Vis kilden til Offer til de forskjellige Guder

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link= Offer til de forskjellige Guder]] !!  !!  !!  
|-
|}


[[File:Jens_Andreas_Friis.jpg|thumb|150px|<center>Jens Andreas Friis</center>]]

<center>'''[[Lappisk Mythologi]]'''
<br>[[Jens Andreas Friis biografi| Jens Andreas Friis]]
<br>

<br><big><big>'''Offerlære'''</big><br><br>'''§ 36.<br> Offer til de forskjellige Guder'''</big></center>



Noget særskilt Offer til ''Rađien ačče'' omtales ikke i Missionærernes Skrifter, men — at der har været ofret baade til ham og Sønnen ''Rađien kiedde'', fremgaar tydeligt af Ordene hos Jessen, der siger, "at, naar man ofrede til ''Rađien ačče'' eller ''Rađien kiedde'', blev disses Billede dannet som ''Horagales’s'' Billede, af en Birke- stubbe, men sat i en omvendt Stilling af dette, (§ 32). Af Offeret til ''Rađien'' og hans Familie var det ogsaa Kvinder tilladt at spise."

Til ''Horagales'' synes især Rensdyr at være ofrede, skjønt intet Bestemt herom fortælles. Kun gjør Jessen den Bemærkning, at intet Hundyr eller kastreret Handyr maatte ofres til ham. Det er derfor ikke sandsynligt, at den Hunren, som findes paa Runeb. No. 1, Fig. 7, var, som det hedder i Forklaringen til samme Runeb., "Offer til de 3 Storguder," ialfald ikke til ''Horagales'', men maaske dette Billede har betegnet den i § 33 omtalte hellige Simleren ''"Kovre."'' Paa Runeb. No. 3 findes tydeligt nok, at dømme efter Hornenes Størrelse og Form, en Hanren aftegnet i de øverste Guders Afdeling. Ligesaa paa No. 5. Heller ikke maatte nogen Kvinde spise af det til ''Horagales'' ofrede Dyr, Nærømanuskriptets Forfatter fortæller, at man ogsaa ofrede ham "lange og store Hammere, hvormed han skulde fordrive onde Væsener," en Ide, som aabenbart er laant fra Nordmændenes Fortælling om Thor.

I de svenske Lapmarker synes man især at have ofret til de i § 22 omtalte Junkere, hvis Billeder vare af Sten. Det almindeligste Offer var en Ren, der, som til ''Horagales'', maatte være en Hanren. "Førend Dyret slagtedes," siger Scheffer, "udmærkede man det ved at stikke en rød Traad igjennem dets høire Øre. Den, der slagtede Dyret, tog Hornene, Benene af Hoved og Hals, Kloverne, Lægbenene samt noget Blod og bragte dette hen til det Fjeld, hvor den ''Storjunker'' stod, til hvis Ære Offerdyret var slagtet. Saasnart Lappen fik Guden i Sigte, blottede han sit Hoved og nærmede sig med den største Ærbødighed, krybende paa alle Fire. Billedet besmurte han med Blod og Fedt af Dyret, Hornene stillede han omkring Stenen. Paa høire Side lagde han Kjønsdelene og paa venstre Side et Stykke Tin, hvortil var fæstet en rød Traad samt en liden Sølvmynt." Undertiden stod et Stenbillede saaledes til, at det var umuligt at komme det ganske nær. Lappen tog da en Sten, dyppede den i Offerdyrets Blod og kastede den op imod Stenbilledet.

Om Offer til Solen er talt i § 19. Intet Hundyr maatte ofres til Solen eller Maanen, heller ikke sorte Dyr eller gamle Dyr. Ofredes en Ren til Solen, udmærkede man den først ved at stikke en hvid Traad gjennem dens høire Øre. Derpaa tog man et Stykke Kjød af hvert Lem, fæstede disse Stykker paa en Vidiegren, bøiet til en Cirkel, saa stor som et halvt Tøndebaand, og hængte dem op paa Offerluovven bag Teltet eller Gammen. Ligesaa ordnede man Benene i en Cirkel paa Luovven — til Ære for Solen. Ingen Kvinde maatte spise af det Offer, der bragtes Solen.

Til ''Akkerne'' eller de kvindelige Guddomme og navnlig til ''Sarakka'' ofrede Kvindekjønnet daglig, hvorom forud i §21, Pag. 91. Af Alt, hvad man daglig nød, fik ''Sarakka'' sin Del, og naar man flyttede fra et Sted til et andet, spildte man lidt Mælkesuppe paa Jorden som Takoffer for at have befundet sig vel paa Stedet.

Næsten alle Forfattere omtale, at Lapperne ofrede til de Døde eller baade til ''Saivvofolket'' og til Væsener i ''Jabmikuči aibmo''; til de første af Taknemmelighed for beviste Tjenester, til de sidste for at stille dem tilfreds, hvorom tidligere er talt i § 32. Naar de ofrede til de Døde, siger Scheffer, brugte de ikke Billeder som ved Ofring til ''Horagales'' og andre Guder, men de raadspurgte alene Runebommen eller slog paa denne under en Troldsang, hvori forekom Spørgsmaalet: ''"Maid væroid, jabmek, sitte"'' (ɔ: sittebetet)? "Hvilket Offer ville I have, I Døde!" (se § 32). Naar det saa ved Ringens Gang paa Troldtrommen var afgjort, hvilket Offer der skulde bringes, blev der, dersom dette var en Ren, fæstet en sort Traad igjennem Dyrets høire Øre. Kjødet spiste man op, kun tog man et Stykke af Hjerte og Lunge og delte disse Stykker igjen i 3 Dele. Igjennem hver Del stak man en liden Hornspids, som først var dyppet i Dyrets Blod. Det Hele lagde man tilligemed Benene af Dyret, hvoraf Kjødet var afspist, i et Slags Kasse eller Kurv. gjort i Form af en Renslæde, og nedgrov det i Jorden.

Naar de Dødes Paarørende eller gode Venner kom forbi de Steder, hvor deres Afdøde laa begravede, pleiede de at kaste et Stykke Tobak til dem eller Andet, som den Afdøde i levende Live havde havt særlig Smag for. Som oftest pleiede de at slagte den Ren, hvormed den Døde var kjørt til Graven, hvorefter Benene nedgravedes i Jorden. Högstrøm, § 30. Det Samme fortæller ogsaa Leem, ligesom — at de lagde forskjellige Ting ned i Ligkisten hos den Døde, f. Ex. Bue, Pil, Øxe og Fyrtøi samt noget Mad, eller Sax og Naal m.m., naar det var en Kvinde. I russisk Lapmarken har jeg ved Bredden af Imandra seet, at Lapperne endnu bruge at henlægge forskjellige Redskaber paa den Dødes Grav, f. Ex. Øxe og Kniv; men disse Redskaber vare altid mishandlede eller næsten ganske ødelagte, f. Ex. Øxen hugget med Eggen saaledes mod Sten, at den var ubrugbar. Rimeligvis foretog man denne Ødelæggelse, for at Ingen skulde fristes til at bortstjæle Sagerne.

Ligesom Lapperne ofrede til de Døde i Almindelighed, saaledes ofrede de i farlige Sygdomme specielt til ''Rota'', Herskeren over de Dødes Rige, undertiden endogsaa en hel Hest, (§ 26). Högström fortæller, at Lapperne især ved Juletider pleiede at ofre til ''Rutu''. I den Anledning gjorde de nogle smaa Tragter eller Ruller af Birkebark, i hvilke man lagde et Stykke af al den Mad, som man spiste Juleaften, (der paa Lappisk hedder ''Ruotta-æked, — æked'', Aften), og Julemorgen. Havde de Mel, gjorde de derhos en liden Kage, fyldte den med Mælk og Ost, samt stegte den paa Gløder og lagde den til det Øvrige. Dernæst stak de to Splinter, gjorte som Spader, af ½ Alens Længde, gjennem Birkebark-Karret og hængte det saa op i et Træ i Nærheden af sin Bopæl. Træet blev afkvistet nedentil og afbarket samt bemalet med Kors. Foruden disse Ofre til de forskjellige Guder til bestemte Tider af Aaret, pleiede Lapperne desuden ogsaa at ofre ved mangfoldige forskjellige Tilfælde i det daglige Liv. Naar Noget gik dem imod, eller deres Kreaturer bleve syge, siger Högström, gjorde de Løfte til en vis Gud eller til flere Guder at ofre dette eller hint, dersom de opnaaede sit Ønske eller undgik det Onde. Naar f. Ex. en Ren blev syg, gjorde de det Løfte, at de, om den igjen kom sig, paa en bestemt Tid skulde slagte den og ikke sønderhugge eller lade bortkomme noget Ben, men forvare dem allesammen til den Gud, hvem Løftet gjaldt, og fra hvem Hjælpen formodedes at komme. Hvad Lappen saaledes lovede, holdt han ubrødelig. Hændte det sig, at en Hund slæbte bort et Ben af et saadant Dyr, saa maatte den miste Livet, og man ofrede et af dennes Ben istedet.

Dersom man tør tro en Beretning af Rosenvinge i Budstikken, 5te Aargang, No. 95, har Lapperne havt en Forkjærlighed for sorte Kreaturer som Offerdyr og rimeligvis da især til de Døde, ligesom de, naar en Ren ofredes, udmærkede samme med en sort Traad i Øret. Han fortæller nemlig, at de svenske Lapper, naar de om Høsten skulde bringe sine Rensdyr tilbage fra Ofoten til den svenske Grænse, "indfinde sig i Bygden og byde en overdreven Pris for sorte Faar, Gjeder, Katte, Haner, kort — alle Slags sorte Kreaturer, hvilke de anvende til Ofring, idet de begive sig tilfjelds, paa den Maade, at de binde dem fast til Bjergkløfter og Bjerghuler til Maaltid for sin Afgud." Dette blev paa følgende Maade opdaget af en Nordmand. "En svensk Lap kom til ham for at kjøbe et sort Kreatur, og især faldt hans Øine paa en sort Ko, som Bonden dog ikke vilde overlade ham, men da Lappen omsider bød ham 12 Speciedaler, som var over det Dobbelte af, hvad en Ko kostede om Høsten, tog han dog til Slutning mod dette fordelagtige Tilbud. Hændelsesvis gaar Bonden 2 Dage efter op tilfjelds for at hugge Tømmer. Underveis og i Nærheden af en Dal hører han Lyden af en Ko. Han nærmer sig og finder nu sin egen Ko, bunden fast ved en Hule og vansmægtet af Hunger. Han bringer den hjem og tier. Aaret efter kom samme Lap igjen, kjøbte samme Ko for 12 Speciedaler og begav sig med den tilfjelds. Bonden passer paa, finder sin Ko i samme Stilling og paa samme Sted som Aaret forud og bringer den uskadt hjem. Denne Negocie ophørte derved, at Lappen paa sidste Reise blev forvildet i Snefoget paa Fjeldet og omkom". Dette skal være foregaaet omkring 1790.

<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Jens Andreas Friis]]
[[Kategori:Samisk mytologi]]