Vis kilden til Hvorledes Kirkebø blev bispestol

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hvorledes Kirkebø blev bispestol]] !!  !! 
|-
|}


<center><big>'''[[Mytiske sagn (på dansk)|Folkeæventyr og mytiske sagn]]'''</big>


<big>'''Færøiske folkesagn'''</big>

optegnede af Pastor J. H. Schrøter og V. U. Hammershaimb
<br>København 1850, Særtryk af [[Antiquarisk tidsskrift|Antiqvarisk Tidsskrift]].


<big>'''III. Sagn om, hvorledes Kirkebø blev bispestol'''</big></center>



Paa Strømøen boede nogen Tid efter Christendommens Indforelse paa Færøerne en Enke, som en af mine Sognemænd nævnede Birta (maaske Birna), der eiede meest Odelsgods af alle paa Øerne. Hun eiede næsten hele Sydstrømø, desuden ogsaa meget paa Vaagøen og den sydlige Deel af Østerø.
<br>&nbsp;&nbsp; Hun havde 3 Døttre, af hvilke den yngste var hende kjærest. Hun havde født hende til Verden i meget haard Barnsnød, og vilde udmærke hende, da hun blev døbt, ved at lade hende opkalde efter en Jarls Datter, endskjøndt hendes Venner advarede hende derimod, og sagde, at Barnet derfor ikke vilde faae Lykke. Thi det var et gammelt Sagn, at den, som blev opkaldt efter nogen udenfor sin Æt, blev ikke lykkelig ("ikki verður dugandi maður, ið kallaður er burtur úr ætt"). Alligevel gav hun hende Navnet Æsa.
<br>&nbsp;&nbsp; Enken boede paa den Gaard, som nu kaldes Kirkebø. Hun lod sin yngste Datter fyrsteligen opdrage som en rig Arving.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa var stolt og meget hengiven til Pragt og stadselige Klæder. Hun var meget ubesindig og overmodig i Tale, men ellers godhjærtet og velvillig til at yde Trængende Hjælp. Skjøndt hun saaledes var godgjørende mod Fattige, forekastede hun dem dog, naar hun ansaae dem for arbeidsdygtige, at de burde arbeide for deres Brød, og tilbød dem da Arbeide, som var passende for deres Kræfter.
<br>&nbsp;&nbsp; Moderen gav Døttrene Jordegods efter Godlbefindende: den ældste paa Vaagø, den anden paa Østerø, men sin Yndling, den yngste af Søstrene, gav hun Hovedgaarden, der indbefattede Sydstrømø indtil "Hóris Gøtu", som var ovenfor Kalbaksbotnen tværs over Øen. Dertil hørte ogsaa den da ubeboede Ø Kolter. Denne Eiendom udgjør nu 184 Marker Jord, hvortil kan regnes en Besætning af 5000 Faar og 200 Køer og Oxer.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa blev gift i sin Ungdom og fødte en Søn, der døde i Barnealderen. Hun troede, at Manden ei sørgede noksom over Sønnens Død, samt var ikke høvisk nok mod hende, som han skyldte sin Rigdom. Han gik selv til Fjælds og saae til Faarene. Ved en saadan Leilighed styrtede han ned og omkom. Man ymtede om, at dette maatte være skeet ved Trolddom, da Stedet ikke var af de farligste, og mange mistænkte Æsa for at være skyldig deri, at hun kunde gifte sig med en anden. Dette kom hende for Øre og hun besluttede nu stedse at leve i Enkestand.
<br>&nbsp;&nbsp; Hun erhvervede sig et hæderligt Navn saavel for sin Forstand og Godgjørenhed, som for sin Pragt og storartede Gjerninger. Hendes Huus blev berømt som et Sæde for Gjæstfrihed og Vellevned; Ankerpladsen Brandarsvik blev en søgt Handelsplads.
<br>&nbsp;&nbsp; Kort efter Christendommens Indførelse var i Nærheden af Gaarden Sydøst for samme bygget en Kirke og indhegnet en Kirkegaard. Dog laae den i en Afstand af henved 200 Favne fra Gaarden, fordi man ikke vilde forurolige de Begravede, og ei heller foruroliges af Gjengangere.  Ruiner sees der endnu, og Stedet kaldes "við Líkhús". Veien gik langs med den bratte Strandkant, hvoraf synligen meget er nedstyrtet i Havet, da Brændingen om Vinteren stærkt slaaer imod den, og det er dybt lige imod Landet.
<br>&nbsp;&nbsp; Kirken har vel været liden, men siges dog at have været den smukkeste paa alle Øerne, da Æsa havde anvendt meget til dens Forskjønnelse. Om der til denne Kirke var nogen ordineret Præst, vidstes ikke. Der vare den Tid omreisende Geistlige; Præster, som skulde til Island, kom ofte underveis til Færøerne og opholdt sig en Tidlang der. Alle disse vare velkomne hos Æsa, bleve vel beværtede og begavede for deres Forretninger i Kirken, som deraf blev berømt og anseet som en Hovedkirke der paa Øerne.
<br>&nbsp;&nbsp; Hun stod derfor i høi Anseelse hos Geistlgheden, og hvad enten Christenpligterne ved at afholde sig fra Kjødspiser i Fasten og andre Helligdage endnu dengang ikke vare saa skjærpede, som de siden bleve, eller de da ansaaes upassende for Landets Næringsveie, saa undgik hun i det mindste et strengt Eftersyn for sin Person. Og selv uærbodige Ord, som hun af Stolthed kunde udsige mod de Geistlige, ansaaes ikke saa slemt mente, som de vare udtalte, ligesom og hendes Pragt og kostbare Prydelser ved Kirkegang ansaaes uskyldige og til Guds Ære, der havde givet hende Evne til at pryde baade Guds Huus og sig selv. Hun levede derfor lykkelig i en deel Aar.
<br>&nbsp;&nbsp; Da blev det bestemt i Norge, at Færøerne skulde faae en Biskop. Den første Biskop havde kun ringe Indkomster, og, saavidt vidstes, kun noget bestemt af hver Gaard og Kirke, men ikke nogen Bispestol.
<br>&nbsp;&nbsp; Naar han reiste omkring, havde han Ophold paa de største Gaarde. Men da Æsas Gaard var den meest ansete og største, og hun ikke blot viste Gjæstfrihed, men syntes at gjøre sig en Ære af at skaffe Bispen bedre Leilighed og Beværtning end de andre, samt gav ham store Gaver for at holde oftere Gudstjeneste i hendes Kirke end i andres, saa havde han der Vinterophold.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa var derfor i stor Gunst hos Bispen, som hun desuden smigrede ved at følge hans Raad i Henseende til Almisse-Uddeling, at den ikke skulde tilfalde Uværdige og Ugudelige. De Bodsøvelser, han som hendes Skriftefader paalagde hende, vare derfor ikke strenge, og Overtrædelser af Forbudet mod at spise Kjød i Fasten bleve hende deels tilgivne mod at bekoste Prydelser til Gudshuus, deels hemmeligholdte og ei nøie eftersporede.
<br>&nbsp;&nbsp; Efter endeel Aars Forløb, noget over den halve Tid af hans Bispedømme, blev Bispen sygelig. Hun lod bygge en Bolig til ham, og omhyggelig pleie ham der; men ved denne Leilighed lod hun i Hovmod falde nogle ubetænkte Ord, at hun fremfor andre skaffede Bispen Ophold. Disse ubesindige Ord forstørrede og fordreiede Bagvadskere, hvilket hendes Misundere glædede sig over.  I stedenfor Æsa gav man hende nu Øgenavnet Gæsa, som hun siden har beholdt i Sagnet, naar man taler om hende (Ordet "Gæsa" bruges egentlig om en ung uerfaren, flygtig Pige, der ikke er tilbageholden hverken i Ord, Klædedragt eller fri Opførsel).
<br>&nbsp;&nbsp; Blandt de mange Fattige, Æsa viste sig godgjørende imod, var en Enke, som med sin unge Datter reiste omkring og levede af Almisser. Denne havde Æsa flere Gange understøttet rigeligen, men hun foreholdt hende, at det ørkesløse Liv, hun førte, stred mod Guds Bud og at hun burde arbeide. Da hun gav til Undskyldning, at hun ei havde Kræfter dertil, tilbød Æsa sig at skaffe hende Arbeide, hvortil der ikke krævedes Anstrengelse, nemlig at skille fiin Uld fra grov Uld og pille de grove Haar fra den fine Uld. Hun lod da strax bringe et Par Vaager Uld til hende.
<br>&nbsp;&nbsp; Nogen Tid derefter, da Æsa i sin Pragt gik fra Kirken, kom denne Kone og hendes Datter hen og bade om Almisse. Æsa spurgte om det tilsendte Arbeide var færdigt og kunde afhentes, saa vilde hun først betale hende derfor og siden give hende Almisse.
<br>&nbsp;&nbsp; Konen svarede, at Arbeidet vel var begyndt, men hun havde derved erfaret Sandheden af det Mundheld, at "allt er betri enn ull at tæga", og at hun derfor ikke kunde udholde dette kjedsommelige Arbeide.
<br>&nbsp;&nbsp; Herover blev Æsa fortrydelig og foreholdt hende, at Gud havde befalet at arbeide, og at den, som saaledes handlede mod Guds Bud, var uværdig til Almisse, samt at hun ved dette Liv opdrog sin Datter til et udueligt Menneske, saa at ingen siden vilde have hende i sin Tjeneste.
<br>&nbsp;&nbsp; Tiggersken sagde da, at den Rige kjendte ikke den Fattiges Kaar og dømte derfor haardt om deres Levned, fordi de Rige ikke selv arbeidede for deres Brød, og at det var synligt paa hendes Pragt, at hun hovmodede sig af sin Rigdom.  Den hun ikke ved eget Arbeide havde fortjent, men arvet uden Møie efter sine rige Forældre.  At alt var omskifteligt, saa at hun inden sin Død kunde gjøres ligesaa fattig, som hun nu selv var, og kunde komme til at behøve hendes Datters Tjeneste.
<br>&nbsp;&nbsp; Herover blev Æsa meget opbragt, kaldte hende en Uforskammet, der spaaede hende Ondt i Fremtiden.
<br>&nbsp;&nbsp; I denne sin Hidsighed trak hun en kostbar, meget kjendelig Guldring af sin Finger og slængte den ud i Havet med de Ord: "Ligesaa lidet som denne Guldring bringes mig igjen, ligesaa lidet gjøres jeg fattig".  Æsa sagde, at hverken Tiggersken eller hendes Datter mere maatte vente sig noget Godt af hende.
<br>&nbsp;&nbsp; Disse hendes Ord fortalte Tiggersken nu allevegne med det Tillæg, at hun havde sagt, at Gud havde ladet hende fødes rig, men kunde ikke gjøre hende fattig.
<br>&nbsp;&nbsp; Hendes Ord bleve af hendes Misundere ansete for gudsbespottelige, og de anmeldte det for Bispen.
<br>&nbsp;&nbsp; Men Æsa paastod, at hverkennhendes Gjerning eller Ord vare skete af Foragt for Gud, fra hvis Huus hun just dengang gik til sit Hjem, da Tiggersken havde opbragt hende ved at ansee hende uværdig til den Velgjerning, Gud havde viist hende ved at lade hende fødes af rige Forældre.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa tilbød ogsaa at give firefold Værdien af den Ring, hun havde kastet i Havet, til Guds Ære og Kirkens Prydelse som Bod for sin Overilelse.
<br>&nbsp;&nbsp; Dermed erklærede Bispen sig tilfreds, men paalagde derimod Tiggersken streng Faste 9 Fredage og tillige 9 Gange barfodet at gaae til Kirke, fordi hun selv havde syndet og forvoldt, at andre syndede.
<br>&nbsp;&nbsp; Det gik saa hen i nogle Aar; da blev Bispen saa svag, at han aldeles ikke kunde bestride Embedet, men maatte stadigt holde Sengen, hvorfor en Medtjener blev ham beskikket.
<br>&nbsp;&nbsp; Denne var en ung Mand og, som det ofte gaaer, ikke ligetænkende med Formanden. Han var meget streng i Overholdelsen af de udvortes Pligter, som Kirkeloven paabød, og straffede Overtrædelserne haardeligen.
<br>&nbsp;&nbsp; Han var desuden gjerrig og derfor meget misfornøiet med Embedets Indtægter, hvoraf den gamle Bisp nød sin Deel, og paastod, at de Rige burde yde langt mere til Embedet.
<br>&nbsp;&nbsp; Især var han misundelig over Æsas Rigdom, og da hun ingen Børn havde, lod han sig forlyde med det for hende, at hun burde overlade sin Gaard til Bispestolen imod at have tilstrækkelige Indtægter af den for sin Livstid.
<br>&nbsp;&nbsp; Dette syntes Æsa ikke om; derimod var hun villig til at yde ham lige saa eget som hans Formand, endog medens denne levede. Mere vilde hun ikke forpligte sig til.
<br>&nbsp;&nbsp; Dette var Bispen ikke tilfreds med, thi selv om Æsa testamenterede Gaarden til Bispestolen efter sin Død, saa kunde det have lange Udsigter, da hun kunde leve længe endnu.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsas Misundere mærkede snart, at hun ikke stod saa høit i Anseelse hos denne Bisp som hos den gamle, og de førsømte ikke at anklage hende for ham. Herved fik han Anledning til at irettesætte hende for hendes Hovmod og Pragt, hvormed hun vakte Forargelse hos andre.
<br>&nbsp;&nbsp; Herved tabte hun sin forrige Anseelse endogsaa hos sine Tjenestefolk, af hvilke nogle, da hun vilde sætte dem i Rette, lode hende høre, at det nu var forbi med hendes Magt over Bispen.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa viste dem bort af Tjenesten, men Bispen antog sig dem og fik af dem meget at vide om den forrige Biskops Overbærenhed mod hende og flere, især i Henseende til Kjødspiser i Fasten.
<br>&nbsp;&nbsp; Det bemærkes herved, at ingen af de udvortes Christenpligters Efterlevelse var saa tung for Færingerne, som at afholde sig fra Kjødspiser i de 7 Uger i Langefasten; thi det var de Riges Skik at bruge ferskt Kjød alle Aarets Tider (see Færeyinga Saga, p. 154). Aarets Tider vare og inddelte efter denne Skik: August, September og October vare Lammekjøds-Tiden; November, December og Januar, Qvæg- og Faarekjøds-Tiden; Februar, Marts og April, Kalvekjøds-Tiden; Mai, Juni og Juli, Fuglekjøds-Tiden.
<br>&nbsp;&nbsp; Da nu Kalvekjøds-Tiden just indfaldt i Langefasten, saa var det tungt for Æsa ikke at torde nyde Kjød af sine Fedekalve.
<br>&nbsp;&nbsp; Bispen bestak hendes nærmeste Tjenestefolk, hvilke endog fristede hende til at overtræde Forbudet. Det angaves, og da der nu ikke modtoges andet end Jordegods i Bøder til Kirken, mistede hun endeel af sit Jordegods.
<br>&nbsp;&nbsp; Hun blev derved meget forsigtig, og i 3 Aar havde Bispen ingen Anledning haft til at idømme hende Bøder.
<br>&nbsp;&nbsp; Da traf det sig, at en Fisker, der boede i Nærheden af hendes Gaard, var ude paa Fiskeri og fangede en Torsk, i hvis Mave han fandt en stor Guldring; dette Fiskemeed kaldes siden den Tid endnu "Gullringurin".
<br>&nbsp;&nbsp; Da han kom hjem og fremviste den for flere, kjendte den før omtalte Tiggerske den strax og sagde, at den tilhørte Æsa. Hun bad ham lade hendes Datter ledsage ham, han vilde nok faae god Findeløn hos Æsa.
<br>&nbsp;&nbsp; Men Datteren bad hun sige til Æsa, at nu var det ene opfyldt af det, hun havde anseet for umuligt, og det andet vilde snart opfyldes.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa blev meget bekymret og forfærdet herover. Hun frygtede for, at det af Bispen og andre vilde blive anseet som en Gudsdom over hende, at Gud havde herved givet tilkjende, at hendes Gjerning og Ord dengang vare guds-bespottelige.
<br>&nbsp;&nbsp; Den gamle Bisp var nu død, og hans Eftermand vilde behandle Æsa strengt, hvilket fandt Medhold hos Folket, efterat ovennævnte Hændelse med Ringen var bleven bekjendt.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa var nu over en 60 Aar gammel, men omringet af hadefulde Mennesker og Speidere, og havde ingen, hun i Fortrolighed kunde tale til, ei heller noget at fornøie sig med uden en Kat, som hun stedse havde i sit Værelse.
<br>&nbsp;&nbsp; Langefasten begyndte, og Æsa lod ingen Kalv slagte, men kun fede nogle til Paasken. Det var Skik at spise Kjød Paaskedag, og alle, som havde Raad dertil, lode derfor slagte en Fedekalv og endogsaa koge noget af den, for ikke at behøve at koge Paaskedag.
<br>&nbsp;&nbsp; Saaledes gjorde og Æsa. Onsdag Aften lod hun koge den slagtede Kalv og derpaa ophænge i Kjelden (udhus. a.e). Dog tog hun et Stykke af Ryggen (Háryggurin) og satte ind i en lille Alkove, til hvilken hun selv havde Nøglen.
<br>&nbsp;&nbsp; Langfredag Eftermiddag sendte hun sin Tjenestepige ind i denne Alkove for at hente tillavet Fisk derfra, enten fordi hun var syg og ikke selv kunde gaae derhen, eller fordi hun var sig bevidst ikke at have forseet sig.
<br>&nbsp;&nbsp; Pigen kom ud med Fadet, hvorpaa Kalvekjødet stod, og nu saae hun, at der paa den ene Side af Ryggen var afrevet noget af Kjødet. Pigen korsede sig over denne grove Synd og angav det strax for Bispen.
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa paastod sin Uskyldighed og erklærede, at hendes Kat maatte have gnavet deraf; men da der ved Besigtigelsen ikke blev fundet Spor af Kattens Tænder eller Kløer, saa blev Æsa erkjendt som den Skyldige. Og uagtet man senere mente, at Pigen selv havde revet det af, blev Æsa dømt som en forhærdet Synderinde at have forbrudt al sin Eiendom.
<br>&nbsp;&nbsp; Til hendes fremtidige Opholdsted blev den ubeboede Ø Kolter anviist hende. En fattig Familie skulde følge med hende og passe paa hende.
<br>&nbsp;&nbsp; Men den ovenomtalte Tiggerskes Datter blev bestemt til hendes Opvartning og beordret til hver Morgen at sige til hende: "Gud staaer de Hoffærdige imod; dit Hovmod gik for Fald".
<br>&nbsp;&nbsp; Æsa blev meget gammel, men meget afholdt af den der bosatte Familie. Endog Tiggerskens Datter fik hende meget kjær, og roste hendes Taalmodighed og Gudsfrygt.
<br>&nbsp;&nbsp; Saaledes fik Bispestolen sine store Eiendomme i Sydstrømø.


'''Bemærkninger'''

I Anledning af Sagnet om Æsa, som nu mest bliver erindret under Navnet Gæsa, bemærkes, at dette Sagn i Nutiden kun haves saaledes, at Gæsa af Stolthed kastede en Guldring i Søen, da hun bebreidede en fattig Kone Ørkesløshed, og denne svarede, at Gud nok kunde gjore hende fattig, inden hun døde. At Æsa da tog en Ring af sin Finger og kastede den i Havet med de Ord: "Ligesaa lidet som denne Ring bringes mig igjen, bliver jeg fattig". Men at den siden blev funden i Maven paa en Torsk, som var fisket paa en Fiskerbanke, som siden den Tid kaldes "Ringen". At Æsa forbrod alt sit Gods, fordi hun i Dimmelugen spiste Kjødet af en Kalveryg.
<br>&nbsp;&nbsp; Men jeg hørte Sagnet i Suderø for omtrent 40 Aar siden af 3 Mænd, der alle paastode at nedstamme fra Gæsas Familie, maaskee hendes Søstre. Vel vare disse ikke overensstemmende i enkelte Ord, men dog i Hovedsagen, ligesom de og stemmede overens med andre her paa Strømø om Gaardens Størrelse og Jordernes Omfang (Til Houris Gøtu).
<br>&nbsp;&nbsp; Jeg har derfor samlet denne Fortælling, som mig syntes passende, og vil nu tilføie, hvad jeg videre hørte om Bispestolen, der saaledes bestod af Æsas hele Eiendom indtil efter Reformationen.
<br>&nbsp;&nbsp; Der fortælles saaledes, at der strax efterat Æsa havde mistet Gaarden indfaldt et strengt Uveir, saa at den største Deel af Køer og Faar døde. Da Bispen indkrævede ligemeget i Indtægter til Embedet som førhen, blev han meget forhadt, og man udtydede baade hans Ord og hans Gjerninger til det Værste. Thi hans Hovmod var saa tiltaget, at han skulde have sagt:
<br>&nbsp;&nbsp; "Denne gode og store Bispestol har jeg erholdt for i Guds Sted at have givet Syndsforladelse, hvilket mine Eftermænd om 1000 Aar skulle prise mig for".
<br>&nbsp;&nbsp; Dette blev ogsaa fortalt for Gæsa, der sagde:
<br>&nbsp;&nbsp; "Jesu fem Vunder have bragt Forløsning for mine Synder. Men det siger jeg, som vil mindes, at inden den halve Tid er forløben, som den uretfærdige Bisp vil fastsætte, er mit Gods ikke længer Bispestol. Men min lidte Uret vil længe omtales og blive Bispens Minde til Vanære".
<br>&nbsp;&nbsp; Bispen fik dette at høre, blev tungsindig og rørt i Samvittigheden, saa at han siden kun havde liden Glæde. Han blev syg og sengeliggende i fulde 20 Aar, inden han døde, og nød i den Tid endnu mindre Agtelse af sin Eftermand, end han havde viist sin Formand.
<br>&nbsp;&nbsp; Ved hans Begravelse skal hans Eftermand - som Peder Claussøn og Torfæus kalde: Roi eller Kroi, andre: Hroar, og Arrild Hvidtfeldt: Rhodius - have holdt en Ligtale af følgende Indhold: "At man vel kunde formode, at han vilde berømme sin Formand. Men han havde med bekymret Sind taget imod Bispestolen, fordi det var tvivlsomt, om den var retfærdigt tilvendt Gods. Derfor vilde han tale Usandhed, hvis han prisede sin Formand derfor."
<br>&nbsp;&nbsp; En af mine Sognemænd fremførte et lidet Riim desangaaende, som var bevaret fra Oldtiden, saa lydende:</font>

<blockquote>
"Af góðari grund segði hann Gudmundar lund,
<br>men kaldur sum ís gav hann Mattisi prís,
<br>tí ikki vildi Roji tala um hann logið."
</blockquote>

(Han sagde, at Gudmunds Sindelag var af god Grund, men kold som is talede Roi til Matthias Priis, thi han vilde ikke sige andet end Sandheden om ham).

Fremdeles fortalte en af mine Sognemænd mig, at Bispen byggede en anden Kirke dengang, da Aarstallet efter Christi Fødsel skreves med fire streger ved Siden af hinanden (1111). Og at dens Skytshelgen var den hellige Magnus, som viste sin Kraft til at gjøre Mirakel paa en fra Skibbrud frelst Islænder, der var bleven saa rasende, at fire Mænd måtte holde ham. Men da han blev slæbt til Kirken og helligt Vand i hellig Magnuses Navn stænket paa ham, blev han saa tam som et Lam og fik sin Fornuft igjen.
<br>&nbsp;&nbsp; Landt i sin Beskrivelse over Færøerne melder, at en Kirke efter Sagnet skal være bygget Aar 1111, men han henfører det feilagtigt til den store Kirkemuur, der endnu staaer som Ruin, men som først senere blev bygget. Hilarius fik den næsten færdig efter Aaret 1500. Hans Ligsteen har viist, at han døde 1511.
<br>&nbsp;&nbsp; At den Kirke, som endnu bruges til Gudstjeneste i Kirkebø, er en Oldtidslevning, findes omtalt i Antiqvariske Annaler, 3die Bind p. 269, og dette er sikkert den Kirke, som Biskop Mattis byggede istedenfor den forrige, hvis Rudera nu kaldes "Líkhús", hvilken Gæsa prydede.
<br>&nbsp;&nbsp; Man vilde maaskee heraf nogenlunde kunne bestemme, naar den første Bisp er kommen til Færøerne. Gæsa skal dengang have været omtrent 30 Aar gammel, og over 60 Aar, da hun forbrød det sidste af sine Eiendomme. Men dette maa være skeet inden Aaret 1111.
<br>&nbsp;&nbsp; Gudmund skal have været fulde 30 Aar Bisp, da han døde, og Gæsa først et Par efter have mistet sine Godser.
<br>&nbsp;&nbsp; Det kan vel saaledes antages, at Gudmund er bleven indviet til Biskop i 1074 eller 1075 og død 1105.
<br>&nbsp;&nbsp; Vel bemærker Torfæus, at Matthias først døde 1157, men han melder intet om hans Alder; var han de 20 sidste Aar af sit Liv sengeliggende af Alderdomsvaghed, og kom han, inden han var 30, til Medtjener hos Gudmund, kan han vel antages at være ankommen en 10 Aar førend Gudmund døde, og da være født 1067 eller 1068; thi en Alder af 90 Aar har ikke været usædvanlig paa Færøerne.
<br>&nbsp;&nbsp; Gæsa skal og være bleven over 90 Aar gammel, saa at hun levede indtil henved den Tid, da Matthias blev sengeliggende 1136 eller 1137, da han omtrent var 70 Aar gammel.
<br>&nbsp;&nbsp; Roi blev viet til Biskop 1162, og hans Eftermand Sven, som døde 1212, skal have faaet Bispesædet 50 Aar efter Rois Indvielse.
<br>&nbsp;&nbsp; Det synes da at være overeensstemmende med Sagnet, at Roi har været Medtjener i 22 og i 28 Aar Biskop, og at Sven har været 22 Aar Biskop, da han døde.
<br>&nbsp;&nbsp; Siden skulle efter Sagnet mange Bisper ikke engang i 20 Aar have siddet paa Bispestolen, men, saavidt vidstes, ingen over 30 Aar.
<br>&nbsp;&nbsp; Torfæus har i sit Skrift "De rebus gestis Færöyensium" anfort en deel om de færøiske Bisper, men Aarstallene stemme ikke med de i Arrild Hvidtfeldts Bispekrønike angivne.


'''(Bisperækken):'''
<br><br><i>Torfæus:</i>
<br>Sörqver, forordnet 1216.
<br>Bersvein, død 1243.
<br>Peter, forordnet 1246.
<br>Gauti, i Bergen 1267, død 1268.
<br>Erland, forord. 1269 (død 14de juni 1308)
<br>Lodin, druknede 1316.
<br>Signar, ordineret 1320 (formodentlig Sigvar).
<br>(Peder Claussøn nævner derpaa: Giafvard).
<br>Havard (indviet 1343), død 1348.
<br>Arne (Svæla), i Island 1363.
<br><br><i>Hvidtfeldt:</i>
<br>Sercuereus 1216.
<br>Berghuinus.
<br>Petrus, electus 1255.
<br>Gautius, electus 1265.
<br>Erlenderus, electus 1271.
<br>Lodinus, el. 1308.
<br>Sigvardus.
<br>Sebaldus.
<br>Havardus
<br>Arno.
<br>Vibolderus<sup>1</sup>, i Helsingør 1394.
<br>Vigled (Maaske den samme) 1407.
<br>Jonas (Jóan, Jón) 1412 - 1448.
<br>Søren Severinus 1441.
<br>Hemmingus Danus, 1434 - 1443.
<br>Matthias.
<br>Hilarius, død 1511.
<br>Chilianus.
<br>Amundus, ordin. 1532, afsat 1538


1.) Efter sagnet skal Vigbaldur have begyndt at bygge den store Kirkemuur i Kirkebø, men blev dræbt.
<br>&nbsp;&nbsp; Riber, den sidste færøiske Biskop, skal have været 12 Aar Bisp på Færøerne. Han ankom vel 1540 med Truels og reiste derfra 1552, efterat han flere Gange var bleven plaget af Sørøvere. 1556 blev han Biskop i Stavanger.

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Johan Henrik Schrøter]]
[[Kategori:Venceslaus Ulricus Hammershaimb]]
[[Kategori:Antiquarisk tidsskrift]]