Ro og Helge

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Saxo Grammaticus
Danmarks krønike


oversat af
Fr. Winkel Horn


Ro og Helge


Halvdans Sønner vare Ro og Helge. Ro siges at have bygget Roskilde, som Kong Svend Tveskjæg senere udvidede og fik flere til at bosætte sig i. Ro var lille og spædlemmet, Helge høj og anselig. De delte Riget saaledes imellem sig, at Helge fik Havet at raade over, og han angreb og overvandt strax med sin Flaade Kong Skalk i Venden. Da han havde underlagt sig hans Rige, flakkede han om paa Havet vidt og bredt. Han var barsk og grum, men hans Letfærdighed var ikke mindre end hans Grumhed; han var saa hengiven til Ukyskhed, at det ikke er let at sige, hvad der brændte stærkest i ham, Overmod eller Løsagtighed. Ved Øen Thorø voldtog han en Jomfru, der hed Thora, og avlede med hende en Datter, som han senere gav Navnet Yrsa. Han overvandt ved Byen Stade Sachserkongen Syriks Søn Hunding i Slag, og derpaa æskede han ham til Holmgang og fældede ham, hvorefter han til Amindelse om denne Sejr antog Tilnavnet Hundings-Bane. Han fratog Sachserne Jylland og satte Heske, Eyr og Ler til Høvedsmænd over det. Han gav i Sachsen den Lov, at der skulde gives samme Bøde for en frigiven Træls som for en fribaarens Drab, som om han derved klarligen vilde give til Kjende, at i Tyskland var alle lige trællefødte, og at det stod lige slet til med alles Frihed der, saa at den ene ikke havde noget at lade den anden høre.

Da han en Gang igjen paa et Vikingstogt kom til Thorø, udpønsede Thora, som endnu stadig sørgede over sin tabte Jomfruære, et skammeligt Anslag til Hævn for den Tort, han havde tilføjet hende. Hun sendte nemlig med Overlæg sin Datter, der nu var mandvoxen, ned til Stranden og magede det saa, at hendes Fader fik legemlig Omgang med hende. Hvorvel han nu saaledes lod sig daare af en svigefuld Vellysts Tillokkelser, maa man dog ikke derfor tro, at han havde sat al Ære og Retsindighed til Side, thi i sin Uvidenhed om, hvem hun var, havde han en god og gyldig Undskyldning for sin Misgjerning, men hvad skal man sige om den taabelige Moder, som, for at hævne Tabet af sin egen Ære, tillod, at Datteren mistede sin, og ikke brød sig om sin Datters Kyskhed, naar hun blot kunde faa ham, der i sin Tid havde røvet hendes Jomfruære, til at gjøre sig skyldig i Blodskam. Hvilket grumt Kvindehjærte! for at straffe Kvindeskjænderen lod hun sig saa at sige skjænde igjen, thi ved det, hun gjorde, syntes hun jo snarere at forøge den Uret, der var øvet imod hende, end at formindske den, efterdi hun ved den Gjerning, der skulde skaffe hende Hævn, begik en Misgerning, og da hun vilde raade Bod paa den Skade, hun havde lidt, føjede skammelig Uret til den, idet hun handlede som en ond Stifmoder imod sit Barn og for at udslette sin egen Skam ikke skaanede hende for Vanære. Der kan jo ingen Tvivl være om, at hun maa have haft en nedrig Sjæl, naar hun var i den Grad skamløs, at hun ikke bluedes ved at søge Trøst for den Uret, der var bleven øvet mod hende, i sin Datters Skjændsel. Det var en stor Misgjerning, men én Ting sonede den: det Barn, der blev Frugten af den, bødede ved sin Lykke Brøsten, saa lige saa sørgelig den maatte siges at være, lige saa glædelig blev den i sine Følger. Yrsa blev nemlig Moder til Rolv, der aftvættede den Plet, som klæbede ved hans Fødsel, ved en Række Bedrifter, hvis straalende Herlighed til alle Tider skal prises og roses i de højeste Toner. Det kan nemlig føje sig saa, at Sorg vendes til Glæde, at det, der begynder i Skam, ender i Ære. Lige saa skjændselsfuld Faderens Vildfarelse var, lige saa lykkelig en Udgang fik den altsaa, idet hans ypperlige Søn sonede den ved sit Levneds straalende Herlighed.

Imidlertid døde Kong Regner i Sverige, og kort efter døde hans Dronning Svanhvide af en Sot, hun havde faaet af Sorg, saa at hun fulgte sin Mand i Døden, som hun ikke havde villet skilles fra ham i Livet; det gaar nemlig for det meste saa, at de, der nære en overvættes Kjærlighed, attraar at følge den i Døden, som de elskede, medens han var i Live. Efter dem kom deres Søn Hødbrod til Styret. Han gav sig for at udvide sit Rige i Krig mod Østerleden, og efter at have anrettet et umaadeligt Mandefald avlede han Sønnerne Adils og Hød, hvem han til Fosterfader gav en Mand ved Navn Gevar, som han havde knyttet til sig ved store Velgjerninger. Den Sejr, han havde vundet i Østerleden, var ham ikke nok; han angreb derfor Danmark og fældede Kong Ro efter at have holdt Slag med ham tre Gange. Da Helge fik Nys herom, bød han sin Søn Rolv holde sig inde paa Lejreborgen, for at Rigens Arving kunde være i Sikkerhed, hvorledes det saa end gik ham selv. Derefter sendte han, for at fri Landet fra fremmedes Herredømme, Drabanter om til Byerne med Paabud om at dræbe de Høvedsmænd, Hødbrod havde sat over dem; selv slog han Hødbrod og hele hans Flaade og fældede ham og tog saaledes blodig Hævn for den Uret, der var øvet ikke blot imod hans Broder, men ogsaa imod hans Fædreland. Dette skaffede ham Tilnavnet Hødbrods-Bane, ligesom han efter at have fældet Hunding var bleven kaldt Hundings-Bane. Derhos straffede han Svenskerne, som om de ikke havde lidt nok i Krigen, ved at give dem de foragteligste Kaar, idet han indførte den Lov, at der for ingen Fortræd, som tilføjedes en Svensker, maatte gives lovlige Bøder. Derpaa fattede han, skamfuld over den Misgjerning, han i sin Tid havde begaaet, Lede til sit Fædreland og drog atter til Østerleden, hvor han døde. Nogle mene, at der er bleven gjort ham Bebrejdelser for hans Brøde, og at han har taget sig dem saa nær, at han frivillig søgte Døden ved at styrte sig i sit Sværd.