Påskedagsprædiken
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Påskedagsprædiken
In die sancto pasce sermo ad populum
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Nu er vi — gode brødre! — kommet til den helligste højtidernes højtid, som vi bør glæde os allermest over og fejre på den vidunderligste måde, og hvor vi skylder Gud den største tak. Midt i denne nat steg Vorherre Jesus Kristus ned til Helvede og befriede Adam og alle de af hans slægtninge, som havde den rette tro og havde gjort sig fortjent til at blive befriet derfra. Siden rejste han sig med sjæl og legeme fra graven, da dagen gryede, og han viste sig for sine nærmeste og glædede dem, som ellers var sorgfulde og begræd hans død. En engel kom med flammende udseende og klædt i snehvide klæder og væltede stenen væk fra Herrens grav, og vagterne blev skræmt af den frygtindgydende engel og faldt om, som var de døde. Maria Magdalena og to af hendes navnesøstre var på vej hen til Herrens grav med duftende salver for at smøre hans lig. Og de kom til graven tidligt om morgenen, mens solen stod op, og de så Guds engel sidde til højre for graven, og de blev bange. Men englen sagde til dem: »I skal ikke være bange, for I søger den korsfæstede Jesus. Han er ikke her, han er genopstået. Gå hen og fortæl hans disciple og Peter, at han vil gå i forvejen for jer til Galilæa. Dér vil I få ham at se, sådan som han sagde til jer.«
Markus fortalte i evangeliet, hvordan dette skete ved Kristi opstandelse[1]. Og alt sammen er det symboler på vores tro og adfærd, såfremt vi ønsker at efterligne disse eksempler, for det er nødvendigt for os med en sådan eftertænksomhed, når vi hører om Guds jærtegn, at vi i nogen grad lægger os efter dem. Kvinderne kom med duftende salver til Herrens grav, og de ville tjene ham, mens han var død, for de elskede ham, da han var i live. Hvis vi tror på og elsker Kristi død og søger ham med de gode gerningers velduft, da er vi som kommet til Herrens grav med gode salver. Disse kvinder, der kom til graven med gode salver, fik engle at se, for de, som med duften af gode gerninger søger Herren, ønsker at kunne se himmelske ting.Ved solopgang så de englen ved graven, for når retfærdighedens sol skinner i vores hjerter, da vil vi være i stand til at forstå himmelske ting. Og det er betegnende, at englen viste sig på den højre side. Hvad symboliserer den venstre side andet end livet i denne verden? For ved Guds venstre side står dem, der elsker denne verden mere, end de elsker Gud. Men den højre side symboliserer det evige liv, for de, som elsker det liv, står ved Guds højre side på dommedag. Og fordi vor frelser havde overvundet dette livs dødelighed, da var det passende, at den engel, der bebudede hans evige herlighed, viste sig på højre side.
Han var klædt i hvidt skrud, fordi han varslede vores højtids glæde. På passende vis åbenbarede englen sig med et flammende udseende og klædt i hvidt. Ilden vækker frygt, men i lyse klæder er der mildhed. Og fordi Herren er mild mod de retfærdige, men skræmmer synderne, da åbenbarede vidnet til hans genopstandelse sig på passende vis med et flammende udseende og i hvide klæder, sådan at han ved selve sit udseende og sin påklædning fik de uretfærdige til at skælve, men trøstede de faste i troen, for de vantro vagter blev skræmt af den frygtindgydende engel og faldt om, som var de døde. Men da de kvinder, der var faste i troen, blev bange, da trøstede englen dem og sagde: »I skal ikke være bange, for I søger den korsfæstede Jesus.« Som om han rent ud havde sagt: »Lad dem være bange, som hænger fast i jordisk begær og ikke søger og heller ikke elsker de himmelske ting. Men I, som søger Gud i overværelse af jeres medborgere, behøver ikke være bange. Gå hen og sig til hans disciple og Peter, at han vil mødes med jer i Galilæa.«
Lad os se nærmere på, hvorfor Peter blev nævnt ved navn frem for de andre disciple. Peter havde fornægtet Kristus tre gange på én nat, og han havde ikke turdet følge med de andre disciple, hvis ikke englen havde nævnt ham ved navn. Men da han blev nævnt ved navn, blev han indgydt fortrøstning til at drage med de andre disciple til mødet med Herren. Det var et stort under, at Herren åbenbarede sig i Galilæa efter sin genopstandelse. Galilæa betyder overgang på vores sprog. Og fordi Herren var overgået fra døden til livet, fra kraftesløshed til herlighed, så åbenbarede han sig på pasende vis i Galilæa — det er i overgangen — for de er i stand til at se herligheden ved hans genopstandelse, som selv overgår fra laster til dyder og fra jordisk begær til begær efter det himmelske.
Og når vi i dag fejrer Vorherre Jesu Kristi genopstandelse — gode brødre! — så bør vi skabe overensstemmelse mellem vores liv og vores højtid og rejse os fra forgængeligt begær og jordiske ængstelser til himmelske tanker, for det er usømmeligt, at vi forfalder til jordiske ting, når vi fejrer himmelkongens højeste højtid. Han selv ernærer vores sjæle med sit kød og blod, og det er derfor nødvendigt for os at erkende og således fejre dette under med hellig tjeneste. Om helligheden af dette talte Moses i de gamle love: »I skal tage blod fra et lam og smøre det på begge dørstolper og på døroverliggeren ved jeres hus, og om natten skal I spise kødet — stegt over ild — sammen med ugæret brød og agersyre. I må ikke spise kødet råt eller kogt i vand, men kun stegt over ild. Hovedet og skankene og indmaden skal I svælge, og der må ikke være noget af det tilbage om morgenen. Men hvis noget bliver levnet, så skal I brænde det i ilden.«[2]
Alle disse ord giver os megen lærdom, hvis vi opfatter dem åndeligt. Vi får en bedre forståelse af, hvad dette lammeblod betyder, ved at indtage det end ved at læse om det i bøger. Og dette blod smører vi på begge dørstolper, når vi med legemets mund modtager Vorherres kød og blod, sådan at vi helhjertet elsker underet ved hans pinsler. Dette blod skal også smøres på tværbjælken over husdøren. Brystet er vores åndelige hus, for dér bor alle vores tanker. Dette hus’ døroverligger er den omtanke, der styrer alle vores gerninger. Og da smører vi lammeblod på tværbjælken over vores husdør, når vi samler vores tanker om at ihukomme Kristi pinsler i alle vores gerninger og at efterligne hans lidelser så godt, som vi formår. Og da smører vi lammeblod på tværbjælken over vores husdør, når vi i vores pande maler Kristi pinselsmærke, som giver os beskyttelse mod alle Djævelens fristelser. »Og I skal spise lammekødet — stegt over ild — om natten.« Om natten spiser vi lammekødet, for vi indtager nu Herrens legeme på den tid, hvor ingen kan se andres tanker. Men dette kød skal være stegt over ild. Det kød, som bliver kogt i vand, trævler, men det kød, der steges over ild, bliver fast. Vores påskelams kød blev stegt over ild, for Herrens legeme blev styrket til udødelighed af pinslernes ild, hvor han før var dødelig og kunne pines, sådan som David med Herrens egne ord sagde i salmen: »Min styrke blev hærdet som et kogekar af ler.«[3] Et kogekar er blødt ler, før det stilles i ilden, men det hærdes af ilden, indtil det bliver hårdt som sten. Herrens kraft blev hærdet som et kogekar af ler, for da hans legeme blev udsat for pinslernes ild, blev det styrket til udødelighed.
Men det er ikke tilstrækkeligt at indtage Herrens legeme og blod for at fejre højtiden rigtigt, for vi skal også gøre hellige gerninger, når vi modtager den hellige nadver. Derfor lyder det sådan i de ord, der følger: »Og spise ugæret brød og agersyre.« Den, som nærer sin sjæl med gode gerninger, der ikke rummer verdslig forfængelighed, spiser åndeligt set ugæret brød. Men den, hvis gode gerninger rummer verdslig forfængelighed, han spiser i strid med befalingen gæret brød sammen med lammekødet og ikke ugæret. Agersyren er bitter i munden, og den symboliserer legemlig afholdenhed. Og vi spiser ugæret brød med agersyre, når vi udmatter vores legeme med afholdenhed og hjælper vores medmennesker af kærlighed til Gud og ikke for at opnå andre menneskers ros. »I må ikke spise kødet råt eller kogt i vand, men derimod stegt over ild.« Det jødiske folk plejede ikke tidligere at spise råt lammekød, sådan at det var nødvendigt at forbyde dem det i loven. Men når lovens ord selv leder os bort fra en bogstavelig forståelse, så må vi finde en åndelig. Den spiser påskelammet råt, som tankeløst modtager Kristi legeme og blod uden at værdsætte det mere end et hvilket som helst andet brød. Og det, som vi tumler længe med i vores tanker, det koger vi, for det er en almindelig talemåde, at mennesker ‘koger’ de ting, som de tænker længe over. Men vi må ikke »spise lammekødet råt eller kogt i vand«. I denne sammenhæng symboliserer vandet den menneskelige og verdslige visdom. Og den koger lammekødet i vand, som med sin menneskelige fatteevne prøver at grave i miraklet ved Kristi menneskelige natur og tror, at han med sin forstand kan begribe, hvordan brød og vin og vand kan blive til Herrens kød og blod. Og når vi således ikke skal spise påskelammet råt eller kogt i vand, vil det sige, at vi ikke skal mistro eller med vores menneskelige forstand grave i det guddommelige jærtegns dybe symbolik. Vi skal stege lammekødet over ild — det vil sige, at vi skal tro urokkeligt på det, der fortælles i skrifterne, som er givet af Helligånden, og inderligt elske det mirakel ved Kristi menneskelighed, som vi tror på.
»Hovedet og skankene og indmaden skal I svælge.« Dette lams hoved symboliserer Herrens guddommelighed, fødderne hans menneskelighed. Indmaden symboliserer hans indre lære og den skjulte betydning af hans bud. Alt dette svælger vi, når vi med grådig kærlighed prøver at forstå Jesu Kristi guddommelighed og menneskelighed og hans lære. Men hvorfor skal vi svælge frem for at spise? Med disse ord irettesættes vi for vores sløvhed, når vi er for lade til at søge en forstandig tolkning af de hellige skrifter og kun uvilligt tager imod Guds lære, selv om vi får påbud om det. Men loven befaler os at svælge hoved og skanke og indmad fra vores påskelam. Det vil sige, at vi med grådig begærlighed skal søge den symbolske forståelse af Kristi guddommelighed og menneskelighed og den indre betydning af hans lære, for vi er forpligtede til at søge at forstå og opfylde alle Guds bud med så stor en umage, at intet er uforstået eller uopfyldt, når Herren kommer på dommedag. For sådan befales det i loven: »Der må ikke være noget af det tilbage om morgenen.«
Hele livet i denne verden er nat, for ingen kan se andres tanker. Men det er morgen, når Herren kommer — ham, der oplyser alle mørkets skjulesteder og åbenbarer alle sindets hemmelige tanker. Men det sker næppe og nok aldrig, at alle Guds bud bliver opfyldt eller forstået i dette liv, og af den grund giver loven os et råd, som vi skal benytte os af: »Hvis noget bliver levnet, så skal I brænde det i ilden.« Og når vi giver det, som vi ikke forstår i de hellige skrifter, i Helligåndens vold og beder Gud om at give os indsigt og ikke tolker tingene med vores egne tanker uden Helligåndens bistand, da brænder vi det af lammet, som vi ikke formår at spise, i ilden.
»I skal spænde bælte om lænderne og have stav i hånden og sko på fødderne og spise i al hast.«[4] Vi spænder bælte om lænderne, når vi holder os fra vrange legemslyster. Staven symboliserer hyrdens arbejde — det vil sige varetagelse af Guds hjord, sådan som præsterne skal tage vare på folk. Bemærk, hvordan det først bliver befalet at spænde bælte om lænderne og siden at have stav i hånden. For ingen har lov til at virke som præst, førend han kan afholde sig fra legemlig lyst, for når vi ikke selv ligger under for laster, da kan vi vise andre det gode eksempels vej. Sko er lavet af døde dyrs hud. Skoene symboliserer de afdøde forfædres eksempler, og fødderne symboliserer de gode gerningers gang. Og da har vi sko på fødderne, når vi med de afdøde forfædres eksempler i vores gerninger beskytter os mod Djævelens og onde menneskers fristelser, sådan som skoene beskytter fødderne mod torne og slanger. De hellige, afdøde forfædres eksempler vises os, for at vi kan forbedre os ved at efterligne deres gode gerninger, når vi ser den herlighed, de retfærdige mennesker har modtaget for deres anstrengelser.
Lad os ligeledes lægge stor vægt på det, der siges i loven: »Og I skal spise i al hast.« Vores tid er snart omme, og vi haster mod livets ende, hvad enten vi vil det eller ej. Derfor bør hver og en vende sig til Gud, mens han er i stand til det, for ingen véd, hvornår den tid kommer, hvor det ikke er muligt, selv om man gerne vil. Lad os da også spise vores påskelam i al hast — det vil sige, at vi ikke dag efter dag udsætter vores retledning og ikke gang på gang venter med at vende os til Gud. Lad os drage til Herrens grav med udsøgte salver — det vil sige at udsende de gode gerningers velduft i ihukommelse af hans død, sådan at vi kan møde ham i Galilæa — det vil sige i overgangen — når vi drager fra laster til dyder og fra denne verdens begær til himmelske tanker. Måtte Vorherre selv, Jesus Kristus, skænke os denne overgang og dette glædelige syn — ham, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer per infinita secula seculorum[5]. Amen.
Noter:
- ↑ Se Mark 16, 1-7
- ↑ Se 2 Mos 12, 7-10
- ↑ Velsagtens en udlægning af Vulgatas salme 21, vers 16. Se også Sl 22, 16
- ↑ Se 2 Mos 12, 11
- ↑ ≈ i al evighed
