Prædiken på dagen for Jomfru Marias himmelfart
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Prædiken på dagen for Jomfru Marias himmelfart
Sermo de sancta Maria
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Den hellige Jomfru Maria, Vorherres moder, var af den bedste herkomst og stammede fra Abrahams og kong Davids slægt. Hendes nærmeste frænder var retfærdige, og Gud havde skænket dem mange dyder, men de havde kun en ringe verdslig formue. Og så snart Maria kunne skelne mellem godt og ondt, gav hun straks Gud al sin kærlighed, sådan at hun vedvarende tjente Gud enten i bøn eller ved at tænke over profeternes tekster, eller også øvede hun gode gerninger. Som den første kvinde svor hun at leve i kyskhed, og det gjorde hun ikke ved at følges andres eksempel eller lære, men derimod fordi hun derved efterlignede Guds engle. Vel kan andre gode mennesker leve i kyskhed, sådan som Maria gjorde, før hun fødte Kristus, men hendes kyskhed er dog mere ophøjet end andres, for det er mere hæderfuldt at vise det bedste eksempel end at efterligne det. Men efter hun havde født Vorherre, da blev hele hendes liv mere helligt, end man er i stand til at efterligne og berette om. Og fordi hun påtog sig at tjene Gud mere, end buddene foreskrev og eksemplerne viste, så lod Gud hende nå længere i de gode gerninger end andre hellige mennesker. Alle de gode gerninger, som andre mennesker gør for Guds tilhængere, dem gjorde Maria for Herren selv. Andre mennesker giver de sultne mad og de tørstige drikke, men Maria gav Herren selv mad ved sit bryst og ved sit slid. Andre mennesker klæder de Guds trælle på, som fryser, men Maria iførte Guds søn sit eget kød og svøbte ham i klæder. Andre mennesker besøger dem, der sidder i fængsel, eller viser barmhjertighed over for dem, der bliver udstødt på grund af onde menneskers fjendtligheder, men Maria flygtede til Egypten med Vorherre og bort fra Herodes’ ufred. Og mens Vorherre var i denne verden, fulgte Maria ham, og han bibragte hende al den visdom og godhed, som et menneske kan lære og kende til — og det i langt højere grad end nogen anden helgen. Men selv om Gud tilstod hende disse ting, så var hun ikke storagtig, men tværtimod blev hun til stadighed des mere ydmyg i hele sin adfærd, jo mere hæder Gud skænkede hende. Gud sætter stor pris på dem, der for hans skyld lader sig pine af onde mennesker, men denne ære tilkommer dog Maria mere end andre, for andre mennesker blev pint på deres legeme, men Marias sjæl blev pint, da hun med sine egne øjne så, at Vorherre blev korsfæstet. Og man kan forestille sig, hvor stor en smerte det måtte volde hende at se sin eneste søn blive pint — ham, som hun havde fået med Helligånden, og som hun vidste besad hele guddommeligheden i det legeme, han havde fået af hendes kød — når man ser, hvordan det påvirker andre mennesker, som selv har ringe vilkår, at deres barn, som de har avlet i synd, bliver udsat for den mindste smerte. Og Maria elskede sin søn med en tilsvarende større og mere hellig kærlighed, som hendes søn var mere hellig end andre. Og man kan også forstå, hvor meget hellere hun ville udsætte sit eget legeme for alle pinslerne end at se sin søn blive pint, sådan som hun elskede ham meget mere end sig selv. Derfor er hendes pinsler større og mere hellige end andre menneskers, fordi hendes sjæl ved Herrens død blev udsat for en større smerte, end noget menneske kan føle på sin egen krop.
Efter Herrens pinsler og genopstandelse fulgte Maria Guds apostle, og særligt apostlen Johannes — hendes søstersøn — tog sig af hende. For mens Herren hang på korset, bad han Johannes om at tjene hende, som var hun hans egen moder.[1] Så længe hun var i denne verden, opholdt hun sig enten dér, hvor Kristus var blevet født, eller hvor han blev pint, eller hvor han steg til himmels, eller også drog hun frem og tilbage mellem disse steder for aldrig at glemme Vorherres store gerninger. Der fortælles ikke noget om, at hun udrettede mirakler i sit liv, for hele hendes liv var hævet over alle mirakler. Onde mennesker udretter såvel som gode mennesker af og til mirakler, men det, som onde mennesker besidder, fandtes ikke i Marias liv, men meget var mere helligt end det, gode mennesker opnår. Men dog er hendes mirakel mere helligt og hævet over alle helgenernes mirakler, for hun fødte Vorherre, som bevilger helgenerne alle mirakler og al barmhjertighed. Og alt det, som Gud har skænket os af nåde ved sin søns komme hertil, det skylder vi hende, for hun gjorde sig værdig til at høre englens ord og bud om, at hun skulle føde den til verden, som med sit blod udfriede os fra Helvedes kvaler. Men hvorfor sammenligner vi hende med andre mennesker, når hun var så meget nærmere guddommen selv, end andre mennesker var? Og de kom tættest på, som så Herren eller hørte hans ord eller opholdt sig i det samme hus som ham eller spiste eller sov sammen med ham. Men Maria var endnu nærmere, for hun bar ham i sit liv i ni måneder, og hele hans legemlige natur fik han fra hendes kød.
Og alle de ting, som var tættest på Vorherre, blev til helligdomme — sådan som den krybbe, han blev lagt i, da han var barn, eller hans klæder eller mange andre ting — og deraf kan man forstå, hvor hellig den jomfru var, som havde tjent Gud hele sit liv, og som i sin adfærd var mere lig Guds engle end mennesker, allerede inden hun fødte Vorherre, og som opnåede at være så tæt på Gud, at hun havde ham inden i sit eget legeme. Når nu selv en ting uden forstand kunne blive helliggjort ved at være i nærheden af Gud, så kan man forstå, hvordan et menneske kunne helliggøres af et tættere samvær med Gud, end noget andet skabt havde opnået, sådan som mennesket blev skabt i billedet af den hellige Guds treenighed, og alle jordiske skabninger skulle tjene det[2]. Men når vi er jordiske i vores adfærd, formår vi ikke at komme nær de himmelske ting i vores sind, medmindre vi finder eksempler i de håndgribelige ting, sådan at vi derved kan forstå det åndelige. Et eksempel på dette er, når solen skinner på glas i skyfrit og mildt vejr. Da lyser glasset op og opvarmes af solen, og strålen, der skinner igennem glasset, får sit lys og sin varme fra solen, men tager præg efter glasset. Solen symboliserer guddommen, glasset den hellige Maria og strålen Vorherre Jesus Kristus. Selv om solen skinner på glasset, er den lige så lysende på himlen som før, og dens lys aftager ikke. På samme vis var også guddommen hel og uformindsket i al sin kraft i Himlen, selv om den antog menneskeskikkelse her på jorden. Men glasset er transparent, så man kan se igennem det, som om der ikke var noget foran hverken solen eller de andre himmellegemer. På tilsvarende vis kan man se det himmelske liv i Marias adfærd, for hun havde altid så rene tanker vendt mod Gud, at der ikke kunne eksistere legemlige drifter i hendes krop, så hun mærkede aldrig begær, mere end lærredet mærker, at det bliver skåret i stykker. Derfor kunne hun passende føde Helligåndens søn, fordi hun i sit sind var så meget mere renlivet end andre mennesker, som glas er renere og mere gennemsigtigt end andre frembringelser. Og det tilkom Vorherre at blive legemliggjort gennem denne jomfru, der var så renlivet, at det kan sammenlignes med den stråle, der skinner gennem klart glas. Og selv om solen skinner på guld eller sølv, så trænger ingen stråler igennem det, for det er ikke gennemsigtigt. Sådan som guld og sølv er ypperlige ting, sådan har også mange hellige kvinder udvist en ypperlig adfærd, men alligevel var de ikke værdige til at bære Herren, for de havde ikke et tilsvarende rent liv som Maria — på samme måde som solens stråler ikke kan skinne igennem de ting, der ikke er gennemsigtige, selv om de er smukke at se på og har en god beskaffenhed. I godt glas er der både guld- og sølvfarve og alle de smukkeste farver, og sådan fandt man også alle de fortræffeligste dyder i Marias adfærd, så hun ikke alene levede et rent liv, men også besad al den godhed, som man kender til, og enhver af hendes gode gerninger overgår andre menneskers, sådan som alle farver fremstår mere klart i glas i solskin end hvor som helst ellers. Det glas, som er helt klart, symboliserer Guds engle, for det er det reneste og skæreste af alt — på samme måde som de gode engle er så hellige og rene, at de på ingen måde har tilsmudset deres natur. Når solen skinner på klart glas, går solstrålen igennem glasset uden at danne et billede, for glassset er ensfarvet og uden mønster. Sådan besidder også Guds engle guddommens strålende skikkelse i deres natur, men Gud kunne ikke antage menneskeskikkelse gennem englenes natur, for de har ikke noget legeme — på samme måde som solstrålen ikke danner noget mønster, medmindre det er på glasset. Det glas forekommer bedst, som har den allersmukkeste farve, og tilsvarende er den hellige Maria mere ophøjet end Guds engle, for hun er lige så ærbar som dem, men besidder tillige alle de menneskelige dyder. Derfor kunne hun passende være Guds moder, fordi hun var renlivet som Guds engle, men havde menneskelig natur, sådan at guddommen kunne opnå menneskeskikkelse gennem hende — og sådan havde Gud indrettet det fra begyndelsen: at mennesker skulle fødes af mennesker. Men strålen skinner igennem glasset og har både solskinnets glans og glassets præg — på samme måde har også Vorherre Jesus Kristus både guddommeligheden fra Gud og den menneskelige natur fra Maria. Men Maria varetog al sin godhed med ydmyghed, så hun aldrig blev skadet af hovmod, og hun sagde, at hun havde haft god gavn af sin ydmyghed, for Gud havde skænket hende så megen hæder. Og hun afholdt sig fra mange ting, mens hun var i denne verden, var altid stille og sagtmodig og havde Guds ære og jærtegn i tankerne og talte kun, når det var nødvendigt. Men alle apostlene var til stede ved hendes død, for hun døde, før de spredtes til forskellige lande.
Det fremgår ofte af sagaerne om helgener, at Guds engle åbenbarer sig i et lysskær ved deres død, eller at de, der er til stede, fornemmer en himmelsk duft eller hører skøn sang. Og hvis Vorherre Jesus Kristus ofte skænker sine trælle en sådan hæder ved deres død, så kan vi forestille os, hvor stor en hæder, han ville vise sin moder, som er alle helgeners dronning, ved hendes død. I modsat fald havde han ikke overholdt sin egen lov, da han bød enhver at ære sin fader og sin moder[3]. Derfor skal vi tro på, at Herren selv, Jesus Kristus, tog imod sin moders sjæl med al himmelsk hæder og velduft, og at man ved hendes død så og hørte al den herlighed, som mennesker overhovedet kan udholde at se og høre. Og hendes sjæl blev hævet op over alle engleskarer, og alle engle og helgener i Himlen bøjer sig for hende. Og hendes lig blev begravet i den dal, der hedder Joshafats Dal[4], og der blev siden opført en pragtfuld kirke dér til hendes ære, men nu findes hendes grav tom. Og fordi hendes lig ikke findes i graven, mener mange, at hun blev taget op til Himlen med sjæl og legeme. Præsten Hieronymus[5] siger tydeligt, at hun døde og blev begravet, men han siger ikke med vished noget om, hvorvidt hun genopstod i sit legeme kort efter sin død, eller om Gud skjulte hendes lig, for at syndige folk ikke skulle få det at se.
Højtiden ved Guds moders optagelse i Himlen[6] skænker englene i Himlen og menneskene på jorden en stor glæde. Og Herren sagde, at englene i Himlen glæder sig, når bare ét menneske angrer sine synder[7], og så kan man forestille sig, hvor stor en glæde det ville være for dem, at deres dronning og deres herres moder kom til dem. Menneskene på jorden er også pligtige til at glæde sig over den hæder, hun vises, for hun vil hjælpe alle, der dyrker hende, og hun kan hjælpe alle dem, som hun vil hjælpe. Og den dyrker Guds moder rigtigt, som indretter sin adfærd efter hendes eksempel, sådan at han ærer hendes søn for alle sine gode gerninger og lader hans kærlighed hindre sine vrange lyster. Og enhver, der gør sådan, kan opnå den hellige Marias forbøn over for Vorherre og hendes støtte imod alle Djævelens fristelser i denne verden og efter sin død være sammen med hende i himmelsk herlighed hos Gud og alle helgenerne.
Det er passende, at vi fejrer Guds moder Marias hellige optagelse i Himlen, for alle de gamle patriarker og profeter bevidnede hendes ære, og alle de retfærdige, der troede på Guds ord, længtes efter hendes fødsel. Og nu skal vi søge støtte og forbøn dér, hvor hun er, for hun er barmhjertig og sagtmodig og overbærende og ydmyg, og næst efter Gud skal vi påkalde hende, så hun kan bede den almægtige Gud om at tilgive os vores synder og styrke os til at vogte os imod synder, sådan at vi kan være med Gud og Gud med os per omnia secula seculorum[8]. Amen.
Noter:
- ↑ Se Joh 19, 26-27
- ↑ Se 1 Mos, 1, 26
- ↑ Se 5 Mos 5, 16
- ↑ Se Joel 4, 2 og 12
- ↑ Kirkefader, d. 420
- ↑ Jomfru Marias himmelfart er 15. august
- ↑ Se Luk 15, 7
- ↑ ≈ i al evighed
