Ophør med højes ødelæggelse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind I, s. 107

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Ophør med højes ødelæggelse


399. I Asmild Sogn er der et Steds Spor af en Høj opdynget af Sten, hvoraf der endnu findes mange.
   Om denne Høj fortæller man, at Bønderne førte Sten derfra mest til Viborg, hvor de solgte dem, indtil en Aften, da de vilde føre flere bort, viste sig en Træklods med et Hestehoved, hvilket afholdt dem fra senere lignende Forsøg.
Resen VI 129.


400. Norden for Kyge ligger et stort Bjærg, som kaldes Kyge Kuld; samme Steds siges der, at skulle været en Jættestue udi gamle Dage, eftersom Hullen udi Stenen er endnu at se.
   Allerøverst paa samme Bjærg begyndte én at grave efter Kobber eller andet saadant, og som han havde gravet en Dag, kom der en Røst til hannem om Natten og sagde:
   "Dersom du graver mere udi samme Bjærg, da skal dine Øjne gaa ud," og han gravet ikke mere.
   Hullen, som han gravet den første Dag, er endnu at se paa samme Bjærg.
(Indber. t. O. Worm.) Kieby, Villands H.


401. Paa min Faders Mark i Aakervar to Høje, hvori boede Underjordiske, og de Høje maatte ikke røres, ellers fornærmede man dem.
   Min Fader byggede en ny Længe, og saa skulde han have noget at fylde op med, navnlig i Loen, tog saa noget af den ene Høj, men da kom Naboen meget betænkelig til ham og sagde: hvordan han turde det?
   "Jo," siger min Fader,"jeg har sagt til de Underjordiske, at de kan flytte hen i den anden Høj, den skal jeg nok frede."
   Vi mærkede da ikke nogen Ulempe af det.
J. West, Voldby.


402. Lige vesten for Ny-Rybjærggaard har der ligget en bitte Høj, og der boede ogsaa Dværgfolk.
   Saa blev Højen sløjfet, men da kunde Folkene ikke være i Gaarden for de Bjærgfolk, de gik formelig i Flokke. Manden gik saa paa Akkord med dem og indrømmede dem en Stue i Østreenden af Salsen. Der var et Hul paa Muren, som skulde være der, og det var altsaa deres Indgang.
   A har set Hullet, og Folk var som rædde for at komme der forbi.
Peder Hansen, Grønning.


403. Min Fader fortalte, at der var Smaafolk i Kløvnhøj i Øster-Grønning, de løb omkring oppe paa Højen.
   Den Mand, der ejede Trehøje,som ogsaa ligger paa Øster-Grønning Mark, tog noget af Højen og førte hjem i hans Gaard. Saa om Aftenen da saa de, der sad en bitte Mand paa Kjeldevippen, og saa kom han og krøb ind ved Siden af Kakkelovnen. Manden spurgte, hvad han sad der efter.
   "For du har taget Taget af mit Hus, men naar du vil skaffe mig noget paa det igjen, saa skal a nok atter flytte ud."
   Saa tættede Manden ogsaa Hullet, tog Muld af hans Mark og gjorde Stedet jævnt igjen.
Niels Christensen, Grønning.


404. Der var en Mand der henne i Home,der hed Mikkel, han var altid vant til saa meget Mist paa hans Kreaturer.
   Saa en Dag gav han sig til at kjøre Foldtørv af en Høj, han havde paa hans Mark, og hjem i Møddingen.
   Men om Natten efter, da han allerede havde kjørt mange Læs om Dagen, saa kommer det til Vinduerne og raaber og siger:
   "Miggel, Miggel."
   Han svarer:
   "Ja, hvad godt?"
   Ja, han skulde tække deres Hus igjen, som han havde taget Taget af i Dag, de frøs.
   Nej, svarer han og siger, det havde han ikke gjort, han havde ikke taget Tag af nogen deres Huse.
   Jo, han havde taget Foldtørv af den Bakke.
   Ja, svarer han, han vilde ikke føre Tørvene tilbage, for han skattede og skyldte af den Høj lige saa vel som af det andet Ejendom.
   Saa svarer det igjen: Ja, hvad Skat der gik af det, det kunde han sige, for det vilde de nok betale.
   Men han vidste jo ikke, hvad Skat der gik af den Høj.
   Ja, han skulde i alt Fald tække deres Hus, ellers gik det ham galt.
   Anden Dags Formiddag tog han sig ogsaa for at tage og kjøre noget paa Højen igjen og jævnede det og gjorde det i Stand.
   Saa for Eftertiden hver Morgen han kom op, var der prikket et bitte fint Hul paa en Rude i et Vindue i hans Storstue, som en Firskilling kunde gaa igjennem, og saa laa der en Firskilling hver eneste Morgen i Vinduet. Det var jo til hans Udgift af Højen.
   Saa var det en 3, 4 Dage efter, da han en Dag laa og sov hans Middagssøvn, da kommer det til Vinduerne og raaber:
   "Miggel, Miggel, dit Føløg, der staar her norden til, det er kommet galt i Tøjret, og det er ved at dø."
   Han kom op i en Fart og fik Øget reddet, og det kom sig igjen, endda det var meget medtaget.
   Nogen Tid efter havde han atter et Føl, der var kommet galt afsted, det var kommet ned i en Grøft, og laa paa Ryggen og var omtrent omkommen. Det kom de ogsaa og fortalte ham, og saadan gik det, at han efter den Tid aldrig mistede nogle Heste eller Køer eller nogen Ting, for han fik det altid at vide, naar noget var galt.
Jens Peter Pedersen, Ilbjærge.


405. En Mand fra Hillerslev, Jens Jensby, begyndte at kjøre hjem af en Høj paa hans Mark, der kaldes Galgehøj.
   Da han havde kjørt et Par Dage, blev der saadan en Støj i Gaarden om Natten, som om der kom en hel Hoben Vogne kjørende ind i Gaarden, og der kom en bitte Mand ind til ham og gav sig til at klemme og plukke ham: om han vilde jævne den Høj igjen, for det vilde regne ned i deres Gryde. Det krimpede han sig ved og sagde nej. Saa tumlede de ham en Vending, men endelig rejste de den Nat.
   De kom igjen om anden Natten, og da var de haardere ved ham. Saa maatte han til at gaa ind paa at klæde Højen igjen, og siden har den ikke været rørt og ligger endnu udyrket.
   Det er nu sikkert nok, at han lagde grønne Stykker paa den, og en Karl, der tjente der, forsikrede godt nok, at der var Tummel i Gaarden.
Morten Overgaard, Kjelstrup.


406. Lidt syd for HillerslevKirke ligger tre Høje, Galgehøjene,og Manden, der ejede dem, hed Jens Jensby. Han tog sig for at sløjfe den største Høj og havde allerede kjørt noget af den bort.
   En Aften han kom hjem fra Tisted, sad der en lille Mand i graa Klæder ved hans Bord og spurgte ad, hvor længe han havde haft Skjøde paa Gaarden. Da Manden havde sagt det, svarede den Lille, at han havde haft Skjøde paa den i flere hundrede Aar, og dersom han nu ikke klædte den igjen, saa vilde det gaa ham ilde.
   Manden lagde sig det paa Sinde og lagde Grøntørv op paa den igjen, saa den staar urørt den Dag i Dag.
Lærer Hansen, Kaastrup.


407. Lars Møller i Vennebjærg kjørte hvert Aar to Læs Digetørv (Tørv, der graves af Agrene) op til en Høj, der laa lige vesten til Gaarden og lagde dem oven paa den. Der havde været tre Høje, men den ene havde han ført ud. Saa blev der saadan en Mængde Tusser i Gaarden, de Folkene kunde ikke være for dem, og for at blive fri for dem var det, han lagde de Tørv op. Der var jo Ellefolk i Højen, og for Eftertiden var de meget hjælpsomme mod ham.
   En Aften sagde hans Husholder:
   "Vi har ingen Gryn, Lars," men om Morgenen laa der en hel Skjæppe Gryn paa Loftet.
Else Havgaard, Em.


408. Min Aldefader grav i de Høje, vi har lige her norden for. Saa grav han saa mange Tusser op, og de var blanke. Men eftersom han smed dem op, saa blev de henne. Det er nu ikke Løgn. Saa kom han til nogle Ben, og da tykte han, der var ligesom noget, der klagede sig, og saa vilde han ikke blive ved at grave længere.
Thomas Andbæk, Lem.


409. I Hellegaard i Grynderup havde de kastet en Høj ud, som var vesten for Gaarden. Derved gjorde de Bjærgmanden husvild, og hansøgte nu ind til Gaarden, men opholdt sig mest i Stalden, hvor han rumsterede saa stærkt med Hestene, at de døde ved det. Folk kunde se ham gaa derind, men naar de saa efter ham, var der ingen, for han kunde gjøre sig usynlig ligesom andre Bjærgmænd.
   Saa rejste Manden over til Vindblæs til den kloge Kone, og hun gav ham det Raad, at han skulde grave Brostenene op udenfor Stalden og lægge noget ned derunder, som hun gav ham, saa skulde Bjærgmanden blive derfra. Raadet hjalp ogsaa.
Morten Jeppesen, Tovstrup.


410. En Mand tog nogle Foldtørv af Bavnhøjog kjørte hjem i hans Mønge. Det var Konen saa meget imod. Da kom der noget til Vinduet om Natten og sagde, at han skulde føre Tørvene tilbage igjen, ellers vilde det bekomme ham ilde. Næste Dag førte han dem Ogsaa tilbage.
Mogens Kristensen, Guldager.


411. Foldtørv kaldes firkantede Tørv, ligesom de tages med Spaden, der lægges i Møddingen efter at være hakkede i Stykker.
   Paa Refsnæsvilde de en Gang hente Sten fra Kong Magnus Høj til at bygge med. Men hvad de byggede op om Dagen, blev revet ned om Natten, og saaledes vedblev det i længere Tid. Tilsidst blev de kjede af Legen og kjørte de Sten tilbage til Højen, som de havde hentet der. Og da de forskaffede sig Sten anden Steds fra, kunde de i Ro og Mag bygge, saa meget de vilde.
Lovise Hansen.


412. En, som hed Julius, ejede et Sted, som kaldes Siberien, og han gav sig til at grave Jord af en Bakke og fylde ned i en Lavning. Der træffer han en stor bred Sten, og den løfter han op, og saa finder han et dybt Hul ind i Bakken. Han kalder paa min Mand, der gik forbi, lige idet han havde løftet Stenen fra, og siger:
   "Kom herhen, Per Jensen, og se."
   Der var et dybt Hul, saa de kunde ikke naa Bund med et Stangjærn, og det var lavet, ligesom det kunde være en Skorsten. Saa siger min Mand:
   "Det er bedst, du lægger den Sten paa Hullet igjen, Julius, dersom det vil gaa dig godt."
   Siden traf han atter Julius og sagde til ham:
   "Hvordan gik det saa med det Hul?"
   Ja, han havde lagt Stenen paa. Der kom en Mand ind til ham om Natten og sagde, at hvis han gjorde mere ved Bakken, saa skulde han faa med ham at bestille, og saa lagde han Stenen paa.
   Mine Forældre havde bygget Huset og boede der en Tid, men flyttede derfra, for det de havde mærket noget der. De hørte, det brølte der, ligesom en Tyr eller et andet Dyr gik og brølte. Svippe-Maren sagde, at det Hus var kommet til at ligge paa et uheldigt Sted. Julius blev siden skilt fra Konen, boede der saa alene i længere Tid og hængte sig selv til sidst.
1906. Kristen Olesen, Ovrø.


413. I Vile boede for 50 Aar siden en Mand, som hed Knud. Han havde en Høj lidt vest for hans Gaard, og den kom han i Tanker om at grave ud. Han fandt ogsaa en Dag en hel Del Guld- og Sølvsager, men om Aftenen saa det ud, som hele Gaarden stod i lys Lue, og der dandsede en Masse af Ellepiger rundt om Gaarden hele Natten. Det gjentog sig nu hver Nat, indtil Knud lagde hele Skatten i Højen igjen, saa hørte det Spøgeri op.
Morten Jeppesen, Tovstrup.


414. Min Nabos Søn tjente nede i Lille-Brøndum, og der forsikrede han for, han havde set en Bjærgmand, en bitte lille en sidde oven paa en Høj. De tog Sten af Højen, men maatte lægge dem derop igjen.
Jens Gudesen, Siem.