Vis kilden til Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - 3de Bog Gange-Rolv og Nordboernes Nedsættelse i Normandie

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie - 3de Bog Gange-Rolv og Nordboernes Nedsættelse i Normandie]] !!  !! 
|-
|}



<center>'''[[Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie]]'''<br><br>

<big>3de Bog.<br>Gange-Rolv og Nordboernes Nedsættelse i Normandie</big>

<br>Af '''[[Gustav Storm biografi|Gustav Storm]]''' 

<br><br>''Den Norske Forlagsforening''<br><br>Kristiania 1878</center>



</blockquote>



<br />




==Forord==

[[Fil:Statue de Rollon.jpg|thumb|Statue av Rollo i Rouen. En kopi av statuen finnes i Ålesund og i Fargo, Nord-Dakota, USA. Commons.]]Lige siden det 16de Aarhundrede har der været ført en varm Diskussion mellem nordiske Lærde om, hvorvidt Normandies Bebyggelse skyldes Danske eller Nordmænd, idet danske Historikere udledede den fra Danmark, norske fra Norge. Da den nationale Historieskrivning vaagnede til Liv i Norge med Absalon Pedersen og Peder Claussøn, behøvede disse kun at gaa til Kongesagaerne for at faa en nøgtern, historisk Beretning om, hvorledes Gange-Rolv og hans Nordmænd erobrede Normandie; og de samtidige danske Historikere kjendte allerede fra udenlandske Krøniker Beretningen om at "Rollo" var udgaaet fra "Dacia". Venusinus, Pontanus og Lyschander kunde med saa meget bedre Grund Hævde sit nationale Standpunkt, som de intet forstod af Oldsproget; den Foragt, hvormed Venusinus udtaler sig om "Skaldernes eller Bardernes Genealogier", falder derfor tilbage paa ham selv. Torfæus bragte den islandske Tradition i Veiret, og fra hans Tid af har det i Regelen været hævdet, at Normandie var bebygget af Nordmænd. Efterat allerede Estrup havde udtalt sin Tvivl herom og søgt sin Støtte i Dudo og senere franske Krøniker, har nu i nyere Tid Worsaae og Joh. Steenstrup villet hæve til historisk Sandhed Dudos Beretning om at Rollo stammede fra Danmark og deraf udledet, at Normandie var en dansk Erobring eller Koloniland, at dets Institutioner, Sprog og Folkekarakter stammer fra Danmark.

Den Skarpsindighed, som har været anvendt paa at hævde Oprindelsen fra Danmark, har dog ikke overbevist os, og vi skal i en Undersøgelse af den normanniske Sagnhistories genetiske Udvikling søge at forklare, hvorledes Beretningerne er opstaaede ved Sammensmeltning af uensartede Sagn. Men forinden vil vi fremhæve, at det ikke er vor Mening med denne Undersøgelse at hævde Normandie som et (udelukkende) norsk Koloniland, selv om vi viser, at Sagnet om Gange-Rolv er historisk; Anførerens Nationalitet beviser nemlig ikke, at hans Hær bestod udelukkende eller endog blot væsentlig af hans Landsmænd. Den Hær af 93 Skibe, som under den norske Kongesøn Olav Trygvessøn i Aarene 993—94 herjede i England, kaldes i engelske Kilder Daner og har visstnok hovedsagelig bestaaet af Daner ; ialfald stemmer det med de norrøne Kilder, at Olav, da han fra England kom til Norge, kun havde 5 Skibe med. Og i den danske Hær, som med Kong Knut erobrede England, udgjorde Nordmændene under Erik Jarl en væsentlig Del, hvilket allerede viser sig deraf, at hele Northumberland blev overladt til Erik; ligeledes er det sikkert nok, at ogsaa svenske Tropper fulgte med. Hertil svarer det, at Vikingerne paa en enkelt fransk Station allerede i Midten af 9de Aarhundrede kaldes afvexlende Daner eller Vestfoldinger eller Normanner. Af hvilken nordisk Nationalitet de med Rollo indvandrende Normanner var, derom har vi ingen sikre Vidnesbyrd. Det er muligt, at en strengere Kritik af de nordiske Sproglevninger i Normandie kan oplyse noget; hvad enkelte danske Historikere som Estrup og Worsaae har leveret, savner altfor meget sprogvidenskabelig Holdning til at kunne bruges. De Stedsnavne, som Worsaae betegner som "gammeldanske", er saaledes for største Delen fælles-nordiske og kunde akkurat ligesaa godt være norske, i. Ex. Navne paa -lund, -toft, -torp, -tveit, -nes, -bec, -dal, -by<ref> sml. Registret til Munchs hist.-geogr. Beskrivelse over Kgr. Norge.</ref>; andre er aabenbart unordiske, som "les écoves", der, hvis det var nordisk, maatte være ny-dansk (= Skov, i 10de Aarhundrede skógr), eller "boël", hvis fuldstændigere Form er "bodellum" (Deminutiv af bodium = tysk Boden), eller Fiskepladsene "gorts", der er lat. gurgites, eller Navnene paa -fleur, der kommer af lat. "fluctus" (Barfleur = Barbefluctus, Barbeflot o.s.v. Omtrent ligesaa usikre er de paaviste "gammeldanske" Sædvaner i Seinefloden; Deling af Jorden ved den danske "Rebning" har aldrig existeret, og Etterretningen herom er fremkommen ved en Misforstaaelse<ref> se Joh. Steenstrups Indledning p. 298 ff.</ref>; at man i Normandie nutildags bygger Huse af Bindingsværk, burde ikke stilles sammen med nyere Bygningsskikke i Danmark eller Sjæland, førend det kunde bevises, at denne mellem-europæiske Bygningsmaade var gammel paa begge Steder; af nordiske Retsudtryk i Normandie har man pegt paa Ordet namium som dansk (= nám), men dette Ord er rimeligvis først i de engelsk- normanniske Kongers Tid indført i Normandie fra England, hvor det findes brugt allerede i Kong Knuts engelske Love<ref>Schmid, Gesetze der Angelsachsen p. 280.</ref> . Og naar det fremhæves, at man blandt Normannerne hyppigt finder Tilnavnet Danus ("le Danois"), skulde man ikke glemme, at ligesaa hyppigt forekommer Normannus baade som Navn og som Tilnavn (le Norman), altsaa lige stærke Vidnesbyrd for danske og norske Kontingenter til den normanniske Befolkning. Vi tør i samme Retning betone Efterretninger hos Saxeren Widukind, der skrev 55 Aar efter Normannernes Nedsættelse i Frankrige. Som Saxer kjender han Daner og Nordmænd som to forskjellige nordiske Folk, og han tror, at begge Folk har herjet i Gallien i det 9de Aarhundrede; han beretter nemlig udtrykkelig, at fra den Tid af, da St. Vitus flyttede til Saxen (Aar 836), plagede Daner og Nordmænd Frankrige<ref> Widukind I Kap. 33</ref>. For ham er derfor Indbyggerne i Normandie baade Daner og Nordmænd: først fortæller han, at den franske Kong Ludvig blev fangen af Nordmændene og at Nordmændene førte hans Søn Karlomann med sig til Rouen<ref>Hluthowicus rex a ducibus suis circumventus et a Northmannis captus, consilio Hugonis Lugdunum missus custodiæ publicæ traditur. Filium autem ejus natu majorem Karlomannum Northmanni secum duxerunt Rothun. Widukind 11, Kap. 39.</ref>; derefter lader han Kong Otto drage til Danernes By Rouen<ref>Rothun Danorum urbem adiit. Widukind 111, Kap. 4.</ref>. Kan saaledes Widukind afvexlende kalde Rouen Danernes og Nordmændenes Stad, maa det betyde, at begge Folk boede i den og altsaa i Landet omkring.

==I. De samtidige Annalberetninger==

[[Fil:Annales Fuldenses - Gesta quorundam francorum regum 715-882.jpg|thumb|Kopi av Fulda-Annalene fra 1200-tallet, opprinnelig nedtegnet på 800-tallet. Commons.]] Normannernes endelige Nedsættelse i Seine-Landskabet betragtes almindeligt og med rette som Resultatet af det store Krigstog, der fra 879 af var rettet mod Nederlandene og Frankrige. "Erhvervelsen af Normandie", siger Munch, "fremstiller sig som Frugten af en og samme, men dog i Tidens Løb ved stadig Tilvæxt sig stedse fornyende Hærs 36-aarige Kamp, ved hvis Begyndelse de danske Kongesønner Sigfred og Godfred, maaske ogsaa Haastein (?), og ved hvis Slutning den norske Jarlesøn Rolf førte Overbefalingen"<ref> Norske Folks Historie I 669.</ref>. Vi har allerede ovenfor nævnt, at Aar 879 samlede sig i Themsen en stor Hær, som, da der udbredte sig Rygter om Krige mellem de frankiske Riger efter Kong Ludvigs Død, samme Aar drog over Havet mod Frankerne; den anførtes af Kongerne Sigfred og Godfred samt Jarlerne (principes) Orm og Hals. Hæren landede om Høsten 879 ved Schelde og tog sit faste Ophold i Flandern for Aarene 879—81; den kjæmpede i 880 ved Sambre mod den østfrankiske Kong Ludvig, hvis Søn faldt, og ved Schelde mod Abbed Gauzlin, som led et stort Nederlag; men den blev i 881 fuldstændigt slagen i Picardie ved Saulcourt af den vestfrankiske Konge Ludvig. Fra Vestfranken og Flandern drog Hæren om Høsten 881 til Frisland, som blev underkastet, seilede derpaa opad Maas og overvintrede ved Haslou; her beleirede i det følgende Aar den østfrankiske Karl Vikingerne, men sluttede dog Fred med dem og overlod Kong Godfred det frisiske Rige, idet han samtidig betalte Sigfred en stor Pengesum, mod at han skulde forlade hans Lande (Juli 882). Sigfred og hans Hær forlod nu ogsaa ganske rigtig Østfranken for at vende sig mod det vestfrankiske Rige, hvor deres farligste Fiende Kong Ludvig netop var død; Hæren drog opad Schelde og tog Vinterkvarter (882 —83) i Condatum (Condé-sur-I'Escaut), medens de dog samtidig plyndrede i Flandern, Picardie og Champagne. Næste Sommer drog de opad Somme og holdt sig Vinteren over og den følgende Sommer i og om Amiens; i Okt. 884 løskjøbte Karlomann sit Rige fra deres Plyndringer med en Sum af 12 000 Mark, til hvis Inddrivelse han maatte opbyde alle Rigets Kræfter, selv Geistligheden. Hæren forlod efter Aftale Vestfranken og slog sig ned for Vinteren i Løwen; men da kort efter Karlomann døde (Dec. 884), betragtede Vikingerne sig som løste fra alle Forpligtelser og faldt atter ind i Vestfranken, der nu tilhørte Keiser Karl. De trængte om Sommeren 885 overland frem til Seine-Egnene og satte sig fast i Rouen (25 Juli 885); den Hær, som Grev Ragnald af Maine førte mod dem, blev slagen, og Greven selv faldt, de tiltvang sig Passage opad Seine ved at indtage Pontoise og leirede sig Nov. 885 foran Paris. Ved Skildringen af denne mindeværdige Beleiring skal vi ikke opholde os; det er bekjendt nok, at Kong Sigfred i April 886 lod sig bevæge til at drage bort tilhavs, medens den øvrige Hær fortsatte Beleiringen; Keiser Karl kom Staden tilhjelp, men udrettede intet, og da Sigfred atter kom tilbage (Okt. 886), dreves Keiseren til at kjøbe Fred: Normannerne skulde til Vaaren faa 700 Pund Sølv for at drage bort og imidlertid have Ret til at drage opad Seinen for at slaa sig ned i Burgund. Rigtignok hindrede Abbed Ebolus deres Forsøg paa at seile op forbi Paris, men de drog nu sine Skibe overland forbi Byen, seilede videre opad Seinen og hjemsøgte Sens (ved Yonne), som maatte løskjøbe sig, hvorpaa de herjede hele Burgund. Sommeren 887 kom de tilbage til Paris og fik sine Penge, men holdt sig dog længe bagefter i de øvre Seine-Egne, og den nye vestfrankiske Konge Odo maatte tvinge dem til at forlade Omegnen om Paris (889). Herfra drog de til Bretagne, indtog et. Lo i Cotentin, men led et Nederlag mod Bretagnerne og forlod atter Landet for at vende tilbage til Seinen (890). Efter et Vinterophold i Oise ved Noyon (890—91) drog de østover til Maas og satte sig fast ved Løwen, hvor de led det bekjendte Nederlag mod den østfrankiske Konge Arnulf (1 Sept. 891). Dog formaaede ikke Arnulf at drive dem ud af Landet, og i 892 gjorde de atter et Tog østover, hvorved Klostret Prüm plyndredes; derfra vendte de sig vestover til Boulogne, og da det vestfrankiske Rige plagedes af Hungersnød, satte de over til England, der i de følgende Aar 893—96 led meget ved deres Plyndringer. Hvem der i disse Aar var Vikingernes Høvding eller Høvdinger siges ikke; Godfred havde forladt Hæren i 882 og var dræbt i 885, Sigfred havde i 887 skilt sig fra den øvrige Hær i Seinen og var dragen til Frisland, hvor han faldt; de to Konger af samme Navne, som den bayerske Fortsættelse af Fulda-Annalerne lader falde ved Løwen 891, synes uhistoriske; og Hasting, som i England optraadte i Forbund med den "store Hær", hørte ikke med til den; den "Hunedeus", som i 896 kom til Seinen og der lod sig døbe af Kong Karl, var kun en mindre Høvding, hvis Hærmagt bestod af 5 Skibe. I 897 kom Hovedhæren tilbage til Gallien, som nu var solist ved Borgerkrigen mellem Odo og den unge Karl og derfor var et let Bytte. Vikingerne tog fast Ophold i Seinen, hvorfra de herjede hele Neustrien, trængte opad Oise og kom overland saa langt mod Øst som til Maas (897); i 898 søgte de endog at tage fast Vinterkvarter i Burgund, men Grev Richard tvang dem dog til at vende tilbage til Seinen. Herfra kunde Kong Karl ikke fordrive dem, og den sidste Efterretning, som Vaast-Annalerne giver, er at Karl i Aaret 900 drøftede med sine Høvdinger, Greverne Robert, Richard og Heribert, "hvad man skulde gjøre med Normannerne". De følgende Aars Begivenheder er os fuldstændig ukjendte; vi ser af flere Antydninger, at Seine-Normannerne herjede vidt og bredt i Nordfrankrige; kun om de afsluttende Kampe er os bevaret et Par Notitser. Flodoard siger, at "etter den Krig, som Grev Robert førte mod Normannerne ved Chartres, antog de Kristi Tro og fik sig nogle Kystherreder overladte tilligemed Byen Rouen, som de næsten havde ødelagt, og andre, som laa under den"<ref>Flodoardi historia Rem. (Bouquet VIII, 163).</ref>, og i den samtidige St. Columbas Krønike heder det<ref> Pertz I 104.</ref>: "Aar 911, Lørdagen 20 Juli, da Normannerne beleirede Chartres og allerede var nær ved at indtage Staden, kom Greverne Richard og Robert, og, styrkede ved Guds Hjelp og den hellige Marias Beskyttelse, anrettede de et stort Nederlag blandt Hedningerne ; af de faa Tiloversblevne tog de Gisler". Disse to Notitser belyser hinanden gjensidig; af Flodoard fremgaar, at Normannerne allerede forud besad Rouen og andre Nabobyer, og at de fra disse faste Pladser ved Seiné-Mundingen endog havde trængt ind i Landet helt til Chartres, som de beleirede; Efterretningen i Sens-Krøniken viser sig overdreven, Nederlaget kan ikke have været stort, thi til de "faa tiloversblevne* har den franske Konge ikke overladt sine skjønneste Provinser. Men Tidspunktet i Sens-Krøniken er aabenbart det rigtige, det støtter sig jo til Erindringen om Chartres´s underbare Frelse fra Hedningerne. Resultatet er altsaa, at efter Kampen ved Chartres 911 lod Normannerne sig døbe og fik overladt Egnen om Seinemundingen med Rouen som Hovedstad. Grænserne for det nye Land fremgaar af senere Etterretninger: Østgrænsen var nordenfor Seinen Floderne Bresle og Epte, søndenfor Eure og dens lille Biflod Arve; den nye Normanniske Provins bestod omtrent af Dept. Seine-inferieure og Eure. Hvorledesden efterhaanden udvidede sig mod Vest, fremgaar tydeligt af den samtidige Flodoard, efter hvem Bess in samt Maine blev Aar 924 overladt til Seine-Normannerne<ref> Flodoard a. 924, Pertz V. 374.</ref> og at Aar 933 disse udvidede sit Herredømme ogsaa til Bretagne; hvorledes denne Udvidelse skede, maa vi her belyse. Baade i Bretagne og ved Loire husede i denne Tid Normanner. Aar 903 (30 Juni) kom en Flaade, anført af Baard og Erik (Baretus et Hercius) opad Loire til Tours, hvor de brændte St. Martins Kirke og Byens Forstæder, men den befæstede By forsvarede sig tappert med sin Helgen Martins Bistand<ref>Mabille, Les Normands dans la Loire, Bibl. de lécole des chartes 1869 p. 149—194.</ref>. Den ene Høvding Baretus er vel den samme som den Baard Ottarssøn, som i 914 faldt ved Anglesey i Kamp mod den norsk-dublinske Kongesøn Ragnvald<ref>Ulsterannalerne s. 918 hos O`Connor IV 247.</ref> . Den Flaade, som i 903 angreb Tours, synes i mange Aar at have havt fast Station ved Loire, maaske fra 897 af. En af dens vigtigste Anførere var Jarlen Ottar, der nævnes oftere i irske og engelske Annaler; han var en Søn af den norske Hærkonge, som i 851 blev dræbt af Danerne i Irland og kaldes Eircne, Jargna e. lign.<ref>Three fragments p. 119.</ref>, og havde i 883 i Irland dræbt en Brodersøn af Olav hvite, Søn af hans Broder Audgisl (Auisle)<ref>Chron. Scotorum p. 169.</ref>; i 910 maa han være dragen fra sin Station ved Loire til England, thi i dette Aar bemærkes i den wælske Krønike, at Ottar kom til Britannien<ref>Monum hist. Brit. p. 847.</ref>, og i den engelske, at en stor Skibshær kom "søndenfra Lidwikkerne" og herjede haardt ved Severn, men der blev de fleste dræbte<ref>Sax. Chron. (D) a. 910.</ref>. Senere er Ottar igjen vendt tilbage til Loire, thi i 918 heder det atter, at en Hær kom under Jarlerne Ottar og Hroald "søndenfra Lidwikkerne" til England, at den herjede ved Severn, hvor Hroald faldt, at den derfra drog til Irland, hvor Ottar indtog Waterford, og at han derpaa sammen med den dublinske Kongesøn Ragnvald gjorde et Tog til Skotland, hvor Ottar faldt. Paa Toget til England siges den egentlige Hovedanfører at have været Sigtryg, Sønnesøn af Ivar — altsaa ogsaa af den dublinske Kongefamilie —, men han var syg og døde under Felttoget i England, saa at Ottar her var den egentlige Leder; det heder udtrykkeligt i det irske Annalfragment, at disse Vikinger var  "sorte Fremmede og hvide Fremmede " &#596;: Daner og Nordmænd<ref>Sax. Chron. (A) a. 918. Three fragments p. 231. 245—47. War of the Gaedhil p. 31.</ref>. Med Ottars og Hroalds Fald var ellers ikke Faren forsvundet fra det vestlige Gallien: i 919 plyndrede Normanner atter i Bretagne i Provinsen Cornouaille, idet de bortførte, solgte eller forjagede Bretonerne. Disse Normanner var atter Loire-Normannerne ("Lidwikkerne"), det ser man af Begivenhederne i 921, da Grev Robert efter i 5 Maaneder at have forgjæves beleiret Loire-Normannerne modtog Gisler af dem og overlod dem Bretagne, "som de havde herjet* (nemlig Aar 919), samt Herredet om Nantes. Dette sidste synes de dog ikke at være kommen i Besiddelse af, thi dette Land overlades dem atter 927. I Aarene 923—25 nævnes som Loire-Normannernes Høvding en Ragnvald (Raginoldus), rimeligvis den samme, som var med Jarlen Ottar i Skotland i 918. Ham kaldte Kong Karl til Hjelp, da hans franske Modstandere vilde stille op en ny Modkonge i Rodulf af Burgund; Ragnvald forenede sig da med Seine-Normaiinerne og herjede i Frankrige hinsides Isere, saa at Kong Rodulf til Gjengjæld gjorde Indfald over Epte i Seine-Normannernes Land. Efter gjensidige Herjetog tilbød Normannerne Fred, hvis Kong Rodulf overlod dem mere Land, end de havde søndenfor Seinen. Franskmændene indgik herom midlertidig Stilstand, idet de tilfredsstillede Normannerne med en større Pengesum, som udskreves i Januar 924, og ved Fredsslutningen overlodes Normannerne hele Bessin og Maine; det følger heraf med Nødvendighed, at ikke dette Land — altsaa heller ikke Bayeux — forud var i Normannernes Besiddelse. Ragnvald, Loire-Normannernes Anfører, havde ikke faaet noget Udbytte af denne Krig, som blot kom Seine-Normannerne tilgode; han herjede derfor Hugos Land mellem Loire og Seinen og trængte i 925 ind i Burgund, hvorfra han dog maatte flygte, da Kongen selv mødte ham og var nær ved at omringe hans Leir. I 927 drog Greverne Hugo og Heribert mod Normannerne i Loire, men efter en Uges Beleiring sluttede Greverne Fred med Normannerne, modtog Gisler af dem og overlod dem Nantes-Herredet. Ved denne Leilighed nævnes ikke mere Ragnvald, der efter et senere Sagn døde i Rouen, straffet af St. Benedikt<ref> Aimoin, de miraculis S. Benedicti, Duoliksue p. 31.</ref>. Hans Etterfølger kaldes Incon (Inge), der i 931 straffede Briterne i Cornouaille for deres Opførsel mod sine normanniske Herrer, som de havde dræbt (29/9 931); med Loire-Normannerne trængte han ind i Bretagne, overvandt og nedsablede Briterne  og bemægtigede sig sine Landsmænds forrige Land. Ved kløgtig Benyttelse af Omstændighederne erhvervede imidlertid snart Seine-Normannerne ogsaa Bretagne. Da i 927 Grev Heribert brød med Kong Rodulf og drog Kong Karl frem af hans Fængsel, søgte han Forbindelse med Seine-Normannerne. Der blev holdt et Møde paa Grænsen ved Eu, og her hyldede "Rollos Søn" Kong Karl og sluttede Forbund med den mægtige Heribert, som stillede sin Søn til Gissel; derved havde altsaa den retmæssige Konge maattet erkjende Seine-Landet som arveligt Len i Rollos Æt. Og selv efter Karls Død indtog Normannerne en saa uafhængig Stilling ligeoverfor den illegitime Konge, at denne maatte kjøbe Anerkjendelse ved Afstaaelse af Bretagne: Vilhelm, Normannernes Høvding, hylder i 933 Kong Rodulf, men denne overlader ham "Briternes Kystland" (&#596;: Cornouaille). Dette var første Gang, at Seine-Normannerne fik noget at sige i Bretagne; men dog kunde de ikke længe holde sig der, thi de Bretagnere, som havde flygtet til England, kom i 936 tilbage med engelsk Hjelp, og fra den Tid var Kampen mellem Normanner staaende. Normannernes Overhøihed over Bretagne blev kun en Fordring, som aldrig opfyldtes.

Dette er Grundtrækkene i det nye Riges Historie: efter mange Aars Plyndringer i Seine-Egnene lykkedes det Normannerne mellem 900 og 911 at sætte sig fast i Byerne, saa at selv det Nederlag, som de led ved Chartres, kun viste, at de ikke længer kunde fordrives. De døbes 911 og overtager at forsvare Landet ved Seinens Mundinger, som overlades dem og deres Høvding Rollo. I 924 udvides dette ogsaa til Bessin og Maine, i 927 faar deres Høvding Rollo sin Søn erkjendt som legitim Efterfølger, i 933 vinder denne første Gang Land i Bretagne, hvorom Normannerne dog længe maa føre en haardnakket Kamp med de Indfødte.

Om Rollo selv, Grundlæggeren af det normanniske Rige, er den samtidige Historieskrivning meget forbeholden. Ved Overdragelsen i 911 nævnes han ikke, Landet overlades "til Normannerne" ; heller ikke i Kong Karls Brev af 918 træder han mere tydeligt frem, idet Landet her siges overladt til "Seine-Normannerne, nemlig Rollo og hans Mænd " (comites); ikke engang hans Dødsaar er bekjendt (han levede i 928, men maa være død kort før 933), og hans Familieforbindelser omtaler den samtidige Annalist aldeles ikke. Det træffer sig da heldigt, at der ganske nylig er fremdraget et Dokument, der giver direkte Oplysninger herom. I et Haandskrift fra omkr. Aar 1000 nar Gaston Paris opdaget et Digt fra 10de Aarhundrede, som han nar kaldt "Planctus super mortem Wilelmi", og som skildrer den myrdede Greves Liv og Bedrifter indtil hans Død<ref> Bibl. de Fécole des chartes 1870 p. 389—406.</ref>. Efter en poetisk Indledning begynder Digtet i to Vers, som senere skal citeres, (2—3) med at fortælle om Vilhelms Forældre, nævner, at efter hans Faders Død skede et Oprør mod Vilhelm, som denne betvang (3), at han var fredelskende, de fattiges Trøst og Enkers Forsvar (4), at han hjalp Kong Ludvig paa Thronen og gik i Forbund med ham (5), at den forræderske Arnulf af Flandern sluttede Venskabspagt med ham (6), lokkede ham til et Møde i en Flod (7) og der svigagtigt dræbte ham (8), at Vilhelm i Erkjendelse af Treenighedslæren grundlagde St. Peters-Klostret. Digtet har Omkvæd ved hvert Vers: "Græder alle over Vilhelm, den uskyldigt dræbte " (Cuncti flete pro Willelmo innocente interfecto), og ender med et Ønske om Lykke for Greven at Rouen, Richard, og hans Faders Mænd og Høvdinger* (Salve, comes Rothomensis, o Ricarde, comitesque proceresque patris, salve). Digtet har, som man vil se, alle indre Tegn paa Ægthed, det er aabenbart digtet strax efter Vilhelms Død (17 Dec. 942) af en Geistlig, der nar staaet den afdøde nær og vil opmuntre Sønnens Formyndere til at støtte ham. De to Vers, som først og fremst vedkommer os, lyder i Texten bogstavret saaledes:


:Hic in orbe transmarino natus patre
:in errore paganorum permanente
:matre quoque consignata alma fide
:sacra fuit lotus unda.
:Moriente infidele suo patre
:sui rexerunt contra eum belliquosæ
:quo confisus Deo valde sibi ipse
:subiugavit dextra forte.


Her maa "sui rexerunt" som Feil mod Metret rettes til surrexerunt, "belliquosæ" (krigerske Kvinder!) rettes til bellicosi (krigerske Mænd) og "quo" til quos (Objekt for subiugavit); Meningen af begge Vers er da: "Han var født hinsides Havet, Søn af en hedensk Fader og en kristen Moder, og blev døbt som ung; efter hans hedenske Faders Død reiste Krigerne sig imod ham, men han betvang dem med sin stærke Høire, stolende paa Gud". Dette Vidnesbyrd af en samtidig og nærstaaende Forfatter kan ikke godt forkastes. Vilhelm var altsaa født hinsides Havet. Da Vilhelm i 927 præsenteredes for Kong Karl, antages han ialmindelighed for netop myndig, han skulde altsaa være født c. 906; dog kunde han godt være ældre, sikkert er kun, at han var født før 911. Men saa mange Aar ældre kan han heller ikke have været, da hans eneste Søn Richard neppe er født tidligere end c 930. Ved Udtrykket " orbis transmarinus " (Landet hinsides Havet) menes i Almindelighed i franske Skrifter i 9de og 10de Aarhundrede de britiske Øer: da Kong Ludvig kommer i 936 fra England, siges han at komme fra "transmarinæ regiones" eller fra  "transmarinæ partes", og de britiske (engelske og irske) Rom-Pilegrime kaldes "Transmarini". Etsteds paa de britiske Øer har altsaa Vilhelms Fader Rollo opholdt sig før Nedsættelsen i Frankrige, i Tiden kort før eller omkring 900. Det siges videre, at hans Fader var hedensk, men Moderen kristen (consignata alma fide) ; Rollo har altsaa enten under sit Ophold paa de britiske Øer giftet sig med en kristen Kvinde eller paa et Vikingetog bortført en kristen Kvinde hinsides Havet og der faaet Børn med hende. Vi skal siden se, hvorledes dette stemmer med nordiske Sagn, medens det ligefrem strider mod Dudo, der lader Rollo under Paris's Beleiring (885-87) erobre Bayeux og bortføre derfra en fornem Kvinde Popa, med hvem han i Rouen faar Sønnen Vilhelm<ref>Klagens Udgiver Lair har derfor meget sindrigt rettet "Hic in orbc" til "Hac in urbe", hvorved Klagens fra Dudo afvigende Vidnesbyrd netop bliver en Støtte for denne ; jeg behøver ikke at paapege, hvor kritisk utilladelig en saadan Fremgangsmaade er.</ref>.

Endnu en Etterretning om Rollo kan vi hente fra Klagen. Den siger, at Rollo ikke blot under sit Ophold hinsides Havet var "vantro", men ogsaa vedblev at være vantro indtil sin Død (moriente infidele suo patre)<ref>Ogsaa her har Udgiveren Lair rettet infidele til infideles (Subj. for surrexerunt) for at undgaa Afvigelse fra Dudo.</ref>. Dette kunde jo ved første Øiekast synes at stride mod det Faktum, at Normannerne og saaledes ogsaa deres Høvding blev døbte i 912; men i den geistlige Digters Mund menes dermed sikkerligt, at Rollo til Trods for Daaben vedblev at tro paa — maaske endog at dyrke — Afguderne, og (som vi siden skal omtale) har der ogsaa senere i Frankrige holdt sig en Tradition om, at Rollo endog efter Daaben ofrede til sine Guder. En saadan Overgangstilstand mellem Hedenskab og Kristendom er jo helt naturlig og stemmende med Etterretninger andenstedsfra; om Rollos Samtidige Helge magre heder det, at han dyrkede baade Kristus og Thor.

Dette franske Digt giver altsaa et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at Rollo ikke saa mange Aar før 911 endnu opholdt sig "hinsides Havet", at han der med en kristen Kvinde fik en Søn (Vilhelm) og at han selv efter Daaben lige indtil sin Død vedblev i Sind at være Hedning.

==II. Franske Krøniker fra 10de og 11te Aarhundrede==

[[Fil:Historiae of Richerus, fol. 38r.jpg|thumb|Et blad av krøniken " Historiae" skrevet av Richer fra Reims. Bamberg State Library, Hist. 5, fol. 38r. Commons.]]Fra de samtidige Kilder, som mere udmærker sig ved Troværdighed end ved Talrighed eller Fuldstændighed, vender vi os til den optegnede Tradition om Nordboernes Nedsættelse i Frankrige; de, vi først og fremst har at gjøre med, er Richer fra Reims, Ademar af Chabannais, Dudo af St. Quentin samt de to normanniske Krøniker fra Klostrene Fontenelle og Jumiéges.

Richer af St. Remy, der skrev sit historiske Værk i Aarene 995-98, var en Discipel af den berømte Gerbert og havde under ham studeret Klassikerne og Filosofi, Medicin og Mathematik; skjønt saaledes en lærd Mand manglede han alligevel det væsentlige for at blive en paalidelig Krønikeskriver — Sans for det faktiske. Han vil glimre ved sin Form og stilistiske Evne, han skildrer med stor Færdighed men med trættende Vidtløftighed Slag og Beleiringer, hyppig som Mediciner ogsaa Sygdomme; hvor man har hans Kilder, er det let at se, at han som oftest kun har ladet sig lede af sin Fantasi. Hans Excerpter fra Flodoard er flyktige og unøiagtige, han forvansker ofte ligefrem Sammenhængen og overdriver næsten til det utrolige; hertil kommer en National forfængelighed, som bringer ham til at fremstille Franskmændene som Seirherrer i alle Kampe (f. Ex. med Normanner) og Tyskerne (Henrik I) som Franskmændenes Undergivne. Det var hans Plan at fortsætte Hinkmars Annaler fra det Punkt, hvor de hørte op (882); fra 919 lægger han Flodoard til Grund saalangt han gaar (966), derefter skildrer han sin egen Tid; men for Tidsrummet 882-919 følger Richer kun mundtlige Sagn og viser her, hvor mærkelig hurtigt Traditionen har tabt i Sikkerhed  i Løbet af det 10de Aarhundrede. Richer ved ikke engang, at Karl den Enfoldige var Søn at Kong Ludvig og født efter Faderens Død 879; han fortæller, at Karl var Søn af Karlomann (f 884) og kun 2 Aar gammel ved dennes Død. Han skildrer dernæst, hvorledes under Karls Barndom Rigets Høvdinger laa i indbyrdes Strid, Kongens Opdragelse forsømtes og Riget splittedes, Røverier og Plyndringer blev ustraffede, Sørøverne, som beboede Provinsen om Rouen (Rodomensis provincia), opmuntredes til uhørt Frækhed. Disse Sørøvere var nemlig længe før komne til denne Del af Gallien og havde ført Krige her med afvexlende Held, indtil Rigets Fornemste havde besluttet at overlade dem denne Provins, dog paa Betingelse at de blev kristne og gjorde Krigstjeneste for den franske Konge; de Byer, de havde, var for uden Rouen Bayeux, Avrenches, Evreux, Seez, Coutances, Lisieux (alle søndenfor Seinen). Men nu lagde de paa Grund af sin "fædrene Vildhed" Planer mod de uenige Høvdinger; de overfaldt Bretagne, trængte ind i Neustrien mellem Seine og Loire og vilde underlægge sig Galliens indre Dele under sin Høvding Catillus (Ketil). Da valgte de franske Høvdinger endelig i Aaret 888 Odo til Konge istedenfor den treaarige (!) Karl; Odo slog i Løbet af 5 Aar Sørøverne syv Gange og drev dem paa Flugt 9 Gange. Men medens Kongen nu var i Aquitanien, angriber Sørøverne først Bretagne, derefter Anjou og Aquitanien; Odo samler en Hær paa 16 000 Mand mod dem, møder dem ved Montpensier i Auvergne og nedsabler dem fuldstændig; Catillus fanges og faar Valget mellem at dø eller døbes, vælger det sidste, men gjennembores af Fanebæreren Ingo; i Margen staar her Aarstallet 892 (Cap. 1 —11). Under den følgende Fortælling hører vi intet til Normannerne, indtil der efter Begivenheder i Aar 921 fortælles, at imidlertid havde Sørøverne under Catillus's Søn Rollo brudt ind i Neustrien med 50 000 Mand, gjort Landgang ved Loire og bemægtiget sig dens Omegn; mod dem drager Grev Robert sammen med Aquitanernes Høvding Dalmatius (!), slaar dem og tvinger dem til at overgive sig; de tapreste tog han tilfange, førte dem til Paris, og da de viste sig at være hedenske, lod han Presten Martin undervise dem i den kristelige Religion; de, som havde faat Lov at vende tilbage til sine Skibe, var dels kristne, dels Hedninger, men ogsaa disse blev omvendte. De skulde døbes af Witto, Erkebiskop i Rouen, men han henvender sig med Bøn om Oplysninger til Heriveus i Reims (Cap. 28—32). I Cap. 49-50 fortælles om Rollos og hans Mænds Undergang ved Beleiringen af Eu. — Jeg har gjengivet Hovedindholdet af Richers Fortælling, for at det skal sees, hvad Værd man kan lægge paa den Oplysning, at Rollo var Søn af Catillus. Richer, som uden videre gjør Karl den enfoldige til Søn af hans Broder og Forgjænger, han skulde kunne paaberaabes som Autoritet om Rollo! Man se engang, hvorledes han forvansker de Begivenheder, han kjendte fra Flodoard: ved Eu var Rollo ikke til stede, kun 1000 af hans Mænd; og den storartede Seir, som Robert vinder over Rollo, er den samme, som Flodoard om taler Aar 921; heller ikke der var Rollo med, og Seiren er snarere et Nederlag for Frankerne, thi Robert overlader Loire-Normannerne efter 5 Maaneders Kamp Bretagne, som de havde ødelagt, og Nantes-Herredet, mod at de lader sig døbe. Og ligesaa forvanskede bliver da de Begivenheder, som Richer kun kjendte fra Sagnet. Sørøverne er bosatte i Normandie længe før Karls Tid ("ex antiquo"!) og besidder hele det Land søndenfor Seinen, som Richers Kilde Flodoard oplyser blev givet dem i 924! Og hvorledes er ikke Odos Bedrifter forstørrede; nogen egentlig Seir over Normannerne vandt han ikke i hele sin Regjeringstid. Det er ganske rigtigt, at han engang, medens han var i Aquitanien (889), maatte skynde sig tilbage for at møde Normannerne, og forsaavidt indeholder Richers Beretning et dunkelt Minde om virkelige Begivenheder; dog mødte Odo dem ikke ved Montpensier, men ved Paris og maatte her kjøbe dem til at forlade Egnen. Da Richer ikke vidste andet end at de Normanner, der paa hans Tid boede i Normandie, allerede fra gammel Tid boede der, maatte han gjøre deres Høvding Katillus til Hertug i Normandie og i det følgende antage Rollo for hans Søn, ligesom Vilhelm var Rollos Søn. Richers hele Beretning kan saaledes godt lægges til Siden som ubrugelig, undtagen forsaavidt som den viser os, hvor hurtigt Sagnene om Normannerne undergik Forvanskninger og hvor forsigtig man maa være ligeoverfor den rhetoriserende Krønikeskrivning.

Ademar fra Chabannais (f. c. 988 &dagger; c. 1030), der levede sin meste Tid som Munk i Limoge og som Præst i Angouléme, har skrevet sin Frankriges Historie (til 1028) dels efter skriftlige Kilder som Annales Laurissenses og Flodoard, dels efter aquitaniske Sagn; de første følger han i Regelen ordret, hvor han ikke forkorter. Hans Forsøg at kombinere Sagnene med de skriftlige Kilder gjør ofte hans Fremstilling ubrugelig, dog er han i det hele sandhedskjærlig og nøgtern. Hans Tidsregning er selvfølgelig meget usikker: hele Rollos Historie og de fleste Normannertog henfører han til Odos Tid, som han synes at have behandlet med Forkjærlighed. Han beretter, at Odo var Hertug i Aquitanien, og at Franskmændene fordrev den unge Karl for at gjøre Odo til Konge; medens Odo var i "Francia", opstillede efter hans Opfordring Kong Rudolf i Burgund sig ved Limoges for at kjæmpe mod Normannerne, hvem han ogsaa efter et blodigt Slag fordrev fra Aquitanien. En anden Skare Normanner satte sig fast i Rodomum og i Nabobyerne, dens Høvdinger valgte Ros us til Konge, som tog sit Sæde i Rodomum. "Efter at være kristnet af franske Prester lod han kort før sin Død i Galskab 100 kristne Fanger ofre til Ære for de Guder, han før havde dyrket, og 100 Pund Guld fordelte han blandt de kristne Kirker til Ære for den sande Gud, i hvis Navn han havde mod taget Daaben." Efter Rosus's Død kom hans Søn Willelm, døbt fra Barnsbeen; i hans Tid blev Mængden af Normannerne i Frankrige kristne, aflagde det hedenske Sprog og vænnede sig til den latinske Tale (c. 27). Naar undtages, at alle Rollos Bedrifter udføres paa Kong Odos Tid, istedetfor at kun det Angreb, som ledede til Nedsættelsen, begyndte da (897), kan Ademars Beretning ansees for en troværdig Gjengivelse i Uddrag af de virkelige Begivenheder. Han er et Vidne for at Normannerne i Odos Tid besatte Rouen og Nabobyerne,

:at deres Høvdinger valgte Rollo (Rosus) til Chef,
:at han lod sig døbe, men dog i Hjertet vedblev
:at være Hedning,
:at den virkelige Overgang til kristne og franske Sæder skede under hans Søn Vilhelm.

Alt dette stemmer jo i alt væsentligt med de samtidige Kilder og specielt med den nys opdagede Klage over Vilhelms Død. Denne ægte Tradition vil give os den rigtige Nøgle til Forstaaelsen og Bedømmelsen af Dudos Værk over de første normanniske Hertuger"<ref>Den Titel, som Udgiveren Duchesne gav hans Værk, "De moribus et actis primorum Normanniæ ducum" er urigtig; thi Dudo kalder ikke Normandie Normannia, og desuden har ingen normannisk Greve eller Hertug kaldt sig "Dux Normanniæ". Den egte Titel er vel "Historia Normannorum", som nogle af Haandskrifterne har.</ref>.

Dudo af St. Quentin (født c. 960), der skrev sin Historie om de første normanniske Hertuger omkring 1010—20, hører som Historiker til samme Skole som Richer. Som denne er han en Rhetor, for hvem en elegant Stil er Hovedsagen, til Richers Partiskhed for sit Folk svarer Dudos Partiskhed for sine normanniske Herrer, og som Richer gjengiver Dudo hovedsagelig den levende Tradition og er som Sagnfortæller uvidende i den almindelige Historie. Det har længe været erkjendt, at Dudos Hovedstræben gaar ud paa en glimrende, fyldig Fremstilling, hvor Indholdet synker ned til en bi-Ting; ligeledes, at hans Stilling til sine Beskyttere i Rouen drev ham til at ophøie og forherlige Grevernes Forfædre, Grundlæggerne af det normanniske Rige, til at fremstille dem alle som Mønstre paa tapre, berømte, ædle og kristelige Helte og til at fortie alt, der ikke passede til denne Opfatning. Derimod synes det mig, at man ikke hidtil har betonet stærkt nok Dudos Ubekjendtskab til den almindelige Historie, der efter min Mening forklarer en Række Særegenheder hos ham. I det 10de Aarhundrede, da Frankrige holdt paa at opløse sig i mange smaa Fyrstendømmer og Centralmagten omtrent forsvandt, er det forstaaeligt nok, at den nationale Historieskrivning aldeles tabte Interessen, da de nationale Synspunkter svigtede. Dudo synes ikke engang at have kjendt den ældre franske eller frankiske Historie; han ved ikke, hvilken Konge eller hvilke Konger der herskede over Frankerne, da Hasting optraadte med sine Røverskarer; den ældste franske Konge, han kjender, er Karl den enfoldige (898—929), og han optræder som Rollos Samtidige ligefra 876 og til Rollos Død ; Dudo ved saaledes ikke, at den Kong Karl, som var samtidig med Paris's Beleiring, var forskjellig fra den yngre Karl og herskede over alle de frankiske Riger. Naar Dudo altsaa ved 876 omtaler en Kong Alstemus i England og denne atter forekommer efter Rollos Død, saa har Dudo i ham seet den samme Mand, Kong Ædelstan (925—940); da Dudo vidste, at samtidig med Rollo var Franco Erkebiskop i Rouen (c. 915—939), har han udstrakt hans Virksomhed tilbage i Tiden til 876; og naar Dudo i Aarene 938-945 omtaler den tyske Konge (rex transrhenanus), kalder han ham Henrik, skjønt denne var død 936. Dudo kjender eller forstaar nemlig ikke Kronologi ; i hele hans Bog findes 4 Aarstal, Ankomsten til Seinen i 876, Daaben i 912, Vilhelms Død 17 Dec. 943 (istedenfor 42) og RichardsDød i 996. Disse Aarstal, som jo i det væsentlige er rigtige<ref> i 876 trængte Normannerne virkelig opad Seinen og maatte i 877 kjøbes bort, se Hincmars Annaler, Pertz I, 501—3.</ref>, har han aabenbart fundet optegnet i en Annalsamling eller et kirkeligt Arbeide; men han har lidet forstaaet at gruppere sin Skildring om dem, thi Aarstallet 876 passer ikke til Sagnene om Rollo, hvis Bedrifter i Tiden 876—912 jo kun udfylder nogle faa Aars Tid, og i Richards Historie er der store aabne Huller. Men dette er forklarligt nok, da Dudo kun optegnede de historiske Sagn, og disse knyttede sig selvfølgelig kun til Krigsbedrifterne; de lange Fredsperioder har han maattet lade ligge.

Dudos 1ste Bog — om Aarsagen til Dacernes Udvandring under Hasting — har jeg i en anden Forbindelse behandlet<ref> se Side73f.</ref> og søgt at vise, at dette Vandringssagn er ligesaa upaalideligt som de fleste andre, skabt af lærde Reminiscenser og en derpaa grundet Hypothese, og at Hasting er Repræsentant for alle de tidligere normanniske Hærjetog, paa hvem Sagnet har dynget alle andre Vikingehøvdingers Røverier og Kirkeplyndringer. Det gjælder da her at undersøge, hvormeget historisk Stof Dudos 2den Bog — om Rollo — har optaget, idet vi sammenligner den med, hvad Normannerne virkelig udførte i Aarene 880-912, og foreløbig gaar forbi Rollos Ungdomshistorie.

Dudo II, s—5-8. Rollo lander i England og vil opholde sig der i Fred, Anglerne føre imod ham en stor Hær, som han slaar i to Slag, han nedsabler Tusinder af dem og fører de Fangne til Skibene. Rollo har en Drøm, som viser ham til Francia og spaar hans Daab; han sender da Gesandter til Anglernes kristelige og fromme Konge Alstemus og beder om Fredland indtil næste Vaar, da han vil drage til Francia. Kongen tillader dette og indbyder Rollo til sig. Rollo kommer, indgaar Forbund med den engelske Konge, og mange Angler slutter sig til ham. Om Vaaren drager de ud paa Havet, men overfaldes af en voldsom Storm; da beder Rollo til de Kristnes Gud, Stormen ophører, og Rollo lander ved Walcheren.

I den Hær, som under Rollo opholder sig i England, før den gaar til Flandern, har man med Rette gjenkjendt den Hær, som i 879 samlede sig ved Fulham ovenfor Themsen og samme Aar drog over til Schelde. Denne Hær var dog ikke anført af Rollo, men (som før nævnt) af Kongerne Sigfred og Godfred samt Jarlerne Orm og Hals. Den stod heller ikke i Forbund med den engelske Konge; hvad enten man istedetfor Dudos uhistoriske Konge Alstemus indsætter den virkelige engelske Konge Alfred (871—901) eller forklarer Alstemus som den danske Hærkonge Gorm, hvis Døbenavn var Ædelstan, passer Beretningen lige lidet. Vikingehæren, som havde slaaet sig ned ved Fulham i det vestlige Essex, stod ikke i nogen Forbindelse med Gorm, der ved den Tid opholdt sig med sin Hær i de vestlige Egne, ved Cirenchester (i sydl. Mercia) og Cippenham (i Wiltshire), og først i 880 kom til det østlige England, da den nye Vikingehær forlængst var borte. Endnu mindre tænkeligt er det, at Kong Alfred, som sit hele Liv kjæmpede imod Danerne, skulde have sluttet Fred og Forbund med denne Vikingehær. Sagnet har altsaa paa egen Haand her indført en engelsk Konge i Beretningen istedenfor Englænderne; disse har maaske først gjort et Forsøg paa at kjæmpe mod den nye Hær, der samlede sig hos dem, men efter et mislykket Forsøg givet den Fredland, ja mange af dem har rimeligvis sluttet sig til Hæren, da den drog over Havet. Hvad der drev Vikingerne over til Francia, er heller ikke Rollos Drøm, men (som det udtrykkelig berettes i de paalidelige Vaast-Annaler) Urolighederne i Vestfranken efter Kong Ludvigs Død, da den østfrankiske Konge Ludvig forsøgte at drive hans unge Sønner fra Riget, hvilket gav Vikingerne Lyst til at benytte sig af Omstændighederne. Hele Begvenheden er altsaa hos Dudo sagnmæssig udstyret og omskabt: Bedrifterne er tillagte Rollo istedenfor andre Høvdinger, de Omstændigheder, hvorunder Hæren optraadte i England, er iklædte en uhistorisk Form, og Aarsagen til den forandrede Retning er legendarisk.

Dudo II, 9—10. Rollo og hans Hær lander ved Walcheren. Indbyggerne angriber ham, men nedsables eller fanges; medens Rollo herjer Walcheren, sender Kong Alstemus ham 12 Skibe med Proviant og Mandskab tilhjelp. Walcherens Indbyggere kalder Raginer Langhals. Hertug i Hennegau, og Radbod, Greve i Frisland, tilkjelp; men Rollo slaar disse, trænger ind i Frisland og efter et seirrigt Slag ved Floden Almera underkaster han sig Friserne, som maa betale ham Skat og adlyde ham i alt. Derefter forlader han tilskibs Frisland, seiler opad Schelde, herjer paa begge Sider af Floden Raginers Land og slaar sig ned i Klosteret Condatum. Raginer kjæmper uheldigt med Rollo i flere Slag og bliver fangen, saa hans Hustru maa udløse ham med alt det Guld og Sølv, som man kunde finde i Landet, endog Kirkeskattene. Derpaa seiler Rollo bort fra Schelde.

Ogsaa her kan man finde igjen en sagnmæssig Fremstilling af den Hærs Bedrifter, som under Sigfred og Godfred drog til Flandern 879. Sagnet har fastholdt de enkelte Hovedtræk (Opholdet i Flandern 879—81, Erobringen af Frisland 882, Herjetogene ved Schelde og Opholdet i Condé 882—83, Skatlægningen af Karlmanns Rige 884)<ref>se ovenfor Side 133-34.</ref> , men det har glemt de Nederlag, Normannerne i disse Aar led (f. Ex. ved Thuin 880, ved Saulcourt 881), og det har tabt Navnene paa deres virkelige Motstandere, Kongerne Ludvig og Karlmann i Vestfranken og Ludvig og Karl i Østfranken, og som rimeligt i en Tidsalder, da de provincielle Lensherrer havde Overmagten over Centralregjeringen, har Sagnet indsat istedenfor Kongerne Provinsfyrsterne: Godfreds Modstander i Frisland, Kong Karl, er bleven til Fyrst Radbod i Frisland, og Sigfreds Modstander i Scheldeegnene, Kong Karlmann, er bleven til Hertug Raginer Lang-hals i Hennegau. Lokalsagnet har altsaa kun fæstet sig ved de enkelte Vasallers Kamp mod Vikingerne og stillet disse Vasaller i Kongernes Sted. Den Rolle, Sagnet giver Kronvasalerne, er saaledes uhistorisk, og det er forsaavidt ligegyldigt, om disse Vasaller virkelig har levet paa denne Tid, hvorom der har været udkastet Tvivl.

Dudo 11, 11—15. Aar 876 seilede Rollo fra Schelde til Seine, drog opad denne Flod til Klostret Jumiéges, og i St. Vaast´s Kloster nedlægger han St. Ameltrudes Legeme, som han førte med sig. Indbyggerne i Ikonen sender Biskop Franco til Rollo for at bede om Fred: dette lover han og tager Staden i Besiddelse. Hærens Høvdinger raader Rollo til at bemægtige sig Landet. Ved Eure møder ham en fransk Hær under Grev Ragnoldus, "princeps totius Franciæ"; efterat denne gjennem Hasting forgjæves har forsagt Underhandlinger, kommer det til et Slag, hvori Franskmændene flygter; Ragnvald samler atter en Hær, men bliver slagen og paa Flugten dræbt af su Fisker, som staar i Rollos Tjeneste. Da beslutter Rollo at beleire Paris.

Aarstallet 876 har Dudo laant andenstedsfra og overført paa Rollos Historie; men iøvrigt tilhører disse Begivenheder Aaret 885 og den Hær, som i Juli 885 under Sigfred kom til Seinen, bemægtigede sig Rouen og efter et Slag, hvori Hertug Ragnold af Maine faldt, drog opad Seinen mod Paris. De viktigste Træk har Beretningen fastholdt og viser sig deri som egte Folketradition, men mange Omstændigheder er forvanskede. Toget i 885 skede ikke for at erobre Land, men for at vinde Bytte; Paris var lige fra først af Togets Maal, og Rouen indtoges kun som en Station og fast Støttepunkt: derfor opgives den igjen, da Bevægelsen vender sig til andre Punkter. Hasting og Franco er indblandede fra andre Tider: Hasting havde forladt Frankrige i 882, og hvis han i Tiden før 890 har optraadt i Frankrige, maa det have været i den normanniske Hær, ikke paa Frankernes Side; og Franco tilhører Rollos senere Tid, medens Johannes var Biskop i Rouen ved 882 og hans Etterfølger hed Wido, der i 912 døbte Normannerne. Hastings Underhand linger og Franco's Mægling for Indbyggerne i Rouen er øiensynlig begge uhistoriske.

Dudo 11, 16—20. Medens Rollo beleirer Paris, plyndrer Normannerne i Omegnen for at skaffe sig Underhold; de angriber Bayeux, men da Borgerne har fanget en normannisk Høvding Botho, maa de love at holde sig fra Byen i et Aar. Da efter et Aars Forløb Paris's Beleiring endnu varer, drager Rollo til Bayeux, erobrer og ødelægger den. Blandt Fangerne var Popa, en anseet Høvding Berengars Datter; med hende avlede Rollo Sønnen Wilhelm. Senere sender Rollo en Hær til Evreux, som ogsaa plyndres. Imidlertid gjør Anglerne Oprør mod Alstemus, som kalder Rollo tilhjelp; Rollo forsøger først en Storm paa Paris, men da denne mislykkes, seiler han strax til England, modtages venligt af Alstemus og overvinder Anglerne. Alstemus vil dele sit Rige med Rollo, som ædelmodigt afslaar ikke alene dette Tilbud, men endog Hjelp til at erobre Frankrige. Sin Hær sender han opad baade Seine, Loire og Garonne og rykker selv op foran Paris. Kong Karl beder gjennem Franco om 3 Maaneders Fred, og Rollo indvilger heri.

I dette Afsnit har vi en Beretning om Pariss Beleiring 885—86. Dog er Begivenhederne om selve Paris næsten glemte, medens Hovedinteressen hviler paa Indtagelsen af Bayeux og Evreux samt Toget til England. Men netop disse Begiveheder er uhistoriske eller ialfald urigtig grupperede; Bayeux og Evreux hører ikke blandt de Byer, som samtidige Kilder lader Paris-Beleirerne plyndre, medens netop andre omtales, som Dudo ikke kjender; hvis disse Byer er erobrede, maa det være skeet senere og Erobringen tilhøre den Hær, som kom til Gallien i 897. At Rollo forlader Paris for at drage til England, passer mærkværdigt til at Hovedanføreren Sigfred drager bort fra Paris i April 886 og først kommer tilbage om Høsten 8. A., da Kong Karl indgaar Forlig; hvor Sigfred har været siges ikke, det var slet ikke umuligt, at han var om Sommeren i England, thi i 885 udbrød der Krig mellem Kong Alfred og Danerne i Ostangeln; det var tænkeligt, at Sigfred hjalp sine Landsmænd, men ogsaa tænkeligt, at Traditionen har knyttet hans Bortreise sammen med Sagnet om Rollos tidligere Ophold i England.

Dudo 11, 21—24. Richard af Burguud og Ebalus, Greve af Poitou, opmuntrer Franskmændene til Modstand, og efter de 3 Maaneders Forløb begynder Krigen paany. Rollo herjede vidt og bredt, trængte ind i Burgund opover Yonne til Saone, herjede om Sens og kom herjende til St. Benoit, som han sparede, vendte sig derfra til Etampes og Villeiueux og kom atter til Paris. Efter en Kamp med franske Bønder, som nedsables, leirer Rollo sig foran Chartres; Byens Biskop Gualtelmus kalder Greverne Richard og Ebalus tilhjelp. Richard kommer først og anfalder Rollo, og da Biskoppen rykker ud af' Byen med Jomfru Marias Særk i sine Hænder, maa Rollo trække sig tilbage. En Del af hans Mænd forsvarer sig længe paa et Bjerg mod Grev Ebalus og bryder endelig ved en Krigslist gjennem til Rollo ved Skibene.

I dette Afsnit ser vi paa en mærkelig Maade Begivenheder fra Aar 886-87 knyttede sammen med hvad der hændte Aar 911. Efter Paris's Beleiring drog Normannerne sine Skibe overland, kom op i Seine og Yonne samt derfra til Saône og Burgund, hjemsøgte Sens og vendte atter tilbage til Paris om Sommeren 887. Ved Paris havde de at kjæmpe mod den tapre Abbed Ebolus, medens Grev Ebalus af Poitou tiltraadte Regjeringen i 902 og ikke engang nævnes ved Beleiringen af Chartres; rimeligvis har Traditionen slaaet disse to Mænd sammen til en. Paa den samme Tid omtales ikke Grev Richard af Burgund, medens hans senere Deltagelse i 899 og i 911 (ved Chartres) er bekjendt. Efter Sommeren 887 er der et aabent Hul i Traditionen hos Dudo: han kjender ikke Odos kraftige Regjering, ved ikke om, at Normannerne i 892—96 var borte fra Frankrige, at de kom tilbage i 897, og møder først atter op ved Beleiringen af Chartres i 911. Saa ufuldstændig havde altsaa Traditionen fast holdt de vigtigste Træk i Togenes Historie.

Dudo 11, 25—31. Franskmændene opfordrer Kong Karl til at sørge for sit Rige og tilbyde Rollo Landet fra Andelle til Havet i Medgift med sin Datter Grisla, hvis Rollo og hans Mænd vil blive Kristne. Karl sender Franco med dette Tilbud til Rollo, som mottager det. Ved Mødet i St. Clair faar Rollo Landet mellem Epte og Havet til Len og Odel samt midlertidig ("til at leve af") Bretagne; han hylder Karl ved at gaa ham til Haande, men lader en af sine Mænd kysse Kongens Fod. I 912 døbtes Rollo af Franco, og Hertugen af Francia, Robert, var hans Fadder og gav ham sit Navn. Efter Daaben uddelte  Rollo Jord til Hovedkirkerne, derefter lod han Landet fordele mellem sine Mænd og ægtede Grisla.

Denne Beretning har allerede i flere Aarhundreder vakt livlige Diskussioner. Man har længe betvivlet, at Rollo fik Bretagne, og med Rette pegt paa, at andre Normanner fik dette i Besiddelse fra 921, og at først Rollos Søn gjorde Fordringer paa Overherredømmet her; vi har ovenfor seet, hvad den samtidige Kilde herom beretter. Sagnet om, at Rollo ved sin Daab fik Navnet Robert efter Hertug Robert, Odos Broder, er ældre end Dudo, thi allerede Rollos Sønnesøn Richard kalder Rollo "avus menus, Robertus nomine"; og dog maa det være uhistorisk, thi Kong Karl selv kalder ham i Brevet af 918 Rollo, ligesaa Flodoard; hvis Navnet Rollo havde været anseet for ukristeligt, maatte dog Kongen og hans Kancellie have brugt hans mere kristelige Navn. Ligesaa uhistorisk er Rollos Ægteskab med Kong Karls Datter Gisla. Karl (f. 879) blev i April 907 gift med Frederuna (&dagger; 917) og havde med hende 6 Døtre, af hvilke den 4de hed Gisla; hun fødtes altsaa i et af Aarene 911—15, og det siger sig da selv, at hun ikke blev gift med Rollo i 911 eller 12. Dudo — den eneste Kilde, som omtaler Ægteskabet — omtaler Gisla som Karls ægte Datter, af kongelig Herkomst paa begge Sider, og skildrer hende som en fuldt udviklet Kvinde; man kan altsaa ikke tage sin Tilflugt til en Antagelse om, at Gisla i Vuggen blev formælet med Rollo, og endnu mindre at hun var en uægte Datter af Karl, thi denne havde kun én uægte Datter ved Navn Alpaidis<ref>Witgeri Genealogia Arnulfi comitis (forf. mellem 951 og 959), Pertz XI, 302—4.</ref>. En stærk Støtte for min Mening finder jeg i Karls Brev af 918, hvor nan fortæller om "Normanni Sequanenses, se. Rollo suique comites", — en besynderlig fremmed Udtryksmaade for at betegne en kongelig Svigersøn. En Forklaring af det uhistoriske Sagns Opkomst har jo allerede længe været fremsat, men uden at trænge igjennem: den frankiske Kongedatter Gisla, som Kong Karl giver til Normannernes Høvding ved Fredsslutningen, er ingen anden end Lothars Datter Gisla, som i 882 eller 83 af den østfrankiske Kong Karl blev givet til Normannernes Høvding Kong Godfred. Naar vi allerede ovenfor har seet, at den østfrankiske Kong Karl ("Karl den tykke ") er slaaet sammen med den vestfrankiske, og at alle Godfreds Bedrifter er overførte paa Rollo, tror jeg, man vil være mere tilbøielig til at gaa ind paa, at ogsaa Ægteskabet med Gisla er laant fra Godfred.

Resultatet af denne Gjennemgaaelse er, at ligesom Hasting havde samlet om sin Person alle de Bedrifter, som han og andre normanniske Høvdinger havde udført i Tiden 850-80, saaledes har Sagnet tillagt Rollo alle de normanniske Bedrifter fra c. 880 af. Traditionen har saaledes samlet paa hans Hoved hvad den erindrede om "den store Hær" under dens Ophold i England (879), i Flandern og Frisland (879 —82) og i Gallien 883— samt efter dens Tilbagekomst i 897 indtil Nedsættelsen i 912, og den har tillagt Rollo, foruden hans egne Bedrifter, tillige hvad hans Forgjængere Godfred og Sigfred har udført. Hvis man vil søge Rollos Bedrifter hos Dudo, maa man altsaa ikke, som tidligere Forskere, lade Rollo deltage i alle de Tog, som han efter Dudo er Anfører for, men udskille alt, hvad der historisk tilkommer hans Forgjængere Godfred og Sigfred. Isaafald faar han kun beholde Erobringen af Bayeux og Evreux, som urigtig er kombinerede med Paris's Beleiring, samt Slaget ved Chartres i 911 og Forliget, der førte til Nedsættelsen og Daaben. Og dette strider ikke med hvad de ældre Kilder berettede om Rollo; tvertimod viser Klagen fra Aar 942 hen til, at Rollo ikke mange Aar før 911 var kommen over til Frankrige.

Hele den tidligere Del af Rollos Historie henviser os altsaa til Godfreds og Sigfreds Bedrifter og deres Tog fra England til Frankrige; hvis der er Sammenhæng mellem Toget og Rollos Ungdomshistorie, som vi hidtil har forbigaaet, saa tilhører altsaa ogsaa denne Godfred eller Sigfred. Skildringen af Rollos Ungdom og Herkomst hos Dudo er mere end alt, hvad der foregaar paa fransk Jordbund, fyldt af lærde Reminiscenser; det gjælder da at skille mellem Dudos Fremstilling og de virkelige Sagn, som skjuler sig bagved den. Rollos og Hastings Fædreland er Dacia, det ligger ved Danubius, grænser til Alania og Getia; Dacia ligger midt imellem disse, beskyttet af de høie Alper (&#596;: Karpatherne) ; i disse Lande bor de krigerske Geter eller Gother, Sarmater, Amaxobier, Tragoditer og Alaner nær den mæotiske Myr — altsaa alt henviser os til det østlige Europa. Derfor kan Rollos Fader kaldes "den mægtigste af alle Orientaler " (omnium orientalium præpotentissimus), derfor erobrer han "de Lande, som grænser til Dacien og Alanien", derfor kan han besidde Byer, Fæstninger og befæstede Steder (!); derfor kommer han paa sin Flugt til Øen Scanza, thi Scanza (oprindeligt => den skandinaviske Halvø, Sverige og Norge) var efter antik og middelaldersk Opfatning en uhyre Ø i det nordlige Ocean lige nord for Dacia<ref> se f. Ex. Kieperts Kart til Anonymus Ravennas.</ref>; derfor endelig seiler Rollo med Østenvind eller Sydostvind (Eurus) over fra Scanza til England — hele Dudos geografiske Skildring er gjennemført. Men vil man søge efter det virkelige Grundlag for denne Skildring, kommer man ikke med Sikkerhed videre end til at erkjende, at Danernes Navn har givet Dudo den geografiske Nøgle, medens alt det øvrige er rhetorisk Oppudsning; at finde Halland i "Alania", Skaane i "Scanza" maa vi overlade til dem, der vil lege med geografiske Fantasier<ref>Formodningen om, at Dudos Scanza, skjønt adskilt fra Dacia, alligevel er = Skaane, har Joh. Steenstrup villet støtte dermed, at efter et dansk Sagn Skaane omtrent paa den Tid var skilt fra Danmark og maatte vindes tilbage af Thyra; han synes da at have glemt et samtidigt Vidnesbyrd fra c. 880 om, at Skaane var en Del af Danmark, nemlig Kong Alfred.</ref>. Selv Identiteten af Danmark og Dacien er ikke hævet over enhver Tvivl, thi paa et andet Sted bestaar Daciens Indbyggere af Dacigenæ (Daner), Northvegigenæ (Nordmæmd), Alani (!) og Irenses (Irer). Det hændte nemlig, fortæller Dudo, at Grev Richard, Rollos Sønnesøn, til Støtte mod sine franske Fiender sendte Bud til Dacia for at kalde "Dacernes stærke Folk" til Hjelp. Dacerne strømmede i store Skarer til ham og vendte Sagen til hans Fordel; Franskmændene bad om Fred, og Richard forelagde Sagen for Vikingerne, som ikke vilde tro Franskmændene og tilbød at erobre Frankrige for ham: "Hvad vil de øvrige Daner og Nordmænd sige og gjøre, som har udrustet sine Skibe for denne Sags Skyld og kommer for at kjæmpe med os; hvad vil Irerne, Alanerne og de andre Folkeslag sige?"<ref>hen, quid facient vel quid dicent cæteri Dacigenæ ac Northguegigenæ, qui præparatis et oneratis uavitius hujus rei juvamine aggridientur nobiscum immani hostilitate? Quid de Hirensibus, quid de Alanis, quid de cæteris qnamplurimis gentibus? (Dudo Kap. 119). Denne Tale kan ikke være ganske komponeret af Dudo, thi han kjender ellers hverken Nordmænd eller Irer.</ref> Dacerne frygter altsaa for, at deres senere ankomne Landsmænd ikke vil finde sig i, at Krigen allerede er forbi; at Northguegigenæ og Dacigenæ er Landsmænd ligger jo ligefrem i Ordet "cæteri". Hvor omfattende Dudos Betegnelse "Dacia" er, og paa den anden Side hvor lidet geografisk sikker, sees af, at baade Alaner og Irer regnes til samme Folk: Danerne har udgjort en Del af Dacerne, maaske en Hoveddel, men Dudo har i Dacerne seet et Konglomerat af fremmede Folkeslag.

Rollos Ungdomshistorie i Dacia kan altsaa ikke gjøre Fordring paa Troværdighed, specielt stikker en stærk Tilbøielighed frem til at stille de normanniske Fyrsters Herkomst i et storartet Lys. Rollos Fader, hvis Navn Dudo ellers ikke kjender (!), var en mægtig Høvding i Dacia, besad næsten hele Riget og havde aldrig hyldet nogen Konge ; han var (som vi saa) mægtigst af alle Orientaler og havde erobret Landskaber, der grænsede til Dacia og Alania. Ved sin Død efterlod han to Sønner Rollo og Gurim (Gorm); disse er naturligvis som alle Rollos Efterkommere "armis strenui, bellis edocti, corpore pulcherrimi, animositate robustissimi " . Den daciske Konge paabyder ved denne Tid en almindelig Udvandring af det unge Mandskab, som imidlertid søger Beskyttelse hos de to mægtige Brødre — altsaa bliver Udvandringen egentlig ikke af . Kongen vil erobre de to Brødres Land, men de gjør ham kjækt Modstand i 5 Aar; da tager Kongen sin Tilflugt til List og slutter Forbund med Brødrene som Blodsforvandte, men overfalder dem saa pludseligt, Gurim falder i et Baghold og deres Hovedstad erobres. Rollo udvandrer til Scanza, hvor et Drømmesyn af kristelig Karakter viser ham til Anglia, og derfra føres han — som ovenfor omtalt — videre til Francia. Naar man af dette skjærer alle Overdrivelser og af Rhetorik samt den indblandede Udvandringstheori bort, er Sagnets Indhold, at efter en mægtig dansk Høvdings Død bleve hans Sønner Fordrevne af sin Slægtning, den danske Konge, at de drog til England og der organiserede en Hær, som i mange Aar herjede i Flandern, Frisland og Frankrige. Og saaledes seet indeholder dette Sagn en historisk Kjærne: det beretter om Aarsagerne til Godfreds og Sigfreds Tog i Aarene kort før 879, at nemlig indre Uroligheder drev disse Høvdinger og deres Mænd bort fra Danmark, ligesom Fortsættelsen hos Dudo skildrer Godfreds og Sigfreds Bedrifter; men Sagnene herom maa aldeles udskilles fra Rollos Historie.

Dudo var ikke indfødt Normanner, og han opholdt sig  kun paa kortere eller længere Besøg i Normandie; det kunde derfor let hænde, at den fremmede Skribent blandede sammen hvad han til forskjellige Tider havde hørt, eller ogsaa søgte at bede paa de løsrevne Sagns Ufuldstændighed ved egne Kombinationer. Dog er det ogsaa muligt, at mange uensartede Beretninger allerede i den normanniske Tradition var flydte sammen, som Dudo ikke forstod at udskille. Sikkert er det, at han havde sine Etterretninger fra Fyrsteslægten selv, der naturligvis gjerne vilde prale med en storartet Herkomst; det er derfor ikke saa underligt, at Dudos Fremstilling vandt Anseelse i Normandie og til en vis Grad blev bestemmende for den normanniske Historieskrivning. Alligevel trængte den ikke overalt igjennem, og Normannerne havde selv Øiet aabent for hans Feil. I den følgende Menneskealder, under Vilhelm Erobrerens Regjeringstid, har normanniske Munke søgt at skrive Normandiets Historie om igjen; det ene at disse Forsøg er ganske uafhængigt af Dudo, det andet følger ham i det hovedsagelige, men søger dog ofte at berigtige ham. Krøniken fra Fontenelle, skreven omtr. 1050—60, er egentlig en Fortsættelse af Klostrets ældre Optegnelser fra 9de Aarhundrede, men Forfatteren har tillige givet en kort Oversigt over de normanniske Hertugers Historie, der var nøie knyttede til dette Kloster. Han beretter først om, hvorledes Munkene maatte omkr. Aar 862 føre St. Vandregisls Skrin bort fra Klostret for at bevare det mod Vikingerne, og hvorledes Vikingerne nogen Tid efter bemægtigede sig den hele Egn om Seines Munding, plyndrede Byer og brændte Kirker. Efter at denne Fordærvelse havde varet i 18 Aar under forskjellige Høvdinger, seilede de ud paa det britanniske Hav, men efterlod Landet som en Ørken — en ligefrem Skildring af Tilstanden efter Herjetogene i Normandie lra 876 indtil Aar 892, da Vikingerne seilede over til England. Derefter vender Forfatteren sig til Rollo: "Normannernes seneste Anfører, Rollo, mægtigere, retfærdigere og klogere end de andre, landede ved Seinen, trængte ind i de øde Byer, forjog eller undertvang de faa til oversblevne og delte Landet mellem sine Mænd. Han gav Love og Ret for Krig og Fred, hvorved han knyttede alle til sig og gjorde dem til ét Folk. Og efterat han i den følgende Tid havde modtaget den kristne Daab, efterlod han ved sin Død et velordnet Rige til sin Søn, den unge Vilhelm. Paa dennes Tid blev Kristendommen udbredt, de før ødelagte Kirker og Klostre byggedes paany, han selv opførte St. Peters Kirke i Jumiéges, hvor han tænkte paa selv at tage Munkedragt, da han blev myrdet " osv. Denne korte, men kraftige Skildring skiller meget tydelig mellem Rollos ødelæggende og plyndrende Forgjængere — altsaa Sigfred m. fl. til 892 — og Rollo selv, der erobrer Landet til Bosættelse og grundlægger Staten fra nyt af som Lovgiver; den fremhæver ligeledes, at Bosættelsen i Distriktet gik forud for Daaben, og adskiller endelig den halvkristne Tid under Rollo fra den endelige Omvendelse under Vilhelm. Og denne Skildring har saameget større Betydning som den viser, at Lokalsagnet i Fontenelle i alle væsentlige Træk stemmer med de samtidige Annaler, med Klagen over Grev Vilhelms Død og med Ademar, medens den ganske afviger fra Dudo.

Munken Vilhelm i Jumiéges, der skrev sin "Normannernes Historie " efter Englands Erobring, men før Kong Vilhelms Død — altsaa c. 1070—80 — har gjort et nøgternt Uddrag af Dudos stortalende Værk; i hvor stærk Grad han har øvet Kritik ligeoverfor sin Forgjænger, har man ikke før i den sidste Tid havt saa let for at indse, da Vilhelms Værk allerede i 12te Aarhundrede var bleven interpoleret ved Indskud fra Dudo, hvis fyldigere Fremstilling tiltalte Tidsalderen mere. L. Delisle har i sin Fortale til Le Prevosfs Udgave af Orderic Vitalis gjort opmærksom paa dette Forhold; han nævner saaledes, at hele Rollos Ungdomshistorie (11, Cap. 1—8)1—8) ikke tilhører Vilhelm, men er laant fra Dudo. Gjennem velvillig Meddelelse fra Prof. Darmesteter i Paris har jeg faaet Oplysning om, hvad der staar i de Haandskrifter, der ikke ere interpolerede<ref>Haandskriftet No. 15047 i Bibl. nationale (ane. fonds et. Victor No. 580): Post emensis plurimorum annorum intersticiis Frantia ab hiis tumultuum fragoribus paulisper sopita iterum Danaraarcha flammivomos exterminii jure ticiones spargens plurimo tyrones a se Mvenili flore vernantes, priscorum patrum lege secernit. Qui profecto cum sex navibus armato milite plenis maria petentes maria petentes insulam applicavit. Indeque anchoris sublatis spirantibus salubriter auris anglicam agrediuntur Britaniiiam cum quibus Angli confestim obvii congressione facta confligentes multis suorum amissis cnm dolore refugerunt. His Elpstannus regni illius rex compertis missa legatione protinus pacem petit et adipiscitur, firmatisque federibus amiciciæ indissolubili adinvicem conriectuntur. A quo sve expeditionis postulantes auxilium magnam armatorum parva intercapedine temporis sibi contraxerunt manum. — Mox ergo velis in sublime pansis, fluetivaga sulcantes equora, circio spumeas hac illacque rotante undas cum magno vite periculo devolvuntur adWalchras. Quibus mortem evadentibus et de maris dispendio respirantibus Rainerius Longi colli Hainoensis sive Hasbaniensis dux cum multitudine gravi bellum inferens et eos a terra exturbare cnpiens, extinctis suorum quampluribus, ipse victus capitur compedibusque mancipatus in navi captivus detruditur. In illa vero pugna a Rainerii militibus XII Danorum bellatores capiuntur, quos uxori ejus repræsentantes decreverunt pro eis reciproce suum dominum recipere. Qua denique spe ex toto non sunt frustrati, nam uxor ejus legatos ad Danos mittens et ipsa suum virum dato pro eo magno auro vondere repicit, et Dani qui ab ipsa tenebantur dimittuntur liberi. — His itaque sedatis Dani vela ventis librant, Scaldi alveum deserentes atque permenso ponto octingentesimo septuagesimo sexto ab incarnatione Domini anno o. 3. v. som hos Duchesne (11, 9) p. 227.</ref>. Vilhelms Fortælling er vistnok kun et Uddrag at Dudo, men med Rollos Ungdomshistorie, hans Kamp med den daciske Konge og hans Fordrivelse er forsvundet, ligeledes Frislands Undertvingelse, og Rollo nævnes ikke engang førend ved Rouens Underkastelse; derved har Vilhelm tydelig betegnet Dudos Fortælling som apokryfisk. Og idetheletaget indtager hos Vilhelm Erobringstoget mindre Dimensioner: ifølge den bekjendte Udvandringslov drives Danmarks Ungdom paa 6 Skibe ud af Landet, lander paa Scanza og seiler over til England, hvor efter en Kamp med de Indfødte Kong Elpstann slutter Forbund med dem og giver dem Tropper med; paa Walcheren fanger de Hertug Raginer Langhals, hvis Hustru udløser ham med store Løsepenge, og deretter forlader de Scheldeegnene for "i Aaret 876 " at gaa til Seinen; først her og i det følgende omtales Rollo Disse Træk viser, at der om Rollo ved Siden af Hoftraditionen i Normandie ogsaa fandtes andre, mindre glimrende Sagn, som aldeles fornægtede Slægtskabet med den danske Konge. I dette Punkt er Vilhelm meget konsekvent: istedenfor som Dudo at fortælle, at de normanniske Høvdinger efter Hertug Vilhelms Død sendte Bud til den danske Konge Haigrold om at han skulde hjælpe sin Slægtning, Vilhelms Søn Richard, fortæller Vilhelm af Jumiéges, at den danske Konge Haigrold kom som Landflygtig til Hertug Vilhelm, fordreven af sin Søn Sven, at Hertug Vilhelm modtog ham "med passende Hæder" og gav ham Grevskabet Cotentin. Der siges ikke et Ord om at de var Slægtninge, og Vilhelms Fremstilling er da en Protest mod Dudos Beretning om dette Slægtskab<ref>Det vedkommer ikke dette Forhold, at begge Beretninger er uhistoriske, sml. ovenfor Side 8 og Tillæg IV.</ref>.

Den Tid der var hengaaet mellem Dudos og Vilhelms Forfattervirksomhed, havde bragt større Klarhed over nordiske Forhold, saa at Vilhelm ikke længer som Dudo søger Danernes Hjem i Øst-Europa og ikke kunde forvexle Dacer og Daner; endvidere havde Danerne optraadt som den ledende nordiske Nation, saa at det var naturligt nok at henføre alle Normannernes Bedrifter til Danerne. Nogen Uklarhed blev endnu tilbage om Øen "Scanza", som ogsaa Vilhelm lægger udenfor Danmark. Det synes at have været et almindeligt Sagn i Normandie, at Folket var kommet fra en stor Ø i det nordlige Ocean; thi Beretningen herom varieres paa forskjellige Maader. Omtrent samtidig med Vilhelm skrev Munken Amatus af Monte-Cassino (&dagger; som Biskop i Nusco 1093), at Normannerne var komne fra Øen Nora; den lidt senere Gaufrid Malaterra vakler mellem at udlede dem fra "Dacia" eller fra "Norveia", og en Chronicon Nortmannorum, der rimelig vis er skrevet i 11te Aarhundrede<ref> Normandiets Grundlægger kaldes Rodo, medens Formen Rollo trængte gjennem overalt etter Dudos og Vilhelms Tid.</ref>, beretter, at de Normanner, der plyndrede Frankrige i 9de Aarhundrede, "kom fra Øen Scanzia, som kaldes Northwegia, hvor der bor Gother og Huner og Dacer", og at Normannerne kaldte sit Rige "Northmannia, fordi de var udgaaede fra Northwegia"<ref>Pertz I 533, 536. Herfra er samme Udtryk optagne i en Genealogia Ducum (Duchesne p. 213), forfattet kort efter 1120.</ref>. At dette er mere end et etymologisk Forklaringsforsøg sees deraf, at der virkelig findes et normannisk Sagn om Rollos Nedstammelse fra Norge. Munken Vilhelm fra Malmesbury (&dagger; c. 1142), der var af blandet engelsk og normannisk Herkomst, skrev omkr. 1120 sin "Gesta Regum Anglorum" efter engelske og normanniske Kilder; hvad han beretter om Rollo stammer aabenbart fra Normandie, dels fordi engelske Kilder idethele ikke befatter sig med Normannernes ældre Historie, dels fordi Sagnene om Jomfru Marias Særk i Chartres, om Fodkysset, om Ægteskabet med Gisla osv. er ægte normanniske. Om Rollo siger Vilhelm, at han stammede fra en ædel Familie hos Nordmændene, hvis Navn imidlertid i Tidens Løb var glemt, at han var forvist fra Landet af Kongen og at han førte med sig paa sit Tog mange Forgjældede og Forbrydere (&#596;: Fredløse), som havde sluttet sig til ham i Haab om bedre Vilkaar<ref>Rollo, qui nobili sed per vetustatem obsoleta prosapia Noricorum ortus, regis præcepto patria carens, multos quos vel æs alienum vel conscientia scelerum exagitabat, magnis spebus solicitatos secum abduxit. (Gesta regum Angi. cd. Hardy, p. 199).</ref>. Ved Vilhelm af Malmesbury's Ord om Rollos Landsforvisning bør man ikke tænke paa Dudos og Vilhelm af Jumiéges' Beretning om at Vikingerne idetheletaget bestod af den paa Grund af Folkemængden landsforviste "daciske Ungdom", thi Vilhelm af Malmesbury adskiller jo udtrykkelig mellem Rollo, som den norske Konge havde forvist, og hans Mænd, som under trykkede Forhold i Hjemmet frivillig sluttede sig til ham i Haab om Vinding udenlands. I Beretningen maa vi snarere se en positiv Oplysning om en normannisk Tradition, svarende til Vilhelm af Jumiéges' negative Protest mod Dudos Fremstilling af Rollos glimrende Herkomst.

Studiet af disse Krøniker har vist os, at der i Normandie og Nordfrankrige fandtes ikke en enstemmig Tradition om Rollos Herkomst fra Danmark, men to forskjellige Traditioner: den ene, Hoftraditionen hos Dudo, berettede, at Rollo stammede fra en mægtig Slægt i Danmark og var nær beslægtet med de danske Konger, og dette Sagn er efter vor Mening opstaaet ved Sammenblanding med de danske Hærkonger Godfred og Sigfred; den anden berettede om Rollos Herkomst fra Norge og Landsforvisning ved den norske Konge. I det følgende skal vi undersøge, hvilken af disse Traditioner finder Støtte i de Lande, hvorfra Vikingetogene udgik.

Allerede her skal vi forudskikke en Bemærkning om Rollos Navn. Rollo er den latiniserede Form at oldfr. Rols (obl. Rollon), senere Rol eller Rov (sml. Rollonis mara, hos Orderic Rol mara, senere Rov mare). At Rollo gjengiver oldn. Hrolfr eller Rolfr (udtalt Rolv-r), sees deraf, at Normannernes Fanebærer ved Hastings, som normanniske Skribenter kalder Turstinus filius Rollonis<ref>Orderic Vitalis II 147.</ref> , heder i Domesdaybook Turstinus filius Rolf<ref>Ellis, introduction to Domesdaybook I 497.</ref>. Navnet Rodulf maa dog mangesteds i Frankrige have været udtalt med hørligt '''d''' (derfor skrives i Diplomer fra 11te Aarhundrede Rodollus), siden man kunde falde paa at kalde Normandies Erobrer Rodo eller Rosus; her har man altsaa kastet 2den Sammensætningsdel (-ulf) bort og af 1ste dannet et nyt Navn.

==III. Danske Krønikers Beretninger om Rollo og Normandie==

[[Fil:CVP521 69v.jpg|thumb|Blad fra ÖNB cod. 521 (13. århundre) av Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum. Dette er den første siden i den geografiske delen: Descriptio insularum aquilonis som byrjar med teksten: Provincia danorum ….. (Landet til danskene). Commons.]] De danske Kilder er i det hele enige om, at Riget Normandie var grundlagt af Nordmænd, og kjender intet Sagn om en Erobring udgaaet fra Danmark. Selvfølgelig findes ingen ligefrem Udtalelse herom, men det fremgaar dog med Sikkerhed af de danske Krønikers Ordknaphed vedkommende Frankrige. Denne danske Opfatning kan vi følge tilbage til dens Kilder, i Adam fra Bremen og i franske Krøniker. Hvor Adam følger de frankiske Annaler, ved han meget vel, at danske Høvdinger deltog i eller ledede Vikingetog til Gallien; men denne danske Vikingetid lader han afsluttes med Slaget ved Løwen (891), og hvor han siden følger danske Kilder, betoner han, at de Danske gjorde Rettigheder gjeldende til England og Frisland, men taler ikke om Normandie; han har ikke kjendt noget dansk Sagn om Erobringen, men henført denne til Nordmændene. Adams Ytringer om Vikingetogene har havt stærk Indflydelse paa de danske Krøniker, hvorfor vi citerer dem i Sammenhæng: "Derefter skrives i den hellige Biskops (Ansgars) Levnet, hvorledes han ved sit Komme til Dania fandt den yngre Horic som Konge. Med dette Tidspunkt stemmer ''historia Francorum'', der omtaler Danerne saaledes: Nortmannerne havde ad Loire brændt Tours, ad Seinen beleiret Paris, Karl havde af Frygt givet dem Land til Bebyggelse. Efterat de dernæst havde plyndret Lotharingia og underlagt sig Fresia, vendte de sin seirende Høire mod sit eget Indre. Thi da Gudurm Normannernes Høvding kjæmpede med sin Farbroder, Danernes Konge Horic, skæde der saa stort Mandefald paa begge Sider, at hele Almuen faldt" osv. Dette kunde af danske Forfattere ikke opfattes anderledes end som en Strid mellem Nordmænd og Danske; den roskildske Forfatter fra c. 1140 skriver der for: "Nordmænd (Normanni) plyndrede Gallia og gjorde Indfald gjennem Floderne Loire, Seine og Rhinen. Af Frygt for dem gav Francias Konge Karl dem Land at bebo, som de ogsaa den Dag i i Dag besidder; dernæst angreb de Dania og dræbte Kong Horic". Denne Forfatter tager ligefrem Adams Normanni for Nordmænd, og til Adams Bemærkning knytter han, at de blev boende i det erobrede Land, hvorved rigtignok Karl den enfoldige blandes sammen med hans Farfader, Karl den skaaldede; den roskildske Forfatter udleder altsaa Normannerne lra Norge og kjender intet dansk Sagn om Rollo eller om "den danske Erobring af Normandie".

Den kortfattede " Historia brevior" fra Midten af 12te Aarhundrede gjengiver ogsaa Adam i Uddrag: "fertur Danos transisse per Ligerim fluvium, Turones succendisse, per Secanam Parisius obsedisse, Imperatorem timore pulsum eis terram ad habitandam dedisse". Han har ombyttet Normanni med Dani, hvad Adams Udtryk kunde give ham Ret til; men han har ikke tilføiet et Ord om Rollo eller om den danske Bosættelse. Ogsaa de Lundske Aarbøger gjengiver Adams Ord med enkelte Forbedringer, saaledes retter de "Karolum" til "regem potentissimum Francæ"; ogsaa her menes ved "Normanner" Nordmænd, thi hvor Adam siger "Dani vel Nortmanni" har Aarbøgerne "Dani et Normanni". Ved Aar 904, 905, 914, 934 omtales efter nordfranske Annaler Slaget ved Chartres, Freden mellem Franker og Normanner, mellem Franker og Daner samt at Normannernes Hertug, Vilhelm Rollos Søn, døde; dette er optaget ikke som hørende til den danske Historie, men fordi de danske Annaler oprindelig stammer fra Nordfrankrige; de viser os imidlertid ad hvad Vei der endelig naaede en Etterretning om Rollo til Danmark. Rykloster-Krøniken har nemlig ogsaa benyttet Adams Ord, rimeligvis paa 2den Haand gjennem de Lundske Aarbøger, men har i dette Uddrag fra andre Kilder indsat "Rollo (lux Danorum" som Anfører for de Normanner, som fik Land af Kong Karl (den skaaldede!); den siger nemlig: "Hujus enim tempore Rollo dux Danorum Franciam intravit et Carolum regem Francie compulit dare sibi terram quæ nunc Normannia dicitur". Dette bør ikke kaldes noget "dansk Sagn", det er jo kun Laan fra to forskjellige udenlandske Kilder; et dansk Sagn vilde nok have gjengivet Helten hans virkelige Navn Rolv, ikke beholdt den fransk-latinske Udgave, og det vilde have berettet mere om ham. Ogsaa Rykloster-krøniken er saaledes indirekte et Vidnesbyrd om, at der heller ikke i 1366 Aarhundrede existerede noget dansk Sagn om Rollo eller om den danske Erobring af Normandie.

I det hele taget beskjæftiger den danske Sagnhistorie sig meget lidet med Normandie og Nordfrankrige. Dette kunde synes paafaldende nok, da jo mange Hærtog udgik fra Danmark til Nordfrankrige i Løbet af 9de Aarhundrede. Man har villet søge Forklaringen til denne Taushed i den Omstændighed, at Navnene Nordmenn og Normanni forvexledes, saa at Normannernes (d. e. Nordboernes) Bedrifter tillagdes Nordmændene alene og Begivenheder i Normandie henførtes til Norge. Saa har ogsaa utvivlsomt været Tilfælde med fremmede, franske og engelske, Forfattere, og forsaavidt disses Skrifter læstes i Norden, kunde de ogsaa virke tilbage her. Men denne Omstændighed forklarer ikke alt, thi de danske Sagn kaldte dog ikke Vikingerne Normanner, men kjendte dem som Danske og Nordmænd eller ved deres specielle Navne. Rigtigere er det vistnok at søge Forklaringen i det ovenfor paapegede Forhold, at Danmarks senere Historie i 11te og 12te Aarhundrede vendte det danske Folks Opmærksomhed mod England og de østersøiske Egne, saa at det glemte Togene mod Gallien. Lettere maatte denne Glemsel indtræde, hvis der, som jeg tror, ikke knyttede sig nogen blivende Erobring til Togene mod Frankrige, 6. e. hvis Erobringen af Normandie ikke er udgaaet fra Danmark eller ledet af en dansk Høvding.

Man har i den nyeste Tid villet lægge stærk Vægt paa en Sammenhæng mellem dansk og normannisk Sagnhistorie for derved at støtte Theorien om en national Enhed. Joh. Steenstrup har saaledes stærkt betonet, at Sagnet om Frode gjenfindes i hvad normanniske Skribenter fortæller om Rollo, og deri har han efter vor Mening Ret. Saxo fortæller, at Kong Frode paa et Tog til Norge beseirede Nordmændene (Norvagienses eller Normanni) saa aldeles, at af 3000 Skibe kun 170 var uskadte og af Nordmændene kun 1/5 overlevede Striden; for at sikre Freden ophængte Frode én Armring paa en Aas, som kaldes Frodeaas (Frothonis petra) og en anden i Provinsen Viken, og paa samme Tid gav han Love for at beskytte Fred og Eiendom, — deriblandt at intet skulde holdes under Laas og Lukke, og hvis nogen tabte noget, skulde Kongen erstatte det med tredobbelt Værd, at en Tyv skulde hænges med gjennemborede Lemmer og med en Ulv ved Siden, og at en Hæler skulde straffes som Tyv<ref>Saxo p. 246—48.</ref>. Hr. Steenstrup har vist, at disse Love er de samme, som (efter Dudo og Vilhelm) Rollo gav, saa at altsaa et Sagn om Rollo i Normandie er overført paa Frode i Norge; han har endvidere paavist, at Ringsagnet, som Saxo fortæller om Frode i Norge, berettes om Rollo i Normandie. Det forekommer os da, at den eneste mulige Slutning her i begge Tilfælde er den samme, at det danske Sagn urigtig har tillagt Frode hvad der oprindelig fortaltes om Rollo, og den Omstændigded synes at give os absolut Sikkerhed, at i det danske Sagn "Normanni" og Norge spiller en Rolle, saa at ogsaa her en Erobring af Norge (&#596;: Normandie) gaar forud for Lovgivningen. At et Sagn, som i tidligere Tid udenlands fortaltes om andre Helte, i 12te Aarhundrede kommer til Danmark og der knyttes til den nationale Kongehistorie, har jo Paralleler nok. Denne Kong Frodes Historie har vitterlig modtaget Laan fra mange Kanter; det er saaledes paavist, at Frodes Love er opstaaede i Vikingetiden (9de Aarhundrede)<ref>&#596;</ref> ; det er endvidere sikkert nok, at hans Kampe med Hunerne er laante fra et ældgammelt Sagn om Kampen mellem Huner og Goter, at hans Bedrifter i England er Efterligning af Rolv Krakes i Sverige, at endelig Sagnene om Hedin og Hogne, om Arngrim og Natura, om Fostbrødrene Asvid og Asmund ligesaa urigtig er overførte paa Frode. Ligesaa sikkert er det, at den danske Sagnhistorie overhovedet har optaget i sig en Mængde uhistorisk Stof, som efterhaanden er bleven omskabt til Historie ; saaledes har Kong Hadding laant Bedrifter fra Guden Njord, ja Balder og Hod er jo ligefrem fra Guder omskabte til danske Konger; paa lignende Maade or Kongerækken Viglet—Værmund—Uffe ligefrem laant fra England eller ialfald fra Anglerne, og Kong Jarmunrek laant fra Goterne, ligesom Udvandringen under Kong Snio er hentet fra latinske Krøniker om Langobarderne. I det hele maa det derfor fastholdes, at naar et af Saxos "danske" Sagn findes igjen udenlands, er der overveiende Sandsynlighed for, at det er udenlandsk og først i sen Tid knyttet til dansk Historie. Af det danske Sagn om Frode (= Rollo) kan vi lære om Sagns Vandringer, men faar intet Bidrag til dansk Historie.

Kong Frode fredegod er heller ikke den eneste danske Konge, som har laant Bedrifter fra Normandie; ogsaa en af hans Forgjængere af samme Navn, Frode I, har Digtningen beriget med et normannisk Sagn, idet Saxo om ham fortæller, hvorledes han erobrer fjærne Borge (Paltisca og London) ved samme List, hvormed den normanniske Hasting erobrede Luna. Den normanniske Sagndigtning vandrede nemlig i 11te og 12te Aarhundrede viden om og kunde saaledes ogsaa komme til Danmark. Dette er jo ikke mærkeligere, end at andre normanniske Sagn er naaet ogsaa til Norge eller Island. Hastings Beleiring af Luna i Italien og dens Indtagelse ved den forstilte Begravelse er i Kongesagaerne bleven til, at Harald hardrraade som Væringehøvding indtager ved samme List en Borg i Sicilien; det norsk-islandske Sagn har altsaa dog bedre fastholdt den geografiske Skueplads end det danske. Ogsaa et senere normannisk Sagn har slaaet sig ned i Norge (eller Island); hvad Sagaerne fortæller om, at Nordmændernes Konge Sigurd under sit Ophold i Konstantinopel bragte Valnødder som Brænde, det havde allerede Wace fortalt om Normannernes Hertug Robert under dennes Ophold i Konstantinopel. Der skulde i hin lettroende Tid aabenbart blot en Idéassociation, en Navnelighed til for at bringe Sagn og Begivenheder til at flytte Tid og Sted; paa sligt luftigt Grundlag bør man allermindst bygge ethnografiske Theorier.

==IV. Norsk-islandske Sagn om Gange-Rolv==

[[Fil:Gange-Rolv på Vigra.jpg|thumb|En bauta på Vigra til minne om Gange-Rolv. Giske kommune i Møre og Romsdal. Foto: Jon Julius Sandal © 2012.]]En norsk Beretning om Normandies Erobring har ikke været kjendt, førend P. A. Munch Aar 1849 fandt det skotske Haandskrift af "Historia Norvegiæ". Denne Krønike har jeg søgt at vise er forfattet i Norge i Tiden om 1180<ref> Se "Norske Historieskrivere paa Kong Sverres Tid" (Aarb. f. nord. Oldk. 1871), [Yderligere Bemærkninger om den skotske “Historia Norvegiæ”]] (Aarb. 1873), "De ældste Forbindelser mellem den norske og den islandske historiske Literatur" (Kristiania Vid.-Selsk. Forh-1875).</ref> ; til den Argumentation, jeg tidligere har fremført for denne Mening, skal jeg her tilføie, at Forfatteren har dediceret sin Bog til sin Lærer Agnellus, der neppe er nogen anden end Thomas Agnellus, Erkediakon i Wells (Somerset) a. 1175, der omtales som Forfatter af "sermones", hvoriblandt en Ligtale over den unge Kong Henrik (III) Aar 1182<ref>Sml. v. Sybels Historische Zeitschrift B. 37 p. 409.</ref>. løvrigt er saavel Sophus Bugge, der antager Bogen forfattet c. 1230, som Konr. Maurer, der henfører Bogen til Sluten af 13de Aarhundrede, enige om, at Krøniken laaner fra ældre skriftlige Kilder<ref>Bugge, Bemærkninger om den i Skotland fundne latinske Norgeskrønike (Aarb. 1873); Maurer, Grulaþing i Ersch & Grubers Encylopædie.</ref>, saa at dens Etterretninger kan betragtes som tilhørende 12te Aarhundrede.

Under Skildringen af Norges Skatlande kommer Forf. først til de skotske Øer, Orknøerne og Sudrøerne, som han sammenfatter under Navnet Orchades. Her boede, heder det, oprindelig Peter (&#596;: Pikter) og Paper (irske Prester); men i Kong Harald haarfagres Dage drog norske Vikinger af Høvdingen Ragnvald den stærkes Æt over Solund-havet til Øerne, udryddede de to Nationer og lagde Øerne under sig. Her tog de fast Vinterophold, medens de om Somrene drog paa Tog, snart til Angler, snart til Skotter og Irer, saa at de i England erobrede Northumberland, i Skotland Katanæs, i Irland Dublin og de andre Kystbyer. En af disse Vikinger var Rodulfus (af sine kaldet Gongurolfr, fordi han paa Grund af sin Størrelse ikke kunde ride, men altid gik), som ved en mærkværdig List erobrede Roda i Normandie. Nordmændene skjulte sig nemlig med 15 Skibe i en Flod og grov paa Marken Grave, som de dækkede med Grønsvær; derpaa rykkede de ud til Kamp, men trak sig under Kampen tilbage og lokkede Fiendernes Rytteri til at forfølge, hvorved dette faldt i Gravene og nedhuggedes. Derefter trængte Nordmændene ind i Byen og bemægtigede sig Landet, som fik Navnet Normandie. Rodulfus blev Landets Høvding, og med den faldne Greves Hustru fik han Sønnen Vilhelm (derefter følger Stamtavlen, hvorom nedenfor); senere gjorde Rodulfus Indfald i Frisland og vandt Seier, men blev kort efter myrdet af sin Stifsøn i Holland.

I denne Beretning maa man skille mellem de normanniske Grevers Stamtavle, som er af udenlandsk Oprindelse, og Resten, som jeg skal søge at vise er et norsk Sagn. Stamtavlen lyder saa: "Rodulfus -- genuit Wilelmum cognomento longosped, patrem Ricardi qui item filium genuit sibi equivocum.  Junior vero Ricardus pater erat Wilelmi bastardi qui Anglos devicit. Iste genuit Wilelmum rufum et Henricum fratrem ejus qui in propheoia Merlini regis leo justicie prenominatus est". Tilnavnene "longosped" (eller rettere long-esped af oldfr. esped = épée) og "bastard" istedenfor de i skriftlige Kilder brugelige Longaspatha og Nothus, Tabet af et Led (Vilhelms Fader Robert) samt Omtalen af Merlins Spaadom viser, at Forf. har hentet sin Stamtavle fra den mundtlige Tradition; og denne Tradition er engelsk, thi blandt Vilhelm Bastards Sønner omtales ikke den ældste, der var Hertug i Normandie, men kun de to yngre, der blev engelske Konger. Men Resten af Beretningen har en ganske anden Karakter. Den kan ikke være laant fra det normanniske Sagn, som vi fandt hos Vilhelm af Malmesbury, thi Historia Norvegiæ's Beretning falder ikke i noget Punkt sammen med Vilhelms. Og de Navneformer, Krøniken bruger, er norske; den gjengiver Rolvs Navn paa Latin med Rodulfus, ikke Rollo, som man kaldte ham i England og Frankrige, og den kalder "Rouen Roda", hvilket netop staar midtveis mellem fr. Rodomus, eng. Rodem og isl. Ruda. For at bestemme denne norske Traditions Værdi skal vi nærmere undersøge dens Enkeltheder.

Har Vikinger af en norsk Høvding Ragnvalds Æt i Kong Haralds Tid erobret de skotske Øer? Ja. Af Beretningen om St. Findan, der blev fangen af Nordmænd i Irland, men paa Hjemveien undkom fra dem paa Orknøerne, fremgaar, at Orknøerne omkr. 844 var ubeboede, idet Indbyggerne var flygtede eller bortførte som Træle, medens Nordmændene endnu ikke havde nedsat sig her<ref>Vita S. Findani hos Goldast, rer. Alemann. scriptores.</ref> . Derimod beretter det før citerede Brudstykke af irske Annaler, at kort før 860 en norsk Konge, Ragnvald Halvdanssøn, der var fordrevet fra sit Hjem af sine Brødre, flygtede med sine Sønner til Orknøerne og slog sig ned her<ref>Sml. Side 67 ff.</ref> . Den islandske Tradition bekræfter dette yderligere ved at nævne som Orknøemes første Jarler efter Bebyggelsen Ragnvald Jarls Broder Sigurd, hans Brodersøn Gudorm og hans Søn Einar (Torv-Einar)<ref>Det er for denne Sag ligegyldigt, om den irske Krønikes Raghnall er den samme som Sagaernes Ragnvald Jarl eller en anden.</ref> . Her har vi altsaa Krønikens "Vikinger af Ragnvald den stærkes Æt". De islandske Sagn og irske Annaler bekræfter, hvad Krøniken beretter om, at Orknøerne blev koloniserede at norske Vikinger at Ragnvalds Hit i Harald haarfagres Tid.

Har Orknøerne været Udgangspunkt for nye norske Erobringer?  Ja. Baade før og efter den norske Kolonisation var Orknøerne et "Vikingebøle", ja, det vedblev at være dette endnu langt ned i 12te Aarhundrede (Svein Asleivssøn); den nære Forbindelse mellem Orknøerne og de øvrige norske Riger i Vesterlandene er derfor klar nok. Ligesom Kong Ragnvalds Sønner paa Hjemreisen fra Spanien og Afrika landede i Irland, saaledes førte den dublinske Konge Olav (f c. 872) Krige i Skotland<ref> War of the Gaedhill p. 270</ref> ; medens efter irske Annaler hans Søn Eystein faldt paa et Tog i Skotland, beretter islandske Sagaer, at hans Søn Thorstein i Forbund med Orknøjarlen Sigurd erobrede Nordskotland og dræbtes paa Katanæs; senere gjorde to Slægtninge af dem, Sønnesønner af Ivar (f  873), et nyt Tog til Nordskotland, hvor de dræbte Pikterkongen Ead, men paa Toget faldt den ene Broder Ivar (904)<ref>Chron. Scotorum a. 904, Ulster-Annalerne a. 903.</ref> . Det fremgaar tydeligt af Jarle-Sagaen, at lige siden Torv-Einars Tid (c. 900) hørte Katanes under Orknøjarlerne. Og naar Høvdinger af Ivars Æt i Aarene om 915—20 erobrede Dublin og andre Kystbyer, er der saa meget mindre Grund til at tvivle om, at denne Erobring udgik fra de skotske Øer, som man finder, at flere af Anførerne netop i samme Aar færdedes i de skotske Farvand<ref>Sml. ovenfor S. 137</ref> . Det vil heller ikke kunne nægtes, at ogsaa Northumberland er kort efter 900 kommen under denne Kongeslægts Besiddelse, naar man stiller sammen de enkelte Vidnesbyrd, som herom er opbevarede. Det er ovenfor nævnt, at ved 924 omtales Nordmænd som en Del af Northumberlands Befolkning, og ved 941 at disse havde været den herskende Befolkning, specielt ligeoverfor Danerne<ref>Se ovenfor Side 19.</ref>. Northumberlands Konger i disse Tider var Ragnvald c. 923, Sigtryg fra Dublin &dagger; 926, hans Broder Godfred og deres Sønner Olav Godfredssøn samt Olav Sigtrygssøn, alle af Ivars Æt, der egentlig hørte hjemme i Dublin; da disse Konger saaledes herskede over Nordmænd i Dublin og Daner i Northhumberland, har de irske Annaler Ret, naar de kalder Sigtryg og Olav Godfredssøn Konger over "Finngaill og Dubhgaill" (Nordmænd og Daner)<ref>Chron. Scotorum a. 926. 940.</ref>. Den, som stiftede dette Rige i Northumberland, synes at have været Ragnvald; thi om ham beretter Lindisfarne-Annalerne, at medens Cuthard var Biskop i Durham (899—913), landede Kong Ragnvald med en stor Flaade de og erobrede St. Cuthberts Land, som han uddelte til sine to Jarler Skule og Olav Ball<ref> Pertz scriptores XIX, 506.</ref>, og Erobringen synes at være fuldendt i 923, da Ragnvald vandt York<ref>Saxon cronicle (D) a. 923.</ref>.

Det er saaledes aabenbart, at der i Tiden om 900 har bestaaet en meget livlig Forbindelse mellem Vikingerne i Skotland, Nordengland og Irland, og at alle disse har havt sit Støttepunkt i Kolonien paa de skotske Øer. Naar nu Krøniken hertil knytter den Oplysning, at den Vikingehøvding, som stiftede Riget i Normandie, udgik fra de skotske Øer, at han kaldtes Gongu-rolfr og var af Ragnvalds Æt, fortjener denne Etterretning saa meget større Opmærksomhed, som ogsaa andre norske Vikinger fra de vestlige Farvand i disse Tider herjede i Frankrige; vi har ovenfor pegt paa Forbindelsen mellem Loire-Normannerne og de norske Vikingehøvdinger fra Irland, og en Undersøgelse at de islandske Traditioner om Gange-Rolv vil yderligere bekræfte dette.

Den norske Krønikes Beretning bør saaledes ingenlunde skydes til Side, men fortjener som ægte Folketradition at stilles op i Linje med Sagnene fra Normandie. En anden Sag er, at Beretningen som Indskud i en historisk-geografisk Beskrivelse er i Hovedsagen meget kortfattet, og at den som Folketradition hovedsagelig dvæler ved de romantiske Træk. Erobringen af Rouen udstyres med et af det Slags Krigspuds, som hyppig gjentager sig i Normannernes Krigsførelse og f. Ex. anvendtes ved Paris's Beleiring i 886, og om Gange-Rolv fortælles den aldeles uhistoriske Familiekrønike, at han ægtede den afdøde Greves Enke og saaledes fortrængte hendes Søn, som siden hevnede sig ved at overfalde og dræbe Rolv paa et Tog i Holland<ref>Navnet "Hollandia" i 12te Aarhundrede bør ikke vække noget Anstød, thi Greverne af Holland førte denne Titel ialfald siden Midten af 11te Aarhundrede. Dette bemærker jeg, fordi Joh. Steenstrup (p. 18) erklærer, at Navnet "Hollandia" hos Saxo p. 178 "naturligvis" maa rettes, hvilket jeg finder aldeles unødvendigt.</ref>. Det kan være rimeligt, at disse Sagn er indblandede fra andre Vikingehøvdinger, hvorved man har gjættet enten paa Kong Godfred i Frisland (&dagger; 885) eller paa Rollos Søn Vilhelm, der blev dræbt af en flandersk Greve; aabenbart er disse Sagn ægte hjemlige Sagn, idet de ganske svarer til hvad ellers fortælles om, hvorledes erobrende Vikinger altid sviges af de Indfødte, som Thorgisl i Irland eller Thorstein i Skotland o.s.v. Naar derfor Joh. Steenstrup herom bemærker, at "Krøniken har saaledes kun sammenarbeidet paa den uheldigste Maade nogle faa fra udenlandske Kilder hentede Beretninger, som ikke vedkomme Normandiets Erobrer, med den norske Tradition om Gangerolf", er dette Paastande, der savner Bevis og savner Rimelighed.


<center>__________</center>


Den islandske Tradition om Gange-Rolv findes optegnet i Landamsbogen, i Jarlesagaen og hos Snorre; vi skal betragte disse Kilder hver for sig.

Landnamsbogen er i sin nukjendte Skikkelse bevaret i Sturla Thordssøns Bearbeidelse, men stammer fra ældre Forfattere i 12te Aarhundrede, for de vestlandske Sagn i Hovedtrækkene fra Are den frode, for de østlandske fra hans Samtidige Kolskegg den frode. Til den vestlandske Redaktion maa vi henføre Beretningen om Gange-Rolvs Datter. Ketil Flatnevs Søn Bjørn austrøne (&#596;: norske) havde bosat sig i Vestfjordene omtr. 880-90; hans Sønnesøn var Helge Ottarssøn, som i et af Aarene omkr. 930—40  "herjede i Skotland og der tog tilfange Nidbjorg, Datter af Gange-Rolvs Datter Kadlin og Kong Bjolan" <ref>Annarr son Óttars var Helgi; hann herjaði á Skotlandi ok tók at herfangi Niðbjörgu, dóttur Bjólans konungs ok Kaðlinar, dottur Göngu-Hrólfs. Landn. p. 95; derfra er Beretningen laant til Flatøbogen I 308 og Laxdølasaga c. 32, hvor ellers Bjolan ikke nævnes.</ref>. O´Beolan hed den skotske Høvdingeæt, der fra gammel Tid herskede i Applecross i det sydlige Ross (ligeoverfor Øen Skye) og fra hvem ifølge skotske Genealoger de senere Jarler af Ross stammer<ref>Munch II p. 122. (O-Lanchlann, the early scottish Church p. 293.</ref>; til denne Æt hørte da aabenbart den "Kong Bjolan", hvis Datter Helge fangede i Skotland, og det er aldeles vilkaarligt naar Joh. Steenstrup kalder ham "irsk" Konge og antager ham for den samme som en irsk Fyrste Beolan littill, der døde saa sent som 969<ref>Steenstrup p. 145.</ref>. At en Høvding fra Ross ægter Gange-Rolvs Datter er et mærkeligt Vidnesbyrd for Sandheden af hvad Hist. Norv. beretter om Gange-Rolvs Ophold i Nabolaget. Ogsaa Navnet paa Gange-Rolvs Datter er mærkeligt: det er gælisk og kristelligt; thi Kadlin er den oldnorske Udtale af Cattilin, den gæliske Form af det kristelige Navn Katharina<ref>4 W. Stokes i Revue celtique 111 p. 18.</ref>. At de norske Vikinger i Vesten kalder sine Børn med gæliske Navne, er ikke enestaaende; netop i Tiden om 900 fører flere af dem helt irske Navne, som Kjallak (Ceallach), Søn af Bjørn austrøne, eller Vathmaran, Søn af Kong Baard Ivarssøn i Limerick<ref>War of the the Gaedhil p. 273</ref>, eller ogsaa bærer de et irsk (kristeligt) Navn ved Siden af det nordiske, som Olav Feilan (ir. Faelan), Olav Kvaran (ir. Cuaran), Helge Bjolan<ref>Bjólan, som staar i Laxdølasaga, er vistnok rigtigere Form end bjola, som Landnáma har.</ref> (ir. Beollan). Kadlins kristelige Navn viser derfor, at Gange-Rolv under sit Ophold i Vesterlandene har knyttet kristelige Forbindelser og faaet et Barn med en kristen, gælisk Kvinde; dette minder om, hvorledes det latinske Digt om Rollos Søn Vilhelm fortalte, at ogsaa denne var Søn af en kristen Kvinde og født "hinsides Havet" &#596;: paa de britiske Øer. Og ligesom vi maatte antage, at Vilhelm var født her kort før eller omkr. Aar 900, fører Landnáma os til samme Tidspunkt for Gange-Rolvs Ophold ved Skotland. Kadlins Datter Nidbjorg blev nemlig paa Island Moder til Usvivr spake, der som en ældgammel Mand udvandrede til Norge i 1004, og til Einar Skaaleglam, den bekjendte Skald hos Haakon Jarl (&dagger; c. 990); hendes Ægteskab falder altsaa omtrent ved 940, og isaafald skulde hendes Moder Kadlins Fødsel (og Gange-Rolvs Ophold ved Skotland) falde omtrent 890—900.

Den anden Beretning i Landnamsbogen lyder saa:

Ragnvald Jarl paa Møre, Søn af Eystein Grlumra, Søn af Ivar Oplændingejarl, Søn af Halvdan gamle, var gift med Ragnhild, Datter af Rolv nevja; Søn af dem var Ivar, som faldt i Sudrøerne med Kong Harald haarfagre; en anden var Gange-Rolv, som vandt Normandi, fra ham er komne Ruda-Jarler og Englands-Konger; en tredie var Thore Jarl den tause, som fik Aaluv Aarbot, Harald haarfagres Datter, deres Datter var Bergljot, Haakon Jarl den mægtiges Moder. Ragnvald Jarl havde tre Frillesønner, Rollaug, Einar, Hallad; han vælted sig fra Jarledømmet i Orknøerne. Da Ragnvald fik høre det, kaldte han sammen sine Sønner og spurgte, hvem af dem der vilde til Øerne. Thore bad ham udruste ham til Færden, Jarlen fandt, det passede vel for ham, men sagde, at han skulde modtage Riget hjemme efter ham. Da gik Rolv frem og bød sig til at fare; Ragnvald fandt ogsaa ham skikket formedelst hans Styrke og Kjækhed, men mente, han var for urolig til strax nu at styre Lande. Rollaug gik frem og spurgte, om han vilde, han skulde fare; Ragnvald sagde, han vilde ikke blive Jarl: "du har det Sind, som ikke passer til Strid; dine Veie mon ligge ud til Island, der vil du tykkes gjæv og faa stor Æt". Da gik Einar frem og sagde: Lad mig fare til Orknøerne; jeg skal love dig det, som vil tykkes dig bedst, at jeg vil aldrig komme tilbake, saa du ser det. Jarlen svarer: " vel tykkes mig, at du farer bort, men lidet venter jeg mig af dig, thi din Æt er ganske trælebaaren". Deretter for Einar vestover og lagde under sig Øerne, som siges i hans Saga. Rollaug drog da til Kong Harald og var hos ham en Stund, thi han var beven Uvenner med sin Fader efter dette. Rollaug for til Island med Kong Haralds Tilladelse og havde med sig sin Kone og sine Sønner. — — — Rollaug var en stor Høvding og holdt Venskab med Kong Harald, men for aldrig til Norge (utan); Kong Harald sendte Rollaug et Sverd og et Ølhorn og en Guldring, som veiede 5 Øre; det Sværd eiede siden Koll Sida-Hallsøsn, men Kollskegg havde seet Hornet. Rollaug var Fader til Ossur keilselg, som var gift med Thord illuges Datter Gro; deres Datter var Thordis, Moder til Hall paa Sida<ref> Landnáma p. 259 62.</ref>.

Denne Beretning henviser til "Einars Saga", det vil sige Sagaen om Orknøjarlerne. I sin nuværende Skikkelse er saaledes Beretningen fra 13de Aarhundrede, rimeligvis bearbeidet af Sturla Thordssøn; derfor fortsættes ikke alene Sida-Halls Stamtavle ned til Mænd i 12te og 13de Aarhundrede, specielt Sturlungerne, men ogsaa fra en yngre Søn af Rollaug føres en Linje ned til Sturlungerne. Alligevel er det sikkert nok, at Beretningen er ældre; med Kap. 5 i 4de Bog af Landnáma begynder hvad Kolskegg har "fyrir sagt vm landnám", og i Kap. 8 om Rollaug henvises udtrykkelig til Kolskeggs Vidnesbyrd. Sammenligner man de omkringstaaende Kapitler, ser man, at Kolskegg har endt hver Beretning om Landnams-mænd med en kort Henvisning til de Slægter, der stammede fra dem<ref>ok Seiðlfirðingar eru frá komnir; frá honum er Klöku ætt komin; er Nesmenn eru frá komnir; p. 253: fra honum eru Sandvíkingar ok Viðfirðingar ok Hellisfirðingar komnir; p. 256: Sidu-Hallr, hann átti Joreiði þiðrandadóttur ok er þaðan mikil ætt komin o. s. v.</ref>, egen Historie og deres Ætteforbindelser<ref> Se f. Ex. p. 255—56 om Bodvar hvite, p. 257 om Thord Skegge, p. 264 65 om Heyangr-Bjørns Sønner o. s. v.</ref>. Vi tør saaledes übetinget henføre til Kolskeggs Beretning af Kap. 8 de genealogiske Oplysninger om Ragnvald Jarl og hans Sønner samt af Kap. 9 den egentlige Fortælling om Rollaug, medens Stamtavlen ved Slutningen er tillagt af Sturla og Samtalen mellem Ragnvald og hans Sønner i Anledning af Hallads Opførsel er et Uddrag af Jarlesagaen. Der er saaledes vundet Sandsynlighed for, at man i det østlige Island i Midten af 12te Aarhundrede regnede Gange-Rolv, Stamfader for Ruda-Jarler og Englands-Konger, blandt Ragnvald Jarls Sønner. Dette er tydeligvis en hjemlig Tradition blandt Rollaugs Ætlinger paa Østlandet, optegnet eller gjengivet af Kolskegg frode; den kan ikke stamme fra den norske Krønike, thi denne vidste ikke at utrede det genealogiske Forhold, og den kan heller ikke stamme fra det engelsknormanniske Sagn, thi dette havde jo netop glemt, af hvilken Slægt Rollo var.

Jarlesagaen, der er forfattet paa Island kort efter 1200, har benyttet Stamtavlen i Landnáma, men fortsætter denne længer tilbage i Tiden, idet Slægten gjennem nogle opdigtede Led knyttes sammen med Nor og Gor; Jarlesagaens Stamtavle viser sig derved som en senere Forbedring af Landnámas. Jarlesagaen forudsætter vidtløftigere Beretninger om Rolv, men kan ifølge sin Gjenstand kun omtale ham i Forbigaaende; den siger: "Deres (Ragnvald Jarls og Ragnhilds) Søn var Rolv, som vandt Normandi; han var saa stor, at ingen Hest kunde bære ham, han kaldtes Gange-Rolv; fra ham stammer Ruda-Jarler og Englands-Konger ". Senere nævnes, da Ragnvald Jarl skal beskikke en af sine Sønner til Orknø-jarl efter Hallad, at han kalder frem Thore og Rollaug: "Rolv var da endnu paa Hærtog" &#596;: havde endnu ikke vundet sit Rige i Normandie<ref>Joh. Steenstrup har villet indskrænke disse Ord til at betyde, at Rolv "endnu ikke var landsforvist", men dette ligger ikke i Ordene; det er jo ikke engang sandsynligt, at Forf. af Jarlesagaen vidste noget om Rolvs Landsforvisning.</ref>. Dette Udtryk er saavel som de Ord, Sturla i Landnáma lader Ragnvald udtale til Rolv, aabenbart kun forskjellige Forsøg paa at forklare, hvorfor Faderen ikke sendte Rolv til Orknøerne; Snorre har forklaret sig dette paa en tredie Maade, idet han antog, at Rolv, Thore og Rollaug (Ragnvalds ægtefødte Sønner) da ikke endnu var voxne<ref>Hskr. p. 65.</ref>. Jarlesagaen lærer os om Gange-Rolv af nyt kun, at man vidste, at Grange-Rolv laa ude paa Vikingstog længe førend han vandt sit Rige i Normandie.

Af Kongesagaerne kjender Noregskonungatal (Fagrskinna) og Snorre til Gange-Rolvs Historie; den første leverer dog kun en kortfattet Oversigt, navnlig over Slægtleddene, knyttet til Torv-Einars Vers<ref>Fagrskinna Kap. 210.</ref>. Fuldstændigt kjender vi Sagnene om Gange-Rolv fra Snorres Arbeider, dels i Heimskringla (p. 65, 70 71) dels i den særskilte Saga om Olav den hellige (Kap. 26). Snorres Beretning stemmer ganske med den almindelige. islandske Tradition, men er noget mere detaljeret : Gange-Rolv var Søn af Ragnvald Jarl paa Møre og Hild, Rolv nevjas Datter; han var saa stor af Væxt, at ingen Hest kunde bære ham, og fik derfor sit Tilnavn; han var en stor Viking og herjede længe i Vesterlandene og opholdt sig paa Sudrøerne, inden han "ryddede sig til Rige i Valland ". Særeget for Snorre — hvorved han adskiller sig baade fra den almindelige islandske og fra den norske Tradition — er, at han kjender til, at Rolv blev fredløs i Norge, og Grunden dertil; men hans Fortælling er saa eiendommelig og saa godt sammenhængende, at den ikke engang delvis kan være laant fra Vilhelm af Malmesbury. "Gange-Rolv var en stor Viking, han herjede meget i Østerlandene. En Sommer, da han kom fra Viking vest i Viken, hug han der Strandhug. Kong Harald, som da var i Viken, blev meget vred, da han hørte derom, thi han havde lagt stærkt Forbud mod at rane indenlands. Kongen gjorde paa Thing Rolv fredløs over hele Norge. Da Hild, hans Moder, hørte dette, drog hun til Kongen og bad om Fred for Rolv; men Kongen var saa vred, at det ikke nyttede at bede, og Hild gik fra Kongen, idet hun i et Vers truede med Hevn fra Rolv".

Som Munch har paapeget, har denne Beretning en stor indre Sandsynlighed: for Vikingerne havde indtil Kong Haralds Tid hvert fremmed Fylke været et Land, hvorpaa de kunde øve Ufred, medens Harald maatte med strænge Straffebestemmelser indøve den Opfatning, at man skulde respektere Freden over hele hans Rige. Kongen maatte strængt straffe Fredsbrud, specielt ligeoverfor de urolige Stormænd, medens disse selvfølgelig havde vanskeligt for at vænne sig til de nye Forhold. Det Vers, som Rolvs Moder kvad for Kongen, antyder ogsaa samtidige Forhold, idet det peger paa, hvorledes de fordrevne Hærmænd slog sig ned i Udlandet og derfra for at hevne sig herjede paa Haralds Rige; det lyder i Oversættelse saaledes:. "Du forskyder Nevjas (&#596;: Rolv Nevjas) Navne, du jager nu den kjække Hølde-ætling fredløs fra Landet; kvi er du saa ivrig derfor, Konge? Ude er det at ægge slig Skjold-Ulv; han vil ikke skaane Kongens Hjorder, naar han kommer tilskovs".

Hvilket Tidspunkt denne Landsforvisning bør henføres til, kan historisk neppe slaaes fast; af Snorres Ordning af Begivenhederne se vi kun, paa hvilken Tid han tænkte sig, at Rolv blev landsforvist. Kort Tid efter Slaget ved Havrsfjord (Kap. 19) drager Kong Harald paa sit store Vesterhavstog (Kap. 22), derefter klipper Ragnvald Haralds Haar, som havde været uklippet i 10 Aar under Erobringstiden (Kap. 23), derpaa berettes om Gange-Rolvs Forvisning (Kap. 23), om Snefrid, om Torv-Einars Afsendelse (Kap. 27), og saa fortælles om Kong Eriks Død, 10 Aar efter Slaget ved Havrsfjord (880 el. 82). Til Aarene 872—882 (870—80) har altsaa Snorre henført Rolvs Flugt. Efter Snorres Ord bør det heller ikke være Tvivl underkastet, at Rolv drog fra Landet endnu medens Faderen levede, thi Ragnvalds Død berettes netop efter Kong Eriks, altsaa efter 882 (Kap. 30); naar Joh. Steenstrup af den Omstændighed, at "vi ved Rolfs For drivelse fra Norge kun se Moderen virksom ", slutter, at "sandsynligvis har Ragnvald allerede da været død", saa lægger han en Fortolkning ind i Ordene, som fuldstændig strider mod Snorres Fremstilling, og han overser, at Enkeltheder ved Fordrivelsen er bevarede, kun fordi Hilds Vers erindredes. Men netop dette, at hele Traditionen er bevaret stykkevis, bør advare mod et Forsøg paa at opstille en rationel Tidsregning inden Harald haarfagres Regjeringstid.


<center>__________</center>


I Norge og paa Island findes saaledes følgende Beretninger om Normandies Erobring:

:1) en norsk Tradition fra 12te Aarhundrede, at Erobreren hed Rodulf eller Gange-Rolv, at han hørte til Jarlen Ragnvalds Æt, og at han i Harald haarfagres Tid kom til Normandie fra de skotske Øer;

:2) en islandsk Tradition fra Vestlandet fra 12te Aarhundrede om, at Gange-Rolv i Skotland før 900 havde efterladt en Datter;

:3) en almindelig islandsk Tradition fra 12te og 13de Aarhundrede om, at Gange-Rolv var Søn af Ragnvald Jarl og Broder til Jarlerne paa Møre og Orknøerne, og at han laa længe ude i Viking, før han vandt sig Rige i Normandie, og

:4) en islandsk Tradition, optegnet hos Snorre, om, at Gange-Rolv blev landsforvist fra Norge af Kong Harald i dennes tidligere Aar.

Af disse Traditioner er den første uafhængig af og i Detaljer afvigende fra de øvrige, og selv inden de islandske Traditioner synes Nr. 2 og Nr. 3 at være optegnet uafhængig af hinanden; og ingen af dem er beslægtet med det Sagn, som Vilhelm af Malmesbury har optegnet. Men er det saa, da har vi en engelsk-normannisk, en norsk og en islandsk Attest for, at Normandie er erobret af den norske Jarlesøn Gange-Rolv, ligesom vi havde den danske Traditions stiltiende Attest for, at der intet dansk Sagn fandtes om Erobringen. Vi tør derfor dristig stille disse Vidnesbyrd op mod Dudo og hævde, at de norsk-islandske Sagn om Gange-Rolv bør i alt væsentligt ansees for paalidelige.

Skulde man med alle troværdige Kilder for Øie skildre Rolvs Historie, blev saaledes Hovedtrækkene disse. Rolv stammede fra en Jarleæt, der oprindelig havde hjemme paa Oplandene. Ragnvald Jarl sluttede sig tidligt til Harald haarfagre og blev af ham sat til Jarl over Møre. Ragnvalds Broder Sigurd var den første norske Jarl paa Orknøerne, hvad enten man vil antage, at han selvstændig har vundet disse Øer, eller at — som det islandske Sagn vil — Harald selv har gjort et Tog did, undertvunget Øerne og sat Sigurd til Jarl. Sigurd forenede sig med en norsk Høvding af den dublinske Kongefamilie, Thorstein raud, og i Forbund med ham begyndte han at underlægge sig Nordskotland, — et Forbund, som senere fortsattes, da de norsk-irske Konger fordreves fra Dublin og tog sin Tilflugt til Orknøerne, der siden blev Udgangspunkt for nye Erobringer. Da Sigurd og kort efter hans Søn Grudorm døde c. 880, arvede Ragnvald Jarl Landet og udnævnte sin Søn Einar (Torv-Einar) til Jarl paa Øerne. Af Ragnvalds Sønner nævner Einar i et bevaret Vers tre, Rolv, Rollaug og Thore. Rolv var tidligt ude paa Vikingstog, og da han hug Strandhug i Viken, blev han landsforvist af Kong Harald (c. 880—90); han drog da til sin Slægts andet Hovedsæde paa Orknøerne, og herfra eller fra Sudrøerne gjorde han længe Vikingstog om Somrene rundt i Vesterlandene; han synes under sit Ophold paa de skotske Øer at have været gift eller har ialfald havt Børn med en kristen, irsk eller skotsk, Kvinde (c. 890 900). Siden har han med sin Trop sluttet sig til den "store Hær", rimeligvis under dennes Hærtog i England mellem 892 og 896 og fulgt den til Frankrig 897, hvor han efterhaanden er steget til Chef. Ragnvald, hans Fader, blev ved voldeligt Overfald dræbt af to af Kong Haralds Sønner; den ene af disse, Halvdan, drog til Orknøerne for at fordrive Einar, men denne overvandt og dræbte ham og hevnede saaledes sin Fader<ref>De Vers, som Einar ved den Leilighed digtede, lyder i Oversættelse saaledes: "Ikke ser jeg Spyd flyve paa Dalboernes Mængde fra Rolvs eller Rollaugs Haand; mig sømmer det at hevne min Fader. I Kveld, medens vi kjæmper, sidder Thore Jarl taus ved Mjøden. — Jeg har hevnet Ragnvalds Død for min Fjerdedel, nu er Høvdingen (Halvdan) falden; Nornerne voldte det. Kjække Svende, kaster Sten paa den høifodede, thi vi raader for Seiren; jeg udvælger ham en haard Skat. — Altid vil det fryde mig, at de krigslystne Mænds Spyd rammede Kongens unge Søn (der fløi Ligfalken aarle om Holmen fra Saarene); dog nægter jeg ikke, at den krigerske Konge er harmfuld."</ref> ; dog maatte han senere, da Harald gjorde et Tog mod ham, flygte over til Skotland, men forsonede sig med Kongen og betalte ham Bøder. Paa Flugten var det, at Einar kvad det Vers, der ligefrem hentyder til Rolvs Strandhug og Landflygtighed : "Mangen Svend med fagert Skjæg bliver fredløs for Sauer, men jeg for Kongens unge Søns Død i Øerne; Fare spaar mig Bønderne fra den modige Konge, men jeg sørger ikke over, at jeg har hugget et Skar i Haralds Skjold ". Harald indsatte Ragnvalds ældste Søn Thore til Jarl paa Møre, men efter hans Død uden Børn blev dette Jarledømme ubesat eller maaske forenet med Throndhjem, hvis Jarl Sigurd var Thores Svigersøn. Ragnvalds 3die Søn Rollaug udvandrede med Kongens Samtykke til Island, hvor vi saa Slægten fast holde sine Traditioner. Det følger af sig selv, at Rolv, der selv var landsforvist fra Norge, ikke kunde vedligeholde nogen direkte Forbindelse med Moderlandet, hvor desuden Slægten snart forsvandt. Anderledes var det derimod med de norske "Vesterlande", hvor hans Broder havde et Rige og han selv tidligere havde havt Tilhold. Rolv har vel efter Bosættelsen i Frankrige ladet sin Søn hente fra Skotland; mange Krigere fra de britiske Øer fulgte hans Exempel, mange blev maaske indkaldte af ham (saaledes Jarlen Thorketil fra Mercia, der i 920 for over Søen til Frankland); og alt hvad vi ved om senere Tilstramninger af nordiske Krigere til Seinelandet<ref> Se Tillæg IV.</ref> synes at tyde paa, at dette havde sit Støttepunkt i de norske Riger paa de britiske Øer.

== V. Joh. Steenstrups Bevis for, at "det norske Sagn om Gangerrolf bør udvises af Historien som falsk"==

[[Fil:Hild beder for sin søn Gange-Rolv.jpg|thumb|«Kongen tinglyste derfor, at han gjorde Rolf fredløs i Norge. Da Hilde — Rolfs mor — hørte dette, opsøgte hun kongen og bad om fred for Rolf, men kongen var så vred, at det ikke nyttede hende at bede. Ganger-Rolf drog derefter vest over havet til Suderøerne og derfra vestpå til Valland, hvor han hærgede og tilegnede sig et stort jarledømme; det blev befolket af mange nordmænd og blev siden kaldt for Normandiet.» Ill. til Harald Hårfagres saga av Erik Werenskiold.]]Skjønt det vil lede til unødvendig Vidtløftighed, skal vi dog ikke forlade Gange-Rolv uden at gaa nærmere ind paa den Række Argumenter, Joh. Steenstrup har sammenstillet mod Sagaernes Beretning om Gange-Rolv; vi skal her følge hans Argumenter, idet vi gjengiver de vigtigste af dem i samme Orden, hvori han fremlægger dem, og med hans egne Ord.

'''a.''' Hr. Steenstrup begynder med en Vurdering af Kilderne (Dudo og Sagaerne), hvorom jeg antager ovenfor at have sagt det fornødne. Han fremhæver den norske Traditions Fattigdom; "den gik ikke ud paa andet end dette: Gangerrolf, den bekjendte Helt, Sønnen af Ragnvald Jarl, erobrede Normandiet. Der haves ikke den mindste Oplysning om Forberedelsen til dette mærkelige Foretagende, ikke om hvorledes Rolf fik samlet sig en Hær eller om hvad han foretog sig, før Neustrien blev ham endelig afstaaet, ej heller om Maaden, hvorpaa Magten grundfæstedes  i Normandiet o.s.v. Den norske Tradition er aldeles nøgent og bart dette: Gangerrolf erobrede Normandiet". Denne Karakteristik er tildels riktig, thi naar untdages Historia Norvegiæ gives ingen detaljerede Oplysninger om Rollos Forberedelser; men som Ankepost er den uretfærdig. Om den norsk-islandske Traditions Fuldstændighed og Styrke har man nemlig vanskeligt for at dømme, da den ingensteds refereres kaldt ud; der findes ingen "Saga om Gange-Rolv", men han omtales indskudsvis i Sagaer, som vedkommer andre: Historia Norvegiæ har optaget en kort Beretning om Normandies Erobring ved Beskrivelsen af de skotske Øer, Landnámsbogen og Jarlesagaen henviser kortelig til Gange-Rolvs Bedrifter under Fremstillingen af hans Brødres (Rollaugs og Torv- Einars) Historie, og Snorre kan om Gange-Rolv kun fortælle, hvad der vedkommer Harald haarfagres Regjering i Norge, medens han om hans Udfærd maa fatte sig i af Korthed. Sagaforfatterne kunde ikke befatte sig vidløftigere med Gange- Rolv, fordi hans Historie ikke var deres Emne; naar de nu alligevel i Korthed refererer, hvorledes det gik Rolv senere i Udlandet, bør dette ikke lægges dem eller Traditionen tillast. Snarere tør man dog have Ret til at betone som et Fortrin ved Sagaernes og Krønikens Beretning, at den har en fuldkommen historisk og nøgtern Karakter, den opholder sig ikke ved uhistoriske Sagn eller romantiske Skildringer.

'''b'''. Hr. Steenstrup søger efter Dudo at bestemme, at Rollo kom til Frankrige c. 880, medens efter Sagaerne Rolv ikke skulde være kommet til Frankrige før efter 900; deraf slutter han da, at Rollo og Gange-Rolv ikke er identiske, "at Krønikerne og Sagaerne have bevist et dobbelt og gjensidigt alibi, Sydens Annaler for den af de nordiske Sagaer opstil lede Erobrer, og Nordens Sagaer for den normanniske Traditions Helt".

Ved dette Bevis er der adskillige Bemærkninger at gjøre. Efter Dudo kom Rollo til Normandie 876, men kasserer man denne Kronologi (som ogsaa Hr. Steenstrup gjør ved at antage en Skrivfeil for 886), bør man ikke være blind for, at hvad der er historisk af Rollos Bedrifter hos Dudo magelig lader sig udføre paa nogle faa Aar<ref>Se ovenfor Side 155</ref>. Dudo lader sig altsaa ikke bruge til at bevise, at Rollo kom til Gallien før c. 900. Og paa den anden Side viser Beretningen hos Snorre, at ifølge dennes Mening udvandrede Rolv før c. 880<ref>Se ovenfor Side 179.</ref>, saa der bliver rundelig Tid for ham til at opholde sig hvor mange Aar det skulde være i Skotland, førend han tiltraadte Toget til Gallien. Det sees heraf, at Dudo og Sagaerne, skjønt ellers uenige nok, i dette Punkt nok saa godt lader sig føie sammen; Beviset for Rolvs og Rollos gjensidige alibi glippe fuld stændig.

c. "Min 3die Betragtning drejer sig om de tvende Personers Navne. I de nordiske Sagaer er Benævnelsen Gangerrolf uadskilleligt knyttet til Helten. Ingen sydlandsk Kilde véd noget om, at Nonnandiets Erobrer havde dette Tilnavn — og dette er højst paafaldende, thi blandt Normannerne i Syden vare slige Øgenavne og Tilnavne omtrent ligesaa almindelige som hos Nordboerne " . Hvis Hr. Steenstrup havde bevist, at Normandies Erobrer i sydlige Kilder fører et andet Navn end i de nordlige, vilde vi have fundet hans Argumentation fyldestgjørende; men som ovenfor omtalt, er Rollo og Rolv (Hrolfr) netop samme Navn. Hvis han endvidere havde bevist, at Rollo i sydlige Kilder førte et andet Tilnavn end i nordlige, vilde vi ogsaa fundet Beviset fyldestgjørende. Men hvad han har vist er kun, at et Tilnavn, som alene er forstaaeligt for nordiske Øren, ikke kjendes af de latinsk-skrivende eller -talende Forfattere. Nu er det saa langt fra, at de nordiske Mænd, som omtales i sydlandske Krøniker, her kjendes med sine nordiske Tilnavne, at snarere Udeladelsen af disse Tilnavne er Regelen; vi kjender fra 9de eller 10de Aarhundrede kun en eneste Mand, hvis Tilnavn anføres baade i nordiske og sydlandske Kilder, nemlig Bjørn Jærnside, medens derimod Kong Harald Blaatand blot kaldes Haigroldus, Svein Tjugeskegg blot Sveno eller Swegen, Ivar beinlaus blot Ingvar, Sivard Ormøie blot Sigfred, Olav hvite blot Amlaib o.s.v. Eller kanske man ogsaa her konsekvent skulde adskille dem, der manglede Tilnavnet, fra dem, hvis Tilnavn man har erindret?

'''d'''. "Sagaerne sige, at Rolf var en overordentlig svær og før Mand. Er det tænkeligt, at et saa karakteristisk personligt Træk skulde blive glemt? Ikke desmindre findes intet derom i Kilderne. Dudo beskriver Rollo som det deiligste Menneske paa Jorden (corpore pulcherrimus), Romansforfatterne ligesaa. Man maa i Normandiet aldrig have vidst, at han var saa svær, thi i Følge *den af Worsaae givne Oplysning viser den i 14de Aarhundrede over Rollo i Rouen reiste Billedstøtte ingenlunde Rolf som en overordentlig stor eller svær Mand". — " Rollo, hedder det fremdeles i Sagaerne, var saa svær, at han ikke kunde ride, men altid gik; det er vist, at dette ikke gjaldt om Normandies Erobrer, thi Benoit omtaler paa forskjellige Steder Rollo som ridende, og Dudo forudsætter, at Rollo altid har kunnet ride; thi han omtaler, at Rollo i sit Livs sidste Dage blev saa svækket af Alderdom, at han ikke kunde sidde til Hest".

Ved denne Argumentation er der to Besynderligheder: den ene er, at Hr. Steenstrup er henvist til om Rollo (f c. 930) at benytte saa tarvelige historiske Kilder som en paa Dudo bygget fransk Rimkrønike fra 12te Aarhundrede (om hvilken han selv siger, at "man kan ikke noksom anbefale Kritik ved Benyttelsen "), eller som en fransk Billedhugger fra 14de Aarhundrede. Den anden er, at hele Bevisførelsen hviler paa en urigtig Oversættelse. Ingen norsk eller islandsk Kilde siger, at Rolv var saa " overordentlig svær og før". Udtrykkene er: "hann var svá mikill maðr vexti, at engi hestr mátti bera hann, ok gékk han hvergi sena hann for"<ref>Hskr. 65 22</ref>; "hann var sva mikill at hann báru öngir hestar"<ref>Mat. I 221. </ref> ; "ob enormera corporis quantitatem equitare nequiens sem per incessit"<ref>Hist. Norv. p. 6</ref>.

Udtrykkene betegner ikke Førhed, men stor Væxt; det har været brugt fra gammel Tid og hos forskjellige Folk for at betegne en overordentlig Størrelse, en Væxt som en Rise. I et nederlandsk Haandskrift  af Phædri Fabler fra 10de Aarhundrede findes følgende Bemærkninger om den fra Beovulf bekjendte gøtiske eller danske Konge Hugleik: "Et fiunt monstra miræ magnitudinis ut rex Huncglacus qui enim imperavit Getis et a Francis occisus est, quem equus a duo decimo ætatis anno portare non potuit. cujus ossa in Reni fluminis insula ubi in Oceano prorumpit reservata sunt et de longinquo venientibus pro miraculo ostenduntur"<ref> Citeret efter Mullenhoff hos Haupt XII 287.</ref>. "Kong Hugleiks Ben" fremvistes for Fremmede som Vidnesbyrd om overordentlig storvoxne Mennesker; Udtrykket om, at ingen Hest kunde bære ham, sigter altsaa til Størrelsen eller Længden, ikke til Tyngde eller Førhed. " I det sydtyske Digt "Konig Rother" fra 12te Aarhundrede siges om Risen Kong Asprián, der bar en 24 Alen lang Staalstang og altsaa selv maatte være af drabelig Størrelse: "den ne mochte nicht ein ros getragen". Naar Rolvs Samtid benyttede dette billedlige Udtryk om ham, bør deri kun sees en folkelig, spøgefuld ending for at betegne hans høie Væxt, ganske ligesom en Søn af Harald haarfagre (Sigurd) fik Tilnavnet "Rise"; hver den, der forstod sig paa den poetiske Terminologi, maatte strax opfatte Betydningen heri. I den norsk-færøiske Vise om "Rosmer Havmand" har den unge Mand, som bortfører Rosmers Datter eller Hustru over Havet, fra den bekjendte Vikinge-Høvding laant Navnet " Rolf Gangar" eller Gange-Rolv; det er derfor ikke underligt, at den færøiske Vise ligesom uvilkaarligt om sin Helt tilføier: "han kaldtes Gange-Rolv, thi ingen Hest ham bar". I den senere romantiske. Digtning paa Island er Betydningen fordunklet; Sagaen om Hrolv Sturlaugssøn — i Overskriften kaldet " Göngu-Hrolfs saga" — fortæller, at denne "var manna mestr, bædi at digurð' ok hæð ok sva þungr at engi hestr fekk borit hann ailan dag, ok var hann þvi jafnan á göngu". Forfatteren har aabenbart laant Beskrivelsen fra Oldtidens Gange-Rolv, men han forstod ikke Udtrykkets Betydning og vil derfor forbedre det ved at tilføie Tyngden ved Siden af Størrelsen, men da han alligevel fandt det utroligt, at en Hest slet ikke kunde bære ham, indskrænkede han det til "en hel Dag igjennem".

Vikingerne i 9de og 10de Aarhundrede skildres altid som stærke, kraftige, velvoxne og slankbyggede Mænd, Udtryk som proceri og robustissimi er sædvanlige ogsaa hos Dudo. Af Rollo og hans Broder giver han en almindelig Karakteristik, der kan passe paa hele Fyrsteætten: "armis strenui, bellis edocti, corpore pulcherrimi, animositate robustissimi"; men noget for Rollos Udseende eiendommeligt findes ikke nogen steds hos Dudo, han har aabenbart ikke vidst noget derom og skjult sin Uvidenhed under almindelige Fraser. Naar han om Rollos sidste Dage siger "ætatis suæ defectu effectoque viribus corpore, equitare non valens .... plenus dierum migra vit ad Christum", finder vi heller ikke heri andet end et ordrigt Udtryk for, at Rollo var meget gammel; og dette maatte han efter Dudos Opfatning nødvendigvis være, da han jo havde herjet i Gallien i 36 Aar (876—912) og desuden vel havde regjeret et Snes Aar senere, hvilken Beregning imidlertid neppe er korrekt.

'''e'''. "Sagaerne og de frankiske Kilder opgive hver for sig Navne naa Slægtninge af de to foregivne Erobrere." Flere Sagaer fortælle, at Gangerrolf paa Skotland havde en Datter Kadlin, som blev gift med den irske Konge Bjolan". "Den normanniske Tradition véd intet om, at Rollo skulde have havt et Barn før sin Ankomst til Frankrige, og den kjender Intet til de normanniske Fyrsters Slægtskab med irske Kongehuse. Omvendt véd Traditionen i Syden, at Rollo havde havt en Broder Gurim, der døde før Flugten fra Hjemlandet, — derom tie Sagaerne. Vilhelm af Jumiéges kjender en Hulc, som var Rollos Farbroder og som med ham havde deltaget i Erobringen af Normandiet, hvor hans mægtige Slægt længe blomstrede. Sagaerne kjende ikke nogen saadan Onkel til Rolf; de nævne kun som Ragnvalds Broder Sigurd, der sattes til at styre Orkneyøerne. En Krønike nævner endog Navnet paa Rollos Fader Ketil, men da denne er meget upaalidelig, skal jeg ikke støtte mig til dens Udsagn<ref>Sml. ovenfor Side 145.</ref> . Dog er det paafaldende, naar saa mange baade paalidelige og upaalidelige Kilder give os Oplysning om Rollos personlige Forhold, at ikke én skal vise os et Glimt, som røber den norske Tradition".

Os forekommer det ikke det mindste underligt, at paa den ene Side den norsk-islandske Tradition kjender Rolvs Familieforbindelser i Norge, Island og Skotland (Ragnvald og Thore i Norge, Einar og Kadin i Skotland, Rollaug og Thordis paa Island), og paa den anden Side Dudo kun kjender Rollos Slægtsforhold i Frankrige, men ikke engang véd hans Faders Navn, heller ikke at han havde Børn "hinsides Havet".

Med Rollos Slægtninge havde de senere Sagn i Normandie meget travlt. De ældre Forfattere, Dudo og Orderic, kjender ingen anden Slægtning af Rollo end hans Broder Gurim, som tilmed var død i Dacia før Udvandringen og ikke efterlod sig Afkom; og selv denne Gurim, som allerede Vilhelm af Jumiéges har udvist af Historien, er en aldeles hjemløs Person, som vi ikke véd at knytte til nogen Tradition. Men allerede Hugo af Fleury (c. 1115) gjør Rollo til Slægtning af den berømte " Gurmundus rex et archipirata "; en Krønike fra 13de Aarhundrede erklærer Rollo for beslægtet med en Gerlo, Greve af Blois, som ligefrem er laant fra Richers Beretning om Fanebæreren Ingo, der med Catillus's Enke blev Fader til Gerlo. Endelig beretter en Forfatter fra Midten af 12te Aarhundrede, at Grev Roger af Toeni (&dagger; c. 1040) skulde stamme fra Rollos Farbroder Hulcius, som med Rollo havde deltaget i Erobringen af Normandie, og at derfor Roger krævede Regjeringen i Vilhelms Mindreaarighed. Denne Fortælling stammer nemlig ikke, som Hr. Steenstrup har troet, fra Vilhelm af Jumiéges, men er indskudt i hans Text i Midten af 12te Aarhundrede og fortjener visselig ingen Tiltro<ref>Se Le Prevosts Udg. af Orderic Vitalis I p. 181 (Note) og V p. LXXV.</ref>; dette viser allerede Navnet Hulcius, der jo hverken er dansk eller nordisk eller endog blot germanisk. Disse Rollos Slægtninge, som "baade paalidelige og upaalidelige Kilder " giver os Oplysning om i Normandie, forekommer os at være utvivlsomt opdigtede. Historisk er kun, at Gange-Rolv under sit Vikingeliv havde en Datter, som blev gift i Skotland, som aldrig kom til Frankrige og derfor aldrig omtales af franske Skribenter; og at han i Frankrige havde en Datter, som blev gift her og derfor ikke blev kjendt i Norden. Men paa denne Uvidenhed bør man efter vor Formening ingen Slutninger bygge.

'''f.''' "I det 10de og 11te Aarhundrede havde Folkene i Syden opdaget, at de tre nordiske Nationer hed Dani, Northmanni og Sveones. Imidlertid var Navnet Northmanni overgaaet paa de danske Beboere af Normandiet. Der fandtes altsaa kun to Nationer med Navnet Northmanni, nemlig Norges og Normandies Indbyggere. Man vidste tillige at de sidste vare af nordisk Herkomst. Jeg troer nu man kan paastaa, at af disse Fakta maatte med Nødvendighed opstaa et Sagn om, at Nordmænd og en norsk Høvding havde grundlagt Herredømmet i Normandiet".

Vi indrømmer gjerne, at saaledes kan Sagn opstaa, men tilstaar, at vi savner Beviset for, at Sagnet om Rollo er opstaaet ad den Vei. Den modsatte Mulighed, at Sagnet er historisk, ligger dog ligesaa nær, thi selv Hr. Steenstrup har ikke villet benægte, at Nordmænd kunde kaldes "Northmanni ".

"Den nordiske Opfattelse, siger Hr. Steenstrup videre, maatte naturligvis gaa frem paa samme Vei. Nordmændene hørte om en Provins i Valland, der hed Normandi, og at den var erobret af en nordisk Helt; det er jo klart, at han maatte have været en Nordmand; det gjaldt blot om at huske sig om i Historien efter en Rolf, der paa hin Tid drog om i Vikingetog. Valget faldt paa Grangerrolf og dermed var Sagen ordnet og Sagnet udviklet. "

Abstrakt seet var ogsaa en lignende Sagnudvikling mulig. Hvis et sligt Sagn var opstaaet i Danmark og optegnet af Saxo, vilde ogsaa vi have betegnet denne Udviklingsgang som sandsynlig, thi i Danmark havde en patriotisk-fantastisk Historieskrivning i Løbet af 12te Aarhundrede udfoldet de skjønneste Blomster; men desværre — Norge nar ikke været med i denne Udviklingsgang og møder kun op med et Par fattige Krøniker, der ganske savner poetisk Farve og ingensteds gjør Forsøg i den historisk-patriotiske Digtart.

Hr. Steenstrup tror imidlertid at have fundet saadanne Forsøg; han fortsætter: "vil man bebreide mig, at jeg ved denne Antagelse gaar den hæderlige Sagatradition i Almindelighed for nær, skal jeg tage en slaaende Parallel", nemlig at Søkongen Turgesius (Thorgisl) af Snorre gjøres til Søn af Harald haarfagre, hvilket strider mod Historien. Hvis denne Parallel skulde være "slaaende" maatte vel Thorgisl bevisligt have været en Udlænding (f. Ex. Dansk), som Snorre med Urette har gjort til Nordmand og indlemmet i den norske Kongefamilie; men nu indrømmer jo selv Hr. Steenstrup, at "rimeligvis var denne Konge norsk af Fødsel ", og Snorres hele Synd bestaar altsaa i, at han har regnet feil; han har, som Sagatraditionen idethele for Begivenheder i 9de Aarhundrede, havt liden Rede paa Kronologien; denne Parallel synes mig saa meget mindre slaaende, som Sagnet om Rollo slet ikke synder mod Kronologien. Hr. Steenstrup forudsætter, at denne falske Tradition om Thorgisl er opstaaet skridtvis: først har man fortalt om Haralds Søn Thorgisl, der for i Vesterviking, saa har Snorre hørt om den Thorgisl, der underlagde sig Dublin, og identificeret dem<ref>Denne Forudsætning er imidlertid ikke rigtig: kun Snorre og de fra ham stammende Kilder fender Thorgisl, og de af ham uafhængige ved ikke om nogen Søn af Harald af dette Navn.</ref>. Han antager da Sagnet om Rolv opstaaet paa samme Maade: "En Sagafortæller har sagt, at den landflygtige Rolv for i Vesterviking og muligt til Valland; den næste, som er klogere og som kjender en af nordiske Folk beboet Provins Normandie, lægger til: og han er den Rolf, som erobrede Normandiet". Alt dette er smukke Fantasier, som kun mangler ét — Paavisning af disse Mellemled. Vi maatte ialfald have Ret til at fordre, at man pegte paa for os en landflygtig Rolv i Vesterlandene, der kunde overtage Gange-Rolvs Rolle. Hr. Steenstrup har ogsaa følt Nødvendigheden heraf; han fortæller os derfor: "Der findes i Følge Udlandets Annaler Rolfer i tilstrækkelig Mængde i Vesterviking, navnlig ved Irlands Kyst, og Gangerrolf kan være identisk med en af dem. 916 falder saaledes en RoIf Pudarill paa Irland (The War of the Gaedhil 29). Anglo-Saxon Chronicle omtaler ved Tiden 912-18, at en Flaade, som 19 Aar forinden var gaaet til Gallien<ref> For det foregaaendes Skyld gjør jeg opmærksom paa, hvad der ikke vedkommer Spørgsmaalet om Rolv, at dette Citat ikke er nøiagtigt: Ordene "19 Aar forinden osv. " staar ikke i den saxiske Krønike, men hos Florens af "Worcester, der an tog denne Flaade for den samme som den, der i 896 forlod England.</ref>, nu vendte hjem under Anførsel af Ohter og Hroald. Gangerrolf har maaske været paa denne Flaade ". Jeg kan ikke med min bedste Vilje forstaa disse Hr. Steenstrups Ord anderledes, end at efter hans Mening er Rolt og Hroald det samme Navn som Rolv; men enhver Sprogmand vil vide, at Hroaldr (Hrod-vald) og Rolv (Hrod-vulf) er forskjellige Afledninger af samme Rod. Ogsaa Rolf vilde have repræsenteret en oldn. Hroaldr (ligesom Haraldr paa Irsk gjengives Araltf); men desværre — dette Navn synes at være opstaaet ved Feillæsning. Hr. Steenstrup har eiteret det efter Hovedtexten af "the War of the Gaedhil" fra 15de Aarhundrede, medens den ældre Text (Leinsterbogen fra c. 1170) har Ascalt Pudrall<ref>War of the Gaedhil p. 233</ref>, og Ascalt svarer, som en hver kan se, til oldn. Hoskuldr. De eneste Rolv'er, som Hr. Steenstrup har kunnet finde, forvandles saaledes til en Roald og en Hoskuld, og saavidt vi kan se, findes der ikke "ved Irlands Kyst" nogen anden, selv om man gjennemgaar alle irske Annaler i Gange-Rolvs Levetid. Det har derfor ikke været os muligt at komme til andet Resultat, end at denne Theori om de dobbelte Rolv'er svæver i Luften.


----

==Fodnoter==

<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Gustav Storm]]