Sommermisfangst og »den store hungersnød« (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Sommermisfangst og »den store hungersnød«

Folk var stadig i feststemning, da det gik op for dem, at foråret var kommet.

Fra vinterbopladserne spredtes man ud over fangstpladserne, hver fangerfamilie i sit telt. Herefter havde man kun sig selv og sin familie at sørge for.

Ved sommerfangstpladserne Amitsivardik og Tasîlârdik stod mange telte, og det samme var tilfældet på Kulusuksiden på de mange øer, der strækker sig som en perlekæde i havet.

Sommeren kom. Det store sæltræk skulle være begyndt. Thi i maj-juni plejede klapmydsen at trække, selv gennem smalle lavvandede sunde, der kunne ligge ganske tørre ved ebbe.

Det gode vejr fortsatte, kajakkerne kunne ro langt ud til havs uden at frygte storm. En herlig tid for den veltrænede harpunkaster var inde. — Men hvor blev sælerne dog af?

Så begyndte storisen at presse mod land. Fangerne gik ledige. Så snart isen spredtes, tog man ud, men havet var som en indlandssø, fuldkommen uden liv.

Den ene dag gik som den anden. Uden fangst kom fangerne hjem. Den, der fik flest sæler og derfor blev kendt, var Qânaq. Han fik tre klapmydser denne sommer. Alivtsãkân gjorde sig bemærket ved at fange to klapmydser. – Det var også alt, hvad der blev bragt hjem af storsæl ved yderkystens fangstpladser ved Kulusuk.

Der gik panik i folk.

Man samledes til rådslagning og blev enige om at fordele sig til vinterbopladserne. Man aftalte, at man ikke ville bo mange familier i store fælleshuse. Der måtte ikke være for mange munde at mætte på ét sted.

Man brød op fra fangstpladserne. Konebåde uden last blev roet frem af radmagre mennesker. 

Alle var tavse og forknytte, thi man vidste, at der ville blive tyndet godt ud i rækkerne, og at i værste fald alle ville dø af hungersnød.

Landet lå badet i højsommerens sol, og snefanerne på fjeldet var skrumpet ind til små klatter. Da folk spredtes over den døde kyst for at gå i vinterhi, var det på den tid, hvor de ellers gjorde store fangster.

Ingen havde kræfter til besøgsrejser, og hørte man endelig fra hinanden, var omkvædet altid det samme: »Vi har ikke engang en spækterning at putte i munden!«

Således var optakten til hungeråret 1880-81.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 107-108, København, 1963.

Næste kapitel ►