Vikingerne - De nordiske Folk i deres første Fremtræden

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


De nordiske Folk i deres første Fremtræden


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904




Bronzealdergravhøj på Ydby Hede, Thy, Danmark. Foto: Jesper Lauridsen © 2010.

Jeg kommer til paa de følgende Blade at tale om Nordens Stammer og Folk i ældgammel Tid. Meget af hvad jeg nævner kan maaske ved første Øiekast synes lærd, overflødigt og unødvendigt. Hvad Interesse, kan man sige, har det for vor Tid at høre om hvad Grækere og Romere vidste om vore Forfædre for næsten to tusen Aar siden, eller at faa vide Navnene paa Folk og Stammer, der nu forlængst er forsvundne og glemte? Det er dog saa, at vil man søge at forstaa et Folks Stilling i Nutiden, maa man ogsaa kjende dets Historie i Fortiden og især den Tid, da Folket blev et Folk og en Nation, den Tid, da ydre og indre Forhold samlede det til en Enhed. Men dette gjælder i særlig Grad os Nordboer. Hvordan kan vi uden historiske Forudsætninger forstaa alle de indviklede Spørgsmaal, der særlig angaar den nordiske Folkestamme? Hvordan kan vi ellers forstaa Betydningen af de mange Baand, baade politiske og aandelige, der knytter Nordmænd, Svensker og Dansker sammen? Hvilken Stilling vi end indtager til Unions-spørgsmaal og til den skandinaviske Tanke, hvad enten vi er Maalmænd eller glæder os ved det sproglige Fællesskab med Danmark, saa føler vi dog, at de nordiske Folk — fra Island i Nord til Slesvig i Syd — staar hverandre langt nærmere indbyrdes, end de staar endog sine nærmeste Frænder i Udlandet, f. Eks. Englændere, Hollændere og Tyskere. Enhver Normand føler med i Sønderjyllands og Finlands Skjæbne, er der end faa af den nulevende Slægt, som deler 1850-Aarenes skandinavistiske Sympathier.

Vil vi forstaa disse Spørgsmaal, da er det ikke nok at vide, at de nordiske Sprog er beslægtede, eller at Norge nu er forenet med Sverige og tidligere var forenet med Danmark. Vi maa vende Blikket tilbage til Fortiden og søge at lære de nordiske Folk at kjende paa den Tid, da de først samledes til Folk og Stater. Da vil, tror jeg, meget, der nu synes os dunkelt, blive klart og forstaaeligt.

De nordiske Folk er, som vi alle ved, en Gren af den store germanske Folkestamme. Germanerne viser sig, allerede første Gang de fremtræder i Historien, med sit stærke Særpræg, der skiller dem ud fra andre Indogermaner som Romere, Grækere, Slaver og Kelter. Tacitus’s næsten to tusen Aar gamle Skildring af Germanerne i hans "Germania" har endnu sin Gyldighed. Det, som dengang udmærkede dem, giver dem fremdeles deres Særpræg: deres udprægede Friheds- og Selvstændighedsfølelse, deres Kjærlighed til Lov og Ret, til en sædelig Retsorden. Folket styres af Konger af ædel Slægt; men det har ogsaa selv Del i Styrelsen. Kongens Magt er ikke ubunden og uindskrænket som den romerske Imperators; "han har mere Myndighed til at raade end Magt til at byde", eller som Adam af Bremen omtrent tusen aar senere siger om Sveame: "De har Konger af gammel Slægt, hvis Magt dog afhænger af Folkets Vilje". Paa Tinge møder alle Stammens frie, vaabenføre Mænd, afgjør om Krig eller Fred, vedtager nye Love og sidder til Doms. Ja Svearnes Ting i Uppsala og Isøre Ting i Danmark nærmer sig undertiden til en virkelig Nationalforsamling, hvor Mænd fra hele Riget mødes.

Frie, selvstyrende Samfund, hvor hele Folket har Del i Styrelsen, det er Germanernes store Indsats i Historien, fremfor Grækere og Romere, som politisk aldrig naaede ud over Byen (πολμς, urbs). Romerne, hos hvem den af Mure omgivne By dannede Samfundets Midtpunkt, formaaede, da Rom var blevet et Verdensrige, ikke at skabe en Forfatning, som skaffede alle frie Borgere, ogsaa de, der boede udenfor Rom, lige Del i Statens Styrelse. Kun i Provinserne, særlig i Gallien, er der svage Tilløb til en repræsentativ Forfatning. Derfor blev ogsaa i Rom i Tidens Fylde Republiken afløst af Keiserdømmet. Og Romerstaten gik til Grunde, netop fordi Folket ingen Del havde i Styrelsen, og fordi der saaledes intet Fremskridt kunde ske, men kun Stilstand og Tilbagegang. De Barbarer, som brød ind og ødelagde Roms Vælde, de havde det, som Rom med al sin Storhed ikke eiede, Frihed og Selvstyre. Germanerne havde oprindelig ingen Byer, men levede som Bønder rundt om paa Landet. Derfor kom alle Stammens, og senere hele Folkets frie Mænd til at faa lige Del i Styrelsen. Det er intet Tilfælde, at det repræsentative System (Parlamentet) og Juryen først er opstaaet og har udviklet sig hos Germanerne[1].

Hvad er det da, som har givet Germanerne deres Særpræg? Kjærlighed til Ret og Frihed har hele den indogermanske Stamme vist, undtagen der, hvor Orientens Sol har skabt despotiske Samfundsforhold. Det særegne hos Germanerne maa ydre og indre Forhold ha bidraget til at udvikle. Jeg skal nævne: Agerbrug og Fædrift, som var Folkets vigtigste Næringsvej, Færder paa det aabne Hav, som fra Alders Tid har udmærket Germanerne fremfor de fleste indogermanske Stammer, Mangelen paa Byer, det kolde Vejrlig, som hærder Legeme og Sjæl, de høie Fjelde og de store Skove, der sætter et naturligt Skille mellem Folkene. Desuden har Germanerne, skulde jeg tro, i gammel Tid holdt sig mere ublandet end de fleste andre Indogermaner. I Romeres, Grækeres og Slavers Aarer maa der allerede tidlig være flydt meget ikke-arisk Blod. Og hos Kelterne synes baade Sprog og Samfundsforhold at vidne om ældgamle Forbindelser med Orienten. I flere Egne af de germanske Lande synes der derimod at bo en næsten ublandet germansk Befolkning, f. Eks. i Størstedelen af Norge, Sverige, Danmark og i Friesland. Ialfald har der her, saalangt Historie og Jordfund viser tilbage, boet germanske Stammer. Endvidere skal jeg som et Moment af stor Betydning nævne, hvad jeg ovenfor har talt om, at de italiske og græske Folk lige fra de ældste Tider hovedsagelig boede i muromgivne Stæder. Endnu kan man rundt om i Italien se disse Byer sterke og uindtagelige ligge oppe paa Fjeldsiderne, omgivne af Mure, der synes reiste af Fortidens Jætter. Følgen var, at Grækerne og Romerne tidlig blev Bymænd, Borgere, medens Germanerne, som ikke levede i Byer, vedblev at være Bønder. Paa samme Maade kan vel ogsaa Forskjellen mellem Germaner, Kelter og Slaver forklares ud fra ældgamle Raceblandinger, fra Landenes Natur og Folkenes Levesæt. Men Germanerne, som Tacitus skildrer dem omtr. Aar 100 e. Kr., udgjør endnu paa faa Undtagelser nær — f. Eks. Goterne — ingen virkelige Folk eller Nationer. De er kun en Række Stammer, som indbyrdes knapt skiller sig ud fra hverandre ved andet end Navnet. Den Tid var, da Tacitus skrev, endnu ikke kommet for Germanerne, da Metamorfosen, Hamskiftet foregaar, den Tid, da Stammerne vokser til Folk og Nationer, hver med sit, som det synes, næsten uforanderlige fysiske og aandelige Særpræg.

Vi kan sammenligne Menneskenes Spaltning i Racer, Folkestammer og Folkeslag med Dyreracernes og Plantearternes Udvikling fra fælles Stamfædre til Arter og Slægter. Tag f. Eks. Hesten, hvis Stamtræ man omtrent fuldstændig kan følge lige fra den Tid, da den skilte sig ud fra de øvrige Hovdyr: Zebra, Æsel osv. Hesten har, som bekjendt, i Tidens Løb spaltet sig i en Mængde Racer, hver med sit — som det synes — varige Særpræg. Disse Racer er frembragt ved Krydsning og rationel Røgt, paa Grund af Landenes naturlige Forhold osv. Racer som: Araberen, Ponyen, den danske Hingst, Gudbrandsdalshingsten og den engelske Fuldblodshingst. — Den sidstes Stamtræ har man, som bekjendt, omtrent fuldstændigt lige fra Racens Oprindelse i det 17de Aarhundred ved Indførelse af arabiske Fuldblodsdyr; ældre er nemlig den engelske Fuldblodsrace ikke. — Paa lignende Maade er det vel ogsaa, at de forskjellige Menneskeracer har spaltet sig: først i Folkestammer og siden i Folk og Nationer. Vi kan i vore Dage se, hvordan en ny Menneskerace holder paa at udvikle sig paa Nord-Amerikas Fastland.

Familie og Stamme kaldes de laveste Sammenslutninger mellem Menneskene. Paa dette Trin er Menneskene endnu ikke naaet til bestemte Maal eller politiske Opgaver. Et høiere Udviklingstrin betegner Ordene Folk og Nation. Begrebet "Nation" har gjerne en snevrere Mening end det, som vi forstaar ved "et Folk". Nationens Medlemmer taler samme Sprog og tilhører samme Folkestamme. Men for at danne en Nation kræves der desuden en levende Følelse af Samhørighed, en Følelse af at dens Medlemmer har fælles Maal, fælles Minder, fælles Kultur. Med "Folk" forstaar vi noget videre, nemlig Indbyggerne af et af politiske Grænser indesluttet Omraade, der ofte kan rumme forskjellige Nationer. De to Begreber er dog vaklende. Skal man f. Eks. kalde Schweizerne et Folk eller en Nation? Indbyggerne af Schweiz taler fire forskjellige Sprog, Tysk, Fransk, Italiensk og Ladinsk; de er knyttet sammen ikke alene ved politiske Baand, men ogsaa ved fælles Historie, fælles Fare, fælles Minder. Oftest falder dog begge Begreber sammen, og i det følgende kommer jeg til at bruge Ordene "Nation" og "Folk" om hinanden.

Nationerne udvikler sig som oftest lidt efter lidt. Mange smaa, i Sprog og ved Slægtskab sammenhørende Stammer samles til en Enhed, det vi kalder en Stat. — Statens Udvikling er som Træets, der spirer og knoppes i Stilhed, for saa pludselig en Dag at staa fuldt færdig med Blade og Blomster. — Men først efter at den politiske Enhed er indtraadt, er det som Regel, at Følelsen af Samhørighed vækkes, at Folket faar sit Særpræg og bliver sig det bevidst. Oftest sker dette i store Tider, naar Daad øves, helst i Trængselsaar, hvor ydre Fiender truer Folket og tvinger det til at samle sig, eller naar Folket staar samlet mod store Maal. Karl den Store havde samlet de germanske Stammer i Tyskland; men først længe efter hans Tid, under Kampe med Magyarer og Normanner og paa de store Tog til Italien, opstaar den tyske Nation; først da lærer Sakser, Franker, Alemanner og Bayrer at føle sig som en Enhed. Angelsakserne faar i sit nye Fædreland, paa Britanniens Jord, sit Særpræg forskjelligt fra andre nordtyske Stammers, udformet under Paavirkning af Landets Natur, ved Folkeblanding og ved Kulturtilførsler fra Rom, fra Kelter, fra Frankerriget.

Men først under Alfred den Store og i Kamp med Nordboernes Vikingeskarer smelter Angler og Sakser, Indbyggerne af Wessex, Østangel, Northumberland og Mercia, sammen til en Nation, den angelsaksiske. Fra den nyere Tid kan jeg nævne den hollandske Nation, som er vokset frem under Nederlandenes Frihedskamp, og den nordamerikanske, som endnu ikke er halvandet Aarhundred gammel, men alligevel har sit bestemte aandelige og anthropologiske Særpræg.


__________


En Særstilling indtager paa mange Maader de nordiske Nationer. Det er ikke lettere for en Bayrer og en Meklenburger at forstaa hinanden, end det er for en Normand, en Svensker og en Dansker; Bayreren er Katholik og Meklenburgeren Protestant; i Livsvilkaar og Samfundsforhold er der ogsaa Ulighed. Dog tilhører Meklenburgeren og Bayreren begge den tyske Nation, medens vi Normænd, Svensker og Dansker udgjør tre Folk og tre Nationer Men samtidig har vi ogsaa Følelsen af indbyrdes Slægtskab og Samhørighed, en Følelse, som ikke bare er vakt ved de ydre politiske Forhold. Det er over disse Spørgsmaal, jeg i det følgende skal søge at kaste et Streiflys.

Nordens Folk tilhørte, som allerede de gamle Romere og Grækere vidste, den germanske Folkeæt, — eller rettere den Gren deraf, som kaldes den nordgermanske. Og er der end den Dag idag saa liden Forskjel mellem Normænds, Svenskers og Danskers Sprog, at vi med Lethed kan forstaa hverandre, saa var i gamle Dage Forskjellen endnu mindre.

De ældste nordiske Sprogminder, skrevne med de saakaldte ældre Runer, som med et rundt Tal kan sættes fra Aar 400 til henved 750, viser, at der paa den Tid rundt om i Norden, fra Slesvig i Syd til Haalogaland i Nord og fra Upland i Øst til Sogn i Vest, taltes omtrent det samme Sprog. Dialektforskjelligheder har der dog vel allerede dengang været i Norden. Runemestrene reiste ofte fra Sted til Sted, og vi kan ikke med fuld Sikkerhed slutte fra Indskrifterne til Sproget og Udtalen netop i den Egn, hvor de er fundne. Først i Vikingetiden begynder Sproget at spalte sig i tre Grene, Norsk, Svensk og Dansk, for saa fra det 11te Aarhundrede af klart at fremtræde som tre forskjellige Sprog. Nordens Folk udgjorde paa den Tid, vi først begynder at høre om dem, endnu ingen Enhed. De var som alle Germaner i den ældste Tid delt i en Mængde indbyrdes uafhængige Stammer, hvis Navne vi for en stor Del gjenfinder i de senere Landskabsnavne. Første Gang, vi hører om Nordens Lande, er hos den græske Reisende Pytheas fra Marseille (omkr. 330 f. Kr ). Pytheas kom paa sin Reise til Britannien og derfra naaede han efter seks Dages Seilads Øen Thule. Her er, fortæller han, er Natten ganske kort; Mørket varer kun to—tre Timer. Forskerne synes at mene, at Landet Thule, som Pytheas er kommet til, maa være et Sted paa Vestkysten af Norge, hvor Mørketiden om Sommeren jo ikke er lang. Pytheas fortæller, at Thules Indbyggere dyrkede Korn, som de samlede i Lader, og drev Biavl; de lavede en Drik af Korn og Honning. Derimod fortæller Pytheas intet om Navne paa Stammerne i Thule, om Samfundsforhold, om Kongemagten osv. De første nordiske Folkestammer, som fremtræder i Historien, er Kimbrer og Teutoner. De var dragne fra sit Hjem med Hustruer, Børn og Eiendomme for at naa til sydligere Lande med rigere Jord og større Rigdomme. Men tilsidst maatte de bukke under for Romernes Legioner. Marius overvandt i Aar 101 f. Kr. Teutonerne ved Aix, og Aaret efter tilintetgjorde han Kimbrerne nede paa Posletten i Slaget paa de raudiske Marker. Kimbremes og Teutonernes Tog var en Folkevandring af samme Art som den egentlige "Folkevandring" eller som Vikingetogene, den første Folkevandring af germanske Stammer, som vi kjender. Til alle Tider har Stammer, som staar paa et forholdsvis lavt Kulturtrin og som endnu ikke er fast bosiddende, vandret ud mod rigere, solvarmere Egne, især naar Hungersnød stod for Døren eller naar der er Overbefolkning i Landet. Kelterne havde saaledes — lidt efter Alexander den stores Tid — sin Folkevandring ned mod Balkanhalvøen og Lille-Asien. Oversvømmelse var det, fortæller Sagnet, som bragte Kimbrerne og Teutonerne til at forlade sit Hjem — i Jylland. Vi tør maaske heraf slutte, at Vesterhavet — som saa ofte senere — har brudt ind over Landet. At baade Kimbrerne og Teutonerne var Germaner, derom kan der vanskelig være Tvivl, om end Romerne med deres ufuldkomne ethnografiske Kundskaber gjorde dem til Kelter. Dog har vistnok begge Folk paa sin Vandring gjennem keltiske Lande optaget mange keltiske Elementer i sig og er blevet stærkt paavirkede af keltisk Kultur. Romerne kaldte selv Jylland for den kimbriske Halvø og kom i Keisertiden heroppe i Berøring med en Stamme, som de kalder Kimbrer. Forskerne mener, at Navnet Kimbrer er bevaret i Himmerland, Landet nærmest syd for Limfjorden. I Nabolandskabet Ty paa Nordvestsiden af Limfjorden tør vi maaske finde et Minde om de gamle Teutoner.

Først paa Keiser Augustus’s Tid — gjennem Romernes Erobringer i Germanien — var det dog, at det civiliserede Europa begyndte at faa lidt nærmere Kjendskab til de nordiske Lande. En romersk Flaade seilede i Aar 5 e. Kr. rundt "Kimbrernes Forbjerg" og kom til de danske Øer. Paa en Tempelvæg i Byen Ancyra (nu Angora) i Lille-Asien læser vi om dette Tog. Ancyra var Hovedstad i Galatien. De keltiske Galater, som stadig laa i Krig med sine Naboer, sluttede sig fra første Færd af nær til Romerne. Derfor byggede de ogsaa et Tempel til Ære for Augustus og Roma og paa Templets Væg indhuggede de en af Keiseren selv forfattet Oversigt over hans Bedrifter. Her heder det bl. a.: "Flaaden seilede paa mit Bud fra Rhinens Munding mod de østlige Egne lige til den skythiske Kyst (ɔ: Østersjøens Bred), hvorhen før den Tid ingen Romer var naaet, hverken til Lands eller til Vands. Kimbrer, Charuder og Senmoner og andre germanske Folk i disse Egne bad ved Sendebud om mit og det romerske Folks Venskab". De Kimbrer, som her nævnes, har tydeligvis været af samme Slægt som de Kimbrer, der for mere end et Aarhundred iforvejen var vandret ud mod sydligere Egne. De har boet i Stammens gamle Hjem, i Himmerland ved Limfjorden. Den græske Geograf Ptolemæus (fra 1ste Aarhundred e. Kr.) kjender ogsaa Kimbrerne og sætter dem længst mod nord (i Jylland). Han kjender ligeledes Charudernes Stamme (Charudes), hvis Hjem synes al ha ligget lige syd for Limfjorden og hvis Navn er bevaret i Hardesyssel. Ptolemæus nævner i det hele syv forskjellige Stammer i Jylland; men om alle disse har været Nordboer, eller om nogle af dem har været nærmere i Slægt med Germanerne i Tyskland, det formaar vi nu ikke at afgjøre.

I det første Aarhundred af vor Tidsregning begynder vi ogsaa, hos romerske og græske Forfattere, for første Gang at høre nærmere Tale om den skandinaviske Halvø. Navnet Skandinavien eller rettere "Skadinavien" (Scandinavia) forekommer tidligst hos den romerske Geograf Pomponius Mela. Han fortæller: "I den Havbugt, som vi kalder den kodanske (d. e. Østersjøen), og som er opfyldt af store og smaa Øer, ligger Skadinavien, der beboes af Teutoner og baade i Størrelse og Frugtbarhed overgaar de andre Øer." Oprindelig har Skandinavien vistnok været Navn paa den sydlige Del af Halvøen, det nuv. Skaane, hvis Navn kun er en senere Form af samme Navn. "Skandinavien" betyder muligvis, som enkelte mener, en fremspringende Landtunge, en "Skage", og skulde da være beslægtet med Navnet Skagen. Muligt er det ogsaa, at Navnet er beslægtet med Navnet "den kodanske Havbugt". I et Haandskrift af Pomponius Mela staar dér nemlig ikke Scadinavia, men Codanovia. Hvad denne Forfatter ved, er dog overmaade lidet. Han tror f. Eks. at Thule er en egen Ø, som ligger adskilt fra Scadinavia, saa sikkert tør man ikke slutte noget af Pomponius Mela. Noget mere ved den romerske Naturforsker Plinius om de nordiske Lande.

Han fortæller — ligesom Mela, at hinsides det kimbriske Forbjerg ligger den kodanske Havbugt, som er opfyldt af Øer. Af disse er Skadinavia den navnkundigste: paa denne Ø bor "i fem hundrede Landsbyer, Hillevionernes Stamme". Enkelte Forskere mener, at Hilleviones er et Fællesnavn paa hele Halvøens Befolkning. Jeg tror dog snarest, at det har været en enkelt Stamme, som sandsynligvis har boet i Mellem-Sverige. Plinius kan ha hørt, at Hillevionerne boede i 5 Hundreder (eller Herreder); men dette har han misforstaaet som "'fem hundrede Landsbyer". Mere at berette har Grækeren Ptolemæus, Oldtidens navnkundigste Geograf. Der er, siger han, nord for den kimbriske Halvø fire skandiske Øer. De tre er smaa — hermed tænker han vel paa de danske Øer —; "den fjerde, som er længst mod nord, er den største og ligger ligeoverfor Weichsels Munding". Denne sidste Bemærkning er vigtig; den viser os, ad hvilke Veie Ptolemæus har faaet sin Kundskab om Nordens Lande. Handelsveiene til Nord-Europa fulgte Flodernes Løb, og især gik der til Gotland og Sverige en vigtig Handelsvei nedover Weichselfloden fra Sortehavet. Kjøbmænd, der er draget denne Vei, har til Grækenland bragt Kundskab om de nordiske Lande. Ptolemæus kjender ogsaa flere Stammer paa den skandinaviske Halvø; foruden et Par Stammer, hvis Navne vi nu ikke gjenfinder, nævner han Kvæner (Kvenones), Gøter (Goutai), Indbyggerne af Gøtaland, og Chaideinoi eller Heiner, Indbyggerne af Hedemarken.

Saadan var Forholdene i Norden i det første Aarhundred af vor Tidsregning. Men endnu i det 6te Aarhundred, da Jordanes skrev sin Goternes Historie[2], var de for en stor Del de samme. I Norge som i Sverige boede der en Række indbyrdes uafhængige Stammer: Egder, Ryger, Horder, Svear, Gauter, Østgøter, Indbyggerne af Tjust, Finnveden, Halland osv. Samtidig omtrent med Jordanes er Grækeren Prokop, der har skrevet Goterkrigens Historie. Han fortæller, at der i Thule — saa kalder han den skandinaviske Halvø — bor tretten Stammer, som hver har sin egen Konge. Den talrigste Stamme er Gøterne. Lidt efter lidt begyndte dog Stammerne i Norden at smelte sammen til Folk og Stater, det som vore Forfædre kaldte og i Modsætning til de mindre Enheder, folk, og "Hundred" eller herað ("Herred"). Den ældste Stat i Norden er vokset frem i de brede Bygder rundt Mälarens Bredder, Sveames Stat. Mälaren gaar jo med sine mange Bugter og Viker dybt ind i Landet; mangfoldige tildels seilbare Elve munder ud i den: fra Upland, Vestmanland, Nerike og Sedermanland; den samler, kan vi næsten sige, i sig alle Svealands Vandveie. Første Gang, vi hører om Svearne, er hos den store romerske Historieskriver Tacitus (fra Slutningen af det 1ste Aarhundred e. Kr.), der som bekjendt har skrevet et Arbeide over Germanien, "Germania", den aandfuldeste og tillige den om størst Kjendskab vidnende Skildring af de gamle Germaner, en mesterlig og mønstergyldig Skildring. Efter at ha nævnt Goterne og andre nærbeslægtede Stammer taler Tacitus om Svearnes Stat i selve Oceanet, "som foruden Mænd og Vaaben er mægtig ved sine Flaader". I Modsætning til Germanerne i Tyskland styres de ligesom Goterne af en stærk Kongemagt. Svearnes Konge er ikke længer en Stammehøvding, Smaakongerne i Svealand anerkjender Upsalakongens Overhøjhed. Sveakongen er en virkelig "Konge over en Nation", en det som Goterne kaldte þiudansog som nyere tyske Retshistorikere har kaldt "Storkonge".

De Forhold, som samlede Svearne til én Nation, ligger skjult i Historiens Mørke. Men vi tør formode, at det staar i Forbindelse med, at Svearne boede ved Østersjøen og var Goternes Naboer. Tidligere end de øvrige Germanere optræder nemlig Goterne som en samlet Nation under en þiudans eller "Storkonge", og fra Goterne har, mener de Lærde,* Kongedømmet eller rettere Kongen som Storkonge ved Kristi Tider vundet Indpas hos de vestlige i Tyskland boende Germaner. Men Goterne boede paa denne Tid endnu ved Østersjøens sydvestlige Bred og mellem dem og Svenskerne var der baade Frændskab og nær Forbindelse. Enkelte Forskere mener jo endog, at Øen Gotland oprindelig var beboet af Goter. Desuden har visselig ogsaa den fra Alders Tid navnkundige Helligdom i Upsala bidraget til at samle Svearne.

Det egentlige Svitjod omfattede i Begyndelsen kun Bygderne rundt Mälaren. Men lidt efter lidt overvandt Upsvearnes Kongeæt Stammehøvdingerne og Sveakongerne lagde hele Sverige under sig. Naar dette er skeet, derom kan vi nu ikke sige noget med Sikkerhed. Snorre fortæller, at der paa Ingjald Illraades Tid var mange Herredskonger i Svitjod; men Ingjald lod disse brænde inde og herskede siden som Enekonge. Er der noget sandt i Snorres Fortælling, kan den dog ikke betyde mere, end at Ingjald udryddede Smaakongerne i det egentlige Svealand; thi kun dér nævner han Herredskonger. Ved Vikingetidens Begyndelse, og vistnok endnu tidligere, udgjorde dog Sverige, saa langt som det strakte sig i Middelalderen, ett Rige. Endog Bleking hørte dengang til Sverige; først ved Midten af det 11te Aarhundred kom det til Danmark. Længst bevarede Gøterne sin Selvstændighed. Ogsaa de havde ligesom Svearne sit Hjem ved et Indhav, ved Venerns og Vetterns Strande. Historien viser, at i flade Egne ved brede seilbare Floder, der kommer dybt inde fra Landet, eller rundt store Sjøer samler Menneskene sig tidlig til Folkeslag og Nationer. Oldtidens ældste Nationer har dannet sig ved de store Floder: Nilen, Eufrat og Tigris, Indus, Hoangtes og Jangstekiang. Paa samme Maade ogsaa i Norden. De ældste Folk i Norden er Svear og Gøter. Thi ogsaa Gøterne var, tror jeg, i Oldtiden noget mere end en Stamme; de var et Folk. Allerede i det første Aarhundred efter Kristus var jo deres Navn kjendt af Romere og Grækere, og Gøterne maa ligesom Svearne i Tidens Løb ha udvidet sit Omraade. Prokop kalder jo Gøterne den folkerigeste Stamme i Thule, og paa det Omraade, der nu kaldes Gotaland, boede der oprindelig, det ved vi sikkert, flere forskjellige Stammer. Deraf kom det ogsaa, at i det nte og 12te Aarh. lød Svear og Gøter som oftest under forskjellige Konger, er det end saa, at ogsaa andre Modsætninger — f. Eks. mellem Hedenskab og Kristendom — her kom til.

«Nerthus». Maleri av Emil Doepler (1905).

Endnu et Sted i Norden findes der en stor Indsjø, ved hvis Bredder Mennesker alt i ældgammel Tid var begyndt at samle sig til det, de Gamle kaldte en þjóð, nemlig ved Mjøsen. Det er intet Tilfælde, at Ptolemæus ikke kjender nogen anden norsk Stamme end Heinerne. Thi fra Bygderne rundt de store Indsøer var det jo, som vi siden skal høre, at Norges Samling skulde udgaa. Ogsaa i det flade, frugtbare Danmark, hvor de smale Sund og Belter i gammel Tid mere forbandt end adskilte, maa der allerede ved vor Tidsregnings Begyndelse ha været Folkeforbindelser og Spirer til Samling. Men det, som her bandt sammen, var den fælles Gudsdyrkelse, ikke Staten. Indbyggerne paa de danske Øer, ja mulig ogsaa ved Østersøens Sydkyst, dyrkede i Fællesskab Gudinden Nerthus, "Jordens Moder". Hendes Navn er det samme som eller beslægtet med Vaneguden Njørd, Frøis Far. Guden Frøi kaldes ogsaa med et andet Navn Yngvi-Freyr, og af Yngves Navn er det Navn afledet, hvormed Tacitus i sin Germania under ett kalder de Stammer, som dyrkede Nerthus, nemlig Ingaevones. Der ligger, fortæller Tacitus, en Ø i Oceanet — efter de Lærdes Mening Sjæland —, hvor der er en til Gudinden Nerthus viet hellig Lund, hvor hendes Billede paa Festdage føres frem paa en Vogn trukket af Kjør. Paa hendes Festdage herskede der dyb Fred og ingen maatte gribe til Vaaben, og da samledes, maa vi tro, fra alle Kanter Nerthus’s Dyrkere, hele Ingaevonernes Stamme. Danernes Rige er dog yngre end Svearnes. Men Danerne selv er vistnok en ældgammel Stamme, hvis oprindelige Hjem synes at ha været i Skaane. Til Folk og Nation er Danerne dog først voxet frem under Folkevandringen; saa kalder vi de germanske Stammers Nydannelsestid, da Folkene flytter og drager paa Udfærd, mest mod sydlige og østlige, af romersk og græsk Kultur prægede Lande-Stammer samles til Folk; nye Riger reiser sig, blomstrer og forsvinder. De germanske Stammer i Tyskland smelter sammen til større Folkeforbund, som Sakser og Franker. I denne Tid opstaar ogsaa det danske Rige og det danske Folk. Den ældste sikre Efterretning om Danerne findes hos Jordanes og stammer vistnok fra den norske Stammekonge Rodulv, som før 525 kom til Theodorik den Store i Italien og blev dennes Mand. Ifølge Jordanes er Danerne udgaaet fra den Skandinaviske Halvø og har fordrevet Herulerne fra deres Boliger. Herulerne, hvis Navn i Folkevandringstiden gjenlød rundt om i Europa, var en nordisk Folkestamme, som muligens har boet i det sydlige Sverige og maaske tillige paa en Del af de danske Øer. Fordrevet fra sit Hjem drog Herulerne sydover og bosatte sig tilsidst i det nuværende Ungarn. Her blev de overvundet af Romerne. Men en Del af dem foretrak at drage nordover igjen til sit gamle Hjem. De kom, fortæller Historieskriveren Prokop (lidt efter Aar 512) til Oceanet — vel til Østersjøen — og "vandrede gjennem Danernes Folkestammer". Herfra satte de over til Thule. "Blant Thuliterne er Gauterne den talrigste Folkestamme; "ved Siden af dem fik Herulerne Boliger". Forskerne mener, at Herulerne her har havt sine oprindelige Boliger. Dette er dog ikke sikkert; meget synes at tale for at Heruler var et Fællesnavn for de forskjellige nordiske Folkestammer, der tog Del i Folkevandringen. Jeg tror saaledes muligens, at den norske Konge Rodulv, som omtales af Jordanes, er identisk med en Heruler-konge Rodulv, der nævnes af Prokop. En anden Heruler-høvding heder Aruth, et med Horder og Hordeland beslægtet Navn. Selve Navnet Heruler er nemlig det samme Ord som vort "Jarl" og betyder egentlig "Krigerhøvding". Og et saadant Navn passer ikke paa Folk, der lever fredlig i Hjemmet, men kun paa Stammer, som drager ud paa Krig og Æventyr. Et i alle Maader merkeligt Folk var Herulerne. De dræber sin egen Konge Ochon, som Prokop siger, af ingen anden Grund, end fordi de vilde prøve engang at være uden Konge. Men saa angrer de og sender Bud til sine hjemvandrede Brødre i Thule for at faa en ny Konge. Sidste Gang, vi hører om Herulerne er ved Aar 565; siden forsvinder de fra Historien.

I Folkevandringens Kampe, i denne Nyskabelsens Tid, da Germanerne for første Gang for Alvor stedtes Ansigt til Ansigt med Sydens solvarmere Lande og rigere Kultur, i dette Liv har ogsaa vi Nordboer taget virksom Del. Herulernes Folk er med at grundlægge Germanernes Vælde i Italien og bringer hjem til Norden Spirer fra Roms og Grækenlands Kultur. Ikke bare Dansker og Svensker, selv Nordmænd tager Del i Folkevandringen og en norsk Konge biir, har vi hørt, Theodorik den Stores Mand. Men som det største og varigste Resultat af Folkevandringstiden i Norden fremstaar Danernes Rige.

Danmark gaar nu, samlet som det er efter Herulernes Fordrivelse, fra omkr. Aar 500 af en Storhedstid imøde.

Ogsaa udadtil maa det unge Folk prøve sine Kræfter paa Vikingetog til fjærne Lande, mod Friser og Franker. I 516 falder deres Konge Hugleik paa et Tog til Hattuariemes Land ved Rhinens Munding, mod den frankiske Kongesøn Theodebert; saa fortæller den frankiske Krønikeskriver Gregor af Tours. Men ogsaa i Hjemmet mindedes Hugleik længe i Skaldenes Kvad. Det gamle, paa nordiske Kilder grundede angelsaksiske Heltedigt "Beowulf" synger om hans heltemodige Kamp og om hans Fald[3]. Det hedder i dette Kvad, efterat Digteren har fortalt om Helten Beowulfs Fald:


"Nu er der for Mændene Krigstid i Vente, naar Kongens Fald er blevet bekjendt for Friser og Franker, videnom kundgjort. Strid blev begyndt haard mod Frankerne, da Hugleik med sin Flaade kom for at anfalde Frisernes Land. Der bragte Hetvareme (d. e. Hattuarierne) ham til at segne i Hærkamp og overvældede ham, saa at Brynjekjæmpen sig bøje maatte og faldt i Fodfolkets Skare. Ei mer gav Fyrsten Smykker til Helteskaren. Altid siden har Venskab med Merovingeren (d. e. den frankiske Konge) været os nægtet."


Af saadanne Vikingetog var Tiden fuld. Femti Aar efter Hugleiks Død (i 565) foretog f. Eks. Danerne et lignende Tog til de vestlige Farvande og intet andet nordisk Folks Navn er saa vel kjendt i fremmede Lande som deres. I Hjemmet reiser sig paa Sjæland Leires straalende Kongeborg Heorot eller "Hjort", hvis Pris "Beowulf" synger. — Sit Navn, Hjort, havde vel Hallen faaet, fordi dens Gavl var prydet med Hjortehorn. — Leirekongernes, Skjoldungeættens Ry gaar viden om Lande. De er den navnkundigste Herskerslægt i Norden og udleder ligesom Svearnes Konger sin Oprindelse fra Guderne selv. I "Beowulf" tegnes Skjoldungekongen Halvdan som et Mønster paa en ædel og storsindet Konge, og i Rolv Krake fik hele den nordiske Folkestamme sit Herskerideal. Ogsaa i Hjemmet er der dog baade Kamp med Fiender og Frændestrid. Sin haardeste Kamp har Danerne at bestaa med Hadobardernes Stamme, et Folk, der boede ved Østersøens sydlige Bred og muligens, som enkelte Forskere mener, var af samme Slægt som Folkevandringens navnkundige Langobarder. Hadobarderne trænger frem paa Sjæland helt til Hjort, hvor Halvdans Søn Roar og dennes Brodersøn Rolv (Krake) slaar dem i en blodig Kamp. Herom fortæller det old-engelske Digt "Widsid", den "vidtvandrende" Sangers Kvad, nærmest en Fortegnelse over de paa Folkevandringstiden navnkundige germanske Stammer og Konger. Digtet siger: "Hrodulv (ɔ: Rolv) og Hrodgar (ɔ: Roar) holdt længe Venskab sammen, Brodersøn og Farbroder, etter at de havde fordrevet Vikingernes Æt og ved Hjort nedslaaet Hadobardernes Magt." Men siden kommer Ulykken ogsaa til Skjoldungernes Borg og Rolv falder med sine Mænd.

Ogsaa Svearne er paa Folkevandringens Tid et mægtigt Folk. Storartede arkæologiske Fund i Upland vidner om Sveakongens Magt og Rigdom paa denne Tid. Merkeligt er især Vendel-Fundet, som efter Forskernes Mening er gamle Kongegrave. Vendel ligger nord for Upsala ved en Elv, der i gammel Tid betragtedes som Fyrisaaens øvre Løb. Her har man foruden Vaaben og pragtfulde Smykker fundet Hjelme prydede med kunstfærdige Billeder og Menneskefremstillinger. Svearnes Kongeæt, Skilfingerne, som "Beowulf" kalder dem, eller Ynglingeme, som det norske "Ynglingatal" kalder dem, er ved Siden af Skjoldungerne den navnkundigste Kongeæt i Norden. De kjæmper med Danerne og herjer i Austrveg, bl. a. i Estland, hvor Kong Yngvar falder og hvor Sønnen Braut-Anund hevner sin Faders Drab; ja selv med Konger i det nordligste Norge, i Haalogaland, staar de i Forbindelse. Voldsomme er især Svearnes Kampe med Geaterne. Af Overmod falder Geaterne under sin Konge Hædkyn, Hredels Søn, ind i Svearnes Land. Men Svea- kongen Anganty slaar dem ved "Ravneskoven", fælder Hædkyn og lover, at han den næste Morgen vil lade mange Mænd hænge i Galgen til Glæde for Fuglene. Men Lykken vender sig. Den næste Morgen kommer Hædkyns yngre Bror Hugleik med en ny Krigerskare til Hjælp. Krigslurene lyder; Krigerne stormer frem. Anganty maa søge Ly bag Voldene i sin egen Borg i Vendel i Upland. Men selv dér trænger Fienden ind. Anganty maa lade sit Liv og finder i Galgen den Skjæbne, han havde tiltænkt Geaterne[4]. Ogsaa i Svearnes Kongeæt er der Strid mellem Frænder. Aale, Angantys Søn, fordriver sin Brodersøn Adils Men denne vender efter en lang Landflygtighed tilbage og dræber Aale. Frændestrid har der fra Alders Tid været i Nordens Kongeætter.

Saaledes ser vi paa Folkevandringens Tid Daner og Svear som to livskraftige Nationer, fulde af Styrke og Overmod, som ikke alene fæstner og samler Riget indadtil, men som ogsaa frister Lykken i haarde Kampe og paa farefulde Tog til fjærne Lande.

Endnu fandtes der dog intet Rige Norge og ingen Nation af Nordmænd. Ja disse Navne, Norge og Nordmænd, eksisterede, maa vi tro, end ikke dengang. Vikingetiden er Nydannelsestiden for den nordgermanske Folkestamme. Nordens Folk drager som i en ny Folkevandring paa Tog til fremmede Lande. Riger vindes og stiftes i øst som i vest —; Nybygder grundes. Nordboerne stedes til Møde med Vesteuropas højere, fra Rom stammende Kultur; ja selv til Grækenland føres deres Veie. Den indre Gjæring, de store Maal, som samlede Folkene, Kulturtilførselen udenfra, alt dette virker sammen, saa at Vikingetiden biir en Hamskiftets Tid for de nordiske Folk. I denne Tid er det, den norske Nation opstaar.

Oprindelig udgjorde Nordmændene — ligesom Danskerne og Svenskerne — en Række forskjellige og indbyrdes uafhængige Stammer, der boede hver i sit Fylke saa kaldes Norges ældste Inddeling. De høie Fjelde, som skiller mellem Dalene og stænger fra Bygd til Bygd, og de store Skove, der i gamle Dage satte et maaske endnu sterkere Skille, gjorde, at Stammerne først sent samledes til en Enhed. Sandsynligt er det ogsaa, at oprindelig forskjellige Stammer har befolket Norge. Navnet synes saaledes at tyde paa, at Rygerne i Rogaland har tilhørt samme Stamme som de østgermanske Rugii ved Weichselflodens Munding. Dette Folk kaldes ogsaa i de gotiske Stammesagn hos Jordanes for Ulmerugi, og med ganske det samme Navn, Holmrygir), kaldes hos Skal- dene en Afdeling af de norske Ryger, en i Sandhed merkelig Overensstemmelse. Stammenavnet Horder er vistnok det samme som de jydske Charudes eller Harder i Hardesyssel.

Den i Slutningen af det 12. Aarh. skrevne norske Krønike, som kaldes Historia Norvegiæ, fortæller, at Trøndelagen er bebygget fra Sverige. Først mere indtrængende sproglige og antropologiske Undersøgelser vil dog formaa at give Svar paa alle disse Spørgsmaal. Sikkert er det ialfald, at Norge før Harald Haarfagres Tid var befolket af en Mængde indbyrdes uafhængige Stammer, som dog stod hverandre nær baade i Sprog og ved Stammeslægtskab.

Og Haraids Samling kom ikke som Lyn fra klar Himmel. Alt længe før hans Tid havde Stammerne flere Steder i vort Land sluttet sig sammen til større Enheder. Saaledes i den sydlige Del af vort Land, som alt paa Folkevandringens Tid stod i Forbindelse med Landene hinsides Nordsjøen og hvor Folkemængden var forholdsvis meget tæt. Vi har hørt om Kong Rodulv, som kom til Theodorik i Italien. Jordanes’s Ord, som dog er dunkle og vredne, synes at vise, at Rodulv var Konge over en Række Stammer i det sydvestlige Norge, deriblandt Indbyggerne af Grenland (den sydlige Del af Telemarken) samt Egder, Ryger og Horder. Røkstenen i Østergøtland, Vikingetidens merkeligste Mindesmerke, nævner Digtninge om Fortidens Helte: Om Goterkongen Theodorik og desuden om tyve Konger, som i fire Aar sad i Sjælland under en fælles Overkonge, men tilslut faldt i en blodig Kamp. Disse Konger tilhørte norske Stammer: Ryger, Horder og Heiner. Deres Overkonge kaldes Raadulv. Er han den samme som den Rodulv, der blev Theodorik den Stores Mand?

I Vikingetiden finder vi den samme Samfølelse mellem Stammerne i det sydvestlige Norge. De første Vikinger, som i 795 landede ved Englands Kyster, sagde at de kom fra Hærethaland, d. e. fra Hordaland. Og det eldste Navn, som irske Skrifter kjender paa Vikingernes Hjemland, er Hiruath, der ogsaa synes at betegne Hordaland. Og siden, da Harald Haarfagre samlede Norge, mødte han, som vi alle ved, den haardeste Modstand i Hafrsfjorden. De samme Stammer, som alt paa Folkevandringens Tid havde staaet sammen, stod her paany samlet: Horder, Ryger, Egder og Telemarkinger.

Men Norges Samling til ett Rige skulde dog ikke udgaa hernedefra. Bygderne ligger her for spredt, Fjeldene er for høje og ufremkommelige. I vide, flade Bygder, helst rundt en Fjord, et Indhav eller en bred Elv, har jo Folket lettest for at samles til en Enhed. Baade i det nordlige og i det sydlige Norge ligger der slige Bygder. Fylkerne rundt Trondhjemsfjorden: Inderøen, Sparbuen, Verdalen, Stjørdalen, Strinden, Guldalen og Orkedalen, udgjorde alt længe før Harald Haarfagres Tid en samlet Enhed, þrándheimr eller "Trondhjem". Ens Lov og Ret herskede heroppe i Trøndelagen, saa kaldtes fra Alders Tid Trøndernes Lovomraade, hvor Udsendinger fra alle de trønderske Fylker havde sit fælles Ting paa Frosten, eller kanske oprindelig paa Øren ved Nidaros. Sammenslutningen mellem de trønderske Fylker er vistnok ældgammel. Allerede i "Widsið" synes Trøndernes Stamme at nævnes[5]. Men Trøndelagen havde ingen fælles Konge; det var, hvad vi kunde kalde en føderativ Republik. Den eneste Høvdingeæt, vi kjender heroppe, var Ladejarlernes. Dette var vistnok fremfor noget andet Grunden til at hele Norges Samling ikke kom til at udgaa fra Trøndelagen, hvor dog i gammel Tid Landets Hovedstyrke laa.

Den største Samling af brede, sammenhængende Bygder i Norge strækker sig fra Kristianiafjorden opover til Tyrifjorden, Randsfjorden og Mjøsen. Herfra var det, Norges Samling skulde udgaa. Sagnet fortæller, at Haraids Æt stammede fra Ynglingekongerne i Upsala. Sikre historiske Vidnesbyrd viser, at Vestfold og Jylland ved Aar 800 hørte til samme Rige.

Svenske og vel endnu mere danske Forbilleder var det vistnok, som ledede Harald og hans Æt under deres Arbejde paa at samle Norge. Allerede Halvdan Hvijbein, den første af Ætten, som vandt Rige i Norge, herskede baade paa Oplandene og i Vestfold. I det gamle Kvad "Ynglingatal" kaldes han þjódkonungr, "Konge over en Nation*. Tilslut kom Ynglingekongernes Rige til at omfatte næsten hele det sydøstlige Norge. Og allerede Haralds egen Far, Halvdan svarte, udstrakte sin Magt til Vestlandet og blev Konge i Sogn.

Saaledes var Vejen paa mange Maader banet for Harald Haarfagre og hans store Verk. Og Nordmændene var alt begyndt at føle sig som en Nation, forskjellig fra Dansker og Svensker. Dette var Vikingetidens Verk. Mænd fra Lindesnæs og op til Haalogaland seilede sammen vesterud, vandt Land og grundede Nybygder. En fælles Fører, en Konge, som kunde lede Krigerskaren, trængtes snart. Ved Aar 840 fik Nordmændene i Irland sin første Konge, Turgeis, det er vel "Torgest". Ti Aar senere ser vi Nordmænd og Danskere kjæmpe paa Liv og Død mod hinanden om Herredømmet i Irland. Det er første Gang, vi ser de to Folk mødes som to forskjellige Nationer, første Gang overhovedet, at Nordmænd optræder som en Nation.

Paa denne Tid er det ogsaa, Navnene Norge og Nordmænd først kommer i Brug. Norge eller Noregr, "den nordlige Vei", Norðmaðr, "en Mand fra Nord" og norrøn eller "norsk", disse Navne er ogsaa, rent sproglig sét, som Folkenavn yngre end Navnene Daner og Svear, om hvis Mening der endnu er Strid. Rimeligvis er det Dansker og Svensker, som først har kaldt Nordmændene for ligesom Nordboerne i gamle Dage kaldte Tyskerne "Sydmænd" og Irerne "Vestmænd".

Allerede den haaløigske Høvding og Polarfarer Ottar, som flygtede for Harald Haarfagres Enevælde og kom til Alfred den store og fortalte ham om sine Reiser, baade han og Kong Alfred selv bruger Nordmenn som et Fællesnavn paa vort Lands Indvaanere i Modsætning til Daner og Svear, og Norðweg som Navn paa Norge[6].


__________


Saaledes har, som vi ser, Forskjellen mellem de tre nordiske Nationer sine Rødder langt tilbage i Tiden. Vi øiner den i Folkelynne, i Gudstro, i Digtning, i Samfundsforhold. Nordmændene, hos hvem Sondringen i Stammer havde varet længst, er sterkt aristokratiske, har en næsten overmægtig Høvdingeklasse og Samfølelsen er liden. Haarde, vilde og trodsige Naturer med Glimt af det jætteagtige, af de ubundne, mørke Naturkræfter, som i Egil Skallagrimssøn og hans Æt. Stolte, overmodige, men ogsaa højmodige, men kantede som Fjeldet selv, ivrige Dyrkere af Tor, Kraftens uslebne Gud.

Danskerne staar ligesom Europa nærmere, er mere slebne og høviske, men fremviser ikke saa mange Kanter og ingen saa særprægede Skikkelser. Ikke for intet er den ypperste og ædleste Konge i Norden i Hedenold Leirekongen Rolv Krake. I Digtningen træder hos Danskerne det rent menneskelige sterkere frem end Kraften og den raa Styrke. Typisk danske er "Bjarkemaal", Digtningen om ædle og trofaste Mænds Kamp rundt sin ædle Konge, og Digtningen om Hagbard og Signe, den vakreste og ømmeste nordiske Elskovshistorie fra Hedenold, hvor vi næsten synes at fornemme Balladens ømme og smægtende Elskovstoner. Tænk paa Slutningen af Hagbardsdigtet hos Sakse eller i den Balladeform, hvori vi nu kjender det. Hagbard er fangen og skal hænges i Galgen. Men han vil se, om Signe holder sit Løfte og brænder sig inde med alle sine Møer. Derfor lader han først sin røde Kappe hænge op i Galgen.


Længe stod Hagbart Kongens Søn,
sagde, han vilde Verden skue,
indtil han saa stolt Signelils Bur
at stande i lysen Lue.


Fra Norge derimod har vi Sigurd Fafnesbanes og Brynhilds tragiske Elskov og Smeden Vølunds vilde Lidenskaber og blodige Hævn. Vi fornemmer, synes jeg, allerede gjennem den ældste danske Digtning den mildnende Indflydelse fra Danmarks smilende "Vang og Vænge", Bøgens og Løvtræernes Land, hvor Naturen ligesom stemmer Sindet blidere end i Norge med dets trange Fjælde, dets ensomme, tungsindige Dalfører og dets mørke, dystre Gran- og Furuskove. Betegnende er det ogsaa, at ikke Tor, men Odin, Krigskunstens og Aandsoverlegenhedens Gud, er Hovedguden hos Danskerne.

Svenskerne, hvem vi fra disse gamle Tider hører saa lidet om, synes baade i Karakteranlæg og Samfundsforhold mer at ha lignet Nordmændene end Danskerne. De er — ligesom i vore Dage — en udpræget stolt og aristokratisk Nation, hvor de høibyrdige Slægter har stor Magt, men hvor ogsaa Frihedsfølelsen er levende og vaagen. Nordmænd og Dansker kan nok dræbe sine Konger. Men Svearne drukner dem næsten som ved en Statshandling i Tingalmuens Nærvær.

Beundringen for det store og fantastiske, for de fjerne Maal synes til alle Tider at ha præget Svenskerne: Vidunderlige Tog til fjerne Egne, Karelen, Estland og Rusland, Stolthed over Fortidens Storhed: Olav Skøtkonung, som praler af sin Æt, der stammer fra Guderne selv; Røkstenens Runemester, som i dunkle Ord og med end dunkiere Tegn taler om Fortidens Storhed, en Mand som i Lærdom, i Lynne og ved Fantasiens Formløshed er et Sidestykke til Rudbeck, som i sit mægtige Verk "Atlantica" lader Sverige være Noas og Menneskenes Urhjem. Men Svenskerne har ogsaa til alle Tider, trods det fantastiske Drag i deres Karakter, været praktiske Mænd med fast Greb paa Livets Realiteter. Faa middelalderlige Skikkelser har en Fantasiens Glød som den hellige Birgitta. Men hun er ogsaa praktisk Politiker, revser selve Paven og har Indflydelse som ingen anden i Sverige. Eller tag fra det 18de Aarhundred en Mand som Mystikeren og Aandeseeren Svedenborg, der samtidig var en af Tidens første Ingeniører. Men saadan var det ogsaa i fordums Tid. I gamle Dage var Gotland et Midtpunkt baade for Kunst og for Handel, og i Upland minder end den Dag idag Runestenene om Høvdingen Jarlebanke, som har bygget Broer og lagt Vei for Mennesker.

Ogsaa de Gamle har sét Forskjel i Lynne og Tænkesæt mellem de tre nordiske Nationer. Men der, hvor de søger at udtrykke den, ser vi mere af Nordmændenes og Islændingernes Praleri og Overmod end af virkelig Forskjel. Det er i Snorres bekjendte Skildring af Slaget ved Svolder. Før Kampen søger Olav Trygvessøn at skaffe sig et Overblik over Fiendens Flaade og spørger: "Hvem er Høvding for den Flok, som er midt imod os?" Der blev svaret ham, at det var Kong Svein Tjugeskjæg med Danehæren. Kongen svarede: "Ikke ræddes vi for de Uslinger; der er ikke Mod i Danerne. Men hvem er Høvding for de Merker (ell. Faner), som er længere ude til høire?" Der blev sagt ham, at det var Kong Olav med Svearnes Hær. Olav Trygvessøn sagde da: "Det vilde være bedre for Svearne, om de sad hjemme og slikkede sine Blotboller, istedenfor at gaa her mod Ormen under eders Vaaben. Men hvem eier de store Skibe, der ligger paa Bagbord Side af Danskerne?" De, han spørger, fortæller, at det er Jarlen Erik Haakonssøn. Da svarede Kong Olav: "Han kan vel synes at ha skjellig Grund til at mødes med os, og af dem kan vi vente os den skarpeste Dyst; thi de er Nordmænd ligesom vi."

Nordens Folk har lige fra de ældste Tider ofte staaet mod hverandre i Strid og i Kamp, herjet hos og vundet Land fra hverandre Men samtidig har de altid, baade hjemme og ude, eiet Forstaaelse af, at vi er Frænder og hører sammen.

Frankiske Forfattere fra det 9de, 10de og 11te Aarhundred kalder gjerne Vikingerne under ett med Fællesnavnet "Normanner". Det samme gjør Angelsakserne, som end hyppigere kanske kalder dem "Daner". Irerne kalder gjerne Nordboerne under ett for Lochlannaig eller "Mænd fra Lochlann". Dette Ord Lochlann var, tror jeg, oprindelig et Navn paa Fjordene i det vestenfjeldske Norge. Navnets første Led ligner det irske loch "Sø, Fjord"; det sidste Led minder om vort "Land".

Selve Vikingetogene, de nordiske Folks første og kanske største Indsats i Verdenshistorien, er for en stor Del ikke udført hver for sig af Nordmænd, Svensker og Dansker, men af dem alle i Fællesskab. I den store Normannerhær, som i anden Halvdel af det 9de Aarhundred udførte saa store Bedrifter baade i Frankerriget og England, som belejrede Paris og endog erobrede Øst- Angel og Northumberland, i denne Vikingehær stod der baade Danske og Nordmænd. Svenske Mænd drog hyppig paa Vikingetog i Vesterveg, men altid — synes det — i Følge med Danske eller Norske. I Normandie var de fleste af Indbyggerne af dansk Herkomst; men den første Hertug, Rollo eller Gangerrolv, var, tror jeg, en Nordmand. I Northumberland i det saakaldte Femborgdistrikt (ɔ: Byerne Derby, Notttingham, Lincoln, Leicester og Stamford med nærmeste Omraade) sad Danske og Nordmænd fredlig Side om Side. I Northumberland var Kongeslægten først dansk; senere blev den norsk, af Dublinkongemes Æt. Til Island drog sammen med de norske Landnaamsmænd høibyrdige Svensker; men ingen regnede dem for Fremmede, og flere af disse Svensker havde tidligere kjæmpet i Vesteriede sammen med Danske og Nordmænd. Som Væringer i Konstantinopel tjener Svenske, Danske og Nordmænd Side om Side og udgjør et sluttet Korps. En svensk Kongesøn, Styrbjørn, biir Høvding i den danske Fæstning Jomsborg (paa Øen Wollin ved Oders Munding). Norske Mænd faar Land, biir Krigerhøvdinger og Landevæmsmænd baade i Danmark og i Sverige. Jeg kan nævne Eyvind Skreya, der paa Harald BIaatands Tid blev gjort til Landeværnsmand mod Vikingerne, eller en Finn Arnessøn, som biir Jarl i Halland. Disse Eksempler kunde visselig mangfoldiggjøres.

I Farens Stund viste dog Samholdet sig bedst: i Slaget ved Brunanburg i 936, da Nordboernes Magt i Nord-England blev knækket; i Normandie, da Nordboernes Vælde efter Roilos Død var truet og Normannerne fik Hjælp af Harald Blaatand fra Danmark; under Kampene i England i Slutningen af det 10de Aarhundrede, da Vikingerne førtes af Nordmanden Olav Trygvessøn og Dansken Svein Tjugeskjæg og de stadig fik Hjælp og Tilhold hos sine Stammefrænder i Normandie. Men fremfor alt i Clontarfslaget ved Dublin i 1014. Dette Slag er Vikingetidens store Folkekamp, da Dublins Konge fik Hjelp fra hele den nordiske Verden: fra Shetlandsøerne og Ørknøerne, fra Hebriderne, Man og Cumberland, fra Northumberland, Wales og Cornwall, ja selv fra Normandie og Flandern, fra Island og Færøerne og muligens helt fra det fjærne Gotland. "Fremmede (d. e. Nordboer) fra hele Verden, alle, som fandtes fra Lochlann af og vestover, forsamlede sig," siger en irsk Krønike, "mod Brian." — Brian Borumha, Konge af Munster og nu Overkonge over hele Irland, var Nordboernes vigtigste Modstander. — Hele den nordiske Verden, fra Novgorod i Øst til Dublin i Vest, fra Haalogaland i Nord til Slesvig i Syd, følte sig som en Enhed, knyttet sammen ved Sprog og Stammeslægtskab, ved Ægteskaber mellem Fyrstehusene, ved fælles Minder og fælles Maal. Den nordiske Folkestamme var som ett Legeme, der følte det i alle Lemmer, om et af dem blev saaret.

Og i Norden selv. Der er Selvstændighedsfølelse nok baade hos Dansker og Svensker og ogsaa hos Nordmænd. Danskernes Vælde i Norge — under Knut den mægtige og Svein Alfivasøn — formaaede ikke at holde sig mod Nordmændenes voksende Nationalfølelse. Men trods Striden og Spliden var der alligevel Samhold i Norden, Følelse af Stammeslægtskab og Nødvendigheden af at holde sammen. Da det saa ud til Krig mellem Olav den hellige og Olav Skötkonung, stødte dette paa Modstand hos Almuen baade i Norge og Sverige. Bønderne i Viken knurrede og vilde, at Kongerne skulde slutte Fred, og fik Bjørn Stallare til med Held at tale sin Sag. I Sverige var det ligedan; især var Vestgøterne, hvis Land jo laa mellem Nordmænd og Svear, med deres Jarl Ragnvald i Spidsen ivrige Fredsvenner. Men ogsaa blandt Sveame var de mere forstandige ubetinget stemte for Fred med Norge. Husker De Snorres mesterlige Skildring af Forhandlingerne paa Upsala Thing og Torgny Lagmands stolte Tale, da Olav Skötkonung vilde yppe Strid med Olav Haraidssøn? Olav Skötkonung var Storsvenske. Han vilde vinde Norges Vælde under sig, det ingen Sveakonge før havde strakt sin Haand ud efter, herje med Ud og Odd. Men sligt var ikke efter Bøndernes Sind. "Nu er det vor, Bøndernes Vilje," sagde Torgny Lagmand, "at du, Olav Konge, slutter Fred med Olav Digre, Norges Konge, og gifter ham med din Datter ingegerd." Torgny og hans Forfædre havde været de tidligere Sveakongers Mænd, de som havde lagt under sig Finland, Karelen, Estland og Kurland og herjet vide om i Østerlandene, hvor man endnu kunde se deres Jordborge og andre Storverker. "Vil du," sagde Torgny, "vinde tilbage under dig de Riger i Austrveg, som dine Frænder og Forfædre har havt dér, da vil vi alle følge dig til dette. Men vil du ikke gjøre, som vi siger, da vil vi overfalde og dræbe dig og ikke taale Ulovligheder og Ufred af dig." Og Bøndernes Vilje seirede tilsidst. Intet Sted i de gamle Skrifter faar vi et klarere Billede af Nordmænd og Svenskers Følelser ligeoverfor hinanden end i disse Skildringer. Begge Folk — med Kongerne i Spidsen — var stolte og fulde af Selvfølelse. Ikke kunde det falde Sveakongen ind at korte et Gran paa sin Ret, han, hvis Æt var den fornemste i Norderlandene; thi den stammede fra Guderne selv. Men lige fuldt følte Svearne dengang, at Nordmændene var en selvstændig Nation, hvem ingen havde Ret til at trælle og kue. De følte ogsaa, at Folk fik holde Fred i Norden — for Nordmænd og Svensker var Brødre og Stammefrænder —, skulde der være Tale om at virke og øve Storverk i fremmed Land.

Og ligedan Nordmænd og Danske. Det er intet Tilfælde, at det netop er Norge, der ned gjennem Tiderne har staaet i Forening snart med Danmark og snart med Sverige. Norges Samling til ett Rige foregik jo længe efter Sveriges og Danmarks Samling. Følgen var, at Nationalfølelsen i Norge vaktes senere tillive end i vore to Broderlande. Men dette gjorde, at Norge ligesom blev det naturlige Bindeled mellem Nordens Lande. Uagtet Slægtskabet oprindelig kanske var nærmere mellem Dansker og Svensker, saa følte alligevel i historisk Tid begge Folk sig mere i Slægt med Nordmændene end indbyrdes. Og i Norge, hvor Splittelsen, som vi ved, varede langt ned i Tiden, følte Folket sig lige nære beslægtet baade med Dansker og Svensker. Vestfold og Jylland udgjorde omkr. Aar 800 Dele af samme Rige. Harald Gormssøn, Svein Tjugeskjæg og Knut den mægtige havde alle for en Tid Vælde i Norge. Grunden til dette kan næppe være nogen anden end at Nordmændene endnu ikke rigtig havde Følelsen af at Danskerne tilhørte en fremmed Nation. Norske Høvdinger saa det endnu ikke som Landsforræderi at gaa i Danekongens Tjeneste. Fra Danskernes Side var der de samme Følelser ligeoverfor Nordmændene. Naar Knut den mægtige søgte at vinde Magten baade i Norge og, maa vi tro, ogsaa i Sverige, saa udsprang dette visselig af hans Syn paa de nordiske Folks Slægtskab og Samhørighed. Ligesaa, da de Styrende i Danmark og Norge lod de unge Konger Hardeknut og Magnus slutte Fred og sværge sig i Fostbroderskab og aftale, at den, der levede længst af Kongerne, skulde arve den anden, eller som Sakse siger: "Hardeknut gjorde dette, fordi hans Ønske var, at Norge og Danmark skulde styres sammen, og fordi han heller vilde, at det ene Rige skulde være det andet underlagt, end at de begge skulde være adskilte fra hinanden." Og da saa Magnus arvede Hardeknut, blev han, ved vi, ligesaa folkekjær i Danmark som i Norge, og fik ogsaa der, som Sakse siger, "med Tilslutning fra alle Tilnavnet den gode".

Mange andre Vidnesbyrd er der ogsaa, som viser, at Nordmænd, Svensker og Dansker i dette det første sikre Afsnit af vor Historie følte sig som nære Frænder i Modsætning til Franker, Angelsakser, Vender og Irer. Aldrig hændte det f. Eks., at Nordmænd paa Vikingetog langs Sveriges og Danmarks Kyster gjorde Indbyggerne til Trælle, saadan som de gjorde med Vender og Irer. De kunde nok brænde og plyndre; — heller ikke dette var dog i Vikingetiden hyppigt eller ansaaes for høveligt. Men trælbinde — aldrig.

Der er et andet Vidnesbyrd, som siger endnu mere: Da Norge i Olav Haraldssøn havde faaet sin første Helgen, hele Nordens første Helgen og Martyr, saa blev han, kan vi med Tryghed sige, ikke alene Norges, men hele Nordens Nationalhelgen. Til hans Skrin i Nidaros valfartede Dansker og Svensker lige fuldt som Nordmænd. Hans Dag, Olsok, fejredes overalt hvor Nordboer byggede. Kirker rejstes til hans Ære rundt om i Norden og i de nordiske Nybygder. Der fandtes Kirker og Kapeller indviede til hellig Olav fra Novgorod og Gotland i Øst til London og Dublin i Vest. Olavsdyrkelsen var det, kan vi næsten sige, der i den første Tid gav de nordiske Kirker deres nationale Præg.

Aller vægtigst taler dog Sprogets og Skaldenes Vidnesbyrd. De islandske Skalde, der i det 10de Aarhundred drog ud for at vinde Guld og Hæder, følte sig endnu fuldt ud som Nordmænd. I Norge havde deres Slægt levet og dér laa deres Ætjord, som de ofte selv — saaledes som Egil Skallagrimssøn — søgte at vinde tilbage. Og dog finder vi islandske Skalde rundt om i Norden og hvor Nordboer byggede. Hos Olav Kvaaran i Dublin, hos Ørknøjarleme, ved Olav Trygvessøns og Olav Haraldssøns Hird ligesaa vel som hos Danekongen og Sveakongen, en Knut den mægtige eller en Olav Skötkonung. Selv en Sighvat Skald, Olav den helliges mest trofaste Mand, besøger Kong Knut paa sin Udenlandsreise og digter siden en Drapa om ham. Overalt følte Skaldene sig hjemme og blev modtaget med lige stor Hæder. Og ligedan de islandske Sagamænd — det kunde ikke falde dem ind at skrive en Keiserens eller den engelske Konges Saga; Forholdene i Norden derimod, ikke alene i Norge, men ogsaa i Sverige og Danmark, interesserer dem levende, næsten ligesaa meget som Forholdene paa deres egen Ø. En Islænding skriver Knytlinga Saga og Snorres Sagaverk indeholder hyppige Oplysninger om Forholdene baade i Danmark og Sverige. Ligedan med Sakse: han begynder sin Danmarks Krønike med en Beskrivelse af Nordens Lande og faar til sit store Verk vigtige Bidrag fra islandske Skalde og Sagamænd, og ogsaa han gjør hyppige Digressioner for at fortælle om Forholdene i Danmarks to Nabolande. Sproget var jo ogsaa i hele Norden væsentlig det samme. Nordens Sprog kaldtes med et fælles Navn dansk Tunge, af Skaldene, af Olav den helliges egen Skald Sighvat, i Sagaerne og rundt om i Norden.

Vi maa dog ikke af alt dette slutte, at Folk ikke følte Forskjellen. Udtrykket norrønt Maal om det norske Sprog forekommer ogsaa, om end sent, i den islandske Litteratur. Og Nordmænd, bosat i Danmark eller Sverige, kaldte sig fra ældgammel Tid norrøne Mænd. Jeg kan nævne Indskriften paa den danske Egaasten, hvor en Mand kalder sig "Godsbestyrer hos Ketil den norrøne".

Alle disse Vidnesbyrd fører til en Slutning, som er vel kjendt og almindelig antaget: Nordmænd, Svensker og Dansker danner fra den historiske Tids Begyndelse, d. e. fra Vikingetiden, tre forskjellige Nationer, hver med sine udprægede Karakterdrag og Særeiendommeligheder.

Fra ældgammel Tid har der været Strid og Kamp i Norden, fra Rolv Krake og ned til Knut den mægtige, da Nordmænd og Svensker stod sammen mod Danskerne, for ikke at tale om senere Tider. Men samtidig har der ogsaa stedse været Samfølelse og Samhold. Overalt, hvor den danske Tunge blev talt, vaktes Nordboerne i Clontarfslaget til Kamp for Dublins Vælde, og til dem alle trængte Hellig Olavs Dyrkelse. I Kongehelle enedes Norges Konge Magnus Barfod, Sveakongen Inge og Danmarks Konge Erik Eiegod i 1100 om Fred og Forlig og som Pant paa Freden fik Magnus tilægte Inges Datter, hun som fik Tilnavnet Fredkolla. Saadan har Forholdene til alle Tider været i Norden: Forskjel og Særpræg, men dog Samhørighed og Samfølelse.

Og saa til Slutning et Spørgsmaal: Hvoraf kommer det, at Bayrere, Meklenburgere og Prøisere udgør en Nation, den tyske? Men vi Nordboer, mellem hvem Forskjellen i Sprog og Levesæt dog ikke er større, vi udgjør tre Nationer, Nordmænd, Svensker og Dansker. For det første maa vi mindes, at i Tyskland er der nok Enighed i det ydre, men indadtil er der endnu Forskjel og Særeiendommeligheder. Germanernes Samfundsforhold, slig som de oprindelig udviklede sig, stillede sig iveien for Dannelsen af store Stater. Folkestammerne dannede hver for sig en naturlig Enhed hver med sin Rets- og Thingordning og med sin Høvding i Krig og i Fredstid. Men saa kom Folkevandringen og dermed ogsaa Forbindelsen med Romerriget og med romersk Kultur. De første store germanske Riger, som skabtes, var alle Erobringsriger: Goternes, Frankernes og Vandalernes. De frankiske Konger følte sig som Efterfølgere af de romerske Imperatorer og ikke blot som germanske Stammekonger.

Med Karl den store vaagner paany Drømmen om et Verdensherredømme. Men Drømmen stammer fra Byen Rom, ikke fra Germanernes Skovbygder. Keisertanken og Romernavnet er det, som i Middelalderen skabte Tyskland og den tyske Nation og holdt den samlet, og ikke nogen fra Germanerne selv udgaaende Samlingstanke. Det andet store germanske Samlingsrige, som endnu bestaar, er det engelske. Men dette Rige er grundlagt paa fremmed Jord. Før Angelsaksernes Erobring udgjorde det nuværende England en Enhed, var en romersk Provins, og Indflydelse fra romersk Kultur og fra Frankerriget gjorde fra første Tid af sin Indflydelse gældende. Derfor skjød ogsaa her Samlingstanken tidlig Vækst. Vestsaksernes Konger, som samlede England, følte sig ikke som Stammehøvdinger, men som Imperatorer. Deres officielle Titel er ikke det germanske cyning, men det græske basileus, eller paa Latin rex totius Britanniæ.

I Norden er, trods Slegtskabet i Sprog og Samfundsforhold, Forskjellen mellem Nationerne ældgammel, ældre end hos Germanerne i Tyskland og hos Angelsachserne. Desuden gjorde Indflydelsen fra Romerriget sig først sent og middelbart gjældende heroppe. Nordens Konger var paa Karl den stores og Alfred den stores Tid med Hensyn til Magt og Værdighed i Grunden ikke andet end Stammehøvdinger. Tacitus’s Ord om Germanernes Fyrster ved vor Tidsregnings Begyndelse, at de har "større Magt til at raade end Myndighed til at byde", er i Grunden ikke andet end hvad Adam af Bremen siger om de svenske Konger i anden Halvdel af det i ite Aarhundred: "De har Konger af gammel Slægt, hvis Magt dog afhænger af Folkets Vilje."

Knut den store drømte nok om et skandinavisk Rige. Men det strandede paa Modstand i Sverige og Norge. Og naar Forsøget paany har været gentaget, har det altid paany maattet strande: Nationalitetsforskjellen er for dybt rodfæstet hos de nordiske Folk. Men ligesaa gammel som Følelsen af Forskjel og Selvstændighed er Følelsen af, at Nordens Folk er Frænder og Brødre, Følelsen af, at Nordens Folk er henvist til at dele fælles Skjæbne, bære Last og Brast sammen. Naar denne Følelse har seiret, har det altid været til Held for Norden: da Svearne nødte Olav Skötkonung til Fred med Olav Haraldssøn, da Magnus den Gode og Hardeknut sluttede Forbund og da Magnus Barfod, Inge og Erik Emune mødtes til Fred i Kongehelle. Men da de Tider kom, da Dansker og Svensker glemte Historiens Lærdomme og havde Krig og Ufred, fra Syvaarskrigen og ned til Karl den Tolvtes Dage, da hevnede det sig blodigt paa Nordens Folk selv, gjorde Nordens Stater til Magter af tredje Rang.

De nordiske Folk er ikke og kan — saavidt vi øiner — aldrig blive én Nation eller smelte sammen til ett Folk. Men som selvstændige Individualiteter kan de virke sammen og udføre et Virke i Fredens og Fremskridtes Tjeneste, som de aldrig kan, om de søger at staa alene og mod hinanden.


Fotnoter

  1. Jeg glemmer ikke, at der i Middelalderen foruden i England ogsaa fandtes Parlamenter, bl.a. i Spanien og paa Sicilien, hvor Vestgoternes og Normannernes Samfundsforhold vistnok har virket ind, og at Middelalderens Parlamenter er udviklet gjennem Lensvæsenet.
  2. Paa Latin: sinus Codanus.
  3. Hugleik (ell. Hygelāc) kaldes i "Beowulf" Geaternes Konge; enkelte Forskere anser dette Digts Geates for Jyder, andre holder dem for Gøter.
  4. Beowulfdigtets Anganty (Ongenpeow) svarer til Ynglingatals Kong Egil. Dennes Søn er Ottar, som kjendes af begge Digte. Angantys Bedrifter svarer derimod til Ottars i Ynglingatal; han har dér Tilnavnet »Vendelkraake», fordi han blev dræbt i Vendel i Jylland, hvor hans Lig blev lagt ud til Føde for Fuglene og de vilde Dyr, medens en Galge (trékráka) til Spot blev sendt hjem til Sveame. Men som en svensk Forsker Knut Stjema nylig har oplyst, er Landskabet Vendel i Jylland vistnok kommet ind istedenfor Vendel i Upland, der ikke var Ynglingatals Digter bekjendt.
  5. Naar den vidtvandrende Sanger fortæller: "Jeg var med prowendum", da synes dette at betyde Trønder.
  6. Den bekjendte Sprogforsker, Professor Adolf Noreén i Upsala, forklarer Navnet Norge paa en anden Maade, som sammensatt av nórr (trang) og vegr (Vei). Men ordet "Nordmand", som i gammel Tid alltid skrives Nordmaðr, betyder visselig en Mand fra Nord, og svarer Suðrmenn, Tyskere, Vestmenn, Irer osv. Og jeg tror ikke, at Ordene Norge og Nordmænd er af forskjellig Oprindelse.