Stednavne og førkristne kultsteder – Uppåkra – et svensk kultsted

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

10.
Uppåkra – et svensk kultsted

Grundplan af kulthuset i Uppåkra.

Uppåkra ligger i Skåne, 3-4 km syd for Lund.  Området Stora Uppåkra har vist sig overordentlig rigt på fortidslevn, og med sine 40 hektar vurderes det til at have været en af de største jernalderbopladser i Skandinavien. Hertil kommer, at den har været i brug i over et tusinde år (fra ca. 100 f. Kr. til 1000 e. Kr.). I det metertykke kulturlag er der gjort mere end 20.000 metalfund, de fleste i bronze, men også mange i sølv og guld. Hertil kommer utallige fundgenstande i andre materialer, horn, ben, glas, ler. Nogle fra fjerne egne, andre lokalt håndværk. Her har været værksteder, hvor der er blevet smedet våben, fremstillet smykker, vævet tekstiler, lavet lertøj, hugget i sten og skåret i træ, ben og horn. Her har en af Nordens store handelspladser ligget omgivet af gårde, huse og værksteder. Hertil er folk kommet rejsende for at købe og sælge ved markedets boder. I den forstand findes der adskillige lighedspunkter mellem Uppåkra og miljøet ved Tissø.

Der har været gravet og foretaget arkæologiske undersøgelser ved Uppåkra gennem mange år, men for tyve år siden gennemførtes en række prøveboringer, som førte til en meget omfattende og systematisk udgravning af en særlig interessant del af området. Udgravningerne viste sig hurtigt at blive mere omsiggribende og tidskrævende end først beregnet. Dels havde man gjort nogle meget spektakulære fund, dels var mængden af fund betragtelig. I årene 2000-2004 fokuserede arkæologer især på en usædvanlig hustomt, som af arkæologerne er blevet tolket som de sidste spor af et hedensk kulthus. Dette fund har vakt international opmærksomhed og er blevet kaldt intet mindre end ”sensationelt”. I 2007 fandt man tillige resterne af et nedbrændt 40 m langt langhus kort fra kulthuset, hvilket unægteligt må trække yderligere paralleller til Tissø.

Bygningen

Rekonstruktion af kulthuset i Uppåkra. Illustration: clm.

Det, som først undrede forskerne, var husets beskedne mål (13 x 6,5 m) sammenholdt med nogle voldsomt overdimensionerede stolpehuller med en diameter på over en meter. Ud over de fire hjørnestolper var der inde i huset fire lige så kraftige tagbærende stolper. Det har været anført, at de fire indvendige stolper ikke nødvendigvis behøver at have båret taget, men at de har kunnet bære fire udskårne gudefigurer. Dette kan ikke afvises, men det forekommer usandsynligt ud fra stolpernes dimensioner og fundering. Stolperne havde været gravet omkring to meter ned og var stabiliseret med adskillige meget store sten (flere af dem på 60 kg eller mere). Arkæologerne beregnede, at stolperne havde haft en diameter på ca. 70 cm, hvilket langt overgik, hvad et så forholdsvis lille hus behøvede, og hvad man havde set på bygninger af tilsvarende størrelse. Den eneste grund til de kraftige og dybtfunderede søjler var, at huset må have været ualmindelig højt. Også væggrøfterne var gravet usædvanligt dybe. Væggene havde været beklædt med hele eller flækkede vægplanker – såkaldte stave, hvilket viste, at der var tale om en kraftig stavbygning. Dette sammenholdt med bygningens højde har givet dette hus flere fællestræk med de norske stavkirker.

Der var tre indgange til huset, hvoraf én af dem har haft en dør af betydelig højde, vurderet ud fra dørstolpens tykkelse og mængden af stabiliserende sten. Der er fundet to dørringe i jern, den ene udenfor huset, den anden i et stolpehul. Ringene er henholdsvis 14 og 23 cm i diameter og har givetvis været fæstnet til de to af dørene. I sagaernes beskrivelse af det hedenske gudehus omtales en ring på døren ind til hovet. Således siges der at have hængt en stor ring på døren ind til Hakon Jarls gudehov i Lade. Velkendt er også den mere end 1000 år gamle ring fra kirkedøren til Forsa kirke i Hälsingland i Sverige. En runetekst på denne ring indeholder ligefrem ordet vi, og flere historikere har argumenteret for, at ringen kan stamme fra et førkristent gudehus.

Kulthuset i Uppåkra blev opført omkring år 200 e. Kr. og blev først revet ned engang i 800-tallet. Arkæologerne har kunnet spore i hvert fald seks ombygninger, hvilket vil sige, at der er blevet værnet og hæget om dette hus i generationer gennem 5-600 år. Der må have været tale om en meget speciel og værdsat bygning.

Fund

Under gulvet i huset gjorde arkæologerne nogle ganske bemærkelsesværdige fund, henholdsvis et metalbæger og en glasskål, begge af meget høj kvalitet og exceptionelt fint håndværk, hvilket bekræfter bygningens høje status. Metalbægeret var konisk og anbragt på en lille rund fod af samme type som foden på det kendte sølvbæger fra Jelling. Uppåkra-bægeret er 16,5 cm højt og er fremstillet af bronze og sølv, og på ydersiden er det dekoreret med papirtynde guldbånd. Disse guldbånd – syv i alt – er sirligt prægede, så de fremstår som miniaturerelieffer af halvfigurative snoninger og mønstre med slanger, blade, mennesker og andre væsener. Båndene er som en slags videreførelse af de små guldgubber, som vi skal se nærmere på i næste afsnit. Bægeret er tidsfæstet til ca. 500 e.Kr. og menes at være lokalt fremstillet. Glasskålen, som var fra samme periode, var derimod ikke svensk, men menes at stamme fra området omkring Sortehavet. Der var tale om en meget smuk og harmonisk skål med blå dekorationer, 16,5 cm i diameter og 10 cm højt. Både bægeret og skålen var af høj kvalitet og må have været så kostbare, at deres anvendelse må have været begrænset til helt særlige anledninger. ”Begge disse fund kan have været anvendt ved forskellige ceremonielle begivenheder, som når man bød gæster velkommen eller beseglede eder og overenskomster. De kan ligeledes have været benyttet ved forskellige blothandlinger.”

Såvel bægeret som skålen blev fundet gravet ned i kulthusets gulv ikke langt fra ildstedet midt i huset. Arkæologer mener, at genstandene bevidst er gravet ned og omhyggeligt dækket til igen. Lars Larsson, som gennem alle årene har forestået udgravningerne, mener, at de to kostbarheder er lagt i jorden, da huset blev forladt som en form for sidste og afsluttende offer til guderne (”a kind og epilogue offering”).

Guldgubber

Guldgubber er ganske små papirtynde guldstykker, hvorpå der er præget et enkelt motiv, som regel et stilistisk billede af et eller to mennesker. Størrelsen kan variere, men overgår ikke et lille frimærke, som regel ikke meget større end et halvt. Guldgubber har været kendt siden 1700-tallet, hvorfra også navnet stammer. Det største fund af guldgubber er gjort på Bornholm, hvor der er fundet omkring 2500 stykker. Også i Norge og Sverige er der fundet guldgubber, men slet ikke i samme omfang.

Det næststørste fund er imidlertid gjort i kulthuset i Uppåskra, hvor der blev fundet 120 stykker. Langt den overvejende del blev fundet i og omkring det ene af de fire indre stolpehuller; desuden blev der fundet et stort antal i den nordlige og østlige væggrøft.

Gennem tiden har der været forskellige teorier om anvendelsen af disse små stykker guldblik. De er yderst skrøbelige og kan ikke have været anvendt som smykker eller amuletter. Alligevel må de have haft en særlig betydning, da de var fremstillet af rent guld. Det er også værd at bemærke, at man ikke finder guldgubber i grave, men i huse. I dag mener arkæologerne, at guldgubberne må have haft en funktion i forbindelse med religionsudøvelse. Nogle har betragtet guldgubberne som symbolske offergaver til guderne. Andre har foreslået, at de kan være anvendt ved opførelsen af et hus, hvor man ved at nedlægge dem i stolpehuller har søgt gudernes beskyttelse af stedet. Den danske arkæolog Margrethe Watt, som har stået for undersøgelserne på Bornholm, mener, at guldgubberne er blevet brugt på kultstedet og kan have fungeret som en slags ”tempelpenge” for at sikre sig gudernes eller den lokale herskers beskyttelse. Margrethe Watt har påvist en udpræget lighed mellem guldgubberne fra Uppåkra og Bornholm. Ud fra figurernes særlige attributter har der været gjort forsøg på at tolke motiverne som bestemte guder i håb om at komme deres anvendelse nærmere. Herom siger Watt: ”Hvis man godtager identifikationen af disse populære guder for guldgubberne fra Uppåkra, vil det understøtte tolkningen af den unikke bygning, hvortil de er knyttet, som en helligdom for en polyteistisk kult omkring guderne Thor, Odin og måske Frej.” At guldgubberne er fundet særligt i og omkring et søjlehul er blevet udlagt som tegn på, at de kan have være gjort fast på søjlen, som måske kan have været en højsædestøtte, hvorom vi i sagaerne hører, at de både kunne være dekorerede med udskæringer og have fastgjort såkaldte hellige nagler. Gubberne fra væggrøften kunne ligeledes have været fastgjort til vægbeklædningen. Lars Larsson og Karl-Magnus Lenntorp trækker linjer mellem kultbygningens søjler og det mytologiske træ Yggdrasil og videre til Valhalstræet Glasir, hvis løv består af det rene guld. ”En speciel søjle, som er dækket af små stykker guldblik kunne sagtens være tolket som et mentalt billede på Glasir i Valhal.”

Offerfund

Den største af de to dørringe, som har hængt på døren ind til kulthuset. Den er knap 24 cm i diameter. Illustration: clm.

Også i området udenfor kulthuset er der gjort bemærkelsesværdige fund, som taler for, at der er foregået rituelle handlinger. Her er fundet over tre hundrede ødelagte våben, hvoraf størstedelen var lanse- og spydspidser. Disse våben var bevidst brækkede, bøjede og forvredne, så de var ubrugelige. Et lignende, men langt større fund af ødelagte våben kendes fra Danmark, hvor der i Illerup Ådal ved Skanderborg er fundet flere tusinde ødelagte våbendele. Man mener, at der i begge tilfælde er tale om våben fra en falden fjende, som er blevet ofret til guderne. At der i Uppåkra hovedsageligt er tale om spyd, har ledt tanken hen på krigsguden Odin, hvis særkende var spyddet Gungner. Et yderligere hint får vi måske fra en lille enøjet Odinfigur i bronze, som er fundet et andet sted på Uppåkra bopladsen.

Der har imidlertid ikke blot været tale om våbenofre, for der er også fundet store mængder af både dyre- og menneskeknogler og blandt disse en Tors hammer. Knoglerne kan være rester fra offerhandlinger, som er foregået udenfor kulthuset. I det store langhus, som kulthuset har været tilknyttet, er der ligeledes fundet store mængder af dyreknogler og skeletdele fra mennesker. ”Det er muligt, at der her er tale om spor fra forskellige rituelle handlinger, hvor endog menneskeofre kan være forekommet.”

Offermose

Med vort kendskab til mosens betydning som offersted i jernalderen, kan vi ikke se bort fra, at der bare 2 km fra Uppåkra ligger en mose – Gullåkra Mosse. Fund viser, at den både i bronze- og jernalder har været benyttet som offermose. Ud over rester af hjort, elg og hest er her fundet en bronzelur, som uden tvivl er blevet ofret. ”Selv om de fleste fund stammer fra tidligere perioder, så er der også gjort fund fra Uppåkrabopladsens tid, fx en halsring i bronze og spydspidser. Gullåkra Mose har antageligt fungeret som en vigtig kultplads for Uppåkra, især under bopladsens ældste periode.”

Uppåkra og Lund

I dag findes der ikke nogen by, som hedder Uppåkra, men bare få km derfra ligger storbyen Lund. Uppåkra mistede sin betydning i 900-1000-tallet. Lund er grundlagt i slutningen af 900-tallet. Hvorvidt Uppåkra er blevet flyttet og har skiftet navn eller om kirkebyen Lund er blevet grundlagt som en rival til det hedenske kultcenter i Uppåkra har vi ikke mulighed for at vide, men allerede en gang i 990-tallet er der opført en stavkirke i Lund.

Det har været drøftet, om Uppåkras oprindelige navn har været Lund, måske med sigte til kultstedet – den hellige lund. Argumentet herfor bygger dels på en omtale af Lund før byens grundlæggelse, dels på navnet ”tre højes marked” – et årligt tilbagevendende marked, som blev afholdt i Lund i middelalderen. I Uppåkra findes der netop tre gravhøje centralt placeret, hvilket ikke er tilfældet i Lund. Det er også blevet anført, at navnet Lund var mere passende for en hedensk boplads end for en nyetableret kristen købstad.

Filologen Gösta Holm har dog udfordret holdbarheden i dele af denne argumentation og mener ikke, at der er tilstrækkeligt belæg for tanken. Til gengæld understreger han betydningen af det oprindelige navn Uppåkra, som på dansk kan gengives som Op-agre eller Øvre-agre. Han citerer bl.a. den svenske sprogforsker Elof Hellquist: ”Ordet åker er, som Elof Hellquist fremfører, ’et urgammelt indoeuropæisk ord’. Han fortsætter: ’Ofte i stednavne, ikke så sjældent som betegnelse for en hellig ager, stedet for en frugtbarhedskult, således Frigger-, Frös-, Odins-, Tors-, Ulleråker.’” Med andre ord: selv om navnet Uppåkra ikke umiddelbart påkalder sig opmærksomhed i vores søgen efter sakrale navne, så kan navnet ikke desto mindre vise sig at være sakralt og dermed at understøtte de mange arkæologiske fund, som er gjort på stedet.

Et gudehov?

Den norske arkæolog Marianne Hem Eriksen tøver ikke med at kalde kulthuset i Uppåkra for et hov, om huset i sin levetid også er blevet betegnet således, ved vi ikke, men Eddaens udtryk ”højt tømret hov” kunne vanskeligt passe bedre på nogen bygning. Arkæologer, som har specialiseret sig i huse og arkitektur fra jernalder og vikingetid, er enige om, at dette hus’ udseende klart har adskilt sig fra normen. De usædvanlige fund inde i huset og fraværet af fund af trivielle dagligdags ting viser, at husets anvendelse har været ganske særligt. Brugen af ædle metaller og kostbare effekter understreger dets høje status. De mange guldgubber inde i huset og spor efter ofringer udenfor viser, at her har foregået rituelle handlinger. Huset i Uppåkra, som Lars Larsson kaldte the enigmatic house – det gådefulde hus – er blevet betegnet som det hidtil tydeligste eksempel på et kulthus i Norden.

Fodnoter