Tylvterne omkring Island (K.Kålund)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Island - Tegnet af Niels Horrebow, 1756
Bidrag til en
historisk-topografisk
beskrivelse af
Island


P. E. Kristian Kålund


Tylvterne omkring Island


I forbindelse med Arne Magnussöns samlinger til den islandske fjordfortegnelse findes samlinger af ældre optegnelser af »tylvterne (ɔ: tolv-mile strækningerne)[1] omkring Island«, samt Resens fortegnelse over havnene ved Island. Denne sidste er allerede nævnt i indledningen til fjordfortegnelsen, idet Arne Magnussön fra havnefortegnelsens karakter slutter, at den hermed sammenhørende fjordfortegnelse ikke kan være yngre end sidste del af det 16de århundrede. Dette resultat når Arne Magnussön ved at sammenligne Resens havnefortegnelse med håndskriftet Addit. 120, fol., der foruden en Bergens beskrivelse (Bergens fundatz) indeholder en lille Islandsbeskrivelse fra år 1569, hvori blandt andet også en fortegnelse over havnene. Til Resens fjordfortegnelse hørte også en optegnelse af tylvterne omkring Island, således som det ses af Arne Magnussöns påskrift på den herfra tagne tylvte-afskrift. Også tylvtefortegnelsen genfindes (om end ikke fuldstændig) i en ældre Islandsbeskrivelse, der er vedhængt Absalon Pedersens Norges beskrivelse (Addit 147, 4to).


De af Arne Magnussen samlede tylvteoptegnelser falde i to grupper, indenfor hvilke de enkelte optegnelser så godt som fuldstændig stemme indbyrdes. Bægge grupper have rimeligvis deres forbilleder eller mere og mindre umiddelbare kilde i temlig langt tilbage liggende optegnelser, der måske endog kan sættes i forbindelse med de Hauk-Erlendssönske samlinger (eller førres muligvis endnu længere tilbage). Det viser sig nemlig, at tre håndskrifter i den Arnamagnæanske samling (to papirshåndskrifter fra 17de årh., samt et pergamentshåndskrift fra slutningen af 14de årh., men afskrevet efter en vistnok ikke lidet ældre original), der alle for en del have indhold til fælles med Hauksbog, — mellem meddelelser stammende fra denne kilde eller fra Hauks andre optegnelser (AM. 415, 4to) — have bevaret tilsvarende beregninger[2]. Af disse stemmer optegnelsen i papirshåndskriftet AM. 281, 4to og pergamentshåndskriftet 194, 8vo. AM. 194, 8vo har


Ór Noregi frá Stadi er iiii ðégra sigling til féræyia ænn þaðan þriGia til (Jsland)z (j) Austfiorðu til Horns. Dægr sigling f H(orn)i til Hiorléfs haufda, ónnur til Reykia n(es), Þriðia til Barðz, fiorða til Horns hins v(estra), (fimta) til Skaga, setta til Langa nes, si(aun)da til Horns. — Um ændilangt Jsland ero talðar xx daglæiðir á sumars degi ænn iiii vm þuert.


Ovennævnte lille stykke er bogstavret aftrykt, kun er store bogstaver her anvendte i egennavne, og kommaer tilsatte. Med kursiv er forkortelserne angivne, ved parentes er betegnet hvad der allerede, da Jon Sigurdssöns afskrift toges, var ulæseligt i den stærkt hensmuldrende membran. Angående håndskriftet se i øvrigt Werlauffs Symbolæ ad geographiam medii ævi, Hauniæ 1821.


Med denne opregning stemmer som bemærket AM. 281, 4to, der tilføjer:


og eru ii (tvær) tilfter i dægur sigling. 14 tilfter hafa nockrer reiknad vm hverfis Jsland riettleidis ad sigla fyrer hvørt nes«. Hermed kan sammenlignes hvad der på et tidligere sted i AH. 194, 8vo (Symbolæ s. 15) er sagt i samme retning: Sua er sagt at vmhuerfis Jsland se vii (ðægra) sigling ath (h)rauðum byr z skiptiz sua sem þ(ar)f, (þviat eigi) ma eitt veðr hafa.


— Også abbed Arngrims Guðmundar saga (Bsk. II s. 5) har denne angivelse af 14 tylvter omkring Island.


Det tredje håndskrift 193, 8vo har følgende række:


Frá Horni fyrir austan er kölluð tylft sjáfar og til Vestmannaeyja. 2 á Reykjanes. 3 á Snæfellsnes. 4 undir Barð. 5 á Hornstrandir. 6 á Vatnsnes. 7 á Skaga. 8 á Siglunes. 9 á Látr. 10 á Tjörnes. 11 á Lánganes. 12 Austnr undir.


Hermed stemmer den ene (ved to optegnelser repræsenterede) af de to grupper, hvortil Arne Magnnssöns tylvteoptegnelser kan henføres.


Den anden gruppe, hvortil også Resens fortegnelse hører (kun er sproget dansk og navnene daniserede), og til hvilken Addit. 147, 4to slutter sig, ligesom også en optegnelse i AM. 67, 8vo, frembyder flere ejendommeligheder.


En af de herhen hørende optegnelser (afskrift med Arne Magnussöns hånd »ex charta qvadam«) følger her aftrykt[3]:


Tylfter i kring um Island.

Fra Horne i Hornafirdi og til Ingolfs höfda i öræfum xii. vikar siofar.
Fra Ingolfs höfda til Hiörleifs höfda á mille Alftanes (corr. vers) og Myrdals xii vikur.
Fra Hiörleifs höfda z i Þiorsárs os xii. vikur
Fra Þiorsár ós og ad Driftarsteini a Reykianese xii. vikur.
Fra Driftarsteine og ad Öndverdarnese xii. vikur
Fra Öndverdarnese og ad Straums nesi fyrer nordan Raudasand. xii. vikur.
Fra Straumsnese z á Hornstrander xii. vikur
Fra Hornströndum og á Vatznes xii. vikur.
Fra Vatznese og undir Ulfdala fiöll xii. vikur.
Fra Ulfdala fiöllum z á Langanes xii. vikur.
Fra Langanese til Horns i Nordfirde xii. vikur.
Fra Horne i Nordfirde z til Horna fiardar xii. vikur.


Foruden den i teksten forekommende rettelse »Alftavers« for Alftanes anfører Arne Magnussön på et vedlagt papir et par varianter, som »aðrir vilja«, nemlig: Digramúli yderst på Skagen for Úlfdalafjöll og Vestmannaeyjar for Þjórsárós.


Mærkeligt er navnet Driftar- (eller Driptar-)steinn. På en seddel i Chor. isl. bemærker Arne Magnussön, at navnet nu ikke kendes, men at gamle folk mente at have hørt fortælle, at Eldeyjar fordum havde båret dette navn. Driftarsteinn er øjensynlig den samme som Dýptarsteinn, der i følge den hos Espolin forekommende annalberetning tilligemed Fugleskærene stod alene tilbage af den ydre del af Reykjanæs efter et vulkanudbrud år 1390 (Se IB. I, s. 37).


I ovenstående gengivelser af ældre kilder er z bibeholdt som tegn for og (ældre ok); derimod er i den sidst anførte tylvtefortegnelse den i det 16de og 17de årh. almindelige betegnelse for lang vokal, dobbelt akcent, gengivet på sædvanlig vis ved simpel akcentuation. -Stregen over i og j i AM. 194, 8vo er gengivet ved prik, da den her ikke har betydning af akcent.




Fodnoter

  1. En tylvt ɔ: 12 sømile; en sømil (vika sjáfar) svarer imidlertid omtrent til 1½ dansk mil.
  2. Fremdragne af Jon Sigurdssön og afskrevne blandt hans privatoptegnelser.
  3. I den lille, med Islandsbeskrivelseme i Addit 120, fol. og Addit 147, 4to beslægtede, Islandsbeskrivelse, der findes vedhængt den i Upsala-universitetsbibliotek (Coll. Delagard. no. 24, fol.) opbevarede afskrift af Absalon Pedersens Norges beskrivelse, er en tylvtefortegnelse optaget, der stemmer så nøje med Resens, at de nødvendigvis må have en fælles original.