Ole Worm (Udsigt over den norsk-islandske filologis historie)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
af Finnur Jónsson
Udgivet 1918
IV. OLE WORM
Ole Worm er et af de mest lysende navne i Danmarks litteraturhistorie; en mand mere besjælet af en brændende videnskabelig forskertrang, aldrig trættet forskerlyst og ren, uegennyttig virksomhed gives der næppe. Worm var født 1588, blev prof. i pædagogik 1613, i græsk 1615, i fysik 1621 og i medicin 1624; han døde af pesten 1654. Det bedste billede af denne alsidige mands interesser og flid får man gennem hans Epistolæ (udg. i 2 bind), hvor også breve til ham er trykte. Jfr. også E. C. Werlauffs grundige afhandling: »Ole Worms fortjænester af det nordiske oldstudium« i Nord. tidsskr. f. oldkyndighed I (1832).
Åbenbart påvirket af den forud gående fædrelandske historiske granskning fik Worm meget tidlig øjet åbent for de gamle rune-mindesmærkers formentlige betydning. Det var jo en naturlig tanke, at de måtte indeholde oplysninger om gamle historiske begivenheder og personer. Interessen for dem havde iøvrigt tidligere ytret sig på en umiskendelig måde.
Allerede 1619 mærkes hans virksomhed, og i 1622 udgik fra kongen et cirkulære til bisperne om at »opsøge og antegne alleslags antikviteter og dokumenter«; der medfulgte en fortegnelse over disses arter, deriblandt er »documenta historica manuscripta«, samt runeindskrifter »i sten eller træ udhugne« osv. Dette cirkulære bragte Ole Worm resultater; selv rejste han ikke omkring for at undersøge monumenterne (uagtet det 1625 blev ham overdraget at rejse omkring på offenlig bekostning), og det er på forhånd givet, at indskrifter aftegnede af mænd, der hverken besad kendskab til runetegnenes betydning eller det sprog, hvori indskrifterne var affattede, ikke kunde blive rigtig gengivne. Personlig har Worm sikkert også følt vanskelighederne. Hans egne kundskaber i oldsproget var naturligvis mangelfulde eller omtrent ingen. Worms første skrift var »Fasti danici« (1626) i 3 bøger, hvoraf den første handler om kalendervæsen i almindelighed, den 3. indeholder den i et bibliotek i Jylland fundne, på membran skrevne runekalender med forklaring; 2. udg. 1643 noget forøget. Dernæst udgav Worm sit første egenlige runetolkende skrift: »Tulshøj sive monumentum Ströense in Scania« (1628) — »som det første forsøg... fortjæner dette skrift endnu opmærksomhed og en skånende bedømmelse« siger allerede Werlauff. Otte år efter udkom hans forklaring af Tryggevældestenen (1636) og samme år hans »Danica literatura antiquissima, vulgo gothica dicta«, om forskellige runealfabeter og om runeskriften overhovedet. 1651 udkom 2. udg. af dette vigtige værk, der nu var meget forøget. Det består her af den egenlige »litteratura ruidca«, der falder i 30 kapitler, (om ordet rune og dets oprindelse, om runearter og -former, runernes betydning og rækkefølge m. m.). Som kilder anføres — foruden oplysninger fra Arngrimur — , biskop Brynjólfur Sveinsson, Magnús Ólafsson, Edda, Scallda [ɔ: den 1 . grt. afh. i Sn. E.), Havamal hin gömlu, Völuspá, Snorre, Saxo, (det norske) runedigt. I et appendix meddeles Krákumál, skrevet med runer, tilligemed oversættelse, Egils Höfuðlausn og Skáldatal - en meget vigtig publikation tildels efter nu tabte håndskrifter. Foruden en lille afhdl. »De aureo . . . cornu« (1641) udgav Worm endvidere (1650) »Lexicon runicum« (eller: Specimen lexici runici) af Magnús Ólafsson, hvor ordene først er trykte med runetegn, derpå med latinske bogstaver og med lat. oversættelse. Her anføres mange citater fra sagaer og digte (skjaldekvad). Et af Worms allervigtigste værker er endelig hans »Monumenta danica« i 6 bøger, der udkom 1613, foruden Additamenta, der udkom 1650. Den 1. bog handler om runemindesmærker i almindelighed og om den gamle gudedyrkelse m. m.; derpå følger de danske, gullandske og norske mindesmærker afbildede og forklarede; der behandles i alt 139 runestene.
Det kan således ikke forundre, at den bekendte codex runicus var i Worms eje, hvorfor den også kaldtes codex Wormianus.
Det var i virkeligheden en storartet litterær virksomhed, som Worm således udfoldede, en virksomhed, der også må ses fra patriotisk side. At den var behæftet med alle begynderens fejl var kun naturligt; sproglige misfostre og misforståelser, umulige forklaringer manglede ligesålidt som overdreven entusiasme.
Fra første færd af må Worm, som sagt, have følt vanskeligheder, især angående det sproglige. Det var da naturligt for ham at henvende sig til dem, som måtte antages at have bevaret det gamle sprog bedst, nemlig Islænderne, og blandt disse vidste han jo, at der fandtes lærde som Arngrimur. Ved at gennemgå Worms brevveksling med Islændere finder man, at han var utrættelig i at bede om oplysninger især om runer og sprog. 1623 beder han sin gode ven, biskop Þorlákur Skúlason (1597-1656) at sende sig »Grönlandiam Arngrimi« og de »cipporum inscriptiones«, som Arngrimur omtaler i Crymogæa, samt hvad der findes skrevet »in grammatica et syntaxi« foruden »antiquitates«, dersom han havde nogle sådanne. Så sender biskoppen nogle runealfabeter og en indskrift på et »monumentum in vicinia repertum«, men »Grönlandia«, der kun fandtes i manuskript, vilde Arngrimur ikke udlåne (den blev trykt på isl. 1688). Atter 1626 sender han 2 runealfabeter. 1632 skriver Worm, at han er glad ved alt, hvad der kan oplyse »historias et res gestas virorum patriæ amantissimorum«, og udtaler ønsket om at få et »vocabularium linguæ vestræ et (si haberi potest) antiquissimæ«; året efter takker han for det tilsendte »vocabularium islandicum«. 1630 ønsker Worm det glossarium, som han siger han har hørt at Björn Jónsson (på Skarðsá) har forfattet; året efter skriver biskoppen, at han har afsendt en »etymologicus linguæ islandcæ« af Biörn; men det forliste. 1643 beder Worm om et „vocabularium«, et at dem, som skoledisciplene brugte, men biskop Þorlákur skrev tilbage, at sådanne ikke kunde sendes på grund af deres mangelfuldhed, men han sender et (trykt) vocabularium.
Vi ser heraf, hvad Worm stærkest savnede, men tillige, at han fik støtte og forskellige oplysninger, som uden tvivl er komne ham til nytte ved hans skrifter, fra sine islandske venner. Af tekster sendte biskop Þorlákur ikke meget, (1639) en »Historiam aliquot regum Danorum, idiomate Norvegico consignatam«; 10 år før havde han sendt »librum Eddam latinitate donatum a dno Magn. Olavio«; det er Magnus Olafssons bekendte oversættelse af Snorra Edda (vistnok dog kun Gylfaginning); egenlig blev den bog dog sendt til den for historie og antikviteter stærkt interesserede kansler Chr. Friis (1581-1639), men det var i og for sig det samme.
Med Arngrimur begyndte brevvekslingen først 1626. I dette år skriver Arngrimur, at han »ifjor« har fået opfordring af kansleren om at samle »antiquitates Norvegicas in Islandia«, men her er intet, siger han, at finde af sådanne; endvidere siger han, at han har sendt forskelligt, f. eks. «de rhytmis isl. et mensium ac dierum appellatione vetusta. m. m. I de følgende breve diskuteres forskellige runespørsmål (betydn. af ᛣ, ifg. Arngrimur = y)(1). 1630 skriver Arngrimur bemærkninger ti Litteratura runica (f.eks. om sprængd mans høk) og 1638 et langt brev om Sæmund og Snorre (Worm havde spurgt om Eddaens forfatter); hans mening er den, der i lange tider stod som en almengyldig sandhed, at »Snorre havde udvidet og forøget den Edda, som Sæmund den frode havde sat sammen«. Endelig bemærkes, at 1632 skriver Worm og siger, at kansleren ønsker »cantilenas priscas historicas tam in historia Norvagica quam alibi extantes, (Skioldunga viser ni fallor vocant) cum interpretatione«, og beder ham henvende sig til og forhandle med Magnus Olafsson. Worm siger tillige, at han er i færd med at udgive Snorre (ɔ: P. Claussöns oversættelse) og beder om en fortsættelse af historien efter Hakon d. gamles død, men Arngrimur svarede, at en sådan eksisterede der ikke.
Worm var (omkr. 1626) kommen i besiddelse af den ovf. nævnte papirsafskrift af Snorra-Edda (2), men har vistnok tidlig foræret den bort (snarest 1635). Magnus Olafsson meddeler W., at han vinteren 1628-29 har oversat Edda for kansleren, samt at han har »ordnet« hele Eddaen efter Arngrims håndskrift, men herom senere. Endelig bemærkes, at Worm 1635 skrev til biskop Gisli Oddsson i Skalholt og beklager, at han intet runebidrag kan vænte at få fra hans stift, og udtaler, åbenbart noget gram i hu (3), at her kun er tale om runer, som ingen har tænkt på at bruge til noget ondt.
Den som måske var Worm til størst positiv nytte var den nævnte præst Magnus Olafsson til Laufás (1573-1636). Denne lærde og hæderlige mand var biskop Þorláks ven, og gennem denne kom han i forbindelse med Worm 1626. Worm forhandler med Magnus om lignende sager som med Arngrimur; Magnus sender ham hvad han får fat i, skriver om runer og desl. Især er det dog det sproglige område, som Magnus beskæftiger sig med, og i forbindelse dermed fortolkning af tekster og skjaldekvad. Således sendte han sin tolkning af vers i Ragnarss., af Krákumál, af vers i Orkneyingasaga m. m., som alt blev Worm til god nytte; navnlig er dog hans ordsamling, det ovenfor nævnte Lexicon runicum, at fremhæve, som han på opfordring af Worm (1635) havde skrevet og gjort færdigt kort før han døde; efter faderens død sendte sønnen Benedikt manuskriptet til Worm. Hvad runer angår, erklærer Magnus sin uvidenhed og siger, at der overhovedet er ingen, der har noget kendskab til runer; én har han dog hørt omtale som runekyndig, men denne var flygtet bort på grund af forfølgelser(!). I det hele mærker man, at på Island vilde man højst ugærne røbe kendskab til runer, — på grund af frygt for heksebål og beskyldninger for beskæftigelse med trolddom (4); runealfabeter fandtes i virkehgheden i mængde, og Magnus sender selv forskellige, især såkaldte villuletr.
Der er noget rørende ved Magnus’ breve; de røber en flammende kærlighed til æmnet — studiet af de gamle vers var især hans fryd — , men nu — 1633 — var han bleven gammel og begyndt at ryste på hånden; han klager over, hvor vanskeligt det er at få fat i bøndernes bøger; de »ligger på dem (ruger over dem) som ormen på guldet«; han klager over en membrans utydelighed, men er stille stolt over, at han har kunnet overvinde vanskelighederne. Worm havde bedt ham om en dansk oversættelse, men Magnus undskylder sig med, at han ikke kan skrive dansk; dog ses det, at han kunde noget dansk — han havde da også studeret i København - , men at skrive det er sikkert faldet ham besværligt. Hans afskrifter af vers findes tildels endnu og er af stor betydning, når den eller de membraner, han benyttede, er gået til grunde. Hans versforklaringer er efter omstændighederne ret gode. Alt ialt er Magnus en af de mest tiltalende personer blandt de islandske lærde, som vi kender fra denne tid, også rent personlig, ærlig og beskeden som han var.
Foruden de Islændere, der ovenfor er nævnte, var der også andre, med hvem Worm vekslede breve, f. eks. præsten Sveinn Jónsson på Barð (1603—87); denne havde studeret i København og der »renset« Worms Eddahdskr. på en ejendommelig måde (se Sn. E. III, præfatio s. xlvii). Sveinn sendte Worm afskrifter af vers (Heidreksgåderne og vers af Knytlinga). 1646 skriver Worm, at han ønsker at få et lexicon, og — hvad der er af interesse — han siger, at han har hørt, at biskop Brynjolfur Sveinsson samler håndskrifter, men med ham havde han ingen forbindelse. Man forbavses over, at Worm endnu ingen litterær forbindelse havde med denne sin tids lærdeste islænder, der tilmed havde studeret og opholdt sig i Danmark. Først 1648 begyndte de to at veksle breve. Fra biskop Brynjólfur haves så til gengæld nogle tildels meget vidtløftige breve, især om runer, således et brev 1651, hvori der også findes udførlige bemærkninger til Litteratura runica.
En af Worms fortjænester, og det ikke den ringeste, er den at have besørget trykningen af oversættelsen af Snorres Heimskringla (se ovf. s. 6). Det har sin interesse at læse hans egne ord herom; et stykke af hans dedikation til Christopher Urne hidsættes: »Iblant andre sköne monumenta, som mig er forkommen om Norgis Regentere, acter jeg icke det ringeste, dette som først paa Islands sprog er befattet aff Snorre Sturleson, fordum Lagmand der paa Landet, oc siden aff atskillige transfereret paa det Sprog som vi nu her i Landet bruger, flere til nytte oc. gafn; huilcket at det icke skulde hafue det samme fatum, som andre saadanne Scripta luce digna siunis at være undergifuen, hafuer jeg tagit mig nogen Vmag til der med, at det motte fuldkommeligere end tilforn, oc ret efter den beste translation som mig er tilhænde kommit, conferert med nogle Manuscriptis tam Islandicis cruam Danicis, menige mand til beste, komme til Trycken. I synderlighed efterdi jeg nocksom hafuer fornummen, med huor stor attraa mange hafuer lengdis der efter, i det en deel hafuer met stor Vmag tit oc ofte ladet det transferere paa Danske (thi det, som jeg sagde, er først skrefuen paa Islandisk, som var vor rette gammel Maal) en deels ladet dette med stor Vmkostning udskrifue, at de kunde vide nogit om Norigis Rigis Tilstand i fordum tid. Oc paa det jeg kunde ocsaa dermed animere andre, som hafuer saadan sköne documenta hos sig, at de vilde lade dennem komme for dagen, oc icke misunde deris Fæderne Land den Loff oc Berömmelse, som den deraff burde at halfue med rette«.
Disse ord viser bedst, hvilken ånd Ole Worm var besjælet af. Han var sin ånd og stræben tro til døden.
Noter
1): 1627 skriver A., pudsigt nok, at det er umuligt at have med »cippi« at gøre, på grund af frygt for Tyrken. De algierske sørøvere hærgede, som bekendt, i det år på sydkysten.
2): Prøve i Palæogr. atlas, ny serie, bl. 36.
3): Biskoppen har åbenbart kun kendt runer som trolddomsmidler og intet villet have med fremskaffelsen af runealfabeter at gøre. Han var i øvrigt en begavet og lærd mand.
4): Jfr. Aarbøger 1910 s. 307—8.
