Vis kilden til Guldbægere hentede tilbage

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Guldbægere hentede tilbage]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:ETK 01.jpg|thumb|200px|<center>Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.</center>]]

<center>'''[[Danske sagn som de har lydt i folkemunde I-VI|<big>Danske sagn</big><br> som de har lydt i folkemunde]]'''<br><br>

af
'''[[Evald Tang Kristensen biografi|Evald Tang Kristensen]]'''<br>1892


<big>'''[[Bjærgfolk| Bind I]]'''</big><br><br>Første afdeling<br><big>'''Bjærgfolk'''</big><br><br><big><big>'''49. Guldbægere hentede tilbage'''</big></big>

</center>

 
Udenfor præstegården ligger to höje, som kaldes ''Skadeshöje'', på hvilke i formål dage udi den præstes hr. Niels Madsens tid, som anno 1442 haver været præst her i ''Pjedsted'', er set en dands, som præsten selv haver holdet på en hest og set på. De, der dandset, haver drukket hannem til med et horn fuld, han haver taget det af dem, men hældet af, hvad i var, og hastelig redet ind i præstegården med hornet. Men som han en juleaften var gangen i bad, er én kommen indgangen og indgået i lillestuen, som hornet var, taget det og gået ud igjen og sagt: «Her tager Skade sit horn igjen.» Og intet mere man véd at sige om disse höje.  

''Efter Berent Falenkamp. Ole Worm''. 


791. Ved vejen imellem ''Kristrup'' og ''Stånum'', den nuværende vej til Klavsholm, ligger en höj, kaldet ''Klownhöj'', der nu er ubetydelig, men i gamle dage var meget större, og om hvilken der fortælles følgende sagn. Ejeren at ''Stånumgård'', en farbroder til den nuværende, kom ved midnatstid ridende fra Randers, og da så han højen stå på fire gloende pæle, og en mængde trolde dandsende der omkring. Som han nu forskrækket så derpå, kom en af troldene løbende hen til ham og bød ham drikke af et med vin fyldt guldbæger. Han tog det også, men spildte vinen og beholdt bægeret, i det han lod hesten løbe i fuldt firspring hen ad vejen. Han blev imidlertid forfulgt af troldene, men beholdt forspringet, til han kom til Stånumbro, der ophørte forfølgelsen, ti som bekjendt kan trolde ikke komme over rindende vand. Han havde nu bægeret i flere år og lod det hver höjtidsaften gå rundt ved måltidet med mjød i. Så hændte det imidlertid en juleaften i et forrygende uvejr, at en gammel kjælling kom dertil og bad om husly, hvad hun også fik. Da nu efter endt måltid bægeret gik rundt, kom det også til den gamle kjælling, men idet hun fik det i hånden, forsvandt hun, og de så aldrig mere til bægeret. 

En anden mand, der ligeledes ved midnatstid kom der forbi, så et gloende hjul, der fra höjen kom løbende ned imod ham, og gav sig derfor til at løbe og var så fortumlet, at han løb en helt anden vej, end han skulde, og kom først til sig selv ovre på Randers-Grenå landevej, hvilken er langt derfra. 

<small>Det første af disse sagn er almindelig gjængs i hele sognet, og det andet har jeg hørt af den pågjældende mands enke.</small> 

''Laurits Thastum, Kristrup ved Kanders''. 


792. De var en gang samlede til mændgilde i Fogedgården i ''Hollandsbjærg''. Der sad de og snakkede om bjærgmændene, der havde deres gang fra ''Madebakken'' og ind til ''Bøøntoft'' og holdt der deres gilder og dandsede. Så var der en karl, som væddede med mændene i byen om, at han skulde ride ned og få et sølvbæger ved dem. Men han vilde have en rød hest at ride på, der stod i stalden. Det gik nu godt nok, og bjærgfolkene kom og bød ham at drikke af et bæger. Han slog det bag over sig og red hjem. Bjærgfolkene kunde ikke løbe over plovet jord, men måtte følge vejen, og så nåede han hjem og satte bægeret på bordet. En tid efter kom en bitte gammel kone og satte sig ved kakkelovnen. Bægeret blev sat på det nederste af bordet, og så forsvandt hun med det. Anders Foged var med til at få bægeret hentet, og det er ikke mange år siden han døde. 

De slog også kister i låse i Mååjbakken. 

<small>Mænd-  og konergilder holdtes  mest  om  fastelavn, når de alle var forsamlede.</small>	

''Lavrs Knudsen, Bode''. 


793. I ''Madebakken'' var der bjærgfolk. Nedenfor er en flad slette, der kaldes ''Bøøntoft'' og der dandsede de. Der er to gårde, der kaldes Fogedgårdene, og i den ene af dem var der bryllup. Der tjente en forvoven karl i gården, og han sagde, at hvis han måtte få det sortblissede øg at ride på, turde han godt ride derned. Man kunde lige stå uden for porten og se derned. Så kom han af sted og holdt og så på lystigheden. Da kom de straks og vilde skjænke for ham. Han tog bægeret og red med det tvært over den plovede jord, og sådan kom han hjem. Nu havde de bægeret en tid, indtil der atter blev en forsamling i gården.  Da kom der én og tog det igjen.  

''Bode''. 


794. En gang var en mand fra ''Kjærregård'' ridende til barsel i Skjödstrup by. Da han red hjem, kom han om ved ''Lille-Jens höj'', der ligger lige ved siden af vejen, og så råber han: «Lille Jens, kom ud og skjænk mig en dram!» Allerførste det var sagt, det varede da ikke mange minutter, da kommer der en lille pusling ud af højen med et sølvbæger i hånden. Han tæjer også æ sølvbæger af god lille mand. Men nu var han jo så fornuftig, at han hiver det langt ud over æ bagdel af æ hest, og så rider han, så stærkt han kan, med god sølvbæger og kommer hjem med det, og det var i Kjærregård i mange år. Men omsider en dag kommer der en lille dreng, så det ud til, og vilde have sølvbægeret, og han fik det også. Der havde strent noget af denher drik på hestens bag, og det var, ligesom det havde sveden hårene af. Sært nok er det med den höj, for aldrig er der kast i den, og den er endda lige skreden sammen i midten.  (Sml. nr. 540.)	

''Simon Bojsen, Billum''. 


795. Omtrent en halv mil fra Assens, tæt ved Assens-Fåborg landevej, ligger ''Bohöj'' på ''Voldtofte mark, Flemløse'' sogn. Denne höj ligger uden for gården og er efter alt at dømme en almindelig meget stor kæmpehøj. Om en navngiven mand i Voldtofte fortælles, at han en aften red forbi højen på en sort hingst og så, at den stod på fire røde pæle, og troldene dandsede der inde under. To af dem kom ud og bød ham ind, men han afslog deres indbydelse. Så skjænkede de for ham i et guldhorn, og han tog hornet, men kastede dets indhold over sit hoved, og red så stærkt han kunde. Troldene råbte efter ham, at han skulde ride af det båren og ind på såren. Men manden fulgte vejen, og den sten, de kastede efter ham, ramte heller ikke. Den sten har indtil for tredive år siden ligget et stykke öst for højen tæt ved vejen. Der var på den ene af dens sider trykket en stor hånd dybt ind. Selve stenen var så stor, at den indeholdt 6, 8 vognlæs. Hvor den vædske, som var i guldhornet, havde ramt hesten, gik hårene af. Da manden kom hjem, hængte han guldhornet til stads over sit bord, men så hændte det sig en dag, at der kom to små drenge ind i gården og spillede for dem. Konen spurgte, om de vilde have et stykke mad, men de svarede, at de hellere vilde drikke af det smukke bæger, som hængte over bordet. Konen tog da bægeret ned og skjænkede öl deri til dem, men så snart de havde ved bægeret, var de forsvundne. 

<small>Gamle folk holder for, hvilket vi kan høre ved andre lejligheder, at trolddom ikke har så megen magt på de banede veje, som på grönjorden.</small>	

''Morten Rosenkjær. hentede tilbage''. 


796. De bjærgfolk i ''Bjærg'' var i familie med dem i ''Grönhöj''. Der kom en juleaften en mand kjørende fra Randers, han var fra ''Vinstrup'' og hed Ajs Josten. Så kom der et kvindemenneske ud af höjen og bød ham en drik öl af et sølvbæger, men han kylte øllet bag over sig og sagde hyp og kjørte løs, for han vilde jo godt beholde bægeret. Der var en stor rugmark ind til Vinstrup, og så satte han tvært på, der er jo ikke så langt fra byen og til højen, og der kunde bjærgtroldene ikke gå over, men skulde udenom. Han kom også i gården og fik porten lukket, inden de nåede dertil. Så måtte de jo rejse af igjen, og så havde han sølvbægeret. Det skulde på bordet, juleaftenen kom igjen, de skulde have en drik af det. Da kom der en gammel kone og vilde ligge om natten — det kunde godt falde sig sådan i de dage — og så skulde hun jo også smage øllet af sølvbægeret. Men i det samme sprang dören op, og så var kjællingen væk med sølvkruset uden videre. «Let kom det, og let gik det,» sagde manden, og så var der ikke mere om det.  

''Peder Justesen Kristensen''. 


797. Der skal være bjærgfolk i ''Kjællingbjærghøj'', der ligger östen til ''Sigsgård''. — sådan kaldes en lille herregård, der ligger lige ud til mosen. Folk så, at de dandsede der oppe ved højen. En karl fra ''Refs'' var reden der ned for at se dem, og så kom de ud og skjænkede for ham. Men han red hans vej med bægeret. De satte efter ham, og da han kom forbi ''Annishöj'' — det er sådan en bitte knop her oppe på udflyttermarken — da kom der også nogle ud af, og så havde de nær taget ham, men så var de trolde i Annnishöj gale på dem i Kjællingbjærghøj, og de råbte til karlen for at frelse ham: «Rid af det hårde og på det båre!» Se, båren kunde de ikke komme på, og så frelste karlen sig, og de havde det sølvbæger i hans hjem til om anden juleaften. Da kom der en gammel kjælling derind, og så vilde de give hende en drik af sølv bægeret, men da hun havde fået det i hånden, forsvandt hun  med det.

''Sønder-Kongerslev''. 


798. I ''Dværgehøjene'', vestligst i Malle sogn blev der i gammel tid holdt megen støj og lystighed om höjtidsaftener. Höjene åbnede sig, og dværgene turede og dandsede om røde og blå blus. Der blev tit snakket om, at det vist kunde være skjönt nok at komme op og se lidt nærmere på den stads, men der var alligevel ingen, der rigtig turde. Så var det endelig en juleaften, at en karl, der tjente på ''Svendstrupgård'', tog mod til sig, satte sig på en hest og red op til höjene. Da han så holdt ved en af dem, kommer der straks en lille fyr hen til ham og byder ham kage og vin, og karlen tog også godt nok til sig af det. Den lille går, men kommer snart igjen med et stort sølvkrus og spurgte karlen, om han ikke også vilde smage deres juleöl. Jo, tak! Karlen tog ved kruset, men i det samme hug han hælene i hestens sider og foer af sted hjem, det bedste han kunde, med kruset i hånden, medens dværgene hujede og skrålte efter ham. Så gik der et år, og det blev igjen juleaften. Strængt vejr var det, og så lige i mørkningen kommer der en gammel, fattig stodder til Svendstrup og bad om at blive der om natten, han kunde godt tage til takke med simpel lejlighed og ligge i ovnen, blot han måtte få husly. Jo, det var der da ingen ting i vejen for. Nu skulde folkene til bords, og den sölle gamle mand fik da også en plads med. Først fik de brød og brændevin, og godtøllet gik omkring i det sølvkrus, karlen havde taget fra dværgene. Så siger manden i gården: «Jeg synes ikke, den gamle der nede han får noget öl, ræk ham kruset, han skal da også vide, det er jul.» Stodderen fik kruset, men ikke så snart havde han det i hånden, så var han væk, som et lys der går ud, og ingen har set hverken ham eller kruset siden.	

''A. C. Nielsen, Malle''. 



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Folklore]]
[[Kategori:Evald Tang Kristensen]]