Vis kilden til Asmund Kæmpebanes saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ásmundar saga kappabana]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Aasmund Kæmpebanes Saga]] !!  !!
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Asmund Kæmpebanes saga]] !!  !!
|-
|}


<center>[[Nordiske fornaldersagaer]]


<big><big>'''Asmund Kæmpebanes saga'''</big></big><ref>''Ásmundar saga kappabana'' findes bedst overleveret i det islandske håndskrift [https://onp.ku.dk/onp/onp.php?m8723 Holm perg 7 4to], der befinder sig på ''Kungliga biblioteket'' i Stockholm. Håndskriftet dateres til begyndelsen af 1300-tallet.</ref>

''Ásmundar saga kappabana''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2022</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson:'' [[Fornaldarsögur Norðurlanda]]'', Reykjavík, 1943-44''</center>
----


'''1. Kong Budle og sværdsmedene'''

[[Bilde:Våbensmede.jpg|thumb|right|350px|<center>'''Våbensmede'''<br>Fra håndskriftet ONB Cod. Han. 2554</center>]]Der var en kong, der hed Budle. Han herskede over Sverige og var mægtig og berømt. Der var det særlige ved ham, at han satte stor pris på smede, og han fik de bedste af dem til at fremstille kostbarheder til sig. Han havde en dronning og en datter, der hed Hild. Det hændte da, at dronningen døde, men kongen giftede sig ikke igen.

Det fortælles, at to mænd kom til kongen en aften, og de trådte frem for ham og hilste ham. Kongen spurgte, hvem de var, og den ene kaldte sig Olius, den anden Alius, »— og vi vil bede om vinterophold her.« Han spurgte, om de havde gode evner inden for håndværk eller idræt. De sagde, at de med stor kunstfærdighed kunne lave alt, hvad der kunne smedes. Kongen bad dem blive og anviste dem plads.

Kongen holdt gæstebud, mens dette skete, og om aftenen kom kongens smede ind i hallen og viste ham deres smedearbejde, og det var våben og guld. Hver gang der var besøgende, gjorde de dette for at skaffe kongen hæder. Alle roste deres smedearbejde på nær de nyankomne gæster; de sagde ikke noget videre. Blandt de smedede ting fandtes en ypperlig kniv. Dette fortalte man kongen, og han sagde, at han ikke mente, at de var i stand til at smede en bedre. Han kalder dem hen til sig og siger: »Hvorfor er I så uvillige til at rose det smedearbejde, der vises frem her? Men I kan måske gøre det bedre?« De sagde, at såfremt kongen ønskede det, kunne han få bevis for, at dette ikke var meget værd sammenlignet med det smedearbejde, de formåede. Kongen bad dem udføre et helt usædvanligt smedearbejde, »— medmindre I vil kaldes bedragere.« De sagde, at det snart ville vise sig, at dette var et dårligt smedearbejde, som ikke var noget værd. De stak kniven i bordkanten foran kongen, og æggen gik straks i stykker. De bad kongen beholde sin kostbarhed og sagde, at de ville prøve at lave en anden kniv. Det bad kongen dem gøre, og derpå lavede de en kniv og gav kongen den. Han strøg den over sit mundskæg, men den skar skægget og huden af og gik ind i kødet. Kongen sagde: »Det er vist sandt, at I er dygtige mænd, men nu skal I lave mig en guldring.« Og det gjorde de og gav den til kongen. Han så på den og sagde: »Det er sandt, når jeg siger, at jeg aldrig har set så pragtfuld en guldring.« Det samme sagde alle, der så den. Kongen mente, at sådanne mænd burde tjene fyrstelige folk, og siden sagde han: »Nu skal I lave to sværd til mig, der lige som dette værk ikke står tilbage for andet smedearbejde, og som altid bider, når der bliver hugget med dem.« Olius sagde, at det ville han ikke, og han mente ikke, at der ville komme noget godt ud af at tvinge dem, hvis de nødigt ville, og han sagde, at det var bedst at holde måde. Kongen sagde, at de skulle gøre det, hvad enten de havde lyst til det eller ej.

De gav sig derpå til at smede, og de lavede to sværd — ét hver — og trådte siden frem for kongen og viste ham sværdene. Kongen så på dem, og han fandt dem smukke, »— men hvilke egenskaber har de?« Olius siger, at sværdet aldrig vil hugge uden at bide, »— og jeg tror ikke, at der er fejl eller mangler ved det.« Kongen siger: »Det er godt, men lad mig prøve, hvor holdbart det er.« Og han stak sværdspidsen i højsædestøtten, og klingen bøjede lidt. Derpå rettede han den ud i en glug. Smeden sagde, at han var alt for hård ved sværdet; det var lavet til at hugge med, ikke til at bøje. Kongen sagde, at det næppe ville holde til hug, når det ikke tålte sådan en prøve. Men nu prøvede han det sværd, som Alius havde lavet, og det rettede sig ud som en smidig planke, og det var i alle henseender flottere end det andet, og det klarede begge de prøver, som kongen udsatte det for. Kongen sagde: »Dette sværd, som Alius har smedet, er det bedste, skønt de begge er gode. Men hvilken egenskab har det?« Alius siger: »Den — herre! — at hvis de mødes i luften, når de hugges imod hinanden, da vil mit sværd være overlegent — og det må dog kaldes en jævngod egenskab.« Kongen tog derefter det sværd, Olius havde lavet, og ville ødelægge det, og det knækkede ved hjaltet. Kongen bad ham fremstille et bedre sværd, og Olius gik derefter i vrede til smedearbejdet og lavede et sværd og gav det til kongen. Han prøvede det på alle måder som det første, og sværdet holdt til det hele. Kongen sagde: »Dette har du gjort godt — men nu er der vel ikke nogen ulempe forbundet med det?« Han siger: »Sværdet er lavet af godt jern, men det vil nu give anledning til skår i glæden, for det vil forvolde døden for de gæveste brødre, nemlig din datters sønner.« Kongen sagde: »Du spår, din usling! Nu skal et par brødre miste livet, dog uden hæder.« Og han huggede ud efter ham, men de var allerede forsvundet i en fart, og de tog vejen, der gik nedad.<ref>&#596;: til Helvede</ref> Kongen sagde: »Dette var nogle fæle djævle, men jeg skal sørge for, at sværdet ikke kommer til at skade nogen.« Kongen fik da lavet en kasse af bly til sværdet, som han lod sænke ned i søen ved Agnefed.


'''2. Kong Helge bliver gift med Hild'''

Der var en berømt konge, der hed Helge. Han var en stor kriger. Helge opsøgte kong Budle på sine hærskibe, men sendte den besked til ham, at han kom med fred, og sagde, at han ønskede at lære ham at kende og gerne kom til gæstebud hos ham. Kongen tog vel imod det. Kong Helge gik op til hallen, hvor han fik en god modtagelse. Kong Helges far, der herskede over Hunnerland, hed Hildebrand. Da sagde kong Helge: »Jeg vil tilkendegive mit ønske, og jeg beder om giftermål med din datter. Det vil efter min mening give os begge ære, at jeg værner landet for dig og får dit rige til gengæld.« Kong Budle siger: »Jeg vil komme dig i møde i denne sag, såfremt hun bifalder det.« Siden blev spørgsmålet forelagt hende, og hun samtykker i sin fars ønske, og nu gøres gildet større efter højbårne folks skik, og kong Helge får kong Budles datter Hild, og siden var der enighed mellem svigerfar og svigersøn, og kong Helge var en stor hjælp og støtte for kong Budle.

Hild og Helge fik en søn, der hed Hildebrand. Han var den smukkeste dreng, og så snart han kunne stå oprejst selv, sagde hans far kong Helge: »Min far Hildebrand den Mægtige i Hunnerland skal være din fosterfar, for så kan vi forvente, at du får den lod i livet, som anstår sig bedst.« Kong Helge sendte nu drengen dertil. Kong Hildebrand tog meget godt imod ham og sagde, at han forventede, at der ville blive en kæmpe ud af drengen. Derefter drog kong Helge på hærtogt, mens kong Budle blev for gammel til at styre landene.


'''3. Om kong Alf og Åge'''

Der var en konge, der hed Alf, som herskede i Danmark. Hans datter hed Æsa den Fagre. Hun var vidtberømt for sin skønhed og sit håndarbejde. Der var en mægtig kæmpe i Danmark, der hed Åge. Han og kongen var rigtig gode venner, og kong Alf havde en stor støtte i ham. Kongen tilkaldte ham og sagde: »Jeg ønsker at gennemføre et hærtogt denne sommer og tilegne mig et rige, som nok er forsvarsløst, men som dog vil skaffe mig hæder, såfremt jeg får fat i det.« Kæmpen svarer: »Herre! Hvor findes sådan et rige?« Kongen sagde: »Kong Budle er nu gammel og affældig, og jeg ønsker at underlægge mig hans rige.« Åge siger: »Jeg skal ikke stille mig i vejen for store tiltag, og det bliver nok denne gang som før, når der vindes hæder, at du belønner dine venner for deres anstrengelser.«

Derefter samlede kong Alf og Åge deres hær og hærgede i kong Budles rige i Sverige, og de øvede stort hærværk der med manddrab og plyndring. Og da kong Budle erfarer dette, kalder han sin hær sammen, men han får ikke mange folk, for hans svigersøn Helge var langt borte med sin styrke; han gik alligevel til angreb, men overmagten var for stor, og han faldt i denne kamp, og kong Alf tog hans datter og en stor mængde gods som krigsbytte og drog dermed hjem. Da sagde Alf: »Det forholder sig sådan, at jeg har tilstrækkeligt med land og midler, og nu vil jeg til gengæld for din støtte — Åge! — gifte dig med Hild Budlesdatter, selv om hun allerede har en mand.« Åge siger: »Hvem kunne tænke sig en bedre løn end denne? Og jeg mener ikke, at det bliver værre af, at kong Helge var gift med hende før.«

Derpå blev Åge gift med Hild, og de fik en søn. Han hed Asmund. Han blev hurtigt stor og stærk, og så snart han kunne, drog han ud på vikingefærd og besejrede store hærstyrker.


'''4. Hildebrand fælder kong Alf'''

Nu skal der fortælles om Asmunds bror Hildebrand, kong Helges søn. Men kong Helge faldt på et hærtogt. Hildebrand strejfede vidt omkring med sin hær og overvandt store hærstyrker. Han var besvogret med den konge, der hed Lazinus. Han var en af de mægtigste konger. Hildebrand drog med venskabsord hen til sin svoger, og der blev taget godt imod ham. Han blev nu meget ærgerrig, efterhånden som hans styrke tiltog. Der var nogle ansete og ætstore hertuger i Saxland. Dem opsøgte Hildebrand Hunnerkæmpe, og han forlangte, at de viste ham en sådan hæder, som han ønskede, og i modsat fald ville de — som andre — få en hård medfart. Disse hertuger havde en søster, og hun havde mest at skulle have sagt, for hun var den klogeste af dem. De havde derpå en fortrolig samtale, hvor de drøftede, hvad de skulle gøre. Hun sagde, at det var bedre at give efter for hans krav om skattebetaling og undgå kamp, »— for det er bedst at være tilbageholdende, men så gøre modstand, når man får styrken til det.« Ellers, sagde hun, ville det gå her, som det var gået andre steder, at han ville sejre. Siden sagde hertugerne til Hildebrand, at de indvilgede i at betale skat til ham. Han sagde, at det var klogt, og dermed indgik de forlig.

Hildebrand Hunnerkæmpe undertvang nu mange folk. Han erfarer nu sin morfar kong Budles fald. Han samlede da på ny sin hær og holdt ting. Han tog ordet og bekendtgjorde for mændene, at han var forpligtet til at drage på hærfærd. Det var upassende, mente han, såfremt man uden eller med kun ringe grund angreb vikinger eller andre, men undlod at hævne sin morfar. Derefter ledte han hæren til kong Alfs rige og sagde, at danskerne havde vist ham, hvordan man ødelagde folks livsgrundlag. Han lod ilden blusse og brænde vidt omkring. Kong Alf gik nu til angreb med sin hær, og det kom til kamp, så snart de mødtes. Hildebrand Hunnerkæmpe havde bersærkens natur, og bersærkergangen kom over ham. Hertug Åge deltog ikke i denne kamp, for han var på hærtogt. Hildebrand Hunnerkæmpe gennembrød kong Alfs slagorden, og det var ondt at stå i vejen for ham. Han huggede til begge sider og søgte hylende frem mod kongens banner, og i denne strid faldt kong Alf og mange af hans folk, og derefter drog hunnerne hjem. Hildebrand blev en meget berømt mand, og han holdt altid til på sine gårde om vinteren, men var på hærfærd om sommeren.


'''5. Asmund får lovning på Æsa den Fagre'''

Fortællingen fortsætter nu med Asmund Ågesøn, der var på hærtogt, og vikingerne fandt, at han var djærv i strid og hård at have med at gøre. Men da far og søn — Åge og Asmund — vendte hjem fra deres togter, hørte de nyheden om kong Alfs fald. De forholdt sig nu i ro. Asmund kendte ikke til slægtskabet mellem ham og Hildebrand, for det havde hans mor ikke fortalt ham om.

Der var en mand, der hed Ejvind Skindhal. Han stammede fra Danmark og var en flot mand, mægtig og velhavende, men meget selvhævdende. Ejvind Skindhal opsøgte kongedatteren Æsa den Fagre og sagde, at han ønskede at blive gift med hende. Han sagde, at hun nok kendte til hans omdømme og formue, herkomst og duelighed. Hun sagde, at hun ville rådføre sig med sine venner, før hun svarede. Hun forelægger derpå sagen for Åge og sin fostbroder Asmund. Åge siger, at dette er han imod. Da sagde Asmund: »Du skal ikke giftes med Ejvind; du skal giftes med mig!« Hun siger: »Min fostbroder! Han agtes nu højere i landet og har større magt, men jeg vil tro, at du besidder den største mandighed.« Asmund sagde: »Læg din lykke til min, og da vil dette ægteskab give os begge fremgang.« Hun svarede: »Jeg vil have den af jer,« siger hun, »— som til efteråret vender hjem fra hærtogt og kan vise mig de smukkeste hænder.« Derefter drøftede man ikke sagen yderligere, men de drog begge ud på hærtogt, som de plejede, og Asmund vovede sig ofte i vældig fare for at vinde et stort bytte, og sådan skaffede han sig rigdom og berømmelse, mens Ejvind for det meste holdt til blandt folkene, der lavede mad, og han tog aldrig handskerne af sine hænder.

Men da det blev efterår, opsøgte de begge kongedatteren sammen med deres folk. Ejvind trådte først frem og bad kongedatteren se på hans hænder. Æsa den Fagre sagde: »Der er blevet taget godt vare på disse hænder; de er hvide og smukke, og de er ikke blevet misfarvet af blod eller skæmmede af hug. Lad mig nu se dine hænder — Asmund!« siger hun. Han rakte sine hænder frem, og de var fulde af ar og noget mørke af blod og våbenbid, men da han trak op i ærmerne, var armene besat med guldringe helt op til skuldrene. Da sagde kongedatteren: »Min bestemmelse er, at når det kommer til stykket, er Asmunds hænder de smukkeste, og du — Ejvind! — kommer ikke i betragtning til dette giftermål.« Asmund sagde: »Så er jeg blevet valgt, frue!« Hun siger: »Først skal du hævne min far, for jeg kan alene gifte mig med den mand, der gengælder denne sag og henter hæder i mødet med Hildebrand Hunnerkæmpe.« Da sagde Asmund: »Hvordan kan han besejres, når ingen kan holde stand imod ham? Eller hvad foreslår du?« Hun siger: »Jeg har hørt, at et sværd ligger skjult i søen ved Agnefed, og man siger, at hvis dette sværd bliver brugt imod det, som Hildebrand bærer, da vil hans sværd ikke stå sig. Og der bor en gammel bonde nær ved søen; han er min ven, og hvis jeg beder ham om det, vil han hjælpe dig med det, du behøver.« Asmund sagde, at det måtte være bevis for, hvor gerne han ville giftes med hende, såfremt han påtog sig denne farefulde færd.

Asmund tog derefter alene hen til bonden og fortalte ham om sit ærinde, og hvad kongedatteren havde sagt. Bonden bød ham velkommen. Han kiggede indgående på Asmund om aftenen. Asmund sagde: »Hvorfor kigger du sådan på mig?« Det var der en grund til, sagde han. Asmund sagde: »Hvor længe har du boet her?« Han sagde, at han havde boet der hele sit liv, »— men nu husker jeg, at jeg for længe siden havde besøg her af kong Budles udsendinge, og de var på vej med Hildebrand, som skulle opfostres hos kong Hildebrand, og jeg har ikke set andre end dig, som er lige så smuk som ham og ligner ham.« Asmund sagde: »Jeg kender ikke noget til, at vi skulle være beslægtede. Men hvad véd du om, hvor dette sværd, som er så særligt, ligger skjult?« Han siger: »Jeg var til stede, da det blev sænket i søen, og jeg har nøje mærket mig, hvor det blev skjult, og jeg tænker, at det stadig er uskadt.« Da sagde Asmund: »Så før mig derhen, som kongedatteren bad om!« Han sagde, at det ville han gøre. Han havde en stor flæskeside og brændestykker med sig. Asmund sagde: »Hvad skal det bruges til — bonde?« Han svarede: »Du vil nok være noget kold, når du kommer op, selv om du kan varme dig med dette.« Asmund sagde: »Du er meget kløgtig.« De gik derpå om bord i en båd, og da Asmund mindst ventede det, sagde bonden: »Det er her!« Asmund sprang siden over bord og dykkede, og da han kom op, ville han ned igen. Bonden sagde: »Det gavner dig ikke noget. Få du nu varmen og noget mad.« Og det gjorde han. Og da han dykker for anden gang, finder han kassen og får den løftet noget fri, men svømmer derpå op for at få varmen igen. Og nu dykker han for tredje gang, og han får tag i kassen, og de førte den i land, og da huggede Asmund kassen op med en økse, men et hjørne gik af øksen, da den traf sværdæggen. Asmund sagde: »Du har gjort det godt — gamle! — og her har du en guldring som tak for dine anstrengelser. Kom endelig til mig, hvis du får brug for hjælp.« Den gamle mand takkede ham, og de skiltes. Derefter vendte Asmund hjem, og han fortæller kongedatteren, hvad der er sket. Hun sagde: »Nu er du kommet langt, og du bliver nok en berømt mand. Nu er der noget, der skal gøres: Jeg vil sende dig til de hertuger i Saxland, som har mistet riget til Hildebrand, og til deres søster, for hun er en forstandig kvinde, og det er mit råd, at du der forbereder dig på det, som skal ske, for jeg tænker, at de fleste vil få det svært imod dig med det vovemod og det gode våben, du besidder.« Derefter tog Asmund af sted.


'''6. Asmund og hertugerne i Saxland'''

Nu skal det fortælles, hvad der skete i Saxland, og en dag sagde hertugernes søster: »Drømme har vist mig, at en ypperlig mand vil komme til os, og han vil blive til stor lykke for os og vort rige.« Brødrene glædede sig over det, og samme dags aften så de en stor mand med fortræffelige våben ride hen imod hallen. Hertugerne gik ham i møde og indbød ham til at blive der. Han sagde, at det ville han gerne. Han fik plads mellem dem, og deres søster skænkede og satte sig derefter for at tale med ham og sine brødre. Da sagde hun: »Vi véd ikke meget om dig og din baggrund, men vi ser, at du optræder som en stormand, og vi tror, at du og det, at du er kommet hertil, vil medføre noget godt for os. Du har jo nok hørt om de trængsler, som Hildebrand Hunnerkæmpe har påført os med sin overmagt. Først gik vi med til at betale skat til ham, men nu bliver vi hvert halve år stævnet til holmgang af hans bersærker, og ved hver holmgang står en gård på spil. På den måde har vi nu mistet både mænd og gårde, og nu er der ikke mere end tolv gårde tilbage i vores hertugdømme.« Asmund svarer: »Frue!« siger han, »— det er en stor fortræd, I klager over til mig, og det er påkrævet at standse denne voldsomme fremfærd, og derfor er jeg kommet hertil for at forsvare jeres rige, hvis jeg kan.« Hertugerne siger, at det ikke vil vare længe, før der igen bliver krævet holmgang. Asmund svarer: »Så skal de få svar.« Han bliver nu der og bliver vel agtet.


'''7. Om Vøggs sendefærd'''

Nu skal det dreje sig om kong Lazinus og hans svoger Hildebrand Hunnerkæmpe. Hildebrand siger: »Er det mon ikke ved at være på tide at holde holmgang med hertugerne og deres mænd? Nu er det nok ikke så besværligt at få fat i de gårde, der er tilbage.« Kongen sagde: »Lad os hellere sende en mand hen til dem og finde ud af, om de kan fås på nemmere vis.« Manden, der blev sendt af sted, hed Vøgg. Der fortælles ikke noget om hans færd, førend han kommer frem til hertugerne. Han gik ind i hallen og derpå hen foran bordet og sagde: »Kong Lazinus og den mægtige Hildebrand Hunnerkæmper ønsker at vide, om I vil komme til holmgangsstævne eller aflevere, hvad der er tilbage, uden modstand.« Hertugerne svarer: »I synes måske, at vi ejer for meget, men det er kommet dertil, at det vil være at regne for et lille tab sammenlignet med gode mænd.« Asmund sagde: »Hvordan kan I sige sådan? Er det ikke mere nødvendigt at beholde det, som man kun har lidt af?« Vøgg betragtede ham. Asmund sagde: »Hvorfor kigger du sådan på mig?« Han siger: »Fordi jeg aldrig har set en tredje mand, som var lige så prægtig som dig og Hildebrand. Han er lysere, men du ser ikke mindre stærk og hærdet ud, og Hildebrand har hørt, at en ukendt og velbevæbnet mand er kommet hertil, og jeg ville gerne se dit sværd.« Det var der ikke noget i vejen for, sagde Asmund. Vøgg så nu på det og sagde: »Her ligner våbnene deres ejermænd. Det andet skinner mere og er bedre lavet, men det er ikke skarpere.« Asmund siger, at det véd han ikke noget om, »— men du vil nok gerne have svar på dit spørgsmål.« Det ville han, sagde han. Asmund sagde: »Sig til dine høvdinge, at der møder en mand til holmgangen på hertugernes vegne.«

Nu red Vøgg hjem og hilste kongen og Hildebrand. Hildebrand sagde: »Hvilket svar har du med fra hertugernes drøftelse?« Vøgg svarer: »Jeg forventer, at de ikke udebliver fra holmgangen.« Hildebrand sagde: »Nu er de alligevel blevet noget genstridige. Det er måske ham den ukendte mand, der er skyld i det. Men hvilket indtryk fik du af ham? Du har blik for den slags.« Vøgg siger: »Hans fremtræden er sådan, at han fører sig vel, og hans øjne er ganske magen til dine, og han er utvivlsomt meget modig. Og han har et sværd, hvis lige jeg aldrig har set, bortset fra det, du har, og jeg tænker, at de kommer fra den samme esse.« Hildebrand sagde: »Du beundrer vist denne mand! Men tror du ikke, at mit sværd er lige så godt som hans? Og tror du, at han er min ligemand?« Vøgg svarer: »Jeg véd ikke, hvorvidt han er din ligemand. Men dette véd jeg: Den, som kæmper imod ham, vil erfare, at han er en såre duelig mand.« Hildebrand sagde: »Du bruger store ord!« Og nu lader Hildebrand en af sine kæmper ride til holmgangen.


'''8. Asmund dræber Hildebrands bersærker'''

Og dette får Asmund nu at vide, og han beder om at få sin hest og sine våben. Hertugerne sagde: »Vi tilbyder dig vores følge.« Han sagde, at det skulle være én mod én. Han rider nu derhen, hvor holmgangen skulle foregå, og nu rider de mod hinanden med trukne sværd, og i første hug deler Asmund sin modstander i to midt på livet. Han kastede derpå delene i floden, og de drev ned forbi kongens hovedstad. Hildebrand sagde: »Vores kammerat er længe om at gøre det af med denne ukendte mand.« Da tog en mand ordet: »Herre!« siger han »— nu kan du se ham komme drivende ned ad floden, men han er i to stykker.« Han sagde: »Der bliver hugget hårdt nok. Men nu sender vi to af vores mænd, og så kan de snart gøre det af med ham.« De sagde, at det ikke ville være noget storværk. Hildebrand sagde: »Det vil være gavnligt for os, såfremt I hurtigt overvinder ham.«

Og dagen efter rider de til kamppladsen og går to mand imod Asmund. Han sagde: »Det er en sjælden lov, bersærkerne følger, når to sværd møder ét, men jeg er rede til at sørge for, at dette ikke skal gøre nogen af jer til drabsmand.« De fandt det skammeligt at være to imod én, men huggede begge efter ham. Han holdt skjoldet for og gav dem hvert sit banehug. Derefter red han tilbage til hertugerne, og de tog imod ham med stor glæde. Han sagde, at han mente at have vundet tre gårde tilbage til dem på denne færd. Da sagde hertugernes søster: »Mine drømme om denne mands ankomst har vist sig at passe.« Han sad nu der med stor hæder og vandt stor berømmelse af dette.

Nu fik Hildebrand dette at vide, og han sagde: »Det er jo ikke noget under, synes jeg, selv om én mand sejrer over to. Nu sender vi fire mand imod ham.« Kæmperne sagde, at de givetvis ville hugge ham i fem dele, og nu rider de af sted til kamppladsen med gode hjelme, blanke brynjer og hvasse sværd. Nu hører Asmund og hertugerne om dette. Så bad de ham om at tage lige så mange mænd med. Det afslog han og sagde, at det var mest rimeligt, når én kæmpede mod én, men der var opnået meget, sagde han, såfremt man vandt fire gårde. Og kort efter mødtes de. Asmund sagde: »Det er tydeligt, at I ikke regner jer selv for noget særligt, siden I går fire mand imod én. I bør ikke kaldes kæmper, men snarere et slæng.« Hans bemærkninger gjorde dem meget vrede, og de angreb ham straks, men det sværd, han havde, gennemskar brynjer og hjelme så let, som var det bark, og hverken kød eller knogler blev skånet, og manden, der svang det, havde en stærk arm og et stort mod. Han tilføjede dem uden ophold store sår, og han dræbte dem alle fire og kastede dem ud i floden sammen med deres heste.

Nu hører Hildebrand om dette, og han sagde: »Enten er mine mænd ringere krigere, end jeg troede, eller også er denne mand ganske fremragende.« Han tilkalder nu fem af sine mest stridbare kæmper og siger, at det bør være overkommeligt for dem at vinde over én mand. De sagde, at de agtede at gøre ende på hans overmod og give hans lig til de vilde dyr. Derefter gik de. Men da Asmund hørte dette, sagde han: »I dag vil jeg gøre mig fortjent til føden.« Hertugerne sagde, at de frygtede, at han påtog sig for meget, men at de alle stod i gæld til ham. Siden mødtes de, og de indledte kampen med det samme, og Asmund huggede hårdt og tit, og til sidst havde han dræbt dem alle.

Men da Hildebrand hører dette, siger han: »Bliver han aldrig træt i armen? Men der skal ikke gå længe, før han må kæmpe igen.« Nu bliver der en vældig støj i hallen af bersærkernes hylen over, at denne ene mand besejrer så mange. Da sagde Hildebrand: »Lad nu seks af mine mænd gøre sig klar, og måtte de vinde sig berømmelse ved at hævne mine folk.« De drog derpå af sted til holmen, og da Asmund erfarer det, gør han sig klar i en fart. Han sagde: »Jeg har et sværd, som jeg lige så godt kan dræbe seks mænd med som tre.« Og derpå mødtes de. Da sagde kæmperne, at han skulle lægge sværdet og overgive sig. Han siger: »Ikke så længe mit skjold er helt. Det er vel også bydende nødvendigt for jer at hævne jeres mænd.« Derefter kæmpede de, og de gik hårdt til ham. Asmund forstod at hugge med sværdet på samme måde nu som før, og selv om han blev såret, sparede han ikke på sværdhuggene, og han huggede nogle af dem midt over, og det endte med, at han dræbte dem alle og kom tilbage til hertugerne. De fik stadig flere folk under sig, efterhånden som de vandt riget tilbage, og overalt talte man nu om denne kæmpe.

Hildebrand fik igen at vide, hvad der var sket, og han sagde: »Der bliver tyndet ud i min flok, men hvor mange mænd er der nu tilbage?« »Herre!« sagde de, »— der er 26 tilbage.« Hildebrand svarer: »Man må sige, at fra nu af skal denne ukendte mand regnes blandt de største kæmper, og han dræber så mange, at jeg til sidst selv må møde ham, men først vil jeg sende syv mænd, som har tjent mig længe.« De gjorde sig derpå klar. Asmund fik at vide, at der ikke var tid til at hvile. Han siger: »Det var nok et måltid værd, at få fat i syv gårde.« Han tog derefter af sted, og syv kæmper gik imod ham. Da sagde Asmund: »Hvorfor sender Hildebrand sine folk ud, mens han selv sidder hjemme? Nu hidser han småfolk op til kamp imod mig.« Hans ord gjorde dem meget vrede, og de sagde, at han aldrig skulle komme til at kæmpe mod Hildebrand. Derpå kæmpede de, og på den ene eller anden måde dræbte ham dem alle. Derefter kastede han deres lig i floden.

Men da Hildebrand erfarede det, sagde han: »Det, som nu er sket, er meget værre, end at jeg bare kan lade som ingenting. Nu skal otte bersærker gå imod ham, for ingen af os kan leve med, at dette ikke bliver hævnet.« Derpå hylede de højt og bed så store stykker af skjoldene, som de formåede. Asmund var hos hertugerne, da han fik at vide, at det atter var tid til kamp. Da sagde hertugernes søster: »Den ære, som vi mistede, har vi nu genvundet i større mål, end vi kunne have regnet med.« Asmund siger: »Lad os vove kampen, for han pudser bersærkerne på mig, men de formår intet, og det var bedre, hvis de rigdomme, som de uden lovlig grund frarøvede jer, blev lagt til vores rige.« Derefter red han imod dem, og det kom til kamp, så snart de mødtes. Og denne strid blev længere end de andre, men det endte med, at han dræbte dem alle.

Hildebrand får dette at vide, og han råbte højt og sagde: »Denne mands lykke varer ved, siden det ikke gavner noget at sende en stor flok imod ham. Nu skal de elleve tilbageværende gå imod ham.« Men da Asmund hørte dette, tav han. Hertugerne sagde: »Nu vil vi sende en skare med dig, som du kan anføre, og så vil du sejre, men du kan ikke kæmpe alene mod så mange stridslystne mænd.« Asmund svarer ikke, og så blev det aften, og folk fik noget at spise og gik derpå hen for at sove. Asmund drømte, at nogle kvinder med våben stod over ham og sagde: »Hvorfor ser du så skræmt ud? Du skulle stå som et forbillede for andre, og nu gruer du for elleve mand. Vi er dine spådiser, og vi vil yde dig værn mod de mænd, der undertrykker hertugerne, og som du skal op imod.« Han sprang op ved dette og gjorde sig klar, mens mange forsøgte at tale ham fra det. Derefter red han imod kæmperne, og de mente, at det var en smal sag at gøre det af med ham, og de sagde, at det ville være bedre for ham at overgive sig til Hildebrand end at miste livet. Han sagde da, at han ikke var mindre dødelig end dem, han tidligere havde dræbt, men det var indlysende, sagde han, at der var meget større hæder at vinde, når man kun var én, end når man var elleve. Siden kæmpede de, og de omringede ham, men han var ikke sådan at få ram på, og deres våben bed ikke på ham, mens hans sværd skar igennem alt, hvad der kom i vejen for det, og til sidst havde han dræbt dem alle. Hertugerne var fulgt efter Asmund, og de sagde, at hans storværk aldrig ville blive glemt, og folk mente, at han ikke ville vige, om end selveste Hildebrand Hunnerkæmpe — den tids mest navnkundige mand — kom imod ham.


'''9. Hildebrands fald'''

Men da Hildebrand fik at vide, at hans kæmper var blevet dræbt, kom bersærkergangen over ham, og han begav sig straks på vej og sagde: »Det skal ikke hedde sig, at jeg sætter mine mænds liv på spil, men ikke vover at kæmpe selv.« Og mens han fór af sted i ustyrlig vildskab, traf han sin søn og dræbte ham på stedet. Derpå drog han op langs floden Rhinen for at møde Asmund. Han havde et skjold, hvorpå det med mærker var angivet, hvor mange mænd han havde dræbt. Da Asmund erfarede dette, gjorde han sig klar til mødet. Og kampen begyndte, så snart de mødtes, og de fleste hug blev ført med betydelig kraft. Og da de havde kæmpet længe i stor forbitrelse, brugte Hildebrand sin styrke og huggede efter Asmund med begge hænder og så hårdt, han kunne, men da sværdet traf hjelmen, knækkede det ved hjaltet, og klingen fløj hvinende ud i floden, og han havde da fået talrige sår. Han kvad derpå disse vers:<ref>Hildebrands dødskvad er sikkert noget ældre end sagateksten i øvrigt. I kvadet kaldes brødrenes mor for ''Drot'', men i sagaen hedder hun ''Hild''.</ref>


::Vældig sjældent
::véd man forud,
::at én bliver født
::til en andens fordærv;
::Drot i Danmark
::var ''din'' moder,
::den selv samme
::var i Sverige ''min''.


::Der fandtes to
::til at fremme strid —
::de var Budles eje —
::nu brast det ene;
::de sværd var dygtigt
::smedet af dværge,
::sådan som ingen
::ellers formår.


::Ved mit hoved står
::et forhugget skjold,
::og otte tiere
::tælles derpå;
::mærkerne vidner
::om mænd, jeg dræbte.


::I kampen faldt
::min kære søn —
::den ene arving
::jeg opnåede at få;
::imod min vilje
::voldte jeg hans død.


::Hør — min broder! —
::den bøn, jeg har;
::afslå den ikke,
::min eneste bøn:
::Svøb mig nu ind
::i dit eget klæde —
::selv om drabsmænd
::sjældent tilstår det.


::Mens livet svinder,
::ligger jeg her
::med de store sår,
::som sværdet gav.


'''10. Asmund vender hjem'''

Derefter døde Hildebrand Hunnerkæmpe, og Asmund gav ham en ærefuld begravelse, men han syntes ikke godt om det, der var sket. Han opsøgte ikke hertugerne, men drog hjem til gården, som hans mor og kongedatteren Æsa den Fagre ejede. Da var en mand ved at bejle til hende. Asmund kvad, da han kom til haldøren:


::Næppe ventede jeg,
::at nogen påstod,
::at jeg ingen mand
::mægtede at klare,
::da jeg, valgt af hunner
::til værn for riget,
::endte i kamp
::otte gange.


::Jeg sejrede mod én
::og siden mod to,
::fem og fire
::fældede jeg let,
::seks og syv mand
::slog jeg ihjel,
::var ene mod otte —
::og end lever jeg.


::Modet svandt dog
::snart i mit bryst,
::da elleve mand
::mødte til strid,
::men jeg drømte da,
::at diser bød mig
::at gå villigt
::til våbenlegen.


::Så kom Hildebrand,
::hunnerkæmpen,
::og den grå gamling
::gav mig modstand,
::men sværdets spor
::satte jeg på ham,
::nok så mærkbart,
::neden for hjelmen.


Derefter hilste man ham velkommen, og han blev kaldt Asmund Kæmpebane. Kongedatteren bad ham ikke være vred, selv om det var hende, der havde forvoldt dette, og hun sagde, at hun var undskyldt, for der hvilede en stor forbandelse over de våben. Og selv om han havde været vred på hende, huskede han hendes kærlighed, og han holdt da sit bryllup og blev gift med Æsa den Fagre, men dræbte den mand, som havde bejlet til hende, og hans navn er ukendt. Siden blev Asmund Kæmpebane en vidtberømt og navnkundig mand, og dermed slutter denne saga.


----


'''Noter:'''
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Fornaldarsögur]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]