Vis kilden til Alting og lagting

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrøn
!!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Alting og lagting'''</big>]] !!  !! 
|-
|}




<center><big>'''Alting og lagting'''</big>
<br>'''Foredrag i Kristiania Videnskapsselskap 23. mai 1919'''


<br>Av '''[[Absalon Taranger biografi|Absalon Taranger]]'''

<br><br>''Historisk Tidsskrift''<br>Utgitt av Den norske historiske forening<br>Kristiania<br>1924</center>







<center>'''I.'''</center>
<center>'''Altingsforfatningen'''</center>


<center>'''1. Altingsforfatningens utbredelse i Norden'''</center> 


Jeg har i min Utsigt over den norske rets historie II 45 ff, git en skildring av vor ældste forfatning og dens midpunkt fylkestinget, hvis hovedtræk gjenfindes i det av Tacitus skildrede concilium civitatis (Germania kap. 11). Jeg fremhæver (s. 48), at fylkestinget kaldes ''allsherjarþing<ref> I v. Amiras Grundriss des germ. Rechts. 3. Ausg. s. 100 identificeres ogsaa og allsherjarþing.</ref> og at det fungerer som "lovgivende forsamling (l&#491;gþing) og øverste domstol". Alt dette er uttryk for den herskende lære, som man kan finde fremstillet i alle historiske og retshistoriske lære- og haandbøker.

Da jeg efter avslutningen av mit mangeaarige arbeide med vor senmiddelalders historie atter kunde hengi mig til retshistoriske studier, blev jeg opmærksom paa, at det tekniske navn paa vore fædres folketing ikke var fylkisþing, men alþingi eller alþing. Det er ogsaa en bekjendt sak, at Islænderne kaldte sit folketing for  alþingi, og det samme gjorde Færingerne<ref>Hertug Haakons rettebot for Færøerne 1298: i logbok þæiri er — Magnus konungr gaf oss ok menn samþycktu á alþingi.</ref> og Grønlændingerne<ref>Att þeir varo a alþinge a Grønlande er almogen took samhellde att enger austmen sem þar varo komfuer skylde fa kost alt kaupa vttan þeir kaupto annad Grønlendzskan varningh mæder. DN XVIII nr. 33 (1389). Jfr. Grænlendinga þáttr i Flatøb. 111 448 ff.</ref> og Herjedølerne<ref>Þetta var boret ok suoret vm landamære ok ramerki mellim Noregs konongs rikis ok Swia konongs j Sueigi j Heriardale a alþingi (for 1273, NgL II 489, Rydberg, Sverges traktater I 244, jfr. 253 ff.</ref>, som alle er utvandret fra Norge eller norske kolonier. At ogsaa Orknøernes og Hjaltlands ældste fællesting har været saadanne allemands ting, fremgaar klart av sagaernes beskrivelse av disse møter, selv om vi ikke her kan paavise altingsnavnet.

Men ogsaa i de mere avsides norske bygder har man i middelalderen bevaret altingsnavnet, saaledes i Øvre Gudbrandsdalen, hvor vi ca. 1200 finder alþingi i Lom<ref>DN II nr. 4.</ref>, og i 1280 a Liufærwange (for: Ljugarvange) a Wagha er allþingi war nordæn at Rost<ref>DN 111 nr. 185. NgL 11 13 og V 823.</ref> (&#596;: grænsen mellem Nordre og Søndre Gudbrandsdalen). Den gamle tingplass Ljugarvangr =  hellig tingsted) skal være Nørstevangen (en del av prestegaarden) ved Vaagevandet under Jutulberget, som endnu kaldes Tingsvaberget<ref>Se Magnus Olsen, Kultminder I 124 280, 282, jfr. A. Bugge, HT V 4, 114. Bugge sammenblander gjennemgaaende tingsteder og stevnesteder; men þing og stefna er forskjellige retsbegreper. Tinget er domsstedet, stevnet er almindelig sammenkaldt til bevisoptagelse (profstefna). Hermed stemmer Bugges oplysninger (s. 115) om heradsstevnebøen i Holdbø i Vaage.</ref>. Der har vist nok kun været ett alting for Nordre Gudbrandsdalen og ett for Søndre.

Likesaa har Robyggelagen hat sit alting, som endnu er i bruk i 1439. I en arvesak møtte dette aar for Stavanger lagting Jorund Anundsson og Torgeir Torlaksson; den siste vilde ikke holde den semje, som lagmanden og lagretten hadde forelagt ham, "vttan skøøt sigh heim aa alþinghith" (DN. I nr. 770). Det fremgaar av 2 andre breve, at baade Jørund og Torgeir hørte hjemme i Robyggelagen<ref> Se DN. V nr. 652 (1435) og XV nr. 56 (1426).</ref>.

Utenfor Norge og norske kolonier møter vi altings-navnet paa Gotland (Gutnalþing); men det er samme forfatningstype, som i Vestgötalagen (I 88. 1 pr. I 88. 1 pr.) kaldes aldra Göta þing og i Heimskr. II 134 þing allra Svia, ogsaa kaldet Disaþing i Uppsala<ref>Magnus Olsen, Kultminder I 186 ff.</ref>. Alle svenske og danske landsting er alting, og vi kan anse det som sikkert, at denne urgermanske forfatningstype overalt har været indført av de germanske stammer som bosatte sig i Skandinavien<ref>Se Haops, Reallexikon der germanischen Altertumskunde s. v. Versammlung.</ref>. Da vi nu i vore ældste love, Gula- og Frostatingsloven, møter en helt ny forfatningstype, nemlig lagtinget, som ikke er et allemandsting, men et repræsentationsting, saa melder der sig to hovedspørsmaal : 1. Hvor længe varte altingsforfatningen? 2. Naar og hvorledes blev lagtingsforfatningen indført? Jeg vil her forsøke at besvare det første av disse spørsmaal. Det andet vil jeg behandle i forbindelse med lagtingsforfatningen.


<center>'''2. Islands alting'''</center> 


Vi vet med sikkerhet, at altingsforfatningen var den herskende i Gulatingslagen dengang, da nordmanden Ulfljót ved hjælp av sin morbror Torleiv den spake Hordakaaresson utarbeidet den første lov for Island (927) og i henhold til denne Ulfljótsl&#491;g oprettet altinget (929 —30). Are frode (kap. 2 —3) beretter herom følgende:


<blockquote>2. "Men da Island vidt omkring var bygd, bragte en austræn (norsk) mand, som het Ulfljót, først love (I&#491;g) hit ut fra Norge (saa sá Teit<ref> Teit, søn av biskop Isleif (f. 1006, biskop i Skaalholt 1056—80, opdraget sammen med Are hos Hall i Haukadal (f. 995 &dagger; 1089 .</ref> os), og de blev da kaldt Ulfljóts love; (han var far til Gunnar, som Djupdølerne i Eyjafjord er komne fra); men de fleste av disse love var sat efter det (sett at þvi), som dengang var Gulatingslove, eller saaledes som Torleiv Hordakaaresson den spake tilraadet at øke eller ophæve eller ændre (annan veg setja) disse. Ulfljót bodde øst i Lon; det er sagt, at Grim Gjeithaar<ref>Geitskor kan baade læses geitskor (gjeitsko) og geitskor, gjeithaar, en mand, hvis haar ligner gjeiteragg. Det siste svarer til familienavnet Gaitskarr, som man har fundet i mellemengelsk, se Hugo Pipþing, Studier i nordisk filologi I 19 (1910).</ref> skal ha været hans fosterbror, han som efter hans (&#596;: Ulfljóts) raad undersøkte hele Island for altinget begyndte; herfor fik han 1 penning av hver mand her i landet, men han gav siden disse penger til hovene.


3. Altinget blev sat efter Ulfljóts og alle landsmænds raad der, hvor det nu er; men før var der þing paa Kjalarnes, det som landnamsmanden Torstein Ingolfsson, far til logsogemanden Torkel Maane, hadde der og de høvdinger, som sluttet sig til det. Men en mand, som eiet land i Blaaskogar<ref>Bláskógaheiðr (nu Gagnheiðr) ved foten av Ármannsfell paa nordsiden, nordenfor Ölfussvatn.</ref>, var blit skyldig i mord paa en træl eller løising; han kaldes Tore Kroppinskjegge og hans dattersøn het Torvald Kroppinskjegge, han som siden for til Austfjorden og brændte der inde sin bror Gunnar (saa sa os Hall Urokjason); men den myrdede het Kol; efter ham er opkaldt den gjaa (kløft), som er der, og siden kaldes Kolsgjaaen, der hvor liket blev fundet. Dette land blev siden allsherjarfé (statseiendom) og det la landsfolket (landsmenn) til bruk for altinget; derfor er der almenningsret til vedhugst til altinget i skogene og paa heierne hage til hestehavn. (Dette sa Ulfhedin<ref>Ulfhedinn, søn av Gunnar den spake logsogemand 1108-16.</ref> os.) Saa har ogsaa vise mænd sagt, at Island blev albygd paa 60 vintre, saa busetningen ikke er blit utvidet siden. Ved denne tid overtok Ravn, søn av landnamsmanden Høng, logsagaen næst efter Ulfljót og hadde den i 20 somre (930 —49). Han var fra Rangaakverven. Dette var 60 vintrer efter drapet paa kong Eadmund (&dagger; 870 +  60 = 930), én eller to vintrer før Harald Haarfagre døde (932) efter vise mænds utregning (at tölu spacra manna). Toraren Ragabroder, søn av Oleiv Hjalte, overtok logsagaen næst efter Ravn og hadde den de næste 20 vintrer (950 —69); han var fra Borgfjorden."</blockquote>


 [[Fil:Almannagjá1.jpg|thumb|400px|Almannagjá, Þingvellir © Carsten Lyngdrup Madsen, 2014.]]Denne beretning viser os ikke blot ved altingsnavnet, men ogsaa ved fortællingens andre retslige detaljer, at her ikke er tale om nogen repræsentativ forfatning, men kun om et allsherjarþing. Den besluttende myndighet ligger ikke hos nogen l&#491;gretta eller overbode noget andet utvalg. Der er to faktorer, som bringer forfatningen og de første positive love for Island istand. Den ene faktor er den lovkyndige Ulfljót, som for første gang skaffer øen "satte love" (sett l&#491;g), det vil si ved tagne love, i motsætning til den sedvaneret, som de indtil da hadde levet efter<ref>At l&#491;g ikke omfatter sedvaneretten er fremhævet av Finsen i ordregistret til Grágás s. v. lög.</ref>. Ved lagasetning menes lovenes formulering eller forfatterskap, ikke deres ikrafttræden. Derfor tillægges lagasetningen Ulfljót og hans onkel Torleiv spake. Ulfljót var den første islandske lovbok; men til at opretholde denne levende lovbok blev der samtidig oprettet et eget embede, nemlig logsogemandsembedet. Noget saadant offentlig embede var der neppe i Gulatingslagen, eller overhode i Norge; men der var overalt lovkyndige (lagmenn, I&#491;spekingar), som utførte logsogemandens hverv. Derfor finder vi heller ikke i de ældre norske love det tekniske ord I&#491;gsaga<ref>Ordet forekommer først i Landsloven i samme betydning som l&#491;gs&#491;gn, (av segja l&#491;g) 1) lagmandens domsavgjørelse, 2) hans embede eller embedsdistrikt; det skylder lagmandsembedet sin opkomst; se Hertzberg, Gloss. s. vv.</ref>, men I&#491;gtala (av telja I&#491;g) eller l&#491;gmál (av mæla l&#491;g<ref>Telja brukes om lagmændenes lovforedrag (jfr. sem nu hefi ek talt); mæla  l&#491;g betyr; gi en lovbestemmelse, se Hertzberg, Gloss. under mæla 2 og telja 2.</ref>). Dog brukes i F X 1v uppsaga laga som betegnelse for lovforedraget, ganske som i Grágás<ref>Grg. I a 216.</ref>. Logsogemandsembedet har derfor tilknytning i samtidig norsk praksis, men det er mere bestemt utformet paa Island, hvor det blev fristatens vigtigste embede. Paa dette felt er saaledes Gulatingsloven blit "øket".

Den anden faktor i lovgivningsverket er ailir landsmenn (alþingi vas sett at ráþe Ulfljóts oc allra landsmanna). Man hadde allerede før et tilløp til et allsherjarþing paa Kjalarnes, som dog ikke vandt almen tilslutning. Det var sat av Torstein Ingulfsson, søn av den første landnamsmand Ingulf fra Fjorane, altsaa ogsaa fra Gulatingslagen. Men at dette har været tænkt som et alting, viser sig deri, at Kjalarnesgoderne senere blev kaldt allsherjargoðar og deres tingbu paa Altinget allsherjarbúð og de hadde det vigtige hverv at indvie altinget, som ogsaa laa i deres landnam<ref>Maurer, Vorlesungen IV 76 og V 304. Landnáma kap. 10. Sturlunga ved Kålund I 292, note 2, 379. Maurer, Ueber die Hænsaþóris saga 54 (214) bestrider, at Kjalarnesþinget var et tilløp til et alting, hvilket han i Vorles. IV 76 anerkjender.</ref>.

Om altingets organisation har vi først paalitelige oplysninger i Grágásen, som er nedtegnet i det 12. aarh.; men reglerne er visselig meget ældre. Tingstedet var Þingv&#491;llr og tingtiden begyndte første dag (torsdag) i den10. sommeruke, altsaa ved sommersolhverv (tidligst 18. og senest 24. juni<ref>Før 999 mødte altinget en uke før, se Maurer, Vorlesungen V 304.</ref>) og varte i to uker. Ingen blev opnævnt til at møte paa altinget; men goderne skal møte den nævnte torsdag, "før solen gaar av tingvolden", under tremarksbot og tapet av sit godedømme, hvis de ikke har lovlig forfald (Grg. I kap. 23). Logsogemanden er skyldig at møte op den første fredag i tingtiden før folket gaar til logberget, ogsaa under tremarksbot (Grg. I kap. 116 s. 210). Likesaa var hver bonde, som eiet et kuverd (kúgildi) for hvert menneske han skulde forsørge og for sine nødvendige tjenestefolk (skuldahjón), samt dertil en okse eller hest, pligtig til þingf&#491;r eller til at betale þingfararkaup, om han sat hjemme. Møtte han paa altinget, blev han ikke blot fri for þingfararkaup, men oppebar seiv dette. En einvirke, som ikke hadde tjenestefolk, betalte først tingfærdsløn, naar han eiet 2 kuverd for hvert skuldahjón. Disse tingpligtige bønder kaldes þingheyjendr eller þingmenn. De utgjorde statens stemmeberettigede medlemmer; kun disse kunde være medlemmer av dommene og av nabokviden (nabojury paa 9 medlemmer). Da en tingmand altid var bonde, var han egentlig anset som repræsentant for sit bu, ikke for samfundet; derfor kunde han ogsaa møte ved repræsentant, naar han seiv var ufør, eller naar bonden var en kvinde. Tingmandsalderen var den almindelige fuldmyndighets alder 12 aar. Hvis en tingpligtig bonde uteblir fra vaartinget uten lovlig forfald, kan goden saksøke ham til tremarksboten eller avkræve ham 1/2 øre i tingfærdskaup; om tingfærdslønnen til altinget hadde samme størrelse vet vi ikke. Tingfærdslønnen skal betales efter de regler, som tingmændene i hver treding blir enig med goden om (Grg. I kap. 23 s. 44). Om de hjemmeværende betalte den direkte til de tingreisende eller til goden, kan ikke sees.

Paa vaartinget, som blev holdt i 5.—6. sommeruke (fra 7. mai tidligst til 27. mai senest) og varte fra 4 dage til 1 uke, hadde goden ret til at sikre sig følge til altinget av sine tingmænd paa følgende rnaate: For tilkaldte vidner skulde han fra vaartingets tingbrække lyse, "at han ber alle tingmænd (pingheyjendr), som er der i hans treding, at de skal fare med ham til altinget"; og de skal da kaste lod om eller paa anden vis fordele det mellem sig; men fare skal hver 9. mand av hans ting mænd eller tinghøiender" (Grg. I kap. 59 s. 107). Paa den maate hadde hver gode og hans tingmænd ansvar for, at der paa altinget mødte et tilstrækkelig antal tingmænd. Men medens disse for de norske lagtings vedkommende blev opnævnt av aarmanden, har den islandske gode ingen opnævningsret; valget avgjøres enten ved lodtrækning eller ved indbyrdes overenskomst mellem tingmændene seiv.

Are fortæller dernæst i kap. 5, at der i 965 blev indført den reform i landets tingforfatning, at hele "landet da blev delt i fjerdinger, saaledes at der blev 3 ting i hver fjerding, og tingfællerne (þingonautar) skulde indbyrdes føre saksokner (straffeprocesser) sammen (&#596;: paa sit hjemting); men i Nordlendingernes fjerding blev der 4 ting, fordi de ikke kunde enes om andet; de som var nordenfor Eyjafjord vilde ikke søke tinget der, og heller ikke vilde de, som var vestenfor Skagafjord, søke tinget der. Men dog skulde der være samme domnævning og lagretteskiþing fra deres fjerding som fra hver av de andre; men siden blev fjerdingstingene oprettet. (Dette sa os logsogemanden Ulvhedin Gunnarsson)."

Ved altingets indførelse i 930 skulde efter denne beretning den lokale tingordning ikke være organisert. Der hadde nok været lokale ting, som Kjalarnestinget ved Reykjavik og Tingnestinget i Borgfjorden; men nogen tinglagsinddeling av hele landet var der ikke. "Det var lov dengang at drapssaker skulde søkes paa det ting, som var nærmest gjerningsstedet", sier Are (kap. 5); men logsogemanden Tord Geiler, som foranlediget reformen i 965, begrundet den med, at det gik ham og hans fæller ilde, da de skulde søke sin ret i mordbrandssaken mot Tunge-Odd paa det "ukjendte ting" i Borgfjorden. Han forutsætter at faste, kjendte tingfæller lettere vil komme til en retslig avgjørelse end fremmede.

Den tingordning, sorn blev gjennemført i 965, er skildret i det ældste Grágashaandskrifts (Konungsbóks) þingskapapáttr, som følger like efter kristenretten. Denne tingordning omhandler kun domstolene, nemlig:


:1. De fire fjerdingsdomstole paa altinget (kap. 20—42). 
:2. Den i 1004 oprettede høiesteret (femtedommen; kap. 43—47). 
:3. Namsdomen (eksekutionsdommen paa altinget; kap. 48—55). 
:4. Vaartingene (kap. 56—60). 
:5. Høsttingene (leið; kap. 61).
:6. Namsdomme paa vaar- og høsttingene (kap. 62—67).


Jeg skal her blot si lidt om fjerdingsdommene paa altinget og vaartingsdommene.

Om fjerdingsdommene sier Grg. I kap. 20: "Det er mælt i vore love, at vi skal ha 4 fjerdingsdomme; hver gode som har et fornt (garnmelt) og fuldt godord, skal opnævne én mand i dom; men de godord er fulde og forne, hvor der er 3 ting i hver fjerding og 3 goder i hvert tinglag; da var tinglagene udelt (þá voro þing óslitin)". Her nævnes intet om, at Nordfjordingen har 4 ting, hvilket overhode ikke nævnes i þingskapaþáttr, men kun i l&#491;grettoþáttr 1 (Grg. I kap. 117), hvor den av Are omtalte forandring i 965 omtales (se nedenfor s. 16). Naar hver gode skal nævne én mand i dom, blir dette 9 dommere i hver fjerdingsret og 36 i alle 4. Men da Njála sier, at der i hver fjerdingsret var 3 tylvter, som dømte, har Maurer<ref>Se Maurer, Vorlesungen V 315 ff.</ref> og flere lært, at hver gode opnævnte en mand i hver fjerdingsret, som da bestod av 36 dommere. Dette finder støtte i den bestemmelse, at goden skal si til hvilken domstol han opnævner sin mand<ref>oc qveþa á i hvern dóm hann nefnir, Grg. I kap. 20 in fine.</ref>.

Om vaartingsretten heter det, at "goderne skal der opnævne domstolen og hver av dem skal nævne 12 mænd i dom til at dømme enn alle de straffesaker (sakir), som der kommer til behandling og som loven forpligter dem til at paadømme" (Grg. I kap. 57). Det er den aimindelige lære, at vaartingsretten bestod av 36 dommere, 12 opnævnt av hver av tinglagets 3 goder. Men Schlegel har opfattet lovstedet derhen, at hver gode opnævnte sin selvstændige tolvmandsdom, som paadømte sakerne meliem hans tingmænd. Denne opfatning finder ogsaa støtte deri, at domstolene i kapitel 58 omtales i flertal (domar scolo fara ut). Likesom der paa altinget var 4 fjerdingsretter, hver paa 36 medlemmer, vilde der da her bli 3 vaartingsretter, hver paa 12 medlemmer. Men, som sagt, det er den herskende lære, at der kun var én vaartingsret, som da maa ha tællet 36 medlemmer likesom fjerdingsretterne paa altinget, med hvem den delte kompétence<ref>Maurer, Vorlesungen V 332 f.</ref>. Til en endelig dom paa vaartinget kræves enstemmighet; men hvis 6 av rettens medlemmer har en avvigende opfatning, da staar dom mot dom (véfang), og saken kan appelleres til vedkommende fjerdingsret paa altinget; hvis der ogsaa der blir minoritetsdom, skal saken endelig avgjøres (lukaz) i femteretten, hvor flertallets mening blir dom<ref>Se Grg. III ordbogen s. v. véfang og Maurer, Vorlesungen V 413.</ref>.

En eiendommelighet ved vaartingene, som vi senere vil faa bruk for, er deres deling i soknarþing ("sageting") og skuldaþing (betalingsting, jfr. "skatteting"); det siste blev holdt efter at saktinget var opløst og undertiden paa et eget tingsted<ref>Maurer, Vorlesungen V 329 ff. Grg. III s. vv. skuldaþing og sóknarþing.</ref>.

Der er en mængde detaljer i det islandske þingsk&#491;p, som belyser altingsforfatningen; men i denne oversigt kan jeg ikke indlate mig paa dem. Jeg vil kun slaa fast som almene træk:


1. Et fælles alþingi for det hele land, hvortil hver gode var pligtig at møte med et visst minimum av sine tingmænd, som for tingreisen oppebar tingfærdsløn. Tingreisen blev paa det foregaaende vaarting fordelt mellem tingmændene enten ved lodtrækning eller paa anden vis.

2. Landet er delt i fjerdinger, fjerdingen i 3 ting lag (þing) og tinglaget i 3 godedømmer eller tredinger.

3. Domstolene paa tingene opnævnes altid av goderne, saaledes de 4 fjerdingsretter paa altinget og vaartingsretterne paa vaartingene. Den oprindelige regel synes at være at domstolen bestod av 12 medlemmer, opnævnt av hver gode. Hvor flere goder hadde fællesting kunde der dannes en fællesret av flere tolvmandsdomme (36 dommere paa vaartingene) eller de flere goder opnævnte hver sin mand i domstolen (fjerdingsretten).


Jeg har hittil i taushet forbigaat lagretten og det av den grund, at denne institution, saavidt jeg forstaar, oprindelig er fremmed for altingsforfatningen. L&#491;gretta forekommer kun paa Island og i Norge og den hviler begge steder paa et helt andet system end altinget, nemlig paa repræsentationssystemet.

Jeg vil her tilslut betone, at det islandske alting i Grg. aldrig kaldes i&#491;gþing. Med dette ord betegnes ikke oprindelig et lovgivende ting<ref>Saaledes Hertzberg, Gloss s.v.</ref>, men et lovbestemt, et lovorganisert ting, altsaa det samme som Grg. (I kap. 82} kalder skapþing (várþing, alþingi og leiði), de svenske og danske love lagthing<ref>Se Schlyter, Ordbok s. v. og J. L. II 34.</ref> og de tyske love echteding (placita legitima). Men naar Grg. ikke bruker i&#491;gþing om altinget, er dette et avgjort indicium for, at ordet l&#491;gþing ved altingets oprettelse endnu var ukjendt i Norge.

Men da reiser sig det spørsmaal: Av hvilken art var da det Gulating, som ifølge Egilssaga (kap. 56) blev holdt vaaren 934? Var det et alting eller var det et repræsentationsting? Sagaen efterlater ingen tvil om, at det er et alting vi har for os. Den beretter: "Arinbjørn samlet meget folk til tinget. Egil var i følge med ham. Kong Eirik var der og hadde mange folk. Berg&#491;nund og hans brødre var i kongens sveit og de hadde en stor sveit. Men da man skulde tinge om folks retssaker, gik begge parter dit, hvor dommen var sat for at fremføre sine bevisligheter. — Men der hvor dommen var sat, var der en slet vold og haslestænger nedsat i volden i ring og utenom lagt snøre. Det blev kaldt vebaand. Men indenfor ringen sat 12 dommere fra Firdafylke og 12 fra Sygnafylke, 12 fra Hordafylke. Disse 3 tylvter mænd skulde der dømme om folks retssaker. Arinbjørn raadet for, hvem der skulde være dommere fra Firdafylke, og Tord fra Aurland for hvem der skulde være dommere fra Sogn." Det er ganske klart, at her har vi for os et alting som det islandske med sin fælles domstol for de 3 fylker, som dengang hadde fælles ting sted i Gula. Medlemmerne av denne domstol kaldes senere i kapitlet I&#491;gmenn<ref> Egil lyser for "alla þá menn, er nú megu orð min heyra, lendamenn ok lavghmenn ok alla alþyðu."</ref>, ganske som de norske tolv dommere kaldes i England og Irland. Intet berettiger os til at tillægge dette domsutvalg nogen lovgivende magt.


<center>__________</center>


Det er et spørsmaal, som fortjener en egen undersøkelse, om de islandske sagaers beretninger om norske tingmøter overhode fortjener tiltro. Naar vi ser bort fra ordet "vebaand" er der intet ved dette tingmøte, som ikke passer paa et islandsk vaarting, som ogsaa var sammensat av 3 underavdelinger. Mit indtryk er overhode, at de norske ting, som omtales i de islandske sagaer, er alting; meget sjelden omtales repræsentationsting som ved hyldingstingene paa Øyrating<ref>Se Maurer, Gulaþing s. 400.</ref>. Paalitelig oplysning om de norske ting finder vi kun i lovene.

Ogsaa i Frostatingslagen har vi et gammelt alting, nemlig Øyratinget<ref> Se herom Maurer, Gulaþing s. 397 ff.</ref>. I F I 4 har vi reglerne for dets sammensætning og indkaldelse: "Øyrating skal mændene fra de 8 fylker ha hvert aar en halv maaned før Jonsok (ca. 10. juni); men aarmanden skal skjære tingbud, og hver bonde, som har arbeidshjælp, skal fare eller bøte en hel mark, den som ikke farer. Men til dette ting er hver bonde selvstevnet, selv om aarmanden forsømmer sin pligt (med indkaldelsen). Men aarmanden skal ikke indkræve bøter, naar han ikke skjærer tingbud. "Dette er et ægte alting, og det synes oprindelig at ha været sammenkaldt med budstikken. Her er ingen opnævning av repræsentanter, men de selvhjulpne bønder er under strafansvar pligtig at møte. Her kan love vedtages (se F indl. 22) og her vælges kongerne, ganske som paa lands- eller lagtingene i Danmark og Sverige. Det ældste 8-fylkers lagting for Trøndelagen blev derimot henlagt til Frosta, som vi senere skal høre.

Jæmtland hadde gjennem hele middelalderen, sit gamle alting, kaldet Jamtamót, paa gaarden Forberg paa Frösön (Fræysæey) i uken efter St. Gregors dag (12. mars)<ref>DN. VI n. 365 (i mótsvikunni) og Styffe, Skandinavien 3 s. 472 note 3. Maurer, Gulaþing s. 379 f.</ref> ved siden av det ved Landsloven indførte lagting til St. Botolfstid (17. juni)<ref>DN, III nr. 929.</ref>. Vi finder her en sondring mellem mótsþing og lyktarþing<ref> DN. 111 nr. 267 jfr. 266, hvor der omtales betalingsterminer paa Jamtamótstedet torsdag i paaskeuken (gammel Gulatingsdag og betalingsdag i Gulatingslagen), Mortensdag og pinsedag. Det er ikke disse betalingsstevner, sorn kaldes lyktarþing. Jfr. Hertzberg, Gloss. lyktarþing.</ref>; det siste finder vi ogsaa i Vestgötalagen (add. II og § 2) i formen luktærþing, og her som i Jæmtland er det et vaarting.

Vi møter baade paa Jamtamót og lagtinget en domstol paa 24 domsmænd, som dels kaldes duber dels "edsvorne lagrettemænd "<ref>DN. 111 nr. 29, 942, 1017 og 1018.</ref>. Haakon VI lover (1364), at Jæmterne skal faa leve efter sin "gamle norske lov", og sønnen Olav (1381) stadfæster deres gamle lovbok, som aapenbart i flere punkter har avveket fra Landsloven<ref>DN. 111 nr. 129, 942, 1017 og 1018.</ref>. Et alting i Herjedalen paa gaarden Sveig omtales i 1273; men er ellers ukjendt (se foran s. 2).

Hálogaland regnes endnu i Historia Norvegiae (ca. 1170) for et eget lagdømme (patria), hvilket ogsaa stemmer med Frostatingsloven, som vi senere skal se. Fylkestinget blev oprindelig holdt paa Trondenæs, men flyttede siden til Steig, hvor lagmanden bodde. I 1291 omtales en egen lovbok for Hálogaland, Vágabók, som forbydes av kongens ombudsmand, men opretholdes av erkebispen. Den synes at være en ældre utgave av Frostatingsloven og særlig dens kristenret. Der holdes "mót" paa "Brudeberget" i Vaagan, som det synes for hele Haalogaland<ref>DN. 111 nr. 30. Se nærmere Storm, Sigurd Eanessøns proces s. 49 jfr. 61 ff. Maurer, Gulaþing 8. 379.</ref>. Det er visselig det gamle alting.


<center>'''II.'''</center> 
<center>'''Lagtingsforfatningen indføres paa Island og i Vest-Norge'''</center>


<center>'''1. Den islandske I&#491;gretta'''</center> 


Jeg begynder med det islandske lagting, som kaldes l&#491;gretta. At denne organisation er yngre end altingets oprettelse og avfattelsen av þingskapaþáttr, derfor taler flere grunde, av hvilke her skal nænes den, at  l&#491;gsogumannzþáttr og l&#491;grettoþáttr begge i Konungsbók har faat sin plass i slutten av den offentlige ret. Denne omfatter forøvrig kristenretten, tingordningen, drapsretten med baugatal, gridmaal og trygdmaal. Bortset fra kristenretten har hele dette lovstof utvilsomt hørt til Ulfljótslovenes grundstamme. Og naar taatterne om lovsigemanden og logretten er sondret ut fra tingskipingen, da ligger deri et indicium paa, at begge disse institutioner har faat sin utforming paa et senere tidspunkt.

Lagrettetataatten begynder saaledes: 


<blockquote>"Lagrette skal vi ogsaa ha her hver sommer paa altinget, og den skal altid sitte paa det sted, hvor den længe har været. Der skal være 3 bænkerader rundt om lagretten saa lange, at der rummelig kan sitte paa hver av dem 4 tylvter mænd, det er 12 mænd, som har lagrettesæte, fra hver fjerding og logsogemanden omfram, saa at der skal man raade for lov og for løive (sva þar scolo raða logom oc lofom). Alle disse skal sitte paa midtbænken, hvor ogsaa vore bisper skal ha plass. De 12 mænd fra Nordlændingernes fjerding, som indehar de 12 godord, som var til dengang de hadde 4 tinglag og 3 goder i hvert tinglag, har lagrettesæte. Men i alle andre fjerdinger, da har de 9 mænd lagrettesæte fra hver fjerding, som indehar de fulde og forne godord, hvorav der var 3 i hvert vaartinglag, da der var 3 tinglag i hver av disse 3 fjerdinger; men disse skal ha med sig én mand fra hvert fornt tinglag, saa at 12 mænd allikevel har lagrettesæte fra hver fjerding. Men alle Nordlændingernes forne godord er beskaaret med en fjerdedel i altingsnævningerne i forhold til alle andre fulde godord her i landet. Alle de mænd, som har lagrettesæte paa den nu nævnte maate, har hver for sig ret til at nedsætte 2 mænd i lagretten med sig til raadføring, én (paa bænken) foran sig og én bak sig og det av sine tingmænd. Da blir bænkene fuldt besat og 4 tylvter mænd paa hver bænk."</blockquote>


Den islandske lagrette bestod saaledes av 48 selvskrevne medlemmer (12 fra hver fjerding), og dertil valgte hver av de selvskrevne 2 av sine tingmænd, ialt 96. Hele lagretten bestod saaledes av 144 mand foruten logsogemanden og de to bisper. Denne lagretta er Islands lovgivende og dispenserende myndighet. Dens formand og leder er logsogemanden.


<center>'''2. Gulatinget'''</center> 


Dettes organisation omhandles i G 3 i to redaktioner, hvorav den ældste er Olav den helliges tekst (Olav) og den yngre Magnus Erlingssons tekst fra 1164 (Magnus). Jeg har inddelt teksten i 5 avsnit, som lar de forskjellige tekstgrupper træde frem. Avsnit 1—2 er en blandingstekst, som repræsenterer Magnusteksten, men hvori store partier av Olavsteksten er uforandret optat (Begge). Avsnit 3 og 5 er ren Olavstekst og avsnit 4 ren Magnustekst.


<blockquote>"1. Det er nu dernæst, at vi har vort lovbestemte møte<ref>Fund várn mæltan; mærk vel, at det ikke kaldes þing.</ref> hvert aar her i Gula, saa mange tingmænd<ref>Her: þingamenn, ellers: þingmenn. Þingamenn var det tekniske navn paa Svein Tjugeskjegs og Knut den stores hird i England; se Fritzner s. v.</ref>, som vi nu er enig om, Magnus: det er 60 (Olav: 102<ref>Olavstekst, som er sat i parenthes, er i haandskriftet skrevet over linjen, hvilket viser, at redaktøren har gaat ut fra Magnusteksten; men han maa forlate denne metode, naar han medtar større avsnit av Olavsteksten.</ref>) fra Hordafylke og like mange fra Ryfylke, Magnus: 50 (Olav: 80) fra Firdafylke, Magnus: 40 (Olav: 64) fra Sygnafylke, Magnus: 20 (Olav: 27) fra Egdafylke, opnævnte mænd<ref>nemdir menn</ref>, saaledes som mælt er i lovene; men fra Sunnmør 16 bønder (Olav: saa mange som vil<ref>Baade dette uttryk og Magnustekstens bønder (ikke: tingmænd) viser, at Sunnmør har staaet utenfor den gamle Gulatings organisation.</ref> ). Magnus: Men to lændmænd skal være tilbake i Egdafylke, to i Ryfylke, en i Sunnhordland, en i Firdafylke, en paa Sunnmør for at vogte folks hus og hjem for tyver og ransmænd. Men alle (Magnus: andre) lændmænd (begge) som er inden vort lagdømme, skal fare til lagtinget fra disse 6 fylker, medmindre kongens eller deres eget nødsfald er til hinder, og de messeprester, som biskopen op nævner dertil (Olav: alle som folk kjøper tjeneste hos), og alle aarmænd skal komme dit forfaldsløst. Men for dem er det lovbestemt forfaldsgrund, om kongen kommer i et fylke og byr sin aarmand at berede hans mottagelse i næste fylke.

2. Nu er det dernæst at vi skal komme hit saa mange tingmænd, som nu er tilnævnt, Magnus: Petersmesseaften<ref>28. juni.</ref>, (Olav: torsdag i paaskeuken<ref>Uken efter paaske.</ref>) før solnedgang. Men om de ikke kommer, skal de bøte, hver mand, som er opnævnt til Gulating, om han kommer efter at ederne er avlagt<ref>Eder blev efter Hk 1 og 3 (optat i L I 1 og 3 , som stammer fra F, avlagt av den kongelige embedsmand som hadde opnævnt nævndemændene, og av lagrettemændene. Det samme maa ha været regel i G.</ref>; men om han kommer før og dog efter vor møtedag, da skal han bøte en øre. Men om alle fylkesmænd<ref>Det er alle nævndemænd fra et fylke.</ref> forsømmer det, da skal de ha med sig dit næste vaar<ref>Det til næste Gulating.</ref> 40<ref>Lovens høieste bot (kongefredsboten).</ref> mark; derav skal vi lovfæller<ref>Jfr. G 313: Eigi scal bann leggia fylkna a millom af korne, ne af mat. En ef leggr, þa ero þeir seckir .xl. m°rca aller fylkismenn. Þat fe a konongr halft, en aller laugunautar halft. Jfr. Olavsteksten i slutningen av kapitlet (avs. 5), som viser, at alle mindre tingbøter end 40 marks boten tilfalder Gulatings mændene udelt og skal utredes paa Gulatinget.</ref> ha halvdelen og vor konge halvdelen. Men om en fjerdedel eller en ottendel av tingmændene forsømmer det, da skal de betale av 40 marksboten i forhold til sit antal; men om enkeltmand forsømmer det, skal han bøte 3 ører.

3. Olav: Men vi skal skaffe tilveie mat og reise penge fra de 6 fylker, en halv maanedsmat til mands, hvis ikke veien er længre, og ett saald<ref>6 mæler eller skjæpper, i vægt = 1/2 skippund, se Gloss.s. v.</ref> malt og en øre sølv. Men den mand som forsømmer at skaffe dette, han hindrer færden for den mand<ref>Herav synes at fremgaa, at nævndemændene som i F I 1 har hævet sin niste og reisepenge direkte hos bønderne.</ref>, og han skal bøte for det 3 ører.

4. Magnus: Men fra Egdafylke skal der fare en mand fra hvert skiprede og jævne paa skiprederne, saa at der farer 20 mand og utrede to maaneders mat i smør og likesaa i mel, en veiet øre sølv eller saa meget myntet sølv, som der utmyntes av en øre, og ett saald malt. Men den skal fare, som lændmænd eller aarmænd eller sysselmænd opnævner. Men denne utredsel skal gjøres efter formuen, og der skal være 3 [bismer]pund smør i denne utredsel (nemlig i hver maanedsmat). Men fra Ryfylke 15 mand fra hver fjerding og utrede halvanden maanedsmat smør og mel til mands, en veiet øre og ett saald malt. Og likesaa mange fra Hordafylke og utrede en maanedsmat av hver sort til mands, en øre sølv og ett saald malt. Men fra Sogn 10 mand fra hver fjerding og utrede en maanedsmat av hver sort til mands og en øre veiet og ett saald malt. Og 13 mand fra hver fjerding i Firdafylke og utrede en maanedsmat av hver sort og en øre veiet og ett saald malt. Men av Sunnmør utredes til hver av de 16 mænd 2 maaneders mat av hver sort, en øre veiet og ett saald malt. Men den mand, som forsømmer at skaffe dette tilveie, da hindrer han reisen for den mand; da skal han bøte derfor 3 ører.

5. Olav: Altid naar tingmænd blir idømt bøter i Gula, da skal pengene betales der. Men det eier alle Gulatingsmænd; da er vel, om han betaler seiv eller hans venner, men om han ikke vil, da skal kongens aarmand eller lændmand betale hver for sin syssel og ta det dobbelte igjen hjemme."</blockquote>


[[Fil:Gulatinget.jpg|thumb|400px|Tingveggen, skulptur av Bård Breivik på Gulatinget. Gulen kommune, Sogn og Fjordane. Foto: Jon Julius Sandal © 2016.]] Vi har her flere interessante paralleler til det islandske alting: De møtende kaldes þingmenn og av G 131 ser vi, at alle bønder, som tingbudstikken kommer til, er tingpligtige, undtagen einvirker, som ikke har anden arbeidshjælp end en gut som er under 15 aar, hvad enten det er hans egen søn eller en andens. Disse einvirker skal kun møte paa tre ting: manddrapsting, kongeting og mandtalsting. Enke og ufør bonde er ikke tingpligtig, men kan møte (ved repræsentant), om de vil. Men alle andre bønder skal følge tingbudet eller betale tingvite (3 ører). Disse tingmænd er dommere paa herreds-, fjerdings- og fylkestingene; de forutsættes at være lovkyndige; de utfører atfor (eksekution). Det er denne økonomisk selvhjulpne almue som baade paa Island og i Gula- og Frostatingslagen utgjør de tingmænd, blandt hvem lagtingsrepræsentanterne opnævnes. Dette er saaledes ingen aristokratisk forsamling; der er ingen tale om, at tingmandsverdigheten er forbeholdt haulderne eller odelsbønderne. Baade altingene og lagtingene er utpræget demokratiske. De selvskrevne kongelige og kirkelige embedsmænd kan ikke siges at ha gjort Gulatinget mere aristokratisk end de gamle alting, hvor ogsaa herser og goder var selvskrevne medlemmer.

I en henseende er der en paafaldende forskjel mellem Gulatinget og den islandske I&#491;gretta. Denne bestod av 12 X 3 = 36 lagrettemænd fra hver fjerding og 144 fra det hele land. Det samme tolvmandssystem, som behersker Islands domsordning, behersker ogsaa dens lagretteordning. I Gulatingets repræsentationsregler er der ingen antydning til dette tolvmandssystem. Repræsentanternes antal er — bortset fra Hordaland og Ryfylke — forskjellig fra de forskjellige fylker: flest fra Hordaland og Ryfylke, færrest fra Agder og et ubestemt antal fra Sunnmør, som endnu paa Olavs tid staar utenfor organisationen. Men i Magnusteksten (4) har vi nye og mere detaljerte regler om repræsentanternes valg og fordeling, samtidig som deres antal blir reducert. Fra Egdafylke skal der fare en mand fra hvert skiprede og man skal jænke paa skiprederne, saa 20 mænd reiser. Fra Ryfylke og Hordaland skal der fare 15 fra hver fjerding, fra Sogn 10, fra Firdafylke 13 og fra Sunnmør 16 ialt. Vi ser herav at de gamle Gulatingsfylker fra Ryfylke til Fjorane har været inddelt i fjerdinger og endnu i 1164 har skiprede inddelingen ingen statsretlig betydning her<ref>Den islandske fjerdingsinddeling stammer aabenbart herfra.</ref>. I Egdafylke har man ingen gammel fjerdingsinddeling, men kun en skipredeinddeling. Skipredernes antal i Gulatingslagen har vi først oplysning om i Magnus Lagabøters testament (DN IV 3) og da hadde


{|
|
:Sunnmør
:Fjorane
:Sogn
:Hordafylke
:Ryfylke
:Egdafylke 
|
:16 skipreder
:15 skipreder
:16 skipreder
:32 skipreder
:32 skipreder
:15 skipreder
|}

= I alt 126 skipreder 


Fordeler vi nu repræsentanterne paa disse skipreder og sætter Olavstekstens repræsentanttal til 400 (375 + 25 fra Sunnmør), mens Magnusteksten har 246, saa faar vi efter Olavsteksten omtrent 3 repræsentanter pr. skiprede og efter Magnusteksten ikke fuldt 2. Paa Island var der 3 lagrettemænd for hvert godedømme, 12 fra hvert tinglag og 36 fra hver fjerding. Efter Olavsteksten falder der 25 paa hver fjerding i Horda- og Ryfylke, 20 i Firdafylke, 10 i Sygnafylke og 5 i Egdafylke. Repræsentationen har saaledes været stærkest i de fylker, som har de fleste skipreder (det vil si: den største befolkning), men ingensteds saa stærk som paa Island. Under Magnus Erlingsson er repræsentationen i disse fylker reducert til omtrent det halve og ogsaa ellers nedsat. Dette har vistnok sin egentlige grund deri, at diæten er fordoblet og bestemt særskilt for hvert fylke i forhold til dets avstand fra tingstedet.

Hvem opnævnte repræsentanterne til Gulatinget? Ja, regler herom findes kun i avsnit 4, som er Magnus tekst: "Den skal fare, som lændmænd opnævner, eller aarmænd eller sysselmænd."

Men disse ord er et uorganisk indskudd i teksten og det er derfor sandsynlig, at de helt eller delvis stammer fra Olavs redaktion. Opnævningen har i de gamle fylker enten foregaat paa fylkestingene eller paa fjerdingstingene, sandsynligvis paa de første, og som alle nævninger er det rimelig at de er utført av de kongelige ombudsmænd ogsaa før Magnus Erlingssons tid.

Hadde Gulatinget en særskilt logretta? Hertil er at svare, at ordet l&#491;gretta forekommer et eneste sted i G, nemlig i odelsbolken (G 266), hvor l&#491;gretta nævnes som øverste appelinstans for fylkestingets dom: "da vil den ene skyte sin dom i l&#491;gretto, men den anden vil la sig nøie med fylkesmændenes dom"; i kjøpebolken (G 35) brukes i et lignende tilfælde: "skiota af fylkisþingi til Gulaþings*. Med andre ord: Gulaþing og l&#491;gretta er identiske begreper. Det er alt, hvad vi med sikkerhet kan dra ut av Gulatingsloven. Der findes ikke antydning til nogen særskilt organisert lagrette indenfor Gulatinget. Og ett er sikkert; den lovgivende myndighet laa hos hele Gulatinget. Hele Gulatingsloven er avfattet i alle tingrnænds navn (vi, vi Gulatingsmænd, vore love, vor konge osv.). Særlig klart er ledingsbolkens slutning (G 314): "Vi skal ha det logmaal om vore utgjerder, som har været før og Atle fremsa for folket i Gula, medmindre vor konge vil bevilge (jatta) os noget andet og vi allesammen siden maatte bli enig derom." Flere steder, som jeg her ikke skal gjennemgaa, viser, at baade konge og biskop har sit selvstændige retsomraade, hvor de er souveræne og hvor folket kun kan ansøke om lettelser og rettebøter, og derfor ordnes retforholdet mellem folket og disse magter ved avtale (mal, se G 8 og 9). Konge og bisp har ogsaa lovgivningsinitiativ (setja l&#491;g G 10, 17), men Gulatingsmændene kan avskaffe ogsaa de love, som bispen og kongen har git; derfor heter det i G 15: "vi har avskaffet [den regel] at [bispen] skal styre presterne med hugg; ti vi besvogrer os med dem eller lar vore sønner oplære; vore prester skal ha slik mannhelg som vi seiv har indbyrdes her i landet."

Det fremgaar klart av disse uttalelser og av hele det gamle Gulatings logmaal, at det taler i alle Gulatingmænds navn og at disse betragter sig som folkets repræsentanter. De beslutter i folkets navn og til en lovlig beslutning kræves enstemmighet paa Gulatinget.

Med "Gulatingsmændene" menes vistnok først og fremst de valgte bonderepræsentanter. Men ogsaa de kongelige og kirkelige deputerte maa ha været lovlige medlemmer av tinget og hat stemmeret i lovsaker. Derimot er det ikke sandsynlig, at de kongelige lændmænd har sæte i lagretten uten bonderepræsentanternes samtykke. Som vi senere skal se, var dette regelen paa Frostatinget. Og naar vi ser, at en lændmands eller en lændmandssons eller aarmands optagelse i en privat skiladom hadde sakens ugjenkaldelige tap til følge, ja at de ikke maatte komme saa nær domstolen, at de kunde høre, hvad der blev forhandlet<ref>G 37.</ref>, saa viser dette, hvor skinsykt bønderne vaaket over sine domstoles uavhængighet av kongemagten. Efter dette anser jeg det for givet, at Gulatingets lagrette bestaar av de valgte bonderepræsentanter, som efter Olavs redaktion talte ca. 400 mand, men efter Magnusteksten 246. Jeg indser ikke, at loven kunde undgaa at nævne det, om der skulde foregaa et særskilt lagrettevalg. Heller ikke forstaar jeg, hvorledes lagrettens kompetence kunde forbigaaes i taushet, om den var væsentlig forskjellig fra tingets. Som allerede nævnt sier loven kun, at lagretten dømte i siste instans; men det samme sies ogsaa om Gulatinget; og det er ogsaa alt, hvad der sies om begges dømmende myndighet. Om Gulatinget eller dets lagrette ogsaa kunde dømme i første instans — som Frostatingets lagrette — derom tier loven, og det er neppe sandsynlig, at den defekte mannhelgebolk (foran G 151) har indeholdt noget herom.

Som jeg senere nærmere skal omtale, er det den herskende lære, som navnlig er begrundet av Maurer, at den norske lagrette overalt talte 36 mand; men Frostatingsloven gjør denne hypothese uantagelig.


<center>'''3. Frostatinget'''</center> 


Dettes organisation efter den ældre Olavstekst kjender vi intet til. Den bevarte Frostatingsbok indeholder væsentlig Magnustekst, men er i begyndelsen av tingfarebolken defekt, saa vi maa forsøke at rekonstruere teksten ved hjælp av Järnsida og Landslovens Frostatingsbok, som i dette kapitel aapenbart har benyttet den ældre Frostatingsbok som sin kilde. Vi faar da følgende konjekturtekst til begyndelsen av F I 1:


<blockquote>[ 1. Vi skal ha vort lagting hvert aar paa Petersmesseaften (28. juni). Der skal alle møte forfaldsløst, som dertil er opnævnt, saa mange fra hvert fylke, som her nævnes (Hk 1 og L I 1) og opnævne de mænd, som har arbeidshjælp (jfr. Øyratingsreglerne P 1 4 og Hk 1) og som synes dem at være forstandige (vænir til skila), saa de kan stadfæste det med sin ed; den ed skal de sværge den første edsdag<ref>Jfr. G 3, avsnit 2: ef hann siðarr kemr en svære ero fram færð.</ref>, som de kommer til tinge, efter denne edsstav, at "dertil lægger han haand paa hellig bok og det tar han Gud til vidne paa, at han denne gang har opnævnt de mænd til Frostatinget, som han efter sin samvittighet syntes var velskikkede og forstandige, og ikke gjorde han det for andre mænds skyld, og saaledes skal jeg altid gjøre, mens jeg har dette hverv". Denne ed bør ingen sværge mer end engang.

2. Nu<ref>Det følgende fra L I 2, hdskr. F a, c, e.</ref> er saa mælt, at der skal nævnes 60 bønder fra hvert fylke i Uttrøndelagen og 40 fra hvert fylke i Indtrøndelagen; men 2 mænd fra hvert skiprede i Namdalen (9 skipreder = 18 mand) og i Romsdalen (8 skipreder = 16 mand) skal nævnes til Frostatinget; de skal ha i tingfareløn 6 ører (F a, c: 3 ører) veiet, hver som er opnævnt til tinget. Men fra Nordmør skal der opnævnes 3 mænd (Fa: 2) fra hvert skiprede (16 skr. = 48 (32) mand) og likesaa fra Opdal (1 skr. rr 3 (2) mand) og hver skal ha i reisepenge 1/2 mark (=: 4 ører Fa, c, f: 2 ører veiet). Men 2 ører sølv (Fc: 1 øre veiet, Fe; 1 øre sølv, Fa: 2 ører) skal ydes overalt indenfjords til hver nævndemand til Frostatingsfærden.<ref>Resten av L I 2 om at pengene skal hentes i Nidaros av bondekassen mangler i Fa, c, f og er aapenbart nyt i Landsloven; ti F I 1 (avsnit 3) viser, at reisepengene her som i G oprindelig blev utbetalt i hjembygden.</ref> ]

Men om en forsømmer det, bøte slikt av 2 mark, som falder paa ham efter forholdstallet. Men tingfærdspengene skal overalt indenfjords komme hjem (til nævndemanden), naar der er 3 nætter til hans avreise; men utenfjords raader den, som skal fare, for leveringstiden. Men den, som skal fare, skal ikke utlægge noget av sit eget, undtagen reisen. Men den, som skal fare, skal med vidner fare til aarmanden og si ham til og be ham skaffe sig tingfærdspenger. Nu er saa mælt, at hvis aarmanden skaffer tingfærdsløn, da skal han ha bøter (viti) av den, som forsømmer, efter lovens regler, aarmanden skal ha halvdelen og lagmændene (I&#491;gmenn) halvdelen, alle fylkesmænd<ref>Ármaðr skal hafa hálft en l&#491;gmenn hálft fylkismenn allir. Om fortolkningen se Hertzberg, Proces s. 166 og Manrer, Alter des Gesetzsprecheramtes s. 25, som begge anser lagmenn som inkassatorer for "fylkismenn allir ". Men forholdet er nok heller det, at de kongelige I&#491;gmenn tilegner sig bøndernes andel i bøterne. "L&#491;gmenn" er derfor et senere indskudd i teksten, hvis oprindelige skikkelse har været: Ármaðr etc. hálft, en hálft fylkismenn allir. Det er som dommere paa fylkestinget, at "alle fylkesmænd" blir berettiget til bøter; paa Frostatinget tilfalder bøterne alle nævndemænd fra vedkommende fylke, se F V 46: En þeim XVIII aurum skal sva skipta, er sakaráberi skyldi upp taka, at þá skula hafa hálfa peir menn er nemnder voru or þvi fylki til Frostoþings á þvi áre, er domr var dæmdr á. Jfr. ogsaa G 3, Hk. 2 og L I 5. Vi kommer tilbake til dette emne under behandlingen av Eidsivatingsloven.</ref>. Nu om aarmanden ikke skaffer ham penge, som mælt er, da skal hin fare allikevel. Men aarmanden hente bøterne og ha halvdelen og den, som reiste, halvdelen. Aarmanden skal ikke gi nogen, som er opnævnt til Frostatingsfærd, lov til at sitte hjemme. Og seiv om han gir ham lov, da sakes hin allikevel. Men aarmanden har intet søksmaal mot den, som han gav lov til at være hjemme. Men de bønder, som farer til tinget, har søksmaal mot ham, og reise sak paa næste ting og kræve at de skyldige vedgaar sin forpligtelse. Men vil de ikke vedgaa, da stevne dem til tinge fra dette ting. Og om de heller ikke da betaler, da skal bønderne gjøre atfor (eksekution) og ta ut det dobbelte beløp. Men den, som ikke er med i atforen, han er saket 6 ører til kongen. Men om aarmanden sitter hjemme uten forfald, bøte han en tællet mark til de bønder, som for til tinget, og det samme gjælder dem, som er opnævnt til tingfærd, men blir sittende hjemme."</blockquote>


Jeg nærer ingen tvil om, at vi i avsnit 1 og 2 efter Hk 1 og L I 1 og 2 i alt væsentlig har en korrekt gjengivelse av den ældre Frostatingsboks regler orn nævndemændene til Frostatinget. Det viser sig nemlig, at alle 4 utgaver av Landsloven har forskjellige nævndemændsregler og det selvfølgelig av den grund, at de gamle lagting her har holdt fast ved sit ældre repræsentations- og valgkredssystem. Derimot har Landsloven overalt indført en forhøiet pengediæt, istedenfor den ældre naturaldiæt<ref>En levning av denne har vi kun i Gulatingsutgavens diætregler for Sætesdalen og Otradalen, hvor hver nævndemand skal faa bjemmefra V. mánaða mate smærs, þat skolu bændr gera at fearmagne. NgL II 12.</ref>, og derhos faat indført den nye regel i Gulaþing og Frostatingslagen, at diætpengene skal utbetales av bondekasserne i Bergen og Nidaros. Denne overgang fra naturaldiæt til pengediæt er efter F I 1 allerede før Landsloven fuldbyrdet i Frostatingslagen, og det er der for sandsynlig, at Landsloven her simpelthen har faat Frostatingsbokens system indført overalt, og samtidig forhøiet diætbeløpet ogsaa for Frostatingslagen (se varianterne i avsnit 2).

Likesom i Gulatingsloven 3 ser vi ogsaa at Frostatingsutgaven av L I 2 har forskjellige repræsentationsregler for de 8 fylker, som utgjorde den gamle Trøndelag, og de 3 utenfjords fylker, som senere er indlemmet i lagdømmet. I Trøndelagen — som i den oprindelige Gulatingslag — fordeles nævndemændene paa fylkerne, nemlig 60 fra hvert av de 4 uttrønderske fylker og 40 fra hvert av de 4 indtrønderske, altsaa ialt 400 nævndemænd fra den gamle Trøndelag. Utenfjords<ref>Vi bør merke os, at efter L I 2 sogner kun Romsdalen, Nordmør og Namdalen til Frostatinget, derimot ikke Haalogaland eller Jæmtland, som begge oprindelig hadde eget alting, dog saa at Haalogaland fulgte Frostatingslov. Kun i F X 3 omtales "4 fylker utenfor Agdenæs", og Hertzberg mener, at det 4. fylke her er Sunnmør (Proces s. 133). Særlig oplysende for Frostatingslovens virkekreds er F XVI, som indebolder rettebøter av Magnus Barfots sønner (1103—15); de gives særskilt for allir lögunautar (her = Þrændir), for allir Háleygir og for Naumdælir, som synes at regnes for Þrændir. I 1130 gav Harald Gille Þrændum oc ollum lögunautum den rettebot, at han vilde holde kong Olavs love og alle rettebøter av senere konger av samme ætt. Om Haalogalands stilling se Storm, Sigurd Ranesøns proces s. 60 ff og foran s. 14 f. </ref> fordeles nævndemændene paa skipredene, nemlig 2 fra hvert skiprede i de fjærneste fylker, Romsdalen og Namdalen, og 3 fra skiprederne i Nordmør og Opdal, som laa nærmere. Antallet blir 18 nævndemænd fra Namdalen, 16 fra Romsdalen, 48 (eller 32) fra Nordmør og 3 (eller 2) fra Opdal, ialt 85 (eller 69). Her som i Gulatingslagen er repræsentationens tyngde henlagt til den ældste del av lovsamfundet, og det vil vi se endnu klarere, naar vi nu skal gaa over til Frostatingslovens regler om lagretten. Herom har vi bestemmelser i F I 2, som hittil har trodset alle fortolkningskunster, men som, efter mit syn, netop løser lagrettespørsmaalets gaate. Den lyder saa:


<blockquote>"Det er forn ret at aarmænd<ref>Hdskr. har: ármaðr, men verbet staar i flertal (skolo), saa ármenn maa være det rigtige.</ref> fra alle fylker skal gjøre vebaand her paa tingvolden. Men saa vid skal vebaandene være, at de som er opnævnt til lagretten har rum at sitte indenfor. Aarmænd skal opnævne i lagretten saa mange som er mælt (&#596;: lovbestemt) fra hvert fylke. Der skal opnævnes fra indre Trondheim 40 mand fra hvert fylke (4 X 40 = 160) og fra ytre Trondheim 60 mand fra hvert fylke (4 X 60 = 240, ialt 400); og de mænd skal nævnes i lagretten, som er de ældste og de dygtigste<ref>er ellztir ero oc gengstir; jfr. hermed F XIII 24 om tolvmandsdom paa femtestevne av "XII bændr hina gegnstu oc hina ellztu innan fylkis"; denne bestemmelse er et nymæle fra 13. aarh. Jeg anfører til sammenligning kravet til nævndemændene: þá menn sem forverksmenn hafa ok þeim eynazt venastir til skila i L I 1, jfr. F I 4 om Øyratinget.</ref> . Lændmænd skal ikke komme i lagretten, medmindre bønderne gir løive til. Saa er ogsaa mælt, at ingen mand, som ikke er opnævnt, skal sætte sig indenfor vebaandene, under en marks bot. Alle mænd, som dertil er opnævnt, skal sitte i lagretten, saalænge folket vil holde ting, medmindre han gaar ut paa naturens vegne. Men gaar han ut av lagretten utenfor vebaandene til et andet sted, da skal han bøte en pengemark. De mænd, som er opnævnt i lagretten, skal dømme lov (dæma I&#491;g) om de maal, som hit er skutt efter ret tingskot, efter som lovboken sier; og [likesaa] om de maal, som folk under haandslag for to vidner [er blit enig om at forelægge lagretten) og disse vidner føres. Men alt det, som boken ikke avgjør, da skal det gjælde i hver sak, som alle lagrettemænd blir enig om og rettest er for Gud."</blockquote>


Det er ingen tvil om meningen av disse ord: Frostatingets lagrette bestaar av 400 dertil opnævnte mænd fra de 8 gamle Trondheimsfylker; derimot er de 3 utenfjords fylker (Namdalen, Nordmør og Romsdalen) ikke repræsentert i lagretten. Heller ikke har de kongelige lændmænd sæte i denne uten bøndernes samtykke. Dette viser tydelig, at lagretten skal repræsentere bondens retsopfatning og specielt trønderbondens. Opnævnelsen foregaar paa Frostatinget og vistnok — som vebaandshegningen — av alle aarmænd i fællesskap, ogsaa de utenfjords; men deres valg er begrænset til repræsentanterne for de indenfjords fylker. Disse to grupper falder allikevel ikke sammen; ti kvalifikationerne er forskjellige. Der stilles større krav til lagrettemænd end til nævndemænd med hensyn til alder og indsigt. Der forutsættes med andre ord at tinget blev besøkt av lagrettemændsemner ogsaa utenfor nævndemændenes kreds. Og dette er trolig nok. Lagrettehvervet var jo i virkeligheten et livsvarig om bud, idet lagretteeden kun blev avlagt ved første gangs opnævnelse. Tidligere lagrettemænd har derfor stadig paany blit opnævnt som nævndemænd og ogsaa ellers besøkt Frostatinget og faat sæte i lagretten. Paa den maate har der omkring i de gamle Trondheimsfylker altid været et stort antal lovkyndige og politisk interesserte bønder, som ogsaa kunde ta ledelsen paa fylkes- og skipredetingene.

Det er karakteristisk for Trønderne, at de haardnakket holdt fast paa sin ret til at beklæde lagretten, ogsaa efterat de har utvidet sit lovomraade. Og likesaa lærerikt er det at sammenligne repræsentationsreglerne for de indenfjords og de utenfjords fylker. Repræsentanterne for de 8 indenfjords fylker er 400, for de 3 utenfjords 85 (eller 69). Fordelt paa skiprederne vil dette si, at de 8 gamle fylker sender 7 mand pr. skiprede, de 3 nye ca. 3. Den gamle Trøndelag er derfor meget stærkere repræsentert paa Frostatinget end Gulatingslagen paa Gulatinget eller Island i lagretten. Naar saa dertil kommer, at den hadde monopol paa lagrettens 400 sæter, vil vi faa et levende indtryk av den demokratiske selvbevissthet og selvhævdelse i denne del av det gamle Norge.

Og væsentlig anderledes kan det heller ikke ha været i Gulatingslagen. Ogsaa der er nævndemændenes tal efter Olavsteksten ca. 400 mand og disse maa ogsaa der ha utgjort lagretten. Det er ogsaa ganske utænkelig at man fra de gamle alting som øverste instans i alle rets- og lovspørsmaal skulde gaat over til en lagrette paa 36 mand med samme myndighet. Det vilde ha været en politisk umyndiggjorelse av folket, som er ganske ukjendt, baade i Gula- og i Frostatingslovene.

Om lagrettens kompetence fandt vi F I 2 flere oplysninger, som vi savner i G. Vi ser for det første, at lagretten er den samme under hele tinget, og tinget varer, saalænge folket vil ha det. Det er under straf forbudt uvedkommende at ta sæte i lagretten og likesaa de opnævnte at forlate sit sæte. Alle disse træk har Frostatingets lagrette tilfælles ikke blot med Islands lagrette, men ogsaa med fjerdingsretterne paa altinget. Dog er her en væsensforskjel: enhver domstol kan "ryddes", det vil si renses for inhabile medlemmer. Overfor lagretten kan der kun bli tale om indsigelse mot ulovskikkede medlemmer, f. eks. en lændmand, som ikke har bøndernes lov til at ta sæte, eller en som har tat sæte uten at være opnævnt. Paa Island brukes "ryðja l&#491;gréttu" baade om at sætte lagretten og om at fjerne de personer fra lagrettens bænker, som pleiet at sætte sig der mellem sessionerne.

Lagretten skal dæma I&#491;g 


:* i de saker, som er henskutt til den "at þingskotura rettum epter þvi sem I&#491;g bók segir"
:*i de saker, "er menn leggja hendr sinar saman fyrir vattum tveim, er þat vitni kemr fram". Den er altsaa for det første øverste appelinstans, saaledes som vi ogsaa ser den er i G 35 og 266; men dernæst kan den i første instans paadomme de saker, som parterne for to vidner blir enig om at forelægge den, naar vidnerne herom føres for lagretten. Lagretten skal altid "dømme lov" efter lovboken, saasandt denne avgjør spørsmaalet. "En alt þat er bok skill eigi, pá skal þat hafa or hverjo máli er l&#491;grettumenn verda allir á eitt sáttir ok rettast er fyrir Guði". Den siste sætning tilhører visselig kirkelig indflydelse i det 12. eller 13. aarhundrede; men regelen om, at alle lovspørsmaal endelig av gjøres ved lagrettens enstemmige beslutning er utvilsomt ældgammel<ref>Det bør i saa henseende merkes, at baade i den islandske lagrette og i femteretten (oprettet 1004) gjaldt fiertalsprincippet.</ref>. Heri ligger ogsaa tydelig uttalt, at lagretten beslutter paa Frostatingets vegne; der gives ingen appel fra lagretten til lagtinget.


Om de "rette tingskot" (appel) faar vi besked i F X 30, som sier:


<blockquote>"Enhver sak, som alle fylkesmænd er enig om, da skal det paa ingen maate brytes, som de dømmer lov at være (er þeir dæma l&#491;g) i alle de saker, som de har ret til at paadømme, seiv om bauggildesmænd<ref> Slægtninger paa mandssiden indtil tremænninger.</ref> og nevgildesmænd<ref>Slægtninger paa kvindesiden indtil søskenbarn.</ref> eller de nærmest besvogrede forlater tinget (&#596;: stemmer imot). Men om en fjerdedel av tingmændene eller flere forlater tinget, da skal de bære [vidnesbyrd om tingbrudd tilbake til tinget og skyte saken til 2-fylkersting. Men seiv om ingen bærer tingbruddsvidnesbyrd tilbake til tinget, da er ingen bonde saket, som fulgte ham fra tinget. Men om man ikke blir enig paa 2-fylkerstinget, da skal man skyte til 4-fylkers ting. Men om de ikke blir enig der, da skal man skyte til 8-fylkers ting; det skal gjælde, som alle der blir enig om og som kommer i lagretten (ok i l&#491;grettu kemr). Nu er fylket delt i flere tinglag (skipat i sundr), da er saa bestemt, at deres saker skal staa (i samme stilling) som alle fylkesmænds."</blockquote>


Vi har her den hele instansordning. Først fylkestinget, som svarer til fjerdingstinget i G, og hvis kompetence som første instans gaar over paa de mindre ting lag, hvori fylket maatte være delt. Vi erfarer saaledes, at Magnus Barfots sønner gav indbyggerne av Ytterøen et eget tingsted paa Jorstad<ref>Þann rétt hafa konungar Úteynum gefit, at þeir sculo þing sitt hafa á Jórulfsst&#491;ðum at iamfullu sem fylkismenn aller. F VIII 19 og XV 16.</ref> og at Haakon Haakonsson (1260) gav skipredetingene samme kompetence som fvlkestingene<ref>F indl. 23: Sva vilium ver at se sem bu&#491;nðum er hægligra, at sækia helldr á skipreiðu þingum en å fylkiþsingum bæði várn rétt oc siálfra sinna.</ref>

Vi mærker os dernæst at fylkestingets opgave er at dæma l&#491;g i den enkelte sak, og at dommen er uangripelig, naar "alle fylkesmænd" er enig om den, seiv om parternes nærmeste slægt og svogre falder fra. Men hvis en fjerdedel av de rette tingmænd forlater tinget, da er tinget splittet i to ting og da er der fældet to motstridende domme; ti efter G 151<ref>En ef a þingstoð scal rett um dæma, þa scal koma fiorðongr þingmanna; þa megu þeir dóm dæma, þo at eigi kome fleiri.</ref> maa mindst en fjerdedel av tingmændene være tilstede, naar gyldig tingsdom skal avsies; den samme regel volder, at en fjerdedels minoritet kan sprænge tingets enhet (þingrof) og hindre en retskraftig dom; samme regel finder vi ogsaa i G 35 og 266 ved appel fra fylkestinget til Gulatinget eller "lagretten*. Naar dom staar mot dom, da er det tillatt at appellere til næst høiere instans, først til 2 fylkers ting, saa derfra til 4 fylkers ting og saa endelig til 8 fylkers ting, hvor der alene er I&#491;gretta. Hertzberg mener<ref>Heggtveit, Throndhjem i fortid og nutid (1897) s. 59 note 3.</ref>, at der med 8 fylkers ting sigtes til Øyratinget, som efter F I 4 var et 8 fylkers ting og som derfor ogsaa maa ha hat l&#491;gretta. Men da dette ting var et alting (se foran s. 14), og da lagretten efter F I 2 uttrykkelig er knyttet til Frostatinget, maa der i F X 30 være sigtet til Frostatingets lagrette. Der kan ikke ha eksisteret to lagretter i samme lagdømme; ti lagrettens opgave var at skaffe en endelig avgjørelse av hver opkommende lovtvist. Det fremgaar ogsaa av hele retsutviklingen, at lagretten var knyttet til de av Haakon den gode organiserte I&#491;gþing, d. e. lovbestemte ting. Før disse lagting blev organisert, avgjordes slike lovtvister ved tvekamp.

Det er interessant at lægge merke til, at F X 30 tillægger fylkesmændene paa fylkestinget samme funktion som F I 2 tillægger lagrettemændene, nemlig at dæma I&#491;g<ref>Samme uttryk i den gamle proceslov for Frostatingslagen i NgL IV 186—87 noten: En siðan bæiði alla þinghmenn at dæma seer l&#491;gh. En siðan bæioði sækiande bænder, at uithni allra þinghmanna, at þeir dæme logh um þetta mall.</ref> i den enkelte sak, og betingelsen for avgjørelsens endelighet er i begge tilfælde den samme, nemlig enstemmighet. Man kan derfor ikke si, at lagretten hadde lovgivende myndighet i nutidens forstand; dens opgave var kun at supplere lovboken eller det ældre I&#491;gmal, hvor dette ikke avgjorde en sak. Den skulde, som dens navn lyder, "rette paa lovene"<ref>Lagrettens funktion er derfor den samme som enhver dommers, som er nødt til at utfylde hullerne i lovene eller i sedvaneretten, hvorom se gode oplysninger av Vilhelm Sjögren: Om domarmakt och rättsutveckling i T. f. R, 29 (1916), 325 ff.</ref>. Men i virkeligheten kunde det samme ogsaa ske paa de underordnede ting, naar blot tingmændene var enige. Den almindelige forutsætning er dog, at disse ting anvender Frosta- eller Gula tingslov<ref>Se G 35: Nu ef hann svarar þvi, at ek kann eigi log, en ec let uppi hvetvitna þat er þingmenn kalla l&#491;g. G 187 om gildestevnet: þa megu menn dæma um sæk þeirra þar sem a þingi, ef þeir kunnu log.</ref>. Der er dog den faktiske forskjel mellem de to love, at Frostatinget har en I&#491;gtekin bok<ref>Se F I 2, 3; Il 10; IX 19; X 23; XII 1.</ref>, det vil si en virkelig lovbok, mens Gulatingsloven kun anerkjender det mundtlige I&#491;gmál som avgjørende<ref>Se G 314, citeret foran s. 23.</ref>.


<center>__________</center>


Naar vi ser tilbake paa de lagting, som den ældre Gula- og Frostatingsbok har bevaret minder om, da forekommer det mig, at de repræsenterer en avgjort demokratisk forfatning. Vistnok er det saa, at baade nævndemænd og lagrettemænd opnævnes av kongelige embedsmænd, og at disse, ialfald i Gulatingslagen er selvskrevne medlemmer av tinget; men baade den lovgivende og den dømmende magt er forbeholdt folkets repræsentanter, og lagtingene er i utpræget grad folkesuverænitetens organer. Der er forsaavidt ingen væsensforskjel mellem disse ting og de gamle alting, baade hos os og i nabolandene. Repræsentationssystemets indførelse kan derfor ikke sies at ha øket kongemagtens indflydelse paa lovgivning og retspleie. Dets væsentligste øiemed har øiensynlig været at skape et fællesting for de fylker vesten- og nordenfjelds, som i utviklingens medfør faktisk var blit lovfæller. Dette retsfællesskap hadde visselig sin hovedkilde i det religionsfællesskap, som fandt sit uttryk i Njords- og Ty-dyrkelsen paa Tysnes (Njarðarl&#491;g), som utbreder sig over hele vestkysten, ogsaa til Trøndelagen, hvor den sammen med Odinsdyrkelsen blir folkereligion<ref>Se Magnus Olsen, Kultminder s. 67 ff.</ref>. Kirken er her, som ellers, ældre end staten.

Det er bekjendt, at Ernst Sars bygger sit historiske syn paa Nordens historie paa en væsensforskjel mellem Norges, Sveriges og Danmarks forfatninger i den ældre middelalder. Norges forfatning er utpræget aristokratisk, Sveriges og Danmarks likesaa utpræget demokratisk. Dette syn kan ikke opretholdes. Der er ingen tvil om, at den norske samfundsskik oprindelig har været likesaa demokratisk som nabolandenes. De hadde alle altingsforfatning. Forskjellen mellem dem er den, at nordmændene ovenpaa denne altingsforfatning bygget en repræsentativ lagtingsforfatning, som ingen germanske folk har maken til; men ogsaa den beholdt det demokratiske præg, saa længe folket beholdt sin lovgivningsraagt, det vil si til Haakon Haakonssons og Magnus Lagabøters dage.


<center>'''4. Hvem har indført lagtingsforfatningen i Vest-Norge?'''</center>


Jeg kan ikke komme til andet resultat end, at overgangen fra altingsforfatningen til lagtingsforfatningen falder sammen med det lovgivningsverk, som sagaerne tillægger Haakon den gode og som efter Snorres kronologi maa være utført ca. 940 eller i begyndelsen av hans regjering. Snorre sier i hans saga (kap. 11): "Kong Haakon — var en storvis mand og la stor hug paa lovsetning. Han satte Gulatingslovene med Torleiv spakes raad og han satte Frostatingslovene med Sigurd jarls og andre trønders raad, de, som var de viseste. Men Heidsævislovene hadde Halvdan svarte sat, som før er skrevet." I andre sagaer finder vi lignende beretninger.

At Haakon, som var opdradd i et land med en repræsentativ forfatning, som det angelsaksiske witenagemôt jo maa kaldes, vilde søke at faa denne indført i Norge, er forklarlig; og det saa meget mere, som vi vet, at hans reformplaner gik meget videre, nemlig at faa omstyrtet den gamle religion. Det er interessant at se, at han begyndte med det mere ydre apparat: altingenes supplering med et i&#491;gþing, det vil si et lovbestemt, lovorganisert folketing, som kunde fungere som øverste organ for folkets retspleie og selvlovgivning. For et saadant organ har der aabenbart været et sterkt behov, og lovløsheten under Eirik Blodøks hadde gjort de gamle tilstande uholdbar. Det ser derfor ut til, at Haakon med de lokale retsautoriteters hjælp forholdsvis let har faat lagtings forfatningen indført i Gula- og Frostatingslagen, og hertil er det der sigtes med sagaens beretning om hans "setning" av Gula- og Frostatingslovene. Men naar vi sammenholder den norske lagtingsforfatning med den angelsaksiske, da maa vi beundre den politiske visdom og takt, som her er utvist fra kongens og hans raadgiveres side. Jeg kan ikke her gaa i detalj. Men ved at læse Liebermanns bok om "The national assembly in the Anglo- Saxon period " kan ingen være i tvil om, at de to norskelagting, som Haakon organiserte, er helt anderledes folkelige institutioner end deres angelsaksiske forbillede. Dette svarer mere til vore senere riks- eller høvdingemøter end til vore lagting. Disses indførelse maa betegnes som en i den germanske retshistorie enestaaende legislativ bedrift. Efter dette forbillede blev saa i 965 den islandske i&#491;gretta dannet; men her blev lagtinget forbeholdt lovgivningsmyndigheten alene. Den høieste domsmyndighet fik særegne organer.


<center>'''5. Magnus Lagabøters reform av Gula- og Frostatinget og Islands alting'''</center>


I Magnus Lagabøters tingfarebolk er der sondret mellem fællesreglerne for det hele land, som er optat i kap. 1 og 3 ff., og særreglerne for det enkelte lagtings nævndemænd, som findes i kap. 2 og lyder forskjellig i de 4 utgaver av Landsloven.

Jeg har allerede foran under forsøket paa at rekonstruere F I 1 medtat Landsloven I 1 om nævndemændenes opnævnelse paa midfastetinget, som jeg antar stammer fra F I 1. Særlig taler herfor, at nævndemændenes kvalifikationer stemmer overens med de tilsvarende regler for Øyratinget i F I 4. Sammesteds har jeg ogsaa optat reglerne for nævndemændenes antal og diætpenge efter Frostatingsutgaven av L I 2. Nogen absolut sikkerhet for, at disse tal stemmer med tallene i det defekte F I 1, har vi jo ikke; men den omstændighet at repræsentationen for den gamle Trøndelag stemmer overens med lagrettemændenes antal fra de samme fylker i F I 2, er i mine øine omtrent avgjørende. Den konservative fastholden av en sterk bonderepræsentation, som Frostatingslovens 1 2 høilydt vidner om, træder endnu skarpere frem i Frostatingsutgaven av Landsloven; ti vi maa gaa ut fra, at det ikke har lykkedes Magnus Lagabøter at reducere Frostatingets nævndmændskorporation paa samme maate som Gulatingets og heller ikke at faa vedtat synderlige ændringer i diætreglerne.

Anderledes er forholdet i Gulatingslagen. Her begyndte Magnus Erlingsson i 1164 med at reducere nævndemændene fra 400 til 246, altsaa til omtrent det halve, idet han samtidig fordoblet diætpengene. Magnus Lagabøter har fortsat i samme retning med at reducere nævndemandstallet til 148; derhos har han indført en høi og fint graderet pengediæt og avskaffet naturaldiæten. For oversiktens skyld opstiller jeg en tabel over nævndemændenes antal efter de tre utgaver av Gulatingsloven:


{|
|
:'''Fylke'''
:Hordafylke
:Ryfylke
:Firdafylke
:Sygnafylke
:Egdafylke
:Sunnmør
:Valdres
:Hallingdal
:Sætre
:(Valle)
:Otrodal
:(Bygland)
:
:'''Sum'''
|
'''Olavstekst''' (1024)
:102
:102
:80
:64
:27
:Saa mange som vil
:-
:-
:-
:-
:-
:-
:
:'''375 + Sunnmør'''
|
:'''Magnustekst''' (1164)
:60
:60
:50
:40
:20
:16
:-
:-
:-
:-
:-
:-
:'''246'''
|
'''Landsloven''' (1274)
:40
:30
:20
:20
:12
:12
:4
:4
:2
:-
:4
:-
:'''148'''
|}


Vi ser herav, at reduktionen har rammet sterkest de fire gamle kjernefylker: Hordafylke, Ryfylke, Firdafylke og Sogn. Og der er ingen tvil om, at nedgangen hænger sammen med den ændrede karakter, som disse fylkers bondebefolkning har antat. Paa Hellig-Olavs tid har vi her væsentlig en selveiende bondestand, som drev sine store gaarder med trælers hjælp. Ved midten av det 12. og endnu mere ved midten av det 13. aarhundrede er trælerne blit fri og sitter som leilændinger paa jordegods, som eies av kongen, kirken, adelen eller en faatallig hauldsklasse. Hos denne bondebefolkning, som kalder sig seiv þorparar (husmænd), er den politiske interesse ikke stor, og den naar ialfald ikke meget utover mat- og pengeinteressen. Det er derfor naturlig, at kravet paa en reduktion av nævndemandstallet og en forhøielse av diæterne har fundet almindelig tilslutning hos bønderne paa Vestlandet. Men, hvis dette er saa, da er det ogsaa et merkelig vidnesbyrd om den trønderske bondestands politiske selvstændighet, at den ikke er revet med av denne nedgangsbølge; ti ogsaa der var trælene blit fri, og ogsaa der var jordegodset kommet i adelens og geistlighetens eie. Men der har kongemagten neppe opnaadd nogen reduktion av folkets repræsentation paa lagtinget.

Tendensen i Magnus Lagabøters lagtingspolitik kommer maaske tydeligst frem i hans to islandske lovbøker, Járnsiða 1 (1271—73) og Jónsbók (1281). Begge fastsætter et bestemt antal nævndemænd for de 12 tinglag (þing), hvori hele landet nu blir delt, og dette antal varierer i Hk. mellem 6, 8, 10, 12, 15 og 20, ialt 140, og i Jb mellem 4, 5, 6, 8 og 12, ialt 84. Møtedagen er i begge lovbøker Petersmesse (29/6), saaledes som i Magnusteksten i G og F. Tingfærdslønnen er som i Grg. ikke lovbestemt. Alle (valdzmenn = de tidligere goder) er pligtig at møte personlig eller ved fuldmægtig, ellers skal lagmanden negte at paadømme deres saker i det aar og de ifalder anden vilkaarlig straf, som deres embedsbrødre vil ilægge dem. Der skal møte 12 geistlige, opnævnt av bisperne; de mister sin aarsløn, hvis de forfaldsløst uteblir. Lagmanden og alle disse skal ha møtt før Petersmessedagen, og nævndemænd, som kommer efter at ederne er avlagt, bøter 3 mark; lagrettemændene vurderer deres forfald. Hvis sysselmændene forsømmer at opnævne nævndemænd, er de saket 3 mark for hver, som ikke er nævnt. "Altid naar tingmænd blir idømt tingvite (vittir) paa altinget, da eier kongens ombudsmænd halvdelen av disse bøter og alle tingmænd halvdelen; disse penge skal den sakede eller hans fuldmægtig seiv betale; vil de ikke, skal hver sysselmand yde for sit distrikt og ta dobbelt av den skyldige hjemme." Denne regel er hentet fra G 3, avsnit 5 (se foran s. 20), men med den forskjel, at bøterne der udelt tilfalder tingmændene, mens de her som i F I 1 deles mellem disse og kongens foged. Følgende bestemmelse er ny: "Men disse penge skal henlægges til de formaal som sysselmændene med lagmandens raad finder mest nødvendige i det aar." Dette er den første bestemmelse om "bondekassen* (bondafé), som spiller en større rolle i Gula- og Frostatingsutgaven av L I 2 og i HI 1 i alle utgaver.

Mest radikalt omdannes den islandske I&#491;gretta, som efter Grg bestod av 48 X 3 = 144 medlemmer, foruten logsogemanden og de 2 bisper. I Hk 3 er den reducert til 36 medlemmer, 3 medlemmer for hvert av de 12 tinglag, opnævnt av lagmanden og sysselmændene i forening. Dette er ingen lovgivende forsamling; ti lovgivningsmagten ligger nu egentlig hos kongen, som har utarbeidet lovboken, og forelægger den for altinget til vedtagelse. Og han lover den mægtige biskop Arne sin støtte i hans kirkelige krav, hvis han ville "ægge folk paa Island til at vedta hans lovbok". En del av lovboken og deriblandt tingfærdsbolken blev ogsaa straks vedtat av altinget 1271<ref> Biskupa sögur I 688 ff., kap. 9 i bisk. Arnes saga.</ref>. Den nye lagrette blir, som de norske lagretter, en domstol og dens medlemmer skal ved første gangs opnævnelse avlægge den ed, "at han skal saaledes dømme i hver sak, som Gud best gir ham vet til, saa ofte som han blir opnævnt til lagretten". Kompetencereglerne er hentet fra F I 2, med et indskudd fra FI 6, men omredigert saaledes: "Nu skal de dømme lov om alle de saker som der er lovlig frembaaret; ti med lov skal man vort land bygge og ikke med ulov øde; men den, som ikke vil andre lov unde, han skal ei lov nyte<ref>Et uorganisk indskudd bentet fra F I 6.</ref>. Derefter de [saker] som dit er stevnet. Tilsist de [saker|, som man blir enig om [at forelægge lagretten] og som er de mindste. Men alt det, som lovboken ikke avgjør, da skal det gjelde i hver sak, som lagrettemændene blir enig om og som de synes er rettest for Gud." I alt væsentlig er dette en gjentagelse av F I 2, dog med den forskjel, at lagretten vedblir at være en ordinær første instans, som de gamle fjerdingsretter paa altinget hadde været det; ti baade disse og femteretten falder bort. Fra disse islandske domstoler er ogsaa lagrettemændenes antal hentet, nemlig 36, og ikke fra de ældre norske love. Dette tal var paa Island traditionelt, baade for altingsretterne og for vaartingsretterne. Paa de siste kom tallet frem ved grupperingen 12 X 3; i Hk 3 kommer det frem ved grupperingen 3 X 12. I første tilfælde er retten sammensat av 3 tolvmandsdomme, og tolvmandsdommen var et ældgammelt norsk retsinstitut; men 12 tremandsdomme er et kunstprodukt baade paa Island og i Norge<ref>Maurer, Yorlesungen I, 2, 15 ff., og Hertzberg, Grundtrækkene s. 130 ff., lægger en stor vægt paa de 3 tolvmandsdomme, som efter Egils saga blev opnævnt paa Gulatinget i 934; det er umulig at bygge en lagretteteori paa dette grundlag, naar de norske lovtekster sier noget helt andet; se foran.</ref>

Da Járnsiða utvilsomt repræsenterer den lovrevision, som Magnus Lagabøter i 1260-aarene underkastet Gulatingsloven og de østlandske lovbøker og som resulterte i vedtagelse av en ny Gulatingsbok 1267 og en ny Eidsiva og Borgartingsbok 1268<ref> Se Isl. annaler ed. G. Storm s. 137: 1267: I&#491;gtekin Gulaþingsbók su, er Magnus konungr let setja; 1268: I&#491;gtekin I&#491;gbok Upplendinga ok Vikverja su er Magnus konungr skipaði.</ref>, saa ligger den slutning nær, at ogsaa disse norske lovbøker har hat en tingfarebolk og en lagretteordning, som den vi finder i Hk I—6. Dette er ogsaa sandsynlig med hensyn til avsnittets almindelige lagtingsregler; men nævndemændsreglerne og tingfærdslønsreglerne i Hk 2 har sikkert været forskjellige og væsentlig stemt overens med dem vi finder i Landslovens utgave for de 3 nævnte tinglag. Det blir allikevel et spørsraaal om ikke kong Magnus eller hans juridiske raadgivere kan tænkes at ha hentet ideen til en lagrette paa 36 mand fra de ældre østlandske lovbøker. Det er vanskelig at gi et begrundet svar paa dette spørsmaal, før vi har behandlet de østlandske lagtings historie, som er forbeholdt næste avsnit. Dog vil jeg allerede her peke paa den merkelige selvstændighet, som baade Borgar- og Eidsivatingslagen viser overfor Magnus Lagabøters uniformeringsforsøk. Landslovens Borgartingsutgave har saaledes ingen regler om nævndemændenes antal og diæt; og, hvad der er endnu mere merkelig, baade Borgartinget og Bagaholmstinget for Viken beholdt som lagtingstermin Petersmesse (29. juni), som ogsaa var indført i Gula- og Frostatingslagen 1164, medens Landsloven optok Botolfsmesse (17. juni), som i 1269 var vedtat av Frostatinget. Oplandene og Romerike holdt vistnok lagting paa Eidsvoll ved Botolfsmesse; men dette spilte en ringe rolle ved siden av lagtingene i Øslo og Hamar, som blev holdt til andre tider. Endelig skal jeg gjøre opmerksom paa, at de paa Østlandet i middelalderen forekommende 24-mandsdomme synes at tyde paa en lagrette paa 24 mand, som ogsaa findes i to haandskrifter av Landslovens Borgartingsutgave<ref>Bh = AM 74 kv. fra ca. 1350 og Bl = Sth. Kgl. Bibl. C 14 kv., hvor iij er utradert og forandret til ij tylftir, se NgL II 14, note 20</ref>.

En jevnførelse av Hk 3 og L I 3 viser forøvrig, at flere bestemmelser i F I, som blev utelatt av Járnsiða, er optat i Landsloven og Jónsbók; dertil hører de strenge politiretlige regler om faste og forbud mot drik, som erkebiskop Øystein hadde indført (se F I 3), og som neppe har smakt Gulatingsmændene eller Østlændingerne bedre end Islænderne; det er derfor sandsynlig, at disse først er indført med Landsloven.

Med hensyn til lagrettens kompetence er Landsloven I 4 sterkt paavirket av Hk 3. Dens regler er saa lydende:


<blockquote>"De mænd, som er opnævnt til lagretten, skal dømme lov om alle de saker, som dit er henskutt<ref>at þingskotum rettum er fra F I 2 optat i nogen hdss. av Landsloven, men hører ikke hjemme der, likesaalitt som i Hk, da de gamle tingskotregler er avskaffet av Landsloven.</ref> og der er lovlig frembaaret. De saker skal først paadømmes, som er henlagt til lagtinget efter lovbokens regler og som er de største<ref>Þeir menn sem i logrettu eru nefndir skolu dæma log um þau mal oll er þingat eru skotin ok þar eru loglega fram boren; þau mal skal fyrst dæma er til logþingis eru logö eptir þui sem bok segir ok stærst eru. Hvad hermed menes har vistnok været uklart. Leggja til i&#491;gþingis brukes nemlig om parternes overenskomst om at forelægge sin tvist for lagtinget, her det tredie alternativ. Jfr. dog LI (i ug 12.</ref> ; derefter de  saker, som folk legger hænder sammen om [at forelægge dem for lagtinget) for to vidner og disse vidner føres paa tinget. Men alt det, som boken ikke avgjør, da skal det gjælde i hver sak, som ''lagmanden og'' lagrettemændene alle blir enig om. ''Men om de er uenig, da raade lagmanden og de, som er enig med ham, med mindre kongen med de skjønsomste mænds raad finder andet mere lovlig''."</blockquote>


Alt det kursiverte er nyt i Landsloven, og for første gang er den kongelige embedsdommer (lagmanden) tildelt en avgjørende stemme, hvor det gjaldt at utfylde lovens huller. Men hertil kommer jeg tilbake i min fremstilling av lagmandsembedets historie.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Absalon Taranger]]