Sangkamp mellem manden fra Simîtaq og Angîârneq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Sangkamp mellem
manden fra Simîtaq og Angîârneq

Angîârneq havde mistet sin kone og taget sig en ny. Derved havde han giftet sig en stedsøn til, som var temmelig skeløjet, men umådelig stærk.

Man var på tidspunktet for denne beretning rundt ved bopladserne fuldt vidende om, at det var Angîârneq, der ved en tupilak havde ombragt søskendeflokken fra Utorqarmîn.

Der boede ved Simîtaq en mand, der var slægtning til Utorqarmîn-folkene, og han besluttede sig til at hævne sine slægtninge. »Lad os udfordre Angîârneq til sangkamp, den slambert, der har udryddet mine slægtninge«, sagde han til sine bopladsfæller.

Snart kom folk til Nunakitseq og sagde til Angîârneq: »Manden fra Simîtaq gør sig klar til at udfordre dig til sangkamp«. Angîârneq svarede: »Hvis han vil, kan han blot udfordre mig«.

En dag mødte manden fra Simîtaq op med et stort følge ved Angîârneqs boplads. 

Snart stod manden fra Simîtaq og Angîârneq over for hinanden, og ingen af dem var mundlamme. Angîârneq var en stor sangkæmper.

Da man var færdig, og de fremmede den næste dag brød op, sagde Simîtaq-manden til Angîârneq: »Nu må du snart gøre gengæld og stævne mig ved min boplads«.

Angîârneq svarede: »Jeg kommer meget snart«. Derpå brød hans gæster op.

Der gik ikke så mange dage, som der er fingre på én hånd, før Angîârneq meddelte: »Jeg tager af sted for at gengælde Simîtaq-mandens udfordring«. Der blev stort røre ved Nunakitseq. Men den skeløjede stedsøn sad tavs, lod sig ikke mærke med noget.

Angîârneq kørte af sted alene og lagde vejen over Itivdeq og ankom til Simîtaq.

Stedsønnen, som ikke var med Angîârneq på turen, dukkede pludselig op under forberedelserne til sangkampen. Han tog plads på sidebriksen, helt inde ved hovedbriksen. Stedsønnen råbte opmuntrende: »Begynd nu; nu er det på tide at træde dansen«.

Manden fra Simîtaq rakte Angîârneq en trommestik. Hver sangkæmper medbringer ellers selv sin trommestik. Angîârneq tog imod trommestikken og bed i vedet. Det var en usædvanlig hård træsort, den var gjort af.

Angîârneq gned trommestikken mod gulvfiiserne og sagde: »Nu er jeg da reddet!« Angîârneq følte det, som om han i den smældhårde trommestik havde en stor drabskniv i hånden.

Det skulle vise sig, at manden fra Simîtaq havde udpønset drab på Angîârneq under sangkampen.

Midt under sangkampen rejste Simîtaq-folkene sig op og råbte i munden på hinanden: »Ki – ki — ki —ki — ki —!« Og det var tegnet til, at man skulle gribe Angîârneq og dræbe ham.

Da Angîârneqs stedsøn blev klar over, hvorledes det var fat, rejste han sig op og sagde: »Jeg skal lige ud og lade mit vand«.

Det sagde han for at lokke Simîtaq-mændene til at falde over sig. Og ganske rigtigt; da han bøjede sig for at krybe ud af husgangen, var der én, der greb ham fra ryggen. Med et voldsomt sæt vendte han sig om og slyngede sin modstander af med så stor kraft, at han slog en baglæns kolbøtte. Ingen turde derefter falde over Angîârneqs stedsøn.

Stedsønnen satte sig på yderkanten af sidebriksen, og så mange sad der i forvejen, at han kun lige kunne få plads til sin halve endeballe. Midt på gulvet vred Angîârneq sig i hengivelse i dansen.

Stedsønnen tænkte ved sig selv: »Bare jeg kunne komme min stedfar nærmere«. Derpå gjorde han en pludselig bevægelse, hvorved han slog hoften ind imod sin sidemand, der blev klemt ud mellem den næste og ham selv. Og således fortsatte han, indtil han sad lige bag sin stedfar.

Angîârneq, der nu følte sig ekstra tryg ved at have stedsønnen tæt bag sig, lagde hele sin sjæl i sangkampen.

Omsider sluttede sangkampen. Angîârneqs stedsøn greb Simîtaq-mandens tromme, hvis ramme var af narhvaltand. Som håndtag sad en dup af hvalroskindtand. Den ellers så stilfarende mand trådte en tipalersîn (skæmtdans) ved navn uverqâ, hvor danseren vugger fra side til side og udstøder »uverqâ — uverqâ«. Midt i dansen slog han trommen ned over hovedet og stak hovedet op igennem det tynde trommeskind, så det smældede. Rammen klemte han ned over skuldrene, og så hoppede han hen foran trommens ejer, manden fra Simîtaq.

Han klemte håndtaget mellem to fingre og splintrede det, som var det en lille benperle. Derved sprængtes trommerammen i sammenføjningen.

Under omkvædet » uverqâ – uverqâ« vuggede han udfordrende foran manden fra Simîtaq. Denne var så forlegen, at han bare missede med øjnene, som om han havde solstråler lige i synet.

Angîârneq brød op uden at vente på stedsønnen.

Stedsønnen blev roligt tilbage og ventede på, om nogen yderligere ville yppe kiv; men da han blev træt af at vente, tog han sin pels på og gik.

Angîârneq var kendt for at være en hurtig hundekører, og stedsønnen en vældig løber, der ikke brød sig om at køre. Stedsønnen satte i hurtigt løb, og længe varede det ikke, før han indhentede sin stedfar, der netop var nået frem til Itivdiardik.

Angîârneq bad stedsønnen sætte sig på slæden, men denne svarede blot: »Jeg skal nok sætte mig senere«. Og han løb foran de kåde hunde og lod sig forfølge af dem, men ind imellem satte han sig på slæden. Således for de af sted midt om natten, indtil de nåede velbeholdent hjem.

Kort tid efter døde Angîârneqs kone, og han blev atter ensom. Men endnu var Angîârneq en duelig mand, som bragte både sæl og narhval til bopladsen.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 92-95, København, 1963.

Næste kapitel ►