Vis kilden til Nordmænd i vikingetiden

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Gustav Storms Studier
over Vinlandsreiserne]]
|-
|}

[[Fil:Alexanderbugge.jpg|thumb|220px|<center>Alexander Bugge (1870-1929)</center>]]


<center>
<big>'''Nordmænd i vikingetiden'''
<br>Fortællinger for ungdommen fra
<br>islandske, irske og engelske 
<br>sagaer og krøniker

<br>av Alexander Bugge</big> 


Gyldendalske Bokhandel
<br>Kra. 1924<ref>Dette verket er i Public Domain</ref>
</center>






==Indledning==

[[Fil:Viking 085.jpg|thumb|200px| Maleri basert på en billedsten fra Stora Hammars på Gotland, fra vikingtiden. Bruker: Becherel. Eget arbeid, 2010. Commons.]]Vikingetiden kalder vi tiden fra slutten av 700-tallet til omkr. aarene 1015—1030. I denne tiden er det de nordiske folk først træder frem i historiens lys og begynder at si et ord med i laget mellem folkene i Europa. Det er i denne tiden Norge under Harald Haarfagre blir samlet til ett rike. Tiden har navn efter de hærfærder eller vikingfærder som nordmænd, svensker og dansker gjorde til fremmede land. Nordmænd og daner fór mest i "vesterveg", til de britiske øer og Frankrike. Svenskerne for mest i "austerveg" til landene paa den andre siden av Østersjøen og længere indover i Østeuropa. I førstningen gjorde de ikke stort andet end at herje og plyndre og føre mænd og kvinder bort i trældom. Men snart begyndte de at sitte vinteren over i de fremmede land, og saa varet det ikke længe før de slog sig ned dér for godt og grundet riker og nybygder.

Alt længe før vikingetiden hadde nordmændene sat sig fast paa Hjaltland (Shetlandsøerne) og Orknøerne. Derfra kom de — likeledes før vikingetiden (trolig i førstningen av 700-tallet) — sydover til Hebriderne, eller Suderøerne, som de kaldte disse øerne fordi de ligger syd for Orknøerne. Da saa vikingefærderne i slutten av aarhundredet tok til for alvor, vendte nordmændene sig først mot Irland. Alt før midten av 800-tallet hadde de sat sig fast dér for godt og grundet byer og riker. Det vigtigste norrøne riket i Irland var det i Dublin. Det hadde flaatestationer længere nord ved østkysten av øen og under det hørte nybygderne i Wicklow og Arklow. — Begge disse navnene er norrøne. Wicklow het paa gammelnorsk ''Vikingaló'' og Arklow ''Arnkelsló''. Siste led ''ló'' har vi ogsaa i Oslo. Det betyr en engslette som ligger nede ved vand. Wicklow betyr enten "vikingernes ló" eller "Vikingsló". — Viking blev ogsaa brukt som mandsnavn. — Arklow er sammensat med mandsnavnet Arnkel. — Længst øst ved sydkysten av Irland var det et litet vikingerike i Waterfjord. Dette navnet er ogsaa nordisk; det heter paa gl. norsk ''Veðrafj&#491;rðr'' ("veirfjorden"). Længere vest var det en anden nybygd med Cork til midtpunkt, og ved vestkysten et rike i Limerick. Men rundt hele øen er det den dag idag mange norrøne navn paa øer og fjorder som minder om at vore forfædre engang bodde i Irland og seilet i kjøpfærd til fremmede land.

Ogsaa Nordskotland, Caithness eller Katanes og Sutherland, var helt til omkr. 1200 norsk bygd. Ved vestkysten av Skotland var det likeledes mange norske nybygder, især paa halvøen Galloway.

Vikingerikerne i Irland bestod endda da engelskmændene i 1169 kom til øen og begyndte at under lægge sig den. Men austmændene — saa kaldtes nordmændene i Irland — vedblev langt utover paa 1200-tallet at tale sit norrøne maal; de levet under sine egne love og visste at de var en egen nation. Til England (til mundingen av Themsen) kom det i 865 en stor dansk vikingeflaate ført av sønnerne til Ragnar Lodbrok. De vandt i de følgende aar Northumberland og grundet et mægtig rike med York til hovedstad. Et andet rike der ogsaa en dansk kongssøn blev konge, var Østangel (det nuværende Norfolk og Suffolk). Ogsaa ellers satte danskerne sig fast rundt om i Midlandsdistrikterne i England. Tilsist maatte Alfred den store, kongen i England, i 878 slutte fred. Hele landet nord for Watlingstreet, den gamle romerske hærveien mellem London og Chester, blev anerkjendt som Danelag. Dér raadet danerne og dér gjaldt dansk eller nordisk lov og ret.

I førstningen hadde det været bitter strid mellem dansker og nordmænd dér vesterpaa. Danerne prøvet at vinde magten ogsaa i Irland. Men tilslut blev det fred mellem dem. Lodbroksætten blev konger baade i York og i Dublin. Mange nordmænd fra Irland og Suderøerne bosatte sig paa 900-tallet i det nordvestlige England. I Cumberland, Westmoreland og Lancashire blev det endda paa 1200-tallet talt norrønt maal. Ogsaa i "Femborgene" — saa blev det kaldt et forbund av mellemengelske byer som bestod av Nottingham, Leicester, Derby, Stamford og Lincoln — ogsaa dér fik nordmændene magten, og Eirik Blodøks, Harald Haarfagres søn, blev en tid konge i York efterat han var fordrevet fra Norge. Men litt efter litt vandt de engelske konger vikingerikerne i England tilbake og tilslut faldt Eirik Blodøks i 954. Men i slutten av 900-tallet begyndte vikingefærderne til England paa ny. Det dannet sig en vældig hær baade av nordmænd og dansker og trolig ogsaa av svensker. Føreren for denne hæren var nordmanden Olav Tryggvason. Kongen av England het Æthelred og blir kaldt den raadvilde. Han visste ikke bedre raad end at kjøpe sig fred av vikingerne og maatte ut med svære summer til dem. Olav Tryggvason sluttet fred og lovet aldrig mere at komme til England med hærskjold. Han drog hjem til Norge og blev, vet vi, konge dér. Men vikingehæren blev ikke opløst og danekongen Svein Tjugeskjæg blev fører for den. Endskapen blev at Svein i 1013 vandt hele England. Men han døde alt i førstningen av det følgende aar. Verket blev dog fortsat av Knut den mægtige, hans søn. Knut blev i 1017 valgt til konge av England. Han blev siden, vet vi, ogsaa konge i Norge dér Olav Haraldsson blev fordrevet, og var ved sin død i 1035 en av de mægtigste herskere i Europa. Efter Knut blev først hans ene søn Harald Harefot og saa hans anden søn Hardeknut konger i England. Men efter Hardeknuts død vendte den gamle engelske kongsætten tilbake. Dansker og nordmænd hadde dog stor magt i England helt til 1066 da Harald Hardraade prøvet at vinde England, men faldt ved Stamford bro og da William Erobreren, hertugen av Normandie, vandt England.

I førstningen var det ogsaa mest dansker som herjet paa landene ved sydkysten av Nordsjøen, især i Nordfrankrike. Men til dem sluttet det sig siden ogsaa mange nordmænd, især slike som var lyst utlæg av Harald Haarfagre eller ikke vilde finde sig i hans ovrike. Mellem disse var Gangerolv, søn av Ragnvald Mørejarl. Han het egentlig Rolv — Rollo kaldte franskmændene ham —. Men han blev kaldt Gangerolv fordi han var saa svær at ingen hest kunde bære ham, saa han maatte gaa tilfots, fortæller sagnet.

Gangerolv blev fører for vikingehæren i Frankrike, og tilsist sluttet Karl den enfoldige i 911 fred med ham og gjorde ham til hertug i det landskap som efter erobrerne blev kaldt Normandie. Dermed var vikingetogene til Frankrike slutt. Normannerne blev snart kristne og begyndte at tale fransk. Men det rullet fremdeles vikingeblod i deres aarer. Det var normanner som paa 1000-tallet vandt England og kom ned til Syditalien og grundet riker paa Sicilien og i Neapel.

Ved vestkysten av Frankrike var det især nordmænd som herjet. De kom dit fra Irland; for det gik en gammel handelsvei fra mundingen av Loire til Irland. I førstningen av 900-tallet var det et litet norsk vikingerike ved sydkysten av Bretagne; dér er det endog for nogen aar siden fundet levninger av et vikingeskib. Paa sine færder videre kom nordmænd og dansker helt ned til Spanien og Middelhavet og herjet endog en enkelt gang i Italien.

Danskerne herjet ogsaa ofte paa sydkysten av Østersjøen og grundlagde her ved aar 960 paa øen Wollin ved mundingen av Oder en sterk borg som blev kaldt Jomsborg. Men især var det, som vi har hørt, svensker som herjet i austerveg. De hadde alt tidlig paa 800-tallet sat sig fast ved Ladogasjøen. Men i aar 862 blev, fortæller den gamle russiske krøniken, ''varjagerne''<ref>Russerne kaldte nordboerne for varjager, vort væring; ordet betyr visst en som har lovet troskap.</ref>, forjaget. De mange forskjellige finske og slaviske stammene evnet dog ikke at holde fred indbyrdes og det gik dem daarligere og daarligere. Saa sendte de i 866 bud over havet til varjagerne, "til russ, som disse varjager blev kaldt." — Russ vil si indbyggerne av Roslagen ved kysten av Uppland i Sverige. — De sagde til russ: "Vort land er stort og frugtbart, men det er ikke nogen orden dér. Kom og hersk over os!" Rurik eller Rørik og hans to brødre fulgte opfordringen og nedsatte sig i Novgorod ved Ilmensjøen. Dette var begyndelsen til det mægtige russiske rike som har faat navn efter erobrerne. Snart utbredte svenskerne sin magt endda videre og satte sig fast i Kijev som siden blev hovedstad i det russiske riket. Svenske farmænd drog for at handle nedover Dnjepr og seilet derfra over til Konstantinopel. Andre drog nedover Wolga til Itil, det nuværende Astrakan. Dér møttes de med arabiske kjøbmænd som fortæller om nordboernes sæder i arabiske skrifter.

Vikingerne var nemlig ikke bare krigere, men ogsaa store farmænd. De ypperste sjøfarere var nordmændene. De kom i vikingetiden til Færøerne og Island og satte bo dér. Nordmanden Ottar seilet paa Harald Haarfagres tid rundt Finmarken og kom helt til Hvitehavet. Siden gik han i tjeneste hos kong Alfred den store i England, og denne har selv fortalt om Ottars færd. Fra Island fandt i 980-aarene nordmanden Eirik Raude veien til Grønland og dér blev det en stor norsk nybygd som holdt sig helt til omkr. aar 1400. Leiv den heppne, søn av Eirik Raude, var det som i aar 1000 kom til Nordamerika og fandt Vinland det gode.

Aldrig har det her hjemme været saa modige mænd og været øvet saa mangen en manddoms daad som i vikingetiden. Derom er det vi i det følgende skal fortælle.

==Eventyr om Harald Haarfagre og hans vikingebedrifter==

[[Fil:Ole Peter Hansen Balling Harald Hårfagre i slaget ved Hafrsfjord.jpg|thumb|Harald Hårfagre i slaget ved Hafrsfjord. Maleri av Ole Peter Hansen Balling, 1870. Nasjonalgalleriet.]]Harald Haarfagre som samlet Norge til ett rike, var i sin ungdom den største viking og hærmand som vel har levet her i landet, og om ham blev det fortalt mange eventyr. Vi maa ikke tro det er sandt altsammen. Men slik hadde folk i gamle dager gammen av at fortælle.

Harald var søn av Halvdan Svarte og av Ragnhild, datter av Sigurd Hjort som var konge paa Ringerike. Ragnhilds mor var Torny, datter av kong Klakkharald i Jylland. Torny var søster til Tyre Danmarks-bot som var gift med Gorm den gamle som da raadet over Danevælde.

Dronning Ragnhild drømte store drømmer. Hun var meget klok og forstandig. Det var en av drømmene hendes at hun tyktes hun stod i sin urtegaard og tok en torn ut av særken sin, og da hun holdt paa den, vokste den og blev til et stort træ, saa den ene enden tok ned i jorden og braatt blev rotfast, men den andre enden av træet var snart efter høit oppe i luften; dernæst syntes det hende at træet var saa stort at hun næsten ikke fik se over det. Det var forfærdelig digert. Den nederste delen av træet var rødt som blod, men stammen længere oppe var fager og grøn og ut i grenene var det snehvitt. Mange av grenene paa træet var store, nogen længere oppe og nogen længere nede. Grenene paa træet var saa store, at det tyktes hende at de bredte sig over hele Norge og endda videre.

Kong Halvdan drømte aldrig. Det syntes han var underlig, og han bar det for en mand som het Torleiv den spake<ref> D. e. den kloke.</ref> og spurgte ham tilraads hvad han skulde gjøre ved det. Torleiv sagde hvad han gjorde om han ønsket at vite nogen ting forut, han lagde da sig til at sove i et svinebøle, og da slog det aldrig feil at han drømte. Kongen gjorde saa, og da fik han denne drøm. Han syntes han hadde større haar end nogen anden og haaret hans var fuldt av lokker, nogen var saa lange at de rak helt ned til jorden, nogen til mitt paa læggen, nogen til lænderne, nogen til midjen, nogen til mitt paa siden, nogen til halsen, men nogen var ikke mere end sprunget ut av issen som knuter; lokkerne hans hadde alle slags farver, men én lokk var fagrere, lysere og større end alle de andre. Han fortalte denne drømmen til Torleiv. Men han tydet den slik at det vilde komme et stort avkom fra ham, og det skulde raade over landene med stor hæder, dog ikke alle med like stor, men av hans æt vilde det komme én mand som var større og herligere end alle de andre: det tror folk for sandt at den lokken var et jertegn om den hellige kong Olav.

Kong Halvdan var paa julegjæstning paa Hadeland. Dér hændte det en underlig ting juleaften. Da mændene var gaat til bords og det var en stor mængde folk dér, saa blev al maten og alt øllet borte fra bordene. Kongen sat sturen efter, men alle de andre søkte hver til sit. For at faa vite hvem som voldte dette, lot kongen ta en finn som visste mangt og meget, og vilde tvinge ham til at si sandheten, og pinte ham, men fik likevel ikke noget ut av ham. Finnen bad Harald, kongens søn, om hjælp. Harald bad om naade for finnen, men fik det ikke. Harald hjalp ham da bort mot kongens vilje og fulgte selv med. Tilslut kom de til en høvding som holdt gjæstebud. Dér blev de vel mottatt, og da de hadde været dér en stund, sagde høvdingen til Harald: "Far din tok sig meget nær av at jeg tok julekosten fra ham. Men jeg skal lønne dig for det, om du vil søke mig til raads. For det er saa laget at du skal bli enevoldskonge over hele Norge. Men nu skal du først fare hjem". Harald gjorde saa.

Kong Halvdan sat nu i ro hjemme paa Oplandene. Men saa hændte det at meget gods og gode klenodier blev borte fra kongens guldhus, og ingen visste hvem voldte det. Kongen blev meget bekymret, for han trodde at vite at slikt vilde hænde oftere. Han laget det da med kløkt og list til slik at enhver som gik ind i guldhuset og vilde ta noget dér, maatte bli dér til det kom folk. Han tyktes vite at den som øvet disse misgjerninger, var baade stor og sterk. Derfor lot han smede en stor lænke av det sterkeste staal og binde de kraftigste blybaand. Saa hændte det en morgen da folk kom til guldhuset, at de saa en svær jætte dér. Den karen var baade diger og høi. De gik mot ham mange i flok og kastet lænken over ham. Men han værget sig længe, og det maatte 60 mand til før de fik bundet ham. Kong Halvdan spurgte om hans navn. Han sagde at han het Dovre og hadde hjemme i det fjeldet som har navn efter ham. Kongen spurgte om han hadde stjaalet guldet hans. Han sagde at det var sandt og bad om grid<ref>D.e. fred.</ref> og tilbød at betale guldet tredobbelt tilbake. Men kongen sagde at han skulde aldrig faa grid, han skulde ligge bundet til det blev sammenkaldt ting, og dér skulde de dømme ham til den skjændigste død. Han bød ogsaa at ingen skulde hjælpe ham eller gi ham mat, den som gjorde det, skulde miste livet. Med disse ord fór kongen hjem, men Dovre sat bundet tilbake. Litt efter kom Harald hjem. Han spurgte disse tidender og det som hans far hadde sagt. Han skjønte at det ikke vilde nytte at be for Dovre. Harald var da fem aar gammel. Han gik da dit hvor Dovre sat og sagde: "Vil du at jeg skal hjælpe dig?" "Jeg vet ikke visst," svaret Dovre, "om jeg tør utsætte dig for saa stor fare." "Hvad trænger du at bryde dig om det?" sagde Harald. Dermed tok han sverdet sit som finnen hadde git ham — det var et ypperlig klenodie —, og saa skar han lænken og blybaandene over paa Dovre. Men da han var kommet løs, takket han Harald fordi han hadde frelst ham. Han bandt ikke længe skoene sine, men lagde halen paa baken og satte avgaarde, saa en ikke saa hverken veir eller røk av ham.

Ikke længe efter savnet folk Dovre. Kongen spurgte hvem der hadde øvet dette verk. Harald sagde at han hadde løst Dovre. Kongen blev saa forfærdelig vred over dette at han jaget Harald bort. Han sagde at han ikke nænnet at la ham dræpe, men han forbød under strenge straffer at nogen gav ham mat eller husly; han fik søke hjælp hos Dovre trold, sagde han. Harald gik nu bort i skog og ødemark og laa ute om nætterne. Da han hadde været borte i fem dager, kom han til en rydning og var rent margstjaalen av sult og tørst. Da saa han det kom en svær kar og syntes han skulde kjende Dovre. Denne sagde: "Ikke er du nu vel stedt, kongssøn. En kan si at jeg mest er skyld i dette. Vil du nu fare med mig til der jeg bor?" Harald sagde ja til det. Han tok da Harald op i fanget sit og lagde avsted med ham til han kom til en stor helle. Han bar da gutten paa armen sin. Men da han skulde gaa ind i hellen, bøiet han sig ikke nok og kjørte gutten op under berget saa haardt at han faldt i svime. Dovre syntes det var et svare uheld om han hadde dræpt gutten, og tok sig saa nær av det at han graat over ham. Som han sat slik og fortrak ansiktet og rystet paa hodet, kom Harald til sig selv og saa op imot Dovre. Han syntes at karen var heller storskaaret slik som han gjorde grimaser, spilet ut kjæften og vrængte øinene. Da sagde Harald: "Sandt at si, fosterfar, er det faa som er fagre naar de graater. Du synes mig heller styg og svær at se paa. Men vær nu fornøiet, for jeg feiler ikke noget." Dovre blev da glad og satte Harald ned i hellen sin. Dér var Harald i fem vintrer og det skortet ham ikke paa noget av det han trængte. Dovre elsket ham høit og lærte ham mange kloke raad og vænnet ham til alslags idræt, saa Harald blev baade stor og sterk. Men en dag kom Dovre til Harald og sagde: "Nu synes jeg at jeg har lønnet dig for livet du gav mig; for nu har jeg skaffet dig kongedømmet. Far din er død og jeg var ikke langt borte da det hændte. Nu skal du fare hjem. Du vil da faa hele det rike som han har hat, og dermed skal du vinde hele Norge." Saa fór da Harald hjem og blev siden kaldt Dovrefostre.

Halvdan Svarte hadde været i gjæstebud paa Hadeland og kjørte hjem i slæde over Randsfjorden. Det var om vaaren og solen hadde tæret paa isen. De kjørte over Røykensvik; dér hadde det om vinteren været brønder for kreaturene, men da møkken faldt paa isen, hadde det gravet om sig i tøveiret. Og da kongen kjørte derover, brast isen under ham; kong Halvdan druknet og mange folk med ham. Han var da 40 aar gammel. Harald tok kongedømmet efter sin far.

Hverken Halvdan eller Harald hadde lykke i julen. Somme sier at det var Odin selv som tok julekosten fra Halvdan og at Tor en anden jul tok fra Harald al julekosten som han hadde stelt istand til sig og sine venner.

En vinter hændte det at kong Harald fór paa gjestning paa Oplandene og lot stelle istand til julegjestebud for sig paa Tofte i Gudbrandsdalen. Juleaften kom Svaase utenfor døren mens kongen sat tilbords, og sendte bud ind at kongen skulde komme ut til ham. Harald blev sint over dette budet, og den samme manden som hadde baaret budskapet ind, bar kongens vrede ut. Men Svaase bad ham ikke des mindre om at bære det samme ærendet ind anden gang; han sagde at han var den finnen som kongen hadde git lov til at sætte sin gamme paa den andre siden av bakken dér. Kongen gik da ut og lot sig overtale til at fare hjem med ham og gik over brekken; nogen av hans mænd skyndet til, men nogen raadet fra. Da de kom til gammen, stod Snæfrid, Svaases datter, op — hun var den fagreste kvinde — og skjænket kongen en skaal fuld av mjød. Men han tok baade den og haanden hendes, og med én gang var det som om det kom ildshete i kroppen hans og han vilde paa flekken ta hende hjem med sig. Men Svaase sagde at det vilde han ikke uten han blev tvunget til det, om ikke kongen fæstet hende og fik hende efter loven. Men kongen fæstet Snæfrid og fik hende og elsket hende med slik yrsel at han vanskjøttet sit rike og alt det som høvet for ham. De fik fire sønner. Siden døde Snæfrid. Men hendes let forandret sig paa ingen vis. Hun var like rød i huden som da hun var levende. Kongen sat altid over hende og tænkte at hun skulde livne op. Slik gik det i tre vintrer at han sørget over hendes død; men alt folk i landet sørget over ham som vanvittig. Tilslut kom Torleiv spake som vi mindes hadde raadet Halvdan Svarte. Han talte først kongen efter munden og sagde: "Ikke er det underlig, konge, at du mindes en saa fager og ætstor kvinde og ærer hende paa dun og skarlagen som hun bad dig. Men din og hendes hæder er likevel mindre end høvelig er; hun ligger for længe i de samme klæderne; det er rettere at røre paa hende og skifte klæder under hende." Men saasnart hun blev flyttet ut av sengen, slog det ut av kroppen en raatten og vond stank. De skyndte sig da at kaste hende paa baal og hun blev brændt. Men i forveien blev hele kroppen blaa og ut væltet onner og øgler, frosker og padder og alslags giftig kryp. Saa seg hun i aske, men kongen steg op til vet og lot vanviddet fare. Han styret siden sit rike og blev styrket og glædet av sine mænd, og de av ham, men riket av begge.

Nu kunde Harald for alvor gaa igang med at lægge land og rike under sig. Det fortælles at kong Harald sendte sine mænd efter en mø som het Gyda. Hun var datter av kong Eirik av Hordaland. Hun var til opfostring i Valdres og var en meget fager mø, men temmelig stor paa det. Da sendemændene kom til hende, bar de frem sit ærende. Hun svarte at hun aldrig vilde ta til mand en konge som ikke hadde større rike at styre over end nogen faa fylker; "men det tykkes mig underlig," sier hun, "at det ikke er nogen konge som vil tilegne sig Norge slik at han har enevælde derover, like ens som kong Gorm har i Danmark eller Eirik i Uppsala." Sendemændene synes at hun svarer fælt kaut, og spør hende om meningen med dette svar, de sier at kong Harald er saa mægtig at han er fuldgod for hende. Men endda hun svarer anderledes paa deres ærende end de gjerne vilde, saa ser de nu ingen raad til at faa hende bort uten at hun selv vil det, og gjør sig rede til at fare bort. Da de var færdige, blev de fulgt ut. Da talte Gyda til sendemændene og bad dem bære hendes ord til kong Harald at hun bare vil gaa ind paa at bli hans hustru paa det vilkaar at han først for hendes skyld lægger under sig hele Norge og raader over det riket like frit som kong Eirik over Sveavælde "eller kong Gorm over Danmark; "for da først," sier hun, "synes det mig at han kan kaldes folkekonge."

Sendemændene farer nu tilbake til kong Harald og fortæller ham disse møens ord; de sier at hun er forfærdelig djærv og uvittig og at hun fortjente at kongen sendte mange mænd efter hende og vanæret hende. Da svarer kong Harald, at ikke hadde denne møen talt ilde eller gjort noget som fortjente hevn, han bad hende tvertimot ha stor tak for sine ord; "hun har," sier han" mindet mig om de ting som det nu synes mig underlig at jeg ikke har kommet ihug før." Og han lagde til: "Det løfte gjør jeg og jeg skyter til vidne paa det Gud som har skapt mig og som raader for alt, at jeg aldrig skal la skjære eller kjæmme mit haar før jeg har til egnet mig hele Norge med skatter og skylder og styre — eller i andet fald dø." Haralds nærmeste takket ham meget for disse ord og sagde at det var et kongelig verk at fuldføre sit løfte.

Saa samlet Harald en stor hær paa Oplandene og drog nord over Dovrefjeld og ned i Trøndelagen. Dér kom Haakon jarl Grjotgardsson til møtes med ham. Han var av Haaløygjarlernes æt og hadde magten over Haalogaland og langs kysten helt ned til mundingen av Trondhjemsfjorden. Nord i Namdalen var de to brødre, Herlaug og Rollaug, som var konger. De hadde været tre sommere om at gjøre en haug; den var bygget av sten, kalk og tømmer. Men da haugen var færdig, spurgte brødrene at kong Harald fór imot dem med en hær. Da lot kong Herlaug kjøre meget mat og drikke til haugen. Derefter gik han ind i haugen med 11 mænd og siden lot han den kaste igjen. Kong Rollaug fór op paa den haugen som kongerne brukte at sitte paa; dér lot han gjøre et kongehøisæte og satte sig deri. Derpaa lot han lægge dyner paa fotpallen der jarlerne brukte at sitte; saa væltet han sig fra høisætet ned i jarlssætet og gav sig selv jarlsnavn. Derefter fór kong Rollaug imot kong Harald, gav ham alt sit rike, tilbød at bli hans mand og fortalte ham alt det han hadde gjort. Kong Harald tok da et sverd og fæstet i hans belte, saa hængte han skjold ved hans hals og gjorde ham til sin jarl og leiet ham i høisætet; derpaa gav han ham Naumdølafylke og satte ham til jarl derover.

Efter dette vendte kong Harald tilbake til Trondheim og var dér om vinteren og regnet det siden stadig for sit hjem. Dér reiste han den store kongsgaarden som heter Lade. Om vinteren bygget han paa Ladehamrene og ved mundingen av Nidelven en stor flaate. Siden laa han ute sommer og vinter til han hadde vundet hele Norge. Vi hører om ham engang han seilet utenfor en av fjordene paa Vestlandet. Ravnene som fulgte i hærens spor, sat oppe paa en avsats i fjeldet og hvilte sig. I det samme kom en valkyrje ridende gjennem luften, lyshaaret og med skinnende hvit hals. Hun hilste ravnene og sa: "Hvordan har I det ravner? Hvorfra er I kommet med blodig næb nu dagen nyss er grydd? Kjøt hænger fra Eders klør, liklukt fra munden staar. Nær har I mat visst været der I visste at lik laa." Da rystet sig ørnens graafjærede edsbror, tørret sig om nebbet, tænkte paa svar: "Harald har vi fulgt, Halvdans søn, den unge Yngling<ref> Harald Haarfagres æt blev kaldt Ynglinger fordi den sagdes at være ættet fra guden Yngve eller Yngve-Frøy.</ref>, siden vi ut av ægget kom. Jeg trodde du kongen kjendte, som bor paa Kvinne<ref>D.e, Kvinnherad.</ref> nordmændenes drot. Han raader over dype skiber med rødfarvede spanter og røde skjolder, tjærede aarer, skumsprøitede telter. Ute vil jul drikke, om han skal ene raade, den fremdjerve fyrste og fremme kampens lek. Ung blev av ilden han lei og av inde at sitte,  av den varme dyngje<ref>D. e. kvindernes stue.</ref> og av dunfyldte votter."

Harald hadde spurt at horder og ryger, egder og teler<ref>Egder er indbyggere av Agder, Teler ere telemarkinger.</ref> samlet sig og bøt ut baade skiber og vaapen og mange mænd. Ophavsmændene var Eirik, Hordalands konge, Sulke, kongen av Rogaland og Sote jarl, bror hans, Kjøtve den rike, kongen av Agder, og Tore Haklang, hans søn. Fra Telemark var to brødre, Roald Rygg og Hadd den haarde. Men da kong Harald fik vite disse tidender, drog han en hær sammen, skjøt skibe paa vandet, gjorde sin hær rede, og fór sydover langs med landet og hadde mange mænd fra hvert fylke. Men da han kom syd om Stat, spurgte kong Eirik det. Han hadde da ogsaa faat sammen den hær som han hadde von om, og fór sydover for at møte den hæren som han visste skulde komme østenfra for at bistaa ham. Hele hæren møttes da nord for Jæderen og lagde ind i Hafrsfjord. Dér laa i forveien kong Harald med sin hær. Det blev da med én gang en stor strid; den var baade haard og lang; men endskapen blev at kong Harald hadde seir, og der faldt kong Eirik og kong Sulke og Sote jarl, bror hans. Tore Haklang hadde lagt sit skib imot kong Harald; Tore var en stor berserk. Det blev dér en stor strid. Hugg mot skjolder hvinet før Haklang faldt. Saa blev Kjøtve, den halsdigre høvdingen — det betyr navnet hans —, lei av at værge landet mot Luva og tok en holme til skjold. De som var saaret, sakket under sæterne, baken stak de op og bøiet næsen ned i kjølen. Paa baken lot de blinke de blanke skjold, de sindige naar stenene traf dem. Østover styrtet de, ind over Jæderen, hjem fra Hafrsfjord, tænkte paa mjøddrikken.

Slik blev seiren vundet. Efter dette slag fik Harald ikke nogen motstand i Norge. Da kong Harald nu hadde vundet hele Norge, kom han i hug det som den storsindede møen hadde talt til ham. Han sendte da mænd til hende og lot hende føre til sig og giftet sig med hende. Harald var da i gjestning paa Møre hos Ragnvald jarl. Han hadde, mindes vi, lovet ikke at skjære eller kjæmme haaret sit før han hadde vundet hele Norge. Men nu lauget han sig og lot greie haaret sit og da skar Ragnvald jarl hans haar. Det hadde nu været uskaaret og ukjemmet i ti vintrer. Dengang kaldte folk ham Harald Luva, det vil sige Lurvehode. Men nu gav Ragnvald ham kjendenavn og kaldte ham Harald den haarfagre, og alle som saa ham, sagde at det var det sandeste navn; for han hadde haar som baade var stort og fagert.

==Vikingerne i England. Kong Æthelstan og slaget ved Brunanburg==

[[Fil:Harald Fairhair's son is brought to king Athelstan.gif|thumb|250px|Æthelstan mottar den norske kongssønnen Håkon for oppfostring. Fra Stories of the Vikings (1908) av Mary MacGregor, illustrert av Monro S. Orr.]]Vikingerne var længe herrer i England, først dansker, men siden ogsaa mange nordmænd. Men saa fik engelskmændene gode konger og de vandt litt efter litt tilbake det som var tapt. Den første var Alfred den store som baade var konge og lærer for sit folk. Efter ham fulgte Edward, og hans søn, og saa Æthelstan, søn til Edward. Ham kjender vi ogsaa. Sagaerne kalder ham kong Adalstein. Han vokset op mens hans farfar end da levet. Kong Alfred glædet sig ved at gutten var saa vakker og høvisk, og hadde kjærlig omfavnet sin sønnesøn og bedt til Gud! om at han vilde la ham styre lykkelig, skulde det falde i hans lod at bli konge i England. Kong Alfred hadde ogsaa slaat ham til ridder i ung alder og git ham en kappe av skarlagen, et belte som var prydet med ædelstener, og et sverd med slire av guld. Siden blev Æthelstan opfostret hos sin moster Lady Ethelfled som styret i Midlandsdistrikterne. Saa blev Æthelstan efter farens død valgt til konge i aar 925, og engelskmændene syntes snart at de aldrig hadde hat en mere retvis eller en bedre konge. Intet under at sagaerne kalder ham Adalstein den seirrike og den retvise. Han var høi og grannvokset og hadde lyst haar som skinnet likt guld. Hans uvenner lærte snart at frygte ham. Han trængte briterne i Cornwall til hake og tvang de krigerske stammer i Wales og nordmændene i Cumberland til at svare skat til ham, det ingen engelsk konge før hadde vaaget at tænke paa. Hele Europa gjenlød snart av hans pris. Han giftet søstrene sine med de mægtigste fyrster i Europa. Fra alle lande kom det sendemænd til ham med gaver og venskapsforsikringer. Engang kong Adalstein sat i York eller Jorvik, som sagaerne kalder det, kom det to sendemænd til ham fra Harald Haarfagre. De hadde med som gave fra sin herre et langskib med gylden stavn og purpurseil, langs rælingen var det en tæt rad med guldindlagte skjolder.

Men det var ikke slik at sende og ta imot gaver i gamle dager som nu. Den kongen som tok imot gaver av en anden, blev agtet som hans undermand. Kong Adalstein nølet derfor ikke, men sendte snart efter en gjengave til kong Harald. Sendemanden kom til Norge, gik frem for kongen og rakte ham et sverd med guldindlagt hjalt og haandtak, hele sliren var ogsaa dækket av guld og sølv og prydet med dyrebare ædelstener. Sendemanden rakte sverdhjalten til kongen og sagde: "Her er det sverdet som kong Adalstein sagde du skulde ta imot." Kongen tok i haandtaket og med det samme sagde sendemanden: "Nu tok du slik som vor konge vilde, og nu skal du være hans mand, for du tok ved hans sverd." Kong Harald skjønte nu at dette var gjort til spot. Men han vilde ikke være nogen mands undermand. Likevel kom han, som det var hans sæd, i hug det at hvergang han braat blev rasende eller vred, holdt han sig først i tømme og lot sinnet rende av sig, forat han siden kunde se paa saken uten vrede. Nu gjorde han ogsaa slik og bar dette for sine venner. De fandt alle at det var det beste først at la sendemændene fare uskadte hjem.

Da kong Harald var nær 70 aar gammel, hadde han faat en søn med en kvinde som het Tora Mosterstang. Hun var ættet fra Mosterøy og hadde gode frænder; hun regnet sig i slekt med Horda-Kaare, den gjæveste høvdingen i Hordaland. Hun var den væneste og vakreste kvinde, men hun blev kaldt kongens tjenestekvinde. For den gangen maatte mange tjene kongen, baade mænd og kvinder, endda de var av god æt. Det var skik med barn til gjæve mænd at de omhyggelig valgte ut de mænd som skulde øse vand over dem og gi dem navn. Men da det kom til den tiden at Tora ventet at hun skulde føde barn, da vilde hun fare til kong Harald. Han var da nord paa Sæim, men hun var paa Moster. Hun fór da nordover paa skibet til Sigurd jarl. De laa om natten ved land. Der fødte Tora sit barn oppe paa Helleren ved bryggekanten. Det var et guttebarn. Sigurd jarl øste vand over gutten og kaldte ham Haakon efter Haakon Ladejarl, sin far. Gutten blev tidlig vakker, stor av vekst og meget lik far sin. Kong Harald lot gutten følge sin mor og de var paa kongsgaardene mens han var ung.

Sommeren efterat kong Adalsteins sendemand hadde været i Norge, sendte kong Harald et skib vest til England og satte Hauk Haabrok til styresmand. Han var en stor kjæmpe og kongens kjæreste ven. Kongen gav ham Haakon, sin søn, med. Hauk fór da vest til England til kong Adalstein og fandt ham i London. Dér var det stort gjæstebud i kongsgaarden. Da de kom til hallen, sagde Hauk til sine mænd hvorledes de skulde ordne sig naar de gik ind. Han sagde at den skulde gaa sist ut som gik først ind, og at de alle skulde stille sig like langt fremme foran bordet og hver av dem ha sverd ved venstre side og fæste overklædningen slik at en ikke saa sverdet. Siden gik de ind i hallen; de var 30 mand. Hauk gik frem foran kongen og hilste ham. Kongen bød ham velkommen. Da tok Hauk gutten Haakon og satte ham i knæet paa kong Adalstein. Kongen ser paa gutten og spør Hauk hvorfor han gjør saa. Hauk svarte: "Kong Harald bad dig fostre hans tjenestekvindesøn." Kongen blev meget vred, grep sverdet som laa hos ham, og svinget det som om han vilde dræpe gutten. "Nu har du knæsat ham," sagde Hauk, "og nu kan du myrde ham om du vil, men ikke vil du med det øde alle sønnerne til kong Harald." Med disse ord gik Hauk og alle mændene hans ut og for sin vei til skibet; de seilet bort da de var færdige, og kom tilbake til Norge til kong Harald. Han likte dette godt; for folk siger at den er mindre fornem som fostrer barn for en anden. I slike saker kongerne imellem viste det sig at hver av dem vilde være større end den andre; men det blev dog ikke noget skaar i deres værdighet for denne saks skyld; hver av dem var overkonge over sit rike til sin dødsdag.

Kong Adalstein lot Haakon døpe og lære den rette tro og gode sæder og alslags høviskhet. Han var mere glad i ham end i alle sine frænder, og hver mand som kjendte ham holdt av ham. Han blev siden kaldt Adalsteinsfostre. Han var den største idrætsmand, større, sterkere og vakrere end nogen anden mand, forstandig, ordsnild og en god kristen. Adalstein konge gav Haakon et sverd der hjalten og haandtaket var av guld, men klingen var endda bedre; med det hugg Haakon en kværnsten ind til øiet; det blev siden kaldt Kværnbit. Dette sverd er det beste som er kommet til Norge; Haakon hadde det til sin dødedag.

I Jorvik eller York hadde mænd av Ragnar Lodbroks æt i mere end femti aar sittet som konger. Han som ved denne tid var konge, het Sigtrygg. Han blev kaldt den enøiede. Samme aar Æthelstan blev konge, gjorde han fred med kong Sigtrygg og gav ham sin søster til ekte. Men alt aaret efter døde kong Sigtrygg i ung alder. Da kong Æthelstan spurgte dette, samlet han en hær og fór med den nord til Jorvik og blev hyldet som konge av indbyggerne i Northumberland. Men Sigtrygg hadde en bror som het Gudrød; han var konge i Dublin. Da kong Gudrød spurgte sin brors død, drog han en hær sammen, seilet over til Northumberland og lagde sig om Jorvik. Men kong Æthelstan slog ham. Gudrød maatte flygte og led meget vondt baade paa sjø og land. Tilslut kom han bønfaldende til kongens gaard. Kong Æthelstan tok vel imot ham og lot ham faa alt det beste baade av mat og drikke. Men Gudrød var som en fisk som ikke kan leve uten i vandet; han hadde ikke været mere end fire dager i kongsgaarden, før han blev borte igjen og vendte tilbake til skibene sine. Ikke længe efter døde han. Olav, søn av kong Sigtrygg, blev konge i Dublin efter ham. — Olav Kvaaran kalder sagaerne ham; Kvaaran er et irsk ord (''cuarán'') som betyr en slags lave skor, sandal. — Olav Kvaaran glemte ikke at hans æt hadde været konger i Jorvik. Men han var ung endda, og heller ikke hadde han styrke nok til at føre krig alene mot den mægtige og seiersæle kongen av England. Kong Æthelstan hadde dog og saa mange uvenner. Mellem dem var Konstantin, kongen av Skotland, som var blit tvunget til at hylde kong Æthelstan som sin overherre. Til ham fór nu Olav Kvaaran; han gjorde samlag med kong Konstantin og blev gift med hans datter. Rundt om i Norderlandene samlet Olav Kvaaran skibe, mænd og forbundsfæller til den store strid. Mellem dem som bandt sig i venskap til ham, var ogsaa Eirik Blodøks som var blit konge i Norge efter Harald Haarfagre, sin far. Da kong Adalstein spurgte det, sendte han Haakon, sin fostersøn, til Norge. Han gav ham folk og gode skibe og utrustet ham paa det beste til færden. Haakon kom om høsten til Norge. Dér blev han, vet vi, tat til konge, og Eirik maatte rømme fra landet.

Kong Æthelstan hadde sat to jarler over Northumberland. Den ene het Alvgeir, den andre Gudrek. De sat dér til landeværn mot indfald av skotter, daner og nordmænd, som herjet landet meget og syntes de hadde stort krav paa det; for alle de mænd i Northumberland som var noget til folk, var av dansk eller norsk æt paa fars- eller morssiden, men mange paa begge sider. For Bretland eller Wales raadet to brødre, Ring og Adils; de var skatskyldige under kong Adalstein, og dermed fulgte det at naar de var paa hærfærd med kongen, skulde de og deres mænd være i brystet av fylkingen foran merkerne til kongen. Disse brødrene var de største hærmænd og ikke som folk flest.

Kong Olav Kvaaran drog nu en stor hær sammen og fór siden i følge med kong Konstantin fra Skotland syd til England. Han seilet i aar 937 med 625 fartøier opover elven Humber og fór med hærskjold hvor han kom. Men da jarlerne spurgte det, stevnet de folk sammen og fór mot kongen. Da de møttes, blev det en stor strid. Endskapen blev at kong Olav fik seier, Gudrek jarl faldt, men Alvgeir flygtet og storparten av den hær som hadde fulgt dem, og kom sig bort fra kampen. Kong Olav fik da ingen motstand, og lagde hele Northumberland under sig. Alvgeir jarl fór til kong Adalstein og fortalte ham om sin færd. Men saasnart kong Adalstein spurgte at det var kommet en stor hær til landet, sendte han mænd ut, stevnet folk til sig og sendte bud til sine jarler og andre mægtige mænd. Fra alle kanter kom det folk til kong Adalstein. Mellem dem var ogsaa to islændinger, Egil Skallargrimsson, den navngjetne skalden, og Torolv, bror hans. De laa ved denne tiden ute i viking og styret sydover langs Saksland og Flæmingjaland<ref>D. e. Flandern</ref>. Da spurgte de at Englandskongen nok trængte folk og at det var von om at en kunde vinde meget gods. De tok da det raad at holde dit med sine mænd, og kom om høsten til kong Adalstein. Han tok vel mot dem, og det lot paa ham at han syntes det var stor hjælp i deres følge. Det varte ikke længe før kong Adalstein bød dem til sig og tilbød dem at ta løn av ham og bli hans landeværnsmænd. De blev snart forlikt og Torolv og Egil blev Adalsteins mænd. Kong Adalstein var en god kristen. Han bad Torolv og hans bror om at de vilde la sig primsigne (det vil si merke med korsets tegn); for det var den gangen skik mellem kjøbmænd og mænd som gik i krigstjeneste hos kristne. De mænd som var primsignet, kunde være sammen baade med kristne og med hedninger, men de hadde den tro som de selv likte best. Torolv og Egil gjorde dette efter kongens bøn og lot sig begge primsigne. De hadde 300 mand som med dem tok løn av kong Adalstein.

Da kong Adalstein hadde samlet den hær han kunde faa, fór han imot kong Olav og kong Konstantin. Men da det spurgtes at Olav Kvaaran hadde faat seir og at han hadde lagt under sig en stor del av England, fik han en meget større hær end kong Adalstein, og mange mægtige mænd søkte til ham. Da Ring og Adils spurgte dette, hadde de draget sammen en stor hær, og de sluttet sig nu ogsaa til kong Olav. De hadde da en ustyrtelig mængde folk. Men da Adalstein spurgte alt dette, hadde han stevne med sine høvdinger og raadgivere og spurgte hvad de syntes var det raadeligste at gjøre; han greiet ut for dem om det han hadde hørt om kong Olavs tiltak og om den store hæren han hadde. Tilslut blev de enige om at kong Adalstein skulde fare tilbake syd til England og paa veien samle alle de folk han kunde; for ellers vilde det gaa sent med at faa samlet en saa stor hær som trængtes, om ikke kongen selv drog den sammen. Men over den hæren som var kommet sammen dér, satte kongen Torolv og Egil til høvdinger. De skulde raade over de mænd som vikingerne hadde hat til kongen. Men Alvgeir jarl førte fremdeles sine mænd.

Siden sendte de sendemænd til kong Olav med det bud at kong Adalstein vilde hasle ham vold og byde ham slagmark paa Vinheid ved Vinaskogen. — Brunanburg kalder engelskmændene slagmarken<ref>Mulig Birrenswark i Dumfriesshire i Sydskotland.</ref>.  — De lagde til at kongen vilde at de ikke skulde herje i hans land, men den av dem skulde raade riket i England som fik seier i striden. De skulde møtes med en ukes frist, men den som kom først, skulde vente en uke paa den andre. Det var den gang sæd at saasnart det var haslet vold for en konge, skulde han ikke, uten at faa skam av det, herje før kampen var slutt. Kong Olav gjorde saa, han stanset sin hær og herjet ikke, men biet til stevnedagen; da flyttet han hæren sin til Vinheid. Det stod en borg nord for heien. Kong Olav satte sig der i borgen og hadde dér storparten av sine folk; for deromkring var det store bygder saa det var let at faa den tilførsel som hæren trængte. Men han sendte sine mænd op paa heien der hvor slagmarken skulde være. De skulde dér ta plasser til teltene og stelle til før hæren kom. Men da disse mænd kom til det sted der volden var haslet, satte de op hasselstænger hele veien rundt den for at merke det sted der striden skulde staa. Det var nødvendig at se nøie efter at det var slett der hvor de skulde fylke en stor hær. Det var ogsaa slik der hvor slagmarken skulde være, at dér var en slett hei, men paa den ene siden løp det en elv og paa den andre siden var det en stor skog. Men der hvor det var kortest mellem skogen og elven, og det var et langt stykke vei, dér hadde kong Adalsteins mænd tjældet. Teltene deres stod hele veien mellem skogen og elven. De hadde tjældet slik at det ikke var folk mere end i hvert tredje telt, og faa i det. Men da kong Olavs mænd kom til dem, da stod det en mængde folk foran alle teltene, saa de fik ikke komme ind. Adalsteins mænd sagde at alle teltene deres var fulde av folk saa det ikke paa langt nær var rum til alle dér. Men teltene stod saa høit at en ikke kunde se op over dem enten det stod mange eller faa i bredden. Olavs mænd trodde derfor at det maatte være en stor hær samlet dér. De tjældet selv paa nordsiden av hasselstængene. Dér heldet det noget nedover. Kong Adalsteins mænd sagde ogsaa fra dag til dag at nu vilde kongen deres komme eller var alt kommet til den borgen som laa syd under heien. Det kom folk til dem baade dag og nat. Men da den frist som var satt, var utløpet, kom det sendemænd fra Adalstein til kong Olav med disse ord at kong Adalstein var rede til strid; "han har en stor hær," sagde de, "men han sender kong Olav de ord at han ikke vil de skal miste saa mange mænd som det ser ut til; han vil heller at kong Olav skal fare tilbake til Skotland, og tilbyr ham i vennegave en skilling sølv av hver plog i hele sit rike og vil at de skal bli venner." Da sendemændene kom til kong Olav, holdt han paa med at ruste sin hær og skulde ride til striden. Men da sendemændene bar frem sit ærende, stanset kongen sin færd den dag og raadslog med høvdingene for hæren. Nogen av dem raadet meget til at de skulde ta imot disse vilkaar; de sagde at det vilde bli den ærefuldeste færd naar de kom hjem efter at ha tat saa stor gjald av kong Adalstein. Men andre raadet fra og sagde at Adalstein vilde byde mere næste gang om de ikke tok imot dette, og det raad blev vedtat. Sendemændene bad da kong Olav at han vilde gi dem tid til at finde kong Adalstein og friste om han vilde utrede en endda større gjald for at det kunde bli fred. De bad om grid én dag til at ride hjem, en anden til at omraade sig og en tredje til at komme tilbake. Kongen tilsagde dem det. Sendemændene fór da hjem og kom tilbake den tredje dagen som avtalt var; de sier kong Olav at Adalstein vil gi det samme som han bød forrige gang og omframt til deling mellem kong Olavs hær en skilling til liver fribaaren mand, en mark til hver flokkehøvding som raadet over 12 mand eller mere, en mark guld til hver hirdstyrer og 5 merker guld til hver jarl. Siden lot kongen dette tilbud bære frem for hæren. Det var da like ens som forrige gang: nogen raadet fra, men nogen raadet til. Men tilslut avgjorde kong Olav at han vilde ta imot disse vilkaar om kong Adalstein vilde la ham ha hele Northumberland med de skatter og skylder som dermed følger. Sendemændene bad paany om frist i tre dager og sa at kong Olav vilde sende sine mænd for at høre hvad kong Adalstein sagde, om han vilde ta imot disse vilkaar eller ikke; de sagde at de trodde at kong Adalstein vilde gjøre alt for at det kunde bli forlik. Kong Olav samtykker i dette og sender sine mænd til kong Adalstein. Alle sendemændene red da sammen og fandt kong Adalstein i den borgen som laa like syd for heien. Kong Olavs mænd fremførte sit ærende og fredstilbudet for kong Adalstein. Adalsteins mænd sagde ogsaa med hvilke bud de hadde faret til kong Olav og at det var forstandige mænds raad paa den vis at utsætte kampen saalænge kongen ikke var tilstede. Men kong Adalstein var ikke længe om at svare og sagde til sendemændene: "Bær disse mine ord til kong Olav at jeg vil gi ham lov til at fare hjem med sine mænd, men han skal gi tilbake det gods som han med urette har tat her i landet. Siden kan vi sætte fred mellem landene vore og ingen skal herje paa den andre. Det vilkaar skal ogsaa følge at kong Olav skal bli min mand og holde sit rike under mig og være min underkonge. Far nu tilbake," sier han, "og si at slik er det!" Sendemændene vendte tilbake straks samme kveld og kom til kong Olav nær midnat. De vækket da kongen og sagde ham straks kong Adalsteins ord. Kongen lot med én gang kalde jarlene og andre høvdinger til sig og lot sendemændene paany fortælle hvordan det var gaat dem, og kong Adalsteins ord. Men da dette var kundgjort for hæren, sagde alle at nu maatte de ruste sig til strid. Sendemændene fortalte og saa at kong Adalstein hadde mange folk og at han var kommet til borgen samme dag som de. Da sagde Adils jarl: "Nu viser det sig, konge, at jeg hadde ret da jeg sagde at I vilde komme til at faa merke engelskmændenes list. Vi har sittet her længe og ventet til de har draget sammen hele sin hær; men kongen deres var nok ikke tilstede da vi kom hit. Mit raad er at vi to brødre nu inat rider frem med vore mænd. Det kan da være at de tror det ikke vil tilstøte dem noget, nu da de har hørt at kongen deres er nær med en stor hær. Vi skal da kaste os over dem, men om de kommer paa flugt, saa vil de miste folk og siden ikke bli saa djerve til at gaa mot os." Kongen syntes dette var et godt raad; "vi skal ruste vor hær og fare og møte Eder saasnart det blir lyst," sagde han. De blev enige om dette og sluttet stevnet.

Engelskmændene fortæller ogsaa at Olav Kvaaran ikke visste hvad det var at være ræd og at han selv gik for at speide til den engelske leir. Han tok av sig tegnene paa sin kongelige værdighet, tok en harpe i haanden og vandret til kong Æthelstans telt. Han stod foran indgangen og sang og spillet saa vakkert at de bad ham komme indenfor; han sagde han var en spillemand som levet av at spille og synge for folk. Mens han underholdt kongen og gjesterne hans med sin strengelek, nyttet han øinene og lagde merke til alt som blev sagt og gjort. Da maaltidet var slut, og kongen og hans mænd skulde raadslaa om krigen, fik han bud om at gaa, og kong Æthelstan gav ham en sølvpenge for sangen. Men Olav kastet pengestykket paa jorden og grov det ned med foten. Det lagde en mand som før hadde tjent under Olav, merke til, og da denne var gaat, fortalte han det til kong Æthelstan. "Naar du saa dette, hvorfor advaret du os da ikke i tide, saa vi kunde ha fanget vor fiende?" spurgte Æthelstan og var sint. Manden svaret: "Den samme ed som jeg nylig har avlagt til dig, konge, har jeg før svoret kong Olav. Hadde du set at jeg brøt min ed til ham, kunde du tro at jeg en anden gang vilde gjøre like ens mot dig. Men hør mit raad og flyt teltet dit herfra, og prøv at utsætte striden til dine andre tropper kommer." Kongen fulgte hans raad og flyttet teltet til et andet sted. Og vel var det. For samme nat som Æthelstan ventet paa resten av hæren, kom Olav og søkte like mot kongens telt og dræpte ved feiltagelse en biskop som var kommet til hæren om kvelden og ikke visste om noget, men hadde slaat op sit telt der hvor kong Æthelstans telt før hadde staat. Biskopen blev dræpt med hele sit følge.

Ingen hadde ventet at Olav skulde komme saa braat mitt i nattens mulm og mørke. Hele hæren laa i dyp søvn. Kong Æthelstan blev vækket av larmen og skyndte sig ut i mørket for at vække sine mænd, men i skyndingen gled hans sverd ut av sliren og i forvirringen kunde han ikke finde det igjen. Men han bad til Gud og den hellige Aldelm, sin frænde, og da han kjendte efter, var det et andet sverd i sliren. Dette under gav Æthelstan og hans mænd nyt mod.

Saaledes var det efter engelske mænds frasagn Olav Kvaaran selv som begyndte striden. Islændingene fortæller derimot at det var Adils jarl og Ring, hans bror. De fór straks om natten syd paa heien. Men da det blev lyst, saa vaktmændene til Torolv hæren komme. Det blev da blaast hærblaast og mændene hærklædte sig. Siden tok de til at fylke hæren og hadde to fylkinger. Alvgeir jarl raadet over den andre fylkingen og foran ham blev merket baaret. I denne fylkingen var de mænd som hadde fulgt ham, og desuten de som hadde samlet sig om ham fra bygderne. Det var mange flere end de som fulgte Torolv og Egil. Torolv var rustet paa følgende vis: han hadde et stort og tykt skjold, paa hodet hadde han den sterkeste hjelm, han var omgjordet med et sverd som han kaldte Lang; det var et stort og godt vaapen. I haanden hadde han et spyd; bladet var to alen langt og endte i en firkantet brodd, længer oppe var det bredt; falen var baade lang og tyk, men skaftet var ikke længer end at en kunde gripe med haanden til falen; det var forskrækkelig tykt; det var en jernstang; falen og hele skaftet var omviklet med jern. Slike spyd blev kaldt bryntvarer. Egil hadde samme bunad som Torolv. Han var omgjordet med et sverd som het Nadr (det vil si "ormen"). Dette sverd hadde han faat i Kurland; det var det beste vaapen. Ingen av dem hadde brynje. De satte merket op og Torfinn Strange bar det. Alle deres mænd hadde norrøne vaapen og norrøn hærbunad. I den fylkingen var det bare norrøne mænd. Torolv og hans mænd fylket nær skogen, men Alvgeirs fylking fór langsmed elven. Adils jarl og bror hans saa at de ikke vilde komme uforvarende over Torolv. De tok da til at fylke sine mænd. De gjorde to fylkinger og hadde to merker. Adils fylket mot Alvgeir jarl, men Ring mot vikingerne. Adils jarl søkte saa haardt frem at Alvgeir maatte vike, men da søkte Adils's mænd endda djervere paa. Det varte da ikke længe før Alvgeir flygtet, og det er om ham at fortælle at han red undav syd paa heien og en flok med ham. Han stanset ikke før han kom i nærheten av borgen der kongen sat. Da sagde jarlen: "Ikke tænker jeg at vi vil fare til borgen. Vi faar bare vondord naar vi kommer til kongen fordi vi har faat useir av kong Olav, og ikke vil han synes at vor stilling er blit bedre ved denne færd. Det trænges nu ikke at søke hæder der hvor han er." Siden red jarlen dag og nat sydover gjennem landet til han kom til Jarlsnes. Dér fik han skibsleilighet og seilet syd til Valland<ref> D. e. Frankrike.</ref>. — Dér hadde han sin halve æt. — Han kom aldrig siden til England.

Adils forfulgte først de flygtende, men ikke langt; saa snudde han tilbake til der hvor striden stod og gik paany mot fienden. Men da Torolv saa det, vendte han sig mot jarlen og bad om at bære merket dit. Han bad sine mænd følge ham vel og staa tykt. "La os ta over til skogen," sagde han, "og la den dække os i ryggen saa at de ikke kan gaa mot os fra alle kanter!" De gjorde saa og fulgte fremover langsmed skogen. Det blev da en haard strid. Egil søkte mot Adils og de hadde et haardt basketak. Adils hadde mange flere folk, men likevel faldt det flere av hans mænd. Torolv blev da saa rasende at han kastet skjoldet paa ryggen, tok spydet med begge hænder, løp frem og hugg og stak til høire og venstre. Folk veg tilside, men han dræpte mange og ryddet sig vei helt til Ring jarls merke. Han dræpte den mand som bar merket, og hugg merkestangen ned. Siden satte han spydet i brystet paa jarlen gjennem brynjen og buken saa det kom ut mellem herderne, løftet det op over hodet paa sig og skjøt spydenden ned i jorden. Men jarlen lot sit liv dér paa spydet, og det saa alle, baade hans mænd og hans uvenner. Siden grep Torolv spydet og hugg til begge sider. Da kom ogsaa hans mænd til. Det faldt da mange briter og skotter, men somme flygtet. Men da Adils jarl saa sin brors fald og at mange av hans mænd faldt, blev han ræd og flygtet ind i skogen med sine mænd. Da tok alle de som hadde fulgt ham, til at flygte. Det blev et stort mandefald mellem dem, og de andre drev ut over heien. Adils jarl hadde sænket sit merke for at ingen skulde se hvor han for. Da det tok til at mørkne av nat, vendte Torolv og Egil tilbake til sine hærboder. I det samme kom kong Adalstein dit med hele sin hær, de slog op sine telter og gjorde sig rede. Litt efter kom kong Olav med sin hær. De satte op teltene sine der hvor deres mænd hadde tjeldet. Det blev da sagt Olav at begge jarlene hans, Adils og Ring, og en mængde andre mænd var faldne.

Kong Adalstein hadde været natten i forveien i den borgen som før nævnt, og dér hørte han at det hadde staat slag paa heien. Han spurgte da nøie ut om alle tidender og hvorledes det var gaat med kampen. Brødrene Torolv og Egil kom da til kongen. Han takket dem vel for deres fremgang og den seier de hadde vundet, og lovet dem sit fuldkomne venskap. De var dér om natten allesammen. Tidlig om morgenen vækket kong Adalstein sin hær, talte med sine høvdinger og sagde hvorledes de skulde ordne sin hær. Først stillet han op sin egen fylking og satte i brystet paa den de flokker som var de djerveste. I spissen for dem skulde Egil være, sagde han. "Men Torolv skal være høvding over den andre fylkingen og gaa mot skotterne; for de bruker at være løse i fylkingen, de løper til og fra og kommer frem paa ymse steder. De gir ofte skrammer om folk ikke ser sig for; men de er løse paa volden om en bare vender sig modig mot dem." Egil svaret kongen: "Ikke vil jeg at Torolv og jeg skilles i striden; men vel tykkes det mig at vi blir stillet der hvor det mest kan trænges og hvor det gaar haardest for sig." Men Torolv sagde: "La kongen raade for hvor han vil stille os! Men om du vil, saa vil jeg heller være dér hvor han har sat dig." Egil svaret: "I faar nu raade, men jeg vil ofte komme til at angre at vi er blit skilt." Mændene gik da og fylket sig slik som kongen hadde bestemt, og merkerne blev sat op. Kongens fylking stod nede paa sletten ved aaen, men Torolvs høiere oppe langsmed skogen. Da kong Olav saa at kong Adalstein hadde fylket, tok han ogsaa til at fylke sin hær. Han gjorde likeledes to fylkinger og lot sit merke og den fylkingen han selv raadet for, fare mot kong Adalstein og hans fylking. Den andre fylkingen for nær skogen mot Torolvs fylking. Dér var høvdingerne hans jarler. Det var en mængde folk og begge hærene var næsten jevnstore. Saa gik fylkingerne mot hverandre og det blev snart en stor strid. Torolv søkte haardt frem, han lot bære merket sit langsmed skogen og tænkte at komme i ryggen paa kongens fylking. De hadde skjoldene foran sig og skogen paa høire side. Torolv gik saa hvasst frem at bare faa av hans mænd var kar om at følge ham. Men før de vissste ord av det, sprang Adils jarl og den flok som fulgte ham, ut av skogen. De svinget paa samme tid mange spyd mot Torolv, og han faldt dér ved skogen. Torfinn som bar merket, vek tilbake dit hvor mændene stod tættere; men Adils søkte mot dem og det blev en haard strid. Skotterne ropte da seiersrop at de hadde dræpt høvdingen.

Da Egil hørte dette ropet og saa at merket til Torolv vek tilbake, skjønte han at Torolv nok ikke selv fulgte med det. Dermed hug han sig vei over heien til han kom frem til Torolvs mænd som de skulde til at flygte. Han egget dem til at gaa frem paany og var selv fremst; Torfinn fulgte efter med merket. Egil hadde sverdet Nadr i haanden og hugg ned for fote helt til han møtte Adils jarl. De skiftet ikke mange hug før Adils faldt og mange mænd om ham; efter hans fald flygtet de mænd som fulgte ham, men Egil og hans mænd forfulgte dem og dræpte alle som kom i nærheten; for ikke nyttet det at bede om grid. Da de andre jarlene til Olav Kvaaran saa, at deres kamerater flygtet, tok de ogsaa benene paa nakken. Men Egil og hans mænd stevnet dit hvor kong Olavs fylking stod, og kom i ryggen paa den; dér blev det nu et stort mandefald og det varte ikke længe før fylkingen løsnet. Da flygtet mange av Olavs mænd, men vikingerne ropte seiersrop. Da kong Adalstein saa dette, egget han sine mænd og lot sit merke bære frem. De gik haardt paa og det blev det største mandefald. Endskapen blév at kong Olav og alle som kunde flygtet. Kong Adalstein fik dér den største seir.

I høistemte ord har en gammel engelsk skald kvædet om seiren: "Her Æthelstan konge, jarlens herre, stridsmænd's baug-giver<ref>D. e. ring-giver.</ref>, og hans broder tillike, Edmund ædling, evig ry med sverdenes egger vandt i striden ved Brunanburg. Edwards<ref> D. e. kong Edward, søn av Alfred den store (900—925).</ref> avkom i arvet skik fra fædrene lært skjolder brøt og stridsbaand splintret, smedet paa essen. For ofte i strid hadde landet han værget mot fremmede voldsmænd, gods og hjem.

Fienderne laa faldne paa valen, skotternes folk og skibshæren, merket av døden. Marken var vaat av de stridendes blod, fra solen tidlig ved morgentid gled over grunden, Guds klare hjerte, Himmelkongens skinnende stjerne, og til den hulde dunkel dalet.

Dér laa mange norrøne stridsmænd spiddet av spyd, skutt over skjolder, og skotter tillike, mattet av striden. Vestsakser fremad i delinger djerve dagen til ende fulgte de flygtende og rammet de vikendes værnløse rygger med skarpslepne klinger. Mercias<ref> D. e. kong Edward, søn av Alfred den store (900—925).</ref> mænd misagtet ikke haandkamp haard med nogen helt som sammen med Olav i skibets stavn over brusende hav hit hadde søkt for at falde i striden.

Fem og laa paa kampplassen konger unge i sverdvoldt søvn. Syv og hvilet av Olavs jarl er og utalt hær av sjømænd og skotter. Drevet paa flugt blev Nordmænds fyrste, tvunget av nøden; til skuten hastet med minsket skare, gjorde knarren flot, berget ved faldende flod sig paa sjøen.

Dér og den kloke Konstantin kom paa flukt nord til sit kongsland. For aldrende høvding skryt ei høvet i venners flok. Frænder var mistet og venner faldne paa valplassen; han savnet og søn i striden svækket, ung i kampfærd. Ei kunde graahaaret kjæmpe sig glæde ved sverdenes møte.

Ei heller Olav, gamle ordbryter, med levnede skarer leende kunde melde at de i dysten djervest sig viste da merket blev baaret i møtet paa valen, og spyd blev svunget i stridslarmen og at med Edwards æt de lekte.

Til naglede knarrer nordmænd ilet, fandt for flyvende piler skjul, over dype vand Dublin de søkte, havnet hos irer harmslagne.

Siden da brødrene begge tilsammen, konge og ædling, drog til sin odel, vestsaksers land, vaapen kaute, levnet efter sig bleke lik til rov for ravnen den svarte med det hvasse næb, og den graaklædte ørn, for graadige gribber og udyret graat, ulven paa heien.

Aldrig blev yppet ufærd saa blodig paa dette øland med sverdenes egger, saa langt som mindes og bok fortæller om fortids frasagn, siden fra øst hit angler og sakser paa brede bølger Britannia søkte og urædde stridssmeder overvandt briter og graadige kjæmper grunden vandt."

Efterat seiren var vundet red kong Adalstein tilbake til borgen og tok natteleie dér. Men Egil forfulgte længe de flygtende og dræpte hver mand som han naadde. Siden snudde han tilbake til der hvor slaget hadde staat og fandt dér sin bror død. Han tok liket op og tvættet og stelte om det som skik var. De grov dér en grav og satte Torolv deri med alle sine vaapen og klæder. Siden satte Egil en guldring om begge hans haandled før han skiltes fra ham. Derpaa dækket de graven med stener og kastet jord over.

Siden fór Egil med sit følge til kong Adalstein og gik frem foran kongen mens han sat ved drikken. Dér var stor munterhet. Da kongen saa at Egil var kommet ind, sagde han at de skulde rømme den nedre pallen for dem og at Egil og hans mænd skulde sitte dér i høisætet like overfor kongen. Egil satte sig og lagde skjoldet foran føttene sine. Han hadde hjelm paa hodet og lagde sverdet over knærne; av og til drog han det halvt ut og smeldte det tilbake i sliren. Han sat opreist og meget bøiet. Egil var stor i ansiktet, bred over panden og hadde buskede bryn; næsen var ikke lang, men fælt tyk, overskjægget var bredt og langt, haken forfærdelig bred og likesaa kjæverne, han hadde diger hals og bredere skuldre end andre mænd. Han saa haard og grum ut naar han var vred. Han var vel vokset og høiere end nogen anden mand. Haaret hans var ulvgraat og tykt og han blev tidlig skaldet. Naar han var sint, brukte han at drage det ene øienbrynet ned mot kindet og det andre op mot haarrøtterne. Egil hadde svarte øiner og var brun i ansiktet. Han vilde ikke drikke naar ølskaalen kom til ham, men drog alt i ett brynene op og ned.

Kong Adalstein sat i høisætet. Han lagde ogsaa sverdet over knæerne, og da de hadde sittet slik en stund, drog kongen sverdet av sliren og tok en guldring av haanden og drog den paa sverdsodden, saa stod han op, gik frem paa gulvet og rakte den over ilden mot Egil. Egil stod op, drog sverdet og gik frem paa gulvet. Han stak sverdet ind i ringen, drog den til sig og gik tilbake til sit sæte. Kongen satte sig i høisætet. Men da Egil satte sig ned, drog han ringen paa haanden sin, og saa kom brynene hans i lag. Han lagde sverdet og hjelmen fra sig, tok imot dyrehornet som blev baaret til ham, drak av det, kvad et vers til takk og talte med de andre mænd.

Efter dette lot kongen bære ind to kister. To mænd bar hver av dem. Begge var fulde av sølv. Kongen sagde: "Disse kister skal du ha, Egil, og kommer du til Island, skal du gi din far dette gods, jeg sender ham det i bot for hans søn; men noget av det skal du dele ut mellem dine og Torolvs frænder, de som du synes er de gjæveste; men du skal ta bøter for din bror her hos mig, land eller løsøre, hvad du helst vil, og om du vil dvæle længer hos mig, skal jeg gi dig den hæder og værdighet som du selv kan nævne." Egil tok mot godset, og takket kongen for hans gaver og venskap, og blev efter dette mere glad. Han blev hos kongen vinteren efter Torolvs fald og kongen æret ham meget. Sammen med ham var alle de mænd som hadde fulgt ham og Torolv og som var kommet levende fra striden. Egil kvad ogsaa en draapa om kong Adalstein. Deri heter det:


:"Nu har høvdingen fældet,
:— landet falder under ætling til Ella<ref>En av kong Adalsteins forfædre.</ref> —
:han som striden forsterker,
:stormænds ætling, fyrster tre.
:Adalstein vandt og andet.
:Alt staar under den ættgjæve
:konge, her jeg, gavmilde
:guldbryter, sværger paa det."


I omkvædet heter det:


:"Nu naar Adalsteins vælde
:op under høieste fjeldvei."


Kongen gav da end Egil i skaldeløn to guldringer som hver veiet en mark og en dyrebar kappe som han selv før hadde baaret. Men da det blev vaar, lyste Egil for kongen at han om sommeren vilde fare bort til Norge. Kong Adalstein og Egil skiltes med stort venskap, og kongen bad Egil komme tilbake saasnart han kunde. Det lovet Egil. Han hadde et stort langskib og derombord hundrede mand eller vel saa det. Men da han var færdig og fik bør, satte han til havs og kom til Fjordene.

Før Egil tænkte, skulde han atter komme til England. Det hadde længe været uvenskap mellem hans og Harald Haarfagres æt. Kong Harald hadde voldt Torolv Kveldulvssons død. Han var Egils fars bror. Derefter gjorde Kveldulv og Skallagrim, hans søn, sig rede til at fare til Island. Men før de seilet fra landet, hevnet de sig paa Harald og dræpte to av hans nære frænder, sønnerne til Guttorm hertug. Derefter satte de tilhavs. Paa veien fik Kveldulv sott og døde, men Skallagrim tok land paa Island. Hans sønner var Torolv og Egil som vi ovenfor har hørt om.

Da Egil kom tilbake til Norge fra England, blev han gift med Aasgerd, enken efter Torolv, sin bror. Egil hadde alt længe været uvenner med Eirik Blodøks og dronning Gunhild. Saa døde Bjørn hauld<ref>Hauld vil si odelsbonde.</ref>, far til Aasgerd, og Egil kom til Norge for at kræve arven efter ham og hadde for den saks skyld en retsstrid paa Gulatinget. Dér støttet kong Eirik og dronning Gunhild Egils motstandere saa han ikke naadde sin ret, og Egil blev efter dette lyst utlæg i Norge. Men han tok blodig hevn og dræpte flere av kongens venner og frænder, og tilslut maatte en av kong Eiriks egne sønner bøte med livet. Derefter gjorde Egil sig rede til at fare fra landet. Men før han seilet ut, plyndret han kongsgaarden paa Herdla<ref>Nu Herløy i Nordhordland.</ref>. Saa gik han op paa en fjeldknaus som snudde indover mot land. Dér reiste han en hasselstang og satte et hestehode øverst paa stangen og uttalte disse ord: "Her sætter jeg op nidstang og snur dette ind mot kong Eirik og dronning Gunhild", dermed snudde han hestehodet ind mot land og fortsatte: "Jeg snur dette nid mot de landvætter som bygger dette land, saa alle farer vilde veier og ikke finder sig tilrette før de har drevet kong Eirik og Gunhild fra landet." Derefter satte han tilhavs og kom til Island.

Ikke længe efter kom Haakon Adalsteinfostre til Norge og Eirik Blodøks maatte flygte fra landet. Først seilet han til Orknøerne; dér giftet han Ragnhild, sin datter, med Arnfinn jarl. Siden fór han syd til Skotland og videre til England og herjet dér. Da kong Adalstein spurgte det, samlet han en hær og fór mot Eirik. Men da de møttes, blev det baaret forliksord mellem dem, og de blev forlikt om at kong Adalstein gav kong Eirik Northumberland at styre, han skulde være landeværnsmand for kongen mot irer og skotter.

Det fortælles at dronning Gunhild øvet seid og lot det seide<ref>Seid er en slags troldom.</ref> at Egil Skallagrimsson aldrig skulde faa ro paa Island før hun fik se ham. Da Egil hadde været hjemme et aar, blev han uglad og om vinteren vokste hans uglæde. Da sommeren kom, lyste han at han tænkte at fare bort fra landet ut paa sommeren. Han blev ikke færdig før om høsten og hadde 30 mand ombord med sig. De kom først til Orknøerne og seilet derfrå videre sydover langs Skotland i storm og motvind og derefter utenfor England.

En kveld da det tok til at mørkne, blev det hvasst veir. De visste ikke ord av det før de saa at sjøen brøt baade utenbords og fremfor skibet. Det var da ingen anden raad end at stevne op paa land, og saa gjorde de. De seilet skibet paa grund; det var ved osen av Humber-elven. De berget sig selv og det meste av sit gods; men skibet blev brutt i tusen stykker. Da de traf folk, og spurgte om nytt, fik de vite en sak som tyktes Egil farlig, og det var at kong Eirik og Gunhild hadde magten dér og sat ikke langt oppe i landet i Jorvik. Egil spurgte ogsaa at Arinbjørn herse var dér sammen med kongen i stort venskap. — Arinbjørn var Egils nære ven og i skyld til Aasgerd, hans hustru. — Egil visste at han var lett at kjende igjen. Dessuten tyktes det ham litet mandig at bli grepet paa flugt. Derfor hærdet han hugen, og samme nat som de var kommet i land, fik han sig en hest og red til Jorvik. Han kom dit om kvelden og red straks ind i byen. Dér spurgte han efter den gaarden som Arinbjørn hadde, og red dit. Da han kom til stuen, steg han av hesten og fandt en mand som sagde ham at Arinbjørn sat ved matbordet. Egil bad ham gaa ind og spørge om han helst vilde tale med Egil Skallagrimsson inde eller ute. Manden gik ind i stuen og ropte ut: "Det staar en mand her utenfor døren, svær som et trold, han bad mig gaa ind og spørge om du vil tale med Egil Skallagrimsson ute eller inde." Arinbjørn sagde: "Gaa og bed ham bie ute; han skal ikke vente længe." Siden gik han ut og alle huskarlene hans med ham; han hilste Egil og spurgte hvorfor han var kommet dit. Egil fortalte ham i faa ord om sin færd og bad Arinbjørn hjælpe sig. "Har du truffet nogen som har kjendt dig før du kom hit til gaarden?" spurgte Arinbjørn. "Nei," svarte Egil. Arinbjørn bad da sine mænd væpne sig og gik med dem til kongsgaarden. Dér banket han paa døren og sagde hvem han var. Dørvaktene lukket straks op. Kongen sat ved bordet. Arinbjørn sagde at de skulde gaa ind 12 ifølge og nævnte dertil Egil og ti andre. "Nu skal du, Egil," sagde han, "føre kong Eirik dit hode og gripe om hans fot. Men jeg skal føre ordet for dig." Siden gik de ind. Arinbjørn gik frem og hilste kongen. Kongen tok venlig mot ham og spurgte hvad han vilde. Arinbjørn svarte: "Jeg følger hit en mand som er kommet lang vei for at opsøke Eder og forlikes med Eder. Det er stor hæder for Eder, herre, at Eders uvenner farer godvillig til Eder fra andre land og ikke synes de kan bære Eders vrede, selv om I ikke er nær. Vis Eder nu som en høvding mot denne manden og la ham faa godt forlik fordi han har gjort Eders hæder saa stor, som en nu kan se, og faret over mange hav og vanskelige veier hjemme fra gaarden sin. Det var intet som tvang ham til denne færd uten godvilje mot Eder." Da saa kongen sig om og saa over hoderne paa mændene. Han fik øie paa Egil, hvæsset øinene paa ham og sagde: "Hvorfor var du saa djærv, Egil, at du turde fare til møte med mig? Vi skiltes sist slik at du ikke kunde vente at faa liv av mig." Da gik Egil til bordet, grep om kongens fot og kvad at han var kommet lange veier over bølgen paa den krydsende havhest for at gjeste styreren av anglernes land, og at nu hadde krigeren som svinger saarlynet (d. e. Egil) vaaget sig frem for Haralds sterke ætling.

Men Eirik sagde: "Du kan ikke vente andet end at du skal dø her. Du maatte vite i forveien at du ikke kunde faa forlik av mig." Egil svarte. Men saa sagde Gunhild: "Hvorfor skal ikke Egil straks dræpes? Kommer du ikke i hug, konge, hvad Egil har gjort, at han har dræpt dine venner og frænder og ovenikjøpet din egen søn og øvet nid mot dig selv? Har nogen hørt at slikt før er gjort mot en konge?" Arinbjørn sagde: "Om Egil har talt ilde mot kongen, saa kan han bøte det i lovord som altid vil mindes." Gunhild svarte: "Vi vil ikke høre hans lovord. La Egil bli ført ut og dræpt! Jeg vil ikke høre hans ord og ikke se ham." Da sagde Arinbjørn: "Ikke vil kongen la Egil dræpe inat; for nattedrap er mord." Kongen sagde: "Det skal være som du ber om, Arinbjørn; Egil skal leve inat. Ta ham med dig hjem og før ham til mig imorgen." Arinbjørn takket kongen for hans ord og sagde at han ventet at Egils sak nu vilde komme i bedre lag; hadde end Egil forbrudt sig storlig, saa hadde han ogsaa mistet meget for kongens og hans frænders skyld. Dermed førte Arinbjørn Egil med sig hjem, gik op med ham i et litet loft og talte om hans sak. "Vred var kongen nu," sagde han. "Dog tyktes det mig som om hans sind myknet noget, men nu faar lykken avgjøre hvordan det gaar. Jeg vet at Gunhild vil gjøre alt for at ødelægge din sak. Nu vil jeg raade dig til at du vaaker inat og digter et lovkvæde om kongen. Saa gjorde Brage, min frænde, da han kom ut fra Svea kongens vrede<ref>Brage gamle er den ældste norske skald vi kjender; han levet omkr. 800—850.</ref>,  at han paa én nat digtet en draapa paa 20 vers og fik derfor sit hode." Egil svarte: "Jeg skal friste dette raad, om du vil, men ikke hadde jeg tænkt at jeg skulde gjøre et lovkvæde om kong Eirik." Arinbjørn bad ham friste. Saa gik han bort til sine mænd. De sat og drak til midnat. Derpaa gik Arinbjørn og hans følge til sovehuset. Men før han klædte sig av, gik han op i loftet til Egil og spurgte hvordan det gik med kvædet. Egil sagde at han hadde ikke faat gjort noget. "Det har sittet en svale her ved gluggen og kurret i hele nat saa jeg ikke har faat ro for den." Siden gik Arinbjørn ut og satte sig utenfor gluggen. Da saa han at det fór en skikkelse bort fra huset<ref>Det var Gunhild, trodde de, som hadde skapt sig om til en svale for at forstyrre Egil.</ref>. Siden sat han ved gluggen hele natten til det blev lyst. Saa gik han ind til Egil. Han hadde da digtet hele draapaen og hadde fæstet den i hugen slik at han kunde fremføre den. Siden vaaket de til det blev tid til at gaa til kongen.

Arinbjørn lot alle sine mænd væpne sig og gik med dem til kongshallen. Han og Egil gik ind med den ene halvdelen; den andre lot han staa utenfor døren. Arinbjørn hilste kongen og sagde: "Nu er Egil kommet hit. Han har ikke prøvet at løpe bort inat. Nu vil vi vite hvordan hans lod skal bli. Jeg venter godt av Eder. Jeg har ogsaa selv for Eders skyld forlatt alle mine eiendommer og frænder og venner i Norge og fulgt Eder, da alle Eders andre lendermænd skiltes fra Eder, selv om det var rimelig, for du har paa mange maater gjort storvel mot mig." Gunhild sagde: "Tal ikke saa længe om dette, Arinbjørn! Du har gjort meget godt mod kong Eirik og han har tilfulde lønnet dig derfor. Men det nytter ikke for dig at bede om at Egil skal fare uten straf fra møtet med kong Eirik slik som han har forbrutt sig." Da sagde Arinbjørn: "Om du og Gunhild er fast bestemt paa at Egil ikke skal faa forlik, da sømmer det sig for dig at gi ham en ukes frist saa han kan søke at undkomme. Dog har han kommet helt frivillig og ventet sig fred fra dig." Men Gunhild sagde: "Jeg ser, Arinbjørn, at du er mere huld mot Egil end mot kong Eirik." Arinbjørn svarte: "Kong Eirik blir ikke større om han dræper en utenlandsk bonde som er kommet i hans vold. Men vil han bli større av dette, da skal jeg gjøre det slik at det skal komme frasagn av disse tidender; for jeg og Egil skal nu staa sammen og samme lod møte os begge. Da vil du, konge, komme til at kjøpe Egils liv dyrt før vi og hele vort følge ligger paa volden." Da sagde kongen: "Du er svært ivrig for at hjælpe Egil, Arinbjørn. Jeg har liten hug paa at skade dig, Arinbjørn. Men jeg har nok av saker mot Egil hvad jeg end gjør med ham." Da kongen hadde sagt dette, gik Egil frem for ham, fremførte kvædet, kvad høit og fik straks taushet.

Kong Eirik sat opreist mens Egil kvad, og hvæsset øinene paa ham. Da det var slutt, sagde han: "Kvædet er fremført paa det beste. Men nu har jeg, Arinbjørn, tænkt paa saken mellem Egil og mig. Nu skal jeg for din skyld gjøre som du har bedt om, at Egil skal fare uskadt fra møtet med mig. Men du Egil, sørg for aldrig mere at komme for mine øine. Jeg gir dig nu dit hode; fordi du gik i mit vaald, vil jeg ikke øve nidingsverk paa dig. Men det skal du vite for sandt, at dette er intet forlik med mig eller mine sønner eller nogen av vore frænder."

Arinbjørn takket med mange fagre ord kongen for den hæder og det venskap han hadde vist ham. Derpaa gik han og Egil hjem til Arinbjørns gaard. Siden red de bort med hundre væpnede mænd og kom til kong Adalstein. Dér blev de godt mottat. Kong Adalstein indbød Egil til at være hos sig og spurgte hvordan det var gaat mellem ham og kong Eirik. Egil fortalte om møtet mellem dem. Siden red Arinbjørn hjem til Jorvik og haa og Egil skiltes med stor kjærlighet.

==Vikingerne i Irland og slaget ved Clontarf==

[[Fil:'Battle of Clontarf', oil on canvas painting by Hugh Frazer, 1826.jpg|thumb|350px|Slaget ved Clontarf. Maleri på oljelerret av Hugh Frazer, 1826.]] Irerne kaldte gjerne nordmændene (og danskerne) for "de fremmede", for at minde om at de egentlig ikke hørte hjemme i Irland. Deres aak hvilet længe tungt over irerne.

"Saa stor var," heter det i en gammel irsk saga, "de fremmedes undertrykkelse og den skat de tok over hele Erin<ref>Erin er det irske navnet paa Irland. Navnene Irland og irer stammer fra nordmændene.</ref> at de hadde en konge over hvert folk, en høvding over hvert fylke, en abbed over hver kirke, en foged over hver landsby og en svartlægget kriger<ref>«Svartlægg» kaldte irerne de norrøne krigere fordi de var klædt i brynje og hadde jernskinner paa benene.</ref> i hvert hus, saå ingen av Erins mænd hadde magt til at gi om det saa var melken av koen sin eller en haandfuld ægg av en eneste høne for at hjælpe en gammel mand, men var nødt til at gjemme dem til den fremmede høvding, foged eller svartlæg. Og selv om det bare var én melkeko i et hus, turde de ikke melke den til et spædbarn som var én nat gammel, eller til en syk, men maatte gjemme den til den fremmede. Og var han end aldrig saa længe borte fra huset, turde de ikke minske hans del, og de maatte slakte sin eneste ko, kunde de ikke faa tak i mat til ham paa anden vis. Den mest høvelige av hver ætt var nødt til at ta tjeneste den dag han gik ombord paa skibet med sin herre, og de maatte skaffe kost til ham, som om han var hjemme. En unse sølv eller hvit bronse maatte de gi for hver næse foruten skat til kongen hvert aar; den som ikke evnet at betale, maatte gi sig i trældom eller næsen hans blev hugget av. 

Med ett ord, var det end hundre haarde hoder av staal og jern paa hver nakke, hundre skarpe, kolde, aldrig rustende tunger av bronse i hvert hode og hundre klagende, høie, aldrig stansende røster i hvert hode, saa vilde de likevel ikke være istand til at fortælle og regne op alt det som irerne, baade mænd og kvinder, lægfolk og prester, unge og gamle, ædle og uædle, maatte lide av haarde kaar, uret og undertrykkelse fra disse tapre, harmfulde, fremmede hedninger. Men endda det var saa mange seirrike stammer i Erin med de mange ætter, endda det var saa mange konger, høvdinger og kongsemner og saa mange helter, kjæmper og modige krigere, som hadde udmerket sig i vaabendaad, saa var det likevel ingen av dem som evnet at fri dem fra tyranniet og trældomsaaket til disse vilde rasende, utæmmede og uforsonlige vikingeskarer. For de hadde saa gjæve, blankpolerte, vide, tredobbelte, tunge, haarde og skinnende brynjer, de hadde saa haarde, sterke og skarpe sverd, og saa lange spyd med skarp odd og saa framifraa andre vaaben; de hadde øvet saa mangen daad, de var saa modige og tapre, og saa sterke, giftige og vilde og de hungret og tørstet efter Erins frugtbare land med dets ædle indvaanere, dets fosser, dets elver, dets fjorder og slette enger med vakkert græs."

Værst hvilet vikingernes aak over Munster, den sydvestlige femtedelen av Erin. Men her var det én stamme som aldrig hadde bøiet sig for dem, og det var Dalcassierne, de bodde længst nord i Munster. Kongen over dem het ved midten av 900-tallet Mathgamhain. Han og Brian, bror hans, sloges længe drabelig med vikingerne. Men tilslut gjorde Mathgamhain like ens som de fleste andre kongerne i Irland hadde gjort. Han sluttet fred og lovet at svare skat til nordmændene. Brian vilde derimot ikke gaa med paa slikt, og tilslut drog han hjemmefra, fra kongeborgen Kincora ved Shannon. Sammen med en flok modige unge mænd søkte han ly i skogene og de vilde, øde heiene i det nordlige Munster. Dér satte de op usle barhytter og hadde ikke andet end kvist og røtter til at hvile paa. Dag og nat gjorde de indfald i nordmændenes bygder, røvet og slog ihjel alle som de kunde komme over. Men Brian mistet ogsaa mange mænd. Tilslut hadde han bare femten følgesvenner tilbake. Da Mathgamhain spurgte dette, sendte han bud til Brian og bad ham komme hjem til Kincora og høre op med sit vilde liv. "Du er alene, Brian," sa Mathgamhain, da broren kom. "Ikke er du kommet mandsterk til vort hus. Hvad har du gjort av følgesvennene dine?" Brian svaret: "Jeg har latt dem bli hos vikingerne efter at ha hugget dem ned. Under strid og stræv fulgte de mig over hver en slette. Slik gjorde ikke dine mænd." Brian brukte haarde ord mot Mathgamhain fordi han hadde sluttet fred med vikingerne, og sa at han vanslegtet fra deres forfædre. Mathgamhain svarte, at han hadde ikke hug paa at føre klanen sin til den visse død og han var ikke sterk nok til at møte vikingerne; for de hadde saa mange mænd, saa sterke kjæmper og saa ypperlige brynjer og sverd. Brian sagde at døden var viss for dem alle, men deres forfædre hadde aldrig taalt haan eller van ære fra nogen mand paa jorden; det var deres odel at gaa i brodden for irerne i striden.

Tilslut fik han Mathgamhain overtalt til at kalde hele Dalcassiernes stamme sammen til ting og spurgte om de vilde ha fred eller krig. De svarte alle, unge som gamle, at de heller vilde møte død og ødelæggelse end at gaa i trældom under vikingerne og gi sit land og sin jord til dem. Saa begyndte krigen. Ivar av Limerick mønstret sine vasaller og lovet at det ikke skulde bli tilbake saa meget som en eneste mand til at leie en hest ved hodet over en bæk eller en abbed eller en prest indenfor de fire hjørner av Munster, uten at han skulde bli dræpt eller tvunget til at gi sig under vikingerne. Av fiendskap til Dalcassierne sluttet ogsaa mange irer sig til ham. Men da vikingerne og irerne møttes, blev de fremmede slaat og Limerick blev indtat. Irerne plyndret borgen og førte bort med sig vikingernes ædelstener, deres guld og sølv, deres silke og fløiel, deres fagre møer og deres blomstrende, silkeklædte unge kvinder og deres kjække gutter. — Dette var i aar 968. — "Svartlæggene" blev jaget bort, Ivar av Limerick maatte hylde Mathgamhain som sin overherre, og Mathgamhain blev tilslut overkonge over hele Munster.

Men snart blev det forræderi indenfor Mathgamhains egne rækker. Flere høvdinger blev avindsyke paa grund av hans fremgang. Ivar av Limerick tørstet efter hevn og fik to av dem, Donovan og Maelmuadh, til at love at dræpe Mathgamhain eller utlevere ham til vikingerne. Mathgamhain var i huset hos Donovan og holdt møte med presterne i fylket. Da blev han uten varsel omringet av Donovan og hans mænd. Han bar paa brystet til værn evangeliet til den hellige Barri, den første biskop i Cork. Da han saa det nakne sverd løftet mot sig, tok han evangeliet ut av sin kappe og slængte det over hoderne til dem som stod nær mest, forat ikke hans blod skulde søle det til. Evangeliet faldt i hænderne paa en prest som stod et stykke borte ved siden av Maelmuadh. Presten visste ikke at det var Maelmuadh som var sjælen i forræderiet, eller skjønte ikke hvad det var som foregik. Han snudde sig mot Maelmuadh og spurgte hvad han skulde gjøre med boken. "Helbred manden derborte, om han skulde komme til dig," lo forræderen. Med disse ord løp han ut av hallen, hoppet op paa hesten sin og red sin vei. Men presten forbandet ham og forutsagde at ulykke vilde komme over Maelmuadh; hans saga vilde bli glemt og hans stamme komme i trældom. Det gik som han sagde. Den mand som hadde dræpt Mathgamhain, blev blind og baade han og Maelmuadh blev dræpt. Solen skinnet aldrig paa deres graver.

Brian blev valgt til konge efter Mathgamhain. Han var, blev det sagt, ikke en vidjevaand som kom istedenfor en klubbe, men en helt som kom efter en helt. Han blev konge over hele Munster og hevnet sin bror. Han blev utrættelig ved at kjæmpe mot vikingerne til han hadde bøiet dem under sig, og hele Munster var atter frit. Snart utstrakte han sit vælde endda videre, og kongen i Lemster maatte hylde ham som sin overherre. Men saa gjorde leinstermændene og nordmændene i Dublin opstand. Brian rykket mot dem. Det var i aar 1000. De møttes ved Glen Mama (nu Glen Gap), et pass i grevskapet Wicklow nær den gamle kongeborgen i Lemster.

Det blev en vældig strid. Brian seiret. Fire tusen av de beste av de fremmede i Erm blev dræpt. Derefter rykket Brian mot Dublin. Han tok vikingernes faste borg, og gjorde et vældig bytte av guld og sølv, drikkehorn og vakre bægre, underfulde silkeklædninger, fjærsenger og træller og delte byttet mellem sine mænd. Han blev i Dublin fra store til lille juledag — (det vil sige til 5te januar). Fra den tid av trængte ingen irsk mand eller kvinde at gjøre noget kropslig arbeide. For det var ingen irer uten at han hadde en fremmed til træl, og ingen kvern uten en fremmed trælkvinde til at male den. I hvert hus var det fremmede trælkvinder til at og kjevle ut deig til kaker. Maelmordha, kongen av Lemster, hadde under kampen ved Glen Mama gjemt sig i en barlind. — Barlinden vokser i Irland op til store trær. — Murchad, Brians søn, fik øie paa ham og drog ham ned. Maelmordha blev holdt i fangenskap til han sluttet fred og gav gissler fra hele Lemster. Sigtrygg Silkeskjæg, kongen i Dublin, sluttet ogsaa fred med Brian og fik hans datter til ægte.

I femten aar var det nu fred i Irland. Alle misdædere blev dømt og rettet og en enslig kvinde kunde ride fra nord til syd i Erm med en guldring paa svøpen uten at bli røvet eller overfaldt. Brian sendte mænd utenlands for at kjøpe bøker isteden for dem som vikingerne hadde brændt, og satte overalt lærere og professorer til at undervise. Han gjenreiste kirkerne, bygget veier og broer, styrket borger og faste plasser, viste kongelig gjæstfrihet og styret vel og med hæder. Maelsechlainn, høikongen av Erm, maatte underkaste sig, og Brian blev overkonge over Irland og tok titelen keiser over irerne. Derefter gjorde han en rundgang over hele Irland og tok gissler fra alle høvdinger til tegn paa deres underkastelse. Tilslut utrustet han en stor flaate — austmændene i Dublin og Waterford maatte stille skibene —; med den seilte han over til England, Skotland og Wales og tok kongelig skat av sakser og briter og indbyggerne i Lennox og Argyle.

Ogsaa i Dublin var det fred og gode aar. Mange nordmænd og islændinger gjæstet den navngjetne byen der kjøpmænd fra alle land satte stevne. Mellem dem var ogsaa skalden Gunnlaug Orcnstunge. Han seilet fra England med kjøpmænd nord til Dublin. Dér raadet dengang kong Sigtrygg Silkeskjæg. Han var søn av Olav Kvaaran<ref>Kvaaran er et irsk ord (cuarán) som betyr «sandal».</ref> og av dronning Kormlød, som sagaerne kalder hende. — Hun heter paa irsk Gormflaith. — Sigtrygg hadde bare en kort stund raadet for riket. Gunnlaug gik frem for ham og hilste ham vel og høvisk. Kongen tok sømmelig imot ham. Gunnlaug sa: "Jeg har gjort et kvæde om Eder og vilde gjerne faa lyd." Kongen svarte: "Ingen har før diktet om mig og jeg skal visselig høre paa dig. Gunnlaug kvad da sin draapa. Dette er omkvædet:


:"Sigtrygg aler op
:ulven med lik."


Og videre heter det:


:"Jeg vet at skille
:hvem jeg skal prise ville
:av kongers æt;
:han er Kvaarans søn.
:Ei vil gramen<ref>«Gram» er skaldeord for «konge».</ref> mot mig
:— til gavmildhet vænner han sig, —
:det monne skalden vare<ref>«Vare» vil si «vente».</ref>,
:paa guldringen spare.
:Sige hildingen<ref>«Hilding» er skaldeord for «konge».</ref> mig,
:om han har hørt om sig
:et dyrebarere kvad;
:det er draapalag."


Kongen takket ham for kvædet og kaldte sin fehirde til sig og sa: "Hvordan skal jeg lønne kvædet?" Fehirden svaret: "Som I vil herre." "Hvordan løn er det," sier kongen, "om jeg gir ham to knarrer?" — "Knarr" er navn paa de handelsskibene som nordmændene brukte i gamle dager. — Fehirden sier: "Altfor meget er det, herre. Andre konger gir i digterløn gode klenodier, sverd eller guldringer." Kongen gav da Gunnlaug sine egne klæder av nyt skarlagen — kjortelen var prydet med border og kappen fôret med dyrebart skinn — og desuten en guldring som veiet en mark. Gunnlaug takket ham vel og dvælet dér en stund. Han fór siden til Orknøierne og er ute av sagaen. Men hele denne tid, mens det var fred i Irland, arbeidet nordmændene i Dublin paa at faa hevn, og Maelsechlainn, den avsatte overkonge, var med i deres raad.

En liten gnist skulde sætte hele Irland og Nordeuropa i flamme. Det var en skinsyk kvindes ord som tændte den.

Vi har før nævnt dronning Gormflaith eller Kormlød. Hun var den fagreste av alle kvinder og hadde de beste gaver i alt det som hun ikke selv raadet over. Men det er folks tale at hun altid handlet ilde naar det var noget hun selv kunde raade for og avgjøre. Hun hadde alt hat to mænd. Første gang var hun gift med Olav Kvaaran i Dublin, og hadde med ham sønnen Sigtrygg Silkeskjæg. Men Olav kunde ikke i længden leve sammen med en slik vond kvinde og sendte hende hjem. Derefter blev hun gift med Maelsechlainn, høikongen over Erm. Efterat han var blit styrtet av Brian, fulgte hun denne hjem til Kincora og blev gift med ham, endda hendes tidligere husbond levet. Men Brian holdt heller ikke længe ut med hende, og de blev skilt. Hun blev dog fremdeles boende i Kincora. Men efter skilsmissen blev hun saa gram paa Brian at hun gjerne vilde se ham død. Brian var den beste av alle konger og den retviseste. Brian tilgav tre ganger dem som blev lyst utlæg; men gjorde de sig skyldig oftere, lot han dem dømme efter loven. Gormflaith hadde med Brian en søn som het Donnchadh. Brians andre sønner var ved denne tid voksne. Den ene het Murchad, den anden Tadhg. Desuten hadde Brian en fostersøn ved navn Tordelbach, eller Kertjalfad som sagaerne kalder ham. Han var ogsaa voksen da disse tidender var, og var den uræddeste av alle mænd. Brian elsket ham mere end sine sønner. Murchad, søn av Brian, var ogsaa den største kjæmpe.

Saa var det engang at Maelmordha, Leinsterkongen, skulde føre tre furumaster i skat til Brian. Paa en myr oppe paa et fjeld blev det en ordstrid mellem Maelmordha og dem som kjørte tømmeret. For at hindre mastene fra at falde ut, steg Maelmordha av hesten og grep selv fat i et av træerne. Mens han holdt paa med det, faldt det ut en knap av silkekjortelen hans; den var besat med sølvknapper og hadde en guldbord; han hadde faat den av kong Brian. Da de kom til Kincora, tok Maelmordha kjortelen av sig og gik med den til Gormflaith, sin søster, og bad hende sy i en ny knap. Men Gormflaith tok kjortelen, kastet den i varmen og lastet med haarde ord sin bror fordi han vilde ta imot gaver av Brian og gi skat til ham, det hverken hans far eller farfar har gjort; hun sa at Brian vilde komme til at kræve det samme av hans søn.

Næste morgen sat Murchadh og spillet schak med Conang, sin brorsøn. Maelmordha stod ved siden av og lærte Conang spillet. Han raadet ham slik at Murchadh tapte. Da blev Murchadh sint og sa: "Det var du som raadet de fremmede da de blev slaat (ved Glen Mama)". Maelmordha sa: "Jeg vil gi dem raad igjen, og da skal de ikke bli slaat." Murchad sa: "Da maa du passe paa at ha en barlind ved haanden som du og de andre kan gjemme dere i." — Maelmordha hadde, som før nævnt, under kampen ved Glen Mama søkt ly i en barlind. — Da blev Maelmordha harm og gik til sit soverum. Næste morgen red han bort uten at be om lov og uten at ta farvel med Brian.

Da Brian spurgte dette, sendte han en mand efter Maelmordha for at faa ham tilbake og tale med ham. Sendemanden naadde Maelmordha igjen paa østsiden av træbroen ved Killaloe. Han frem førte Brians ord og bad Maelmordha vende tilbake og ta imot guld og gaver av Brian. Men Maelmordha gav ikke andet svar end at han slog hirdmanden med svøpen sin i hodet saa han døende maatte bringes tilbake til Kincora. Brians mænd vilde at de skulde forfølge Maelmordha og tvinge ham til at underkaste sig. Men Brian sa at han vilde ikke forfølge en mand som nys hadde været gjæst under hans eget tak, og at det var i kongeborgen i Lemster han vilde kræve ham til rette. Maelmordha var ikke før kommet hjem, før han gik igang med at faa samlet alle uvennerne til Brian. Først kaldte han høvdingerne i Lemster sammen og sa at han hadde lidt haan og vanære og at forsmædelsen rammet ikke bare ham, men hele landet deres. De blev enige om at reise sig mot Brian og at samle en stor hær, og sluttet forbund med austmændene i Dublin. Disse var heller ikke ledige, men arbeidet paa at faa sammen den største hær som nogengang var kommet til strandene av Erm. Brian paa sin side samlet ogsaa fra alle kanter mænd forat han kunde faa en hær som var stor nok til at seire over vikingerne, og plyndret vidt og bredt for at faa proviant og svække fienden.

Dronning Kormlød egget meget Sigtrygg, sin søn, til at dræpe Brian. Hun sendte ham først til Sigurd digre, jarlen paa Orknøerne, for at be ham om hjælp. Kong Sigtrygg kom før jul til Orknøerne. Dit kom ogsaa Gille jarl paa Suderøerne, han var gift med Nereid, søster til Sigurd jarl. Hallen var fuld av gjæster. Kong Sigtrygg sat mitt i høisætet, og paa hver side av ham begge jarlene og længere ute mændene deres. Mellem gjæsterne var det ogsaa flere islændinger. Juleilden flammet mitt i hallen, og mændene kortet tiden med at fortælle. Kong Sigtrygg og Gille jarl vilde høre nyt fra Island, hvordan det var gaat til da Njaal og hans hus nys nylig var brændt inde, og det som siden var hændt. Gunnar Lambeson blev valgt til at fortælle om det, og det blev sat en stol under ham.

Gunnar hadde selv tat del i udaaden og utsmykket derfor fortællingen saa den tok sig vakkert ut for ham. Mens han holdt paa at fortælle kom det to andre islændinger, nære venner av Njaal, op til jarlsgaarden. De var nylig kommet fra Island og visste hvordan alt var foregaat. De blev staaende utenfor døren og lyttet mens Gunnar fortalte. Dette var selve juledagen. Kong Sigtrygg spurgte: "Hvordan taalte Skarphedin branden?" Gunnar svarte: "Længe vel i førstningen; men tilslutt graat han." Kaare Solmundsson som selv var undkommet fra branden, kunde ikke staa for dette. Han løp ind i hallen og hug hodet av Gunnar Lambeson saa hodet føk op paa bordet foran kongen og jarlene. Sigurd jarl kjendte manden og sagde: "Ta Kaare og dræp ham!" Kaare hadde været hirdmand hos Sigurd jarl og var den vennesæleste mand. Ingen mand stod op for at utføre jarlens bud. "Kaare har bare gjort det som var rett at gjøre," sagde de alle og gjorde plass for ham. Kaare gik ut av hallen og ingen gik efter ham. Kaare fór til sit skib og sine fæller. Veiret var godt. De seilet syd til Katanes og fór op til en gjæv mand som het Skjegge, og var længe dér. Jarlens mænd renset bordet og bar den døde ut. Det blev sagt jarlen at de var seilet syd til Skotland. "Dette var en modig mand," sa kong Sigtrygg, "saa raskt som han hugget til og ikke saa sig for." Sigurd jarl svarte: "Ingen mand er Kaare lik i tiltak og djervhet." Flose Tordsson fortalte nu om Njaalsbranden, han fortalte vel og alle trodde ham.

Kong Sigtrygg kom nu frem med sit ærende og bad Sigurd jarl fare til strid med ham mot kong Brian. Sigurd sagde længe nei. Men tilslut satte han sine vilkaar og sa at han vilde ha hans mor og siden bli konge i Irland om de fældet Brian. Alle raadet jarlen fra at fare; men det hjalp ikke. Til slut skiltes de med det at jarlen lovet færden, men kong Sigtrygg lovet ham mor sin og kongedømmet. Det blev avtalt at Sigurd jarl skulde komme til Dublin med hele hæren sin palmesøndag. Kong Sigtrygg fór da syd til Irland og fortalte Kormlød, mor sin, at jarlen hadde sagt ja til hans bøn og hvad han hadde utrettet. Hun var vel tilfreds med det, men sagde at de skulde drage sammen en endda større hær. Sigtrygg spurgte hvor det var von om at faa den fra. Hun sagde at det laa to vikinger vest for Man. "De er saa haarde halser at ingen kan staa mot dem. Den ene heter Uspak, den andre Broder. Du skal fare til møte med dem, og spar ikke paa noget for at faa dem i lag med dig, hvad de end kræver." Kong Sigtrygg fór nu og ledte efter vikingerne og fandt dem utenfor Man. Han bar med én gang frem sit ærende. Men Broder undslog, sig længe, helt til Sigtrygg lovet ham kongedømmet og sin mor. Men de skulde fare saa stilt med dette, at Sigurd jarl ikke fik vite det. Broder skulde ogsaa komme til Dublin før palmesøndag med hæren sin. Kong Sigtrygg for hjem til sin mor og fortalte hende hvad de hadde avtalt.

Efter dette taltes Uspak og Broder ved. Broder fortalte da Uspak om det han og kong Sigtrygg hadde avtalt, og bad ham fare med sig til strid mot kong Brian og sa at det var meget som stod paa spil. Men Uspak sa at han ikke vilde slaas mot en saa god konge. De blev da begge vrede og skilte lag. Uspak hadde ti skib og Broder tyve. Uspak var hedning og den klokeste mand. Han lagde skibene sine ind i sundet, men Broder laa utenfor. Broder hadde været kristen og var viet til messedjakn. Men han hadde kastet sin tro og var blit gudniding og blotet nu hedenske vætter og var den troldomskyndigste av alle mænd. Han hadde en hærbunad som ikke jern bet paa. Han var baade stor og sterk og hadde saa langt haar at han stak det ind under beltet paa sig. Det var svart.

En nat vaaknet Broder og hans mænd ved at det kom en stor gny over dem; de spratt op og fór i sine klæder. Det regnet med kokende blod over dem. De dækket sig med skjoldene, men mange blev brændt. Dette holdt ved helt til det blev dag. En mand døde paa hvert skib. De var saa utmat tet, at de sov hele dagen. Næste nat blev det paany gny og alle spratt op like ens som natten iforveien. Da løp sverdene ut av slirene, men økser og spyd fløi op i luften og slog mot hverandre. Vaapnene søkte saa fast mot dem at de maatte dække sig; likevel blev mange saaret; denne gang døde ogsaa én mand paa hvert skib. Dette under holdt paa helt til dag. De sov da paany hele dagen efter. Tredje natten blev det gny paa samme vis. Da fløi det ravner mot dem og det syntes dem som om næbbene og kløerne var av jern. Ravnene søkte saa fast mot dem at de maatte værge sig med sverdene, men dækket sig med skjoldene. Slik gik det helt til dag. Det var da paany en mand død paa hvert skib. De sov hele dagen like ens som før. Men da Broder vaaknet, aandet han tungt og bad sine mænd sætte ut en baat; "for jeg vil finde Uspak." Han steg i baaten og nogen mænd med ham. Da han fandt Uspak, fortalte han ham alt det som var hændt og bad ham sige ham hvad det varslet. Uspak vilde ikke si ham det før han lovet ham grid. Broder lovet at intet vondt skulde vederfares ham. Men Uspak utsatte likevel med at fortælle noget til det blev nat; for Broder øvet aldrig noget drap om natten. Da sagde han: "Saaledes som det regnet blod over Eder, saaledes vil I komme til at utøse mange mænds blod, baade Eders eget og andres. Men like ens som I hørte stor gny, saaledes skal I faa se jorden briste og I skal alle braatt dø. Anden gang da vaapnene søkte mot Eder, det varsler strid. Tredje gangen da ravnene søkte mot Eder, det er de uvætter som Dere tror paa og som vil drage Eder til helvetes kvaler." Broder blev saa vred at han ikke kunde svare, han fór straks til sine mænd og lot hele sundet dække med skibe og bære tauger paa land og tænkte at dræpe dem alle morgenen efter. Men Uspak saa deres vonde raad. Han lovet da at ta den rette tro og at fare til kong Brian og følge ham til sin døddag. Han tok det raad at dække alle skibene og stake dem langsmed land og hugge paa taugene, som Broder hadde spændt ut. Mens de gjorde dette, sov Broder og hans mænd. Paa den vis kom de ut av fjorden og seilet til Irland og stanset ikke før de kom til Kincora. Uspak fortalte kong Brian alt det han hadde faat vite, tok daapen og gav sig i kongens hænder. Siden lot kong Brian samle en hær over hele sit rike. Den skulde komme til Dublin uken før palmesøndag.

Litt efter litt samlet vikingerne sig i Dublin. Dit kom Broder og hans mænd fra York; for dér var Broder jarl. Fra York kom ogsaa en anden jarl, Olav, søn av kongen av Norge. Denne Olav kjender vi alle; det var Olav Haraldsson som ved denne tid var i England og tjente under kong Æthelred og av ham hadde faat løfte paa Northumberland. Sammen med disse to kom det mænd fra hele Nordeng land. Dér kom ogsaa Sigurd jarl med mænd fra Orknøerne, Hjaltland, Man, Suderøerne, Kantyre, Argyle. Fra Cornwall kom det to baroner, Videre kom det to høvdinger fra Rudejarlernes borg i Normandie. Fra alle kanter samlet flaaten sig i Dublin. I Dublin selv var det ogsaa en stor styrke, nemlig tre sterke hæravdelinger av vikinger og mænd fra Lemster.

Da Brian var færdig med sine rustninger, rykket han mot Dublin. Hans mænd plyndret og satte ild paa landet rundt om saa det for nordmændene saa ut som et flammende hav. Det fortælles at vikingerne da de saa ilden, blev rædde og trak sig tilbake til Howth og sendte bud til Brian og lovet at seile bort om han vilde vente en dag med at begynde striden. Men Brian vilde ikke love noget og flaaten vendte tilbake til Dublin og forenet sig med nordmændene dér og med krigerne fra Lemster. De utgjorde tilsammen syv bataljoner.

Natten før slaget hadde Indeirghe, Brians tjener, et syn. Han syntes det kom mange klerker mot leiren, de sang salmer og læste høit. Han spurgte hvem det var. "Det er den hellige Senan fra Scattery," svarte de. "Hvad har bragt ham hit fra hans egen kirke?" spurgte Indeirghe. "Gjæld som Brian er ham skyldig," var svaret, "og han kommer for at kræve den." Brian hadde nemlig under striden med Ivar av Limerick krænket øens hellighet. — Scattery-øen ligger utenfor Limerick. — "Gjælden vilde bli betalt ham hjemme, om han ikke var kommet her," sagde Indeirghe. "Imorgen er forfaldsdagen og den hellige Senan maa betales," sagde klerken. Indeirghe fortalte Brian synet, og dennes sind blev formørket av tunge tanker.

Striden blev utkjæmpet paa nordsiden av elven Liffey dér hvor landet hælder nedover mot sjøen ved Clontarf og op til de skogklædte høider dér Phønix Park nu ligger. Her stod irerne opmarsjert. De hadde bak sig den hellige skogen som var viet til Tor, og foran sig viken der vikingerne hadde lagt skibene sine. Paa sydsiden av elven laa borgen i Dublin der hvor Dublin Castle nu staar. Striden stod langfredag 23. april aar 1014. Broder var i den ene armen av nordmændenes fylking. I midten stod Sigurd jarl. Før striden begyndte saa Murchadh at det kom en vakker ung kriger mot ham; det var Dunlang o'Hartugan. Murchadh gjenkjendte ham og tok tre sprang mot ham og ønsket ham velkommen. "Det er længe siden du kom til os," sagde han. "Stor maa den være den kvindes elskov til dig, som har faat dig til at forlate mig og Brian og alle Dalcassiernes høvdinger og alle glæder i Erm indtil denne dag." "Aa konge," svarte Dunlang, "den glæde jeg har opgit for din skyld er større end du vet; for det er liv uten død, uten kulde, uten tørst, uten alderdom, større end nogen glæde paa jorden for mig helt til dommens dag, og himmelen efterpaa. Hadde jeg ikke git dig mit ord, vilde jeg ikke ha kommet hit; for det er min lod at dø den dag du skal dø." — Irerne trodde at langt ute i vest, der solen rødmende synker i havet, laa "Ungdomslandet" med evig vaar og skjønhet. Dér bodde det lykkelige, overnaturlige væsner som altid var unge og fagre. — "Skal jeg da motta døden idag?" sagde Murchadh. "Du skal sandelig motta den," svarte Dunlang, "og Brian og Conang likesaa, og næsten alle høvdinger i Erm, og Tordelbach, din søn." "Dette er ingen god opmuntring til at slaas," sagde Murchadh; "om vi hadde hørt slikt nyt, vilde vi ikke ha fortalt det til dig. Ofte blev jeg i vettehauger og huldreboliger tilbudt denne verden og disse gaver; men jeg har aldrig en eneste nat for dem opgit mit land eller min odel." "Hvilken mand," sagde Dunlang, "vilde du vælge til at bli holdt borte fra dig idag?" "Det staar," svarte Murchadh, "derborte seksten vikingehøvdinger og hver av dem er mand for at slaas med hundre andre, paa sjø og paa land, foruten Broder, høvdingen fra Cornwall og Maelmordha og mændene fra Lemster." "Overlat da," sagde Dunlang, "Cornwalleren til mig, og kan jeg gjøre mere, saa skal jeg hjælpe dig." "Det er sandelig en strid tjeneste," sagde Murchadh, "om du bare visste det, Dunlang!"

Striden begyndte om morgenen. Da fylkingerne hadde ordnet sig, traadte Domhnall, drotsete av Alba<ref>Alba d. e. Skotland.</ref>, og Plat (eller Flatnæse), nordmændenes tapre kjæmpe, frem foran rækkerne. Plat hadde kvelden iforveien sagt at ingen mand i Erin kunde maale sig med ham. Men Domhnall hadde straks mottat utfordringen. Dette kom de begge i hug om morgenen. Plat gik frem foran de brynjeklædte mænd og ropte tre ganger: "Hvor er Domhnall?" "Her er jeg, din niding," svarte Domhnall. Dermed gik de løs paa hverandre og fældet tilslut hverandre; hver av dem hadde stukket sit sverd gjennem hjertet paa den andre. De faldt om i tæt favntak, hver av dem med haaret til sin motstander floket ind i haanden sin.

Saa lød stridsropet. Krigsgudinden reiste sig i skikkelse av en ravn, mørk, skræmmelig, altopslukende og skrek og flakset over hoderne paa de kjæmpende. Og dér kom ogsaa alle tusserne, troldene i dalene, troldkjerringene, alverne, aanderne i luften og paa jorden og hele den elendige huldrehæren. For indbyggerne i Dublin, mænd og kvinder, som stod oppe paa voldene og saa paa striden, saa det ut som om luften var fuld av lyn eller som naar skurfolk skjærer en havreaker. Sigtrygg Silkeskjæg tok ikke selv del i kampen, men stod oppe i borgtaarnet sammen med sin hustru, Brians datter. I førstningen saa det ut som om nordmændene hadde fremgang. "Vel høster vikingerne marken," sagde Sigtrygg, "mangt et kornbaand kaster de tilside." "Ved aftentide vil utfaldet sees," svarte hun.

Kampen varte hele dagen, fra solopgang til om kvelden. Dunlang o'Hartugan gjorde som han hadde lovet og gik mot vikingerne fra Cornwall. Han sendte sit spyd gjennem høvdingen deres saa han faldt død til jorden. Derefter gik han som en olm stut løs paa de andre og dræpte dem tilslut alle sammen.

Sigurd jarl hadde en haard strid med Kertjalfad, Brians fostersøn. Kertjalfad gik saa urokkelig frem at han fældet alle dem som var fremst. Han trængte gjennem fylkingen til Sigurd jarl like til merket og dræpte merkesmanden. — Det var det navngjetne ravnebanneret som den troldomskyndige moren til Sigurd jarl hadde saumet. Det var gjort i skikkelse av en ravn, og naar vinden blæste i merket saa det ut som om ravnen bredte vingerne ut for at flyve. Den egenskap fulgte dette merke - at det blev til seir for dem som det blev baaret foran, men til bane for den som bar det. — Efterat merkesmanden var faldt, fik jarlen en anden til at bære merket. Det blev da paany en haard strid. Kertjalfad hugg straks denne manden banehugg og likesaa alle andre som var i nærheten. Da ropte Sigurd jarl til islændingen Torstein Siduhallsson at han skulde ta merket. Men Aamunde Hvite sa: "Bær ikke merket, Torstein; for alle som bærer det blir "dræpt." "Ravn den røde, bær du merket," sa jarlen. "Bær du selv den djevelsravnen din!" svarte Ravn. Da sagde jarlen: "Det er nok best at tigge ren og posen følges." Med disse ord tok han merket av stangen og stak det ind mellem klæderne sine. Litt efter hørte de en røst i luften: "Om Sigurd jarl vil ha seir, skal han søke til Dumasbakke<ref>Dumasbakke het paa irsk Magduma og var en slette som laa ved eiden av Tors skog, nær Glasnevin.</ref> med sine mænd." Jarlen gjorde saa og søkte til Dumasbakke. Dér stod Dalcassierne. Sigurd trængte ind paa dem og hugg dem ned for fote. Ingen vaapen bet paa ham, ingen var saa sterk at han kunde staa sig mot ham, og ingen rustning saa tyk at den ikke blev tynd for hans hugg. Da fik Murchadh øie paa ham, fór ind paa ham og hugg til ham i halsen saa han faldt død om. Eirik, søn av kongen av Norge, trængte i det samme ind mellem og gjorde med sine frygtelige hugg vei for sig hvor han kom. Det skar Murchadh i hjertet at saa mange maatte falde for hans haand. Han trængte frem mot ham og dræpte femten brynjeklædte vikinger med sin høire og femten med sin venstre haand før han naadde frem til Eirik. Det utspandt sig en frygtelig kamp mellem dem. For Eirik var den modigste og den mest uforfærdede av alle mænd i Norge. Striden blev saa het at emaljeprydelserne paa sverdhaandtaket til Murchadh smeltet og faldt av, saa han brændte sig i haanden. Han kastet da sverdet fra sig, grep vikingen i haaret og trak brynjen hans av. Derpaa brøtes de. Murchadh fik vikingen under sig, grep hans sverd og stak det tre ganger gjennem ham. Men Eirik drog sin kniv og støtte den ind i buken paa Murchadh saa indvoldene væltet ut. Murchadh hadde dog endda kraft nok til at hugge hodet av vikingen. Selv levet han til næste morgen.

Efterat Sigurd jarl og Eirik var faldt, flygtet nordmændene. Da de andre flygtet, stanset Torstein Siduhallsson og bandt sin skorem. Da spurgte Kertjalfad hvorfor han ikke løp sin vei. Torstein svarte: "Jeg kommer likevel ikke hjem ikveld, jeg har hjemme paa Island." Kertjalfad gav ham grid. Ravn den røde blev jaget ut i en elv. Han syntes han saa helvetes kvaler dernede og at djevlene vilde drage ham til sig. Men tilslut lot djevlene ham løs og han kom sig over aaen.

Om Olav Haraldsson fortælles det i sagaen hans at han hadde sat skibene sine oppe i fjæren. Men irerne kom med en saa utallig hær at han maatte flygte. Han skjønte bare ikke hvordan de skulde faa skibene ut sjøen. Da lovet han Gud at han og hans mænd ikke i fremtiden skulde fare saa grumt frem som hittil. Men Gud hørte hans bøn og lot sjøen falde ind paa land før kongen hadde endt sin bøn. Olav kom da ombord og seilet bort.

Kong Brian var for gammel til selv at ta del i striden. Desuten vilde han ikke slaas fastedagen. Hans mænd dannet derfor en skjoldborg rundt ham oppe paa en høide og nedenfor blev det fylket. Mens striden stod paa, knælte Brian paa en pute og foldet hænderne, sang salmer og bad. Det var ingen hos ham uten en ung gut som tjente ham. Brian sagde at han skulde se ut paa striden, mens han selv sang salmer. Da kongen hadde sunget femti salmer og bedt femti bønner og Fadervor, spurgte han gutten lrvordan det gik. "Rækkerne er blandet mellem hverandre og de gaar haardt paa hverandre," svarte gutten. "Det vilde ikke høres sterkere om syv bataljoner hugget ned Tors skog, end gjenlyden av alle de hugg de gir hverandre paa hode og ben." Brian spurgte derpaa: "Ser du merket til Murchadh, min søn?" "Det staar opreist," svarte gutten, "og mange merker til Munstermændene rundt det og mange spyd med avhuggede hoder av vikinger paa spissen<ref>Irerne hugget hodet av sine faldne fiender.</ref>."  "Det er gode tidender," sagde Brian.

Saa lagde gutten atter puten under Brian og han tok paany til at bede og synge salmer. Da han igjen hadde sunget femti salmer, spurgte han for anden gang gutten hvorledes det gik. "Det er ingen paa jorden som kunde skjelne dem fra hverandre," svarte gutten. "For storparten av krigerne er døde, og de som er i live, er saa oversprøitet med rødt blod at ikke en far kunde kjende igjen sin egen søn." Kongen spurgte saa hvordan detc gik med Murchadhs merke. Gutten svarte at det tok veien vestover gjennem hærskarerne og at det fremdeles stod opreist. Brian sa: "Erins mænd vil gjøre det godt saalænge det merket staar opreist, og de vil ikke miste modet, saa længe de kan se det."

Paa ny blev puten lagt under knæerne paa Brian og han sang femti salmer, femti bønner og femti Fadervor. Men striden fortsatte hele tiden. Saa spurgte han sin tjener hvordan det gik. Gutten svarte: "Det, ser ut for mig som om hele Tors skog stod i lys lue og som om hele underskogen var hugget ned og bare de vældige ekene stod tilbake. Slik er hærene paa begge sider; for mændene deres er faldt tykt, bare høvdingerne og de tapreste kjæmperne er i live. De er målet rundt og rundt, like ens som en kvern som er snudd den gale veien. De fremmede er nu slaat og merket til Murchadh er faldt." "Det er sørgelige tiden der," sagde Brian. "Erins hæder og manddoms mod faldt da det merket faldt; aldrig vil det komme en kjæmpe lik ham. Hvad hjælper det, om jeg overlever dette, selv om jeg skulde vinde hele verden, naar Murchadh og alle Dalcassiernes høvdinger er faldne?" "Vilde du høre paa mig," sagde tjeneren, "saa steg du op paa din hest og vi kunde gaa til leiren og bli dér mellem trænfolket. Alle som kommer levende ut av striden, vil samle sig om os. Desuten er det slik forvirring i hærflokkene; en del av de fremmede er blit rædde for at trække sig tilbake til sjøen. Vi vet ikke hvem kan finde os her hvad øieblik det skal være." "Sandelig, gut," svarte Brian, "det høver sig ikke at vi trækker os tilbake, desuten vet jeg at jeg ikke skal forlate dette sted i live. Og hvad nytte vilde være til for mig? For Evill, fylgjen som værner om vor æt, kom til mig mat og sa at jeg skulde bli dræpt idag, og hun sagde videre at den første av mine sønner som jeg fik se idag, skulde bli konge efter mig, og det er Donnchadh. — Men gaa du, gut, ta med dig disse hestene og min velsignelse! Utfør min sisste vilje, sørg for en sømmelig gravfærd til mig og for gaver til kirkerne. Jeg blir her."

Mens Brian talte om dette, saa tjeneren en flok vikinger nærme sig. Det var Broder jarl og to krigere sammen med ham. "Det kommer folk mot os," sa gutten. "Ve mig, hvad slags mænd er det?" spurgte Brian. "Blaa, ganske nakne mænd," svarte gutten. "Det er de brynjeklædte vikingerne," sagde Brian; "det er ikke for at gjøre godt at de kommer hit." Med disse ord reiste han sig fra puten og drog sit sverd. Broder gik forbi uten at lægge merke til ham. En av hans følge hadde været i tjeneste hos Brian; han kjendte ham og sagde: "Konge, konge! Det er kongen." "Nei, prest, prest," sagde Broder, "det er ikke han, men en ædel prest." "Slet ikke," sagde krigeren, "det er Brian, den store kongen."

Broder snudde sig, svinget den skinnende stridsøksen over hodet sit og hugg til Brian. Men før han fik gjort det, fik Brian hugget til Broder i benet saa han kløvet hans høire fot. Men Broder hugg hodet av Brian. De faldt begge to overende. Men Broder reiste sig og ropte med høi røst: "Nu kan de fortælle, mand til mand, at Broder har fældet Brian!" Men hans seirglæde varet ikke længe. Uspak og endel Munstermænd kom til og slog ring om Broder og fanget ham levende. Men Uspak drog tarmene ut av ham og leiet ham rundt en ek. Paa den vis døde han.

Det var flodtid om morgenen da kampen begyndte, og om kvelden da den hørte op var tid vandet igjen paa sit høieste. Irerne hadde avskaaret vikingerne saa de ikke hadde noget sted at flygte uten ut i sjøen. Brians datter og kong Sigtrygg stod paany oppe i vakttaarnet i horgen. "Det synes mig," sagde hun haanlig, "at vikingerne nu har vundet sin odel." "Hvad mener du, kvinde?" sagde Olav Kvaarans søn. Hun svarte: "Vikingerne søker til sjøen, sin odel. Heten jager kvægflokken tilvands; men den vil nok bli melket." Sigtrygg blev harm og gav hende et slag over munden saa en tand faldt ut.

Slik endte den store strid. Seks tusen laa faldne paa valen paa nordmændenes og leinstermændenes side og næsten like saa mange paa Brians og irernes. Næsten ingen av høvdingerne levet igjen, saa nær som Sigtrygg Silkeskjæg. Men irerne var ikke sterke nok til at ta Dublin. Dagen efter blev de faldne gravlagt og striden ophørte. Rundt om i Norderland gik det tidende om Briansslaget og nordmændene skjønte at de efter dette aldrig vilde bli herrer i Irland.

Langfredags morgen hændte det paa Katanes at en norrøn mand gik ut. Han saa tolv skikkelser ride sammen til et kvindebur; dér blev de borte alle sammen. Han gik til buret og saa ind gjennem en glugge. Da saa han at det var kvinder derinde; de hadde sat op en væv. De hadde mandehoder til kljaastener og tarmer av døde mænd istedenfor renning og garn, sverd til slagbord og piler til væv skyttel. De kvad denne vise:


:Vidt er utspændt
:valfaldvarslende<ref> D. e. som varsler om fald paa valen eller mandefald.</ref>
:vævbomssky;
:valdugg<ref> D. e. blod.</ref> regner.
:Spydgraa jertegn
:jerngraa stander,
:folkevæven
:som Vidres meter<ref>D. e. Odins møer, valkyrjerne.</ref>
:raskt skal fylde
:med blodig rød islæt.


Saa sætter valkyrjerne væven op i hele dens gru og rædsel og synger: "Med sverdene slaar vi denne
seiervæv."


:Gaar Hild at væve
:og Hjortrimul,
:Sanngrid og Svipul<ref> Valkyrjenavn.</ref>
:med dragne sverd;
:skaft skal gniste,
:skjold skal briste,
:hjelmhunden<ref>D. e. sverdet.</ref>) skal i
:skjoldet bite.
:Frem skal vi gange,
:i folk vasse,
:der hvor vennerne vore
:vaapen skifter.


Saa væver de videre; for valkyrjerne har ret til at kaare valen og hvem der skal falde.


:De mænd skal
:landene styre,
:som utnæssene
:før har bygget.
:Høvdingen rik
:er raadet til døde<ref>D. e. den mægtige høvding (Brian) skal dø.</ref>,
:nu er for oddene
:jarlen<ref>D. e. Sigurd jarl.</ref> segnet.


:Irerne skal
:kummer utstaa,
:som aldrig skal gaa
:i glemme hos mænd.
:Nu er væven vævet,
:volden farvet med blod,
:skal over landene fare
:fortælling om nederlaget.


:Ræddelig er det nu
:rundt at skue
:blodig skrider
:sky paa himlen.
:Luften farves av
:folkenes blod
:som kampmøerne
:synge kan.


:Vel har vi kvædet
:om kongen den unge
:seiersanger mange.
:Hil os for sangen!
:Men han næmme,
:som hører paa,
:spydkvindernes sang
:og til mændene si den!


Saa rev de væven ned og i sønder og hver av valkyrjerne holdt fast paa det som hun hadde i haanden. Nordmanden gik bort fra gluggen og hjem. Men kvinderne steg paa hestene sine og red seks i syd og seks i nord.

==Vikingeliv paa Orknøerne==

[[Fil:Peter nicolai arbo, olaf tryggvasson king.jpg|thumb|350px|Olav Tryggvason blir kåret til Norges konge. Maleri av Peter Nicolai Arbo, 1860.]]Paa Orknøerne satte vikinger sig tidlig fast og dér holdt vikingeliv og vikingesæd sig længer end de fleste andre steder.

Mellem dem som mest hadde hjulpet Harald Haarfagre til at vinde Norge, var Ragnvald Møre jarl. Da kong Harald hadde vundet Nordmøre, Sunnmøre og Romsdal, satte han Ragnvald til jarl over disse fylker. Ragnvald blev kaldt den mægtige og den raadsnilde, og folk sagde at begge til navn var sande. Efter slaget ved Hafrsfjord rømte kong Haralds uvenner fra landet. Mange fór til Hjaltland eller til Orknøerne og Suderøerne. Dér var de om vinteren. Men om somrene seilet de til Norge og herjet dér, mest paa Vestlandet, og gjorde stor skade dér. Da kong Harald spurgte dette, hadde han leding ute hver sommer og ransaket øer og utskjær. Men naar vikingerne fik øie paa kong Haralds hær, flygtet de tilhavs. Tilslut blev kongen lei av dette, og saa var det en sommer at kong Harald seilet med sin hær vester over havet. Han kom først til Hjaltland og dræpte dér alle vikinger som ikke flygtet unda. Siden seilet han syd til Orknøerne og renset overalt dér for vikinger. Derefter fór han helt til Suderøerne og herjet dér. Han dræpte dér mange vikinger som før hadde raadet for hærer, hadde mange strider og fik oftest seir. Saa herjet han paa Skotland og hadde strid dér. Men da han kom vest til Man, hadde de dér spurgt for en hærfærd han hadde gjort dér i landet; alt folket flygtet da til Skotland og landet laa øde for folk; alt gods som de kunde faa med, var ogsaa flyttet bort. Kong Harald lagde paa denne færd under sig Hjaltland, Orknøerne og Suderøerne.

I en av disse kampene faldt Ivar, søn til Ragnvald Mørejarl. Men i bøter for ham gav kong Harald da han seilet hjem, Ragnvald jarl Orknøerne og Hjaltland. Men Ragnvald gav begge landene til Sigurd, sin bror. Han var kong Haralds stavnbo. Kongen gav Sigurd jarlsnavn før han seilet fra øerne, og Sigurd blev efter dér vest.

Sigurd jarl blev en stor høvding. Han gjorde samlag med Torstein Raude, søn til Olav Hvite, som var konge i Dublin, og Aud den dypsindige. De herjet viden om i Skotland og vandt Katanes og Suderland helt til Ekkjalsbakke<ref>Ekkjalsbakke, d. e. bredden av Ekkjal, nu Oikill som danner sydgrænsen mellem Sutherland og Ross.</ref>, Moray og Ross. Dér lot han gjøre en borg syd paa Moray. Melbrikta Tand het en skotsk jarl. Sigurd avtalte med ham at de skulde møtes til forlik med 40 mand hver. Men da den fastsatte dag kom, blev Sigurd ræd for at skotterne vilde være troløse. Han lot derfor sætte otti mand paa firti hester.

Da Melbrikta kom til stevnet, saa han Sigurd nærme sig og sagde til sine mænd: "Nu har Sigurd sveket os; for jeg ser to mandsføtter paa hver hesteside; det er nok dobbelt saa mange mænd som hester. La os nu hærde hugen og se til at hver har én mand fremfor sig før vi mister livet!" Siden rustet de sig. Men da Sigurd saa deres raad, sagde han til sine mænd: "Nu skal halvdelen av vor flok stige av hestene og komme i ryggen paa dem naar det bærer sammen. Men vi andre skal ride mot dem som haardest og sprænge fylkingen deres." Saa begyndte striden. Det blev en haard kamp, men det varte ikke længe før Melbrikta og hans følge faldt. Sigurd lot fæste hoderne deres til sadelremmene som seiersmerke. Men da de var kommet et stykke paa vei, vilde Sigurd kjøre til hesten med foten; i det samme støtte han læggen mot en tand som stak ut av hodet paa Melbrikta, og fik en flænge. Saaret trutnet op og det kom verk i det, og det blev hans bane.

Sigurd den mægtige er hauglagt ved Ekkjalsbakke. Guttorm het Sigurds søn. Han raadet én vinter for landene og døde barnløs. Siden satte vikinger sig fast dér, daner og nordmænd. Men da Ragnvald Mørejarl spurgte at hans bror og hans brorsøn var døde sendte han Hallad, sin søn, dér vest, og kong Harald gav ham jarlsnavn. Da Hallad kom til Orknøerne, tok han bolig paa Rossøy<ref>Nu Mainland, den største av Orknøerne.</ref>. Men baade høst, vinter og vaar fór vikinger om øerne og over paa Katanes, dræpte folk og ranet. Da bønderne klaget sin skade for Hallad jarl, syntes han det blev brysomt at hjælpe dem og blev lei av at være jarl. Han væltet sig ut av jarledømmet, tok hauldsret og for tilbake til Norge. Hans færd var den skammeligste, tyktes folk. Siden satte to danske vikinger sig fast dér paa øerne; den ene het Tore Træskjæg, den anden Kalv Skurva.

Da Ragnvald jarl spurgte dette, likte han det ilde, og kaldte til sig sine sønner Tore og Rollaug. — Rolv var da i hærnad. Det var han som siden vandt Normandie. — Ragnvald spurgte hvem av dem vilde ha øerne. Tore sagde at han gjerne vilde fare. Men jarlen svaret: "Min hug sier mig at her skal du faa den største fremgang, og dine veier ligger ikke herfra." — Tore blev siden jarl paa Møre efter Ragnvald. — Da spurgte Rollaug: "Vil du at jeg skal fare?" Jarlen svaret: "Det er ikke laget slik at du skal bli jarl. Dine fylgjer ligger til Island, dér skal du øke din æt og bli en gjæv mand." — Det gik som Ragnvald jarl sagde. Rollaug for siden til Island, tok land dér og blev en stor høvding. — Da gik Einar frem; han var jarlens frillesøn, og sagde: "Vil du at jeg skal fare til øerne? Jeg skal love dig det som du helst vil, at jeg aldrig mer skal komme for dine øine; jeg har litet godt at skilles fra her, og det er ikke at vente at min fremgang andetsteds blir mindre end her." Jarlen svarer: "Du høver litet til høvding for din mors skyld; for hun er trælbaaren i alle ætter. Men det er sandt at det tykkes mig bedre des før du farer herfrå og des senere du kommer tilbake." Jarlen gav Einar en fuldt bemandet tyvesesse. Men kong Harald gav ham jarlsnavn.

Einar seilet vest til Hjaltland og dér drev det folk til ham. Derfra seilet han syd til Orknøerne og stevnet straks mot Tore og Kalv. Det blev en haard strid, men begge vikingerne faldt. Da blev dette kvædet:


:Træskjæg gav han til troldene,
:Torv-Einar dræpte Skurva.


Efter dette lagde han landene under sig og blev den største høvding. Han var den første som lot skjære torv til brændsel; for det var daarlig med skog dér paa øerne. Derfor blev han kaldt Torv- Einar. Han var stor og styg, énøiet, men likevel den mest skarpsynte mand.

Kong Harald hadde mange sønner. Da de blev voksne, blev de meget ustyrlige og ugreie indenlands. De fór mot kongens jarler, dræpte somme, men somme jaget de fra deres eiendommer. En vaar fór Gudrød Ljome og Halvdan Haalegg mot Ragnvald Mørejarl og dræpte ham og tok hans rike under sig. Men da kong Harald spurgte dette, blev han meget vred og fór mot sine sønner. Halvdan løp ombord paa sit skib og seilet vester over havet, men Gudrød gav sig i sin fars vold. Kong Harald gav Tore i bøter for hans far Aalov Aarbot, sin datter. Halvdan Haalegg kom til Orknøerne. Men saa snart det spurgtes at det var kommet en søn av kong Harald dit, blev folk rædde. Somme gik Halvdan til haande. Men Einar flygtet fra øerne og satte over til Skotland. Halvdan lagde da Øerne under sig og gjorde sig til konge over dem.

Men samme høst kom Einar tilbake og kom uventet over Halvdan. Det blev en stor strid, og Einar fik seier, men Halvdan flygtet da det blev mørkt om kvelden. Einar og hans mænd laa uten tjeld om natten. Men om morgenen, da det blev lyst fór de og lette efter folk rundt om paa øerne, om nogen var kommet unda. Da sagde Einar: "Ikke vet jeg hvad det er jeg ser ute paa Rinansøy, stundom løfter det sig op, stundom lægger det sig ned; enten er det en mand eller en fugl. Jeg vil fare til og se." Dér fandt de Halvdan Haalegg, og Einar ristet ørn paa baken av ham med sit sverd og lot skjære ribbenene fra ryggen og drage lungen ut dér, og gav ham til Odin til seir for sig. Torv-Einar var ogsaa skald. Han kvad nu:


:Ei fra Rolvs haand ser jeg
:eller fra Rollaugs flyve
:spyd mot fiendens skarer,
:— det sømmer sig far at hevne.
:Men i kveld mens vi kraftig
:kjæmper, sitter ved øllet
:trygt og taust til dette
:Tore jarl paa Møre.


Derefter kastet Einar haug over Halvdan og; kvad:


:Hevnet har jeg Ragnvalds død
:— huldt det nornerne skifter —
:for min fjerdedel;
:nu er fyrsten falden.
:— ti for seiren vi raader —
:sten op om Haaføta!<ref>Haaføta («høifot») er samme tilnavn som Haaleggr («høilæg»).</ref>


Siden satte Einar sig paany fast paa øerne. Men da disse tidender spurgtes til Norge, blev brødrene til Halvdan ilde ved og truet med at fare til Orknøerne og hevne ham. Da Einar hørte om dette, kvad han:


:Er efter mit liv mange
:mænd, om sandt jeg spørger,
:og fra ymse kanter
:ædelbaarne griske.
:Men det vet dog ingen,
:før de mig har fældet,
:hvem som kommer at klores
:under kloen til ørnen.


Nogen tid efter fór kong Harald vester over havet og kom til øerne. Da Einar spurgte dette, for han over til Katanes. Dér kvad han:


:For at stjæle sauer
:mangen svend med fagert skjæg
:fredløs blir, men jeg for unge
:kongssøns fald her paa øerne.
:Hevn mig truer, jeg hører,
:fra den hugfulde konge,
:Skar jeg i skjoldet paa Harald
:hugg; jeg det ei frygter.


Siden fór det mænd mellem Harald og jarlen og endskapen blev at det blev avtalt stevne mellem dem. Dér kom Einar og gav alt i kongens dom. Kong Harald dømte da Einar og alle Orknøinger til at bøte 60 mark guld. Dette syntes bønderne var for meget. Da tilbød jarlen at utrede hele gjælden alene imot at han skulde faa bøndernes odel. Det gik de ind paa; for de rike tænkte de skulde faa indløse sin odel, men de fattige hadde ikke gods til at betale med. Einar utredet da alle bøterne til kongen. Siden var det længe slik paa Orknøerne at jarlerne hadde al odelen, indtil Sigurd Lodvesson gav den tilbake til bønderne.

Kong Harald fór tilbake til Norge. Men Einar jarl raadet længe for Orknøerne og døde sottedød. Han hadde tre sønner. Den ene het Arnkell, den anden Erlend, den tredje Torfinn Hausakljuv<ref>D. e. som kløver pandeskaller</ref>.

Det var ved denne tid Eirik Blodøks maatte flygte fra Norge og kom til England og blev konge i Nordimbraland — eller Northumberland som det heter paa engelsk. Siden blev han ogsaa jaget bort derfra og fór i vesterviking og hadde fra Orknøerne med sig Arnkel og Erlend, Torv-Einars sønner. De faldt i en stor strid sammen med Eirik. Da Gunhild og hendes sønner spurgte at kong Eirik var falden, fór de til Danmark, men giftet i forveien Ragnhild, datter til Eirik og Gunhild, med Arnfinn, søn av Torfinn Hausakljuv, og Torfinn blev atter jarl der paa øerne. Han var en stor høvding og var meget paa hærfærd. Folk tyktes at han i de fleste ting var ypperligere end folk flest. Torfinn jarl døde sottedød og er hauglagt paa Haugseid paa Ragnvaldsøy<ref>Nu Hoxa paa South Ronaldsay.</ref>.

Torfinn hadde fem sønner, Arnfinn, Haavard den aarsæle, Lodve, Ljot og Skule.

Arnfinn blev jarl efter Torfinn, sin far. Ragnhild, hans hustru, var i meget lik Gunhild, mor sin, og var en ond og svikefuld kvinde. Hun voldte Arnfinn, sin husbonds, død paa Myrkkol paa Katanes<ref>Nu Murkle paa Caithness.</ref>, derefter giftet hun sig med Haavard den aarsæle, bror hans. Haavard tok jarledømmet og var en god høvding og aarsæl. Haavard hadde en søstersøn som het Einar Klining. Han var en stor høvding og hadde et stort følge av mænd og var i viking om somrene. Han var engang i gjæstebud hos Haavard og dér talte han og Ragnhild meget sammen. Hun sa at en slik mand var laget til at være høvding og høvet bedre til jarl end Haavard, hans frænde, og sagde at den kone var vel gift som hadde en slik mand. Einar bad hende ikke tale slik, han sagde at hun hadde den gjæveste mand paa øerne og var fuldvel gift. Ragnhild svarer: "Samlivet mellem Haavard og mig kommer ikke til at bli langt hvordan det saa end gaar. Sandt er det at det nok er andre mænd her paa øerne som ikke alting vokser saa skræmmelig stort i øinene paa, om du ikke vaager at tænke paa at bli jarl." Ved slike overtalelser lot Haavard sig lokke til svik mot jarlen, og han avtalte med Ragnhild at han skulde dræpe jarlen og hun saa gifte sig med ham. En stund efter gjorde Einar sig rede til denne færd. Da sagde en spaamand som var med ham: "Gjør ikke dette verk idag, men heller imorgen; ellers vil det længe komme til at være ættedrap i Eders æt." Einar lot som han ikke hørte dette. Haavard var paa Steinsnes paa Rossøy<ref>Nu Stenness paa Mainland.</ref>;  dér møttes de og det blev en haard strid; men det varte ikke længe før jarlen faldt. Dér heter nu Haavardsteigene.

Da folk spurgte disse tidender, syntes de at Einar var blit den største niding ved dette verk. Ragnhild vilde da ikke ha noget at gjøre med ham og sagde at det var løgn at hun hadde git ham nogen løfter. Saa sendte hun bud efter Einar Hardkjæft; han var søn av en anden søster til Haavard. Da de møttes, sagde hun at det var skam, slike frænder som jarlen hadde, at ingen vilde hevne ham. "Det er let at skjønne," sagde hun, "at den vil bli mest æret av alle bra folk, som hevner jarlen; han har fortjent riket efter ham." Einar svarer: "Folk sier, frue, at I stundom sier andet end det I har i hugen; men den som øver dette verk, vil til gjengjæld ha at du holder riket rede for ham og de andre ting som ikke synes ham mindre magtpaaliggende." Dermed endte de denne samtale. Derefter fór Einar Hardkjæft mot Einar Klining og dræpte ham. Men Ragnhild sendte bud efter Ljot, bror til Arnfinn og Haavard, og giftet sig med ham. Ljot tok jarledømmet og blev en stor høvding.

Einar Hardkjæft hadde nu dræpt sin frænde, men var ikke nærmere jarledømmet end før. Han likte nu sin lot storilde og vilde samle sig folk og søke at vinde øerne med magt. Men det blev vondt om folk for ham; for orknøingerne vilde tjene søn nerne til Torfinn Hausakljuv, og litt efter lot jarlen dræpe Einar Hardkjæft.

Skule, bror til Ljot, fór op i Skotland og fik jarls navn av Skottekongen. Siden fór han ned paa Katanes, samlet sig folk dér og fór over til øerne mot Ljot. Ljot samlet en hær og for mot Skule, og hadde flere folk. Da de møttes, vilde Skule ikke andet end at slaas. Det blev en haard strid og Ljot seiret, men Skule flygtet over paa Neset<ref> D. e. Katanes (Caithness)</ref>. Ljot fulgte efter ham dit og var dér en stund og fik mange folk. Men da kom Skule ridende ned fra Skotland med en stor hær som skottekongen og Magbjod jarl hadde git ham. Han og Ljot møttes i Dalene paa Katanes og det blev en stor strid. I førstningen var skotterne de voldsomste til at gaa paa. Ljot bad sine mænd værge sig og staa som fastest. Men da skotterne ikke fik gjort dem noget, egget Ljot sine mænd til at gaa paa, og var selv den aakaveste. Da det var gaat slik en stund, blev fylkingen til skotterne brutt og derefter flygtet de; Skule fortsatte striden, men faldt tilslut. Ljot lagde Katanes under sig. Det blev nu ufred mellem skotterne og Ljot jarl; for skotterne likte ikke sin ufærd. Mens Ljot var paa Katanes, kom Magbjod jarl ned fra Skotland med en stor hær. Da de møttes, hadde Ljot ikke mange folk hos sig. Men likevel gik han saa haardt paa at skotterne maatte vike, og det varte ikke længe før de tok til at flygte. Ljot vendte tilbake med seier. Mange av hans mænd var saaret; Ljot hadde ogsaa selv faat et saar som blev hans bane.

Lodve tok jarledømme efter Ljot og var en stor høvding. Han var gift med Edna, datter av Kjarval Irekonge. Deres søn var Sigurd Digre. Lodve døde sottedød og er hauglagt i Havn paa Katanes. Sigurd, hans søn, blev jarl efter ham. Han blev en stor og mægtig høvding. Han holdt med magt Katanes mot skotterne og hadde hær ute hver sommer. Han herjet paa Suderøerne, Skotland og Irland. Det var en sommer at Finnleik jarl hadde haslet Sigurd vold paa Skidamyr og avtalt dagen de skulde møtes. Men Sigurd spurgte mor sin tilraads. Hun kunde mer end folk flest. Jarlen sagde at Finnleik jarl hadde saa mange mænd at de var ikke mindre end syv mot én. Hun svarte: "Jeg vilde ha latt dig bli længe i vuggen, visste jeg at du aldrig skulde dø; men lagnaden raader for livet og ikke hvor en mand kommer; det er bedre at dø med hæder end at leve med skam. Men ta nu mot dette merke som jeg har gjort til dig med al min kunst; jeg venter at det vil bli en seier for den som det blir baaret foran, men til bane for den som bærer det." Merket var utsaumet paa det kunstfærdigste. Det var gjort i skikkelse av en ravn, og naar vinden blaaste i merket, saa det ut som om ravnen bredte vingerne ut for at fly. Sigurd jarl blev sint over sin mors ord og gav Orknøyingerne odelen deres tilbake for at de skulde hjælpe ham. Derefter fór han mot Finnleik jarl paa Skidamyr, og begge fylket sin hær. Da striden begyndte, blev merkes manden til jarlen skutt til bane. Jarlen nævnte en anden mand til at bære merket. Men han blev ogsaa skutt. Det faldt tre merkesmænd for jarlen. Men han fik seier, og Orknøyingerne fik odelen sin tilbake.

En tid efter dette kom Olav Tryggvason til Orknøerne paa veien hjem til Norge. Dér kom han uforvarende over Sigurd jarl og tvang ham til at la sig døpe med alle sine folk. Sigurd svor kongen eder og blev hans mand og gav ham i gissel sin søn som het Hvelp eller Hunde; ham hadde Olav med sig til Norge. Hunde var hos kong Olav nogen vintre og døde dér. Men siden viste Sigurd jarl kong Olav ingen lydnad. Han giftet sig da med datter av Malkolm Skottekonge; deres søn var Torfinn. Sigurd jarl hadde ogsaa tre andre sønner, Sumarlide, Bruse og Einar Vrangmund. Nogen aar efter Svolderslaget fór, som før er nævnt, Sigurd jarl til Irland for at hjælpe kong Sigtrygg. Han lot sine ældste sønner bli tilbake for at styre landet, men Torfinn gav han til Skottekongen, hans morfar, til opfostring. I Briansslaget faldt Sigurd Jarl fordi ingen vilde bære merket hans.

Efter Sigurd jarls fald tok sønnerne hans, Sumarlide, Bruse og Einar, og delte hans rike mellem sig. Torfinn var hos Skottekongen og var fem vintre gammel da Sigurd, far hans, faldt. Skottekongen gav da sin dattersøn Katanes og Suderland med jarlsnavn og satte mænd til at styre riket for ham. Torfinn jarl vokste tidlig og blev stor og sterk; da han blev ældre, var det let at se at han var grisk og paagaaende, haard, grum og klok.

Brødrene Einar og Bruse var ulike av lynne. Bruse var stilfarende og fredsommelig, forstandig, maalsnild og vennesæl. Einar var stridlynt, uomgjængelig og barsk, grisk, havesyk og en stor hærmand. Sumarlide liknet mest Bruse i lynne; han var ældst og levet kortest av brødrene; han døde sottedød. Efter hans død krævet Torfinn sin del av øerne. Einar sagde at Torfinn hadde Katanes og Suderland, det riket som far deres hadde hat, og det regnet han for mere end tredjedelen av Orknøerne og vilde ikke dele med Torfinn. Men Bruse tillot skifte for sin del. "Jeg har," sagde han, "ingen hug paa at ha mere end den tredje delen som jeg eier frit." Da tok Einar under sig to tredjedeler av øerne. Han blev nu mægtig og mandsterk og var ofte om somrene i hærnad og hadde stort utbud i landet; men det var saa ymse med hærfanget paa vikingefærdene hans. Da tok bønderne til at bli leie av dette stræv. Men jarlen holdt haardt og strengt alle paalæg oppe og taalte ikke at nogen talte imot. Einar jarl var den over modigste mand. Tilslut blev det uaar i hans rike paa grund av alt dette strævet og kostnaden som bønderne hadde. Men i den landsdelen som Bruse hadde, var det gode aar og bønderne hadde det sorgløst. Han var vennesæl.

En mand het Aamunde; han var mægtig og rik og bodde paa Rossøy, i Landvik paa Laupandanes. Han hadde en søn som het Torkell og var den dugeligste mand paa Orknøerne. Aamunde var den forstandigste mand og en av dem som var mest vyrd paa øerne. Det var en vaar at Einar jarl hadde utbud som vanlig; men bønderne knurret og bar sin sak for Aamunde og bad ham tale med jarlen til hjælp for dem. Aamunde svarte: "Jarlen hører ikke paa folk"; det nyttet ikke det mindste, sagde han, at bede jarlen om dette. "Det er godt venskap mellem jarlen og mig for nærværende; men blir vi usams, saa ser det farlig ut med det lynne vi begge har. Jeg vil," sagde Aamunde, "ikke ha noget med denne saken." Bønderne talte da med Torkel om dette. Han vilde nødig til, men lovet det likevel tilslut da de bad ham saa indstændig. Aamunde syntes at han altfor braatt hadde git sit løfte. Men da jarlen holdt ting, talte Torkel paa vegne av bønderne og bad jarlen lempe litt paa paalæggene sine og talte om folks nød. Einar jarl svarte venlig og sagde at han lagde vægt paa Torkels ord. "Jeg hadde tænkt," lagde han til, "at ha seks skib fra landet; men nu skal ikke mere end tre ut. Men du, Torkel, bed mig ikke oftere om slikt!" Bønderne takket Torkel vel for hans hjælp. Jarlen fór i viking og kom tilbake om høsten. Men næste vaar hadde han samme utbud som han var vant til, og hadde ting med bønderne. Da talte Torkel paany og bad jarlen skaane bønderne. Jarlen svaret vredt og sagde at bøndernes kaar skulde nu bli værre ved hans forbøn. Han slog sig saa sint og rasende at han sagde at en anden vaar skulde de ikke begge komme levende paa tinget; dermed sluttet tinget. Men da Aamunde fik vite de ord jarlen og Torkel hadde skiftet, bad han Torkel drage bort, og han fór over paa Katanes til Torfinn jarl. Torkel var dér længe siden og jarlen var svært glad i ham mens han var ung; han blev siden kaldt Torkel Fostre og var en gjæv mand. Det var flere stormænd som flygtet fra Orknøerne for Einar jarls ovrike. De fleste flygtet til Torfinn jarl, men somme til Norge og til andre land.

Saasnart Torfinn jarl var blit voksen, sendte han bud til Einar, sin bror, og krævet av ham det rike som han tyktes han hadde ret til paa Orknøerne, men det var en tredjedel av øerne. Einar var litet villig til saaledes at minske sit rike. Men da Torfinn spurgte det, bød han ut en hær fra Katanes og fór til øerne. Da Einar spurgte dette, samlet han ogsaa en hær og fór imot Torfinn og vilde slaas med ham. Bruse jarl samlet likeledes en hær, fór imot dem og bar forliksord mellem dem. De blev da forlikt om at Torfinn skulde ha en tredjedel av øerne, slik som han hadde ret til. Men Bruse jarl og Einar jarl lagde sine deler sammen. Einar jarl skulde raade for dem og ha landevern, men om den ene døde før den andre, skulde den som levet længst arve landene efter den andre. Men denne avtale tyktes ikke jevngod for begge; for Bruse hadde en søn som het Ragnvald, men Einar var sønneløs. Torfinn jarl satte da mænd til at styre det riket han hadde paa Orknøerne; selv var han oftest paa Katanes. Einar jarl var som tiest om somrene i hærnad omkring i Irland, Skotland og Bretland. Men en sommer som Einar herjet paa Irland, hadde han strid i Ulvreksfjord<ref>Nu Lough Lame i det nordøstlige Irland, litt nord for Belfast</ref> med Konofogor irekonge. Dér hadde Einar jarl useir og mistet mange mænd og kom bare med et eneste skib tilbake til Orknøerne om høsten. Han hadde mistet næsten alle sine mænd og alt det hærfang han hadde faat. Han likte dette svært litet og gav de nordmænd som hadde været med Konofogor skylden for sin useir.

Øivind Urarhorn het en høvding som var ættet fra Aust-Agder. Han var Olav Haraldssons kjæreste ven og brukte hver sommer at fare i viking. Samme høst som Einar jarl kjæmpet saa uheldig i Ulvreksfjord, var Øivind kommet til Konofogor. Sommeren efter for Øivind Urarhorn fra Irland og vilde hjem til Norge. Men veiret var hvasst og strømmene ikke til at fare paa; derfor lagde han ind til Aasmundarvaag<ref>Nu Osmondwall paa Hoy.</ref> og laa der nogen tid veirfast. Da Einar jarl spurgte dette, styret han dit med en stor hær, tok Øivind til fange og lot ham dræpe, men gav grid til de fleste av hans mænd. De fór øst til Norge om høsten, kom til kong Olav og fortalte ham at Øivind var tat avdage. Kongen svaret litet, men en kunde skjønne at det tyktes ham stor mandskade og meget gjort paa trods mot ham. — Han brukte at være faamælt naar noget gik ham imot.

Saa hændte det at Torfinn jarl sendte Torkel Fostre til øerne for at kræve ind skat for ham. Einar gav mest Torkel skyld, for at Torfinn jarl hadde krævet sin del av øerne. Torkel blev nu nødt til i største skynding at fare fra øerne og over paa Katanes og fortalte Torfinn jarl at han var blit viss om at Einar jarl hadde tiltænkt ham døden, hadde han ikke faat nys om det av sine venner og frænder. "Nu har jeg det at drages med," sagde han, "at la møtet mellem jarlen og mig bli slikt at det blir avgjort mellem os, eller ogsaa faar jeg fare længere bort dér han ikke har nogen magt." Jarlen raadet til at Torkel skulde fare øst til Norge til kong Olav. "Du vil," sagde han, "bli sat høit hvor du kommer mellem høvdinger. Men jeg kjender baade dit og jarlens lynne saa godt at jeg vet det ikke vil vare længe før det bærer sammen mellem Dere." Da gjorde Torkel sig rede og for om høsten til Norge og siden til kong Olav og var om vinteren med kongen i stor yndest. Kong Olav spurgte ofte Torkel tilraads og syntes, som sandt var, at Torkel var en klok og framifraa mand. Kongen fandt snart at Torkel talte meget forskjellig om jarlene, at han var en stor ven av Torfinn, men hadde meget at si paa Einar. Tidlig om vaaren sendte kongen et skib vest over havet til Torfinn med den ordsending at jarlen skulde komme øst til kongen. Jarlen nølet ikke med at fare; for det fulgte venskapsbud med ordsendingen.

Torfinn jarl fór da øst til Norge, kom til kong Olav, blev godt mottat og var dér længe om sommeren. Men da han gjorde sig istand til færden, gav kongen ham et stort og godt langskib med fuld utrustning. Torkel Fostre gjorde sig ogsaa rede til at fare sammen med jarlen og jarlen gav ham det skib som han hadde hat vestenfra om sommeren. Han og kongen skiltes med stor kjærlighet. Torfinn jarl kom om høsten til Orknøerne. Men da Einar jarl spurgte det, laa han mandsterk ute paa skibe. Bruse jarl fór da til møte med begge brødrene og bar forlik mellem dem. Det blev da paany til at de blev forlikt og bandt det med eder. Torkel Fostre skulde være i forlik og venskap med Einar jarl og det blev avtalt at hver av dem skulde holde gjæstebud for den anden; først skulde jarlen gjæste Torkel i Sandvik. Jarlen kom dit og blev mottat paa det prægtigste, men han var ikke munter. Det var en stor skaale der med dør i begge endene. Den dagen jarlen skulde fare bort, skulde Torkel fare med ham til gjæstebud. Torkel sendte mænd ut for at speide frem efter den veien de skulde fare om dagen. Men da mændene kom tilbake, fortalte de Torkel at de hadde fundet tre bakhold av væpnede mænd; "vi tror," sagde de, "at det er svik." Da Torkel spurgte det, utsatte han med at gjøre sig færdig og kaldte sine mænd til sig. Jarlen bad ham skynde sig og sagde at det var tid til at ride. Torkel sagde at han hadde meget at stelle med. Han gik stundom ut og stundom ind. Det brandt ild paa gulvet. Saa gik han ind gjennem den ene døren og efter ham en mand som het Hallvard; han var islænding og fra Austfjordene. Torkel gik længere ind mellem ilden og der hvor jarlen sat. Jarlen spurgte: "Er du ikke færdig endda?" Torkel svarte: "Nu er jeg færdig." I det samme hugg han til jarlen i hodet. Jarlen stupte ned paa gulvet. Da sagde islændingen: "Aldrig har jeg set folk saa raadløse. At Dere ikke drager jarlen ut av ilden!" Han hadde en irsk stridsøks i haanden, den kjørte han ind under nakkebenet paa jarlen og kippet ham op paa pallen. Torkel og hans ledsager skyndte sig ut av den andre døren. Dér ute stod Torkels mænd fuldt væpnet. Jarlens mænd tok fat paa sin herre, men da var han død. Alle var saa haandfaldne at drapet ikke blev hevnet. Dertil kom og at det gik saa braatt og at ingen ventet dette av Torkel. For de trodde alle at det var venskap mellem Torkel og jarlen. De fleste derinde var ogsaa vaapenløse og mange var fra gammelt Torkels gode venner. Det var nu slik laget at Torkel skulde ha et længere liv. Da Torkel kom ut, var han ikke mindre mandsterk end jarlsmændene. Torkel fór da til sit skib, men jarlsmændene for bort. Torkel satte samme dag tilhavs og seilet østover. Det var efter vinternat, men han kom vel frem til Norge, skyndte sig til kong Olav og blev godt mottat dér. Kongen lot vel over dette verk; Torkel var hos ham om vinteren.

Efter Einar jarls fald tok Bruse jarl den del av landene som Einar før hadde hat. For det var kjendt av mange paa hvilke vilkaar Einar og Bruse hadde gjort sig i felagskap. Men Torfinn jarl syntes det var rettest at hver av dem hadde halvdelen av øerne. Dog hadde Bruse den vinter to tredjedeler. Vaaren efter gjorde Torfinn krav paa disse landene hos Bruse og sagde, at han vilde ha halvdelen; men Bruse sagde nei til det. De holdt da ting og stevner om denne sak og deres venner søkte at forlike dem. Men Torfinn stod fast paa at han ikke vilde ha mindre end halvdelen av øerne og slog paa at Bruse ikke trængte mere end tredjedelen med det lynne han hadde. Bruse sagde: "Jeg nøiet mig med at ha den tredjedelen av landene som jeg arvet efter min far; heller ikke kræver nogen den av mig. Men nu har jeg tat den andre tredjedelen i arv efter min bror efter ret avtale. Er jeg end ufør til at strides med dig, bror, saa vil jeg likevel friste andet end at sige fra mig riket naar det er slik laget." Slik endte de dette maalstevne. Men da Bruse saa at han ikke vilde ha magt til at staa jevnføtes med Torfinn — for Torfinn hadde meget større rike og støtte av skottekongen, sin morfar —, saa tok han det raad at fare øst til kong Olav. Han hadde med sig Ragnvald, sin søn; han var da ti aar gammel. Da jarlen traf kongen, tok han vel imot ham. Bruse jarl bar da frem sit ærende og fortalte kongen om hele saken mellem ham og broren og bad kongen hjælpe ham til at beholde sit rike; han tilbød til gjengjæld sit fuldkomne venskap. Kongen talte da først om at Harald Haarfagre hadde tilegnet sig al odel paa øerne og at jarlene siden hadde hat disse landene til len, men aldrig til eiendom og krævet at Bruse skulde bli hans mand og ta øerne til len av ham. Bruse raadslog saa med sine venner og endskapen blev at han lagde alt i kongens vold, baade sig og sit rike. Derefter tok kong Olav av jarlen magt og raadighet over alle arvelandene hans; Bruse jarl blev da hans mand og bandt det med eder.

Torfinn jarl spurgte at Bruse, bror hans, var faret øst til kong Olav for at søke hjælp hos ham. Men fordi Torfinn før hadde været hos kongen og var blit hans ven, tyktes det ham at hans sak var vel forberedt der; desuten visste han at mange vilde tale hans sak; men han ventet at det vilde bli endda flere om han kom selv. Derfor tok han det raad at han skyndte sig og fór øst til Norge; han tænkte at Bruse da ikke vilde komme dit saa længe før ham at han hadde utrettet sit ærende før Torfinn traf kongen. Men det gik anderledes; for da Torfinn kom til kong Olav, var forliksmaalet mellem kongen og Bruse jarl alt gjort. Torfinn jarl visste heller ikke før han kom til kong Olav, at Bruse jarl hadde git op sit rike. Saasnart Torfinn og kong Olav møttes, kom kongen med det samme krav paa riket i Orknøerne som han hadde hat til Bruse, og krævet av Torfinn at han ogsaa skulde indrømme kongen den del av landene som han før hadde hat. Jarlen svaret vel og sindig og sagde at kongens venskap hadde meget at si for ham, "og om I, herre, synes I trænger min hjælp mot andre høvdinger, da har I alt gjort nok til det; men jeg kan ikke bli Eders haandgangne mand; for jeg er i forveien Skottekongens mand og skylder ham lydighet." Kongen skjønte at jarlen vilde prøve at unddrage sig og sagde: "Om du ikke vil bli min mand, da kan jeg over Orknøerne sætte hvem som jeg vil; men jeg vil at du da skal sverge paa ikke at gjøre tilkald paa disse landene, og la dem som jeg sætter der over, være i fred. Men gaar du ikke ind paa nogen av disse vilkaar, da vil det tykkes den som raader for landene, at han har ufred i vente av dig, og da maa det ikke synes dig underlig om dal møter bakke." Jarlen bad kongen om frist til at tænke over denne sak og bad siden efter sine venners raad om frist til næste sommer; for hans raadgivere var hjemme og han var endda næsten et barn av alder. Men kongen bad ham vælge nu.

Torkel Fostre var dengang hos kong Olav. Han sendte i løndom en mand til Torfinn jarl og bad ham, hvad han saa hadde i sinde, ikke at skilles fra kong Olav slik at de ikke var forlikt, saasom han nu var kommet i kongens hænder. Endskapen blev da at Torfinn valgte at gaa kongen tilhaande og bli hans mand. Kongen fandt at Torfinn var mere storlynd end Bruse og hadde værre for at finde sig i denne tvang; derfor trodde han mindre paa Torfinn end paa Bruse og saa at Torfinn kunde vente hjælp hos skottekongen om han brøt dette forlik. Kongen hadde saa godt vet at han skjønte at Bruse gik uvillig til hele forliket, men ikke lovet andet end det han trodde han kunde holde. Torfinn der imot, da han først hadde bestemt sig, saa gik han glad ind paa alle avtaler og gjorde ingen indvendinger. Men kongen mistænkte at jarlen nok vilde komme til at gjøre nogen av forliksvilkaarene om igjen.

Saa overtænkte kong Olav paany hele denne sak. Derefter lot han blæse til et folksomt stevne og kaldte jarlerne dit. Da sagde kongen: "Jeg vil nu aapenbare for almuen forliket mellem mig og Orknøyjarlerne. De har gaat med paa min eiendomsret til Orknøerne og Hjaltland og er begge blit mine mænd og har bundet det med eder, og jeg vil nu gi dem det i len, Bruse én tredjedel og Torfinn én slik som de har hatt det før. Men den tredjedelen som Einar Vrangmund hadde, den dømmer jeg er faldt i min gaard paa grund av drapet paa Øyvind Urarhorn, min hirdmand, felagsmand og kjære ven; for den tredjedelen av landet vil jeg sørge som jeg selv synes. Det vil jeg ogsaa at I, mine jarler, skal ta imot forlik av Torkel Aamundeson for drapet paa Einar, Eders bror. Jeg vil at dommen derom skal være under mig om I vil gaa ind paa det." Men det var med det som med det andre at jarlerne sagde ja til alt det som kongen sagde. Torkel gik da frem og fæstet kongens dom i denne sak, og slik endte dette ting. Kong Olav dømte bøter for Einar jarl slike som for tre lendermænd; men fordi Einar selv hadde forbrutt sig, skulde tredjedelen av bøterne falde ned.

Torfinn jarl bad da kongen om lov til at fare bort og saasnart han hadde faat det, skyndte han sig og stelte sig istand til at fare. Han var næsten helt færdig; da var det en dag som jarlen sat ved drikken, at før han visste ord av det kom Torkel Aamundeson ind, lagde hodet i jarlens knæ og bad ham gjøre med det hvad han vilde. Jarlen spurgte hvorfor han gjorde saa, "vi er jo alt forlikt efter kongens dom. Staa op, Torkel!" Han gjorde saa og sagde: "Det forlik som kongen gjorde, vil jeg underkaste mig i det som er mellem Bruse og mig; men i det som tilkommer dig, skal du alene raade. Endda kongen har tildømt mig eiendommene mine og landsvist i Orknøerne, saa kjender jeg dit lynne saa godt at jeg vet det blir uraad for mig at være paa øerne uten at jeg farer med dit troskapsløfte, jarl; jeg vil love Eder aldrig at komme til øerne hvad end kongen siger til det." Jarlen var taus og tok sent til orde. Han sagde: "Om du, Torkel, heller vil at jeg skal dømme mellem os, end rette dig efter kongens dom, saa vil jeg ha det som det første vilkaar ved vort forlik at du skal fare med mig til Orknøerne og ikke skilles fra mig uten mit lov og samtykke og være skyldig til at værge mit land og gjøre alt det som jeg kræver, saa længe vi begge er i live." Torkel svarer: "Det skal være i Eders vold, jarl, saa vel som alt andet som jeg kan raade over." Dermed gik han til og fæstet jarlen alt det som han krævet. Jarlen sagde at pengebøterne skulde han siden fastsætte, men han tok paa stedet ed av Torkel. Denne gjorde sig straks rede til at fare med jarlen. Saasnart Torfinn jarl fik bør, for han bort, og han og kong Olav saaes aldrig siden.

Bruse jarl blev efter og gjorde sig færdig i ro og mak. Før han skulde fare bort, hadde kong Olav stævne med ham og sagde: "Det synes mig, jarl, at jeg i dig har en tro mand vestenfor havet. Jeg er ment paa at du skal ha de to delene av landene at raade over som du før har hat, og jeg vil at du ikke skal være mindre mand eller ikke saa mægtig nu som du er blit min mand. Men jeg vil fæste din troskap derved at jeg vil at Ragnvald, sønnen din, skal være efter her. Naar du har min støtte og to tredjedeler av landet, tænker jeg nok at du kan holde paa dit med rette for Torfinn, bror din." Bruse tok med tak imot at ha to tredjedeler av landene. Ikke længe efter for han bort og kom om høsten til Orknøerne. Ragnvald, søn til Bruse, var efter hos kong Olav. Han var den vakreste mand, og hadde stort haar gult som silke, blev tidlig stor og sterk og var den ypperste mand baade i klok skab og høviske sæder. Han var siden længe hos kong Olav.

Da brødrene Torfinn og Bruse kom vest til Orknøerne, tok Bruse to tredjedeler av landene under sig, men Torfinn én tredjedel; han var jevnlig paa Katanes eller i Skotland, men satte sine mænd over Øerne. Bruse hadde da alene landeværn over øerne. Men paa den tid var øerne meget utsatte for hærnad; for nordmænd og daner herjet meget i Vesterviking og kom ofte til øerne naar de for vestover eller vestenfra, og gjorde strandhugg paa nessene. Bruse klaget da over at Torfinn ikke hadde leding ute ved Orknøerne eller Hjaltland, men likevel tok fulde skatter og skylder for sin del. Da tilbød Torfinn at Bruse skulde ha én tredjedel av øerne, men Torfinn to og at han alene skulde ha landeværnet. Denne deling kom ikke istand saa braatt, men til slut gik Bruse med paa den. Dette var mens Knut hadde magten i Norge, men Olav var landflygtig.

Torfinn jarl blev en stor høvding. Han var den største og sterkeste mand, styg, svarthaaret, smal i ansiktet, stornæset og noget brunlett. Han var svær til at kappes og graadig efter gods og ære. I førstningen hadde han stor støtte av Malkolm skottekonge, sin morfar. Men saa døde Malkolm og Karl Hundeson tok rike over Skotland. Han gjorde krav paa Katanes og krævet skat derav. Men Torfinn jarl syntes ikke at han hadde faat for stor arv efter sin morfar om han hadde Katanes. Han sagde at han hadde faat det rike i gave og vilde ikke svare skat til nogen. Det blev nu stort fiendskap mellem dem og den ene herjet paa riket til den andre. Men det endte med at Torfinn jarl fik seir og slog baade kong Karl og den nye jarlen han hadde sat over Katanes og lagde under sig landet hvor han fór. Siden hadde han hver sommer leding ute og herjet i Vesterland, men sat oftest i ro om vintrene. Torfinn jarl vandt stor hæder ved at han en vinter holdt aapent bord for hele hirden sin og mange andre stormænd, saa at ingen trængte at gaa og tinge sig kost andre steder, slik som konger og jarler i andre land ofte bruker. Ved denne tid døde Bruse jarl og da tok Torfinn jarl alle Orknøerne under sig.

Nu er at fortælle om Ragnvald Bruseson at han var i striden paa Stiklestad da den hellige kong Olav faldt. Han kom sig bort sammen med de andre flygtninger og kom siden i følge med Harald Sigurdsson, kong Olavs bror, øst til Gardarike til kong Jarisleiv og var længe dér. Siden kom han tilbake til Norge, da Magnus Olavsson blev konge. Dér spurgte han sin fars død og at Torfinn jarl hadde lagt alle øerne under sig. Ragnvald fik da lyst til at fare til sin odel og bad kongen om lov. Kong Magnus gav da Ragnvald jarledømme og tre langskibe med godt mandskap tillikemed den tred jedelen av øerne som kong Olav hadde eiet og som han hadde latt Bruse jarl styre, og lovet ham sit fuldkomne venskap.

Ragnvald jarl Bruseson seilet vest til Orknøerne og først til de gaarder som far hans hadde eiet. Saa sendte han bud til Torfinn jarl, sin frænde, og bad om at faa den tredjedel av øerne som hans far hadde hat. Han lot ogsaa si Torfinn jarl at kong Magnus hadde git ham den tredjedelen som kong Olav hadde eiet og bad om at faa denne med Torfinn jarls, sin frændes, gode vilje. Men Torfinn jarl hadde ved denne tid store strider med suderøyinger og irer og trængte meget til hjælp. Derfor svaret han sendemændene til Ragnvald at han tilvisse kunde ta i sin vold den tredjedelen av øerne som var hans med rette. "Men den tredjedelen som kong Magnus gjør krav paa, den indrømmet vi kong Olav mere fordi vi da var kommet i hænderne paa ham end fordi det tyktes os det retteste. Det er best ikke at tale stort om den; den har det længe været strid om. Men vil Ragnvald være mig en tro frænde og staa mig bi, som rimelig er for vort frændskaps skyld, saa maa han gjerne ha begge delene til glæde for sig og til styrke for os begge." Ragnvald jarl lovet at være Torfinn fuldtro ven og at hjælpe ham naar det trængtes, og tok dermed de to tredjedelene av øerne under sig. Tidlig næste vaar sendte Torfinn jarl bud til Ragnvald jarl, sin frænde, og bad ham fare i hærnad med sig. Ragnvald fulgte hans bud, drog en hær sammen og samlet skibe og de herjet sammen om sommeren om Suderøerne og Irland og viden om i Skotlandsfjordene. Alt gik vel mellem frænderne naar de selv møttes. Men gik det svikefulde venner mellem dem, da kom det ofte en kurre paa traaden.

Ved denne tid maatte Kalv Arneson flygte fra Norge for kong Magnus. Han fór vest over havet til Torfinn jarl, sin maag; — Torfinn var gift med Ingebjørg jarlemor, datter til Finn jarl Arneson —. Kalv var da i stort venskap hos Torfinn jarl, han holdt en stor flok mænd; men alt dette kostet ikke saa litet for jarlen. Det var da mange som sagde at han ikke skulde la Ragnvald ha de to tredjedelene av øerne saa store utlæg som han selv hadde. Til slutt sendte Torfinn jarl mænd ut til øerne og krævet av Ragnvald den tredjedelen som Einar Vrangmund hadde hat. Ragnvald spurgte først sine venner til raads og svarte saa sendemændene at den delen av øerne som de krævet, hadde han tat i len av kong Magnus som kaldte den sin farsarv; han vilde, sagde han, ikke opgi den uten med kongens vilje. Da Torfinn fik dette svar, blev han vred og sendte mænd til Suderøerne og op i Skotland og drog folk til sig. Han lyste at han vilde fare mot Ragnvald jarl og uten skaansel ta det som han ikke fik da han søkte at faa det paa fredlig vis. Da Ragnvald jarl spurgte dette, stevnet han sine venner til sig og spurgte dem til raads. Den ene sagde det og den andre det, men alle raadet de ham fra at begynde strid; det var uraad, sagde de, for Ragnvald at lægge til strid mot Torfinn jarl som hadde én tredjedel av øerne og desuten Katanes, en stor del av Skotland og alle Suderøerne. Somme raadet til forlik og at Ragnvald skulde tilby Torfinn halvdelen av øerne. Men da Ragnvald hørte dette, sagde han at han heller for denne gang vilde opgi sit rike og søke til kong Magnus, sin fosterbror. Han gjorde saa, fór øst til Norge og kom til kong Magnus og fortalte ham om sin sak. Kongen tok vel mot Ragnvald jarl og bød ham være hos ham saa længe han vilde. Men Ragnvald bad kongen om hjælp til at vinde sit rike tilbake. Magnus lovet det og ikke længe efter seilet Ragnvald tilbake til Orknøerne med meget og utvalgt folk som kong Magnus hadde git ham. Kongen sendte ogsaa med ham ord til Kalv Arneson at han skulde faa sine eiendommer tilbake og faa lov til at være i Norge om han vilde hjælpe Ragnvald jarl til at faa greid op med Torfinn jarl.

Slik hadde, som skalden sier, "mændene forstyrret freden" mellem jarlerne og "baktalelsen" bar snart frugt. Ragnvald jarl seilet fra Norge vest til øerne og kom i land ved Hjaltland. Dér samlet han folk og fór syd til Orknøerne. Torfinn jarl var paa Katanes og fik straks nys om Ragnvalds færd; han drog da folk til sig fra Skotland og Suderøerne. Ragnvald jarl sendte med én gang kong Magnus's ordsending til Kalv Arnesson; Kalv laante, som det syntes, villig øre til den. Ragnvald hadde 30 stor skibe og tænkte med dem at sætte over til Katanes da Torfinn jarl kom imot ham paa Pentlandsfjorden. Han hadde 60 skibe, men de fleste var smaa. De møttes ved Raudabjørg (nu Dunnet Head paa Caithness) og lagde straks til kamp. Kalv Arnesson var ogsaa kommet dit med 60 store skibe; men han lagde ikke til strid. Nu begyndte den haardeste kamp. Begge jarlene egget sine mænd. Men da de hadde kjæmpet en stund, snudde mandefaldet sig til Torfinns side; det var mest fordi Ragnvald jarl hadde bordhøiere skibe. Det ene efter det andre av de smaa skibene til Torfinn blev ryddet, saa skibene til Ragnvald jarl tilslut lagde sig paa begge sider av Torfinns eget skib; det var stort og vel rustet. Men det var ikke let at værge sig mot overmagten; mange blev dræpt og mange saaret. Ragnvald jarl skulde tilslut til at entre da Torfinn lot tengslerne hugge over og rodde til land. Alle de som var saaret og uføre til at slaas, gik av skibet. Mellem dem som jarlen bød gaa i land, var ogsaa islændingen Amor Jarlaskald. Amor var i jarlens følge og var meget avholdt av ham. Men Torfinn jarl vilde ikke at en slik ypperlig skald kanske skulde miste livet. Amor gik i land og kvad denne vise:


:Drengen er litet lysten
:— det løyner jeg ikke —
:til at gaa mot Ragnvald;
:godt er sin herre vel at følge.
:Os blir, naar disse jarler
:angrepslystne strides,
:vonde raad for haanden;
:haard blir venneprøven.


Torfinn fik paany det beste mandelag ombord paa sit skib. Derefter rodde han til Kalv og bad ham om hjælp. "Du kunde jo ikke," sagde han, "beholde kongens yndest, da en skulde tro du stod dig svært godt med ham, end sige nu da han har gjort dig landflygtig. Du maa ogsaa tro at om Ragnvald seirer over os og Magnus og han faar magten her vestenfor havet, saa vil det ikke være godt for dig at være her. Du vil vel heller ikke at folk skal si om dig at du ligger og ser paa like ens som en kat paa en stenrøis mens vi slaas for livet. Dessuten er vi bundet sammen med svogerskap." Slik egget jarlen Kalv, saa han tilslut bød sine mænd lægge til strid sammen med Torfinn jarl. Da de kom til kampen, skulde Torfinns hær alt til at flygte, men en mængde var faldt. Jarlen lagde sit skib frem mot skibet til Ragnvald jarl; det blev nu den haardeste strid. Kalv lagde mot de mindre skibene til Ragnvald og ryddet dem snart; for de var mindre bordhøie. Men da de ledingsfolk som var kommet fra Norge, saa at skibene rundt dem var ryddet, løste de skibene sine fra tengslerne og lagde paa flugt, saa det bare var faa fartøier tilbake hos Ragnvald jarl. Da nu hovedhæren var flygtet, lagde Kalv og Torfinn sig mot skibet til Ragnvald og dræpte mange av hans mænd. Men da Ragnvald saa for en vanskelig stilling han var kommet i, hugget han ogsaa tengslerne over og lagde sig paa flugt. Dagen var nu næsten leden og det tok til at mørkne. Ragnvald jarl satte straks til havs og seilet øst til Norge og stanset ikke før han kom til kong Magnus. Kongen tok som før venlig mot ham og indbød ham til at være hos sig. Ragnvald blev nu der en tid.

Nu er det at fortælle om Torfinn jarl at om morgenen efter striden rodde han rundt til alle øerne og lette efter flygtninger. Mange blev dræpt, men somme fik grid. Torfinn jarl lagde da alle øerne under sig og lot hver mand gaa ham til haande, og saa de som før hadde svoret eder til Ragnvald jarl. Han tok selv for at være mere tryg sæte paa Orknøerne med en stor flok mænd og lot føre forraad til sig fra Katanes; men Kalv Arneson sendte han til Suderøerne og lot ham styre dér for sig.

Da Ragnvald jarl hadde været en stund hos kong Magnus, sagde han at han vilde vende tilbake til Orknøerne. Da kongen hørte dette, sagde han at det var utilraadelig at fare før isene løste og sneen tinet; da skulde han faa de skibe og folk han trængte. Men Ragnvald svarte at han ikke vilde at flere av Magnus's folk skulde miste livet. "Jeg tænker," sagde han, "at seile vestover med bare ett skib, men det skal ha det beste mandskap. Da venter jeg at det ikke i forveien kommer nys om færden og at vi kan komme uforvarende over dem og raskt vinde en seier som det vilde være vanskelig eller uraad at vinde med mange folk. Men om det mislykkes, saa blir det des lettere at slippe unda." Kong Magnus bad ham fare som han helst vilde og komme tilbake til sig naar han vilde.

Ragnvald utrustet nu sin færd og var nøie med dem han hadde med, saa han fik en utvalgt flok; mellem dem var ogsaa flere av kongens hirdmænd. Da han var færdig, seilet han ut — det var i førstningen av vinteren — og kom til Hjaltland. Dér spurgte han at Torfinn jarl var paa Orknøerne og ikke var saa svært mandsterk; for han ventet ikke ufred mitt paa høivinteren. Ragnvald styret nu straks syd til Orknøerne. Torfinn jarl var da paa Rossøy og kom intet vondt i hug. Ragnvald kom saa uforvarende over Torfinn at ingen blev dem var, før de hadde tat alle dørene paa huset der Torfinn og hans mænd var. Det var nat og de fleste sov; men jarlen sat endda og drak. Ragnvald og hans mænd bar ild mot gaarden. Men da Torfinn blev vár ufreden, sendte han en mand til døren og spurgte hvem som raadet for ilden. Det blev da sagt at Ragnvald jarl var kommet dér. Mændene løp til sine vaapen, men de kunde ikke gjøre noget, for alle utgangene var stængt og husene tok snart til at brænde. Torfinn sendte da bud ut til Ragnvald jarl med bøn om at nogen fik lov til at komme ut og Ragnvald tillot alle kvinder og ufrie det; men Torfinn jarls hirdmænd, sagde han, vilde han heller se døde end levende. De som fik grid, blev da draget ut og gaarden stod snart i lys lue. Imens saa Torfinn jarl sit høve til at bryte ut et bord i væggen og løp ut dér med Ingebjørg, sin hustru, paa armen. Det var mørk nat og røken gjorde at han kom sig bort uten at Ragnvald jarls mænd blev det var. Han rodde straks over paa Næset i en baat. Ragnvald brændte hele gaarden og alle de mænd som var der inde og ikke fik lov til at komme ut; ingen tænkte andet end at Torfinn jarl hadde latt sit liv dér. Derefter fór Ragnvald jarl over alle øerne og lagde dem under sig. Han sendte ogsaa bud over paa Katanes og til Suderøerne at han vilde ha hele det rike Torfinn jarl hadde hat. Ingen sagde ham imot. Torfinn jarl var imens paa Katanes i løndom hos sine venner, og ingen fik nys om at han var kommet bort fra branden.

Ragnvald jarl sat i Kirkevaag<ref>Nu Kirkwall paa Mainland.</ref> og lot føre dit de forraad som han trængte til vinteren. Han hadde mange mænd om sig og levet stort. Litt før jul fór han med et stort følge til Vesle Papøy<ref> Nu Papa Stronsey.</ref> efter malt til at brygge juleøllet. En kveld sat de længe ved ilden og baket sig. Da sagde den mand som passet varmen at det tok til at bli smaatt om ved til at holde ilden ved like. Da forsnakket jarlen sig og sagde: "Vi er gamle nok naar denne ilden er brændt ut"; han vilde ha sagt at de var varme nok. Da jarlen merket at han hadde forsnakket sig, sagde han: "Jeg kommer i hug det kong Olav, min fosterfar, sagde paa Stiklestad da jeg sagde til ham at han forsnakket sig. Han sagde at om det samme hændte mig, maatte jeg være forberedt paa at jeg ikke hadde langt igjen at leve. Det kan være at Torfinn, min frænde, endda er i live." I det samme hørte de at gaarden var omringet av folk. Dér var Torfinn jarl kommet. De bar straks ild mot husene og løet op ved foran dørene. Torfinn jarl lot alle saa nær som Ragnvald jarls mænd faa lov til at gaa ut. Da de fleste av dem var draget ut, kom det en mand i linklæder til døren; Torfinn trodde det var en geistlig og bad dem række ham haanden og hjælpe ham ut. Men manden støttet begge hænderne paa vedhaugen og hoppet over baade den og manderingen og blev straks borte i natmørket. "Det var jarlen," sagde Torfinn, "ingen er saa spræk som han," og bad dem skynde sig efter ham. De delte sig i flokker og lette efter Ragnvald. Torkel Fostre fór langsmed stranden. Dér hørte de en hund gjø i uren. Det var en liten hund som Ragnvald jarl hadde med sig i fanget. De gik efter lyden og fandt jarlen dér i uren. Torkel lot ham binde og bød en av sine mænd dræpe ham. Men ingen av dem vilde, endda han tilbød penger for det, og tilslut maatte han selv dræpe Ragnvald.

Torfinn jarl kom til i det samme og lastet ikke verket. Torfinn og hans mænd blev paa øen om natten og slog ihjel hele følget til Ragnvald jarl. Næste morgen tok de den byrding som Ragnvald hadde hat, ladet den med malt og lot de samme skjoldene staa ved stavnene og ikke flere mænd end saa mange som hadde fulgt Ragnvald jarl, komme til syne. Slik rodde de til Kirkevaag; dér trodde de at det var Ragnvald som kom, og gik ham i møte, de fleste vaapenløse. Før de visste ord av det, var de tat til fange, henved 30 i tal. De fleste var kong Magnus's hirdmænd og venner. Torfinn lot dem alle dræpe saa nær som én som han bad fare øst til Norge og melde kongen disse tidender. Ragnvald jarls lik blev flyttet til Store Papøy<ref>Nu Papa Westray.</ref> og jordet dér. Det var folks tale at han hadde været en av de vennesæleste og beste av Orknøyjarlene, og mange sørget over ham.

Tidlig om vaaren kom disse tidender øst til Norge til kong Magnus. Det tyktes kongen den største skade efter Ragnvald jarl. Han sagde ogsaa at han vilde hevne ham saasnart han fik stunder til det. Men han hadde paa denne tid ufred med Svein Ulvsson som hadde latt sig ta til konge i Danmark. Ved denne tid kom ogsaa Harald Sigurdsson, kong Magnus's frænde til Norge, og Magnus gav ham halve Norge. De var begge i Norge den vinter. Men om vaaren bød de ut leding fra hele landet og æslet sig syd til Danmark. Som de laa ved Seløy, straks østenfor Lindesnes, kom det to langskiber ind i havnen og lagde sig bort til kong Magnus's skib. Fra langskibet kom det en mand i hvit hætte; han gik ombord i kongsskibet og agter til løftingen der kongen sat ved maten. Denne manden hilste kongen, brak et stykke av en brødleiv og aat det. Kongen hilste ham igjen og rakte ham ølskaalen da han saa at han aat brødet. Manden tok imot karret og sagde: "Jeg faar vel grid nu, siden vi er matfæller?" Kongen saa paa ham og sagde: "Hvem er du?" Han svarte: "Jeg er Torfinn Sigurdsson." "Er du Torfinn jarl?" sagde kongen. "Saa blir jeg kaldt dér vest," svaret han, "nu er jeg kommet hit med to tyvesesser saa godt utrustet som det er raad til, og nu vil jeg ro denne ledingen med Eder, om I vil motta min hjælp; men hele min sak skal være i Guds og Eders vold, herre." Kongen tok sent til orde og sagde: "Sandt er det, Torfinn jarl, at om vi møttes, som nu er skedd, saa hadde jeg ikke tænkt at du skulde komme til at kunne fortælle derom. Men nu staar sakerne slik at det ikke sømmer sig for mig at la dig dræpe. Nu skal du følge mig; men vort forlik skal jeg avsi naar jeg faar tid." Jarlen takket kongen og gik tilbake til sit skib.

Kongen laa længe i Sæløyene og det kom folk til ham fra hele Viken. Naar han fik bør, tænkte han at seile syd under Jylland. Jarlen talte ofte med kongen og kongen var venlig mot ham og spurgte ham ofte til raads. Saa var det en dag at jarlen gik ombord i kongsskibet og bakut i løftingen. Kongen bad ham sitte hos sig; jarlen satte sig ned og de drak og var lystige. Da kom det en mand i rød kjortel, stor og statelig, op i løftingen og hilste kongen. Kongen hilste ham venlig igjen; det var en av hans hirdmænd. Denne manden tok til orde og sa: "Jeg er kommet for at træffe dig, Torfinn jarl." "Hvad vil du mig?" spurgte jarlen. "Jeg vil vite hvad bøter du vil gi mig for min bror som du lot dræpe vest i Kirkevaag med kong Magnus's andre hirdmænd," svarte han. "Har du ikke hørt at jeg ikke er vant til at bøte de mænd jeg lar dræpe. Jeg lar ikke folk dræpe uten jeg har grund til det," sagde jarlen. "Det kommer ikke mig ved hvad du gjør ved andre," svarte hirdmanden, "om du bare bøter denne som jeg har eftermæle efter. Ogsaa jeg mistet gods der og led selv den skammeligste medfærd. Det er min skyldighet at være eftermaalsmand efter min bror, og jeg vil ha sømmelig opreisning. Men kongen kan ettergi det som er gjort mot ham om han synes det ikke er noget værd at hans hirdmænd blir ledet ut og hugget ned som sauer." Jarlen svarte: "Jeg ser nok at jeg kan prise mig lykkelig ved at jeg ikke er i din vold her. Men er ikke du den mand som jeg gav grid?" "Til visse," sagde han, "du kunde ha dræpt mig like ens som de andre." Da sagde jarlen: "Det er et sandt ord, at mangen en hænder det som en mindst venter. Jeg tænkte ikke jeg nogensinde skulde komme i skade for at undgjælde for at jeg har været altfor fredsommelig mot mine uvenner. Men nu maa jeg undgjælde for at jeg har git dig grid. Ikke vilde du idag ha kunnet haane mig frem for kongen om jeg hadde latt dig dræpe like ens som de andre lagsfællene dine. Kongen saa paa jarlen og sagde: "Du synes nok, Torfinn jarl, at du har dræpt altfor faa av mine hirdmænd uten bøter." Han blev saa rød som blod i det samme. Jarlen spratt op, gik ned fra løftingen og ombord paa sit skib. Det var da rolig om kvelden. Næste morgen blev det bør og folk rodde da straks ut av havnen. Magnus og Harald seilet syd til Danmark; men Torfinn jarl seilet vest over havet og stanset ikke før han kom til Orknøerne og satte sig i sit rike. Samme sommer fik kong Magnus sott og døde. I forveien lyste han for almuen at han gav Harald, sin farbror, hele Norges rike.

Da Torfinn jarl spurgte kong Magnus's død, sendte han mænd til kong Harald med venskapsbud og sagde at han vilde bli hans ven. Da ordsendingen kom til kongen, tok han venlig mot den og lovet jarlen sit venskap. Da Torfinn fik dette budskap, fór han selv til Norge; kong Harald tok godt imot ham og de skiltes med venskap. Siden fór Torfinn videre til Danmark og derfra helt syd til Romaborg. Dér fandt han paven og fik avlad for sine synder. Siden vendte han hjemover og kom i god behold tilbake til sit rike. Efter dette holdt han op med hærfærder og lagde sin hug paa at styre folk og land og sætte lov. Torfinn jarl holdt sit rike helt til sin dødedag. Det er sagt for sandt at han har været den mægtigste av alle Orknøy jarlene. Han vandt ni jarledømmer i Skotland, alle Suderøerne og et stort rike i Irland. Han er gravlagt ved Kristkirken i Byrgisherad<ref>Nu Birsay paa Orknøerne. Torfinn jarl døde i aar 1061.</ref>, den han selv hadde lat gjøre.

==Fodnoter==
<references/>


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Artikler]]
[[Kategori:Alexander Bugge]]