Taget af ellefolk

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Folkeæventyr og mytiske sagn


Danske sagn
som de har lydt i folkemunde

Ny række
Bind II, s. 18

Samlede og for størstedelen optegnede
af

Evald Tang Kristensen

København 1928


Taget af ellefolk


62. I Hallerup Skov og i Engen derved, men dog mest i Skoven, har der gaaet en, som hed Mallemose-Grete.
   Naar Folk gaar gjennem den Skov og vil skyde Gjenvej, bliver de forvildede. Jeg kjender mange, der er kommet saadan af Sted.
   Jeppe Bonde i Væggerløse var en Gang gaaet derind, og han blev borte en to tre Dage. Da han endelig kom hjem, var han syg og snakkede noget vildt om denher Mallemose-Grete. Han var skrækkelig meget syg i lang Tid, og det kneb for ham at komme til Forstanden igjen. Han vilde aldrig siden tale om, hvor han havde været.
   Det skal være en gruelig smuk Pige, denne her Mallemose-Grete, og hun er der endnu; naar de kommer nær til hende, saa vender hun bare Ryggen til, og saa er hun hul.
   Kræmmer-Karen, der tjente i en Gaard der nede, hun blev ogsaa forvildet og var borte i en to tre Dage, men hun kom sig meget snarere, da hun kom hjem igjen.
Rasmus Toxværd, Sillestrup.


63. I Fregerslev hen ad ved Skanderborg boede der en Mand, de kaldte Elle-Mads, og det Navn fik han saadan. Som Barn løb han væk og var henne i flere Dage; han var løben ud i et Ellekrat, og han var jo nede ved Ellefolkene. Siden løb han saadan væk en vis Tid hvert Aar, og han var ikke til at holde hjemme, naar det kom over ham, han skulde af Sted, det kunde være det samme, hvad de gjorde ved ham; og saadan blev han ved.
   Til sidst fik de dog opdaget, hvor han gik hen, og de fik Præsten med ud at læse over Ellene, for Drengen viste ham, hvor han gik ned, og siden blev han hjemme, men Navnet beholdt han, saa længe han levede.
Maren Sørensen, Egaa.


64. En Mand i Bjertrup, der hed Mads, rendte efter Ellefolkene. Saa snart Klokken var 11 om Formiddagen, blev han saa ustyrlig og rendte ud til Nørremose imellem Stilling og Bjertrup.
   En Gang standsede hans Forældre ham, men saa skvat han om og besvimede. De bar ham saa hjem og skikkede Bud efter Blegind Præst, Vinther, og han kom ridende ud til Stedet i Nørremose, Folk vidste godt, hvor det var, og han fik det saa forsat.
   Drengen fik nu Navnet Elle-Mads, saa længe han levede. Men i Aarevis efter den Tid var han snavs ved det Klokkeslæt. Hans egen Broder har fortalt det.
Peder Horn, Mesing.


65. For en Del Aar siden (omkring ved 1835) kjørte nogle unge Mennesker hjem fra Egeskov Marked og kom paa Vejen forbi et Sted ude i Kværndrup Vænge (hvor de forøvrigt havde hjemme), hvor der er en Del Mosehuller med Ellebuske.
   Her vidste de, at der var et og andet Pusleri, og i ungdommelig Kaadhed sagde da en af dem, at dersom der var noget Spøgeri til, saa maatte det gjærne komme. Pludselig laa der nu en stor sort Hund i Vognen hos dem, og en af Karlene, Maegaard, blev trukket af Vognen og ind mellem Ellebuskene, hvor de kunde se en hel Del smaa Folk, der sang og raabte og lavede en hel Stahøj.
   Vognen maatte kjøre videre uden Maegaard, og da den var kommen hjem, og Hestene var spændt fra, tog Kusken, der var en meget gudfrygtig Karl, en vrinsk Hest, de havde der i Gaarden, og red tilbage til Stedet. Her fandt han Maegaard siddende mellem Ellefolkene, og det sære af det var, at han kunde sige akkurat ligesom dem. Karlen red nu tæt hen til Maegaard, tog ham i Kraven og trak ham op paa Hingsten og red saa hjem med ham.
   I lang Tid efter denne Tur var Maegaard noget smaa-tosset, men kom sig igjen. De to Piger, der var med paa Turen, gik begge fra Forstanden, den ene kom sig igjen, den anden døde.
   De to Piger var Gaardmand Jens Andersens Døtre i Kværndrup Vænge, og Kusken var deres Broder. Maegaard var Tjenestekarl og boer endnu som en gammel Mand i Gislev Solt.
P. Jensen, Kværndrup.