Norges kongerække
Hopp til navigering
Hopp til søk
Skjaldekvad
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Norges kongerække
(Nóregs konungatal)
Et hyldestdigt om den islandske stormand Jon Loftson († 1197) digtet af en anonym, samtidig skjald.
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
- 1.
- Enhver skjald,
- der skønner digtning,
- gør sin pligt
- og glæder folk —
- særligt hvis
- de samme folk
- er færre nu,
- end de før har været.
- 2.
- Man ror først
- fjernt fra hvalen —
- til sidst dog
- søger man nærmere;
- min agt er
- at efterleve
- disse ord
- i dette lovkvad.
- 3.
- Først vil jeg
- — hvis folk lytter —
- hér nævne
- Halvdan Svarte;
- den hu-djærve
- havde dengang
- en frygtløs
- førstearving.
- 4.
- Og Harald,
- den hårfagre,
- krævede snart
- kongenavnet;
- Halvdan lå
- i laksens hal —
- druknet under
- et dække af is.
- 5.
- Grav og høj
- blev gjort til ham
- på krigsramte
- Ringerike;
- halvt voksen
- tog Halvdans søn
- fuldmodigt
- sin fædrene arv.
- 6.
- Han fandt snart
- at slægtens fædres
- arvejord
- var utilstrækkelig;
- med magt søgte
- sogningers hersker
- så grisk mod
- guldets delere,
- 7.
- at alt land
- fra Elven i syd
- til Finnmark
- var fyrstens eje;
- først af alle
- opnåede han
- at have magt
- i hele Norge.
- 8.
- Gramen fik,
- — gavmild var han —
- mange børn
- som modnedes vel;
- kongers slægt
- må siden regnes
- helt til Harald
- den Hårfagre.
- 9.
- I syv-ti
- og tre vintre
- var Tunds viv
- tilkendt kongen,
- inden Lokes
- eneste datter
- stjal livet
- fra storfyrsten.
- 10.
- En høj blev
- til Haralds minde
- rejst vældigt
- på Rogaland;
- hermed skal
- hildingens navn
- — Halvdans søns —
- huskes længe.
- 11.
- Nu fik Erik
- navn af konge
- — Blodøkse —
- med bønders vilje;
- fem vintre
- fandt man Erik
- — våbenvant —
- som vældets leder.
- 12.
- Vestfra kom
- den vellidte —
- Adalsteins
- enefostre;
- Håkon bød
- sin bror give sig
- halvdelen
- af hele arven.
- 13.
- Men Erik
- — altid hævngrisk —
- flygtede væk
- fulgt af sønner;
- hersers åg
- — den hårdt rådende —
- så aldrig
- siden landet.
- 14.
- En tid lang
- blev landet styret
- med handlekraft
- af Håkon ene;
- den ry-stærke
- stod med magten
- seks vintre
- og siden tyve.
- 15.
- Gramen stod
- i strid på Fitjar
- mod Eriks
- arvtagere;
- kampens træ
- blev truffet i armen,
- da fyrsten drev
- de flygtende væk.
- 16.
- Det ringe sår
- — regner jeg med —
- dræbte snart
- den djærve høvding;
- hellen dér,
- hvor Håkon døde,
- lyder nu
- lofdungens navn.
- 17.
- På Sæheim
- blev siklingen lagt
- i gravhøj
- af gæve bønder;
- her lod folk
- Haralds arving
- — livløs —
- ligge efter.
- 18.
- Jeg har hørt
- at Harald vandt
- magt og land,
- men mager åring;
- Gunhilds søn
- — Gråfeld — ledte
- Norges land
- i ni vintre,
- 19.
- før Gorms søn
- og Guld-Harald
- nedlagde
- navnefællen;
- han lod sit liv
- ved Limfjorden
- — den sikling —
- sydpå ved Hals.
- 20.
- Harald faldt,
- og håndfaste
- Håkon Jarl
- tog Højs kone;
- og Tunds viv
- tilkom fyrsten
- i to-ti
- og tretten vintre.
- 21.
- I Gauldal
- blev en god død
- ikke undt
- Eriks fader,
- da Kark Træl
- med kniven skar
- hattens plads
- af Håkon Jarl.
- 22.
- Hærmænds æt,
- som hævdede loven,
- greb da til
- det gavnligste råd;
- dér nordpå
- i Norge gav man
- kongenavn
- til en kristen mand.
- 23.
- Olav tog
- — Tryggves arving —
- mandstærkt
- magten i landet;
- fem lande
- blev på få vintre
- kristnet af
- krigervennen.
- 24.
- Kun i fem
- Fafners skader
- blev landet
- ledet af Olav,
- før Erik
- med overmagt
- bød kongen
- at bruge våben.
- 25.
- Sværdets storm
- var strid og lang,
- før Ormens folk
- blev overvundet;
- Dér, hvor Olav
- endte sit liv,
- er siden kendt
- som Svolderbugten.
- 26.
- Tolv vintre
- stod vennesæle
- Erik Jarl
- for Yggs kvinde,
- før fyrsten
- fór fra landet
- — hæderfuldt —
- over havet vestpå.
- 27.
- Eriks drøbel
- blev overskåret
- før fyrstens
- færd til Roma;
- blandt angler
- fik jarlen vestpå
- da bane
- af blodtabet.
- 28.
- Da hævdede
- Håkon og Sven
- løsøre
- og land som deres;
- to vintre
- — fortæller folk —
- var Eriks arv
- i jarlernes magt.
- 29.
- Fra vest kom
- en konges søn
- til landet
- med en lille hær;
- og Olav
- og jarlen mødtes
- siden midt
- i Saudungsund.
- 30.
- Her måtte
- Håkon sværge
- de eder,
- Olav krævede,
- at Strids-Balder
- på stedet opgav
- sin odelsjord
- indtil døden.
- 31.
- Olav bød
- øst for Nesjar
- Håkons søn
- den hårdeste strid;
- med få folk
- flygtede Sven
- — sejrsløs —
- snart fra landet.
- 32.
- Ene mand
- stod Olav Digre,
- lovprist,
- med landet samlet;
- Haralds søn
- stod hæderfuldt
- femten vintre
- for fjeldlandet.
- 33.
- Kraftfuldt kom
- Knud den Store
- med guldpenge
- til gæve bønder;
- lendermænd
- lovede han guld
- i stort mål
- for at styrte fyrsten.
- 34.
- Mod kongen
- lod Kalv og Tore
- — ætstore —
- stille en hær;
- de betvang
- trønders fyrste
- på Stiklestad,
- som stedet kaldes.
- 35.
- Men helt klart
- var helligkongen
- en kær ven
- af Kristus selv;
- i Kristkirken
- kender alle
- et helligt skrin
- med Haralds arving.
- 36.
- Alfifas søn
- — Svend — kom til
- og holdt seks
- snogens plager;
- venneløs
- valgte han flugt
- — Knuds søn —
- fra kongedømmet.
- 37.
- Kong Olavs
- eneste søn
- — den Gode — kom
- fra Gardar i øst;
- Magnus vandt
- magten igen
- og fuld ret
- til fædrelandet.
- 38.
- Tolv vintre
- virkede Magnus
- uden svig
- til alles vel;
- sygdom slog
- sogningers drot —
- den gæve mand
- mistede livet.
- 39.
- Fyrstens død
- var folkets sorg,
- og han førtes
- til faderens grav;
- dér nordpå
- i Norgesvældet
- — i Kristkirken —
- blev kongen gravlagt.
- 40.
- Nu taltes
- ti herskere,
- som alle kom
- efter Harald;
- de mænds liv
- har jeg meddelt her,
- som det lød
- fra Sæmund Frode.
- 41.
- Tilbage står
- dog størstedelen
- af den sag,
- jeg digter om,
- og herpå
- skal det handle om
- den fyrsteslægt,
- som fortsat lever.
- 42.
- Fordum hed
- — fik jeg at vide —
- Haralds søn
- Sigurd Hrise;
- Halvdan var
- Hrises arving
- og Sigurd Syr
- søn af Halvdan.
- 43.
- Sigurd fik
- en søn med Åsta,
- og han bar
- Haraldsnavnet;
- han stod ene
- for det store land
- tyve vintre —
- den vise konge,
- 44.
- før fyrsten
- fór med hæren
- til England
- i overmod;
- vestpå faldt
- — i våbens larm —
- Olavs bror
- for engelske mænd.
- 45.
- Sin fars arv
- tog fredselskende,
- årsæle
- Olav Kyrre;
- kongen stod
- for klippelandet
- syv og tyve
- samfulde vintre.
- 46.
- Af svær sot
- segnede kongen
- — Magnus’ far —
- meget tidligt;
- også denne
- ødling fik grav
- i Kristkirken
- i købstaden.
- 47.
- Inden fik
- Olav Kyrre
- dog en gæv
- og gavmild søn;
- ti vintre
- — talte folket —
- var Yggs viv
- underlagt Magnus.
- 48.
- Jeg hørte
- hæder tilkendt
- mange børn
- af Magnus Barfod;
- hele fem
- af hærfyrstens
- sønner sås
- siden som konger.
- 49.
- Endnu ung
- fór Øisteins far
- over Irland
- for at øve hærværk;
- hvor flejnen fløj
- faldt den snilde
- Magnus da
- med megen ære.
- 50.
- Da blev landet
- ledet — siges det —
- på samme tid
- af tre konger;
- næppe vel
- vil verden se
- — har jeg hørt —
- så herlige brødre.
- 51.
- Gode Olav,
- ung og lovsæl,
- lod dengang
- sit liv som den første;
- kun kort tid
- kunne folket
- nyde godt
- af gramens søn.
- 52.
- Kong Øisten
- lod indenlands
- gøre meget
- til gavn og fremgang;
- snart voldte
- værk i hjertet
- døden for
- den djærve fyrste.
- 53.
- Og begge
- brødre lagdes
- i jord nordpå
- ved Nidåens bred;
- højt står dér
- i hovedkirken
- Olavs skrin
- over alteret.
- 54.
- Sigurd var
- siden i live
- i længst tid
- af de tre brødre;
- det var ham,
- der hæderfuldt
- rejste ud
- til Jorsals land.
- 55.
- Sigurd var
- i seksten vintre
- og elleve
- øverst i landet;
- da måtte
- Mørefyrsten
- bøje sig
- for banesoten.
- 56.
- Østpå blev
- i Oslo by
- den lofdungs lig
- lagt i kisten;
- jord grønnes
- over gramens ben
- ved Hallvards
- høje kirke.
- 57.
- Sigurd fik
- en søn og datter —
- begge var
- virksomme folk;
- siden skal
- der siges mere
- om den datter
- af Dalekongen.
- 58.
- Snart skal jeg
- slutte denne
- følge af
- fyrsters endeligt.
- Sigurds søn
- var særlig hadsk;
- Magnus hed han,
- Harald en farbror.
- 59.
- Splid delte
- derpå magten
- i Norge
- blandt nære frænder;
- alting blev
- endog værre —
- mange mænd
- måtte bøde.
- 60.
- Men Magnus
- mistede både
- — hæderløst —
- helse og sejr;
- nu huskes
- Harald Gilles
- seks vintres
- vælde som konge,
- 61.
- inden mænd
- uden hæder
- den lofdungs
- levned endte;
- ved Kristkirken
- blev kongers bror
- — i Bergen —
- båret til graven.
- 62.
- Da ledtes
- landenes værn
- af sønner
- af sogningers gram;
- kong Øistein
- var Inges bror
- — snar i kamp —
- og Sigurds tillige.
- 63.
- Ufred kom
- inden længe
- til det kendte
- kongedømme.
- Brødres ed
- blev brudt med spyd;
- bane blev
- bragt imellem dem.
- 64.
- Sagesløs
- var Sigurd næppe,
- da han lod
- livet — den tapre;
- han dvæler
- dér i Bergen
- det samme sted,
- man stedte hans far.
- 65.
- Øistein kom
- øst for fjorden
- af med livet
- for Inges flok;
- Af grusjord
- blev gramen dækket
- — åndeløs —
- østpå ved Foss.
- 66.
- Inge stod
- stadigt ved magten
- atten vintre
- og andre syv,
- før Håkon
- med hærfølge
- voldte hans fald
- i Viken mod øst.
- 67.
- I Oslo blev
- den ufredsvante
- jordhyllet
- ved hovedkirken,
- men Håkon
- herskede ikke
- længe over
- landet og folk.
- 68.
- En arving
- til Erling Skakke
- var både brav
- og båren vel;
- ved Inges fald
- gav folk i landet
- kongenavn
- til Kristins søn.
- 69.
- Håkon faldt
- for hæderlystne
- kong Magnus
- i Møre nordpå;
- fyrstens lig
- blev ført til Romsdal
- og hyllet
- af hellig jord.
- 70.
- Kristins søn
- — den kampdjærve —
- var seks vintre
- og sytten konge,
- før fyrsten
- faldt i kampen
- mod Sverre
- i Sogn østpå.
- 71.
- Nu ligger
- liget af Magnus
- — den kampraske —
- i kirken i Bergen,
- og dér ses
- Sunnivas skrin —
- pragtfuldt gjort
- og prydet med guld.
- 72.
- Nu ser man,
- at Sverre ene
- — den kampraske —
- råder i landet;
- det hele,
- som hørte under
- Halvdans søns
- — Haralds — afkom.
- 73.
- Her vil jeg
- vende tilbage
- til de børn,
- Barfod avlede —
- den ødling,
- som aldrig havde
- udvist frygt
- for ild og våben.
- 74.
- Den døglings
- datter var Tora;
- en gæv mand
- blev gift med hende.
- Mest af alt
- var Jons moder
- sønnesæl —
- den søster til fyrster.
- 75.
- Hun kom til
- — kongens datter —
- nøkkens borgs
- nævers rige
- med gævt sind
- i gode tider —
- allermest
- for islændinge.
- 76.
- Og hun blev
- — høvdingens søster —
- efterlevet
- af sin ene søn;
- der lyder kun
- lovord om ham
- som alles ven
- og ædelsindet.
- 77.
- Uden tvivl
- er Jon blevet
- agtet mest
- blandt Mists træer,
- som ærlig
- og altid fast,
- dér hvor mænd
- mødes i trætte.
- 78.
- Nu vil ingen
- ypperlig mand
- kappes med
- kongens frænde;
- den gode
- gulduddeler
- er lykke-rig,
- som rimeligt er.
- 79.
- Hans far blev
- af de fleste regnet
- som gavmild
- og ganske svigløs;
- ingen skabt
- under skyernes vej
- blev anset
- som uven af Loft.
- 80.
- Og Sæmund
- — Sigfussønnen —
- udviste
- altid snildhed;
- som ypperst
- i alle dele
- blev Lofts far
- af folk anset.
- 81.
- Alle Oddes
- ætmænd bærer
- kendetegn
- af kongeslægten;
- hver en dag
- skal dattersønnen
- af kong Magnus
- møde hæder.
- 82.
- Før nævntes
- nærved tredive
- højbårne,
- hædrede mænd;
- ubestridt
- er alle disse
- fyrster her
- frænder af Jon.
- 83.
- Jeg be’r Krist,
- at kongers ven
- må få alt,
- han ønsker nu
- af Gud selv
- — den glædens yndling —
- og nyde held
- i hele sit liv.