VIII. Ragnar i Brages Vers og i Historien

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Den ældste Skaldedigtnings Historie


Sophus Bugge
1894


VIII. Ragnar i Brages Vers og i Historien


Ydre historiske Grunde taler etter min Mening stærkt for, at Brages Ragnarsdraapa ikke er forfattet saa tidlig som i første Halvdel af 9de Aarh.

Skalden siger i sit Digt, at Ragnar har givet ham det Skjold, om hvis Billeder han kvæder(1). Denne Ragnar kalder han Konge (þengill)(2) og Sigurds Søn, mǫgr Sigurðar 2). Navnet Sigurðar findes i fire Haandskrifter(3). Derimod har Uppsala-Edda(4) sigrvnar. Det forekommer mig utvivlsomt, at sigrvnar er en af de mangfoldige Feil, som findes i Uppsala- Edda i Afskrift af Vers, og at Sigurðar er det rette. Herfor tale følgende Grunde: 1) 4 Haandskrifter har Sigurðar, kun U sigrvnar. 2) Naar Ragnar hos Islændingerne faar et Kjendingsnavn, som angiver den ene af hans Forældre, saa er det altid Faderens Navn, der angives (f. Ex. Landn. i Isl.ss. I, 324: Ragnar loðbrók son Sigurðar Hrings), aldrig Moderens. 3) Sigurðar staar ikke i Modsætning til den islandske Tradition, som sædvanlig kalder Ragnar Lodbroks Fader Sigurðr Hringr. 4) At Ragnars Moder skulde hede Sigrún, nævnes ellers ingensteds, og det strider, som Dr. Falk bemærker, mod den islandske Tradition, thi den kalder Ragnar Lodbroks Moder Álfhildr(5).

Først vil jeg nu slaa fast, at Digterens Omtale i sit Digt af den Høvding, som har givet Brage et Skjold, ikke godtgjør nogen Afvigelse fra den islandske Tradition i det 13de Aarh.

Digtets Ragnar er Konge ligesom det islandske Sagns Ragnar. Snorre kalder den Høvding, som har skjænket Brage Skjoldet, Ragnar Lodbrok. At Digteren har kjendt Tilnavnet Loðbrok, kan ikke bevises; men ligesaa lidet kan det bevises, at dette Tilnavn var ham ubekjendt, thi han behøvede ikke at tilføie det, om han kjendte det. Fremdeles betegner Digtet Ragnar som Søn af Sigurd, ligesom det islandske Sagn betegner Ragnar Lodbrok som Søn af Sigurd Ring. Ogsaa her maa vi sige: Digtet beviser ikke, at Digteren har kjendt Tilnavnet Hringr, men ligesaa lidet, at dette var ham ubekjendt(6).

Der var jo for Digteren ingensomhelst Nødvendighed for at nævne Tilnavnet. Saxo har kun ved første Nævnelse Syvardus cognomento Ring, men siden mangfoldige Gange Syvardus alene om samme Person. I Ragnars Saga Kap. 2 kaldes Ragnars Fader først Sigurðr Hringr, men derpaa Sigurðr alene. Med Hensyn til det, at Tilnavne ikke er nævnte i Brages Digt, kan sammenlignes Ragnvald Jarls Háttalykill, hvor Tilnavne er nævnte véd enkelte Konger, ved andre — hvis Tilnavn Skalden nødvendigvis maa have kjendt — derimod ikke.

Endelig kan det fremhæves, at naar Ragnar efter Digtet har skjænket et Skjold til Brage, saa stemmer dette vel overens med, at det islandske Sagn lader Ragnar have udstrakt sit Rige over en Del af Norge og gjør Brage til en Nordmand.

Etterat jeg saaledes har slaaet fast, at Digtets Angivelser om Kong Ragnar ikke bevise nogen Afvigelse fra det islandske Sagn i 13de Aaarh., skal jeg søge at besvare følgende Spørgsmaal: Stemme Digtets Angivelser om Ragnar overens med den virkelige Historie, saa at den i Brudstykker bevarede Ragnarsdraapa kan være forfattet af en med Ragnar samtidig vestnorsk Digter i første Halvdel af 9de Aarh.? Dette Spørgsmaal af gjøres ingenlunde ved Finnur Jónssons Ord (Arkiv VI, 144): «Ifølge Steenstrups grundige undersøgelser (Normannerne I), hvortil jeg henviser, maa Ragnar betragtes som en historisk person i det 9. årh. (f c. 860).»

At den historiske Ragnar skal være død c. 860, er hentet fra Steenstrup I, 97. Denne Tidsbestemmelse grunder sig ene og alene derpaa, at Steenstrup finder Ragnar Lodbroks historiske Forbillede i en Kongesøn fra Lochlann ved Navn Raghnall, som omtales i en irsk Annal, der er udgiven i O'Donovans «Three Fragments». Thi denne Raghnall maa være død c. 860.

Men denne Raghnalls Fader heder, vel at mærke, Halvdan (Albdan), medens Brages Digt kalder Ragnars Fader Sigurd. Steenstrup kan derfor naturligvis ikke holde Brages Digt (som han ei nævner) for authentisk. Finnur Jónsson gjør sig skyldig i en Selvmodsigelse, naar han, som holder Brages Digt for ægte, dog lader Ragnar dø c. 860 og uden Reservation henviser til Steenstrups Opfatning af Ragnars historiske Forhold.

Naar man vil erklære Brages Digt for ægte, kan man ikke i den irske Annals Raghnall, som dør c. 860 og har Faderen Albdan, gjenfinde den historiske Ragnar Lodbrok.

Det er ogsaa i en anden Henseende inconseqvent, at F. J., som holder Brages Vers for ægte, her uden Reservation hen viser til Steenstrup. Thi hvis Steenstrups Opfatning er den rette, saa maa Brages Ragnarsdraapa, som kalder Ragnar for Sigurds Søn, ogsaa af en anden Grund være uægte. Steenstrup siger nemlig (Normannerne I, 82) : «Dr. Jessen paaviser uimodsigeligt, at Navnet paa Regners Fader Sigurd Ring grunder sig i en Misforstaaelse af Kongelister, hvor de to Samkonger Sigurd og Ring nævnes som Regners Forfædre». Fremdeles (I, 117): «Vil man sige, at jeg . . . gaar det fælles-nordiske Sagn imod, som gjør Regner til en Søn af Sigurd Ring, da kan hertil svares, at Dr. Jessens Kritik jo allerede har gjort Ende paa dette Sagn ved at skære «Sigurd Ring» over i to Personer og ved at paavise den ene som Regner Lodbrogs Broder, den anden som hans Modstander.»

Altsaa kan man, naar man vil hævde Ægtheden af Brages Digt, heller ikke med Hensyn til dette Punkt uden Reservation henvise til Steenstrups Undersøgelser. Man maa da tværtimod sige: Steenstrup og Jessen har Uret deri, at de antage Sigurd som Navn paa Ragnars Fader for at være opkommet ved en Misforstaaelse(7).

Det er almindelig blevet erkjendt(8), at man har Ragnar Lodbroks historiske Forbillede — eller rettere: et af Sagnfiguren Ragnar Lodbroks historiske Forbilleder — i den Ragnar (Ragneri), der nævnes som Normannernes Anfører i 845. Saxo fortæller, at Regner lader sin Flaade løbe ind i Seinen til Krig mod Karls Rige. Dette er, som Steenstrup (I, 91) har frem hævet, identisk med den historiske Begivenhed, at Ragneri i 845 lader sin Flaade løbe op ad Seinen til Paris og brandskatter Landet.

Paa den anden Side har Steenstrup gjort det sandsynligt, at de Begivenheder, som den irske Annal beretter om Raghnalls Sønners Tog til Spanien og Mauritanien, har staaet i Forbindelse med et Normanner-Tog, som hvis Hovedmand Vilhelm af Jumiéges nævner Bjørn Jærnside [Bier costæ ferreæ) Lodbroks Søn. Men heraf følger, saavidt jeg forstaar, ikke(9), at Raghnall er samme Person som den i Frankrige optrædende danske Normannerhøvding Ragneri, men kun, at det laa nær for Sagnet at sammensmelte begge til én Person. Imod Identiteten, af Raghnall og Ragneri taler den Omstændighed, at Raghnall hører hjemme i Lochlann, der i denne Krønike betyder Norge. Fremdeles det, at Raghnall efter den irske Annal maa være bleven dræbt c. 860, medens Ragneri efter Annales Xantenses og efter den hos Duchesne (Hist. Franc. II, 657) trykte Legende er død af Sygdom straks efter Toget i 845(10). Steenstrup antager ikke Beretningen om, at Ragneri er død af Pesten i 845, for rigtig(11). Men heri har han neppe Ret. Thi om end Annales Xantenses og Legenden ikke hver for sig skulde være fuldt paalidelige Kilder, synes de, naar de stemmer overens, at fortjene al Tiltro, saa meget mere, som intet paa den anden Side, nåar man ser bort fra det formodede Forhold mellem Ragneri og Raghnall, taler imod, at Ragneri skulde være død af Pesten i 845. G. Storm (Krit. Bidrag S. 91) gjør opmærksom paa, at Munken Aimoins Beretning, uagtet den er legendarisk i Forklaringen af Aarsagerne til Begivenhederne, dog med Hensyn til selve Begivenhederne fortjener al Tiltro, da den maa antages at støtte sig til Gesandten Grev Kobbos egen Fortælling.

De, som forsvarer Ægtheden af Brages Digt, kan nu argu mentere som saa: «Den Ragnar, som har skjænket Brage Skjoldet, er Normannernes Anfører Ragnar, som døde af Pesten i 845. Hvad dennes Fader hed, siges ikke i de nogenlunde samtidige Kilder, og han kan derfor meget vel have hedt Sigurd, som Brages Digt kalder ham.»

En saadan Argumentation kan ikke ligefrem modbevises, men der er dog flere Omstændigheder, som vække Tvivl om dens Rigtighed. For det første synes en Sammenligning af de forskjellige danske Meddelelser om Ragnar og hans Fader samt Forgjængere at gjøre Jessens og Steenstrups Forklaring af Sigurd Ring som Navnet paa hans Fader høist sandsynlig. Men Sigurd som Navn paa Ragnars Fader i Ragnarsdraapa synes ikke at kunne have en ganske anden Oprindelse end Sigurd Ring som Navn paa Ragnar Lodbroks Fader i islandske Prosaskrifter. For det andet kan fremhæves, at Sigurd eller Sigvard, saavidt jeg véd, ikke forekommer i historisk paalidelige Skrifter i danske Kongeætter i 9de Aarh. Derimod forekommer Sigifridus, d. e. Sigfrødr, Sigrødr. Men en samtidig norsk Digter kunde ikke kalde en Mand, som hed 'Sigfrid eller Sigfrødr, for Sigurðr. Den, som vil forsvare Ægtheden af Brages Ragnarsdraapa. maa da vel ty til det betænkelige Argument, at Sigurðar kan være senere kommet ind i Verset istedenfor Sigfreðar.

Men selv om man vil hævde, at Digtets Betegnelse af Ragnar som Sigurds Søn ikke bestemt strider mod noget histo risk Udsagn, saa har man dog ikke dermed bragt den Maade, hvorpaa Ragnar i Brages Digt omtales, i Overensstemmelse med Historien.

Brage kalder Ragnar þengill(12), d. e. Konge. Dette Ord betyder ikke «Høvding» eller «Anfører» eller «Mand af kongelig Byrd». Det betyder bestemt «Konge». Dette ser man bl. a. af Sammensætningen stolþengill i flere Vers i Harald Haard raades Saga Kap. 14 i Heimskringla. Man ser det ogsaa deraf, at Amor Jarleskald(13) kalder en Jarl þengils sessi, han som sidder sammen med Kongen. Denne Betegnelse af Ragnar som Konge stemmer overens med det islandske Sagn, thi ifølge dette var Ragnar Lodbrok Konge, en over mange Lande herskende Konge. Men den historiske Ragnar, som hærjede i Frankrige og døde i 845, han var ikke Konge. Han kaldes kun dux. Saaledes i Chron. Fontanell, hos Pertz II, 302 og i Legenden hos Duchesne II, 657. I Annal. Xant. princeps sceleratorum. I disse Annaler stilles Reginheri i Modsætning til Normannernes Konge Rorik, som hos Duchesne kaldes Horich. Derfor gjengiver G. Storm (Krit. Bidrag S. 90) dux ved at kalde Ragnar «en af Kong Haareks Jarler»(14).

Jeg tror saaledes at have vist, at ingen af de faa Angivelser om Ragnar i Brages Digt afviger fra det islandske Sagns Fremstilling i 13de Aarh., men at ialfald en af disse Angivelser staar i Modsætning til den historiske Virkelighed, medens en anden er paafaldende og betænkelig. Derfor kan Brages Ragnarsdraapa ikke være et ægte Digt fra første Halv del af 9de Aarh.

At den Ragnar Lodbrok, som det islandske Sagn kjenderr siges at have skjænket en vestnorsk Digter et prægtigt Skjold, er meget naturligt, thi denne Ragnar havde udstrakt sit Rige over en stor Del af Norge. At den historiske Ragnar, de danske Vikingers Anfører i Frankrige i 845, skulde have skjænket en vestnorsk Digter et prægtigt Skjold, det er vistnok mere paafaldende, men jeg vil ikke benegte Muligheden af, at Fortællingen om en Forbindelse mellem Ragnar og Brage kan være ældre end den Ragnarsdraapa, som vi kjende, og kan have givet Anledning til, at en yngre Skald digtede denne i Brages Navn.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Sn. E. I, 374; I, 438.
  2. Sn. E. I, 426.
  3. Cod. reg., Worm., 748 (Sn. E. 11, 440), leß (Sn. E. II, 589).
  4. Sn. E. II, 329.
  5. Fornald. s. I, 376 f. (Sǫgubrot); Flat. I, 26 (Hversu Nor. bygd.).
  6. Jeg kan ikke være enig med G. Storm, naar han siger (Hist. Tskr. III, 72): «I et Vers i Skjolddigtet kaldes Kongen «Sigurds Søn» (mærk: ikke Rings eller Sigurd Rings Søn!), er det ikke et aabenbart Vidnesbyrd om, at Digtet er ældre end Sagnbearbeidelserne?»
  7. Jón Jónsson søger i Arkiv X, 130 ff. at vise, at Jessen og Steenstrup har Uret; men mod hans hele Methode synes mig at kunne reises Indvendinger.
  8. Saaledes bl. a. af Zeuss «Die Deutschen und die Nachbarstamme» S. 536; Notæ uberiores in Saxonem p. 267. Tidligst findes denne Combination vel i Pet. Olai Chronica Reg. Dan. (Langebek Ser. r. D. I, 109).
  9. Jfr. G. Storm i (Norsk) Hist. Tidsskr. 2. R., I, S. 410 f.
  10. Se Zeuss Die Deutschen S. 536; Steenstrup I, 99 f., I, 101 f. Efter Legenden om St. Gommarus, som henfører Begivenheden til 836, blev Reginarius slagen med Blindhed (Steenstrup I, 103).
  11. Normannerne I, 104 f.
  12. Sn. E. I, 426.
  13. Sn. E. I, 460,3.
  14. Ligesaa betyder duces i engelske Diplomer paa Latin fra første Halvde af 10de Aarh. «Jarler» (Steenstrup, Normannerne 11, 69).