Vis kilden til Wulfstan: Sermo Lupi ad Anglos

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | <b>Velg språk</b> !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Wulfstan: Sermo Lupi ad Anglos]] !!  !! 
|-
|}

[[Fil:Wulfstan af York.jpg|thumb|220px|right|<center><small>Wulfstan, ærkebiskop af York, d. 1023.</small></center>]]<br><center>Wulfstan<br><br><big>'''Sermo Lupi ad Anglos'''</big><br>'''Ulvens prædiken til englænderne'''<br><br>
Indledning og oversættelse ved 
<br>[[Bruker:Carsten|Carsten Lyngdrup Madsen]]<br>© 2019


<small><FONT COLOR=grey>Oversættelsen er foretaget på baggrund af<br>Melissa Bernstein: ''The Electronic Sermo Lupi ad Anglos'' http://english3.fsu.edu/~wulfstan/ <br>Joseph Black et al., The Broadview Anthology of British Literature: Volume 1, The Medieval Period <br>Kevin Crossley-Holland: The Anglo-Saxon world : an anthology</FONT COLOR=grey></small></center>


{| width="100%" cellspacing="5" cellpadding="1"
| colspan="2" width="90%" valign="top" |
|-
| style="margin: 10px 10px 0 0; border: 2px solid #dfdfdf; padding: 0em 1em 1em 1em; background-color: #F2F2F2" rowspan="3" width="40%" valign="top" | 
<br>
<big>'''Indledning'''</big>


Wulfstan (d. 1023) var biskop i London og Worcester og senere (1002) ærkebiskop i York. Han bistod kongemagten med bl.a. lovgivning først kong Æthelred (978-1013) og senere den danske kong Knud den Store (1016-1036). 


Den prædiken af Wulfstan, som her bringes i dansk oversættelse, bærer den latinske titel Sermo Lupis ad Anglos – Ulvens prædiken til englænderne. Inspireret af første led i sit navn, underskrev Wulfstan sig undertiden med det latinske Lupus – "Ulven". Til trods for den latinske titel er prædikenen skrevet på angelsaksisk. 


[[File:Knut_der_Große_cropped.jpg|thumb|220px|left|<center><small>Knud den Store, konge over England 1016-1035</small></center>]]Som en kirkens mand var Wufstan dybt bekymret over tingenes tilstand, tidens moralske forfald, vikingernes plyndringstogter og en uhæmmet inddrivelse af skatter med fattigdom og nød til følge. Wulfstan havde sit virke i årene omkring årtusindskiftet, og der var blandt mange af kirkens folk en udbredt tro på, at overgangen fra det ene årtusind til det andet måtte varsle store begivenheder – dommedag, Jesu genkomst, Antikrists komme, verdens undergang. Men selv om vi i andre af Wulfstans prædikener kan se, at også han var påvirket af tidens frygt og uro, så bygger han ikke sine formaninger i Sermo Lupis på eskatologiske spekulationer eller tvivlsomme udlægninger af dunkle skriftsteder. Han taler som en, der er øjenvidne til sædernes forfald. Han var øjenvidne til vikingernes hærgen. Han var ærkebiskop i vikingernes hovedby York. Og som rådgiver først for den engelske og siden for den danske konge, havde han en sjælden mulighed for at følge udviklingen bag scenen. Bl.a. derfor er denne prædiken en vigtig kilde til tiden omkring årtusindskiftet i England.


''Sermo Lupis'' er skrevet i 1014, det samme år, som Svend Tveskæg døde og to år før Knud den Store overtog kongemagten i England. "Størstedelen af Wulfstans liv falder sammen med en stormfuld periode af den engelske historie. Danske plyndringstogter var blevet genoptaget i 981 og var en meget alvorlig plage i 996, da Wulfstan blev biskop i London." <ref>Dorothy Whitelock: ''Sermo Lupi ad Anglos'', s. 11.</ref> Fra 997 til 1001 blev England igen og igen hærget af danske vikinger og i 1002 – samme år, hvor Wulfstan blev overflyttet til York, fandt St. Brictus massakren – også kaldet Danemordet – sted. Kong Ethelred havde beordret, at alle derboende danskere skulle slås ihjel. Den 13. november dette år blev der dræbt et ukendt antal danskere, deriblandt Svend Tveskægs søster Gunhild. <ref>Under en udgravning ved St. John's College i Oxford fandt man i 2008 skeletterne af 34-38 unge mænd i en fællesgrav. Knogleresterne viste, at de var blevet dræbt med stor brutalitet.</ref> Dette stoppede dog ikke danskernes hærgen, snarere tværtimod, for nu var der for alvor en grund til at hærge. Ifølge ''Den Angelsaksiske Krønike'' var de efterfølgende år præget af nye angreb fra vikingerne med overfald på mennesker, røveri og nedbrænding af byer, inddrivelse af uhyre summer i danegæld, mislykkede modangreb og sult og hungersnød. Det er sådanne hændelser, der danner bagtæppe til Wulfstans prædiken.


Årsagen til alle disse ulykker er Wulfstan imidlertid ikke i tvivl om. Som profeterne i det gamle Testamente ser han en direkte sammenhæng mellem det engelske folks frafald og danskernes hærgen<ref>Også andre kristne forfattere havde før Wulfstan tolket begivenhederne på samme måde. I England fx Alcuin og ligeledes Gildas, som Wulfstan selv henviser til.</ref>. De danske vikinger er Guds straf over et troløst folk. Og ulykkerne vil fortsætte indtil folk omvender sig og begynder at leve efter kristendommen. Derfor skildrer Wulfstan nok vikingernes ugudelighed, men det er først og fremmest sit eget folks frafald, der ligger ham på hjerte.

|}

{| width="100%" cellspacing="5" cellpadding="1"
| colspan="2" width="90%" valign="top" |
|-
| style="margin: 10px 10px 0 0; border: 2px solid #dfdfdf; padding: 0em 1em 1em 1em; background-color: #F2F2F2" rowspan="3" width="40%" valign="top" | 
<br>
<big>'''Sermo Lupi ad Anglos'''</big>


''Ulvens prædiken til englænderne da de blev hårdt forfulgte af danskerne, hvilket var i året 1014 efter vor Herre Jesu Kristi fødsel.''

(1) Kære folk<ref>Wulfstan henvender sig bredt til hele det engelske folk. Bemærk, at han begynder sin prædiken ved at tale i tredje person (". . . som de burde. . .") men slutter i første person (". . . som vi burde. . .").</ref>, forstå hvad der er sandt! Denne verden haster afsted og nærmer sig enden. (2) Derfor bliver forholdene i denne verden jo længere jo værre og således måtte det gå, at alting hastigt skulle forværres før Antikrists komme, eftersom mennesker bliver ved med at synde dag efter dag. (3) Og da skal det virkelig blive forfærdeligt og slemt over hele verden. (4) I må forstå, at Djævelen nu i mange år har ført dette folk på et vildspor, så at der ikke er meget sandhed tilbage i dem til trods for deres pæne ord. (5) Alt for mange forbrydelser har styret dette land, men ikke mange har gjort sig tanker om kuren mod dette, således som de burde. I stedet har de stablet ondskab på ondskab, handlet uretfærdigt og brudt loven overalt i hele dette land.


(6) Derfor har vi også måttet udholde megen fortræd og forhånelse og hvis vi skal finde nogen kur mod dette, må vi gøre os bedre fortjent til det hos Gud, end vi hidtil har gjort. (7) For det var velfortjent, at vi pådrog os den nød, som ramte os og vi må gøre os fuldt fortjent til det, hvis vi skal finde Guds kur, så forholdene fremover kan forbedres. (8) Hør en gang, vi ved alle, at et stort lovbrud kræver stor retshjælp og en stor brand kræver meget vand, hvis ilden skal slukkes. (9) Således er det også bydende nødvendigt, at hver enkelt af os fremover ivrigt overholder Guds lov – og det bedre end vi hidtil har gjort – så vi giver Gud, hvad Guds er. (10) Blandt hedningerne tør ingen holde hverken småt eller stort tilbage af det, som hører tilbedelsen af de falske guder til. Men vi tilbageholder overalt og endda ofte det, som tilkommer Gud. (11) Og blandt hedningerne tør ingen – hverken udenfor eller inde i templet – forringe det, som er viet til at ofres til de falske guder. (12) Men vi har helt ribbet Guds hus – både udenfor og indenfor – for det, som hører til der, og overalt bliver Guds tjenere frarøvet hæder og beskyttelse. (13) Ingen blandt hedningerne tør behandle de falske guders tjenere dårligt, men dette foregår nu i vid udstrækning mod Guds tjenere, hvor kristne burde holde Guds lov og beskytte Guds tjenere. 


[[File:New_Minster_Charter_966_detail_Edgar.jpg|thumb|220px|right|<center><small>Edgar, konge over England 959-975]]''.</small></center>]](14) Hvad jeg siger her er sandt: vi behøver denne kur, for hvad der rettelig tilkommer Gud, er blevet udvandet i hver en egn af dette land og folkets love er gået mere og mere i opløsning lige siden Edgars død<ref>Edgar med tilnavnet "den fredsommelige" var konge i England fra 959-975.</ref>. (15) Helligdomme er i vid udstrækning blevet vanhelliget og Guds huse er blevet fuldkommen ribbet for alt, som bør være der og også indenfor er de blevet ribbet for alt det, som har sin plads der. 


(16) Hel urimeligt tvinges enker mange steder til at indgå ægteskab mod deres vilje. Mange forarmes og ender i fuldstændig ydmygelse. Fattige folk bedrages groft og udsættes for gemen svindel og flere steder bliver de solgt til udlandet og kommer i fremmedes vold, selv om de intet ondt har gjort. Selv små børn bliver med urette solgt som trælle overalt i landet selv for de mindste smårapserier. (17) Frie folks rettigheder fratages dem og trælles rettigheder indskrænkes og krav om at vise godgørenhed forsømmes. (18) Frie folk mister deres uafhængighed og må ikke færdes, hvor de selv vil eller gøre med deres ejendele, som de selv ønsker. (19) Trælle må ikke beholde de ejendele, som de i deres egen tid har optjent gennem hårdt arbejde, (20) eller det, som gode mennesker ved Guds gunst har givet dem og foræret dem i gavmildhed over Guds kærlighed. (21) Men alle undslår sig helt eller delvist for de forpligtelser til godgørenhed, som vi retteligt og med Guds gunst burde være ivrige efter at betale. Uretten er blevet udbredt og almindelig blandt mennesker og alt for mange steder elsker man lovløshed. (22) Kort sagt: de hader Guds love og de foragter hans lære. Derfor rammes vi ofte af forsmædelse på grund af Guds vrede. Lad den, som har forstand, forstå dette. (23) Og selv om vi næppe tør tænke den tanke, så kan al denne nød ende med at brede sig ud over hele landet, med mindre Gud beskytter os.


(24) Det ses klart og tydeligt på os alle, at vi indtil nu oftere har forsyndet os end forbedret os. Derfor er dette land under massive angreb. (25) Gennem lange tider har vi ikke haft fremgang hverken herhjemme eller i udlandet. Igen og igen udsættes vi for plyndringer, hungersnød, nedbrænding og blodsudgydelse i snart sagt hver eneste egn af dette land. (26) Tyveri og drab, pest og plager, kvægpest og sygdom, ondskab og had og plyndring fra røvere har ramt os på det grusomste. (27) Overdrevne skatter har bragt os i knæ og uvejr har gentagne gange ødelagt vore afgrøder. Som det ses, har vi gennem mange år befundet os i en tilstand, hvor lovløshed og utroskab har floreret blandt mennesker.  


(28) Nu sker det ikke sjældent, at en mand ikke finder mere beskyttelse hos sin egen slægtning end hos en fremmed. Eller børn hos deres fader. Eller i visse tilfælde en fader hos sine børn eller den ene broder hos den anden. (29) Ej heller lever nogen af os vore liv, som vi burde, hverken kirkens folk i forhold til de hellige løfter, de har aflagt, eller lægfolk i forhold til loven. Alt for ofte har vi gjort lyst til lov og har hverken overholdt Guds eller menneskers regler og love som vi burde. (30) Ej heller tænker vi ligeså loyalt på andre, som vi rettelig skulle, men næsten alle har bedraget og såret andre gennem ord eller handling. Ja, næsten alle har uretfærdigt stukket en anden bagfra med skammelige angreb og falske beskyldninger – lad ham fortsætte, som kan.


[[Fil:Edward Martyren.jpg|thumb|220px|left|<center><small>Edward, konge over England 975-978</small></center>]][[File:Ethelred_the_Unready.jpg|thumb|220px|right|<center><small>Æthelred, konge over England 978-1016</small></center>]](31) Her i landet har man både svigtet troen på Gud og troen på mennesker. Ligeledes er der her i landet mange, som på forskellig vis forråder deres herre; den værste måde er at forråde hans sjæl. (32) En anden slem måde at forråde sin herre på i denne verden, er at forråde ham til døden eller i levende live drive ham i eksil. Vi har set begge dele her i landet. Edward<ref>Edward med tilnavnet "martyren" var konge i England fra 975-978.</ref> blev forrådt og derefter dræbt og til sidst brændt. Og Æthelred<ref>Æthelred med tilnavnet "den rådvilde" var konge i England fra 978-1016.</ref> blev drevet ud af landet. (33) Alt for mange faddere og gudbørn er blevet dræbt rundt omkring i dette land, ligesom alt for mange andre uskyldige mennesker er blevet helt og aldeles udslettet. (34) Og alt for mange helligsteder er gået i forfald, fordi man indsatte mænd i dem, som aldrig burde have været indsat, hvis man havde haft respekt for Guds helligdom.


(35) Alt for mange kristne er gennem tiden blevet solgt til udlandet, og dette er afskyeligt for Gud, tro det om I vil. (36) Vi ved meget vel hvor sådanne forbrydelser har fundet sted og må med skam sige, at de er foregået vidt omkring i landet. (37) Og det er skrækkeligt at kende til, hvad der ofte bedrives af mange – dem, som for en stund udfører en forfærdelig gerning, når de går sammen om at købe en kvinde i fællesskab og på skift udfører deres modbydelige synd på hende akkurat som hunde, der ikke bekymrer sig om urenhed. (38) Og derefter sælger de hende for penge – en af Guds egne skabninger, som han selv løskøbte for så stor en pris – og giver hende i fjendernes vold. (39) Vi ved også alt om en anden slags forbrydelse, som har fundet sted, nemlig hvor en fader har solgt sin søn for penge eller en søn sin moder eller en mand har solgt sin egen broder og givet dem i fjendernes vold, så de kunne tage dem med ud af landet. (40) Den slags handlinger er forfærdelige. Lad den forstå det, som kan. (41) Og dog krænkes dette land af endnu større og endnu mere mangfoldige ting. Mange sværger falsk og aflægger usande eder. Nogle eder bliver brudt igen og igen og det er indlysende for dette folk, at vi er under Guds strenge vrede. Lad den, som har forstand, forstå dette.


(42) Men hør! Hvordan skal Guds vrede vække større skam hos os, end vore egne synder ofte gør? (43) Selvom det sker, at en træl flygter fra sin herre<ref>Det ord, som i dette afsnit er oversat med herre, er ''thane'', der er beslægtet med det oldnordiske ''thegn'', der bl.a. kendes fra danske og svenske runeindskrifter. Betegnelsen dækker over en jordbesiddende stormand eller høvding.</ref>og forlader kristendommen og bliver viking, kan det ske, at herre og træl mødes i fjendtlig kamp. Hvis trællen da dræber sin herre, skal der ikke betales mandebod til nogen af hans slægtninge, men hvis trællen bliver dræbt af sin tidligere ejer, skal der bødes det samme som for en herre. (44) 


Absolut skamfulde love og skændige skatter er udbredte iblandt os på grund af Guds vrede. Lad den, som kan, forstå det. (45) Igen og igen er dette land blevet ramt af ulykker. I lang tid er intet lykkedes for os hverken herhjemme eller i udlandet. Men igen og igen har der været ødelæggelse og had på hver en egn, og englænderne er fuldstændig besejrede og er ramt af dybt mismod på grund af Guds vrede. (46) Og Gud har tilladt, at piraterne<ref>Bemærk at vikingerne her betegnes pirater. Ordet her er ''flotmen'', der betyder søfolk eller pirater.</ref> er så stærke, at én af deres ofte kan besejre ti af vore mænd på slagmarken. Og to kan klare tyve, nogle gange færre og nogle gange flere. Alt sammen på grund af vore synder. (47) Og ofte kan ti eller tolv af dem finde på at misbruge høvdingens<ref>Ordet her og i næste sætning er igen ''thane''.</ref> kvinde på det skammeligste den ene efter den anden, andre gange er det hans datter eller en anden nær slægtning, og han må selv se på – han, som regnede sig selv for en brav, stærk og god mand, før dette skete. (48) Og ofte kan en træl binde den høvding, som før var hans herre og ved Guds vrede gøre ham til træl. (49) Ak og ve for en elendighed og åbenlys skam, som nu overgår englænderne helt og aldeles på grund af Guds vrede. (50) To vikinger – undertiden tre – kan drive hele flokke af kristne fra kyst til kyst ud af dette land klynget sammen til offentlig skam for os alle, hvis vi ellers for alvor vidste hvad skam var. (51) Men al den forhånelse vi ofte udsættes for, gengælder vi ved at hædre dem, som håner os. (52) Vi gengælder dem dagligt og de fornedrer os dagligt; de hærger og de nedbrænder, de plyndrer og stjæler for så at bære det hele ned til deres skibe, (53) men hør! hvad andet er det, vi kan se i disse hændelser, end et klart og tydeligt bevis på Guds vrede over dette land?


(54) Det er ikke så sært, at der sker ulykker iblandt os, for gennem mange år har mennesker tydeligvis været helt ligeglade med både ord og handling. (55) Det er åbenbart, at dette land er blevet fuldkommen fordærvet ved alverdens synder og ugerninger, ved mord og onde handlinger, ved begær og griskhed, ved tyveri og røveri, ved menneskehandel og hedenske laster, ved forræderi og svindel, ved overfald på slægtninge, ved manddrab, ved skændsel af præsterne, ved utugt, ved incest og ved alle former for hor. (56) Og overalt, som vi sagde tidligere, går unødvendigt mange mennesker fortabt og bliver bedraget fordi eder bliver brudt, løfter ikke overholdt og løgne fortalt. Mange steder ser man, at kirkens højtider og faster ignoreres igen og igen. (57) Også Guds fjender findes her i landet, det er degenererede frafaldne og fjendtlige forfølgere af kirken og alt for mange grusomme tyraner og foragtere af guddommelige love og kristne dyder. Overalt i landet findes tåbelige spottere, som håner det, som Guds budbringere befaler og især de ting, som har med Guds lov at gøre. (58) Derfor er det nu kommet så vidt med ondskaben, at mennesker skammer sig mere over gode gerninger end over onde gerninger, for gode gerninger bliver ofte rakket ned og mødt med spot. Gudfrygtige mennesker får skylden for alt for mange ting. Værst går det ud over de folk, som elsker ret og frygter Gud, for de bliver kun mødt med bebrejdelser og foragt. (59) Og fordi mennesker opfører sig således, at de nedgør alt det, de burde rose og hader alt det, de burde elske, så fører det til onde tanker og gerninger, så mennesker ikke skammer sig over noget, selv om de synder slemt endog mod Gud selv. (60) På grund af deres grundløse angreb skammer de sig over at skulle omvende sig fra deres ugerninger, akkurat som det står skrevet i bøgerne<ref>Der sigtes til de såkaldte ''bodsbøger'', der var små håndbøger, der indeholdt oversigter over forskellige synder med angivelse af den tilhørende bod.</ref>, ligesom også de tåber, der på grund af deres egen stolthed ikke vil skåne sig selv mod nogen skade, før det ikke længere er muligt, om de så havde villet.


[[Fil:St. Gildas.png|thumb|220px|left|<center><small>Sankt Gildas, 500-tallet</small></center>]](61) Som det fremgår, er alt for mange mennesker i dette land slemt sårede af syndens pletter. (62) Her findes, som tidligere nævnt, drabsmænd, folk som har myrdet deres egne slægtninge, præstemordere og klosterforfølgere, forrædere og berygtede frafaldne, her findes menedere og mordere, præstekrænkere og horkarle og folk, som er aldeles fordærvede af incest og alskens utugt, her findes luddere og barnemordere og utugtsfordærvede horkarle, her findes hekse og troldkvinder<ref>Dorothy Whitelock gør opmærksom på, at det angelsaksiske ord, som her anvendes for troldkvinde er ''wæl-cyrian'', hvilket svarer til det oldislandske ''valkyrja'', valkyrie, som kendes fra nordisk mytologi. Selv om Wulfstan her vælger et ord fra vikingernes forhadte gudeverden, lader det ikke til at have nogen mytologisk klang her. (Se Dorothy Whitelock: ''Sermo Lupi ad Anglos'', s. 50, note .)</ref> og her er røvere, plyndrere, småkriminelle og tyve, her er menneskekrænkere, løftebrydere og traktatbrydere, kort sagt et utal af forbrydelser og ugerninger. (63) Men vi skammer os ikke over alt dette, men at søge den kur, som også bøgerne lærer os, mener vi er skamfuldt. At det forholder sig således, er tydeligt i dette elendige og syndige land. (64) Ak, mange vil nemt kunne komme i tanke om meget mere end det, som én mand skulle bruge lang tid på at undersøge, hvor elendigt det står til hele tiden og overalt i dette land! (65) Men lad enhver undersøge sig selv omhyggeligt og udskyd det ikke for længe. (66) I Guds navn: lad os gøre det, som er nødvendigt for os, og lad os gøre det lige så alvorligt, som vi kan, at vi ikke alle skal fortabes! 


(67) Der var en historiker på briternes tid, som hed Gildas<ref>Gildas med tilnavnet "den kloge" var en engelsk munk og eneboer, som levede i 500-tallet. Flere af hans værker er bevaret og betragtes som nogle af de vigtigste kilder fra denne periode.</ref>, (68) og han skrev om briternes ugerninger, hvorledes de med deres synder antændte Guds vrede så voldsomt, at han til sidst tillod den engelske hær at erobre deres land og fuldstændigt ødelægge den britiske hær. (69) Og dette skete, som han skriver, på grund af præsternes brud på reglerne og lægmændenes brud på loven, på grund af de stærkes røveri og begær efter stjålet gods, på grund af folkets lovovertrædelser, på grund af uretfærdige domme, på grund af biskoppers slaphed og dårskab, på grund af Guds budbringeres ugudelige fejhed, når de alt for ofte stod og mumlede i skægget, hvor de skulle have råbt højt, (70) på grund af folkets fordærvede stolthed og på grund af grådighed og alverdens synder, og derved ødelagde de deres land og gik selv til grunde. (71) Men lad os gøre det, som er nødvendigt for os og betragte dem som et afskrækkende eksempel. Og det er sandt, hvad jeg siger, at vi blandt englænderne har set værre gerninger end vi nogen steder har hørt om blandt briterne. (72) Derfor er det tvingende nødvendigt, at vi bekymrer os om os selv og går i oprigtig forbøn hos Gud selv. (73) Lad os gøre det, som er nødvendigt for os: vende os til det gode og i nogen udstrækning bort fra det onde og med alvor søge at sone for de overtrædelser, vi tidligere har begået. (74) Lad os elske Gud og følge hans love og med omhu gøre, hvad vi lovede ved vores dåb eller hvad vore faddere lovede. Lad os vise retfærdighed i ord og handling og med nidkærhed rense vore tanker, lad os overholde eder og aftaler omhyggeligt og være tro mod hinanden uden svig. (75) Lad os ofte tænke på Guds store dom, som vi alle skal træde frem for, lad os redde os selv fra den blussende ild i helvedes pine og i stedet vinde den ære og glæde, som Gud har beredt for dem, som gør hans vilje i denne verden. (76) Gud hjælpe os. Amen.

|}




:<big>'''Litteratur'''</big> 

:Dorothy Whitelock: ''Sermo Lupi ad Anglos'', London, 1952 
:Melissa Bernstein: ''The Electronic Sermo Lupi ad Anglos'' http://english3.fsu.edu/~wulfstan/ 
:Joseph Black et al., ''The Broadview Anthology of British Literature: Volume 1, The Medieval Period'', Peterborough, Ont., 2009
:Kevin Crossley-Holland: ''The Anglo-Saxon world: an anthology'', Oxford, 2009.




:'''Lyt til den engelske tekst her'''
{{#ev:youtube|oxKLPT9WOSQ|500|center}}



==Fodnoter==
<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Angelsaksiske kilder]]
[[Kategori:Carsten Lyngdrup Madsen]]
[[Kategori:Wulfstan]]