Ridderen og elverkvinden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Ridderen og elverkvinden
Af ríddara ok álfkonu [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
Denne lille bog indeholder de skæmtehistorier, som den ærværdige herr biskop Jon Halldorson[2] fortalte for at underholde folk. Man kan kalde dem, hvad man vil, sagaer eller eventyr.[3]
I Tyskland var der en ridder, som for nylig havde taget arv efter sin far. Han var ugift og havde mange penge. Men han var ikke sparsommelig, og derfor blev hans midler snart bortødet. Han vidste knap, hvad han skulle gøre ved det, for han vil på ingen måde skære ned på de gilder, han holder. Han beslutter sig nu for at opsøge sine frænder og venner for at bede dem om at bidrage. De tager godt imod ham og hjælper ham, og i en tid fortsætter han, som han plejede. Men der går ikke længe, før han står i samme situation. Han drager atter hjemmefra i den hensigt at træffe sine frænder for at bede dem om hjælp.
Han rider alene af sted og kommer til skoven. Dér følger han den gængse vej, indtil han ser en lille sti, der drejer ind i skoven, og han følger denne lille sti, indtil han kommer til en lysning. Han ser dér en fager bæk, og ved bækken sidder der en smuk kvinde i fornemme klæder. Hun hilser ham og spørger, hvor han er på vej hen. Han besvarer hendes hilsen, men fortæller hende dog ikke om sit ærinde. Hun sagde: »Jeg véd, at du har til hensigt at træffe dine frænder for at bede dem om penge. Det får du ikke noget ud af, for de har det som de fleste andre, nemlig at de helst ikke vil punge ud uden at få noget igen. Nu var det bedre for dig at få dig en kone og få penge sammen med hende.« Han siger: »Jeg véd ikke, hvor jeg kan finde en kone, som jeg kan stole på.« Hun siger: »Vil du have mig, hvis jeg giver dig tilstrækkeligt med penge?« »Jeg véd ikke, hvor tilrådeligt det er,« siger han. »Gør som du vil!« siger hun. »Ja,« siger han, »— men først vil jeg møde mine frænder og høre, hvad de mener om det.« Hun bad ham gøre, som han ville, men sagde, at han efter hendes mening ikke ville få meget ud af det. »Hvor skal jeg finde dig,« siger han, »— hvis jeg vil tage imod dette tilbud?« »Her på det samme sted, når du er på vej hjem. Og hav da yderligere en hest med, så jeg med det samme kan ride med dig hjem.« Derefter skiltes de, og han drog videre for at træffe sine frænder.
Det går, som hun forudsagde, og de vil ikke yde ham hjælp. Han fortæller dem om en kvinde, som han har mødt, og hvad hun har tilbudt ham, og han siger, at han ikke véd, hvem denne kvinde er. De sagde: »Uanset hvilken kvinde det er, forekommer intet os mere tilrådeligt end at tage imod dette tilbud.« Og dermed drager han hjemad og kommer til den samme lysning, hvor han ser den samme kvinde sidde dér ved bækken. Hun hilser ham og spørger, hvordan det er gået. »Nærmest som du forudsagde,« sagde han. »Det var forventeligt,« sagde hun, »— men hvad vil du nu gøre?« Han svarer: »Jeg véd ikke helt, hvad der skal ske nu.« Hun sagde da: »Det er mest tilrådeligt at få sig en kone og dermed penge. Det, jeg tilbød dig, gælder stadig: Du gifter dig med mig, og så snart du siger til, vil jeg give dig penge, så du ikke mangler. Men hvad svarede dine frænder, da du fortalte dem, hvilke vilkår jeg tilbød dig?« »De frarådede mig ikke at tage imod pengene, uanset hvad vilkårene var.« »Det er fornuftig tale,« siger hun, »— for alle bliver målt på deres formue. Men er den hest klar, så jeg kan ride på den?« »Det er den ganske vist,« sagde han. »Nu må du træffe et valg,« siger hun, »— nu vil jeg med det samme ride med dig hjem, og det er mit ønske, at vores samliv hermed begynder.« »Sådan må det være,« siger han. Han leder derpå hestene frem og sætter hende på den ene. Og da de næsten var kommet hjem, sagde hun: »Vi bør drikke vores fæsteøl, når vi kommer hjem.« »Jeg véd ikke, om det vil være passende på grund af omkostningerne,« siger han. »Jeg skal skaffe midlerne,« siger hun, »— så der ikke mangler noget.« Og hun fandt på stedet en stor pung frem fra under sin kappe og gav ham den. »Tag først denne,« siger hun, »— og hvis du mangler penge, så sig det til mig, for da skal jeg give dig flere.« Han tager imod pengene, og så snart de kommer hjem, holder han fæsteøl for hende, og kort efter gifter han sig med hende. De er sammen i mange år. Han får fire børn med hende, to sønner og to døtre. Hun er en omgængelig og hjælpsom kone og venlig over for andre mennesker og gavmild med pengene. Hun holdt også, hvad hun havde lovet sin mand: Hvis han manglede penge til at erhverve jordejendomme eller til at købe noget, han gerne ville have, så tilvejebragte hun straks så stor en sum, som han havde brug for.
Nu går det en tid på denne måde, at de er sammen, og han er godt tilfreds med tingenes tilstand. Hun er omgængelig over for alle og optræder sømmeligt i folks øjne og kommer i kirken som andre folk og overværer tidebønnerne, men dog ikke messen; hun finder noget arbejde at gøre i stedet for at være til stede under messen, når evangeliet bliver læst eller under stillebønnen. Og ved nadveren er hun aldrig i kirken. Folk undrer sig over dette, og snakken begynder at gå.
Hendes førnævnte mand har en bror, der fungerer som diakon ikke langt derfra. Han har hørt om alt dette. Han får lyst til at træffe sin bror og drager siden hjemmefra sammen med sine tjenere, og da han ankommer til gården, er fruen hjemme, men herren er ikke. Hun tager imod ham og alle hans mænd med den største venlighed, leder ham til hans herberg og sørger for, at han får noget at drikke, og aftenen igennem opvarter hun ham høvisk og sidder selv sammen med ham. Han gør sig munter og ubekymret over for hende og overnatter siden på stedet. Tidligt om morgenen læser han sine tidebønner, hvorpå han lader holde messe for sig i herberget, men inden messen skal begynde, tilkalder han fruen og siger, at de skal holde messe og siden gå til bords. Hun siger, at det bestemmer han, og messen bliver sunget frem til evangelielæsningen. De stod ved siden af hinanden ved evangelielæsningens begyndelse, men hun gør sig klar til at gå, og han spørger, hvad hun skal. Hun siger, at hun har et ærinde, der skal ordnes. Han bad hende om at blive stående. Hun siger, at han bestemmer. Hun er til stede ved messen indtil efter stillebønnen, men da man er nået så langt, vil hun virkelig gerne ud. Han beder hende om at forholde sig i ro, men da helligsangen før nadveren er til ende, bliver hun urolig, og nu vil hun helt afgjort ud. Han griber nu fat i hende og lader hende ikke forlade messen, og han tager nu en stola, som han havde på sig, og kaster den om hendes skuldre. Ovenover dem var der et aftræk, hvor røgen kunne trænge ud fra stuen, og i det øjeblik under messen, hvor corpus Christi blev løftet, holdt hun sine døtre i hver sin hånd. Det så da ud, som om hun og begge hendes døtre fløj gennem taget dér, hvor røghullet var. Man så dem aldrig siden, og ingen vidste, hvad der var blevet af dem. Hendes to sønner levede videre og blev dannede og gode kristne, og de blev begge rige og udmærkede mænd. Deres far fik sig siden en anden kone. Der forlyder ikke noget om, at han blev påført nogen skade ved dette.
Og hermed slutter fortællingen om disse usædvanlige hændelser.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.
- ↑ Biskop i Skålholt, d. 1339
- ↑ Dette indleder en samling af småeventyr i håndskriftet.
