Sagaen om Bose og Herrød

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Nordiske fornaldersagaer


Sagaen om Bose og Herrød[1]

Bósa saga ok Herrauðs


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


1. Kong Ring og hans sønner

Grif
Fra håndskriftet MS 42130
The Luttrell Psalter
fra 1325-40

Der var engang en konge ved navn Ring, som herskede over Østergøtland. Han var søn af kong Gøte, der var søn af Odin, som var konge i Sverige og var kommet til landet ude fra Asien, og fra ham stammer de mest navnkundige kongeslægter her i de nordiske lande. Denne kong Ring var en samfædrene bror til Gøtrik den Gavmilde, og han havde en fornem slægt på sin mors side. Kong Ring var gift med Sylgja, som var datter af jarl Søfarer fra Smålandene; hun var en smuk kvinde med et godt sindelag. Hendes brødre hed Dagfarer og Natfarer, og de var hirdmænd hos kong Harald Hildetand, som dengang herskede over Danmark og størstedelen af Norden. De havde en søn, der hed Herrød. Han var stor af vækst og så godt ud, havde mange kræfter og så gode evner, at ikke mange kunne måle sig med ham. Han var afholdt af alle, men fik ikke megen kærlighed af sin far, og dette skyldtes, at kongen havde en anden og frillebåren søn, som han elskede mere. Denne hed Pung. Kongen havde fået denne søn i sin ungdom, men nu var Pung en fuldvoksen mand. Kongen gav ham et stort len, og han var kongens rådgiver og inddrev dennes skatter og forestod leding og landskyld, og han havde opsyn med indtægter og udgifter, og de fleste fandt ham grådig i opkrævningen, men nøjeregnende med lønninger og udbetalinger. Men han var pligtopfyldende og gjorde alt til kongens bedste, og således gav hans navn anledning til den talemåde, at man kalder den, der særligt passer på og varetager ens tarv, for en pungrøgter. Pung opfandt de punge, som siden blev kaldt pengepunge, for deri at opbevare det sølv, som kongen modtog i skatter og afgifter. Men han havde småpunge til det, som han opkrævede uretmæssigt, og dette kaldte han for vinding, og deraf tog han til udgifterne, mens landets indtægter var i behold. Pung var ikke vellidt blandt folk, men kongen elskede ham højt og lod ham alene afgøre alt.


2. Om Tvare og Brynhild og deres sønner

Der var en mand, der hed Tvare[2], som blev kaldt Brynje-Tvare. Han boede ikke langt fra kongesædet. Han havde tidligere i sit liv været en stor viking, og engang han fór på vikingetogt, mødte han en skjoldmø, der hed Brynhild. Hun var datter af kong Agnar fra Noatun. De kæmpede, og Brynhild blev såret så hårdt, at hun blev ukampdygtig. Tvare bragte hende da med sig hjem sammen med et stort bytte. Med hans hjælp helede hendes sår, men hun var siden knortet og krumbøjet, og derfor blev hun kaldt Brynhild Baga[3]. Tvare holdt bryllup med hende, og hun sad på brudebænken med hjelm og brynje på, men de elskede dog hinanden meget. Tvare opgav derpå sine togter og slog sig til ro på gården. De fik to sønner. Den ældste hed Smed. Han var ikke stor af vækst, men en meget smuk mand. Han var duelig i alle idrætter og en meget fingersnild og dygtig håndværker. Deres anden søn hed Bose. Han var stor af vækst og havde mange kræfter. Han var mørk af udseende og ikke videre smuk, og han havde sin mors sindelag og ydre. Han var munter og spøgefuld og ihærdig, når han begyndte på noget, men ikke særlig betænksom i sin omgang med folk. Hans mor elskede ham ham højt, og han blev opkaldt efter hende og kaldt Bagas Bose. Han havde også bedrevet en del i både ord og handling, som gjorde, at tilnavnet var yderst passende.

Der var en kælling, som hed Busla. Hun havde været gamle Tvares frille. Hun opfostrede hans sønner. Hun havde god forstand på trolddom. Smed hørte meget efter, hvad hun sagde, og lærte meget af hende. Hun tilbød Bose at lære ham galder, men Bose sagde, at han ikke ville have, at det blev skrevet i hans saga, at han havde snydt sig til noget, som man ellers burde tilskrive hans mandighed. Den gamles sønner og kongesønnen Herrød var jævnaldrende, og de var gode venner, og Bose opholdt sig ofte i kongsgården, og han og Herrød blev fæller. Pung var misfornøjet med, at Herrød forærede Bose noget af sit tøj, fordi Boses eget altid var i sønderrevet. Man fandt også, at Bose var hårdhændet, når folk mødtes for at more sig med leg og spil, men der var ingen, der vovede at beklage sig til Herrød, for han gav altid Bose ret. Så bad Pung hirdmændene om at skambanke Bose i legen.


3. Kong Ring gør Bose fredløs

Så var der engang, at hirden spillede bold, og folk gik til den med vældig kraft. Og nu vendte de legen mod Bose, men han gav dem hårdt igen, og en kongsmand fik armen vredet af led. Dagen efter brækkede Bose benet på en anden. Den tredje dag gik to mand imod ham, mens mange andre gjorde det svært for ham. Han skød da øjet ud på den ene med bolden og bankede den anden i jorden, så han brækkede halsen derved. De greb da deres våben og ville dræbe Bose, men Herrød stod ved siden af ham sammen med de folk, han havde fået samlet, og det var lige ved, at kampen brød ud, men så kom kongen. Og på Pungs opfordring gjorde kongen Bose fredløs, men Herrød sørgede for, at han kom væk, så ingen fik fat i ham.

Ikke længe derefter bad Herrød sin far om at skaffe ham hærskibe og et følge af raske mænd, for han sagde, at han ville drage udenlands og vinde større berømmelse, om skæbnen ville. Kongen drøftede sagen med Pung, men denne mente, at pengebeholdningen snart ville slippe op, såfremt Herrød skulle udstyres til sin færd efter sit eget ønske. Kongen sagde, at de måtte prøve, og så blev det, som kongen ville, og nu blev der med store udgifter gjort klar til Herrøds færd, og han stillede store krav til alt. De to brødre havde ikke meget med hinanden at gøre. Han forlod landet med fem skibe, men de fleste af dem var meget gamle. Han havde gæve folk med sig og store værdier i guld og sølv, og han sejlede nu af sted fra Gøtaland og sydpå til Danmark.

En dag i et vældigt stormvejr stod der en mand på en klippe og bad om at komme med. Herrød sagde, at han ikke ville tage en omvej for ham, men at han kunne sejle med, hvis han kunne komme ud på skibet. Manden sprang fra klippen og landede på rorpinden, og dette var et spring på 15 alen. Folkene så da, at det var Bose. Herrød tager godt imod ham og siger, at han skal være stavnbo på hans skib. De sejlede derfra til Saxland og hærgede på de steder, hvor de kom. De vandt sig et stort bytte, og dette stod på i fem år.


4. Bose dræber Pung

Nu vender vi hjem til Gøtaland, da Herrød var taget af sted. Pung tog sin fars pengebeholdning i øjesyn. Alle kisterne var tomme, og det var sækkene også, og han gentog ofte de samme ord: »Jeg husker,« sagde han, »— at det engang så anderledes ud i denne pung.« Derefter gjorde han sig klar til at drage ud for at inddrive kongens skatter og landskyld, og han opkrævede da for det meste pengene med stor grådighed. Han kom til den gamle Tvare, og som på andre steder forlangte han også dér ledingsbidrag. Tvare sagde, at han var for gammel til hærfærd og ikke ville bidrage til ledingen. Pung sagde, at Tvare var mere forpligtet til ledingsbidrag end andre, og han hævdede, at det var Tvare, der var skyld i, at Herrød havde forladt landet, og han forlangte bøder for de folk, som Bose havde skadet. Men Tvare sagde, at en mand selv måtte bære ansvaret, hvis han ville deltage i legen, og han ville ikke give penge ud til den slags. Det endte med mundhuggeri, og Pung brød ind i Tvares udhus og tog dér to kister med guld og tillige våben og tøj, som havde stor værdi. Dermed skiltes de. Pung vendte hjem med et stort udbytte og fortalte kongen om sin færd. Kongen mente, at det var ondt gjort at rane fra den gamle Tvare, og han siger, at det nok vil give bagslag. Pung siger, at det ikke er noget at bekymre sig om.

Nu skal der fortælles om Herrød og Bose, og de gør sig klar til at vende hjem fra hærtogtet. De havde da erfaret, at Pung havde ranet fra gamle Tvare. Herrød agtede da at forhandle fred for Bose og forlige ham med kongen. Vejret blev så voldsomt, at deres skibe kom fra hinanden, og de skibe, som Herrød havde haft med hjemmefra, gik tabt, men han nåede dog til Elveskærene med to skibe, mens Bose blev drevet til Vendland på sit skib. Dér lå Pung i forvejen med to skibe; han var lige ankommet fra en Østersøfærd, hvor han havde købt kostbarheder til kongen. Da Bose fandt ud af dette, bad han sine mænd finde våbnene frem, og han lagde an til strid mod Pung og spurgte ham, hvordan han ville bøde på det, at han havde ranet hos gamle Tvare. Pung mente, at det var nok så djærvt af Bose at tale sådan, når nu kongen havde gjort ham fredløs, og at han kunne glæde sig, såfremt han ikke mistede mere. Så greb de begge til våben og begyndte at kæmpe, og det endte med, at Bose dræbte Pung. Han tilstod de øvrige folk fred, men satte sig i besiddelse af skibet med alt, der var ombord. Og da han fik gunstig vind, sejler han mod Gøtaland, hvor han traf sin fostbroder Herrød og fortalte ham, hvad der var sket, og Herrød sagde til ham, at dette ikke ville forbedre hans forhold til kongen, »— men hvorfor opsøgte du mig, når du har hugget så nær ved mig?« »Jeg vidste,« sagde Bose, »— at det ikke ville nytte noget at prøve på at undgå dig, hvis du havde onde hensigter, men jeg tænkte, at jeg kunne være i sikkerhed hos dig.« »Man kan hævde,« siger Herrød, »— at Pungs død ikke var det store tab, selv om vi var slægtninge, men nu vil jeg opsøge min far og prøve at forlige jer.« Bose sagde, at han ikke forventede godvilje fra kongens side, men Herrød mente, at det ikke kunne nytte ikke at prøve.

Herrød opsøgte sin far og trådte frem for ham og hilste ham ærbødigt. Hans far tog imod ham uden venlighed, for han havde forinden erfaret om Pungs møde med Bose. Herrød sagde til sin far: »Min fælle Bose vil yde dig bod, for han har forvoldt stor skade. Han har dræbt din søn Pung, men dog med god grund, og vi vil tilbyde dig forlig og så stort et beløb, som du selv bestemmer, og dertil vores støtte og venskab og sådanne tjenester, som du selv måtte forlange af ham.« Kongen svarer da vredt: »Du er meget ivrig efter at støtte denne onde mand — Herrød! — men mange mente nok, at du ville stå dig bedre ved at hævne din bror og den skam, der er overgået os.« Da svarer Herrød: »Pungs død var ikke noget stort tab. Jeg véd heller ikke, om han var min bror eller ej, selv om du satte ham højt, men jeg finder ikke, at du agter mig meget, siden du ikke vil tage imod forlig ved min mellemkomst — og jeg mener, at jeg tilbyder dig en bedre mand til at varetage den tjeneste, som Pung udførte.« Da sagde kongen i stor vrede: »Alt dette, du siger til Boses forsvar, skal gøre det endnu værre for ham, og så snart jeg får fat i ham, bliver han klynget meget højere op, end folk nogensinde før har set en tyv hænge.« Da svarer Herrød i stor vrede: »Mange vil nok mene, at du ikke forstår at tage imod det, der sømmer sig mest for dig. Nu, fordi du ikke agter mig noget som helst, må du forvente, at det, der rammer Bose, også skal ramme mig, og så vidt mit liv og mandsmod rækker til det, vil jeg forsvare ham, som var det mig selv, det gjaldt — og så vil mange nok mene, at trælkonens søn blev dyrt betalt, såfremt vi skal lade livet til gengæld.« Herrød forlod da stedet i stor vrede, og han standsede ikke, før han traf Bose og fortalte ham, hvordan det var gået mellem ham og hans far.


5. Buslas bøn

Kong Ring lader nu sin hær kalde sammen og går imod fostbrødrene, og det kom straks til kamp mellem dem, og kongens hær var dobbelt eller måske tre gange så stor. Herrød og Bose gik godt frem og dræbte mange, men de blev alligevel overmandet, og man tog dem og lagde dem i lænker og smed dem i fængsel. Kongen var så vred, at han ville have dem dræbt med det samme, men Herrød var så vellidt, at alle prøvede at tale ham fra det, og man fordelte da først krigsbyttet og begravede de døde. Mange mænd forhandlede med kongen for at forlige ham med Herrød, og denne blev ledt frem for kongen. Kongen tilbød ham fred, og dette bifaldt mange, men Herrød siger, at han ikke vil tage imod fred, medmindre Bose blev skånet på både liv og lemmer, men kongen sagde, at det ikke kunne komme på tale. Herrød sagde, at han ville tage livet af den mand, der fik Bose dræbt, og at han ikke agtede at skåne kongen mere end nogen anden mand. Kongen siger da, at det var udmærket, at den fik bøvlet, som bad om det. Kongen var da så vred, at ingen kunne få et ord indført, og han sendte Herrød tilbage til fængslet, og så skulle de begge dræbes den følgende morgen, for kongen ville ikke høre tale om andet. Og alle fandt nu, at det så håbløst ud.

Denne aften talte kællingen Busla med gamle Tvare, og hun spurgte, om han ikke ville prøve at frikøbe sin søn, men han sagde, at han ikke ville kaste sine penge bort, og at han vidste, at han ikke kunne købe en mands liv, når denne skulle dø og var dødsviet. Han spurgte, hvordan det nu stod til med hendes trolddomsmidler, siden hun ikke hjalp Bose, men hun svarede, at hun ikke ville føre sig så ynkeligt frem som ham. Denne samme aften kom Busla til det aflukke, hvor kong Ring sov, og fremsagde den bøn, der siden er blevet kaldt Buslas bøn. Den er blevet meget berømt, men den indeholder mange grove ord, som det ikke gavner kristne folk at tage i deres mund. Dette er dog begyndelsen på den:


Her har vi kong Ring —
høvding blandt gøter,
og mest enerådig
af alle mænd;
du agter at myrde
din egen søn —
et rædsomt værk
som vil rygtes vidt.


Hør Buslas bøn
— jeg be’r den straks —
så den høres ude
i alle verdener;
næppe gavner den
nogen, der hører den,
og dog vil den skade
den, den gælder.


Vætter forvildes,
verdener forstyrres,
det raser i vejret
og rusker i fjeldet,
uro opstår,
det uhørte sker —
kong Ring! — hvis ikke
du redder Herrød
og Bagas Bose
bliver skånet.


Jeg knuger dig hårdt
hen over brystet,
som giftige slanger
der gnaver dit hjerte;
dine ører skal
for evigt døves,
det hvide i øjet
skal vende udad —
hvis ikke Bagas Bose
bliver skånet,
og vreden vendes
væk fra Herrød.


Er du på skibet,
skørner tovene,
og hvis du styrer,
strejker roret;
sejlet falder,
for sømmen flænges,
og rykker alle
reb i stykker —
medmindre hadet
mod Herrød stopper,
og Bagas Bose
bydes forlig.


Såfremt du rider,
filtres tømmen,
hesten bli’r halt
og helt afmægtig;
på samtlige veje
og små stier
vil du altid træde
i troldens fodspor —
hvis ikke Bagas Bose
bliver skånet,
og vreden vendes
væk fra Herrød.


Hvis du søger til sengs,
svider halmen,
og højsædet bli’r
som havets bølger,
men værre endnu
virker det siden:
Hvis du mandigt opstemt
møder en kvinde,
ta’r du fejl af vejen
— skal jeg fortsætte remsen?


Da svarede kongen: »Ti stille og forsvind — din lede skabning! I modsat fald vil jeg lade dig lemlæste for dine forbandelser.« »Vi har truffet hinanden således,« sagde Busla, »— at vi ikke skal skilles, før jeg har fået min vilje.« Kongen ville nu rejse sig, men han var som fæstnet til sengen, og hans tjenere vågnede ikke. Busla fremsagde da den anden tredjedel af bønnen, men jeg vil undlade at skrive den, for det er nytteløst for alle, at den overleveres. Hvis ikke den skrives, er det mindre sandsynligt, at den bliver gentaget. Men den indledes dog sådan:


Trolde og alfer
og tryllenorner
og bjergets riser
vil brænde din hal;
turser hader dig,
hingste puler dig
og strå stikker dig,
mens storm gør dig gal —
opfyld mit krav,
eller ondt skal følge.


Da denne remse var tilendebragt, sagde kongen til hende: »Jeg vil lade Herrød leve, hellere end at du taler ondt til mig længere, men Bose skal forlade landet, og han vil blive dræbt, hvis jeg får fat i ham.« »Så må jeg fortsætte med dig,« sagde Busla. Hun begyndte da på de vers, der kaldes Syrpa-versene, som skjuler den største galder, og som man ikke har lov til at kvæde efter mørkets frembrud. Dette er fra slutningen:


Seks mænd kommer,
sig deres navne —
alle ubundne,
som jeg nu viser.
Gætter du ikke,
så jeg gi’r dig ret,
skal hunde gnave dig
helt til du dør
og din sjæl imens
synke i pinsler.


Buslu Runir.gif


»Tolk nu disse navne, så det er rigtigt! Alt det værste, jeg har bedt om, vil ramme dig, hvis du ikke gør, som jeg ønsker.« Da Busla havde fuldendt bønnen, vidste kongen knap nok, hvordan han skulle svare på hendes forbandelser. »Hvad er det da, du ønsker?« spurgte kongen. »Send dem ud i et farligt ærinde,« sagde kællingen, »— hvis udfald er uvist, og lad dem tage ansvar for sig selv.« Kongen bad hende gå, men det ville hun ikke, før kongen svor hende den troskabsed, at han ville holde det, han havde lovet hende, og da skulle Buslas bøn ikke ramme ham. Så forsvandt kællingen.


6. Bose og Herrød drager udenlands

Næste dags morgen er kongen tidligt oppe, og han lod indkalde til ting, og Herrød og Bose blev ført derhen. Kongen spørger da sine rådgivere, hvad der skulle ske med de to, og flertallet bad ham skåne Herrød. Da sagde kongen til ham: »Du vil nok ikke agte mig højt,« siger han, »— men på mine venners forbøn har jeg nu bestemt at tilstå Bose fred på liv og lemmer, men han skal forlade landet og ikke komme tilbage, før han bringer mig det griffeæg, hvis overflade er dækket af guldskrift. Først da er vi forligte, men ellers skal han kaldes hver mands nidding. Og Herrød kan gøre, hvad han vil; han kan følge Bose eller finde på noget andet, for vi to kan ikke opholde os på samme sted, sådan som sagen står.« De blev da løsladt begge to, og de tog derpå hen til gamle Tvare og var hos ham vinteren over. Da foråret kom, gjorde de klar til at forlade landet, og de havde et skib med en besætning på 24 mand, og de sejlede ud efter Buslas anvisninger og styrede mod landene østpå og kom til Bjarmeland, hvor de lagde til ved en ødeskov.


7. Bose og bondedatteren

Kongen dér på stedet hed Hårek. Han var gift og havde to sønner. Den ene hed Rørek, den anden Siggeir. De var store krigere og i hirden hos kong Gudmund på Glæsisvoldene, hvor de var hans landværnsmænd. Kongens datter hed Edda. Hun var smuk og havde god forstand på mange ting.

Nu tilbage til fostbrødrene. De var kommet til Bjarmeland og lå ved den skov, der hedder Vinaskoven. De slog teltene op på et øde sted. Om morgenen sagde Bose til sine folk, at han og Herrød ville gå op i landet og undersøge skoven nærmere og se, hvad de fandt ud af, »— og I skal vente på os her i en måned, men hvis vi ikke er kommet tilbage inden da, så kan I sejle, hvorhen I vil.« Mændene mente, at det var en stor beslutning, men det blev, som de to ønskede. Derpå gik fostbrødrene ind i skoven, og de fik ikke anden mad end de dyr og fugle, som de formåede at skyde, men til tider fik de ikke andet end bær og birkesaft. Opholdet i skoven sled meget på deres tøj.

En dag kom de frem til husene på en gård. Der stod en gammel mand udenfor og kløvede træ. Han hilser på dem og spørger om deres navne. De fortalte ham sandheden og spurgte, hvad manden hed, og han sagde, at han hed Hoketil. Han sagde, at de kunne overnatte dér, hvis de ville, og det takkede de ja til. Manden følger dem hen til stuen, og der var ikke mange mennesker. Husfruen var gammel. De havde en køn datter, og hun trak klæderne af gæsterne, og de fik tørt tøj på. Derpå blev der fundet vaskefade frem, og man stillede et bord op og gav dem godt øl at drikke, og bondens datter skænkede for dem. Bose sendte hende ofte venlige smil og anbragte sin fod på hendes vrist, og hun var med på legen. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, og der var sørget godt for dem. Bonden lå i et aflukket sengerum, mens bondedatteren lå midt i huset, og fostbrødrene fik plads i en seng ved husgavlen henne ved døren. Da folk var faldet i søvn, rejste Bose sig og gik hen til bondedatterens seng og løftede dynen af hende. Hun spørger, hvem det er, og Bose siger, at det er ham. »Hvorfor kommer du herhen?« sagde hun. »Fordi jeg ikke lå så godt på den plads, jeg havde fået anvist.« Og han sagde, at han ville under dynen til hende. »Hvad skal du foretage dig her?« spurgte hun. »Jeg vil hærde min jarl hos dig,« siger Bagas Bose. »Hvad er det for en jarl?« sagde hun. »Han er ung og endnu uprøvet, men en jarl skal hærdes som ung.« Han gav hende en guldfingerring og sprang op i sengen til hende. Hun spørger nu, hvor jarlen er. Han sagde, at hun skulle mærke efter mellem hans ben, men hun trak hånden til sig og bad Fanden tage hans jarl og spurgte, hvorfor han bar rundt på denne tingest, der var hård som træ. Han sagde, at den ville blive blødere i den mørke hule. Hun bad ham gøre med den, som han ville. Han fører nu jarlen ind mellem hendes lår. Vejen var noget smal dér, men han kom dog fremad. Nu lå de en tid og fornøjede sig, før bondedatteren spørger, om jarlen nu er blevet hærdet. Han spørger, om hun kunne tænke sig at hærde jarlen endnu mere, og det vil hun gerne, hvis Bose mener, at der er behov for det. Det fremgår ikke, hvor mange gange de legede denne leg i nattens løb, men det fortælles, at Bose spørger, om ikke hun vidste noget om, »— hvor man kan finde det griffeæg med guldskrift på, som vi fostbrødre er sendt ud efter?« Hun sagde, at hun ikke ville lønne ham mindre for guldringen og nattens gode fornøjelse end ved at fortælle ham det, som han ønskede at vide, »— men hvem er så vred på dig, at han ønsker dig død og sender dig af sted i dette farlige ærinde?« »Ondskab er ikke årsag til alt, og berømmelse kommer ikke af ingenting,« siger han, »— og der er også mange ting, som ofte ender lykkeligt, selv om begyndelsen var vovelig.«

Bondedatteren fortalte: »Her i skoven findes et stort gudehov. Det ejes af kong Hårek, som hersker her i Bjarmeland. Dér på stedet tilbeder man den gud, der hedder Jomale. Der findes store mængder guld og kostbarheder dér. Kongens mor, der hedder Kolfrosta, bestyrer dette hov. Ved at ofre til guden har hun opnået en vældig trolddomsmagt, og intet sker, uden at hun véd det. Hun har ved sine tryllerier erfaret, at hun ikke skal leve denne måned ud, og derfor skiftede hun skikkelse og drog til Glæsisvoldene, hvor hun bortførte kong Gudmunds søster Hleid, og det er hendes plan, at Hleid skal efterfølge hende som hovgydje. Dette er dog den største skade, for Hleid er meget smuk og den mest ærbare mø, så det ville være bedst, hvis det ikke skete.« »Er der noget farligt i gudehovet?« spurgte Bose. »Der er en grif dér,« sagde hun, »— og den er så nederdrægtig og grusom, at den dræber alt med sine uhørte handlinger. Den sidder vendt mod døren og får øje på alt, hvad der kommer ind, og man kan ikke forvente at overleve, hvis man bliver kradset af dens kløer eller udsat for dens gift. Under denne grif findes det æg, som du skal hente. Der er en træl i gudehovet, og han bevogter hovgydjens mad. Hun skal bruge en to år gammel kvie til sit måltid. Der er også en tyr i hovet; han er forhekset og forbandet, og han er bundet med lænker af jern. Han skal parre sig med kvien, og derved blandes giften i hende, og alle, der spiser deraf, bliver forheksede. Denne kvie skal kongens søster Hleid have at spise, og hun bliver derved lige så forhekset, som hovgydjen var hidtil. Det forekommer mig nu usandsynligt, at du kan overvinde disse uhyrer, når der er så megen trolddom på færde.« Bose takker hende nu for oplysningerne, og han gav hende et ordentligt knald i løn for fortællingen, og det nød de begge, og derpå sov de, lige til det blev lyst.


8. Bose og Herrød i gudehovet

Men om morgenen gik Bose hen til Herrød og fortalte ham, hvad han havde hørt, og de blev dér i tre dage, og bondedatteren fortalte dem, hvordan de skulle finde hen til hovet, og hun ønskede dem held og lykke, da de skiltes. Nu tager de så af sted.

Og tidligt en morgen så de en stor mand i en grå kappe. Han trak en kvie efter sig. De forstod, at dette måtte være trællen, og de sneg sig hen imod ham. Bose slog ham så hårdt med en kølle, at det blev hans død. Derpå slog de kvien ihjel og flåede den og udstoppede huden med mos og lyng. Herrød iførte sig trællens kappe og trak kviehuden efter sig, mens Bose kastede sin kappe over trællen og bar ham af sted på ryggen, indtil de fik øje på gudehovet. Så tog Bose sit spyd og stak det op i enden på trællen og hele vejen igennem ham på langs, så spydspidsen kom ud ved skuldrene. Og nu går de hen imod hovet. Herrød gik ind i hovet forklædt som trællen. Hovgydjen lå da og sov. Han fører kvien hen i båsen og slipper tyren fri. Tyren sprang op på kvien, men den mosfyldte bælg gav efter for vægten, og tyren slog hovedet imod muren, så begge dens horn knækkede af. Herrød greb da tyren både i ørerne og mulen og vred hovedet af halsen på den. Så vågnede troldkællingen, og hun sprang op. I det samme kom Bose ind i hovet, og han bar trællen på spyddet over sit hoved. Griffen fik fart på og stormede ned fra reden for at sluge ham, der var kommet ind. Den slugte nu trællen helt ned til bæltestedet. Bose stak da med spyddet, så det trængte op gennem griffens hals og traf den i hjertet. Griffen slog da kløerne i endebalderne på trælleskroget og ramte Bose på øret med vingeleddet, så han mistede bevidstheden. Griffen faldt ned over ham i frygtelige dødskramper. Herrød gik imod hovgydjen, og kampen mellem dem blev meget hård. Kællingen havde ikke skåret sine negle, og hun flænsede kødet af ham til knoglerne. De kæmpede nær det sted, hvor Bose lå, og det sejlede i blod dér. Kællingen mistede fodfæstet i griffens blod og faldt på ryggen, og der opstod en voldsom brydekamp mellem dem, hvor de på skift var nederst. Bose kom da til sig selv og greb tyrehovedet og slog troldkællingen over næsen med det. Så rev Herrød armen af hende ved skulderen, hvilket lagde en dæmper på hendes stridsiver, og hendes dødskramper forårsagede et mægtigt jordskælv.

De gik nu rundt i gudehovet og ransagede det. I griffens rede fandt de ægget, og det var helt dækket af guldskrift. De fandt dér så meget guld, at de havde mere end nok at bære på. De kom hen til den forhøjning, hvor Jomale sad. De tog guldkronen af ham — den var besat med tolv ædelsten — og det halssmykke, som var 300 mark guld værd, og fra hans skød tog de et sølvkar, der var så stort, at fire mand ikke kunne drikke det tomt. Det var fyldt med rødguld. Og det peld, som væggene var beklædt med rundt om Jomale, var mere værd end tre gange lasten på de største dromunder, der sejler omkring i Det Græske Øhav. Alt dette tog de med sig.

De opdagede et aflukke, men det var godt skjult. Det lå bag en stendør, som var grundigt låst, og det tog dem hele dagen at bryde den op, så de kunne komme ind. Derinde så de en kvinde, der sad på en stol. De havde aldrig set så skøn en kvinde. Hendes hår var bundet fast til stoleryggen, og det var så smukt som nyslået halm eller guldstriber. Rundt om livet på hende sad en jernkæde med en stærk lås. Kvinden var aldeles grådkvalt, men da hun så mændene, spurgte hun, hvad der forvoldte den uro, »— der har været her til morgen? Og hvorfor synes I så dårligt om jeres liv, at I har fået lyst til at opsøge trolde? De folk, der råder over stedet her, vil dræbe jer, så snart de ser jer.« Men de sagde, at tiden ville bringe mange svar. De spurgte, hvad hun hed, og hvorfor hun var fastgjort så grundigt. Hun sagde, at hun hed Hleid og var søster til kong Gudmund på Glæsisvoldene østpå, »— men den troldkælling, som bestemmer her, bortførte mig med trolddom, og det er hendes plan, at jeg skal varetage ofringerne i gudehovet og være abbedisse her, når hun er død — men så vil jeg hellere brændes!« »Du vil nok være sød mod den mand,« siger Herrød, »— som befrier dig fra dette.« Hun siger, at hun er sikker på, at det vil ingen kunne gennemføre. Herrød sagde: »Ville du gifte dig med mig, hvis jeg fik dig væk herfra?« »Jeg kender intet menneske, som er så utåleligt,« siger hun, »— at jeg ikke hellere giftede mig med vedkommende end at blive fordømt her i hovet — men hvad er dit navn?« »Jeg hedder Herrød,« siger han, »— og jeg er søn af kong Ring i Østergøtland, men du behøver ikke at frygte hovgydjen, for Bose og jeg har vist hende, hvem der bestemmer. Men du må regne med, at jeg forventer, at du hædrer mig, hvis jeg befrier dig.« »Jeg har ikke andet end mig selv at tilbyde,« siger hun, »— hvis mine slægtninge vil gå med til det.« »Jeg agter ikke at forelægge dem noget friermål,« siger Herrød, »— og jeg vil ikke høre noget udenomssnak her, for jeg mener ikke, at jeg har budt dig for lidt, men jeg skal befri dig alligevel.« »Der er ingen anden mand af dem, jeg har truffet,« siger hun, »— som jeg hellere vil giftes med end dig.« Så befrier de hende. Herrød spørger, om hun helst vil tage med dem hjem og blive gift med ham, eller om han skal sende hende østpå til hendes bror, og så skal hun aldrig få ham at se igen. Og hun vælger at tage med ham, og de lovede hinanden troskab.

Derefter bar de guldet og kostbarhederne ud af hovet, og derpå satte de ild til hovet og brændte det ned til grunden, så man ikke så andre spor efter det end asken. Så drog de af sted med det, de havde samlet, og de gjorde ikke holdt, før de kom hen til gamle Hoketil, og de gav ham store værdier, men de blev der ikke længe og red ned til skibet med guldet og kostbarhederne lastet på mange heste. Deres mandskab modtog dem med stor glæde.


9. Bose og Herrød deltager i slaget på Bråsletten

De sejlede derpå ud fra Bjarmeland, da de fik gunstig vind, og der berettes intet om deres færd, før de kom hjem til Gøtaland, og da havde de været væk i to år. De trådte nu frem for kongen, og Bose overrakte ham ægget, og der var da slået et skår af skallen, og dette havde en værdi af ti mark guld. Kongen brugte skallen som bordskål. Bose gav kongen det kar, som han tog fra Jomale, og dermed var de forligte.

Samtidig ankom dronningens brødre Dagfarer og Natfarer til kongens hird, og de var blevet sendt af kong Harald Hildetand for at anmode om støtte, for da havde man bestemt, hvornår slaget på Bråsletten skulle finde sted — og intet slag i de nordiske lande har været større, og herom fortælles der i sagaen om Sigurd Ring, som var Ragnar Lodbrogs far. Kong Ring bad Herrød om at tage af sted på hans vegne, og han sagde, at han imens ville bevogte Herrøds brud, og så skulle alle sager, der havde været imellem dem, være forligte. Herrød gjorde nu, som hans far bad om, og han og Bose og 500 mand fulgte nu med brødrene tilbage til kong Harald. I dette slag faldt kong Harald Hildetand sammen med 115 andre konger, som det berettes i hans saga, foruden mange andre kæmper, som var mægtigere end kongerne. Dér faldt også Dagfarer og Natfarer, mens Herrød og Bose begge blev sårede, men dog overlevede kampene. Mens de var væk, skete der store forandringer i Gøtaland, som det siden skal blive fortalt.


10. Siggeir bortfører Hleid

Men da man ikke kan fortælle mere end én ting ad gangen, skal der nu oplyses om noget, som skete tidligere i sagaen, og vi begynder med dengang, da kong Gudmunds søster Hleid forsvandt fra Glæsisvoldene. Og da kongen savner hende, lader han hende eftersøge både til lands og til vands, men man kunne ikke finde ud af, hvad der var sket med hende. Brødrene Rørek og Siggeir opholdt sig hos kongen. Kongen bad Siggeir påtage sig opgaven at finde Hleid, og hvis han fandt hende, måtte han få hende. Siggeir sagde, at det nok ikke blev nemt at finde hende, hvis ikke hovgydjen i Bjarmeland vidste, hvor hun var.

De gjorde nu klar til at forlade landet, og de havde fem skibe og sejlede til Bjarmeland og mødtes med kong Hårek og fortalte ham om deres ærinde, men han bad dem tage til gudehovet og sagde, at det ikke var helt ligetil, hvis ikke Jomale eller gydjen vidste, hvor hun var. De tog nu hen til hovet, hvor de fandt askedyngen, men der var ingen rester at se efter det, som skulle være der. De gennemsøgte nu skoven og kom til gamle Hoketils gård, og de spørger folkene dér, om de kendte noget til, hvem der havde ødelagt hovet. Den gamle sagde, at han ikke vidste noget, men han fortalte dog, at to mænd fra Gøtaland havde ligget meget længe med deres skib ved Vinaskoven, og den ene hed Herrød, den anden Bagas Bose, og han mente, at det højst sandsynligt var dem, der havde udøvet dette omfattende værk. Og bondedatteren sagde, at hun havde mødt dem, da de var på vej til skibet, og de havde haft Hleid med sig — søsteren til kong Gudmund på Glæsisvoldene — og de havde sagt, at man kunne finde hende hos dem, hvis nogen ledte efter hende.

Da de erfarede dette, fortalte de kongen det, og nu samlede de en hær fra hele Bjarmeland, og de fik 23 skibe og sejlede derefter til Gøtaland og ankom på den tid, da fostbrødrene deltog i slaget på Bråsletten, og kong Ring havde kun få folk hjemme hos sig, og de bød ham at kæmpe eller at aflevere pigen. Kongen valgte at kæmpe, men sagen var snart afgjort. Dér faldt kong Ring og det meste af hans hær. De tog nu pigen med sig og røvede alle værdierne, hvorefter de drog derfra igen, og de gjorde ikke holdt, før de kom hjem til Glæsisvoldene, og kong Gudmund tog med glæde imod sin søster, og takkede dem meget for færden, som han fandt var meget hæderfuld. Siggeir frier nu til Hleid, men hun var modstræbende og sagde, at det måtte være rimeligt, at den mand, der havde fået hende ud af troldenes hænder, fik glæde af hende. Kongen sagde, at Siggeir havde gjort sig fortjent til hende, og at det var ham — kongen — der bestemte, hvem hun skulle giftes med, »— og en udenlandsk høvding skal ikke få gavn af at blive gift med dig, såfremt du ikke vil rette dig efter min afgørelse.« Og det blev da, som kongen ønskede. Men nu lader vi dem gøre klar til bryllup, for de tror, at det skal gå dem vel, men det kunne jo hænde, at festen blev forstyrret.


11. Bose og bondedatteren

Nu tilbage til Herrød og Bose. De kom hjem til Gøtaland en halv måned efter, at Siggeir og hans folk var sejlet derfra. Og de savner straks deres venner og drøfter sagen, og Bose opsøgte sin far for at få gode råd. Tvare sagde, at de ville komme for sent, hvis de skulle samle en stor hær, og derfor — sagde han — skulle de hellere få fat i kongedatteren med kløgtig planlægning og hurtig handling, og det blev nu bestemt, at de skulle udruste et skib med en besætning på 30 mand. Smed skulle tage med dem og lede færden. Den gamle Tvare og Busla gav dem mange gode råd. De sejlede da, så snart de var rede. Når Smed styrede skibet, fik de altid gunstig vind, og deres rejse gik med en sådan fart, at man ikke skulle tro, det var muligt, og de kommer nu tidligere end forventet østpå til Glæsisvoldene, hvor de lagde til ved en ødeskov. Smed dækkede deres skib med et usynlighedsskjold.

Herrød og Bose gik i land. De kom hen til en lille og uanseelig gård. Dér boede en gammel mand og hans kone. De havde en køn datter, som ikke var uden evner. Bonden tilbød dem at overnatte dér, og det tog de imod. Det var et godt hus, og folkene var gæstfri, og der blev anrettet et bord, og de fik øl at drikke. Bonden var fåmælt og uden spørgelyst. Bondedatteren var mest omgængelig, og hun skænkede for gæsterne. Bose var munter og sendte hende blink med øjet, og hun sendte dem tilbage. Om aftenen blev de fulgt hen for at sove, men så snart lyset blev slukket, gik Bagas Bose hen, hvor bondedatteren lå, og løftede dynen af hende. Hun spurgte, hvem det var, og Bagas Bose sagde, at det var ham. »Hvad vil du her?« sagde hun. »Jeg vil lade mit føl slukke tørsten i din vinkilde,« sagde han. »Hvordan skal det gå, min kære mand?« sagde hun, »— når han ikke er vant til sådan et brøndhus, som jeg har.« »Jeg skal hjælpe ham på vej,« sagde han, »— og dukke ham i dybet, hvis han ikke vil drikke på anden vis.« »Hvor et dit føl, min hjerteven?« sagde hun. »Imellem mine ben, min kære,« sagde han, »— og tag du fat i ham, men vær forsigtig, for han er meget sky.« Hun tog nu om hans stok og strøg den og sagde: »Det er et stærkt føl, og halsen er så rank.« »Hans hoved syner ikke af så meget,« sagde han, »— men manken falder bedre om det, når han har drukket.« »Det må du sørge for,« siger hun. »Spred benene helt,« sagde han, »— men rør dig ikke.« Han lader nu føllet gå helt til bunds i kilden, så han virkelig får slukket sin tørst. Dette begejstrede bondedatteren så meget, at hun dårligt kunne tale. »Er der ikke fare for, at føllet drukner?« sagde hun. »Han skal få alt, hvad han kan tåle,« sagde han, »— for han bliver ofte ustyrlig, hvis han ikke får lov til at drikke, som han vil.« Han gør nu, som han har lyst til, og derpå hviler han sig. Bondedatteren undrer sig nu over, hvor den væde, hun har i skrævet, kommer fra, for sengen er plaskvåd under hende. Hun sagde: »Mon ikke dit føl har drukket mere, end han havde godt af, og så har han brækket sig mere, end han har drukket?« »Ja, noget er der galt med ham,« sagde han, »— for han er slatten som en lunge.« »Han er nok fuldesyg,« sagde hun, »— som andre fyldebøtter.« »Det er rigtigt,« sagde han. De muntrer sig nu, som de har lyst til, og bondedatteren var snart øverst og snart nederst, og hun sagde, at hun aldrig havde redet på et føl med en mere behagelig gang.

Og efter at de har leget længe, spørger hun ham, hvem han egentlig er, og han fortæller hende sandheden. Han spurgte så hende, hvad der skete dér i landet. Hun siger, at det seneste nye er, at brødrene Rørek og Siggeir havde hentet kongens søster Hleid hjem og dræbt kong Ring i Gøtaland, »— og dette har nu gjort dem så berømte, at man mener, at de overgår alle andre her østpå, og kongen har givet sin søster til Siggeir, men det er dog imod hendes vilje, og der skal holdes bryllup inden tre dage. Men de er sådan på vagt, at de har spejdere ude på hver en vej og i alle havne for at undgå overraskelser, for de er slet ikke sikre på, at Herrød og Bose ikke vil komme efter pigen. Kongen har ladet opføre en hal, der er så stor, at den har hundrede døre, og der er lige langt imellem dem alle. Og der er god plads til hundrede mand mellem to døre. Ved hver dør står der to dørvogtere, og ingen, som ikke genkendes af vagterne ved en af dørene, får lov til at komme ind, men den, som ingen genkender, bliver pågrebet og tilbageholdt, indtil man finder ud af, hvem han er. Der står en seng midt på gulvet i hallen, og der fører fem trin op til den. Dér skal bruden og brudgommen ligge, mens hele hirden holder vagt rundt om den, og sådan har de sikret sig mod uventede angreb.« »Hvem er kongens yndling,« siger Bose, »— blandt de folk, han omgiver sig med?« »Han hedder Sigurd,« sagde hun, »— han er kongens rådgiver, og en mester til at spille musik. Man finder ikke hans lige, selv om man leder nok så længe. Han er særligt dygtig til at slå på harpe. Nu er han taget ud til sin frille — det er en bondedatter her i skoven — og dér får han syet klæder og ordner sine musikinstrumenter.« Hermed slutter deres samtale, og de sover nu resten af natten.


12. Bryllupsfesten

Tidligt om morgenen kommer Bose hen til Herrød og fortæller ham, hvad han har fået at vide om natten, og de gør derpå klar til at drage af sted fra bondens hus. Bose gav hans datter en guldfingerring. De begav sig nu på vej efter hendes anvisninger, indtil de så den gård, hvor Sigurd var. De så nu, at han tog af sted sammen med en tjener, og de var på vej til kongens hal. De trådte frem på vejen foran Sigurd. Bose stak spyddet tværs igennem ham, mens Herrød kværkede tjeneren til døde. Derefter trak Bose huden af dem begge, og så gik de ned til skibet og fortalte Smed, hvad de havde udrettet. Så lagde de planer. Smed gav Bose huden fra det ene lig på, og trak selv i det andet og i det tøj, som tjeneren havde haft på. Bose tog Sigurds tøj på. De fortalte Herrød nøje, hvad han skulle gøre, og nu går de hen til borgen og kommer til den haldør, hvor kong Gudmund stod. Han mente at genkende Sigurd og tager venligt imod ham og følger ham ind, og han overtog straks kongens pengekasse og ølbryggeri og kælder og bestemmer, hvem der først skal bydes øl, og fortæller tjenerne, hvor ihærdigt de skal skænke. Han sagde, at det var meget vigtigt, at folk blev så berusede som muligt den første aften, for så holdt sporene efter det sig længst. I det samme fik høvdingene anvist deres pladser, og så blev bruden ført ind og bænket mellem mange høviske møer.

Kong Gudmund sad i højsædet, og brudgommen sad ved hans side. Rørek var tjener for brudgommen. Det er ikke oplyst, hvordan høvdingene var fordelt på pladserne, men det fortælles, at Sigurd spillede på harpe for kvinderne. Og da mindeskålen blev båret ind, spillede Sigurd sådan, at folk sagde, at hans lige ikke fandtes, men han sagde først, at det ikke var noget særligt. Kongen bad ham om ikke at holde igen. Og da den mindeskål, der var viet til Tor, kom ind, spillede Sigurd et andet stykke, og da begyndte alt det, der lå løst, at bevæge sig; det var knive og fade og alt det, som ingen holdt fast i, og mange folk sprang op fra deres pladser og gav sig til at danse på gulvet, og dette stod på i lang tid. Dernæst kom den mindeskål ind, som var viet til alle aserne. Sigurd skiftede da igen til et andet stykke, og han spillede så højt, at det genlød i hallen. Alle, der var derinde, rejste sig på nær brudgommen og bruden og kongen, og nu var alt i hele hallen i bevægelse og fór af sted, og sådan gik der lang tid. Kongen spørger nu, om han ikke kan andre stykker, og han siger, at der er nogle småstykker tilbage, men han bad folk om at hvile sig først. Folk satte sig nu til at drikke. Så spillede han Gygens Slag og Den Hovmodige og Hjarrandes Sang. Derpå kom Odins mindeskål ind. Så åbnede Sigurd harpen; den var så stor, at en mand kunne stå oprejst i dens indre, og den skinnede overalt som guld. Derfra tog han et par hvide handsker med guldsømme. Han slog nu det harpeslæt, som hedder Kysefyger, og da røg kvindernes hovedtøj af og dansede rundt oppe under tværbjælkerne. Alle kvinder og mænd sprang op, og der var ingenting, som kunne holde sig i ro. Men da denne mindeskål var drukket ud, kom den mindeskål, der var viet til Freja, ind — og den skulle man drikke til sidst. Da anslog Sigurd den streng, der lå på tværs af de andre strenge, og han bad kongen gøre sig klar til Ramslæt. Og kongen sprang op, og det samme gjorde brudgommen og bruden, og ingen dansede nu mere ivrigt end dem, og dette stod på i lang tid. Smed tog nu bruden i hånden og dansede hurtigere end alle andre. Han greb bordtøjet fra pladserne og kastede det op i sengen, så snart han kunne komme til det.

Og om Herrød kan det fortælles, at han lader sine folk slå hul på alle de skibe, der lå ved vandet, så de ikke var brugbare til sejlads. Nogle af mændene førte han hen til borgen, og det guld og de kostbarheder, som Smed havde lagt frem til dem, bar de ned til havet. Det var nu blevet helt mørkt. Nogle af mændene var oven på hallen, hvor de holdt øje med, hvad der foregik indenfor, og det, som blev smidt op i sengen, trak de ud gennem gluggen, mens andre førte tingene ned til skibet, som lå med forstavnen vendt fra land.

Mens de danser med den største glæde i hallen, sker der nu det nye, at en mand kom ind i hallen. Han var stor af vækst og så godt ud. Han bar en skarlagensrød kjortel og havde et sølvbælte om livet og et guldbånd om panden. Han var ubevæbnet og dansede omkring som de andre, indtil han kom hen foran kongen. Så løfter han næven og stikker kongen sådan én på tuden, at han mistede tre tænder, og blodet stod ud af munden og næsen på kongen, som faldt bevidstløs om. Dette ser Sigurd, og han kaster nu harpen op i sengen og slog med begge næver den nyankomne mand mellem skuldrene, men manden undviger, og Sigurd og Siggeir med flere forfølger ham, mens andre stimlede sammen om kongen. Smed tog bruden i hånden og førte hende op i sengen og låste hende inde i harpens hulrum, og folkene, der var udenfor, trak hende ud gennem gluggen. Og tilsvarende med Smed. Og de hastede ned til skibet og gik derpå ombord. Da var manden, der havde slået kongen, også kommet. Sigurd gik også ombord på skibet, da han kom hen til det, og Siggeir fulgte efter ham med sværdet trukket. Sigurd vender sig da om imod ham og skubbede ham i vandet, og hans mænd måtte hale ham i land mere død end levende. Smed huggede fortøjningen over, og mændene hejste sejlet, og de både roede og gik for sejl for at komme så hurtigt som muligt til havs. Rørek og mange folk sammen med ham løb hen til skibene, men da man skød dem ud, styrtede det kulsorte vand ind i dem, så de måtte lægge til land og kunne ikke stille mere op. De var også allesammen for berusede til at udrette noget. Kongen kommer nu til sig selv, men han var dog ikke i stand til noget videre, og folk forsøgte at få ham til at spise eller drikke, men han var meget afkræftet. Den store fest er nu i stedet blevet til sorg og smerte. Men da kongen fik det bedre, drøftede de sagen, og de blev enige om at holde den store menneskemængde samlet og gjorde sig i den største hast klar til at sætte efter fostbrødrene.


13. Bose og Herrød bortfører Bjarmelandskongens datter

Men nu lader vi dem gøre sig klar, og så fortsætter vi fortællingen med de to kumpaner. De sejler hen, hvor vejen deler sig i to, og den ene fører til Bjarmeland. Da bad Bose Herrød om at sejle hjem til Gøtaland. Selv havde han et ærinde i Bjarmeland, sagde han. Herrød siger, at han ikke vil skilles fra ham, »— men hvilket ærinde har du dér?« Han siger, at det vil vise sig senere. Smed tilbød at vente på dem dér i fem dage, og Bose sagde, at det nok kunne gavne dem, og de to roede nu sammen i land i båden, og de fandt et sted, hvor de skjulte båden, og så gik de hen til nogle huse, hvor der boede en gammel mand med sin kone. De havde en køn datter. De blev godt behandlet dér og fik dejlig vin at drikke om aftenen. Bagas Bose smilede til bondedatteren, og hun skævede til gengæld ofte hen til ham. Kort tid efter gik folk hen for at sove. Bose gik hen til bondedatterens seng. Hun spørger, hvad han vil. Han bad hende om at sætte et rør på hans skaft. Hun spørger, hvor det rør er. Han spurgte, om hun ikke havde et. Hun sagde, at hun ikke havde et, som passede til ham. »Jeg kan udvide det, hvis det er for snævert,« sagde han. »Hvor er dit skaft?« sagde hun, »— jeg må vide, hvad jeg udsætter min røråbning for.« Han bad hende mærke efter mellem hans ben. Hun trak hånden til sig og bad Den Onde tage hans skaft. »Hvad synes du, dette ligner?« sagde han. »Min fars vægtstang, men ringen er knækket af den.« »Du har en god fantasi,« sagde Bagas Bose. Han trak en guldring af fingeren og gav hende den. Hun spørger, hvad han vil have til gengæld. »Jeg vil sætte prop i dit spunshul,« sagde han. »Det véd jeg ikke, hvordan man gør,« siger hun. »Spred benene helt,« sagde han. Hun gjorde, som han sagde. Han lægger sig nu mellem hendes ben og støder op i underlivet på hende, så det nåede helt op under ribbenene. Det fik hende til at spjætte godt. »Du slog proppen helt igennem spunshullet, mand!« sagde hun. »Jeg skal nok få den ud igen,« siger han, »— men hvordan var det ellers for dig?« »Det var så skønt som at drikke frisk mjød,« sagde hun, »— og kør du bare svaberen grundigt rundt i hullet!« Han kører nu løs og får hende varmet så godt op, at hun var lige ved at få kvalme, og hun bad ham da holde inde. De tog nu et hvil, og hun spørger, hvem han egentlig er. Han fortalte hende sandheden og spørger, om hun stod på venskabelig fod med kongens datter Edda. Hun fortalte, at hun ofte kom i kongedatterens kammer, hvor hun blev venligt modtaget. »Du skal være min fortrolige,« sagde han, »— og jeg vil give dig tre mark sølv, hvis du får kongedatteren ud til mig i skoven.« Han tog nu tre valnødder fra sin pung. De så ud som guld. Han gav hende dem og bad hende sige til kongedatteren, at hun kendte til et træ i skoven, hvor der var mange af den slags nødder. Hun sagde, at der skulle mere end én mand til at få fat i kongedatteren, for hun var altid i følge med den gilding, »— der hedder Skalk og er så stærk, at han har tolv mands styrke, hvilket du nok finder ud af.« Bose sagde, at det ikke bekymrede ham, hvis der ikke var flere, man skulle have med at gøre.

Tidligt om morgenen opsøgte hun kongedatteren, og hun viser hende guldnødderne og sagde, at hun vidste, hvor man kunne finde mange af dem. »Vi tager derhen med det samme,« siger kongedatteren, »— og vi tager trællen med.« Og det gør de. De to kumpaner var nu kommet til skoven, og de går hen imod dem. Bose hilser på den unge kvinde og spørger, hvorfor hun ikke har flere med sig i sit følge. Hun sagde, at det var ganske ufarligt. »Det er nu, som man tager det,« siger Bose, »— men vælg nu, hvad du vil: Enten følger du frivilligt med, eller også holder jeg hastebryllup med dig her i skoven.« Trællen spørger nu, hvad det er for en sjuft, der er så dristig, at han tillader sig at tale sådan. Herrød bad ham holde kæft, den lede slambert. Trællen slog efter Herrød med en stor kølle, men han holdt skjoldet for. Slaget faldt så tungt, at skjoldet blev helt smadret. Herrød sprang på trællen, men denne stod fast imod, og de trak i hinanden med stor kraft, men trællen lod sig ikke rokke. Bose kom da hen og sparkede benene væk under trællen, og han kastede derpå en løkke om halsen på ham og hængte ham dér i et egetræ. Derefter tog Bose kongedatteren i armene og bar hende ned til båden, og de sejlede af sted, indtil de mødte Smed. Kongedatteren var noget beklemt, men så snart Smed havde talt med hende, forsvandt al hendes frygt. Så sejlede de hjem til Gøtaland.


14. Kampen på skibene

Så fortsætter vi dér, hvor brødrene Siggeir og Rørek havde fået rustet deres hær, og de havde en utallig styrke. Men kongen var så medtaget af Herrøds knytnæveslag, at han ikke var i stand til at deltage i færden, så de to brødre fik æren og ansvaret. De forlod Glæsisvoldene med 40 skibe, men fik undervejs mange flere. De kom til Bjarmeland og traf deres far — kong Hårek — og da var Herrød og Bose lige taget derfra. Kong Hårek fik da til fulde vished om, at de havde bortført hans datter. Han havde da rustet sin hær og havde 15 store skibe. Han sluttede sig nu til brødrenes færd, og de havde tilsammen 60 skibe, og de sejler nu mod Gøtaland.

Nu kan det fortælles om Herrød og Bose, at så snart de kommer hjem, samler de en hær, for de ville være klar, såfremt nogle var fulgt efter dem, og så kunne de holde bryllup, når der var god tid til det. Gamle Tvare havde fået smedet spyd og økser og pile, mens fostbrødrene var væk, og nu samlede de en stor styrke. De erfarer nu, at kong Hårek og hans sønner er kommet til landet, og nu bliver der uro. Herrød lod sine skibe sejle ud imod de andre. Han havde en stor og flot hær, som dog var meget mindre end Håreks. Smed Tvareson lagde nu sit skib imod kongens, Bose lagde sit imod Røreks og Herrød sit imod Siggeirs, og man behøvede ikke at spørge om anledningen, så nu indleder de en meget hård strid, hvor man virkelig gik til den på begge sider.

Og kampen havde ikke varet længe, før Siggeir bordede Herrøds skib og straks dræbte en mand. Herrøds stavnbo hed Snidil. Han kastede et spyd imod Siggeir, men denne greb spyddet i luften og sendte det tilbage, hvor det kom fra. Spyddet fløj igennem Snidil og så langt ind i skibsstavnen, at den blev gennemboret. Herrød vender sig nu imod Siggeir og stikker efter ham med sit hugspyd, så det brød gennem skjoldet, men Siggeir vred skjoldet så hårdt til siden, at Herrød mistede spyddet, og han huggede efter Herrød og traf ham på hjelmen, så en fjerdedel af den røg af sammen med det højre øre. Men Herrød greb en stor kølle, som lå på tiljerne, og slog Siggeir over næsen, så hjelmens næseskærm kom ind i ansigtet på ham og brækkede hans næse og slog alle hans tænder ud, og han faldt bagover ned på sit eget skib og mistede bevidstheden og lå sådan meget længe. Smed kæmpede meget mandigt. Kong Hårek kom op på hans skib sammen med elleve andre og ryddede plads med hård hånd. Smed vender sig nu imod ham og hugger efter ham med det sakssværd, som han havde fået af gamle Busla, for våben, som ikke var forheksede, kunne ikke bide på kong Hårek. Hugget traf ham tværs hen over tænderne, som blev slået ud hver og én, og brækkede kæbebenet og skar begge læberne over, så blodet fossede ud. Men ved dette hug forvandlede han sig til en flyvende drage og spyede edder hen over skibet, hvilket tog livet af mange mænd. Han kastede sig over Smed og åd ham og slugte ham. De så nu, hvordan en fugl af den slags, der hedder en skærgrib, kom flyvende inde fra land. Den har et hoved, der er så stort og fælt, at den sammenlignes med Fanden, og den angreb dragen, og deres kamp var frygtelig. Deres møde endte med, at de begge styrtede ned, og skærgribben sank i havet, mens dragen faldt ned på Siggeirs skib. Herrød var da kommet derhen, og han slog med køllen til højre og venstre. Han slog til Siggeir, og slaget traf ham under øret, så hjerneskallen revnede, og han blev slynget over bord og kom aldrig op igen. Kong Hårek kommer nu til sig selv og bliver forvandlet til en galt, og den slog tænderne i Herrød og skrællede hele brynjen af ham og bed ham i brystet og flåede begge brystvorter af ham helt ind til knoglen. Herrød gav galten et hug over trynen og skar den af lige foran øjnene. Herrød var da så udmattet, at han faldt ned på ryggen, og galten trådte hen over ham, men den formåede ikke at bide ham, fordi trynen var hugget af. Da sprang en kæmpestor hunvæsel op på skibet, og den havde store hugtænder. Den rev hul i galtens lyske og flåede tarmene ud og sprang over bord, og Hårek, som da havde fået menneskeskikkelse, kastede sig over bord efter hende, og de forsvandt i dybet, og ingen af dem kom op igen. Og man formodede, at denne væsel var den gamle kælling Busla, for man så hende aldrig siden.

Bagas Bose er nu kommet op på Røreks skib, og han kæmper yderst mandigt. Han fik øje på sin far, som flød i vandet ved siden af skibet og var ganske afmægtig. Han sprang nu over bord og hjalp ham og fik ham op på sit skib. Da var Rørek kommet over på skibet, og han havde dræbt mange. Bose var da kommet op på skibet, og han var meget udmattet, men han gik ikke desto mindre imod Rørek og huggede i hans skjold og kløvede det hele vejen igennem og skar foden af ham ved anklen. Sværdet traf i vindebommen og knækkede midt over. Rørek huggede igen, men Bose drejede rundt på hælen. Sværdet prellede af på hjelmen og ramte skuldrene og skar hele brynjen af Bose, så han blev såret på skulderbladene, og sværdet fortsatte hele vejen ned langs bagsiden på ham, så alt tøjet blev skåret af ham, og han stod helt nøgen tilbage, og hælen blev hugget af hans venstre fod. Bose greb en bjælke, og Rørek prøvede da at springe over bord. Bose slog ham da i to dele mod åreblokken, så stykkerne faldt på hver sin side. Nu var også størstedelen af deres hær faldet, og de, der endnu var i live, tog imod fred. De mønstrer nu deres hær, og der var ikke mere end hundrede våbenføre mænd tilbage, og fostbrødrene kunne nu rose sig af en storslået sejr. Mændene fordelte nu krigsbyttet mellem sig, og man behandlede dem, som kunne helbredes.


15. Bose bliver konge af Bjarmeland

Siden gjorde Herrød og Bose klar til deres brylluper, og nu manglede man ikke midlerne, som var både gode og store. Festlighederne stod på i en måned, og man bød folk farvel med hædrende gaver. Da erklærede Herrød sig som konge over alle de riger, som hans far havde styret. Kort tid efter samlede de en hær og drog til Bjarmeland, hvor Bose bad om modtagelse, og han rejste da et krav om, at Edda, som nu var blevet hans ægtehustru, skulle have hele landet efter sin far, og han sagde, at han bedst kunne bøde det tab, han havde påført landets befolkning, på den måde, at han blev deres konge og styrkede dem med love og bedre vilkår. Og da de stod uden høvding, så de ingen bedre udvej end at gøre ham til konge, og fra tidligere kendte de Edda og alle hendes gode sæder. Således blev Bose konge af Bjarmeland. Han fik en søn med sin frille — hende, som han hærdede jarlen hos — og han hed Svide den Kampdjærve; han var far til Vilmund den Adspredte. Bose drog østpå til Glæsisvoldene og forligte kong Gudmund og Herrød.

Herrød og Hleid elskede hinanden højt. Deres datter var Tora Borghjort, som blev gift med Ragnar Lodbrog. Det fortælles, at man i det griffeæg, som de hentede i Bjarmeland, fandt en lille slange, som var guldfarvet, og denne slange gav Herrød sin datter i tandgave, og hun lod den lægge på et leje af guld, men den voksede så meget, at den lå i en ring rundt om hendes hus, og den var så grum, at ingen vovede at komme den nær bortset fra kongen og den mand, der fodrede den. Slangen krævede en gammel okse til hvert måltid, og man fandt, at den var det største skadedyr. Kong Herrød afgav da et højtideligt løfte om kun at bortgifte sin datter Tora til den mand, som turde at komme til samtale med hende i huset og dræbe slangen. Men det vovede ingen at gøre før Ragnar, som var søn af Sigurd Ring. Denne Ragnar blev siden kaldt Lodbrog, og dette navn fik han efter de klæder, som han fik lavet, da han besejrede slangen.

Og hermed slutter sagaen om Bagas Bose.




Noter:

  1. Den oprindelige saga om Bose og Herrød dateres til anden halvdel af 1300-tallet. Bearbejdede udgaver af sagaen findes overleveret i en række håndskrifter, hvoraf det ældste er fra omkr. 1450-1475. Kapitelindelingen i nærværende oversættelse følger ikke forlægget ganske nøje, og kapiteloverskrifterne skyldes alene oversætteren.
  2. Norrønt Þvari, som også er betegnelse for en slags spyd.
  3. ɔ: ‘den skæve og forkrøblede’ (Finnur Jónsson).