På martyren Sankt Stefans dag
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
På martyren Sankt Stefans dag
Sermo de sancto Stephano martire
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
I går fejrede vi himmelkongens timelige fødselsdag, men i dag fejrer vi hans ridders lykkelige sejr i pinslerne. I går iklædte vores konge sig legemets klædning og nedlod sig til at komme her til denne verden fra en jomfrus skød, men i dag fór den sejrrige ridder til Himlens haller fra sit legemes teltbod. I går blev Kristus svøbt, men i dag blev Stefan iklædt udødelighedens skrud. I går tog en trang krybbe imod den lille dreng Kristus, men i dag tog Himlens rummelige hal imod Kristi ridder Stefan. I går blev Kristus født på jorden, for at Stefan i dag kunne blive født i Himlen. Kristus steg ned, legemliggjort i kødet, men Stefan steg op, helliggjort af blodet. I går sang englene med fornøjelse lovsang for Gud, men i dag optog de med glæde Stefan i deres skare. Vi blev forløst ved den højtid, som vi holdt i går, men ved den højtid, som vi holder i dag, bliver der vist os et eksempel at følge.
Den hellige Stefan blev udpeget til diakon af Kristi apostle, men fra at være diakon blev han Guds første blodvidne. Stefan kaldes Guds første blodvidne, fordi han led martyrdøden som den første efter Herren. Apostlen Peter valgte Stefan til diakon, og Stefan viste Peter et eksempel på standhaftig tro. Stefan fik et passende navn, for Stefan betyder pragt på vores sprog[1]. Og det er passende at kalde ham pragt, for han opnåede som den første martyriets pragt for Guds skyld. Stefan var opfyldt af Helligånden, og han så mod himlen og så Guds herlighed. Helligånden, der fyldte hans bryst, lod ham ikke se de jordiske ting, men snarere de himmelske. Lad os også bede om, at denne samme ånd måtte fylde vore hjerter, således at vi elsker de himmelske ting mere end de jordiske og længes mere efter de evige ting end efter de forgængelige.
»Jeg ser Himlen åben,« sagde Stefan, »— og Menneskesønnen stå ved Gud Faders højre side.«[2] Han kaldte Kristus for Menneskesønnen og ikke Guds søn, fordi han dermed afviste jødernes vantro — dem, som ikke troede på, at Jesus Kristus var genopstået fra de døde og var steget op til Himlen. Men hvorfor så han Kristus stå, når vores almene tro siger, at han sidder ved Gud Faders højre side? Vi véd, at dommerne skal sidde, men den, som vil hjælpe andre i kamp, skal stå. Vi siger, at Kristus sidder på Faderens højre side, fordi vi dermed siger, at han skal være dommer i al evighed. Men Stefan så ham stå, fordi Kristus viste sin ridder, at han skulle overvinde jødernes grusomhed. Stefan blev stenet, men Kristus holdt sit skjold over ham og beskyttede ham mod stenene. Men da jøderne stenede Stefan, da råbte han og sagde: »Herre Jesus! Tag du min sjæl!« Siden faldt han på knæ og råbte med høj røst og sagde: »Herre! Tilregn dem ikke denne synd!«[3]
Tænk over — gode brødre! — hvor stor en kærlighed Stefan besad. Stående bad han for sig selv, men da han faldt på knæ, bad han for sine fjender. Vi skulle også følge Stefans eksempel og elske vores venner i Gud, men vores fjender for Gud, således at vi kan opnå den evige lykke. Og den bøn, som Stefan bad for sine fjender, blev hørt af Gud, for Saulus, som stod alene og holdt øje med tingene, der tilhørte dem, der stenede Stefan, han omvendte sig til Gud på grund af Stefans bøn og blev apostel[4] og forkyndte troen for folk.
Jeg minder jer derfor om — gode brødre! — at den, som er god, efterligner Stefan og er vedholdende i det gode, mens den, som er ond, finder et eksempel at følge i Paulus’ forbedring. Den, som er god, holder sig renfærdig helt til det sidste som Stefan, men den, som er ond, må hurtigt vende sig bort fra det onde som Paulus. Den gode skal passe på ikke at falde, men den onde må prøve på at rejse sig. Den, som er ond, falder i ondskaben med Paulus, for at han kan rejse sig med ham i det gode, for Paulus faldt ned ond, men rejste sig op god. Han faldt som en grusom ufredsmand, men rejste sig som en berømt forkynder. Og nu er han forenet med Stefan i berømmelse i himlen, for han blev et lam efter at have været en ulv. Nu glæder Paulus sig sammen med Stefan og nyder Guds barmhjertighed sammen med Stefan og har fået del i det evige rige sammen med Stefan, for derhen, hvor Stefan fór, da han blev ramt af Paulus’ sten, derhen kom Paulus siden, ledt på rette vej af Stefans bønner. Dér skammer Paulus sig ikke over drabet på Stefan, men tværtimod glæder Stefan sig over samværet med Paulus, for næstekærligheden glæder sig i dem begge. Stefans næstekærlighed overvandt jødernes ondskab, og Paulus’ næstekærlighed bødede mange synder.
Næstekærligheden er kilden og ophavet til alle gode ting og et fortrinligt værn mod synder, og den er den vej, der fører til Himlen. Med sine bønner ønskede Stefan i hellig næstekærlighed at hjælpe dem, som han ikke kunne retlede med sin forkyndelse, for han elskede ikke alene sine fjender, når han bad for dem, men han elskede dem også, når han lastede dem for deres vantro. Den sande tålmodighed i den bøn, der besad revselsens retledning i forkyndelsen, rummede den selvsamme næstekærlighed. Og hans bøn blev hørt med ydmyghed, fordi irettesættelsen i hans forkyndelse ikke var uden kærlighed, for hvad enten han bad for sine fjender eller klandrede dem, så gjorde han det i begge tilfælde af kærlighed. For han søgte bestandigt at frelse de vildfarne, og han viste i bønnen, at hans revselse ikke skete af had, men tværtimod af kærlighed. Og da Guds vidne gjorde sådan, så viste han næstekærlighed mod dem, som levede dengang, og han efterlod et gavnligt eksempel for dem, der kom senere. Vær derfor — gode brødre! — urokkelige i gode gerninger, og vis hinanden næstekærlighed og barmhjertighed, sådan at I i lighed med Stefan kan se Himlen åben.
Og siden vi nu hørte fortalt om Stefans tålmodighed — gode venner! — så lad os nu vende blikket indad og tænke over, om vores næstekærlighed og tålmodighed over for vores venner og fjender ligner hans. For kun da gavner det os at holde helgernens højtider og at kende til deres liv, hvis vi forbedrer os ved at efterligne deres adfærd. Det er kendt, at ingen med rette kan undslå sig for at vise næstekærlighed. En mand kan sige, at han ikke er i stand til at faste eller våge eller til at opgive alle sine ejendele, men han kan ikke — medmindre han ønsker at lyve — sige, at han ikke kan elske sin næste, eller at han ikke kan tilgive de misgerninger, der bliver begået imod ham. Der kan være dem, som i tankerne siger: »Min uven har forbrudt sig meget imod mig, og han gør det fortsat, og derfor kan jeg ikke tilgive ham.« Enhver, der tænker sådan, husker på, hvad der er gjort af misgerninger imod ham, men han husker ikke på det, som han selv gør imod Gud hver dag. Og hvis vi tænker nøje over, hvordan vi forsynder os mod Gud, så vil vi ikke tillægge alt det, som vores næste gør imod os, stor betydning. Men jo mere vi tilgiver vores uvenner alt det, som de gør imod os, desto mere tilgiver Gud os vores synder, sådan som Vorherre selv sagde: »Hvis I tilgiver mennesker deres synder, så vil jeres himmelske fader tilgive jer jeres synder. Men hvis I ikke tilgiver dem, så vil Faderen ikke tilgive jer.«[5]
Den, som elsker sin fjende og tilgiver dennes misgerninger mod sig, han kan være tryg ved Guds lovning om, at han vil få tilgivet sine synder. Det er kendt, at den, der gør uret imod sin næste, han er forpligtet til at gøre bod og bede om forlig, men den anden er derefter forpligtet til at tilgive ham af hele sit hjerte. Men hvis den ene først gør uret, og den anden hævner sig ved at gøre en tilsvarende eller værre uret til gengæld, så har begge parter pligt til at gøre bod, og begge parter har pligt til at tilgive. Og den, som først gør bod over for sin fjende, men som ikke har voldt den første forseelse, han er lig Herren selv, som bad for sine fjender, da han blev ledt til korsfæstelsen og sagde: »Fader! Tilgiv dem denne synd, for de véd ikke, hvad de gør.«[6] Hvis vi elsker vores fjender og tilgiver deres misgerninger imod os, så bliver vi ikke alene Guds venner, men tilmed også hans sønner, sådan som han selv sagde: »Elsk jeres fjender, og gør godt imod dem, der hader jer. Og bed for dem, så I bliver sønner af jeres Fader, som er i Himlen.«[7]
Når den snedige frister[8] lokker folk til at blive uenige, så tilskynder han først den ene til at begå uret og den anden til at hævne misgerningen, og han vinder over den, som han først får lokket til at synde. Men hvis den anden ikke vredes over uretten, men lønner ondt med godt, så kan den gamle fjende[9] ikke sejre over ham, men tværtimod bliver han tilintetgjort af ham, som han tidligere havde overvundet, for når denne ser den andens tålmodighed over for uretten, da vil han, der voldte uretten, snart skamme sig og angre fuldstændigt og gøre bod. Hvis vi er tålmodige over for vores næstes misgerninger, så kan vi overvinde Djævelen og gøre os fortjente til at se Guds herlighed sammen med Stefan, hvis højtid vi fejrer i dag[10]. Måtte Vorherre selv, Jesus Kristus, nedlade sig til at tilstå os dette — ham, som med Faderen og Helligånden lever og regerer per omnia secula seculorum[11]. Amen.
Noter:
