Vis kilden til Böglunga sögur B (P.Clausen)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Haakons, Guttorms og Inges saga]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Hakon Sverresøns, Guttorm Sigurdsøns og Inge Baardsøns Saga (C.C.Rafn)]] !!  !! 
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Böglunga sögur B (P.Clausen)]] !!  !! 
|-
|}

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
!align="left" valign="top" width="100%" | [[Bilde:35px-Emblem-star.svg.png|25px]] Kilde til denne oversættelse: (A.M. 325) og ''Fríssbók'' (A.M. 45) m.fl.
|}


<center><big>[[Kongesagaer]]</big>


'''[[Oldnordiske Sagaer, Bind 1-12|Oldnordiske Sagaer]]'''<br>'''Bind 9'''


<big>'''Hakon Sverresøns, Guttorm Sigurdsøns og Inge Baardsøns udførligere Saga </big><br>efter [[Peder Claussøn Friis biografi|Peter Clausens]] Oversættelse og nogle nyopdagede Brudstykker'''


Ved [[C. C. Rafn]] 
<br>København, 1835
</center>




'''Kong Hakon Sverresøn, som blev kaldt den Gamle. '''

Strax efter Kong Sverres død gik Birkebenerne ombord med deres Høvedsmand Hakon Galin, en Søn af Kong Sverres Søster Cecilia, og Peter Steiper, som ogsaa var Kong Sverres Søstersøn. De havde de Breve med sig, som Kong Sverre tilforn havde ladet skrive til sin Søn Hakon, som før er omtalt, og de sejlede nordpaa med et vel bemandet Skib. Og da de kom til Stadshav, sejlede de udenskjærs nord til Throndhjems Munding, thi Baglerne, det er Kong Inges Krigsfolk, havde indtaget Landet ved Søsiden i Sogn og Fjordene, og begge Mører og Romsdal, og laae der i store Hobe; og da de kom til Nideros, lagde de ind til Kongens Gaard, da Messen var sjungen, og nogle af Kongens Folk kom dem imøde, hilste dem venlig, og spurgte dem om Tidende, især hvorledes Kongen levede, thi de havde hørt, at han var syg. Birkebenerne svarede, at det var nu bedre med ham, og de spurgte, hvor Kongens Søn Hakon var; dem blev svaret, at han var hjemme i sit Herberg. De gik op til Kristkirke, siden til Kongens Gaard, lode Hakon kalde ud, og sagde, at de havde noget hemmeligt at give ham tilkjende. Hakon gik til Døren, lod Hakon Galin og Peter Steiper med nogle af de Fornemste kalde til sig, og de hilste hverandre venlig. Derpaa tilkjendegave de ham alting angaaende hans Faders død, antvordede ham Brevene, og talte nogen Tid med ham. Derefter lod Kongens Søn Hakon sit Raad sammenkalde og alle sine Hofsinder, og gav dem disse Tidender tilkjende; og strax paa sannne Stævne blev han hyldet og taget til en Høvding over alt Norge. (1) 

Om Vaaren derefter lod han alle Bønder i Thrøndelagen stævne til Ørething, og blev der paa Thinget taget til Konge over alt Landet; en Bonde, som hed Skervord (2), gav ham Kongenavn. Derefter antog han Folk og flere Hofsinder, og alle hans Faders gamle Hofsinder kom til ham, og han satte sine Mænd over Lenene. Der kom ogsaa Folk til ham sønden fra Landet. Siden lod han sine Orlogskibe færdiggjøre og Leding udbyde, og sejlede henved Paasketider med sine Folk til Bergen. Baglerne vare inde paa Landet, og der spurgtes adskillige Tidender fra dem: somme sagde, at de vilde drage nord til Throndhjem, andre, at de vare komne ned paa Rogeland, det er Jæderen ; Kongen sendte derfor sine Folk mod dem sønderpaa, nemlig Peter Steiper, Throrgrim af Ljanæs, Einar Kongens Maag, og endnu flere Høvdinger med mange Folk; de laae ved Rot, hvor de kom silde om Aftenen; der spurgte de, at Baglerne vare i Stavanger.

Om Morgenen derefter saae Birkebenerne, at Baglerne kom roende Søndenfra (3), og stævnede til Øen med deres Skibe, og de lagde ud mod dem. Da Baglerne saae det, flyede de, og Birkebenerne forfulgte dem, og toge et af deres Skibe; Baglerne derpaa værgede sig vel, men Skibsfolket blev dog for største Delen slaget, og de andre flyede ind i Fjordene, forlod Skibene, og begave sig op i Landet igjen; Birkebenerne sejlede atter til Bergen, og Kongen sejlede saa nordpaa, og laae længe om Sommeren i Fjordene.

Dronning Margrete Eriksdatter, Kong Sverres Efterleverske, drog efter hans Død øster i Vigen med sin og Sverres Datter Jomfru Kristine og sin Søsterdatter Fru Kristine Nikolaisdatter, og agtede at drage op til Gøtland, det er Vestergøtland. Birkebenerne syntes det ikke raadeligt, at Kongens Datter skulde drage af Landet. Peter Steiper drog derfor efter til Oslo, fandt Dronningen der, og da han havde tøvet nogle Dage, hændte det sig, at Dronningen var i Bad; da gik Peter Steiper ind i Dronningens Kammer, og sagde til Kristine Kongens Datter, at Baglerne vilde strax overfalde dem; Jomfruen blev forskrækket, og spurgte, hvad gode Raad han gav. Peter tog hende op i Favnen, bar hende til sit Skib, lod Tjeldingen staae af, og hans Folk gave sig til Aarerne; og da de lagde af med Skibene, kom Dronningen hastig ned paa Bryggen, og raabte, at de skulde give hende hendes Datter igjen. Peter Steiper sagde, at hun skulde først drage til Kongen, hendes Broder. Da blev Dronningen forbittret, og sagde: “Gud give, jeg maatte leve den Dag, at jeg kunde gjøre eder saa stor Sorg og Harm, som I nu gjøre mig; jeg er en Konges Datter, og ægtede en Konge her i Riget, og har ikke uden dette ene Barn med ham, som I nu reve fra mig, som om det var et Trælle- eller et Slegfredbarn”. Saadant raabte hun efter dem, saalænge de kunde høre hende. Derpaa drog hun op til Sverrig med sin Frænke Fru Kristine; men Peter førte Kongens Datter til hendes Broder Kong Hakon, og hun blev der vel modtaget og Hæderlig holdt.

Denne Sommer kom igjen disse Mænd til Norge: Ærkebiskop Erik i Nideros, Biskop Martin i Bergen, Biskop Niels i Stavanger, Biskop Ivar i Hammer og Biskop Nikolai i Oslo, som havde fulgt Baglernes Hær, og været stundom i Danmark, stundom i Sverrig; de bleve forligte med Kong Hakon, og hver drog til sin Bispestol, og Ærkebiskoppen tog igjen alt Landet i Forligelse. Da kom ogsaa Gudmund den Gode fra Island, som var udvalgt Biskop til Island, og blev Vinteren over hos Ærkebispen. Baglerne holdt sig oppe i Landet om Sommeren og Høsten, og deres Konge Inge holdt med mange Folk Huus paa den store Ø, som ligger i Mjøsen, og hans Høvdinger havde Lenene inde paa Oplandene; deres Hob blev dagligen mindre og mindre, thi alt Landsfolket gav sig under Kong Hakon, der blev meget vennesælig og afholdt af Almuen; han viste sig nemlig from og venlig mod Bønderne, men mod sine egne Folk var han haard og stræng, og straffede dem haardt baade med skarpe Ord og anden Straf, naar de gjorde Bønderne nogen Uret.
 
Bønderne paa Oplandene forsamlede sig med nogle af Kongens svorne Mænd, og droge ud paa Øen i Mjøsen, med smaae Baade og Flaader, thi alle store Roerskibe og Færger havde Kong Inge ladet tage ud til Øen; de kom derud før Dag, og søgte hen til Kongens Gaard; han sad endda i Stuen, og drak med sine Mænd. En af Vagterne kom ind og sagde: “I sidder her og maaber, Herre! og Fjenderne ere her ved Gaarden.” Kongen sprang op, greb sine Vaaben, og sagde: “Staaer hurtig op, og væbner eder, lader os søge ud imod dem, og lader dem ikke myrde os her inde i Huset.” Kongen gik selv ud med de første, og det varede ikke længe, førend han blev slagen med største Parten af hans Folk. Da de andre Bagler, som vare forsamlede paa andre Steder, spurgte det, bleve de forsagte og flyede, en Deel til Sverrig, en Deel til Danmark, og en Deel til deres Frænder; nogle søgte Forligelse hos Kong Hakon, og al denne Flok blev da adspredt og forstyrret, og der herskede god Fred.

Kong Hakon drog om Høsten til Throndhjem, og sad den Vinter i Nideros; efter Juul sendte han nogle Mænd til Oplandene og heelt øster til Vigen med sine Breve og Befaling, hvorledes der skulde forholdes med Forleninger og Sysler, hvem der skulde have dem, og gav tillige tilkjende, at han vilde komme øster til Vigen om Sommeren derefter. Brevdragerne droge heelt øster til Sverrig, til Dronning Margrete og Fru Kristine med Breve af det Indhold, at de skulde komme til ham, de skulde blive holdte i største Agt og Ære hos ham. De sendte ham ogsaa venlige Breve og Bud tilbage igjen om alt det, som han havde tilskrevet dem. Og Brevdragerne vendte da igjen tllbage til Kong Hakon.

Om Vaaren, strax, efter Paaske, sejlede Kong Hakon med mange Folk sønder til Bergen, og siden øster til Vigen; han drog til alle Kjøbstæder og heelt øster til Elven, og hele Folket gik ham tilhaande; samme Tid fulgte ham de ypperste Herrer i Landet, Hakon Galin, Peter Steiper, begge Kong Sverres Søstersønner, Sigurd og Roar Kongens Frænder, Dagfinn Bonde og mange andre Krigshøvedsmænd; da han drog tilbage igjen, tøvede han længe i Sarpsborg om Høsten; der tog han til sig en Ædelmands Datter, som hed Inga, født af stor Slægt i Borgesyssel; hun var hos Kong Hakon i hans Herberge, dog vidste ingen af deres Handel, uden Hakon Galin og Peter Steiper og nogle andre af Kongens troe Mænd; og hun blev frugtsommelig ved Kongen. Derefter drog han igjen nord i Vigen og ind til Oslo, og tøvede der nogen Tid; der kom Dronning Margrete og Frue Kristine til ham, og Kongen tog meget venlig imod dem; de fulgte ham til Bergen, hvor han vilde blive om Vinteren.

I Kong Sverres Tid var der en Mand i Danmark, ved Navn Erling; han udgav sig for Kong Magnus Erlingsøns Søn, derfor havde Kongen sendt Mænd til Danmark, for at opsøge og dræbe ham, men han blev advaret, og flyede til Vestergøtland. Da Kong Hakon spurgte det, sendte han Bud og Breve til sin Maag Kong Knud i Sverrig, at der var en saadan Mand i hans Rige, som kaldte sig Kong Magnuses Søn, og agtede at gjøre Ufred i Norge. Da Kong Knud det spurgte, sendte han sine Mænd hen, og lod ham opsøge og indsætte i det høje Taarn paa Visingsø. Da han havde siddet der nogen Tid, fik han en Kvinde, som bar Mad til ham, til at skaffe sig mange Klæder eller Lagen, hvilke han skar i lange Strimler, og knyttede Enderne sammen, og dermed vandt han sig ned ad Muren ovenfra Taarnet, men da Linen ikke var saa lang, at den kunde naae til Jorden, lod han sig falde, og slog det ene Laar i Stykker, saa at han altid siden haltede; han kom derfra, og begav sig øster til Jernbjergene (4). Da Kong Hakon (5) det spurgte, sendte han sine Mænd efter til Jernbergeland, og lod ham ihjelslaae, og de bragde hans Halsbog eller Tegnebog, hvori hans Navn stod skrevet, til Kongen, hvilken Bog siden blev kjendt af dem, som vidste, at den havde tilhørt ham.

Den samme Sommer kom der en Mand til Skaanør, paa den Tid der blev holdt Marked, og udgav sig for at være Kong Magnus Erlingsøns Søn. Han foregav, at han havde været nogen Tid i sønden, og denne samme Erling sagde, at han siden havde siddet en Tid lang i et Taarn paa Visingsø. Der i Skaanør vare mange Nordmænd, og da de adspredte Bagler, af hvilke mange vare komne did til Marked, hørte, at Kong Magnuses Søn var der, søgte de til ham og vilde taget ham til Høvding, og sagde, de vilde faae Folk nok, naar de havde en Høvding, som var Kong Magnuses Søn. Men han svarede dem og sagde: “Kong Hakon har Yndest og Venskab hos alt Folket i Norge, og, som mig er sagt, ere Baglernes Høvdingee for største Delen gaaet ham tilhaande; derfor Vil jeg ingenlunde begynde denne Handel med saa liden Magt og Styrke, som jeg endnu har Udsigt til;” dermed skiltes de ad, og han drog til Kjøbenhavn, og var der om Vinteren.

Kong Hakon var om Vinteren i Bergen, og Dronning Margrete hans Stifmoder var hos ham. Han lod holde særegent Kjøkken og Bord for hende og hendes Mænd, og sjelden gik hun tilbords med Kongen. Kongedatteren Frøken Kristine, Kong Hakons Søster, var altid hos sin Moder; Dronningen kunde ikke lide Kongen, og var som oftest uglad og ilde tilfreds, men Kongen viste sig altid blid, venlig og opmærksom imod hende. Fru Kristine søgte stedse at jævne alting imellem dem. Kongen lod hurtig berede til Julehøjtid, og da det led imod Julen, kom der mange Folk til ham, baade Leenshøvdinger og andre hans svorne Mænd. Dronningen bar stort Had og Fjendskab til Peter Steiper og alle de andre, som havde været med ham øster til Oslo, for at hente hendes Datter fra hende; men hun kunde godt lide Hakon Galin, og satte al sin Lid til ham. Kongen sendte Bud til Dronningen og Frøken Kristine paa Juleaften, at de skulde komme tilbords med ham, og da var Kongens Sal fuld af Folk, og hver skikket i sit Sæde efter gammel Sædvane. Dronningen svarede med megen Vrede, og sagde: “Længe maa jeg komme ihu, hvorledes jeg sad i Højsædet om Juleaften hos min salig Herre Kong Sverre; siig Hakon det, at jeg kommer ikke i Aften i hans Højsæde at sidde.” Dette sagde hun med megen Forbittrelse. Da Kongen fik det at vide, gjorde det ham ondt, at hun ikke med Takke vilde modtage den Ære og Opmærksomhed, han vilde vise hende, og han sagde: “Er end Dronning Margrete saa stolt, at hun ikke vil ydmyge sig og sidde hos os, saa skal dog min Søster Kristine komme til os.” Det blev sagt til Dronningen, og at Kongen var vred. Hun svarede: “Troer han, at jeg ikke mindes, hvorledes han tog min Datter fra mig i Oslo, uden at han nu behøver at minde mig derom igjen.” Datteren omfavnede hende, og sagde: “Moder, giv eder tilfreds, jeg vil blive hos eder.” Hun svarede: “Det skal saa være, min Datter! Ikke skal du komme i Uvenners Hænder, saalænge jeg er saa nær, og Gud kan endnu hjælpe os, at vi ikke skulle blive længe under denne Tvang;” og hun stod op, og gik med sin Datter hen i Kongens Sal, og satte sig i Højsædet, og Kongen og hans Gjæster vare meget glade.

Anden Dag i Julen lod Kongen synge Messe for sig, og gik siden med nogle faa Mænd ind i sit Kammer, lod sig aarelade, spiste og drak noget lidet, og tøvede siden til Højmesse var ude i Kristkirke, førend han gik tilbords; han holdt sig stille efter Aareladningen, vilde ikke have Lys nær ved sig, spiste og drak kun lidet, og talte heller ikke meget. Den tredie Dag i Julen lod han synge Messe for sig i sit Sovekammer, gik siden tilbords, og befandt sig da meget svag. Han gik derfor ind i sit Kammer strax efter Maaltidet, og lagde sig tilsengs. Om Natten derefter blev hans Ildebefindende bestandig større og større. Den femte Dag i Julen blev hele hans Legeme hævet, og det blev ikke mange tilstædet at komme til ham; hans Onde forøgedes nu hver Dag, indtil den ottende Dag i Julen, da døde han; og da var hele hans Legeme blaat og opblæst, saa at det næppe lignede et Menneskes Legeme; han blev begravet i Kristkirke paa den nordre Side, tværsover fra Kong Sverres Grav, og hele Landsfolket sørgede over ham, og sagde, de havde liidt det største Mandetab ved hans død.

Kong Hakon var en dejlig Mand, vel skikket paa sine Lemmer, og havde dejlig Lød paa Ansigt og Haar; han var maadelig høj, dog meget højere end hans Fader; han havde et klart og redt Mæle, var veltalende, og havde meget forandret sine Sæder, siden han blev Konge, og alt til det bedste; han var stille af sig, og meget herlig og hæderlig, naar han sad i sit kongelige Sæde.


'''Kong Guttorm Sigurdsøn.'''

Den tiende Dag i Julen holdt Biskoppen Raad med Kongens Hofsinder og de bedste Mænd, hvem de skulde tage til Konge igjen; og alle bleve da enige om, at tage Guttorm, Sigurd Lavards Søn, Kong Sverres Sønnesøn og Kong Hakons Brodersøn, til Konge, som da var fire Aar gammel; Hakon Galin skulde regjere Riget og det kongelige Hof paa hans Vegne, og Peter Steiper og Einar Kongens Maag skulde opfostre og tage vare paa Kongen. Dette blev saaledes eendrægtelig samtykket og stadfæstet med Vaabentag, og da de gik tilbords, førte Høvdingerne Kongen ind, satte ham i Kongesædet, og gjorde ham kongelig Tjeneste. Da tog Kongen et Sværd, bandt det ved Hakon Galins Side og hængte et Skjold paa hans Arm, og gjorde ham til Jarl med alle Høvdingernes Samtykke, og satte ham paa Bænken hos sig, og i saa Maade holdt de Krigsfolket sammen. Derefter sendte Kongen og Jarlen Breve nord til Throndhjem, at Inge, Baard Guttormsøns Søn, skulde have hele Thrødelagen i Forlening.

Da denne Tidende spurgtes til Danmark, var Erling Steenvæg i Kjøbenhavn, og strax søgte alle Baglerne til ham, som havde været hos ham om Vinteren tilforn, og han fik snart en Flok samlet. Der kom til ham fra Norge: Thorleif Skalper (6) , Arnbjørn Trold, Odd Tand (7) , Agmunds Sønner (8) , og de sendte Bud til Norge, at alle de, som vilde styrke deres Flok og Samling, skulde komme til dem i Aalborg; Erling drog til Kongen i Danmark, og klagede sin Vaande for ham, og begjerede Hjælp; han gav fore, at Kongen var Hans Frænde, og burde derfor yde ham Bistand. Kongen lovede at give ham Undsætning og hjælpe ham til at faae sit Fædrenerige. Erling begyndte sin Rejse fra Kjøbenhavn i Fasten, og drog til Aalborg med sin Flok; der kom til ham fra Norge: Reidar Sendemand, Philippus fra Vegin, Jon Drotning og Salve (9)  Disesøn; han fik Skuder og Skibe, og drog over til Vigen i Norge, siden til Oslo, og alt Landsfolket gik ham tilhaande.

Biskop Nikolai var i Oslo; Erling begjerede af ham, at han vilde modtage hans Beviisning af sin Fædreneherkomst, men Biskoppen vilde ikke tilstæde, at det skete i Oslo; da imidlertid Høvdingerne og de ypperste Mænd lagde sig derimellem, og anbefalede Erlings Begjering, saa bad Biskoppen ham, om han vilde, at bære gloende Jern i Sarpsborg. Erling drog til Sarpsborg, og fæstede Jernbyrd; men da han skulde til at bære Jernet, sagde Biskoppen, at han skulde drage til Tønsberg, og der aflægge sin Bevisning i Danekongens Nærværelse, som var snart ventende dertil, og uden Tvivl vilde vide, hvorvidt Erling foer med Sandhed; thi dersom det skete med Kongens Villie, og det lykkedes ham vel, saa kunde han forvente sig Hjælp og Bistand af Kongen, men foer han med Løgn, saa havde han Straf og Revselse at vente. Erling lod sig dette vel befalde, og sagde, at han vilde vove det, thi han fortrøstede sig paa Guds Hjælp og Bistand i denne sin retfærdige Sag; han drog da til Tønsberg.

Det første som Biskop Nikolai havde spurgt, at Erling samlede sine Folk i Danmark, drog han til Danekongen, og adspurgte ham, om han vilde gjøre Erling Bistand. Kongen sagde Ja, at han havde lovet ham det for deres Frændskabs Skyld. Biskoppen sagde: “Det synes mig underligt, Herre! saa viis en Fyrste, som I er, at I skulde tillade Folk at rejse sig i eders Land, og yde dem Bistand til at bekrige et andet Kongerige, da dog ingen veed, af hvad Slægt og Byrd deres Høvding er, og jeg tænker han er en Søn af en ussel Bonde i Oplandene, og er for sin Løgns Skyld fordreven fra sit Fædreland, og har været forfulgt og hadet længe af alle brave Folk. Men dersom I vil sende eders Hær til Norge, og frelse og frede Landet fra den Uskikkelighed og Guds Vrede og Plage, som Baglerne der i lang Tid have afstedkommet, saa sætter en af eders egne Frænder derover, som I veed er eder tro og lydig; thi Gud har nu styrtet alle Baglernes Høvdinger, som havde nogen forstand til at være Høvdinger over dem, saasom de brugte deres forstand mere til Ondt end til Godt, og de have nu taget et barnagtigt og uforstandigt Menneske til Konge over sig, og selv vide de ingen gode Raad.” Kongen svarede: “Mine Frænder ere saa vel forsørgede her i Danmark, at de ville ikke drage til Norge med disse Folk.” Biskoppen vedblev: “Jeg veed en Mand, som er vel skikket til at overtage denne Bestilling. Det er eders Frænde Hr. Philippus, Kong Inges Søstersøn i Norge, thi han besidder alle de Egenskaber, det sømmer sig en Konge eller Høvding at have.” Biskoppen forestillede dette tit og ofte med al Kløgt for Kongen, og det kom endelig saavidt, at Kongen gav sit Samtykke dertil, og lovede at komme selv til Norge Sommeren derefter; dermed drog Biskoppen igjen hjem.

Om Sommeren derefter drog Kong Valdemar over til Norge med tre hundrede Skibe, og kom til Tønsberg ved Botolphi Tid, og med ham var Philippus, en Søn af Simon Kaaresøn fra Elda (10).   Philippi Moder var Margrete, en Datter af Arne paa Stads-Rein (11),  og Dronning Ingerid, Ragnvald Ingesøns Datter (12). Margrete var Kong Inge Haraldsøns Søster paa mødrene Side, og Orm Kongens Brodersøn var Ivar Sneises Søn (13).  Kong Valdemar havde lovet Biskop Nikolai, at Philippus skulde blive Høvedsmand over Baglerne, hvis de selv vilde samtykke det. Men da det blev forestillet Baglerne, raabte alle Flokkens Høvdinger derimod, og sagde, at de vilde have Kong Magnuses Søn til Konge, som var født og baaren dertil, og ingenlunde vilde de tjene eller have til Konge en Mand, der ikke var af højere Byrd, end en af dem selv; heller vilde de skille deres Folk ad, og hver sørge for sig. Bønderne svarede ogsaa, at dersom nogen Kongens Søn var forhaanden, vilde de give ham Kongenavn, og vise ham Troskab og Lydighed; men var der ingen saadan, vilde de ikke gjøre nogen Oprejsning i Landet. Da Biskop Nikolai mærkede, at denne Flok ingen Fremgang kunde faae, med mindre Erling blev taget til Konge, saa sagde han til ham: “Mig synes, at Bønderne ere meget uvillige til at gjøre nogen Oprejsning, saa at du tør kun vente dig liden Hjælp af dem, uden jeg staaer dig bi, og fremmer din Sag; thi jeg veed det for vist, at dersom det ikke lykkes dig at bære Jern, saa lader Danekongen dig dræbe; og ihvorvel jeg kan tænke mig, hvem din Fader kan have været, saa kan jeg dog vende det hvorledes jeg vil; naar du vil love mig at give min Frænde Philippus større Ære og Værdighed, og gjøre ham til din Jarl, saa vil jeg forene mig med dig, og hjælpe dig at rejse denne Flok, og staae dig bi af al min Formue, med alle mine Frænder og Venner og alt hvad jeg formaaer.” Dette blev saaledes samtykket og endeligen besluttet imellem dem, at Philippus skulde blive Jarl, naar Erling blev Konge.

Erling Steenvæg drog til Tønsberg, og fæstede Jernbyrd anden Gang, og Biskop Nikolai indviede Jernet; men Kong Valdemar, som var kommen did, foresagde ham Eden, og raadte for Jernbyrden, eller bestemte, hvor mange gloende Jern han skulde bære. Da Tiden kom, at Erling skulde rense sig, stillede Kong Valdemar bevæbnede Krigsfolk uden om Kirken, hvoraf man nok kunde forstaae, hvorledes det vilde være gaaet Erling, hvis ham havde fejlet noget. Biskop Nikolai førte Erling hen i Korsdøren, da han blottede sin Haand, og han holdt Erlings Haand i Vejret, lagde sine Fingre deri, og sagde med høj Røst: “Han har renset sig vel, aldrig saae jeg en Haand komme saa uskadt fra Jernet, som denne.” Kongen stod strax udenfor Korsdøren, og alle hans Folk der nedenfor i Kirken, og de begyndte alle at takke Gud, og synge ''Te Deum laudamus''. Erling var den Dag Kongens Gjæst, og Kongen forærede ham fem og tredive Orlogskibe med al deres Rustning og Tilbehør. Anden Dagen derefter blev Erling taget til Konge paa Hauge thing, og der gav han Philippus Jarls Navn; og nogen Tid derefter drog Kong Valdemar til Danmark igjen med hele sin Hær; han forlod fredelig Norge, og gjorde ingen Mand Skade. Da søgte mange Folk til Erling, og svore ham Troskab; disse Høvdinger kom til ham: Arnbjørn Jonsøn (14),  Helge Birgesøn, Asbjørn Koppre (15), Gyrd Bentesøn (16), Guttorm Thvarre (17), Orm den Lave (18), Thord Dotte (19), Benedikt fra Gumenæs, Simon Kyr, Kolbeen den Røde, Gyrd Skjalge; de havde mange Folk med sig og skjønne Skibe. Ved St. Hanstid droge de ud til Sarpsborg, og holdt der Thing; Erling blev der taget til Konge, og Philippus til Jarl; siden droge de igjen over til Tønsberg tilligemed Biskop Nikolai. Da Birkebenerne spurgte dette, rømte de nord i Landet, en Deel til Bergen og en Deel til Tønsberg (20).

Dronning Margrete var i Bergen efter Kong Hakons Død, og alle havde stor Mistanke til hende og hendes Mænd for Kongens Død; og det kom tilsidst til lydelig Tale, saa at hun og hendes Tjenere bleve aabenbar beskyldte for, at de havde forgivet Kongen; men hun nægtede det, og paastod, at hun og hendes Tjenere vare uskyldige deri. Hakon Galin tog hende i Forsvar, og stod hende meget bi i denne Sag. Men Høvdingerne og Kongens bedste Venner søgte og paatalte denne Sag saa alvorlig, at Dronningen maatte faae en Mand til at bære Jern for hende og alle hendes Mænd til Benægtelse og Gjenbeviis i denne Sag. Den Mand, som bar Jernet, hed Peter, og han blev meget ilde forbrændt; derfor blev han strax ført bort og druknet, og Kongens Tjenere og Krigsfolk begyndte at knurre, og sagde, at Dronningen fortjente en lige saadan Straf; hun blev derfor forskrækket, og søgte Hjælp hos sine Venner. Hakon Galin stod hende trolig bi, og forskaffede hende Folk og Befordring ind i Sogn, og derfra op til Valders til Erling paa Kvidme. Han sørgede for hendes Rejse videre frem, indtil hun kom øster til Værmeland, og siden til Sverrig. Men Fru Kristine blev tilbage hos Hakon Galin, og der var særdeles Venskab imellem dem.

Om Sommeren spurgte Birkebenerne, at Baglerne havde faaet en stor Flok og Samling i Vigen, og hvorledes al den Handel var tilgaaet. De droge da nord til Throndhjem, og Hakon Galin havde Fru Kristine med sig; han lod meget Krigsfolk blive tilbage i Bergen under følgende Høvdinger: Dagfinn Bonde, Thorgrim fra Ljanæs og Thore Bruse (21). Da Jarlen Hakon Galin kom nord til Throndhjem, lode Kongen og han Almuen stævne til Ørething, og samlede Krigsfolk.

Strax derefter faldt Kongen i en saadan Sygdom, at det var ham som om skarpe Søm stak ham igjennem hele hans Legeme, og da han blev adspurgt, naar han først mærkede til dette Onde, sagde han, at den svenske Kone, det var Fru Kristine, satte ham paa sit Knæ, og tog rundt om paa hans Legeme, og strax fik han den Sygdom; nogle Dage efter døde Kongen af samme Syge, og blev begravet i Kristkirke. Hakon Jarl befalede nu over Krigsfolket, og havde en stor Hær.

Kong Sigurd Haraldsøn havde en Datter ved Navn Cecilia. Hun blev hæderlig opfostret i thrøndelagen, som det sømmede sig et Kongebarn, og den Tid, da Kong Sverre begyndte Norges Erobring, som før er fortalt, fandt han hende i Værmeland, og erkjendte hende for sin Søster, og talte ofte med hende; hun var gift der, thi den Gang da Erling Skakke var i Færd med at ødelægge al Kong Harald Gilles Slægt og Afkom, blev Cecilia gift over til Værmeland med Folkvid Lavmand; deres Søn var Hakon Galin Jarl i Norge. Da Cecilia spurgte, at hendes Broder Sverre var bleven Konge i Norge, drog hun bort fra sin Mand, som hun ikke ret kunde lide, og Kongen gav hende Gaarden Gelmin at boe paa, hvor hun var bleven opfostret.

Baard Guttormsøn paa Reine var en Søn af Asolf Skulesøn, og Skule var en Søn af Toste Jarl, som før er sagt i Harald Haardraades Saga. Asolfs Moder var Gudrun Nefsteens Datter; hendes Moder var Kong Sigurd Syrs Datter Ingerid; Guttorms Moder var Thora, en Datter af Skopte Øgmundsøn. Øgmund var en Søn af Thorberg Arnesøn og Erling Skjalgsøns Datter Ragnhild; Thoras Moder var Sigrid, en Datter af Thord Folesøn, som var Olaf den Helliges Bannerdrager; Sigrids Moder var Olof, en Datter af Einar Thambeskjælver og Hakon Jarls Datter Bergljot.

Baard Guttormsøn var Leenshøvding, som hans Forældre havde været før ham; han var meget rig, og en dejlig Mand, sagtmodig og stille, og holdt sig vel. Han boede paa Reine den Gang Kong Sverre kom til Regjeringen. Han kom snart i stor Yndest hos Kongen og begjerede tilsidst, at Kongen skulde give ham sin Søster til Ægte. Kongen samtykte det, men Ærkebiskop Eisten vilde ikke tilstæde det, saalænge som hendes Mand Folkvid levede. Cecilia drog derfor til Ærkebiskoppen, og talte med ham i Kong Sverres og mange Høvdingers Nærværelse, og spurgte ham, om han havde forbudet hende at gifte sig med hendes Frænders Samtykke. Han sagde Ja, og bad hende drage til Værmeland til hendes Ægtemand. Hun svarede: “Jeg maa bekjende, at jeg har ingen Ægtemand. Thi den Gang da Erling Skakke og hans Søn Kong Magnus havde ihjelslaaet alle mine Frænder, som de kunde overkomme, og man ligeledes frygtede for mig, tog man og sendte mig ud af Landet, og gav mig Folkvid Lavmand til Bolskab imod min Villie og Samtykke; men jeg vidste ingen Udvej til at komme derfra, førend min Broder kom her til Regjeringen, og haabede jeg nu hos ham at være fri for saadan Sag.” Hun beviste strax denne sin Beretning med sandfærdige Vidnesbyrd, hvorfore Biskoppen gav hende Lov til at gifte sig, og Kongen lod hendes Bryllup med Baard Guttormsøn Hæderlig holde. De avlede en Søn sammen, som blev kaldt Inge, og siden blev Konge i Norge. Noget derefter døde Kongedatteren Cecilia, og blev begravet i Kristkirke norden ved Koret, og hendes Grav blev kostelig prydet. Baard Guttormsøn ægtede siden Ragnfred, en Datter af Erling paa Kvidme, Leenshøvding i Valders; deres Børn vare Sigurd, Asolf, Guttorm og Skule, og en Datter ved Navn Ingeborg, som blev gift med Alf paa Throndbjerg. Han avlede med hende Erling den Unge. Baard døde i Bergen Sommeren efter at Kong Sverre havde holdt Slag med Øskeggerne i Florevaag, og blev begravet i Kristkirke paa den nordre Side i Koret, og hans Grav blev herlig prydet. Derefter drog Hans Søn Inge til Kong Sverres Hof, og opfødtes der.


'''Kong Inge Baardsøn.'''

Efter Kong Guttorms død gik Høvdingerne paa Raad, hvem de vilde tage til Konge. Den første Part gav deres Stemme til Hakon Jarl Galin, men Ærkebiskop Erik satte sig derimod, og sagde, at der var nogen Tvist og Uenighed dem imellem; ligeledes beraabte han sig paa det Venskab, som Hakon Jarl havde indgaaet med svenske Fru Kristine. Samme Tid kom Bønderne fra alle Leen i Thrøndelagen, som vare stævnede til Ørething, for at kaare og udvælge sig en Konge; og da foresloges først Brødrene Hakon Galin, Inge Baardsøn og Sigurd, Kong Sverres Søstersønner, Roar, Kongens Frænde, og Peter Steiper, Kongens Søstersøn. Hans Hustru var Ingeborg, Kong Magnus Erlingsøns Datter. Om disse Herrer var der en lang Beraadslagning og forskjellige Meninger iblandt Høvdingerne; men omsider blev Ørethinget sat, og Olaf den Helliges Skrin baaret frem. Ærkebiskop Erik og Klerkeriet fulgte med ud paa Thinget, og da de holdt Samtale om Kongevalget, blev det skudt til Loven, at Bønderne burde udkaare sig en Konge, og det samtykkede de alle. Bønderne gik paa Raad om, hvem de skulde tage til Konge af disse tre Kong Sigurds Dattersønner, Hakon Jarl, Inge Baardsøn og Sigurd Baardsøn, og alle deres Sind vendte sig til Sigurd, thi han var stille, retviis, ydmyg og vennesalig. Men en Deel gjorde Indvendinger derimod, og sagde, at han var ikke Mand til at føre noget Regimente, der var en stor Krigshær, Fjender kom i Landet, og Hakon Jarl var bedst skikket til at være over Krigsfolket. Det kom saa vidt, at Leenshøvdingerne vilde endelig have Hakon til Konge. Bønderne derimod sagde: “Da er det alle vores Villie, at vi ikke ville have en Mand til Konge, som er af gøtisk Slægt paa sin Faders Side; men vi ville heller have en, som er ligesaa nær beslægtet med Kongestammen, som han, og paa Fædreneside er af den bedste Æt i hele Thrøndelagen, og det er Inge Baardsøn. Inge blev da med Ærkebiskoppens Raad og alle Høvdingers og menige Bønders Villie og Samtykke taget til Konge; de svore ham alle Huldskab, Troskab og Lydighed, og han svor, at han skulde holde dem alle ved Landets Lov. Derpaa gik alle de gamle Hofsinder og svorne Mænd, som havde tjent de fremfarne Konger, ham tilhaande. Da blev der en ny Knur for Hakon Jarls Skyld af hans Venner og Tilhængere, som sagde, at han var bedre skikket til at være over Krigsfolket, end Inge Baardsøn; det samme stemmede ogsaa Krigsfolket i med, og der blev saaledes tilsidst af begges Venner aftalt og bestemt, at Inge skulde være Konge, og Hakon være Jarl, samt Øverste over Krigsfolket, og nyde halv Kongens Rettighed med Inge. Kong Inge gjorde ham da til sin Jarl, og han svor Kongen Huldskab og Mandskab. Siden tildømte og samtykkede Bønderne Kongen halv Leding og Udbud af Riget. Kongen og Jarlen gjorde sig som snarest færdige med mange Folk og mange store Skibe.

Efter Hellig Olafs Dag om Sommeren droge Baglerne fra Tønsberg med hele deres Hær, og havde fem og tredive Skibe; de sejlede nordpaa langsmed Landet, og optoge Leding og al Kongens Rettighed, og droge langsom frem; da de kom til Bergen, vare Birkebenerne paa Slottet, som før er sagt. Da gik Baglerne til Byen, og de anfaldt nogle Gange Slottet, og vilde indtage det. Da sagde Erling Steenvæg til Baglerne: “Skyder ikke paa dem, thi de ere mine Mænd.” Baglerne laae paa Skibene om Natten, en Deel laae for Anker, en Deel ved Munkebryggen, og de gik op i Byen. De droge ofte for Slottet, og skjøde paa hverandre; nogle bleve saarede, men faa dræbte. En Dag lagde Erling ud til Holmen med nogle Jagter, lagde til ved Biskopsbryggen, og gik saa med sine Folk til Kristkirke. Da Birkebenerne saae det, gik de mod dem, og de skjøde paa hverandre. Og da Birkebenerne saae, at Baglerne ikke vare mandstærke, søgte de allevegne til, og Baglerne vege; Erling sprang i Vandet, dukkede under, og kom saa ombord med sine Folk; mange vare slagne. Da spurgte Baglerne Erling, om det endnu vare Hans Mænd, de som vare paa Slottet. Strax derefter droge Baglerne bort fra Bergen, og nord i Landet, og satte Befalingsmænd i alle Leen, indtil de kom til Rugsund, hvor de tøvede i tre Uger; der hævede Biskop Nikolai sin Landskyld, og der kom mange Udbudsfolk til dem; der kom Endre Hejre (22) og Lodin Staller (23) med mange Folk, Nikolai Botolfsøn og hans Broder Karl den unge (24), og Kalf fra Horning (25); der fik Baglerne ogsaa Efterretning om, at Birkebenerne havde valgt sig en Konge og en Jarl, og at de vare ventendes norden fra Landet med en stor Krigshær; derfor bleve Biskop Nikolai og Baglerne enige, om, at de vilde drage tilbage igjen til Bergen, og indtage Slottet; de sejlede til Bergen, og lagde til i Laxevaag (26).

Biskoppen havde en Østerlænding med sig, som udgav sig for at kunne gjøre Bulværk med saadan Kunst og Maneer, at de dermed kunde bryde Slottet; og sagde, at han havde været med at bryde mange Slotte og Fæstninger ved sannne Kunst, og gjorde han det ikke, maatte de sætte ham selv paa Balslyngen eller Bliden, og skyde ham ind paa Slottet. Der blev meget stort Tømmer tilført, med andet som dertil behøvedes. Men som de nu havde dette fore, fik de Kundskab om, at Birkebenernes Sejl vare sete nordpaa i Stavefjord. Da lod Biskoppen blæse Folket sammen, og holdt Raad med Høvdingerne paa Skibene, hvad de nu skulde gjøre. Erling Steenvæg gav det Raad, at de skulde oppebie Birkebenerne, og stride med dem; og af samme Mening var største Delen af Baglerne. Da sagde Biskoppen til ham: “Hvis du her ved denne Søborg vil stride med Birkebenerne (27), saa skal du ikke have behov at drage Omsorg for dine Folk efter denne Dag, og de, som raade dig dertil, overveje og betænke ikke deres Evne og Kræfter; det er derfor mit Raad, at vi strax skulle sejle øster i Vigen, og der stride med Birkebenerne, naar de gjæste os der.” Dette Raad blev vedtaget; Biskoppen lod strax Tjeldingerne nedtage paa sit Skib, og styrede ud af Vaagen, efterhaanden gjorde de andre det samme; de sejlede Nætter og Dage, indtil de kom til Tønsberg, og Biskoppen drog til Oslo.

Birkebenerne kom til Bergen, strax efter at Baglerne vare dragne bort, med mange Folk og mange store Skibe; men da det led mod Vinteren, vilde de ikke sejle efter Baglerne, men bleve nogen Tid i Bergen, og droge siden igjen nord til Throndhjem, hvor de bleve om Vinteren; Baglerne vare i Tønsberg den Vinter, og af begge Partier vare nogle i Oplandene; de havde paa begge Sider deres Høvedsmænd og Krigsfolk ude, og gjorde ofte hverandre stor Skade. Paa Birkebenernes Side vare: Ulfham (28), Harald Kesie og Gudleik Fladbond (29); paa Baglernes: Tarald (30) Øgmundsøn (31), Gudleik Skreding (32), paa Ringerige Benedikt fra Gumenæs, i Valders Jon Gridmand, og flere andre.

Den samme Vinter sendte Biskop Nikolai sine Mænd op til Valders, og vilde lade Baard Guttormsøns Sønner, Guttorm og Skule, gribe. Men Erling Bonde, hos hvem de bleve opfostrede, fik Kundskab derom, og sendte dem hen til en Skovbygd, at de skulde blive der saalænge som Baglerne vare i Valders; siden sendte han dem til Throndhjem til deres Broder Kong Inge, og de bleve hos ham. Den samme Vinter var Erik, der siden blev Konge i Sverrig, hos Kong Inge. Og samme Vinter efter Juul holdt Hakon Jarl Bryllup med Fru Kristine den svenske; men om Foraaret derefter udbød Kong Inge Leding over hele Thrøndelagen og overalt norden for Stad. 

Kong Inge og Hakon Jarl droge nordenfra med en stor Skibsflaade og Krigshær; mange af deres Høvdinger vare sønder i Landet i deres Leen; Einar Kongens Maag var i Stavanger. Baglerne havde udrustet syv og tyve Skuder og Jagter under Anførsel af Arnbjørn Jonsøn, Nikolai (Botolfsøn), Gyrd Benteensøn, og Atle Gridkone, og agtede at drage til Bergen. Da de kom til Fjeldbyrg (33), spurgte de, at Einar Kongens Maag var i Stavanger med sine Folk, og vidste intet af deres Komme. De sejlede afsted tidlig paa Dagen, og kom ved Middagstid ind til Stavanger. Einar var den Gang paa et Stævnemøde angaaende en Forligelse, og tænkte ikke, at Baglerne saa snart skulde komme over ham. Da han saae, at han ikke kunde undkomme, løb han op i Taarnet i St. Svetonii Kirke (34); Baglerne brøde Kirkedøren, og bøde Einar Fred og Lejde; tilsidst gik han med sine Mænd ned af Taarnet og ind i Koret, og der aflagde han Ed paa Svetonii Skriin, at han aldrig derefter skulde stride mod Erling Steenvæg. Derefter gik de ud af Kirken med ham. Da vilde Erling og Høvdingerne holde den Lejde, der var givet ham; men Krigsfolket vilde have sin Villie. Da Einar saae, hvorledes det vilde gaae, sagde han: “Fuul og svigefuld er Baglernes Lejde,” og han blev strax dræbt med fire af sine Mænd; tilforn havde de dræbt henved halvtredsindstyve af dem, som de havde taget ud af Kirken, endskjøndt de havde givet dem Lejde (35). Baglerne fik meget Bytte i Stavanger, al den Leding, som Einar havde samlet fra hele Rogeland, og meget andet Gods, som tilhørte Birkebenerne og Borgerne. De droge saa igjen tilbage til Tønsberg.

Kong Inge og Hakon Jarl kom med deres Skibsflaade og hele Hær til Bergen, tøvede der nogen Tid, og sejlede siden efter i Landet. Baglerne vare da i Tønsberg, havde gjort deres Skibe færdige, og vilde drage nord i Landet; men da de spurgte Birkebenernes Komme, gik de i Raad sammen, hvad de skulde gjøre. Biskop Nikolai sagde at der var intet andet for, end at drage til Danmark, og ikke stride imod Overmagten. Dette Forslag blev antaget, og Baglerne sejlede til Halland, og bleve liggende der en Tid lang i Havn. Birkebenerne droge til Tønsberg, og sammenkaldte Haugething; der blev Kong Inge af Landsaatterne taget til Konge, og Hakon til Jarl. Derefter droge de til Sarpsborg, og Kong Inge blev ligeledes paa Borgething samtykket til Konge over hele Landet, og Hakon til Jarl; de underlagde sig hele Vigen, satte Befalingsmænd over Lenene, og droge derpaa igjen til Tønsberg.

Da Baglerne spurgte dette, bleve de enige om, at Philippus Jarl skulde drage nord i Vigen tilligemed Arnbjørn Jonsøn, Philippus fra Vegin, Reidar Sendemand, Nikolai Botolfsøn, Atle Gridmand (36) , Helge Birgesøn (37), og de havde henved tyve Skibe med sig; Erling Steenvæg blev tilbage i Halland med en Deel af Hæren, og Biskop Nikolai var tilforn draget sønder til Kjøbenhavn. Baglerne sejlede hastig afsted, og agtede at komme uforvarende paa Birkebenerne. Da de kom til Hafsteensund, lagde de der til, og spurgte, at Birkebenerne vare ikke øster i Fjorden; de vilde da bie til om Aftenen, at de kunde sejle over Fjorden om Natten. Da kom der en liden Kog sejlende dem forbi, og lagde hen vester paa Fjorden. Da mærkede de, at der vilde komme Tidende til Byen om dem, før de selv, og lagde derfor ud paa Fjorden efter Koggen alt hvad de kunde. Men da de ikke kunde naae den, droge de igjen tilbage til Halland til deres Folk, sejlede strax derefter med deres Flaade over til Aalborg, og tøvede der nogen Tid; der kom Biskop Nikolai til dem.

Den samme Sommer satte Birkebenerne Peter Steiper over Ryfylke i Einar Kongens Maags Sted; Peter var draget efter med Birkebenerne, og havde sat sin Søstersøn Ane og Thorkel Drage over Lenet i sit Sted; da kom Sørkver Snapper (38), Simon Erlingsøn Stakhals (39), Halle Øgmundsøn fra Egeland (40) og Birge fra Stange, fra Oplandene ned til Hardanger, og dræbte Erling og hans Søn; han var Thorgrims Leensmand fra Lydanæs (41). Derpaa droge de hen at søge efter Ane og Thorkel, kom uforvarende paa dem i Karmsund, og sloge dem ihjel med fem og tredive Mand.

Baglerne knurrede, at de skulde tøve saa længe i Aalborg; de sejlede igjen over til Visk i Halland, og besluttede at sejle til Ogsund (42) udenfor Kongehelle; de gik der paa Land og sendte Lodin Staller og Arnbjørn Jonsøn, samt to hundrede Mand med alle deres Skibe, tilbage igjen til Halland. De lagde ind sønder i Vinaa (43), og satte deres Skibe der op; Biskop Nikolai steg i Land fra sit Skib Bogeskreppen, og drog landvejs nord i Vigen. Baglerne droge da en Deel landvejs og en Deel med Skuder og Jagter nord til Sarpsborg, derfra til Mjøsen, og nord over Hedemarken; da de kom til lille Hammer, kom Gudleik Fladbond (44) ud af Skoven med fire Mand, dræbte Odd Tand (45), Amund (46) Lyns Søn, og løb siden tilbage til Skoven. Derpaa droge Baglerne nord over Fjeldet til Orkedalen, siden til Nideros, og stævnede Ørething. Der kom kun faa Folk; Erling blev der taget til Konge, og Philippus til Jarl. Siden satte de Befalingsmænd over Lenene, men fik kun liden Landskyld af Bønderne.

Kong Inge og Hakon Jarl spurgte til Bergen, at Baglerne vare i Throndhjem med hele deres Hær; de skiftede derfor de Folk, de havde; Kong Inge drog nord i Landet, og Hakon Jarl sejlede øster til Halland mod dem, som passede paa Baglernes Skibe i Nissaa. Der blev Arnbjørn Trold, Amund Lynds (47) Søn slagen med tredive Mand; de andre flyede op i Landet, og Hakon Jarl tog Bogeskreppen og alle Baglernes Skibe, satte Ild paa en Deel, og førte nogle med sig nord i Landet; han kom til Bergen silde om Høsten, og blev der om Vinteren.

Kong Inge drog nord til Throndhjem. Baglerne havde sendt Asbjørn Kop og Thorald Skinkring (48) Sønder til Møre til Landværn med to Skuder. Da Birkebenerne sejlede udenfor Stim, saae de hvor Baglerne roede, forfulgte dem hastig, og joge dem op paa Land; nogle roede ind til Thingvold, hvor de fandt Leenshøvdingen Guttorm Thvarre (49), og han blev slagen med mange af sine Folk. Silde om Aftenen lagde Asbjørn Kop til Solskjel; om Natten kom Birkebenerne over ham, og jog ham op paa Landet med alle hans Folk; de holdt Vagt paa Øen om Natten, at ingen skulde komme bort, og om Morgenen ransagede de Øen, og dræbte alle dem, de fandt; men Asbjørn undkom med nogle af sine Mænd. Birkebenerne sejlede nordpaa; ved Agdenæs toge de en Skude fra Baglerne, og lagde siden ind til Byen. Da Baglerne saae deres Skibsflaade, droge de bort fra Byen op over Broen, og op til Sælø, siden over Skaanefjeld (50) til Østerdalene, og derfra til Hedemarken. Der bleve de Julen over, og havde deres meste Tilhold paa den store Ø i Mjøsen; efter Julen droge de til Oslo.

Strax efter Julen droge Baglernes Høvdinger ud i Lenene. Philippus fra Vegin havde Borgesyssel, og lod bygge to Skuder; Asbjørn Kop fra Folden lod bygge eet Skib; Thorald Ogmundsøn (51) lod bygge eet Skib i Oslo; Skinner (52) den Lange i Onsø eet Skib; Thorsteen Thjuf i Skottenæs eet Skib (53); Jon Drotning ved Gøtelven to Skibe; Gudolf fra Blakkestad og Gunnar Assersøn (54) i Lidum (55) to Skibe; Reidar Sendemand i Drafne, det er Drammen, to Skibe; Philippus Jarl lod bygge to Skibe, Thord Dokka eet Skib; Hunolf Hetta og Gunne den Lave (56) i Skine (57) to Skibe; Gyrd Bendsøn (58) i Visedal eet Skib; Simon Kur og Ragnar Galmesøn (59) i Besje to Skibe; Arnthord Fokke (60) i Bjergherred (61) eet Skib; i alt bleve da byggede to og tyve Skibe.

Jon Drotning var Leenshøvding øster ved Elven, og drog mandstærk om i Lenet. Engang gjæstede han hos en Bonde, der hed Thrond, og som havde en dejlig Hustru. Jon lod kalde baade Bonden og Hustruen ind til sig. Men da de kom ind, lod han Bonden skyde ud af Døren igjen, og beholdt Hustruen hos sig. Da Bonden klagede over denne Handel, tillagde han ham usand Sag. Bonden sagde Nej dertil, men Jon lod ham dog binde ved sin Hestehale, førte ham ombord med sig, og Bonden maatte løse sig med en halv Mark Guld. Faa Dage efter gik Jon Drotning selvanden op til den Kirke, som laae der i Nærheden. Thrond laae selv ottende paa Bjerget ikke langt derfra, og lurede efter ham. Da Jon gik ind i Kirken, skyndte de sig ned, og søgte til ham i Kirken. Jon søgte ind i Koret; Thrond skjød til ham med et Spyd, og saarede ham. Han løb da ud igjennem Korsdøren, og Thrond forfulgte ham, slog ham ihjel paa Ageren udenfor Kirken, og hug Hovedet af ham. Jons Lig blev ført til Kongehelle, og blev begravet i Munkeklosteret; Thrond drog til Birkebenerne. Jons Broder Gudbjørn (62) hævnede siden hans død, og dræbte ni Mænd derfor, og hug det ene Been af syv Mænd.
 
Erling Steenvæg forsamlede alle sine Folk i Tønsberg med alle de nye Skibe, han havde ladet bygge, og alle de Jagter og smaae Skibe han kunde faae. Birkebenerne havde spurgt hans Skibsbygning, og at han agtede sig bort fra Landet dermed. Han sejlede med hele sin Flaade først østerpaa til Onsø om Langfredag, og anden Dag Paaske sejlede han igjen tilbage til Grindholmssund, og kom om Søndagen til Esjenæsøerne med to og tyve Skibe, og der tilkjendegav sine Folk, at det var hans Forsæt, at drage nord i Landet; somme raadte til, og somme fra. Tredie Dag derefter kom han til Rannesund, men nogle Høvdinger, som ikke vilde følge med ham, bleve med fire Skibe liggende tilbage ved Esjenæsøerne. Erling drog nordpaa langsmed Landet, indtil han kom til Folkessteen (63). Der saae han en Skude, som der vare Birkebener paa, og som var fuld af Levnetsmidler; han forfulgte den ind i Regevaag (64). Der løb Birkebenerne paa Land, og han tog Skuden og Levnetsmidlerne, og roede til Ekornsund (65) om Aftenen. Siden sejlede han nord til Moster, hvor han holdt Thing med sine Folk, og spurgte dem til Raads, om han først skulde drage til Bergen eller strax nord til Throndhjem. De fleste raadte ham først at drage til Bergen, thi Hakon Jarl vidste intet af deres Komme, men Reidar Sendemand fraraadte det, og vilde, at de skulde strax drage nordpaa, hvor Kongen var. De fulgte hans Raad, og droge nord til Skallevig (66); der fik de vis Kundskab om, at Jarlen havde spurgt deres Komme, og havde gjort sig færdig med sine Folk at tage imod dem. Ikke desmindre vilde Erling først drage til Bergen, men Reidar Sendemands Raad gik for sig, og de sejlede nordpaa langsmed Landet, og gjorde Birkebenerne stor Afbræk, hvor de traf paa dem. Hakon Jarl havde sendt sine Brevdragere til Kongen, Baglerne kom efter dem i Vaagsø, sloge dem ihjel, og bragde Brevet til Erling. Dets Indhold lød saa, at Hakon sendte sin Broder Kong Inge Hilsen, og bad ham tage sig vel i Agt, thi Baglerne vare paa Vejen østenfra, og han vidste ikke, om de vilde lægge til Bergen, eller drage længer nordpaa i Landet. Dog vare de ikke stærke, og havde kun smaae Skibe, saa han behøvede ikke at frygte meget for dem. Erling drog nordpaa langsmed Landet, og lagde til ved Oxø (67); der fik han Efterretning fra Nideros, at Kong Inge vilde gifte sin Søster med Thorgrim af Ljanæs, og Brylluppet skulde begynde næste Dag. Baglerne brændte Skibe for Birkebenerne, og gjorde dem Skade hvorsomhelst de kunde. Om Natten, da det var blevet mørkt, vandt de Sejl op, sejlede nordpaa, og lagde ind forbi Agdenæs med fjorten Skibe, og vilde ikke oppebie de andre Skibe, som vare paa Vejen efter dem. Erling gav alle sine Folk Besked, hvor hver skulde lægge til og gaae op, naar de kom for Byen.

Lodin Staller talte til Folket, og gav det Raad, at de skulde lægge til ved Gildeskaalene (68), det er de Stuer og Huse, som stode ved Stranden, og hvori man gjorde Gilde og Gjæstebud, og han sagde: “Det er bedre at falde her med Ære, end flye længer for Birkebenerne, og om vi end blive slagne paa Flugt, er det os ingen Skam, efterdi vi have baade Birkebenerne og Bønderne imod os. Det kan ogsaa vel være, at Kongen ingen Efterretning har faaet om vort Komme, og at vi finde dem drukne af Mjød og Viin, som der uden Tvivl nu vanker nok af. Kongen skal med sine Mænd drage ind ad den vestre Gade, Philippus Jarl og Arnbjørn ad den nordre Gade, og Arnbjørn (69) Foke og Simon Kyr skulle lægge ind i Aaen med to Skibe, og tage dem op, som ville svømme over fra Byen.” Det var silde paa Dagen, da det begyndte at mørknes, og de vandt deres Sejl op, og sejlede ind efter Fjorden. Kong Inge var i Byen, og havde mange og dygtige Krigsfolk hos sig; Thorgrim fra Ljanæsses Bryllup skulde da staae med Kongens Søster Sigrid, hvilket Kongen med stor Bekostning havde ladet prægtig berede.

Om Løverdagen om Aftenen kom der en Brevdrager til Kongen fra Hakon Jarl, og sagde, at Jarlen havde tre Gange udsendt sine Brevdragere, men ingen af dem var fremkommen, uden han allene; han havde grandgivelig forespurgt sig om Baglernes Færd, og sagde, at de kunde ventes samme Aften eller om Morgenen strax efter. Da lod Kongen sit Raad og sine ypperste Mænd forsamle, og tilkjendegav dem hvad Budet havde kundgjort. De bleve alle enige om, at om Aftenen silde vilde de lade alle deres Folk blæse sammen med deres Vaaben og Værge, og lejre sig ude ved Gildeskaalene om Natten. Derefter gik Kongen ind i Bryllupsstuen, og de drak en Stund, og vare meget glade. Da gave Kongens Mænd ham tilkjende, at det var Tid at lade blæse i Trompeten, og kalde Folket sammen. Men Brudgommen, Thorgrim fra Ljanæs, stod op, og bad, at Kongen ikke skulde lade blæse, og derved spilde og forstyrre den Glæde, som var begyndt, og lovede, at han vilde lade sine Mænd væbne sig og vaage ude paa Øren, og de skulde holde god Vagt. Kongen gav sit Minde dertil, og de drak længe om Natten. Da de vilde gaae til Sengs, bad Thorgrim sine Mænd væbne sig og gaae ud paa Øren at holde Vagt. De sagde til hverandre, at de vilde ikke vaage over Kongens Tjenere og Bønderfolk, og lagde sig til at sove. Folkene vare saa overmaade drukne, at de ikke gave Agt paa, hvorledes Vagten blev holdt. Kongen sov i Sigurd Sverdals (70)  Huus; Sigult Jarl (71) holdt Vagt med sine Folk udenfor hans Dør; men ogsaa de vare drukne, som de andre. Thorgrim fra Ljanæs sov i den samme Gaard, som Kongen var i. 

Baglerne sejlede ind over Flakkefjord (72), og ind under Guleraas, og lavede sig til; der opkom nogle Ilinger, og det blev saare mørkt; det var sidst paa Natten, da lagde de til, hver hvor dem var anviist. Da Arnbjørn (73) og Simon kom i Aaen, vilde Arnbjørn ikke lægge op, men Simon og hans Folk vilde lægge derop, saa det var nær ved de havde slaaets indbyrdes; dog fik Arnbjørn sin Villie frem, saa at de ikke lagde op i Aaen. De andre Skibe lagde til ved Øren, og da de kom nær ved Landet, standsede de med Aarerne, og lydte efter, og hørte, at alt var stille i Byen. Derpaa satte de nogle i Land, som gik frem til Gildeskaalene; der fornam de ingen, og gik derfor igjen til Skibene, og gave dem tilkjende, at der vare ingen Folk i Boderne; de roede derfor til Land, lode Skibene selv tage ved, sprang alle paa Land, og gik op i Byen; der var stille overalt. Baglerne kom alle tilsammen til Kongens Gaard; der begyndte de at blæse og raabe Krigsraab, og droge saa med Raab og højt Gny atter ned igjennem Byen, og fandt ikke mange paa Gaarden; de ringede med Stormklokken, og dræbte Vagterne, som sov i Taarnet.

Kong Inge sov haardt; nogle Kvinder hørte Krigsraabet, og vakte Kongen. Han vaagnede seent, og spurgte, hvad der var paa Færde. De sagde, at Fjenderne vare i Byen. Kongen løb ud i Svalen, kom hen paa Taget, og laae der indtil Fjenderne vare dragne det Stræde forbi, saa begav han sig ned paa Kjøbmandsgaden, søgte til Aaen, sprang ud i den, og svømmede ud til et Kjøbmandsskib, som laae der; han greb fat i Tovet, for at komme op paa Skibet, men en Mand paa Skibet gik frem, og sagde til ham: “Du Mand, slip det Tov, og far din Vej!” Kongen tav stille; Baadsmanden tog en Baadshage, og skjød ham med den bort fra Tovet; Kongen svømmede da over Aaen, nogle af hans Folk foran ham, og en Deel efter ham.

Baglerne droge anden Gang ind igjennem Byen; da vare Birkebenerne for største Delen komne paa Flugten; en Deel søgte ud af Byen hvor de bedst kunde komme ud, nogle søgte ind i Kirkerne, nogle bleve ogsaa slagne paa Gaden, og nogle i Gaardene, thi de ransagede da alle Huse.

Thord Finngeirs Broder blev slagen paa Gaden udenfor sin egen Dør. Thorgrim fra Ljanæs værgede sig længe og mandig; syv af hans Mænd, som vare hos ham, bleve slagne, men han selv undkom, dog ilde saaret. Sigvald Jarl (74) blev slagen selv niende i et Loft. Bergsvend den Lange, Kong Inges Bannermester, blev slagen paa Gaden, og da Baglerne gik fra ham, toge nogle Kvinder Kongens Banner, og forvarede det. Kolbeen Bjeringer (75) blev slagen selv ottende paa Gregorii Kirkegaard. Evind Friland (76) blev slagen selv ottende inde paa Ageren. Halvard Ledfare faldt selv fjerde paa Gaden, og mange flere, hver paa sit Sted. Siden samlede sig henved tredive Birkebenere paa Ageren, med Sigurd Skjalge og flere Høvdinger; de søgte ind i Byen igjen, og sloge nogle af Baglerne ihjel; dog blev Sigurd slagen, og Thorolf Senerfei (77) blev stukken med et Sværd i Ansigtet nedenfor Stormhuen; han søgte til Aaen, og svømmede over, men blev funden død paa den anden Side.

Nogle Kvinder sagde Baglerne, at Kong Inge var i Marie Kirke; de løb derhen, sloge Døren op, og dræbte dem, som vare derinde, og hug en Haand af Mariebilledet, men Kongen fandt de ikke. I St. Olafs Kirke var Bjalfe Skinstak med tredive Mand, og de bleve alle der dræbte. I St. Andreas Kirke var Baard Stolpe, og blev dræbt der selv fjerde. Kong Inge var kommen over Aaen, og var baade mødig og træt, dertil kold og forfrussen, thi det baade sneede og regnede. Han gik op paa Bakken; der faldt han, og kunde ikke gaae længer. Da saae han Ivar Flodekold komme, og bad ham hjælpe sig. Ivar sagde: “Jeg vil nu først see til at hjælpe mig selv,” og gik bort. Strax derefter kom Raadolf (78) Baards Broder op fra Aaen, og da han kom frem til det Sted, hvor Kongen var, sagde han til ham: “Er I her, Herre!” Kongen svarede: “Saa kaldte I mig igaar.” Raadolf sagde: “Saa er du endnu, og saa skal du være, saalænge vi leve begge.” Han tog sin Kjortel af, og svøbte Kongen i den, tog saa alle Baandene af sine Klæder, bandt Kongen paa sin Ryg, og bar ham op til Skysaas (79). Der fik han Hest og Slæde, og saa mange Klæder, som han behøvede; thi han havde ikke uden sin Skjorte og Beenklæder paa; han drog med Kongen ind paa Strind.

Skule Kongens Broder vaagnede op, da, han hørte det Bulder og Gny; og da han saae ud af Vinduet, saae han Baglernes Fænnike drage forbi Vinduet, og en Kvinde sagde med høj Røst: “Baglerne vilde ikke saa hastig drage denne Gaard forbi, dersom de vidste, at Kongens Broder var derinde.” Da Baglerne vare dragne forbi, begav Skule sig ud paa Gaden, gik snart igjennem Gaardene, snart under Husene, og kom tilsidst til Aaen; der traf han Jon Usle med fyrretyve Birkebenere, som havde faaet sig Færger og Baade; de droge over Aaen, og op til Klephus (80). Der fandt de Kongen med hundrede Mand, baade Birkebener og Bønder, som havde søgt til ham; og Kongen og hans Broder bleve glade, da de mødtes. Guttorm Kongens Broder kom under Bulværket ved et Huus, og skjulte sig der; og da Baglerne hørte op med at ransage, kom han op i Marie Kirke, og skjulte sig der hele Søndagen over. Om Mandagen klædte Kannikerne ham i en Kannikeklædning, fulgte ham op over Broen, skaffede ham Vaaben, Heste og Folk, og lode ham ride. Alle Birkebenerne, som bleve slagne, udgjorde henved halvfemsindstyve Mand.

Kong Inge drog fra Strind og op til Guledal, og alt Folket søgte til ham, som spurgte det, baade hans egne Tjenere og Bønderne. 

En Bagling jagede en Birkebener paa Gaden, og denne søgte til Kirken. Ved Kirkehjørnet hug Baglingen ham ihjel, og da han var falden, saae han, at det var hans egen Broder; han kastede derfor Sværdet fra sig, og græmmede sig saare.

Om Søndagen, da det var blevet lyst, skiftede Baglerne Byen i fire Dele, og satte en Høvding til at ransage hver sin Deel. Da bleve mange af Kongens Mænd fundne og dræbte, og meget Gods og Penge røvede. Om Mandagen gik de tilskibs, og toge Kong Inges bedste Skibe; Erling tog Guldbringen, og Philippus Jarl Gjæsteskelven (81); Arnbjørn tog Daareboden (82), og Neidar Lyrtynden (83); Philippus tog Ognebranden; Gudolf paa Blakkestad tog ogsaa et stort Skib; de andre Kongens Skibe og Jagter opbrændte de.

Om Onsdagen lode de alt deres Rov og Bytte bære ud, ned til Gildeskaalene; om Fredagen og Løverdagen blev det skiftet. Der var iblandt andet Rov tre hundrede Ringebrynjer og Brynjehoser efter gammel Skik. Baglerne vare henved sexten hundrede Mand, og hver af dem fik meget Bytte. Kong Inge forsamlede siden henved sexten hundrede Mand i Guledal, og drog ned imod Byen. Da han om Løverdagen imod Aften kom paa Ilevold, vare Baglerne endnu i Byen. Der kom mange Folk til Kongen fra Orkedal. Om Mandagen drog han til Byen med to tusende Mand. Baglerne søgte derfor strax ombord, lagde ud under Holmen, laae der om Natten, og droge siden igjen øster i Landet.

Da Hakon Jarl spurgte, at Baglerne vare dragne nordpaa, gjorde han sig færdig at drage efter dem med et stort Skib og nogle smaae Skibe og Jagter; det store Skib brødes for ham udenfor Stad. Da han kom nord til Langøsund, saae han Baglernes Flaade komme nordenfra; han lagde derfor uden omkring dem, og Vinden blev Vesten, saa at han sejlede dem forbi, og kom til Throndhjem. Hans Broder Kong Inge glædede sig ved hans Komme. Baglerne droge til Bergen; der vare paa Slottet Sverting, Thore Brose (84), Ivar Guse og Ivar Maxon (85). Baglerne laae i Byen. Orm den Lave (86) kom østenfra med Kongedatteren Margrete, Philippus fra Vegins Hustru. Strax efter tilfaldt det ham at holde Vagt med Benedikt fra Gumenæs og deres Folk; da de paa Slottet saae deres Lejlighed, gjorde de et Udfald imod dem, og dreve dem tilbage; der faldt Orm den Lave. Baglerne søgte ofte op til Slottet om Aftenen, naar de vare drukne; og en Deel af dem blev fangen, en Deel saaret.

Hakon Jarl gjorde sig færdig at drage til Bergen, men Kongen skulde blive tilbage i Throndhjem. Da bleve der mange store Skibe rejste. Hakon Jarl sejlede Sønderpaa med fem Langskibe og sytten Skuder; da han kom søndenfor Stad til Hindø, lod han hele Bondehæren drage tilbage igjen med de store Skibe, men tog Kongens Folk og sine egne Mænd med sig, og drog sønderpaa langsmed Landet. Da han kom i Kilestrøm, laae der to af Baglernes Jagter paa Spejderi, paa hvilke vare Martin Sodde og Kolbeen Smør (87). Kolbeen roede paa et Skjær og blev optaget af Søen, og største Delen af hans Folk ihjelslagen; de andre bragde Efterretning til Byen om Aftenen. Jarlen roede ind i Jernfjord (88), lagde sine Jagter der op, og lod nogle faa Mænd blive der tilbage til at tage vare paa dem, og lod alt Redskabet og andet saadant bære paa Landet, og skjulte det. Siden drog han med sine Folk Sønder over Fjeldet, og kom den anden Nat til Slottet med sex hundrede Mand. Kong Erling og Philippus Jarl havde skikket deres Folk i Orden imod ham paa belejlige Steder, henved tre tusende Mand. Anden Dagen talte de til hinanden. Baglerne sagde til Birkebenerne paa Slottet: “Er nu eders bidske Hund kommen til eder?” De svarede: “Vor Jarl er kommen; tager eder nu vel vare, I Bagler!” Baglerne sagde: “Kanskee eder fattes Levnetsmidler paa Slottet; kommer her ud til os, I Birkebener, thi her er Kost nok i Byen.” Birkebenerne svarede: “Vi ville saa gjøre, thi vi agte at spise vor Davre med eder i Byen idag.” Da Froprædiken var ude, gjorde Hakon Jarl et Anfald fra Slottet med alle sine Folk, tilligemed Peter Steiper; Birkebenerne søgte saa djærvt frem, at Baglerne maatte vige; de søgte da langsned igjennem Byen, at de kunde komme til Skibene, og mange af dem bleve slagne. Da Kong Erling flygtede ned forbi Marie-Kirke, talte han til sin Trommeter, og bad ham blæse.

Baglerne havde i Slaget i Nideros taget Kong Sverres Trommete, som kaldtes Andvaage, og blæste den; da Thorfinn Svidebrand Trommeter (89), som tog vare paa samme Trommete, og havde den at bruge, hørte det, søgte han ind i Kristkirke, og fik siden Fred af Baglerne, drog med dem, og blev Erlings Trommeter. Nu da han skulde blæse, lod han som han ingen Lyd kunde faae i Trommeten; derfor flygtede hele Baglernes Hær; og da de kom ligefor Marie-Kirkens Dør, løb Thorfinn og de andre Birkebener, som vare iblandt Baglerne, ind i Kirken, og da Hakon Jarl kom frem med sine Folk, begave de sig igjen ud til ham; og da blæste Thorfinn i sin Trommete, som han vilde, og var van at gjøre. Da bleve mange af Baglerne slagne: Thorger (90) Dokka faldt paa Laurentii Kirkegaard, samt Benedikt fra Gumenæs og Gune den Lave (91). Baglerne styede ned ved Maglegaarden, og da de kom til Gaardsledet, var der saa trangt, at de kunde ikke alle komme igjennem; da faldt de, den ene paa den anden, saa der laae en stor Hob. Philippus Jarl kom løbende, klavrede op over Hoben, kom saa op paa Taget, og ned paa den anden Side; han kom ud paa Bryggen, og havde elleve store Saar. Birkebenerne begyndte at hugge ihjel af dem, som laae faldne; da raabte en iblandt dem, og sagde: “Hugger ikke, thi her er Birkebener imellem,” og dermed lode de være at hugge. Baglerne sprang da op det snareste de kunde; adskillige undkom, men en Mængde faldt. De løb da til Skibene, nogle maatte springe i Vandet, og svømme ud, og de andre toge dem ind. Birkebenerne stode paa Bryggen, de toge fat paa Baglernes Landtov, og trak Skibene til sig; da blev der paa begge Sider brugt alt hvad til Vaaben kunde bruges; Baglerne hug deres Landtov over, og gjorde sig løse saa godt de kunde, og lagde ud paa Vaagen, men nogle lagde over ved Munkebryggen, for at optage dem af deres Mænd, som vare løbne ud af Byen.

Baglerne roede da ud af Vaagen, og sejlede nordpaa; de lagde ind i Jernefjord (92), toge de Jagter, som Hakon Jarl havde lagt op der, og opsøgte Redskabet, som var skjult; derpaa sejlede de nordpaa langsmed Landet. Da de kom nordpaa til Kindsø (93), traf de de store Skibe, som Hakon Jarl havde forladt, og som laae der, for at bie efter Bør; thi de vilde ikke roe, endskjøndt Hakon Jarl havde befalet dem, at de skulde sejle Nat og Dag, indtil de kom til Throndhjem igjen. Baglerne toge Skibene, og sloge Høvedsmanden ihjel; de andre Folk rømte op paa Landet, og en Deel blev slagne. Siden droge Baglerne igjen Sønderpaa, og traf Erling i Vikingevaag.

Hakon Jarl forlod Bergen (94) strax efter at Baglerne vare dragne bort; thi han frygtede for, at de skulde komme uforvarende paa Kongen, og forraske ham. Han drog derfor øster over Borgeskard, og ned i Østerfjord (95), siden over Troldefjeldet, og ned i Lærdalen i Sogn (96), og derfra op i Valders; siden øster i Gudbrandsdalen, og saa nord over Dovrefjeldet, og traf Kongen i Throndhjem.

Ærkebiskop Erik var kommen til Norge igjen, og var, som før er sagt, blind; da han havde været paa tredie Aar paa sin Ærkebispestol i Throndhjem, opgav han den frivillig, og kaldte i sit Sted Gudmund Flades Søn Thore (97), der var Korsbroder i Halvardskirke i Oslo; han drog til Rom, og blev viet, og kom igjen den anden Sommer derefter. Han var en viis og vennesalig Mand, og havde megen Myndighed og Anseelse i Norge.

Kong Inge, Hakon Jarl og Peter Steiper bleve i Throndhjem om Vinteren; Kongen lod bygge et Skib paa sex og tredive Rum, Peter Steiper et paa to og tredive Rum, foruden mange flere Skibe, som da bleve byggede. Baglerne droge igjen til Bergen, da de havde taget Kongens Skibe i Moldefjord; de deelte deres Folk, saa at Philippus Jarl drog øster i Vigen med alle de store Skibe, og Erling blev tilbage i Bergen med alle de smaae og Jagterne; han drog heelt nord til Nordmør (98), og optog Leding, Landskyld og al Kongens Rettighed langsmed Landet, indtil han kom til Sundhordeland. Der lod han nogle af sine Tjenere blive tilbage, og drog selv øster til Tønsberg, noget før Juul. Erling blev i Tønsberg, men Philippus Jarl drog strax nordpaa med nogle smaae Skibe og Skuder, og kom til Bergen, hvor han tøvede nogen Tid. Baglerne spurgte, at Birkebenerne lode mange store Skibe bygge; de lode derfor ogsaa tre store Skibe rejse ved Tønsberg, Erling Steenvæg et, Reidar Sendemand et, og Philippus fra Vegin et; de vare større, end noget Skib der havde været bygget før i Norge; thi de vare dobbelt saa høje, imellem Øserummene vare fire og tyve Aarer, ovenpaa vare otte og fyrretyve Aarer, tyve Alen lange; Tjeldingerne vare fem og tredive Alen lange; der skulde være otte Mand i hvert Halvrum; og det skulde være een af de højeste Mænd, som kunde staae paa Bunken, og række op til Sejlebjælken med sin Bredøxe.

Nogen Tid efter Juul blev Erling Steenvæg syg, og døde den samme Uge; de skjulte hans død i syv Dage i hans Sovekammer, siden bare de Liget hen i St. Olafs Kirke at forvares. Derefter sendte de Olaf Thoresøn med et Skib til Bergen, for at bringe Jarlen Efterretning, og foregav for Almuen, at Dannekongen vilde tale med Jarlen. Han drog strax østerpaa, og kom til Tønsberg i Fasten; da bekjendtgjorde de Kongens Afgang, og lode ham hæderlig begrave i Olafs Kirke i Koret, nordenfor Alteret. Philippus Jarl overtog da Befalingen over alt Folket, og blev i Tønsberg om Fasten.

Erling Steenvæg efterlod sig to Sønner, Magnus og Sigurd; endskjøndt han ikke havde erklæret dem for sine Sønner, bleve de dog holdte derfor og kaldte saa. Magnus var otte Aar gammel, og Erling vilde have ladet bære Jern for at bevise hans Fæderne. Philippus Jarl sagde, at de havde dygtige Mænd nok, som kunde vælges til Konge; alt Krigsfolket syntes vel om, at de kunde tage Erlings Sønner til Konger.

Der blev da Dag og Nat sendt Breve imellem Biskop Nikolai og Philippus, og Biskoppen holdt lønlige Stævner og Møder med de ypperste Bønder. 

En halv Maaned efter Paaske droge Baglerne over til Sarpsborg med Erlings Sønner; Landsfolket blev da stævnet til Borgething, hvor ogsaa Biskop Nikolai kom. Thinget blev sat paa Marie Kirkegaard. Biskoppen var i Kirken, og havde de ypperste og viseste Bønder hos sig, og dem, som havde mest at sige i saadan Handel; og han magede det saaledes med dem, at de alle samtykkede den til Konge, som han vilde have.

Reidar Sendemand talte paa Thinget til Bønderne, og sagde: “Stor Skade have vi alle af Kongens død; det er derfor fornødent, at vi tage os en Høvding igjen over vore Folk, og dertil er der gode Raad, thi her er tvende af Kong Erlings Sønner; een af dem kunne vi tage til Konge, enten den, som Bønderne synes bedst skikket dertil, eller den, som Krigsfolket synes bedst om.” Derpaa blev ham intet Svar givet af Bønderne, thi de fornemste af dem vare i Kirken hos Biskoppen. Da kom Bønderne ud fra Kirken paa Thinget, og een af dem stod op, og sagde: “Det er ret sagt, at vi have tilstrækkelig Aarsag til at udkaare os en Høvding over Folket, thi her er megen Styrke baade af Folk og Skibe; men den skal have forstand og Myndighed, som saadant skal styre, at de kunne være ham lydige; der behøves ogsaa megen Styrke og Manddom til at staae Birkebenerne imod; vi Bønder have derfor saaledes beraadt os, at vi ville have den til Konge, som har forstand og Magt til at gjøre Fjenderne Modstand, og til at skikke os Bønder Lov og Ret, samt beskytte og forsvare os for Overvold; og dertil synes os Philippus Jarl bedst skikket og bekvem, han, som er en Søstersøn af Kong Inge Haraldsøn, som var den bedste Konge, der i Mands Minde har været i Norge, ogsaa er han forsøgt og forsynet med alle Dyder, som en Regent behøver; vi ville derfor kaare ham til Konge, om eder saa synes.” Lodin Staller svarede: “I Bønder have at raade for, hvem I ville kaare til Konge, men Krigsfolket vilde helst tjene Erlings Sønner.” Da svarede alt Krigsfolket, og stemmede i med Lodin. Men Bønderne bleve fast ved deres Forsæt, og sagde: “Dersom I ikke ville have den til Konge, som vi udkaare, saa ville vi ingen vælge, og ingen Lydighed bevise eder, eller gjøre eder Bistand.” Da saae Baglerne, at der var ingen Mulighed i, at staae Birkebenerne imod, med mindre Bønderne fik deres Villie; de gave derfor deres Samtvkke dertil, for at deres Folk ikke skulde blive adspredte.

En Bonde, ved Navn Erling fra Huseby, stod op, og gav Philippus Jarl Kongenavn, og strax opstod en anden Bonde, og tildømte ham Leding og Udbud, med Skib og Skibsredskab og al anden kongelig Rettighed. De gik strax ombord, og sejlede anden Dagen igjen over til Tønsberg, og tøvede der nogen Stund. Siden sendte de Arnbjørn Jonsøn, Endride Hegre, Nikolai Botolfsøn, Thord Foka og Gyrd Bentessøn (99) med sexten Skuder nord i Landet, for at bespejde Birkebenerne.

Paa denne Tid blev Philippus fra Vegin syg, og døde; han blev rørt af Apoplexi, og blev begravet i St. Olafs Kirke. Den samme Sommer kom Birkebenerne nordenfra med deres store nybyggede Skibe, samt mange andre smaae Skibe og Jagter, havde mange Folk, og agtede sig til Bergen. De sendte tretten Skuder i Forvejen paa Spejden, og Kong Inge drog selv med de store Skibe sønder til Hvitingsø.

Baglerne kom med deres Skuder til Sælø. Der spurgte de, at Thorger Hund (100) havde samlet megen Leding og kongelig Rettighed i Sognedal. De roede derfor først med alle deres Skuder til Giterø (101); siden drog Arnthor nordpaa til Sognedal. Da han kom udenfor Aaen, kom Birkebenerne ud til ham med to Skuder, forfulgte ham, og saarede nogle af hans Mænd. Da kom Arnbjørn Jonsøn og Nikolai Botolfsøn østenfra med to Skuder; hvorfor Birkebenerne rømte nord omkring Haardyr (102), og Baglerne lagde ind i Sognedal med hele deres Flaade. Siden fik de Kundskab, at Birkebenerne laae med tretten Skuder i Ekornsund (103); de roede derfor derhen med tre Skuder, men da de kom til Sundet, kom Birkebenerne dem imøde med tretten Skuder; Baglerne flyede da, og Birkebenerne forfulgte dem, indtil de kom ud for Sognedal. Da lagde Arnbjørn ud af Aaen, og lod sin Fænnike flyve; Birkebenerne troede da, at hele Baglernes Skibsflaade laae der, vendte derfor igjen om, og Baglerne forfulgte dem til Svavig (104); der gik Birkebenerne op paa Land, men Baglerne toge deres Skibe, og droge efter ned til Tønsberg; Birkebenerne drog nordpaa til Hvitingsø til Kongen.

Ikke lærnge efter udrustede Baglerne fem og tredive smaae Skibe og Skuder i Tønsberg, og da de kom til Helgesund, hørte de, at Birkebenerne vare sejlede øster omkring Liste. Nikolai af Liste vilde vende tilbage østerpaa, men Orm Skutelsvend og Erling Pikker (105) vilde ikke, og laae der til Aften. Siden sejlede de østerpaa om Natten, og lagde om Morgenen til i Portø (106). Vejret var mørkt, og de bleve vaer, at Birkebenerne sejlede øster omkring Havnen. De roede derfor udenfor Jomfruland øster paa Fjorden; da vare Birkebenerne komne efter over Fjorden; de sejlede strax efter dem, og lagde sig i Stavern. Birkebenerne sejlede ind til Sunde, og Bergulf (107) Baad, Erik Berg (108) og Skering undkom for Birkebenerne med tre Skuder, og droge ind til Tønsberg, hvor de bragde Kong Philippus Tidende om Birkebenernes Komme. Han lod strax alt Folket stævne til Haugething, og raadslog med dem, hvad de skulde gjøre, om de vilde stride med Birkebenerne til Søs, eller de vilde oppebie dem i Byen; thi da kunde de undkomme, hvis de bleve dem for stærke. Arnbjørn Jonsøn sagde: “Lader os gaae ombord paa vore store Skibe, og tage mandelig imod dem; endskjøndt de ere mandstærkere, end vi, skulle de dog seent overvinde os.” Det samtykkede de alle, og roste hans Tale meget; de gik da ombord paa det store Skib, som Philippus fra Vegin havde ladet bygge, hvilket var det største af dem alle; Arnbjørn Jensøn var for i Skibet med sine Folk, og Kongen var bag i med sine Mænd.

Kong Inge lagde til ved Hrossenæs, og lod alt Folket væbne sig. Derpaa lagde de til med Skibene, og da de kom saa nær, at de kunde skyde paa hinanden, løb Baglerne igjen af Skibet, og op paa Bryggen, og først Kongens Mænd. Da sagde Arnbjørn Jensøn: “Nu trives jeg aldrig mere, hvis jeg skal flye, dog maa jeg tage det Raad, som forhaanden er,” og han sprang over paa Bryggen. Birkebenerne kom seent paa Land, thi Langskibene laae dem allevegne i Vejen. Baglerne søgte da op ud af Byen, og flyede over Frodaas; der blev ingen tilbage i Byen, uden en Bonde, ved Navn Thorbjørn Skjef (109), som ogsaa blev slagen. Birkebenerne toge alle de Skibe, der vare, baade dem som Kong Inge og Hakon Jarl havde mistet i Nideros, og de store Skibe, som Baglerne havde ladet bygge, samt alt det Gods, der var, thi Baglerne droge hastelig af Byen; Kongen tøvede nogen Stund i Tønsberg.

Sverting og Ivar vare paa Slottet i Bergen ; Baglerne, som sejlede med Skudehæren, droge nord i Landet, og gjorde Birkebenerne megen Skade og Afbræk, hvor de traf dem. Da de kom til Bergen, belejrede de Slottet, og afbrændte hele Forgaarden. Birkebenerne holdt den inderste Deel af Slottet, og havde Spisevarer nok, men kun lidet at drikke, og Baglerne toge vare paa dem, at de intet kunde faae fra Byen; det stod saa hen en Tid lang.

Ærkebiskop Thorer var kommen der til Byen; Birkebenerne sendte Bud til ham, og lod ham adspørge, om de skulde holde Slottet saalænge, som de kunde, eller de skulde overgive det paa de Vilkaar, som Baglerne vilde tilstaae dem. Han svarede: “Det er mit Raad, at I holde Slottet, hvis I kunne. Men dersom I, for nogen Aarsags Skyld, ikke længer kunne holde det, da er det godt, at I søge om Fred i tide, den Stund Baglerne vide, at I endnu nogen Tid lang kunne holde det.” De lode ham bede, at han vilde komme op paa Slottet, og see deres Lejlighed, hvorledes Sagerne stode; han gjorde det, og saae, at de snart vilde lide Mangel paa Kost og Levnetsmidler; der blev da besluttet, at han skulde skaffe dem Fred af Baglerne, hvis det var muligt. Han gik ned i Byen til Baglernes Høvedsmænd, og forestillede dem denne Handel saaledes, at hvis de vilde tilstaae ham en Bøn, vilde han gjøre sit Bedste til, at Birkebenerne skulde overgive ham Slottet. De spurgte, hvad det var for en Bøn. Han svarede: “Dette Slot har staaet her i lang Tid, mangen Mand til Meen, og denne By til stor Skade. Det er derfor manges Ønske, at det var ødelagt; thi om I end faae det indtaget, kunne I dog kun en stakket Stund holde det, og jeg formoder, I have ikke Lyst til at slaaes med Birkebenerne her i Byen nu mere, end tilforn. Dersom I ville lade Birkebenerne drage bort fri og fellig (110), med Liv og Gods, og ikke tilføje dem Skade eller Meen, saa vil jeg bringe dem til at overgive eder Slottet.” Baglerne svarede paa forskjellig Maade derpaa, thi en Deel vare vel fornøjede dermed, men andre sagde, at der var meget af Bymændenes Gods inde paa Slottet, hvilket de ventede sig til Bytte; ogsaa haabede de snart at kunne indtage det, om de andre end nu vægrede sig ved at overgive det, thi de havde spurgt der var lidet Drikke paa Slottet. Biskoppen sagde: “Det er ikke saa; de have Drikke nok, indtil der falder en Regn, og Levnetsmidler have de vel nok af for to Aar; dersom Hakon Jarl kommer herhid østenfra, førend Slottet bliver indtaget, saa faae I siden intet deraf.” Han bragde det saa vidt, at de samtykkede dette Fordrag paa begge Sider, dog med Forord, at Kong Philippus intet havde derimod, thi han var hver Dag ventendes; og herpaa gave de hverandre Gisler.

Kong Philippus og hans Folk, som vare forjagede fra Tønsberg, droge igjennem Oplandene, og kom ned i Sogn. Der fik han Efterretning om sine Folk i Bergen, samlede derfor Skibe, og drog ud til Byen. Ærkebiskoppen underrettede ham om det Fordrag, han havde gjort imellem Birkebenerne og Baglerne, og Kongen samtykkede det. Tredie Dag derefter gik Baglerne til Slottet, hvis Besætning oplod Portene for dem, og gik ud, hver med sit Gods og Penge. Baglerne havde beredt en Gang paa hver Side af Gaden, som Birkebenerne skulle gaae ind i. Kong Philippus stod nærmest ved Slotsporten; han tog Jomfru Kristine Sverresdatter ved Haanden, og førte hende ud af Porten; efter hende gik Fru Kristine, Hakon Jarls Hustru, siden Sigrid, Kong Inges Søster, derefter Gyre (111) Jonsdatter, Evind Præstemaags Hustru, med andre velbyrdige Kvinder, af hvilke der vare henved fyrretyve paa Slottet, og de gik op paa Kristkirkegaard. Derinde vare ogsaa Kong Hakon Sverresøns Søn og Kong Inges Broder Skule; ham tog Ærkebiskoppen til sig; ligeledes havde han alle Kvinderne hos sig, saalænge som Baglerne vare der i Byen. Baglerne knurrede imod Kong Philippus, og sagde, at han skilte dem ved deres Rov og Bytte, thi de havde nok indtaget Slottet, hvis han ikke var kommen. De sagde, at Birkebenerne havde baaret store Dragter Guld og Sølv ud af Slottet, og andre kostelige Ting, som tilhørte Kong Inge og Hakon Jarl eller andre Birkebener. Da gik Kong Philippus hen paa Kristkirkegaard, og tog en Ed af alle dem, som havde været paa Slottet, at ingen havde baaret mere Gods og Penge ud af Slottet, end han selv ejede. Men de velbyrdige Kvinder blev denne Ed eftergivet. Sverting drog til Baglerne, og svor dem Troskab; derfor blev han storligen mistænkt og beskyldt, fordi Slottet blev overgivet, thi han havde haft Tid nok, da han spurgte Baglernes Komme, til at forsørge Slottet bedre med det Fornødne, og en Deel meente, at Øllet blev hemmelig tappet ud og spilt paa Slottet.

Om Onsdagen derefter gik Baglerne op paa Slottet, og ransagede det; de fandt der Levnetsmidler og Spisevare nok, men faa Penge eller andet Gods. Siden udtoge de nogle kostelige Ting, som tilhørte Kong Inge, og den Stol, som Kong Sverre havde ladet gjøre, hvilken Kong Philippus gav Ærkebiskoppen, og den var siden længe i Kristkirken i Throndhjem. Derpaa satte de Ild paa Slottet, og fandt da, at de havde ikke ransaget tilgavns, thi smæltet Smør randt stride ud igjennem Væggene; da brændte alt hvad brænde kunde paa Slottet, og Muren rævnede om Løverdagen. Derefter nedbrøde de Muren, og om Aftenen fik de Tidende, at Hakon Jarl var ventendes; de gjorde sig derfor strax færdige til at forlade Byen. Den tredie Dag derefter lagde de sønder i Sundsvaag, efter at de havde nedbrudt hele Slotsmuren.

Kong Inge og Hakon Jarl lode de store Skibe i Tønsberg brænde, samt Gjæsteskjelven (112) og Lyrtunden (113) og et andet stort Skib, men Guldbringen og de andre Skibe beholdt de. Da de spurgte, at Baglerne vare dragne nord i Landet, deelte de Folket; Kongen blev i Tønsberg med de største Skibe, men Jarlen drog nordpaa med Langskibene og Jagterne. Da han kom til Haardsø (114), droge Baglerne tvært ud ad Fjorden; Hakon Jarl forfulgte dem, men kunde ikke naae dem, lod derfor Sejl vinde op, og sejlede til Bergen. Der forebragdes ham mange Klagemaal over dem, som havde opgivet Slottet. Dagfinn Bonde raadte til, at man igjen skulde opbygge Muren, hvilket ogsaa blev gjort Dag for Dag. Hakon Jarl betænkte, at Kong Inge havde kun faa Folk hos sig; han vilde derfor drage østerpaa til ham, og satte Peter Steiper og Dagfinn med mange Folk til at opbygge og bevogte Slottet.

Kong Inge drog fra Tønsberg og ind til Oslo med Guldbringen og to andre store Skibe. Baglerne fik god Bør nordenfra, og da de kom til Tromlingerne (115), spurgte de, at Kong Inge var i Oslo. De sejlede derfor Tønsberg forbi, ind i Fjorden, og kom til Hovedø. Da Birkebenerne bleve dem vaer, løb de til deres Skibe, og lagde ud for Anker. Da lagde Baglerne saa nær til dem, at de hug deres Ankertov. Vejret blæste hvast, og de store Skibe dreve nord omkring Byen ind til Fræsie (116), og bleve staaende paa Grunden. Baglerne roede efter dem, og lagde dristig til; de brugte deres Vaaben mandelig paa begge Sider. Kong Philippus lagde saa nær med sin Jagt, at Birkebenerne kastede en Dregg og Baadshager deri, og droge ham til sig. Da sprang han fra Borde med alle sine Folk; Baglerne toge ham ind igjen i et andet Skib, men nogle af hans Folk bleve slagne. Da Baglerne saae, at dette ikke vilde lykkes dem, roede de til Byen, toge mange store Baade, fyldte dem med Ved, Næver og Halm, satte Ild deri, og lode dem drive for Vinden ind til Birkebenernes Skibe, men de stak dem fra sig med Forke og Baadshager, saa at de dreve ind paa Sandet. Baglerne droge igjen til Byen, og mod Aften ud til Hovedø; da stilledes Vejret og Vandet voxte, saa Birkebenernes Skibe bleve flot; de lagde derfor igjen til Byen, og laae der for Anker, til det dagedes. Om Morgenen droge Baglerne ud til Tønsberg, og toge alle de store Skibe, de kunde faae, baade Kjøbmandsskibe og andre, og de mødte Birkebenerne ude paa Fjorden. Da de kom hverandre paa Skudvidde nær, lagde Birkebenerne tvært ud paa Fjorden fra dem; da lode Baglerne Kjøbmandsskibene drive, begave sig paa deres Skuder og Jagte, og droge efter Birkebenerne; de skjøde paa hverandre den hele Dag. Om Aftenen lagde Birkebenerne til i Rendshavn, og laae for Anker; Baglerne lagde sig strax der i Nærheden ved Landet. Birkebenerne fattedes Vand; de lagde derfor ind til Baglerne om Morgenen, og spurgte, om Smørkaares Frænde, det var Kong Philippus, ikke vilde rømme Havnen for deres Konge. Baglerne lagde ud af Havnen; Birkebenerne droge igjen østerpaa, og lagde sig ved Stavern; Baglerne fulgte dem, og laae i Nærheden af dem, som tilforn. Om Morgenen lagde Baglerne ud til Næsset, og saae da tredive Skibe sejle vesten fra Granmar (117); de tænkte, at det var Hakon Jarl, og der blev megen Rumor og Bulder blandt Baglerne. Birkebenerne raabte til dem, og spurgte, om de saae nogen Sejl komme, og Bad dem blive liggende rolig hos sig. Baglerne brøde sig ikke derom, men sejlede efter over Fjorden til Østvigsholme (118), og laae der nogen Tid. Det var nogle Kjøbmandsjagter, som sejlede vestenfra, vare komne fra Bergen, og vilde til Tønsberg mod Vinteren.

Nogle Dage derefter sejlede Baglerne nord omkring, og da de kom til Trymlingerne, spurgte de, at Hakon Jarl var sejlet efter, og at Peter Steiper og Dagfinn vare i Bergen, og lode Slottet igjen opbygge. Dagfinn lagde meget Vind paa at bygge Slottet, thi han kunde holde sig paa Hørdeland i sin Forlening, saalænge som Slottet var ved Magt. Men hverken Peter Steiper eller Hakon Jarl brøde sig meget om Slottets Bygning. 

Baglerne droge hastig nordpaa, og ingen blev dem vaer, førend de gik paa Land i Bergen, og lode blæse i Trommeten. Dagfinn Bonde var paa Slottet; og da Birkebenerne i Byen mærkede Fjendernes Komme, begave de sig til Slottet; dog bleve elleve af dem slagne, førend de kom ind paa Slottet. Peter Steiper rømte af Byen med sine Folk. Baglerne gik op til Slottet, og bøde Dagfinn Fred og Lejde. Han svarede, at han havde ikke deres Lejde behov. Da anfaldt Baglerne Slottet; Birkebenerne værgede sig mandig. Baglerne toge nu Ild og Ved, og gjorde Ild op til Muren. Da bleve Birkebeneene meget vansmægtige af Røg, Hede og Mødighed; thi de vare ikkun fem og tyve Mand, og Baglerne skiftedes til at storme Slottet. Da gik Dagfinn frem, og begjerte Fred og Lejde. Baglerne svarede ham, at han havde ikke nu deres Fred mere behov, end tilforn. Derpaa toge de Kirkestiger, satte dem op ved Muren, og vilde stige op. Dagfinn lod da Kong Hakons Søn, vinde ned fra Muren, og bad dem give ham Fred; med ham lod han følge et beslaaet Sværd, hvilket han sendte sin Maag, Gyrd Skjalge; Gyrd gik hen, og tog imod baade Barnet og Sværdet. Dagfinn sagde til ham: “Gak til Kongen, og forsøg, om du kan skaffe os Fred.” Han gjorde saa, og bød alt sit Jordegods til Pant for, at Dagfinn aldrig mere skulde gjøre ham Modstand, og Arnbjørn Jonsøn forenede sin Bøn med hans. Kongen lod blæse til Huusthing, og sagde, at Krigsfolket skulde raade derfor, men de vilde ingen Fred give Dagfinn; Gyrd bad da end, ligesom tilforn. Kongen sagde: “Bed Dagfinn gaae ene hid, og have Fred.” Gyrd gik hen, og sagde ham det. Dagfinn svarede: “Ej vil jeg allene have Fred, uden vi kunne faae den alle; enten skulle vi her døe sammen, eller have Fred sammen.” Gyrd gik til Kongen, og sagde ham det. Kongen bad Krigsfolket give dem Fred, og sagde, at det var dem dog kun liden Vinding, at dræbe de faa Mænd, som desuden vare ilde medfarne; de fik da Fred, men maatte gaae vaabenløse og blotte fra Slottet. Næste Dag svore de Kong Philippus; siden lod han Slottet nedbryde, og lod ikke Steen blive paa Steen.

Derefter sejlede Kong Philippus nord til Throndhjem, og blev der samtykket til Konge paa Ørething; den Gang var der saa dyr Tid i Thrøndelagen, at han kunde ikke føde sine Folk der; han drog derfor igjen derfra efter Vinternatten, og Sønder til Bergen. Siden sendte han nogle Jagter ud sønder ved Landet, for at forhøre om Fjenderne; med dem vare Birger fra Stange, Brynjulf Nef, Bjergulf Baad og Skæring Skude. De spurgte, at Peter Steiper var i Stavanger om Dagen, men ikke om Natten, og at han intet vidste af deres Komme. De droge da hastig til Stavanger, og ingen blev dem vaer, førend de gik i Land; Peter Steiper var da i Kirke til Fromesse. Han blev advaret, kom ud af Kirken, og flygtede ud af Byen med sine Mænd. Baglerne forfulgte dem, og dræbte elleve af dem. Peter var raskest til Fods af alle Mænd, og undkom derfor, dog kom de ham saa nær, at han maatte kaste Kjortel og Bælte fra sig; Kjortelen fandt de, og da hans Datter saae det, vidste hun ikke andet, end han var dræbt, førend hun fik Tidende fra ham. Baglerne droge den næste Dag igjen nord til Bergen.

Kong Inge og Hakon Jarl kom østenfra med alle deres Folk, og laae længe ved Sælø; derfor blev den Høst kaldet Sæløhøst. Siden sejlede de nord til Karmesund (119). Da Baglerne spurgte det, droge de fra Bergen, og lagde ikke til, førend i Bardesund (120), og derfra til Hussvig (121); da vare Birkebenerne komne til Øresund (122), og spurgte, at Baglerne vilde drage indenfor Øen Storden; Hakon Jarl drog derfor sønder til Utolfsnæs (123) om Natten med alle de lette Skibe, og da Baglerne om Natten kom til Lovingnæs (124), lagde de over til Utolfsnæs (125); der medte Hakon Jarl dem paa Fjorden, og de strede der længe sammen, men da Natten var mørk, og de ikke kunde see eller kjende hinanden, saa undkom Baglerne, og Birkebenerne droge nord til Bergen; de kom der strax efter Juul. Baglerne samledes næste Dag i Hovesund (126), og der kom Brev til dem fra Biskop Nikolai om Forligelse imellem Birkebenerne og Baglerne. Kong Philippus lod Brevet læse for sine Folk, og derpaa sejlede de til Ekronsund (127), og en Deel til Agdesiden, og lagde sig i Borgeleje Julen over; siden sejlede de til Tønsberg.

Thore Vot (128) hed en Mand, som boede i Fissle (129) paa Næsset, og var Jernsmed. En Aften kom der en Mand til ham, og begjerede Herberge, og vilde lade fire Sko slaae til sin Hest; de stode op om Natten, og smedede. Han spurgte Gjæsten, hvor han havde Været forgangen Nat. Han svarede: “I Medeldal nordligst i Thelemarken.” “Hvor var du da næstforrige Nat?” sagde Smeden. Gjæsten svarede: “I Jardal nordligst i Ryfylke.” Smeden sagde: “Du er den største Løgner, der nogen Tid har draget her igjennem.” Da de skulde smede, vilde Jernet hverken gløde eller strækkes, saaledes som Smeden vilde. Gjæsten sagde: “Lad det skikke sig, som det selv vil.” Hesteskoene bleve meget store, men da de lagde dem under Hestehovene, vare de ret tilpas. Smeden sagde: “Hvem er du, og hvorfra kommer du, og hvor vil du hen?” Gæsten svarede: “Jeg kommer norden fra Landet, og har været her længe til Skibs, nu agter jeg mig til Sverrig at bruge Hesten en Tid lang; mit Navn er Odin; og troer du ikke hvad jeg siger, saa see, hvorledes jeg færdes herfra.” Og han sprang over Gjærdet, som var syv Alen højt, og foer hen i Vejret, saa at Smeden ikke saae ham mere. Den fjerde Dag derefter sloges Kong Sverker og Kong Erik i Sverrig.
 
Biskop Nikolai var om Sommeren dragen nord til Throndhjem til Ærkebiskoppen, og overlagde med ham, at de vilde lægge alt deres Vind paa at forlige Birkebenerne og Baglerne. Siden drog Biskoppen igjen østerpaa, og skrev Breve baade til Birkebenerne og til Baglerne, at de skulde forliges; og om Vaaren, da Isen gik af Vandet, drog han ud til Tønsberg til Kong Philippus, og de holdt ofte Samtale med hinanden. Kongen spurgte Biskoppen om Vilkaarene ved den Forligelse, han vilde stifte imellem ham og Birkebenerne. “Saaledes,” sagde Biskoppen, “at I skulle være tre Høvdinger over Landet, to Konger og en Jarl, og hver skal have en tredie Part af Landet; du skal have Vigen og Oplandene til din Part, hvilke ere bedre end Thrøndelagen, thi der er Hungersnød og dyr Tid, men her ere gode Aaringer. Derhos har Ærkebiskoppen og jeg overlagt, at I skal ægte Jomfru Kristine Sverresdatter, som er født her i Riget; og dersom I faae Sønner sammen, saa tænker jeg, at Baard Guttormsøns eller Folkvid Lagmands Afkom bliver siden ikke meget agtet og anseet. Raadeligt er det ogsaa, at indgaae Fred og Forligelse, naar Lejlighed gives, thi det har nu længe været os haardt og tungt at stride imod Birkebenerne.” Dette behagede Kong Philippus vel. Derefter bleve Breve vexlede imellem Kong Inge og Biskop Nikolai, saa at Biskoppen drog til Kongen og Hakon Jarl; de havde de bedste Mænd af Oslo med sig. Han fremsatte sit Ærende for Kongen og Jarlen, og sagde: “Kong Philippus, vor Frænde, lader eder tilbyde, at han vil ophøre med og afstaae fra al Uenighed med eder, og forbinde sig med eder ved Svogerskab, hvis I ville give ham Kongedatteren Kristine til Hustru, og da bliver han en Bistand for eder og Riget, ihvor I behøve ham.” Kongen og Jarlen svarede ikke meget dertil, men sagde, at Biskoppen skulde ikke tale om nogen Forligelse, uden saaledes at Kong Inge blev ene Konge over Riget. Biskoppen gav imidlertid ikke tabt, men talte om denne Handel saa viselig og vel og med gode Ord for Kongen, at Birkebenerne endelig samtykkede, at Philippus maatte faae Kongens Datter, hvis hun selv vilde give sit Minde dertil, samt en saadan Deel af Landet, som Kong Sverres Broder Erik Jarl eller Philippus Jarl, Birger Broses Søn, havde haft, og det med saadant Navn, som Kongen vilde forunde ham. Birkebenerne syntes imidlertid, at Biskoppen tog og forstod alting yderligere og videre, end de havde tænkt at bevilge eller samtykke ham. 

Biskoppen forestillede denne Sag for Kongedatteren Jomfru Kristine paa sin Frænde Kong Philippi Vegne. Jomfruen syntes kun saare lidet derom, og sagde: “Endskjøndt jeg synes byrdig til at ægte en Konge, som har Land og Rige at forestaae, saa troer jeg dog ikke, at Birkebenerne unde ham hverken større Rige eller Ære og Magt, fordi han faaer mig til Hustru.” Biskoppen svarede: “I kan vel mærke, at eders Frænder have liden Omsorg for eller Villie til at forfremme eder til noget højt Giftermaal, thi de give eder hverken til Kongen af Danmark eller Sverrig, men bortgifte eder enten saa langt udenlands, at eders Afkom aldrig kommer her til Riget, eller med en Bondesøn indenlands. Om eder end tykkes, at Philippus ikke er kommen af kongelig Slægt, saa at han bør med Rette være Konge, saa har han dog gjort Birkebenerne fyldest nok, siden han blev Konge, og jeg veed tilvisse, at han aldrig afstaaer sit Rige eller slutter Forlig med Birkebenerne, uden det skeer for eders Skyld.” Jomfruen svarede: “Jeg vil ikke have den til Mand, som er ringere, end min Fader eller Morfader var; og jeg hører, at Philippus skal nedlægge sit Kongenavn, hvis han skal blive forligt med Birkebenerne.” Biskoppen sagde: “Kjære Jomfru! Skjøt intet om hvad de sige; vi skulle nok lempe alting saa, at Philippus ikke skal give Slip paa sit Kongenavn, thi vi ville saa meget desheller kalde ham Konge, hvis han faaer saadan en Dronning.” Hermed endte deres Samtale. Da Biskoppen kom til Kong Inge og Hakon Jarl, lagde han ikke Dølgsmaal paa, hvad Kongedatteren havde svaret ham. Ærkebiskoppen gjorde ogsaa sin Flid for at Forligelsen kunde gaae for sig, og Sagen blev endelig forhandlet paa Thinge, ved hvilken Lejlighed Biskop Nikolai førte Ordet. Men Birkebenerne faldt ham hadelig ind i hans Tale, bade den Niding tie, og sagde, at han stod ikke nu mere til Troende, end tilforn, hvor sødt han end talte. Biskoppen svarede: “Lader ikke saa ilde! Nikolai kan altid saa lempe og lave sin Tale, at alle forstandige Mænd skulle finde Behag deri. Dersom jeg tilforn har samtykket og stemmet Baglernes Flok; saa skal jeg nu lægge desmere Vind paa Fred og Forligelse, at her kan blive Fred og Ro her i Landet.” Han talte længe og viselig derom, og det blev til Slutning besluttet og samtykket, at Kongerne skulde mødes i Hvitingsø. Derefter drog Biskop Nikolai igjen østerpaa, og gav Kong Philippus dette tilkjende. Han gjorde sig færdig til at drage til det bestemte Møde eller Forligstævne med saa mange og saa store Skibe, som samtykket og berammet var, og hvilke Skuder og Jagter han desforuden havde lagde han hist og her paa Agdesiden.

Birkebenerne kom mandstærkere til Mødet, end der var aftalt, og hver Dag kom der flere Folk til dem. Kong Inge og Hakon Jarl laae i Hvitingsø, men Kong Philippus ude ved Nødøen (130), og deres gode Mænd droge imellem dem. Tilsidst talte Kongerne selv sammen, og da vare Birkebenerne mange flere, end Baglerne. Da Kong Inge satte sig ned, sade Ærkebiskoppen og Biskop Nikolai tværs over for ham. Kong Philippus gik til Bænken, og vilde sætte sig hos Kong Inge, men Hakon Jarl skjød ham bort, og satte sig imellem dem. Siden talte Ærkebiskoppen paa Kong Inges Vegne og Biskop Nikolai paa Kong Philippi Vegne om den Forligelse, som var aftalt imellem dem, og hver vilde gjerne paa sin Side udvide sin Deel noget. Efter lang Samtale gave Birkebenerne den Besked, at Philippus skulde have Oplandene og Vigen at regjere, fra Svinesund og vester til Aaen Sire eller Rygjebit, som Medgift med Jomfru Kristine Sverresdatter; men han skulde nedlægge sit Kongenavn, og levere sit Sekret (131) fra sig, som Kongens Navn stod i, og føre en saadan Titel og Navn, som Kong Inge vilde forunde og give ham; derhos skulde han sværge Kong Inge Lydighed, og følge ham uden- og indenlands med hele sin Magt, for at værge Landet om det behøvedes. Kong Philippus saae, at Birkebenerne havde en stor Hær, og at det ikke vilde hjælpe ham, at tale derimod, saaledes som han nu var stædt; han sagde derfor: “Jeg vil ophøre med den Ufred og Urolighed, som nu længe har hersket, og tage mod de Vilkaar, som jeg før har samtykket, med den Deel af Riget, som forundes mig; og hvad Navn jeg end har, saa bliver jeg saadan, som jeg vil blive, og for det maa Kong Inge gjerne raade. Men mit Sekret er ikke her, men i Oslo hos min Kansler, der kunne I lade det hente.” Da sagde Kong Inge: “Dette er det første Navn og Titel, at du skal hedde Philippus.” Der blev ogsaa indbefattet i deres Forlig, at hvad Skade, deres Undersaatter havde faaet paa begge Sider, paa Folk eller Gods, skulde ingen kræve Bod, Vederlag eller Oprejsning for. Forliget blev stadfæstet med deres Ed. Først svore Kong Inge og Hakon Jarl. Derpaa fremgik tolv Høvdinger og Befalingsmænd af hvert Parti, og svore, at de tryggelig skulde holde dette Forlig. Lavmanden Gunnar Grynbag forelæste dem Eden. Dermed blev Mødet og Thinget endt, og Baglerne gik igjen ombord. Arnbjørn Jonsøn gik ved Siden af Philippus, og plejede at føre ham. Philippus rakte ham sin Haand, men Arnbjørn sagde: “Ja, led dig nu selv!” Næste Dag trolovede Philippus Kongedatteren Jomfru Kristine.

Der blev megen Knurren baade blandt Birkebenerne og Baglerne, fordi der vare mange ypperlige Mænd, som havde mistet alt deres Gods og Penge i denne Fejde. Man fandt da paa det Raad, at de om Sommeren efter skulde drage vester til Syderøerne paa Røveri, og forhværve sig Gods og Penge igjen; de lavede Skibe til paa begge Sider. Peter Steiper og Reidar Sendemand, som var gift med Kong Magnus Erlingsøns Datter Margrete, indgik Stalbroderlag, at de vilde sejle ud til Jerusalem næstkommende Sommer. Hermed skiltes de ad.

Kong Inge sendte Dagfinn Bonde øster til Tønsberg med fem vel bemandede Jagter, med Brev og Budskab, at han skulde hente Philippi kongelige Sekret. Han gav Philippus sit Ærende tilkjende. Philippus svarede, at han vilde ikke give sit Sekret fra sig, førend hans Raad og bedste Mænd vare tilstede, og bad Dagfinn tøve der saa længe. Nogle Dage derefter lod han holde Haugething; der gav han sine Mænd, samt Borgerne og Bønderne, tilkjende, hvilket Forlig han havde sluttet med Kong Inge, og at han havde lovet at skulle nedlægge sit Kongenavn, og antvorde sit kongelige Sekret fra sig, samt at Kongens Sendebud vare der, for at modtage det; dette, sagde han, skulde han aldrig have samtykket, der som Birkebenerne havde holdt deres Ord, og ikke vare komne mandstærkere til Mødet, end aftalt var. Da svarede Baglerne, at Birkebenerne havde ikke holdt deres Ord, og ønskede, at de aldrig maatte trives, som vilde lade Kongens Sekret føre bort, og hvem, som vedtog det, vilde de afhugge Haanden.

Dagfinn mærkede nok, at han ikke kunde faae Kong Philippi Sekret, gik derfor til ham, og begjerede Orlov til at drage hjem igjen, og sige sin Herre Svar. Philippus sagde: “Drag hjem i Fred, og sig din Herre, at mit Raad og mine Tjenere ville ikke tilstæde, at mit Sekret førtes bort, men for mig maae de kalde mig hvad de ville, baade her og nord i Landet, og jeg begjerer ikke større Deel af Riget, end vi ere forligte om med Birkebenerne; jeg giver dig derfor Forlov at drage nordpaa igjen, og sige Kongen og Hakon Jarl dette Svar.” Da Dagfinn kom hjem igjen, og gav Kongen og Jarlen dette tilkjende, svarede Kongen ikke meget dertil, men Hakon Jarl var vred, bandede og støjede, og Birkebenerne vare meget fortrydelige over, at Philippus endnu lod sig kalde Konge, som tilforn; thi Baglerne og Vigværingerne (132) kaldte ham Konge, men nord i Landet gjorde de det ikke.

Nogen Tid efter dette Forlig begjerede mange af begge Partier Orlov; nogle droge hjem til deres Huse og Gaarde, andre i Kjøbmandsfærd, og om Vaaren derefter sejlede baade Birkebenerne og Baglerne med tolv Skibe paa Røveri i Vesterlandene, og røvede paa Syderøerne og omliggende Øer; thi Kongerne paa disse Øer havde indbyrdes Fejde med hverandre. De røvede paa Øen den Hellige, hvilken norske Mænd altid havde holdt fredelig ; siden bleve de uenige, og skiltes ad, og bleve saa slagne paa adskillige Steder; men de, som igjen kom til Norge, bleve haardt irettesatte af Bisperne for deres Røveri.

Den samme Sommer lod Kong Philippus Kongedatteren jomfru Kristine hente, og holdt sit bryllup med hende i Oslo. Hendes Moder Dronning Margrete kom ned fra Sverrig til Brylluppet, og blev syg og døde nogle Uger efter. Hun havde meget Gods og Ejendom, Penge og kostelige Ting i Værmeland og Vestergøtland; Philippus sendte derfor en stor Hob af sine Mænd op i disse Lande, for at beskikke og varetage Dronningens Gods. Da de kom øster paa Eideskov, gav en Mand sig i Selskab med dem, som kaldte sig Halvard Hvide, og var den mandigste af dem. Da de nu kom over til Værmeland, gik han stille hen, og lod sig ikke mærke med noget, men hvad der end skulde gjøres og forhandles om Dronningens Gods, saa vidste han bedst Besked, og det blev ved hvad han sagde. Da de nu kom tilbage igjen til Norge, blev Halvard borte, og Kong Philippus kom hjem i hans Klæder, og drog ind i Oslo, hvor hans Folk toge vel imod ham.

Kong Inge var i Bergen, og lod Kongens Gaard, som Baglerne havde brændt ved Slottet, opbygge igjen, og satte Salen der, hvor Kong Eistens store Sal havde været; men Slottet lod han ikke opbygge.

Denne Sommer droge Peter Steiper og Reidar Sendemand ud af Landet med to store Skibe og mange Folk; deres Hustruer, Ingeborg og Kong Magnuses Datter Margrete, fulgte med dem; om deres Rejse er meget fortalt. Peter Steiper og hans Hustru døde paa Rejsen, men Reidar kom til Jerusalem, drog saa igjen tilbage til Kejseren i Konstantinopel, tjente ham længe, og døde der.

Paa Kong Sverres Tid havde Thorald (133) Jarl Madodersøn (134) paa Ørkenøerne, med mange flere der paa Øerne, opsat sig imod ham, og lode sig kalde Øskegger. Da Jarlen igjen blev forligt med Kong Sverre, skulde alt Landgilde og Sagefald af Ørkenøerne og Hetland tilfalde Kongen i Norge. Kongen satte sin Foged, ved Navn Arne Lørja, tilligemed Jarlen paa Ørkenøerne, og Harald Jarl torde ikke sige ham noget imod, saalænge Kong Sverre levede; men strax efter hans Død lod han Arne Lorja forrædersk ihjelslaae, og underlagde sig igjen Ørkenøerne og Hetland med al Skat og Skyld, ligesom han havde Haft dem tilforn; han døde to Aar efter at Kong Inge var bleven Konge i Norge. Derpaa bleve hans Sønner Jon og David Jarler paa Ørkenøerne, og de beholdt Landene ligesom deres Fader, saalænge der var indvortes Fejde i Norge. Men da de spurgte, at Kongerne vare forligte, sendte de Biskop Bjørn (135) til Norge. Han fandt Kong Inge og Hakon Jarl i Bergen, og tilkjendegav dem Jarlernes Ærende, at de ønskede at forliges med dem; det kom saa vidt, at han tog Lejde paa deres Vegne af Kongen og Jarlen, at Jarlerne skulde komme til dem Sommeren derefter, og slutte Forlig med dem.

Den Sommer, da Vikingerne eller de norske Sørøvere droge vester over Havet, efter at Kongerne havde sluttet Forlig, da droge Kongens Befalingsmænd med dem til Ørkenøerne og Hetland; og den næste Sommer derefter kom Jarlerne og Biskoppen med dem til Norge, for at indgaae Forlig med Kongen og Jarlen; de henstillede da hele denne Handel til Kongens og Jarlens eget gode Tykke. De dømte dem til at give en stor Sum Penge; derhos maatte de stille dem Borgen og Gisler, samt sværge dem Lydighed og Troskab. Men tilsidst gjorde Kong Inge dem til sine Jarler over Ørkenøerne og Hetland paa saadanne Vilkaar, som siden bleve holdte til deres Dødsdag. 

Ragnvald, Konge paa Møen (136) i Syderøerne, og Gudrød, Konge paa Manø, havde i lang Tid ikke givet Kongerne i Norge Skat. Da nu de norske Vikinger havde sværmet der omkring Øen, og røvet og brændt, og Kongerne erfarede, at der i Norge var sluttet Fred, saa bleve de bange, droge til Norge, og forligede sig med Kong Inge og Hakon Jarl; de betalte den tilbagestaaende Skat, svore dem Lydighed og Troskab, og toge deres Land til Leen af Norges Konge; hvorpaa de atter droge hjem.

Erling hed en Mand paa Færø; han udgav sig for at være Kong Sverres Søn; hans Moder var Astrid Roesdatter. Han drog med en samlet Hob omkring paa Øerne, og gjorde megen Overlast og Uro. Han havde syv Børn. Siden drog han til Norge paa Einar Sysselmands Skib, og begav sig til Philippus og Kristine. Hun tog vel imod ham, og erkjendte ham for sin Broder; nogle Aar derefter døde han af Blodløb, da han havde ladet sig aarelade.

Kong Inge havde en uægte Søn, ved Navn Guttorm. Hans Moder hed Gyre (137), og Han blev født det andet Aar efter at Kong Inge modtog Riget. Hakon Jarl og Fru Kristine havde en Søn, ved Navn Junker Knud; han var noget yngre, end Guttorm.

Hakon Jarl fortrød paa, at han ikke havde Kongenavn, da han dog havde alt andet lige ved sin Broder. Han underhandlede derfor hemmelig og i al Stilhed med mange af de ypperste Mænd i Landet, at de skulde give ham Kongenavn, og sagde, at hans Broder vilde nok være tilfreds dermed og tilstæde det. De svarede ham alle vel, og sagde, at han var dulig og dygtig nok dertil; han holdt det derfor ikke aldeles skjult, saa at det kom for Kong Inge, der baade fik vis Kundskab derom, og tillige hvem der ydede Jarlen mest Bistand i at fremme den Handel. Han stævnede derfor alle sine Mænd til Huusthing, og da Thinget var sat, sagde han: “Jeg er ikke vant til at tale meget paa Thinge eller i store Forsamlinger, og det er en ikke ringe Sag, som nu driver mig dertil; jeg ønskede derfor gjerne at fremføre den saa, at I alle kunne forstaae og mærke hvad jeg taler og mener: Jeg har erholdt sikker Kundskab om, at min Broder Hakon Jarl har underhandlet med mange Høvdinger og haandgangne Mænd i Landet, om at de skulde give ham Kongenavn, og at mange have svaret ham vel, og sige, som sandt er, at han er ikke mere uskikket eller ubekvem dertil, end jeg er; han lader sig ogsaa forlyde med, at jeg ikke vilde fortryde paa, at min Broder kaldes Konge, saavel som jeg, over sit Rige, eftersom jeg kan finde mig i, at Philippus kaldes Konge. Nu er det alle vitterligt, at min Broder og jeg have sluttet Forlig med Philippus i Hvitingsø, at han skulde aflægge sit Kongenavn, og derpaa har han svoret os en Ed; det er ham da mere til Spot end til Ære, hvis han endnu bruger dette Navn. Men jeg har erholdt Kongenavn paa Ørething, og alt Landsfolket har svoret mig Lydighed, saavel Hakon Jarl og Philippus, som andre; men jeg har ingen svoret, uden at holde Indbyggerne ved Lov og Ret. Thi skulle I alle vide, at saalænge som jeg lever, vil jeg ikke tilstæde, at nogen anden skal kaldes Konge i Norge, end jeg, hvis I ville holde eders Ed og være mig følgagtige.” Hertil svarede de ham alle vel, roste hans Ord og Tale, og sagde, alle med een Røst, at de vilde følge ham og holde ham allene for Konge; og de takkede ham for hans Ord, og sagde, at han var mere veltalende, end de havde tænkt. Da denne Handel blev bekjendt, maatte Hakon Jarl lade sine hemmelige Praktikker om Kongenavn fare; derfor begyndte han siden aabenbar paa et andet Anslag med sine Venner, fik Ærkebiskoppen og alle Bisperne paa sin Side, og forlangte at slutte en vis Kontrakt med sin Broder om Riget, hvem der skulde have det, naar een af dem faldt fra. De bebrejdede Kong Inge, at han ikke var ægtefødt, thi hans Moder Cecilia havde giftet sig, med Baard Guttormsøn, medens hendes forrige Ægtemand endnu levede. Men Kong Inge sagde, at hans Moder havde giftet sig med Ærkebiskoppens Tilladelse. Biskopperne erklærede, at den burde efter Loven være Konge, som var ægtefødt og højbyrdig dertil, og dreve saa stærkt paa den Handel, at Kong Inge maatte slutte Forlig og Kontrakt med Hakon Jarl, at den Længstlevende skulde tage Riget efter den anden, og efter begges død skulde den af deres Sønner, som var ægte født, arve det hele Rige. Derpaa blev gjort beseglede Breve under Kongens og Jarlens, Ærkebiskop Thorers, Ærkebiskop Eriks, Biskop Nikolais og Biskop Martins Sekreter.

Hakon Jarl fortrød det højligen, at Philippus lod sig kalde Konge, og han talte ofte derom med Kong Inge. Kongen svarede lidet dertil, men efter Jarlens Begjering sendte de dog en Skrivelse efter til Philippus om samme Handel, at han med det Navn rykkede og brød det Forlig, som var sluttet i Hvitingsø. Philippus raadførte sig derom med sine gode Mænd; de raadte ham, at beholde sit Kongenavn. Fru Kristine var vred, og skjændte over, at han ikke turde hedde Konge, naar andre vilde kalde ham det. Kong Philippus skrev dem venlig tilbage: han vilde ikke rykke noget Forlig, men han kunde ikke forbyde nogen, at kalde ham hvad de vilde, han var ogsaa vel tilfreds, med dem, som ikke kaldte ham Konge. Efter nogle Breve og Skrivelser blev det da bestemt, at de atter skulde mødes i Hvitingsø, hver med femten Skibe, og ingen større end med femten Roerbænke eller Rum. 

Kongens Broder Skule havde Forlening i Sogn; han lod bygge Skibe med femten Rum i, der vare saa store, som andre Langskibe paa tyve Rum. Da Baglerne spurgte det, vilde de ikke komme til Mødet; derfor bleve de Skibe kaldte Fredsbrydere eller Forligspildere.

Dronning Kristine døde i Barselseng; Barnet levede nogen Tid efter hende, saa døde det ogsaa. Philippus lod mange troe Mænd besee det, og oplyse til Thinge, at Barnet levede efter sin Moder; thi han meente derved at ville beholde alt hendes Gods.

I Thrøndelagen var der dyr Tid, saa at Kongen ikke kunde faae sin Rettighed af Bønderne; derover klagede Kongens Befalingsmænd, i Særdeleshed Erik Foss, Befalingsmand paa Strind, for Kongen; tilsidst bad Kongen ham stævne Bønderne til Thing ind paa Strind; han stævnede dem fra alle Leen, og drog ud til Kongen, og tilkjendegav ham det. Kongen drog derind til Lands og Vands. Bønderne vare komne med alle deres Vaaben, som til et Slag, og satte sig oppe under Bjerget. Kongen sendte sin Broder Skule op til dem, og bad dem gaae ned, at sætte Thinget med Kongen, men de vilde ikke. Da red Erik Foss op til dem, og bad dem gaae ned at tinge med Kongen; men da de gik seenfærdig, og ikke vilde afsted, saa slog han en Bonde med sit Spydskaft imellem Skuldrene. Bonden vendte sig om, og hug med en stor Øxe Laaret af Erik, saa at han faldt halv død til Jorden. Derpaa grebe de deres Øxer, Spyd og Sværd, og styrtede hastig ned ad Bjerget mod Kongen. Kong Inge befalede sine Folk at føre hans Banner tilbage, thi han vilde ikke stride med sine egne Bønder, og Kongen veg tilbage med sine Folk; da forfulgte Bønderne ham, og sloge nogle af hans Mænd ihjel; Kongens Broder Skule raabte derfor, at Kongen skulde atter vende om, thi de søgte efter hans Folk og dræbte dem; Kongen vendte atter om, og befalede at føre sit Banner frem; da bleve Bønderne slagne, og maatte flye, og Birkebenerne forfulgte dem baade til Lands og Vands.

Denne Oprejsning imod Kongen bleve Hakon Jarl og Ærkebiskop Thorer meget mistænkte for at have opvakt imod ham.

Efter den Tid at Baglerne havde indtaget Throndhjem, og Kongen kun med Nød og næppe undkom, var han altid nedslaaet, og befandt sig ikke vel; ham tyktes at have det bedst, naar han var til Skibs; men naar han var i Kjøbstaden, og alting var fredeligt, opholdt han sig gjerne i sit Kammer, og havde nogle faa Mænd, hos sig, af dem, som han elskede mest og troede bedst, og dem holdt han saare vel med alting. Han var en stille og sagtmodig Mand, hverken dristig eller overmodig, men mild og venlig, og meget from og god; han kunde ingen Tummel lide, kom derfor heller ikke ofte til Drik og Selskab, hvilket en Deel af hans Mænd ikke syntes om, som heller vilde være i Selskab, hvor der vankede Drik og store Ord. Han havde altid tre af sine bedste Mænd hos sig i sit Kammer, nemlig Povel Drost, Arnfinn Thjodesøn og Henrik Skot; blandt disse gjorde han især meget af Povel, thi han var hans Drost eller Hofmester, og laae i Seng med Kongen. En Aften, da Povel kom i Seng, saae Kongen, at han havde en dragen Kniv i Haanden; Kongen greb fat om hans Haand, og raabte paa de andre; de grebe Povel, og vilde dræbe ham, men Kongen forbød dem, at gjøre ham noget Ondt; de skjøde ham derfor ud af Døren. Siden holdt Povel til i Byen, og Kongen lod Henrik Skot forvare Kniven, men forbød alle dem, som vare derinde, at sige det til nogen, førend han selv aabenbarede det.

Nogen Tid derefter kom Kongens Broder Skule og Jon Østeraat, som var gift med Kongens Søster Sigrid; da aabenbarede Kongen denne Handel for sin Broder, som dog først maatte love ham, at han ikke vilde blive vred derover eller gjøre Povel noget Ondt; Kongen sagde, at han vilde sende, Povel bort fra Landet.

Det stod saaledes hen nogle Aar, at Povel drog med Kongen, som tilforn, og denne havde altid een eller anden Undskyldning, naar hans Broder spurgte ham, hvorfor Povel ikke blev sendt ud af Landet. Tilsidst sloge Kongens Broder Skule og Jon Østeraat Povel ihjel i Throndhjem; men Kongen mishagede denne Gjerning meget, thi Povel havde sagt ham, hvo der tilskyndte ham til at gjøre hiin Misgjerning, men han holdt alting hemmelig for Freds og Roligheds Skyld. Jon Østeraat døde strax derefter i Bergen.

Den samme vinter, som nu er omtalt, blev Hakon Jarl syg i Bergen, og døde strax efter Juul, og blev begravet i Kristkirke. Landsfolket sørgede højligen over ham, og meente at have liidt et stort Tab, i det de mistede en saadan Høvding, og det var alle Mænds Ord, at ingen duligere eller mandigere Helt havde taget Vaaben i Haand i hans Tid i Norge, end han var; derhos var han en god Regent, og alle havde ham kjær, baade Krigsfolket og Landsfolket.

Hans Hustru Fru Kristine drog strax øster til Gøtland med sin Søn Junker Knud, og blev der gift med Askild Lavmand. Ærkebiskop Thorer døde om Sommeren derefter, og Guttorm blev Ærkebiskop i hans Sted. Kong Inge tog hele Riget efter sin Broder Hakon Jarl med alle hans Hofsinder og Leenshøvdinger under sig. Om Sommeren derefter drog Kongen til Bergen, lod alle Leenshøvdinger kalde til sig, samlede en stor Krigshær baade øster og vester over hele Landet, og drog med den ind i Thrøndelagen; her tvang han Bønderne til at give ham den Leding og kongelige Rettighed, som de i nogle Aar havde forholdt ham, satte sine Befalingsmænd i Lenene, men gjorde ikke Bønderne andet Ondt; derpaa drog han igjen til Throndhjem, og gav Krigsfolket Orlov.

Kong Philippus styrede sit Rige i Fred og Ro; hans Broder Andreas Simonsøn kom til ham fra Danmark, og Kongen tog vel imod ham, og gav ham store Forleninger. Da tænkte Andreas paa, at Tønsberg Mænd sloge hans Fader ihjel, og saggave derfor Thollak Ulfgelsøn (138), Ulf Svarte og alle dem, som havde været med i Slaget ved Brimsted. Da de erfarede det, søgte de Hjælp og Trøst hos Kong Philippus. Kongen tog dem i Forsvar, og sagde, at den Gang de toge ham til Konge, eftergav han dem hele denne Sag, og lovede, at skulle holde dem frie derfor. Andreas meente, at efterdi de vare to sambaarne Brødre med samme Fader og Moder, kunde han ikke formene ham Landsloven, at han jo maatte ligesaa vel tage Bod efter sin Fader, som Kong Philippus. Men Kongen forsvarede Bøndernes Sag saa hæftig, at han tog alle Forleninger fra sin Broder, og lod ham ikke beholde uden to Tjenere, der skulde følge ham; Andreas maatte da lade det blive, som Kongen vilde have det. Kong Philippus vandt megen Yndest hos Almuen, fordi han saaledes stillede denne store Tvist og Sag, der ellers vilde have kostet mangen Mands Liv og Velfærd.

Den tredie Vinter efter Hakon Jarls Afgang blev Kong Inge syg i Throndhjem, og laae længe; hans Broder Skule sad ofte over ham. Da hans Kræfter bestandig aftoge mere og mere, begjerede hans Raad og gode Mænd og alle Hofsinderne, at han skulde beskikke en Høvedsmand over dem, som de kunde være tjent med. Da Kongen fornam deres Villie og Begjering, saa førte han sin Broder Skule til Sæde, og gav ham Jarls Navn, og han modtog strax Befalingen over alt Krigsfolket og Hofsinderne. Nogen Tid derefter døde Kong Inge, og Skule Jarl lod ham hæderlig begrave i Kristkirke paa den søndre Side i Koret; til Sjælemesse for ham ofrede han et Guldkar, som Kong Johan i England havde skjænket Kong Inge. Desuden gav han andre kostelige Gaver til Domkirken for hans Sjæl; lod ligeledes gjøre et kosteligt Værk over hans Grav, udhugget og malet, samt belagt med Guld; der lod han ogsaa hans Vaaben udhugge og male, og lod ophænge hans Sværd, Hjelm og Skjold. 

Kong Inge var en smuk Mand, velvoxen, med fuldkomne og smukke Lemmer; hans Haar var lysegraat. Han blundede gjerne med det ene Øje, naar han grandgivelig vilde betragte noget. Det sige baade hans Venner og Uvenner, at ingen lyksaligere og mod Almuen mere velsindet Konge har været i Norge, siden Kong Sigurd Jorsalafarer døde. Inge var Konge i tretten Aar, og døde ''9 Calend. Maji'', det femtende Aar efter Kong Sverres Død.



'''Noter:'''

1) Eller over Flokken (over dette parti).
<br>2) Skervard.
<br>3) Nordenfra.
<br>4) Jernbæreland (Dalekarlien)
<br>5) Sverre.
<br>6) Skalp.
<br>7) Rand eller Runn.
<br>8) Ønund Lunds eller Lins sønner.
<br>9) Sølve.
<br>10) eller Simon Ølrukaares Søn.
<br>11) Stodreim
<br>12) rettet for: Sigurds Dronnings Rangvalt Ingesøns Datter.
<br>13) eller: Margrete var Søster til Kong Inge Haraldsøn paa mødrene Side, og til Kongens Broder Orm, en Søn af Ivar Sneis.
<br>14) Arnbjørn, Jon Gautsøns søn.
<br>15) Eller Kop.
<br>16) Eller Benteensøn.
<br>17) Eller Thvare.
<br>18) Eller den lange.
<br>19) Dokka.
<br>20) Rettere: Throndhjem.
<br>21) Thord Brase.
<br>22) Endride hegre
<br>23) Lodin bonde fra Leykne
<br>24) Kaurlung
<br>25) Hornung neller Hornyn
<br>26) Eller Laxaavaag
<br>27) eller: hvle du her vil stride med Birkebenernes Søborge (Skibe).
<br>28) Ulf Hane
<br>29) Flotbytte
<br>30) Thoralde
<br>31) Aagesøn
<br>32) Skredung
<br>33) Fjølbyrja, Fjølbyrde
<br>34) Svidtuns
<br>35) eller: tilforn vare allerede (fire) af dem, de havde taget ud af Kirken, blevne dræbte; Fred fik henved fyrretyve Mand.
<br>36) Gridkone
<br>37) Eller Gørn
<br>38) Eller Snap
<br>39) Eller Simon Oxe, Erling Stakhals 
<br>40) Eller Halle Laud og Øgmund Egeland
<br>41) Eller Ljanæs
<br>42) Eller Augesund
<br>43) Nissaa
<br>44) Flotbytta
<br>45) Ran
<br>46) Ønund
<br>47) Ønund lyns
<br>48) Skinring
<br>49) Thvare
<br>50) Skaanøfjeld
<br>51) Eller Augesøn
<br>52) Eller Orm
<br>53) Eller Thortein Thjuf een Skude
<br>54) Eller Aasesøn
<br>55) I Lier
<br>56) Eller Lange
<br>57) I Skeen
<br>58) Eller Benteensøn
<br>59) Eller Gamalsøn
<br>60) Eller Foka
<br>61) Eller Bjerheimsherred
<br>62) Eller Gunbjørn.
<br>63) Eller Folksteen.
<br>64) Eller Rekevaag.
<br>65) Egernesund eller Eikundesund.
<br>66) Eller Skaalevig.
<br>67) Eller Øxenø.
<br>68) Gildehuset.
<br>69) Arnthor.
<br>70) Svardages
<br>71) Eller rettere: Sigvalde Karl, Bonden Sigvalde
<br>72) Fladkefjord
<br>73) Arnthor
<br>74) Sigvalde Karl
<br>75) Berrereller Berer
<br>76) Feiler
<br>77) Ørnolf Hækel.
<br>78) Reidulf
<br>79) Skusaas
<br>80) Klephus
<br>81) Gjæsteskalpen
<br>82) Darrhetten
<br>83) Lyrten
<br>84) Thord eller Thore Brase
<br>85) Erik Maxe
<br>86) Den lange
<br>87) Smørred
<br>88) Arnefjord
<br>89) Luursvend
<br>90) Thord
<br>91) Gunne den lange
<br>92) Arnefjord. Herfra indtil Enden findes i Brudstykket adskillige Afvigelser, af omtrent følgende Indhold: men de Birkebener, som Jarlen havde ladet blive tilbage, løb, strax da de saae Baglerne, hen og hug Skibene i Stykker, skyndte sig ind i Skoven, og skjulte sig; men saasnart Baglerne kom derhen, toge de Skibene, droge dem paa Land, og istandsatte dem; nogle løb ind i Skoven, for at oplede Skibsredskabet, og fandt det meste. Derpaa roede de bort strax om Aftenen (og kom under anførsel af Philippus fra Vegin) til Vikingevaag; men de, der, som før er fortalt, laae paa Spejderi i Ulvesund, roede nordpaa, da de saae en Flaade komme søndenfra, og sagde til deres Mænd, at der søndenfra kom fjorten Skuder, og de kunde kjende, at Jarlen havde Haft dem med sig sydpaa. De sloge da Tjeldingerne ned, og roede ind paa Fjorden. Da saae de snart, at de andre styrede efter dem, og at der ingen Skjolde vare ved Stavnene. De kunde da mærke, at det var Fjender, og roede ind til Moldefjord; men Skuderne satte hastig efter dem, og da Birkebenerne kom til Land, sprang de op, men nogle i Søen. (Baglerne dræbte Høvedsmanden) Andreas Dritljod og mange af Birkebenerne. De toge ogsaa Skibene med hvad derpaa var. Derpaa vendte de tilbage sønderpaa, og traf Steenvæg i Vikingevaag.
<br>93) Hindøerne
<br>94) Borgen
<br>95) Ostrefjord
<br>96) eller: siden op paa Vors, saa over Rødefjeld, og ned i Læradal i Sogn.
<br>97) Thorer
<br>98) eller: han drog heelt nordpaa til Stim, laae i Frekøsund, sendte derfra Skuder nord til Møre.
<br>99) Benteensøn
<br>100) Thorgils Fudhund
<br>101) Hiterø
<br>102) Haadyr
<br>103) Eikundesund
<br>104) Svasavig
<br>105) Bikr
<br>106) Portyrja
<br>107) Bjorolf
<br>108) Eller Erik, Berg
<br>109) Eller Skeif
<br>110) sikker
<br>111) Gyrid
<br>112) Gjæsteskalpen
<br>113) Lyrten
<br>114) Hardsø
<br>115) Trymlingerne
<br>116) Frysje
<br>117) Grenmar
<br>118) Astisholme eller Asthusholme
<br>119) Karmtsund
<br>120) Baardsund
<br>121) Hvisvig
<br>122) Eldøsund
<br>123) Titolfsnæs
<br>124) Laafungsnæs
<br>125) Titolfsnæs
<br>126) Haugesund
<br>127) Eikundesund
<br>128) Thorer Vetter
<br>129) Pisle
<br>130) Nautøen
<br>131) Signet
<br>132) Indbyggerne i Vigen
<br>133) Harald
<br>134) Maddadsøn
<br>135) Bjarne
<br>136) Møn, Man
<br>137) Gyrid
<br>138) Thorlak Ulfgestsøn



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Kongesagaer]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:C. C. Rafn]]
[[Kategori:Peder Claussøn Friis]]