Sankt Sebastians saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Helgensagaer

Sankt Sebastians saga

Sebastianus saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2026

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Heilagra Manna Sögur, Christiania, 1877

---

Sankt Sebastians martyrium

1. — — Nikostratos, at greven havde sendt bud efter ham, og at han skulle komme derhen, mest fordi greven ville vide, hvorfor Nikostratos havde ladet de bundne fanger føre til sit hus. Han opsøgte da greven og blev stillet dette samme spørgsmål. Og han svarede: »Efter din bestemmelse skal jeg have kristne folk i min varetægt i mit hus, og jeg lod de bundne fanger føre derhen, for at de kristne skulle frygte at dø som slette mennesker, ikke mindst når de ikke vil rette sig efter mine formaninger og dine befalinger.« Greven glædede sig over hans svar og sagde: »Jeg vil skænke dig store rigdomme, hvis du formår at omvende dem til at blote.« Men da Nikostratos kom hjem til sit hus, fortalte han Claudius om alt det, der var sket på grund af den hellige Sebastians forkyndelser og mirakler. Og da Claudius hørte dette, sagde han: »Jeg har to sønner med en kone, som nu er død. Den ene er vattersottig, den anden er syg og fuld af sår. Men jeg er ikke i tvivl om, at den, som var i stand til at give din kone talens brug igen efter seks år, kan helbrede mine sønner, såfremt han vil.« Claudius gik derpå hjem efter sine sønner og førte dem hen til Nikostratos’ hus, hvor Guds venner var, og han kastede sig for deres fødder og sagde: »Der er ingen tvivl tilbage i mit hjerte, og jeg tror fuldt og fast på, at den Kristus, I tilbeder, er den sande Gud. Jeg har taget mine to sønner med hen til jer, fordi jeg tror, at I kan hjælpe dem ud af denne livsfare.« Guds venner svarede: »Alle, der kommer syge herhen i dag, skal — uanset hvad de fejler — blive raske, så snart de bekender sig til Kristus.« Da sagde præsten Polykarp, at alle, der ønskede at tro på Kristus, skulle træde frem til dåben. Først kom Tranquillinus, far til Marcellian og Markus, og derefter deres seks venner Ariston, Cresentius, Eutychian, Urban, Vitalis og Justus og siden Nikostratos og hans bror, Castorius, og Claudius og hans to sønner, Felicissimus og Felix. Derpå trådte deres mor, Marcia, frem og deres koner, Beatrix og Lucina, og deres sønner og Claudius’ kone, Simphoriosa, og Nikostratos’ kone, Zoë, og hele hans husstand på 42 mennesker og alle de 16, der var blevet befriet for deres lænker. Præsten Polykarp døbte i alt 78 mennesker, og Sebastian stod fadder for dem. Men da præsten Polykarp døbte Claudius’ sønner — den ene vattersottig, den anden fuld af sår ― da forlod de døbefonten så raske, som havde de aldrig fejlet noget. Og Tranquillinus, Marcellian og Markus’ far, var så syg, at han ikke kunne stå på benene eller rette sin arm ud. Men præsten Polykarp spurgte, om han af hele sit hjerte troede på, at Herren Jesus Kristus kunne give ham legemlig helbredelse og syndsforladelse. Tranquillinus svarede: »Jeg beder alene om syndsforladelse. Og selv om jeg ikke skulle få legemlig helbredelse ved dåben, så vil jeg dog aldrig tvivle i troen på Kristus, for jeg har erfaret, og jeg tror af hele hjertet på, at Herren Jesus Kristus, Guds søn, har magt til at helbrede både sjæl og legeme og til at skænke evigt liv efter døden.« Alle der hørte dette, fældede tårer af glæde, og de bad om, at Gud ville lade hans tro bære frugt. Så spurgte præsten Polykarp ham, om han troede på Faderen og Sønnen og Helligånden. Og da Tranquillinus sagde, at han troede, blev hans arme og ben løsnet, og han løb, som var han blevet ung igen, og sagde: »Kristus — ham, som denne elendige verden ikke begriber — er den eneste Gud!« Og da alle disse mennesker var blevet døbt, tilbragte de de følgende 16 dage i bøn og priste Gud nat og dag, og de opfordrede hinanden til, at både mænd og kvinder skulle give sig under pinslerne med tapperhed.

2. Derefter sendte grev Chromatius bud efter Tranquillinus, Marcellian og Markus’ far, og da han kom, fortalte han, hvad der var sket med hans sønner. Tranquillinus svarede: »Jeg mangler ord til at takke dig på passende vis for det, du har gjort for os, for mine sønner ville nu være faderløse og jeg sønneløs, hvis ikke din velvillighed havde gavnet os. Men nu glæder alle, der har kærlighed i brystet, sig, og jeg tror også, at du vil glæde dig, for nu har de døende fået liv, de bekymrede glæde og de sorgfulde trøst.« Greven antog da, at hans sønner ville blote: »Kom i dag og blot til de guder, der gjorde dine sønner raske!« Tranquillinus svarede: »Hvis du betragtede det, der skete med mig og mine sønner, rigtigt, så ville du begribe, hvor stor en kraft der er i Jesu navn.« Greven svarede: »Er du blevet vanvittig, Tranquillinus?« Han svarede: »Jeg var vanvittig hidtil, men det øjeblik, jeg begyndte at tro på Kristus, blev jeg helbredt på sind og legeme.« Greven sagde: »Det lader til, at jeg har givet dine sønner henstand, for at de kunne lede dig ind i deres vildfarelse, og ikke for at du kunne befri dem fra vildfarelsen.« Tranquillinus svarede: »Forstå du ret, hvad vildfarelse er, eller hvad man kan kalde en vildfaren gerning.« Greven sagde: »Så fortæl mig da, hvad vildfarelse er.« Tranquillinus svarede: »Den første vildfarelse er at følge dødens sti, men forkaste livets vej.« »Hvad betyder ‘dødens sti’?« sagde greven. Tranquillinus svarede: »Forekommer det dig ikke at være dødens sti at tildele døde mennesker gudenavne og at bøje sig for stok og sten?« Greven sagde: »Men er det ikke guder, vi tilbeder?« Tranquillinus svarede: »I jeres bøger læser I selv, hvor grusom deres slægt var, og hvor ond deres oprindelse var, og hvor skammeligt deres liv var, og hvor ussel deres død var. Og mon ikke Gud var i Himlen, før Odin var konge på Kreta, dengang han fortærede sine sønner, sådan som jeres bøger fortæller? I stor vildfarelse lever de, der mener, at hans søn, Tor, styrer lynene, når han ikke formåede at styre sig selv væk fra utilbørlige gerninger, men lod sin far lemlæste og giftede sig med sin søster. Hvorfor er det ikke vildfarelse at tro på de mennesker, som Roms love fordømmer, og forkaste den almægtige Gud, som er i Himlene, og tilbede stok og sten og kalde den slags for sin gud?« Greven sagde: »Borgerne i Rom har lidt megen skade, efter I begyndte at laste guderne.« Tranquillinus svarede: »Er det ikke sandt, når jeres bøger fortæller, at 3020 romerske borgere faldt på én dag, da de blotede til Tor? Roms borgere blev udsat for mange andre skader og uår og fangenskab på grund af krig og tab af menneskeliv, før man begyndte at tro på én gud. Men efter man begyndte at tilbede den usynlige Gud, da kom folkene i Rom til at glæde sig over freden. Men I kender ikke Gud, som skænker jer alt det, som er godt, og I tillægger noget skabt det, som skaberen giver jer.« Greven sagde: »Hvis man skal tilbede den, der gør mest gavn, så er det oplagt at tro på solen, der lyser over hele verden og opvarmer jorden, så planterne kan gro.« Tranquillinus svarede: »Hvis en anset mand sender sin træl hen for at forære en anden mand en kostbarhed, vil det forekomme tåbeligt at hædre trællen, men glemme den, der sendte gaven. Når vi lader kongerne og ikke trællene få takken for det korn, de sender os på skibene — selv om det er trællene, der befordrer det — så er vi endnu mere forpligtet til at tilbede den Gud, hvis befalinger adlydes af solen og månen og hele skaberværket.« Greven sagde: »Hvis der kun findes denne ene, usynlige gud, som I tilbeder, så skulle I ikke tilbede Kristus, som blev set og hørt og korsfæstet, og som i sine pinsler viste alle tegn på menneskelig svaghed.« Tranquillinus svarede: »Dette kunne du med rette sige, såfremt du havde valgt at tro på sandheden, for alt det, som en vantro mand ikke vil tro på, forekommer ham unyttigt. En forstandig mand bedømmer alting på passende vis. Hvis du ejede en god fingerring af guld med en kostbar ædelsten, men tabte den ned i mudderet, så ville du få dine trælle til at tage den op af mudderet. Men hvis de ikke kunne finde den, så ville du blive nødt til at glemme din stolthed og iføre dig trælleklæder og træde ned i mudderpølen og stikke hænderne ned i sølet for at lede efter guldringen, indtil du fandt den. Og derefter ville du vaske ringen, så den atter kunne pryde din hånd.« Greven sagde: »Hvad skal denne lignelse gøre godt for?« Tranquillinus svarede: »Det er for, at jeg kan vise dig, at vi tilbeder én, usynlig Gud.« Greven sagde: »Hvad symboliserer fingerringen af guld og ædelstenen, der faldt ned i mudderet?« Han svarede: »Guldet symboliserer menneskets legeme, ædelstenen sjælen, for et menneske består af sjæl og legeme, sådan som fingerringen består af både guldet og ædelstenen. Og hvis du synes godt om dit guld, så har Kristus dog en større kærlighed til mennesket. Du sender dine trælle, men de kan ikke finde den. Men Gud sendte sine profeter og sagde til dem fra Himlen, at de skulle lede menneskeheden væk fra syndens snavs, men det formåede de ikke at gøre. Du lagde dine prægtige klæder og trådte ned i mudderpølen iført trælletøj og stak dine hænder ned i sølet efter guldet. Kristus afførte sig sin guddommelighed og iførte sig en træls legeme og steg fra Himlen ned til denne verden og stak sine hænder i vores pinslers søle, og han tog de pinsler på sig, som vi havde fortjent, og gjorde os til sin hånds pryd og vaskede syndens snavs af os i dåbsvandet. Og hvis dine trælle siger, at du ikke er deres herre, når de ser dig iført trælleklæder, så ville du mene, at de havde fortjent at dø; på samme måde vil de, der nægter, at Kristus er deres herre, fordi han iklædte sig en træls legeme, heller ikke undgå evige pinsler.« Greven sagde: »Det forekommer mig, at du har bedt om frist for dine sønner, for at du kunne dænge mig til med sådan en omgang gammelmandssnak!« Tranquillinus svarede: »Guds disciple overvejer ikke på forhånd, hvad de skal sige til magthavernes ansigt, for som Herren sagde: ‘I behøver ikke tænke over, hvad I skal svare magthaverne, for det, som I skal sige, vil komme til jer fra Gud, for det er ikke jer, der taler selv, men derimod Helligånden.’«

— — på messedagen for apostlene Peter og Paulus blev han pågrebet af hedninge og stenet, og hans lig blev kastet i floden Tiberen. Og Claudius og Nikostratos, Castorius og Victorinus og Simphoriosa blev, mens de ledte efter liget ved flodbredden, pågrebet og stillet for den borggreve, der hed Fabian, og han prøvede at overtale dem til at blote, men han kunne på ingen måde omvende dem fra troen på Kristus. Og da de var blevet forhørt og pint tre gange, men var urokkelige i troen, blev de ført ud på havet, hvor de blev sænket ned i dybet, og deres sjæle fór til Gud. Da udlovede hedningene pengebeløb for kristne menneskers hoveder, og de sendte snigmordere ud for at få ram på dem.

3. Torquatus hed en fisker, som påstod at være kristen, og pave Caius tog imod ham, fordi han ikke vidste, han var en bedrager. Den gæve mand Tiburtius klandrede ofte Torquatus for at være langhåret og gå anderledes klædt og for at være sløv og ikke overholde fasten og for at være letsindig i hele sin adfærd. Og Torquatus lod, som om han ikke blev vred over disse anklager, men han fik dog alligevel ved sit svig foranstaltet, at både han og Tiburtius blev pågrebet af hedninge og stillet for greven. Fabian spurgte først den ældste af dem om både hans tro og hans navn. Torquatus sagde, hvad han hed, og påstod at være kristen. Fabian sagde: »Véd du ikke, at kongerne lader de mennesker, der ikke bloter til guderne, blive pint?« Torquatus sagde: »Denne mand er min læremester, og jeg gør, som han gør.« Fabian sagde til Tiburtius: »Hørte du, hvad Torquatus sagde?« Tiburtius svarede: »Hvad nytter det Torquatus at kalde sig kristen? Guds navns kraft lader vreden ramme dem, der lyver om ham, for de, som er sande kristne, holder sig i al sømmelighed fra alskens begær. Tror du, at denne mand er kristen, sådan som han lader håret hænge ned til skuldrene og ligner blotmænd både i den måde, han klæder sig på, og i hele sin adfærd? Den slags tjenere ønsker Kristus ikke. Du vil snart indse, at han lyver, når han kalder sig kristen og siger, at han følger mit eksempel. Nu vil det straks vise sig, hvordan han hele tiden har været.« Fabian sagde til Tiburtius: »Det vil være gavnligt for dig, at du ikke afviser kongernes befaling.« Tiburtius svarede: »Jeg kender intet bedre råd for min sjæl end at forkaste jeres guder og gudinder og bekende mig til én eneste herre: Jesus Kristus, Guds søn.« Da sagde Torquatus: »Ikke alene er han selv grusom, men han lokker tilmed mange væk fra at blote og siger, at alle guderne er djævle, og han bedriver og forkynder galder og trolddom både nat og dag.« Tiburtius svarede: »Løgnagtige vidner forbliver ikke ustraffede. Den mand — ærede dommer! — som du ser her, færdes alene blandt kristne mennesker for at udlevere dem til pinsler. Og blandt kristne udgiver han sig for at være kristen, men blandt hedninge for at være hedning — og ingen af dem er han tro imod. Jeg klandrede ham for hans usædelighed, når han åd og drak, indtil han kastede op, og sov, mens andre bad bønner, men nu anklager og bagtaler han kristne mennesker og opildner en syndig dommer for at få ham til at blive vred på os og tilskynde os til at blote til djævlene. Jeg ser din lyst, og jeg bemærker grusomheden i dit hjerte. Uanset hvad du måtte finde på af trusler og pinsler mod kristne mennesker, så er vi klar til alt, der kommer. Vi frygter ikke landflygtighed, for vi er landflygtige i hele denne verden; vi frygter ikke pinsler, for derved befries vi fra denne verdens fængsel; vi frygter heller ikke ild, for det flammende begær, som vi overvinder, er værre.« Fabian sagde: »Lev nu op til din slægt og bevar den værdighed, som du har byrd til. Men du er nu stedt i en sådan vanære, at du fortjener at blive pint og dø.« Tiburtius svarede: »Er det den viseste dommers dom, at jeg skulle være af lavere byrd, fordi jeg ikke tilbeder den urene ånd Odin og skøgen Freja, og at jeg har fortjent at blive pint, fordi jeg tilbeder den sande Gud, som er i Himlene, men som steg fra Himlen ned på jorden, for at mennesket kunne stige fra jorden op til Himlen?« Så lod Fabian gløder lægge for fødderne af Tiburtius og sagde: »Vælg nu det ene eller det andet: Enten brænder du røgelse på disse gløder, eller også går du barfodet på gløderne.« Da slog Tiburtius korsets tegn og gik på gløderne og sagde til greven: »Forkast din vantro, for den ene Gud, jeg bekender mig til, bestemmer over alt, hvad han har skabt. Men hvis du formår noget i din Tors navn, så stik din hånd ned i kogende vand og find ud af, om din Tor beskytter dig, for det føles i min herre Jesu Kristi navn som om, jeg går på smukke blomster, for alle skabninger lystrer deres skabers befaling.« Fabian sagde: »Det er nu indlysende for enhver, at din Kristus har lært dig trolddom.« Tiburtius svarede: »Var din usle tunge, og lad mig ikke høre dig spotte Herrens hellige navn!« Da blev Fabian vred og lod Tiburtius føre til henrettelse ved den vej, der hedder Labicana, tre mil fra byen Rom. Dér blev han halshugget, og han blev begravet samme sted. Og helt indtil vore dage er der sket mange mirakler dér på stedet.

4. Torquatus lod siden Castulus, der ejede huset, hvor Guds vidner opholdt sig, pågribe, og han blev forhørt tre gange og pint, men holdt fast ved sin tro. Derefter blev han sat levende i en grav, og sand og sten blev skovlet hen over ham, og på den måde fór han til Gud med sejr. Siden blev Marcellian og Markus pågrebet, og de blev begge bundet til et træ og stod med bare fødder på gløder. Fabian sagde til dem: »Dér skal I begge stå fastbundet, indtil I vil blote til guderne, og da skal I slippe for pinslerne.« De svarede: »Vi har aldrig stået så godt, som vi står nu, for nu står vi solidt i Guds kærlighed, og måtte det være så vel, at vi skal stå her, så længe vi lever.« Men da der var gået en dag og en nat, lod Fabian dem gennembore med spyd på stedet, hvor de stod. Og de fór således til himmelsk herlighed og blev begravet ved den vej, der hedder Appia, to mil fra byen Rom.

5. Det blev siden kendt, at Sebastian var kristen, og dette fik kong Diocletian at vide. Og Diocletian lod ham tilkalde og sagde: »Jeg gjorde dig til den øverste i min hird, men du har hidtil hemmeligholdt alt det, som du har gjort imod mit velgående og til skade for vores guder.« Sebastian svarede: »Jeg tilbad den eneste sande Gud for dit velgåendes skyld og for alle Roms borgeres skyld, for jeg mente, det var et udtryk for sindsforvirring at tro på stok og sten.« Diocletian lod da Sebastian føre ud på åben mark og binde og blive brugt som skydeskive. Fra alle sider blev der skudt pile imod ham, så han til sidst lignede et pindsvin. Alle mente, at han måtte være død, og forlod stedet. Men den kvinde, der havde været gift med Castulus — hun hed Herena — kom om natten for at begrave Sebastian, men han var stadig i live, og hun tog ham med hjem, og i løbet af få dage blev han helbredt. Kristne mennesker bad ham da om at flygte. Men han stod på en svalegang, mens kongerne gik forbi ham, og han sagde til dem: »Blotbiskopperne lyver meget for jer, når de påstår, at de kristne er Romerrigets fjender, for deres bønner får hele det romerske rige til at trives.« Diocletian sagde: »Er du den Sebastian, som jeg lod pine forleden?« Sebastian svarede: »Gud lod mig overleve, for at jeg kunne fortælle alle, at I dømmer uretfærdigt, når I lader Kristi tjenere pine.« Diocletian lod derpå Sebastian tæve ihjel med stænger, og hans lig blev smidt i en dyb kloak for at forhindre kristne folk i at tilbede ham. Men den hellige Sebastian åbenbarede sig i en drøm for en sædelig kvinde, der hed Lucina, og sagde: »Led du efter mit lig, og du vil finde det hængende på en stang ved en latrinkule, og det er ikke faldet ned i skidtet. Du skal føre liget hen til det sted, der hedder Katakomberne, og begrave det ved fødderne af Guds apostle Peter og Paulus.« Straks samme nat gik Lucina sammen med sine huskarle hen og fandt den hellige Sebastians lig og bragte det hen til det sted, som han havde bedt om. Og de følgende 30 dage opholdt hun sig dér i bøn. Og da der noget senere blev fredeligt for de kristne mennesker, lod den hellige Lucina sit hus ombygge til en kirke og skænkede den hele sin formue og tjente Gud dér resten af sin levetid.

Den salige Sebastian blev pint XIII kal. Februarii under Vorherre Jesu Kristi herredømme — ham, som med Faderen og Helligånden lever og regerer som Gud i al evighed. Amen.

---

Noter: