Omrids af den finske Hedentro - Wæinæmöinen
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Wæinæmöinen
Den ypperste af Kalevas Sönner, som og den ærværdigste og mægtigste Skikkelse i den hele finske Trosverden, er Wæinö, eller som han almindeligt kaldes: "den gamle trygge Wæinæmöinen", ogsaa Uvantolæinen eller Osmonen. Han er en Gubbe, stor i Visdom og Skjaldekonst, betvinger i Almindelighed enhver Modstand ved sine Tryllekvad, men förer dog ogsaa et uimodstaaeligt Sværd; han færdes mest til Sös, dog ogsaa i sin Slæde eller paa en fremkoglet Ganger, slaaer Harpen, saa hele Verden fortrylles, men er uheldig i Kjærlighed; han er den jordiske Verdens Skaber. Menneskene ere hans Æt (II. S. 119); de förste Menneskers Moder, "den ældste blandt Kvinder, som fem, sex Gange havde været fæstet til Hustru" nævnes eet Sted (II. S. 132). Hans Hædersnavne ere: Kave Ukko, Nordens Herre, den evige Sanger, den evige Seer. Hans Födsel og förste Bedrifter fortælles saaledes (1 Rune):
- Een ad Gangen kommer Natten,
- een ad Gangen lysner Dagen,
- ensom födtes Wæinæmöinen,
- den evindelige Sanger.
I tredive Aar laae han i sin Moders Skjöd, da kjededes han og bad til Solen, Maanen og Karlsvognen om Forlösning fra det trange Fængsel, om at faae Lyset at skue. Men da ingen hjalp ham, sparkede han selv Dören op og kravlede ud. Det var om Natten; næste Dag gik han til Smedien og smedede sig en Hest, let som et Halmstraa, som en Ærtestængel, besteg den, red gjennem Wæinögaardens Lunde, over Kalevalas Heder ud paa det vide Hav, Hingstens Hover vædedes ikke. En skjævöiet Lap — fra Pohjola — som nærede gammelt Had til ham, smedede sig en ildsnar Jærnbue, Ryggen af Kobber indlagt med Guld og Sölv, Strengen af Hiisi-Hestens Haar og forövrigt af vidunderlige Egenskaber: "der en Hest stod bag paa Ryggen, langsmed Skaftet sprang en Fole, "Kapo" hvilede paa Buen, og ved Tridsen laae en Hare"; med den gik han til Ildfossen, den hellige Flods Hvirvel, og lurede længe paa Wæinæmöinen. Endelig seer han ham ude paa Havets blaae Flade, lægger den i Hugormens Edder hærdede Pil paa Flitsbuen og sigter paa "Vandets Ven". Moderen, Hustruen, to Mennesker og to Naturens Döttre[1] bede, at han dog ikke skal skyde Wæino, som er en Sön af hans Faster. Dog skyder Lappen, den förste Pil farer for höit og er nærved at sprænge Himlens Buer, den anden for lavt, farer i Moder-Jorden, ned til Manala (Dödens Rige) og dets Aase ere nærved at briste, den tredie gjennemborer Hesten, saa Wæinæmöinen styrter i Havet, hvorhen Lappen, der mente at have fældet ham, sender en Forbandelse efter ham.
I otte Aar driver han om paa det aabne Hav: hvor han löfter sit Hoved, skaber han Öer, hvor han naaer med sin Haand, danner han en Odde, hvor hans Fod möder Bunden, graver han Gruber for Fiskene, hvor han standser, komme Skjær og Klipper frem, som Kjöbmænd sætte Liv og Skibe til paa, medens han for Fiskeren ogsaa signer de gode Pladser. Da kom en Örn fra Turjalandet, fra Lapland (Pohjola), söger fra Öst til Vest, fra Syd til Nord et Sted for sin Rede, og finder den paa Wæinæmöinens Knæ, som han lig en straabevoxen vissen Tue hævede over Havfladen, lægger sine gyldne Æg der og ruger. Den Gamle mærkede, at Knæet varmedes, rystede det, Æggene rullede i Vandet, og knustes mod Stengrunden; Örnen hævede sig i Luften. Da kvad Gubben blot disse Ord:
- Nu den nedre Del af Ægget
- til den lave Jord maa vorde,
- og den övre Del forvandles
- maa til Himlens höie Hvælving.,
- Hvad af Hvidt i Ægget findes
- maa som Sol paa Buen lyse,
- men det Gule udi Ægget
- maa som Maane Mörket splitte;
- Æggets andre mindre Stykker
- dannes maae til Himlens Stjerner.
Saaledes blev han Verdens Skaber, som han og kaldes Skaberen (2 D. 80. 148 S.); oftest betegnes dog ved dette Navn den omtalte överste Gud ved Himlens Midte, med hvem Wæinö og deler Navnet Ukko. Wæinæmöinen sörger dernæst som en Fader for sin Jord: han skikker sin Svend Sampsa, den unge Pellervoinen, ud at besaae Agrene med alskens Sædearter, at fremkalde Regnen, at lade Lyngen groe paa Hederne, Gran og Fyr paa Aasene, Birk og Eg ved Elvens Bredder, Hæg og Pil paa Mosen og Rönnen paa de hellige Steder; Sampsa plöier med Wæinos Tyr. Men da Egen, Gudetræet, voxer saa mægtigt, at det dækker for Solens Straaler, standser Skyerne og hindrer Væxten, lader han det fælde ved et mægtigt Væsen fra Havet, og udströer atter sin Sæd, der bærer hundredefold (24. Rune). Solen befrier han fra det Fængsel, Pohjas Frue havde bragt den i, og ledsager den paa sin Vandring med en velsignende Sang. Bedrifter, vi komme tilbage til ved Beskrivelsen af Kampen om Velstandens vidunderlige Mölle, Sampo, som Pohjolas Magter havde forhvervet sig, men Wæinæmöinen tildels gjenvandt.
Den gamle Wæinö var altsaa "Vandets Ven" (I. S. 7. II. S. 150), et Navn han oftere förer; og virkelig kunde man allerede af Skildringen af Skabelsen slutte, at hans Væsen var en Havguds. Vist er det, at han helst færdes paa Havet, i Modsætning til Ilmarinen, hans Broder, som ikke ynder det. Det sees tydeligst, da de begge fare omkap til Pohjola for at frie til den deilige Mö (12. Rune), Wæinæmöinen paa sit Skib, "med Master som Fyrrer paa en Bjergaas, med Seil som Fjeldets Graner," Ilmarinen derimod tillands i sin Slæde. Men Pohjolas Mö vil ikke have "en Sömand og en alderstegen Gubbe, Havets Storme forstyrre Sindet, Vaarens Iling skader Hjernen". Saaledes ogsaa da han og Ilmarinen drage ud at hente Sampo (21. Rune); Broderen har allerede faaet ham overtalt til at kjöre, da hörer han sin Snekke græde over, at den aldrig skulde drage i Orlog, men raadne paa sin Tömmerplads, og kan ikke betvinge sin Lyst til at bestige den. Ilmarinen frygter Stormene og Döden paa Havet, men den Gamle svarer: "Sikkrere tillands er Færden, sikkrere men meer besværlig, saare meget mere bugtet; og det er en Fryd for Baaden, naar den stryger ud paa Havet, fölger langs de store Fjorde, naar den gynges ret af Stormen, vugges let af Vestenvinden, föres frem af Söndenblæsten" (II. S. 75). Da Pohjas Sönner ville formene ham Overgangen over Elven, sætter han sig paa en Gren, piber ad en Vind, roer med de flade Hænder og seiler saa over Elven (II. S. 149). Hans Hest beskriver han som uendeligt bedre end enhver anden, "den har en Sö af det klare Vand paa Ryggen, æder Hö fra Kilden, drikker Vand fra Skyen" — den er vel selve Bölgen (II. S. 192). Tilsös er han altsaa ret hjemme og "med sin Snekke henter han Skatte" (I. S. 132), men det maa dog ikke oversees, at er han end "Vandets Elskling" er han dog ogsaa "Landets Prydelse" (I. S. 124); og udgaaer end fra Vandet hans skabende Magt, som og Vandet er det ældste af de tre Elementer (Vandet, Ilden, Jærnet (I. S. 28), saa er det dog over jorden, han siden altid udbreder sin Velsignelse. Skulde jeg under Eet angive hans Væsen, vilde jeg helst sige: han er en Herre for et Folk, der boer ved de fiskerige Fjorde, paa ryddede Odder ved Havets Kyster og lettest kommer frem tilsös.
Wænæmoinen er altsaa först og fremmest den ypperste Sömand: hans Skib skyder sig selv af Stablen, finder Veien uden Ror, löber uden Vind, uden Aarers Hjælp (21. Rune). I Almindelighed kvæder han dog selv Vinden frem, tager sin Plads ved Roret og styrer sikkert gjennem enhver Fare. Drager han ud at fiske, er Medestangen af Kobber, Linen af Guld og Sölv, Krogen af Jærn (II. S. 202). Besee vi dernæst hans aandelige Væsen, saa er han den ypperste Vismand. Det maatte han være, da det var ham, der "udhulede Havet", som ovenfor omtalt, "maalte Markens Sletter, dækkede Höiderne med Muld, opstablede Bjergene, og selv tredie (som vi siden ville see) deltog i at opsætte Himmelhvælvingens Stötter og udströe dens Stjerner" (II. S. 189). Men desuden besidder han i höieste Maade den Art Visdom, som er saa eiendommelig for Finnerne, og som med et oldnordisk Navn kunde kaldes Galder; da den imidlertid dog er noget forskjellig fra vore Forfædres Runesang, vil jeg hellere kalde den Koglekvad. Den bestaaer i, med Besværgelsessange at faae Magt med enhver tænkelig Gjenstand, fremmane hvad man trænger til, afvende Faren, betvinge Modstanden. Det Eiendommelige ved denne Konst er, at Sangeren veed at gaae tilbage til den paagjældende Gjenstands förste Oprindelse; er denne först funden, kan han i Sangen gjennemgaae hele dens Udvikling og saaledes tilbunds faae Magt med den. Men lykkes det ham ikke at udfinde Tingens Oprindelse, er Koglekvadet forgjæves, han kan da hverken gjennemskue eller betvinge Modstanden. Denne Idræt er forövrigt ikke egen for den gamle Vismand, næsten ethvert Væsen i den finske Trosverden benytter sig med fortrinlig Dygtighed af den. Men Wæinæmöinens Fortrin er det, at saatidt hans egen Kundskab brister ham, veed han at söge den, i hvilken Verdens Afkrog den end er skjult. Jeg vil anföre det mærkeligste Exempel. Han tömrer paa sit Skib og sammenföier det med Koglekvad; da brister det ham paa to vigtige Ord, hvormed Agterstavnen skulde befæstes. Han skyder först en Hoben Svaler, Svaner og Gjæs forat finde Ordene paa deres Hoveder og Skuldre, men forgjæves. Bedækker dernæst Jorden med slagne Rener og Egerner, for at söge under deres Tunger, paa deres Læber, men finder intet. Saa drager han til Hiisi's Bolig, det dybe Manala (Dödens Rige), kommer over den gyselige Tuoni-Elv, bliver vel modtaget og gaaer om Aftenen til Hvile. Hen om Natten spinde Tuoni's (Hiisi's) Sön og Datter, de jærnfingrede, et Jærnnet paa tusind Favne og udspænde det langs Elven, at Wæinö i al Evighed ikke skulde slippe. Men han vælter sig som en Sten i Vandet, slynger sig som en Edderorm gjennem Nættets Masker, og raader derefter den yngre Slægt aldrig at söge Kogleord i Manala (9. Rune). Derefter söger han til en endnu bedre Kilde, det er hans Stamfader, den gamle Kaleva, Antero Wipunen, der, kyndig i Sange, længe har hvilet död i Jorden, "Aspen voxte paa hans Skuldre, Birken opsteg fra hans Tinding, Ellen hæved sig fra Kjæven, Vidiebusken under Skjægget, Egern-Granen op fra Panden, Fyrren fra hans Tænder, Födder." Veien til hans Leie var vel ikke god, den gik först over Kvinde-Naales Spidser, saa over Mænds hvasse Klinger, endelig over Eggene af Heltes Öxer; de Snarer havde den Gamle udlagt. Sönnen steg imidlertid over dem, efterat Ilmarinen havde smedet ham Skoe, Handsker, en Skjorte og en Stang, alt af Jærn; fælder Træerne og driver Jærnstangen ind i Kjæften paa den Gamle, saa det hviner. Da vaagner Kaleva, slaaer Gabet op og sluger sin Ætling, der nu gjör sig det bekvemt i hans Mave, ordner sin Skjorte til en Smedie, Ærmerne til en Blæsebælg, bruger Knæet som Ambolt, Albuen som Hammer og sin lille Finger til Tang. Hammeren begynder at klinge, Gnisterne fyge den Gamle op i Munden, Slaggen staaer ham i Halsen, det smerter ham, og han begynder at besværge, thi hundred Kjæmper har han slugt, men aldrig fundet hans Lige. Det gjælder altsaa at udfinde hans Oprindelse: er det en Syge, tilladt af Skaberen, vil han betroe sig til ham; Ukko vil frelse sin Sön, naar han opstemmer et Skrig, som lyder gjennem Jorden, gjennem Himlens sex, ja ni skinnende Laag; men er det et Onde, tinget for Penge, da skal han vel finde dets Moder. "Stig Havsgudinde op af Bölgen, kom Udörk med dine jærnklædte Kjæmper, hæv dig Jordens Moder, Sandets Ryttere, Kave, du Naturens deilige Datter, og ku disse Smerter. Vig, du Plage! fra min Lever; er du Kalma (Döden) fra Graven, da gaa til Ligenes Hjem, til Laplands Ödemark; er du vugget hid af Vinden, da flyv som Pilen, fyg som Gnisten; er du stegen op af Vandet, da driv til Nordens yderste Ende, og blink der paa Bölgen — tag Hiisis Hest, tag hans Sider, tag din egen Slægts Fartöi, il til dens Bo, der sendte dig, styrt Oxen ved Krybben, vrid Nakken om paa Hesten, grib Folkene i Benene og smid dem i Ilden, drei Ansigtet om i Nakken, rör Tarmene om i Maven — eller maa jeg ikke give dig for fælt et Hverv, saa æd Nadvere med en Fader, som græder, en Moder, som jamrer. Skynd dig, för jeg griber til mine Is-Handsker, til mine Ormevanter, mine BIodsuger-Kloer og tugter dig Onde o.s.v." Sangen er uendelig lang, bevæget af den vildeste Indbildningskraft, svulmende af de forfærdeligste Billeder, men den hjælper ikke, Sangeren kjender ikke sin Fjende. "Godt for mig er her at leve, nöisomt Tiden jeg fordriver", svarer Wæinæmöinen, og er ikke tilsinds at forlade ham, for han har hört saamange gode Ord, som ham lyster. Da aabnede Wipunen, som besad "en ubegrændset Visdomsmagt i Brystet, sin Sangkiste, sang Dage og Nætter efter hinanden; Ord svigte ham ikke, saalænge der er Sten i Klipper, Vand i Floder — Fortidens Visdomsruner, Ophavsord, sang han, saa Sol og Maane og Karlsvogn standsede, Ildfossen ophörte at bruse. Derpaa spyttede han Wæinæmöinen ud, og denne gik tilbage til sit Fartöi, forat tömre det færdig (10. Rune).
Endnu en Besværgelse maa jeg anföre, da den indeholder saa höist eiendommelige Forestillinger og dertil viser Fremgangsmaaden endnu tydeligere. Paa Hiisis Anstiftelse havde Wæinö hugget sig i Benet, og Blodet bruste saa skrækkeligt frem, at alle Floder svulmede op, ja det steg over Bjergenes Toppe, men han savnede nogle af de vigtigste Ord til at standse det. Han raadförer sig da med en koglekyndig Gubbe — ogsaa en Ukko-Sön —, der först spörger om Jærnets Oprindelse; Wæinö svarer: "Ældst af Brödrene er Vandet, mellemst Ilden, yngst Jærnet. I det store Törkeaar fortærede Ilden alle Lande og Vande, ene Jærnet skjulte sig i tre unge Möers Barm; de gjöde Melken paa Marken, den ene sort Melk, deraf kom det seige Jærn, den anden hvid, deraf det spröde, den tredie ildröd, deraf Staalet. Nu skjulte Jærnet sig i Mosens Kjær, paa Fjeldets Isse; Ulven skrabede, Björnen sparkede det op, dog födtes det ikke uden Ildens Hjælp; det bragtes i Ilmarinens Esse, som lod det sværge den Ed, at det aldrig skulde hugge sin Broder, saalænge der var Træ eller Sten at bide. Han hærder det nu, men Vand er ikke tilstrækkeligt dertil, han sender Mehilæinen (Kaleva Sönnernes Fugl) for at hente Honning af Græs og Blomster til at hærde Staalet i. Men Herhilæinen, Hiisis Fugl, hörer det og bringer lumskelig Öglens Gift istedet, og Ilmarinen benytter sig deraf. Det varer da kun en kort Stund, för "det stakkels Jærn" bryder sin Ed, "æder som en Hund sin Ære, hugger i sin egen Broder". Gubben synger en Klagesang derover, og er nu, da Ondets Ophav er tilfulde bekjendt, istand til at mane Blodet tilbage i Aarerne; han paakalder Lempo-Gudens (Hiisis) tykke Finger til at standse det, og kogler det til at staae saa fast som en Klippe paa Agerfuren, som en Fyr i Skoven; eller om det hellere vil röre sig, da at löbe gjennem Kjöd og Sener, ind i Hjærtet, der er dets Kjelder. Han paakalder Aarernes Gudinde, Suonetar, som spinder Aarer paa sin Kobberten, at hun skal bringe et Knippe af dem, Tuonis Sön, at han skal bringe rödt Garn til at underbinde dem. Han sender sin Sön til den kolde By (Pohjola) at hente Salver af ukjendte Urter, læger den Gamle og slutter med det mærkværdige Koglekvad: "Fra Guder komme Bistand, Hjælp fra Grundæmnets Mödre. Du aabenbare Gud, spænd selv for din skjönne Slæde, kjör med dine Heste gjennem Ben, gjennem Led, gjennem Kjödet, som er saaret, gjennem Aarerne, som er knyttede. Læg Sölv i Benets Gruber, Guld i Aarens Vunder, Blod, hvor Huldet er brustet o.s.v." Ogsaa disse Koglesange koge formeligt over af de særeste Skildringer, de eventyrligste Billeder, der gaaer gjennem dem — som gjennem hele den finske Poesie — en indbildningskraft saa dristig og dog sikker, at man ingen Forestilling kan gjöre sig om, hvor den vil hen, för man seer det (4. Rune).
I denne Jærnets Historie have vi en barnartig Skildring af den blodige Kamps Oprindelse, et Æmne, der i vore Forfædres Tro er Gjenstand for de skjönne og psychologisk rigtige Trossagn om Gullveig, Grottekværnen og Hjadningernes Uveir. Blandt Lemminkæinens Bedrifter ville vi siden træffe noget, der mere ligner disse.
Wæinæmöinen blev altsaa lægt ved det almægtige Koglekvad; men ellers viser han sig selv som Lægegud. Louhiatar, den gamle Skjöge i Pohja, födte ni Sönner, afskylige Sygdomme og Plager, og skikkede dem ud mod hans Slægt. Wæinögaardens Sönner sygnede hen af en ukjendt Smitte, Gulvene muldnede, Tagene raadnede. Den gamle evige Seer heder da en honningrig Kvast med hundrede Kviste, stryger dermed Smerterne bort, og maner dem i et Kvad, der ganske ligner den gamle Kalevas ned i Stenkjeldere og öde Dysser, paakalder Kivutar, Plagernes Moder, med Handsker af Plager, med Plageskoe, at hun skal sanke dem i sit Kobberskrin, koge dem i sin Kjedel paa Sygdomsbjerget, i hvis Tinde er boret et Hul ni Favne dybt, deri skulle de drives, Stenen jamrer ei af Smerte, om end usigelige Kvaler drives ned i den (II. S. 125. I. S. 40). Saa koger han med megen Konst en Salve i sin Gryde, tregange gjentages det, den hele trærige Skov gik med dertil, endelig blev Lægemidlet tilforladeligt og Folket smurt dermed; som sædvanligt paakalder han Ukko, den höieste Gud, at hans Hænder ville lindrende komme, hvor hans egne ikke kunne naae (25. Rune).
Man vil allerede have bemærket, i hvor nær Forbindelse Wæinæmöinens Visdom staaer med den egentlige Skjaldekonst. Dog kan denne ogsaa öves uden Hensyn til den koglende Magt, og "den gamle trygge Gud" er da "den ypperste Skjald", han er "den evige Sanger", og naar han synger, slaaer han sin vidunderlige "Harpe" dertil. Harpens Historie er fölgende: Da de tre Kaleva Sönner, Wæinö, Ilmarinen og Lemminkæinen gjorde deres store Pohjolatog, og deres Skib udfor Ildfossen strandede paa den uhyre Tuoni-Gjeddes Skuldre, fældte Wæinö "Vandhunden" med sit Sværd, og beseer dens Tænder og Ben, eftertænkende, hvad deraf kan dannes. Ilmarinen mener, at det er kun Skrab, men den Vise sammenföier det til en Harpe, bruger Tænderne til Skruer, tager Strænge af Hiisi-Hestens Haar, men Sangbunden af den hægbevoxne Dal, af den gjenlyds fulde Granskov. Da Strængespillet er færdigt, lader han det gaae rundt, til Gamle og til Unge, til Lemminkæinen og Ilmarinen, skikker det til Pohjola og til Kalevala, Svende og Jomfruer, Gifte og Ugifte vende og vrie det og forsöge at spille, men kun skjærende gyselige Toner gav det.
- "Glæden ei med Glæde enes,
- Spillet ei til Spil sig hæver."
Gubben vaagner paa Ovnen og raaber: "Hold op, det sprænger mine "Trommehinder! Om den finske Harpe ei bedre behandles, saa slæng den heller i Flodens Bölge eller bring den tilbage til Mesterens Hænder!" Harpen beder selv for sig og den bringes ham forsigtig tilbage. Den Gamle tvætter sine Tommelfingre, sætter sig paa Glædesstenen ved Stranden paa den sölverrige Höi, lægger Strængelegen paa sine Knæe, griber i Strengene og hæver sin Röst: "Hvo som for ei har fornummet Fryden af de höie Runer, ei til Harpens Toner lyttet, han maa komme for at höre." Da samles al Verdens Væsner om ham for at lytte: Fuglene flagre til, Ulven vaagner i Mosen, Björnen kryber af sin Hi og stiger i Fyrren, Skovens mörkskjæggede Konge, hele Tapio-Skaren kommer frem, Skovens Frue hvilede i sin Höitidsdragt i Ellens Klöftgren for at lytte. Örnen steg ned fra Skyen, Svanen op fra Fjeldsöen, selv Himlens Tærner, den ynderige Sol og den milde Maane tabte de gyldne Væverspoler af Haanden deroppe paa Himmelbuen. Alle Slags Fiske pilede og snoede sig frem; Ahto, Bölgernes graaskjæggede Konge hævede sig over Havfladen, og hans deilige Dronning kastede Guldkammen, hvormed hun udredte sine lange Lokker, sögte til Strandens Sten, lagde Bröstet mod Klippen, for at "lytte til det sælsomme Suomi-Spils Klang, parret med Sangens Toner." Ingen Helt var saa fast i sit Sind, at han ei fældte Taarer, fra Gubben til Barnet græd de, og fra selve den evige Sangers Öine rullede Taarerne mere svulmende end trinde Hjerpeæg, faldt paa hans Kinder, paa hans hvælvede Bröst, derfra paa de faste Knæer, paa Födderne, paa Marken, "Vanddraaberne trængte gjennem hans fem uldne Kjortler, gjennem sex gyldne Bælter, syv blaae Skjorter, otte Vadmels Tröier. Saa randt de i den blaae Strand, gjennem det klare Vand til Bundens Grus og bleve til Ædelstene for evigt at smykke Kongers Kroner. Den blaae Hvinand henter dem op fra Bundens Grus (22. Rune).
Harpen kunde ogsaa bruges til Koglekvad. Da de tre Guder naae til Pohjola, lokker Wæinö saa mægtige Toner frem af sin Harpe, at de spredte Sövnens Tyngde over det formastelige Folk, tager Sövnens Naale frem af sin Pung, og nedsænker "Hedningeskaren" i det skumle Sariola (Underverdenen). Derpaa bemægtige de sig det vidunderlige Skrin Sampo og seile bort. Men Louhi sender saa frygtelig en Storm efter dem, at Gjeddebens-Harpen reves ud af Skibet og sank i Bölgen, hvor Ahto bjergede den og förte den til sin fiskopfyldte Bolig (II. S. 102). I lang Tid savnede nu Guden sit Strengespil; da klagede han: "Herligt var det nu at spille, ud af Toner Glæden lokke, her paa disse trange Gaarde. Men min Harpe er forsvundet, Glæden flygtet bort for evigt, hen til Fiskens dybe Sale, Laxenes ujævne Stengrund; den af Athis Gjedder eies, af Wellamos Æt besiddes; sjelden Ahti fra sig giver, hvad han engang haver fanget". Han lader nu sin Broder smede sig en Rive af Jærn, Skaftet var 500, Tænderne 100 Favne lange, og opriver dermed hele Havet, men finder ikke Harpen. Da han sörgmodig vandrer hjem, hörer han en Birk græde, for den staaer saa ensom paa Heden, hvor Stormen slider den og Hyrderne hugge i den — den var bleven bleg af Sorg. Han ynkes, fælder Træet, og danner sig en Harpe, "en ny Sangbund for Glæden af den faste Birk". Koglede sig derpaa en Eg, som paa hver Kvist bar et Guldæble, og paa hvert Æble en Gjög; deraf tog han Skruer til Strengelegen. De fem Strenge snoede han af en Haarlok, han bad en fager Mö om, som sad i Dalen og sang for at fordrive Kvelden, til Solen bjergede sig, i Haab om at faae sig en Mage. Nu satte han sig paa Trappen til sin Gaard, slog Strengen og sang: "Lifligt jublede da Birken, klang da ogsaa Gjögens Guldskjenk, löd i Fryd Ungmöens Haarlok. Det samme Under gjentager sig: Klangen gik over hele Verden, Örnen glemte sine Unger, Skovens Drot dandsede, Fyr og Gran vandrede, rystede Kogler og Löv til Jorden, Blomsterne henreves af Kjærlighed, Dale hævedes, Höie sænkedes, Fjelde skjalv, Klipperne svared og Stubberne rörte sig til Dands. Det er en blid yndig Sang, den, der fortæller om den nye Harpe. (29. Rune).
Endelig da Wæinæmöinen ved Jesusbarnets Födsel vred og skamfuld forlader Landet, "efterlod han dog sin Harpe, og de höie Runesange, til en evig Fryd for Finland" (32. Rune).
Naar en Folkesanger anbefaler sine Kvad, roser han dem först forat de ere tagne "fra den gamle Wæinös Bælte, under Ilmarinens Esse, ned fra Kaukomielis[2] Sværdsod, Joukahainens[3] Bues Bane, fra det Inderste af Pohja, og fra Kalevalas Heder"; dernæst sang hans Fader dem, medens han tælgede sit Öxeskaft, og hans Moder, medens hun snurrede sin Ten; endelig sankede han dem, medens han som Dreng gik bag Hjorden, af Skovens Grene, af Lyngens Tuer, de honningrige, af alle spæde Skud; bandt dem i et Nögle, bragte dem hjem i sin Slæde — længe var hans Sang i Kulden, nu lösner han Knuden paa Enden af Bænken under den vidtberömte Tagaas. Det er en ægte finsk Betragtningsmaade, at Ordene baade kunne samles fra udvortes Gjenstande, og omvendt igjen frembringe saadanne. Nogen fornuftig Adskillelse af det Aandelige og Legemlige kjender dette Folk ikke til. Iövrigt behöves ikke engang Ord til det Kogleri, hvormed enhver Ting, baade store Bedrifter og Hverdagsgjerninger udrettes. Kommer en finsk Gud hjem fra Reisen og kjörer ind i Gaarden, slaaer han blot et Knald med Pidsken, det giver en lille Damp, deraf fremstaaer en Mand, som spænder fra (I. S. 59). Möder en Troldbjörn ham, griber han i Lommen efter lidt Uld, triller det mellem Fingrene, der fremstaaer en Faarehjord, som han slænger i Kjæften paa Björnen (II. S. 16). Kjæmpe To med hinanden, kogler den ene en Sö frem forat drukne den anden, den anden en Oxe for at drikke Vandet, den förste igjen en Ulv for at æde Oxen, den anden en Hare for at sluges af Ulven, den förste igjen en Hund for at jage Haren, den anden et Egern forat springe paa Bjelken, at Hunden kan gjöe efter den o.s.v. o.s.v. (II. S. 20). Saadanne Exempler forekomme som sagt i rigelig Mængde i hver Sang. Blot til sin Fornöielse "for at öve sin Visdom", kvæder Wæinö, medens han farer afsted i sin Slæde, en Gran med gyldne Grene frem, og Maanen og Karlsvognen ned at sidde paa Grenene (I. S. 43). Kogleriet er en skabende Kraft, ethvert Væsen besidder den, men i höieste Grad Wæinö og Louhi, Pohjolas Frue. Hende overvinder han tilsidst ikke ved Kogleri, men ved at svinge sin vældige Aare imod hende.
Endnu en Egenskab maae vi fremhæve hos Wæinæmöinen, skjönt han sjeldnere griber til den. Han er den ypperste Stridsmand. Hvorledes han med sit Sværd fælder Pohjas uhyre Fisk, paa hvis Skuldre hans Skib var strandet, og mod hvis Skjæl baade Lemminkæinens og Ilmarinens Klinger vare brustne, have vi alt omtalt (II. S. 85). Det samme er Tilfældet, da Louhi i Skikkelse af en Örn med hundred Mænd under Vingen, tusind jærnklædte Kjæmper paa Halen, slog Klo i hans Skib. Ilmarinens Sværd prellede af paa hende, men Wæinö tager ikke engang til Sværdet, han knuser hende med Aaren (II. S. 108). Endnu bestemtere fremhæves hans Overmagt i Kampen, da han for at befrie Sol og Maane, som Louhi havde koglet ind i Staalfjeldet, trænger ind i Pohja-Gaarden og udfordrer hele Pohjafolket til at maale Klinge med ham. Hans befandtes at være den længste, vel kun saameget som et Kornfrö, men efter den da gjældende Ret, tilkom derfor ham det förste Hug. De træde ud i Gaarden, stille sig mod hinanden, og i det förste Hug meiede han Hovederne af dem som Kaalhoveder. Men hans Sværd var og vidunderligt: "Maanen lyste höit paa Spidsen, paa dets Hjalte glimred Solen, Hesten vrinskede paa Eggen, Katten mjavede paa Knappen, Hundehvalpen laae i Skeden". Ilmarinen havde smedet ham det (II. S. 151). Ogsaa sin Bue roser han for at være trefold bedre end Joukahainens, Havgudens mægtige Sön (II. S. 191). Endelig færdes han paa Skier og blæser herligt paa sit Jægerhorn (II. S. 160-1).
Kun i een Idræt maa han til sin bittre Sorg altid staae tilbage, han kan ikke vinde Kvindens Gunst. Hos Pohjas deilige Mö faaer han haanligt Afslag, saa stateligt han end melder sig som Frier; han maa ovenikjöbet synge ved Brylluppet, men raader da og sörgmodig den yngre Slægt til aldrig at frie omkap med Ilmarinen (II. S. 133. 143). Og da denne, som fik hende, efter Tabet af sin Hustru, havde smedet sig en gylden Jomfru, men ikke var istand til at opvarme hende, flyer han Broderen den kolde Mö "til en Mage for hans Livstid." Men det hjælper ikke den Gamle, han dækker sit Leie med fem-sex uldne Tæpper og gode Björnepelse, den ene Side var hed nok, men den, som vendte mod Magen, var og blev kold som Is. Bedrövet raader han den yngre Slægt til aldrig at indlade sig med en Guldmö (20 Rune). Endelig synes dog Lykken at smile til ham: han har overvundet Joukahainen i Visdomskamp, og vil ikke tage anden Udlösning fra Koglemagten end hans Söster "til en Stötte paa hans gamle Dage". Moderen glæder sig, da hun hörer det, hun har længe önsket sig saa stor en Mand til Svigersön, men Pigen, som den Gamle træffer i Skoven og byder alle Herligheder, naar hun ikke vil tænke paa yngre Mænd, kaster grædende alle Smykker fra sig og styrter hjem: "hellere vil hun være Torskens Söster og faae Haaret kjæmmet af Gjedden end være en skröbelig Gubbes Stötte, pleie en Ovnens Nabo." Moderen pynter hende dog, men i hele sin Pragt styrter hun sig i Havet; og af Moderens Taarer svulmede Elvene, Fjelde hævede sig, Birke paa Fjeldene og i Birkene sade Gjöge, som gole: Elskov! Fæstemand! for Pigen, Glæde, Glæde! for Moderen. Wæinö drager ud at fiske, fanger den röde Lax og vil skjære den op, men den hæver sin Stemme, spotter ham for hans Daarskab, at han ei formaaede at vinde Ahtibarnet, Wellamos voveskyllede Mö, og smutter i Bölgen. Med sænket Hoved, med ludende Hue sukker han:
- "O du Joukahainens Söster,
- ak, om eengang end du kom!"
Det er en höist tiltrækkende Sang. (30—31 Rune).
Fodnoter
