Vikingerne - Barn og Olding

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Barn og Olding


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904




Kong Aun vil blote sin sidste søn. Ill. Erik Werenskiold. Snorre 1899-utg.

I Afsnittet om Kvinden har vi set, hvordan hendes Stilling i Løbet af Vikingetiden bliver en anden end før, hvordan hun paa mange Maader bryder gjennem de Skranker, som før havde bundet hende til Hjemmet, og begynder selv at kunne bane sig en Vei i Livet. Ogsaa paa mangfoldige andre Omraader virkede Vikingetiden og især Forbindelsen med det kristne Vesteuropa forandrende og omdannende paa Nordens Folk, lærte dem nye Kunster og nye Færdigheder, gjorde deres Aand rigere, ja bidrog til at omforme selve Karakteren. Ikke saaledes i de Forhold, vi i dette Afsnit skal søge at behandle, i Menneskenes Forhold til dem, som træder ind i og gaar ud af Livet, til Barnet og Oldingen. Visselig ser vi ogsaa her, hvordan nye Skikke gjør sig gjældende, baade naar Barnet er født og ved dets videre Opdragelse. Men Forholdet til Børn og Oldinge er jo mere end noget andet den Sterkes Forhold ligeoverfor de Svage og Værgeløse. Derfor ser vi ogsaa her tydeligere end paa de fleste andre af Livets Omraader, hvor meget der endnu i Vikingetiden var tilbage hos vore Forfædre af et barbarisk Folks vilde og primitive Sæder, af Atavisme baade i Livsforhold og Livssyn. Nordens Folk var visselig ikke ved Aar 1000 de samme Mennesker som før Vikingetidens Begyndelse. Men hvor hurtig og fuldstændig et Folk end under Indflydelse udenfra og som en Følge af indre Gjæring forandrer sig, saa vil der dog altid være meget tilbage af det Gamle, af en svunden Tids Sæder og forskjellige Syn paa Livet. Tænk paa Japanerne, som i Løbet af den sidste Menneskealder synes at ha afluret Europa alle dets Kunster og Videnskaber, og hos hvem det ydre Liv er blevet saa europæisk, er de ikke alligevel i Tankegang, i Livssyn, i sin Foragt for Døden lige fuldblods Asiater, som de var før 1868?

Vikingetiden havde nok lært Nordens Folk det kristne Europas ydre Kultur, men Kristendommens Næstekjærlighed og Ærbødighed for det enkelte Menneskeliv, selv om dette kunde synes værdiløst og unyttigt, havde kun faa af dem tilegnet sig. Endnu længe vedblev jo Trældommen at bestaa; først i det 14de Aarhundred blev de sidste Rester af den afskaffet i Sverige. Ligeoverfor de Svage og Hjælpeløse fulgte Nordboerne fremdeles Hedendommens Moral, den, som den bitre Nød havde lært dem og som var udviklet i den haarde Kamp for det daglige Brød: Den, som ikke selv kunde forsvare og livnære sig, maatte, naar det gjaldt, bukke under og vige Pladsen for de friske og erhvervsdygtige. Nordens Lande har til alle Tider været fattige, Naturen barsk og ublid og Kampen for Tilværelsen haard og bitter. End fattigere var Landene i gamle Dage, særlig Norge og Island, medens Danmark, hvor alle humane Ideer tidligst vandt Indpas, altid har været rigest udstyret fra Naturens Haand. Det er et Særkjende for Naturfolk hele Jorden over, hvad enten de som Veddaerne paa Ceylon bor i Verdens rigeste Egne eller som Eskimoer og Ildlændere i de koldeste og ugjæstmildeste, at de er overmaade fattige. Fattige var ogsaa Nordens Folk, før Forbindelsen med Romerriget fra Kristi Tider af og end mere Folkevandringen, men især Vikingetogene lidt efter lidt bragte større Rigdomme til Landet og øgede det daglige Velvære. Men hvor haardt og vanskeligt maa det ikke alligevel endnu i Vikingetiden ha været at leve! Slog Fisket feil eller kom der Uaar, da stod Sult og Hungersnød for Døren. Thi saa vanskelig, som Samfærselen dengang var, kunde ikke fremmed Tilførsel hjælpe til at brødføde. Og da gjaldt det, at hver er sig selv nærmest. De svage og værgeløse fik ofres, nyfødte Børn, Syge og Oldinge.

Hos mangfoldige Naturfolk finder vi Spor af dette, at nyfødte Børn, især overflødige Pigebørn, samt Gamle og Syge, i det hele alle Erhvervsudygtige, ikke faar Lov til at leve.

Naar Barnet var født, bestemte i Vikingetiden Faderen, om det skulde faa leve eller om det skulde udsættes. Fik det Lov til at leve, blev det løftet op fra Gulvet, hvor Hustruen var nedkommet med det. Hvis ikke, blev det liggende. Naar Forældrene ikke kunde underholde Barnet, og især hvis det var en Pige, eller hvis Forældrene var døde, saa det vilde komme til at falde andre til Byrde, da blev det udsat. Fremfor alt gjaldt dette, endnu længe efter Kristendommens Indførelse, alle Vanskabninger og Misfostere. Gulatingsloven (§ 2) bestemmer saaledes, at et Misfoster først skal døbes, "løftes ud af Hedenskabet", og saa bringes til en Kirke for dér at overlades til Døden. Det nyfødte Barn, som var bestemt til at udsættes, blev enten straks dræbt ved at druknes eller ved at begraves levende. Eller ogsaa, og det var vistnok det almindeligste, satte man det ud i Skoven, hvor det sultede eller frøs ihjel eller blev opædt af vilde Dyr, men hvor det ogsaa kunde blive fundet af andre og derved reddet fra Undergang. Havde Barnet først faaet leve en Tid og taget Føde til sig, men især havde det faaet Navn og var overøst med Vand, da regnedes det for Mord at udsætte det. Hos alle germanske Stammer har visselig denne Skik engang hersket. Vistnok siger Tacitus, at det hos Germanerne i Tyskland er en Skjænsel at begrænse Børnenes Antal eller at dræbe de yngre Børn[1]. Men her har, skulde jeg tro, Tacitus som saa ofte ellers i sin Bog kun havt til Hensigt at opstille Germanerne som et Modbillede til de fordærvede Romere, som ved kunstige Midler forstod at formindske Fødslernes Tal. Hans Mening har ikke været at sige noget om Barneudsættelsen, som han maaske ikke engang har kjendt. Flere Vidnesbyrd synes at vise, at Kristendommen i Tyskland i den første Tid havde at kjæmpe med den Skik, at fattige Forældre, som ikke magtede at forsørge det nyfødte Barn, satte det ud[2]. I Norden og særlig der, hvor Naturen selv var haard og uvenlig som i Norge og mest paa Island, maatte Kristendommen ofte kjæmpe haardt mod Børneudsættelsen, som ved strenge Straffe blev forbudt. Gulatingslovens Kristenret fastsatte saaledes Fredløshed og Formuestab for den, som før eller efter Daaben udsatte sit Barn, saa at det kom afdage. Efter Frostatingsloven var dog Straffen noget mildere, kun Bøder. Allerede mod Slutningen af den hedenske Tid begyndte dog, kan vi af flere af Sagaerne se, Folkemeningen at betragte Bameudsættelsen som en Forbrydelse ikke alene for Høvdingerne og de Rige, men endog for Fattige og Smaafolk. Det var det kristne Europas mildnende Indflydelse, som her gjorde sig gjældende. Men det, som er dybt rodfæstet i et Folk, er ikke let at udrydde. Og kanske netop fordi Kristendommens Tilhængere i Begyndelsen ivrede saa sterkt mod Barneudsættelsen, kom Asatroens Forkjæmpere til at betragte denne som ældgammel hedensk Skik. Derfor da Kristendommen i Aar 1000 som en Følge af et Kompromis blev vedtaget af Altinget paa Island, betingede Hedenskabets Tilhængere sig, at de fremdeles skulde ha Lov til at nyde Hestekjød og udsætte Barn som i gammel Tid<se Are Frodes Fortælling i Islendingabók, K. 7.</ref>. Lidt efter lidt hørte den dog op denne Skik, som Nøden og de haarde Forhold havde skabt og som det paa Island, hvor en altfor stor Forøgelse af Folkemængden vilde være en Ulykke for Landet, ofte kunde synes nær sagt nødvendigt at holde fast ved. Kun i Hemmelighed levede den videre og det hændte visst endnu længe, at Forældre, naar den bitre Nød stod for Døren, satte det nyfødte Barn ud, helst naar det var et Pigebarn, som bare vilde falde til Byrde, heller end at øge de Munde, som Husets Fader skulde føde. Det er de samme i Menneskenaturen dybt rodfæstede Følelser, som end den Dag idag driver mangen en ulykkelig Moder til at ofre sit Barn heller end at gaa Skjænsel og Nød imøde baade for sig og for dét, Gjengangere fra Menneskenes Urtid.

Anderledes med det Barn, som fødtes paa Livets Solside. Dette har i Barneaarene kanske sin lykkeligste Tid. Ved Heltens Fødsel varsler, i Folkets Tro, Naturen selv om hans kommende Storhed. Som det heder i det første Kvad om Helge Hundingsbane:


Aarle var det,
at Ørne gol;
randt hellige Vande
fra Himmelfjelde.
Da blev Helge
den hugstore
født af Borghild
i Braalunde.


Saa kommer Nornerne til Heltens Vugge, bestemmer hans Skjæbne og spinder hans Livstraad. Som det videre heder om Helge Hundingsbane:


Nat blev i Gaarden,
Nornerne kom,
de som Ædlingen
Alder satte,
hans Navn bød de videst
nævnes blandt Kongers
og ham blandt Budlunger[3]
bedst at tykkes.
Snoed med Kraft de
Skjæbnens Traade,
mens Borge brødes
i Braalunde.
Ud de strakte
de gyldne Strenge
og fæsted dem midt
under Maanesal.


Kloge Koner var tilstede og hjalp Hustruen under Fødselen. Ved Trylleformularer eller "Galdre" og ved at paakalde "hulde Vætter" troede man at fremhjælpe Fødselen. I Eddakvadet "Oddruns Graad" fortælles der om Kong Heidreks Datter Borgny, som ikke kan faa føde, før Atles Søster Oddrun kommer til hende:


Gik den milde og ved
Møens Knæ sig satte.
Mægtig gol Oddrún,
ramt gol Oddrún,
bitre Galdre
over Borgny.


Naar saa Barnet var kommet til Verden, blev det viklet i Svøb og under Iagttagelse af visse Ceremonier indført i Menneskenes Samfund. I Eddakvadet "Rigsthula", som giver os flere Bidrag til Kundskab om vore Forfædres Liv i Vikingetiden end noget andet af de gamle Digte, fortælles der om de tre Stænder, Høvdingen, Bonden og Trællen, og om deres Oprindelse. Guden Rig[4] eller Heimdal vandrer omkring paa Jorden og besøger Menneskenes Boliger. Først kommer han til Trællens Hytte, saa til Bondens Hus og endelig til Høvdingens Hal. Ni Maaneder efter føder Høvdingens Hustru, Moder, en Søn. Derom heder det (Str. 34):


Svend[5] fødte Moder,
svøbte i Silke;
de øste ham med Vand
og Jarl ham kaldte.
Blegt var Haaret,
Kinderne bjarte,
Øinene grumme
som Ormungens.


Saaledes skildrer de slægtstolte Nordboer Høvdingens nyfødte Søn. Han er, som Høvdingeklassen hele Europa over og mangesteds ogsaa i andre Verdensdele, lyshaaret. Øinene viser den vordende Kriger og Helt; de er skrækindjagende som Ormens. Et almindeligt Udtryk i Eddadigtene. Ogsaa om Smeden Volund, da han er bleven fanget af Kong Nidad, heder det: "Øinene ligner den blanke Orms". Moderen svøber sin Søn i Silke. Selve det at lægge det nyfødte Barn i Svøb er en Skik, som kjendes fra de forskjelligste Folkeslag og ogsaa fra fjærne Tider. Paa Trajansøilen i Rom ser vi saaledes fremstillet dakiske Kvinder, som bærer sine Børn indviklet i Svøb. Og der er vel ogsaa Grund til at tro, at Dakernes Naboer Germanerne fra ældgammel Tid har viklet de nyfødte Børn i Svøb. Silke er en Luksusartikel, som vore Forfædre først under Folkevandringen eller paa Vikingetogene lærte at kjende og at sætte Pris paa. Selve Ordet synes at vise, at de har lært Silken at kjende i Rusland, medens Angelsakserne igjen har faaet sit Ord for Silke fra Nordboerne.

Ogsaa naar Bondens Hustru føder en Søn, vækker det Glæde, og det nyfødte Barn værnes og stelles om. Som det heder i "Rigsthula" (Str. 21):


Barn fødte Amma[6];
de øste ham med Vand
og kaldte ham Karl.
Konen i Dug ham svøbte
rød og rund og frisk;
Øinene spilled.


Anderledes er Skildringen af den nyfødte Træl. Om ham heder det (Str. 7—8):


Barn fødte Edda;
de øste ham med Vand
Paa Hænderne havde han
rynket Hud;
forkrøblede Knoger
[og Kartnegle],
digre Fingre,
fult[7] Ansigt,
ludende Ryg,
lange Hæle.


Hvilken Forskjel mellem den lyshaarede, vakre Høvdingesøn og den hæslige Træl, hvis mørke Haar synes at vidne om, at han har undertvungne Kelters Blod i sine Aarer. En Søns Fødsel vakte altid Glæde. Han skulde jo forplante Slægten og kanske bringe den høiere op i Magt og i Rigdom. Naar han blev voksen, kunde han ialfald arbeide paa Faderens Gaard. Mange Sønner var baade Rigdom og Magt for Faderen. Ulykkelig var den, som ingen Sønner eiede. Hans Navn skulde ikke leve i Slægten i Eftertiden, over ham reiste ingen Mindesmerke. Som det staar i Haavamaal (Str. 72):


Bedre er Søn,
om sent født
efter heden gangen Gubbe.
Sjelden Bauta-Stene
staar ved Veien,
uden naar Søn efter Fader dem sætter.


Merkeligst blant alle de Skikke, som ledsager det nyfødte Barns Indførelse i det menneskelige Samfund, er Overøsningen med Vand. Baade hos Trællen, hos Bonden og hos Høvdingen overøses den nyfødte Søn med Vand og faar samtidig Navn — en hedensk Daab kunde vi næsten kalde det. Faderen og Moderen udførte begge i Forening denne høitidelige Handling, medens det var Moderen alene, som lagde Barnet i Svøb[8].


Overøsningen med Vand nævnes foruden i Eddakvadene ogsaa mangfoldige Gange i Sagaerne og var, efter hvad vi kan forstaa, fast Skik i Vikingetiden i Norge og paa Island. Om den har været kjendt i Danmark og Sverige, er derimod tvivlsomt. Enkelte Forskere har endog ment, at Overøsningen med Vand var en for alle Germaner fælles Skik. Som Støtte har de pegt paa den romerske Læge og Forfatter Gallén (i 2. Aarh. e. Kr.)[9]. Men Gallén fortæller kun, at Germanerne i Tyskland pleiede at dukke det nyfødte Barn ned i rindende Vand, vistnok af Sundheds-Hensyn, en Skik, der gjenfindes hos mange Naturfolk. Hos Nordboerne blev Barnet derimod overøst med Vand. Desuden fik det samtidig med dette sit Navn, saaledes som det fremgaar ikke alene af "Rigsthula", men ogsaa af Sagaernes samstemmige Vidnesbyrd. Alt dette minder jo tydelig om den kristne Daab, og Ligheden bliver endnu større, naar vi ser nærmere paa denne merkelige Skik. Naar det ikke var Faderen, men en Fremmed, som havde overøst Barnet med Vand, indtraadte der et nært Forhold mellem disse, ganske tilsvarende til det Forhold, som hos de Kristne indtræder mellem Barnet og den, som har staaet Fadder til det. I Sagaen om Droplaugssønnerne vil Assur fra Aas ikke hjælpe sin Maag Helge Asbjørnssøn i Kampen mod Helge Droplaugssøn, og Helge siger i det afgjørende Øieblik, at han ikke vil tage sig ivare for Asbjørn, fordi denne har overøst ham méd Vand.

I Middelalderen troede Menneskene, at Daaben paa mange Maader havde en magisk Virkning. Ikke alene gjorde den ren og skyldfri; derfor ventede ogsaa i den første kristne Tid mange med at lade sig døbe, indtil de laa paa Dødsleiet. Men Daaben hjalp ogsaa, troede de, mod Sot og Sygdom, bevarede og beskyttede den Døbte. Den samme Virkning tillagde de gamle Nordboer Overøsningen med Vand. I "Haavamaal" opregner Odin de magiske Kunster, han formaar at øve, og siger: "Som det trettende [Tryllevers] jeg kan: Om jeg overøser en ung Mand med Vand, da skal han ei falde, om i Kamp han kommer; ei segner for Sverd den Mand."

Det tør da vel ikke være tvivlsomt, saaledes som alt flere Forskere har sluttet, at Overøsningen med Vand er en Efterligning af den kristne Daab[10]. Ældre end Vikingetiden er denne Skik næppe, da vi ikke synes at kjende den fra Danmark og Sverige, men kun fra Norge og Island. Nordmænd maa det være, som er begyndt at efterligne den kristne Daab i et Land, hvor de vistnok mødte kristne Folk, men derimod ikke saa mange Danske og Svenske. Og da ligger det nærmest at tænke paa Irland, som stod i livligere Forbindelse med Island end noget andet Land i Vesteuropa i Vikingetiden. I Irland bragte Vikingetogene Forvirring i mange Sind, og megen gjærende Misnøie slog ud i lys Lue. Mange var de, som sluttede sig til Vikingerne, gav sig til at herje Kirker og Klostre og opgav sin kristne Tro[11]. Men disse Fremmed-Irer, som de kaldtes, bevarede visselig alligevel, om end forvrængt og omdannet til Djevledyrkelse, meget af sin gamle Kristentro, saaledes som vi kjender det fra andre Lande, hvor lignende religiøse Frafald har fundet Sted. Blandt disse Levninger af gammel Kristentro har mulig Daaben været, omdannet til en "hedensk Daab". Minder om Fremmed-Irerne, som spillede en saa merkelig Rolle i Irlands Historie i det 9de Aarhundred, er vævet ind i mange gamle irske Sagn og Legender, der fortæller om Mænd, hvis Sønner "blev døbt i den hedenske Daab> og som for at tjene Djevelen herjer og brænder Kirker og Klostre[12].

Disse Fremmed-Irer sluttede sig til Nordmændenes Vikingeskarer og havde sit Tilhold især paa Hebriderne. Og Vikingerne her, som i Sæder og Kultur snart blev halvt irske, efterlignede ogsaa den "hedenske Daab" og gjorde den til en Overøsning med Vand, som de tillagde Daabens magiske Virkning. Men fra Hebriderne er Veien ikke lang til Orknøerne og Shetlandsøerne og derfra gik der ved Midten af det 9de Aarhundred stadige Færselsstrømme til Island og til Norge.

Samtidig med at Barnet blev overøst med Vand, fik det ogsaa, som vi har hørt, det Navn, det siden skulde beholde ud gjennem Livet. Kun sjelden hændte det, at Folk, naar de blev ældre, skiftede Navn. Torgrim forgrimssøns Søn, som blev født efter Faderens Død, fik efter sin Fader Navnet Torgrim. Men siden blev Navnet forandret til Snorre Gode[13]. Men dette var kun en Undtagelse; i Almindelighed beholdt den voksne det Navn, han havde faaet som Barn. Endnu den Dag idag er det jo kanske i de fleste Familier Skik, at Barnet opkaldes. Men hvor meget almindeligere maa det ikke have været i hine fjærne Tider, da Ættens Sammenhæng var saa meget fastere end nu, da Ætten saa at sige dannede Samfundets Kjerne! I Navneskik som i saa meget andet dannede Vikingetogenes Begyndelse et skarpt Skille Tiden forud for disse synes at ha havt baade sine egne Navne og sin egen Navneskik. De fleste af de Navne, som Nordboerne brugte i Folkevandringstiden, gjenfindes ogsaa hos andre germanske Stammer, men forsvinder derimod fra Vikingetiden af i de nordiske Lande. Direkte Opkaldelse, saaledes at Sønnen fik Faderens eller Farfaderens Navn, synes der dengang i Regelen ikke at ha været. Derimod pleiede Faderens og Sønnens Navn at danne Allitteration[14]. Fra Kongeætten i Upsala har vi saaledes i fortsat Række Navnene: Egil, Ottar, Adils, Eystein, Yngvar, Amund, Ingjald. I Leire har Kong Healfdene (Halvdan) Sønnerne Heorogár, Hróðgár (Roar) og Halga. Og Halga (Helge) har igjen Sønnen Hróðulf (Rolv). Desuden føier Sønnen gjerne ved Endelsen -ing Faderens Navn til sit eget, som vi læser paa mange Runeindskrifter, f. Eks. HoltingaR ɔ: Holts Søn, osv. Med den samme Endelse kaldtes ogsaa senere navnkundige Slægter i Norden, som Skjoldunger, Ynglinger, Arnmødlinger osv. Med Vikingetiden kommer der nye Navne i Brug, især alle de, som er sammensatte med Guden Tors Navn, Navne som: Torstein, Torgrim, Torbjørn, Torgerd osv. Det blir nu Skik, at det nyfødte Barn faar et Navn, som alt før havde været baaret i Slægten, helst Farfaderens eller en afdød Farbroders Navn. Med Navnet gik ogsaa, troede man, dens Egenskaber, hvis Navn man tog, over paa det nyfødte Barn. En Slags Sjælevandringstro, kan vi næsten sige Det lille Prosastykke efter det andet Digt om Helge Hundingsbane fortæller ogsaa om vore Forfædres Sjælevandringstro og siger: "Det var Tro i Fortiden, at Folk blev gjenfødte; men det kaldes nu Kjerringsnak". Stykket oplyser videre, at Helge Hundingsbane og Sigrun blev gjenfødt i Helge Haddingjaskate og Kaara Halvdansdatter, medens Helge og Sigrun selv var Helge Hjorvardssøn og Svaava født paany.

Ved Navnet blev det nyfødte Barn merket som Medlem af Ætten, som Arvtager af Farfaderens gode og berømmelige Egenskaber. Alt i Vuggen eller i de tidligste Barneaar viser sig ofte den vordende Helt og Kriger, som Høvdingens Søn i "Rigsthula", hvis "Øine er "skræmselsfulde som Ormeungens", eller som den unge Sigurd Fafnesbane i Sagnet. Egil Skallagrimssøn, som er blevet, kan vi næsten sige, Islændernes Nationalhelt, er ogsaa et Vidunderbarn. Sagaen fortæller om ham (K. 31): "Endnu en Søn fik Skallagrim og hans Hustru. Han blev overøst med Vand, fik Navn og blev kaldt Egil. Da han voksede op, kunde Folk snart se paa ham, at han vilde blive styg, sorthaaret og lig sin Far. Da han var tre Aar gammel, var han stor og sterk som andre Gutter, naar de er seks eller syv Aar. Han blev tidlig veltalende og dygtig i at føie sine Ord. Han var ikke let at ha at gjøre med, naar han legede med andre Gutter". Disse Træk, for hvilke der vel ligger noget sandt til Grund, har Sagnet senere udviklet og overdrevet, som naar Egilssaga gjengiver kunstige Skaldevers med indviklede Kjenninger og Versemaal, der skal være digtede af Egil som treaarsgammel Gut. Andre er som Barn dumme og lidet for sig, sidder hjemme og karer i Asken som Askeladden og mæler ikke et Ord. Men pludselig bryder de Hammen og udvikler sig til Helte og dygtige Mænd. Helge Hjorvardssøn er som Gut stum og i mange af Sagaernes Helte slumrer ligeledes alle Evner i Bameaarene.

Mange Skikke fulgte Barnets Opvækst i den første Tid[15]. Især gjaldt det at stemme Nornerne venlig ligeoverfor den nyfødte. De kom jo, har vi hørt, til Barnets Vugge og spandt dets Livstraad. Til dem maatte man derfor ofre. Endnu kaldes paa Færøerne en Barselkvindes første Maaltid Nornegrød; deraf ofrede hun vel til til Skjæbnegudinderne. Naar Barnet fik Navn, fik det gjerne ogsaa en Gave, ligesom det kristne Barn i Daaben faar Faddergaver. I det første Digt om Helge Hundingsbane kommer Helges Far Sigmund hjem fra Kampen og giver sin nyfødte Søn Navn (Str. 7—8). Med Navnet lader han følge en Gave af Landstrækninger. Digteren synes at tænke sig, at Sigmund for- lener sin Søn med disse, idet han rækker ham et Sværd, saaledes som det var Skik i Frankerriget ved Forleninger:


Selv gik Kongen
Fra Kampens Larm
et Sverd[16] at føre
til Fyrsten den unge.
Han ham Navnet
Helge gav og dermed
Solfjeld, Snæfjeld
og Sigarsvolde,
Ringsted, Haatun
og Himmelvange,
et smykket Sverd
til Sinfjotles) Broder[17].


Endnu almindeligere var det maaske, at Barnet fik en Gave, naar det havde faaet sin første Tand (tannfé). Saaledes heder det i Eddakvadet "Grimnismaal" (Str. 5):


Alvheim til Frøi
i fordums Dage
Guderne gav i Tand-Gave.


Ofte var "Tandgaven" en Ring, et Sverd eller ogsaa en Træl, der var af samme Alder som det nyfødte Barn og som blev opdraget sammen med dette. Haakon Ladejarl og Trællen Kark var saaledes "fødte i samme Nat" og Brynhild følges paa Baalet bl. a. af sin "Foster- Trælkvinde (fóstrman), fra Faderen arvet, hvem Budle gav til sit Barn[18].

Saa voksede da Barnet op og lærte de Sysler, som sømmede sig for dets Stand. Mange Træk synes at vidne om, at de gamle Nordboer var barnekjære Folk, som frit lod Barnet udvikle sine Ejendommeligheder. Sagaerne fortæller os ofte om Børn, som leger paa Gulvet i Hallen, mest Gutter for sig og Piger for sig. Som Børn til alle Tider pleier at gjøre, efterligner de gjerne de Voksnes Færd. Njaals Saga har saaledes (Kap. 8) en fornøjelig liden Fortælling om nogle Gutter, som uden at vide, at de angjældende selv er tilstede, efterligner en Ægteskabssag, som netop havde været fore paa Altinget mellem Mord og Rut. Mords Datter havde været ulykkelig gift med Høvdingen Hoskulds Broder Rut, men var reist fra sin Mand. Mord kræver nu Bøder af Rut. Men denne byder ham isteden Holmgang; Mord tør ikke tage imod dette og maa vende hjem med Vanære. Paa Hjemveien fra Altinget tager Rut og Hoskuld ind hos en Bonde. Nogle Børn legede paa Gulvet. "De snakkede ivei, for de vidste ikke bedre." Den ene af Gutterne siger: "Jeg skal være Mord og stevne dig for Konen". Den anden svarer: "Jeg skal være Rut og afviser alle dine Pengekrav, hvis du ikke tør kjæmpe med mig."

Efterhvert som Gutterne voksede til, blev Legemsøvelser det vigtigste Led af deres Opdragelse, Ridning, Svømning, Vaabenøvelser og Jagt; ogsaa Boldspil, som især paa Island var meget yndet.

I Eddakvadet "Rigsthula" faar vi en Skildring af, hvordan Barnet levede i de forskjellige Stænder. Om Trællen heder det:


Han tog til at vokse
og vel at trives.
Siden begyndte han
sin Styrke at prøve,
Bast at binde,
Byrder at gjøre.
Hjem bar han Kviste
Dagen lang.


Bondens Søn lærer "at tæmme Okser, gjøre Ard (d. e. etslags enklere Plog), tømre Hus, opføre Lader, gjøre Arbeids-Vogne og kjøre Plog". Høvdingens Søn lærer intet grovt Haandarbeide, men driver de, efter de Gamles Mening, ædlere Sysler:


Op voksed dér
Jarl i Huset.
Han begyndte Skjold at svinge
(Bue)-Strenge at lægge,
Alm at bøie,
Pile at skjæfte
og ud at skyde,
Lanser at ryste
Heste at ride,
Hunde at hidse,
Sverd at svinge
og øve Svømning.


Naar Barnet voksede til, ja undertiden endog lige fra Fødselen af, blev det sat i Opfostring (fóstr) hos andre. Især var dette Tilfældet med Høvdingers Sønner, som gjeme blev opfostret hos Slægtninge paa mødrene Side, saaledes som Tilfældet var med Harald Haarfagres Børn, eller ogsaa hos ringere Bønder, som ved at tage Høvdingens Søn til sig søgte at staa sig godt med denne. "Det er et gammelt Ord, at den er den ringere, som fostrer en andens Barn." Mellem Fosterfader og Fostersøn saavel som ogsaa mellem dem, som var opfostrede sammen, opstod der et nært personligt Forhold, der ofte bandt Menneskene sammen ligesaa fast som Blodets Baand. Det fortælles ikke saa sjelden, at Fosterfaderen elsker sin Fostersøn ligesaa høit som, ja endog høiere end sine egne Børn.

Opfostringen nævnes baade i Eddadigtene og mangfoldige Gange i Sagaerne. Det var, kan vi se, en udbredt Skik i Norge og paa Island. Om den ogsaa var almindelig udbredt til Danmark og Sverige, derom ved vi intet. Den har neppe været nogen fællesgermansk Skik, hvis Oprindelse gaar tilbage til den graa Oldtid. Der fandtes i Vikingetiden et Land udenfor Norden, hvor det ogsaa var Skik, at Høvdingerne satte sine Børn ud til Folk af ringere Stand for at opfostres. Dette Land var Irland; ogsaa her opstod der mellem Fostersøn og Fosterfar og Fostermor et nært personligt Forhold, som ofte bandt næsten sterkere end Blodets Baand. Irerne har ogsaa egne Ord for "Fosterfar" og "Fostermor", Ord, der svarer til dem, som i andre Sprog betegner "Fader" og "Moder". Naar det paa Island endnu mere end i Norge i Vikingetiden blev det sædvanlige, at Høvdingerne lod sine Børn opfostres udenfor Hjemmet, da skyldes dette, tror jeg, Indflydelse fra irske Forhold. Selve Skikken har maaske fra ældgammel Tid af ikke været ukjendt i Norden; men naar den blev saa almindelig udbredt paa Island, da maa dette være, fordi Nordmændene i sine Vikingenybygder i Irland og paa Hebriderne efterlignede irske Forhold og selv igjen paavirkede Landnaamsmændene paa Island.

Saaledes ser vi da Barnet lige fra dets første Indtrædelse i Livet omgjerdet og hegnet. Med Stolthed betragter Forældrene dets spillende Øine og ser i dem den vordende Helt. Og som det vokser op, faar det frit raade sig selv og lege med sine jevnaldrende. Særlig paa Island ser vi lidet til den Faderens strenge Myndighed, som vi finder baade hos Romerne og hos mere primitive Folkeslag. Alt som tolv Aars gammel Gut steller Egil Skallagrimssøn sig næsten ganske som han selv lyster. Og han er ikke den eneste. Nordboerne i Vikingetiden er unge Folk, for hvem alt endnu ligger i Fremtiden, ikke i Fortiden. Deres Helte er unge: en Sigurd Favnesbane, en Helge, en Olav Trygvessøn, Lodbrokssønnerne, hvis "Overmod og ungdommelige Ærgjerrighed" drev dem ud stedse fjærnere og fjærnere fra Hjemmet, til Irland og videre over den Biskaiske Bugt til Spanien og Afrika[19]. Harald Haarfagre er ung, da han udfører sit Livs Storværk, Norges Samling.

Næsten ingen af Fortidens Helte er gamle. I Alderdommen staar der ingen Solglans fra Stordaad og Bedrifter over Herskeren og Krigeren, som dér gjør om den unge Helt. Alderdommen forekommer vore Forfedre en Ulykke, som den er for alle primitive Folk, hos hvem Haandens Arbeide er det væsentlige og hvor næsten ingen lever af Aandens Sysler. Der skal høi Kultur til for at gjøre den høie Alderdom, ikke alene hædret, men ogsaa lykkelig, for ikke at sige virksom og arbeidskraftig. "Den frygtelige Alderdom", siger Beowulf, "da Øinenes Skin forsvinder og bliver mørkt"[20]. Da magter Manden intet mer; men "Alderdommen berøver ham Kraftens Glæder"[21]. Eller som Haavamaal siger (Str. 16):


Den ukloge Mand
tror, han skal altid leve,
om han for Kamp sig vare kan.
Men Alderdommen
giver ham ingen Fred,
om ham end Spydene skaaner.


Alderdommen, som krøger den ranke Ryg og gjør den sterke Arm svag og kraftløs, saa den ikke længer magter at svinge Sverdet, var i vore Forfædres Øine en ubønhørlig Fiende. "Indtil Alderdommen vinder Bugt med dig," heder det i Eddakvadet[22]. Nordboerne havde ligesom ikke rigtig lært at forstaa endnu, at Alderdommens og Dødens Komme til alle Mennesker er Udslag af Naturens evige Love om al Skabningens Død og Fornyelse.

Naar Kjæmpen ikke længer magtede at svinge sit Sverd, var han intet værd. Drastisk udtrykker Torbjørn Ferdalang i Grettes Saga (Kap. 57) den almindelige Mening. Kjæmpen Asbjørn paa Bjarg er død, og Torbjørn siger om ham: "En liden Ting, var det, som voldte Kjæmpens Død. Han kvaltes som en Hund i Badstuerøgen, og stor Skade er det ikke; for han begyndte nu at blive gammel og gaa i Barndommen."

Kun faa Oldinge skildres i Sagaerne med sympatiske Farver. Ofte gaar de ikke alene i Barndommen, men bliver ogsaa onde. Som Skallagrim, hos hvem Slægtens medfødte Gjerrighed i hans Alderdom udvikler sig i en uhyggelig Grad. Lige før sin Død samler han alt sit Sølv i en Kiste, rider bort med det og skjuler det, saa ingen siden har kunnet finde det. Næste Morgen ligger han død i sin Seng. Landnaamskvinden Aud, Dublinkongen Olav Hvites Hustru, er næsten den eneste, som lige til det sidste bevarer sin Stolthed og Værdighed. Selv en Harald Haarfagre gaar paa sine gamle Dage fra hele Riget og kan næsten ikke hindre sine egne Sønner fra at ødelægge hans eget Livsværk. Visselig bringer Alderdommen noget, som Ungdommen ikke eier, Erfaring og Livsvisdom. Guderne selv fremstilles ofte som gamle, saaledes Odin selv, den viseste af dem alle, og Heimdal eller Rig, som "gammel og stærk, vis og tryllekyndig" vandrer gjennem Menneskenes Bygder[23].

De Mænd, med hvem Odin kappes i Visdom og Kundskaber, Jætten Vafthrudne og Kong Heidrek f. Eks., er ligeledes gamle af Aar. Som Kongernes Raadgivere stod ogsaa de gamle, erfarne Mænd i Ære og Anseelse. Næsten altid baade i Konge- og i Heltesagaerne fremstilles Kongernes Raadgivere og Bøndernes Førere og Talsmænd som gamle, graaskjæggede Gubber, og om Harald Haarfagre heder det i et samtidigt Digt, at han omgav sig med "gamle Vismænd" (gamlir spekingar).

Alligevel var det i vore Forfædres Øine i Vikingetiden en Ulykke at dø paa Sotteseng, gammel og mæt af Dage. Kun de, som falder i Kampen, kommer til Odin i Valhal. Men de, som dør paa Sotteseng eller Straadød, kommer til Hels kolde Boliger. Derfor lader ogsaa Sagnet Fortidens Helte, naar de er blevet gamle uden at Døden har fundet dem paa Kamppladsen, selv søge Døden i nye Kampe og vie sig til Guderne, saaledes som Harald Hildetand gjorde. Oftest fremstilledes det da, som om Odin selv volder den gamle Kjæmpes Død og henter ham til Valhal. — Den gamle Helt var i vore Forfædres Øine en tragisk Skikkelse. Selv en Karl den store, om hvis Navn der staar større Glans end om nogen anden af Germanernes Konger, faar i Sagnet paa Grund af sin høie Alder lidt af Tragediens Skjær over sig. Én efter én dør hans Slægt og Venner rundt ham; kun han selv bliver ensom tilbage.

Sagnet viser os ogsaa en anden Slags Oldinge, de, som er rædde for at dø, og som ved overnaturlige Kunster formaar at leve længere end andre Mennesker. Snorre fortæller om Upsalakongen Aun eller Aane, som ofrer sine egne Sønner til Odin for at leve længe. Da han havde blotet syv af sine Sønner og var nær to hundrede Aar gammel, kunde han ikke længer gaa, men blev baaret rundt paa en Stol. Saaledes levede han i ti Aar. "Da ofrede han sin ottende Søn og levede fremdeles i ti Aar, men laa nu tilsengs. Derpaa ofrede han sin niende Søn og levede endnu i ti Aar og drak af Horn som et lidet Barn." Han havde da endnu en Søn, som han vilde blote; men Svearne forbød ham dette og saa døde han endelig[24]. Dette gamle Æventyr, som her er navnefæstet til en enkelt Konge, men som endnu fortælles paa Folkemunde og som bl. a. er det samme som det norske Æventyr "Syvende Far i Huset", viser tydelig vore Forfædres Opfatning af den høie Alderdom: Den, som er bleven gammel, saa han selv ikke magter at arbeide længer, er et unyttigt, ja foragteligt Menneske; han fortjener i Grunden ikke at leve.

I fuld Overensstemmelse hermed staar det, at Nordboerne engang ryddede alle Syge, Gamle og Arbeidsudygtige af Veien. Om Herulerne, som udvandrede fra de nordiske Lande og spillede en saa stor Rolle i Folkevandringens første Tid, fortæller den græske Historieskriver Prokop: Naar en Mand er blevet gammel eller syg, maa han bede sine Naboer om Hjælp, for at de kan udslette ham af de levendes Tal. Disse dræber ham da. Siden lægges han paa Baal og begraves paa nordisk Vis i Gravhøi[25]. — I Vikingetiden var Sæderne blevet mildere, og det var ikke længer Skik, at Syge og Gamle med Vold ryddedes af Veien. Men i Hungersaar kunde det nok ske. Paa Olav Trygvessøns Tid var der engang Uaar paa Island. Folk blev da enige om ikke længer at give Husly eller Mad til dem, som ikke kunde forsørge sig selv, til Gamle, Syge og Krøblinger. De skulde overlades, til sig selv for at fryse eller sulte ihjel. Mod denne "umandige Beslutning" optraadte Amor Kerlingarnef og fik drevet igjennem, at man istedenfor at lade alle gamle Folk omkomme heller skulde hjælpe sine Frænder og dræbe alle de overflødige Hunde, som fandtes, og ikke holde mere end to Heste paa hver Gaard.

Endnu i den første kristne Tid finder vi i Norge Spor af fordums Tiders haardere og ubarmhjertigere Sæder, da Oldinge, som ikke kunde underholde sig selv, ubønhørlig blev ofret. Gulatingsloven indeholder saaledes (§§63 og 298) flere Bestemmelser om de saakaldte grafgangsmenn; saa kaldtes frigivne Trælle, som var for gamle og fattige til at føde sig selv og hvem deres tidligere Herre derfor havde Ret til at lade sulte ihjel. Lovens Ord lyder: "Men hvis de (d. e. de gamle Frigivne) kommer i Nød, saa er de Gravgangsmænd. Man skal grave en Grav i Kirkegaarden og sætte dem deri og lade dem dø. Den, som lever længst, skal deres Herre tage op igjen og underholde." Har man ikke Ret til at kalde sligt Atavisme, en Levning fra Naturfolkenes vilde og primitive Sæder midt i Kristendom og Kultur?

Et Minde om længst forsvundne Tider er muligvis ogsaa en Fortælling i den æventyrlige "Gautreks Saga"[26]. En Konge i Vestergøtland ved Navn Gaute forvilder sig en Dag paa Jagten og kommer dybt inde i Skoven til en Bygd fjærnt fra og uden Samkvem med andre Mennesker. Det er kun en eneste Slægt, som bor her. Og naar Ætten øges og der bliver flere Munde om Brødet, er det Skik, at de ældste frivillig tager sig af Dage ved at styrte sig ud fra en brat Fjeldvæg. Den unge Datter skildrer dette for Kongen i følgende Ord: "Ved vor Gaard er der en Hammer[27], som vi kalder Gillingshammer. Paa den er der en brat Fjeldvæg (oldn. stapi), som vi kalder Ætternisstapi[28]. Den er saa høi, at ingen kommer levende ned, som gaar ud for den. Vi kalder den Ætternisstapi, fordi vi ved Hjælp af den formindsker vor Æt, saa snart som noget vidunderligt hænder os[29]. Dér dør alle vore Forfædre og farer til Odin, og vi behøver ikke at ha nogen Ulejlighed eller Plage af vore Forældre; thi dette velsignede Sted har staat aabent for alle vore Ætmænd og vi trænger ikke at leve med mindsket Formue og uden Føde." Er denne Skildring historisk, skulde vi i den ha Vidnesbyrd om, at der endnu ved den kristne Middelalders Begyndelse i de nordiske Lande fandtes Bygder, hvor ingen Gamle og ingen, som ikke var arbeidsføre, fik Lov til at leve, ja hvor det endog var organiseret som en fast Institution, at de Gamle, naar Ætten øgedes, frivillig tog sig afdage. Jeg tror dog ikke, at vi kan slutte alt dette af Fortællingen i "Gautreks Saga". Visselig stemmer den godt med, hvad vi ellers ved og mulig kan den ogsaa ha bevaret et Minde om fjærne, længst forsvundne Tider. Men den er dog i den Form, hvori den fremtræder i Sagaen, ikke Virkelighed, men Digt og Æventyr, et Æventyr, som maaske kan være vandret fra fjærne Lande, før det er stedfæstet i Vestergøtland og navnefæstet til en Kong Gaute, som selv aldrig har levet.

"The boy is father to the man, so I should wish my days to be bound each to each by mutual piety". Saa synger den engelske Digter Wordsworth. For os Nutidens Mennesker bygger et Liv fuldt af Arbeide en Bro mellem Ungdom og Alderdom. Alle udfylder de sin Plads i Livet, Ynglingen, Manden, Oldingen. Og jo høiere Kulturen stiger, jo større Magt Menneskene faar over Naturens Kræfter, des længere udstrækkes ogsaa det Tidsrum, da Manden magter at være virksom og nyttig for Samfundet. Mange af vor Tids største Mænd, baade Statsmænd og Videnskabsmænd, har som gamle, ja næsten Oldinge udrettet sit Livs Storverk. For vore Forfædre i Vikingetiden derimod havde Livet intet at byde, naar Ryggen var krøget og Armens Kraft brudt, saa den ikke længer kunde svinge Sværdet eller kjøre Plogen, intet uden en uvirksom og unyttig Alderdom og Forvisningen om at komme, ikke til Valhals guldtækkede Boliger, men til Hels kolde Hjem. Forbindelsen med det kristne Vesteuropa havde nok forandret mangt og meget i det daglige Liv, ja endog til en vis Grad præget Samfundet og banet Veien for Kristendommen. Men Kristendommens Aand var endnu fremmed for Nordens Folk. For dem havde det overflødige og unyttige Menneskeliv intet Værd. Derfor sætter de Børn ud og lader de gamle og udtjente sulte ihjel, som Hesten, der ikke længer magter at kjøre Læsset. Men den livskraftige Ungdom giver de Ret til at leve; hans er Fremtiden.


Fotnoter

  1. Germania, kap. 19.
  2. Jfr. Weinhold, Die deutschen Fraue im Mittelalter (2. udg.) I, S. 96 ff.
  3. Budlung var egentlig et Navn på Sagnkongen Budles Efterkommere, men bruges i Eddakvadene om "Fyrste, Konge" i Almindelighed.
  4. Rig (oldn. Rigr) er, som den islandske Oldforsker Gudbrand Vigfusson først har paavist, en Gjengivelse af det irske ri (Gen. rig') "Konge, Fyrste". Digtet synes derfor at skildre en af Vikingenybygderne paa de britiske Øer, hvor Nordboerne havde irske eller skotske Undersaatter.
  5. Svend (sveinn) betyder i det gamle Sprog "en ung Gut".
  6. Amma (Bedstemoder) kaldes Stammoderen for Bondens Slægt; Edda (Oldemoder) er Trællenes og Moder, Høvdingens Stammoder. Herved fremstilles paa en Maade Høvdingerne som den yngste Klasse i Samfundet. Karl betegner en "Bonde".
  7. Eddakvadet har Adjektivet fúlligr, "styg, hæslig".
  8. Vi ser dette af "Rigsthula":
    Barn fødte Amma
    de overøste (iðdsú) det med Vand
    og kaldte det Karl.
  9. Se især den tydske Oldforsker Müllenhof; Anzeiger f. deutsches Alterthum VIII, S 404 ff.
  10. Konrad Maurer, Über die Wasserweihe des germanischen Alterthums (München 1880), Sophus Bugge, Studier over de nordiske Gude- og Heltesagn, S. 370 ff.
  11. Se Afsnittet om Vikingenybygderne i Irland.
  12. Se H. Zimmer, Gottingische gelehrte Anzeigen, 1891, Nr. 5, S. 190 ff.
  13. Gisle Surssøns Saga.
  14. Alliteration, ɔ, at to Ord begynder med samme Konsonant eller med forskjellige Vokal.
  15. Se nærmere Weinhold, Altnordisches Leben.
  16. Originalen bruger her Ordet itrlaukr, egt. "herlig Lag eller Plante", som snarest synes å være ensbetydende med det Sværd, der nævnes i den følgende Strofe. Originalen bruger her Udtrykket blóðormr for Sverd.
  17. Helge er i Sagnet blevet Sigmunds Søn og Sinfjotles Broder og Medlem af Volsungernes Æt. I Virkeligheden er han dansk Konge som intet havde med Volsungætten at skaffe.
  18. Se Eddakvedet Sigurðkvida in skamma.
  19. Se de irske Krønikebrudstykker "Three Fragments", ed. by J. O´Donovan, S. 159-163.
  20. Beowulf V. 1766 ff.
  21. Beowulf V. 1888 ff.
  22. Guðrunarkviða II Str. 31.
  23. Se Rigsþula Str. 1.
  24. Heimskringla, Ynglingesaga, K. 29.
  25. De Bello Gothico II, 14.
  26. Gautreks Saga (udg. i Fornaldasögur) III K. 1.
  27. Oldn. hamarr, Hammer bet. "en fremspringende, steil Klippe af rundagtig Form".
  28. ætternisstapi, egt. "Ættefjeldet, Ættefjeldveggen".
  29. Som nu da Kong Gaute er kommet til dem.