Vis kilden til Sankt Cecilies saga

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Ceciliu Saga]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sankt Cecilies saga]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Helgensagaer]]


<big><big>'''Sankt Cecilies saga'''</big></big> <ref>Sagaen om jomfru Cecilie findes overleveret i flere håndskrifter. Her følges i hovedsagen teksten i 1300-tals håndskriftet [https://www.manuscripta.se/ms/101015 Isl. perg. fol. 2], men hvor dette er defekt (to blade mangler), er teksten fra [https://handrit.is/manuscript/view/en/AM02-0235/3#page/Fylgig%C3%B6gn+2v/mode/2up AM 235 fol.] fra omkr. 1400. Fortællingen om den hellige Cecilie er optaget i Geoffrey Chaucers »The Canterbury Tales« ''(The Second Nun’s Tale)'' fra slutningen af 1300-tallet.</ref>

''Ceciliu saga meyiar''


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2023</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger:'' [[Heilagra Manna Sögur]]'', Christiania, 1877''</center>
----


'''Her begynder fortællingen om den hellige jomfru Cecilie'''

[[Fil:Fem kvindelige helgener.jpg|thumb|right|400 px|<center>'''Fem kvindelige helgener'''<br>Agathe, Agnes, Cecilie, Lucia og Katharina<br>fra et håndskrift fra ca. 1300</center>]]'''1.''' Den fornemme jomfru Cecilie gemte evangeliernes budskab i sit bryst og var uden ophør dag og nat optaget af gudelige skrifter og hellige bønner. Hun klædte sig inderst i uldtøj, men bar guldbroderet klæde udenover til skue. Hun var forlovet med en ung mand, der hed Valerian, og bryllupsdagen var blevet bestemt, men hendes slægtninge og hendes forlovede var så strikse, at hun ikke vovede at afsløre sin sande hjertenskære — for hun elskede Kristus. Hun fastede i både fire og seks dage og gav sig i Guds varetægt, fordi hun frygtede, at hendes ærbarhed ville blive besudlet; hun påkaldte de hellige engle i sine bønner og bad med tårer til apostlene og påkaldte alle Guds helgener, for at de skulle støtte hende med deres bønner, så Gud ville finde behag i hendes jomfruelighed.


'''Om brylluppet'''

'''2.''' Og da bryllupsdagen oprandt, og der var stillet an til mange mennesker, var der stor glæde blandt alle folk. Men i sit hjerte sang den hellige Cecilie lovsang til den eneste Gud og sagde: »Måtte mit hjerte og mit legeme forblive ubesmittet, så jeg ikke må skamme mig.« Og da de var blevet ledt til den samme seng, sagde Cecilie således: »Du, den mest elskelige unge mand! Der er noget, som jeg vil fortælle dig, hvis du lover at holde det hemmeligt, så længe jeg ønsker det.« Valerian svor, at han ville holde det hemmeligt og under ingen omstændigheder fortælle noget. Og den hellige Cecilie sagde: »Guds engel er min hjerteven, og han tager med stor skinsyge vare på mit legeme, og hvis han opdager, at du kommer til mig med utugtig kærlighed, så vil han straks blive vred på dig, og så vil du miste din ungdoms pragt, men hvis han ser, at du elsker mig ærbart og bevarer min jomfrudom uspoleret, så vil han elske dig, som han elsker mig, og skænke dig sin barmhjertighed.« Valerian svarede: »Hvis du vil have mig til at tro på det, du siger, så vis mig din hjerteven, og hvis det viser sig at være Guds engel, så vil jeg gøre, som du beder mig om, men hvis du elsker en anden mand, så dræber jeg både dig og ham.« Og den hellige Cecilie svarede: »Hvis du vil rette dig efter mit råd og renses for synd i den evige døbefont og tro på én Gud, som lever i Himlen, så vil du få Guds engel at se.« Valerian spurgte, hvordan han kunne blive renset, så han kunne se Guds engel. Cecilie svarede: »Der er en gammel mand, som kan rense folk, så de er i stand til at se engle.« Valerian spurgte, hvem den gamle mand var. Og den hellige Cecilie svarede og bad ham drage 3 mil bort fra Rom ad den vej, der hedder Via Appia, »— og dér vil du møde fattige mennesker,« sagde hun, »— som jeg har brødfødt, og de kender til denne mand. Dem skal du bringe min hilsen og sige, at Cecilie har sendt dig, og at de skal vise dig hen til biskop Urban<ref>Urban 1., pave 222-230</ref>, fordi du har et ærinde hos ham. Og når du møder ham, så fortæl ham alt, hvad vi har talt om, og når han siden har døbt dig, vil han iklæde dig nye, hvide klæder<ref>&#596;: dåbsklæder, som nydøbte bærer</ref>, og når du træder ind i dette kammer og er klædt sådan, da vil du se min hjerteven, den hellige engel, og han vil skænke dig alt, hvad du beder ham om.«


'''Om Valerian'''

'''3.''' Efter dette tog Valerian af sted, og alt var, som det var blevet beskrevet for ham, og han traf biskop Urban, som to gange var blevet pint for at bekende sig til Kristus og nu levede i skjul. Og da Valerian fortalte ham alt, hvad Cecilie havde sagt, faldt den hellige Urban på knæ og rakte hænderne mod himlen og sagde dette i tårer: »Herre Jesus Kristus! Pluk du frugten af den vilje til kyskhed, som du sår i Cecilies bryst. Herre Jesus Kristus, gode hyrde! Din tjener Cecilie tjener dig mildt som et får, for hun sendte sin brudgom til dig så fredelig som et lam — ham, som hun fandt vild som en løve — men han ville ikke komme her, medmindre han troede på dig. Åbn du — Herre! — hans hjertes dør for dine ord, så han forstår, at du er hans skaber, og fornægter Djævelen og al hans pral og hans afguder.« Og da Urban havde sagt dette, åbenbarede en mand sig for dem; han så gammel ud og var klædt i flotte, snehvide klæder, og i hånden havde han en bog, der var skrevet med guldskrift. Valerian blev skræmt, da han så denne mand, og han faldt nærmest sanseløs til jorden. Men den gamle mand hjalp ham op og sagde til ham: »Læs du denne bog, og tro på, at du vil blive renset, så du dermed kan få Guds engel at se, som jomfru Cecilie har lovet dig.« Da begyndte Valerian at læse i bogen, og der stod dette: ‘Der er én Gud, én tro, én dåb, og der er én, som er alles fader, og han er over alle andre og højere end alle andre for evigt og altid.’ Og da Valerian havde læst dette, spurgte den gamle mand: »Tror du, at det er sådan, eller tvivler du stadig?« Valerian svarede: »Hvad kunne være mere sandt under himlen!« Og da han havde sagt dette, forsvandt den gamle mand. Men Urban døbte Valerian og forkyndte alle den rette tros forskrifter for ham og sendte ham derpå hjem til Cecilie.


'''Guds engel åbenbarer sig'''

'''4.''' Og da Valerian kom hjem iført de hvide klæder, fandt han sin fæstekone Cecilie i bøn i kammeret, og Guds engel stod hos hende med lysende ansigt og skinnende, fjerklædte vinger, og i hænderne havde han to pragtfulde kroner<ref>&#596;: blomsterkranse</ref>; han rakte Cecilie den ene og Valerian den anden og sagde: »Disse kroner skal I tage vare på med ubesmittede hjerter og rene legemer, for jeg har dem med til jer fra Guds Paradis; deres blomster vil aldrig visne, og de mister aldrig duften, og kun de, som finder behag i så rent og ærbart et liv, som I gør, er i stand til at se dem. Og siden du — Valerian! — lod dig råde til kyskhed, har Jesus Kristus, Guds levende søn, sendt mig til dig, for at du kan sige, hvad du vil bede ham om.« Valerian bøjede sig for englen og svarede: »Intet menneske har jeg elsket så højt som min bror, og det ville være ilde gjort af mig, at efterlade ham i fortabelse, såfremt jeg kunne føre ham med mig væk derfra. Nu vil jeg bede om det, som ligger mig mest på sinde, nemlig at Gud finder det passende at udfri min bror Tiburtius fra den vildfarne tro, således som han udfriede mig.« Englen så på ham og sagde: »Du har bedt om noget, som Gud er mere villig til at give, end du er til at bede om, og derfor vil han retlede din bror for dig på samme måde, som han retledte dig for sin tjener Cecilie, og I vil begge to komme til Gud med pinselssejr.« Og da englen havde sagt dette, forsvandt han op i himlen.


'''Om Tiburtius'''

'''5.''' Og mens de talte om Guds mirakler og hellige skrifter, kom Tiburtius som den første hen til dem den følgende morgen, og han stillede sig ved sengen og sagde: »Hvordan kan det være, at jeg fornemmer så god en duft her, at den næppe ville være lige så god, selv om jeg stod med alle de bedst duftende urter i hænderne? Og det er sandt, at jeg ikke føler behov for andet, så længe jeg fornemmer denne duft.« Valerian svarede: »Det er en himmelsk duft, du kan fornemme, for jeg bad for dig, og hvis du vil antage den sande tro, vil du opnå at se den skønhed, der hænger sammen med denne duft, for vi bærer strålende blomsterkroner, som dine øjne endnu ikke formår at se.« »Taler du i søvne — min bror!« sagde Tiburtius, »— eller hvad er det, du mener?« Valerian svarede: »Vi har sovet indtil nu, men nu er vi vågne og har indset sandheden: At de guder, som vi hidtil har tilbedt, har vist sig at være djævle.« Tiburtius spurgte, hvordan han kunne vide, at det forholdt sig sådan. »Det fortalte Guds engel mig,« sagde Valerian, »— og jeg så ham, og du kan også få ham at se, hvis du renser dig for alle afgudernes urenhed.« Tiburtius sagde: »Hvorfor udsætte renselsen, hvis jeg kan komme til at se Guds engel?« Valerian svarede: »Der er ingen grund til at udsætte det, men du må love at fornægte alle afguder og tro på én sand Gud.« Tiburtius sagde: »Men jeg forstår ikke, hvilken interesse du har i at fortælle mig dette.« Da tog den hellige Cecilie til orde: »Det undrer mig, at du ikke begriber, at de statuer, der er lavet af sten eller malm eller træ, ikke kan være guder, når fugle klatter på dem, og droslerne bygger reder i deres hoveder, og edderkopper spinder deres spind på dem, og de fremstilles af onde mennesker, som er blevet sendt til malmværket eller i stenbruddet som straf for deres forbrydelser. Hvordan skulle disse statuer kunne være guder eller blive troet på, når forbrydere har frembragt dem? En statue minder meget om et dødt menneske, for et lig har alle de samme lemmer, men det har ingen forstand eller ånd. På samme måde fremtræder statuerne med alle lemmer, men de er uforstandige og ubrugelige; de er værre end genfærd, for et menneske så med øjnene, da det levede, og hørte med ørerne, talte med munden og lugtede med næsen, gik på fødderne og mærkede med hænderne, men disse statuer har altid været døde og er blevet ophøjet som døde, men de har aldrig levet og vil aldrig komme til at leve.« Da svarede Tiburtius: »Den, som ikke tror på dette, er snarere et dyr end et menneske.« Cecilie sagde videre til ham: »Jeg bekender i dag, at du er min slægtning, fordi på samme måde som Gud forbandt mig med din bror i troen, sådan forbinder han mig med dig i Kristi kærlighed ved din fornægtelse af afguderne. Men hvis du er rede til at tro, så drag du med din bror hen for at modtage renselsen, således at du kan få Guds engel at se og finde frelse for alle dine synder.« Da sagde Tiburtius til sin bror: »Sig mig — min bror! — hvem er den mand, du vil føre mig hen til?« Valerian svarede: »Jeg vil lade dig møde den ansete mand, der hedder Urban; han ligner en engel af udseende, og alt, hvad han siger, er fuld af sand visdom.« Tiburtius sagde: »Taler du om den Urban, som de kristne kalder for deres pave? Jeg har hørt, at han er blevet dømt til døden, og at han nu lever skjult, men skal brændes levende, hvis han bliver fundet. Og jeg frygter, at vi vil blive pint på samme måde som ham, hvis vi bliver opdaget sammen med ham, og da vil vi møde døden på jorden, mens vi søger den guddom, der gemmer sig i himlen.«


'''Cecilie belærer Tiburtius om kristendommen'''<ref>Ved kap. 6-10 har forlægget alene overskriften ''Capitulum''.</ref>

'''6.''' Da sagde den hellige Cecilie: »Hvis dette liv var det eneste, og der ikke var et andet, som var bedre, da kunne vi med rette frygte at miste det. Men nu ''er'' der et efterliv, som er meget bedre, og som aldrig slutter. Derfor frygter vi ikke at miste dette liv, for vi når aldrig til det næste, medmindre vi først mister dette.« Tiburtius sagde: »Nu fik du nævnt noget, som jeg aldrig har hørt før; er det sandt, at der findes et liv efter dette?« Cecilie svarede: »Livet i denne verden er snarere død end liv; det svulmer af hovmod og svinder af mangel, udtørres af hede og ædes af sot; det mættes af føde og magres af faste, stækkes af sorger og styres af morskab; det slides af angst og sløves af tryghed; overflod styrker det, mens armod forværrer det; ungdom højner det, men ælde bøjer det; synder skader det, og sygdom øder det. Og efter alt dette kommer døden rasende og tager livet bort med alle legemlige glæder, således at det, som har været, knap eller slet ikke er synligt, for alt det, som kun varer en stakket stund, er intet værd, mens det liv, som kommer efter dette liv, giver gode mennesker evig glæde, men onde mennesker evige kvaler.« Tiburtius sagde: »Men hvem er kommet derfra, siden I kan fortælle om dette, så vi kan tro på det?« Den hellige Cecilie svarede med stor overbevisning: »Skaberen af himlen og jorden, havene og menneskerne, fuglene og dyrene og krybdyrene; han avlede sig en søn, før han skabte alle disse ting, og af sin kraft frembragte han Helligånden, og ved sin søn skabte han alle ting, og han gav alle ting liv ved Helligånden, for alt, hvad der er blevet og bliver skabt, det skabte den enbårne søn af Faderen og gav det liv ved Helligånden, som udgår fra Faderen og Sønnen.« Tiburtius sagde: »Du sagde, at der var én ophøjet Gud i Himlen, så hvorfor siger du nu tre?« Den hellige Cecilie svarede: »Gud er én i sin guddommelighed, men vi opdeler hans væsen i tre personer på samme vis, som vi tredeler et menneskes forstand i evner, hukommelse og forståelse. Evner kalder vi det, som ikke er tillært, og i hukommelsen har vi det, som vi har lært, og forståelsen bruger vi til at tyde det, som vi ser og hører, men disse tre dele udgør dog én forstand. Og hvis et jordisk menneske har disse tre dele i én forstand, hvorfor skulle Gud da ikke kunne bestå af tre kræfter i én guddom?« Tiburtius kastede sig til jorden og sagde: »Jeg tror ikke, at en menneskelig tunge kan tale med en sådan visdom og indsigt; jeg tror snarest, at det er Guds engel, der taler gennem din mund.«

Da vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde til ham: »Jeg har fået tilstrækkeligt at vide om én Gud i treenighed, men jeg mangler stadig svar på det, som jeg spurgte om.« Cecilie svarede: »Tal du med mig om disse ting, for din brors tro er endnu for ny til, at han kan svare dig, men du vil ikke finde mig uforberedt på noget spørgsmål, for jeg blev allerede i en ung alder oplært i Guds visdom.« Tiburtius sagde: »Jeg spurgte, hvem der kom hertil og fortalte os om det næste liv, som I siger findes efter dette.« Den hellige Cecilie svarer: »Faderen sendte sin søn, født af en jomfru, til jorden, og han stod på et højt og helligt bjerg og råbte med kraftig stemme og sagde: ‘Kom til mig — allesammen!’ Da løb mænd og kvinder, både unge og gamle, frie mennesker og trælle hen til ham. Da sagde han til dem alle: ‘I skal angre jeres synder, for nu er Himmerige nær — det, som ophæver menneskelig magt. Men Gud vil skænke sit rige til de rettroende mennesker, og i det rige bliver enhver jo højere, des mere hellig han er, og syndere skal for evigt pines i flammer, mens de retfærdige skal modtage den evige herligheds glæde og skønhed, som aldrig får ende. Giv afkald på denne verdens forgængelige rigdom — menneskesønner! — så I kan opnå den evige glæde, som følger efter dette liv, for mennesket lever kun en stakket stund her, men for evigt dér.’ Men da den vantro skare hørte disse ord, sagde de alle som med én stemme: ‘Hvem har været dér og er kommet hertil for at bevise, at det er sandt, hvad du siger?’ Da sagde Guds søn til dem: ‘Hvis I ikke tror på mine ord, så tro på gerningerne.’ Og for at der ikke skulle være tvivl i folks hjerter, vækkede han tre døde mennesker til live, således som det fortælles i evangelierne, og én af dem havde ligget i graven i fire dage<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/11 Joh 11, 38 ff]</ref>; han gik hen over vand uden at få våde fødder, og han stillede vinden og stormen, han gav blinde syn, halte gang, stumme sprog og døve hørelse, han rensede spedalske og helbredte syge og drev Djævelen ud af afsindige folk. Men onde mennesker blev misundelige, fordi mange fulgte ham og bredte deres klæder ud for hans fødder og råbte: ‘Lovet være ham, der kommer i Herrens navn!’ Så blev jøderne vrede på ham og overgav ham til jarl<ref>&#596;: præfekten</ref> Pilatus og sagde, at han øvede trolddom, og de rådede til, at han blev korsfæstet. Men han indså, at det ville være til gavn for hele verdens frelse, og derfor lod han sig pågribe og binde og slå og korsfæste, for han vidste, at han ville besejre Djævelen ved disse lidelser. Og han blev anholdt uden skyld, for at hele menneskeheden, som før var bundet af syndens bånd, kunne opnå frelse. Velsignet tog han vores forbandelse på sig, så han derved befriede os fra forbandelsen; han blev udleet, hvorved han befriede os for Djævelens latter; en tornekrone blev anbragt på hans hoved, for at vi kan undgå at blive forbandet med tjørn og tidsler, sådan som det første menneske blev for sine synder<ref>Se [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/3 1 Mos 3, 18]</ref>; han indtog bitter føde for at bøde på den synd, som det lystne menneske begår i nydelsen af det søde; han blev klædt af, så han med barmhjertighedens skrud kunne dække vore forfædres evige skam, som opstod ved Djævelens tilskyndelse; han blev fæstnet til træ, for at han på et pinselstræ kunne bøde den synd, der skete ved kundskabstræet; han lod døden komme til sig, for at han kunne overvinde den og tilintetgøre den magt, den havde over hans venner, og som slangen havde afstedkommet. Men da alle skabninger så deres skaber blive pint på korset, da skælvede jorden, og klipper bristede, dagslyset svandt bort, og solen sortnede og efterlod hele verden i mørke; måneskinnet blev skjult bag blodrøde skyer, og de strålende stjerner forsvandt; jorden buldrede og kastede ligene af helgener op af deres grave, og de åbenbarede sig og bar vidnesbyrd om frelserens nedstigning til Helvede, hvor han knuste Djævelens magt, og i døden overvandt han døden. Og vi går med glæde til pinsler og i kamp i Kristi navn, fordi vi véd, at der efter dette forgængelige liv kommer et andet, højere liv, som Gud viste sine apostle, da han genopstod fra de døde og steg til himmels i deres påsyn<ref>Se fx [https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/ApG/1 ApG 1, 9]</ref>. Og om dette skulle der ikke være tvivl i folks sind, siden tre vise vidner bekræftede det, men allerhelst er nu al tvivl forsvundet, fordi han åbenbarede sig ikke alene for de tolv apostle, men også viste sig for mere end 100 brødre på samme sted samtidig. Og de, som blev sendt rundt i hele verden for at prædike om disse ting, beviste deres ord med mange mirakler, for i Kristi navn helbredte de alskens syge mennesker og drev Djævelen ud af afsindige folk og vækkede døde til live. Og tænk nu ikke, at du har brug for andet, men lad helhjertet dette liv fare, og søg imod det næste og bedre liv, for den, som tror på Guds søn og følger hans befalinger, han bliver ikke fastholdt i døden, men snarere fører hellige engle ham til Paradis, så snart han dør. Men denne verdens bekymringer binder folks uforsigtige sind til mange forpligtelser, og undertiden sørger de over ulykker, mens de andre gange glæder sig over vinding, men de bekymrer sig alene om dette liv uden at tænke på det næste liv, indtil de forlader deres legeme strafskyldige og så fattige, at de ikke har andet end ene synder med sig. Nu har jeg givet dig en kortfattet forklaring, men spørg, hvis der er noget, du har behov for at få uddybet.«


'''Tiburtius biver døbt'''

'''7.''' Tiburtius kastede sig da til jorden og sagde i tårer: »Hvis jeg nogensinde herefter bekymrer mig om dette liv, da fortjener jeg ikke at opnå det evige liv; lad enfoldige mennesker bekymre sig om forgængelig vinding, men fra nu af vil jeg ikke leve uden formål, skønt jeg hidtil har levet formålsløst, for nu finder jeg enhver ventetid ilde.« Derpå vendte Tiburtius sig mod sin bror og sagde: »Vær barmhjertig — min bror! — og lad det ikke vente, men før mig hen til Guds mand, så han kan rense mig for synder og lade mig få del i det evige liv.« Da ledte Valerian sin bror til møde med pave Urban og fortalte ham alt om deres samtale. Urban takkede Gud og tog med glæde imod Tiburtius og døbte ham og lod ham være hos sig, indtil han havde aflagt de hvide klæder, og han forkyndte til fuldkommenhed lærdommen for ham i den følgende uge og viede ham fuldtud til Kristi ridder. Og han modtog siden så megen barmhjertighed fra Gud, at han ofte så Guds engle og fik mange bønner opfyldt af Herren. Men det ville tage lang tid at opregne disse mirakler, og derfor må vi haste videre til deres pinselssejr.


'''Om Almachius og Tiburtius'''

'''8.''' Den romerske greve<ref>&#596;: præfekt</ref> Almachius lod mange af Guds venner dræbe, men tillod ikke, at deres lig blev begravet. Og Tiburtius og Valerian brugte dag og nat på at give Kristi martyrer hæderfulde begravelser, og de uddelte penge til de trængende. Så klandrede de onde de gode, som det ofte sker, og Almachius fik at vide, hvad brødrene foretog sig, og hvor værdigt de begravede de mennesker, som han havde ladet dræbe. De blev derpå pågrebet og ført for greven, og han sagde til Tiburtius: »Du er af ædel byrd og fornem slægt, så hvorfor vanærer og vanslægter du dig med disse påfund? Nu har jeg fået at vide, at I deler jeres penge ud til elendige tiggere og med stor hæder har begravet mennesker, som er blevet dræbt på grund af deres forbrydelser. Man skulle nærmest tro, at det var jeres frænder, når I forherliger dem sådan.« Tiburtius sagde: »Gid det var så vel, at de, som du mener er vores frænder, nedlod sig til at have os som trælle, for de forkastede det, som kan ses, men som ikke er, og de fandt det, som ikke kan ses, men som er.« Almachius sagde: »Hvad er det, som kan ses, men som ikke er?« Tiburtius svarer: »Alle denne verdens ting, som for kort tids glæde leder folks sjæle til evige kvaler.« Greven sagde: »Og hvad er det, som ikke kan ses, men som er?« Tiburtius sagde: »Det næste liv, og de pinsler, som onde mennesker skal plages med, og vi véd med sikkerhed, at dette vil ske, selv om vi ikke kan se det med vores legemlige øjne.« Almachius sagde: »Jeg tror, du har misten forstanden, siden du siger sådan.« Tiburtius svarer: »Jeg har ikke misten forstanden, men siger snarere det, som bor i mit bryst.« Almachius sagde: »Véd du, hvad det er, du siger?« »Jeg véd,« sagde Tiburtius, »— at det, jeg sagde, vil ske.« Almachius sagde: »Hvorfor kan jeg ikke begribe, med hvilken hensigt du siger dette?« Tiburtius svarer: »Fordi et dyrisk menneske ikke forstår Guds anliggender, mens et åndeligt menneske dømmer om alt, men ikke selv bliver dømt af nogen.« Da smilede greven og lod Tiburtius lede væk og Valerian lede frem, og han sagde da til ham:


'''Om Almachius og Valerian'''

'''9.''' »Jeg håber, at du siger noget, der giver mening, for din bror forekommer mig at være skør i hovedet.« Valerian sagde: »Din hørelse tager fejl, for den forstår ikke, hvad vi siger.« Almachius sagde: »Der findes ingen i verden så tåbelig som dig; du opsøger med al iver det, som er allerværst ved livet og helbredet, og du foragter gavnlige ting og flygter fra al fornøjelse og bortjager alt det i verden, som giver glæde.« Valerian svarede: »Jeg så et forår letsindige mennesker, der fordrev tiden med leg på marken, og ikke langt fra dem så jeg agerbrugere, der slidsomt bearbejdede jorden; nogle gravede tjørnebuske op og lugede, mens andre plejede vinmarkerne og plantede frugttræer. Da begyndte de legende at le ad arbejderne, og de sagde: ‘Hold op med dette unyttige arbejde — stakler! — og leg hellere med os, og kom hen og drik med os, og slid jer ikke sådan op med arbejde — tåber!’ Og da de havde sagt dette, klappede de i hænderne og lo ad arbejderne. Dette forår blev som alle andre fulgt af sommer, og folkenes afgrøder begyndte at give udbytte, og træerne bar gode frugter, og markerne, som arbejderne dyrkede, fremstår den dag i dag med smukke blomster og dejlige dufte. Da glædede de, som blev kaldt for tåber, sig, mens de andre følte sig dumme, da sygdom og sult plagede dem, og de begyndte at græde og fortrød deres magelighed og sagde til hinanden: ‘Vi bebrejdede disse hellige mennesker ved at nedgøre og fordømme deres anstrengelser og deres liv, og vi kaldte dem dumme og elendige, men de var de kloge, og vi var de dumme og tossede, når vi ikke selv bestilte noget og ikke hjalp de arbejdende, men i stedet lo vi ad dem, der arbejdede, og anså det for galskab, som vi nu kan se stråle af skønhed.’« Almachius sagde: »Det er klogt sagt, men det vedrører ikke det, som jeg spurgte om.« Valerian svarede: »Du klandrede os for at give penge til udvalgte mennesker og tage imod udlændinge og hjælpe forældreløse børn og begrave Guds ærværdige venner; du anser os for at være tåber, siden vi ikke morer os og ler sammen med tankeløse mennesker og ikke viser os for almuens øjne i prægtige klæder. Men den tid vil komme, hvor vi modtager belønningen for vores anstrengelser, og da kan vi glæde os, mens de, som nu hovmodigt glæder sig, må græde. Nu er tiden inde til at sprede frø og tilså marken, og da skal de, som her sår med glæde, også høste med glæde.« Greven sagde: »Siger du, at jeg og kongerne må græde for evigt, mens I vil få evig glæde?« Valerian svarede: »Hvad er du og dine konger andet end sendrægtige mennesker i denne stund og verden? Og I skal dø inden længe, og da skal I stå til regnskab over for Gud for jeres gerninger og for den magt, som han gav jer.« Almachius sagde: »Der er ingen grund til at drøfte dette yderligere. Bring et offer til vores guder, og gå derefter uskadt herfra!« Valerian svarer: »Vi bringer hver dag et offer til den almægtige Gud, men ikke til andre.« Almachius sagde: »Hvem er denne ene gud, som I tjener?« Valerian svarede: »Der er ingen anden Gud end denne ene.« Almachius sagde: »Sig navnet på denne ene gud, som I tilbeder!« Valerian svarede: »Selv om du var i stand til at flyve, ville du ikke nå frem til Guds navn.« Almachius sagde: »Er Odin<ref>Odin svarer ifølge den romerske historiker [[Germania|Tacitus]] (ca. 55-120) til guden Merkur.</ref> ikke Gud?« Valerian svarede: »Han var en horkarl og drabsmand og forbryder, efter hvad jeres skjalde siger. Og det undrer mig, hvordan du kan kalde ham Gud, for ingen kan kaldes Gud, medmindre han er syndfri og besidder gode egenskaber.« Almachius sagde: »Siger du, at I brødre kender den sande gud, mens hele verden tager fejl?« Valerian svarer: »Utallige folk har antaget kristendommen, men der er kun få af jeres slags, som duer til andet end at kaste i ilden.« Da blev Almachius vred og lod ham slå med stænger, men Valerian sagde fornøjet: »Denne dag bringer mig større glæde end nogen højtid; denne stund har jeg altid ønsket mig.« Bødlerne slog ham og sagde: »Du skal ikke spotte vores guder og gudinder!« Men Valerian råbte til menneskemængden og sagde: »Se til — borgere i Rom! — at disse mine pinsler ikke skræmmer eller lokker jer bort fra sandheden, men rejs jer hellere modigt og afvis de guder, som Almachius tilbeder, for evige kvaler venter dem, som tilbeder dem.« Da sagde grevens rådgiver, som hed Tarqvinus: »Skynd dig at få dem pint, for misgerningen er sket, men hvis du tøver dag efter dag, kan de nå at give hele deres formue væk, og så vil du ikke få fat i den.«


'''Om Maximus'''

'''10.''' Greven sagde da, at begge brødre skulle føres til Odins tempel og tvinges til at ofre, men hvis de ikke ville ofre, skulle de begge halshugges. Manden, der førte dem til offertemplet, hed Maximus. Og han sagde til dem i tårer: »Hvem har påført jer så grusomt et vanvid, at I ønsker at fortabe jeres ungdom og skønhed og længes efter døden som en sulten mand efter lækkerier?« Tiburtius svarede: »Vi ville aldrig have lyst til at miste dette liv, medmindre vi forud vidste, at der bagefter kommer et andet og evigt liv.« Maximus sagde: »Hvilket andet liv kan der være end dette?« Tiburtius svarede: »På samme måde som legemet iklæder sig tøj, klæder sjælen sig i legemet, og sjælen forlader legemet, som når en mand tager tøjet af, og det legeme, som blev skabt af jord, kommer da i jorden, hvorfra det afventer den kommende genopstandelse, mens sjælen bliver ført til sjælenes Paradis og dér afventer sin genopstandelse.« Maximus sagde: »Jeg kunne have lyst til at forkaste denne verden, såfremt jeg var sikker på, at der var et efterliv, sådan som du siger.« Valerian svarede: »Hvis du alene mangler at finde ud af, hvorvidt vi taler sandt eller ej, for at blive fuldstændig troende, så vil Herren åbne dine øjne på den tid, hvor vi brødre i Guds navn opgiver vores jordiske legemer, og du vil da erfare det næste livs herlighed, hvis du lover, at du helhjertet vil angre din vildfarelse.« »Vis mig det, som du lover,« sagde Maximus, »— og måtte jeg da blive ramt af lynet, såfremt jeg ikke bekender mig til den ene Gud, som skænker et andet liv efter dette.« Da sagde begge brødre: »Få du i dag bødlerne til at udsætte vores pinsler, og før os til dit hus, og lad os overnatte dér; vi vil få en mand til at komme derhen, og han vil vaske syndens snavs af dig i nat, og da vil du straks se det, som vi har lovet dig.« Og da Maximus havde ført dem til sit hus, antog han og hele hans husstand den kristne tro efter deres forkyndelse, og alle, der skulle følge dem til templet, forberedte sig på pinslerne. Så kom Cecilie til dem om natten sammen med præster, og alle, der havde antaget troen, blev døbt. Og da det blev morgen, sagde Cecilie: »Hellige Kristi riddere! Kast mørkets gerninger af jer og iklæd jer lyset; I har slidt bravt og fuldført arbejdet godt og taget vare på troen; drag nu til det himmelske liv, som den retfærdige dommer skænker jer og alle dem, der elsker hans komme med god vilje.«


'''Om brødrenes pinsler'''

'''11.''' 4 mil fra Rom lå der en by, hvor hovedvejen førte lige forbi døren til Odins tempel, og dér blev enhver, som ikke ville ofre til Odin<ref>Forlæggets ''Þors (...) Þor'' er her rettet til ''Odins (...) Odin'', jfr. begyndelsen af kap. 10.</ref>, pint. Og da de hellige brødre kom dertil og ikke ville ofre til afguderne, blev de halshugget med sværd og skiltes fra det legemlige liv, men modtog evig herlighed. Da rettede Maximus blikket mod himlen og sagde: »Jeg så Guds engle skinnende som solen i det øjeblik, hvor brødrene blev halshugget, og jeg så deres sjæle i skikkelse af lysende jomfruer, da de skiltes fra legemerne, og englene tog dem i deres favn og fløj til himmels med dem.« Og da Maximus sagde dette i tårer, antog mange den kristne tro på grund af hans ord og forkastede tilbedelsen af afguder. Men da Almachius erfarede, at Maximus og hele hans husstand var blevet kristne, lod han ham pågribe og piske ihjel med blysvøber, og han fór til det liv, som han troede på og elskede. Og Cecilie begravede hans lig hos Tiburtius og Valerian, og de mindes alle sammen om foråret 11 dage før Store Gangdag.<ref>S. G. er 25. april, følgelig er 14. april mindedagen for Tiburtius, Valerian og Maximus.</ref>


'''Om Cecilie'''

'''12.''' Siden forhørte Almachius sig om brødrenes formue, og han lod Cecilie pågribe, som med rimelighed måtte formodes at vide noget om deres penge, men hun havde givet fattigfolk alt, hvad de havde efterladt sig. Hun blev da ført til et offersted, fordi hun skulle brænde røgelse for afguderne. Hun sagde da til dem, der førte hende til offerstedet: »I er jeres dommers tjenere, men det forekommer mig, at I ikke ønsker at tage del i hans ondskab, selv om I gør, som han befaler.« Da begyndte grevens riddere og tjenere at begræde, at så smuk og fornem en jomfru ønskede at dø, og de bad hende om ikke at lade så megen skønhed gå tabt ved at dø. Den hellige Cecilie svarede: »Dette er snarere at højne skønheden end at miste den, som at få guld i stedet for kobber, eller kostbare juveler i stedet for sten, eller at afstå en ussel rønne til gengæld for en stor hal prydet med guld og ædelsten, eller at aflevere en ejendel, som snart vil gå til, for at modtage en, som aldrig bliver ubrugelig og ikke går i stykker eller til spilde. Men såfremt der fandtes en sådan købstad, hvor folk kunne få en tilsvarende mængde guld for kobber, hvad ville I da gøre andet end at løbe derhen med glæde og tilkalde jeres frænder og svogre og venner og alle jeres kære? Og hvis nogen skulle kalde jer tilbage med tårer og påpege, at det var utilrådeligt at afstå alt jeres kobber, hvad ville I da gøre andet end at le ad dem som ad tossede og uforstandige mennesker, mens I selv ville skynde jer og glæde jer over, at I kunne få lige så meget guld som kobber, og ikke glemme så meget som en eneste talt eller vejet penning? Men Gud giver ikke lige så meget, som han tager; han giver snarere hundredfold igen for én, og i tilgift skænker han evigt liv. Tro på, at det er, som jeg fortæller jer!« Og de svarede alle som med én stemme: »Vi tror på, at Kristus er Guds søn — ham, der valgte sådan en tjener som dig.« Da sagde den hellige Cecilie til dem: »Gå nu hen og fortæl greven, at jeg vil bøje mig for jer, så han ikke fremskynder mine pinsler, og da vil jeg hente præster herhen, som vil give jer alle del i det evige liv.« Og man gjorde, som hun sagde. Da kom pave Urban og døbte mere end 40 mennesker i Cecilies hus. Og den mest fornemme af dem hed Gordianus, og han overtog Cecilies hus, for at pave Urban kunne opholde sig dér, og kristne mennesker kom dertil i hemmelighed for at overvære hans gudstjenster og prædikener. Og selv om gudstjenesterne blev afholdt i hemmelighed, samlede der sig hver søndag nogle mennesker dér for at give sig under Gud fra Djævelens vælde.


'''Om Cecilie og greven'''

'''13.''' Almachius lod derpå Cecilie lede for sin domstol og sagde til hende: »Hvad er du for en?« Cecilie svarede: »Jeg kommer fra en ærværdig og fornem slægt.« Almachius sagde: »Jeg spurgte om din tro snarere end din slægt.« Cecilie sagde: »Du indledte dit forhør tåbeligt, når der kan gives to svar på ét spørgsmål.« Greven sagde: »Hvorfra kommer den dristighed, der får dig til at svare mig — en højtstående mand — på denne måde?« Cecilie svarede: »Fra en god forstand og en tro, der ikke er løgn.« Almachius sagde: »Er du ikke klar over, hvilken magt jeg har?« Cecilie svarede: »Du véd ikke selv, hvilken magt du har, men jeg kunne fortælle dig det, hvis du spurgte mig om din magt.« Almachius sagde: »Fortæl mig det, hvis du mener at vide det.« Den hellige Cecilie svarede: »Al menneskelig magt er som en oppustet blære, som fremstår fyldt og udspilet, men den bliver til ingenting, bare man prikker til den med en nål.« Almachius sagde: »Du var ubillig fra begyndelsen, og du fortsætter med den slags.« Cecilie svarede: »Det er ubilligt, hvis man lyver. Find du bevis på, at jeg har løjet, og hold dig selv fra at lyve!« Greven sagde: »Véd du ikke, at vores konger har befalet at pine dem, der vedstår at være kristne, men lade dem slippe, som benægter det?« Den hellige Cecilie svarede: »Dine konger er vildfarne, som du selv er. Og den lov, som er bestemt af dem, du kalder konger, viser, at I er grusomme, mens vi er sagesløse, for hvis dette kristennavn ikke var godt, ville vi fornægte det uden at gøre modstand, og I ville ikke behøve at tvinge os til at bekræfte det med pinsler.« Almachius sagde: »Denne lov har de indført, fordi de er nådige, så I kan leve vel.« Cecilie svarede: »Det er næppe nådigt, men strider mod retfærdigheden at lade dem, som I med sikkerhed véd er skyldige, slippe uskadte, men os, som I véd er sagesløse, anklager I med kristennavn og det navn, som vi med vished véd er helligt, og det kommer under ingen omstændigheder til at ske, at vi fornægter det, for det er bedre at dø lykkelig end at leve usselt. Vi siger sandheden, men I beder os lyve, derfor plager vi jer mere med vrede, mens I udsætter os for pinsler.« Almachius sagde: »Vælg nu mellem to vilkår: Enten siger du, at du ikke er kristen, og da skal du slippe, men i modsat fald undgår du ikke pinslerne.« Da smilede den salige Cecilie og sagde: »Se dér, hvordan dommeren åbenlyst beskæmmes af sin uretfærdighed! Han forlanger, at jeg benægter min uskyld, men truer med pinsler, hvis ikke jeg benægter den. Hvis du vil fordømme mig, hvorfor forlanger du så, at jeg benægter min uskyld? Men hvis du vil lade mig slippe, da vil du erfare sandheden.« Greven sagde: »Der er nu folk her i nærheden, som anklager dig og siger, at du er kristen.« Cecilie svarede: »Deres sladder passer mig udmærket, og de pinsler, du truer mig med, er en sejr for mig. Og du behøver ikke tro, at jeg er dum, men du er snarere selv dum, hvis du tror, at jeg vil fornægte Kristus.« Almachius sagde: »Véd du ikke — din stakkel! — at kongerne har givet mig magt til at skænke liv og død? Og alligevel taler du meget hovmodigt.« Cecilie svarede: »Jeg taler til dig med standhaftighed og ikke hovmod, for jeg afskyr overmod og indbildskhed. Men hvis du ikke skammer dig over at høre sandheden, da vil jeg bevise, således at alle kan se det, at du åbenlyst har løjet.« Greven sagde: »Hvad har jeg løjet om?« Den hellige Cecilie svarede: »Du sagde, at dine konger har givet dig magt til at skænke liv og død, men du har alene fået magt til at dræbe, for du kan tage livet fra de levende, men du kan ikke give liv til de døde. Sig du da hellere, at dine konger har ladet dig være dødens tjener, men du lyver, når du påstår, at du har fået yderligere magt af dem.« Almachius sagde: »Hør straks op med denne dristighed, og bring vores guder et offer!« Cecilie svarede: »Er du blevet blind, siden du kalder det for guder, som jeg og alle mennesker med raske øjne kan se er sten og bly eller kobber?« Almachius sagde: »Jeg finder mig i det, selv om du spotter mig med dine ord, men jeg vil ikke finde mig i, at du spotter guderne.« Cecilie svarede: »Lige siden du åbnede munden, har du ikke sagt noget, som ikke var ledsaget af enten dumhed eller løgn, og nu udstiller du selv dine legemlige øjnes blindhed, når du kalder det for din gud, som vi alle kan se er stok og sten. Nu skal jeg give dig et godt råd, hvis du ønsker det: Prøv at føle dig frem og find ud af, om du kan mærke noget med hænderne, nu hvor du har mistet synet; det er uværdigt, fordi alle folk ler ad dig, men alle véd, at Gud findes i Himlen, mens disse menneskefigurer ville gøre mere gavn, såfremt de blev brændt til kalk, men nu er de ikke til nogen nytte og formår hverken at frelse sig selv eller andre.«


'''Cecilies pinsler'''

'''14.''' Da blev Almachius vred og lod Cecilie føre hjem til hendes hus og lod dér et stort bål antænde. Men da hun blev omsluttet af denne voldsomme hede, stod hun hele den dag og natten med uden at komme til skade, som var det på et koldt sted, og hun svedte ikke spor. Men da Almachius fik det at vide, sendte han en mand af sted for straks at halshugge hende dér i varmen. Og han gav hende tre hug, men formåede ikke at hugge hovedet af hende, og det var deres lov, at man ikke måtte hugge nogen flere gange end det. Men den salige Cecilie levede med sårene i tre dage, og hun undlod ikke at hjælpe de jomfruer, som hun havde brødfødt, men fordelte alle sine ejendele mellem dem og overlod dem til pave Urban, og hun sagde til ham: »Jeg bad min Herre om tre dages frist, for at jeg kunne overlade dig disse jomfruer, og jeg efterlader mit hus til gudstjenester.« Og da den hellige Cecilie døde<ref>Dødsåret sættes traditionelt til omkr. 230. Ceciliemessedag er 22. november.</ref>, begravede pave Urban hendes lig hos sine fæller, de hellige biskopper, dér hvor mange af Guds martyrer og bekendere ligger begravet, og han lod hendes hus gøre til en kirke, og mange mirakler bliver dér i ihukommelsen af den hellige Cecilie bevirket af Vorherre Jesus Kristus, som sammen med Faderen og Helligånden lever og regerer i al evighed som én Gud i treenighed. Amen.




<big>'''TILLÆG'''</big> <ref>De følgende islandske jærtegnsfortællinger findes alene overleveret i håndskriftet [https://www.manuscripta.se/ms/101015 Isl. perg. fol. 2]</ref>

'''Cecilie udvirker et mirakel'''

'''15.''' Der var en mand, der hed Torgils, som fik en svær sygdom i benet, og han havde smerter i knæleddet, og lægerne brændte med jern under knæskallen inde i benet, og betændelsen strømmede ud. Man satte en tampon i, men der opstod et stort hul, og han fik voldsomme smerter, og hele benet svulmede op; når han stod på det raske ben, nåede tæerne på det dårlige ben kun ned til anklen på det raske. Han blev ført til Torarin og Brand på Husafell, for han var i slægt med dem. Han ankom få dage før Ceciliemessedag. Gudrun Uspagsdatter, Brands mor, agtede Cecilie højt og helligholdt hendes dag og fastede inden. Dengang var dagen ikke hellig ifølge loven. Man skulle synge messe dér dagen efter, for der var ingen fastboende præst på stedet. Torgils ønskede at faste dagen før og ligeledes om natten, men han blev frarådet at faste, fordi han var syg. Torarin sagde dog, at Torgils kunne faste, hvis han ønskede det, og han mente ikke, det ville gå ud over hans helbred. Han gik i seng om aftenen, og folk faldt i søvn, men kort før daggry vågnede man ved, at Torgils råbte højt og sagde: »Gud hjælpe os alle, jeg er blevet helbredt!« Og siden dette skete ganske pludseligt, mente man, at han måtte være blevet gal, men Torarin sagde, at man skulle tænde lys og se, hvad der foregik. Og da lyset blev tændt, sad Torgils op i sengen, og han havde strakt begge ben, og de var lige lange. Så kom Brand Torarinson og flere andre derhen og spurgte, om han vidste noget om, hvad der var sket. Og han sagde, at det forekom ham, at to skrækkelige mænd var kommet hen til ham, og den ene greb ham i håret, den anden i det dårlige ben, og de væltede ham ud af sengen, og det gjorde meget ondt på ham. De slæbte ham udenfor, og det var mørkt ude, og de skiftevis bar og trak ham af sted og var hårde ved ham. Han bad dem om ikke at mishandle ham sådan. De sagde, at de ville føre ham hen til et sted, hvor det var meget værre, og de sagde, at han tilhørte dem. Det forekom ham da, at han påkaldte den almægtige Gud om barmhjertighed og bad helgenerne gå i forbøn for ham, men han syntes ikke, der skete noget. En af dem greb ham derefter i brystet og flåede hans hjerte ud, og det gjorde så ondt på ham, som de kunne forestille sig, hvis det blev gjort ved dem. Og da opgav han ethvert håb om at få hjælp. I samme nu blev han omgivet af et kraftigt lys, og en ung og smuk kvinde åbenbarede sig for ham; hun havde et pandebånd på, og hendes hår faldt nydeligt ned over skuldrene. Hun greb hans arm, og da flygtede djævlene, men hun tog hans hjerte ud af hænderne på den ene af dem og satte det tilbage i hans bryst. Derpå fulgte hun ham hen til hans seng og talte til ham: »Du var ilde stedt — Torgils!« sagde hun, »— og du drømmer dette, selv om det er, som om du er vågen. Du har fået Guds vrede at føle på grund af din uagtsomhed, og du blev overladt til djævlene for at du skulle se, hvad du havde fortjent. Og en af dem flåede dit hjerte ud, fordi han derved fjernede din forstand, og du ville vågne fra denne søvn, uden at den havde været til gavn for dig, men snarere til forsmædelse, og du ville være uforstandig resten af dit liv. Men jeg fik medlidenhed med dig, fordi du fastede før min helligdag og påkaldte mig for at få hjælp. Nu vil jeg give dig et råd: I tre år skal du faste seks døgn forud for Andreasmesse<ref>30. november</ref> sammen med seks andre, og du skal bede om, at disse folk hjælper dig med fasten til Guds tak, og fortælle dem, hvordan det hænger sammen. På min messedag skal du lade et vokslys fremstille med samme omkreds som dit ben, og du skal også bede om at få voksen til det. Du skal også fra nu af opføre dig bedre end hidtil; du skal vise dig velsindet, hvis syge eller sårede mennesker trænger til hjælp, fordi det skal være din skæbne, at det, som du har med at gøre, vil blive bedre, end det før har været.« Hun lagde derpå hænderne om hans ben oven for knæet og strøg ham over knæet; hun mærkede efter i såret med fingrene, og rev noget ud derfra og smed det væk, og hun gned benet helt ned til anklen og trak i tæerne, og så vågnede han. De så da på benet, og forbindingen var taget af og lå dér i sengen, og hullet var groet sammen, og ny hud voksede hen over såret, men tamponen blev ikke fundet, selv om der blev ledt efter den. Den dag gik Torgils til messe på to raske ben. Han levede siden i tre år og blev en meget hensynsfuld mand og døde dagen før Andreasmesse.


'''Hallbjørn helbredes ved et mirakel'''

'''16.''' Der var en mand, der hed Hallbjørn, som boede på Hvideside i Hvamm. Han drømte om vinteren efter Allehelgensmesse<ref>1. november</ref>, at han befandt sig i sin lammestald, men lammene strømmede hen imod ham og løb hen over ham; de gik ikke bare hen over hans hoved, men trådte på ham overalt, og han blev meget skræmt og mente, at han var i livsfare, og han lovede i sine tanker at faste før Ceciliemesse, og det plejede han ellers ikke at gøre. Han vågnede siden af søvnen og gjorde, som han havde lovet i sin drøm. Men natten efter den første torsdag i julefasten vågnede han med en frygtelig hovedpine, og han var blevet så døv, at han ikke kunne høre noget, selv om man råbte til ham. Denne lidelse varede ved i en halv måned. Men natten efter torsdag i tamperdagene<ref>&#596;: torsdagen før jul</ref> drømte han, at en ung og smuk kvinde kom hen til ham; hun havde et pandebånd på, og hendes hår faldt nydeligt ned over skuldrene. Hun sagde: »Du har det hårdt — Hallbjørn! — og det kan være, at du skal lide af dette i tre år, men lad mig give dig et godt råd: Tag op til Husafell og lad Brand Torarinson tilse dig, og jeg skal hjælpe ham, for jeg har hjemme dér.<ref>Kirken på Husafell var viet til Gud, Sankt Maria og Sankt Cecilie.</ref>« Da vågnede Hallbjørn og fortalte om sin drøm, »— og derfor tror jeg,« sagde han, »— at jeg kan blive helbredt dér, hvor jeg blev vist hen.« Han ville straks af sted, men man frarådede ham dette og mente, at han sagde det, fordi han var forstyrret i hovedet. Men både hans hovedpine og døvhed fortsatte. Syvende juledag tog Hallbjørn og Vilborg op på Ås til hendes bror, Ravn, og de overnattede dér. Ravn frarådede dem at rejse videre, men da Hallbjørn fandt, at det trak ud, sagde han: »Jeg tager af sted, om jeg så skal gøre det alene.« Og han gik ud. Hun gik da ud til ham, og de drog den dag op til Husafell, og da de kom frem, fortalte Hallbjørn, hvordan det forholdt sig med hans sygdom. De overnattede dér, og Vilborg bad Brand gøre noget ved Hallbjørns lidelse og sagde, at det havde han fået lovning på. Men han sagde, at det kunne han ikke. Han lagde dog et varmt omslag om hans hoved og tog et fjerskaft og stak ind i øret på ham i den hensigt at tappe blod. Men det nyttede ikke på grund af den smerte, han havde i øregangen, og dermed prøvede Brand ikke yderligere. De blev på stedet niende juledag, og om aftenen, da man sad ved bordet, bad Vilborg Brand om at gøre noget for ham. Han henviste ægteparret til at faste seks dage før Ceciliemesse, så længe de levede, og at holde dagen hellig sammen med hele deres husstand, mens disse var på gården. Dengang var hendes messedag ikke indført ved lov. De skulle også hver vinter ved hendes højtid lave et vokslys med samme omkreds som hans hoved og sende lyset til Husafell. De gik siden til ro, og kort før daggry gik folk forbi kammeret, hvor Hallbjørn og Vilborg lå, og en mand spurgte, hvordan det stod til med ham. Hun sagde, at det var uforandret, men efter de var gået i seng, var han faldet i dyb søvn. Men Brand stod op for at ringe til tidebøn, og da klokken hørtes, vågnede Hallbjørn, og han tog straks tøj på og gik ud til kirken. Da gik en kvinde ind i huset og vækkede præsten Sighvat og sagde, at Hallbjørn var blevet rask. Præsten gik derpå til kirken, og Hallbjørn tager godt imod ham. Præsten spurgte, om hørelsen var lige god på begge ører, og han sagde, at han hørte, som om han aldrig havde været døv, og han fortalte siden, at da han var gået i seng, så han et kraftigt lys i hele huset; da kom en ung og smuk og yndig kvinde ind i soverummet, og hun havde et pandebånd på, og hendes hår faldt ned over skuldrene. Hun sagde til ham: »Du skal nyde godt af, at du påkaldte mig og fastede forud for min dag.« Derpå lagde hun hænderne om hans hoved og ører, og han vågnede fuldstændig helbredt. Han tog derpå hjem tiende juledag og takkede Gud og den hellige jomfru Cecilie for sin helbredelse. ''per omnia secula seculorum''<ref>&asymp; i al evighed</ref>. Amen.


----


'''Noter:'''
<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Helgensagaer]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]