Til forståelse af de hedenske Østgrønlænderes tro og skikke (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emanuel A. Petersen:
Landskab fra Grønland med huse (1921-1948)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel I

Til forståelse af de
hedenske Østgrønlænderes
tro og skikke

De hedenske Eskimoer kender slet intet til den Gud, som alene er den virkelige Gud, Herskeren over og Skaberen af Himmel og Jord, den milde, som viser os Miskundhed, den kærlige, som gennem sin Søn har aabenbaret sig for Menneskene. De har intet Begreb om den Kærlighed og Lyksalighed, der er fuldbragt gennem Jesus Kristus. I Særdeleshed kender de slet intet til Den Helligaand, som bringer Trøst og som bevirker, at man faar Del i disse Goder. De kender intet til Menneskets Skabelse i Guds Billede og kan derfor slet ikke gøre sig nogen klar Forestilling om, hvorledes Mennesket er blevet Synder, og at det bør vende sig fra sin egen Fordærvelse. De er ganske vist ikke uvidende om, at der i deres Sjæl findes noget, som stræber efter at nedbryde; men de ved ikke, hvem den nedbrydende Magt er og har ikke nogen Benævnelse derfor. De forveksler det med en Bagatel, som man uden særlig Grund ræddes for. Ikke engang Sjælens Fjende Djævelen, hans Væsen eller hans Person, er de i Stand til at danne sig en Forestilling om. De taler ganske vist om tôrnârssuk, men tænker ikke herved paa Djævelen.^[1] Der fortælles, at en af Aandemanerne havde en saakaldt ârrussaq som sin tôrnârssuk eller særlige Hjælpeaand, d. v. s. et lille sællignende Dyr, som findes i Havet.

Da de i deres Tanker fuldstændig har tabt den Gud af Sigte, som alene er den virkelige Gud, kan de heller ikke afbilde ham, og de hedenske Eskimoer har derfor intet Gudebillede; de har heller ikke engang nogen af Skabningerne som Afguder eller har selv fremstillet nogen Afgud. Det fremgaar heraf tydeligt, at de er kommet saa langt bort fra Gud, at de fuldstændig har glemt, hvem han er, og endog er blevet ude af Stand til at afbilde ham: han kan jo heller ikke afbildes.

Naar vi tænker paa de hedenske Eskimoer, faar vi ikke den Opfattelse, at de er bedre end andre Hedninger. Ganske vist er deres Adfærd en Smule bedre end andres, da de er lette at omgaas og er venlige og hjælpsomme mod hverandre; de sætter sig hverken op mod Missionæren, der lever blandt dem, eller synes at stræbe ham efter Livet. Men de famler dog i Mørket ikke mindre end alle andre Hedninger, og et Kendetegn herpaa er, at da de fuldstændig har tabt det Faktum af Sigte, at Gud er til, forstaar de ikke længere, at deres Tanker indbyrdes anklager eller ogsaa forsvarer hverandre«. De har ganske vist en Anelse om, at der findes noget, der staar højere end dem selv, men de giver ikke noget Udtryk for, hvem dette »noget« kan være. De bruger ganske vist Udtrykket »Han deroppe (Pínga), men de ved ikke, hvem han er, ^[2] og denne Vending »han deroppe« (eller: det deroppe), som benyttes af alle, har ikke nogen større Betydning; de mener blot, at det er noget, der befinder sig lidt længere inde i Landet eller lidt højere oppe end dem selv. Og saa er det dog noget, der er ganske nær.

Da de nu er saaledes indstillet, at de fuldstændig har tabt Guds Person af Sigte, er det ikke mærkeligt, at de slet ikke kender noget til hans Værk og hans Anvisninger, hvor aabenlyse de end er. De kender jo slet ikke Gud og tænker overhovedet ikke over, hvorledes Skabningerne er opstaaet; og hvis et Menneske fuldstændig har mistet Gud, kan han selvsagt ikke være i Stand til at forstaa hans Værk og alle hans Anvisninger. Alle Forudsætninger for Forstaaelse er de ganske blottet for. De hedenske Eskimoer er allesammen saaledes indstillet: De ved intet om Verdens Skabelse eller om, hvorfra Mennesket eller Tingene her i Verden er opstaaet. De har ikke engang nogen Fortælling om Verdens Skabelse.^[3] Ganske vist har de nogle Historier om Menneskets Opstaaen, men de er ogsaa forvanskede. Nogle fortæller, at »To Mennesker, en Mand og en Kvinde, faldt ned fra Himlen, og fra disse blev Jorden befolket«. Andre fortæller, at »En Mand faldt ned fra Himlen, og denne Mand avlede en Datter med Jorden. Senere tog han hende til Kone, og fra dem blev Jorden befolket«. Men nogle af dem mener ogsaa, at »Kvinden skabtes af Mandens Tommelfinger«. — Saa taabeligt tænker de om Menneskets Skabelse. Siden de fortæller, at Mennesket faldt ned fra Himlen, er det ganske vist indlysende, at de anser Himlen for at være beboet af Mennesker, men hvem det var, der styrtede Mennesket ned paa Jorden, findes der ikke noget Sagn om.

De ved, at Mennesket har en udødelig Sjæl, men de har uensartede og forvanskede Meninger om Sjælen (tarneq)^[4]. Nogle mener ganske vist, at Mennesket kun har een Sjæl; men de fleste er af den Formening, at det har en Mængde forskellige Sjæle. De mener, at alle Kroppens Led har hver sin Sjæl, der ligner »smaa bitte Mennesker«. De to største af Sjælene, der hver er paa Størrelse med en Snespurv eller lidt mindre mener de har Sæde »i Struben og i Midjen« (tartunaq). Og som Følge af denne Opfattelse anser de ofte et forøvrigt levende Menneske for at være afsjælet. De tænker nemlig, naar det har Smerter eller er sygt: »Da Sjælen er røvet, gør det ondt, dér, hvor den før har siddet.« Men at Mennesket ogsaa har Aand (anersâq), har de slet ingen Begreb om.^[5] De ved ikke, at Sjælen er kommet fra Gud, at den er noget uhaandgribeligt og usynligt, og de har ikke Forstaaelsen af, at den ikke kan fjernes fra Mennesket og sættes paa Plads igen; og derfor tror de endogsaa, at en Sjæl, som har Sæde et eller andet Sted i Legemet, kan røves af et af deres Medmennesker og føres bort, og at de ligeledes ved et af deres Medmenneskers Hjælp atter kan bringe den tilbage til dens oprindelige Tilholdssted.

Da de ikke ved, at Mennesket er syndigt, er de heller ikke klar over, hvorledes det er blevet syndigt. Syndfloden^[6] har de ganske vist et svagt Minde om, idet de fortæller følgende: »Man siger, at Menneskene engang var talrige; men han deroppe udslettede dem, da de var ved at blive alt for onde (det siges, at det var fordi de dræbte deres uskyldige Medmennesker).« Nogle af dem kender ikke engang dette, men har en Fortælling om, at »der var engang en Mængde Mennesker paa Jorden; men da den gik i Stykker, udslettedes Menneskene. De faa, der var tilbage, faldt ned i de Revner, Jorden slog, og blev til Ingnerssuit, de Sagnskikkelser, der bor i Fjæren«.

De ved ikke, at »Syndens Sold er Døden«. At der er et Liv efter Døden, tror de nok paa, men ogsaa paa en forvansket Maade, idet de mener, at »de dygtige Fangere samt de, der er døde paa Havet, kommer ned under Jorden, hvor de lever højt af Sælkød«; derfor sker det, at syge, der ikke mere har noget Haab om Helbredelse, eller de, der ikke kan holde deres Smerter ud længere, selv søger Døden i Havet, enten ved at lade sig glide ned ad en Skrænt, eller ved at lægge sig i Tidevandsbæltet og lade Højvandet tage sig.^[7] I Modsætning hertil mener de, at »de, som ikke vil gaa paa Fangst, samt de, der er døde paa Land, kommer i Himlen. Her søger de sammen med Ravnene deres Føde i Bær, til Stadighed svimle paa Grund af Himlens Rotation«. De ved ikke, at Mennesket dør, naar de Dage er gaaet, som Gud har fastsat. De mener, at Aarsagen til Dødsfald og alle Sygdomme maa søges i, at deres Medmennesker ønsker at skade dem, enten ved at udføre en eller anden (ubetydelig) Handling eller gennem hadefuld Tænkning (se Afsnittene om Aandemanere og Hekse). De lever derfor i stadig Frygt og Gru, bange for deres Medmennesker og de Heksekunster, som de mener blive øvet imod dem. De venter hele Tiden, at nogen vil gøre dem Skade; hele deres Liv henlever de i stadig Uro. De føler ganske vist, at de bør have en Beskytter mod alt det, de frygter, og al den Skade, de venter. Men de kender ikke det eneste, der kan frelse dem fra alt dette. De søger en Beskytter paa en Maade, der er i Overensstemmelse med det Mørke, hvori deres Tanker vandrer; smaa ligegyldige og virkningsløse Tingester tillægger de en mærkelig og uforstandig Betydning, og fastsætter Regler i Tilknytning til dem (se Afsnittet om Amuletter). De passer meget omhyggeligt paa disse Ting, sætter stor Pris paa dem og gemmer dem godt. Enten bærer de dem inde under Klæderne mod den bare Krop eller anbringer dem paa deres Befordringsmidler, og hvor de een Gang er anbragte, lader de dem stadig blive; og jo ældre de er, desto mere virkningsfulde bliver de. Naar de er i Besiddelse af disse Ting, mener de i dem at have Beskyttelse mod det, de frygter, og en god Hjælp til heldigt at overvinde alle deres Bekymringer.

Hvorledes disse Ting (Amulet ârnuaq) skal bruges, plejer de at lære af andre, men kun af Mennesker, der ikke er i Familie med dem. Og man maa forundres over de Regler, der er fastsat for Brugen af dem, og som angiver, til hvilket Formaal de hjælper. Det er de mærkeligste Tanker, de selv har udpønset om, hvorledes man skal bære sig ad for at undgaa Fare eller Uhygge, hvordan man kan blive i Stand til at udføre noget, som ellers er umuligt; hvorledes Amuletterne kan styrke dem i deres Overbevisning eller sikre dem et langt Liv. Fra alt dette er Reglerne for deres Levevis opstaaet, mærkelige og forvirrede.

Da de stadig lever i Frygt og stadig venter, at deres Medmennesker skal gøre dem Skade, søger de vedblivende en Udvej til at forhindre Døden i at ramme særlig dem selv og deres nærmeste; og hvad de saaledes finder paa, tror de fuldt og fast er hensigtsmæssigt. Da de frygter deres egen Død og gør alt, hvad der staar i deres Magt for at afværge den, er det indlysende, at de i høj Grad frygter Begrebet Døden; og de finder saaledes ikke nogetsomhelst forsonende ved Døden. De sørger meget længe over deres Døde (deres Mænd, Hustruer og Børn). Det Barn, der fødes efter et andet Barns Død, gør de i deres Angst alt for, at det ikke ogsaa skal dø; de forsyner det med Klæder, der afviger fra andres, selvom det saa i deres Bopladsfællers Øjne kommer til at se hæsligt ud, alt sammen fordi de herigennem mener at kunne afværge Døden (se Afsnittet om Piârqusiat, S. 101). — Da de frygter Døden saa meget, er de ligefrem bange for at røre ved en død; den, der rører ved en død (d. v. s. en nær Slægtning til den afdøde), skal holde sig borte fra sine Bopladsfæller en vis Tid, og kan først genoptage sine Sædvaner, naar den fastsatte Tid er gaaet. Heller ikke det Erhverv, som de plejer at udøve, selvom det er det eneste, de er i Stand til, kan deres Bopladsfæller tillade dem at udøve paa Grund af Dødsfald i Familien, før det fastsatte Tidsrum er gaaet. Nogle af dem maa ikke faa en bestemt Spise hele deres Levetid, idet de mener, at de dør, hvis de faar noget deraf (se Afsnittet om kultisk Afholdenhed (agdlerneq) og religiøs Skyhed (paqingnarneq)). Alt det ovennævnte har Navn efter de bedrageriske Regler, som Vogterne af Bopladsfællernes Tro har fastsat, og for at holde deres Bopladsfæller i stadig Frygt sørger de (Aandemanerne) for, at Skikkene bliver holdt i Hævd.^[8]

Aarsagen til deres stadige Ængstelser og Oprindelsen til deres bestandige Frygt er af dobbelt Art: De tillægger baade Mænd og Kvinder Evner til enten at bringe andre i Ulykke eller til at gøre dem Gavn. Og disse Mennesker sørger da for — under Dække af den Tro paa dem selv, som de har fremelsket hos deres Bopladsfæller, og ved Hjælp af den blinde Tillid, disse som Følge heraf nærer til dem at deres Bopladsfæller intet mærker til deres Bedragerier, og de gør sig Umage for at ingen ser, hvorledes de bærer sig ad med at udøve deres Kunster til Gavn eller til Skade for Menneskene.^[9]

Skal Kunsterne øves inden Døre, skal det foregaa for slukkede Lamper. Skal de derimod foregaa i fri Luft, maa det ske uden Folks Vidende; eller ogsaa øver de deres Kunster inde i Huset, mens Beboerne sover. De førstnævnte (Mændene) fortæller gerne, hvad de under Udøvelse af deres Kunster, som Folk jo ikke har været Øjenvidne til, har faaet Vidende om, eller hvad de har hørt og set, for at de herefter kan give deres Bopladsfæller Direktiver om, hvorledes de bedst skal bære sig ad med at opnaa det, der kan blive til Gavn for dem, eller hvordan de bedst skal undgaa det, der vil bringe dem Ulykke. De andre derimod (Kvinderne) giver Meddelelse om, hvorledes de ved en eller anden ubetydelig Handling uden Folks Vidende har bragt Ulykke over (eller dræbt) et af deres Medmennesker. Herved sørger de for stadig at virke uhyggelige overfor deres Bopladsfæller, saa at disse af Frygt for dem ikke tør tænke ondt om dem eller gøre dem noget. Disse to Kategorier har imidlertid intet tilfælles, men maa snarere betegnes som Konkurrenter.^[10] De førstnævnte beskylder gerne de sidste for at være Skyld i al Slags Ulykke og Død, og det har igen til Følge, at mange Beskyldninger munder ud i Misgerninger og Mord. — De første maa betegnes som Vogterne af deres Bopladsfællers Tro og som deres Herskere. De fortæller en Mængde frygtelige og uhyggelige Ting, og Bopladsfællerne, som stoler blindt paa dem, begynder da at tro paa en Mængde forvirrende Smaating, som de daarligt kan huske eller holde ude fra hinanden. De lægger ganske vist Mærke til de tydeligste af deres Bedragerier, men ikke desto mindre bliver de rask væk ved at tro paa dem, uden at tillægge det, de har opdaget, større Betydning. Det er jo forstaaeligt, da de ikke tænker dybere over det, idet disse Mennesker, der vandrer i Hedenskabets Mørke, kun kan rumme de Tanker, der drejer sig om Uhygge. Man maa i Sandhed sige, at de eskimoiske Hedninger ikke finder nogen Fred i den Tro, som de forøvrigt ikke engang hænger særlig ved, da de stadig foruroliges af en Mængde uhyggelige og frygtelige Tanker, der gør dem ganske forvirrede.

De har fuldstændig tabt Guds Kærlighed og Godgørenhed af Sigte, og det vigtigste Vidnesbyrd herom er, at de hverken ofrer til eller takker nogen, der staar højere end dem selv. Det eneste, der er tilbage af den Slags er dette: Naar der en sjælden Gang har været særlig god Fangst, lægger de Flænsebidder ud oven paa en Sten; men de ved ikke, til hvem de ofrer og kan heller ikke give nogen Forklaring. Her paa Stedet har man endog aldrig hørt noget om denne Form for Ofring.^[11] De er af den Formening, at alt her i Verden er opstaaet af sig selv, og de mener endog, at det samme er sket med dem selv. Dette slaar de sig til Ro med og lever derfor glade og tilfredse med sig selv. — De kender slet ikke til Bøn og Salmesang, da de jo ikke kender nogen Grund til Tak, og de er heller ikke klar over, hvad der mangler hos dem eller hvad der er nødvendigt for dem, udover hvad der vedrører deres Bopladsfæller; det eneste, de kender, og som deres Ønsker dikteres af, er Madglæde og Kødets Lyst, og fra dette stammer Misundelse og Forbitrelse. ^[12] Storfangerne, de stærke, raske og dygtige bliver Genstand for Misundelse; alle de misundte begynder at vente sig noget ondt, og derfra udspringer Fjendskab, Hævngerrighed og Drab. Ikke alene de misundelige og fjendtlige, men ogsaa dem, der blot mistænkes for noget saadant, søger man at udrydde, og ligeledes deres Efterkommere, som man ellers frygter vil gøre Gengæld, naar de engang er vokset op. Der er derfor megen Fjendskab blandt de hedenske Eskimoer. — De, der intet Fjendskab har mellem sig, men tværtimod er Venner, har saa slette og modbydelige Skikke og Sædvaner, at man skammer sig ved at omtale dem. De kender ikke til virkelig Kærlighed, den gensidige »Kærlighed« hviler kun paa Kødets Lyst og har sit Udspring herfra. Dette viser sig tydeligt i Ægteskaberne. Undersøger man Spørgsmaalet nærmere, viser det sig, at Ægtefæller, der hele deres Liv har levet i Samdrægtighed, er sjældne blandt de hedenske Eskimoer. De har ikke Forstaaelsen af, at en Mand kun skal have een Kvinde. De forvansker derfor Guds Bestemmelse med Hensyn til Mandens og Kvindens Samliv, saa at deres Sædvaner bliver umenneskelige og dyriske. Dette viser sig tydeligt gennem følgende fire Ting: Lampeslukning, Konebytning, Flerkoneri og hyppige Skilsmisser.^[13] Jeg mener ikke, at man kan betegne Utugt som den værste af deres forvanskede og bagvendte Skikke, men at Utugt er Roden til deres Skikke.

Den modbydeligste af de Skikke, de hedenske Eskimoer i deres Fordærvelse har, er »Lampeslukning«, d. v. s. at Mænd og Kvinder er sammen med dem, de tilfældigt først faar fat i. Hvis der f. Eks. er Besøg af tilrejsende Mænd, bliver alle Lamperne slukket ved Sengetid, og de tilrejsende blander sig da med Husets Mænd og har Samvær med de Kvinder, de i Mørket tilfældigt møder; medens alt dette sker, skal »alle Drenge og Piger« være til Stede og lytte sig til eller føle sig frem for at opdage, hvem der er sammen. Tænk engang, hvor skammelig en Skik! Denne Skik var ogsaa i Brug paa Vestkysten, da der endnu fandtes Hedninger, og blev da kaldt »Ægteskabsleg« (saniliarneq). — Saa modbydeligt opfører de sig, — og da vi hørte det, forundredes vi over, at Mennesket, der er skabt i Guds Billede, kan blive saa skammelig og fuldkommen forrykt og blive saa fuldstændig blottet for Skamfølelse og vise en saadan Ufølsomhed overfor de Egenskaber, som Gud har tillagt Mennesket og det Maal, han har sat det. Det er jo skrevet, at »Ligesom de forkastede at have Gud i Erkendelse, saaledes gav Gud dem hen i et forkasteligt Sind til at gøre det usømmelige«. Under disse Skikke hører ogsaa Konebytning.

Det vil sige, at to Mænd, der hver for sig er gift, bytter Kone med hinanden, ogsaa hvis de bor paa hver sit Sted. Hvis f. Eks. et Ægtepar faar Besøg af Mandens Konebytnings-Fælle, der kommer for at være sammen med Konen, skal Manden rejse for at komme hen til den tilrejsendes Kone. Der siges, at de plejer at have det smalle Stykke af en Sæls Baglalle med som Betaling, og hvis Konen tager imod det, vil det sige det samme som, at hun er indforstaaet med Forholdet og glad til, og hun behandler derefter denne anden Mand fuldstændig som sin Husbond. Der fortælles, at de Mænd, der foretager Konebytning, er fælles baade om Konerne og Børnene. — Da de finder Fornøjelse i at foretage sig den Slags og faar mere og mere Hang dertil, kan de fleste ikke nøjes med kun at have een Kvinde, og derfra stammer Flerkoneriet. Der er mange, der har to Koner, og der er ogsaa nogle, der har tre. I denne Henseende kan vi ikke lægge Skylden paa Mændene alene, ogsaa Kvinderne har fuldstændig i Lighed med Mændene de skammeligste Lyster og Hang til den Slags. Det er skrækkeligt at høre, at en Kvinde har to Mænd, og at hun ikke desto mindre er fuldstændig ligeglad med at skulle bo under samme Tag som den Mand, hun er skilt fra. Der er ingen, der er trofaste og oprigtige mod deres Koner, og da de ikke har nok i Eengifte (Monogami) er »hyppige Skilsmisser« almindelige. Det hænder f. Eks. ofte, at de straks bliver ked af den Kvinde, som de har giftet sig med, og sender hende bort eller selv forlader hende, hvorefter de gifter sig med en anden. Det sker ikke sjældent, at forholdsvis unge Mænd paa ca. 30 Aar har været gift 8 à 10 Gange, og at alle deres forhenværende Koner lever. Ligeledes at endnu unge Kvinder paa ca. 25 Aar har været gift ikke under 6 Gange; det kommer af, at de ikke har Forstaaelsen af gensidig Oprigtighed og Trofasthed.

Oprindelsen til alt dette er: Ufølsomhed. Det er forbavsende at høre om, hvor Ufølsomheden er ligelig udbredt hos Mænd og Kvinder. Et Eksempel herpaa er, at en Mand, der havde 2 Koner, som han hver især havde Børn med, havde forladt dem alle paa en Gang, var flyttet et andet Sted hen og ogsaa her taget sig 2 Koner. Ligeledes er det forfærdeligt at høre, hvorledes nogle Mødre er fuldstændig blottet for Moderfølelse. F. Eks. havde en gift Kvinde, som havde 2 Børn, forladt baade Mand og Børn, mens Manden laa syg, og havde giftet sig med en anden. I den Retning er de ikke Spor bedre end Dyr, der ellers ingen Forstand har. Fra alt dette stammer »Fjendskab og Ubarmhjertighed«. Det viser sig paa den Maade, at de, der er gift med fraskilte Kvinder, og de Mænd, som de fraskilte Kvinder tidligere var gift med, bliver fjendtlig stemte mod hinanden. Den fraskilte Kvinde er stærkt forbitret paa sin tidligere Mands Kone, og herfra stammer den slette Skik at tænke paa Ulykker og at gøre Forsøg paa at gennemføre dem, nemlig ved Heksekunster og Trylleri.

Den skammelige Adfærd stammer ogsaa fra den forfærdelige Mangel paa Barmhjertighed. Det viser sig ved, at de Mænd, der flere Gange har forladt deres Koner, fuldstændig mangler Barmhjertighed overfor deres smaa Børn og deres Døtre; de har saaledes for Skik, naar Moderen dør, at begrave hendes lille Barn sammen med hende, skønt det er fuldkommen raskt, eller at kaste det i Havet. Paa den anden Side siges der, at Kvinder, hvis Mænd er døde, gerne kaster deres mindste Barn i Havet, for at det ikke skal være dem til Besvær. Det er rystende at høre, hvorledes man havde lukket en lille Dreng paa to Aar ude, hvis Mor var død. Selv om den lille gerne vilde ind, forhindrede man ham deri og forlod ham ganske alene ved Bopladsen. Senere var han flere Gange set af Kajakmænd; men ikke een af dem havde haft Medlidenhed med eller havde hjulpet den lille, der var tørstig og havde tigget dem om lidt Vand. Tilsidst var han da ogsaa død af Sult og Tørst (Det her omtalte er sket for ikke ret mange Aar siden). — Saa skrækkelige og frygtelige Skikke havde de. Hertil kan ogsaa tilføjes, at nogle Mennesker, der var ude for Hungersnød, spiste dem af deres Fæller, der var bukket under af Sult eller dem, der var kommet til dem. De har slet ikke Forstaaelsen af, at Menneskelegemet, der er den udødelige Menneskesjæls Hylster, engang skal anvendes til et særligt Formaal.^[14]

De kan lignes med Folk, der er fuldstændig nedsænkede i denne Utugts Morads. Derfor mener jeg, at dette maa betragtes som den største Forhindring i at modtage det frelsende og lyksalige Evangelium. Naar Evangeliet klarlægger dette, er det indlysende, at Mørkets Hersker vil anstrænge sig endnu mere for at vedligeholde denne Utugt, der hviler paa Vantro. De Mennesker, der vandrer i Mørket, styres jo af Utugten, og dette er Skyld i, at frygtelige Misgerninger følger. Det er derfor klart, at naar Evangeliet forkynder Kyskhed og Ærbarhed, der har sit Udspring i Troen, vil der blive ydet Modstand, om ikke ved Ord saa i Gerning.

Der rejser sig da følgende Spørgsmaal: Kan vi gøre os noget Haab om, at de Hedninger, der er sunket saa dybt i Utugt, og hvis Væremaade er en saadan Hindring for Modtagelse af Evangeliet, kan blive omvendte? Kan man sætte nogen Lid til, at denne Uskik kan udryddes? Ja, sandelig kan de omvende sig, saafremt de vender tilbage til deres Fader, som de har forladt, og begynder at faa Forstaaelsen af, hvad de har forødt, ligesom den fortabte Søn vendte tilbage til sin Fader og visselig blev modtaget. Ogsaa disse lever skabte i Guds Billede, men de har ved deres Ulydighed og Vantro forladt Gud og forødt deres Ejendom, idet de har levet et slet Liv i et andet Rige, d. v. s. i »den verdslige Herres Rige«, og man kan benytte denne Lignelse, at de sidder fast i det Ondes Morads, hvilket vil sige det samme som i dets Modbydelighed. De kan derfor lignes ved at have mistet al Ejendom i dette Liv, der tilhører Gud, og at de vilde være døde af Sult, hvis ikke Gud havde ladet dem høre dette: »Husk, hvad du har efterladt og vend tilbage dertil«. Ja, ogsaa disse vil Gud frelse, ogsaa for deres Skyld sendte han sin Søn og overgav ham til Pinsler og Død. Ogsaa for deres Skyld døde Jesus Kristus »og udgød sit Blod til deres Synders Forladelse«. Jesus har engang sammenlignet sig selv med den gode Hyrde og sagt, at ogsaa de, der ellers intet Kendskab har til Gud, skal og bør slutte sig til hans Hjord, idet han siger: »Og jeg har andre Faar, som ikke hører til denne Fold; ogsaa dem bør jeg føre, og ogsaa de skulle høre min Røst.« Sandelig kan Jesus omvende alle disse, og hans Kærlighed og Mildhed kan ogsaa omvende Hedningernes Synder, hvor frygtelige de end er at høre om. Visselig skal Guds Ord, der har lydt gennem Profeten Esajas, opfyldes: »Dersom Eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om end de vare røde som Skarlagen, skulle de blive som Uld« (I. 18). Dette bliver os til Trøst og giver os et Grundlag for Haab om, at Hedningerne, der vandrer i saa dybt et Mørke, atter kan blive omvendte, og Gud kan selv fuldbyrde dette, naar de engang modtager Evangeliet om hans Søn, Jesus Kristus. Det er jo saadan, at selvom de har vandret i saa dybt et Mørke, er deres Hjerter dog ikke blevet fuldstændig forhærdede, og selv om deres Samvittighed er stærkt svækket og dysset helt i Søvn, kan den dog endnu vækkes. Er det da saaledes, at de, fordi de endnu ikke i deres Hjerter har modtaget Budskabet, som den Helligaand har bragt om Guds Søn og hans Gerninger, maa betragtes som Modstandere af den Helligaand, som Syndere, der ikke kan finde Tilgivelse hverken her eller hisset? Sandelig Nej, Gud ønsker ikke at støde noget Menneske fra sig i al Evighed, men hvis han aabenbarer Sandheden for Menneskene, og disse derefter støder den fra sig uden at ville have noget med den at gøre og gør deres Hjerter haarde, da først skal Mennesket, der ikke ønsker Frelse, selv være Skyld i, at Guds Vrede kommer over ham, d. v. s. den evige Forbandelse.^[15]

Derfor kan vi haabe paa, at ogsaa Hedningerne kan blive omvendte til Gud, hvis de af ganske Hjerte tager imod Guds store Kærlighed og uendelige Mildhed, som han har ladet dem høre om, og lever deri. Dette har Gud selv udvirket og vil udvirke, »da han ikke ønsker, at nogen skal gaa vild, men vil, at alle skal leve og omvende sig.« — Naar vi er sat til at være Lærere for saadanne Hedninger, lad os da gøre os Umage for ved utrættelig Bøn til Gud sandfærdigt at bekende det Onde og den Magt, der bor i os, ikke ved at skille de onde Ting ud fra hinanden, men ved at søge alt dettes Oprindelse og Udspring, nemlig Vantro og Ulydighed, da først bliver vi virkelig i Stand til at bekende. Da jeg, som skriver dette, nu lever blandt de Hedninger, som ogsaa vi er sat til at virke hos, og baade føler og har erfaret, at Utugt er det, der virker mest ødelæggende paa de herværende Hedninger, saa ser jeg mig med Skam nødsaget til at udtale, at ogsaa dette hidtil har været den største Hemsko i Fremgangen hos de vestgrønlandske Menigheder. At Utugt er noget slet og afskyeligt og er Aarsag til mange Uting, er endnu ikke gaaet op for adskillige. Dette er mærkbart gennem de mange Børnefødsler udenfor Ægteskab, og selv om jeg skammer mig forfærdeligt ved at skulde sige det, ser jeg mig nødsaget til at udtale, at da det ikke sjældent sker endog blandt dem, der skulde være Lærere og Vejledere, maa vi skamme os over, at Paulus' Ord skal lyde som en Dom over os: »For Eders Skyld bespottes Guds Navn iblandt Hedningerne.«

Lad os da sammen gøre alt, hvad vi kan, for at denne Utugt ikke faar Rum i vore Hjerter, først naar den ikke mere har Rum i Hjertet, da først kan ogsaa alt det slette i os fjernes gennem Gerning. Lad os af alt Magt gøre vort til, at vi ikke bliver Skyld i, at Guds hellige Navn bliver Genstand for Hedningernes Spot, men lad os gennem et helligt Levned søge at gøre vort til at leve et kyskt Liv og at holde os borte fra dem, der lever i Utugt. Hedningemissionærerne skal da ikke alene sætte deres Fortrøstning til, at vi lever saaledes, men deres Forbud og Forklaringer med Hensyn til Hedningernes Forhold skal heri hente sin Virkningsfuldhed, saa at Hedningerne selv kan faa Øjnene op for, hvorledes Guds Børn lever deres Liv, og som Følge heraf stadig skamme sig dybere over deres eget Levned og efterhaanden ændre det; thi det er saaledes, at man ikke kan undgaa at se, naar en oprigtig Tilegnelse har fundet Sted.

Hvis ogsaa du, der læser dette, har sat som dit Maal engang at blive Missionær for Hedningerne, da maa du af ganske Hjerte bede til Gud, at han ved sin Aand og ved sit Ord maa aabenbare Kyskheden for dig og hjælpe dig til at tilegne dig den, saa at du virkelig kan komme til at leve dit Liv heri. Hvis du engang bliver Missionær blandt Hedningerne, vil du erfare, at Utugtigheden er den stærkest nedbrydende Magt blandt dem. Naar du selv lever i dens Modsætning Kyskhed, vil du ikke alene kunne vejlede dem paa rette Vis, men vil ogsaa gennem dit Levned blive et Eksempel for dem til Efterfølgelse. — Ogsaa du, som ikke har til Maal at blive egentlig Missionær, men Vejleder for de kristne, ogsaa du maa gøre nøjagtig det samme, for at den Utugt og Letfærdighed, der ogsaa findes blandt kristne, og som mange Gange forringer de stakkels Menigheder og behæfter dem med et daarligt Ry, ogsaa kan bringes til Standsning; Begyndelsen hertil bør have sin Rod i Lærerne og Vejlederne. Hvis det gaar saaledes, vil Hindringerne ikke være saa vanskelige at overvinde, og Vejlederne vil have saameget mere Grund til at glæde sig, naar de ikke behøver at opstille Forbud. Ja, det vil sandelig være glædeligt, om Gud i sin Naade kan bruge os, ikke alene som Vejledere, men ogsaa som Eksempel for sin Menighed.

Ogsaa I, der ikke er Missionærer, eller som ikke ønsker at blive Lærere, maa læse om disse Ting. Ogsaa til jer vil jeg sige følgende: Stræb af Hjertet efter at komme i Besiddelse af Kyskhed og Ærbarhed, og lev jert Liv heri. I har hørt, hvorledes jeres stakkels hedenske Landsmænd lever i Utugt som uforstandige Dyr, og har ogsaa lagt Mærke til, at nøjagtig den samme nedbrydende Magt er blandt jer, og i hvor høj Grad den er Skyld i, at Guds Riges Vækst forringes og forhales. Stræb efter at udrydde dette hos jer selv og hos jeres Bopladsfæller, — ja ikke alene udrydde det, men af al Magt søge at leve paa modsat Vis: i Ærbarhed — paa den Maade vil I efterhaanden blive i Stand til at vinde Fremgang i Guds Rige og blive delagtiggjort heri og leve i de Gud velbehagelige Skikke, »der har det rette Ry«. Ikke alene vil I da glæde jer over Gud og jeres Vejledere, men til jeres store Glæde og Opmuntring vil I nu høre, ikke den Dom, der ovenfor blev afsagt, men dens Modsætning, nemlig: »For Eders Skyld retfærdiggøres Guds Navn iblandt Hedningerne.«

Fodnoter

↑ Tôrnârssuk hedder på øgrl. tôrnârtik, sammensat av tôrnaq 'en ånd' og -artik. Endelsen -artik (= vgr. -arssuk) betegner vistnok oprindeligt: 'den særegne, særlige', måske med en biklang av 'den kære herlige'. Dette navn er den hellige »overånds« særbetegnelse. Overalt i det gamle Grønland var dette væsen kendt som en slags højeste hjælpeånd, en mægtig ånd over de andre hjælpeånder i åndemanerens (angákokkens) tjeneste. Enhver angákoq hade nemlig sine private hjælpeånder og sin individuelle tôrnârssuk (øgr. tôrnârtik), som existerede i flere fremtoninger. Her nævnes nu en, som en angákoq kaldte for sin ârrusaq (eller ârrûsaq?) og som han beskrev som et lille dyr i havet. Vi har fundet samme væsen omtalt i Hansêraks dagbog, hvor to forskellige angákut betegner deres tôrnârtik med dette navn (se Hansêrak s. 87-89 m. note s. 197). Det tilsvarende dyr, som kendes i havet, viser sig at være en vingesnegl (Clio borealis seu retusa, Fabricius, Fauna s. 334). Altså betragtede nogle av de østgrønlandske angákut dette lille havdyr som det naturvæsen, der under åndemaningen blir til deres tôrnârtik, d. v. s. optræder (fungerer) som sådan, idet den ligesom forvandles til en overånd iblandt deres øvrige stab av hjælpeånder. G. Holm formodede at Tôrnârssuk (øgr. tôrnârtik) oprindelig var en blæksprutte, måske vildledet av en enkelt beskrivelse fra Alaska, se hans Skizze (M. o. G. 10, 1888, s. 115, fodnote). Illustrasjonerne, der henvises til, ser dog i reglen meget forskellige ud fra en blæksprutte. De gamle Vestkystmissonærer gav også andre skildringer av tôrnârssuk i deres skrifter (Hans Egede, Poul Egede, H. C. Glahn osv., jvf. min bog Eskimoernes kultiske Guddomme s. 12-14); Østgrønlændernes udskårne figurer (i relieffer) av Tôrnârtik peger hen på et eller andet mindre havdyr. Iblandt Centralog Vesteskimoerne betegnes Tôrnârssuk som »ham med de mange øjne«, Ijitôq, en ånd, der gennemskuer alt og alle (se Birket-Smith: Eskimoerne, 1927, s. 188, jvf. Francis Barnum, 1901 § 841, se også mit nysnævnte skrift s. 28). — Nogle av de gamle missionærer i Grønland vilde i Tôrnârssuk se selve Diavolo, den skindbarlige Satan. Dette gjaldt dog ikke om Glahn og Cranz, der begge skildrede ham som den gode ånd, »et mægtigt, viist og godgiørende Væsen« (anf. skrift s. 7-8). Når Rosing for sin part sier om Østgrønlænderne at »de tænker ikke herved på Djævelen«, glemmer han åbenbart i øjeblikket at hedningerne ligeså lidt kendte noget til kristendommens »Djævel eller Satan« som til »den virkelige Gud«.

↑ »Han deroppe (pínga)« er ikke et mærkeligere udtryk end »hun dernede«, som Inuiterne anvender om »havdybets gudinde eller herskerinde« (savssuma inua, Arnarquássâq). Kun kan det være lidt uvisst om »han deroppe« er helt den samme som »luftens guddom« Sila, idet der iflg. hedningernes tro synes at være to væsner el. guddomme opadtil, nemlig foruden Sila også regngudinden Asiaqs' mand, jvf. »Eskimoernes kult. guddomme« s. 38-39 og 68-70.
Pastor Rosing vil åbenbart gærne finde tegn på at Østgrønlands hedninger engang har haft kendskab til en »højeste gud, Gud selv«, og derfra bevaret ligesom en sidste rest av »uråbenbaringen«, hvorom han har hørt eller læst i sin teologi. En sådan anskuelse vilde stemme helt med katolisismens teologi. Således betragter fx. den katolske etnolog, pater Wilh. Schmidt forholdet. (P. W. Schmidt: »Ursprung der Gotteside«, sammenholdt med hans »Der Uroffenbarung als Anfang der Offenbarungen Gottes. Eine Apologetik für wissenschaftlich Gebildete« (1915?) Religion, Christenthum, Kirche. Verlag Kösel & Pussel. München.) Rosing bruger et Udtryk som »den Smule, der er tilbage af Mindet om de ældste Tider, . . . et rigtigt, men svagt Minde« (s. 99), jvf. note 60.
»Luftens ejer« Sila var en fælleseskimoisk guddom ligefra Østgrønland til Sydalaska, måske folkets ældste guddomsbegreb. Dette ord betegner 1) det frie rum udenfor huset, 2) luften, 3) verden, 4) luftens ejer el. styrer, naturånden, 5) samme naturånds fornuft (intelligens) og sind, 6) det enkelte menneskes fornuft og sind. Hverken i dansk eller i noget andet evropæisk sprog findes et lignende ord, der på engang udtrykker alle disse ting.

↑ »De har ikke engang nogen Fortælling om Verdens Skabelse« vil atter sige, at Rosing her pukker på, at hedningerne ikke kender bibelens beretning om Guds skabelse av verden i sex dage. Til gengæld har Grønlænderne en anden forklaring av »de første ting«, men sætter dem ganske vist ikke i forbindelse med nogen skaber-akt. Østgrønlænderne gik ligesom alle Inuit ud fra at verden (ɔ: tilværelsen) er til »av sig selv«, men forklarede fx. menneskets tilblivelse i denne verden på deres egen måde, ved en uhyre omvæltning eller »kæntring«, som de sae, »et nedstyrt av himlen over jorden, så at jorden slog revner«. Jvf. G. Holm, Skizze (1888) s. 144-145; Kn. Rasmussen, Myter og Sagn I (1921, 71); P. Egede under 1737-38 (1788 s. 81 og 149); F. Nansen (1891, 224-225); Rink (1871, 183). — Pastor Rosing har forøvrig her kun fået meget lidt med av hvad Østgrønlænderne egentlig vidste at fortælle eller mente at vide (jvf. Kultiske Guddomme s. 64 og 79-80).
Vore egne forfædre hade myter, der lignede Inuiternes:
I tidernes morgen

byggede Ymer jorden:

var ej sand eller sø

eller svale bølger.

Jorden var ej til

eller Himlen foroven:

kun Ginungagab — alt

uden groende græs.

(Vølvens spådom. Eddadigtene).
Al verdens folkeslag kender til ældgamle »overleveringer«, »myter« om dette pikante problem: de første tider og alle tings oprindelse. Alaskaeskimoerne har en av de udførligste og dybsindigste forklaringer, menneskeånden har udklækket, en videreførelse av den nordøstasiatiske myte om Ravneguddommen (Tulukaugaq, i Nordalaska Tulungersâq). Ravnen var himmelgudens søn. Han lod sig føde på jorden, der dengang var dækket av vand; og skabte dyrene og planterne. Han er den eskimoiske kulturheros (E. W. Nelson, The Eskimo about Bering Strait, 1899, s. 425-426; 452-467 etc. og Knud Rasmussen, Festens Gave, 1929, s. 48 fIg.). Indianerne har tilsvarende myter om tidernes begyndelse, om jordens tilblivelse: en ånds (skildpaddens) opdukken fra sø- eller havdyb, og de første menneskers ankomst.

↑ »De veed at Mennesket har en udødelig Sjæl«. Hedningerne (alle Eskimoer og Indianere) tænkte sig jordlivet fortsat i himmellandet (som er et fattigt sted) eller i havdybets land for de døde (hvor der er overflod av vildt); men deres begreb om »sjæl« lignede ikke vort kristeligt prægede begreb. Det eskimoiske ord tarnik el. tarne oversættes i reglen ved »sjæl«, men kunde bedre kaldes »sjæleelement«, »livselement« eller »lille-sjæl«; ti et menneske har efter eskimoisk opfattelse en lille tarne i hvert led i kroppen og dertil to særlig betydningsfulde »tarner« eller småsjæle, den ene i nakken eller struben, den anden »i venstre side«, d. v. s. i hjærtekulen eller et sted under mellemgulvet som hedder tartunaq, partiet omkring nyrerne. Andre talte om at en tredie livsvigtig »sjæl« (tarne) har sæde nederst i rygraden (de lærde Eskimoer var herom lidt uenige!). Hver tarne er ligesom et luftigt lille menneske, en homunculus. — Rosing fremstiller i denne forbindelse Grønlændernes gamle opfattelse av sygdom som en partiel »sjæleberøvelse«, et sjælerov, jvf. Hansêrak, Dagbog s. 31, 76, 110, 116 (og 193, note 20).
Et andet ord tarraq kan undertiden også bruges og oversættes som sjæl, men grundbetydningen fremgår av at tarrâ, 'hans tarraq' særlig betegner 'hans skygge, eller hans avspejling eller skyggebillede (fx. i vandet); eller hans genfærd'. Skyggen betragtes som en del av mennesket, altid til stede selv om den ikke ses. Endelsen -raq i tarraq betyder sædv. 'en unge av et dyr' eller 'en lille' (av arten): piaraq 'et dyrs unge', mêraq 'barn', norraq 'en kalv' (av et rensdyr), âtâraq 'ungen av en Grønlandssæl, en sortsideunge'. Hvad er saa tar i tarraq? mon ikke = roden i tarne (hvori -ne blot er en formantisk endelse)? Formen tarnik synes at være dualis (total), så det kunde betyde 'et par småsjæle', men tarraq 'en unge el. avkom av menneskets tar'(?). — Et tredje ord, der ofte antages at dække en side av vort sjælebegreb, er atêq 'navn jvf. atêq 'en navnefælle', ateqatâ 'hans navne', ateqautâ 'den han er opkaldt efter'. Med navnet man får ved den hedenske dåb optager man samtidig den avdødes »sjæl« (d. v. s. hans egenskaber) i sin krop, hans »personlighed«.

↑ »ånd« grl. anersâq er et nyt indført ord, hvormed missionærerne har efterlignet vor danske sprogbrug for at kunne oversætte »den Helligånd«. Også på grønlandsk er dette ord nemlig dannet av 'at ånde': anersârpoq 'han ånder, drager ånde'. Hedningerne forstod kun åndedræt, udånding og indånding' ved ordet anersâq. Men de døbte lae efterhånden den tillærte betydning 'en (god) ånd' ind i det nydannede ord. Det lå dem ikke så fjærnt. Det til grund liggende anerpoq betyder 'han ånder, drager ånde', særlig el. kun brugt om det menneskelige åndedræt. Det derav dannede anerneq synes selv i hedenskabets tid at ha været anvendt ikke blot om åndedrættet, men også om 'en ånd', et åndesyn eller 'en god eller ond ånd, jvf. Kroeber, 1899, s. 305 og 308, om Kap Yorkernes (Polareskimoernes trosbegreber. Se ogs de gamle grønlandske ordbøger).

↑ »Syndfloden«, »Jorden slog Revner«. Ingnerssuit. Der er heri brudstykker av Grønlændernes fra fortiden nedarvede forklaring av hvordan menneskene oprindelig blev til (jvf. note 6). Men vel at mærke, »Syndfloden« er et ord de ikke kendte. Det er præstens teologiske kommentar. Hos Hansêrak (Dagbog noter 15 og 25) nævnes Ingnersuit 'ildtrollene; morildsfolket', flere gange. De kaldes på østgrl. innertivin 'store bål, store flammer' som betegnelse for et åndefolk.

↑ Livet efter døden. — Her lægger vi mærke til at hedningerne ikke var bange for at berøve sig selv livet, da de jo fuldt og fast tror på at livet fortsættes efter døden (undtagen for de ved et drab parterede kroppe). Lidt længere nede taler forf. om deres frygt for døden: »at de frygter deres egen Død . . . at de i høj Grad frygter Begrebet Døden«. Om nogen absolut selvmodsigelse behøver der dog ikke her at være tale: nogle har lettere end andre ved at bestemme sig. Selv for den troende hedning var det dog forbundet med nogen selvovervindelse at springe ud fra fjældkanten og styrte sig i havet.
Det interessanteste i denne sammenhæng er forf.s oplysning om at det ikke er videre lykkeligt eller saligt for en Østgrønlænder at komme i himlen (til himmellandet), for deroppe lider man av svimmelhed og må nøjes med ravneføde; hvorimod livet på havets bund, hvor der er fuldt op av sæler, kommer som en belønning for de dygtige fangere. Dette er ganske i overensstemmelse med gammel vestgrønlandsk tro.

↑ Åndemanerne (angákut) skal sørge for at holde skikkene i hævd. De er »Vogterne av Bopladsfællernes Tro«. — Forf. vil vist ved sit udtryk »bedrageriske Regler« kun sige, at for os bedre oplyste synes alle de nedarvede hedenske skikke, deriblandt også sørgeskikkene, blot at bero på hedensk overtro eller indbildninger. For hedningerne selv står imidlertid disse skikke som hellige regler og det er for dem syndigt at overtræde deres tabu-skikke. Også de i det følgende omhandlede »bedragerier« er kun at betragte som vildfarelser i vore øjne, fordi vi veed os så meget klogere end hedningerne, medens de nævnte handlinger i de indfødtes eget sind og liv fremgår av gamle rituelle skikke, som deres forfædre igennem et årtusind eller mere har troet på. — Gammel skik hedder ilerqoq på grønlandsk, det svarer i en vis forstand til vort begreb naturlov, det der har udviklet sig (rqoq -ror-) udav tingenes gang, av tingenes eller forholdenes »skred«' (se ilivoq i ordbogen). Derav dannes ilerqugssaq 'det som skal være skik' d. v. s. pligt. Thi for hedningerne var det en pligt at overholde de gamle skikke. Deres angákut (åndemanere) var deres præster eller rettere en forening af præster og læger, og hade fået omtrent ligeså lang en uddannelse som vore evropæiske præster eller læger plejer at få. Noget andet er, at Evropæernes læger og præster nutildags ikke længer benytter sådanne shamanistiske midler som hypnose, trance, bugtaleri, eller trommer og lignende små larminstrumenter. Vore præster bruger andre liturgiske midler, salmesang, messe, orgel, sakramentet, undertiden røgelse og klokker (i katolske kirker). De fleste av os tar nu avstand fra illusjonsmidlerne og betegner overtroens forestillinger som illusoriske. De hedenske præster trode selv fuldt og fast på deres oplevelser og visioner. De handlede og messede i god tro. Og de måtte ifølge deres kald sørge for at »naturlovene« overholdtes.

↑ »de gør sig umage for at ingen ser . . .« Hedningen kender en lignende sky som mange iblandt os for at blotte sine inderste følelser. Han mumler eller messer sine tryllebønner (serhratit) i ensomhed. Lærlingen fremkalder sine første ånder i ensomhed. Det hører sig til, ligesom hos os at »den bedende går ind i sit lønkammer«. Det gammeldags sprog, således som vi kender det fra P. Egedes grønlandske ordbog, indeholder adskillige ord, der vidner om en sådan skyhed og fromhed, rituelle udtryk, som pastor Rosing dog også anfører i sin text, endskønt han helst vil betragte dem som »intetsigende«, fordi de tilhørte hedenskabets skikke, fx. eqigâ 'tør ikke nævne den avdødes navn'; paqumigâ tør (av kultiske grunde) ikke befatte sig dermed, nærer en religiøs sky for det' (vgr. paqumigâ, paqumisugpoq 'er på grund av religiøs ængstelse forsigtig med at —').
Herhen hører også omtalen av de rituelle ord, som angakokken brugte under den hellige handling, omskrivninger der skal erstatte de dagligdags og altfor platte ord. »Det hellige sprog« lyder mystisk, fordi det er gammeldags (ligesom det latinske sprog, der bruges i sang el. messe ved den katolske gudstjeneste). En del av ritualsproget er gået over i det digteriske sprog, hvor ærværdige og æstetiske hensyn gør sig gældende (ganske som når vore digtere siger 'viv' istedenfor hustru el. kone, 'vår' istedenfor forår, 'blomme' istedenfor blomst osv.). Endvidere hører også den navnetabu overfor fangstdyrene herhen, der har ført til en fuldstændig forandring af dyrenes navne i det østgrønlandske sprog. Næsten alle dyr har fået navneforandring, ja ikke blot dyrene, men alle de ord, der indgik i de østgrønlandske personnavne, ti når et menneske døde, måtte hans el. hendes navne ikke bruges i daglig tale. Men en mængde personnavne var lavet av betegnelser for almindeligt brugte ting eller begreber, og disse betegnelser måtte da samtidig forandres. Da engang personer ved navn Umiaq og Qajaq døde, blev ikke blot disse navne tabu som personnavne og måtte ikke nævnes; men heller ikke tingene selv, en konebåd og kajak, måtte nævnes længer med de gamle navne, men man omskrev ordene for disse ting ved âutârit og sarqit, d. v. s. konebåden blev for fremtiden kun kaldt et 'rejseredskab', kajakken et 'vandreredskab', på dansk vilde vi naturligt slet og ret sige et fartøj eller 'fartøjet' om dem begge. På den måde er måske 100 almindelige eskimoiske ord i tidens løb blevet avløst av omskrivninger i den østgrønlandske dialekt. Da en mand Ammattaq 'Dværgørreden, Lodden' døde, blev stednavnet Amattalik forandret til Kêrsagalik. Nogen tid senere døde en mand ved navn Kêrsagaq, så blev det sidste navn for Ammattalikfjorden forandret tilbage. Det gamle navn blev i dette tilfælde genoptaget og derfor kunde den nyoprettede koloni få dette navn (offisielt Angmagssalik i Kleinschmidts vgr. retskrivning).
Selve den hellige handling, åndemaningen i hytten, foregik i en stærkt dæmpet belysning, for »slukkede lamper« (undtagen en). Et sådant halvmørke plejede at styrke og højne den religiøse stemning, den »frygt og bæven«, der også for hedningen er en av grundstemningerne overfor det guddommelige.
Hansêrak nævner i sin dagbog et exempel på kultisk avholdenhed s. 174 (jvf. s. 201, note 51), ligeledes Rüttel (Ti år, 1917, s. 46). Têmiartissaq omtaler flere gange at undervisningen til angákoq skal foregå i ensomhed, i løndom (M. o. G. 40, 477 l. 13-14) — ligesom åndemaningen (»gudstjenesten«) i hytten fandt sted i halvmørke.

↑ »Konkurrenter«. Forf. tænker herved sikkert på modsætningen mellem angákut (»vogterne av deres bopladsfællers tro«) og qilalik-kvinderne, som tilhører en lavere klasse: disse har kun en enkelt hjælpeånd (qila 'jordånd, vætte') og benytter en 'løftestok' (qitdlat) som signe-redskab. qilalik betyder 'en som har en qila', nemlig til rådspørgning. Se M. o. G. 40, 465 og 468 med noter (Têmiartissaq). Angákut så ned på de kvindelige qilalikker som en slags kvaksalvere, og det hændte vel at der opstod nogen rivalitet imellem disse konkurrenter. — qila-kunsten omtales ofte i litteraturen, hos Egede (Relation 1738, s. 123); Rink (1871, s, 199) Knud Rasmussen (Nye Mennesker, 1905, s. 169); Rüttel (Dagb. 1927, s. 216 og 218).

↑ »Ofring«. — Offersten som i Vestgrønland fandtes også ved Ammassalik, nemlig klipper med naturlige stenbilleder, et hode av dyr eller menneske, en mund o. lign., hvor de vejfarende stansede et øjeblik for at lægge en lille gave, kød eller spæk eller andet, til stenens usynlige »ejer« (ånd). Pastor Rosing var ny på stedet og hade endnu ikke truffet på nogen sådan offersten. Jvf. M. o. G. 40, s. 709 med fig. 223.

↑ »Madglæde og Kødets Lyst«. Pastor Rosing er i sin bedømmelse her strængere end Hansêrak, der jo ligesom R. var vestgrønlandsk kateket (degn og skolelærer). Hansêrak hade aldrig været udenfor Grønland, medens R. hade tilbragt en vinter i Danmark, i en præstegård (i Lynge i omegnen av København). Nogle av de gamle missionærer i Vestgrønland (ligefra Egede) formulerede en mildere opfattelse av hedenskabet, omend de måtte ta avstand fra visse skikke som fx. saniliarneq (konebytningen, jvf. mine noter i Hansêrak s. 198-200) og lignende »kødelige« lystigheder, som nu engang hørte til i deres kultiske skikke. Men hvorfor glemme el. overse hedningernes andre menneskelige egenskaber? Deres opfindsomhed og flittighed, den gensidige hjælp i samfundslivet, deres gamle digtning og sangkunst, deres sans for ornamentik og skulptur, ja hvorfor ikke, deres mytologiske verdens- og livsopfattelse — så primitivt og umiddelbart alt dette end var? Derom er der skrevet en hel del, jvf. litteraturoversigten! Alt dette kendte Rosing slet ikke til, før han kom til østkysten, i modsætning til Hansêrak, som fra sin barndom i det grønlandske sydland ofte hade hørt om østlændingenes væsen og skikke.

↑ »Lampeslukning, konebytning, polygami« er æmner, som ofte har været fremdragne i litteraturen om Eskimoerne og de østsibiriske folk. For Østgrønlændernes vedkommende se Hansêrak Dagb. s. 107 med noter (s. 199-200 og 213). Hyppigst omtales skikken for Eskimoernes vedkommende i forbindelse med livet i bopladsens festhus qashse, som i den hedenske tid var ungdommens samlingssted. I Alaska har qashsen (»kashim« i amerikansk sprogbrug) karakteren av et »mandshus«, klubhuset, rådhuset, festhuset, »templet«, hvad man vil kalde det, se derom E. W. Nelson: The Eskimo about Bering Strait. Jeg har nylig behandlet qashse-huset udførligere i M. o. G. 40. 656-683.
Naturligvis må pastor Rosing gå ud fra monogamiet som eneste tilladelige form for et kristeligt samfund. Han kendte vel ikke meget til folkeslagene i andre verdensdele. Han kunde ikke andet end betragte ethvert brud på monogami som kángútáineq, ordret egl. 'skamløshed', idet det er dannet med det nægtende i- av rodstammen kángu — 'skam'. Ordet viser at også Eskimoerne kender til skamfølelse, »blufærdighed«. Længere henne i texten vil forf. forklare oprindelsen til den hedenske »skamløshed« i hedningernes mangel på dybde, idet han taler om deres »ufølsomhed« misigtáissuseq og »mangel på medfølelse« nâkigtáinerit. — Pastor Rosings argumenter vilde ha virket stærkere, hvis han her ikke hade holdt sig ensidigt til de mørke sider. Andre forfattere har dog fundet mange tiltalende træk hos Østgrønlænderne, jvf. udtalelser i Hansêrakdagbogen 202-203), som jeg også selv har erfaret det, da jeg besøgte dem. Jeg har set exempler på forældrekærlighed, livslangt ægteskabeligt sammenhold, trofast venskab.
De gamle forfattere (Egede, Glahn osv.) lovpriste ofte Grønlændernes smukke familieliv i det daglige, idet de til gengæld vurderede orgierne ved vinterfesten som udslag av forargeligt hedenskab.
Det interessanteste i Rosings fremstilling ligger i hans klare opfattelse av den konflikt, som indførelsen av den kristelige etik nødvendigt måtte medføre i hedningesjælene, efterhånden som de bøjede sig for forkyndelsen. Missionen skulde lære dem selvtugt og sexuel begrænsning, d. v. s. ensrette dem med den europæiske kirkes moral, der overalt indskærper monogami og avholdenhed som vore idealer. Det var ganske fremmedartede ideer for dette arktiske naturfolk, der ikke kendte til nogen styrende stat over sig, ikke hade historisk fæstnede eller nedskrevne love, derimod en stor mængde stærkt forpligtende skikke av hedensk, religiøs, juridisk og moralsk art. De hade altså i virkeligheden deres egen form for jura og moral. Om Vestgrønlændernes gamle nedarvede skikke hade allerede Rink skrevet smukt og slående i sine etnologiske værker [H. J. Rink i indledning og efterskrift til Eskimoiske Eventyr og Sagn (I-II, 1866); Om Grønlænderne (I-III, 1882-84); Danish Greenland, chapter 12, (London 1877)]. Dem kendte dog Rosing ikke, ligesom han sandsynligvis heller ikke har studeret G. Holms beretninger om disse Grønlændere.
Den unge vestgrønlandske præst skulde nu til at føre en kamp med hedningerne for at omvende dem og udrydde deres skikke. Vi kan måske ane, at der i forf.s egen sjæl har stået en kamp, hvori han har søgt at opmande sig selv til frejdighed og fasthed. Han forstod at han hade den opgave at skulle forandre alle disse forhold, som forargede ham så stærkt ligesom de hade forarget Hansêrak og Rüttel (naturligvis). Det var en stor og alvorlig opgave for en ung grønlandsk teolog, som nok kunde trænge til en opstramning. Et faktum var det imidlertid, at pastor Rüttel hade forberedt grunden. Derfor lykkedes det forholdsvis hurtigt for Rosing — med Henrik Lund og Johan Petersen ved sin side — at trænge igennem den svage modstand og tæmme det hedenske naturfolk. Efter 10 års forløb var de allerfleste av Østgrønlænderne døbt av Rosing. Som det allerede i 1909 skrives av pastor Rüttels biograf pastor T. Løgstrup: »Snigmord finder ikke sted mere, flerkoneriet er ophørt, lampeslukningslegen (som var forbundet med usædelighed) nævnes ikke; de hyppige skilsmisser finder ikke sted længere; åndemanernes magt er brudt, de er ophørt med deres løgnehistorier, amuletterne kastes bort, og de hedenske skikke forsvinder mere og mere.« [Efterskrift i P. Rüttels Til Angmagssalik (1909) s. 47.)].
Rüttels og Rosings hæftige fordømmelse av hedningssamfundets gamle kultus og erotiske former kan i og for sig ikke undre os. Det er Vestens indstilling overfor Østens, kristenmoralens overfor hedenskabets. De to verdener har som bekendt en hel del at la hinanden høre og vil altid ha svært ved at forstå hinanden. — Østgrønlænderne var på deres side ganske ukendt med institusjoner som de hvide mænds bordeller, professionelle glædespiger og spirituøse drikke.

↑ Vi vil alle ta avstand fra den hjærteløse skik overfor de små forældreløse børn. Den må forstås som en følge av de barske naturforhold, hvor undertiden sultekriser og hungerkatastrofer medførte næsten overmenneskelige krav for et isoleret lille samfund. Et eskimoisk spædbarn uden sin mor til værn var dømt til at følge hende i graven. Det synes at ha været skik hos Eskimoerne overalt. Selv hvide mænd på nordpolsexpedisjoner er faldet for fristelser av umenneskelig karakter.
Vi har forstået, at de barske naturforhold og fremmede folks rovdrift på havets dyr i stigende grad må ha medført forfærdelige nødsforhold på Grønlands østkyst (hungerperioder og opløsning av alle forhold). Der har udentvivl engang fundet kannibalisme sted under sådanne hungerkatastrofer ved en eller anden isoleret boplads. Men det betyder ikke, at Østgrønlænderne som helhed kunde beskyldes for »menneskeæderi«; tværtimod, det var for dem den samme gru og rædsel at komme ud for som det vilde være for os. — Jvf. min note i Hansêrak Dagbogen 192-193 (note 17); også Mikkelsen: De østgrønlandske Eskimoers Historie (1934, s. 51 o. fl. st.).

↑ Præsten Rosing betænker sig her ikke på at fordømme de genstridige hedninger til »den evige forbandelse«. Han har vel følt sig som Guds medhjælper, udstyret med en næsten biskoppelig fuldmagt. Hans forargelse når sit højdepunkt overfor hedningernes sexuelle udskejelser. Han tillægger dem en dårlig samvittighed, der skal vækkes og revses. — Andetsteds fører han et blidere sprog, fx. i kap. IV, hvor det drejer sig om angákutternes »genstridighed« overfor deres omvendelse, i virkeligheden kun nogle enkelte fås modstand. Og den var ikke stærk; de østgrønlandske hedninger var så kloge og skikkelige, at de føjede sig efter præstens ordrer efter nogle års forløb. Det grønlandske folks åndelige underkastelse var væsentlig gennemført i 1921, i 200-året for Hans Egedes første optræden på øens vestkyst, — altså i Rosings tid, alt til ære for missionen og under det danske flag. Dermed var danske navne og danske skikke indført overalt istedenfor de eskimoiske, kristendommen anerkendt over hele Grønlandskysten.

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 11-25, København, 1946

[1] Tôrnârssuk hedder på øgrl. tôrnârtik, sammensat av tôrnaq 'en ånd' og -artik. Endelsen -artik (= vgr. -arssuk) betegner vistnok oprindeligt: 'den særegne, særlige', måske med en biklang av 'den kære herlige'. Dette navn er den hellige »overånds« særbetegnelse. Overalt i det gamle Grønland var dette væsen kendt som en slags højeste hjælpeånd, en mægtig ånd over de andre hjælpeånder i åndemanerens (angákokkens) tjeneste. Enhver angákoq hade nemlig sine private hjælpeånder og sin individuelle tôrnârssuk (øgr. tôrnârtik), som existerede i flere fremtoninger. Her nævnes nu en, som en angákoq kaldte for sin ârrusaq (eller ârrûsaq?) og som han beskrev som et lille dyr i havet. Vi har fundet samme væsen omtalt i Hansêraks dagbog, hvor to forskellige angákut betegner deres tôrnârtik med dette navn (se Hansêrak s. 87-89 m. note s. 197). Det tilsvarende dyr, som kendes i havet, viser sig at være en vingesnegl (Clio borealis seu retusa, Fabricius, Fauna s. 334). Altså betragtede nogle av de østgrønlandske angákut dette lille havdyr som det naturvæsen, der under åndemaningen blir til deres tôrnârtik, d. v. s. optræder (fungerer) som sådan, idet den ligesom forvandles til en overånd iblandt deres øvrige stab av hjælpeånder. G. Holm formodede at Tôrnârssuk (øgr. tôrnârtik) oprindelig var en blæksprutte, måske vildledet av en enkelt beskrivelse fra Alaska, se hans Skizze (M. o. G. 10, 1888, s. 115, fodnote). Illustrasjonerne, der henvises til, ser dog i reglen meget forskellige ud fra en blæksprutte. De gamle Vestkystmissonærer gav også andre skildringer av tôrnârssuk i deres skrifter (Hans Egede, Poul Egede, H. C. Glahn osv., jvf. min bog Eskimoernes kultiske Guddomme s. 12-14); Østgrønlændernes udskårne figurer (i relieffer) av Tôrnârtik peger hen på et eller andet mindre havdyr. Iblandt Centralog Vesteskimoerne betegnes Tôrnârssuk som »ham med de mange øjne«, Ijitôq, en ånd, der gennemskuer alt og alle (se Birket-Smith: Eskimoerne, 1927, s. 188, jvf. Francis Barnum, 1901 § 841, se også mit nysnævnte skrift s. 28). — Nogle av de gamle missionærer i Grønland vilde i Tôrnârssuk se selve Diavolo, den skindbarlige Satan. Dette gjaldt dog ikke om Glahn og Cranz, der begge skildrede ham som den gode ånd, »et mægtigt, viist og godgiørende Væsen« (anf. skrift s. 7-8). Når Rosing for sin part sier om Østgrønlænderne at »de tænker ikke herved på Djævelen«, glemmer han åbenbart i øjeblikket at hedningerne ligeså lidt kendte noget til kristendommens »Djævel eller Satan« som til »den virkelige Gud«.

[2] »Han deroppe (pínga)« er ikke et mærkeligere udtryk end »hun dernede«, som Inuiterne anvender om »havdybets gudinde eller herskerinde« (savssuma inua, Arnarquássâq). Kun kan det være lidt uvisst om »han deroppe« er helt den samme som »luftens guddom« Sila, idet der iflg. hedningernes tro synes at være to væsner el. guddomme opadtil, nemlig foruden Sila også regngudinden Asiaqs' mand, jvf. »Eskimoernes kult. guddomme« s. 38-39 og 68-70.
Pastor Rosing vil åbenbart gærne finde tegn på at Østgrønlands hedninger engang har haft kendskab til en »højeste gud, Gud selv«, og derfra bevaret ligesom en sidste rest av »uråbenbaringen«, hvorom han har hørt eller læst i sin teologi. En sådan anskuelse vilde stemme helt med katolisismens teologi. Således betragter fx. den katolske etnolog, pater Wilh. Schmidt forholdet. (P. W. Schmidt: »Ursprung der Gotteside«, sammenholdt med hans »Der Uroffenbarung als Anfang der Offenbarungen Gottes. Eine Apologetik für wissenschaftlich Gebildete« (1915?) Religion, Christenthum, Kirche. Verlag Kösel & Pussel. München.) Rosing bruger et Udtryk som »den Smule, der er tilbage af Mindet om de ældste Tider, . . . et rigtigt, men svagt Minde« (s. 99), jvf. note 60.
»Luftens ejer« Sila var en fælleseskimoisk guddom ligefra Østgrønland til Sydalaska, måske folkets ældste guddomsbegreb. Dette ord betegner 1) det frie rum udenfor huset, 2) luften, 3) verden, 4) luftens ejer el. styrer, naturånden, 5) samme naturånds fornuft (intelligens) og sind, 6) det enkelte menneskes fornuft og sind. Hverken i dansk eller i noget andet evropæisk sprog findes et lignende ord, der på engang udtrykker alle disse ting.

[3] »De har ikke engang nogen Fortælling om Verdens Skabelse« vil atter sige, at Rosing her pukker på, at hedningerne ikke kender bibelens beretning om Guds skabelse av verden i sex dage. Til gengæld har Grønlænderne en anden forklaring av »de første ting«, men sætter dem ganske vist ikke i forbindelse med nogen skaber-akt. Østgrønlænderne gik ligesom alle Inuit ud fra at verden (ɔ: tilværelsen) er til »av sig selv«, men forklarede fx. menneskets tilblivelse i denne verden på deres egen måde, ved en uhyre omvæltning eller »kæntring«, som de sae, »et nedstyrt av himlen over jorden, så at jorden slog revner«. Jvf. G. Holm, Skizze (1888) s. 144-145; Kn. Rasmussen, Myter og Sagn I (1921, 71); P. Egede under 1737-38 (1788 s. 81 og 149); F. Nansen (1891, 224-225); Rink (1871, 183). — Pastor Rosing har forøvrig her kun fået meget lidt med av hvad Østgrønlænderne egentlig vidste at fortælle eller mente at vide (jvf. Kultiske Guddomme s. 64 og 79-80).
Vore egne forfædre hade myter, der lignede Inuiternes:
I tidernes morgen

byggede Ymer jorden:

var ej sand eller sø

eller svale bølger.

Jorden var ej til

eller Himlen foroven:

kun Ginungagab — alt

uden groende græs.

(Vølvens spådom. Eddadigtene).
Al verdens folkeslag kender til ældgamle »overleveringer«, »myter« om dette pikante problem: de første tider og alle tings oprindelse. Alaskaeskimoerne har en av de udførligste og dybsindigste forklaringer, menneskeånden har udklækket, en videreførelse av den nordøstasiatiske myte om Ravneguddommen (Tulukaugaq, i Nordalaska Tulungersâq). Ravnen var himmelgudens søn. Han lod sig føde på jorden, der dengang var dækket av vand; og skabte dyrene og planterne. Han er den eskimoiske kulturheros (E. W. Nelson, The Eskimo about Bering Strait, 1899, s. 425-426; 452-467 etc. og Knud Rasmussen, Festens Gave, 1929, s. 48 fIg.). Indianerne har tilsvarende myter om tidernes begyndelse, om jordens tilblivelse: en ånds (skildpaddens) opdukken fra sø- eller havdyb, og de første menneskers ankomst.

[4] »De veed at Mennesket har en udødelig Sjæl«. Hedningerne (alle Eskimoer og Indianere) tænkte sig jordlivet fortsat i himmellandet (som er et fattigt sted) eller i havdybets land for de døde (hvor der er overflod av vildt); men deres begreb om »sjæl« lignede ikke vort kristeligt prægede begreb. Det eskimoiske ord tarnik el. tarne oversættes i reglen ved »sjæl«, men kunde bedre kaldes »sjæleelement«, »livselement« eller »lille-sjæl«; ti et menneske har efter eskimoisk opfattelse en lille tarne i hvert led i kroppen og dertil to særlig betydningsfulde »tarner« eller småsjæle, den ene i nakken eller struben, den anden »i venstre side«, d. v. s. i hjærtekulen eller et sted under mellemgulvet som hedder tartunaq, partiet omkring nyrerne. Andre talte om at en tredie livsvigtig »sjæl« (tarne) har sæde nederst i rygraden (de lærde Eskimoer var herom lidt uenige!). Hver tarne er ligesom et luftigt lille menneske, en homunculus. — Rosing fremstiller i denne forbindelse Grønlændernes gamle opfattelse av sygdom som en partiel »sjæleberøvelse«, et sjælerov, jvf. Hansêrak, Dagbog s. 31, 76, 110, 116 (og 193, note 20).
Et andet ord tarraq kan undertiden også bruges og oversættes som sjæl, men grundbetydningen fremgår av at tarrâ, 'hans tarraq' særlig betegner 'hans skygge, eller hans avspejling eller skyggebillede (fx. i vandet); eller hans genfærd'. Skyggen betragtes som en del av mennesket, altid til stede selv om den ikke ses. Endelsen -raq i tarraq betyder sædv. 'en unge av et dyr' eller 'en lille' (av arten): piaraq 'et dyrs unge', mêraq 'barn', norraq 'en kalv' (av et rensdyr), âtâraq 'ungen av en Grønlandssæl, en sortsideunge'. Hvad er saa tar i tarraq? mon ikke = roden i tarne (hvori -ne blot er en formantisk endelse)? Formen tarnik synes at være dualis (total), så det kunde betyde 'et par småsjæle', men tarraq 'en unge el. avkom av menneskets tar'(?). — Et tredje ord, der ofte antages at dække en side av vort sjælebegreb, er atêq 'navn jvf. atêq 'en navnefælle', ateqatâ 'hans navne', ateqautâ 'den han er opkaldt efter'. Med navnet man får ved den hedenske dåb optager man samtidig den avdødes »sjæl« (d. v. s. hans egenskaber) i sin krop, hans »personlighed«.

[5] »ånd« grl. anersâq er et nyt indført ord, hvormed missionærerne har efterlignet vor danske sprogbrug for at kunne oversætte »den Helligånd«. Også på grønlandsk er dette ord nemlig dannet av 'at ånde': anersârpoq 'han ånder, drager ånde'. Hedningerne forstod kun åndedræt, udånding og indånding' ved ordet anersâq. Men de døbte lae efterhånden den tillærte betydning 'en (god) ånd' ind i det nydannede ord. Det lå dem ikke så fjærnt. Det til grund liggende anerpoq betyder 'han ånder, drager ånde', særlig el. kun brugt om det menneskelige åndedræt. Det derav dannede anerneq synes selv i hedenskabets tid at ha været anvendt ikke blot om åndedrættet, men også om 'en ånd', et åndesyn eller 'en god eller ond ånd, jvf. Kroeber, 1899, s. 305 og 308, om Kap Yorkernes (Polareskimoernes trosbegreber. Se ogs de gamle grønlandske ordbøger).

[6] »Syndfloden«, »Jorden slog Revner«. Ingnerssuit. Der er heri brudstykker av Grønlændernes fra fortiden nedarvede forklaring av hvordan menneskene oprindelig blev til (jvf. note 6). Men vel at mærke, »Syndfloden« er et ord de ikke kendte. Det er præstens teologiske kommentar. Hos Hansêrak (Dagbog noter 15 og 25) nævnes Ingnersuit 'ildtrollene; morildsfolket', flere gange. De kaldes på østgrl. innertivin 'store bål, store flammer' som betegnelse for et åndefolk.

[7] Livet efter døden. — Her lægger vi mærke til at hedningerne ikke var bange for at berøve sig selv livet, da de jo fuldt og fast tror på at livet fortsættes efter døden (undtagen for de ved et drab parterede kroppe). Lidt længere nede taler forf. om deres frygt for døden: »at de frygter deres egen Død . . . at de i høj Grad frygter Begrebet Døden«. Om nogen absolut selvmodsigelse behøver der dog ikke her at være tale: nogle har lettere end andre ved at bestemme sig. Selv for den troende hedning var det dog forbundet med nogen selvovervindelse at springe ud fra fjældkanten og styrte sig i havet.
Det interessanteste i denne sammenhæng er forf.s oplysning om at det ikke er videre lykkeligt eller saligt for en Østgrønlænder at komme i himlen (til himmellandet), for deroppe lider man av svimmelhed og må nøjes med ravneføde; hvorimod livet på havets bund, hvor der er fuldt op av sæler, kommer som en belønning for de dygtige fangere. Dette er ganske i overensstemmelse med gammel vestgrønlandsk tro.

[8] Åndemanerne (angákut) skal sørge for at holde skikkene i hævd. De er »Vogterne av Bopladsfællernes Tro«. — Forf. vil vist ved sit udtryk »bedrageriske Regler« kun sige, at for os bedre oplyste synes alle de nedarvede hedenske skikke, deriblandt også sørgeskikkene, blot at bero på hedensk overtro eller indbildninger. For hedningerne selv står imidlertid disse skikke som hellige regler og det er for dem syndigt at overtræde deres tabu-skikke. Også de i det følgende omhandlede »bedragerier« er kun at betragte som vildfarelser i vore øjne, fordi vi veed os så meget klogere end hedningerne, medens de nævnte handlinger i de indfødtes eget sind og liv fremgår av gamle rituelle skikke, som deres forfædre igennem et årtusind eller mere har troet på. — Gammel skik hedder ilerqoq på grønlandsk, det svarer i en vis forstand til vort begreb naturlov, det der har udviklet sig (rqoq -ror-) udav tingenes gang, av tingenes eller forholdenes »skred«' (se ilivoq i ordbogen). Derav dannes ilerqugssaq 'det som skal være skik' d. v. s. pligt. Thi for hedningerne var det en pligt at overholde de gamle skikke. Deres angákut (åndemanere) var deres præster eller rettere en forening af præster og læger, og hade fået omtrent ligeså lang en uddannelse som vore evropæiske præster eller læger plejer at få. Noget andet er, at Evropæernes læger og præster nutildags ikke længer benytter sådanne shamanistiske midler som hypnose, trance, bugtaleri, eller trommer og lignende små larminstrumenter. Vore præster bruger andre liturgiske midler, salmesang, messe, orgel, sakramentet, undertiden røgelse og klokker (i katolske kirker). De fleste av os tar nu avstand fra illusjonsmidlerne og betegner overtroens forestillinger som illusoriske. De hedenske præster trode selv fuldt og fast på deres oplevelser og visioner. De handlede og messede i god tro. Og de måtte ifølge deres kald sørge for at »naturlovene« overholdtes.

[9] »de gør sig umage for at ingen ser . . .« Hedningen kender en lignende sky som mange iblandt os for at blotte sine inderste følelser. Han mumler eller messer sine tryllebønner (serhratit) i ensomhed. Lærlingen fremkalder sine første ånder i ensomhed. Det hører sig til, ligesom hos os at »den bedende går ind i sit lønkammer«. Det gammeldags sprog, således som vi kender det fra P. Egedes grønlandske ordbog, indeholder adskillige ord, der vidner om en sådan skyhed og fromhed, rituelle udtryk, som pastor Rosing dog også anfører i sin text, endskønt han helst vil betragte dem som »intetsigende«, fordi de tilhørte hedenskabets skikke, fx. eqigâ 'tør ikke nævne den avdødes navn'; paqumigâ tør (av kultiske grunde) ikke befatte sig dermed, nærer en religiøs sky for det' (vgr. paqumigâ, paqumisugpoq 'er på grund av religiøs ængstelse forsigtig med at —').
Herhen hører også omtalen av de rituelle ord, som angakokken brugte under den hellige handling, omskrivninger der skal erstatte de dagligdags og altfor platte ord. »Det hellige sprog« lyder mystisk, fordi det er gammeldags (ligesom det latinske sprog, der bruges i sang el. messe ved den katolske gudstjeneste). En del av ritualsproget er gået over i det digteriske sprog, hvor ærværdige og æstetiske hensyn gør sig gældende (ganske som når vore digtere siger 'viv' istedenfor hustru el. kone, 'vår' istedenfor forår, 'blomme' istedenfor blomst osv.). Endvidere hører også den navnetabu overfor fangstdyrene herhen, der har ført til en fuldstændig forandring af dyrenes navne i det østgrønlandske sprog. Næsten alle dyr har fået navneforandring, ja ikke blot dyrene, men alle de ord, der indgik i de østgrønlandske personnavne, ti når et menneske døde, måtte hans el. hendes navne ikke bruges i daglig tale. Men en mængde personnavne var lavet av betegnelser for almindeligt brugte ting eller begreber, og disse betegnelser måtte da samtidig forandres. Da engang personer ved navn Umiaq og Qajaq døde, blev ikke blot disse navne tabu som personnavne og måtte ikke nævnes; men heller ikke tingene selv, en konebåd og kajak, måtte nævnes længer med de gamle navne, men man omskrev ordene for disse ting ved âutârit og sarqit, d. v. s. konebåden blev for fremtiden kun kaldt et 'rejseredskab', kajakken et 'vandreredskab', på dansk vilde vi naturligt slet og ret sige et fartøj eller 'fartøjet' om dem begge. På den måde er måske 100 almindelige eskimoiske ord i tidens løb blevet avløst av omskrivninger i den østgrønlandske dialekt. Da en mand Ammattaq 'Dværgørreden, Lodden' døde, blev stednavnet Amattalik forandret til Kêrsagalik. Nogen tid senere døde en mand ved navn Kêrsagaq, så blev det sidste navn for Ammattalikfjorden forandret tilbage. Det gamle navn blev i dette tilfælde genoptaget og derfor kunde den nyoprettede koloni få dette navn (offisielt Angmagssalik i Kleinschmidts vgr. retskrivning).
Selve den hellige handling, åndemaningen i hytten, foregik i en stærkt dæmpet belysning, for »slukkede lamper« (undtagen en). Et sådant halvmørke plejede at styrke og højne den religiøse stemning, den »frygt og bæven«, der også for hedningen er en av grundstemningerne overfor det guddommelige.
Hansêrak nævner i sin dagbog et exempel på kultisk avholdenhed s. 174 (jvf. s. 201, note 51), ligeledes Rüttel (Ti år, 1917, s. 46). Têmiartissaq omtaler flere gange at undervisningen til angákoq skal foregå i ensomhed, i løndom (M. o. G. 40, 477 l. 13-14) — ligesom åndemaningen (»gudstjenesten«) i hytten fandt sted i halvmørke.

[10] »Konkurrenter«. Forf. tænker herved sikkert på modsætningen mellem angákut (»vogterne av deres bopladsfællers tro«) og qilalik-kvinderne, som tilhører en lavere klasse: disse har kun en enkelt hjælpeånd (qila 'jordånd, vætte') og benytter en 'løftestok' (qitdlat) som signe-redskab. qilalik betyder 'en som har en qila', nemlig til rådspørgning. Se M. o. G. 40, 465 og 468 med noter (Têmiartissaq). Angákut så ned på de kvindelige qilalikker som en slags kvaksalvere, og det hændte vel at der opstod nogen rivalitet imellem disse konkurrenter. — qila-kunsten omtales ofte i litteraturen, hos Egede (Relation 1738, s. 123); Rink (1871, s, 199) Knud Rasmussen (Nye Mennesker, 1905, s. 169); Rüttel (Dagb. 1927, s. 216 og 218).

[11] »Ofring«. — Offersten som i Vestgrønland fandtes også ved Ammassalik, nemlig klipper med naturlige stenbilleder, et hode av dyr eller menneske, en mund o. lign., hvor de vejfarende stansede et øjeblik for at lægge en lille gave, kød eller spæk eller andet, til stenens usynlige »ejer« (ånd). Pastor Rosing var ny på stedet og hade endnu ikke truffet på nogen sådan offersten. Jvf. M. o. G. 40, s. 709 med fig. 223.

[12] »Madglæde og Kødets Lyst«. Pastor Rosing er i sin bedømmelse her strængere end Hansêrak, der jo ligesom R. var vestgrønlandsk kateket (degn og skolelærer). Hansêrak hade aldrig været udenfor Grønland, medens R. hade tilbragt en vinter i Danmark, i en præstegård (i Lynge i omegnen av København). Nogle av de gamle missionærer i Vestgrønland (ligefra Egede) formulerede en mildere opfattelse av hedenskabet, omend de måtte ta avstand fra visse skikke som fx. saniliarneq (konebytningen, jvf. mine noter i Hansêrak s. 198-200) og lignende »kødelige« lystigheder, som nu engang hørte til i deres kultiske skikke. Men hvorfor glemme el. overse hedningernes andre menneskelige egenskaber? Deres opfindsomhed og flittighed, den gensidige hjælp i samfundslivet, deres gamle digtning og sangkunst, deres sans for ornamentik og skulptur, ja hvorfor ikke, deres mytologiske verdens- og livsopfattelse — så primitivt og umiddelbart alt dette end var? Derom er der skrevet en hel del, jvf. litteraturoversigten! Alt dette kendte Rosing slet ikke til, før han kom til østkysten, i modsætning til Hansêrak, som fra sin barndom i det grønlandske sydland ofte hade hørt om østlændingenes væsen og skikke.

[13] »Lampeslukning, konebytning, polygami« er æmner, som ofte har været fremdragne i litteraturen om Eskimoerne og de østsibiriske folk. For Østgrønlændernes vedkommende se Hansêrak Dagb. s. 107 med noter (s. 199-200 og 213). Hyppigst omtales skikken for Eskimoernes vedkommende i forbindelse med livet i bopladsens festhus qashse, som i den hedenske tid var ungdommens samlingssted. I Alaska har qashsen (»kashim« i amerikansk sprogbrug) karakteren av et »mandshus«, klubhuset, rådhuset, festhuset, »templet«, hvad man vil kalde det, se derom E. W. Nelson: The Eskimo about Bering Strait. Jeg har nylig behandlet qashse-huset udførligere i M. o. G. 40. 656-683.
Naturligvis må pastor Rosing gå ud fra monogamiet som eneste tilladelige form for et kristeligt samfund. Han kendte vel ikke meget til folkeslagene i andre verdensdele. Han kunde ikke andet end betragte ethvert brud på monogami som kángútáineq, ordret egl. 'skamløshed', idet det er dannet med det nægtende i- av rodstammen kángu — 'skam'. Ordet viser at også Eskimoerne kender til skamfølelse, »blufærdighed«. Længere henne i texten vil forf. forklare oprindelsen til den hedenske »skamløshed« i hedningernes mangel på dybde, idet han taler om deres »ufølsomhed« misigtáissuseq og »mangel på medfølelse« nâkigtáinerit. — Pastor Rosings argumenter vilde ha virket stærkere, hvis han her ikke hade holdt sig ensidigt til de mørke sider. Andre forfattere har dog fundet mange tiltalende træk hos Østgrønlænderne, jvf. udtalelser i Hansêrakdagbogen 202-203), som jeg også selv har erfaret det, da jeg besøgte dem. Jeg har set exempler på forældrekærlighed, livslangt ægteskabeligt sammenhold, trofast venskab.
De gamle forfattere (Egede, Glahn osv.) lovpriste ofte Grønlændernes smukke familieliv i det daglige, idet de til gengæld vurderede orgierne ved vinterfesten som udslag av forargeligt hedenskab.
Det interessanteste i Rosings fremstilling ligger i hans klare opfattelse av den konflikt, som indførelsen av den kristelige etik nødvendigt måtte medføre i hedningesjælene, efterhånden som de bøjede sig for forkyndelsen. Missionen skulde lære dem selvtugt og sexuel begrænsning, d. v. s. ensrette dem med den europæiske kirkes moral, der overalt indskærper monogami og avholdenhed som vore idealer. Det var ganske fremmedartede ideer for dette arktiske naturfolk, der ikke kendte til nogen styrende stat over sig, ikke hade historisk fæstnede eller nedskrevne love, derimod en stor mængde stærkt forpligtende skikke av hedensk, religiøs, juridisk og moralsk art. De hade altså i virkeligheden deres egen form for jura og moral. Om Vestgrønlændernes gamle nedarvede skikke hade allerede Rink skrevet smukt og slående i sine etnologiske værker [H. J. Rink i indledning og efterskrift til Eskimoiske Eventyr og Sagn (I-II, 1866); Om Grønlænderne (I-III, 1882-84); Danish Greenland, chapter 12, (London 1877)]. Dem kendte dog Rosing ikke, ligesom han sandsynligvis heller ikke har studeret G. Holms beretninger om disse Grønlændere.
Den unge vestgrønlandske præst skulde nu til at føre en kamp med hedningerne for at omvende dem og udrydde deres skikke. Vi kan måske ane, at der i forf.s egen sjæl har stået en kamp, hvori han har søgt at opmande sig selv til frejdighed og fasthed. Han forstod at han hade den opgave at skulle forandre alle disse forhold, som forargede ham så stærkt ligesom de hade forarget Hansêrak og Rüttel (naturligvis). Det var en stor og alvorlig opgave for en ung grønlandsk teolog, som nok kunde trænge til en opstramning. Et faktum var det imidlertid, at pastor Rüttel hade forberedt grunden. Derfor lykkedes det forholdsvis hurtigt for Rosing — med Henrik Lund og Johan Petersen ved sin side — at trænge igennem den svage modstand og tæmme det hedenske naturfolk. Efter 10 års forløb var de allerfleste av Østgrønlænderne døbt av Rosing. Som det allerede i 1909 skrives av pastor Rüttels biograf pastor T. Løgstrup: »Snigmord finder ikke sted mere, flerkoneriet er ophørt, lampeslukningslegen (som var forbundet med usædelighed) nævnes ikke; de hyppige skilsmisser finder ikke sted længere; åndemanernes magt er brudt, de er ophørt med deres løgnehistorier, amuletterne kastes bort, og de hedenske skikke forsvinder mere og mere.« [Efterskrift i P. Rüttels Til Angmagssalik (1909) s. 47.)].
Rüttels og Rosings hæftige fordømmelse av hedningssamfundets gamle kultus og erotiske former kan i og for sig ikke undre os. Det er Vestens indstilling overfor Østens, kristenmoralens overfor hedenskabets. De to verdener har som bekendt en hel del at la hinanden høre og vil altid ha svært ved at forstå hinanden. — Østgrønlænderne var på deres side ganske ukendt med institusjoner som de hvide mænds bordeller, professionelle glædespiger og spirituøse drikke.

[14] Vi vil alle ta avstand fra den hjærteløse skik overfor de små forældreløse børn. Den må forstås som en følge av de barske naturforhold, hvor undertiden sultekriser og hungerkatastrofer medførte næsten overmenneskelige krav for et isoleret lille samfund. Et eskimoisk spædbarn uden sin mor til værn var dømt til at følge hende i graven. Det synes at ha været skik hos Eskimoerne overalt. Selv hvide mænd på nordpolsexpedisjoner er faldet for fristelser av umenneskelig karakter.
Vi har forstået, at de barske naturforhold og fremmede folks rovdrift på havets dyr i stigende grad må ha medført forfærdelige nødsforhold på Grønlands østkyst (hungerperioder og opløsning av alle forhold). Der har udentvivl engang fundet kannibalisme sted under sådanne hungerkatastrofer ved en eller anden isoleret boplads. Men det betyder ikke, at Østgrønlænderne som helhed kunde beskyldes for »menneskeæderi«; tværtimod, det var for dem den samme gru og rædsel at komme ud for som det vilde være for os. — Jvf. min note i Hansêrak Dagbogen 192-193 (note 17); også Mikkelsen: De østgrønlandske Eskimoers Historie (1934, s. 51 o. fl. st.).

[15] Præsten Rosing betænker sig her ikke på at fordømme de genstridige hedninger til »den evige forbandelse«. Han har vel følt sig som Guds medhjælper, udstyret med en næsten biskoppelig fuldmagt. Hans forargelse når sit højdepunkt overfor hedningernes sexuelle udskejelser. Han tillægger dem en dårlig samvittighed, der skal vækkes og revses. — Andetsteds fører han et blidere sprog, fx. i kap. IV, hvor det drejer sig om angákutternes »genstridighed« overfor deres omvendelse, i virkeligheden kun nogle enkelte fås modstand. Og den var ikke stærk; de østgrønlandske hedninger var så kloge og skikkelige, at de føjede sig efter præstens ordrer efter nogle års forløb. Det grønlandske folks åndelige underkastelse var væsentlig gennemført i 1921, i 200-året for Hans Egedes første optræden på øens vestkyst, — altså i Rosings tid, alt til ære for missionen og under det danske flag. Dermed var danske navne og danske skikke indført overalt istedenfor de eskimoiske, kristendommen anerkendt over hele Grønlandskysten.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

Til forståelse af de hedenske Østgrønlænderes tro og skikke (C. Rosing)

Fodnoter

Kilde

Navigasjonsmeny

Personlige verktøy

Navnerom

Varianter

Visninger

Mer

Søk

Tekstsamlinger

Tekstoversikt

Bakgrunnsmateriale

Andre tjenester

Hjelpesider

Verktøy

Eksterne lenker

Annonse

Slik kan du bidra

Skriv ut / eksporter

Sponsor