Vølsungernes saga

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Vølsungernes saga ^[1]

Völsunga saga

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

Kapitel 1
Sige dræber trællen Brede og bliver fredløs

Først skal der fortælles om en mand, der hed Sige, som angiveligt var søn af Odin. Der omtales også en anden mand, som hed Skade. Han var en mægtig og fremragende mand, men efter hvad folk sagde på den tid, var Sige dog den mægtigste af de to, og han kom fra en mere fornem slægt. Skade havde en træl, som også må nævnes i sagaen; han hed Brede. Han var dygtig til de ting, som han havde at gøre. Han var i gerninger og duelighed jævnbyrdig med dem, som ansås for at være mere værd — ja, han var måske endda bedre.

Engang tog Sige på jagt, og han havde trællen med, og de var på jagt hele dagen, indtil det blev aften. Men da de om aftenen sammenlignede deres jagtbytte, havde Brede nedlagt mange flere og større dyr end Sige. Dette behagede på ingen måde Sige, og han siger, at det var mærkeligt, såfremt en træl skulle overgå ham i jagtfærdigheder. Han springer på Brede og dræber ham og begraver siden liget i sneen. Samme aften vender han hjem og fortæller, at Brede var redet fra ham i skoven, »— og pludselig var han ude af syne, og jeg véd ikke, hvor han blev af.« Skade tror ikke på det, Sige fortæller, og mener, at der ligger svig bag, og at Sige har dræbt trællen. Han får sine mænd til at lede efter Brede, og det ender med, at de finder ham i en snedrive. Skade sagde, at denne snedrive derefter skulle kaldes Brededriven, og sådan har man siden kaldt alle store snedriver.

Så kommer det frem, at Sige har dræbt trællen og skjult liget. De erklærer ham nu fredløs, og han kan ikke længere være hjemme hos sin far. Odin følger ham nu ud af landet og meget langt væk, og de gjorde ikke holdt, førend han havde fulgt ham hen til nogle hærskibe. Nu drager Sige på hærtogt sammen med det mandskab, som hans far havde skaffet ham, før de skiltes, og han vandt mange sejre på sine togter. Og det går ham sådan, at han omsider får tilkæmpet sig land og rige. Derefter fik han sig en højbåren kone, og han blev en stor og mægtig konge og hersker over Huneland og er den største hærmand. Sammen med sin kone fik han en søn, der hed Rere. Han vokser op dér hos sin far og bliver snart stor af vækst og evnerig.

Kapitel 2
Rere bliver konge efter sin fars død og får sønnen Vølsung

Nu bliver Sige en gammel mand. Han havde mange uvenner, og det endte med, at de folk, som han stolede mest på, gik imod ham — og det var hans kones brødre. De angreb ham, da han mindst ventede det og kun var omgivet af få af sine mænd. De andre var i overtal, og i dette møde faldt Sige og alle hans hirdmænd. Hans søn Rere var ikke til stede i denne fare, og han samler sig en stor hær blandt sine venner og landets høvdinge, således at han kunne overtage både landet og kongemagten efter sin far Sige. Og da han nu mener at have sikret sin magt i riget, da husker han på det mellemværende, han har med sine morbrødre, som dræbte hans far, og kongen samler nu en stor hær og går imod sine frænder med denne hær, og skønt han ikke sætter deres slægtskab højt, mener han dog, at de har forbrudt sig imod ham, og derfor skilles han ikke fra dem, førend han har dræbt alle sine fars banemænd, selv om dette på alle måder var utilbørligt. Nu har han land og magt og formue, og han bliver nu endnu mere mægtig end sin far.

Rere vandt nu et stort krigsbytte og fandt sig en kone, som han mente var passende for ham, og de lever længe sammen, men får ingen børn og arvinger. Dette er de begge kede af, og de beder inderligt guderne om at få et barn. Det fortælles nu, at Frigg hører deres bøn og fortæller Odin, hvad de beder om. Han er ikke rådvild, men rækker et æble til sin yndlingsmø, som er datter af jætten Hrimner, og beder hende bringe det til kongen. Hun tog æblet og skiftede til krageham og flyver, indtil hun kommer hen, hvor kongen sidder på en høj. Hun lod æblet falde ned i skødet på kongen. Han tog dette æble og mente at vide, hvad meningen var. Han går nu fra højen og hjem til sine folk og træffer dronningen, og de spiser begge af æblet.

Det kan nu fortælles, at dronningen snart mærker, at hun skal have et barn, men længe går det sådan, at hun ikke kan føde barnet. Så sker det, at Rere må drage på ledingstogt for at opretholde landets fred, således som konger plejer at gøre. På dette togt skete det, at Rere blev syg og siden døde, og han havde til hensigt at søge hjem til Odin, hvilket på den tid var et ønske for mange. Dronningens vanhelse fortsætter, og hun kan ikke føde barnet, og dette lider hun under i 6 år. Nu kan hun mærke, at hun ikke vil leve meget længere, og hun bad da om, at barnet blev skåret ud af livet på hende. Man gjorde, som hun ønskede. Det var et drengebarn, og drengen var — som man kunne forvente — stor af vækst, da han kom til verden. Det siges, at denne dreng kyssede sin mor, før hun døde. Han bliver nu navngivet og kaldes Vølsung. Han blev konge over Huneland efter sin far. Han blev snart stor og stærk og mødte alle udfordringer uden frygt og med mandsmod. Han var den største kriger og sejrede i de kampe, han deltog i på hærfærd.

Da Vølsung er fuldvoksen, sender Hrimner ham sin datter Hljod, som tidligere blev nævnt, da hun bragte Rere — Vølsungs far — æblet. Han bliver nu gift med hende, og de er længe sammen og har et godt samliv. De fik ti sønner og én datter. Deres ældste søn hed Sigmund, og datteren hed Signy. De var tvillinger, og de var i alle henseender de bedste og smukkeste af kong Vølsungs børn, som dog alle var fremragende, og vølsungerne er længe blevet husket og berømmet for deres store mod og for at overgå de fleste andre, som nævnes i de gamle sagaer — både hvad angår kløgt og formåen og kappelyst i det hele taget.

Det fortælles, at kong Vølsung lod opføre en prægtig hal på den måde, at et stort træ voksede inde i hallen, mens træets grene med smukke blomster på stak ud igennem hallens tag. Stammen stod i hallen, og dette træ kaldte de Barnestokken.

Kapitel 3
Kong Vølsung bortgifter datteren Signy til kong Siggeir

Der var en konge ved navn Siggeir. Han herskede over Gøtaland. Han var en mægtig konge og havde mange mænd. Han opsøgte kong Vølsung og bejlede til Signy. Kongen og hans sønner tager godt imod friermålet, men Signy selv havde ikke lyst til dette, dog beder hun sin far bestemme som i alt andet, der angår hende. Kongen fandt, at det var tilrådeligt at bortgifte hende, og hun blev da trolovet med kong Siggeir. Og da dette gæstebud skal finde sted og brylluppet holdes, skal kong Siggeir komme til kong Vølsung. Kongen forbereder et gilde med det bedste, der kan skaffes, og da man er helt klar til festen, ankommer kong Vølsungs og ligeledes kong Siggeirs indbudte gæster på den fastlagte dag, og kong Siggeir havde mange ansete folk i sit følge. Det fortælles, at der var tændt store bål i hele hallens længde, og det store træ, som før blev omtalt, står dér midt i hallen.

Nu fortælles det, at mens folk sad ved ilden om aftenen, kom en mand ind i hallen. Ingen har set denne mand før. Manden var klædt på den måde, at han bar en broget og ærmeløs kappe. Manden var barfodet og havde bundet lærredsbukserne fast om benene. Denne mand havde et sværd i hånden, og han går hen til Barnestokken, og han bærer en bredskygget hat på hovedet. Han var meget høj og gammel og enøjet. Han trækket sværdet og stikker det i træstammen, så sværdet går i helt til skæftet. Der er ingen, der kan få sig til at sige noget til manden. Han tog da til orde og sagde: »Den, som trækker dette sværd ud af stammen, skal få det af mig som en gave, og han vil da sande, at han aldrig har holdt et bedre sværd en dette.« Derefter går denne gamle mand ud af hallen, og ingen véd, hvem han er, eller hvor han går hen. Nu rejser folk sig, men de kappes ikke om at tage sværdet. Den har fortjent det, som først får det ud. Derpå går de mest fornemme mænd først frem — den ene efter den anden — men ingen af dem får sværdet ud, for det rokker sig ikke af stedet, når de tager fat i det. Nu bliver det Sigmunds tur — kong Vølsungs søn — og han trak sværdet ud af stammen, som sad det løst for ham. Dette våben forekom alle at være så godt, at ingen mente at have set et bedre sværd, og Siggeir tilbyder ham at købe sværdet for dets vægt tre gange i guld. Sigmund siger: »Du kunne have taget sværdet lige så vel, som jeg kunne, dér hvor det sad, hvis det havde været passende for dig at bære, men jeg fik det først, og du får det aldrig, uanset om du tilbyder mig alt det guld, du ejer.« Kong Siggeir blev vred over disse ord og mente at have fået et hånligt svar, men da han var en meget svigefuld mand, lod han nu, som om sagen var uden betydning. Men samme aften planlagde han, hvordan han kunne give igen for dette — som det også siden skete.

Kapitel 4
Signy rejser modvilligt med kong Siggeir

Nu kan det fortælles, at Siggeir denne aften lægger sig i sengen hos Signy. Dagen efter var vejret godt. Så siger kong Siggeir, at han vil drage hjem, inden vinden tager til, og søen bliver ufarbar. Der forlyder ikke noget om, at kong Vølsung eller hans sønner prøvede at stoppe ham, mest fordi de indså, at han ikke ønskede andet end at forlade gæstebuddet. Nu sagde Signy til sin far: »Jeg vil ikke drage herfra sammen med Siggeir. Jeg er ikke glad for ham, og jeg véd på grund af min fremsynethed og vores slægts særkende, at dette giftermål vil medføre stor ulykke for os, hvis det ikke straks ophæves.« »Sådan må du ikke sige — min datter!« svarede han, »— for det vil være til stor skam for både ham og os, hvis vi bryder denne aftale med ham uden grund. Hvis vi gør det, opnår vi hverken hans troskab eller venskab, og han vil give os igen så ondt, som han formår. Det eneste, der anstår sig, er, at vi holder vores del af aftalen.«

Nu gør kong Siggeir klar til at drage hjem. Men før de forlod gæstebuddet, indbød han sin svigerfar Vølsung og alle dennes sønner til at komme til ham i Gøtaland tre måneder senere, og han kunne til sin hæder tage så stort et følge med, som han ønskede. Kong Siggeir vil dermed bøde for det, at bryllupsfesten bliver afkortet, fordi han ikke ønsker at blive mere end én nat, hvilket ikke var skik og brug. Nu lover kong Vølsung at tage af sted og komme på den aftalte dag. Dermed skilles svigerfar og svigersøn, og kong Siggeir drager hjem med sin kone.

Kapitel 5
Kong Vølsung falder i kamp mod kong Siggeir

Nu kan det fortælles om kong Vølsung og hans sønner, at de på den aftalte tid sejler til Gøtaland for at gæste svigersønnen kong Siggeir. De drager af sted på tre skibe, som alle er velbemandede, og rejsen går godt, og de ankommer til Gøtaland, men det er sent om aftenen. Og den samme aften kom kong Vølsungs datter Signy hen til dem og bad om en fortrolig samtale med sin far og sine brødre. Hun fortæller dem nu, hvorfor hun er kommet, og at kong Siggeir har samlet en umådeligt stor hær, »— og han har til hensigt at svige jer. Nu beder jeg jer om,« siger hun, »— straks at drage hjem til jeres rige og samle så stor en styrke som muligt og siden vende tilbage hertil og tage hævn i stedet for at komme i vanskeligheder, for I undslipper ikke hans svig, hvis ikke I gør, som jeg beder jer om.« Da sagde kong Vølsung: »Alle folkeslag vil huske den ene gang, jeg tog ordet som ufødt og højtideligt lovede, at jeg hverken ville flygte fra ild eller jern på grund af frygt, og det har jeg holdt hidtil, så hvorfor skulle jeg ikke også holde det i min alderdom? Og pigerne skal ikke kunne drille mine sønner og bebrejde dem, at de er bange for at dø, for alle skal dø engang, og ingen undgår døden til sidst. Jeg bestemmer, at vi ikke skal flygte, men for vores del optræde med den største tapperhed. Jeg har deltaget i kamp hundrede gange, nogle gange var vi i overtal, andre gange i undertal, men jeg vandt altid, og det skal ikke forlyde, at jeg flygter eller beder om fred!«

Nu græder Signy så inderligt, og hun bad om ikke at skulle tilbage til kong Siggeir. Kong Vølsung svarer: »Du skal så afgjort gå hjem til din mand og blive hos ham, uanset hvordan det går os.« Nu går Signy hjem, og de andre går til ro for natten. Og om morgenen, så snart solen står op, beordrer kong Vølsung alle sine mænd til at rejse sig og gå i land og gøre klar til kamp. Nu går de alle fuldvæbnede i land, og der går ikke længe, før kong Siggeir kommer med hele sin hær, og de kaster sig ud i den hårdeste strid, og kongen opildner sine folk til at gå frem med den største iver, og det fortælles, at kong Vølsung og hans sønner den dag gennembrød kong Siggeirs slagorden otte gange og huggede til både højre og venstre. Men da de agter at gøre det endnu en gang, falder kong Vølsung midt i sin fylking. Hele hans hær på nær hans ti sønner faldt dér sammen med ham, for de kæmpede mod en større overmagt, end de kunne modstå. Nu bliver alle hans sønner pågrebet og bundet og ført bort.

Signy erfarer, at hendes far var blevet dræbt og hendes brødre taget til fange og dømt til døden. Nu kalder hun kong Siggeir til samtale i enrum. Da sagde Signy: »Jeg vil bede dig om, at du ikke lader mine brødre dræbe med det samme, men i stedet sætter dem i stok, for med mig er det sådan, at øjet trives, så længe det ser — som man siger. Og jeg skal ikke bede om mere for dem, for jeg tænker ikke, at det nytter noget.« Siggeir svarer: »Du er gal og skør, når du ønsker at tilføje dine brødre større skade end at blive halshugget, men jeg skal dog tilstå dig dette, for jo længere og jo værre de må lide, før de dør, des bedre synes jeg om det.«

Nu lader han gøre, som hun bad om, og man tog en svær træstok og anbragte den hen over de ti brødres ben et sted i skoven, og dér sidder de nu hele den dag, indtil natten falder på. Men ved midnat kom en gammel hunulv frem af skoven og gik hen, hvor de sad i stokken. Hun var både stor og fæl. Der skete det, at hun bed en af dem ihjel, hvorpå hun åd ham helt og aldeles. Derefter forsvandt hun igen. Den følgende morgen sendte Signy den mand, som hun havde størst tillid til, hen for at se, hvordan det gik hendes brødre. Og da han vender tilbage, fortæller han hende, at en af dem er død. Hun syntes ikke, det var til at bære, hvis det skulle gå dem alle sådan, men hun var ikke i stand til at hjælpe dem.

For at gøre en lang fortælling kort: Ni nætter i træk kommer den samme hunulv ved midnat og æder en af brødrene, indtil kun Sigmund er tilbage. Men nu, inden den tiende nat, sender Signy sin pålidelige tjener ud til broderen Sigmund. Han fik honning med, og hun sagde, at han skulle smøre det i ansigtet på Sigmund og også komme noget af det i munden på ham. Nu tager han hen til Sigmund og gør, som han har fået besked på, hvorefter han vender hjem. Den følgende nat kommer den samme hunulv, som den plejer, og hun agtede at bide ham ihjel på samme måde som hans brødre. Men nu snuser hun til ham dér, hvor han er indsmurt i honning, og hun slikker ham i hele ansigtet og stikker derpå sin tunge ind i munden på ham. Han tøver ikke et øjeblik, men bider ulven i tungen. Hun farer voldsomt sammen og trækker sig med stor kraft tilbage, mens hun stemte imod træstokken, så den blev helt splittet ad, men han bed så hårdt, at ulvens tunge blev flået af ved roden, og det døde hun af. Nogle hævder, at denne hunulv var kong Siggeirs mor, og at hun havde fået ulveskikkelse ved brug af trolddom og heksekunster.

Kapitel 6
Sigmund dræber kong Siggeirs sønner

Så er stokken i stykker, og Sigmund er kommet fri, men han bliver fortsat i skoven. Signy sender igen folk ud for at finde ud af, hvad der er sket, og om Sigmund er i live, og da de kommer frem, fortæller han dem alt, hvad der er sket med hans brødre og hunulven. Nu vender de hjem og fortæller Signy, hvad der er foregået. Hun tager nu ud og træffer sin bror, og de beslutter, at han skal bygge et jordhus dér i skoven, og nu går der en tid, hvor Signy holder ham skjult dér og bringer ham, hvad han behøver. Kong Siggeir tror, at alle vølsungerne er døde.

Kong Siggeir og hans hustru havde to sønner, og det berettes, at da den ældste søn er 10 år gammel, sender Signy ham ud til Sigmund, så han kan hjælpe ham, såfremt han ville forsøge at hævne sin far. Nu tager drengen ud i skoven og kommer sent om aftenen til Sigmunds jordhus. Sigmund tager godt imod ham og sagde, at han skulle lave brød til dem, »— mens jeg henter brænde«. Og han giver drengen en pose mel, og går selv ud for at finde brænde. Men da han kommer tilbage, har drengen ikke foretaget sig noget. Nu spørger Sigmund, hvordan det går med brødet. Han siger: »Jeg turde ikke tage melsækken, for der var noget levende i melet.« Dermed syntes Sigmund at vide, at denne dreng ikke var modig nok til, at han ville have ham hos sig. Da de to søskende mødes, siger Sigmund, at han ikke mente, at det var nogen hjælp at have drengen hos sig. Signy sagde: »Så tag du og dræb ham. Han behøver ikke leve længere.« Og det gjorde han.

Så går den vinter, og året efter sender Signy sin yngste søn ud til Sigmund, og det gik kort fortalt på samme måde som før: Sigmund dræbte også denne dreng efter Signys råd.

Kapitel 7
Signy avler sønnen Sinfjøtle med sin bror Sigmund

Det fortælles nu, at engang da Signy sad i sit hus, kom en særligt tryllekyndig sejdkone til hende. Signy taler med hende: »Jeg kunne tænke mig,« siger hun, »— at vi to byttede udsende.« Sejdkonen siger: »Det er op til dig.« Og hun bevirker med sine heksekunster, at de bytter udseende, og efter Signys anvisning sætter sejdkonen sig nu på Signys plads, og om aftenen lægger hun sig i sengen hos kongen, og han bemærker ikke, at det ikke er Signy, der er hos ham. Om Signy kan det fortælles, at hun går til sin brors jordhus og beder ham give sig husly for natten, »— for jeg er faret vild i skoven, og jeg véd ikke, hvor jeg er.« Han sagde, at hun kunne blive dér, for han ville ikke nægte en kvinde, der var alene, tag over hovedet, og han var sikker på, at hun ikke ville gengælde hans gode hjælp ved at afsløre ham. Nu går hun med ind i hans hus, og de sætter sig for at spise. Han ser ofte på hende og finder kvinden smuk og betagende. Og da de er mætte, siger han til hende, at det er hans ønske, at de deler seng om natten, og hun gør ingen indvendinger, så de ligger sammen tre nætter. Derpå vender hun hjem og træffer sejdkonen og beder om, at de atter bytter udseende, og det sørger hun for.

Tiden gik, og Signy føder et drengebarn. Denne dreng fik navnet Sinfjøtle. Og han vokser op og er både stor og stærk og smuk, og han slægter vølsungerne meget på. Han er endnu ikke 10 år gammel, da hun sender ham ud til Sigmunds jordhus. Inden hun sendte sine første sønner ud til Sigmund, havde hun prøvet dem ved at sy tøjet fast til deres hud og kød. Dette tålte de ikke godt og klagede sig. Det samme gjorde hun ved Sinfjøtle. Det rørte ham ikke. Hun flåede kjortlen af ham, så huden fulgte med ærmet. Hun sagde, at det måtte gøre ondt på ham. Han siger: »Den slags gør ikke videre ondt på en vølsung.« Og nu kommer drengen ud til Sigmund. Sigmund bad ham da om at ælte dej af deres mel, mens han selv vil lede efter brænde, og han rækker ham en sæk mel. Så går han ud efter brænde. Men da han vender hjem, er Sinfjøtle færdig med at bage. Da spurgte Sigmund, om ikke han havde fundet noget i melet. »Jeg syntes nok,« sagde han, »— at der var noget levende i melet, da jeg begyndte at ælte, men jeg har bare æltet det med, som var deri.« Da sagde Sigmund, mens han lo: »Jeg tror, du skal undlade at spise dette brød i aften, for du har æltet den største giftslange ind i det.« Sigmund havde en sådan modstandskraft, at han kunne indtage gift uden at blive skadet, mens Sinfjøtle kunne tåle at få gift på huden, men han kunne ikke tåle at spise eller drikke giften.

Kapitel 8
Sigmund og Sinfjøtle indebrænder kong Siggeir

Nu kan det fortælles, at Sigmund synes, at Sinfjøtle er for ung til at tage del i hævnen, og han vi nu først hærde ham. De drager nu om sommeren vidt omkring i skoven og dræber folk for at skaffe sig bytte. Sigmund finder, at Sinfjøtle slægter vølsungerne meget på, men han tror dog, at drengen er kong Siggeirs søn, og han tænker, at han er ondskabsfuld som sin far, men stridslysten som en vølsung, og at han ikke sætter slægtskabet med sin far højt, for han minder ofte Sigmund om dennes sorger og opfordrer meget til at dræbe kong Siggeir.

Og nu er der engang, hvor de igen drager rundt i skoven for at skaffe sig bytte, at de kommer til et hus, hvor der ligger to sovende mænd, som bærer digre guldringe. De var blevet forheksede, for der hang to ulvehamme over dem i huset. Hver tiende dag kunne de tage hammene af. De var kongesønner. Sigmund og Sinfjøtle iførte sig ulvehammene, men kunne ikke få dem af igen, og også de fik ulvenatur og talte og forstod begge ulvesproget.

Nu løber de rundt i skovene, men tager hver sin vej. De aftaler, at de skulle vove det, såfremt syv mænd, men ikke flere, kom imod dem, og den af dem, der kom i fare, skulle tude som en ulv. »Lad os nu ikke afvige fra dette,« siger Sigmund, »— skønt du er ung og frygtløs. Folk vil synes godt om at nedlægge dig.« Nu går de hver sin vej. Men da de var væk fra hinanden, møder Sigmund syv mænd og tuder som en ulv. Og da Sinfjøtle hører dette, kommer han farende derhen og dræber alle syv. De skilles atter. Men Sinfjøtle har ikke faret længe omkring i skoven, før han møder elleve mænd og kæmper imod dem, og det går sådan, at han dræber dem alle. Han bliver også selv hårdt såret og lægger sig under et egetræ og hviler sig dér. Ikke længe efter kom Sigmund, og så følges de ad en tid. Han sagde til Sigmund: »Du skulle have hjælp til at dræbe syv mænd, og jeg er et barn sammenlignet med dig, men jeg bad ikke om hjælp til at dræbe elleve mænd. Sigmund kaster sig over ham med en sådan kraft, at Sinfjøtle vakler og falder. Sigmund bider ham i struben. Den dag kunne de ikke få ulvehammene af. Sigmund tager ham nu på ryggen og bærer ham hjem i huset, og han sad hos ham og bad troldene tage ulvehammene. En dag ser Sigmund to lækatte, og den ene bider den anden i struben, men den første løber ind i skoven og finder et blad og lægger det hen over såret, og straks springer lækatten op, og såret er helet. Sigmund går ud og ser en ravn komme flyvende med et blad, som den giver ham. Han lægger dette over Sinfjøtles sår, og Sinfjøtle springer straks op og er rask, som om han aldrig har været såret. Efter dette begiver de sig hen til jordhuset og er dér, indtil de kan få ulvehammene af. Så tager de dem og brænder dem på et bål og beder til, at de ikke vil skade andre. Men de havde øvet mange storværker i kong Siggeirs rige, mens de havde været forheksede.

Og da Sinfjøtle er blevet fuldvoksen, mener Sigmund at have prøvet ham tilstrækkeligt. Nu går der ikke længe, før Sigmund vil forsøge at hævne sin far — hvis ellers det lod sig gøre. En dag forlader de jordhuset og kommer til kong Siggeirs gård sent om aftenen, og de går ind i forstuen foran hallen. Derinde stod nogle ølkar, og dér skjulte de sig. Dronningen véd, hvor de er, og vil træffe dem. Og da de mødes, aftaler de, at de vil forsøge at tage hævn for deres far om natten. Signy og kongen havde to små børn. De sidder på gulvet og leger med guld, som de triller hen ad halgulvet, hvorpå de løber efter det. Men en guldring ruller ud af hallen til dér, hvor Sigmund og Sinfjøtle sidder, og drengen løber efter for at lede efter den. Nu ser han, at der sidder to velvoksne og barske mænd, som bærer store hjelme og blanke brynjer. Nu løber drengen ind i hallen igen og hen til sin far og fortæller ham, hvad han har set. Nu får kongen mistanke om forræderi imod ham. Signy hører, hvad der bliver sagt. Hun rejser sig og tager begge børn og fører dem ud i forstuen til Sigmund og Sinfjøtle og fortæller dem, at de skal vide, at børnene har røbet dem, »— og jeg råder jer til at dræbe dem!« Sigmund siger: »Jeg vil ikke dræbe dine børn, selv om de har afsløret os.« Men Sinfjøtle tøver ikke, og han trækker sværdet og dræber begge børn og kaster dem ind i hallen foran kong Siggeir. Nu rejser kongen sig og beordrer sine folk til at pågribe de mænd, der har skjult sig i forstuen om aftenen. Så løber folkene derud og vil tage dem til fange, men Sigmund og Sinfjøtle forsvarer sig godt og mandigt, og længe synes det værst for dem, der er tættest på dem. Men omsider bliver de overmandet og pågrebet og derpå bundet og lagt i lænker, og sådan sidder de natten lang.

Nu overvejer kongen, hvordan han kan give Sigmund og Sinfjøtle den mest langtrukne død. Og om morgenen lader kongen opføre en stor høj af sten og tørv, og da højen er færdig, lader han en stor, flad sten anbringe midt i højen. Den stod på højkant og var så bred, at den nåede tværs igennem højen, så det var umuligt at komme omkring den. Nu sætter han Sigmund og Sinfjøtle i højen på hver sin side af stenen, for han mente, at det værste for dem ville være ikke at være sammen, men dog kunne høre hinanden. Men da man var i færd med at lægge tørv på højen, kommer Signy med favnen fuld af halm, som hun kaster ind i højen til Sinfjøtle, og hun beder trællene om ikke at fortælle kongen om dette. Det lover de, og så bliver højen lukket. Da natten kom, sagde Sinfjøtle til Sigmund: »Jeg tror ikke, vi kommer til at mangle mad foreløbig. Dronningen har kastet flæsk omviklet med halm ind i højen.« Han mærker igen på flæsket og opdager, at Sigmunds sværd var stukket ind i det. Han genkendte det på sværdgrebet, da der var mørkt i højen, og han fortæller Sigmund det. Det glæder dem begge. Nu presser Sinfjøtle sværdklingen hen over stenen og trykker hårdt nedad. Sværdet skærer i stenen. Sigmund tager fat i klingen, og sammen kløver de stenen hele vejen igennem, som det kvædes:

Sigmund lod da,

og Sinfjøtle,

vældigt klingen

kløve hellen.

Og nu er de begge frie sammen i højen, og de skærer både sten og jern over og kommer på den måde ud af højen. De går nu hen til kongens hal. Alle dér ligger og sover. De bærer brænde hen til hallen og sætter ild til det, og folkene derinde bliver vækket af røgen og ved det, at hallen brænder over dem. Kongen spørger, hvem der har sat ild til hallen. »Her står jeg sammen med min søstersøn Sinfjøtle,« sagde Sigmund, »— og vi synes, at du skulle vide, at ikke alle vølsunger er døde.« Han beder sin søster komme ud, så han kan vise hende stor hæder og agtelse og dermed bøde på den sorg, hun har lidt. Hun svarer: »Nu skal jeg fortælle dig, hvordan jeg har husket kong Siggeirs drab på kong Vølsung: Jeg lod vores børn dræbe, fordi jeg fandt, at de var alt for træge til at hævne min far, og i vølveskikkelse kom jeg ud i skoven til dig, og Sinfjøtle er vores søn. Han er så uforfærdet, fordi han både er sønnesøn og dattersøn af kong Vølsung. Jeg har gjort alt, for at kong Siggeir skulle dø, og jeg har søgt at fremme hævnen så meget, at det er umuligt for mig at leve. Jeg blev nødtvunget gift med Siggeir, men nu skal jeg med glæde følge ham i døden.« Hun kyssede derpå sin bror Sigmund og Sinfjøtle og bød dem farvel og gik ind i ilden. Dér omkom hun sammen med kong Siggeir og hele hirden.

De to frænder skaffer sig mandskab og skibe, og Sigmund vender hjem til sit fædreland og bortjager den konge, som havde taget magten dér efter kong Vølsung. Sigmund bliver nu en mægtig og berømt konge, han er klog og storrådig. Han var gift med en kvinde, der hed Borghild. De havde to sønner. Den ene hed Helge, den anden Håmund. Og da Helge blev født, kom nornerne og spåede om hans liv og sagde, at han skulle blive den mest navnkundige konge. Sigmund var da vendt hjem fra kamp, og han gik hen til sin søn med et løg, og hermed giver han ham navnet Helge, og i navnefæste får han Ringstad og Solfjeld og et sværd, og Sigmund bad ham vinde hæder og indtræde i vølsungeslægten. Han blev højsindet og vennesæl og overgik i enhver henseende andre mænd. Det fortælles, at han begav sig på hærfærd, da han var 15 år gammel. Helge var konge over styrken, men Sinfjøtle var med ham, og de anførte begge hæren.

Kapitel 9
Helge besejrer kongerne Hunding og Hødbrod og gifter sig med Sigrun

Det fortælles, at Helge på sit hærtogt møder den konge, der hed Hunding. Han var en mægtig konge, som havde mange folk og herskede over flere lande. Det kom til kamp mellem dem, og Helge går hårdt frem, og denne strid ender med, at Helge sejrer, mens kong Hunding og størstedelen af hans hær falder. Nu synes Helge at være vokset meget, siden han har fældet så mægtig en konge. Hundings sønner samler nu en hær imod Helge for at hævne deres far. Det kommer til hård kamp mellem dem, men Helge gennembryder brødrenes slagorden og søger imod kong Hundings sønners banner og fælder Hundingssønnerne Alf og Eyjolf, Hervard og Hagbard og vinder dér en berømmelig sejr.

Og da Helge drog fra kampen, mødte han ved en skov mange fornemt udseende kvinder, men en af dem overgik dog alle de andre. De red af sted med pragtfuld udrustning. Helge spørger den forreste af dem, hvad hun hedder. Og hun siger, at hendes navn er Sigrun, og at hun er datter af kong Høgne. Helge sagde: »Følg med os hjem og vær velkomne!« Da siger kongedatteren: »Vi har andet at gøre end at drikke med dig.« Helge svarer: »Hvad er det — kongedatter?« Hun svarer: »Kong Høgne har lovet mig væk til kong Granmars søn Hødbrod, men jeg har svoret, at jeg hellere vil giftes med en krageunge end med ham. Det kommer dog nok til at ske alligevel, medmindre du forbyder ham det og går imod ham med en hær og fører mig bort, for jeg vil hellere leve sammen med dig end med nogen anden konge.« »Fat mod — kongedatter!« sagde han, »— for Hødbrod bliver ikke gift, før han har prøvet kræfter med mig, og så får vi at se, hvem der er stærkest — og det skal gælde livet!«

Efter dette sender Helge folk ud med pengegaver for at samle mænd, og han indkalder hele hæren til møde ved Rødebjerg. Dér afventede Helge, at en stor flok kom til ham fra Hedinsø, og så kom der mange folk til ham fra Nørvesundene på store og smukke skibe. Kong Helge kalder sin styrmand, der hed Leif, hen til sig og spurgte, om han havde talt, hvor mange de var. Men han svarer: »Det er ikke ligetil — herre! — at tælle de skibe, der er kommet fra Nørvesundene; der er tolv tusind mand ombord, og de andre er dobbelt så mange.« Da sagde kong Helge, at de skulle sejle mod den fjord, der hedder Varinsfjord, og det gjorde de. Nu løber de ind i en vældig storm og så stærk en søgang, at det lød som klipper, der traf hinanden, når bølgerne slog mod skibenes planker. Helge sagde, at de ikke skulle være bange og ikke rebe sejlene, men derimod hejse dem alle højere op end før. Det var nær ved at gå galt, før de nåede land. Dér kom Sigrun — kong Høgnes datter — dem i møde inde fra land med en stor hær og viste dem hen til en god havn, der hedder Gnipalund.

Landets indbyggere så, hvad der skete, og kong Hødbrods bror, som herskede på det sted, der hedder Svarinshøj, kom ned til kysten. Han råber til dem og spørger, hvem der anfører denne store styrke. Sinfjøtle rejser sig, og på hovedet har han en hjelm, der er blank som glas, og han bærer en brynje så hvid som sne og holder et spyd med et fornemt banner i hånden, og han står med et guldbelagt skjold foran sig. Han forstod at svare kongen: »Når du har fået fodret svinene og hundene og møder din kone, så kan du fortælle hende, at her er vølsungerne kommet. Og såfremt Hødbrod ønsker at møde kong Helge, så befinder han sig her i hæren, og han fordriver gerne sin tid med tapper kamp, mens du kysser på tjenestepigerne ved ildstedet.« Granmar^[2] svarer: »Du evner ikke andet end æreløs snak og kender næppe til, hvad der er sket, siden du lyver sådan om høvdinge. Sandheden er snarest, at du længe har levet af ulvemad ude i skoven og dræbt dine brødre, og det er uforståeligt, at du vover at følges med en hær af gode folk, når du har slubret blod fra så mange kolde lig.« Sinfjøtle svarer: »Du har tydeligvis glemt, da du var vølve på Varinsø og sagde, at du ville have en mand og valgte mig til opgaven. Og bagefter var du valkyrie i Asgård, og det var lige før, du var skyld i, at alle kom op at slås. Og på Fladnæs avlede jeg ni ulve med dig; jeg var far til dem alle.« Granmar svarer: »Du forstår at lyve. Jeg tror næppe, at du kan være nogens far, for du blev gildet af døtrene af jætten på Trasnæs. Og du er kong Siggeirs stedsøn, men færdedes blandt ulve i skoven, og samtidig blev du ramt af alskens ulykker. Du dræbte dine brødre og blev kendt for din nederdrægtighed.« Sinfjøtle svarer: »Husker du ikke, at du var hingsten Granes hoppe, og jeg lod dig trave på Bråsletten? Siden blev du jætten Gølners gededreng.« Granmar siger: »Jeg vil hellere lade fuglene mætte sig på dit lig end at skændes yderligere med dig.« Da sagde kong Helge: »Det var bedre og mere passende for jer at kæmpe end at tale på denne måde, som er skammelig at høre på. Vel er Granmars sønner ikke mine venner, men de er dog stærke mænd.«

Granmar rider nu af sted og opsøger kong Hødbrod på det sted, der hedder Solfjeld. Deres heste hedder Sveipud og Sveggjud. De mødes i borgporten, og han fortæller kongen, at en hær er kommet til landet. Kong Hødbrod bar brynje og havde hjelm på hovedet. Han spørger, hvem de er, »— og hvorfor er du så vred?« Granmar siger: »Det er vølsungerne, der er kommet, og de har tolv tusind mand ved land og syv tusind ved den ø, der hedder Søk, men deres hovedstyrke er på det sted, der hedder Grinder, og jeg tænker, at Helge agter at kæmpe nu.« Kongen siger: »Lad os sende bud ud i hele riget og gå imod dem. Ingen skal sidde hjemme, såfremt de vil kæmpe! Send bud efter Rings sønner og kong Høgne og Alf den Gamle — de er vældige krigere.«

Hærene mødtes på det sted, der hedder Frekasten, og det blev en hård strid. Helge går frem gennem slagordenen. Der var et stort mandefald. Så får de øje på en stor flok skjoldmøer, og de var som omgivet af flammer. Det var kongedatteren Sigrun, der kom. Kong Helge søger frem imod kong Hødbrod og fælder ham under hans banner. Da sagde Sigrun: »Hav tak for dette storværk! Nu sker der et skifte i landet. Dette er en stor lykkedag for mig, og det vil sikre dig hæder og ære, at du har bragt så mægtig en konge til fald.« Helge tog magten dér og bevarede den længe, og han blev gift med Sigrun og blev en god og berømt konge, men hermed er han ude af denne saga.

Kapitel 10
Sinfjøtles død

Vølsungerne drager nu hjem og har atter øget deres berømmelse meget. Sinfjøtle begiver sig på ny på hærtogt. Han ser en smuk kvinde og har stor lyst til at få hende. En bror til Borghild, som var gift med kong Sigmund, bejlede også til denne kvinde. De afgør deres mellemværende med kamp, og Sinfjøtle dræber denne konge. Han hærger nu vidt omkring og kæmper ofte og sejrer hver gang. Han bliver meget berømt og agtes højt, og om efteråret vender han hjem med mange skibe og et stort bytte.

Sinfjøtle fortæller sin far, hvad der er sket, og faderen fortæller det til dronningen. Hun beder Sinfjøtle forlade landet og siger, at hun ikke ønsker at se ham. Sigmund siger, at han ikke vil lade ham drage væk, og tilbyder at bøde hendes tab med guld og en stor sum, selv om han aldrig før havde betalt bøder for nogen, og han mente ikke, at det kunne svare sig at skændes med kvindfolk. Hun kommer ingen vegne med sagen, så hun siger: »Det er passende — herre! — at du bestemmer.« Hun holder nu med kongens tilladelse gravøl for sin bror, og hun anstiller til gilde med det bedste, man kan skaffe, og indbød mange stormænd til at komme. Borghild bar drikken rundt til mændene. Hun kommer hen til Sinfjøtle med et stort drikkehorn. Hun sagde: »Drik nu — min stedsøn!« Han tog imod det og så ned i hornet og sagde: »Drikken er grumset.« Sigmund sagde: »Giv mig den!« Han tømte hornet. Dronningen sagde: »Hvorfor skal andre drikke øllet for dig?« Hun kom for anden gang med hornet: »Drik nu!« — og hun bebrejdede ham med mange ord. Han tager hornet og siger: »Drikken er gjort med svig.« Sigmund sagde: »Giv mig den!« Hun kom for tredje gang og bad ham tømme hornet, såfremt han besad en vølsungs mod. Sinfjøtle tog hornet og sagde: »Der er gift i drikken.« Sigmund svarer: »Si den igennem overskægget — min søn!« Kongen var da meget beruset, og derfor sagde han sådan. Sinfjøtle drikker, men styrter straks død om. Sigmund rejser sig og er døden nær af sorg. Han tog liget i sin favn og går ud i skoven og kommer til sidst til en fjord. Dér så han en mand i en lille båd. Manden spørger, om Sigmund vil have ham til at sejle sig over fjorden. Han takker ja. Båden var så lille, at den ikke kunne bære dem alle, og liget blev først sejlet over, mens Sigmund gik langs fjorden. I det samme forsvandt først båden og siden manden for Sigmund. Efter dette vender Sigmund hjem, og han jager dronningen bort, og der gik ikke længe, før hun døde. Kong Sigmund hersker nu igen over sit rige, og man anser ham for at have været den største kriger og konge i hedensk tid.

Kapitel 11
Kong Sigmund gifter sig med Hjørdis

Der var en mægtig og berømt konge, der hed Eylime. Hans datter hed Hjørdis og var den smukkeste og klogeste kvinde. Og kong Sigmund erfarer, at hun om nogen vil kunne tøjle hans sindelag. Sigmund tager af sted for at opsøge kong Eylime. Denne vil anstille et stort gæstebud for ham på den betingelse, at han ikke kommer dertil for at strides. Der går nu bud imellem dem, og de skal mødes i venskab og ikke som fjender. Dette gilde bød på alt det bedste, der kunne skaffes, og der var mange mennesker til stede. Overalt blev der iværksat torvemarkeder og andet for at lette kong Sigmunds rejse. Han kommer nu til gildet, og begge konger får plads i den samme hal. Kong Lyngve, som var søn af kong Hunding, var også kommet, og han ønskede ligeledes at blive kong Eylimes svigersøn. Eylime begreb, at de ikke begge kunne få, hvad de kom efter, og han vidste også, at han nok kunne forvente ufred fra ham, der ikke fik Hjørdis. Nu sagde kongen til sin datter: »Du er en klog kvinde, og jeg har sagt, at du selv må vælge din mand. Vælg nu mellem de to konger, så gør jeg din beslutning til min.« Hun svarer: »Jeg synes, at det er et svært valg, men jeg vælger dog den konge, som er mest navnkundig, og det er kong Sigmund, selv om han er blevet meget gammel.« Og så fik han hende, mens kong Lyngve forlod stedet. Sigmund blev gift med Hjørdis, og dag efter dag blev der ved gildet rettet an med bedre ting og større ihærdighed.

Siden drog kong Sigmund hjem til Huneland for at varetage sit rige, og hans svigerfar Eylime fulgte med ham. Men kong Lyngve og hans brødre samler nu en hær og drager imod kong Sigmund, for de var ofte blevet den lille i deres mellemværende, men nu var målet dog fuldt. Nu ønsker de at sætte en stopper for vølsungernes stridslyst, og de kommer til Huneland og sender bud til kong Sigmund, for de ville ikke stjæle sig ind på ham, men mente også at vide, at han ikke ville flygte. Kong Sigmund siger, at han vil komme til kampen. Han samlede en hær, mens Hjørdis blev sendt ud i skoven sammen med en trælkvinde, og de fik mange værdier med sig. Hun var dér, mens de kæmpede.

Vikingerne kom fra skibene med en umådelig hær. Kong Sigmund og Eylime satte deres bannere op, og så lod man lurerne gjalde. Kong Sigmund lader blæse i det horn, som hans far havde ejet, og han opildner sine folk. Sigmund havde langt den mindste hær. Striden blev meget hård, og selv om Sigmund var gammel, kæmpede han hårdt og stod hele tiden i spidsen for sine folk. Hverken skjolde eller brynjer var noget bevendt imod ham, og den dag gennembrød han gang på gang fjendens hær, og ingen kunne sige, hvilket udfald kampen ville få. Luften var tyk af spyd og pile, men Sigmunds skytsånder beskyttede ham, så han ikke blev såret, og ingen havde tal på, hvor mange mænd han fældede. Begge hans arme var indsmurt i blod op til skuldrene. Da kampen havde varet en tid, blandede en mand sig i striden. Han bar en bredskygget hat og en blå kappe. Han var enøjet og havde et spyd i hånden. Denne mand kom hen imod Sigmund og rettede spyddet imod ham. Og da Sigmund huggede hårdt, traf hans sværd spyddet, men brast i to dele. Så vendte kamplykken, og kong Sigmund havde ikke længere heldet med sig, men nu faldt mange af hans folk. Kongen skåner sig ikke og opildner hæren meget. Men nu går det sådan, som man siger, at ingen kan stille noget op mod overmagten.

Kapitel 12
Kong Sigmunds død

I denne kamp faldt kong Sigmund og hans svigerfar kong Eylime forrest i fylkingen. Størstedelen af hans hær faldt også. Kong Lyngve søger nu hen til kongsgården, hvor han har til hensigt at bortføre kongedatteren, men det lykkedes ikke for ham. Han fik hverken kone eller bytte dér. Han gennemrejser nu landet og fordeler riget mellem sine egne folk. Han regner nu med at have dræbt alle i vølsungeslægten og mener ikke længere, at han behøver at frygte dem.

Hjørdis gik natten efter kampen ud på slagmarken, og hun kom derhen, hvor kong Sigmund lå. Hun spørger, om han kan helbredes. Men han svarer: »Mange overlever, selv om det ser håbløst ud, men heldet har forladt mig, så jeg ønsker ikke at blive helbredt. Odin vil ikke, at jeg skal svinge mit sværd mere, siden det nu gik i stykker. Jeg har kæmpet så længe, det var hans vilje.« Hun sagde: »Jeg ville ikke mangle noget, hvis du kom dig og hævnede min far.« Kongen siger: »Det må overlades til andre. Du bærer på et drengebarn. Fød ham vel og tag dig af ham, for denne dreng vil blive den største og mest navnkundige i vores slægt. Tag også godt vare på sværdstumperne. Deraf kan man smede et godt sværd, som skal have navnet Gram. Dette skal vores søn bære, og med det vil han øve mange storværker, som aldrig vil glemmes, og hans navn vil blive husket, så længe verden består. Slå dig nu til tåls med dette. Men mine sår udmatter mig, og nu vil jeg drage hen til mine afdøde frænder.«

Hjørdis sidder nu hos ham, til han dør, og så gryr dagen. Hun ser, at mange skibe er kommet til land. Hun sagde til trælkvinden: »Lad os bytte tøj, og så skal du tage mit navn og sige, at du er kongedatter.« Og det gør de. Vikingerne bemærker de mange døde mænd og ser, at kvinderne løber ind i skoven, og de forstår, at store begivenheder har fundet sted, og de springer i land fra skibene. Denne hær blev anført af Alf, som var søn af kong Hjalprek fra Danmark. Han havde sejlet langs med landet med sin hær, og de kommer nu til slagmarken og ser dér de mange faldne. Kongen befaler, at mændene skal finde kvinderne, og det gør de. Han spørger dem, hvem de er, men det går ikke helt efter forventning, for trælkvinden svarer for dem og beretter om kong Sigmunds og kong Eylimes fald sammen med mange andre stormænd, og hun fortæller ligeledes, hvem der har forvoldt det. Kongen spurgte, om de vidste, hvor kong Sigmunds skatte var blevet gemt. Trælkvinden svarer: »Det kan jeg love dig, at vi véd.« Og hun viser vej til skattene, og dér finder de så store værdier, at mændene ikke mener at have set tilsvarende rigdomme og store kostbarheder samlet på samme sted, og de bærer alt ned til kong Alfs skibe. Hjørdis fulgte med ham, og det samme gjorde trælkvinden. Han drager nu hjem til sit rige og bemærker, at det var meget navnkundige konger, som var faldet dér. Kongen tager plads ved roret, og kvinderne sad i skibets forrum. Han taler med dem og værdsætter deres samtale.

Kongen kom nu hjem til sit rige med et stort bytte. Alf var en meget duelig mand. Men de havde ikke været hjemme længe, før dronningen spørger sin søn Alf: »Hvorfor bærer den smukkeste kvinde de færreste ringe og de ringeste klæder? Jeg tænker, at du har været mindst opmærksom på hende, der har den højeste stand.« Han svarer: »Det anede mig, at der ikke var noget trælkoneagtigt ved hende, og da vi mødtes, faldt det hende nemt at hilse på højtstående mænd. Dette må undersøges nærmere!« Nu var der engang ved drikken, at kongen satte sig og talte med dem. Han sagde: »Hvordan holder I styr på døgnets forløb, og hvornår natten slutter, hvis I ikke kan se himmellegemerne?« Trælkvinden svarer: »I min ungdom plejede jeg at drikke meget lige inden daggry, men siden jeg holdt op med det, er jeg altid vågnet på samme tid — og det er sådan, jeg holder styr på tiden.« Kongen smilte, mens han sagde: »Det var en dårlig vane for en kongedatter.« Så finder han Hjørdis og stiller hende samme spørgsmål. Hun svarer ham: »Min far gav mig en lille guldring med en særlig egenskab; ved daggry bliver den kold om min finger. Det er sådan, jeg holder styr på det.« Kongen svarer: »Der manglede nok ikke guld, siden trælkvinderne også bar det. Nu har I skjult sandheden længe nok for mig. Jeg ville have behandlet dig, som var vi børn af den samme konge, selv om du havde fortalt mig dette. Men nu skal jeg desuden vise dig endnu større ære, for du skal være min kone, og du skal få betaling for brudekøbet, når du har født barnet.« Hun svarer og fortæller hele sandheden. Nu sidder hun dér med stor ære og værdighed.

Kapitel 13
Om Sigurd og Regin

Det fortælles nu, at Hjørdis nedkommer med et drengebarn, og drengen bæres frem for kong Hjalprek. Kongen blev glad, da han så drengens hvasse øjne, og sagde, at han ville blive mageløs og uden lige, og han blev vandøst og fik navnet Sigurd. Alle siger samstemmende om ham, at han var uovertruffen med hensyn til adfærd og vækst. Han blev opfostret i stor kærlighed hos kong Hjalprek. Og hvis man opregner alle de ypperligste mænd og konger i de gamle fortællinger, da skal Sigurd nævnes først for den styrke og duelighed, den kappelyst og det mod, som han har besiddet mere af end andre mænd i den nordlige del af verden. Sigurd voksede op dér hos kong Hjalprek, og hvert et barn elskede ham. Han fæstede Hjørdis til kong Alf og fastsatte summen for brudekøbet.

Sigurds fosterfar hed Regin og var søn af Hreidmar. Han lærte ham mange idrætter, brætspil og runer, at tale mange sprog og en lang række andre ting, som dengang var sædvanligt for kongesønner. Engang da de to var sammen, spurgte Regin Sigurd, om han vidste, hvor store værdier hans far havde ejet, og hvem der tog vare på dem nu. Sigurd svarer og siger, at de var i kongernes varetægt. Regin sagde: »Men stoler du helt på dem?« Sigurd svarer: »Det er passende, at de tager sig af formuen, indtil jeg kan få gavn af den, for de kan sørge bedre for den, end jeg kan.« En anden gang talte Regin med Sigurd, og han sagde: »Det er underligt, at du vil være kongernes hestepasser og gå rundt som en anden håndlanger.« Sigurd svarer: »Det er det ikke, for jeg bestemmer alt sammen med dem, og jeg får lov til det, jeg vil.« Regin sagde: »Bed kongen om at give dig en hest.« Sigurd svarer: »Det får jeg straks, hvis jeg vil.« Sigurd går nu hen til kongerne. Da sagde kongen til Sigurd: »Hvad vil du have af os?« Sigurd svarer: »Jeg vil gerne have en hest for min fornøjelses skyld.« Kongen sagde: »Vælg selv din hest, og hvad vi ellers har, som du vil have.« Dagen efter gik Sigurd i skoven, og han møder en gammel mand med langt skæg. Han kendte ikke manden. Han spørger, hvor Sigurd skal hen. Han svarer: »Jeg skal vælge mig en hest. Du kan hjælpe mig.« Manden sagde: »Lad os gå hen og drive dem ned til floden, der hedder Buseltjørn.« De drev hestene ud i flodens dyb, men de søgte alle på nær én tilbage mod land. Sigurd valgte denne hest. Den var grå og ung, stor af vækst og smuk. Ingen havde siddet på ryggen af ham. Den skæggede mand sagde: »Denne hest stammer fra Sleipner, og han skal passes omhyggeligt, for han bliver bedre end andre heste.« Derpå forsvinder manden. Sigurd kalder hesten Grane, og den hest har været den bedste af alle. Det var Odin, Sigurd havde mødt.

Regin sagde også til Sigurd: »Du har alt for få midler. Det piner mig, at du løber rundt som en simpel bondedreng, men jeg véd et sted, hvor du nok kan skaffe dig store rigdomme, og hvis det lykkes for dig, vil du utvivlsomt vinde både hæder og ære ved det.« Sigurd spørger, hvor det er, og hvem der bevogter stedet. Regin svarer: »Han hedder Fafner og ligger lige her i nærheden. Stedet hedder Gnitahede, og når du kommer derhen, vil du sikkert sige, at aldrig så du så stor en guldskat samlet på ét sted, og der er mere, end du har behov for, om du så bliver den ældste og mest berømte af alle konger.« Sigurd svarer: »Jeg har hørt om denne drage, selv om jeg er ung, og det siges, at ingen vover at gå imod ham på grund af hans størrelse og ondskabsfuldhed.« Regin svarer: »Det passer ikke. Den er nærmest på størrelse med en lyngorm, men man har villet gøre den større, end den er, og sådan ville dine forfædre også have ment. Men selv om du er af vølsungeslægt, så har du nok ikke deres sindelag. Og de nævnes jo ellers først, når der er tale om mod og duelighed.« Sigurd svarer: »Det er muligt, at jeg ikke besidder meget af deres kappelyst og duelighed, men der er ingen grund til at håne mig, for jeg er ikke meget andet end et barn. Men hvorfor er du så ivrig efter at få dette gjort?« Regin svarer: »Det er en lang historie, som jeg skal fortælle dig.« Sigurd sagde: »Lad mig høre.«

Kapitel 14
Regins fortælling

»Fortællingen begynder med min far, der hed Hreidmar; han var mægtig og velhavende. Han havde en søn, der hed Fafner, mens en anden hed Odder, og jeg var den tredje. Jeg var også den mindste med hensyn til duelighed og agtelse. Jeg kunne arbejde med jern og med sølv og guld og skabe nye ting af alle slags. Min bror Odder havde andre gøremål og en anden natur. Han var en stor jæger og overgik andre mænd. Om dagen havde han odderskikkelse og opholdt sig hele tiden i floden, hvor han fangede fisk med munden. Han gav sin far fangsten, og dette var en stor hjælp for ham. Han opførte sig ganske som en odder, kom sent hjem og spiste alene og med lukkede øjne, for han ville helst ikke se, at det svandt i maden. Fafner var langt den største og mest grusomme, og han ønskede at have alt, hvad der var, for sig selv.

Der var en dværg, der hed Andvare,« fortæller Regin, »— og han opholdt sig altid i det vandfald, der hedder Andvarefossen. Han havde geddeskikkelse og skaffede sig mad dér, for der var mange fisk ved det vandfald. Min bror Odder svømmede gerne ved dette vandfald og fangede fisk med munden og lagde dem op på land en efter en. Odin, Loke og Høner var på rejse og kom til Andvarefossen. Odder havde da fanget en laks og spiste med lukkede øjne på flodbrinken. Loke greb en sten og slog odderen ihjel. Aserne mente, at de havde haft stor jagtlykke og flåede skindet af odderen. Den aften kom de hen til Hreidmar og viste ham deres fangst. Så pågreb vi dem og afkrævede dem bod, og for at frelse livet skulle de svare den løsesum, at de fyldte odderskindet med guld og siden dækkede det helt med rødt guld. De sendte Loke ud for at skaffe guldet. Han gik til Ran og fik hendes net, og så tog han hen til Andvarefossen og kastede nettet ud foran gedden. Den gik i nettet. Da sagde Loke:

Hvem er fisken,

der farer i strømmen,

men ikke er særligt forsigtig?

Fly mig på stedet

flodens lue —

og frels dit hoved fra Hel!

Gedden svarede:

Andvare er navnet —

Oinn var min far —

jeg færdes ofte ved fosser.

Længe var jeg tvunget

til livet i vand;

det voldte en nedrig norne.

Loke ser det guld, Andvare ejede. Og da han havde udleveret guldet, havde han én guldring tilbage, men den tog Loke fra ham. Dværgen gik ind i stenen og sagde, at den guldring og ligeledes hele guldskatten ville medføre døden for enhver, der ejede den. Aserne afleverede guldet til Hreidmar og stoppede odderskindet fuldt og stillede det på fødderne. Så skulle aserne dynge guld op og dække odderen. Men da det var gjort, gik Hreidmar frem og fik øje på et knurhår, som han bad dem dække. Odin trak da ringen Andvareseje af armen og dækkede knurhåret med den. Da sagde Loke:

Guldet er dit,

gælden er betalt;

det var dyrt at beholde hovedet,

men de sønner, du har,

skal savne lykken;

den skat bli’r begges bane.

Siden dræbte Fafner vores far,« siger Regin, »— og skjulte liget, og jeg fik ingen del i skatten. Fafner blev så ondskabsfuld, at han lagde sig langt borte, og han undte ingen andre end sig selv at få glæde af formuen. Han blev siden til den værste drage, og nu ligger han på denne skat. Jeg opsøgte siden kongen og blev hans smed. Og dermed ender min fortælling med, at jeg mistede arven fra min far og boden for min bror. Guld er af denne grund siden blevet kaldt odderbod.« Sigurd svarer: »Du har mistet meget, og dine frænder har været meget onde. Brug nu din dygtighed til at smede mig et sværd, som er bedre end alle andre, og så skal jeg — hvis mit mod rækker til det — øve et storværk, siden du ønsker, at jeg dræber denne vældige drage.« Regin siger: »Det vil jeg gøre — stol på det! Og med det sværd kan du dræbe Fafner.«

Kapitel 15
Regin smeder et sværd

Regin smeder nu et sværd og giver det til Sigurd. Denne tog sværdet og sagde: »Så dette er dit smedeværk, Regin —« og hugger i ambolten. Sværdet knækkede. Han kaster klingen fra sig og beder ham smede et bedre sværd. Regin laver et andet sværd, som han giver Sigurd. Han så på det. »Du kan måske lide dette, men din smedning er mangelfuld.« Sigurd prøver også dette sværd, men det gik i stykker ligesom det første. Da sagde Sigurd til Regin: »Du ligner nok dine gamle slægtninge og er utroværdig.« Han gik nu til sin mor. Hun tager godt imod ham, og de taler sammen og drikker. Da sagde Sigurd: »Er det rigtigt, hvad de siger, at kong Sigmund gav dig sværdet Gram i to dele?« Hun svarer: »Det er sandt.« Sigurd sagde: »Giv mig det! Jeg vil have det!« Hun giver ham sværdet og sagde, at det sikkert ville skaffe ham hæder.

Sigurd opsøger nu Regin og bad ham smede et sværd af stykkerne. Regin blev vred, men gik til smedjen med sværddelene, og han synes, at Sigurd stiller store krav til smedningen. Regin smeder nu et sværd. Og da han tog det ud af essen, så det for smededrengen ud, som om der stod flammer ud fra æggen. Han beder nu Sigurd tage sværdet og siger, at hvis dette svigter, så formår han ikke at smede et sværd. Sigurd huggede i ambolten og kløvede den til foden, og sværdet hverken brast eller brækkede. Han roste sværdet meget og gik ned til åen med en uldtot, som han kastede imod strømmen, og uldtotten blev delt i to, da han lod den drive mod sværdet. Sigurd gik glad hjem. Regin sagde: »Nu, hvor jeg har lavet sværdet, kan du indfri dit løfte og møde Fafner.« Sigurd svarer: »Det vil jeg gøre, men noget andet kommer først: Jeg vil hævne min far!«

Sigurd blev mere afholdt af alle, jo ældre han blev. Og hvert et barn elskede ham højt.

Kapitel 16
Sigurd hos Griper

Der var en mand, der hed Griper. Han var Sigurds morbror. Ikke længe efter at sværdet var smedet, opsøgte Sigurd Griper, for han kunne spå om fremtiden og kendte folks skæbne. Sigurd ville vide, hvordan hans liv ville forme sig. Griper modsatte sig længe, men efter Sigurds indtrængende anmodning endte det dog med, at han fortalte ham alt om hans skæbne, og hans forudsigelser holdt også siden stik. Og da Griper havde fortalt Sigurd, hvad han bad om, red han hjem. Kort tid efter traf han Regin. Denne sagde: »Dræb nu Fafner, som du har lovet!« Sigurd svarer: »Det skal jeg gøre, men først vil jeg dog hævne kong Sigmund og de andre af mine frænder, som faldt i samme kamp.«

Kapitel 17
Sigurd fælder Hundings sønner

Nu træffer Sigurd kongerne, og han sagde til dem: »Jeg har været her i nogen tid, og jeg er meget taknemmelig for jeres kærlighed og store agtelse. Men nu vil jeg forlade landet og drage ud for at møde Hundings sønner, for jeg ønsker, at de skal vide, at ikke alle vølsunger er døde. Jeg vil gerne have jeres støtte til dette.« Kongerne sagde, at de ville give ham alt, hvad han bad om.

Nu udruster de en stor hær med skibe og våben, og alt sammen er nøje udvalgt, således at hans færd bliver endnu mere storslået end før. Sigurd styrer det største og ypperligste drageskib. Deres sejl var af allerbedste slags og udgjorde et herligt syn. Nu sejler de af sted med gunstig vind, men efter få dage blev de ramt af uvejr med storm, og søen var mørk som blod. Sigurd bød folkene ikke at rebe sejlene, selv om de skulle revne, men snarere at hejse dem højere op end før. Og da de sejlede forbi et klippefremspring, råbte en mand ud til dem på skibet og spurgte, hvem der var anfører for hæren. Han fik at vide, at deres høvding var Sigurd Sigmundson, den ypperste af alle unge mand. Manden svarer: »Ja, alle siger det samme om ham: At ingen kongesønner kan måle sig med ham. Jeg kunne tænke mig, at I tog sejlene ned på et skib og lod mig komme med.« De spurgte om hans navn. Han svarer:

Hnikar blev jeg kaldt,

da kampen stod på,

og den unge Vølsung

gav æde til Hugin;

kald du nu enten

karlen fra bjerget

for Fang eller Fjølner

på farten med jer!

De lagde til land og tog manden ombord. Da lagde stormen sig, og de sejler, til de når land i Hundings sønners rige. Da forsvandt Fjølner. De hærger straks med ild og jern, dræber folk og brænder bebyggelsen og lægger alt øde, hvor de kommer frem. Folk flygter i stort tal hen til kong Lyngve og fortæller, at en hær er kommet til landet, og at den hærger med større voldsomhed, end man hidtil har set. De sagde, at Hundings sønner ikke havde været forudseende, da de mente, at man ikke havde grund til at frygte vølsungerne, »— for nu leder Sigurd Sigmundson denne hær frem.« Kong Lyngve sender nu hærbud ud i hele sit rige. Han agter ikke at flygte, men tilkalder alle de mænd, der vil yde ham støtte. Han går nu imod Sigurd med en meget stor hær, og han har sine brødre med. Det kommer til den hårdeste kamp imellem dem. Man kunne dér se spyd og pile suse tæt gennem luften, kraftige øksehug, splintrede skjolde og bristede brynjer, flækkede hjelme og kløvede hovedskaller og mange mænd, der styrtede til jorden. Og da striden har stået på længe på denne måde, søger Sigurd frem mellem bannerne, og i hånden har han sværdet Gram. Han hugger både mænd og heste ned og går gennem slagordenen, og begge hans arme er indsmurt i blod op til skuldrene. Folk flygtede væk, hvor han kom, og hverken hjelme eller brynjer var til nogen gavn imod ham, og ingen mente at have mødt magen til mand før. Denne kamp varede længe med et stort mandefald og heftige angreb. Det gik, som det ellers sjældent går, når landhæren angriber, at det ikke nyttede. Der faldt så mange i Hundingssønnernes hær, at ingen havde tal på dem. Og Sigurd stred forrest i slagordenen. Da går Hundings sønner imod ham. Sigurd hugger mod kong Lyngve og kløver hans hjelm og hoved og den brynjeklædte krop, og derpå hugger han Hjørvard — Lyngves bror — i to dele, og så dræbte han alle de Hundingssønner, som endnu var i live, foruden størstedelen af deres hær.

Sigurd vender nu hjem med en herlig sejr og et vældigt bytte og en stor hæder, som han havde vundet på denne færd. Man holdt nu gilde for ham hjemme i riget. Men Sigurd havde ikke været hjemme længe, før Regin kommer til ham og siger: »Det kan være, at du nu vil slå hjelmen af Fafner, sådan som du lovede, for nu har du hævnet din far og dine andre slægtninge.« Sigurd svarer: »Jeg holder det, som jeg har lovet, og jeg glemmer det ikke.«

Kapitel 18
Sigurd dræber Fafner

Nu rider Sigurd og Regin op til heden og hen til den vej, som Fafner plejede at bruge, når han skulle ned til vandet. Det siges, at den klippe, som han lå på ved vandet, mens han drak, var 30 favne høj. Da sagde Sigurd: »Du sagde — Regin! — at denne drage ikke var større end en lyngorm, men det forekommer mig, at sporene efter ham er svært store.« Regin sagde: »Grav en grøft og sæt dig dér. Og når ormen så bugter sig ned til vandet, kan du stikke ham i hjertet og på den måde tage livet af ham. Derved vil du vinde stor hæder.« Sigurd sagde: »Men hvad vil der ske, hvis jeg bliver ramt af ormens blod?« Regin svarer: »Man kan ikke give dig gode råd, når du er bange for alt. Du besidder ikke det samme mod som dine frænder!«

Nu rider Sigurd op på heden, mens Regin, der er meget ræd, forsvinder. Sigurd gravede en grøft. Og mens han er i gang med det, kommer en langskægget, gammel mand hen til ham og spørger, hvad han laver. Han fortæller ham det. Da svarer den gamle mand: »Dette er uklogt. Grav flere grøfter og lad blodet rende i dem, mens du sidder i en anden og stikker ormen i hjertet.« Derpå forsvandt manden. Og Sigurd graver grøfter, som manden havde sagt. Og da ormen bugtede sig ned til vandet, afstedkom det et sådant jordskælv, at hele grunden rystede i nærheden. Han fnyste edder til alle sider, men det gjorde ikke Sigurd bange, og larmen skræmte ham ikke. Og da ormen krøb hen over grøften, stikker Sigurd sværdet ind under dens venstre luffe, så det gik i til hjaltet. Derpå springer Sigurd op af grøften og trækker sværdet til sig, og begge hans arme er indsmurt i blod op til skuldrene. Men da den store orm mærkede, at den var dødeligt såret, slog den med hoved og hale, så alt, der kom i vejen, blev knust. Og da Fafner fik sit banesår, spurgte han: »Hvem er du? Og hvem er din far? Og af hvilken slægt kommer du, siden du er så dristig, at du vover at bruge våben mod mig?« Sigurd svarer: »Ingen kender min slægt. Jeg kaldes for et ædelt dyr, og jeg har hverken far eller mor, og jeg er alene på farten.« Fafner svarer: »Hvis du hverken har far eller mor, hvilket under har da avlet dig? Og selv om du ikke fortæller mig dit navn på min dødsdag, så véd du godt, at du lyver nu.« Han svarer: »Jeg hedder Sigurd; Sigmund er min far.« Fafner svarer: »Hvem ansporede dig til dette værk? Og hvorfor lod du dig ægge? Har du da ikke hørt, hvordan alle folk frygter mig og min rædselshjelm? Du har hvasse øjne — dreng! — og din far var nok modig.« Sigurd svarer: »Jeg blev tilskyndet til dette af min hårde hu, men denne stærke hånd og dette skarpe sværd, som du nu kender, hjalp til med at få det gjort. Og en mand bliver sjældent hård som gammel, hvis han er blød som barn!« Fafner siger: »Jeg kunne forstå, at du ville være i stand til at dræbe i vrede, såfremt du var vokset op blandt dine frænder, men det undrer mig, at en bundet og hærtagen fange vover at dræbe mig, for kun få krigsfanger besidder modet til at dræbe.« Sigurd sagde: »Bebrejder du mig, at jeg er langt fra mine slægtninge? Og selv om jeg blev taget som krigsfange, blev jeg dog ikke bundet — og du mærkede vel, at jeg er fri.« Fafner svarer: »Du opfatter alt, hvad jeg siger, som fornærmelser. Men dette guld, som har tilhørt mig, vil blive din død.« Sigurd svarer: »Alle ønsker sig rigdom helt til den sidste dag, men alle skal dø engang.« Fafner sagde: »Du lægger ingen vægt på det, jeg siger. Men du vil drukne, hvis du er uforsigtig på havet, så vent hellere på land, indtil vinden lægger sig.« Sigurd sagde: »Fortæl mig — Fafner! — hvis du er så klog: Hvem er de norner, der forløser sønnen fra moderens liv?« Fafner svarer: »De er mange og forskellige: Nogle er af aseslægt, andre af alfeslægt, og nogle er døtre af Dvalin.« Sigurd sagde: »Hvad hedder den holm, hvor Surt og aserne blander sværdets væde^[3]?« Fafner svarer: »Den hedder Uskabt.« Og Fafner tilføjede: »Det er min bror Regin, der er skyld i min død, og det glæder mig, at han også forvolder din død, og så går det efter hans ønske.« Fafner sagde desuden: »Jeg mødte alle iført min rædselshjelm, da jeg havde lagt mig på min brors arv, og jeg udspyede edder til alle sider, så ingen vovede at komme nær mig, og jeg frygtede ingen våben, og jeg stod aldrig over for så mange mænd, at jeg ikke mente at være den stærkeste, og jeg skræmte alle.« Sigurd sagde: »Den rædselshjelm, du omtalte, giver kun få sejr, for enhver, der færdes blandt mange, må til sidst sande, at man ikke altid er den modigste.« Fafner svarer: »Jeg råder dig til, at du tager din hest og rider herfra hurtigst muligt, for det hænder ofte, at den, der bliver såret til døde, hævner sig selv.« Sigurd svarer: »Det er dit råd, men jeg agter at gøre noget andet. Jeg vil ride hen til dit bo og dér tage alt det guld, som har tilhørt dine frænder.« Fafner svarer: »Du kan ride, til du finder så meget guld, at der er rigeligt til hele dit liv, men dette samme guld skal føre til døden for dig og alle andre, der ejer det.« Sigurd rejste sig og sagde: »Jeg ville ride hjem — også selv om jeg skulle gå glip af denne store skat — såfremt jeg vidste, at jeg aldrig skulle dø. Men enhver modig mand ønsker sig rigdom helt til sin sidste dag. Men lig du nu dér — Fafner! — i din dødskamp, indtil Hel tager dig.« Og derpå dør Fafner.

Kapitel 19
Sigurd dræber Regin og tager Fafners guld

Efter dette kom Regin hen til Sigurd og sagde: »Vær hilset — min herre! Du har vundet en stor sejr, nu hvor du har dræbt Fafner. Ingen mand har før været så modig, at han vovede at komme i vejen for ham, og dette storværk vil blive husket, så længe verden består.« Nu står Regin længe og stirrer ned i jorden. Og umiddelbart efter sagde han meget opbragt: »Du har dræbt min bror, men jeg er næppe selv uden skyld i dette værk.« Nu tager Sigurd sit sværd Gram og tørrer det af i græsset og siger til Regin: »Du var langt væk, da jeg udrettede dette og prøvede dette skarpe sværd med mine hænder og min styrke. Jeg prøvede kræfter med ormen, mens du lå bag en lyngbusk og ikke vidste, hvad der var op eller ned.« Regin svarer: »Længe ville denne orm have ligget i sit bo, hvis ikke du havde haft glæde af det sværd, som jeg smedede til dig med mine hænder. Hvis jeg ikke havde gjort det, havde hverken du eller andre gennemført dette.« Sigurd svarer: »Når en mand går i kamp, har han mere gavn af et tappert hjerte end et skarpt sværd.« Da sagde Regin til Sigurd med stor alvor: »Du dræbte min bror, men jeg er næppe uden skyld i dette værk.« Da skar Sigurd hjertet ud af ormen med det sværd, der hed Ridil. Så drak Regin af Fafners blod og sagde: »Gør mig en tjeneste! Det er nemt for dig: Tag hjertet med hen til ilden og steg det og giv mig det at spise.« Sigurd gik hen og stegte det på et spid, og da det skummede fra hjertet, mærkede han med sin finger efter, om det var stegt færdigt. Han stak fingeren i munden, men da han fik ormens hjerteblod på tungen, kunne han forstå, hvad fuglene sagde. Han hørte, at en mejse kvidrede i buskadset nær ham: »Dér sidder Sigurd og steger Fafners hjerte. Det skulle han hellere spise selv, så ville han blive klogere end alle andre.« En anden sagde: »Dér ligger Regin og vil svige den, der tror ham.« Da sagde den tredje: »Han skulle hugge hovedet af Regin, og så ville han råde ene over den store guldskat.« Da sagde den fjerde: »Han er klog, hvis han gør, som I andre råder ham til, og derpå rider hen til Fafners bo og tager alt det guld, der findes dér, og siden rider op på Hindsfjeld, hvor Brynhild ligger og sover. Dér kunne han hente stor visdom. Det ville være fornuftigt af ham at tænke på sine egne behov og lytte til jeres råd, for jeg tænker, at ulven er dér, hvor jeg så dens ører.« Da sagde den femte: »Han er ikke så kløgtig, som jeg troede, hvis han skåner Regin, når han lige har dræbt hans bror.« Da sagde den sjette: »Det ville være klogt af ham at dræbe Regin og råde over skatten alene.« Da sagde Sigurd: »Det skulle nødig gå så galt, at Regin slår mig ihjel, så må det samme hellere overgå begge brødre.« Han trækker nu sværdet Gram og hugger hovedet af Regin.

Efter dette spiser han noget af ormens hjerte, men resten gemmer han. Han springer derefter på sin hest og red ad Fafners spor til hans bo og fandt det åbent. Alle dørene var lavet af jern, og tilsvarende var alle dørkarme og stolper i huset lavet af jern og gravet ned i jorden. Sigurd fandt dér en umådeligt stor guldskat og sværdet Hrotte, og han tog dér rædselshjelmen og en guldbrynje og mange kostbarheder. Han fandt dér så meget guld, at han mente, der skulle to eller tre heste til at bære det. Han tager alt dette guld og laster det i to store kister og tager så fat i Granes tømme, men hesten vil ikke gå, og det nytter ikke noget at drive på den. Sigurd forstår nu, hvad hesten vil, og han springer op på ryggen af den og giver den af sporerne, og så løber hesten, som gik den løs.

Sigurdsristningen på Ramsundsberget

Kapitel 20
Sigurd finder Brynhild

Sigurd rider nu ad lange veje, helt til han kommer op på Hindsfjeld, og han tog vejen sydpå mod Frankland. Foran sig på fjeldet så han et stærkt lysskær. Det var som brændende ild, og det skinnede helt op på himlen. Da han kom derhen, så han en skjoldborg, hvorfra et banner stak op. Sigurd gik ind i skjoldborgen og så en mand, der lå og sov; han var klædt i rustning og lå med alle sine våben hos sig. Sigurd trak først hjelmen af hovedet på ham og så da, at det var en kvinde. Hun bar brynje, og den sad så stramt, som var den vokset sammen med kroppen. Han sprættede brynjen op fra halsåbningen og ned og derpå ud igennem begge ærmer, og sværdet skar, som var det i et klæde. Sigurd sagde, at nu havde hun sovet længe nok. Hun spurgte, hvad der havde en sådan kraft, at det skar igennem brynjen, »— og afbrød min søvn, eller er det Sigurd Sigmundson, der er kommet og har Fafners hjelm og hans bane i hånden?« Da svarer Sigurd: »Det er en fra vølsungeslægten, der har gjort dette, og jeg har hørt, at du er datter af en mægtig konge, og man har også fortalt mig om din skønhed og visdom, og det ville jeg undersøge nærmere.« Brynhild fortæller, at der var to konger, som kæmpede mod hinanden. Den ene hed Hjalmgunnar. Han var gammel, men en stor kriger, og Odin havde lovet ham sejren. Den anden hed Agnar eller Audesbror. »Jeg fældede Hjalmgunnar i slaget, men som hævn for dette stak Odin mig med en søvntorn og sagde, at jeg aldrig siden ville vinde sejr, men skulle gifte mig. Men jeg derimod svor højtideligt, at jeg aldrig ville gifte mig med en mand, der kunne skræmmes.« Sigurd sagde: »Giv mig råd om de vigtige ting.« Hun svarer: »Det formår du sikkert bedre selv, men hvis der er noget, som jeg har forstand på, du gerne vil vide om runer og andre gavnlige ting, da skal jeg med glæde lære dig det. Men lad os to drikke sammen, og må guderne give os en god dag, så du får nytte og berømmelse af min viden og efterfølgende husker, hvad vi har talt om.« Brynhild fyldte et drikkekar og gav det til Sigurd og sagde:

Jeg byder dig bryg —

brynjetings-træ! —

blandet med styrke

og stor hæder,

fuld af trolddom

og trøstende kundskab,

gavnlig galder

og gammenruner.

En klog må kende

til kampruner;

skær dem i sværdets skæfte,

rist dem på æggen

og rundt om odden —

og nævn så to gange tyr.^[4]

Med brændingsruner

bjærger du sikkert

sejlmæren på sundet;

rist dem på stavnen

og på rorets blad,

svid dem i åren med ild.

Da bli’r brodsøen ikke så brat,

bølgen ikke så sort,

og du når altid i land i live.

Med målruner

modstår du dem,

som med had vil hævne fortræd.

— — — — —

Ølruner hindrer

en andens hustrus

svig, når du tror dig tryg;

rist dem på hornet

og på håndens ryg,

og mærk din negl med nød.^[5]

Sign dit bæger,

se efter fare,

og lad urter drysse i drikken;

husk, at du herved

hindrer den skade,

som voldes af ménblandet mjød.

Lær bjærgende runer,

de bruges mod veer

og lindrer kvindens kvaler;

tegn dem i hånden,

tryk dem mod stedet

og bed om disernes bistand.

Grenruner må du kunne,

de gavner lægen,

som ønsker viden om vunder;

rist dem på bladene

og barken på træer,

hvis grene gror mod øst.

Kan du indsigtsruner,

vil du altid være

den klogeste mand i mængden.

Rådet blev de,

ristet blev de

og til fulde fattet af Hropt.

De blev ristet på skjoldet

foran den skinnende gud,

på Årvaks øre

og på Alsvins hov,

på hjulene, der ruller

under Røgners vogn,

på Sleipners tænder

og på slædens bånd,

på bjørnens lab

og på Brages tunge,

på ulvens klo

og på ørnens næb,

på blodige vinger

og på broens fæste,

på den løsnende hånd

og det lindrende spor,

på glas og guld

og det gode sølv,

i vin og øl

og på velvalgt sæde,

på Gungners spids

og på gygens bryst,

på norners negle

og på næbbet af uglen.

Alt, som var ristet,

blev raspet bort

og hældt i helligt mjød,

som sendtes ad vide veje;

det findes hos aser,

det findes hos alfer,

noget kom til vise vaner,

noget modtog mennesker.

Det er bøgeruner

og bjærgeruner

og alle ølruner

og kostelige kraftruner;

kend dem og brug dem,

så bringer de held,

hvis ikke de ødes og ændres,

så nyd nu, hvad du har nemmet,

før guderne går til grunde.

Vælg nu mellem

de vilkår, du bydes —

hvasse våbens løn!

Tale eller tavshed?

Tænk dig nu om!

Alle mén er forud fastlagt.

Sigurd svarer:

Jeg vil aldrig flygte

med udsigt til døden;

jeg blev ikke født til fejhed.

Dine gode råd

vil gavne mit virke,

lige så længe jeg lever.

Kapitel 21
Brynhild giver Sigurd gode råd

Sigurd sagde: »Der vil aldrig komme en klogere kvinde end dig her i verden, men giv mig flere vise råd.« Hun svarer: »Det er rimeligt at følge dit ønske og give dig gode og kloge råd, siden du efterspørger dem.« Så fortsatte hun: »Vær god mod dine frænder, og tag kun lidt hævn for det, de gør imod dig, og bær det med tålmodighed, så vinder du langvarig hæder. Vær opmærksom på ondskab i kærlighed fra både unge kvinder og andre mænds koner; den slags giver ofte anledning til ondt. Lad dig ikke gå på af uforstandige mænd, hvor mange mennesker er samlet; de taler ofte uden at tænke, og så snart du bliver kaldt en kryster, tror folk, at beskyldningen er sand. Dræb ham hellere en anden dag for hans hadefulde ord. Hvis du færdes ad en vej, hvor onde vætter holder til, så tag dig i agt; søg ikke husly nær vejen, selv om natten falder på, for det er ofte tilholdssted for onde væsner, som vildfører folk. Lad dig ikke friste af smukke kvinder, selv om du træffer dem ved et gilde, så det berøver dig søvnen eller giver dig hjertesorger; lok dem ikke til dig med kys eller andre kærtegn. Og hvis du hører berusede mænds tåbelige snak, så afhold dig fra at mundhugges med dem, der er drukne af vin og har mistet deres dømmekraft; den slags har givet mange mænd store sorger eller medført døden for dem. Du må hellere kæmpe mod dine fjender end lade dig indebrænde. Og sværg ikke falske eder, for fredsbrud følges af en grusom hævn. Du skal behandle de døde ærbødigt, hvad enten de er døde af sygdom, omkommet til søs eller faldet for våben; sørg ordentligt for deres lig. Stol ikke på folk, selv om de er unge, hvis du forinden har dræbt deres far eller bror eller en anden nær slægtning; ofte findes ulven i den unge søn. Vær på vagt for dine venners svig. Jeg kan ikke se langt frem i dit liv, men gid du ikke bliver udsat for dine svogres had.« Sigurd sagde: »Der findes ingen, som er klogere end dig, og jeg sværger, at jeg vil giftes med dig, for du og jeg har samme sindelag.« Hun svarer: »Selv om jeg kunne vælge mellem alle mænd, er der ingen, jeg hellere vil have end dig.« Og dette svor de hinanden ed på.

Kapitel 22
Om Sigurd

Nu rider Sigurd af sted. Hans skjold var flerfarvet med et billede af en drage, som var belagt med rødguld. Skjoldet var mørkebrunt øverst og skinnende rødt nederst. På hans hjelm og sadel og våbenkjortel sås samme mærke. Han bar en guldbrynje, og alle hans våben var smykket med guld. Alle hans våben bærer billedet af en drage, for alle, der ser ham, og alle, som har hørt, at han har dræbt den store drage, som væringerne kalder Fafner, skal vide, hvem det er, de ser. Og når alle hans våben er brunfarvede og belagt med guld, er det af den grund, at han langt overgår alle andre i ridderlighed og høviskhed og nærmest alt andet. Og når de største krigere og de mest navnkundige høvdinge opregnes, så vil han altid blive nævnt som den første, og hans navn er velkendt på alle sprog nord for Grækenlandshavet, og sådan vil det være, så længe verden består. Hans hår var brunt og smukt at se på, og det faldt i store lokker. Skægget var kraftigt og kort og havde samme farve. Han havde en højrygget næse og et bredt ansigt med kraftige knogler. Hans blik var så hvast, at ikke mange vovede at se ham i øjnene. Han var så bred over skuldrene, at det så ud som to mand. Hvad angår højde og drøjde var hans legeme på alle måder velskabt. Dette giver et indtryk af hans højde: Når han spændte sværdet Gram, som var 7 spand^[6] langt, i sit bælte og gik gennem en moden rugmark, så nåede sværdskedens dupsko ned til aksene. Men hans styrke overgår hans vækst. Han forstår at svinge et sværd og at kaste med spyd, at slynge en lanse og at holde et skjold, at spænde en bue og at ride på hest, og i sin ungdom havde han tilegnet sig al slags ridderlighed. Han var så klog, at han kunne forudse ting, som endnu ikke havde fundet sted. Han forstod fuglenes sprog. Og af disse grunde var der sjældent noget, som kunne overraske ham. Han talte gerne længe og var så veltalende, at når han tog ordet, holdt han ikke inde, før han havde overbevist alle om, at det på ingen måde kunne forholde sig anderledes, end det han mente. Og det fornøjede ham at støtte sine mænd og at udsætte sig selv for store prøvelser og at tage værdier fra sin fjender og give dem til sine venner. Han manglede ikke mod, og han lod sig aldrig skræmme.

Kapitel 23
Sigurd og Alsvin

Sigurd rider nu, til han kommer til en stor gård. Dér herskede en mægtig høvding, som hed Heime. Han var gift med Brynhilds søster, der hed Bænkhild, for hun havde været hjemme og lært håndarbejde, mens Brynhild fór i kamp med hjelm og brynje. Hun blev af den grund kaldt Brynhild. Heime og Bænkhild havde en søn, der hed Alsvin, som var en yderst beleven mand. Folkene fordrev tiden med leg ude, men da de så manden komme ridende hen til gården, ophørte de med legen og undrede sig over ham, for de havde aldrig set magen til mand. De gik ham i møde og tog godt imod ham. Alsvin tilbyder Sigurd ophold dér, og at han af ham kan få alt, hvad han ønsker. Det tager han imod. Han fik også en storslået opvartning. Fire mand løftede guldet af hesten, mens en femte tog imod Sigurd. Dér kunne man se mange fine og sjældne kostbarheder. De underholdt sig med at se på brynjer og hjelme og store ringe og bemærkelsesværdigt store guldbægre og alle slags kampvåben. Sigurd opholdt sig længe på stedet og nød stor hæder. I alle lande omtales nu dette storværk, han har øvet ved at dræbe denne frygtindgydende drage. Sigurd og Alsvin holdt meget af hinanden og var fortrolige venner. De morede sig med at vedligeholde deres våben og skæfte deres pile og jage med deres høge.

Kapitel 24
Sigurd træffer Brynhild

Brynhild var da kommet hjem til sin fosterfar Heime. Hun holdt til i et hus sammen med sine tjenestepiger. Hun var mere fingernem end andre kvinder. Hun syede med guldtråd på en løber og broderede de storværker, som Sigurd havde udført: Drabet på ormen, fundet af skatten og Regins død.

Men en dag, fortælles det, red Sigurd til skovs med sine hunde og høge og et stort følge. Og da han vendte hjem, fløj hans høg højt op på et tårn og satte sig ved en glug. Sigurd fulgte efter høgen, og han ser da en smuk kvinde og genkender Brynhild. Hendes skønhed og alt det, hun foretager sig, gør et stort indtryk på ham.

Han kommer ind i hallen, men vil ikke more sig sammen med mændene. Da sagde Alsvin: »Hvorfor er du så tavs? Du har ændret dig, og det bekymrer mig og dine venner. Hvorfor er du ikke glad længere? Dine høge hænger med hovedet, og det samme gør hesten Grane, og det er svært for os at gøre noget ved det.« Sigurd svarer: »Gode ven! Hør hvad der optager mig. Min høg satte sig på et tårn, og da jeg hentede den, så jeg en smuk kvinde. Hun sad ved en guldbroderet løber, hvorpå hun skildrede mit liv og mine bedrifter.« Alsvin svarer: »Du har set Brynhild Budlesdatter, som er den gæveste kvinde.« Sigurd svarer: »Det er nok sandt. Men hvor længe er det siden, at hun kom hertil?« Alsvin svarer: »Der gik ikke længe mellem din og hendes ankomst.« Sigurd siger: »Jeg erfarede det først for et par dage siden. Det er denne kvinde, som jeg synes bedst om i hele verden.« Alsvin sagde: »Sådan en mand som dig skal ikke rette sin opmærksomhed mod kun én kvinde. Det er synd at ærgre sig over noget, man ikke kan få.« »Jeg vil møde hende,« sagde Sigurd, »— og give hende guld og opnå hendes gunst og få hende til at gengælde min kærlighed.« Alsvin svarer: »Det er endnu aldrig sket, at hun gav en mand plads hos sig eller bød ham øl at drikke; hun ønsker kun at deltage i kamp og vinde hæder.« Sigurd sagde: »Jeg aner ikke, om hun vil svare mig eller ej, eller om hun vil lade mig sidde ved sin side.«

Men dagen efter gik Sigurd hen til Brynhilds hus. Og Alsvin stod udenfor ved huset og skæftede sine pile. Sigurd sagde: »Vær hilset — frue! Hvordan går det?« Hun svarer: »Det går fint; mine frænder og venner er i live, men det er uvist, hvilken lykke der venter en i livet.« Han sætter sig hos hende. Så kommer der fire kvinder ind med store guldbægre med udsøgt vin, som de stiller foran dem. Da sagde Brynhild: »Der er ikke mange, som får lov til at sidde på denne plads — medmindre det er min far, der kommer.« Han svarer: »Men nu fik den mand lov, som glæder sig over det.« Rummet var beklædt med de prægtigste vægtæpper, og gulvet var ganske dækket af klæde. Sigurd sagde: »Nu er det, som du lovede mig, sket.« Hun svarer: »Du skal være velkommen her.« Derpå rejste hun sig sammen med de fire tjenestepiger og gik hen til ham med et guldbæger og bad ham drikke. Han rækker ud efter bægeret, men greb om hendes hånd og gav hende plads ved siden af sig. Han tog om hendes hals og kyssede hende og sagde: »Der findes ingen kvinde så smuk som dig i verden.« Brynhild sagde: »Det er et godt råd ikke at stole på kvinder, for de bryder altid deres løfter.« Han sagde: »Det bliver den bedste dag for mig, når vi kan få glæde af hinanden.« Brynhild svarer: »Vi to er ikke bestemt til at være sammen; jeg er skjoldmø og drager hjemklædt med hærkongerne. Dem må jeg yde støtte, og jeg har ikke ulyst til kampen.« Sigurd svarer: »Vi vil trives bedst, hvis vi er sammen, og det er værre at skulle udholde denne smerte end at blive udsat for hvasse våben.« Brynhild svarer: »Jeg må mønstre krigerflokken, og du bliver gift med Gudrun Gjukesdatter.« Sigurd svarer: »Der er ingen kongedatter, som skal lokke mig — derom hersker der ingen tvivl, og jeg sværger ved guderne, at jeg vil have dig eller ingen overhovedet!« Hun gav udtryk for det samme. Sigurd takker hende for denne tilkendegivelse og gav hende en ring og svor på ny sin ed. Og så gik han hen til sine mænd. Han opholder sig nu dér en tid og trives og udfolder sig.

Kapitel 25
Om Gjuke og hans børn

Der var en konge, der hed Gjuke. Han herskede sønden for Rhinen. Han havde tre sønner, som hed Gunnar, Høgne og Guttorm. Hans datter hed Gudrun, og hun var en meget omtalt ung kvinde. Disse børn overgik med deres egenskaber langt andre kongebørn, både hvad angår skønhed og vækst. De var bestandigt på hærtogt og udførte talrige storværker. Gjuke var gift med Grimhild den Troldkyndige. Der var en konge, der hed Budle. Han var mere mægtig end Gjuke, men de havde dog begge stor magt. Brynhilds bror hed Atle. Atle var en grusom mand, stor og mørk, men dog fornem, og han var den største kriger. Grimhild var en ondskabsfuld kvinde. Gjukungernes herredømme blomstrede fuldt — særligt takket være Gjukes børn, som langt overgik de fleste.

En dag siger Gudrun til sine tjenestepiger, at hun ikke er glad. En af kvinderne spørger hende, hvad der er galt. Hun svarer: »Jeg har ulykkelige drømme, og det smerter mit hjerte. Men siden du spørger, kan du jo tyde min drøm.« Hun svarer: »Fortæl mig den, men du skal ikke være urolig, for drømme varsler ofte om uvejr.« Gudrun svarer: »Dette har intet med uvejr at gøre. Jeg drømte, at jeg så en smuk høg sidde på min hånd. Dens fjerdragt var guldfarvet.« Kvinden svarer: »Der er mange, der har hørt om din skønhed, forstand og dannelse. Der er sikkert en kongesøn, der vil bejle til dig.« Gudrun svarer: »Jeg vidste ikke noget bedre end denne høg, og jeg ville hellere miste hele min formue end den.« Kvinden svarer: »Den mand, du får, vil være meget beleven, og du vil elske ham højt.« Gudrun svarer: »Men det nager mig, at jeg ikke véd, hvem han er. Vi skulle opsøge Brynhild; hun må vide det.«

De smykkede sig med guld og andre fine sager, og Gudrun drog af sted sammen med sine tjenestepiger, indtil de kom til Brynhilds hal. Denne hal var prydet med guld og stod på et bjerg. Og da man ser dem komme, får Brynhild besked om, at en mængde kvinder kom kørende hen imod borgen i forgyldte vogne. »Det må være Gudrun Gjukesdatter,« siger hun, »— for jeg drømte om hende i nat. Men lad os gå hende i møde. Vi får næppe besøg af smukkere kvinder.« De gik ud og tog godt imod dem. De gik ind i den smukke hal. Indvendig var salen smykket med billeder og pyntet meget med sølv. Et tæppe var bredt ud under deres fødder, og alle opvartede dem. De fornøjede sig med lege af alle slags. Gudrun var tavs. Brynhild sagde: »Hvorfor kan du ikke more dig? Kom nu, lad os alle fornøje os sammen og snakke om mægtige konger og deres storværker.« »Ja, lad os det,« siger Gudrun, »— men hvilke konger har efter din mening været de største?« Brynhild svarer: »Håmunds sønner Hake og Hagbart. De udførte store bedrifter på deres hærtogter.« Gudrun svarer: »Ja, de var mægtige og berømte, men ikke desto mindre bortførte Sigar deres søster og brændte de andre inde, og de skal sent blive hævnet. Men hvorfor nævner du ikke mine brødre, som nu anses for at være de ypperligste mænd?« Brynhild siger: »De lover godt, men de er endnu ganske uprøvede, og jeg kender en, som langt overgår dem, og det er Sigurd, som er søn af kong Sigmund. Han var kun et barn, dengang han dræbte kong Hundings sønner og dermed hævnede sin far og sin morfar Eylime.« Gudrun sagde: »Hvad var der særligt ved det? Siger du, at han blev født, da hans far faldt?« Brynhild svarer: »Hans mor gik ud på slagmarken og fandt den sårede kong Sigmund og tilbød at forbinde hans sår, men han sagde, at han var blevet for gammel til at kæmpe mere, men han bad hende trøste sig med, at hun skulle føde den ypperligste af hans sønner — og det var en klog mands spådom! Men efter kong Sigmunds død tog hun med kong Alf, og dér voksede Sigurd op i stor værdighed, og hver dag udførte han vældige bedrifter, og han er den mest navnkundige mand i verden.« Gudrun sagde: »Det er, fordi du elsker ham, at du véd så meget om ham. Men jeg kom her for at fortælle dig om en drøm, som har gjort mig meget bekymret.« Brynhild svarer: »Lad ikke den slags gå dig på. Vær sammen med dine frænder, som alle ønsker at glæde dig.« »Jeg drømte,« sagde Gudrun, »— at vi var mange, der sammen forlod huset, og da så vi en stor hjort. Den var meget flottere end andre dyr. Dens pels var af guld. Vi prøvede alle at fange dyret, men kun jeg fik fat i det. Dette dyr betød mere for mig end alt andet. Siden skød du dyret, mens det lå med hovedet på mine knæ, og det gjorde mig så sorgfuld, at jeg næsten ikke kunne bære det. Derefter gav du mig en ulvehvalp. Den smurte mine brødres blod på mig.« Brynhild svarer: »Jeg skal tyde drømmen, og dette kommer også til at ske: Du vil møde Sigurd, som jeg har valgt til at være min mand. Grimhild giver ham forhekset mjød, og vi ender alle i stor strid med hinanden. Du bliver gift med ham, men mister ham snart igen. Du bliver gift med kong Atle. Du mister dine brødre, og så dræber du Atle.« Gudrun svarer: »Det er en ubærlig sorg for mig at vide dette.« Og nu tager de af sted igen og hjem til kong Gjuke.

Kapitel 26
Sigurd bliver gift med Gudrun

Sigurd rider nu af sted med den store guldskat. De skilles som venner. Han rider på Grane med hele sin udrustning og last. Han rider, indtil han kommer til kong Gjukes hal, og han rider nu ind i borgen, og det ser en af kongens mænd, og han siger: »Jeg tror, at en af guderne kommer her. Denne mand er smykket med guld over det hele. Hans hest er meget større end andre heste, og hans udrustning og våben overgår alt. Han overstråler langt andre mænd og har næppe sin lige.« Kongen går ud fulgt af sin hird, og han hilser manden og spørger: »Hvem er du? Her kommer du ridende ind i borgen, hvilket ingen ellers vover uden mine sønners tilladelse.« Han svarer: »Jeg hedder Sigurd, og jeg er søn af kong Sigmund.« Kong Gjuke sagde: »Du skal være velkommen her hos os, og du skal få, hvad du ønsker.« Og Sigurd går ind i hallen, og alle dér var små ved siden af ham, og alle opvartede ham og viste ham stor ære. De rider alle sammen, Sigurd og Gunnar og Høgne, og Sigurd overgår de andre i alle henseender, men de er dog hver især prægtige mænd. Grimhild bemærker, hvor højt Sigurd elsker Brynhild, og hvor tit han nævner hende. Hun tænker, at det ville være en større lykke, hvis han blev dér og blev gift med kong Gjukes datter, for hun så, at ingen var hans lige, og hun vidste, hvilken hjælp han kunne yde, og han havde så stor en formue, at man aldrig havde kendt magen. Kongen behandlede Sigurd, som han behandlede sine sønner, mens de regnede ham for bedre end sig selv.

En aften, da de sad ved drikken, rejste dronningen sig og trådte hen foran Sigurd og hilste ham og sagde: »Det glæder os, at du er her, og vi ønsker at gøre alt godt for dig. Her, tag dette horn og drik!« Han tog det og tømte det. Hun sagde: »Kong Gjuke skal være din far, og jeg skal være din mor, og Gunnar og Høgne og alle, der sværger på det, skal være dine brødre — og da skal man aldrig finde jeres ligemænd.« Dette gik Sigurd ind på, men efter at have indtaget denne drik havde han ingen erindring om Brynhild. Nu opholdt han sig dér en tid.

En dag gik Grimhild hen til kong Gjuke og lagde armene om hans hals og sagde: »Nu er den største kriger, der findes i verden, kommet hertil. Han kunne hjælpe os med meget. Giv ham din datter og en stor medgift og al den magt, han ønsker, så vil han finde sig godt tilpas her.« Kongen svarer: »Det sker dog sjældent, at folk på den måde tilbyder andre sine døtre, men der er større ære ved at give ham tilbuddet end ved at lade andre bejle til hende.« Og en aften er det Gudrun, der skænker drikken. Sigurd ser, at hun er en smuk og på alle måder dannet kvinde.

Sigurd opholdt sig dér i 5 år med berømmelse og i godt venskab, og nu mødtes kongerne til samtale. Kong Gjuke sagde: »Du gør meget godt for os — Sigurd! — og du har styrket vores rige meget.« Gunnar sagde: »Vi vil give alt for at få dig til at blive her længe. Vi tilbyder dig både magt og vores søster til hustru, og ingen andre får hende, selv om de skulle fri.« Sigurd svarer: »Jeg takker jer for denne ære, og dette vil jeg tage imod.« De sværger nu fostbroderskab med hinanden, som var de sambårne brødre. Nu bliver der stillet an til et prægtigt gilde, og det stod på i mange dage. Nu drikker Sigurd bryllup med Gudrun. Man fornøjede og morede sig på alle måder, og dag efter dag blev opvartningen bedre. De drog nu vidt omkring i landene og udførte en lang række storværker og dræbte mange kongesønner og overgik alle med deres bedrifter, og så vendte de hjem med et stort bytte.

Sigurd lod Gudrun spise af Fafners hjerte, og hun blev derpå meget mere grusom end før, men også klogere. Deres søn hed Sigmund. En dag gik Grimhild hen til sin søn Gunnar og sagde: »Dit liv blomstrer flot, men én ting mangler dog: Du er ugift. Du skulle bejle til Brynhild; en mere fornem forbindelse fås ikke, og Sigurd vil ride med dig.« Gunnar svarer: »Vist er hun smuk, og dette kunne jeg godt have lyst til.« Og han fortæller det nu til sin far og sine brødre og til Sigurd, og de tilskynder ham alle til at gøre det.

Kapitel 27
Gunnar bliver gift med Brynhild

De gør nu klar til deres færd og rider med stor pragt over fjelde og gennem dale til kong Budle. De fremlægger friermålet, og han tager vel imod det, såfremt Brynhild ikke afviser det, for hun er ganske ubøjelig, siger han, og vil kun giftes med den mand, som hun selv vælger. Derpå rider de til Hlymdale. Heime tager godt imod dem. Gunnar fortæller om sit ærinde. Heime sagde, at det var op til Brynhild, hvem hun ville giftes med. Han fortæller, at hendes sal ikke lå langt derfra, og han mente, at hun ikke ville vælge andre end den mand, der red gennem den flammende ild, som omkransede hendes sal. De kommer hen til salen og ilden, og de så dér en borg med gylden tagryg og ild, der brændte rundt om. Gunnar red på Gote, Høgne på Hølkve. Gunnar driver hesten frem mod ilden, men den viger. Sigurd sagde: »Hvorfor viger du — Gunnar?« Han svarer: »Hesten vil ikke springe gennem denne ild.« Og han beder Sigurd låne sig Grane. »Det skal du få lov til,« siger Sigurd. Gunnar vil nu ride hen mod ilden, men Grane vil ikke gå frem. Gunnar kan dermed ikke ride gennem denne ild. Nu bytter Sigurd og Gunnar udseende, således som Grimhild havde lært dem. Så er det Sigurd, der rider, og han har Gram i hånden og fæstner guldsporer til sine fødder. Grane springer frem mod ilden, da den mærker sporerne. Nu lyder der et vældig gny, og ilden blussede op, mens jorden begyndte at skælve. Flammerne strakte sig mod himlen. Dette vovede ingen at gøre før, og det var, som red han i mørke. Så lagde flammerne sig, og han stod af hesten og gik ind i salen. Dette er blevet kvædet:

Ilden rasede,

og jorden skjalv;

de store flammer

steg mod himlen.

Sjældent så man

sådan en fylker

trodse ilden

og træde gennem den.

Med sværdet drev

Sigurd Grane,

og hvor fyrsten red,

gik flammerne ud;

ilden forsvandt,

da ødlingen kom

— — — —

Og da Sigurd var kommet gennem flammerne, så han dér et smukt rum, og derinde sad Brynhild. Hun spørger, hvem denne mand er, og han kalder sig Gunnar Gjukeson, »— og du skal blive min kone, for din far har givet sit tilsagn, såfremt jeg kunne ride gennem dine flammende luer, og din fosterfar siger ja, hvis du giver dit samtykke.« »Jeg véd dårligt, hvordan jeg skal svare på dette,« siger hun. Sigurd stod strunk på gulvet og lod hænderne hvile på sværdgrebet og sagde til Brynhild: »Jeg vil til gengæld udrede en stor brudegave i guld og fine kostbarheder.« Hun svarer med alvor, mens hun sidder som en svane på bølgen og har et sværd i hånden og en hjelm på hovedet og er iført brynje: »Gunnar!« siger hun, »— du skal ikke tale sådan til mig, medmindre du overgår alle andre mænd, og i så fald skal du dræbe alle dem, der har friet til mig — hvis ellers du har styrken til det. Jeg gik i kamp med kongen af Gardarige, og mine våben blev farvet i menneskeblod, og den slags har jeg endnu smag for.« Han svarer: »Du har øvet mange storværker, men husk nu på, hvad du har lovet: At hvis nogen red gennem denne ild, så ville du følge med den mand, som gjorde det.« Hun indser nu, at det er sandt svaret og afgørende for sagen, og hun rejser sig og tager vel imod ham. Han blev dér i tre nætter, og de deler samme leje. Han tager sværdet Gram og lægger det blottet imellem dem. Hun spørger, hvad det skal til for. Han sagde, at det var skæbnebestemt, at han skulle holde bryllup med sin kone på denne måde, og i modsat fald ville han dø. Han trak ringen Andvareseje, som han tidligere havde givet hende, af hendes arm, men gav hende så en anden ring fra Fafners arv. Siden rider han gennem den samme ild derfra og tilbage til sine fæller, og så byttede de igen udseende, hvorefter de rider til Hlymdale og fortæller, hvordan det er gået.

Den samme dag tog Brynhild hjem til sin fosterfar, og hun fortæller ham i fortrolighed, at der var kommet en konge til hende, »— og han red gennem mine flammende luer og sagde, at han hed Gunnar, og at han var kommet for at blive gift med mig. Men jeg sagde, at det kunne kun Sigurd blive, for jeg gav ham mit løfte på fjeldet, og han er min første elsker.« Heime sagde, at nu måtte det være, som det var. Brynhild sagde: »Men Asløg — min datter med Sigurd — skal vokse op her hos dig.« Og mens Brynhild tog hjem til sin far, drager kongerne nu hjem. Grimhild tager godt imod dem og takker Sigurd, fordi han tog med. Der anstilles nu til gilde, og der kom mange gæster. Kong Budle kom i følge med sin datter og sin søn Atle, og dette gilde strakte sig over mange dage. Men da festen er forbi, mindes Sigurd atter alle sine løfter til Brynhild; han lader dog som ingenting. Brynhild og Gunnar morede sig og drak god vin.

Kapitel 28
Gudrun og Brynhilds samtale

En dag gik de ned til floden Rhinen for at tage bad, og da vadede Brynhild længere ud i floden. Gudrun spørger, hvad det skal til for. Brynhild siger: »Hvorfor skulle jeg sidestilles med dig i dette, men ellers ikke? Jeg skulle mene, at min far er mere magtfuld end din, og min mand har høstet stor hæder for sine bedrifter og har redet gennem brændende ild, mens din ægtemand var kong Hjalpreks træl.« Gudrun svarer vredt: »Det var klogere af dig at tie frem for at bebrejde min mand. I hele verden hedder det sig, at ingen har været hans lige i nogen henseende, og det er usømmeligt, at du klandrer ham, for han var din første elsker, og han dræbte Fafner, og det var Sigurd, der red gennem de flammende luer, selv om du troede, at det var kong Gunnar, og han lå hos dig og tog ringen Andvareseje af din arm, og du genkender den nok her!« Brynhild ser nu ringen og genkender den. Hun bliver da så bleg, som var hun død. Brynhild fór hjem, og hun sagde ikke et ord hele aftenen. Og da Sigurd kom i seng, spørger Gudrun: »Hvorfor er Brynhild så misfornøjet?« Sigurd svarer: »Det véd jeg ikke helt, men jeg tænker, at vi snart får mere at vide.« Gudrun sagde: »Hvorfor er hun ikke tilfreds med rigdom og lykke og alles lovord? Og hun har fået den mand, som hun ønskede sig.« Sigurd sagde: »Hvornår ytrede hun, at hun mente, hun var gift med den bedste mand og den, som hun helst ville have?« Gudrun svarer: »I morgen skal jeg spørge hende, hvem hun helst vil have.« Sigurd svarer: »Det må jeg fraråde dig; du kommer til at fortryde det, hvis du gør det!«

Om morgenen sad de sammen i stuen, men Brynhild var tavs. Da sagde Gudrun: »Vær nu glad — Brynhild! Plages du af det, vi talte om, eller hvad er det, der står i vejen for din glæde?« Brynhild svarer: »Det er ondskab og ikke andet, der får dig til dette, og du har et grusomt hjerte.« »Sådan må du ikke sige,« siger Gudrun, »— men svar mig hellere.« Brynhild svarer: »Spørg kun om det, du ønsker at vide — det anstår sig bedst for fornemme kvinder. Og det er nemt at være tilfreds med det gode, når alt går efter dit ønske.« Gudrun svarer: »Det er endnu for tidligt at rose sig af det, og dette er vel en slags spådom. Men hvorfor er du vred på mig? Jeg har ikke gjort dig noget.« Brynhild svarer: »Du kommer til at bøde for, at du blev gift med Sigurd, og jeg under dig hverken at have glæde af ham eller alt hans guld.« Gudrun svarer: »Jeg kendte ikke noget til jeres aftale, og min far kunne vel nok bringe mit giftermål i stand, uden at det vedkom dig.« Brynhild svarer: »Vi lavede ingen hemmelige aftaler, men vi svor dog hinanden eder, og det vidste I, da I bedrog mig, og det kommer jeg til at hævne.« Gudrun svarer: »Du er blevet bedre gift, end du har fortjent, og dit overmod får aldrig ende, og det kommer mange til at bøde for.« »Jeg havde slået mig til tåls,« siger Brynhild, »— hvis ikke du havde fået den bedste mand.« Gudrun svarer: »Du er gift med en så fremragende mand, at det er uvist, hvem af dem der er den største konge, og du mangler hverken indflydelse eller rigdom.« Brynhild svarer: »Sigurd dræbte Fafner, og det tæller mere end hele kong Gunnars rige.« Som man har kvædet:

Men slangens død

var Sigurds værk —

det skal mindes evigt

i menneskers tid!

Din egen bror

fandt aldrig modet

til at trodse ilden

og træde gennem den.

Gudrun svarer: »Det var Grane, der ikke ville gå gennem ilden med kong Gunnar på ryggen, men Gunnar turde at ride, så der er ingen grund til at klandre ham for manglende mod.« Brynhild svarer: »Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg ikke bryder mig om Grimhild.« Gudrun svarer: »Du skal ikke laste hende for noget, for hun behandler dig, som var du hendes egen datter.« Brynhild svarer: »Hun er hele årsagen til den ulykke, der har ramt os; hun gav Sigurd det skadelige øl, så han ikke kunne huske mit navn længere.« Gudrun svarer: »Det er ikke rigtigt, hvad du siger — det er en stor løgn!« Brynhild svarer: »Hav du bare glæde af Sigurd, som om I ikke havde sveget mig, men det er urimeligt, at I er sammen, og det vil gå jer, som jeg ønsker.« Gudrun svarer: »Jeg skal have mere glæde af ham, end du ville ønske, og ingen har nogensinde sagt, at han har haft det for godt sammen med mig.« Brynhild svarer: »Det var ondt sagt, og du vil fortryde det, når din vrede lægger sig. Men lad os nu ikke slynge hadefulde ord efter hinanden.« Gudrun siger: »Det var dig, der begyndte med hadsk tale, og nu lader du, som om du vil gøre bod, men der ligger ondt bag.« »Lad os stoppe denne unyttige samtale;« siger Brynhild, »— jeg var længe tavs om den sorg, jeg bar i brystet, men jeg elsker jo kun din bror. Lad os nu tale om noget andet!« Gudrun siger: »Du tænker langt frem i tiden.«

Og det førte til stor ulykke, at de gik ned til floden, hvor hun genkendte ringen, hvilket afstedkom deres samtale.

Kapitel 29
Brynhilds sorg

Efter denne samtale går Brynhild i seng, og kong Gunnar får at vide, at Brynhild er syg. Han opsøger hende og spørger, hvad der er i vejen, men hun svarer ikke og ligger, som var hun død. Men da han spørger mere vedholdende, svarer hun: »Hvor har du gjort af den ring, som jeg gav dig, og som jeg fik af kong Budle, da vi skiltes sidst, dengang I sammen med kong Gjuke kom til ham og truede med at hærge og brænde, medmindre I fik mig? Vi talte sammen, og Budle spurgte mig, hvem af dem, der var kommet, jeg ville vælge, men jeg var klar til at forsvare landet og tilbød at være høvding over en tredjedel af hæren. Han gav mig to vilkår at vælge imellem: Enten blev jeg gift med den, som han bestemte, eller også skulle jeg miste hele min formue og hans venskab, og han sagde, at jeg dog ville have mere gavn af hans venskab end af hans vrede. Jeg tænkte da over, om jeg skulle rette mig efter hans vilje eller dræbe mange mænd, men jeg fandt, at jeg var ude af stand til at kæmpe imod ham, og det endte med, at jeg lovede mig væk til den, der kom ridende med Fafners arv på hesten Grane og red gennem mine flammende luer og dræbte de mænd, jeg pegede ud. Nu vovede ingen at ride — bortset fra Sigurd. Han red gennem ilden, fordi han ikke manglede modet til at gøre det. Det var ham, der dræbte ormen og Regin og fem konger; det var ikke dig — Gunnar! — for du blev bleg som et lig, og du er hverken konge eller kriger. Hjemme hos min far svor jeg højtideligt, at jeg alene ville elske den gæveste mand i verden — og det er Sigurd. Nu er jeg edsbryder, fordi jeg ikke er gift med ham, og for dette skal jeg forvolde din død. Og jeg har kun ondt at lønne Grimhild for; hun er den værste og mest hjerteløse kvinde, der findes!« Gunnar svarede lavmælt: »Du er fuld af falske ord, og du er ond, når du retter beskyldninger mod en kvinde, der langt overgår dig, og hun plager ikke sin mand, sådan som du gør, eller piner folk til døde, og hun har ikke myrdet nogen, men roses af andre.« Brynhild svarer: »Jeg har ikke mødt andre i det skjulte eller begået nogen udåd, men jeg har en anden natur, og jeg har mest lyst til at dræbe dig!« Derefter prøvede hun at dræbe kong Gunnar, men Høgne lagde hende i lænker. Gunnar sagde da: »Jeg vil ikke have, at hun er lænket.« Hun svarer: »Tænk ikke på det, for herefter skal du aldrig se mig sidde fornøjet i din hal og drikke eller spille brætspil eller tale hjerteligt eller sy med guldtråd på fornemt klæde eller give dig gode råd.« Hun sagde, at det var den største sorg for hende, at hun ikke var gift med Sigurd. Hun satte sig op og slog til sit broderi, så det gik i stykker, og så bad hun om at få slået dørene til rummet op, så man kunne høre hendes klageråb langt væk. Det er en stor sorg, og nu kan den høres over hele byen.

Gudrun spørger sine tjenestepiger, hvorfor de er så kede af det og nedtrykte, »— eller hvad er der galt med jer, og hvorfor farer I tåbeligt rundt? Er I blevet slået med vanvid?« Da svarer en hirdkone ved navn Svaverlød: »Dette er en ulykkesdag. Vores hal er fuld af sorg.« Da sagde Gudrun til sin veninde: »Stå op! Vi har sovet længe. Væk Brynhild, så går vi hen og væver og er glade!« »Det gør jeg ikke;« sagde hun, »— jeg hverken vækker hende eller taler til hende. I mange dage har hun hverken drukket mjød eller vin, og hun må have pådraget sig gudernes vrede.« Da talte Gudrun med Gunnar: »Gå hen til hende,« siger hun, »— og fortæl, at jeg føler med hendes smerte.« Gunnar svarer: »Hun har forbudt mig at opsøge hende og at råde over hendes midler.« Gunnar går dog hen til hende, og han prøver på mange måder at få hende i tale, men han får ingen svar. Så går han igen og møder Høgne og beder ham gå hen til hende. Høgne siger, at det er han ikke meget for. Han går alligevel derhen, men han får ikke noget ud af hende. Så går de hen til Sigurd og beder ham opsøge hende. Han svarer ikke, og sådan forløber den aften.

Dagen efter, da Sigurd kom hjem fra jagt, mødte han Gudrun og sagde: »Der er noget, der siger mig, at disse rædsomme omstændigheder ender galt, og at Brynhild dør.« Gudrun svarer: »Det er meget underligt med hende — min herre! — for nu har hun sovet i syv dage, uden at nogen har vovet at vække hende.« Sigurd svarer: »Hun sover ikke; hun lægger store planer for, hvad der skal ske med os.« Da græd Gudrun, mens hun sagde: »Det er ubærligt at vide, at du skal dø. Gå hellere hen til hende og find ud af, om der kan gøres noget ved hendes raseri. Giv hende guld og dæmp hendes vrede på den måde.« Sigurd gik hen og fandt hendes sal åben. Han troede, at hun sov, og trak dynen af hende og sagde: »Vågn op — Brynhild! Solen skinner over hele byen, og du har sovet nok nu. Glem dine sorger og vær glad!« Hun sagde: »Hvordan tør du være så dristig, at du opsøger mig? Du har sveget mig mere end de andre.« Sigurd spørger: »Hvorfor vil du ikke tale med folk? Hvad er det, der nager dig?« Brynhild svarer: »Jeg skal sige dig, hvorfor jeg er vred!« Sigurd sagde: »Du må være forhekset, hvis du mener, at jeg ønsker at gøre dig ondt, og du har fået den mand, du selv valgte.« »Nej,« siger hun, »— det var ikke Gunnar, der red ind til mig gennem ilden, og han gav mig ikke faldne mænd i brudegave. Jeg undrede mig over den mand, der kom til min sal, og jeg mente at kunne genkende dine øjne, men jeg kunne ikke rigtig begribe det på grund af det slør, der lå hen over min lykke.« Sigurd siger: »Jeg er ikke mere fornem end Gjukes sønner. De dræbte danekongen og den store høvding, som var kong Budles bror.« Brynhild svarer: »Jeg skylder dem gengæld for meget ondt, men mind mig ikke om mine sorger. Det var dig — Sigurd! — der dræbte ormen og red gennem ilden for min skyld. Kong Gjukes sønner var ikke til stede.« Sigurd svarer: »Jeg blev ikke din mand, og du blev ikke min kone, men det var en fornem konge, der gav dig brudegaven.« Brynhild svarer: »Det var ikke sådan, at mit sind blev fyldt med glæde, når jeg så Gunnar, og jeg er også led imod ham, selv om jeg holder det skjult for andre.« »Det er frygteligt,« siger Sigurd, »— at du ikke elsker sådan en konge. Men hvad er det, der piner dig mest? Det forekommer mig, at du finder hans kærlighed mere værd end guld.« Brynhild svarer: »Min største sorg er, at det ikke vil lykkes mig at rødne et skarpt sværd i dit blod.« Sigurd svarer: »Du kan være rolig. Inden længe vil jeg blive ramt i hjertet af et skarpt sværd, men du kan ikke ønske dig noget værre, for du vil ikke overleve mig, og fra nu af er vores dage talte.« Brynhild svarer: »Dine ord er fulde af bedrag, for du berøvede mig al glæde, og jeg længes ikke efter livet.« Sigurd svarer: »Lev og elsk kong Gunnar og mig; jeg vil give alt, hvad jeg ejer, for at du ikke skal dø!« Brynhild svarer: »Du kender slet ikke mit sind! Du overgår alle andre mænd, men du ledes mere ved mig end ved andre kvinder.« Sigurd svarer: »Sandheden er denne: Jeg elsker dig højere end mig selv, men jeg blev udsat for svig, og det står ikke til at ændre nu. Men hver gang jeg har gransket mit sind, har jeg sørget over, at du ikke blev min kone. Men jeg blev nødt til at lade som ingenting, når jeg opholdt mig i kongshallen, og da kunne jeg dog finde glæde i, at vi alle var sammen. Det kan også godt være, at det, som blev spået, går i opfyldelse, men det gør mig ikke urolig.« Brynhild svarer: »Men det er alt for sent, at du fortæller, at min sorg piner dig. Det er en ringe trøst nu.« Sigurd svarer: »Jeg ville ønske, at vi gik i seng sammen, og du var min kone.« Brynhild svarer: »Tal ikke sådan! Jeg kan ikke stå i forhold til to konger i samme hal, og jeg dør hellere end at bedrage kong Gunnar.« Og hun mindes nu, dengang de mødtes på fjeldet og svor hinanden eder, »— men nu er alle løfter blevet brudt, og jeg ønsker ikke at leve.« »Først da du var blevet gift, kunne jeg igen huske dit navn og genkende dig,« sagde Sigurd, »— og det er den største ulykke.« Da sagde Brynhild: »Jeg svor den ed, at jeg ville giftes med den mand, der red gennem mine flammende luer, og den ed vil jeg holde eller dø!« »Jeg forlader hellere Gudrun og gifter mig med dig, end at du dør,« siger Sigurd, og hans sider svulmede sådan op, at brynjeringene brast i stykker. »Jeg vil hverken have dig,« sagde Brynhild, »— eller nogen anden!« Sigurd gik. Således siges det i Sigurdskvadet:

Sorgen svulmede

sådan i brystet,

da samtalen endte

og Sigurd gik ud,

at den kampvantes,

kjortel af jernvæv

brast i stykker

langs begge sider.

Og da Sigurd trådte ind i hallen, spørger Gunnar, om han vidste, hvad der var årsag til hendes store sorg, og om hun ville tale igen. Sigurd sagde, at hun talte. Og nu opsøger Gunnar hende for anden gang og spørger, hvordan det står til, og om der kan gøres noget for at afhjælpe hendes sorg. »Jeg ønsker ikke at leve,« sagde Brynhild, »— for Sigurd har ført mig og ikke mindst dig bag lyset, dengang du lod ham komme i min seng. Jeg vil ikke stå i forhold til to mænd i den samme hal, og dette skal koste Sigurd eller dig eller mig livet, for han har fortalt Gudrun alt, og hun siger, at det er min skyld.«

Kapitel 30
Sigurds død

Efter dette gik Brynhild ud og satte sig op ad husvæggen og klagede sig meget og sagde, at hun afskyede alt, både land og rige, fordi hun ikke kunne være gift med Sigurd. Og Gunnar kom igen hen til hende. Da sagde Brynhild: »Du skal miste både magt og rigdom, livet og mig, og jeg vil vende hjem til mine frænder og sidde nedbøjet dér, medmindre du dræber Sigurd og hans søn. Lad ikke ulvens hvalp vokse op!« Gunnar blev nu meget tvivlrådig, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre, for han havde jo svoret ed sammen med Sigurd. Han afvejede for og imod, men fandt dog, at det ville være den største ydmygelse, hvis hans kone gik fra ham. Gunnar sagde: »Brynhild er vigtigere for mig end alt andet, og hun er den mest navnkundige kvinde, og jeg mister hellere livet end hendes kærlighed.« Og han tilkalder sin bror Høgne og sagde: »Dette er en meget vanskelig sag,« — og han fortæller, at han vil dræbe Sigurd, fordi denne har svigtet hans tillid, »— og dermed kommer vi til at råde over guldet og hele riget.« Høgne siger: »Det vil være usømmeligt af os at bryde svorne eder med ufred. Han er os en stor støtte. Ingen konger kan måle sig med os, så længe denne hunnerkonge lever, og magen til svoger får vi aldrig igen. Husk på, hvor godt det ville være at have sådan en svoger og søstersøn, men jeg aner nok, hvor dette kommer fra; det er noget Brynhild har fundet på, og hendes råd vil medføre stor skade og skændsel for os.« Gunnar svarer: »Dette skal gennemføres, og jeg véd hvordan: Vi opildner vores bror Guttorm til at gøre det; han er ung og uforstandig og ikke omfattet af nogen ed.« Høgne siger: »Jeg synes ikke, det er en god plan, og selv om den skulle blive gennemført, kommer vi til at undgælde for at svige sådan en mand.« Gunnar siger, at Sigurd må dø, »— ellers kommer jeg til at dø.« Han beder Brynhild rejse sig og være glad. Hun rejste sig, men siger dog, at Gunnar ikke kommer til at dele seng med hende, før dette er blevet gennemført. Nu drøfter brødrene sagen. Gunnar siger, at det er en fuldgyldig grund til drab, at Sigurd har taget Brynhilds mødom, »— men lad os opildne Guttorm til denne gerning.« De tilkalder ham og tilbyder ham guld og stor magt for at gøre dette. De kogte en slange sammen med ulvekød og gav ham det at spise, således som skjalden kvad:

Man tog skovens fisk,

man skar i ulvelig,

man lod Guttorm spise

af Geres kød;

megen trolddom

blev mænget i øllet

med andre ting

— — — —

Og efter dette måltid blev han så afsindig og ustyrlig, at han lovede at gøre denne gerning, og det skete alt sammen efter Grimhilds råd. De lovede ham til gengæld stor hæder. Sigurd vidste intet om dette forræderi, og han ville heller ikke være i stand til at ændre skæbnen og forhindre sin død. Sigurd havde heller ingen forventning om at blive sveget af dem.

Den følgende morgen gik Guttorm ind til Sigurd, mens denne hvilte sig i sin seng. Men da han så på ham, vovede Guttorm ikke at angribe ham, men gik ud igen. Og sådan går det også anden gang. Sigurds blik var så hvast, at kun få turde se ham i øjnene. Men da han gik derind for tredje gang, var Sigurd faldet i søvn. Guttorm trak sit sværd og jog det i Sigurd, så odden stak ned i dynerne under ham. Sigurd vågner, da han bliver såret, mens Guttorm gik hen mod døren. Så greb Sigurd sværdet Gram, og han kaster det efter ham, og det traf Guttorm i ryggen og skar ham midt over; underkroppen og benene faldt én vej, mens delen med hovedet og armene væltede tilbage i rummet. Gudrun var faldet i søvn i Sigurds favn, og hun vågnede i uudsigelig sorg, da hun flød i hans blod, og hun hylede med sådan en jammer og gråd, at Sigurd rejste sig fra puden. »Græd ikke,« sagde han, »— men glæd dig over, at dine brødre er i live. Jeg har en ung søn, som ikke er i stand til at forsvare sig mod sine fjender, men de har gjort det vanskeligt for sig selv; de får aldrig magen til svoger eller søstersøn — hvis han ellers havde fået lov til at vokse op — som kan ride med i deres hær. Men nu er det sket, som for længe siden blev spået; jeg har forsøgt at skyde det fra mig, men ingen formår at ændre sin skæbne. Det er Brynhild, der har iværksat dette. Hun elsker mig højere end nogen anden, men jeg sværger, at jeg aldrig har krænket Gunnar, og jeg har holdt mine løfter, og jeg var ikke for god en ven af hans kone. Havde jeg vidst dette på forhånd, og stod jeg oprejst med mine våben, da skulle mange miste livet, før jeg faldt, og alle brødrene ville blive dræbt, og de ville have haft mere besvær med at dræbe mig end den største bisonokse eller vildorne.« Og dermed døde kongen.

Gudrun trak vejret tungt. Dette hørte Brynhild, og hun lo, da hun hørte Gudruns suk. Da sagde Gunnar: »Du ler ikke, fordi du glæder dig inderst i hjertet, og hvorfor blegner du? Du er uhyrlig, og man skulle snarest vente, at du var dødsviet. Og det ville kun være passende, såfremt kong Atle blev dræbt for øjnene af dig, for du fortjente at være til stede dér. Nu vil vi våge ved liget af vores svoger og vores brors banemand.« Hun svarer: »Der er ingen, der klager over, at der mangler drab, men jeres trusler og vrede bekymrer ikke kong Atle, og han kommer til at leve længere og få større magt end jer.« Høgne sagde: »Det, som Brynhild spåede, er nu gået i opfyldelse — tilmed dette onde værk, som vi aldrig får bødet.« Gudrun sagde: »Mine frænder har dræbt min mand. Nu kan I ride forrest i hæren, men når I kommer i kamp, vil I bemærke, at I ikke har Sigurd ved jeres side, og da vil I indse, at Sigurd var en lykke og styrke for jer, og hvis han havde fået sønner, som ikke var ulig ham selv, da havde I opnået større styrke med bistand fra hans afkom og deres frænder.«

Kapitel 31
Brynhilds død

Nu syntes ingen at kunne forklare, hvorfor Brynhild mødte dette med latter, når hun før havde begrædt det i sorg. Da sagde hun: »Jeg drømte — Gunnar! — at min seng var kold, mens du red lige i dine fjenders hænder, og det vil gå ilde for hele din slægt, fordi I er edsbrydere. Du husker nok ikke klart, at I blandede blod — Sigurd og dig — før du svigtede ham, og du har lønnet ham ondt for alt det gode, han gjorde for dig; han lod dig være den øverste, og da han kom til mig, viste det sig, hvordan han holdt sine løfter, da han anbragte det skarpe sværd imellem os, som var hærdet i edder. Men I lagde snart planer imod ham og imod mig, dengang jeg var hjemme hos min far og havde alt, hvad jeg kunne ønske mig, og det var ikke min hensigt, at en af jer skulle blive min, da I tre konger kom ridende til gården. Siden kaldte Atle mig til samtale og spurgte, om jeg ville giftes med den mand, der red på Grane. Og denne mand lignede ikke dig, og jeg lovede mig væk til kong Sigmunds søn — og ingen anden! Og skønt jeg dør, vil det ikke gavne jer noget.«

Da rejste Gunnar sig og lagde armene om hendes hals og bønfaldt hende om at leve og tage imod penge, og alle de andre rådede hende også fra at dø. Men hun skubbede alle, der kom hen til hende, væk og sagde, at det var nytteløst at prøve at hindre hende i at gøre det, hun havde besluttet sig for. Så kalder Gunnar på Høgne og spørger ham til råds og bad ham prøve, om han kunne formilde hendes sind, og han sagde, at det nu var yderst påkrævet at få dulmet hendes sorg, før det var for sent. Høgne svarer: »Ingen skal forhindre hende i at dø, for hun har hverken været til gavn for os eller nogen anden, siden hun kom hertil.« Nu bad hun om at få hentet en mængde guld, og hun indbød alle, der ville have del i rigdommene, til at komme nærmere. Derpå greb hun et sværd og stak sig i siden med det og segnede om på dynerne og sagde: »Tag nu dette guld, hvis I vil have det!« Alle var tavse. Brynhild sagde: »Tag guldet og hav glæde af det!« Brynhild talte videre til Gunnar: »Nu skal jeg — ganske kortfattet — fortælle dig, hvad der herefter vil ske. Du bliver snart forligt med Gudrun ved den troldkyndige Grimhilds mellemkomst. Gudrun og Sigurds datter kommer til at hedde Svanhild, og hun bliver den smukkeste kvinde, der nogensinde er født. Gudrun bliver mod sin vilje gift med Atle. Du ønsker at blive gift med Oddrun, men det forbyder Atle. Så mødes i hemmeligt, og Oddrun elsker dig. Atle vil svige dig og sætte dig i ormegården. Derefter bliver Atle og hans sønner dræbt. Gudrun dræber dem. Hun bliver siden båret på store bølger til kong Jonakers borg. Dér vil hun føde navnkundige sønner. Svanhild bliver sendt ud af landet og gift med kong Jørmunrek. Hun må lide på grund af Bikkes onde råd. Og dermed er det slut på hele din slægt, men Gudruns sorger er blevet endnu større. Nu beder jeg dig — Gunnar! — og det er min sidste bøn: Rejs et stort bål på flad mark til os alle — mig og Sigurd og dem, der blev dræbt sammen med ham — og dæk det med et klæde, som er rødfarvet af menneskeblod, og brænd mig dér ved siden af denne hunnerkonge. Og på den anden side af ham skal mine mænd ligge: To ved hovedet, to ved fødderne og så to høge — så er det fordelt lige. Læg et blottet sværd dér imellem os som før, da vi lagde os i samme seng og kaldte os ægtefolk. Og hvis jeg følger ham, da vil døren ikke smække i efter hans hæl, og vores ligfærd bliver ikke ynkelig, såfremt han er i følge med de fem trælkvinder og otte tjenere, som min far gav mig, og når de, der blev dræbt sammen med Sigurd, også bliver brændt dér. Jeg ville sige mere, hvis jeg ikke var såret, men nu jager det i mit sår, og det åbner sig. Men det var dog sandt, hvad jeg sagde.«

Nu bliver der taget hånd om Sigurds lig efter gammel skik, og man rejste et stort bål. Og da det brændte godt, lagde man Sigurd Fafnersbanes lig oven på det sammen med hans treårige søn, som Brynhild havde ladet dræbe, og Guttorm. Og da hele bålet stod i flammer, trådte Brynhild op på det og sagde til sine tjenestepiger, at de kunne tage guldet, som hun ville give dem. Og efter dette dør Brynhild, og hun brændte dér sammen med Sigurd, og således endte deres liv.

Nu vil enhver, som hører om disse hændelser, sige, at der ikke findes magen til mand i hele verden, og at der aldrig siden vil blive født en mand, som i nogen henseende vil være Sigurds lige, og hans navn skal aldrig blive glemt i de nordiske lande og blandt folk, der taler tysk, så længe verden består.

Kapitel 32
Gudrun bliver gift med Atle

Det fortælles, at Gudrun en dag, hvor hun sad i sit hus, sagde: »Mit liv var bedre, da jeg havde Sigurd. Han overgik alle andre mænd — som guld overgår jern, eller som løget overgår andre urter, eller som hjorten overgår andre dyr — indtil mine brødre ikke forundte mig at have sådan en mand, som ingen kunne måle sig med. De kunne ikke sove, før de havde dræbt ham. Grane lavede en vældig støj, da den så sin sårede herre. Jeg talte siden med den som med et menneske, men den bøjede hovedet mod jorden og vidste, at Sigurd var død.«

Så fortrak Gudrun ud i skoven, men fra alle sider hørte hun ulvehyl, og hun tænkte, at det ville være mere behageligt at dø. Gudrun gik af sted, indtil hun kom til kong Halfs haller, og dér i Danmark opholdt hun sig i 7 år hos Tora Håkonsdatter, som tog godt imod hende. Gudrun vævede løbere for hende og broderede billeder på dem af mange og store bedrifter og skønne lege, som var gængse på den tid, og sværd og brynjer og al slags kongeligt udstyr og Sigmunds skib, der sejlede af sted langs landet. Og de broderede, hvordan Sigar og Siggeir var i kamp på Fyn sydpå. Sådan fordrev de tiden, og Gudrun fik nu nogen lindring for sin sorg.

Grimhild får nu nys om, hvor Gudrun befinder sig, og hun kalder sine sønner til samtale og spørger dem, hvorvidt de vil betale Gudrun bod for hendes søn og mand; hun mente, at det havde de pligt til. Gunnar siger, at han vil give hende guld og dermed bøde hendes sorg. Han sender bud efter sine venner og gør hestene klar og finder hjelme, skjolde, sværd og brynjer og al slags udrustning frem. Denne færd blev udstyret på den prægtigste vis, og ingen kriger, som man regnede for noget, blev hjemme. Deres heste var iklædt brynjer, og hver en ridder bar enten en forgyldt eller blank hjelm. Grimhild følger med dem på færden og siger, at deres ærinde alene vil lykkes, såfremt hun ikke sidder hjemme. De var i alt fem hundrede mand. De havde også fremragende mænd med, og blandt dem var Valdemar fra Danmark, Ømod og Jarisleif. De red ind i kong Halfs hal, og der var langobarder og frankere og saksere. De kom i fuld kampudrustning og havde røde pelskapper over sig, som det er blevet kvædet:

Med sværd i bæltet

og blanke hjelme,

med korte brynjer

og brune lokker.

De ønskede at give deres søster gode gaver, og de talte venligt til hende, men hun stolede ikke på nogen af dem. Grimhild gav derpå Gudrun en modbydelig drik, som hun skulle drikke, og siden havde hun ingen erindring om sagen. Denne drik var blandet af jordens og havets kraft og hendes søns blod, og i hornet var der ristet alle slags runer, som var rødnet med blod, som det fortælles her:

Hornet rummede

runer af hver slags

farvet med blod —

jeg fattede dem ikke —

og hedens fisk

fra Haddingers land

og uskårne aks

ført ind ad døren.

Og meget ondt

var iblandet drikken:

Saft fra træer

og sod fra arnen,

brændte agern

og blotet indmad

og kogt svinelever

for at kølne hadet.

Og så blev alle glade, da de blev forsonede. Derpå sagde Grimhild, da hun traf Gudrun: »Jeg ønsker dig det bedste — min datter! — og giver dig guld og mange kostbarheder, som du skal have efter din far, pragtfulde ringe og sengeforhæng, som er tilvirket af de mest ærbare hunnermøer — så har du fået bod for din mand! Du skal nu giftes med den mægtige kong Atle. Da kan du også råde over hans formue. Slå nu ikke hånden af dine frænder på grund af en mand, men gør hellere, som vi beder dig om.« Gudrun svarer: »Jeg vil ikke have kong Atle — aldrig! — og det var upassende, såfremt han og jeg skulle videreføre slægten sammen.« Grimhild svarer: »Glem nu dit had, og hvis du får sønner, kan du forestille dig, at Sigurd og Sigmund lever.« Gudrun siger: »Jeg vil aldrig glemme Sigurd; han overgik alle andre.« Grimhild siger: »Det er forud bestemt, at du skal giftes med denne konge — og ellers får du ingen.« Gudrun siger: »I må ikke byde mig denne konge, som ikke vil udsætte vores slægt for andet end ondt, og han vil give dine sønner en hård medfart, og derefter vil han blive ramt af en grusom hævn.« Hendes forudsigelse gjorde Grimhild bekymret på sine sønners vegne, og hun sagde: »Gør, som vi beder dig om, for så vil du vinde stor hæder og vores venskab og få de steder, der hedder Vinbjerge og Valbjerge.« Hendes ord var så overbevisende, at dette fik fremgang. Gudrun sagde: »Så må det blive sådan, men det sker dog ikke med min gode vilje, og det vil ikke føre til megen glæde, men snarere til sorg.«

De stiger derpå til hest, mens kvinderne tager plads i vognene, og de drog således af sted til hest i syv dage, og derefter sejlede de i andre syv dage, hvorpå der fulgte syv dages rejse over land, indtil de kom frem til en høj hal. En stor mængde mennesker kom hende i møde dér, og man havde forberedt et herligt gilde, som var aftalt i forvejen, og det blev gennemført med stor værdighed og megen pragt. Og ved dette gilde drikker Atle bryllup med Gudrun. Men i sit sind glædede hun sig aldrig over ham, og deres samliv bød ikke på megen kærlighed.

Kapitel 33
Atles budbringere kommer til Gunnar

Det fortælles nu, at kong Atle vågner en nat. Han sagde til Gudrun: »Jeg drømte, at du stak et sværd i mig.« Gudrun tydede drømmen og sagde, at det handlede om ild, når man drømte om jern, »— og om den vildfarelse, at du anser dig selv for bedre end andre.« Atle sagde: »Jeg drømte også, at der voksede to rørstængler her. Jeg havde intet ønske om at skade dem, men de blev siden revet op med rode og rødnet i blod, og man bar dem hen for mig på bænken og bød mig dem som mad. Jeg drømte endvidere, at to høge lettede fra min arm, men de fik intet bytte og døde. Det forekom mig, at deres hjerter blev tilberedt med honning, og jeg spiste dem. Siden drømte jeg, at et par fine hundehvalpe lå foran mig, mens de galpede højlydt, og jeg spiste deres kød mod min vilje.« Gudrun siger: »Det er ikke gode drømme, men de vil gå i opfyldelse. Dine sønner må være dødsviede, og vi vil blive udsat for meget ondt.« »Jeg drømte desuden,« siger han, »— at jeg blev dræbt, mens jeg lå i min seng.« Dermed er samtalen til ende, og deres forhold er køligt.

Nu grunder Atle over, hvad der er sket med alt det guld, som havde tilhørt Sigurd, men det véd kong Gunnar og hans bror. Atle var en stor og mægtig konge, og han var klog og rådede over mange mænd; han rådfører sig nu med sine mænd og planlægger, hvad de skal gøre. Han véd, at kong Gunnar og dennes bror har så stor en formue, at ingen andre kan måle sig med dem, og han beslutter nu at lade sine folk opsøge dem for at indbyde dem til gilde og på alle måder vise dem ære. Disse mænd blev anført af ham, der hed Vinge. Dronningen hører nu om deres samtale og formoder, at der er tale om svig mod hendes brødre. Gudrun rister runer, og hun tager en guldring og binder et ulvehår om den og giver tingene til kongens budbringere. Derefter tog de af sted på kongens ordre. Men før de gik i land, så Vinge runerne, og han forfalskede dem, således at Gudrun i runebudskabet ønskede, at brødrene opsøgte Atle. Siden kom de frem til kong Gunnars hal, og man tog vel i mod dem og tændte langild for dem. Og derefter drak de med glæde den bedste drik. Da sagde Vinge: »Kong Atle har sendt mig, og det er hans ønske, at I vil indgå et ærefuldt forlig hjemme hos ham og modtage stor hæder, hjelme og skjolde, sværd og brynjer, guld og gode klæder, hærfølge og heste og et stort len, og det er jer, han helst vil overlade sit rige til, siger han.« Da drejede Gunnar hovedet mod Høgne og sagde: »Hvad skulle vi få ud af dette? Han tilbyder os et stort rige, men jeg kender ikke til andre konger, der ejer så meget guld, som vi gør, for vi har alt guldet, der lå på Gnitahede, og vi har store huse fyldt med guld og de bedste hugvåben og alle slags hærklæder. Og jeg véd, at min hest er den bedste, og mit sværd er det skarpeste, og mit guld er det ypperligste.« Høgne svarer: »Jeg undrer mig over hans tilbud, for sådan har han aldrig gjort før, og det vil være utilrådeligt at opsøge ham. Jeg undrede mig også, da jeg mellem de kostbarheder, kong Atle har sendt os, så et ulvehår bundet om en guldring, og det kan være, at Gudrun mener, at han har ulvehu over for os, og at hun ikke ønsker, at vi drager af sted.« Vinge viser ham nu de runer, som han hævder, Gudrun har sendt.

Nu lagde husfolkene sig for at sove, mens Gunnar og Høgne fortsat drak sammen med nogle mænd. Da gik Høgnes kone, som hed Kostbera og var den smukkeste kvinde, hen og så på runerne. Gunnars kone hed Glaumvør, og hun var den gæveste kvinde. De to skænkede op. Kongerne blev meget berusede. Det bemærker Vinge og siger: »Det er ingen hemmelighed, at kong Atle er meget svækket af alderdom og for gammel til at forsvare sit rige, men hans sønner er unge og ikke til nogen gavn. Nu ønsker han at overlade jer magten i riget, så længe sønnerne er så unge, og I er dem, han under mest at have glæde af det.« Nu var Gunnar ikke alene meget drukken, men han blev også tilbudt stor magt, og han kunne heller ikke hindre sin skæbnes gang, så han lover at tage af sted og siger det til sin bror Høgne. Denne svarer: »Dit løfte skal indfries, og jeg vil følge med dig, men jeg har ikke megen lyst til denne færd.«

Kapitel 34
Kostberas drøm

Og da mændene havde drukket, hvad de havde lyst til, gik de hen for at sove. Kostbera kiggede da på runerne og læste tegnene og så, at der var ristet noget andet oven på det, som var nedenunder, og runerne var blevet forfalsket. Hun var dog så klog, at hun kunne tyde dem. Derefter lagde hun sig i sengen hos sin mand. Og da de vågnede, sagde hun til Høgne: »Du agter at drage hjemmefra, men det er ikke tilrådeligt; tag hellere af sted en anden gang. Og du er ikke videre runekyndig, hvis du tror, at hun — din søster — har sendt jer en indbydelse; jeg læste runerne, og jeg undrede mig over, at denne så begavede kvinde havde ristet forkert, men det handler om, at jeres liv er i fare, og enten har hun glemt et runetegn, eller også har andre forfalsket runerne. Men nu skal du høre om min drøm: Jeg drømte, at en flod strømmede meget voldsomt igennem her og gennembrød hallens vægge.« Han svarer: »Du er altid så sortsynet, men jeg har ikke i sinde at behandle folk dårligt, medmindre de har fortjent det. Atle vil tage godt imod os.« Hun siger: »Det vil I erfare, men der følger ikke venskab med den indbydelse. Jeg drømte også, at en anden flod strømmede herind, og den buldrede væmmeligt og slog alle hallens bænke i stykker, og den brækkede benene på jer to brødre — og det må varsle noget.« Han svarer: »Det er kornmarker, der strækker sig dér, hvor du synes at se floden, og når vi går igennem marken, rammes vores ben ofte af store avner.« »Jeg drømte,« siger hun, »— at dit lagen brændte, og at ilden slog op fra hallen.« Han svarer: »Det véd jeg, hvad er; mit tøj ligger her og flyder, og der kunne gå ild i det, men du så det som et lagen.« »Jeg så en bjørn komme herind,« siger hun, »— og den ødelagde kongens højsæde og slog sådan med labberne, at det skræmte os alle, og den tog os allesammen i sit gab, så vi intet kunne gøre, og det var ganske forfærdeligt.« Han svarer: »Der vil komme en stærk storm — det var den, du så som en isbjørn.« »Det forekom mig,« siger hun, »— at en ørn kom herind og fløj gennem hallen, og den overstænkede mig og os alle med blod, og det må varsle ondt, for jeg syntes, at den lignede kong Atle.« Han svarer: »Vi slagter ofte rigeligt og slår store høveder ned til gavn for os, og det handler om okser, når man drømmer om ørne. Og Atle skal nok være venligsindet imod os.« Og dermed sluttede deres samtale.

Kapitel 35
Gunnar og Høgne følger med Vinge til Atles kongsgård

Nu kan det fortælles om Gunnar, at det samme sker, da de vågner; Gunnars kone Glaumvør fortæller ham om sine mange drømme, som hun synes varsler svig, men Gunnar tydede dem alle på modsat vis. »I en af dem,« sagde hun, »— forekom det mig, at et blodigt sværd blev båret ind i hallen her, og det blev stukket tværs igennem dig, og ulve tudede ved begge ender af sværdet.« Kongen svarer: »Det er små hunde, der vil bide mig; ofte er blodsmurte våben et varsel om hunde, der giver hals.« Hun sagde: »Jeg drømte også, at nogle kvinder kom herind, og de var bedrøvede og valgte dig til deres mand. Det kan være, at det var dine diser.« Han svarer: »Nu bliver det vanskeligt at tyde, men man kan ikke undgå døden, og det er ikke umuligt, at jeg snart skal dø.«

Om morgenen springer de ud af sengene og vil af sted, men de andre frarådede det. Da sagde Gunnar til den mand, der hed Fjørner: »Rejs dig og giv os noget at drikke — god vin i store bægre! — for det kan være, at dette bliver vores sidste gilde. Nu vil den gamle ulv bemægtige sig guldet, hvis vi dør, og bjørnen vil heller ikke forsømme at bide med sine hugtænder.« Siden blev flokken fulgt på vej med gråd. Høgnes søn sagde: »Farvel — og gid det må gå jer godt!« De fleste af deres folk blev hjemme, men Høgnes sønner Solar og Snævar fulgte med sammen med en kriger, der hed Orkning. Han var Kostberas bror. Folkene fulgte dem til skibene, og alle ville tale dem fra at tage af sted, men det var nytteløst. Da talte Glaumvør: »Vinge!« siger hun, »— det tyder mest på, at det vil medføre stor ulykke, at du kom her, og der vil ske store ting på din færd.« Han svarer: »Jeg sværger, at jeg ikke lyver. Måtte jeg blive hængt i den høje galge og taget af alle trolde, hvis det er løgn, hvad jeg siger.« Og han viste ikke sig selv nogen nåde med sådanne ord. Da sagde Kostbera: »Farvel — gid det må gå jer godt!« Høgne svarer: »Vær glade, uanset hvordan det går os!« Og dér skilles de med hver sin lod i livet.

Siden roede de så hurtigt og med sådan en kraft, at den halve køl nærmest blev skilt fra skibet. De trak så hårdt i årerne og lænede sig så langt bagover, at åregrebene og åretoldene gik i stykker. Og da de nåede land, fortøjede de ikke deres skib. Derefter red de nogen tid gennem mørke skove på deres fortræffelige heste. Nu ser de kongsgården, og de hører en vældig støj og larm af våben komme derfra, og de ser dér talrige mænd og de store foranstaltninger, som de har sat i værk, og ved alle borgportene vrimlede det med folk. De ridder hen til borgen, men den er spærret med bom. Høgne brød porten op, og nu ridder de ind i borgen. Da sagde Vinge: »Dette skulle du nok have undladt, men vent nu her, mens jeg finder et galgetræ til jer. Jeg indbød jer hertil med venlighed, men der lå svig bag, og nu skal det ikke vare længe, før I bliver klynget op!« Høgne svarer: »Vi overgiver os ikke til dig, og jeg tror næppe, at vi viger tilbage for kamp. Det nytter ikke at true os; det får du ikke noget ud af.« Derefter slog de Vinge omkuld og tævede ham ihjel med øksehamrene.

Kapitel 36
Kampen i borgen

De ridder nu hen til kongens hal. Kong Atle gør hæren klar til kamp, og fylkingerne står over for hinanden med et stykke imellem. »Jeg byder jer velkommen her,« siger han, »— men giv mig nu alt det guld, der tilkommer mig; det er den formue, Sigurd ejede, men som nu tilhører Gudrun.« Gunnar siger: »Det guld får du aldrig! Og hvis I byder os ufred, skal du her kæmpe mod dygtige mænd, før vi lader livet. Det kan være, at du vil holde dette gilde på stormandsvis uden at være nærig med føden til ørn og ulv.« »Jeg har længe haft lyst til at slå jer ihjel,« siger Atle, »— for at bemægtige mig guldet og lønne jer for det niddingsværk, at I sveg jeres bedste svoger, og jeg agter at hævne ham.« Høgne svarer: »Det bliver værst for dig selv, at du har grublet så længe over dette, men så alligevel på ingen måde ikke er rede.«

Nu indledes en hård kamp, og først skyder man på hinanden. Og nu får Gudrun at vide, hvad der sker, og da hun hører dette, fyldes hun af harme og kaster sin kappe. Derpå gik hun ud og hilste dem, der var kommet, og hun kyssede sine brødre og viste dem kærlighed, og dette blev deres sidste samtale. Da sagde hun: »Jeg troede, jeg havde sørget for, at I ikke ville komme — men ingen kan ændre skæbnen. Kan det tjene noget formål at søge forlig?« Dette blev ubetinget afvist. Hun ser nu, at det går slemt ud over hendes brødre, og hun beslutter sig for at tage hårdt fat, så hun iførte sig en brynje og greb et sværd og kæmpede sammen med sine brødre og gik frem som det tapreste mandfolk, og alle sagde samstemmende, at man sjældent havde set et bedre forsvar end dette. Nu bliver mandefaldet stort, men brødrenes kampiver overgår dog alt. Striden fortsætter længe og helt frem til midt på dagen. Gunnar og Høgne gennembrød kong Atles slagorden, og det siges, at kamppladsen sejlede i blod. Høgnes sønner går nu hårdt frem. Kong Atle sagde: »Vi har en stor og flot hær og vældige krigere, men nu er mange af mine folk faldet, og I skal få ondt til gengæld for at dræbe nitten af mine krigere, mens kun elleve er tilbage.« Så bliver der et ophold i kampen. Da sagde kong Atle: »Vi var fire brødre, men nu er der kun mig tilbage. Jeg fik et fornemt svogerskab og mente, at det ville gavne mig. Jeg fik en smuk og begavet kone, som var ædelsindet og myndig, men jeg har ingen glæde af hendes vidsom, for vi kommer sjældent overens. I har nu dræbt mange af mine frænder og snydt mig for magt og rigdom, og I har taget livet af min søster — og det sørger jeg mest over.« Høgne siger: »Hvorfor nævner du den slags? I var de første til at bryde freden. Du tog min frænke og lod hende sulte ihjel og skjulte liget og stjal hendes formue. Det var uværdigt for en konge, og jeg finder det latterligt, når du fortæller om dine sorger, og jeg skal takke guderne, når det går galt for dig.«

Kapitel 37
Høgnes og Gunnars død

Gunnars død i ormegården
(Hylestadsportalen)

Nu opildner kong Atle folkene til at angribe hårdt, og der bliver kæmpet voldsomt, men gjukungerne trænger frem med sådan en kraft, at kong Atle må trække sig tilbage og ind i hallen, og de kæmper nu indenfor, og striden var meget hård. Dette slag kostede mange menneskeliv, og det ender med, at alle i brødrenes følge falder, således at kun de to endnu står tilbage, men inden det kom dertil, havde de med deres våben sendt mange mænd til Hel. Nu angriber man kong Gunnar, og fordi de andre var mange flere, blev han overmandet og lagt i lænker. Høgne kæmpede tappert videre med stort mod, og han fældede de tyve største af kong Atles krigere. Han kastede mange af dem ind i den ild, der var tændt i hallen. Alle var enige om, at man aldrig havde set magen til mand. Men til sidst blev han dog overmandet og pågrebet. Kong Atle sagde: »Det er ganske utroligt, hvor mange mænd han har gjort det af med her. Skær nu hans hjerte ud, så kan det blive hans død!« Høgne sagde: »Gør, som I vil. Jeg afventer med glæde, hvad I finder på, men du må forstå, at jeg ikke har nogen frygt i mit hjerte, og jeg har før fået en hård medfart. Jeg var ivrig efter udfordringer, da jeg ikke var såret, men nu er jeg hårdt såret, og det er alene dig, der afgør vores mellemværende.« Da sagde Atles rådgiver: »Jeg har et bedre råd: Lad os tage trællen Hjalle, men skåne Høgne. Denne træl er bestemt til at dø, og han er ynkelig, uanset hvor længe han lever.« Trællen hører dette og skriger højt og stikker af og finder et sted, hvor han håber at kunne gemme sig, og han mener, at det er slemt, at han skal undgælde for deres fjendskab; det er en ond dag, mener han, hvis han skal dø fra sine gode kår og de svin, han havde at passe. Men de pågriber ham og trækker kniven. Han skreg højt, allerede før han kunne mærke odden. Da sagde Høgne noget, som nok de færreste ville sige, hvis de var i livsfare: Han bad dem spare trællens liv, for han ville ikke høre på dette skrigeri og mente, at det betød mindre for ham selv at bidrage til denne leg. Trællen blev glad, da han kunne beholde sit liv.

Nu bliver de begge lagt i lænker — Gunnar og Høgne. Da sagde kong Atle til kong Gunnar, at han skulle røbe, hvor guldet var, såfremt han ønskede at leve. Han svarer: »Jeg vil først se min bror Høgnes blodige hjerte.« Og nu griber de trællen for anden gang, og de skar hjertet ud af brystet på ham og viste det til kong Gunnar. Han siger: »Her ser vi krysteren Hjalles hjerte; det ligner ikke den tapre Høgnes hjerte, for det skælver meget, og det skælvede dobbelt så meget, da det sad i hans bryst.« Nu gik de på kong Atles tilskyndelse hen til Høgne og skar hans hjerte ud. Men han besad en sådan styrke, at han bare lo, mens han måtte udstå denne smerte, og alle undrede sig over hans udholdenhed, og det er aldrig blevet glemt. De viste Gunnar Høgnes hjerte. Han siger: »Her ser vi den tapre Høgnes hjerte; det ligner ikke krysteren Hjalles hjerte, for nu skælver det knap, og det skælvede endnu mindre, da det sad i hans bryst. Og du kommer også til at miste dit liv — Atle! — således som vi nu mister vores. Men nu er det kun mig, der véd, hvor guldet er; det kan Høgne ikke fortælle dig. Jeg havde forskellige overvejelser, da vi begge var i live, men nu er det alene mig, der bestemmer, og hellere må Rhinen rådet over guldet, end at hunnerne skal bære det på deres arme.« Kong Atle sagde: »Før fangen væk!« Og det blev gjort. Gudrun indkalder nogle mænd og opsøger Atle og siger: »Jeg håber, det vil gå dig lige så dårligt, som du var til at overholde dit løfte til mig og til Gunnar.«

Nu bliver kong Gunnar sat i en ormegård. Der var mange slanger i den, og hans hænder var bundet stramt. Gudrun sendte ham en harpe, og han viste sine evner og spillede på harpen med stor dygtighed, da han anslog strengene med tæerne, og han spillede så mageløst godt, at ikke mange havde hørt noget bedre spillet med hænderne. Og han fortsatte med at spille, indtil alle slangerne faldt i søvn på nær en stor og fæl hugorm, som bugtede sig hen til ham og borede hovedet ind i ham og bed ham i hjertet, og dér mistede han livet med stor tapperhed.

Kapitel 38
Kong Atles død

Nu syntes kong Atle, at han havde vundet en stor sejr, og han henvendte sig da noget spottende og pralende til Gudrun: »Gudrun!« siger han, »— nu har du mistet dine brødre, men det er din egen skyld.« Hun svarer: »Det fornøjer dig nok at meddele mig disse drab, men det kan hænde, at du fortryder det, når du erfarer, hvad der følger; arven er ikke glemt og grusomhederne fortsætter, og det skal ikke gå dig godt, så længe jeg lever.« Han svarer: »Lad os nu indgå forlig, og jeg vil give dig bod for dine brødre og betale med guld og sådanne kostbarheder, som du måtte ønske.« Hun svarer: »Jeg har længe ikke været nem at have med at gøre, men jeg slog mig til tåls, mens Høgne levede. Du vil aldrig være i stand til at betale en bod for mine brødre, der gør mig tilfreds, og vi kvinder ligger ofte under for jeres magt. Alle mine frænder er døde, og nu kan du og ingen andre bestemme over mig. Men jeg går ind på disse vilkår, og lad os nu holde et stort gilde, og så vil jeg drikke arveøl efter mine brødre og ligeledes efter dine frænder.« Hun taler nu med blide ord, men meningen er uændret. Han var letpåvirkelig og troede på hendes ord, fordi hun virkede imødekommende. Gudrun drikker nu arveøl efter sine brødre, og det samme gør Atle efter sine mænd, og dette var et gilde, hvor man ikke holdt sig tilbage.

Nu tænker Gudrun på sin sorg, og hun har i sinde at påføre kongen en stor skam. Og om aftenen greb hun sine og kong Atles sønner, mens de legede ved væggen. Drengene blev bange og spurgte, hvad de skulle. Hun svarer: »Spørg ikke om det. I skal dø begge to.« De svarede: »Du kan behandle dine børn, som du vil; det kan ingen forbyde dig, men det er skændigt af dig at gøre dette.« Hun skærer derpå halsen over på dem. Kongen spurgte, hvor hans sønner var henne. Gudrun svarer: »Det skal jeg fortælle dig og glæde dit hjerte. Det voldte mig store sorger, da du dræbte mine brødre. Hør nu, hvad jeg har at sige: Du har mistet dine sønner, og deres hovedskaller er her blevet brugt som drikkekar, og du har selv drukket deres blod blandet med vin. Jeg tog siden deres hjerter og stegte dem på spid, og du har spist dem.« Kong Atle svarer: »Du er grusom! Du har myrdet dine egne sønner og givet mig deres kød at spise. Der går ikke lang tid fra din ene onde gerning til den næste.« Gudrun siger: »Det var mit ønske at påføre dig en stor skam, og man kan ikke behandle sådan en konge ondskabsfuldt nok.« Kongen sagde: »Du har handlet værre, end nogen før har set, og det er en vanvittig forbrydelse, og det var kun rimeligt, hvis du blev brændt på bålet efter først at være blevet stenet ihjel. Så ville du få, hvad du fortjente.« Hun svarer: »Sådan kan du spå om dig selv; en anden død er bestemt for mig.« De udvekslede mange hadefulde ord.

Høgne havde efterladt sig en søn, der hed Niflung. Han nærede et stort had til kong Atle og fortalte Gudrun, at han ville hævne sin far. Det modtog hun godt og lagde planer. Hun sagde, at det ville være en stor lykke, såfremt det blev gjort. Og en sen aften, hvor kongen havde drukket, gik han hen for at sove. Og da han var faldet i søvn, kom Gudrun derhen sammen med Høgnes søn. Gudrun tog et sværd og stak det i brystet på Atle — hun og Høgnes søn var sammen om det. Kong Atle vågner, da han bliver såret, og han sagde: »Her vil det hverken nytte med forbinding eller behandling, men hvem har tilføjet mig dette sår?« Gudrun siger: »Det har dels jeg gjort, og dels Høgnes søn.« Kong Atle sagde: »Det var usømmeligt gjort af dig, selv om du nok kunne have grund til det. Du blev gift med mig på dine frænders råd, og jeg gav dig tredive gode riddere i brudegave og passende tjenestepiger og mange andre folk, men det var dog ikke nok for dig, sagde du, medmindre du også herskede over de lande, som havde tilhørt kong Budle, og du efterlod ofte din svigermor siddende i gråd.« Gudrun sagde: »Du har sagt meget usandt, men det rører mig ikke. Jeg har ofte haft et svært sind, men du gjorde det ikke bedre. Der har tit været megen ufred i din gård, og ikke sjældent har venner og frænder skabt splid og bekæmpet hinanden. Mit liv var bedre, dengang jeg var sammen med Sigurd; vi dræbte konger og bemægtigede os deres ejendom og tilstod fred til dem, som ønskede det, mens høvdinge gik os til hånde, og vi lod dem beholde magten, såfremt de ville. Siden mistede jeg ham, og der var ikke meget ved at bære enkenavn, men mest af alt sørger jeg dog over, at jeg skulle være din, når jeg før var gift med den mest navnkundige konge, for du vendte aldrig hjem fra kamp uden at have lidt nederlag.« Kong Atle svarer: »Det er ikke sandt, og det gør ikke sagen bedre for nogen af os at tale på den måde, for vi har begge lidt tab. Giv mig nu en anstændig behandling, og sørg for mit lig på ærefuld vis.« Hun siger: »Jeg vil lade dig få en værdig begravelse og en fornem stenkiste og lade dig svøbe i smukke klæder og sørge for alt, hvad du behøver.«

Derefter dør han, og hun gjorde, som hun havde lovet ham. Siden satte hun ild til hallen, og da hirdfolkene vågnede i rædsel, ville de ikke lide i flammerne, men huggede hinanden ned og døde på denne vis. Sådan endte kong Atles og alle hans hirdfolks liv.

Nu ønskede Gudrun ikke at leve efter dette værk, men det var endnu ikke tiden for hende at dø. Vølsungerne og gjukungerne har efter sigende været de modigste og mest magtfulde mennesker, hvilket også fremgår af alle de gamle kvad. Men efter disse hændelser ophørte nu denne ufred.

Kapitel 39
Om Svanhild

Gudrun havde sammen med Sigurd en datter, der hed Svanhild. Hun var den smukkeste kvinde og havde hvasse øjne som sin far, så der var ikke mange, der vovede at møde hendes blik. Hendes skønhed overstrålede andre kvinders på samme måde, som solen overstråler de andre himmellegemer.

En dag gik Gudrun ned til havet og tog en stor sten i sin favn og gik ud i vandet og agtede at gøre en ende på sit liv. Men så løftede store bølger hende hen over havet, og ved deres hjælp blev hun ført af sted og kom til sidst frem til kong Jonakers borg. Han var en mægtig konge og herskede over mange folk. Han blev gift med Gudrun. Deres børn var Hamder og Sørle og Erp. Dér voksede Svanhild op.

Kapitel 40
Svanhilds død

Der var en konge, der hed Jørmunrek. Han var en mægtig konge dengang. Hans søn hed Randver. Kongen kaldte sin søn til samtale og sagde: »Du skal — sammen med min rådgiver, der hedder Bikke — opsøge kong Jonaker. Dér vokser Svanhild op, som er datter af Sigurd Fafnersbane, og jeg kender ikke til nogen smukkere pige under solen. Hende vil jeg helst giftes med, og du skal fri til hende på mine vegne.« Han siger: »Det er min pligt — herre! — at tage af sted i dit ærinde.« De forbereder nu en standsmæssig færd, og så drager de af sted og kommer frem til kong Jonaker. De ser Svanhild og finder hende meget smuk. Randver henvendte sig til kongen og sagde: »Kong Jørmunrek vil tilbyde dig svogerskab! Han har hørt om Svanhild, og han ønsker at få hende til kone, og hun kan næppe blive gift med en mere mægtig mand end ham.« Kongen siger, at dette ville være et ærefuldt ægteskab, »— og han er meget berømt.« Gudrun siger: »Lykken er lunefuld — måske holder den ikke.« Men på kongens tilskyndelse og med alt det, som det indebar, blev dette aftalt, og Svanhild går nu til skibet med et prægtigt følge, og hun sad i løftingen sammen med kongens søn. Da sagde Bikke til Randver: »Det var mere passende, at du og ikke denne gamle mand havde sådan en smuk kone.« Det faldt i Randvers smag, og han talte kærligt til hende, og hun til ham. De kom hjem og traf kongen. Bikke sagde: »Det er kun sømmeligt — herre! — at du får at vide, hvad der sker, selv om det er ondt at sige det, men du bliver bedraget, for Svanhild har kastet al sin kærlighed på din søn, og hun er hans frille. Lad det ikke gå ustraffet hen!« Bikke havde også før givet kongen onde råd, men dette overgik dog alt andet. Kongen lyttede til hans mange ondskabsfulde ord. Han var ude af stand til at beherske sin vrede og sagde, at man skulle pågribe Randver og hænge ham. Men da han blev ført til galgen, tog han en høg og plukkede alle fjerene af den og sagde, at man skulle vise hans far den. Og da kongen så den, sagde han: »Heraf kan man se, at han mener, at jeg har mistet min værdighed på samme måde, som høgen har mistet fjerene.« Og han befaler, at Randver ikke skal hænges, men Bikke havde da allerede udført sin list, og Randver var død. Bikke sagde desuden: »Der er ingen, du skal behandle værre end Svanhild. Lad hende dø med skam!« Kongen svarer: »Dette råd vil jeg følge.« Hun blev derefter bundet i borgporten, og man lod heste løbe hen imod hende, men da hun åbnede øjnene, vovede hestene ikke at trampe hende ned. Da Bikke så det, sagde han, at man skulle trække en sæk over hendes hoved, og dette blev gjort, og derpå mistede hun livet.

Kapitel 41
Gudrun opildner sine sønner til hævn

Gudrun erfarer nu, at Svanhild er død, og hun sagde til sine sønner: »Hvordan kan I sidde roligt her og tale fornøjet, når Jørmunrek har dræbt jeres søster og ladet heste trampe hende ned på forsmædelig vis. I har ikke samme sind som Gunnar eller Høgne. De ville have hævnet deres frænke.« Hamder svarer: »Du roste ikke Gunnar og Høgne noget videre, dengang de dræbte Sigurd, og du blev rødnet af hans blod, og du tog en ond hævn for dine brødre ved at dræbe dine sønner; i fællesskab kunne vi bedre have dræbt kong Jørmunrek. Men vi vil ikke sidde dine lastende ord overhørig, siden du sådan opildner os.« Gudrun gik leende hen og skænkede dem drikke i store bægre. Og derpå udvalgte hun store og gode brynjer og anden udrustning til dem. Da sagde Hamder: »Her må vi skilles for sidste gang. Du vil erfare, hvad der sker, og så kan du drikke arveøl efter os og efter Svanhild.«

Så drog de af sted, mens Gudrun gik til sit hus med endnu større sorg. Hun sagde: »Jeg har været gift med tre mænd. Først med Sigurd Fafnersbane, men han blev sveget, og det var den største sorg for mig. Derefter blev jeg givet til kong Atle, men mod ham var jeg så grusom i hjertet, at jeg dræbte vores sønner af sorg. Jeg kastede mig siden i havet, men jeg blev båret i land af bølgerne, og nu blev jeg gift med denne konge. Siden bortgiftede jeg med mange rigdomme Svanhild fra landet, og det var — næst efter Sigurd — min største sorg, at hun blev trampet ihjel af heste. Men det mest grusomme var, da Gunnar blev kastet i ormegården, og det hårdeste var, da Høgne fik hjertet skåret ud, og det bedste, der kunne ske, var, at Sigurd kom mig i møde, og så kunne jeg tage med ham. Men nu har jeg hverken en søn eller datter tilbage, som kan trøste mig. Mindes du nu — Sigurd! — det vi aftalte, da vi lå i den samme seng? Du skulle komme til mig fra Hel og blive her.« Og dermed ender hendes klagen.

Kapitel 42
Hamders og Sørles død

Det kan nu fortælles om Gudruns sønner, at hun havde behandlet deres hærklæder sådan, at jern ikke bed på dem, og hun bad dem om ikke at beskadige sten eller andre store genstande. Hun sagde, at det ville være til skade for dem selv, hvis de ikke rettede sig efter hendes ord. Man da de var på vej, traf de deres bror Erp og spurgte ham, hvordan han agtede at hjælpe dem. Han svarer: »Som en hånd hjælper hånden, eller en fod foden.« Det regnede de for ingenting og dræbte ham. De fortsatte, men ikke længe, før Hamder snublede og tog fra med hånden. Han sagde: »Erp talte sandt. Jeg var faldet nu, hvis jeg ikke havde støttet med min hånd.« Kort efter gled Sørle, men han undgik at falde og sagde: »Nu var jeg faldet, hvis jeg ikke havde haft begge fødder at støtte på.« De mente nu begge, at de havde handlet ilde mod deres bror Erp. De drog videre, indtil de kom til kong Jørmunrek, og de trådte frem for ham og angreb ham med det samme. Hamder huggede begge hænder af ham, Sørle begge fødder. Da sagde Hamder: »Nu ville hovedet være hugget af, hvis Erp havde levet — vores bror, som vi dræbte på vejen — men det indså vi alt for sent.« Som det blev kvædet:

Nu var hovedet af,

hvis Erp var i live —

vor stridsdjærve bror,

som vi strakte til jorden.

De havde ikke overholdt deres mors bud, for de havde beskadiget sten. Nu angriber folk dem, men de forsvarer sig godt og mandigt til skade for mange. Jern bed ikke på dem. Da kom en høj og gammel mand derhen; han var enøjet og sagde: »I er ubegavede, når I ikke forstår at dræbe disse mænd.« Kongen svarer: »Fortæl os hvordan, hvis du véd det.« Han sagde: »I skulle stene dem ihjel.« Og det blev gjort; fra alle sider fløj sten imod dem, og det blev deres død.

Noter:

↑ Völsunga saga findes overleveret i et eneste håndskrift NKS 1824 b 4º fra begyndelsen af 1400-tallet. Selve teksten dateres til ca. 1260-70. De kapiteloverskrifter, der bruges i nærværende oversættelse, findes ikke i forlægget, men er tilføjet af oversætteren.
↑ Tidligere i dette kapitel omtales Granmar imidlertid som Hødbrods far. I Edda-kvadet Helgakviða Hundingsbana (I) kaldes manden, der udveksler de følgende ubehageligheder med Sinfjøtle, for Gudmund.
↑ ɔ: blod.
↑ Runen
↑ Runen
↑ Et spand er så langt, som man kan strække spidsen af tommel- og langefingeren fra hinanden. I oversætterens tilfælde: 19 cm.

[1] Völsunga saga findes overleveret i et eneste håndskrift NKS 1824 b 4º fra begyndelsen af 1400-tallet. Selve teksten dateres til ca. 1260-70. De kapiteloverskrifter, der bruges i nærværende oversættelse, findes ikke i forlægget, men er tilføjet af oversætteren.

[2] Tidligere i dette kapitel omtales Granmar imidlertid som Hødbrods far. I Edda-kvadet Helgakviða Hundingsbana (I) kaldes manden, der udveksler de følgende ubehageligheder med Sinfjøtle, for Gudmund.

[3] ɔ: blod.

[4] Runen

[5] Runen

[6] Et spand er så langt, som man kan strække spidsen af tommel- og langefingeren fra hinanden. I oversætterens tilfælde: 19 cm.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

Vølsungernes saga

Navigasjonsmeny

Personlige verktøy

Navnerom

Varianter

Visninger

Mer

Søk

Tekstsamlinger

Tekstoversikt

Bakgrunnsmateriale

Andre tjenester

Hjelpesider

Verktøy

Eksterne lenker

Annonse

Slik kan du bidra

Skriv ut / eksporter

Sponsor