Vikingerne - Vikingetids-Minder fra Øen Man

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk


Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Vikingerne


Vikingetids-Minder fra Øen Man


av Alexander Bugge

Gyldendalske Bokhandel
Kra. 1904




Heimskringlas medarbeider K.R. på toppen av Snaefell, 267 m.o.h. Herfra skuer man etter sigende seks kongedømmer: England, Irland, Skottland, Wales, Man og Guds kongedømme i himmelen.

Øer har overalt i Menneskehedens Barndom været Midtpunkter for høiere Kultur, for Kunst og Aandsliv. Eller rettere, dér har de mange Strømme fra Lande, hvor Kulturen alt før havde sit Sæde, mødt hverandre og rundet sammen, og saa har der paa Øerne udviklet sig en ny Kultur, som derfra gjerne har udbredt sig videre til de tilgrænsende Fastlande. Dette kan synes underligt for os Nutidens Mennesker, og dog er det skeet efter de samme Love, som end den Dag idag bevirker Kulturens Udbredelse. Kulturen har til alle Tider udbredt sig ad de store Færdselsveie. I vore Dage vandrer den med Dampskibe og Jernbaner. I fordums Tider, lad os sige ved vor Tidsregnings Begyndelse eller endnu tidligere, fulgte Kulturen paa sin Vandring til Nord-Europa de store Handelsveie langs med Floderne, især Oder og Weichsel. Og paa samme Maade har den til andre Tider og i andre Lande og Verdensdele ogsaa fulgt de seilbare Floders Løb. Men naar saa Kjøbmanden, som i hine fjærne Tider var den fornemste Kulturbærer, havde fulgt Floderne paa deres Løb ud til Havet, da begyndte den kanske vanskeligste Del af hans Reise. Uden Kompas og uden Midler til at bestemme Længde og Bredde skulde han i sin skrøbelige Farkost vove sig ud paa det vilde Hav. Derfor seilede han helst ud om Morgenen for ved Aftentide paany at være i den trygge Havn. En Seilads paa mange Dage over det aabne Hav turde han nødig friste. Da var det naturligt, at han søgte til Øerne, som laa ude i Havet midtveis mellem de store Fastlande, helst naar disse frembød trygge Havne for Skibene. Med de fremmede Kjøbmænd fulgte altid Velstand; de gav Penge og Varer i Bytte for Øernes egne Frembringelser. Og Eksemplet virkede til Efterligning. Ogsaa Øernes egne Indbyggere begyndte at drive Handel paa de nærliggende Kyster. Rigdommen voksede og dermed ogsaa Trang til Velvære, Spiren til al høiere Kultur. Paa denne Vis blev i Oldtiden Øerne i Ægæerhavet, Rhodos og Kreta, de Steder, hvor græsk Kultur først begyndte at spire og udvikle sig, for siden at udfolde sig til fuld Blomst ved Hellas's Strande. Fra Hellas vandrede Kulturen videre til Italien; her fik den ogsaa sin første Blomstring paa den store Ø udenfor Italiens Sydspids, i de græske Nybygder paa Sicilien.

I den nordiske Kulturs Historie har Øer spillet en lignende Rolle. Gotland var i de første Aarhundreder af vor Tidregning, ja lige ind i Vikingetiden, de nordiske Landes forreste Indgangsdør for europæisk Kultur. Her, og delvis ogsaa paa de nærliggende Øer Øland og Bornholm, samledes fremmede Kjøbmænd og bragte med sig Rigdom og høiere Kultur, som derfra bredte sig over til Sveriges Fastland og videre til Nordens øvrige Lande. For Norge har, tror jeg, Orknøerne og Shetlandsøerne paa mange Maader spillet en lignende Rolle, som Rhodos og Kreta i Oldtiden for Hellas’s Kultur. Her mødtes Nordmænd og i Følge med dem gutniske Mænd i det 7de og 8de Aarhundred af vor Tidsregning for første Gang med keltisk Kristendom, keltisk Aandsliv og keltisk Kunst. Her satte de selv Bo og levede før Vikingetidens Storme fredelig Side om Side med Øernes irsk- og piktisktalende Indbyggere og optog i sig meget baade af Kristendom og af irsk Kultur, og derfra gik Kulturens Strømme befrugtende tilbage til Hjemmet.

Ved Vikingetidens Begyndelse gik Nordmændenes Færd videre mod Syd til Hebriderne og til den frugtbare lille Ø Man. Næsten midt i den irske Sjø, omtrent lige langt fra England, Skotland, Wales og Irland, maatte Man naturlig blive et Midtpunkt for Vikingenybygderne i disse Egne. Her udviklede der sig i Løbet af det 10de og 11te Aarhundred en halvt nordisk, halvt irsk, halvt kristen, halvt hedensk Vikingekultur, hvis Mindesmærker hører til det merkeligste af, hvad der er levnet os fra vore Forfædre. Er det et Tilfælde, at de to Øer i hver sin Yderkant af den nordiske Verden har bevaret for Eftertiden den samme Slags Minder fra Vikingetiden, Stene med Runeindskrifter, men fremforalt med Billeder fra vore Forfædres Liv og Gudetro? Nei, meget synes at tyde paa, at Kulturens Strømme, som vi kun vanskelig kan følge, engang har rundet mellem og forbundet disse to fjernt fra hinanden liggende Øer.

Ved sin frugtbare Jord som og ved sine mange ypperlige Havne ved de nuværende Byer Peel, Castletown, Douglas og Ramsey, var Øen Man særlig egnet til at blive et Midtpunkt i Vikingenybygdeme der vesterpaa. Øen Man har i vore Dage omtrent femtitusen Indbyggere. Den er ikke mere end vel fire norske Mil lang og to Mil paa det bredeste. Men indenfor dette lille Omraade findes der den mest vekslende og forskelligartede Natur, paa mange Maader, skulde jeg være fristet til at sige, et Irland i det smaa; thi Naturen her ligner mere den irske end den engelske. I Syd, omkring den lille Havn Port Erin, er der langs Kysten vilde, forrevne Klipper, som styrter lodret ned i Havet. I Nord er derimod Landet ganske fladt. Den nordlige Del af Øen var i istiden endnu ikke tørt Land. Men efterhvert som Isen smeltede bort, hævede ogsaa Landet sig lidt efter lidt, og den fordums Havbund blev tilsidst tørt Land. Ellers er Øen temmelig bjergfuld. Landet skraaner opover fra Kysten og danner især midt paa Øen Fjelde. Det høieste af disse, Snæfell, er vel to tusen Fod. Fra Toppen har man i Klarveir en herlig Udsigt og kan se helt til Mull of Galloway i Skotland og til Antrims Fjelde i Irland. Inde i Landet gaar der yndige Smaadale, som i det smaa er som de irske Glens. De er ganske trange med lodrette Fjeldsider og giver næppe Plads for nogen Menneskebolig, endmindre for nogen dyrket Mark eller Eng. Nede i Dalbunden vokser Planter og Trær næsten som i en Urskov frodig og tæt: Bregner, Gjedeblade, Bjørnebær, Kristtorn og alskens andre Buskvækster, og opover Ege- og Bøgestammerne slynger Vedbenen sig og hænger ned som et tæt grønt Slør. Smaa Bække risler mellem Stammerne og glitrer som Sølv mod det mørke Løv. Høiere oppe paa Fjeldskråningerne forsvinder Trævæksten og der kommer først en Rad med Bregner og saa en bred Rand af rød violette Lyngblomster; oppe paa Toppen vokser bare Græs og Mos. Klimatet paa Øen er fugtigt og mildt. Golfstrømmen sender fra Irlands Kyster Varme hidop. I Haverne vokser Valdnødtrær og alslags sydlige Vækster. Selv Figener modnes under aaben Himmel. Den vakre Kristiblodsdraabe, som i det sydlige Irland vokser til høie Trær, naar her Mandshøide og findes rundt om paa Øen ligesom og paa Hebriderne vildtvoksende som Hækker og Krat.

Øen er frugtbar og der er overalt jevn Velstand. Der findes i vore Dage ingen Adel og ingen store Eiendomme paa Man, men kun smaa Gaarde; hver Mand dyrker selv sin Jord. Bøndernes og Landarbeidernes Huse ligner ganske de irske Bønders: lave Hytter med straatækket Tag, som er næsten fladt og holdes nede ved tykke Halmreb. Men inde i disse uanselige Boliger er, i Modsætning til Irernes usle og skidne Hytter, alt blankskuret og rent. Og Manksmanden er som alle Kelter glad i Blomster; udenfor pleier der altid at være en liden Have, og i Vinduerne staar der Blomster.

Slyngninger og ornamenter preger de manske billedsteinene. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Indbyggerne paa Øen er af keltisk Oprindelse og nærmest i Slægt med Irerne. De har disses let begejstrede Sind, deres Tungefærdighed og Sans for Humor; men ved Siden deraf har de som Arv fra Nordboerne faaet en Fasthed og Udholdenhed i Karakteren, som Irerne synes at mangle. Mangesteds paa Øen kan man endnu se, at der rinder nordisk Blod i Folkets Aarer. Manksmanden er som de fleste kelter egentlig en Kortskalle; men paa de Steder, hvor Blandingen med nordisk, især norsk Blod har været stærkest, er Befolkningen i udpræget Grad langskallet. I den lille Fiskerby Peel, paa Vestkysten af Øen, hvor i Middelalderen de norske Lydkonger havde sit Sæde paa den lille Holme udenfor Byen — Holm-Patric (ɔ: Patriks Holme) kaldtes Stedet dengang —, dér ser man næsten udelukkende nordiske Ansigter: lyst Haar og blaa Øine. Mændene i Peel er kjendt videnom som de bedste Fiskere ved den irske Sjø. Hver Vaar seiler de til Irlands Vestkyst eller til Shetlandsøerne og bliver ofte borte i flere Maaneder. Dette maa vistnok være en Arv fra de gamle Vikinger; for Kelterne er ellers ingen Helte paa Sjøen. Manksmændenes Ejendommeligheder forsvinder dog nu mere og mere. Selve Sproget, som nærmest maa kaldes en irsk Dialekt, men som har sin egen vidt forskjellig Retskrivning, holder ganske paa at uddø. Engelsk tales nu af næsten alle paa den lille Ø.

Drager vi fra Man og nordover kommer vi først til Halvøen Galloway og derpaa til Skotlands af Fjorde dybt indskaarne Vestkyst. Udenfor Kysten ligger der, ligesom langs Norges Kyster, en Række større og mindre Øer, dels lige ved Kysten og dels længere ude i Havet, Hebriderne. Alle disse Øer kaldte vore Forfædre gjerne under ett for Suderøerne, efter deres Beliggenhed syd for Orknøerne og Shetland. De regnede da alle Øer med fra Lewis i Nord til Man i Syd. Men undertiden regnede man ikke Man med og delte da de øvrige Øer i Norðreyar (Øerne til og med Mull) og Suðreyjar. Den nordligste og største af disse Øer er den langstrakte af Fjorde dybt indskaarne Ø, som omfatter det nuværende Lewis og Harris og som af Nordboerne i gamle Dage kaldtes Ljóðhús. Alene Øens sydlige del, Harris, er bjergfuld. Forresten er Øen flad, opfyldt af Heier og Myrer, og uden Skov, som de fleste af Hebriderne. Atlanterhavets Bølger staar ret ind; Skodden hænger over Øerne, Veirliget er koldt og fugtigt. De fleste af de mindre Øer er bare Fjeld og Klipper. Kun usle Boliger er der for Mennesker paa disse vindomsuste Øer. Alene paa den sydlige Del af Suderøerne, Suðreyjar i snevrere Forstand, er Naturen mere rig og yppig, især paa Øerne inde i Clydebugten, Arran, Bute osv.[1]. Rig og frugtbar er ogsaa Naturen paa Fastlandet, paa Halvøen Galloway og i Landskabet Cumberland.

Ved Vikingetidens Begyndelse udgjorde Vestkysten af Skotland sammen med Øerne et eget lidet Rige, hvis Indbyggere, Dalriaderne eller de dalriadiske Skoter, paa Folkevandringens Tid var kommet over fra Ulster i Irland[2]. I den øvrige Del af Skotland boede Landets oprindelige Befolkning, Pikterne, et underligt og fremmedartet, dengang endnu kun halvt civiliseret Folk, om hvis Herkomst og Stammeslægtskab Forskerne endnu ikke er enige.

Til Hebriderne var Veien ikke lang for Nordmændene, som alt før Vikingetidens Begyndelse havde bebygget Orknøeme og Shetland og maaske ogsaa alt grundet Nybygder paa Kysten ligeoverfor, i Caithness eller Katanes. Alt før Midten af det 9de Aarhundred var ialfald de nordlige Øer besat af Vikinger og Hebriderne kaldes fra nu af af Irerne "De Fremmedes (ɔ: Nordboernes) Øer" (Innsi Gall). Ogsaa Man blev tidlig en Vikingenybygd. Den blev hjemsøgt alt i 798, da Vikingerne plyndrede Patricks Ø, den lille Holme udenfor Peel, og bortførte Dachonnas Helgenskrin. Det tør hænde, at Man i Begyndelsen var en dansk Nybygd, medens der paa de nordlige Øer naturligvis boede flest Nordmænd. Den Forskjel, som der muligvis engang har været, udslettedes dog snart, og ens Sprog, ens Kultur kom til at omfatte hele dette Omraade fra Lewis i Nord til Galloway og Man i Syd. Landskabet Cumberland, som hørte til det britiske Rige Strathclyde, men hvor Vikingerne tidlig fik Magten, synes undertiden ialfald ogsaa at ha hørt til denne Kreds af Vikingenybygder[3].

Befolkningen paa Øerne blev snart meget blandet, halvt irsk, halvt nordisk, baade i Sprog og Kultur. De irske Aarbøger nævner for omkr. Aar 850 en Konge paa Øerne, Godfred (ell. Gudrød) Søn af Fergus, som selv bærer et nordisk Navn, men hvis Faders Navn er irsk. Mange af de islandske Landnaamsmænd kom, som vi ved, fra Suderøerne. Flere af dem bærer enten irske Navne eller et irsk Navn ved Siden af sit norske, en Helge Bjola f. Eks. Dette viser, at de var døbte og paa kristen Vis i Daaben havde modtaget et nyt Navn. Om adskillige fortælles det ogsaa udtrykkelig, at de var døbte, en Ørlyg den gamle f. Eks., som i sin Ungdom, skal ha været opfostret "hos den hellige Patrick paa Suderøerne[4]. Kristendommen sad dog ikke dybt i Vikingenybygderne paa Hebriderne. Thi Øerne vedblev langt ned i Middelalderen at være et rigtigt Vikingebøle, hvis Indbyggere endnu i Slutningen af det 12te og Begyndelsen af det 1 3de Aarhundred havde for Skik at gjøre Strandhug ved Kysterne af Irland og Skotland[5]. Irerne paa Øerne sluttede sig tidlig til Nordboerne, antog deres Tro og Sæder og blev ogsaa selv Vikinger. Her oppe havde "Fremmed-lrerne" (Gall Caedhil), hvem vi før har hørt om, sit faste Tilhold. Endnu i det i 13de Aarhundred kaldes Hebridernes Befolkning i de irske Aarbøger for "Fremmed-lrer" og Landskabet Galloway kaldes i Sagaerne Gaddgedlar, en nordisk Gjengivelse af det irske eller gæliske Gall Gaedhil.

Sagaerne fortæller, at Harald Haarfagre vilde lægge Suderøerne under sig, og at han paa sit Vesterhavstog kom helt til Man. Senere satte han Ketil Flatnev, hvis Navn spiller en saa stor Rolle i de islandske Slægtrækker, til Høvding over Øerne. Men Ketil gjorde sig uafhængig og nægtede at betale Skat. Irske Sagaer og Aarbøger giver os Navnene paa endel Høvdinger paa Øerne ved Midten af det 10de Aarhundred[6]. Et Par Høvdinger bærer irske Navne. Den ene, Echu, har sin Datter gift med en af Dublins Høvdinger; den anden Morann, "Søn af den herjende Connra, Flaadekongen af Lewis*, møder vi som Vikingehøvding i Limerick. Et andet af disse Navne har dog for os en mere kjendt Klang, "Erik, Øernes Konge" (Eiric ri na n-Innsi). Han er ingen anden end den norske Konge Erik Blodøks, som efter sin Fordrivelse fra Norge blev Konge i Northumberland, hvor jordfundne Mynter med Eriks Navn endnu vidner om hans Herredømme. Men ogsaa herfra blev Erik i 954 fordrevet. Han drog, fortæller Sagaerne, til Suderøerne. De mange Vikinger og Hærkonger, som var dér, sluttede sig til ham, og Erik herjede nu paa Kysterne af Irland, Wales og England, indtil han tilsidst fandt Døden. Engelske Krønikeskrivere fortæller, at Erik flygtede til Stanmoor, en myrlændt Strækning mellem Cumberland, Westmoreland og Richmond. Her blev han forraadt af en angelsaksisk Høvding og dræbt af en Vikingehøvding ved Navn Maccus Olavssøn[7].

Et underligt Navn dette Maccus og kun sjelden forekommende. Men netop derved viser det, hvor Eriks Fiende og Banemand havde hjemme. Han hørte til Kongeætten paa Man, hvis Medlemmer synes at ha været nær forbundne med og sandsynligvis af samme Slægt som Høvdingerne i Limerick[8]. Maccus er intet andet end en Forvanskning af Navnet Magnus, som tidligst forekommer brugt af Nordboerne i Limerick. Dette Navn er, som vi før har hørt, laant fra Karl den stores Navn (Carolus Magnus), og vidner som saa meget andet om den store Indflydelse, Keiser Karl og hans Statsskik øvede paa Nordboerne i Vikingetiden. Øen Man maa i Løbet af det 10de Aarhundred være blevet et Kongerige, og Kongerne dér har ogsaa udbredt sin Magt over en Del af Hebriderne, ofte ogsaa over Anglesey. Øen Mans Frugtbarhed og Beliggenhed maatte gjøre den til det naturlige Midtpunkt for Vikingenybygderne i disse Egne.

Stein med bilde hentet fra sagnet om Sigurdsagnet. Fra Jurby. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Sin største Magt naaede Man under Maccus Olavssøns Navne Maccus eller Magnus Haraldssøn og dennes Broder Godfred eller Gudrød. Da Angelsaksernes Konge Eadgar i 973 stod paa Høiden af sin Magt og i Chester mødtes med sine Underkonger, som til Tegn paa sin Underkastelse roede ham paa Floden Dee, var ogsaa Magnus Haraldssøn en af disse. Sammen med sin Bror Gudrød og fulgt af sine Høvdinger, som af de irske Krøniker kaldes Lagmænd (lagmainn), herjer han Anglesey, gjør Vikingetog til Irlands Kyster og kjæmper sammen med Vikingerne i Limerick. Endnu mægtigere end Magnus var maaske Gudrød Haraldssøn. I Folkets Minde er han blevet den første Konge paa Man, og som saadan spiller han (under Navnet Gorry eller Orry) en stor Rolle i Sagnet. Det fortælles, at da han landede paa Øen og Folk spurgte, hvorfra han kom, pegte han op paa Himmelen, paa Melkeveien. Gudrød var dog ikke Herre over alle Øerne. Som hans Samtidige nævner Njaals Saga paa Suderøerne en Jari Gille, som var gift med den mægtige Orknøjarl Sigurd Lodvessøns Søster. Fra denne Tid af og ind i det 11te Aarhundred havde Man Konger af samme Slægt som Dublins Konger. Undertiden synes det endog, som om Man udgjorde en Del af Dublinriget. Men snart fik Øen paany sin egen Kongeæt. Denne nedstammede fra Godfred eller Gudrød med Tilnavnet Grovan. Han var en Søn af Harald Svarte, en Høvding paa Isla, en af Hebriderne, og deltog i Harald Haardraades Følge i Slaget ved Stamford Bridge (1066). Derfra flygtede han til Kongen paa Man, Gudrød Sigtrygssøn, som vel var hans Slægtning, og fik af ham en hæderlig Modtagelse. Men saa fik Gudrød Crovan Lyst til selv at gjøre sig til Herre over den vakre Ø. Han samlede en Flaade og kom med den til Man i 1075. To Gange blev han slaaet tilbage. Tredje Gang landede han ved Ramsey (paa Nordøstsiden af Øen) og skjulte sine Folk paa Skraaningen af Scacafell (nu Skayhill). Manksmændene, som imidlertid havde samlet sig, blev klemt inde mellem Fienden, som kom oppe fra Fjeldet, og Elven Ramsey (d. e. Ravns Aa) paa den anden Side og led et blodigt Nederlag. Denne Seir gjorde Gudrød Crovan til Mans Herre. Ligesom William Erobreren faa Aar i Forveien havde gjort i England, erklærede han sig for den øverste Herre og Eier af al Jord, som Indbyggerne kun af hans Naade fik bruge, men som de ikke havde Eiendomsret til. "Deraf kommer det," siger den manske Krønike, som er Hovedkilden til vor Kundskab om Øen Man i Middelalderen, "at hele Øen den Dag idag tilhører Kongen alene, og at alle Indtægterne fra den tilfalder ham." I to hundrede Aar var nu Gudrød Crovans Æt Herrer over Man og delvis ogsaa over Suderøerne. Ja Gudrød selv blev endog Konge i Dublin. Men det var en daarlig Slægt, som det meste af denne Blandingsrace paa Øerne synes at ha været, fordærvet, grusom og splidagtig. Gudrød Crovans egne Sønner gjorde Begyndelsen. Den ældste, Lagman, lemlæstede og stak Øinene ud paa sin yngre Bror Harald, som havde gjort Opstand mod ham. Saa gjorde han Bod og drog paa Pilgrimsfærd til det hellige Land, hvor han døde.

Mellem Suderøerne og Norge havde der længe været Forbindelse. Men først under Magnus Barfod skulde Norge faa virkeligt Herredømme over Øerne. Paa sit første Tog (i 1093) synes Magnus ikke at være kommet saa langt som til Man. Men Resultatet af hans Færd var vigtigt nok. Den skotske Konge Malcolm anerkjendte Norges Herredømme over Øerne vest for Skotland. Som Styrer over Man og Øerne indsatte Magnus en Mand ved Navn Ingemund. Men denne var dum nok til istedenfor Man eller Isla at gjøre den fjærntliggende Lewis til sit Hovedsæde. Derhen kaldte han alle Øernes Høvdinger for at sværge ham Lydighed. Desuden gjorde Ingemund sig ogsaa almindelig forhadt paa Grund af sit vilde Liv. Følgen var en almindelig Opstand. De Høvdinger, som Ingemund havde indbudt til sig, overrumplede ham om Natten og brændte ham inde. Paa Man blev der Borgerkrig mellem det norske Parti, med Jarl Ottar i Spidsen, og det irske, hvis Fører var en Mand, som den manske Krønike kalder Macmaras (1098)[9]. Der havde nylig staaet et Slag og Ligene laa endnu ubegravne, da Magnus Barfod paa sit nye Vesterhavstog kom til Øen. Magnus blev glad i den vakre Ø. Han fik nye Indbyggere til de mennesketomme Bygder og opførte rundt om paa Øen smaa Fæstningsverker, som endnu stod i det 14de Aarhundred og hvoraf der muligens er Spor den Dag idag. Magnus's Maal var at gjøre Man til Midtpunktet i et stort norsk Vælde paa de britiske Øer. Men Vikingetiden var nu til Ende. Faste Riger havde dannet sig baade i England og Skotland. Magnus's Planer kunde aldrig blive mere end Drømme af en Viking, som var født efter sin Tid. Magnus fandt, som vi ved, alt i 1103 sin Bane paa et dumdristigt Indfald i Munster, og med ham gik alle hans Planer i Graven. Men fra hans Tid af blev Man og Suderøerne et Lydrige under Norge. Senere, da Erkesædet i Nidaros ved Midten af det 12te Aarhundred blev oprettet, kom ogsaa Man og Suderøerne til at udgjøre et eget Bispedømme under Nidaros's Kirkeprovins. Dets Hovedsæde var Columbas hellige lona. Dette Afhængighedsforhold holdt sig langt ned i det 14de Aarhundred, og endnu i vore Dage har Biskopen af Man Titelen "Biskop af Sodor og Man". — 'Sodor er en Forvanskning af Suderøerne, Nordboernes Navn paa Hebriderne. — Snart skilte ogsaa Suderøerne sig fra Man og fik sine egne halvt norske, halvt skotske Høvdinger i Somerleds eller Sumarlides Æt. — Sumarliði er et ægte nordisk Navn og betyder egentlig en "Sommerfarer, Sommerviking"; dets Modsætning Vetrliði, "Vinterfarer", findes ogsaa brugt som Navn[10].

Somerled, som paa mødrene Side nedstammede fra Kongeætten paa Man, tvang efter et Søslag i 1156 Kongen af Man til at afstaa sig alle Suderøerne fra Mull til Man. Disse Besiddelser tilhørte senere hans Æt, den mægtige Clan Macdonald, hvis Høvdinger vedblev at være Herrer over Øerne i to hundrede Aar, efterat de var afstaaet af Norge til Skotland. Efter Haakon Haakonssøns ulykkelige Skotlandstog (i 1263) ved Freden til Perth i 1266 afstod Magnus Lagabøter Man og Suderøerne til den skotske Krone mod en Sum Penge og en aarlig Afgift. Dermed ophørte den gamle Forbindelse med Norge. Det kunde ikke gaa anderledes. Norge laa for langt borte, og Øerne hørte geografisk til Skotland. Videre Magtforøgelse eller nye Rigdomme havde Herredømmet over Øerne aldrig bragt Norge. Det var mere som et Minde om Vikingetidens Stordaad.

Suderøerne vedblev at høre til Skotland; men Man kom efter lange Kampe til England. I 1405 gav Henrik 4 Øen som Len til Sir John Stanley. Familien Stanley, som ogsaa var Jarler af Derby, styrede nu i fire hundrede Aar Øen Man som et Lydrige under England. De kaldte sig ikke Konger, men ved høitidelige Leiligheder bar de Krone og Scepter, og Øen vedblev fremdeles at kaldes et Kongerige. I 1825 kom Øen direkte under den engelske Krone. Men den har endnu sit Selvstyre, og Love, som vedtages af Parlamentet i Westminster, har ingen Gyldighed paa Man, før de vedtages af Øens lovgivende Forsamling.

Øen Mans Forfatning gaar i sine Grundtræk tilbage helt til Vikingetiden og viser, hvordan Nordboerne grundede Samfundsskik i sine Nybygder. I Spidsen for Øens Forvaltning staar Guvernøren, Kronens Repræsentant og Haandhæveren af den udøvende Magt. Den lovgivende Forsamling kaldes Tynwald Court, "Tingvoldretten", og er delt i to Kamre. Første Kammer kaldes the Council eller "Raadet" og bestaar af Guvernøren, Øens Biskop og seks andre af de høieste Embedsmænd. Andet Kammer er House of Keys eller "Nøglernes Hus" med 24 Medlemmer. Disse kaldes allerede i gammel Tid " Lovens Nøgler" (claves legis), fordi de skulde bevare Lovens Ord i sit Bryst og værne om Lov og Ret. Medlemmerne af the Keys vælges nu ved direkte Valg; men lige indtil 1866 supplerede de sig selv, saaledes at naar et Medlem døde, valgte de selv et nyt. Begge Kamre holder nu Møde i Øens Hovedstad Douglas; men for at faa Lovskraft maa alle Love forkyndes fra Tynwald Hill, "Thingvoldhaugen"[11].

Denne Haug ligger paa Øens Vestside, ikke langt fra den gamle Hovedstad Peel. Den er ganske rund, har en Omkreds af 240 Fod og har fire Afsatser. Man kan tydelig Se, at Haugen er opført ved Kunst. Rundt omkring Haugen, som er indhegnet, er der flad Mark med Plads for mange Mennesker. Faa Skridt fra Haugen ligger der en liden Kirke. Her samles hvert Aar paa Johannes Døberens Festdag Guvernøren med Tingvoldretten til højtidelig Gudstjeneste. Derpaa drager de, ledsaget af Soldater, op til Haugen, og Guvernøren sætter sig oppe paa Toppen paa en Stol, dækket med rødt Klæde, med Blikket vendt mod Øst og med et draget Sverd foran sig. Saa raaber Coroneren af Glenfaba: "Jeg omgjærder dette Ting i vor Herres Kongens Navn, saa at ingen ypper Strid eller Kiv eller forulemper Forsamlingen, men alle viser sin Tilslutning og svarer, naar de bliver opraabt. Jeg kræver den hele Forsamling til Vidne paa, at Retten er fredet og omgjærdet." Derpaa kundgjøres alle i Aarets Løb givne Love paa Engelsk og Manks.

Den hengte Randver (?) og Valhal. Fra Jurby. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

I denne Øen Mans Forfatning kan man endnu tydelig se dens nordiske Oprindelse. Tynwald er en Forvanskning af oldn. þingvǫllr, "Tingvold, flad Plads, hvor Tinget holdes". Her har da Manksmændene fra Alders Tid pleiet at samles til Tinge paa samme Maade, som de gjorde rundt om i de nordiske Lande i gamle Dage. Paa de gamle nordiske Ting sad, som vi ved, Folket selv baade tildoms og vedtog nye Love. Paa samme Maade var Tynwald Court indtil 1866 en Slags Høiesteret for Øen Man[12]. Tynwald Court repræsenterer dog ikke hele det gammelnordiske Ting, men nærmest den Del deraf, som i Norge og paa Island kaldtes Lagretten (lǫgrétta). Det Sted, hvor Lagretten havde sin Plads og hvorfra Love og Domme forkyndtes for Folket, pleiede altid at være en Forhøining. Tynwald Hill paa Man svarer ganske til Lovbjerget (Iǫgberg) paa Altinget paa Island. Lagretten var ligesom Tingvoldhøien paa Man omgivet af et Gjærde, vébǫnd eller "de fredhellige Baand". Indenfor disse taaltes, naar Tingfreden var lyst, ingen Støi eller Ufred. Paa samme Maade lyser ogsaa Coroneren Fred over Tingvoldrettens Møde paa det gamle Tingsted med følgende Ord: "I fence the court." Lagretten var oprindelig et engere Udvalg, som forberedte alle Love og Domsafsigelser til Folkets Vedtagelse, hvilket kun var en Formsag. Egils Saga fortæller saaledes om Gulatinget paa Erik Blodøkses Tid (Kap. 58). Paa Tinget samledes Folk fra alle Tinglagets Fylker, Firdafylke, Sygnafylke og Hordafylke. Af disse blev der udtaget tre Tylvter, tolv fra hvert Fylke. De sad indenfor "Vebaandene", Reb, som var bundet mellem Hasselstænger, der var rammet ned i Jorden, og "skulde dømme i alle Sager". Sagaen kalder dem endog ligefrem for "Dommere" (dómendr). Paa Egil Skallagrimssøns Tid var det Herserne i de forskjellige Fylker, som afgjorde, hvem der skulde være Medlemmer af Lagretten. Men i denne Tid, da Lovene endnu ikke var nedskrevne, men maatte bevares i Hukommelsen, var det naturligvis kun et Faatal af Mænd, som var retskyndige og derved skikkede til at sidde i Lagretten. Rimeligt er det vel ogsaa, at denne Kundskab ligesom andre Færdigheder — f. Eks. i at riste Runer — nedarvedes fra Fader til Søn. I Sigurd Jorsalfarers navnkundige Proces med Sigurd Ranessøn forekommer saadanne lovkyndige Mænd, der kaldes " Lagmænd" (Iǫgmenn), først paa et Halvfylkes Ting og senere paa Frostatinget. De betegnes udtrykkelig som " lovkyndige* (lögmenn) og afgiver retslige Erklæringer. Senere blev de, vel netop som de lovkyndige, indvalgt i Lagretten[13].

I Vikingenybygderne paa de britiske Øer blev disse lovkyndige Mænd, dels under Navnet "Lagmænd" og dels kanske under den mere almindelige Betegnelse "Dommere" en fast Institution og en arvelig Værdighed. Særlig i Femborgdistriktet i England, i Chester, Stamford, Derby, Lincoln og Cambridge, men ogsaa i andre engelske Vikingenybygder finder vi disse merkelige Lagmænd, hvem Johannes Steenstrup først har ofret en udtømmende Omtale[14]. En " Lagmand" i Femborgdistriktets Byer optræder aldrig alene. Der er altid flere Lagmænd, og hvor deres Tal nævnes, er der tolv; de udgjør med andre Ord en Tylvt i hver By. I de latinske Aktstykker fra det 11te Aarhundred. hvor de især nævnes, kaldes de lagemanni (det nordiske " Lagmænd ") eller judices ("Dommere"). Disse engelske Lagmænd har da svaret til de "Lagmænd", som nævnes i Sigurd Ranessøns Proces. De har som disse været lovkyndige Mænd og som saadanne været Lagrettens selvskrevne Medlemmer. Men i én Henseende skiller de sig fra de gammelnorske "Lagmænd" eller "lovkyndige Mænd". Deres Stilling er faktisk eller juridisk arvelig, efter hvad Steenstrup har paavist. I Norge derimod forsvinder disse gamle Lagmænd mere og mere og under Kong Sverre bliver Lagmanden noget ganske andet, nemlig en kongelig Embedsmand. Lagmændene i de engelske Vikingenybygder har derimod indtaget ganske den samme Stilling som Medlemmerne af House of Keys paa Isle of Man.

Naar jeg før har sagt, at Tynwald Court er en Levning af den gamle Lagrette, da mener jeg kun det ene Kammer, House of Keys. Overhuset, the Council, er derimod yngre, stammer fra Englænderne. Som før nævnt, sad Medlemmerne af House of Keys indtil 1866 paa Livstid og supplerede sig selv. Stillingen gik ogsaa saa langt tilbage, som man eier offentlige Akstykker, i Arv fra Fader til Søn. Ganske det samme var Forholdet med "Lagmændene" i England. Medlemmerne af den gamle Lagrette paa Man kaldes nu "the Keys" som de, der gjemmer Lovens Nøgler i sit Bryst. Der er dog Spor til at de engang ogsaa har været kaldt " Lagmænd". Vi har hørt om de " Lagmænd " fra Øerne, som ledsagede Magnus og Gudrød Haraldssøn paa deres Vikingetog[15]. Disse har visselig været Lagrettens arvelige, lovkyndige Medlemmer. Men paa Hebriderne, mellem Mænd af en undertvungen keltisk Befolkning, maatte Lagmandens Stilling lettelig blive en Høvdingeværdighed, især da den var arvelig i visse Slægter. Deraf forklarer jeg, at Gudrød Crovans ældste Søn, som vel var født, medens Faderen endnu var en liden Høvding, bærer Navnet Lagman. — Navnet er i sin moderne Form Lamont endnu almindeligt i det vestlige Skotland. Lagrettens eiendommelige Udvikling i Vikingenybygderne paa de britiske Øer har vistnok havt sin Indflydelse paa den islandske Fristats Forfatning. Lagretten paa Altinget er ikke ordnet som Lagretten paa de norske Ting, hvor Høvdingerne udpeger dens Medlemmer. Høvdingerne er paa Island selv Medlemmer af Lagretten, nemlig Øens 39 Goder, paa samme Maade som paa Man og Suderøerne eller i England, hvor Lagmændene ogsaa indtog den første Plads blant. Bønderne og Borgerne. Men 39 er intet med 12 deleligt Tal, De islandske Goder maatte derfor, for at udgjøre 48 eller fire Tylvter, opnævne 9 Mænd, som sammen med dem var Lagrettens Medlemmer[16]. Den islandske Lagrettes og Tynwald Courts Myndighedsomraade er ogsaa ganske det samme og langt større end den norske Lagrettes.

I Spidsen for Tinget, som Leder af dets Forhandlinger, stod der paa Island en Lovsigemand, i Sverige en Lagmand. En saadan Leder af Tinget kjendes ogsaa hos andre Germanske Stammer, f. Eks. hos Friserne, hvor han kaldtes asega. En lignende Stilling maa, skulde jeg tro, Øen Mans to Overdommere, "Deemsters"[17], engang ha indtaget. De er i Embeds Medfør Medlemmer af Tingvoldretten og sidder i Raadet. Men de undertegner for sig — ved Siden af the Council og House of Keys — , og ingen Forordning har, mener de, Lovskraft uden deres Underskrift. Dette synes at vise, at Deemsteren engang har ledet Tingforhandlingerne. — Endog den høitidelige Procession paa Johannes Døberens Dag havde sit Sidestykke paa det islandske Alting i den saakaldte Logbergsganga, som foregik den første Søndag i hver Retssession. Den Vei Tingmændene paa Island havde at vandre var ligesom paa Man omgjærdet.

Saaledes giver Øen Mans Forfatning os et levende Billede af Nordboernes Retsorden og Samfundsskik i gamle Dage. "Med Lov skal Land bygges og ikke med Ulov ødes"; det var vore Forfædres Valgsprog ikke alene i Hjemmet, men overalt hvor de bosatte sig. Derfor formaaede de ikke alene at seire og vinde Lande og Riger, men ogsaa at grunde Nybygder, hvor nordisk Sprog og nordisk Samfundsskik holdt sig gjennem Aarhundreder.

Odin i kamp med Fenrisulven. Fra Kirk Andreas. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Det er ikke bare Forfatningen, som paa Man minder om det gamle norske Vælde. Rundt om paa Øen, i Befolkningens Udseende, i Sagn og Æventyr, i Sprog og i Navne kan man finde Spor af Nordboernes aarhundrederlange Herredømme over Øen. Flere Personnavne og Familienavne er saaledes nordiske, om end gjerne med det irske mac, "Søn'", foran, f. Eks. Cotter (ɔ: Mac Ottar ell. Ottars Søn), Corkhill (ɔ: Mac Þorketill ell. Torketils Søn). Endnu flere er dog de Stedsnavne, som er af nordisk Oprindelse. Disse Navne findes jevnsides med Runestenene; de fleste af dem forekommer paa Øens flade, frugtbare Nordspids og langs den nordvestlige Kystrand. I Syd er der derimod færre nordiske Stedsnavne og ingen Runestene; men her har man fundet Stene med irsk Oghamskrift. Især er det fremspringende og iøinefaldende Steder, der kunde bruges som Sjømerker, Odder, Skjær og Elve, som bærer nordiske Navne. Øens Nordspids heder Point of Ayre, det samme som vort -øre, der bl. a. findes i Navnet Helsingør. — Et andet Point of Ayre findes ved Englands Vestkyst, i Wirrall, Cheshire, og paa Shetlandsøerne har vi Aers of Sellivoe. — Paa Sydsiden af Man stikker der ud en lang Odde, som bærer Navnet Langness "det lange Næss". Skilt fra Sydspidsen af Man ved et smalt Sund er der en liden Ø, som kaldes Calf of Man, "Mankalven". — Paa samme Maade har vi f. Eks. inde i Kristianiafjorden Malmøen og Malmøkalven. — Af Navne paa Bugter og Fjorde kan nævnes Ronaldsway, "Ragnvaldsvaag" (Rǫgnvaldsvágr) og Fleshwick og endelig Garwick, som er et meget almindeligt Navn paa Man og hvis sidste Led er vort "Vik" (oldn. vik ("Bugt, liden Fjord "). Det høieste Fjeld paa Man heder, som vi alt har hørt, Snafell, "Snefjeld ". Den længste Elv heder Laxey, "Lakseaa". Paa Halvøen Cantire, som i gamle Dage ogsaa hørte til det norske Lydrige, er der ligeledes en Laxay, fordum ialfald kjendt for sit Laksefiske. Kongeriget Dublin strakte sig i gamle Dage saa langt ind i Landet som til Leixlip " Laksehoppet ", i Floden Liffey, hvor Laksen pleiede at springe og hvor Østmændene fangede den. I andre irske Elve, f. Eks. i Shannon nær Limerick og Kiilaloe, er der Steder, som kaldes Laxweir og hvor Laksen fanges i Net[18].

En Mængde Gaardnavne er paa Man ligesom i Danelagen i England sammensat med -by (= oldn býr, bær Gaard*), f. Eks. Jarby, "Ivars Gaard" (i gamle Brevskaber skrevet Ivorby) og Sulby, "Sølves Gaard", Dalby, Kirby "Kirkeby". Det oldn garir, "Gjerde, Gaard" findes bevaret i Fishgartk (egt. "Stængel, sat i en Elv for Fiskeriets Skyld "). Endelig kan det nævnes, at Kirkesognene paa Man alle heder Kirk: Kirk Andreas, Kirk Michael osv. Dette kirk kommer af oldn. kyrkja, "Kirke"[19].


__________


Einherjer. Fra Kirk Michael. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

De merkeligste Minder fra Nordboernes Tid er dog de mange Runestene, som findes rundt paa Øen, lige interessante ved sine Indskrifter som ved sine Billeder. Alene paa Gotland findes der noget tilsvarende. De manske Runestene er som næsten alle andre Runemindesmerker reist over Afdøde. I sin Form ligner de de irske og især de østskotske Billedstene, som var vanlige paa Vikingetogenes Tid. De er enten udhuggede som et Kors eller Korset pryder, hvad der er det vanligste, Stenens Forside. Desværre har de fleste af vore Dages Manksmænd, selv blant de dannede Klasser, liden Ærbødighed overfor disse Minder fra Fortiden. Ofte stiller de dem op paa nye Grave eller murer dem ind i Stengjærder og bruger dem som Grindstolper. Og dog tør de ikke flytte dem eller give dem til nogen offentlig Samling. Da vilde, efter deres Tro, Stenen hævne sig og bringe Sygdom og Ulykke over dem selv, deres Slægt og deres Kvæg.

Rundt om paa de britiske Øer, hvor Kelter har boet eller hvor irsk Kultur har vundet Indflydelse, men særlig i Irland, i Skotland, i Northumberland og i Cumberland findes der, delvis alt fra Tiden forud for Vikingetogene, høie Stenkors prydede med kunstfærdig udførte Baandslyngninger og Ornamenter, særlig Linjemotiver, og med Billeder fra Bibelen og hellige Mænds Liv. Mange af disse Stene, især de østskotske, er udsmykkede med en vidunderlig Omhu og Nøiagtighed, og det maa ha taget Aar at fuldføre dem[20]. Nordboerne blev grebne af disse Stenes fantastiske Billedpragt. De Vikinger, som vendte hjem, fortalte om dem, og mange Stene paa Gotland vidner saaledes om Indflydelse fra de skotske Stene. De Nordmænd, som bosatte sig paa Man, saa ogsaa dér flere af disse Stene, og halvt hedenske, som de var, forsøgte de selv at efterligne Kelternes kristne Kors. Dog efterlignede de ikke slavisk, men frit og selvstændig, som det bør sig for virkelige Kunstnere. De eiede ikke Munkens Taalmodighed til i aarevis at meisle og udhugge en enkelt Sten. Derfor lagde de ikke Hovedvægten paa den nøjagtige Udførelse af Enkelthederne, men mere paa Helhedsvirkningen. Og de byggede videre paa det, som de forefandt, skabte nye Slyngninger og Ornamenter, som baade er vakre og virkningsfulde og tillige prægede af nordisk Aand. Drager og Orme slynger sig nedover Stenens Side, men særlig karakteristisk er maaske den nedenfor afbildede Baandfletning, som er indført af Runemesteren Gaut Bjørnssøn, om hvem vi snart skal høre mere.

I Motivernes Rigdom og Mangfoldighed og i det hele som Kunstverker staar Runekorsene paa Man tilbage for de vidunderlige skotske Billedstene. Nogle faa manske Stene, særlig blant de ældste, kan dog næsten maale sig med disse, medens andre er meget raat udført. Ogsaa paa Hebriderne efterlignede de norske Nybyggere de keltiske Kors. Man har saaledes paa en af disse Øer fundet en Sten med en meget forvirret Runeindskrift og paa lona, hvor saa mange af Øernes Konger ligger begravet, har man fundet en Sten, hvis Ornamenter og Billeder ganske svarer til de manske Stenes[21]. Kunsten synes dog at ha staaet meget lavere paa Hebriderne end paa Man, og det er tydeligt, at hele Bevasgelsen er udgaaet fra Man, som i gamle Dage var Kulturcentret i disse Egne.

Indskrifterne paa Man er udhugne med de saakaldte "Yngre Runer"[22]. Flere af de manske Runeformer er dog ikke de almindelige, men tilhører, som Professor Sophus Bugge har paavist, en egen Type, som findes igjen i Runeindskrifter paa Jæderen og Ringerike i Norge, i Østergotland[23], paa Gotland og desuden paa Orknøerne. Mellem disse Egne har der altsaa, hvad ogsaa Billederne synes at vise, i gamle Dage været Kulturforhindelser. Runestenene paa Man kan ikke være ældre end fra anden Halvdel af det 11te Aarhundred. De er nemlig reist af kristne Mænd, og Kristendommen blev først omkring 1050 almindelig paa Øen.

Den første Runemester paa Man hed Gaut Bjørnssøn, en virkelig Kunstner, som ogsaa har opfundet flere nye og vakre Baandslygninger, bl. a. Ornamentet med de skjolddækkede Slanger. Udenfor St. Michaels Kirke paa Vestsiden af Øen staar der et stort og i al sin Enkelhed meget virkningsfuldt Kors. Nedover Stenens Smalside gaar der en Indskrift, hugget i Runer: "Mael Bridge (d. e. den hellige Brigidas Tjener), Søn af Athakan Smed, reiste dette Kors for sin og sin Broderkones Sjæl". Hertil har Runeristeren føiet disse stolte Ord: "Gaut gjorde dette [Kors] og alle paa Man". Om denne Gaut læser vi ogsaa i en anden Indskrift paa et Kors fra Kirk Andreas: "[N. N. reiste] dette [Kors] efter sin Fader Ufeig. Men Gaut gjorde det. Søn af Bjørn fra Kule"[24]. Gaut Bjørnssøn er et Navn, som bør mindes i nordisk Kulturhistorie, en værdig Fælle til Røkstenens og de orknøiske Maeshowe-Indskrifters stolte Runeristere, en vis Runemester, men ogsaa en virkelig Kunstner, som i sin Hjembygd aabner Prydkunsten nye Baner.

Sproget er i alle disse Indskrifter norsk. Kun en eneste Sten synes at være reist af en svensk Mand. Den staar ved Kirk Michael og vi læser paa den: "Mallumkun reiste dette Kors efter Malmura, sin Fostermoder, Dufgals Datter, hvem Adils havde til Ægte." Og saa føier den selvgode Fostersøn til: "Det er bedre at efterlade en god Fostersøn end en daarlig Søn." Baade Fostersønnen og Fostermoderen bærer keltiske Navne. — Malmura er en Forvanskning af det almindelige irske Kvindenavn Maelmaire, "Marias Tjener ". — Adils er derimod et nordisk Navn; det brugtes dog paa denne Tid ikke i Norge, men kun i Sverige og Danmark. Hermed staar det sandsynligvis i Forbindelse, at Indskriften er affattet i svensk Sprog. Et andet af Indskriftens Navne, Dufgal, som ogsaa fmdes paa en Sten ved Kirk Bride, synes derimod, om end fjærnere, at vidne om Forbindelse med Danmark. Dufgall (Dubgall) betyder nemlig paa Irsk "en Danske " (egt. "en mørk Fremmed") i Modsætning til Nordmændene, som kaldtes "de lyse Fremmede" (Fingall).

Brudstykke av en stein fra Murthly, Skottland. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Denne ene Indskrift giver os et lidet Indblik i Folkeblandingen paa Man. Her boede ikke alene Nordmænd, men ogsaa enkelte Svensker, ja sandsynligvis ligeledes Mænd af dansk Herkomst. Med England var der fra gammel Tid nær Forbindelse, og angelsaksiske Mænd flygtede vist ofte, især under Kampene paa William Erobrerens Tid, over til Øen. Paa en Sten, som for ikke mange Aar siden er fundet paa Man, findes der saaledes én Indskrift med nordiske og én med angelsaksiske Runer. Ogsaa Folk af piktisk Herkomst, eller ialfald med piktiske Navne, fandtes der, som rimeligt kan være, paa Øen. Paa en Sten fra Kirk Bride læser vi nemlig det piktiske Navn Druian (TRU I AN), som i Formen Droian er fundet i en Ogham-lndskrift paa Shetlandsøerne.

Mere end noget andet vidner dog disse Runemindesmerker om at Nordboer og Kelter paa Man har levet fredlig Side om Side, blandet Blod med og gjensidig paavirket hinanden. Ikke alene har, kan vi se, Mænd af nordisk Herkomst havt keltiske Hustruer og Mødre. Men Mænd med keltiske Navne reiser endog Kors med Indskrift i Runer og med Billeder fra Æsers og Sagnheltes Liv. Mr. Kermode, som har gjort sig meget fortjent ved at samle og udgive Runeminderne paa Man, siger, at af de Navne, som forekommer i Indskrifterne, er omkr. 19 nordiske, medens mindst 9 er keltiske. Det er Navne som Maelbridge, Malmura, Mallumkun, Dufgal, Athakan (d. e. Aedacán)[25] Crinaan, Myrgjal osv. Vi ser af dette, hvordan paa Man Nordisk og Keltisk er blandet inderlig sammen. Intet Under, at Irerne kaldte Indbyggerne paa Man og Hebriderne Gall-Gaedhil, d. e. "Nordbo-Irer" eller " Nordbo-Gæler ". Thi de er, det viser Runestenene paa Man, ikke helt Nordmænd eller Nordboer; ei heller er de Irer; de er et Blandingsfolk.

Runeindskrifternes Navne synes ogsaa at pege videre, langt udenfor Man, og at vidne om vore Forfædres vidtstrakte Forbindelser i Vikingetiden. Paa et Kors ved Kirk Braddan læser vi saaledes: "Odd reiste dette Kors efter Frakke, sin Fader". Navnet Frakki betyder "en Franker". Men som Mandsnavn findes det, mig bekjendt, aldrig brugt i Norden; derimod bruges "frakka" (egt. "et frankisk Spyd") ofte i Digtningen om "Spyd" i sin Almindelighed. Navnet Frakke vidner vel om, at dets Bærer, eller snarere hans Forfædre, har havt Forbindelser med Frankerriget, at de har været bosat dér eller er draget did paa Vikingetog. Vi har alt hørt, at et Par Runeindskrifter synes at vidne om, at danske og svenske Mænd har været bosatte paa Man. Andre Omstændigheder synes at tale i samme Retning. Paa en Sten ved Varpsund, Ofver-Grans socken, Upland, nævner Runeristeren sit Navn, som er skrevet apken. Er dette det samme Navn som "Athakan Smed", der findes paa en Sten ved Kirk Michael?[26]. Umuligt er det ikke. Og endelig Navnet Gaut (Gautr). Dette Navn har aldrig i gamle Dage været almindeligt i Norge eller paa Island. Kun sjelden forekommer det i Sagaerne. Det betyder egentlig "en Mand fra Gautland eller Gøtaland". Nu træffer det sig saa, at Gaut Bjømssøn bruger den samme eiendommelige Slags Runer, som findes i flere østergøtske Indskrifter. Fra Østergøtland, hvor Røkstenens navnkundige Runerister hørte hjemme, stammer da, tror jeg, den Æt, som den første Runerister paa Man tilhørte. Begge ligner de hinanden ogsaa i den Stolthed og Selvfølelse, hvormed de nævner sig som Runemestere paa Runestenen. Til Man er vel Gaut eller hans Slægt kommet i Følge med Mænd fra Gotland, hvor der alt før hans Tid fandtes Stene prydede med Billeder af Æsers og Sagnheltes Liv. Er dette den rette Tydning af Gauts Navn, kan vi forstaa, at han var den første, som paa Man reiste Kors i irsk Smag, prydede med Billeder fra nordiske Gude- og Heltesagn og forsynede med Indskrifter i den fra Øst-Sverige stammende Kortkvisttype af Runerækken. Vi kan da ogsaa lettere forstaa, at Motiver paa de manske og suderøiske Billedstene synes at stamme fra Gotland.

Om Indskrifternes Indhold er der, foruden hvad vi allerede har hørt, ikke meget at sige. De er, som alle gammel-nordiske Gravskrifter, korte og indeholder sjelden mere end, at N. N. reiste Kors efter [d. e. til Minde om] N. N. Et Par Stene giver os dog et lidet Indblik i Menneskenes Liv og Følelser. Paa en Sten ved Conchan læser vi først den almindelige Gravskrift: "N. N. reiste dette Kors efter sin Hustru Myrgjal." Men derpaa følger en Verslinje, som i Udtalen maa ha lydt saaledes:


Maðr uggi fátt
ok rádi fritt.


(Et Menneske skal frygte lidet)
(og handle vakkert.)


Det er en gammel Leveregel i Versform. Den klinger ægte nordisk, som taget ud af "Haavamaal". Men til de fra Hedendommen stammende Visdomsord er der paa det kristne Kors føiet en kristen Efterskrift: "Jesu Kristi Kors". Det er den samme underlige Blanding af Hedenskab og Kristendom, som ogsaa Stenenes Billeder synes at vidne om. Indskriften ender med følgende Ord: "Thurid ristede Runer." Indskriftens þuriþ synes næppe at kunne være andet end Kvindenavnet Thurid. Hvis saa er, er Stenen eller ialfald dens Indskrift hugget af en Kvinde. Ellers kjender vi kun Mænd som Runemestere.

Paa en Sten ved Kirk Braddan, som udmerker sig ved sine vakkert hugne og klare Runer, læser vi:


ROSKITIL: UILTI: I: TRIKU: AIÞSOARA: SIN


("Rosketil sveg i Trygd[27] den Mand, som havde svoret ham Eder "). Den, som brød sine svorne Eder mod den, til hvem han var bundet ved Edens hellige Baand, blev af vore Forfædre regnet for den værste Niding. Resten af Indskriften findes desværre ikke nu mere. Vi bare aner en mørk Udaad; men om Grunden til den fortelles der intet.

Næsten endnu merkeligere end selve Indskrifterne er de Billeder, som vi ser paa Runekorsene paa Man[28]. I kunstnerisk Henseende staar de ikke saa høit og kan ikke maale sig med Ornamenterne og Drageslyngningerne. Især er Menneskefremstillingerne daarlige og klosset udførte. Dyrebillederne er derimod friere og livfuldere og staar ofte over, hvad vi ser paa de irske og skotske Stene. Det, som giver disse Billeder deres kulturhistoriske Værd, er, at de, reist som de er paa kristne Kors over kristne Mænd og Kvinder, ikke henter sine Æmner fra Kristendommen, fra Bibelen eller fra hellige Mænds Liv, men derimod fra Asatroen, at de giver os Billeder fra Guders og Sagnheltes Liv. De fleste Mennesker i denne vidunderlige Overgangstid fra Vikingetid til Middelalder var visselig i Navnet kristne; men i Livssyn var de Hedninger og deres Sjæl var endnu opfyldt af Valhals og Asalivets straalende Billeder. Derfor ser vi det merkelige, at de reiser kristne Kors over sine kjære Afdøde med Bønner for deres Sjæls Frelse, men at de samtidig smykker disse Kors med Billeder af den faldne Helt, som drager til Odin for at kjæmpe i Valhal i Einherjernes Flok.

Bilde fra Valhal. Fra Kirk Michael. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Lettest at forstaa er det vel, at de hentede Billeder fra Heltesagnet. Sagnkredsen om Smeden Vølund og især Sagnet om Sigurd, som dræber Ormen Fafner, om Volsunger og Gjukunger, om Brynhild og Gudrun, disse to Sagnkredse, som har været kjendt og elsket af næsten alle germanske Folk, har ogsaa hos de fleste af dem været Gjenstand for kunstnerisk Fremstiling. Paa Stene fra det fjærne Gotland saa vel som paa Kors og Benskrin i England finder vi Billeder af Vølund og hans Smedie. Sigurd, som dræber Ormen, Gunnar i Ormegaarden og andre Billeder fra Sagnet om Volsunger og Gjukunger er fremstillet paa svenske Runestene og paa norske Stavkirkedøre som paa engelske Kors. I Norden findes der ingen saadanne Billeder, som er ældre end Vikingetiden. Paa et engelsk Benskrin fra tidlig i det 8de Aarh. finder vi derimod Billeder af Vølund og hans Broder, Bueskytten Egil, ja muligens ogsaa af Sigurd-Sagnet[29]. Rimeligt er det derfor, som Prof. S. Bugge og den svenske Forsker Professor Schück har søgt at vise, at Angelsakserne er de første, som paa Stenkors, Skrin og andre løse Gjenstande er begyndt at fremstille Billeder fra det germanske Heltesagn og at Skikken derfra er vandret til Nordboerne[30]. Irske og skotske Forbilleder er det vel, som saa igjen har paavirket Angelsakserne- I alle Fafd er der vistnok Forbindelse mellem de engelske og de manske Sigurd-billeder.

Der findes paa Man ikke mindre end tre Stene med Billeder af Sigurdsagnet. Vi ser Sigurd ligge nede i Graven og stikke Ormen, medens den skrider hen over ham. Vi ser ham stege Ormens Hjerte over Ilden; saa brænder han sig og stikker Fingeren i Munden og kommer derved til at forstaa Fuglenes Røst. Vi ser ogsaa Fuglene eller rettere Fuglen i Træet, som varer Sigurd mod Regins onde Raad, og vi ser hans Hest Grane. Paa Bagsiden af den ene af disse Stene ser vi en Skikkelse med bundne Hænder og Fødder og med en Orm snoende sig ved hans Side; dette synes at være Gunnar i Ormegaarden.

Muligens har vi ogsaa paa de Manske Kors Fremstillinger af andre Heltesagn. Paa den ovenfor afbildede Sten ved Jurby har man saaledes formodet at se et Billede fra Sagnet om Jormunrek (ɔ: Goternes Konge Ermanarik), som ægtede Gudruns Datter Svanhild, men som paa sin onde Raadgiver Bikkes Raad lod hende træde under Hestefødder og hængte sin egen Søn Randver, fordi han troede, at de elskede hinanden. Den lille Skikkelse med, som det synes, Hundehoved skulde da være den hængte Randver.

Ogsaa paa Gotland synes der at findes Billeder fra Sagnet om den skjønne Svanhilds og Randvers Død.

Især er det dog Asatroens straalende Gudeverden og Livet i Valhal, som maa ha optaget Nordboerne paa Man, virket paa deres Sind og vakt deres Fremstillingsevne. Paa en Sten fra Kirk Andreas ser vi saaledes paa den ene Side en Mand med et Spyd i Haanden og en Ravn paa Skulderen. Han stikker med sit Spyd efter en Ulv, som har grebet hans ene Fod og holder paa at sluge den. Dette er et Billede af Odin i Ragnarøk i Kamp med Fenrisulven. Som det heder i "Vøluspaa":


Da kommer Hlins[31]
anden Harm,
da Odin farer
med Ulven til Kamp.


Af Guden Thor findes der ogsaa flere Billeder. Vi ser ham med Belte om Livet — hans Styrkebelte Megingjarðar. — Ved hans Side er en Slange, nemlig Midgarsormen, og han har en Hammer i Haanden. Hammeren er Mjølner, som han kunde gjøre stor eller liden og som altid kom tilbage til sin Herre, naar han slyngede den ud.

Ogsaa Heimdal er fremstillet paa et Runekors, ved Jurby. Han synes at ha to Horn i Panden og Bukkeskjæg. Han afbildedes vistnok med Bukkehoved, fordi han har Navnene Heimdali og Hallinskiði tilfælles med Vædderen. Op til Munden holder han Gjallarhornet, hvormed han skulde kalde Æserne til den sidste Kamp.

Bildestein fra Kirk Michael (Mallumkuns kors). Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Paa flere Stene ser vi Billeder af Valhal og af Livet dér. Vi ser Galten Sæhrimner og Einherjerne, som kjæmper og falder for næste Dag at staa op igjen lige friske. Einherjerne har Kjortler, som rækker til Knæs, korte Sværd og Fuglehoveder. De faldne Einherjer er fremstillet med Hovedet nedad og Benene i Veiret. Paa samme Maade afbildes ogsaa paa keltiske Kors de faldne, især er den foran afbildede Sten fra Jurby med Billede af den hængte Randver merkelig. Paa den ene Side af Korset ser vi en liden Figur med Strikke om Halsen hænge i en Galge, som bæres af et Væsen med Fuglehoved og Fugleklør. Denne sidste Skikkelse maa være Odin, som i de gamle Digte kaldes Arnhǫði, "Manden med Ømehoved". Til ham pleiede, ved vi, de gamle Nordboer at ofre Folk ved at hænge dem i Galgen. I "Haavamaal" fortæller saaledes Odin, at han hang i Galgen i ni Nætter, "givet til Odin, selv til mig selv". Bikke antoges ogsaa i Sagnet at være den forklædte Odin, som voldte netop de ypperste Heltes Undergang for at kalde dem til Valhal. Naar Randver har Hundehoved, saa hænger dette ligeledes sammen med Middelalderens Folketro og Udtryksmaade om de Hængte.

Paa den anden Side af Korsstangen ser vi lidt af et Skjold[32], og derunder en Galt og en Hjort. Dette maa være et Billede af Valhal. Thi Valhals Tag var tækket med Skjolde. Inde i Valhal var Galten Sæhrimner, som man kunde skjære saa meget man vilde af, og dog blev den lige hel. — Selv stammer Sæhrimner fra irske Fortællinger om Svin, som blev spist hver Nat, men næste Dag var lige levende. — Hjorten er Eikthyrner, som stod oppe paa Valhals Tag og aad af Træet Lærads Grene. Paa den anden Side af denne merkelige, men desværre kun ufuldstændig bevarede Sten ser vi et Billede, som synes at være Skjolde omgivne af en Ramme. Over Rammen, der hvor Stenen nu er afbrudt, synes vi at se Roden af et Træ. Skal dette være Valhals af Skjolde dækkede Tag, hvorpaa Træet Lærad staar?

Saa har vi da paa denne Sten i kort Sum et Billede af hele Vikingetidens religiøse Livsopfatning: Helten, som ofrer sig til Odin og gaar til Valhal for som en af Ein- herjerne at kjæmpe ved Odins Side i den sidste Kamp i Ragnarøk.

Ogsaa paa andre af de manske Stene synes der at være Billeder af Livet i Valhal. Vi husker det Kors, som den selvgode Mallumkun satte til Minde om sin Fostermoder, den keltiske Malmura, som var gift med den svenske Adils. Dette Korser i flere Henseender merkeligt; paa den ene Side af Korsstangen ser vi et ogsaa paa skotske og irske Kors forekommende kristent Billede. Hjorten, som bides i Nakken af en Hund. Paa den anden Side ser vi en Karpespiller og ved hans Side en Kvinde med et Horn i Haanden, visseligt et Billede af Livet i Valhal, Brage, som spiller Harpe, og Valkyrjen, som byder Mjød om. Her mødes altsaa paa samme Sten kristne og hedenske Billeder.

Ogsaa paa mange andre Maader viser sig Kristendommens Indflydelse.

De Nordmænd, som paa Man begyndte paa Stenens Flade at tegne Illustrationer til Gudedigtene og Heltekvadene, kjendte ikke i sit Hjemland lignende Billedstene. Kun paa Gotland fandtes der i Norden en bildende Kunst. Rundt om i de keltiske Lande saa de derimod, som vi har hørt, Stene med Billeder fra Bibelen og fra hellige Mænds Liv. Men Billedernes rette Mening forstod de vel næppe, hedenske eller halvt hedenske, som de selv var. Hellige Mænd, Evangelister, Engle og Dæmoner blev i deres Fantasi til Æser, Einherjer og Sagnhelte. Og naar de saa selv begyndte i Billeder at genfremstille sine egne Gude- og Heltesagn, maatte det ikke da ligge nær for dem at laane Billeder og Typer fra den keltiske Billedkunst, hvor de samme Figurer optræder paa næsten alle Kors? Paa samme Maade er den oldkristelige Kunst fyldt med hedenske Billeder og Symboler, som i den kristne Kunst har faaet en ny Betydning: Kentaurer, Sfinkser, Dødens Genius med den omvendte Fakkel, Eros og Psyche osv. Først lidt efter lidt udvikler den kristne Kunst sit eget Billedsprog.

Intet er paa de skotske Kors almindeligere end Jagtscener og Billeder af Hjorte, Vildsvin og andre Dyr. Ofte er ogsaa Dyrene for den dekorative Virknings Skyld anbragte det ene over det andet paa begge Sider af Korsstangen[33]. Mellem disse Billeder og Valhalsbillederne paa de manske Stene er der visselig Forbindelse. Paa flere af Korsene paa Man — især sammen med Billeder af Valhal — ser vi paa Toppen af Korset Billedet af en Hane. Hanen er ogsaa et kristeligt Symbol og findes paa flere skotske Stene. Men Nordboerne har visselig i den seet noget andet, et Billede af Hanen Salgofnir eller Gullinkambi ("Guldkam") som i Valhal vækker Einherjerne til Kamp.

Hyndla (?). Fra Jurby. Fra Alskogsteinen, Gotland. Engel (?) Strathmartin, Forfarshire. Illustrasjon fra A. Bugge: Vikingerne.

Ligheden mellem disse Billeder og Symboler er let at forstaa og at forklare. Men ogsaa Billederne af Einherjerne, ja af Æserne selv er paavirket af Billeder paa de irske og skotske Kors. Naar Einherjerne er afbildet som Mennesker med Fuglehoved, saa hænger dette visselig sammen med den over den hele Jord udbredte Forestilling, at man tænker sig de afdødes Sjæle i Fugleskikkelse. Og ligedan, naar Odin fremstilles med Fuglehoved og Fugleklør istedenfor Menneskefødder, da hænger dette, som alt nævnt, sammen med, at han bar Tilnavnet Arnhǫfði" "Ørnehoved". Men de nordiske Kunstnere, som paa Man udhug Billeder af Einherjerne og af Odin, vilde dog næppe ha afbildet dem paa den Maade, de har gjort, om de ikke paa keltiske Kors, bl. a. paa Shetlandsøerne, havde seet ganske lignende Skikkelser, som skulde forestille Engle. Og kan det være en Tilfældighed, at faldne Einherjer paa de manske Stene og faldne Mænd paa de keltiske Kors begge fremstilles med Hovedet ned?

Paa de manske Kors findes der ogsaa Skikkelser med Menneskekrop og Dyrehoved. Heimdal synes at ha Bukkehoved; den hængte Randver har Hundehoved og paa det Kors, hvor Heimdal er afbildet, ser vi paa Bagsiden en Kvinde med Hundehoved. — Er dette et Billede af Vølven Hyndla ("den lille Tispe"), som i Eddakvadet "Hyndluliód" fortæller om Guden Heimdal? — Alle disse Skikkelser har sine kunstneriske Forbilleder paa keltiske Kors, hvor de forestiller Dæmoner. Naar der paa gotlandske Stene ogsaa findes Skikkelser med Menneskekrop og Fugle- og Dyrehoved (Einherjer eller Æser). da vidner dette, skulde jeg tro, om Indflydelse fra keltisk Kunst paa Gotland.

Endnu kan jeg nævne Billedet af Odin eller, som andre har ment, Vidar i Kamp med Fenrisulven. Ganske lignende Billeder, men hvor Ravnen og Spydet mangler, findes paa skotske Kors, hvor de dog forestiller Samson, som sønderriver Løvens Kjæver, en i Middelalderen meget almindelig Fremstilling[34].

Ogsaa fra det fjærne Gotland, har der, tror jeg, rundet Kulturens Strømme til Man og til Hebriderne og dér paavirket Billedfremstillingen. Paa Gotland var den bildende Kunst allerede i Vikingetiden gammel og havde delvis under Indflydelse fra keltisk Prydkunst naaet en høi Udvikling. Et Billede, som alt findes paa Stene fra før Vikingetiden og som senere blev prægtigere og prægtigere udsmykket, er Drageskibet med det firkantede Seil med Skjolde langs Rælingen og oftest med Mænd, som holder i Taugverket paa begge Sider af Masten. Paa lona har man nylig opdaget en Sten, der tydelig er fra samme Tid som de manske Kors og gjort af Nordboer. Her ser vi et stort Skib, hvori der staar seks Personer, som synes at være Skibets Mandskab. Den ene af dem steller med Seilet. Masten er høi og tyk. Længst tilvenstre er Skibets Høvedsmand, som er fremstillet høiere end de andre Personer og som væbnet med Tang og Hammer smeder paa et Sverd[35]. Hvilket gammelt Sagn dette skal gjengive, ved jeg ikke. Men Skibet med et firkantet udspændt Seil, som for os er Hovedsagen, findes igjen paa mange Gravstene paa Hebriderne fra den senere Middelalder. Et Skib var det Vaaben, som de norske Konger paa Man oprindelig førte, og deres Efterkommere paa Hebriderne er det, som lader et Skib udhugge paa sin Gravsten. Tør vi ikke i dette se en Paavirkning fra Gotland, det eneste Sted i Norden, hvor vi fra Vikingetiden finder Billeder af lignende Skibe med udspændt, firkantet Seil?

Jeg tænker mig, at denne mærkelige Kunstskole paa Man er opstaaet omtrent paa følgende Vis: Det var ved Vikingetidens Slutning, da Eddakvadene endnu var friske paa Folkets Læber, en Gjæringens og Nydannelsens Tid. Der vesterpaa, hvor hver Dag bragte Bud om ny Daad og hvor selv en nær Fortids Mænd stod omskinnet af Sagnets Straaleglans, dér fik de gamle Kvad ny Form og nye Kvad digtedes under Mødet med Kelter og Angelsakser. Engelske Kvæder om Weland Smed og om Sigurd, som dræbte Ormen, fik hos Nordboerne ny Skikkelse og nyt Indhold, ny Skjønhed, og de gamle Sagn fik Farve og Glød fra Irernes vilde og lidenskabsfyldte Sagn og Sagaer om Cuchulinn og om Finn og Ossian. Men den samme Aand, som skabte nyt Liv og nye Billeder paa Vers og i Rytmens Bølger og som gjennem Kvad søgte at forevige Forfædrenes Liv og Vikingetidens Storhed, den maatte ogsaa vækkes til at skabe sig et varigere Minde paa Stenens haarde Flade. Nordboen, som kom med Øie og Sind opladt for alt det nye, han saa og hørte derude i det fremmede, han saa jo rundt omkring sig i de Lande, hvor keltiske og angelsaksiske Mænd byggede. Mindesmærker, hvor Forntidender var hugget i Stenen til Minde for kommende Slægter. Ligesom de keltiske Kunstnere gjennem Stenens Billedsprog søgte at tale til Folket om Paradisets Herlighed, om Kristi Korsfæstelse og om de hellige Mænds vidunderlige Gjerninger, saaledes søgte de norske Kunstnere paa Man at vidne for levende og for kommende Slægter om Fortidsheltenes Kampe, om Valhals Herlighed og om Gudernes Liv, slig som Kvadene sang om dem. Men hvorfra skulde de hente sine Billeder? Naiv og barnlig var Tiden, og Menneskefremstillingens Kunst var endnu i sin Vorden. Menneskeskikkelserne blev ikke tegnet efter Naturen, men i vedtagne Former, slig som lang Tids Hævd havde dannet dem. Ingen Kunstner paa de britiske Øer, han være sig Kelter, Angelsakser eller Nordbo, magtede paa den Tid i Billeder at fremstille en hel ny Verden ud af sit eget Hoved alene. Han maatte knytte sig til det forud givne. Derfor laante Gaut Bjørnssøn og de Kunstnere, som fulgte efter ham, frit og rigeligt dels fra Gotland, men mest fra den keltiske Kunst, som blomstrede i de Lande, de kjendte bedst De kristne Billeder fyldtes med nyt Indhold og stilledes sammen i nye Kombinationer til nye Billeder. Men derfor blev det, som frembragtes, lige nyt, lige nordisk i Form som i Indhold, og vidner lige høit om den nordiske Aand i Vikingetiden. Den, som skal give, han maa ogsaa ha Evnen til at modtage.

Øen Man er i det Smaa et Billede af hele Vikingetiden. Intet andet Sted kan vi i vore Dage faa et saa tydeligt og klart Billede af Nordboernes Liv i den Tid, da de var et Folk paa Udfærd, vandt Lande og grundede Nybygder. Vi ser deres Statsskik og Retsordning, deres Kunst og Aandsliv, deres Møde med fremmede Nationer og fremmede Kulturer, hvordan de uden Sky blandede sig med de fremmede Folkeslag og med den kloge Mands rigtige Greb optog det bedste af hvad de saa og lærte derude i fremmed Land, omdannede og tilpassede det efter sine egne Vilkaar, og netop derved skabte en ny og rigere Kultur, Vikingetidens Kultur.


Fotnoter

  1. Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmandene, S. 333 ff. og 344 f. Jfr. "Some Notes on the Norsemen in Argyleshire and on the Clyde", by R. L. Bremner, i Saga Book of the Viking Club III, S. 308 ff.
  2. Disse Skoter, egt. et Navn paa Irlænderne, er det, som har givet Skotland Navn, efterat ders Konger hadde forenet hele Skotland. Dette Navn kommer dog i denne Anvendelse først senere i Middelalderen i brug; det gamle keltiske Navn er Alba.
  3. Om Vikingenybygderne i Cumberland ved man ovennaade lidet; et nylig fundet Aktstykke, fra omkr. 1067 -1092, giver dog flere nye og merkelige Oplysninger (trykt i Scottish Historical Review I, ved Rev. James Wilson).
  4. Landnámbók I, K. 12.
  5. Se bl. a. Skene, Celtic Scotland I og A. Bugge, Contributions the History of the Norsemen in Ireland, II.
  6. Se især The Saga of Cellachan of Cashel, der holder paa at udgives ved A. Bugge, og hvor de i det følgende nævnte Navne findes.
  7. Steenstnip, Normannerne III, S. 88 f.
  8. Steenstrup, Normannerne III, 213 ff. Steenstrup har derimod (S. 203) ikke Ret i, at Magnus den gode er den første, som har baaret Navnet Magnus. Det forekommer baade i det gamle Skrift "Irernes Krig med de Fremmede", i Sagaen om Cellachan af Cashel og i de "Firc Mesteres Annaler*. At Maccus kun er en forvansket Form af Navnet Magnus, viser sig bedst deraf, at Maccus Haraldssøn (Maccus el. Maccasias) som de engelske Krønikeskrivere kalder ham, af de "Fire Mestere" A. D. 972, rigtig kaldes Magnus Haraldssøn (Maghnus mac Arailt).
  9. Er Macmaras en Forvanskning for Mac Manvis eller Magnussøn?
  10. Alt længe før Somerleds Tid hører vi tale om "Sumarlider" i Skotland. Under Kong Indulf (954 — 962) gjorde saaledes "Sumarlidernes Flaade" Indfald i Nærheden af Aberdeen, men blev slaaet tilbage. De var Folk, som om Sommeren drog ud paa Æventyr, men om Vinteren sad hjemme paa Gaarden; jfr. Steenstrup, Normannerne III. S. 207.
  11. Andre Tingvoldhøie fandtes tidligere nær Kirk Michael, og nær St. Lukas´s Kirke i Baldwin.
  12. Se Skildringen hos Worsaae, Minder, S. 366 ff., der er fra 1851.
  13. Se Gustav Storms Udg. af Sigurd Ranessøns Proces, S. 66; jeg følger i min Fremstilling Steenstrups Gjengivelse i Normannerne IV, S. 202.
  14. Normannerne IV, S. 105 ff.
  15. I de irske Kilder kaldes de i Flertal Lagmainn.
  16. Titelen Gode brugtes, som bekjendt, ikke hjemme i Norge. Dette har givet Anledning til mange Funderinger. Jeg tror, at den følgende Forklaring ligger nærmest: Danske Runestene viser, at Godenavnet var brugt i Danmark; irske Krøniker nævner Vikingehøvdinger, som de kalder "Druider", vistnok en Oversættelse af "Gode" (se "Three Fragments", ed. O´Donovan, Druiden Hona). Godenavnet har da været brugt af danske og vel ogsaa af norske Vikingehøvdinger i England og Irland og fra dem har de islandske høvdinger, som i det nybyggede Land ikke kunde kalde sig Herser, optaget Titelen.
  17. Selve Ordet Deemster er næppe, som enkelte har ment, nordisk = oldn. dómstóri Domstyrer.
  18. Worsaae, Minder, S. 403.
  19. Om Stedsnavne paa Man se nærmere A. W. Moore, Manlcs Names, 2 ed., London 1903.
  20. Den bedste Udgave af de skotske Billedstene er Romilly Allen og Joseph Andersen, Sculptured Monuments of Scotland. De irske Kors, hvoraf de bedste er fra det iite Aarhundred, er udg. af O'Neill, Sculpt. Crosses of Ireland.
  21. Saga Book of the Viking Club III, S. 305
  22. Runeindskrifteme paa Man er tolkede bl. a. af Mr. P. M. C. Kermode, Catalogue of Manks Crosses, og senere af S. Bugge, Aarbøger for nordisk Oldkyndighed 1899.
  23. Den Gruppe hvis Repræsentant den merkelige Røksten er.
  24. Kule, nu Cooley, et ikke sjeldent Stedsnavn paa Man.
  25. Aedacán er egt. et Kjælenavn, "lille Aed" (et alm. irsk Navn).
  26. E. Brate og S. Bugge, Runverser, S. 22 og 27 Anm.
  27. Trygð, ɔ efter at der var givet edeligt Løfte om Fred.
  28. Forklaringen paa de fleste af disse Billeder skyldes Professor S. Bugge i hans før nævnte Afhandling.
  29. Skrinet, som kaldes the Frank's Cuket, findes nu i British Museum i London. En Side af det er ved et underligt Tref kommet til Florens og gjemmes i el Museum dér.
  30. Letterstedsk Tidsskrift 1903, S. 193 ff.
  31. Hlin er rimeligvis et Navn paa Odins Hustru Frigg.
  32. Det øverste af Stenen er afbrudt og nu borte.
  33. Jfr. f. Eks. Korset ved Gask, Perthshire; Stuart, Sculpt. Stones ff ScoUand, I PI. CIII-CIV.
  34. Paa det merkelige, høie og prægtige Kors ved Gosforth Kirke i Camberland, som i Afstøbning indtager en Hædersplads i Kensington Museum i London, findes der et Billede, som nordiske Forskere har taget for Vidar, som lægger sin Haand i Fenrisulvens Gab. Men heller ikke dette er, saavidt jeg skjønner, andet end Samson og Løven.
  35. Saga Book of the Viking Club III, S. 305.