Vætter (2)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1892
Bind I
Første afdeling
Bjærgfolk
2. Vætter
9. Vætter er nogle småbitte puslinger, som ligner drenge på en halv snes år. Der har været nogle i Dyrehaven ved Skjelskør, og de besögte en gang en mand i nærheden. De tændte et blåt lys på bordet og bestilte ikke andet end at se efter klokken og lyske hverandre. Midt om natten begyndte det med et at skylle, som om der blev heldt flere tønder vand hen ad gulvet, og med det samme var vætterne borte.
En mand har set et læs hø blive trukket af en hane ind i höjderne i Dyrehaven, og det var vætterne, der höstede fra omegnens beboere.
Chr. Rasmussen.
10. Man har en gang set en ligskare af vætter drage gjennem Hans Andersens hus i Vemmelev. De så ud som små dukker, gik meget langsomt og forsvandt under væggen.
Chr. Rasmussen.
11. På en gård i Odderup er der sådan en rumsteren på loftet med alle ting på et bestemt sted og en bestemt tid; men kun hvem der er født på höjtidsaftener kan se, hvad det er, og de siger, at det er nogle ganske små vætter.
F. L. Grundtvig.
12. Vætterne patter börnene ikke alene på brystet, som svulmer op, men også på tæerne og fingrene. Börnene kan godt dø deraf.
C. M. Larsen.
13. Et hus, som ligger ved Brudebæksgården ved Hörsholm, har vætter. De brænder ofte under kakkelovnen som blå lys, men de lysner ikke i stuen.
C. Brockdorff.
14. Da jeg var 8 år, kom der en familie og blev nabo til os, og konen fortalte, at i Mørköv, hvor de för boede, der var det rent galt, de kunde næsten ikke være i huset om natten, for så snart de var komne i seng, begyndte de små vætter at rumstere. De gik og snurrede rokkehjulet, og dersom moderen ikke gned börnene med hvidløg, så blev de pattede, så der kunde sidde små pletter i huden af, at vætterne havde suget dem. Folkene havde fire börn, og når de så tittede over dynen, kunde de se, at der var så lyst i stuen, for de små havde hver sit lys ved sig. Börnene var jo bange for dem, og de gamle med, for de var næsten aldrig fri for disse utysker. Konen forsikrede med stort alvor, at det var så sandt, som hun stod der.
Niels Pedersens kone, Vejlby.
15. En gammel enke fra Romø, som ejede mange får sagde, at om vinteren, når de stod ude i stien, plagede vætterne dem så skrækkelig, idet de brugte dem at ride på og holdt et jag med dem, som om huset skulde falde. «Så står a op», sagde hun, «å sæjer: Vil I döwelskav vær rolle! så er de stilt en bitte kon, men int så snåer har a loi mæ te, så er et de samm igjen. Mi foer ka hwærken løkkes hær tryws får de troldtøjs skyld.»
A. Ludvigsen.
16. I Borris ligger en stor samling høje, som kaldes Mannehyww (Mangehöje), iblandt disse er Møgelhöj den største. En tidlig morgenstund kjørte Anders Madsen forbi disse höje, og så tykte han, at det blev så rödt ved en af dem. Kort efter kom en lille ting ud så stor som et treårsbarn. Det var Møgelhyw-veten, og han kom tæt hen til vognen, men så læste Anders sit fadervor og slog kors for sig, og vætten forsvandt.
P. K. Madsen.
17. Min moder var som ung pige hos en meget gammel kone i Tingelev. Denne sagde altid, når noget var forlagt eller på urigtigt sted: «Å, hær æ vætter ik tejen et, for di ka lisså gåt grassér om nat som om daw, for di hær alti dært løjter mæ dem.» Når det så fandtes, sagde hun: «No har di et aabrugt, de slemm töj! I går haj di tejen mi fadklud, å ka do så gjet, hwor di haj laj et igjen, law di haj et aabrugt. Di haj så mænd smidt et i æ tovandsgryyd, for law æ vild tej en a æ eld, så laj et i en.»
A. Ludvigsen.
18. Er mig og om disse vætter fortalt en historie, som skulde have tildraget sig ved den herregård, der her i landet kaldes Lykkesholm. En hyrde på samme gård havde 3 börn, hvilke, som de en tid lå og sov allerbedst, vågnet de op med græden og skrigen, foregivende, nogle havde malket og diet dem. Denne börnenes mistanke forøgede deres vorter (!) eller, som man egenlig kalder det, deres patter, der ved forældrenes tilsyn fandtes at være så store og lange som en diende kvindes brystvorter (sådan sugen og patten kalder folk vætter). Men der disse börn kom uden for denne stue at ligge, lå de i god rolighed. Årsagen hertil mentes at være, fordi stuen, de lå i, var bygt af hyldetræ, hvilket var ikke godt tegn til små börns rolighed.
David Monrath.
