Storfangst (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Storfangst

Sommeren 1879 blev mindeværdig. Alle familier samlede sig store vinterforråd. Kajakker kom ind fra hav og storis bugserende en række sæler efter sig. Vejret var stille, og på den skyfri himmel stod solen som en fakkel. På fangstpladserne myldrede det med glade mennesker. Som dagene gik, blev deres vinterforråd større og større.

Ud over havet lå storisen spredt, og de uhørt mange sæler var så tamme, at alle fangere uanset dygtighed til hver en tid kunne være sikre på bytte. Så flittigt blev harpunerne brugt, at »linen blev slidt ved harpunspidsen«.

Mens man svælgede i lækre spiser, hændte det, at åndemaneren Avko fik en sjælden fangst, en sildepisker. Avko lå mellem storisen, da en fuldvoksen sildepisker brød havspejlet og begyndte at kredse omkring hans kajak. Hvalen blev til sidst så nærgående, at Avko i desperat selvværge satte harpun i ryggen på den.

Hidkaldt af Avkos varselshyl ilede mange kajakker ham til undsætning. Harpuner og lanser suste ned over hvalens ryg, men hvalen var ikke til at få aflivet.

Først da sildepiskeren, silende af blod, indviklet i fangstliner, kørt træt af de mange fangstblærers hårde modtræk begyndte at rejse sig lodret op af havet, lykkedes det efter en lang og farlig kamp med lanser at støde livet af den gennem bugen på den. Da svælgede man i kød af et dyr, man ellers aldrig gik i lag med.

Sommeren gik, efteråret kom — stadig med stille vejr. Der blev flere og flere sæler, som vinteren nærmede sig.

Folk forlod sommerfangstpladserne og spredtes ud til vinterpladserne. Forrådsgemmerne omkring bopladserne var mere end fyldte. Da man rykkede ind i vinterhusene, bjærgede man »hele sæler« og hengemte dem til vinterens ædegilder.

Vinteren kom, stadig den mægtige madrus. Sælerne tog til i tal. Til trods for at man holdt det ene ædegilde efter det andet på de hele sæler, der efterhånden havde fået en pikant tanke, kunne man ikke komme til bunds i forrådene, thi stadig kom nye sæler i de opædtes sted.

Hele efteråret og forvinteren udeblev den voldsomme brænding, der plejede at hjemsøge kysten på denne årstid efter storisens spredning. Stadig det fine stille vejr.

Isen begyndte at lægge sig, jævnt og blankt som på en sø. Knapt havde man passeret vintersolhverv, før isen helt havde lagt sig og var fuldkommen sikker. Mange sæler blev taget ved åndehuls- og kigfangst.

Havisen lå som en ubrudt flade så langt øjet rakte, og henover den sås den ene tue efter den anden, kuplerne over sælernes åndehuller, og man kunne høre dyrenes ånde.

Kun ude mellem yderøerne, Nôrsîn, var der åbne våger, og her var der en sand vrimmel af sæler.

Man opfandt en ny fangstmetode ved vågerne omkring Nôrsîn.

Når fangerne en tidlig morgen begav sig ud til vågerne, medbragte de foruden kajakker også trommer. Hver mindre våge blev bemandet med tre mænd, en kajakmand, en trommeslager og en ophaler. De store våger blev bemandet med op til tre kajakmænd og ligeså mange ophalere, men kun én trommeslager. Når sælerne i vågerne blev opmærksomme på fangerne, trådte de vande med bagluffernes brede vifter og løftede sig i vejret; det var som at se hen over en bunke knytnæver, der vuggede fra side til side.

Når kajakmanden var krøbet i fartøjet og havde lagt sig til rette med bagstavnen op til iskanten, stillede ophalerne sig lige bag ved på isen. På den anden side vågen skulle trommeslageren stå klar til på et givet tegn at træde dansen.

Kajakmanden gav signalet: »Så«. Trommeslageren indledte med en sagte hvirvel og vuggede i dans uden sang. Ude fra vågen lød et mægtigt klask. De mere sky sæler kastede sig i en vældig volte, de øvrige dyr fulgte efter, og der rejste sig skumsprøjt fra de mange bagluffers slag. Kajakmanden blev roligt siddende. Men længe varede det ikke, før sælernes blanke øjne og næsebor brød vandet. Efterhånden skød dyrene højere og højere op af vandet, for til slut at stå lodret og vugge i takt til trommedanserens bløde bevægelser; det var, som var de i ekstase.

Nu var tiden inde. Kajakmanden tog et par forsigtige åretag, og fartøjet kom i drift. Harpunen løftedes til kast. Uden en lyd kom kajakmanden bag på den sæl, han havde udset sig. Harpunen slyngedes, våbenspidsen borede sig langt ind i dyret.

Fangstblæren blev ikke kastet, kajakmanden holdt linen og bakkede op til iskanten, hvor ophaleren overtog den. Sælen blev halet op på isen og dræbt med en kortskaftet lanse. Mens ophalingen stod på, indstillede trommedanseren sin dans. Når kajakmanden igen var klar og gav signal, begyndte forestillingen forfra.

»Man nøjedes med at fange otte«, blev et stående udtryk for tre fangere ved vågerne ved Nôrsîn. Det var en passende fragt for tre mand, hvoraf den ene bar sin kajak på hovedet.

De mange sæler trak bjørne til, og det var ikke få bamser, der denne vinter måtte lade livet. Vinteren fløj på festens vinger. Store følger af slæder, forspændt blankpelsede hunde, for fra boplads til boplads til vældige fester og ædegilder. Og tiden fik navn derefter: »Dengang slædefølget var stort«.

Stadig holdt det gode vejr sig. Kulden var jævn og varig. Man kunne køre så langt ud på havisen, man ville. Den lå ubrudt – uden en revne – så langt øjet rakte.

Ved alle bopladser ved Angmagssalikfjordens munding levede man i overflod. Derimod var der kun ringe fangst ved Sermilik-fjordens munding, mens der i den indre del af denne fjord var rigelig med fangst.

Havisen, der ellers plejede at være næsten ufremkommelig på grund af skrueis, var jævn, kun hist og her brudt af fastfrosne isfjeld- og skodseisbræmmer. Man kunne køre fra forbjerget Ordunuviaq helt ud til Qarqardivatsiaq, Kulusuk-landets yderste punkt, uden at støde på isskruninger.

Store karavaner af hundeslæder suste over isen fra Sermilik til Kulusuk på besøg og drog tilbage med slæderne tungt lastet med kødgaver; så meget fik de, at de ikke engang selv gik på fangst ved Kulusuk.

Da året vendte, og vinterens hårdeste kuldemåneder, februar-marts, kom, fik man færre bjørne. Bjørnene trak ud til skrueisfelterne til havs. Dog fik man – sammenlignet med normale forhold – stadig mange bjørne.

Man kunne byde sine hunde, hvad det skulle være af kapkørsel, thi de var lige så feststemte som deres kuske. Den, der havde det bedste og hurtigste hundespand ved Kulusuk, var Pîlákân, og ved Sermilik var det Ilíngivákêq. Så hurtigt kørte de to, at deres hunde for længst var holdt op med at puste, når de andre i følget nåede frem til bopladsen.

Fra hin mindeværdige vinter vandt Qilerilik sig vid berømmelse ved sin langsomme kørsel; han var nemlig uhyggeligt nærsynet. Om ham sagde man leende: »Takket være, at bopladserne ligger stille, nåede han frem«.

Når de mange glade mennesker samledes i fælleshusene om aftenen, manglede der ikke på underholdning. Nætterne gik med sangfest, trommedans, sangkampe og åndemaninger.

Næste dag for man videre til andre bopladser.

Sjældent var det ikke, at man under opkørslen til en ny boplads råbte: »Vi stævner til sangkamp«.

Den stævnede diskede op som bevis på, at han modtog udfordringen. Vinteren gik i en eneste ør festrus; folk var stærke og sunde, og livsudfoldelsen var derefter. De gamle, der lod deres ord gå videre til nye slægter, sagde: »Dengang vi levede i ædegilder og i festrus – dengang vi ikke bestilte andet«.

Hele vinteren slog isen ikke en revne. Først da solen fik magt, opløstes havisen. Det var i april.

Men besøgsslæderne kom og gik — kørende på den svage nattekulde.

Ja sandelig, »dengang var slædefølget stort«.

Fra denne rige vinter huskes en sangkamp, som går under betegnelsen »Misartaq er ved at blive hamret til døde af Qutsuluk«.

En aften var man forsamlet til ædegilde og fest ved én af bopladserne. Mændene fik da lyst til at overvære en rigtig sangkamp: »Hvem vil monstro?« spurgte man.

En råbte: »Det er længe siden, Misartaq og Qutsuluk har stået over for hinanden«. Knapt var det sagt, før en bunke slæder spændte hundene for og brød op. De kørte til Akernínarmîn, hvor Misartaq havde boplads. De gik lige til sagen og begyndte at opmuntre Misartaq. Misartaq var meget betænkelig:

»Nej, jeg har hørt, at Qutsuluk for længst har lovet, at han vil tildele mig drabelige kindbensstød næste gang, han møder mig under sangkamp«.

Sådan sad Misartaq længe og stirrede tankefuldt frem for sig. Så sagde han: »Nå ja, lad mig hellere få det overstået nu«.

Under stor munterhed brød man op.

Straks var man ved Nôrsîn, thi disse bopladser lå meget tæt ved hinanden. Man lo og råbte: »Misartaq stævner til sangkamp — Misartaq kommer til sangkamp«.

Da udfordreren kom i hus, var der tykt med muntre mennesker i det store fælleshus.

Qutsuluk bød på gildesmad. Et par unge mænd blev sendt ud, og lidt efter blev en fangstline slynget ind gennem husgangen, og villige hænder halede til. Ind gled en fuldvoksen klapmyds. Så gik man til den.

Da alle var mætte, trådte sangkæmperne frem på gulvet. Man råbte i munden på hinanden: »Se nu!« Man istemte sange med snart den ene, snart den anden af sangkæmperne som forsanger, og der var intet, der lod formode, at et mægtigt drama var under opsejling. Endelig blev nogle af de fremmødte utålmodige: »Hvornår rykker de ud med deres nidviser?« Andre tilkendegav, at de syntes, korsangen burde fortsætte, så veloplagt Misartaq var. Men med ét begyndte sangkæmperne at nidstirre hinanden, grebet af en indædt harme. Særlig Qutsuluk så bister ud. Det var, som de gamle nedarvede nidviser var direkte møntet på ham. Misartaq forsøgte at smile, men hans fjæs fortrak sig blot i frygtelige grimasser.

Kvinderne – og især Misartaqs kone – blev bange. Der var ingen tvivl om, at Qutsuluk ville lange godt til.

Spændingen var stor, da Qutsuluk greb trommen og med hårde smældende slag slog under kanten på den. Sangkampslagene gjorde folk stumme. –

Qutsuluk stoppede slagene og sagde: »Når min udfordrer ikke vil indlede, så indleder jeg sangkampen«.

Misartaqs kone stillede sig bag sin mand.

Qutsuluk istemte:

Akénâtsiarmîn lod mig forskrække

Akénâtsiarmîn gjorde mig forskrækket

Akénâtsiarmîn, hvad er de for nogle, hvad er de for nogle.

Ingen af dem væmmes

ingen af dem græmmes.

I, der stundom rynker på næsen

I, der væmmes stort.

Når I skider,

lader I jo skarnet ligge.

Han, den skid, er særlig slem

han, der ikke kender væmmelse

den elendige Misartaq.

Når han skider

lader han dog skarnet ligge.

Når han skider,

var det dog ikke bedre, om han gemte det i forrådshulen.

Det fortælles

om Misartaq

ved hans store broders død

da hans store broder lagde sig

lod i stikken, alle bro’rens gode grejer.

Det fortælles også

dengang barnet til ham døde

– det fortælles, at han åd det, redded derved livet.

Din slyngel; misted’ tankens brug

du, der misted’ din forstand – tabte

tankens ædle brug.

I takt til trommens æggende smæld hamrede Qutsuluk løs på Misartaqs frembrudte ansigt med sine hærdede kindben. Da han endelig blev færdig med sin vise, hørtes snøft fra Misartaq, hvis næse var knust. Under hulk forsøgte han at forme den med sine hænder.

Pludselig blev man klar over, at Misartaqs kone var væk. Det viste sig, at hun var løbet hjem for at hente Misartaqs bror. Da hun nåede frem til deres hus, for hun ind, idet hun råbte: »Misartaq er ved at blive hamret til døde af Qutsuluk«. Svogeren sprang op af sin søvn og trak i klæderne, hvorefter de begge løb til Nôrsîn. Her sad Misartaq på kanten af vinduesbriksen og samlede kræfter til sit modsvar. Misartaq lagde ikke mærke til sin bror, før denne sagde: »Sikke dog nogle galninge – at I gider kævles«. Misartaq kvikkede synligt op ved broderens ankomst.

Indtil Misartaq sprang frem, sad folk tavse omkring ham og Qutsuluk, og man kunne ikke lade være med at sammenligne de to. Qutsuluk var en ren kæmpe, der i oprejst stilling nåede op mellem tagspærene.

Misartaq var en lille splejs, der ikke nåede sin modstander til skuldrene. – Dog havde han modstået kæmpens hårde stød, og det uden én eneste gang at undvige. 

Den lange Qutsuluk stillede sig op, ludende fremover og med hænderne på knæene. Misartaq stillede sig ufortrødent over for ham.

Veloplagt og med stor styrke slog han løs på trommen, og til dens taktfaste smæld rykkede han ud med sin smædevise:

Det fortælles, at jeg misted' tankens brug

at jeg mistede forstanden.

Det fortælles, da min store broder døde

dengang storebror lagde sig

lod jeg hans gode grej i stikken

derved lyver de vel næppe?

Siden storebror døde

siden storebror lagde sig

lod jeg hans ejendele ligge

Jeg som ikke nænnede

at lade fangstgrej ligge på jorden.

Det fortælles, at jeg mistede tankens brug

jeg, som mistede forstanden,

jeg som blev tosset.

Ja, jeg åd mit eget barn

redded’ derved livet.

Jeg, som væmmes,

jeg, som væmmes ved det minde.

Ingen hævner store bror

ingen hævner til mit barn.

Har jeg hørt rigtigt?

Skidt om ikke det er sandt.

Lad det være hævnen

lad det dække svie og smerte.

Også disse døde

dine børn, som døden tog.

Det ene barn, født af din første hustru

det andet af din andenhustru

Stakler, storebror og lille søster

Den ene smed du i smeltevandsrevnen

— lod det dumpe i.

Din usling

tudede ovenfor

Det andet barn — også

— også

lod du dumpe i.

Da foråret kom

drev de rundt for vind og strøm

uden for jeres boplads i en våge.

Inde på land

du stod

tudende med sænket hoved,

Skidt, om ikke det er sandt

lad det dække svie og smerte.

Hele sin lange vise igennem »hamrede« Misartaq løs på sin modstander med vældige kindbensstød. Da han kom til stroferne: »Ingen hævner store bror, ingen hævner til mit barn«, fortrak hans ødelagte fjæs sig i de frygteligste grimasser, og ud af den knuste næse stod blodige bobler, når han fnyste af indædt raseri. Qutsuluk vaklede for hans stød. Snart svulmede hans øjenlåg op, og blåsorte bloddråber pressede sig igennem hans hud og løb sammen med tårerne ned over hans nøgne overkrop.

Langsomt rettede Qutsuluk sig op i hele sin imponerende højde, og oppe mellem tagspærene gemte han sit hoved, der nu var fuldstændig ukendeligt. Øjenlåg, næse og mund gik i ét i en blåsort klump. Da Misartaq ikke længere kunne nå sin modstanders ansigt, stangede han løs på hans brystkasse.

Med ét syntes Misartaq rådvild, men en ilning for gennem hans krop; han sprang ind på sin modstander, hvæsede sin sang mellem sammenbidte tænder, vred sig, krummede knæene — og sprang i vejret. — Der lød et brag. Den lange Qutsuluk blev løftet i vejret ved kæbestødet, hans isse ramte et tagspær med umådelig kraft, og hagen knasede for Misartaqs hårde issekam. Der stod en byge af blanke tårer ud af øjnene på Qutsuluk, og blodet silede ud af hans mundvige. Tænderne havde skåret et grimt sår i tungen på ham.

Qutsuluk havde ikke andet at gøre end at bøje sig forover. Vaklende greb han for sig, indtil hænderne fandt knæene. Knapt havde han budt ansigtet frem, før der lød et smask, og blodet stod ud af hans knuste næse.

Misartaq havde ledsaget sin sidste strofe: »Skidt om ikke det er sandt, lad det dække svie og smerte« med et dygtigt kindbensstød.

Uden at kunne se blev den kæmpestore Qutsuluk ført til sin briksebås.

Lille Misartaq satte sig på vinduesbriksen og gned sin smadrede næse.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 101-107, København, 1963.

Næste kapitel ►