Præstedøttrene og Udliggermændene
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Præstedøttrene og Udliggermændene
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Paa Nordlandet boede engang en Præst, som havde tre Børn; Døttrene hed Sigrid og Helga, men Sønnens Navn fortælles ikke. Sigrid var den haabefuldeste af Børnene, hun var baade smuk og vel oplært. Præstens Søn pleiede hver Vinter at roe til Fiskeri paa Sønderlandet i en Tomandsbaad, hvis Formand var ugift. Det traf sig en Søndagmorgen, mens Præstesønnen fiskede paa Sønderlandet, at han laa vaagen i Sengen ved Siden af sin Formand. Denne siger blandt Andet, at nu kunde han nok have Lyst til at gifte sig, men at der ikke er nogen Pige her, med hvem han troer han kunde faae Mod paa at indlade sig i Ægteskab. »Hvis Du kommer til Nordlandet« , siger Præstesønnen, »da skal jeg skaffe Dig min Søster Sigrid, det er en haabefuld Pige« , siger han, »og hun er flinkere end min anden Søster Helga.« Det blev da en Aftale imellem dem, at Formanden om Vaaren skulde drage nordpaa til Høstarbeide med Præstesønnen. Denne udvirker, at han for en Tid faaer Høstarbeide hos hans Fader og for en Tid paa den næste Gaard. Nu lægger Folk Mærke til, at Sigrid kun giver sig lidet af med Formanden, som dog alligevel frier til hende, men faaer et bestemt Afslag. Siden kommer han da frem med sit Frieri hos hendes Fader, der ogsaa hører med megen Uvillie derpaa. Alligevel taler Præstesønnen saa stærkt for den Sag, at man om Høsten lod Sigrid drage sydpaa med Formanden. Præstesønnen følger dem Syd til Fjeldene, der forlader han dem. De fortsætte nu deres Reise sydpaa over Fjeldene. Da falder der en Dag en saa stærk og sort Taage, at den Ene neppe kan see den Anden. Formanden forsvinder i Taagen fra Sigrid, men dog forekommer det hende hele Tiden, som om der gaaer en Mand foran hende. Tilsidst vender denne Mand sig om imod hende, løfter hende ned af Hesten og bærer hende ind i et Huus, hvor han sætter hende ned i et Kammer, i hvilket der ikke findes Andet end en opredt Seng og et Bord. Derpaa gaaer denne Mand ud, og nu sidder Sigrid der alene. Da det lider hen mod Aften, kommer en ung Pige til hende med Spise, lader hende lægge sig tilsengs der og tager alle hendes Klæder. Sigrid havde ondt ved at sove, og først da det led ud paa Natten, fik hun et Blund. Hun vaagnede imidlertid snart op igjen, og da laa der en Mand foran hende i Sengen. Hun bliver saare ilde tilmode herved og skubber ham ud af Sengen, og han gaaer da ud af Værelset. Da foregjøgles hende alleslags Syner, saa hun bliver bange. En Dreng træder da ind til hende og siger, at det er ikke underligt, om hun er bange, og giver hende en Bog med de Ord, at hun skal lægge den paa sit Bryst. Hun gjør saa, og da forsvinde de onde Syner. »Lad mig nu see«, siger Drengen, »at Du ikke er slem imod min Broder« ; derpaa gaaer han sin Vei. Om Morgenen kommer Pigen med Maden og bringer hende Klæderne, men hele Dagen var Sigrid der alene. Om Kvelden bringer Pigen hende atter Mad og tager Klæderne, som forrige Gang, men taler aldrig et eneste Ord til hende. Om Natten falder hun i Søvn, men da hun atter vaagner, er der en Mand foran hende, som omslutter hende med sin ene Arm. Hun farer op, men Manden holder temmelig fast; da faaer hun fat i en Kniv, hvormed hun vil gjennembore ham, men ved dette staaer han op af Sengen og gaaer sin Vei. Nu foregjøgles hende alleslags stygge Skikkelser, men aldrig saasnart har hun lagt Bogen paa Brystet, før de forsvinde. Drengen kommer da atter til hende og siger, at det gjælder hendes Liv, hvis hun er slem mod hans Broder. Natten gaaer hen, og den næste Dag yder Pigen hende den samme Opvartning, som de tidligere Dage, bringer hende Mad og tager hendes Klæder om Kvelden. Den tredie Nat falder Sigrid i Søvn og sover længe, men da hun vaagner, ligger der en Mand foran hende; hun bliver dog ved at sove hele Natten, uden at bryde sig noget derom. Om Morgenen træder en Mand, iført en rød Kjole, ind til Sigrid og siger til hende: »Det er min Skyld, at Du er kommen hid, og det er min Hensigt, at tage Dig til Hustru; her er ikke andre Folk paa Gaarden end min Moder og mine to Søstre, som Du har seet, og min Broder hedder Thord. Denne Dal beboes af mange Mennesker, og jeg er deres Sysselmand.« Derpaa fører han Sigrid ind i et andet Kammer, hvor der ikke findes Andet end et lille Bord. Han trækker Bordskuffen ud, og den er da fuld af Fingerringe; af dem tager han een og sætter paa hendes Finger, hvorpaa han fører hende tilbage til det Kammer, hvor hun før opholdt sig. Nu fortælles der kun om deres Samliv, at de leve paa denne Gaard som Ægtefolk og at Sigrid synes ret godt om at være der; det var en stor Forskjel, tyktes hende, efter at hun fik Ringen paa Fingeren. Engang spørger Udliggermanden Sigrid, om hun ikke kunde have Lyst til at see, hvorledes det stod til hos hendes Forældre, og det vilde hun gjerne. Han fører hende da ind i et afsides Kammer, hvor der er en Brønd, giver hende et Glas og siger hende at holde det over Brønden. Da seer hun sin Faders Hjem, med alle Folkene paa Gaarden, og hvorledes det Alt har sig derhjemme Blandt Andet seer hun Formanden fra Sønderlandet ifærd med at trække hendes Søster Helga ved Haaret. Herover blev Sigrid meget bedrøvet. En Gang opdager hun, at Thord er borte fra Hjemmet nogle Dage, men bliver glædeligt overrasket ved at han en skjøn Dag vender tilbage med hendes Søster Helga. Thord var draget til Bygden, havde seet sit Snit til at faae fat i hende, og der blev et frydeligt Møde mellem Søstrene. Sigrid hørte nu, at forledent Aar, da de fik Taagen, var Formanden vendt tilbage og havde faaet hendes Søster Helga til Hustru, men de levede sammen som Hund og Kat. Nu længtes Sigrid meget efter at besøge sine Forældre, og hendes Husbond gav hende Tilladelse dertil. Han siger hende, at hun skal give dem Valget imellem, enten at drage hid til denne Dal, eller at modtage hans Hjelp derhjemme. Sigrid drager nu hjem, fulgt af Thord; hun kommer til sine Forældre, der tage imod hende med stor Kjærlighed, thi de vidste ikke bedre end at hun for længe siden var død. Sigrid fortæller dem nu, hvorledes hun har det samt Alt hvad der har tildraget sig, underretter dem siden om de Vilkaar, hendes Husbond byder dem, og de foretrække da, at drage til Dalen, med Alle deres. Thord fik Helga Præstedatter, men Udliggermandens Søster fik Præstesønnen, som vi før have talt om. Disse Folk nedsatte sig nu Alle i Dalen, og den blev siden til en Bygd, og dens Beboere bleve da ikke længere Udliggermænd. Man siger, at Dalboerne havde det godt lige til deres høie Alderdom og at deres Velstand tiltog Dag for Dag.
