftige Orme, Ageren er et Myller af Edderslanger, Björne og Ulve holde Vagt, jærnklædte frygtelige Kjæmper sidde ved Drikkebordet. Ilmarinen plöiede Orme-Ageren og töilede Udyrene (12 Rune). Herren er Hiisi-Guden, ogsaa Lempo eller Piru kaldet, Louhis Sön; hans Navn bruges dog mere som et Skrækkebillede for alt Ondt, ensbetydende med en Djævel, end han selv handlende træder op. (I. S. 22. 37. 68. 107.) Han eier en ildspyende Hest, Lempofolen, med Jærnhove og Ildmanke, hverken paa Luftens eller Dödens Glatis glider den, "fortræffelig for en Rytter, som vil age haardt"; Lemminkæinen tæmmer den. (I. S. 80. 114.) Dens Haar have hemmelighedsfulde Egenskaber, af dem snoes den sikkre Buestreng og Harpens Strenge (I. S. 6. II. S. 87); Videre eier han en Elg, et stolt Skovdyr, Hovedet af Hedens Tuer, Benene af Vidier og Gjærdestave, Skindet af Granbark, Kjödet af en raadden Stub, Öinene af Stene. Lemminkæinen fanger den (7 Rune). Endelig tilhörte ham ogsaa Tuoni-Elvens Beboere, den vældige Svane og Gjedden, Fjeldfisken, som havde slugt 1000 Helte; den dræber Ilmarinen og smager dens Kjöd, men den möder dog igjen i hele sin Kraft de tre Guder paa Pohjatoget, da deres Skib strander paa dens Ryg. Da gjennemborer Wæinö den og danner sin Harpe af dens Ben. Hiisis Kjedler ere uhyre (I. S. 37) og hans Skier fortrinlige (I. S. 68). Herhilæinen, Hiisi's Fugl, er et pilsnart Sendebud, som anstifter Ulykker (I. S. 32), modsat Mehilæinen, Kalevas Fugl (I. S. 31. 94. 153); ligesom Pohja-Oxen, det uhyre Dyr, hvis Födder stode i hvert sit Rige, og som kun den ukjendte Dverg, der steg op af Havet, kunde slagte (I. S. 145—6), modsættes Wæinös Oxe, hvormed Wæinæmöinens Svend Sampsa plöier Frugtbarhed udover al Jorden (II. S. 113).
Den der förer Pohjafolket til Kamp og ved sin Koglemagt styrer Riget, er egentlig Louhi, den frygtelige Frue, med lange vidtstaaende Tænder; hun styrer lige godt Skibet med de tusind Mænd ved Aarerne og tusind ved Vaabnene, og flyver som en Drage, Aarerne ere Vinger og Roret Stjert, alle Kjæmperne bærer hun paa den. (II. S. 103. 106—7) sml. Ahtis Moders Flugt (I. S. 92). Men og i en Lærkes eller Siskens Ham kan hun besörge sine Ærinder, og, naar hun vil, være en venlig, veltalende Værtinde. Hendes Datter er den deilige Pohja-Mö, som fik Ilmarinen. Hendete Husfolk ere Mænd med lange Snuder, stolte Kjæmper, Koglesangere, Seere, Spillemænd, Spaamænd og Troldkarle, "som med törre Halse drikke af Laplands brede Vig" (I. S. 60–61). Kogleriet i Pohjola har en fælere Charakter end det sædvanlige: tre lapske Troldmænd sade nögne paa en Sten paa Jorden en Sommernat og koglede mod Lemminkæinen (I. S. 55). Den höithædrede Smedekonst maa Pohja savne, der findes ingen Esse der (I. S. 49); men de mægtigste Lægemidler kunne hentes fra "den kolde By" (I. S. 38).
Dödens Bolig er "det dybe Manala" (Underverdenen) eller Kalma (d. e. Liglugt), behersket af Guden Tuoni, efter hvem det og kaldes Tuanela. Det ligger i Pohjola eller endnu nordligere, ved Nordens sidste Ende, paa Laplands Ödemark; Navnene paa disse Riger bruges ofte iflæng. Nedgangen til Dödens Grube gaaer gjennem Ildsöen, "den hellige Flods Hvirvel", ogsaa Turja- eller Rutjafossen,
- "Hvirvlen, som, af Luer syder,
- Gabet fraadende og rædsomt,
- hvori Træer brat nedstyrte,
- Graner rulle ned med Rödder,
- Fyrrer med de rige Kroner". (I. S. 62. 116)
Lemminkæinen styrtes deri, efterat Tuonis Sön har Sönderhugget ham med sit Sværd, og skylles bort af Tuoni-Elven. Det er det Sted, "som sluger Mænd, drukner Helte udi Voven" (I. S. 13. 44). Almindelige Udtryk om Döden er at "synke til Manala, gaae til Kalmas Bolig" eller: "Tuoni tager ham" (I. S. 55. 99. II. S. 62. 132).
Tuoni beherskede et mægtigt og ubetvingeligt Folk, Manala-Folket, væbnede med Sværd og Spyd; dog dyssede Lemminkæinens Moder dem i Sövn ved at formaae Solen til at sende sine hede Straaler ned i den mörke Bolig (I. S. 92). Hans skjævmundede Datter havde krogede Jærnfingre, ligesaa hans Sön (I. S. 102). I Elven boede den för omtalte Kjæmpegjedde og den vældige Svane, og Fossen bevogtedes af en Mö, som Wæinæmöinen besværger at standse Faldets Hvirvel, at hans Skib kan stryge frit igjennem (II. S. 83).
Pohjolas og Kalevas Magter laae i en stadig Kamp med hinanden om Verdens Skatte, især om Sampo og Himmellegemerne. Dog var der ogsaa fredelig Samfærdsel, idet de gjensidig trængte til hinanden, Pohja til IImarinens Hammer og Wæinæmöinens Harpe, Kaleva-Sönnerne til skjönne Hustruer. Jeg havde önsket at gjennemgaae disse Kampe i Sammenhæng, men da Pladsen ikke tillader at gjöre det udförligt og tydeligt nok, har jeg foretrukket at indflette det Væsentlige deraf i Skildringen af de forskjellige Riger og Personer.
Fodnoter
- ↑ Den samme som Louhi (Ganander: Mythol. fennica).
