Vis kilden til De vigtigste Æmner, især i Ridderviserne

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=De vigtigste Æmner, især i Ridderviserne]] !! 
|-
|}


[[Bilde:Axel Olrik3.jpg|thumb|200px|<center>'''Axel Olrik''' (1864-1917)</center>]]

<center>'''[[Dansk folkedigtning]]'''<br>


'''Indledning'''<br><big><big>'''De vigtigste Æmner, især i Ridderviserne'''</big></big>


'''[[Danske Folkeviser i Udvalg]]'''<br>Ved [[Axel Olrik biografi|Axel Olrik]] og Ida Falbe-Hansen
</center>



Folkeviserne giver saa fyldigt et Billede af Livet i Middelalderen, som intet andet Værk er i Stand til. Man kan her følge Menneskets Livsforhold fra Vugge til Grav. De kender Barnets Fødsel, mens der brænder Lys i hver Vraa — til Værn mod de underjordiske — og Kvinderne staar i Skare om som Hjælpersker; de kender „det lidet Æblebarn“, der leger med Æble og Pære, de kender Smaasvenden, naar Faderen vil sende ham ud at tjene, og Moderen endnu finder ham for ung til at „bære den Brynje tunge“; og de kender den pur unge Jomfru med hendes Morgensøvn og hendes rappe Svar. Og saaledes kender de hver Alder og hvert Livsforhold, indtil den graanede Kvinde, der opgør sit Livs hele Sum af Lidelse. — Men mellem alt dette har Digtningen sin ubetingede Forkærlighed hos den livskraftige Alder, Ungdoms– og Manddomslivet; og atter her skildrer den de Begivenheder, der er afgørende for den enkeltes Liv. Dette har sin Grund i de simple og klare Omrids, som Livet i det hele havde for den Tids Mennesker; og det hænger sammen med Visedigternes Forkærlighed for den bestemte Handling, ikke for Lyrik eller Genremaleri.
	

Blandt de Begivenheder af Menneskelivet, som stadig besynges, træffer vi først og fremmest Fejde og Elskov.
	

Fejden mellem Mand og Mand hørte med til det middelalderlige Liv. Den var arvet fra Oldtiden, og Herremændene satte en Ære i at kunne føre disse private Krige til Forskel fra den fredelige Befolkning. Ogsaa at digte om dem var naturligt; i Oldtiden havde det meste af al Digtning paa en eller anden Maade omhandlet Kamp; nu hævdede den kun en mindre, men ingenlunde helt ringe Plads. — Blandt Fejdeviserne findes der nogle, som forherliger selve Kampens Helte: den unge Faderhævner, eller den djærve Kæmpe der med sit Sværd skaffer sig Oprejsning. Men der er andre, hvis Tanke ikke dvæler ved Sejrherren, men ved den Lidelse, der følger med Striden; og blandt dem er to af vore ypperste Digte fra Middelalderen.
	

„Torbens Datter“ (Nr. 35) har i sin korte Fortælling lagt en storartet Livsskæbne frem. Den begynder som en Saga om Kamp. Krigerne hvæsser deres Spyd om Søndag Aften, og rider ud næste Morgen; de træffer Hr. Torben ved Ploven paa hans Mark i Skovkanten; han tilbyder Bod i Gods og til en af dem sin Datter „saa væn en Maar“, men Svaret lyder kort som Sværdhug: „Vi er ikke kommen for Hus eller Jord, men vi er kommen for dit Hjerteblod“; og de fælder ham. Men ind imellem lyder mildere Toner; en lyrisk Strofe foran Visen har paakaldt Medfølelse med den faderløse Ungmø; Omkvædet antyder, at der lyser Dag gennem Morgendæmringen. Drabsmændene rider nu til Torbens Gaard at tillyse Drabet; og der træder den dræbtes Datter dem intet anende i Møde, slank som en Vaand og med en Guldskaal paa hver sin Haand; „hun skænked deri med Lyst og Spil, saa drak hun sin Faders Banemand til.“ Paa een Gang vaagner hans Elskov og hans Anger: „Havde jeg vidst, du havde været saa god, aldrig skuld jeg set din Faders Hjerteblod“; paa hendes Klage svarer han: „Har jeg nu ikke gjort vel mod dig, herefter skal du have saa godt som jeg.“ Han sætter hende paa sin Hest og rider bort „over de sorte Heder“; gennem Smerten og Angeren lysner det til en ny Lykke: „Dagen han dages, og Duggen den driver saa vide.“ — „Torbens Datter“ betegner Toppunktet af Visernes Evne til kort Fremstilling; i knap 30 Linier rummer den to Menneskers Livsudvikling gennem de stærkeste Omvekslinger af ydre Skæbner og indre Liv. Saa lige gaar Digteren mod dette sit Emne, at han ikke faar Tid til at meddele os Navnet paa nogen af de to Hovedpersoner; ja selve Drabsmanden er næppe nok fremstillet for Tilhøreren („hun drak sin Faders Banemand til“), før man er dybt inde i hans Sjæleliv.
	

Ikke mindre gribende er „Nilus og Hillelille“ (Nr.32). Ogsaa dens Handling er henlagt til den mørke Hede, til den barske vestjydske Natur, men uden Morgenens Dug og Dagningens lyse Haab. Digteren begynder sin Vise med en Oplevelse, der er naturlig i disse øde og vindaabne Egne: et Brudefølge drager over Heden og overfaldes af et Uvejr; „det blæser og det regner, og Vejret gøres koldt“, klager Hr. Nilus, henvendt til sin unge Brud. Af denne Natursituation lader Digteren hele sin Handling udspringe: Hr. Nilus gaar for hendes Skyld ind paa at søge Ly hos hendes Morbroder, trods den gamle Fejde, der er Slægterne imellem; og, som han har anet, men hun i sin Elskovstryghed ikke set, blusser Fjendskabet op paa ny. Det ene Optrin føder det andet i lynsnar Fart, til han med Ulivssaar undslipper til sin egen Gaard, og Visen slutter med Dødsscenen i hele sin Bitterhed. Det er ikke blot Handlingen, der gror op af den barske Natur. Hele Fremstillingen har det samme vejrbidte Præg. Ingen Dvælen i Følelsen, ingen Billeder eller Prydord; hvert Optrin staar med sine skarpt tegnende Træk. Dertil svarer de haardføre Karakterer. Her er de Svende, der intet Øjeblik betænker sig paa at gaa i Døden for deres Herre. Her er Hr. Peder, Morbroderen, med den altslugende Tørst efter Frændehævn, men uden personlig Ondskab mod sin ny Slægtning (han vilde helst have skaanet ham, for Hillelilles Skyld). Men skarpest tegner denne Natur sig i den Kvindes Skikkelse, der først dukker frem lige ved Visens Slutning; det er Hr. Niluses Søster; inderlig hengiven til dem, som hun er bunden til i Byrd, og med et lige saa dybt Had til alt, hvad der skader dem; derfor er det hende umuligt at „være stalt Hillelille god“, „for hende misted jeg mine Sønner to, og min Broder i sit eget Blod.“ Selve Hr. Nilus har den samme Staalsathed, vokset op til en mægtig Kæmpeskikkelse, som da han efter sin lange Tøven kaster sig ind i Kampen:


::„Det loved jeg paa den hellige Grav,
::som Vor Herre taalte Død:
::jeg skulde aldrig mit Sværd om Søndag drage,
::uden mig trængte stor Nød.“


En saadan kristelig Tugt, som dette antyder, og — lige fra først til sidst — en fin Omhu for hans unge Brud er de Træk, der særtegner og adler hans Skikkelse; men den er runden af samme Rod som de andre. Ligesom i Visens Hjemstavn hvert Træ og Kratstykke faar Form af den samme bidende Vestenvind, saadan bærer dens Personer alle Mærke af at tilhøre samme haarde Livsvilkaar; deres Holdning er som den haarde Eg, deres Tanker som den jernfaste, vredne Lyngstilk. — Og ind mellem Hedeegnens hærdede Plantevækst fører den kranke Lykke en fin og skær Blomst, den unge Brud, stalt Hillelille. Visens første Billede tegner, hvorledes hun svajer for den stærke Vind over Heden; i det sidste visner hun under de haarde Viljers Kamp, som hun forgæves har søgt at mildne. —
	

Saa er der et andet, langt mere omfattende Forhold, Elskoven; og den møder paa mange Maader i Viserne.
	

Med Forkærlighed skildres den djærve og dristige Ridder, som kan vinde sin Mø trods Frænders Modstand eller rive hende af en Medbejlers Hænder. Ikke alle disse Viser har en Værdi for Nutiden, der staar i Forhold til deres Yndest i Middelalderen; men i „Lave og Jon“ (vor Nr. 37) er der skabt en Helteskikkelse, som er enestaaende i sin Friskhed og Djærvhed. Ovenikøbet har Digteren i det stadig skiftende Omkvæd (med „sagde Jon“) fundet et pudsigt Middel til at lade sin Helt stikke Hovedet frem med overgivent Smil, selv hvor Farerne rejser sig højest omkring ham. En egen Nydelse havde Datiden af det Dystridt, der værdigt slutter Hr. Jons Ridderfærd; ingen Vise har som denne anslaaet den djærve, næsten brutale Tone fra disse grove Ridderspil: Visens Indledningsvers er som en Opsang til Dysten, og i dens Omkvæd „I være vel bon“ (vær vel rustet!) lyder en stadig Mindelse om den Vaabenprøve, der til sidst afgør Besiddelsen af Jomfruen<ref>Naar Visen foredrages (ved Oplæsning eller ved Sang), vil det være heldigt at fremsige denne Omkvædningslinje „I være vel bon“ kraftig ved Indledningsstofen og V. 1 (saaledes at den fanger Øret ved sin Klang), dernæst mere dæmpet gennem den øvrige Vise (saaledes at den blot føles som Rimord til „sagde Jon“), og atter kraftig under Dystridtet (V. 15—16).</ref>. — Den samme Opfattelse af Elskeren har faaet Udtryk i en glimrende skæmtsom Vise (S. Grundtvig, Kæmpeviser Nr. 22): „Det var om en Lørdag, det regned under Ø“, Tyge Hermansøn tør for de opsvulmede Aaer ikke ride at hente sin Brud til Bryllup, og sender Nilaus Bendiksøn i sit Sted efter hende; men da Hr. Tyge stadig ikke faar Mod til at komme til Bryllup, tager hun Nilaus Bendiksøn i hans Sted; endelig om Torsdagen, da Vandene rinder mindre stride, kommer han; men stalt Ingerlille giver ham blot det Svar:


::Havde du været en Jomfrusvend,
::og havde du haft mig kær,
::da havde du brudt den Bølge blaa
::alt med dit blanke Sværd. (DgF nr. 391)


Det Ord „Jomfrusvend“ udtrykker et helt Kapitel af Middelalderens Tankegang og Livsmaal. Det er Ungersvenden med den levende Elskovsattraa, med Evnen til at indtage Jomfruen i Ord og i Dans, og med Styrke til at tilkæmpe sig hende trods enhver Modstand.
	

Saa er der Elskovsviser med kvindelig Hovedperson, indtagende ved Skønhed, Ynde og Vid og ved Modet til at gribe Lykken i Livet. Tegner de ikke noget dybt Sjælebillede, saa er der Kvikhed i Karakterer og i Optrin, og de have en egen letsvævende eventyrlig Verden, hvor Elskovens Glæde forener sig med ydre Lykke, med at „vinde Guldkrone og Dronningenavn“. Til denne Kres af Viser hører den om „Venderkongens Jomfrurov“ (S. Grundtvig, Kæmpeviser Nr. 17), hvor liden Kirstens og stolt Karens indtagende Sang skaber den vendiske Sørøver om til Bejler: — saaledes fortonede Visesangen Danmarks svundne Ulykkestid. — Den mest yndede Vise — hele Norden over — er dog „Møens Morgendrømme“. (vor Nr. 38) med den barnligjomfruelige Heltinde, der aner sin Lykke og ikke vil give Slip paa den varslende Drøm. Ogsaa den er henlagt til Vendernes Optræden i Danmark, eller rettere: „Venderkongen“ er laant fra Visen om Jomfrurovet eller lignende ældre Digtning, men den historiske Baggrund er glemt; han er Eventyrets Kongesøn omkvædet „der de Vender træder til de Borge“ rummer ikke mere Frygten for Vendernes Hærjninger; det antyder kun den Lykke og Herlighed, der nærmer sig.
	

Men der er andre Viser, hvor selve Forholdet mellem Mand og Kvinde træder stærkere frem, dem vi allersnarest vil kalde de egenlige Elskovsviser. Det vidunderlige ved dem er deres Evne til at kaste Elskovens farverige Skær over de daglige Forhold. Esbern Snares Bejlen til liden Kirsten (Nr.20) er bygget over det Spørgsmaal, om den unge Jomfru har lært tilstrækkelig Skræddersyning til at blive gift; liden Inges Vise (Nr.40, ovfr. S. 22) handler om en Jomfru, som tager sin Gaard til Len af Kongen for at være sikret mod sin Families uretfærdige Tilegnelse af Godset. Men hvor leger ikke Elskoven om den Kjortel, som liden Kirsten syr; intet Bejlerord er udtalt af Hr. Esbern, men selve Bønnen om den er en Bejlen, at skære den til er hende den højtideligste Opgave, dens Udsmykning er hende en Leg, og al den anvendte Omhu er hendes Tilstaaelse af Kærligheden. Mere djærv, og dog fuld af Ynde, er den landlige Jomfru Inge, der veed at svare Mændene paa Tinge og at vinde den forfinede Hr. Ove. Og den purunge Jomfru, den yngste af alle Dronningens Møer (se vor Nr. 41), vækker ikke mindre Glæde ved sin rappe Tunge sammen med sin huslige Dygtighed.
	

Disse Viser og mange lignende giver et Billede af Kvindeskikkelsen, saaledes som de danske Herremænd hyppigst og helst forestillede sig den. Hun er meget langt fra at være en overjordisk Skønhed, som er Genstand for Ridderens ydmyge Tilbedelse, saaledes som man tænker sig „Riddertidens“ Elskov, og saaledes som de sydligere Lande har nok af Eksempler paa. Folkevisernes Kvinde har langt mere sin Plads i det virkelige Liv, frejdig, snarraadig og, naar det gælder, handlekraftig; og det, som gør hende indtagende i Elskerens Øjne, er disse samme Egenskaber, der giver hende Menneskeværd idet hele. Tidsalderens Uro og Lovløshed byder nok af Lejligheder, hvor disse Jomfruer maa værge sig. De er Efterkommere af Oldtidens selvstændige Kvinder; Mindet om Skjoldmølivet er levende paa Visesangernes Tid; og endnu blandt deres Samtid ynder de den Jomfru, som med uøvet, „kvindelig“ Haand drager Sværd og da kan give det mandige Hug (Nr. 34). Dygtighed i Livet og Djærvhed i sin Færd — i Alvor eller i Skæmt — er Væsenstræk hos Middelalderens Kvinde; Digteren glemmer dog ikke det Pust af Jomfruelighed eller skær Ungdom, der som en let Dug hviler over disse hans Yndlingsskikkelser.
	

Baade ved Mand og ved Kvinde er der i Middelalderens Digtning en Forkærlighed for den Side af Elskoven, som knytter sig til Modet til at begære den, man attraar; men alt imellem kommer dog ogsaa helt andre Sider af den frem. I „Torbens Datter“, som ovenfor omtaltes, fremhævedes Angeren, hvoraf Elskoven spirede frem; og om Kærlighedens Offervillighed er digtet det nydelige lille Digt „Den saarede Jomfru“ (Nr.42). Visen begynder med, at der gaar Dans paa den grønne Mark, en Sværddans, saadan som vi ogsaa kender den fra gamle Billeder, hvor Ridder og Jomfru tager hinanden i Haanden, omgivne af Riddere med dragne Sværd, som under Dansen uafladelig krydser Klingerne med hinanden; under Dansen kommer en af Ridderne til at saare liden Kirsten, Kongens Datter, i Haanden. Paa Faderens Spørgsmaal tier hun om Gerningsmanden og giver en opdigtet Grund (at hun har skaaret sig paa Broderens Sværd). Men af Fortielsen aner Ridderen hendes Hjertes Hemmelighed, at hun har ham kær og derfor ikke vil bringe ham i Ulykke; og han staar straks frem og bejler hos Kongen til hendes Haand. Visen slutter med et lille Ordskifte, som er karakteristisk for Middelalderen. Faderen spørger, hvorfor Ridderen vil have en saadan Krøbling af en Kvinde, der hverken kan sy eller klæde sig. Da kommer Svaret: „Selv skar jeg hendes hvide Haand, derfor under jeg den Jomfru vel; min Søster skal sy hendes Guldbroderi, Jomfruerne snøre hendes Ærmer, og jeg selv føre hendes Ganger. „I Faderens Ord er udtalt en Tanke, som ofte kommer for i Viserne: den Foragt, som Middelalderen med sin friske og kraftige Sans for det ydre Liv har for det lemlæstede Menneske. Ridderens Svar stiller et højere Maal over denne Hverdagsopfattelse: Kærlighedens Hang til at gøre vel, hvor man har gjort ilde, og til at bringe et Genoffer, da hendes Tavshed har frelst ham.
	

Folkevisen er ikke blot en Lovsang over den lykkelige Elskov; ogsaa den ulykkelige og ulykkebringende Kærlighed faar sin Besyngelse, og her møder en af vor Middelalders ypperste Digtninger. „Ebbe Skammelsøn“ (Nr. 44). Dens ydre Handling er et af disse blodige Skuespil, som ældre Tider saa gærne gør til Emne for sin Digtning: Ebbes Broder er forelsket i hans Fæstemø, han indbilder hende, at Ebbe er død, og faar derved hendes Samtykke; men paa Bryllupsdagen kommer den svegne Fæstemand hjem og hævner sig ved at dræbe baade Brud og Brudgom. Men i disse vilde Optrin lærer Digteren os at se Sammenstødet mellem to mægtige Karakterer, Ebbe Skammelsøn og stalt Adelus. Ebbes Fæstemø er helt ud Adelsjomfruen, ædel, trofast, med en Kærlighed „som en Moder“, men næppe særlig elskovsfuld; betegnende nok bærer hun ikke Visernes sædvanlige Elskerinde „liden Kirsten“, men det sjældnere „stalt Lucielille“ eller „stalt Adelus“. Det første, vi hører om hende i Visen, er den stille Troskab mod Fæstemanden („Hil sidder I, stalten Adelus, og syr Hr. Ebbe Klæder“), og straks efter følger en Udtalelse af hendes fulde Tillid til ham. Den næste Side af hendes Væsen er den, vi lærer at kende ved Budskabet om Ebbes Død; hun finder sig i, at man gifter hende bort; hun synes at være af de Naturer, der ret villig indordner sig under, hvad Verden bringer dem. Og da saa det paanødte Bryllup er holdt, er hun ikke i Tvivl om, hvor hendes Plads er: „Al den Tro, jeg eder gav, den haver Peder, eders Broder, men alle de Dage, jeg leve maa, jeg vil Eder være for Moder.“ Det er en ret stor Sjæl, som taler saaledes; hun behøver ikke at slippe sin første Kærlighed, men hun veed sig sikker paa, at hun kan vise den paa den rette Plads under de ny Forhold. Men netop da møder hun hos sin gamle Fæstemand en anden Opfattelse; han vil dræbe hendes Brudgom og rømme med hende af Land. Da rejser hun sig imod ham med Harme :


::Slaar I Peder, eders Broder, ihjel,
::siden skal I mig miste;
::saa maa I sørge eder selv til Døde
::som vilden Fugl paa Kviste.


Det er hendes sidste Ord, før Ebbes Sværd gennemborer hende, skarpe og bestemte; hun, der før har ladet sig føre af andre, der har ladet sig lede som Hr. Peders Brud, hun træffer sit eget Valg: for første Gang i Visen handler hun paa trods af ydre Tvang; og da er det for at vrage denne Kærlighed, der træder alt ned, som hun ellers agter. Der er en sjælden Højhed over hendes Skikkelse; ligesom hendes Trofasthed mod den fraværende Fæstemand ikke vidste af Tvivl, staar ethvert Ord, hvormed hun er bunden, ubetinget fast. Hun kan vrage den, som hun „har givet sin Tro først“, og i hvem hun sikkert ser Ridderlighedens udtrykte Billed; og foretrække Hr. Peder, hvis første Bejlerord til hende var en Løgn, men som trods alt er hendes Ægtefælle; og hun kan rykke al sin Hengivenhed for Ebbe ud af Sjælen, da han vil nedbryde, hvad der er hende helligt. Denne Stalt–Adelus–Karakter svarer til de Slægtled af Kvinder i den danske Adel, viljestærke og pligttro, hvis Navne senere Tider har bevaret i Minde. — Ikke mindre storladen udfolder Ebbes Karakter sig. Til Begyndelse tegner Visen ham med alment ridderlige Træk; vi ser den rige Adelsgaard, der er hans Hjem, hører om, hvor bravt han tjener i Kongens Gaard (det aabne og ærlige i hans Karakter understreges ved Modsætningen til den underfundige Broder); selv naar han er udenfor Skuepladsen, karakteriseres han gennem Fæstemøens Ord, at han spotter saa vist ingen Jomfru og allermindst hende. Saa mærkes hans Attraa og hans Uro i de tunge Drømme, og han drager hjemefter, ene optagen af at finde sin Fæstemø og faa Rede paa alt. Et fint Træk fra Digterens Side er det, at han lige ved Begyndelsen af det store Sammenstød lader ane Ebbes og Søstrenes kærlige Forhold som et venligt Glimt fra hans Barndom og Ungdom. Men nu sidder denne venlige og kraftige Natur helt lammet ved Budskabet om hans Fæstemøs Bryllup; han vil dreje af fra Bryllupsgaarden, men da Moderen vender hans Hest, lader han sig føre derind, han lader sig sætte til Bænke og sætte til at skænke, alt som det falder sig. Kun een Tanke og eet Begær har han, at faa opgjort Forholdet med sin Fæstemø; han finder hende uden Skyld, endnu kan Bedraget hævnes og han besidde hende. Men da staar pludselig hendes Vilje som en stejl Mur for hans Begær; hendes Ord flyver saarende som Pile mod hans Attraa, og han — føler hende som sin Lykkes Fjende og fælder hende. Al hans Lykke er nu bristet i den bitreste Fortvivlelse; under haanende Ironi dræber han sin Broder og hugger om sig blandt alle, der skulde være hans nærmeste, og som kun har beredt ham Ulykke, og styrter fortvivlet videre: „derfor træder Ebbe Skammelsøn saa mangen vild Sti om Land“. Digteren har formet Visens Omkvæd ud af disse Slutningslinjer; den Tanke, han atter og atter vil have udtalt, er, at Ebbe vandrer fredløs, at han er den, der ved sin Gerning selv har skilt sig fra alle paarørende. Han er fremstillet som Enkeltmennesket, ypperligt udviklet, men kun begærende sin egen Lykke, og endelig knust fordi han lever i en Verden, hvor d,er er fæstnet Baand, som han ikke kan bryde. Digteren har tegnet hans Skikkelse med dyb Medfølelse, fremhævet hans Venlighed og Godmodighed, selv i Ulykken, og den overraskende Voldsomhed og Kraft, da hans Lidenskab endelig faar Udbrud; dette er Træk i Sjælelivet, der rimeligvis tilhører Digteren selv (ligesom vi overhovedet vil kendes ved dem som dansk Folkeejendom); han maa selv have følt Enkeltmands Begær og Enkeltmands Grænser, for med den Alvor at lægge det ind i sit Digt.
	

Som Kunstværk udtrykker „Ebbe Skammelsøn“ det højeste, som den danske Middelalder naaede til. Den har vel ikke den Yppighed og Livsglæde, som Tovevisen (Nr.18) eller „Møens Morgendrømme“ (Nr. 38) røber, men der er stræng Alvor, hvor intet er overflødigt, hvert Træk hører med. Selv Bipersonerne er i faa Ord tegnede helt levende: Hr. Skammel nord i Ty er den lykkelige Herremand, mægtig og livsglad („rig“ og „kaad“) med den stolte Sønneflok omkring sig, men uden Anelse om de Rænker, der spindes i hans eget Hus, og de Ulykker der drager sig sammen; ved Brylluppet er han helt optagen af Gæsterne og har kun Tanke for at give den hjemkomne Søn Ebbe „Kande i Haand, at han skulde gaa at skænke“. Moderen er karakteriseret ved sin Snedighed og ved sin Forkærlighed for den listige Søn, Hr. Peder; hun er Medvider i hans Løgne; hun standser Ebbe, da han vil ride af Gaarden, og hun gør sig Umage for en venlig Modtagelse; kan det aabenbare Brud afvendes, mener hun vel at faa Brødrene forligte senere. Endelig er der Hr. Peder i hele sin Pjaltethed, siddende hjemme for at lokke sin Broders Fæstemø, vindende hende ved en Løgn, og fejg nok til straks at give Afkald for om muligt at redde sit Liv. Og dog — dette hører med til Visesangernes Kunst — aldrig fra Digterens Side et nedsættende Ord om ham. Visen fremstiller dem i sit første Vers ganske jævnsides, „de to fores ilde ad“, dem begge gik det ulykkelig; at den ene er Ædling og den anden er Usling, ligger kun i deres følgende Handlinger.
	

Mange Egne i Danmark og Sverig har gjort Krav paa at være Ebbevisens Skueplads; men det rette er, at Skammel bor „nord i Ty“, hvor Gaarden Nordentoft gennem Aarhundreder har været udpeget som dens Skueplads, og hvor den mægtige Adelsslægt Strangesønnerne nævnede ham som den første af sine Forældre. Visens Tilblivelsestid er efter nyere Undersøgelser omkr. 1300, den Tid, da Adelens Vælde og Selvstændighed for første Gang traadte kraftig frem, og da Rigets Ulykker mærkede Folket og dets Digtning med sin Alvor.
	

De Livsvilkaar, hvorunder Folkeviserne hører hjemme, har fuldt op af voldsomme og rystende Optrin. Stærke Lidenskaber — Begær eller Misundelse — driver Menneskene til en Daad, som tilintetgør andres Lykke. Samfundets Ordning bidrager yderligere til at gøre Elskoven til en tragisk Livsmagt. Kvinden raader ikke selv over sit Giftermaal; det er Fader eller Brødre, undertiden endnu fjernere Frænder, der har den Sag i sin Haand. Kun som en enlig Undtagelse gav Loven Kvinden en Ret til at drage til Tinge og selv tage sig Mand (jf. liden Inge i vor Nr.40), nemlig naar Slægten vilde lade hende forblive ugift for selv at tilegne sig Godset. Overfor den af Slægten foretrukne Bejler havde Kvinden ingen anden Udvej end at rømme bort med sin „Allerkæreste“; og saa maatte man senere se, om hendes Frænder kunde tales til Rette. Derfor kunde det ende i Ufred og Undergang, som da liden Engel ranede sin Jomfru bort „med Vold“: den opbragte Svoger opsøgte ham og brændte ham inde i Kirken (vor Nr.33). Med god Grund tegner Omkvædet („Mon ingen Dag vil oplyse?“) den mørke Nat som Baggrund for disse blodige Scener; og Fortællingen mildnes ikke ved, at den senere fødte Søn vokser op til Faderens Hævner.
	

En anden Kilde til Tvist og Ulykke var Slegfredforholdet. Det var Skik fra Oldtiden af, at en Mand kunde tage sig Viv, uden at Frænderne giftede hende bort ved højtideligt Bryllup med Brudegave fra hans Side og Medgift fra hendes. Hun blev da ikke hans jævnbyrdige „Hustru“ eller „Adelkone“ (&#596;: rette Kone), men kun hans „Slegfred“ eller „Frille“; og deres Samliv kunde ophøre, naar en af Parterne var ked af det. Slegfredforholdet havde ofte sin Oprindelse fra, at Ridderen ikke betragtede sin Kæreste som jævnbyrdig i Væsen eller Rigdom og vilde have Hænderne frie til i Fremtiden at indgaa Ægteskab; men det kunde ogsaa have sin Grund i, at han mod Slægtens Vilje havde bortført Jomfruen „fra Ager eller Eng“ eller fra hendes eget Bur. Kirkens Mænd søgte at udrydde Slegfredforbindelserne; Visesangerne er mindre afgjorte i deres Dom: den gode Kvinde betegnes undertiden som værdig til Ægtefælle, den ringere til Slegfred; men fremfor alt har de Blik for de skæbnesvangre Brydninger, som dette løse Forhold giver Anledning til. Hr. Peder drager bort, hans Slegfred, der har boet med ham i otte Aar, trolover sig imedens med en Ridder; han gribes af Smerte, da han kommer hjem igen: „Hør du det, stolt Blidelil, hvi gjorde du mig den Harm? har du ikke slidt rød Skarlagen, sovet hver Nat i min Arm?“ Han knuger hende i sine Arme, og inden nogen vidste deraf, randt Blodet af hendes Barm<ref>(„Utro Slegfred“ (Danm. gl. Folkev. Nr. 356). Slgn. Sagnet om Peder Jærnskæg i Chr. Winthers „Hjortens Flugt“; hans Fortælling er dog ikke hentet fra ovennævnte Vise, men fra en Notits i Peder Syvs Viseudgave. (Nr. 81, Karl Høvding.)</ref>. Endnu hyppigere er det Ridderen, der finder sig en ny Brud, uden at agte, at hun ved sin Skønhed, Byrd og Hengivenhed fuldvel kan være ham værd; saaledes da Hr. Peder vil skjule for liden Kirsten, at han har fæstet sig en anden Viv: hun kommer dog til Brylluppet, vækker Brudens Forbavselse ved sin Skønhed og Pragt, følger dem lige til Brudekammeret, for at opleve hele sin Lidelse, — og saa brænder hun dem inde (Se vor Nr. 45. Der findes dog forskellige Slutninger paa Visen; men af dem er Ildebranden bedst hjemlet som den oprindelige. En Opskrift lader hende støde Kniv i Hr. Peders Bryst, da hun følger dem til Brudekammeret; en anden lader hende hænge sig i Abildgaarden og Hr. Peder i Fortvivlelse derover dræbe sig selv.). Men en enkelt Gang giver Slegfredforholdet Anledning til saa let og yndefuld en Digtning som den om „Hr. Peders Harpe“ (vor Nr. 43), hvor Ridderen har tiltænkt Jomfruen at blive hans Slegfred; men ved at opdage hendes ydmyge og inderlige Kærlighed angrer han sit Forsæt og lader deres Bryllup holde „med Ære“.



==Fodnoter==
<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Axel Olrik]]