Vikingerne - Livet i en Vikingenybygd. Nordmænd og Dansker i Irland

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Livet i en Vikingenybygd
Nordmænd og Dansker i Irland


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904





I Vikingetiden kommer, som vi alle ved, Nordens Folk for første Gang i varig Forbindelse med Europas kristne Nationer, fremforalt med Angelsakser, Irer og Frankerrigets Indbyggere. Det er en Tid, hvor det spirer og skyder Knop, det meste af det, som vi senere ned gjennem Aarhundrederne har levet paa, baade i Danmark, i Sverige, i Norge og paa Island. Først gjennem Vikingetogene kommer, kan vi sige, de nordiske Folk til at tilhøre Europas civiliserede Nationer. Men Vikingetiden har ikke Betydning for de nordiske Folk alene. Det er en Tid, hvor Nybygder grundes og Riger stiftes og vindes, en Tid, da Nordens Folk breder sig over Europa, som ingensinde hverken før eller senere. Svenske Mænd grunder i anden Halvdel af det 9de Aarhundrede det vældige russiske Rige; de kommer helt ned til det kaspiske Hav og Sortehavet og dikterer selve Konstantinopels Keiser Fred. Som Væringer tjener de sammen med Nordmænd, Dansker og Islændinger hos Keiseren i Miklagard. Endnu minder den store i Oldtiden huggede Marmorløve fra Piræus, der nu staar udenfor Arsenalet i Venedig, ved sin Runeindskrift og sine Drageslyngninger, som de brugtes i Upland og Sødermanland, om svenske Mænds Tog i de græske Farvande.

Kart over folk og landskaper i Irland tilbake til vikingtid. Duffy's Atlas of Irish History.

Danskerne er Herrer ved Østersjøens Sydkyst og grunder paa Øen Wollin det uindtagelige Jomsborg. End større og mærkeligere er deres Tog til England, hvor de grunder et nordisk Vælde i Øst-Angel, Femborg-distriktet midt i England, og i Northumberland; her boede dog Nordmænd og Dansker Side om Side og fra Begyndelsen af det 10de Aarhundrede er Kongeætten i Northumberland norsk og stammer fra Dublin. Danske Konger, Sven Tjugeskæg og Knut den store, vinder hele England. Danske Mænd, men rimeligvis under en norsk Fører, Rollo eller Gangerrolv, vinder Normandie, hvorfra William Erobreren og de normanniske Herskerslægter i Syd-ltalien, Korstogenes og Riddertidens mest straalende Helteskikkelser, skulde udgaa.

Ogsaa Nordmænd er med i Vikingetogene og grunder Nybygder, hvor norsk Sprog endnu for trefjerdedels Aarhundred siden taltes (paa Shetlandsøerne), eller hvor Forfatningen endnu den Dag i Dag bærer Præg deraf — som paa Øen Man. Om det gamle Noregsvælde kan vi læse i Egils Sagas stolte Ord om Harald Haarfagres Tid: "Da byggedes mange Ødemarker videnom, baade øst i Jemtland og Helsingland og i Vesterlandene, Suderøerne, Dublinshire i Irland, Normandie i Valland (d. e. Frankrige), Katanes (d. e. Caithness) i Skotland, Orknøerne, Hjaltland og Færøerne, og paa den Tid blev Island fundet" — og, kunde vi lægge til, Ottar sejlede som den første Nordmand forbi Nordkap og fandt Vejen til det hvide Hav, og et Aarhundrede senere blev Grønland og Nord-Amerika opdaget.

Men Vikingerne kommer ikke bare og herjer med Ild og Sverd; de præger ogsaa Landene med sin fysiske og aandelige Personligheds Stempel. Ikke alene derved, at f. Eks. en Mængde Stedsnavne i Normandie og næsten Halvdelen af alle Stedsnavne i Nord-England er af nordisk Oprindelse. Men Nordboerne sætter ogsaa sit Præg paa Retsvæsenet og Lovgivningen, især i England. De grunder Stæder og bringer Handel og Skibsfart til at blomstre. Mange Byer i England og Wales er grundet af Vikingerne eller bærer nordiske Navne, som Swansea, Grimsby og Derby. Og det er visselig intet Tilfælde, at flere af Englands vigtigste Handels- og Fabrikstæder engang har været Midtpunkter i et nordisk Vælde, saaledes som Femborgdistriktet (Derby, Nottingham, Lincoln, Leicester og Stamford), eller at de saaledes som Bristol i gammel Tid har huset en nordisk Handelskoloni.

I næppe noget af de Lande, Nordboerne paa sine Tog besøgte og hvor de grundede Nybygder, vare Forholdene i saa mange Henseender forskellige fra, hvad de var vant til, baade i Sprog, i Sæder og Skikke, i Samfundsforhold som i Irland. Men netop derved kunde ogsaa det Liv, vore Forfædre levede paa Erins grønne Ø, blive saa rigt og saa ejendommeligt, i visse Maader det merkeligste af alt, hvad Vikingetiden oplevede. Og i dette Liv levede ikke bare Nordmænd med, men ogsaa Danske, ja vel endog Svensker. Jeg skal i det følgende søge at vise, at der foruden norske ogsaa fandtes danske Nybygder i Irland. Svensker var der vel ikke mange af; men enkelte maa der dog have været. Nogle af de høibyrdigste islandske Landnaamsmænd, en Helge magre f. Eks., var saaledes af svensk eller gøtisk Herkomst, men havde, før de kom til Island, været bosat paa Hebriderne eller i Irland. Paa Øen Man findes der en eneste Sten med Runeindskrift i svensk Sprog. Og den sterke Paavirkning fra keltisk paa gotlandsk Prydkunst synes at vidne om gutniske og østsvenske Mænds Deltagelse i Vikingetogene til Skotland og Irland.

For at forstaa Livet i de keltiske Lande i Vikingetiden er det nødvendigt først at give en kort Skildring af Irernes Kultur og Samfundsforhold. Irerne hører som bekjendt til den keltiske Folkestamme. I vore Dage synes Kelterne næsten overalt at være i Tilbagegang og deres Sprog at holde paa at uddø eller at fortrænges af Engelsk og Fransk, i Skotland, i Irland, paa Øen Man og i Bretagne. Alene i Wales fører keltisk Nationalitet og keltisk Sprog eller Kymrisk, som det dér kaldes, endnu en livskraftig Tilværelse. Der skrives endnu i vore Dage en ganske rig og mangeartet Litteratur i Kymrisk, og de aarlige Sanger- og Digterstævner, hvis Oprindelse maa søges i Middelalderen, bidrager til at holde Liv i Sproget og Nationalfølelsen. Ogsaa i Irland har der i Løbet af de allersidste Aar, efterat Homerule-Stridens værste Storme har lagt sig, foregaaet en lignende Sprogbevægelse; men hvilke Resultater den vil bringe, derom er det endnu for tidligt at dømme.

Engang var det dog anderledes. To—tre hundrede Aar før vor Tidsregning var Kelterne maaske den talrigste Folkestamme i Europa. De boede ligefra Irland i Vest til Donaus Munding i Øst, paa de britiske Øer, i Frankrig, i det nordlige Spanien, i Rhinegnene, Norditalien og Alpelandene. Ja selv i Lille-Asien var der en keltisk Nybygd, Galatien, hvor keltisk Sprog endnu paa Kirkefaderen Hieronymus’s Tid i det fjerde Aarhundred e. Kr. blev talt. I 390 f. Kr. trænger en keltisk Stamme ned i Mellem-Italien og indtager selve Rom, og omtrent hundrede Aar senere truer de Grækenland med Undergang. Men efter denne Tid gaar det tilbage for Kelterne.

Efter den anden puniske Krig gjør Romerne sig til Herrer i Nord-Italien; omkring 120 f. Kr. sætter de sig fast i den sydlige Del af Gallien hinsides Alperne, hvor Byen Marseille allerede i Aarhundreder havde været en græsk Nybygd. Saa følger Cæsars Erobring af Gallien. Cæsar er det ogsaa, som begynder Britanniens Erobring, der fortsættes under Keiserne i det første Aarhundred af vor Tidsregning. Det nuværende England og den sydlige Del af Skotland bliver en romersk Provins, Britannien. Alene Landet nord for Firth of Forth og Irland holder sig frie og selvstændige. I Irland naaede fra det 5te til det 8de Aarhundred af vor Tidsregning keltisk Kultur sin høieste Blomstring.

Blandt de rigeste af de Lande, hvor keltiske Folk har boet, er Irland. Golfstrømmen, som gaar lige udenfor Irlands Kyster, sender Fugtighed og Varme udover Landet og gjør, at Veirliget hele Aaret igjennem er mildt, uden Frost og Sne. Markerne er selv midt paa Vinteren grønne og Kvæget græsser ude. I det sydvestlige Irland, især i det vidunderlig deilige Grevskab Kerry, vokser der eviggrønne Trær og Planter, som ellers kun trives under Middelhavslandenes varmende Sol, saadanne som Myrter og Jordbærtrær (arbutus). Det milde, fugtige Klima lader merkelige Bregnearter trives, som først findes igjen i det sydlige Spanien og paa Azorerne. Fuksia, som hjemme er en Stueplante, vokser dernede op til at blive jo—40 Fod høie Trær. Med sine hvide og røde Blomster staar de i lange Alléer og hensætter os som til Haver i Æventyrenes Rige. Men ogsaa ellers i Irland, især nede i de trange Dale, Glens, som de kaldes baade paa Engelsk og Irsk, er Vegetationen vidunderlig frodig, næsten drivhusagtig, saaledes som man ogsaa herhjemme undertiden kan finde den ved et Bækkeleie, hvor Solen varmer og lumrer, og Vandet bringer fugtige Dampe. Der er vældige Bøgetrær, rundt hvis Stammer Vedbenen slynger sig, der er den almindelige europæiske Eg og den irske Eg, som er finere og slankere og ikke har saa takkede Blade, der er vældige Plataner og midt inde mellem alt dette mørke — hvid-hvidstammede Birke, høie Furutræer, hvis Naale har en forunderlig sølvgraa Farve, lysegrønne Lærketrær og en enkelt Blodbøg eller Sølvbøg. Og saa en frodig Underskov af Buske og Smaatrær, bl. a. Barlind og Kristtorn med dybgrønne, glinsende Blade. Langs Veikanten vokser Buske med gulblomstrende Gyvel og Hække af Rødtjørn, Hvidtjørn og Liguster, mellem hvilke Kaprifolium slynger sig og stikker sine duftende Blomsterklaser frem. Undertiden er der en Aabning i den trange Dal, hvor Elven rinder sort og mørk mellem de skyggende Grene og Blade-Dalen udvider sig og giver Plads for en liden Slette eller en Skovsjø, i hvis sort-brune Vand Bøgen og Lærketræet speiler sig. Efter hvert som Landskabet hæver sig, forsvinder Skoven mer og mer, og Fjeldsiderne klædes med Lyng, som blomstrer i de yndigste Farver, rosenrødt og hvidt.

Ude ved Kysten gaar der paa Østsiden af Landet oppe i Ulster trange Fjorde, hvor Naturen minder om det vestenfjeldske Norge, dybt ind i Landet; længere mod Syd er der prægtige Forbjerge med vidt Udsyn over Land og Hav og ædeltformede, om Italien mindende Bugter og Fjorde. I Nord og i Vest, især i Donegal og i Galway, er der vilde, fantastisk formede, forrevne Klipper, som styrter lodret ned i Havet og hvor intet Menneske kan sætte sin Fod.

Der er frugtbare Marker, hvor Plogjernet sætter dybe Furer; der er øde, ubeboelige Strækninger af Heier og Myrer (bogs) og ogsaa inde i Landet er der vilde, næsten ufremkommelige Fjeldpartier. Men alt i alt er Irland et fra Naturens Haand rigt udstyret Land, hvor det er Menneskene selv og ikke Naturen, som har lagt Landet øde og voldt Ulykke og Nød. Som i vore Dage saaledes var ogsaa Irlands Udseende i Fortiden; kun strakte Skovene sig dengang langt videre, end de nu gjør.

Men det, som især har givet den irske Folkekarakter dens vilde, fantastiske Drag, dens Hang til uvirkelige Drømmerier, er, skulde jeg tro, ved Siden af ældgamle Raceblandinger og Forbindelser med Østens Lande, Naturens eget drømmende Præg, Himmelens stadig vekslende Toner og Farvespil. Som Europas yderste Forpost ud imod Verdenshavet ligger Irland mere end noget andet Land udsat for Storm og Regn. Fra Atlanterhavet kommer de drivende Skyer i tunge Masser væltende ind over Landet, og Luften mættes med Dis og Fugtighed. Himlen er mørk og truende, men snart bryder Solen igjennem Skylaget, farver Skyerne røde, violette og gule og giver Landet Præg af noget fortryllet, halvt uvirkeligt, fantastisk. Vildt og romantisk, halvt sydlandsk, halvt nordisk, men især fremmedartet, forskjelligt i sin Karakter baade fra Germanernes og Sydboernes Lande er Irland.

Ligesaa forskelligartet og paa mange Maader ligesaa vanskeligt at forstaa er det irske Folk og dets Historie. I enkelte Henseender hørte Irerne, da Vikingetiden begyndte, til de høiest kultiverede Nationer i Europa. Men i andre Henseender var Irernes Samfund forunderlig uudviklet, ja mindede endog i enkelte Træk om fjærne, asiatiske Folk. Samfundets Bygning var som hos alle keltiske Stammer merkelig løs og uudviklet. Hos dem alle herskede Klanvæsenet. Stammen eller Klanen, hvis Medlemmer troede at nedstamme fra en fælles Stamfar, udgjorde Kjernen, ja var, kan vi sige, det eneste bindende i Irernes Samfund. I den havde hver Mand sin faste Plads fra den laveste og op til Høvdingen. For sin Klan kjæmpede og døde Irlænderen; men ud over den gik kun sjælden hans Tanker. De forskjellige Klaner udgjorde vistnok Dele af større Riger. Hele Irland var delt i fem Provinser: Ulster, Munster, Leinster, Connought og Meath. Hver af disse Provinser havde sin Overkonge, men var selv delt i Kongeriger og Stammer, og over hele Irland stod i Navnet Kongen af Meath eller Tara, "Erins Høikonge". Overkongernes og Høikongens Magt bestod i Regelen ikke i andet end i ubetydelige Skatter og Forrettigheder. Desuden vekslede gjerne forskjellige Klaners Høvdingeslægter om at indeha Overkongedømmet. Naar f. Eks. i Munster en af Cormac Cas's Efterkommere af Dalcassiemes Stamme havde været Konge af Cashel — saaledes kaldtes Overkongen —, saa gik Værdigheden gjerne over til en af Eogan Mórs (d. e. den stores) Efterkommere af Eoganachtemes Stamme[1]. Han blev valgt af Klanhøvdingerne, der samledes til Møde — gjerne paa en Høi —, ligesom vore Forfædre mødtes paa Tinge i gammel Tid. Og disse behøvede ikke at vælge den afdøde Konges ældste Søn, men skulde kaare den ældste, værdigste og viseste inden Slægten.

Ogsaa Retsvæsenet stod — trods Irernes arvelige Dommere og udførlige Lovsamlinger — paa et merkværdig uudviklet Standpunkt. Ligesom hos vore Forfædre herskede Blodhævnen. Staten som saadan havde ingen Ret eller Pligt til at straffe Forbrydelser. Irerne kunde end ikke saaledes som Nordboerne lyse en Mand fredløs. Enkelte Retsinstitutioner hos de gamle Irlændere har endog en helt ueuropæisk Karakter og har kun sit Sidestykke hos asiatiske Folk. Saaledes den Skik, at naar en Mand havde Penge tilgode hos en Anden, satte han sig udenfor dennes Dør og nød hverken Vaadt eller Tørt, før han havde faaet sit Tilgodehavende. Den samme Skik nævnes allerede i ældgammel Tid i Hinduernes Love. Skyldneren skyndte sig gjerne med at betale af Frygt for at Kreditor skulde dø udenfor hans Dør.

Irerne var paa mange Maader ved Vikingetidens Begyndelse ikke kommet ud over Nomadefolkenes Standpunkt. Agerbrug spillede kun liden Rolle for dem. De levede af sine vældige Kvæghjorder og vandrede med dem fra Sted til Sted, hvorfor der stadig opstod Strid og Kamp mellem Klanerne, som lod sine Hjorder græsse paa hverandres Land. Irernes Husebygninger var meget primitive, opførte af Tømmer eller endog hyppigst af Kviste og Lerklining. Kun i Kongeborgene omtales der Tæpper og pragtfulde Udskjæringer i mangefarvet Træ. Der fandtes før Nordboernes Tid ingen Byer omgivne af Volde og Mure saaledes som i England og Frankrig. Ingen Kjøbmandsskibe seilede fra Irland til fremmede Lande, ingen Mynter prægedes. Værdienheden var en cumal (egt. en Trælkvindes Værd = tre Kjør).

Folket var paa mange Maader vildt og sanseligt. Krigsførelsen var raa og grusom. Sine Fiender skar man Næse og Øren af og stak Øinene ud og huggede Hovedet af paa. Kvindens Stilling synes i den ældste Tid at ha været lidet agtet. I den hedenske Tid havde de Fornemme gjerne flere Hustruer. Og selv efter Kristendommens Indførelse var Friller og Medhustruer almindelige. Ved Siden af det almindelige Ægteskab kjender de irske Love et lidet hædrende paa Aaremaal. Manden kunde ogsaa, synes det, før Ægteskabet blev fast bindende, ha sin Hustru i nogle Dage paa Prøve.

Det irske Heltesagn saa vel som Cæsars Skildringer fra Gallien viser os en Tid, da de unge Kvinder nøgne modtog Seirherren eller de hjemvendende Krigere og gav sig til Pris for dem.

Og dog stod Irerne i den tidligere Middelalder i mange Henseende høit over Vest-Eurdpas andre Folkeslag paa den Tid. Klassisk Kultur og med den Kristendommen trængte fra Britannien tidlig over til Irland. Allerede i det 4de Aarhundred maa Kristendommen ha vundet Indpas i Syd-Irland, og derfra bredte den sig i Løbet af det følgende Aarhundred til hele Øen, hvor Missionsvirksomheden især er knyttet til den hellige Patriks Navn. Rundt om paa Øen reiste der sig Kirker og Klostre i et Antal som i intet andet Land i Europa. Irland blev i Folkenes Øine en hellig Ø, fuld af hellige Mænd.

Den hellige Columba av Iona banker på porten til Bridei, sønn av Maelchon, konge av Fortriu. Illustrasjon J. R. Skelton (1865–1927), Scotland's Story, 1906.

Irerne med deres sydlandske Livlighed og letvakte Fantasi greb lige fra første Stund af med glødende Iver Kristendommens Lære. Ligesom Munkene i Syriens og Ægyptens Ørkener troede de at tjene Gud ved at drage som Eneboere ud i Ensomheden. I sine skrøbelige Skindbaade vovede de sig ud paa det vilde Ocean til Orknøerne og Shetlandsøerne og videre til Færøerne og Island, hvorhen irske Munke næsten hundrede Aar før Nordmændenes Opdagelse havde fundet Vei. Endog til det fjærne Grønland er de muligens naaet; ialfald var der, da Grønland i 980-Aarene blev bebygget, ombord paa Herjulvs Skib en kristen Suderøring, af hvem der endnu er bevaret et Vers, som synes at vidne om, at han har været Munk. Ogsaa til Skotland og Europas Fastland vandrede Irerne dels som Eneboere og dels paa Apostlernes Vis tolv i Følge, som Missionærer. Irerne blev i boglige Kunster Mellem-Europas Lærere i den tidligere Middelalder, og mange af Europas navnkundigste Klostere er grundet af irske Munke: Wurzburg i Tyskland, St. Gallen i Schweiz, Bobbio i Norditalien osv. Ja, helt borte i Polen finder vi Spor af deres velsignelsesrige Virksomhed. Af endnu større Betydning blev det, at de vilde Pikter, som udgjorde Hovedmassen af Befolkningen i Skotland, i anden Halvdel af det 6te Aarhundred blev omvendt til Kristendommen af den hellige Columba. Det af Columba grundede Kloster paa Øen Hi (eller Iona) i Hebriderne blev et af de navnkundigste i Nord-Europa og var i lang Tid Midtpunktet for det kirkelige Liv i Skotland og — indtil 664 — ogsaa i Northumberland. "Columbas Efterfølger", Ionas Abbed, var disse Landes religiøse Overhoved. — Den irske Kirke, der først i det 12te Aarhundred anerkjendte Pavens Overhøihed, afveg i sin Ordning i mange Henseender fra Romerkirken. Den var ikke en biskoppelig, men en Kloster-Kirke. Biskopen stod i den ældste Tid under Abbeden. Andre Træk minder om den ældste kristne Kirke.

De irske Munkes og Præsters Stræben gik ikke saaledes som Romerkirkens først og fremst ud paa at vinde Rigdomme og verdslig Magt. De byggede ingen borglignende Klostere omgivne af høie Mure, hvorfra de kunde herske over høie og lave. De boede i usle Hytter, som laa i Kreds rundt den lille Kirke, saaledes som vi endnu mangesteds kan se Spor deraf i Irland[2]. Gjennem hele den irske Kirke gaar der et Drag, ikke alene af Lighed, men ogsaa af Fordragelighed og Overbærenhed med Anderledestroende, en i Sandhed "katholsk" Aand, for hvilken Romerkirken tidlig blev fremmed.

De irske Klostere blev Sæder for Tidens høieste Lærdom og aandelige Kultur. Her fandt klassisk Kultur og Aandsliv et Tilflugtssted i de mørke Aarhundreder efter Folkevandringen. Ved de irske Klosterhøiskoler dyrkedes Mathematik og Astronomi; der blev skrevet lærde Jordbeskrivelser med Kjendskab til Ægypten og Syrien som til Færøerne og Island. Irerne var i den tidlige Middelalder de første Kjendere af den klassiske Oldtid, og blev selv — kan vi sige — Europas Lærere. Irske Munke indkaldtes som Græsklærere til Italien og flere af Middelalderens navnkundigste Videnskabsmænd og Tænkere var Irlændere af Fødsel. En Johannes Scotus Erigena f. Eks., som levede i Frankrig ved Karl den Skaldedes Hof, var en af dem, der knyttede Bro mellem den græske og Middelalderens Filosofi, og hans egne pantheiske Anskuelser har havt Indflydelse endog paa nyere Tiders Tænkning. Fremmede Lærde studerede ved de irske Højskoler i Bangor, Clonard, Clonmacnois osv.; frankiske Kongesønner fik sin Opdragelse dér, og irske Lærde var ærede rundt om i Europa. Alcuin, et af Lysene ved Karl den stores Hof staar selv i Brevveksling med en Professor i Clonmacnois, Colcu Ua Duinechda († 792), hvem han ærer som sin Mester og Lærer og til hvem han skriver Breve fulde af ærbødig Kjærlighed. Angelsaksiske Studenter flokkedes, kan vi se, om Colcu’s Lærestol, og en vakker Bøn, der endnu er bevaret, retfærdiggjør tilfulde Fortidens Beundring[3].

Men ikke mindre end Latinen dyrkede de gamle Irlændere sit eget Modersmaal. Paa Irsk skrev de ikke alene videnskabelige Arbeider, men ogsaa historiske Værker som Aarbøger, genealogiske Arbeider og Ættesagaer samt Heltesagaer, Æventyr og Digte. — Naar Modersmaalet paa Island blev dyrket mere end noget andet Sted i Norden, da skyldes dette visselig for en Del Forbindelsen med Irland. Mange af de islandske Landnaamsmænd havde jo havt sit Hjem paa Hebriderne eller i Irland, og Forbindelsen mellem Island og Irland fortsattes ud gjennem hele det i 11te Aarhundrede. Hvordan kunde da de islandske Høvdinger undgaa at kjende til, at Kongerne og Høvdingerne i Irland omgav sig med Sagamænd, der holdt Orden i Slægtrækkerne, bevarede Klanens historiske Tradition og fortalte, ja vel endog nedskrev Sagaer om de navnkundige Konger, og med Kunstskalde, som forfattede Lovkvæder til sin Herre, digtede om hans Slægt, hans Kongebolig osv. og efter hans Død kvad Draapaer til hans Minde. Der er mellem de irske og de islandske Sagaer en Lighed, som næppe kan være tilfældig. Begge grupperer de sig gjerne om en enkelt Mand, Sagaens Helt, men fortæller ogsaa kortelig om hans Slægt og Forfædre. I begge afløses Prosaen af Vers, der sættes ind for at forøge Prosaens Troværdighed og gjerne med Tilføielsen "da kvad han" eller "for at bevise Sandheden af dette kvad Skalden". Staar end den islandske Saga som Kunstverk betragtet langt over den irske, saa hindrer dog ikke dét, at den kan være paavirket af den irske, især naar det er sandsynligt, at Sagafortællingen allerede i det i 11te Aarhundred har blomstret hos Nordboerne i Irland. Og ligedan med Skaldedigtningen Kunstdigtningen, saaledes som den i det i 10de Aarhundred udviklede sig paa Island, er næsten ukjendt ellers i Norden; endog i Norge fandt den kun faa Dyrkere. Men i Irland fandtes der allerede før Vikingetiden en Kunstdigtning, som ved Valg af Emner, ved sit indviklede Versemaal — baade Stavelserim, Enderim og Bogstavrim — og ved sin Brug af Billeder og Kjenninger har ikke saa liden Lighed med Skaldedigtningen. Ogsaa her har der visselig været Paavirkning fra Irland til Island, om end Forskningen endnu ikke formaar klart at se Rækkevidden af denne Indflydelse.

En Udvikling saa rig og frodig som i næppe noget andet Land fik Heltesagnet i Irland. I de fleste andre Lande er Heltesagnene bevarede i Form af episke Digte, i Irland har de derimod oprindelig havt Sagaens Form, Prosa med indstrøede Vers. Først ved Middelalderens Slutning og i den nyere Tid er lange, sammenhængende episke Digte blevet det almindelige. — Ganske den samme Udvikling har Heltesagnet i Middelalderen havt paa Island. — Vild og frodig er Heltedigtningens Fantasi med Solglød som fra Østens Lande. Vi skjelner mellem flere Sagnkredse. Den ældste giver os et Billede af Irernes heroiske Tidsalder før Kristendommens Indførelse; optegnet og nedskrevet er den dog i langt senere Tid. Den har som sit Midtpunkt Ulsterhelten Cuchulinn. Vidunderlig er Heltens Styrke, men ikke mindre hans Behændighed i at bruge Sverd og Spyd, kaste og hoppe, ja endog svæve som en Fugl i Luften.

Faksimile av folio 53 Book of Leinster fra ca. 1160, en av de viktigste kilder til kunnskap om Irlands middelalderhistorie. Library of Trinity College, Dublin.

Cuchulinn-Kredsens Helte tilhører omtrent det samme Trin i Menneskenes Udvikling som de homeriske Digtes eller Eddakvadenes Helte. Men hvilken Forskjel er der alligevel ikke! En Achilles, en Sigurd Favnesbane fremstiller — trods alle deres Feil — for os Billedet af ideale Menneskeskikkelser, Idealer, som de levende Mennesker blant Grækere og Nordboer søgte at naa henimod, men som ogsaa i sig har noget af det, der til alle Tider vil udgjøre Heltens fornemste Egenskaber, ikke bare Mod og Dristighed, men ogsaa Ædelmod, en Stræben udover mod det overmenneskelige og med et Skjær over sig som af gudbenaadede Menneskebørn. Der er lidet af denne Ungdommens Morgenrødme over Cuchulinn og hans Fæller. Helten staar i Fare for at bli en Slaaskjæmpe, om end af overmenneskelige Dimensioner. Den krigerske Aand udarter til Vildskab, som undertiden faar et næsten forfærdeligt Udtryk. Som syvaars Gut kommer Cuchulinn i Kamp og maa for at afkjøles sættes i tre Kar med iskoldt Vand. Det første Kar sprænges af det sydende Vand; i det andet boblede og kogte det; først i det tredje blev Vandet lunkent. Ved egen Kraft magter Cuchilinn at reise op igjen en Kongeborg, som rummer Hundreder af Mennesker. "Da kom Raseriet over ham. En Blodsdraabe samlede sig ved Roden af hvert af hans Haar og sugede Haaret ind i Hovedet, saa at han oventil var sortagtig som en kortklippet at se til. Han dreiede sig rundt som en Møllesten og strakte sig derpaa i Længden, saa at en voksen Mands Fod vilde ha fundet Plads mellem hvert Par af hans Ribben. Da nærmede sig hans ´Kraftens Folk´ og hans ´Tilbedelsens Skare´ [ɔ: Aander, som i Nødens Stund staar til hans Tjeneste]. Og nu hævede han Huset i Veiret og løftede det op paa dets forrige Plads."

Eller naar det heder om Cuchulinn, som drager i Kampen: "Han tog om sit Hoved Slagets og Kampgnyets Kamhjelm. Fra hvert dens Hjørne, fra hver dens Kant gjalded der Skrig af hundrede Helte i vedholdende Hyl, og Skrig gjalded igjen fra Aander og Trolde, fra Dalens Alver og Luftens Dæmoner foran ham, over ham, omkring ham, da han gik for at udøse Krigernes Blod"[4].

Irerne levede endnu paa Cuchulinn-Sagnkredsens Tid uden nogen Berøring med det øvrige Europas Liv. Klanhøvdingernes Kampe var Øens vigtigste Hændelser. Besiddelsen af en brun Tyr kunde sætte alles Sind i Bevægelse. Men saa kom Folkevandringen som en vældig Stormflod væltende ind over Europa. Og Dønningerne fra den naaede lige til Erins Strande. Da Romerne trak sine Legioner bort fra Britannien, brød de vilde Pikter fra Nord og Irer fra Vest ind over Landet. I Wales vidner endnu Stene med Indskrifter i den merkelige Ogham-Skrift[5] om Irernes Herjetog. Høvdinger fra Ulster gjør Landgang i Alba (Irernes Navn paa Skotland) og grunder et Rige paa Hebriderne og ved Skotlands Vestkyst. Ogsaa denne Tid, som varer fra omkr. 400 til 600 e. Kr., mindes i Sagnet. En bekjendt Sagnfigur er saaledes Erins Konge Niall med de ni Gidsler, mod hvis Angreb den romerske Hærfører Stilicho maatte værge sig og som synes at ha fundet Døden ved Øen Wight (omkr. Aar 405). I Sagnet er hans som ogsaa andre irske Kongers Tog til Alba (Skotland) blevet til Tog over Alperne.

Irlands anden store Sagnkreds er dog opstaaet senere, under Indflydelse fra Vikingetidens Storme. Den er kjendt under Ossians Navn og har til sit Midtpunkt Finn, Cumals Søn, og hans Krigerkorps fianna, hvoraf Navnet Fenier kommer. Finn og hans Mænd skulde vogte Irland mod fiendtlige Indfald og holde Fred og Orden i Landet. Naar Krig ikke stod for Døren, var Jagt og Elskovsæventyr deres vante Syssel. Digtene om Finn og hans Fenier er lagt i Munden paa hans Søn, Sangeren Oisin (ell.- Ossian). I denne Sagnkreds, Ossian-Sagnkredsen som den almindelig kaldes, er Tonen en ganske end i Digtningen om Cuchulinn. Man føler, at Ossians Irland er et kristent, civiliseret Land. Vildheden og Raaskaben er brudt. Finn og Ossian er virkelige Helteskikkelser og de har fremfor andre faaet Sangens Gave. Flere af de vakreste Digte i den gammelirske Poesi lægges i Finns Mund. Og gjennem Striden og Kampen klinger der Toner af øm Elskov og af trofast og opofrende Kjærlighed. Men fremforalt strømmer der i denne Digtning som et Vaarbud fra Menneskenes Ungdomstid os imøde et Pust fra Livet ude i den jomfruelige Natur forbundet med en Kjærlighed til og en Forstaaelse af Naturens Skjønhed, som vi maa gaa næsten til vor egen Tid for at finde Sidestykke til.

Der findes tusen Aar gamle Digte, lagte i Finns Mund, til Vaarens og Sommerens Pris: "Velkommen første Maidag, fagre Tid!" "Manden kneiser, Møen knoppes, seiersstolt og skjøn og sterk. Skjøn hver Skov fra Top til Grund, skjøn hver stor og aaben Slette." Og lyder det ikke helt moderne, det følgende lille Digt om Vinteren[6]:


"Hør, hvad jeg siger!
Hjortene skriger;
Vinteren sner;
Sommer er ei mer.
Vinden er høi og kold;
Solen staar lav;
kort er dens Trav;
det bruser om Hav.
Bregnen staar rød og gul;
Formen er lagt i Skjul.
Vildgaasen sender
sit Skrig, som vi kjender.
Kulden har grebet
Fuglenes Vinger;
Istid — det er
det nyt, som jeg bringer."


Ossians drøm. Maleri av François Pascal Simon Gérard (1770 – 1837). The Yorck Project.

Sangene om Sommer og Vinter er først i vore Dage blevet kjendt, og nærmest kun i Forskernes Kreds. Anderledes med Sangene om Finn og Ossian. I 1760 udgav Skotlænderen Macpherson paa Engelsk "Ossians Digte". Ingen Digte i Samtiden gjorde et tilnærmelsesvis saa dybt Indtryk paa Menneskene, der i disse Digte saa en Aabenbaring som af en ny Verden fuld af oprindelige og sterke Følelser. Goethe lader saaledes den unge Werther skrive, hvad han selv føler: "Ossian har i mit Hjerte fortrængt Homer. Hvilken Verden den herlige fører mig ind i! At vandre over Heden, omsust af Stormvinden, som i dampende Taager bærer Fædrenes Aander i Maanens dæmrende Lys, at høre fra Fjeldet, i Skovstrømmens Brus, Aandernes Jamren i deres Huler og Veklageme fra Møen, som græmmer sig tildøde ved de fire mosgroede, græsdækkede Stene over den ædle faldne, hendes Elskede!" Striden om Macphersons Digtning er nu forlængst stilnet af. Man ved, at Macpherson ikke har digtet, men derimod omdigtet Ossians Sange efter gamle Originaler. Men disse, de oprindelige Digte, stammer ikke, som Macpherson paastod, fra det tredje Aarhundred e. Kr. De er blevne til i Middelalderens senere Del, mange af dem endog i den nyere Tid. En Konge, der spiller en stor Rolle i flere Ossian-Sange og kjæmper med Finn og hans Mænd, er saaledes den norske Konge Magnus Barfod, som faldt i 1103 under en Landgang i Ulster. Der hviler heller ikke over de egte Ossian-Sange det Slør af Mystik, som der er over Macpherson’s Digtning. Det, som greb Goethe og hans Samtid ved disse Digte, stammer dog ikke fra Macpherson selv, men er netop det, som udgjør Tillokkelsen ved al keltisk Digtning, et Pust fra Menneskenes Liv ude i den jomfruelige Natur, paa Jagt efter Hjort og Vildsvin i de store Skove eller i Skotlands Fjelddale og Højsletter og paa Fiske ved de klare Elve og de stille Skovsøer. Bag Døgnets Kamp og Strid ligger som et drømmende Haab de Saliges Øer, "Ungdomslandet" (Tir na -óg) ude i Havet langt mod Vest, naar Solen rødmende synker i Havet. Om dette Land med evig Ungdom og Skjønhed har der været digtet i Irland lige fra de ældste Tider og ned til vore Dage. Lykkelige er de, som af skjønne Kvinder i Baade af Glas føres didhen.


End et andet Land jeg
hist vel kjender, ringere vist ei.
Solen straks sig hvid mon sænker;
før Nat vi til det komme vil.
Frydfuldt Sindet stedse er
for enhver, som i det vandrer.
Ingen Slægt du der vil se
uden Kvinder kun og Møer.


Saa synger Alvekvinden i et af de ældste irske Haandskrifter, vi nu eier[7]. Og i et Digt fra det 8de Aarhundred skildrer Oisin sit Ridt til Ungdomslandet:


Foran os vi skued
det herligste Land i fuld Blomst,
Sletter skjønne, flade, jævne
og en Kongeborg straalende fager.
Der findes ei Farve, som Øiet skuer,
af friskt Blaat, af Grønt og Hvidt,
af Purpur, Rødt og af Gult,
som ei var i det kongelige Hus.


Illustrasjon fra Book of Kells som viser Kristus på tronen. Collections of the National Museum of Ireland. Commons.

Det var ikke i Aandens Sysier alene, at de gamle Irlændere stod høit. Ogsaa som Kunstnere udmerkede de sig. Men deres Kunst er ligesom deres Digtning og hele Kultur egenartet og ejendommelig og i enkelte Henseender lav og uudviklet. De eiede intet Øie for det store og ornamentale, ei heller for Menneske- eller Billedfremstillingens Kunst. Deres Kunst var en Fantasiens Leg med Linjerne. Og de, som øvede denne Kunst, var flittige Munke. I de irske Klostere udførtes der Skindbøger — en Book of Kells fra det 7de Aarh. f. Eks. —, som er prydede med vidunderlig fantastiske Billeder og Ormslyngninger, hvor Farverne den Dag idag straaler med samme Glans som for tusen Aar siden. Kjendere mener, at de i sit Slags er uovertrufne i Skjønhed og Pragt. — Foruden paa Bogens Blade bredte den irske Prydkunst sig paa Smykker og Metalarbejder og paa Stenens Flade. I Skotland som i Irland findes der endnu en Række Kors og Stene prydede med de vidunderligste Slyngninger og Ornamenter og med Billeder fra Bibelen og fra hellige Mænds Liv. Menneskefremstillingen er primitiv og symbolsk. Det, som udgjør Tillokkelsen ved denne Kunst, som er den samme, hvad enten den optræder i Skindbøger, paa Broncekar eller paa Stenens Flade, er Ornamenterne. Vi finder aldrig i den gamle irske Kunst Plantemotiver, undertiden Dyremotiver, men oftest Fletværk og Baandslynger og en Række vidunderlige Linjemotiver: Spiraler, Trappetrin, Nøgler, T-er, Z-er, og en Rigdom af andre Mønstre. Undertiden faar Baandet Liv og forsynes med Slangehoveder og lange, sig bugtende Ben og Haler. Vi faar gjennem denne Kunst, der er saa overflødig rig og vekslende uden dog at blive overlæsset eller ensformig, ligesom et Billede af Kelternes Fantasi, som naar den faar vokse frit, bliver taaget og uformelig, men som, naar den bindes ved Linjernes strenge Love, vokser frodig som en Urskov, men alligevel skjøn og klar, stadig ny og vekslende i Form og Art.


__________


Saadan var Irerne paa den Tid, da Nordboerne først kom i Forbindelse med dem, et Folk, som i aandelig Stræben og i aandelig Kultur stod høiere end Vest-Europas øvrige Folkeslag, men et Folk, over hvilket der ogsaa falder dybe Skygger af Vildhed, social Uformuenhed og praktisk Ufuldkommenhed. Irerne kunde derfor paa alle det aandelige Livs Omraader blive Nordboernes Læremestere i Vikingetiden. Men næppe mindre var det, som vore Forfædre havde at lære Irerne. Og endnu den Dag idag sætter Nordboernes gamle Herredømme paa mange Maader sit Præg paa Irland.

Langt tilbage ligger den Tid, da Nordboerne for første Gang mødtes Ansigt til Ansigt med keltiske Folk og keltisk eller irsk Kultur. Længe før Irland blev bebygget, alt ved Aar 700, ja maaske endnu tidligere maa Mænd fra det sydvestlige Norge, fra Hordeland, Ryfylke, Jæderen og de nærliggende Bygder ha seilet over Nordsøen og sat fast Fod paa Orknøerne og Shetlandsøerne. Stedsnavnene viser dette. Ti flere af Shetlandsøernes Stedsnavne er dannede paa en Maade, der var gaaet ud af Mode paa den Tid, da Island blev bebygget[8]. Desuden havde de norske Nybyggere paa Orknøerne og Shetlandsøerne allerede i Vikingetiden eiet sin Jord i saa mange Slægtled, at de kunde kalde den sin Odel. Endnu bruges nemlig Ordet udal, Odel, paa Shetlandsøerne og fra Orknøerne er der en Fortælling om at Jarlen Torv-Einar tog Odelen fra Bønderne, som atter tog den tilbage af Sigurd Lodvessøn († 1014). Paa Island derimod, som blev bebygget i Slutningen af det 9de Aarhundred, brugtes hverken Ordene "Odel" eller "Odelsbonde". De islandske Bønder, der nødtvungne forlod sin Fædrenejord, havde sin Odel i Norge, ikke paa Island.

Med de Nordmænd, som seilede over Nordsjøen, maa ogsaa gutniske Mænd ha været i Følge. Flere reiste Stene i Norges Kystegne med Indskrifter i den ældre Runerække, som brugtes før Vikingetiden, vidner nemlig om Forbindelse med Øst-Sverige og Gotland. Og paa Gotland findes der fra omkr. Aar 700 ja muligvis endnu tidligere en Række høie Stene smykkede med Billeder og Ornamenter, som tydelig synes at vidne om Paavirkning fra keltisk Kunst. Stenens Flade er prydet med Spiraler og andre Ornamenter, der er særegne for og ældgamle i irsk Prydkunst.

Tufter fra vikingtiden på Jarlshof, Shetland. Foto: Knut Rage.

Naar begyndte disse Færder? Derom ved vi nu intet. Men om det Indtryk, dette første Møde med Kelterne gjorde paa vore Forfædre, derom kan vi maaske gjøre os en Forestilling. Det var en Sommerdag, tænker jeg mig, første Gang de stævnede didover fra Hordalands og Rogalands Fjorde og Klipper og Skjær. Kursen gik ret mod Vest. — Naar vi seiler fra Bergen, ligger, ved vi, Shetlandsøerne i lige Linje i Vest, medens Orknøerne og Pentlandsfjorden ligger i lige Linje vest for Stavanger. — Taagedisen laa vel, som den saa ofte gjør om Sommeren, tæt om Morgenen. Men saa brød Solens Straaler gjennem og spredte Taagesløret. De sjøfarende saa paany Land: Duncansby Head paa den ene Side og paa den anden Orknøerne med høie Fjelde, som styrter brat ned i Havet, og uden Skov ligesom mange af Øerne hjemme paa Vestlandet, men med smilende Bygder alligevel og fagre at skue for den, som i Dage og Nætter havde seilet over Nordsjøen. Saa kom de ind mod Pentlandsfjorden, medens Luften gjenlød af Maasernes Skrig og Ærfuglen hvirvlede rundt i Strømmen, den navnkundige Malstrøm, som satte et saa uudsletteligt Merke i vore Forfædres Fantasi, Malstrømmen, der magtstjæler Ror og Aarer og, naar den er som sterkest, hvirvler Baaden rundt i sit Dragsug. Tilsidst naaede de dog land og landede, ikke paa Fastlandet, men paa Øerne, hvor det saa tryggere og fredeligere ud. De mødte ikke mange Mennesker her: nogle piktiske Bønder og endel irsktalende Munke og Eneboere, som troede at tjene Gud ved at drage ud til Oceanets yderste Øer. De havde bygget Stenkirker, smaa og lave visselig, uden Søiler og billedprydede Portaler, men alligevel et ukjendt Syn for Hedninger, som blotede ude i de hellige Lunde eller i lave Trætempler. Inde fra Kirken lød Musik og Salmesang, Røgelsekarrene svingedes. Præsten var klædt i guldbaldyret Messehagl og rakte sin Krumstav i Veiret. Ude paa Kirkegaarden stod der vel et lidet Rundtaarn af den Slags, som brugtes i Irland, og mandshøie Stene, prydede med Korsets Tegn og med Billeder af Mennesker, Dyr, Engle og Dæmoner. Her satte de norske Sjøfarere Bo. Vikingetidens Aand var endnu ikke rigtig vaagnet i dem, og de levede fred- lig Side om Side med og blandede sig med sine keltiske Naboer. Og gutniske Mænd kom over, kjøbslog og handlede og bragte med sig til Hjemmet det, som er mere værd end Guld og Rigdomme, Sans for Kunst og for Skjønhed.

Snart gik Færden videre mod Syd til rigere, frugtbarere Egne, til Hebriderne, Man og Irland. Den 17. April 617 blev Ionas Datterkloster paa Øen Eigg, en af de sydlige Hebrider, brændt og Abbeden Donnan med hans 52 Fæller dræbt. I samme Aar — vel noget senere — blev, fortæller de irske Aarbøger, Tory Island udenfor Donegal i Irland "fuldstændig herjet af en over Havet kommende Flaade". Pikterne, som paa denne Tid var kristne, kan ikke ha foretaget dette Herjetog. Det maa ha været en nordfra kommende Sjørøverflaade, som først hjemsøgte Hebriderne og siden drog til Irlands Nordkyst, med andre Ord Vikinger i det 7de Aarhundred. Saaledes har en tysk Forsker sluttet, og jeg tror med Grund[9]. Men saa stilnede det af. I mere end halvandet hundrede Aar hører vi intet om Vikingetog fra Nordens Lande. Klostere reiste sig trygt og ubekymret ved Frankerrigets, Englands og Irlands Kyster. Først ved Slutningen af det 8de Aarhundred begynder Vikingetiden og det store Møde mellem Nordboer og Kelter. I 795 viser Vikinger eller "Hedninger" sig udenfor Irlands Kyster og plyndrer nogle Smaaøer nord for Dublin. I det følgende Aar udstrækker de sine Tog over hele Erins Kyster. Blant de Vikinger, som i denne første Tid hjemsøgte Irland, var der visselig endel Danske, der kom fra den engelske Kanal; Hovedmassen af dem var dog, skulde jeg tro, Nordmænd. De første Vikinger, som kom til Englands Kyster, var, fortæller Aarbøgerne, fra Hæreðaland, det vil sige fra Hordaland ved Hardangerfjorden. Herfra synes ogsaa de første Vikinger, der hjemsøgte Irland, at være komne. Thi det ældste Navn, hvormed Irerne betegner de nordiske Lande, er Hiruath, som ogsaa synes at betegne Hordaland. Men ikke alene fra Hardangerfjorden, fra alle Dele af det vestenfjeldske Norge kom der Vikinger til Irland. I 845 faldt i Irland en Vikingehøvding, som Aarbøgerne kalder Onfile Jarl (Onphile iarla[10]). Denne Høvding har visselig hørt hjemme i Fjalafylke (i det nuv. Søndfjord) et Distrikt, som senere blev en Del af Firdafylke. Hans Navn har været "Aane (ell. Aun) Filernes Jarl (Áni ell. Aaun Fila jarl[11]. Men dette har Irerne ikke forstaaet, og derfor har de forvansket hans Navn til det unordiske Onfile.

De saa, at Landet var skjønt og rigt, disse de første Vikinger, og de kom igjen Aar efter Aar i stedse voksende Skarer. — Den er vidunderlig denne folkeformerende Evne, som Nordens Lande i Vikingentiden maa ha eiet. Det var, som en gammel irsk Krønikeskriver siger: "Sjøen spyede op Floder af Fremmede over Erin, saa der fandtes ingen Havn, ingen Landingsplads, ingen Fæstning, ingen Borg, intet Værn uden Flaader af Vikinger og Sjørøvere". Rundt om paa Øen, op over Elvene, paa Indsjøerne og op gjennem Dalene streifede Vikingernes Skarer herjende og plyndrende. Man maa spørge sig selv, om der findes et Kloster, en Indsjø, en Dal eller en Elv paa hele Øen, hvor Vikingerne ikke har været og hvor ikke større Mængder af dem for kortere eller længere Tid har slaaet sig ned.

I Begyndelsen kom Vikingerne bare for at plyndre og røve. De brændte Klostrene og bortførte Kvinder og Børn. Men Vikingerne var ikke vilde Røvere alene. De var Nybyggere og Organisatorer. De forstod, hvad Irerne aldrig har lært, at bygge Samfund bundne af Lovens og Samholdets strenge Aand.

Den Mand, som grundlagde Nordboernes Herredømme i Irland, var Nordmanden Turgeis eller Torgest, som vel hans samtidige Landsmænd kaldte ham, en af vor Oldtids største og merkeligste Herskerskikkelser. Aarbøgerne fortæller for omkr. Aar 859: "Derefter kom der en stor kongelig Flaade til det nordlige Irland under Turgeis, som opkastede sig til Konge over alle Fremmede i Erin[12]. Han blev med andre Ord den første Konge over Nordboerne i Irland. Og nu er det straks, som kommer der Fart over Erobringen. Rundt om i det nordlige Irland bygges der Skanser og Fæstningsverker, især ved Shannons øvre Løb og ved Loch Ree midt i Irland. Men fremfor alt, Byen Dublin grundlægges. Her havde der alt tidligere været en liden Landsby, af Irerne kaldt Ath Cliath eller "Vidjevade-stedet". Men Turgeis saa Stedets udmerkede Beliggenhed og grundlagde her omkr. 840 en Borg og en By, der gjennem Aarhundreder blev Nordboernes faste Plads, Irlands Hovedstad.

Men Turgeis’s Planer gik videre, hans Maal var større. Han vilde udrydde Kristendommen, gjøre Irland til et Hjem for Asadyrkere. — Blant Æserne var i Irland Thor den, som mest dyrkedes. Dublins Indbyggere kaldtes af Irerne "Thors Stamme" og deres Høvdinger "Thors Høvdinger"[13]. Nord for Dublin var der en til Thor indviet hellig Lund, som blev brændt, efterat Kong Brian i Aar 1000 havde indtaget Dublin. I Gudehovet i Dublin gjemtes Thors hellige Ring, som i 996 blev gjort til Bytte af Irerne[14]. Dog tilbad visselig Nordboerne i Irland, ligesom deres Stammefrænder paa Øen Man, Odin, Heimdal og de andre Guder. — Hvor Turgeis kommer hen, vier han Kirkerne ind til hedenske Gudehov og sætter sine Høvdinger til Goder eller Offerpræster. Med Rædsel saa Irerne sine Kirker skjændede, sine Præster bortjagne, og Messen paa Latin og Irsk afløst af Offerbønner i et fremmed, barbarisk Tungemaal. Det heder herom i et gammelt Digt, der som saa ofte i det gamle Irland har Formen af en Spaadom (lagt i Munden paa St. Berchan):


Hid skal komme over det store Hav
Hedninger at kue Erins Mænd.
Abbed sætter de i hver en Kirke,
en Konge over Erin.
Vintre syv med Herrevælde
skal de herske over Erin,
i hver Helligdom, hvert Gudshus,
Hedninger fra Dublins Borg.
Abbed kaares til mit Kloster,
Fasten han kun lidet agter,
ingen Messe, intet Fadervor,
ikke Gælisk[15], men kun Nordbos Tungemaal[16]


Armagh i det nordøstlige Irland var Erins fornemste Helligdom. Her gjemtes den Stav, som Kristus selv skulde ha givet til Irlands Apostel, den hellige Patrick. Armaghs Abbed havde Titelen "Patricks Efterfølger" og var paa en Maade hele Øens religiøse Overhoved, Turgeis forjog Armaghs Abbed Forannan, der flygtede til det sydlige Irland.

Muiredach's High Cross, irsk høykors fra 9. eller 10. århundre. Foto: Matteo Corti, 2002. Commons.

Domkirken omdannedes til et hedensk Tempel, hvor Turgeis selv var Offerpræst, eller som Krøniken udtrykker det, "han gjorde sig til Abbed i Armagh". Turgeis’s Hustru Otta var ogsaa Præstinde. Hun opslog sin Bolig i Clonmacnois, Irlands anden Helligdom (midt i Irland). Hun sad paa Høialteret i Domkirken og gol paa de gamle Vølvers og Seidkvinders Vis Galdre og gav Orakelsvar. Det saa næsten ud, som om Odin og Thor skulde fortrænge den hvide Krist. Irerne var som altid uenige og formaaede ikke at modstaa Nordboerne. Men tilsidst blev Turgeis, ved Forræderi som det synes, fangen og druknet i Loch Owel (omkr. 845). En af de merkeligste Skikkelser i Nordboernes Historie i Irland, mindedes han gjennem Slægterne som Grundlægger af Vikingernes Vælde i Irland. Endnu i det 10de Aarhundred brugtes Turgeis som Navn af Kongeslægten i Dublin. Historieskriveren, den livlige og vel underrettede Giraldus Cambrensis, som i 1170 kom til Irland i Følge med de engelske Erobrere kalder ham Turgesius og siger at han var den første Hersker over Nordboerne i Irland. Endnu paa Giraldus’s Tid kunde man rundt om i Irland se Murene af Borge og Fæstningsverker, som Turgeis havde bygget.

Efter Turgeis’s Død saa det en Tid truende ud for Nordmændenes Vælde i Irland. Danske Vikinger[17] kastede lystne Blikke paa det rige Land og søgte selv at vinde Magten der. I 848 kom de uforvarende og overraskede Nordmændene i en af deres Flaadestationer ved Nordkysten af Irland. To Aar senere plyndrede de Dublin og seirede ved Linn Duachail i Grevskabet Louth ved Irlands Østkyst. I 851 endelig vandt de under Anførsel af Orm en afgjørende Seir ved Carlingford Lough (lidt nord for Linn Duachail).

Dette er første Gang, Historien melder os om Strid mellem Nordmænd og Dansker, første Gang overhovedet at Nordmænd optræder som en selvstændig Nation mellem de nordiske Folk. Kampen var vild og grusom. Det er, som om Vikingetidens hele Barbari og Blodtørst her kommer til Udbrud. Danerne, for hvem det en Tid saa mørkt ud, seirede tilsidst ved at paakalde den hellige Patrick. Fem tusen Nordmænd laa faldne paa Valpladsen, deriblant deres to Halvkonger, Stein og Jernknæ. Efter Slaget sendte Erins Overkonge Maelsaechlainn Bud til Danerne. Ved deres Ankomst holdt Danerne paa at koge, og deres Kjedler stod paa Hauge af faldne Nordmænd. Den ene Ende af Spiddet, som Kjødet hang paa, var stukket ind mellem Ligene af de faldne Nordmænd og Ilden brændte dem, saa at Huden sprak og alt det Kjød og Flesk, som de havde spist Natten iforveien, væltede ud af Bugen. Da Maelsaechlainns Sendebud saa dette, bebreidede de Danerne denne [vilde Opførsel]. Men Danerne svarede: "Paa samme Maade vilde de ha ønsket at kunne gjøre med os." Derpaa gav de en stor Kiste fuld af Guld og Sølv til den hellige Patrick. For Danerne var et Folk, som dog eiedé en Slags Fromhed; de kunde nemlig for en Stund opgi Mad og Kvinder for From-heds Skyld[18].

Danskernes Herredømme ved Irlands Østkyst blev dog ikke af lang Varighed. Allerede i det følgende Aar fik Nordmændene en ny Fører i Amlaib Conung (d. e. Olav Konge), som ogsaa under Navnet Olav Hvite spiller en stor Rolle i de islandske Slægtrækker og fra hvem flere Landnaamsmænd sagdes at nedstamme. Han synes at være kommen fra Norge, hvorhen han ogsaa senere vendte tilbage. Han har vistnok tilhørt samme Slægt som Turgeis og de tidligere norske Konger i Dublin. Dublin blev vundet igjen. Danskerne trængtes mere og mere tilbage og gav sig "af Frygt for at overvældes af Nordmændenes Rænker" i Tjeneste hos en irsk Konge, indtil de endelig forlod Irland og drog over til Wales, hvor deres Fører Orm fandt Døden (856). Saaledes blev da Dublin Midtpunktet for et norsk Vælde, som skulde bestaa lige indtil Englændernes Erobring i 1170 og 1171, og hvor norske Sprog og Nationalitet endnu i mere end et Aarhundred skulde leve.

Dublinriget omfattede i sine Velmagtsdage ikke alene det nuværende Grevskab Dublin. Det strakte sig videre langs Kysten baade imod Nord og Syd. Nord for Dublin, i Ulster, skjærer der ligesom paa Vestlandet i Norge trange Fjorde med høie Fjelde paa begge Sider dybt ind i Landet. Heroppe havde Dublinmændene Stationer for sin Flaade og mange Stedsnavne minder endnu om deres Herredømme. Flere af Fjordene har ved Siden af sit irske med loch (Indsjø, Fjord) sammensatte Navne ogsaa et andet angliseret Navn, der ender paa ford, vort "Fjord", f. Eks. Strongford, Carlingford (= oldn. Kerlingafiǫðr "Kjerringfjorden"). Den lille Fjord, der gaar ind ved Byen Larne i Antrim, kaldes i middelalderlige Breve Wulfricheford og har vel af de gamle Nordboer været kaldt Ulvreksfjorden (Ulfrekrsfjǫðr ), hvis første Led igjen synes at være en Forvanskning af det irke Navn paa den Elv, der munder ud i Fjorden, Ollarbha. I det 10de Aarhundred havde ogsaa Nordboerne undertiden Besiddelser inde i Landet i det nordøstlige Irland. Saaledes erobrede de i 933 selve Armagh, som i adskillige Aar var i deres Besiddelse. Og endnu i den saakaldte "Rettighedernes Bog", som er skrevet i det 11te Aarhundred, nævnes blandt Ulsterkongernes Forrettigheder: "Ret til Svogerskab med Kongen over de blaaøiede, kolde Fremmede." Nybygderne heroppe dannede i Almindelighed et Lydrige under Dublinkongen[19], og havde sine egne Høvdinger, som synes at ha baaret Værdighedsnavnet Lagmand[20]. Rundt om i den nordiske Verden, i Norge, i Sverige, paa Færøerne og Island, ja endog hos andre germanske Stammer, som hos Friserne, finder vi Lagmænd og Lovsigemænd, der skulde bevare Lovens Ord i sit Bryst og undertiden føre Forsædet paa Tinge, repræsentere Bønderne ligeoverfor Kongemagten osv. I Nybygderne paa de britiske Øer forandredes paa mange Maader Lagmandens Stilling. I Femborgdistriktet i England, der var en Slags aristokratisk Republik, blev Værdigheden arvelig i nogle faa Slægter, og paa Hebriderne og Øen Man blev Lagmændene i det 10de Aarhundred til virkelige Høvdinger. "Øernes Lagmænd" hjemsøger i anden Halvdel af det i 10de Aarhundred Irlands Kyster, og senere er Lagmann et almindeligt Navn i den norske Kongeslægt paa Øen Man. Intet Under derfor, at den norske Høvedsmand i Armagh ogsaa kaldes Lagmand.

I Syd for Dublin omfattede Dublinriget Kysten af Grevskabet Wicklow, saa kaldt efter den største By i dette Distrikt. — I Middelaldersbreve kaldes den Wikingelo, første Led i dette Ord er det nordiske "Viking" enten som Appellativ eller som Navn. En Række Stedsnavne minder ogsaa her om det gamle norske Herredømme.

Ved Irlands sydøstlige Hjørne ligger der to Byer, som begge er grundet af Vikingerne, nemlig Wexford og Waterford. De er opkaldte efter de to Fjorde, ved hvis Bredder de ligger og som sandsynligvis i gamle Dage blev kaldt Veigsfjǫðr og Veðrafjǫðr. Meget taler for, at det oprindelig var danske Vikinger, som nedsatte sig i disse af Naturen rigt udstyrede Egne[21]. Senere kom dog Riget i Waterford, hvortil den lille Koloni i Wexford ogsaa hørte, i nær Forbindelse med Riget i Dublin og blev, synes det, et Lydrige under dette. Kongerne i Waterford tilhørte i Slutningen af det 10de og i det i 11te Aarhundred Dublinkongens Slægt. Nordboerne, eller "Østmændene", som de kaldtes, bevarede hernede længe efter Englændernes Erobring sit Sprog og sin Nationalitet. De var Kjøbmænd og seilede til Syd-Frankrig for at hente Vin eller levede ude paa Landet som Bønder og Forpagtere. Med Byen Waterford er vi kommet ind i Munster, den sydvestligste af Irlands Provinser. En af de vigtigste Stæder i denne Del af Øen har lige indtil vore Dage Byen Cork været. Sit Navn har den faaet efter en irsk Klan i Omegnen. Men Byen selv er grundet af norske eller danske Vikinger, som allerede omkr. 860 havde bygget en sterk Borg (efter Forbillede fra Frankrig) hernede[22].

Cork var Midtpunktet for en Række smaa Vikinge-nybygder ved Irlands Sydkyst i Grevskaberne Kerry og Cork. Disse strakte sig lige fra Irlands sydvestlige Hjørne, hvor vi endnu i 1280 "ved Verdens Ende" møder en Mand af Nordisk Herkomst Maurits Mac Otere (d. e. Ottars Søn), og til Youghal i Øst ved den lille Fjord af samme Navn. Disse Nybygder udgjorde næppe i gammel Tid noget Kongerige. Vi hører aldrig om nogen Konge af Cork. I en irsk Saga, hvis Handling foregaar ved Midten af det 10de Aarhundred optræder der derimod tre Høvdinger, som kaldes "Corks Vogtere". Cork med omliggende Nybygder dannede, skulde jeg snarest tro, en aristokratisk styret Forbundsrepublik af samme Art som Femborgdistriktet i England eller som den islandske Fristat, der visselig — delvis ialfald — har havt sine Forbilleder i Vikingenybygderne paa de Britiske Øer. Om Byen Corks Skjæbne ned gjennem Tiderne ved vi overmaade lidet. Den maatte vel alt i det 10de Aarhundred give sig ind under Munsterkongernes Overherredømme; men den bevarede langt ned i Tiden sin indre Frihed og sit Selvstyre. Da Englænderne i 1170 kom til Irland, kunde Borgerne i Cork udruste en Flaade for at møde dem. Vel led de Nederlag og deres Anfører Torgeir (Turgerius) faldt. Men ogsaa under Englændernes Herredømme forstod de gamle Vikingers Efterkommere at hævde sin Nationalitet. Endnu i Slutningen af det 13de Aarhundred nævnes "Østmænd" baade i Cork og i den lille By Youghal.

Brian Boromha konge av Munster. Ukjent kunstner. Illustrasjon hentet fra The General History of Ireland, 1723.

Vigtigere end Cork var i gamle Dage Byen Limerick, der endnu hører til Irlands anseligste Stæder. Allerede i anden Halvdel af det 9de Aarhundred havde Vikingerne sat sig fast her. Men først i Begyndelsen af det 10de Aarhundred fik Nybygden i Limerick sin store Betydning. Beliggende langt oppe i Landet ved den brede seilbare Shannon laa Limerick (af Nordboerne kaldt Hlymrek) saa heldig til som næppe nogen anden Stad i Irland. Under dygtige Herskere udvidede Limerick lidt efter lidt sit Herredømme, saa dette tilsidst omfattede store Dele af Munster og endog kunde vække Dublinrigets Skinsyge. Under de stadige Kampe dels med Dublinkongeme og dels med Kongerne af Munster gik det tilbage med Limericks Magt. Efter et stort Slag i 968 blev endelig Byen indtaget af Munsterkongen Mathgamhain og dennes navnkundige Bror, Brian Boromha. Efter denne Tid anerkjendte Limerick Kongen af Munsters Overhøjhed, men fik beholde sit Selvstyre og sin indre Frihed tilligemed sit nærmeste Opland. Endnu et hundrede Aar efter Englændernes Erobring — i Slutningen af det 13de Aarhundred — havde Østmændene i Limerick en Slags Selvstyre og stod under sine egne Love.

Historien melder os ikke meget om disse Nybygders vekslende Skjæbne, ei heller om hvem der har grundlagt dem. Saa meget kan vi dog se, at der undertiden var et Modsætningsforhold tilstede mellem Dublin og de til den hørende Nybygder og Limerick paa den anden Side.

Limerick og Cork var nemlig ikke saaledes som Dublin norske, men danske Nybygder. Irerne forstod godt at skjelne mellem Nordmænd og Dansker. De første kalder de "hvide Fremmede" og de sidste "sorte Fremmede". Men læser vi nu med Omtanke de gamle irske Krøniker, da vil vi lægge Merke til, at de Sagaskrivere, som er fra Munster, kalder Vikingerne i Cork og Limerick for Daner (Danair) eller "sorte Fremmede", Nordboerne i Dublin kalder de derimod "hvide Fremmede" eller Mænd fra Lochlann (oprindelig Navn paa Nordmændene, men senere et Fællesnavn paa alle Nordboer).

Ogsaa i andre Dele af Irland har der været Vikinge-nybygder. Derom vidner f. Eks. det nordvestligste Grevskab i Irland, Donegal, som har faaet sit Navn efter en af Vikingerne anlagt Borg ved Bunden af Donegal-Bugten, "Nordboernes Fæstning" (Dún na Gall[23]. Et gammelt Digt fortæller om en irsk Konge i disse Egne, hvis tre Døtre blev gift med Vikingehøvdinger. "Ei var det dem kjært", heder det[24].

Endnu den Dag idag vidner Stedsnavne rundt om i Irland om Nordboernes gamle Vælde, saaledes Navnene paa de store Provinser Ulster, Munster og Leinster, der er nordiske Omændringer af de gamle irske Navne (Uladh, Mumhan og Laighin), og fremforalt selve Navnet Irland, af vore Forfædre kaldt Iraland, medens det gamle irske Navn er Erin. De fleste af de nordiske Stedsnavne er dog nu fortrængt, dels af engelske Navne og dels af irske, som har antaget ofte helt ukjendelige angliserede Former.

Irernes — ligesom alle Kelters Samfund manglede Romernes og Germanernes Evne til at lade fremmede Folkeslag smelte sammen med og gaa op i deres eget Samfund. Klanen, hvis Medlemmer alle havde en fælles Stamfar, dannede et sluttet Hele, som ikke tillod nogen Tilførsel af nyt Blod og fremmede Medlemmer. Først naar en Mand havde boet saalænge sammen med Irlænderne, at de havde glemt hans Herkomst, blev han regnet for en af deres egne. I Wales blev en Mand af fremmed Oprindelse først i 9de Led regnet for en ægte Kymrer. Deraf kom det, at Nordboerne saa længe kunde leve sammen med Irerne uden at smelte sammen med dem, medens de temmelig snart begyndte at blande sig med Englænderne og i første Halvdel af 14de Aarhundred mistede ethvert Minde om sin nordiske Herkomst. Men paa den anden Side har Irerne med deres sydlandske Livlighed, deres frodige Fantasi, deres sterke Lidenskaber og sprudlende Vid altid øvet sin store Tiltrækning paa de Fremmede, som har levet blant dem. Mange af de største Forkjæmpere for Irlands Frihed i vore Dage, en Parnell f. Eks., har været af engelsk Oprindelse. Og i Middelalderen hed det snart om de engelsk-normanniske Riddere, som havde bosat sig der, at de blev "mere irske end Irlænderne selv" (Hiberniensibus ipsis hiberniores). De begyndte at tale Irsk, klædte sig som Irerne og begyndte at organisere sig som Klaner. Paa os Nordboer har Kelterne altid øvet sin store Tiltrækning. Magnus Barfod f. Eks. vender atter og atter tilbage til Skotland og Irland. Han og hans Mænd anlægger Højlændernes Klædedragt med det korte Skjørt og de bare Knær. Han selv gjennemtrænges af irsk Kultur; han maa ha lært sig at tale Irsk og bruger i sine Digte irske Ord. Og ikke mindst længes han, naar han sidder hjemme i Norge, efter de irske Piger med de mørkegraa, drømmende Øine. Med en af dem fik han endog en Søn, som senere blev Norges Konge, Harald Gille.

Og Irerne selv — ogsaa de greb, som de endnu gjør, med Iver og Begeistring alt fremmed. Irland var et Land, hvor Høvdingerne havde al Magt, men hvor de Smaa i Samfundet intet havde at sige, var fortrykte og underkuede. Skatterne var store og blev inddrevet med Haardhed og Voldsomhed. Undertiden hører vi endog om Reisning af Bønderne, "Plebeier", som de kaldes i en irsk Saga, mod deres Herrer. Intet Under derfor, at Vikingetogene bragte Gjæringen og Misnøiet til at slaa ud i lys Lue. Vi ser i Irland det merkelige Skuespil, som næsten ikke har sit Sidestykke i Historien — undtagen maaske, da Araberne erobrer Syrien, — at de paa mange Maader høit kultiverede Irer forlader sin Kristendom, opgiver sin hjemlige Kultur og antager Vikingernes Tro og Sæder. Jeg sigter til de saakaldte Gall-Gaedhel (ell. "Fremmed-Irer"), som spiller saa stor Rolle i Irlands Historie i det 9de Aarhundred. De var Folk, om hvem et irsk Aarbogsbrudstykke for omkr. 850 siger: "I dette Aar forlod mange sin kristne Daab og plyndrede Armagh og førte dets Rigdomme bort med sig". "De var," heder det, "Folk, som havde opgivet sin Daab og de blev almindelig kaldt Nordmænd; for de var opfostret af disse, og om end de almindelige Nordmænd var grumme mod Kirkerne, saa var dog disse langt værre, hvor i Erin de end pleiede at være."

Af alskens sammenløbet irsk Pak og af halvt hiberniserede Vikinger bestod disse Fremmed-Irer eller "Dødens Sønner" som de ogsaa betegnende kaldes. Sit faste Tilholdssted havde de, skulde jeg tro, paa Hebriderne, hvorfra de plyndrer paa Irlands Nord kyst[25]. Befolkningen paa Suderøerne, som endnu i det 13de Aarh. kaldes "Gall-Gaedhel", var allerede i Vikingetidens allerførste Tid blevet halvt irsk, halvt nordisk. Før Midten af det 9de Aarhundred møder vi heroppe Høvdinger, hvis eget Navn er nordisk, men hvis Fader bærer et irsk Navn. De mange Nordmænd og Dansker, som bosætter sig paa Øerne, ordner sig paa irsk Vis i Klaner, men vedbliver dog at være vilde Vikingehøvdinger, om end mange af dem alt i det 9de Aarh. var omvendt til Kristendommen. Intet Under, at Hebriderne var Fremmed- Irernes faste Borg, hvor Vildhed og Grumhed og vild Vikingeaand indtil langt ned i Tiden vedblev at leve. Men ogsaa i Irland selv herjede de fra Nord til Syd. Deres Fører hed Ketil den hvide (Caitill Finn). Enkelte Forskere mener, at han er det historiske Grundlag for den Finn, om hvem Ossian-Sagnkredsen har dannet sig. Andre har ment, at han er den samme som den Ketil Flatnef, hvem Harald Haarfagre satte til at styre Suderøerne, men som senere gjorde Opstand mod ham. I alle Fald har han, som Navnet viser, været af nordisk Herkomst. Rundt ham har baade Irer og Vikinger sluttet sig. Men Fremmed-Irerne var en lige stor Ulykke baade for Irer og Nordboer. Dublins norske Konger og irske Høvdinger sluttede sig derfor sammen om at ødelægge dem. Og i 857 fandt Ketil Hvide endelig Døden i Munster. Efter denne Tid hører vi næsten ikke mere om Fremmed-Irernes Herjetog. Men de irske Aarbøger og Sagaer viser os, at Nordboer og Irer ogsaa senere paa mange Steder levede fredelig Side om Side og at Irerne endog ved mange Ledigheder hjalp Nordboerne mod sine egne Landsmænd. Norske Vikinger fra Irland i Forening med Danskerne belejrede i Begyndelsen af det 10de Aarh. Byen Chester, som lige fra Romernes Tid var en sterk Fæstning. Ved denne Lejlighed, fortælles det, havde Nordmændene, som endnu var Hedninger, med sig "mangen en irsk Fostersøn"[26] I 930-Aarene blev Cellachan af Cashel Overkonge over Munster. Han var en drabelig Kriger og havde som sit Maal sat sig at befri sit Land fra Nordboernes Tyranni. Han drog derfor først mod Limerick og seirede i en stor Kamp over Vikingerne dér. Disses Høvdinger bærer dels nordiske, dels irske Navne. En af dem er fra Hebriderne, som ved flere Leiligheder stod i Forbindelse med Riget i Limerick; han bærer det irske Navn Morann og kaldtes "Søn af Flaade-Kongen af Lewis, fra Nordmændenes Land". En anden af Høvdingerne i Limerick kaldes Morann, Søn af Connra; han var, synes det, en Efterkommer af Vikinger, som havde slaaet sig ned i Eoganachternes Land i Grevskabet Kerry (sydvestligst i Irland), hvor de nu dannede en egen Klan, talte irsk Sprog, havde irske Sæder, men alligevel ikke havde glemt sin nordiske Herkomst.

Efter Seiren ved Limerick drager Kong Cellachan og hans Mænd gjennem hele det sydlige Munster, til Cork, Waterford og Cashel. Overalt har de Kampe baade med Nordboerne og med de indfødte irske Stammer, som heller ikke havde Lyst til at anerkjende Kong Cellachans Overhøjhed[27]. I disse Kampe staar Nordboerne og Irerne stadig sammen mod Munsterkongen og lever, synes det, Side om Side i den bedste Forstaaelse. Og ligedan i anden Halvdel af det 10deAarh., da Mathgamhain og hans mere navnkundige Bror Brian Borumha var Overkonger over Munster. De tilhørte Dalcassiernes Stamme i Grevskabet Clare og havde især at kjæmpe med Nordboerne i den nordlige Del af Munster. Da de for Alvor begyndte at gjøre Munsterkongens Myndighed gjældende, stødte de paa Modstand, ikke alene hos Nordboer, men ogsaa hos Irer; disse dannede — under Kongen af Limericks Ledelse — en Sammensværgelse mod Mathgamhain, som tilsidst ved Forræderi af en irsk Fyrste blev fanget og dræbt i 976.

Saaledes levede, ser vi, Irer og Nordboer ofte fredlig sammen. Vel var der ofte Strid og Kamp, og de irske Krønikeskrivere skildrer nok med sterke Farver Vikingernes Plyndringer og Voldsherredømme. Men dette gjælder især det 10de Aarhundred. Undertiden giver ogsaa Irernes Had til de fremmede Erobrere sig Luft som i det følgende, der er hentet fra Skildringen af et Slag mellem Irer og Nordboer: "Da reiste de i Sandhed tapre Nordmænd med de brede Vaaben sig, og de hæslige, afskylige Nordboer med de sortblaa Ansigter[28] og de uædle lavættede Daner, som var uden Kjærlighed og uden Arveret til Fodlas altid skjønne Ø og uden Herkomst eller Slægtskab i Banba[29]. Oftere ser det dog ud, som om Irerne beundrer Nordboernes Mod og Tapperhed og især deres ypperlige Vaaben og Rustninger. Vikingerne kaldes i Sagaerne "Helte" lige fuldt som Irernes egne Kjæmper. De kjæmper som "Løver" og falder med Hæder i Kampen; ja de kaldes endog undertiden med hædrende Tillægsord som "højsindet" og "festlig".

Derfor kunde der ogsaa være Tale om et frugtbart Samliv mellem Irer og Nordboer. Og næppe i noget andet Land har Vikingerne og de oprindelige Indvaanere lært saa meget af hinanden som netop her. Allerede i det 9de Aarhundred ser vi Vikingehøvdinger gifte sig med irske Kongedøtre, var det end ofte, som det staar i et gammelt Kvad, at "ikke var det dem kjært". I det 10de Aarhundred blev saadanne Ægteskaber saa almindelige, at der næppe fandtes noget irsk Fyrstehus, som ikke var beslægtet eller besvogret med Nordboerne. Og vidner det ikke om Fremgang i Kultur, naar vi om en Høvding i Leinster omkr. 870 hører, at "saa stort var det Herredømme og den Indflydelse, han havde vundet over Nordmændene, at de ikke turde udføre noget Arbeide om Søndagerne"[30]. Eller er der ikke Forskjel mellem Vildheden og Raaskaben i Danernes og Nordmændenes indbyrdes Kampe ved Midten af det 9de Aarhundred, da de koger sin Mad i Kjedler mellem Ligene af de faldne Fiender, og Vikingernes Optræden omtrent 70 Aar senere!

I 921 plyndrede en af Dublins Høvdinger, Godfred, Ivars Sønnesøn, Irlands navnkundige Helligdom Armagh. Men han skaanede Bedehusene, Sygehusene med de Spedalske i, og Kirkerne, saa at kun nogle faa, som blev antændt ved Uforsigtighed, brændte[31]. Og hundrede Aar senere — i 1020 — sparedes, saa fortælles det udtrykkelig, "Husene med Haandskrifter i". Irske Navne blev almindelige, ikke alene i de nordiske Høvdingeslægter, men ogsaa blant de Fornemme, og Kristendommen vandt i Løbet af det 9de Aarhundred lidt efter lidt Indpas i Vikingenybygderne, muligens alt fra Midten af Aarhundredet. Efter det ulykkelige Slag ved Tara (980) drager Dublins Konge, den baade i Englands og i Irlands Historie og ogsaa i Sagaerne navnkundige Olav Kvaaran paa Pilgrimstog til Columbas hellige Ø Iona, "hvor han døde efter Bod og et godt Liv" (d. e. i Munkekutten[32]. Ikke mange Aar efter — i 994 — førte en irsk Konge Tors hellige Ring bort fra Dublin, og i Aar 1000 efter Seiren ved Glenmama ødelagde Kong Brian Tors hellige Lund paa Nordsiden af Dublin. Kristendommen er fra nu af Nordboernes Statsreligion i Irland. Allerede i 1014 — paa det store Clontarfslags Tid — skildres Dublin som en fuldstændig kristen By.

Irlands navnkundigste Digter ved Aartusenskiftet var Mac Liag, Kong Brians Hirdskald. Han indehavde den høie Værdighed som "øverste Doktor over hele Erin" (ard-ollamh). Mac Liag deltog ikke selv i Slaget ved Clontarf, men blev dybt grebet over sin Herre og Velgjører Kong Brians Fald. En af dem, som faldt i Kampen, var ogsaa Tadg O’Kelly, Konge over Ui Maine, hvem man forgjæves havde søgt at bevæge til Forræderi mod Brian. Ogsaa denne Fyrste havde staaet Mac Liag nær, og nu ilede han til Dublin. I et endnu bevaret Digt beder han Dublinkongen, ved hvis Hird han før havde tilbragt mangen en glad Stund, om ikke at lægge Tadg i Graven, før han havde kastet et sidste Blik paa sin faldne Ven:


Tungt og dog let har jeg kommet til Ath Cliath[33],
til Olavs Borg med de gyldne Skjolde.
Fra Ath Cliath med Sverd og med Grave
rask og dog langsom min Bortfærd skal være.
O Mænd af Klokkernes Dublin,
baade Abbeder og Biskoper!
Læg ikke Jord over Tadg,
før jeg har givet ham et sidste Blik!
O Harald Stamme, navnkundig i Digte!
O I, som er tilbage af Norges heltemodige Skarer!
Ei var Ui Maine’s Høvding af en fremmed Æt
eller Ætling af en lav, uædel Stamme.


Slaget ved Clontarf, oljemaleri av Hugh Frazer, 1826.

Allerede før Clontarfslaget synes kvindelige Medlemmer af Kongeætten i Dublin at ha gaaet i irske Klostere og i 1012 dør en Mand af nordisk Herkomst som Præst i Clonmacnois[34]. Høiskolen i Clonmacnois var ved Aar 1000 maaske den navnkundigste i Irland. Den var grundlagt ved Aar 554 af den hellige Ciaran og voksede lidt efter lidt op til et virkeligt Universitet. Dette havde en Fordel fremfor de øvrige Lærdomssæder i Irland. Det tilhørte ikke nogen enkelt Stamme eller Klan, men fik sine Abbeder og Lærere fra alle Dele af Erin. Hvad Under da, om Nordboer ogsaa studerede ved denne Irlands mest kosmopolitiske Høiskole. Og virkelig synes nordiske Stedsnavne, som alt i første Halvdel af i 11te Aarhundred forekommer i Clonmacnois, at vise, at saa har været Tilfældet[35].

I Nordboernes Stæder i Irland levedes der, trods Vikingetidens Strid og Kamp, et glimrende og pragtfuldt, men ogsaa et rigt aandeligt Liv. Baade Dublin, Limerick, Cork og Waterford var allerede ved Midten af det 10de Aarhundred sterke Fæstninger omgivne af Volde og Grave. Allerede paa Clontarfslagets Tid var Dublins Mure blevet af Sten og paa de franske Byers Vis forsynede med Vagttaame og Donjoner. Og Limerick kaldes i en Saga fra det 11te Aarhundred "Byen med de sammenklinkede Stene[36].

Handelen begyndte at blomstre. Thi de gamle Vikinger var ikke Sjørøvere og Krigere alene, men ligesaa meget Kjøbmænd og Handlende. De bragte Irlands Frembringelser til Udlandet og førte med sig tilbage Sydens og Vestens Produkter som Hvedemel, Vin og kostbare Tøier, alt hvad Erins Ø ikke selv frembragte. Derfor kunde ogsaa Sagnet senere i Middelalderen fortælle, at Vikingerne eller "Østmændene" fik Tilladelse til at grunde Stæder og nedsætte sig i Irland paa Betingelse af at de skulde drive Handel og forsyne Øen med hvad den trængte"[37]. Og endnu i Slutningen af det 16de Aarhundred fortæller en irsk Historieskriver[38], at de fleste Kjøbmænd i Dublin paa hans Tid er af nordisk Herkomst.

Livligst var Handelsforbindelsen mellem Irland og Byerne paa den anden Side af den irske Sø og St. Georgs-kanalen, med Chester ved Floden Dee og især med Bristol. Paa begge Sider af Bristolkanalen var der allerede ved Vikingetidens Slutning en Række Smaabyer, som dels var virkelige Vikingenybygder og dels skyldte Nordboernes Handel sin Betydning, Byer som Milford, Haverford, Swansea osv. Vigtigst blandt disse var Bristol. Hid gik især Handelen fra Irland, men ogsaa fra de nordiske Lande selv. William af Malmesbury, en engelsk Historieskriver, som levede omkr. 1140, fortæller nemlig, at "Bristol er en Havn for Skibe, som kommer fra Island, Norge og andre oversøiske Havne". Bristol var især et Marked for Slavehandelen, som endnu i det 11te Aarhundred her blev drevet paa samme Maade, som den den Dag i Dag drives i Afrika. I Bristol solgtes Trællene bundet sammen med Reb og førtes over til Irland. De største Slavehandlere var nordiske Kjøbmænd. Vikingetogene bragte jo en stadig Tilførsel af denne levende Vare og rundt om i Norden, hvor der holdtes Marked, paa Brennøerne ved Gøtaelvens Munding, paa Haløre Marked i Skaane osv., reiste Slavehandlerne sine Boder, hvor de, saaledes som vi endnu læser om fra Østerlandene, udstillede sine Trælkvinder.

Men Handelen gik langt videre end til Englands Kyster. Den nordiske Kjøbmand eiede Vikingens hele Mod og Dumdristighed. Fra Waterford, Cork og Limerick seilede han til Sydfrankrige, til Egnene ved Loires og Garonnes Munding for at hente den kostelige Vin, som Irer og Østmænd satte lige stor Pris paa. Dublins Mænd skulde saaledes, saa fortæller den før nævnte Skald Mac Liag i et af sine Digte, i aarlig Skat til Kong Brian betale 150 Fade Vin og fra Limerick skulde han faa "en Tønde Vin hver eneste Dag". Fra Syd-Frankrig var Veien ikke lang til Spanien, hvor Maurerne havde grundlagt en Civilisation, som i materiel Henseende længe stod høiere end nogen anden i Europa. Her dyrkedes Bomuldsplanten, Daddelpalmen og Morbærtræet. Her vævedes Silketøjer, Skarlagen og kostbare guldindvirkede Tøier. Læderindustrien blomstrede; det fine Corduan-skind har saaledes faaet Navn efter Byen Cordova. Til Spanien maa Kjøbmænd fra Limerick allerede i den første Halvdel af det 10de Aarhundred være kommet.

I 968 plyndrede Irerne Limerick og førte bort med sig Nordboernes "Klenodier og bedste Eiendele, deres skjønne, udenlandske Sadler, deres Guld og Sølv, deres skjønt vævede Klæder, af alle Farver og alle Slags, Fløiel og Silke, baade skarlagenrødt og grønt, og alslags Klæde paa samme Vis"[39]. Alt dette var Varer, som paa denne Tid kom til Europa udelukkende fra Orienten eller fra Maurernes Lande. Men naar der tales om "skjønne, udenlandske Sadler" saa viser dette særlig hen paa Spanien som det Sted, hvorfra Vikingerne i sine irske Nybygder hentede Østens Frembringelser.

Kjøbmændene fra Dublin og de øvrige norske og danske Byer i Irland glemte heller ikke sine Stammefrænder i Hjemmet. Til Island kom Skibe fra Hebriderne og fra Irland. "Den Sommer, Kristendommen blev lovtagen paa Island, landede der et Skib ved Snæfellsnes; det var en Dublinfarer. Der var irske og suderøiske, men faa norrøne Mænd ombord." Mellem Varerne nævnes engelske Lagener, Silketæpper og Kvindepynt[40]. Paa Markedet ved Brennøerne møder vi blant Kjøbmændene en Mand med det irske Navn Gille[41]. Han var Slavehandler og en af de rigeste Kjøbmænd i Norderlandene. Vi kjender hans Navn, fordi han til den islandske Høvding Hoskuld solgte en Trælkvinde, der blev Moder til Olav Paa og viste sig selv at være en irsk Kongedatter. Irske Mynter, som er fundne i Norge og stammer fra Begyndelsen af det i 11te Aarh., vidner ogsaa om Handelen mellem Irland og Norge. Paa Gotland har man ligeledes fundet en Række irske Mynter og endmere vidner den keltiske Indflydelse paa Gotlands Prydkunst i Vikingetiden om hvor livlig Handelen mellem Gotland og Irland maa ha været. Endog helt bort til Vikingenybygderne i Rusland strakte Kjøbmændene fra Irland sine Færder. Vi har hørt om Giile, som havde sin Bod paa Markedet paa Brennøerne[42]. Denne Mand bærer Tilnavnet "den russiske" (Giile enn gerzki), visselig fordi han drev Handel paa Nowgorod og andre Byer i Rusland, hvorhen han vel kom i Følge med gutniske Kjøbmænd. — Fra Spanien i Syd til Island i Nord og Rusland i Øst, i Sandhed det var et vidt Omraade, som de norske og danske Kjøbmænd i Irland omsluttede med sin Handel.

Og fremmede Kjøbmænd strømmede til de irske Stæder, mellem hvilke især Dublin snart voksede op til at være blandt de betydeligste i Vest-Europa. Islændinger og Nordmænd drog i Kjøbfærd til Dublin. "Den Færd gaar der nu størst Ord af," heder det i Egils Saga (kap. 22). En Islænding kaldes Ravn Limericksfarer, "fordi han længe havde været i Limerick i Irland"[43]. Og paa Clontarfslagets Tid (1014) hører vi i Dublin om "de Kjøbmænd, der var komne fra Frankrig, fra Sakserne (ɔ: England), fra Wales og fra Romerne".

Medens Folk ellers i Europa nødig vovede sig langt bort fra Land og helst ved Aftentid paany vilde være i Havn, saa seilede de nordiske Kjøbmænd frygtløst over det aabne Hav. Dette var det vel især, som skabte deres Rigdomme. Men de forstod ogsaa Sammenslutningens vanskelige Kunst. De synes allerede paa Knut den stores Tid i England og vel ogsaa i Irland at ha organiseret sig i Gilder eller Laug og allerede ved Aar 900 synes visse Love og Bestemmelser at ha været almindelig gjældende i Handelen mellem Kjøbmænd fra Dublin og Limerick og sydfranske Kjøbmænd. Dublin var allerede før Aar 1000, skulde man næsten tro, vokset op til en Bykommune med sine egne Love og Institutioner. I et stort Slag i Aar 980 faldt blandt andre Høvdinger fra Dublin en, som kaldes -"Taleren i Dublin"[44]. Denne Mand har vel været en Slags Lovsigemand, som har ledet Forhandlingerne paa Thingvolden udenfor Dublin, hvor Bymændene endnu langt senere i Middelalderen mødte og sad til Doms.

Ved Hjælp af sit forholdsvis udviklede Embedsværk og sin Hær og Flaade bevarede Dublinkongerne sin Magt. De havde sine Ombudsmænd rundt om i Landet for at inddrive Skatter og Soldater, som var indkvarterede mellem Irerne for at holde disse i Ave. Eller, som det heder i de irske Sagaer: "Saa stor var Nordboernes Undertrykkelse over hele Erin, at de satte en Konge over hvert Landskab, en Høvding over hvert Herred, en Foged over hver Landsby og en hvervet Soldat i hvert Hus." Ved Siden heraf havde Dublinkongen ogsaa paa gammelnordisk Vis sin Hird. Men denne var efter frankisk Mønster omdannet til en virkelig staaende Hær og gjorde ikke længere Tjeneste tilfods, men var et Rytteri. For at holde Flaaden vedlige var Ledingsvæsenet indført baade paa Man og i de irske Vikingenybygder. Selve Ordet "Leding" (leidangr) er endog gaaet over i Irsk (laideng) og betegner dér "en Flaade"; — det samme er ogsaa Betydningen af det irske uiging, samme Ord som oldn. viking ("Vikingetog") —. De unge irske Mænd maatte gjøre Tjeneste ombord paa Skibene og selv holde sig med Kost.

Men denne haarde Lærdom var nyttig for Irerne. De lærer selv at bygge søgaaende Skibe og kan allerede i første Halvdel af det 10de Aarhundred udruste virkelige Flaader. Ja, en irsk Konge, Brian Borumha, kan endog lidt efter Aar 1000 udruste en med Irer og Nordboer bemandet Flaade. Med den seilede han over Havet og krævede Skat af Sakser og Waliser og af Indbyggerne i Lennox og Argyle i Skotland). Men i hvor stor Gjæld Irerne paa dette Omraade staar til Nordboerne, viser sig bedst af Sproget selv. Ord som Leding, Viking, Knarr (Handelsskib), Karve (et Slags Skib), lypting (º: det ophøjede Gulv i Fartøiets bagerste Ende), Tofte, Tilje, Styresmand osv. er alle fra Nordisk optagne i Irsk.

Skatterne blev inddrevne ubønhørlig og med megen Haardhed. Den, som ikke kunde betale, maatte gaa i Trældom eller fik sin Næse hugget af, fortæller de irske Sagaer. Skatten var en Kopskat eller rettere en Næseskat, som vore Forfædre kaldte det. Ogsaa i Norge kjendtes Næseskatten (nefgildi), hvor den blev indført af Harald Haarfagre. Store var Dublinkongens Rigdomme og straalende de Fester, som feiredes i hans Hal, "Olavs Borg med de gyldne Skjolde", i "Dublin med de festlige Drikkehorn". I et irsk Digt synger Skalden om Dublin: "Jeg lader Vikingernes By ha Forrangen ved sine straalende Krigere, Forrangen ved sine skjønne Piger, Forrangen for sine Sønner i at svømme, Forrang i Kamp og i Strid, Forrang i sine Paladser, Forrang i sine Boliger og i Handel, Forrang i Hornenes Rundgang og i Drikkelag."

Men Side om Side med Handel og materiel Velstand blomstrede ogsaa det aandelige Liv, Sans for Kunst og især for Digtning.

Islandske Skalde besøgte Dublinkongens Hird. En enkelt, Torgils Orraskald fra Seljabrekka ved Borgarfjorden, synes endog i hele sin Manddoms Tid at ha levet ved Olav Kvaarans Hird i Dublin, hvor han digtede sine Kvad, som nu er tabte. Endog Sagafortællingen blomstrede efter enkelte Forskeres Mening hos Nordboerne i Dublin[45]. Sikkert er det ialfald, at en i det 11te Aarhundred forfattet irsk Saga (fra Munster) under sin Omtale af Clontarfslaget i 1014 citerer "Nordboernes ell. de Fremmedes Sagamænd" (senchaidi Gall)[46]. Det irske Ord, som jeg har oversat med "Sagamand", betegner en Klasse Mænd, hvoraf hver irsk Klan havde sin; deres Opgave var at holde Rede paa Slægtregistere, paa den historiske Overlevering o. l.; egentlige Historieskrivere var de derimod næppe. Ogsaa irske Skalde sang ved Vikingehøvdingernes Hird og netop dette Møde mellem irske og norske eller islandske Skalde har, tror jeg, havt den allerstørste Betydning for Skaldekunstens og den islandske Sagas Udvikling. Selv i det fjæme Limerick elskede Vikingehøvdingeme Digtekunsten og havde ved sin Hird Digtere. Om en af Kongerne i Limerick ved Navn Dubchenn eller "Sorthoved* siger saaledes en irsk Digter ved Navn "den blinde Barde* i sit Mindedigt over Munsterkongen Mathgamhain (†976):


Jeg vil ikke rette Bebreidelser mod Nordboerne
paa Grund af mit Venskab med Dubchenn[47].


Ved Dublinkongens Hird samledes de navnkundigste irske Skalde og sang sine Kvad. Dublinkongernes Æt er, siger Mac Liag, "navnkundig i Sange*. Mac Liag var, har vi hørt, Kong Brians Skald. En anden navnkundig irsk Digter ved samme Tid var Erard Mac Coise, som var Hofdigter hos Brians Modstander, Erins tidligere Overkonge Maelsechlainn. Men var deres Herrer end Fiender, saa var dog de to berømte Digtere gode Venner. Engang opholdt de sig begge samtidig ved Dublinkongens Hird og likte sig, synes det, godt mellem Vikingernes allerede ved Aartusenskiftet i mange Maader helt civileserede Efterkommere. I et endnu bevaret Digt, hvori Mac Liag tiltaler Erard Mac Coise, siger han: "Kort, synes det mig, har vort Ophold i Dublin varet, om det end synes langt for Brian, naar han ikke lytter til mine Fortællinger."

Et navnkundigt irsk Kvad fra det 11te Aarhundred skildrer en Storm paa Havet. Fortællingen om hvordan dette Kvad blev til, er visselig ikke sikker Historie, idet det er tillagt en Digter, som døde lidt før 750. Men det giver os alligevel, tror jeg, i mange Stykker et sandt Billede af Livet ved Dublinkongens Hird. Skalden Rumunn havde digtet et Kvad til Ære for Vikingerne i Dublin. Men disse sagde, at de ikke vilde give ham Løn for hans Kvad. Da gjorde han sit navnkundige Vers: "Hvis nogen mig Skaldeløn nægter, saa gjerne for mig!" Og saa gav Nordboerne ham sjalfdæmi, "Ret til at dømme i sin egen Sag". Og det var den Dom han fældede: én Penning for hver lavættet Nordbo, men to Penninge for hver god (ɔ: høibyrdig) Nordbo. Men der var ingen blant dem, som ikke gav ham to Penninge. Thi ingen havde Lyst til at kaldes en lavættet Nordbo. Men Dublinmændene havde Lyst til at vide, om han virkelig var en selvstændig Digter, og saa bad de ham prise Havet. "Derpaa priste han Havet, og han kvad i Drukkenskab: Der raser en Storm paa Lers Mark[48].

Denne Fortælling kan nok paa en Vis være opdigtet. Men den Mand, som har fortalt den, maa dog ha kjendt Livet ved Kongeborgen i Dublin. Ellers vilde han ikke ha kunnet finde paa et saa karakteristisk nordisk Træk som det, at Rumunn faar Selvdømme, eller at Vikingerne, som selv færdedes mere paa Sjøen end paa Landjorden, forat prøve Rumunn lader ham digte om Havet. Men Hornene havde alt vandret flittig rundt mellem Mændene i Hallen; Rumunn var bleven drukken og han kvad freidig. Og endelig et saadant Træk, som det at Rumunn faar sin Løn i Penninge. Ordet "Penning" (irsk pingind) er nemlig intet oprindeligt irsk Ord. Irerne brugte i det hele før Vikingetiden slet ikke myntede Penge. Ordet er laant fra Nordisk (= oldn. penningr).

Kristendommen havde allerede paa Clontarfslagets Tid faaet fast Greb paa Nordboerne i Irland. Og ikke længe efter reiser sig i Dublin Irlands første store Stenkirke efter udenlandsk Mønster, Kristkirken, som byggedes af Dublins Konge Sigtrygg Silkeskjæg og af dets første Biskop, den irskfødte Donatas. Ikke mange Aar efter i 1050 faar ogsaa Waterford sin Kristkirke og sin egen Biskop. Merkeligt er det, at Nordboerne i Irland ikke slutter sig til den irske Kirke, men til Romerkirken og at de anerkjender Erkebiskoppen af Canterbury som sit religiøse Overhoved. Naar deres Hovedkirker, ligesom Domkirken i Nidaros, kaldes Kristkirke (Christ Church), saa er dette visselig en Opkaldelse efter Christ Church, Domkirken i Canterbury[49]. Men ogsaa med Kristendommen i Norge var der Baand, der bandt. Til Kristkirken i Dublins ældste Relikvier hørte Stykker af Hellig Olavs Klæder[50].

Det vældige Slag ved Clontarf i 1014 forstyrrede ikke Forholdet mellem Irer og Nordboer. Tværtimod — efter denne Tid ophører Vikingetogene til Irland; Magnus Barfods Tog er det eneste Forsøg, som senere blev gjort fra Nordboernes Side paa at skabe sig et Vælde i Irland. Som den sidste Viking i Irland spiller ogsaa Magnus Barfod en større Rolle i det irske Heltesagn end nogen anden Vikingehøvding. Allerede i irske Haandskrifter fra det 14de Aarhundred findes der Vers om ham[51]. Og ved Middelalderens Slutning er Magnus Barfod og hans Heltegjeminger vævet ind i Sagnkredsen om Finn og Ossian. I et irsk Haandskrift fra omkr. 1600 findes en Samling Digte og Fortællinger under Navnet "Finns Sangbog". En af Fortællingerne her skildrer Finn og hans Feniers Tog til Lochlann eller Norge, hvor de ødelægger "Magnus den stores" Rige. Deres farligste Fiende er en gammel Kvinde, som vækker Kong Magnus’s Følge tillive, efterat de er faldne — en irsk Gjengivelse af det nordiske Sagn om Hild og Haddingjekampen[52]. I Digte fra det 17de Aarhundred fortælles der om Magnus, Norges Konge eller "Bergens Konge", som han ogsaa kaldes, om hans Tog til Irland og hans Kampe med Finn og Fenierne. Endnu den Dag idag mindes Magnus Barfod i Irland. Paa flere Steder i Irland bruger Bønderne, naar de vil sige, at en Mand tager Søveien, isteden Udtrykket: "Han tager "Manus’s Vei* (bóthar Manuis)[53].

Mere og mere levede Irer og Nordboer sig sammen. Ved Slutningen af det 12te Aarhundred kunde endog en irsk Skald opfordre Suderøernes norske Konge Ragnvald Sigurdssøn (1188—1226), som paa mødrene Side var af irsk Herkomst, til at komme til Irland og sætte sig paa Taras gamle Kongestol[54]. I intet andet Land, tør jeg sige, har Nordboerne og den indfødte Befolkning kunnet lære af og gjensidig paavirke hinanden saaledes som i Irland. Nordboerne byggede Stæder omgivne af Volde og Grave; de lærte Irerne at bygge store, havgaaende Seilskibe, at drive Handel og præge Mynter og i det hele at leve i Byer og drive Bymænds Sysler. Mangfoldige nordiske Laanord i Irsk vidner om den nordiske Kulturs Overlegenhed i materiel Henseende. Ord som "Brok" (Benklæder) og det fra romansk laante "Mantel" viser, at vore Forfædre lærte Irerne at bruge nye Klædningsstykker[55]. Naar et Ord som "Vindue" (vindauga — ir. fuindeog er gaaet over i Irsk, saa vidner det mere end lange Udredninger om hvad Irerne har lært af Nordboernes Husebygninger. Fra Handelens Omraade kan jeg nævne Ord som "Mark"[56] og "Penning". Og hertil kommer alle de mange Skibsudtryk. Næppe noget Ord, som betegner et større Skib eller en Skibsdel er oprindelig irske, undtagen Ordet for "Mast" og nogle faa andre. Resten er laant enten fra Latin eller fra Nordisk.

i alle Aandens Kunster var derimod Irerne overlegne. De bragte vore Forfædre Kundskab om Grækenlands og Romerrigets Kultur — barbarisk og ufuldstændig, det er sandt nok, forvansket og udvisket ved i Aarhundredernes Løb at vandre fra Land til Land, men alligevel med Bud fra rigere Aandsliv og høiere, mere menneskeværdige Kulturer. Irerne lærte ogsaa Nordboerne af sin høit udviklede Prydkunst, lærte dem at pryde Sverdenes Klinger og Stenenes Flader med Spiraler, flettede Baand og snoede Orme. Digtningens og Sagafortællingens Gave eiede begge Folk fra ældgammel Tid. Men Irerne paavirkede ogsaa her Nordboerne, lærte dem sin kunstige Skaldedigtning og lærte dem at udvikle Sagafortællingens Kunst. Endelig — og det er maaske det vigtigste — vi maa ikke glemme, at Kristendommens første Spirer kom til Færøerne, Island og Norge fra Hebriderne og Irland. Vistnok blev dette i Tidens Løb glemt. Men derfor er det ikke mindre sikkert, at naar Kristendommen i Aar 1000 uden Kamp blev lovtagen paa Island, saa var Grunden den, at Efterkommere af de i Irland og paa Hebriderne døbte Landnaamsmænd og de enkelte irske Eneboere, som ved Nordmændenes Ankomst var paa Øen, havde bearbeidet Jordbunden. Et enkelt Ord i det gamle Sprog vidner ogsaa om Indflydelsen fra irsk Kristendom, nemlig bagall, m. "Bispestav, Krumstav". Dette Ord er et Laanord fra det ensbetydende gammelirske bachall, som igjen stammer fra det latinske baculum, "Stok".

Men ogsaa til Brug i det daglige Liv havde Irerne meget at lære vore Forfædre, særlig med Hensyn til Fædrift og Agerbrug, hvor Irerne igjen havde lært overmaade meget af Romerne i Britannien. Mangfoldige Kulturord vidner om den Gjæld, som Færøerne, Island og Norge her endnu staar i til Irland. Jeg skal kun nævne to Ord, der endnu bruges i Norsk, Sonn "en Tørreovn" og Tust "en Tærskestav", og som begge gjennem Irsk stammer fra Latin.

I Irland levedes paa mange Maader Vikingetidens rigeste Liv. Intet Steds mødtes to Folk saa forskjellige i Lynne, i Samfundsforhold, i Kultur som netop her. Derfor levede ogsaa Vikingernes Efterkommere og Irerne i Aarhundreder Side om Side uden at smelte sammen og gaa op i hinanden paa en Tid, da der i Nybygdeme i England, Frankrig og Rusland bare taltes Engelsk, Fransk og Russisk. Men paa den anden Side kunde ogsaa Nordboer og Irer under sit lange Samliv gjensidig paavirke og lære hinanden, ikke alene i Strid og Kamp, men endmere i Fredens Yrke.

At studere Kulturens Historie kan lignes med at undersøge Havets rindende Strømme. De rinder ikke fra Syd mod Nord og fra Vest mod Øst alene; men der gaar ogsaa andre Strømme fra Nord mod Syd og fra Øst mod Vest. Der er de store Hovedstrømme, hvis Løb enhver kan følge; men der er ogsaa Undervandsstrømme og smaa Strømsætninger, som lettelig unddrager sig endog Forskerens Opmerksomhed. Men ligesom Indhavet mellem Nord- og Mellem-Amerika, den meksikanske Golf, er den store Varmekilde, som ud over Nordens Lande spreder sin livbringende Varme, saaledes er ogsaa et andet Indhav i Sydens solvarmere Egne, Middelhavet, Kulturens store Varmekilde. Ved Middelhavets Strande har de strømmet sammen og samlet sig alle Orientens store, kulturførende Strømme og derfra har Strømmen rundet til Vest-Europa og til Nord-Europa, Kristendom, romersk og græsk Aandsdannelse, hele den Kultur, som vi end den Dag idag lever paa. Der er dog Forskjel mellem Havets og Kulturens Strømme. I Havet rinder de varme Strømme fra Syd til Nord og de kolde fra Nord til Syd. I Menneskenes Verden har derimod den voksende Kultur givet Vestens, ja endog Nordens Lande Evnen til ved Menneskenes Flid og Arbeide at udvikle en Kultur, hvorfra varmende og livbringende Strømme kan rinde tilbage ud over den ganske Jord.


Fotnoter

  1. Dalcassierne boede i det nordlige Munster, i Grevskabet Clare, Eoganachteme i det sydlige Munster, i Grevskabet Kerry.
  2. F. eks.i Glendalough i Grevskabet Wicklow syd for Dublin.
  3. Kuno Meyer, Stories and Songs from Irish MSS. [i Otia Mersenia II]; cf. G. Stokes, Ireland and the Celtic Church.
  4. Gamle irske Heltesagn findes bl.a. oversatte af R. Thurnesen: "Sagen aus der alten Irland".
  5. Ogham-Skriften, som er opfundet af Irerne, er et System af rette Streger. Den brugtes ligesom Runerne især på rette Stene.
  6. Efter Kuno Meyer, "Songs of Summer and Winter", og A Bugge i Samtiden 1904, S. 292 ff.
  7. Lebbar na h-Uildri, cf. Thurneysen, Sagen aus dem alten Irland, S. 76.
  8. Se Dr. Jacob Jacobsens grundlæggende Arbeide, Shetlandsøernes Stedsnavne, i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed, 1902.
  9. H. Zimmer, Ueber die frühesten Berührungen der ireen mit des Nordgermanen (i Berliner-Akademiets Skrifter) S. 30 ff. Selve Ordet Viking var lenge før Vikingetiden kjendt af Angelsakserne.
  10. Se den irske Saga kaldet "The War of Gaedhill with the Gaill", S. 15.
  11. Indbyggerne af Fjalafylke eller Fjaler kaldtes Filet. Jeg skylder Professor Sophus Bugge denne Forklaring.
  12. Om Turgeis som i det hele om Nordboernes Kampe med Irerne se den i det 11te Aahundrede forfattede Saga, overs. af Dr. Todd under Tittelen "War of the Gaedhill with the Gaill."
  13. Irerne bruger ikke Navnet Thor, men Tomar, en ældre til den gl, tyske Tonar svarende Form.
  14. Steenstrup, Normannerne III, S. 359 ff.
  15. Gælisk er Irernes eget Navn paa sit Sprog.
  16. War of the Gaedhill, S. 11.
  17. I den irske Saga kaldes de Danair ell. Daner.
  18. Skildringen er hentet fra en gammel Krønike, udg. af O´ Donovan, S. 123 ff.
  19. Cf. den irske Saga om kong Cellachan af Cashel, som holder paa at udgvives af den norske Kildeskriftkommission.
  20. Cf. Sagaen om Cellachan.
  21. Steenstrup, Normannerne II, S. 124 o.fl.
  22. Norm. II, S. 114, 134, 142.
  23. Gall betyder opr. "en Fremmed, en Galler", men blev brugt baade om Nordboere og senere om Englændere.
  24. Digtet, som endnu ikke er udgivet, tilskrives Flann, Lonans Søn (†).
  25. Three Fragments 127 o.f. Steder.
  26. Three Fragments, S. 233.
  27. Se Begyndelsen af Sagae om Cellachan af Cashel.
  28. Ansigterne kaldes vel sortblaa, fordi de var indesluttede af Hjelm og Skjærm, der gik dybt ned over Ansigtet.
  29. Fodla og Banba er begge poetiske Navne paa Irland. Skildringen er hentet fra Sagaen om Cellachan.
  30. Three Fragments S. 185.
  31. Ulsterannalerne Aº 919, Annals of the Four Masters, Aº 920.
  32. Four Masters, Aº 979.
  33. Irernes Navn paa Dublin. Digtet skal snart sammen med andre Digte udgives af Professor Kuno Meyer i Liverpool.
  34. Mandens Navn er Connmach ua Tomhrair i Liverpool.
  35. Se nærmere A. Bugge: Nordisk sprog og nordisk nationalitet i Irland, 1901.
  36. Sagaen om Cellachan, K. 10.
  37. Girald Cambrensis i hans Expugnatio Hibernæ.
  38. Duald Mac Firbis i hans udgivne Leabhar Genelach (Book of Genealogis)
  39. War of the Gaedhil, S. 78.
  40. Eyrbyggjasaga, k. 50.
  41. Irsk gilla bet. "Tjener" og anvendes hyppig sammen med Kristi eller en Helgens Navn til at danne irske Personnavne, f. Eks. Gilla Maire ("Marias Tjener"). Nordboerne i Irland brugte derimod Gillt alene som Navn. En Biskop af Limerick ved Aar 1100 hed saaledes Gille. Jfr. ogsaa den norske Konge Harald Gille.
  42. Se Laksdølasaga.
  43. Landnámabók II, K. 22.
  44. Chronicum Scotorum, Aº 978.
  45. S. Bugge, Sagafortællingen i Irland, udg. af Norsk hist. Forening.
  46. War of the Gazedhil, S. 1889.
  47. War of the Gaedhill, S. 99.
  48. Ler var Irernes gamle Havgud; "Lers Mark" er en kjenning for "Havet".
  49. Disse Kristkirker var alle indviede til den hellige Treenighed.
  50. Book of Obits etc. of Christ Church.
  51. Den saak. "Spraglede Bog" (Leabhar Breac), fol. 256.
  52. Jfr. H. Zimmer i Göttische gelehrte Anzeigen 1890, No. 12. Ang. de irske Digte om Magnus Barfod, jfr. ogsaa Bugge, Contrib. to the history of Norsemen in Ireland, II (Videnskabsselskabets Skrifter, Kristiania 1900).
  53. Manus er en senere irsk Form af Navnet Magnus.
  54. Digtet er trykt i Skene, Celtic Skotland III, S. 410-427.
  55. I ældre Irsk heder disse Ord brócc og matal.
  56. Irsk marc.