Prædiken til allehelgensmesse
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
Prædiken til allehelgensmesse
In die omnium sanctorum sermo
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2024
Det fortælles i bøgerne, at den hellige pave Bonifatius[1], som var den fjerde[2] efter Gregor[3], lod en kirke i Rom vie til Guds og alle hans helgeners ære. Stedet havde før været brugt til offersted for alle djævle, og det forekom derfor passende, at man dér mindedes alle helgenerne, når al den djævelske smuds først var blevet fordrevet. Pave Bonifatius påbød hele kristenheden at højtideligholde denne dag ved begyndelsen af den måned, der hedder november, til Herrens og Sankt Marias og alle helgenernes pris og ære, sådan at man ved denne højtideligholdelse kunne rense sig for alt det, som menneskelig uagtsomhed havde besudlet ved forsømmelsen af andre højtider.
Men nu skal vi begynde med at nævne og dyrke og prise selveste den, som skabte alle helgenerne, og som alene er alle tings begyndelse og afslutning, alle skabningers skaber, én Gud i treenighed, én i guddommen, benævnt med tre forskellige navne: Faderen, Sønnen og Helligånden. Sammen med Gud — og næst efter Gud — er denne højtid helliget Sankt Maria, Vorherre Jesu Kristi moder, som bevarede sit hjerte og legeme så rent, at hun blev værdig til at høre englens ord og til at føde den sande Gud og det sande menneske af sit eget kød uden synd og veer.
Denne højtid tilegnes også alle de hellige engle, som blev skabt åndelige og ulegemlige ved denne verdens begyndelse for at tjene den åndelige og ulegemlige Gud. De findes i ni skarer, og det er engle og ærkeengle og kræfter, magtengle og høvdinge, styrere og stole, keruber — det betyder visdommens fylde — og serafer — det betyder brændende eller flammende.
Men denne højtid holdes dog ikke alene for englene, men også for alle de helgener, som var vores første patriarker, mennesker, der levede sædelige liv og besad stor legemlig styrke, de, som opnåede at se selveste Gud og modtog besøg af engle. Denne floks høvdinge var den retfærdige Abel og Enok, der blev hentet til himlen[4], Noa, Abraham, Isak og Jakob. Efter disse kom dommerne i henhold til loven, som Gud gav Moses, retdømmende mænd, som straffede uskik og understøttede retfærdighed og skabte fred for Guds folk og kæmpede med stor styrke mod Guds og egne fjender. Dernæst var der profeterne, som forudsagde kommende begivenheder, sådan som Gud selv åbenbarede det for dem: Kristi fødsel og pinsler og genopstandelse. Og han sendte dem ud for at fortælle folk om den udfrielse, som han havde bestemt, nemlig at frelse menneskene fra helvedes kvaler. Denne højtid er helliget alle dem, som vi nu opregnede — både dem, der var før loven, og dem, der var omfattet af loven.
Men nu skal vi berette om dem, som modtog barmhjertighed og opnåede at se Kristus i menneskeskikkelse og at høre hans forkyndelse og at blive styrket af hans mirakler. Den første af dem var Johannes Døberen, der som den første lærte mennesker at angre deres synder, og som banede vejen for Kristus i folks hjerter, og som levede et så ophøjet liv i ødemarken, at mange mente, at han var selveste Kristus. Vorherre gav ham det vidnesbyrd, at intet menneske, som var kommet fra en mand og en kvinde, var bedre end ham.
Endvidere er denne dag helliget de drengebørn, som kong Herodes lod dræbe vinteren efter Kristi fødsel, og denne helligdag tilhører dem sammen med alle børn, som er hellige hos Gud.
Også alle Kristi apostle og disciple har del i denne højtid, dem, som Herren selv valgte fra almuen og sendte rundt i verden for at lægge fundamentet for sin kristendom, sådan at deres forkyndelse blev udbredt i hele verden.
Denne højtid tilegnes også Guds blodvidner, dem, der afviste denne verdens liv og hedenske kongers befalinger. Nogle blev halshugget med sværd, andre brændt i ild; nogle blev druknet i vand, andre slået med stænger; nogle blev hængt, andre radbrækket; nogle blev sultet ihjel, andre blev flået levende. Men for alt dette modtog de evig hæder i himlen.
Desuden er denne højtid tilegnet de hellige biskopper og Kristi bekendere, som tilbagebetalte det lån, som Gud havde ydet dem, med tillæg, og de besad en sådan ihærdighed, at de med glæde ville udsætte sig for pinsler, såfremt Gud måtte kræve det.
På samme vis er denne højtid helliget eneboerne, dem, som vragede denne verdens rigdom og verdslig status og lukkede sig inde i trange klippehuler og holdt sig fra almindelig snak, for at de uafladeligt kunne hengive sig til bøn og tage sig i agt for alle tomme ord.
Ydermere holdes denne højtid for de hellige møer, der gik i den hellige dronning Marias fodspor og forkastede alle legemlige lyster for Guds kærlighed og hellere ville tjene den himmelske brudgom i enhver gerning end at tilsmudse sig med timeligt begær.
Vi tror på, at denne højtid er helliget alle dem, hvis sjæle lever på glædens steder, selv om deres legemer ligger i jorden, og deres hellighed hos Gud er ukendt for mennesker.
Men siden vi i dag fejrer alle helgeners højtid — gode brødre og søstre! — er det nødvendigt, at vi efterligner sæderne hos dem, som vi dyrker ved denne højtideligholdelse, for hvad nytter det at holde den ydre højtid for helgenerne på jorden, hvis ikke vores hjerter længes efter deres indre højtid i himlen? Hvis vi er Guds tempel, sådan som apostlen Paulus siger[5], da skulle vi jage al djævelsk ondskab og synd bort fra os, sådan at vores hjerter ikke bliver djævelens hov[6], men hellere Guds og alle helgenernes bolig. Hvis vi alene lægger vægt på hans kærlighed i alle vores gode gerninger, da vier vi et tempel til Gud i vores hjerter. Vi vier templet til Guds moder, hvis vi til stadighed bliver des mere ydmyge og tænker des mindre på os selv, jo større et lån vi har fået af Gud.
Vi vier templet til de ni engleskarer, hvis vi hver især adlyder Guds bud i den tjeneste, som vi er sat til, og ikke misunder den, som har fået et større lån end os selv. Vi vier templet til de hellige patriarker, hvis vi forstår og lever op til det åndelige værk, som de skabte i det legemlige liv. Vi vier templet til de lovlærde, hvis vi med retfærdighed følger den Guds lov, som er blevet os påbudt.
Det er tillige nødvendigt, at vi forstår at skelne rigtigt mellem godt og ondt, og at vi hele tiden holder fred og forlig med det gode, men kæmper imod synderne — det er at vie kirken til de hellige konger og dommere. Vi vier kirken til profeterne, hvis vi er opmærksomme på og frygter dommedags rædsler og vores dødsstund, sådan som profeterne forudså og fortalte om det, som endnu ikke var sket. Men såfremt vi frygter den yderste dom, så vil vi angre vores synder og bane vejen for Gud i vores hjerter — og det er at vie kirken til Johannes Døberen, der som den første lærte mennesker at angre deres synder.
Den vier templet til de hellige børn, som er ærlig og pålidelig, og som retter sig efter det, Herren sagde i evangeliet: »Den, der gør sig så ydmyg som en lille dreng, skal blive stor i Himmerige.«[7] Og såfremt vi ønsker at blive rige og store i Himmerige, så skal vi give de trængende vores rigdom her på jorden, for sådan vier vi kirken til apostlene ved at efterligne deres gavmildhed, da de fordelte værdierne lige blandt alle, sådan at ingen var rige, og ingen led nød.
Og vi fejrer Guds blodvidners højtid på passende vis, såfremt vi på nogen måde efterligner deres tålmodighed; de modstod tålmodigt smertefulde pinsler, og sådan skal vi med tålmodighed udholde vores næstes misgerninger. De overgav deres legemer til døden, og vi skal dræbe det vrange begær i os. Vi dyrker de hellige biskoppers højtid på passende vis, såfremt vi efterlever præsternes påbud, for med denne lydighed vier vi kirken i vores hjerter til de hellige biskopper.
Og hvis vi holder os fra unyttige ord og forfængelig glæde og bortjager stygge tankers støj fra vores sinds borg, så vier vi templet til munkene og eneboerne. Højtiden for Guds møer fejres på passende vis af den, som beskytter sit legeme mod det urene liv og sit hjerte mod åndeligt hor — det vil sige mod urene tanker. Og da vier vi templet til de helgener, som er hellige hos Gud, men hvis hellighed er skjult for mennesker, når vi gør sådanne gerninger, som behager Gud, men som mennesker ikke véd noget om.
Dette er en åndelig højtidsfejring og den sande pryd, som forskønner vores hjerter og legemer og fører Vorherre selv og hans engle og alle helgenerne ind i vores sind. Hvis vi på denne vis fejrer denne højtid for alle helgenerne, da vil de på dommedag nedlade sig til at gå i forbøn for os og være vores hjælpere over for Vorherre Jesus Kristus, som lever og regerer som Gud med Faderen og Helligånden per omnia secula seculorum[8]. Amen.
Noter:
- ↑ Bonifatius 4., pave 608-615
- ↑ Retteligt tredje
- ↑ Gregor den Store, pave 590-604
- ↑ Se 1 Mos 5, 24
- ↑ Se 1 Kor 3, 16
- ↑ ɔ: tempel
- ↑ Se Matt 18, 4
- ↑ ≈ i al evighed
