Vis kilden til Finskens Vilkaar i Svenskervældets Tid (Ohrt)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Finskens Vilkaar i Svenskervældets Tid (Ohrt)]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Ferdinand Ohrt2.jpg|thumb|<center>Ferdinand Ohrt (1873-1938)</center>|right|200px]]

<center>'''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala]]'''<br><small>'''som Folkedigtning og National-Epos'''</small>

[[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]<br>1907


<big>'''A. Kalevalas ydre Historie<br> og Plads i finsk Kultur'''</big><ref>Som Regel følges her Ny Kalevalas Ordning; i nogle Tilfælde falder det dog naturligst at afvige derfra. En Række Enkeltheder maatte naturligvis forbigaas; bl. a. er af Lönnrots Tillæg kun de vigtigste omtalte. — En Oversigt S. 201 fl.</ref>

<br><big><big>'''I. <br>Finskens Vilkaar i Svenskervældets Tid'''</big></big></center>



Paa sin Færd mod Øst gæstede Rasmus Rask for henved hundred Aar siden Finland; han udtalte sig senere i et Brev hjem til Nyerup om det finske Sprog og dets Kaar. Efter i stærke Ord at have prist Suomimaalets Vellyd, dets Regelrethed og Rigdom tilføjer han: »Men som intet er fuldkomment under Solen, saa savner ogsaa Finsken hvad der synes at være vigtigere end alle indvortes Fuldkommenheder, nemlig en betydelig Litteratur, en videre Udstrækning, mere indbyrdes Sammenhæng, samt herskende Anvendelse ved et glimrende Hof.« Brevskriveren indrømmer at der dog findes nogen Bogavl, væsentlig Oversættelseslitteratur — »men det interessanteste af alt som er til paa Finsk, er maaske dog de gamle, tildels hedenske Runer (d. e. Sange)«; i den senere Tid er Finnerne »begyndt at tænke paa disse Skattes Redning fra Undergang, — saaledes vil maaske snart en ny (finsk) Edda komme for Lyset«. (Saml. Afh. I S. 68—70.)


Da Rask skrev de Ord, havde den Mand der skulde bringe dette Arbejde i Stand, endnu ikke begyndt sin Gærning; først mange Aar senere fik ''Elias Lönnrot'' forelagt sit Folk det Storværk Rask haabede (men ikke oplevede) at faa at se. Men dette Værk, Kalevala, blev ikke blot, som den danske lærde spaar i hint Brev: en Kilde til Kundskab om gamle Tider, »deres Gudelære, Overtro og Digtekunst«; det blev først og fremmest ''i sig selv'' den mærkeligste Digtning paa finsk Sprog der indtil denne Dag er skabt, og det en Digtning som hele det finske Folk har digtet med paa; men herved er det ogsaa — i Forening med Søsterværket, den lyriske Kanteletar — blevet et Kildespring til Gavn for ''Eftertiden'', een af de livgivende Strømme der i nittende Hundredaar overrislede finsk Jord; ja Kærligheden til Folkets Sange var, allerede før selve »Kalevala« fremkom, i trange Tider en Hovedform for nationalt Liv i Finland. — Hvilke havde da Sprogets Kaar været forud, inden det ny Liv og Røre opstod, som den danske Sprogforsker selv var med til at vække i dets første Begyndelse?


Det finske Sprog er en Gren af den »finsk-ugriske« Æt, der ogsaa omslutter Lappisk, Magyarisk og en Del Tungemaal i Rusland og Sibirien. »Videre Udstrækning — mere indbyrdes Sammenhæng« savner det efter Rasks Dom. Det Fladerum over hvilket Finsk er udbredt, er ganske vist imponerende nok; dog maa fra hele Storfyrstendømmets Omraade (større end England, Skotland og Irland tilsammen) trækkes de udstrakte arktiske Egne hvor Lappisk er Folkemaal, samt de svensktalende Distrikter mod Syd og Vest; og Tallet paa de finsktalende Indbyggere i det folkefattige Land er i vore Dage kun noget over 2 ½ Million. Ogsaa udenfor Storfyrstendømmets Grænser bor der imidlertid Finner; og det er dem Rask tænkte paa med sin Klage over Finskens Brist paa Sammenhæng; finsk Maal tales ogsaa (foruden stedvis i Nordskandinavien, og bortset fra det nærbeslægtede Estisk) af Ingrerne i Ingermanland og af Olonetsere og Kareler i de til Finland grænsende Dele af Rusland — Stammer der har faaet dels ringe, dels slet ingen Del i den vestevropæiske Kulturform som var naaet de vestligere Finner over Sverig.


Vistnok allerede i Hedenold havde ''Svenske'' begyndt at søge Bolig paa finske Kyster, og Indvandringen fortsattes i Middelalderen; de svenske Egnes Indbyggertal har dog altid været ringe mod Landets finske Befolkning (i Nutiden 1 mod 7). I Løbet af 12te og 13de Hundredaar kom imidlertid ''hele'' Finland ved Erobring under svensk Herredømme. Fra Åbo som Udgangspunkt bredte Kristentroen sig langsomt; og Svenskerne fik efterhaanden det verdslige Styre ordnet. Kirkens og Skolens Sprog blev naturligvis Latin, Embedssproget først ligesaa, men fra 14de Hundredaar Svensk (vel at mærke i skriftlig Brug; fra Embedsmændenes mundtlige Forhandlinger med Folk er ikke sjælden finske Vendinger og Sætninger sluppet ind i Skattelister, Skøder og Domme).


Imidlertid maa man dog ikke tænke sig Finsken ved Udgangen af Middelalderen som et blot Almuemaal. — I 15de Hundredaar har der dannet sig en national Adelsstand dels af indfødte, dels ogsaa af forfinskede indvandrede. Præsterne er aldeles overvejende udgaaede fra det finske Folk; efterhaanden som Landet kristnedes, aabnede Kirkens Embeder sig straks for Landets Børn; derimod har disse først fra 15de Hundredaar faaet betroet Stillinger som Dommere og Slotsfogder; i ''Byerne'' (Åbo, Viborg) spillede nok Tyskerne i Hansamagtens Dage en stor Rolle; først Sten Sture den Ældre fik lagt en Dæmper paa dem; men indenfor Borger- saa vel som i Præste- og Adelsstanden træffer vi dog ved Middelalderens Slutning talrige ''finske Navne'' (blandt de adelige kan nævnes den kendte Slægt Kurki ɔ: Trane, og Särkilahti der senere kaldte sig Stiernkors), dog vel et Vidnesbyrd om at Navnenes Bærere har talt Finsk; siden naar Modersmaalet er opgivet, forsvenskes de gamle Navne. Og vi træffer nogle middelalderlige Viser paa Finsk fra Vestfinland (først optegnede i nyere Tid), hvis Handling spiller indenfor de nævnte Stænder, og som bærer tydeligt Præg af at være digtede af Mænd fra disse. — Af finskskreven ''Litteratur'' fra Middelalderen er der unægtelig saa godt som intet at nævne: Korte Stykker som Fader Vor, Ave Maria, Troen oversattes, det var alt (disse Stumper er siden gaaet tabt); men der findes rigtignok heller ingen Middelaldersbogavl paa ''Svensk'' fra Finland, naar vi undtager en Smule Oversættervirksomhed i et Kloster. De lærde holdt sig ligesom andensteds til Latinen. — Ved Middelalderens Udgang kunde da Finsk høres som Talesprog i alle Stænder. Paa Unionstiden var Sverig ogsaa fuldt optaget af at hævde sin politiske Stilling overfor Danmark og havde næppe synderlig Kraft tilovers til Sprogets Fremme i Østen.


Reformationens Hundredaar bringer saa Finskens Stilling i Finland til Kulmination: Som i mange andre Lande fremmer Trosforandringen Folkesprogets Sag, men netop i denne Periode viser sig ogsaa de første Tegn paa dets Nedgang. Det sekstende Hundredaar skænkede Finnerne Gudstjeneste paa Modersmaalet og den første Begyndelse til en finsk Litteratur. Landets Reformator blev ''Mikael Agricola'', en fattig Fiskers Søn, der kort før 1540 studerede i Wittenberg; siden virkede han som Bisp i Åbo og blev en flittig Oversætter: Ny Testamente (1548), en Messebog, Davids Salmer og flere andre Skrifter, alle paa Folkemaalet, fik han udgivet. Menigmand kunde ikke læse; Reformatoren har nærmest Præsternes Oplysning for Øje med disse Bøger; naar Skriften er oversat, siger han selv, vil ingen Præst eller Lærer kunne dække sin Dovenskab med at han ''ikke forstaar'' Latin eller Svensk. Agricolas Virksomhed blev Grundlaget for en lille Litteratur paa Finsk, overvejende af religiøst Indhold i de følgende Tider.


''Hertug Johan'' (som Konge Johan III) havde i de sidste Aar af sin Fader Gustav Vasas Levetid og nogle Aar efter hans Død Herredømmet over Finland. Paa denne Tid, da Åbo var Residens for Landets fyrstelige Hersker, var Finsken saa nær som aldrig før eller siden ved at naa, hvad den efter Rasks Ord har savnet, »herskende Anvendelse ved et glimrende Hof«. Hertugen forstod og talte Finsk, vistnok fra Barndommen af; han holdt en Dag en finsk Tale paa Åbo Torv; ja det hedder sig, at da han en Gang skulde skrive til Kong Karl IX af Frankrig, lod han Brevets Original affatte paa Finsk. — Trods denne Ære for Nationen var Omslagets Kræfter allerede begyndt at virke. Mod Hertugens Ønske blev en svensk Mand Agricolas Efterfølger som Bisp (1557). Og hvad der gaar dybere end det: Ved Hundredaarets Udgang er næsten alle de ''finske Adelsnavne forsvundne;'' Slægterne er der endnu, men deres Navne er forsvenskede. Overklassen forstod endnu meget vel Folkets Sprog (vi veed af Fortalen til den første finske Salmebog at Adelen almindelig mødte ved den finske Gudstjeneste), men de høje Herrer talte det næppe indbyrdes. Og de følgende Menneskealdre skulde ikke blive det finske Maal gunstige; snart efter Hundredaarsskiftet gryede allerede ''Sverigs Storhedstid''.


Det vilde være stor Uret mod Sverig, om nogen fremstillede denne Magt i dens Glansperiode som en haard Herre mod Finland, blind for dets Vel. Der blev gjort meget for at fremme Landets Tarv, og ved det 17de Hundredaars Midte var endog en særlig udmærket og forstaaende svensk Mand dets Styrer. Egentlig Kamp imod det finske Sprog og smaalig Ængstelse for Udslag af finsk Særfølelse hører man yderst lidt om i dette Tidsrum. Men det er klart at Sverigs Stormagtstid ikke kunde være gunstig for Finskens Fremgang — ikke mindst af den Grund at alt hvad svensk var nu virkede med dragende Magt paa flere og flere ''finske'' Slægter. — Der mangler ikke Vidnesbyrd om, at finsk Nationalfølelse styrkedes ved den ærefulde Deltagelse i Trediveaarskrigen; hvem kunde heroppe forblive kold, naar Udlandet talte med Undren om »Gustav Adolf og hans Finner«? Et græsk Æredigt fra 1678, forfattet af en finsk Uppsalastudent, priser med svulmende Selvfølelse det herlige Land, hvis Naturskønhed staar Maal selv med det thessaliske Tempe, og hvis Krigere baade Germanien og Cimberland har faaet at se. Men saadanne Træk kan ikke dække over den Kendsgerning at største Delen af de gamle finske Adelsslægter i dette Tidsrum ''flytter til Sverig'', lokkede af Hoffets Glans og de høje Embeder; og derovre tænkte de snart — siger J. Krohn<ref>Suom. kirj. vaili. S. 67.</ref> — kun da paa det gamle Fædreland, »naar de fra fattige Fæstere derhjemme modtog de Penge de havde Brug for til deres Fornøjelser«. — Det er ikke blot Adelen der higer til Sverig. Især under Dronning Kristina var Stockholm ett af Evropas Mødesteder for hvad der var stort i Aandens Verden; intet Under da, at ogsaa fra Finland de fremmeligste i enhver Stand søgte derover; saa fik man nøjes med Middelmaadighederne hjemme.


Denne Strøm fra Finland til Sverig mødtes af en endnu vældigere modgaaende Strøm. I store Mængder kommer nu Svenske til Finland; de lægger næsten helt Beslag paa Landets høje Embeder; i over hundrede Aar sad der saaledes ingen Finne paa Åbo Bispestol. — Som den ædleste Skikkelse blandt alle de svenske Mænd der var med til at styre Landet, staar Grev ''Per Brahe''; to Gange ved Hundredaarets Midte var han, udrustet med stor Magtfylde, Finlands Generalguvernør. I denne Egenskab rejste han gennem Landet paa kryds og tværs og var ikke blot ivrig for at højne dets materielle Kaar, men havde ogsaa varmt Hjærte for Sprogets Ret. Da Per Brahe blev udseet til sin Post, nævnte han selv som en Hindring at han ikke kunde Finsk — og sørgede snart for at afhjælpe denne Mangel. Han holdt paa, at alle Landets Embedsmænd burde kunne Folkets Sprog og helst selv være Finner. Det var Grev Brahe som grundlagde Finlands Universitet i Åbo (1640) — til Troens Fæstnelse og for at Landets Børn hjemme kunde modtage Uddannelse til Landets Embeder. (Det var under tarvelige Kaar man begyndte Arbejdet; i de aller første Aar havde man ingen ordentlig Bogsamling, intet Trykkeri, ingen Boghandel i Åbo. Et Bibliotek paa 900 Bind fik man 1648 paa en nem Maade fra — Aarhus Bispegaard; Stålhandske havde røvet Bøgerne i Krigen, og hans Enke gav dem nu til Åbo Universitet). Ved denne Højskole kommer nok, hvad venteligt var, det svenske Element i lange Tider stærkest frem (mange svenske Professorer og mange svenske Studenter — der var saa billigt at leve ovre i Åbo); dog blev den ogsaa Udgangspunktet for ''Fennofilien'', Iveren for at værne det finske Sprog mod Undergang. — Selv efter at have forladt Landet vedblev Brahe — til sin Død 1680 — at være Universitetets Kansler og bevarede sin Kærlighed til Finnerne usvækket.


Den unge ''svenske Adel'' i Finland burde efter Per Brahes Mening lære sig Finsk: »hvilket Sprog uden Skæl foragtes og er (den) nyttigere end Fransk og Italiensk.« Den ''finske Adel'' har sikkert endnu paa Gustav Adolfs Tid været kyndig i Finsk<ref>Ligesaa vistnok Heltekongen selv og hans lærde Datter: hun tænkte som Dronning endog saa smaat paa at gøre Finsken til Retssprog ved Siden af Svensk — men det blev ved Tanken.</ref>, nu havde den jo mest gjort Plads for svenske Slægter, og de havde slet ingen Lyst til at følge Brahes Raad og bryde paa yks-kaks i Steden for at forfremme sig i Vælsk. — Noget bedre gaar det i Borgerstanden, hvor de finske Navne i 17de Hundredaar holder sig ret godt; tilmed ''veed'' man at den endnu i ''næste'' Sekels Begyndelse almindelig havde Finsk som Talesprog. Og trods de mange græske, latinske, endog hebraiske Navne der efter Åbo Højskoles Grundlæggelse pryder de finske Præstemænd i Steden for det tidligere »barbariske« Navn, er der ingen Tvivl om, at Hovedmængden af Præster stadig holdt paa deres Modersmaal (Vore hjemlige Pontoppidan’er hørte jo heller ikke op at tale Dansk fordi de ikke længer hed Broby). Finsk var Gudstjenestens Sprog, naturligvis udenfor de svensktalende Egne, en Præst maatte altsaa kunne det; og fødte Finner har de aller fleste Præster været hele Svensketiden ud: Det var Regel at man kun fik gejstligt Embede i det Stift hvor man selv hørte hjemme. Desuden boede jo Præsten midt ude i Bondelandet, i nøje Føling med Almuen, selv ofte en Bondes Søn og gift med en Bondedatter; saa faldt det naturligst om han ogsaa hjemme i sit Hus talte Bondens Maal. Betænkeligere er det vel med de ''forsvenskede'' Præstenavne. —


»Den store Ufred« fylder de første Tiaar af det ny Sekel, og efter dens Rædsler gjorde Nystadfreden for stedse Ende paa Sverigs Stormagtstid. Skulde det mon nu gaa lidt frem for det finske Sprog?


Disse blev dets Kaar: Den Tilbagegang det 17de Hundredaar havde bragt, blev øget og fremskyndet i det attende. Aarsagerne hertil er forskellige. For det første gik Finland ud af Krigen som et lemlæstet Land: De syd-østlige Dele, ogsaa Viborg By, blev ved Freden afstaaede til Rusland; selv om disse Landskaber ikke just behandledes slet under det ny Herrevælde, men beholdt deres Religion, Landslov og Retspleje, var dog Muligheden for nationalt Samarbejde mellem dem og det øvrige Finland forringet; 1743 rykkedes Grænsen endda længere Vest paa til Kymmene Elv. Fremdeles havde hele Landet lidt forfærdeligt under Russernes Plyndringer; den dybe Slappelse og Fattigdom der fulgte paa, var ingen gunstig Jordbund for national Vækst. Det hjalp kun lidet paa Sprogets Stilling at den svenske Indvandring i Embederne tog noget af: Den finske Overklasse var jo selv forlængst gaaet i Gang med at tale Svensk. Atter og atter lyder der i Hundredaarets Slutning Klager gennem Finlands Ombud paa den svenske Rigsdag, over at der endog i lavere Embeder (som Underdommere o. l.) sættes Mænd der ikke er Almuens Sprog mægtige. Regeringen indrømmer Klagens Berettigelse — og gør intet energisk for at hjælpe. Det forlød at Uviljen over sligt hos enkelte Finner fremkaldte separatistiske Tilbøjeligheder, og dette gjorde nogle Svenske nervøse: Regeringen burde passe paa, at Rigets Enhed ikke svækkedes, og skulde slet ikke give Finner Fortrinsret; paa Rigsdagen 1747 var der endog dem som hævdede at saa vidt muligt alle Finner, ogsaa Menigmand, burde lære Rigssproget, Svensk; saadanne Røster fik dog ikke Medhold hos Regeringen.


At man i Kong Gustav III efter »Frihedstiden« fik en Herre hvem Landets Vel laa stærkt paa Sinde, kom ikke selve Sproget til gode. At han lærte sig nogle Sætninger udenad, som han paa Rejser i Finland forbløffede Almuesfolk med, ja selv at Kronprinsen som Barn fik en Lærer i Finsk, kunde ikke vende Tingenes Gang. Det Opsving svensk Aandsliv tog i den gustavianske Tid, havde til Følge at ogsaa Finlands Skønaander — med Digteren Franzén i Spidsen, — ganske som i Glanstiden under det gamle Storsverig, vendte sig fra Finsk og skrev paa Svensk. Skrevne paa Finsk før 1800 er foruden en Oversættelse af Landsloven næsten kun religiøse Bøger og nogle Digte, og Produktionen voksede langt svagere end i tidligere Tid. — I Skolerne havde allerede paa Dronning Kristinas Tid Latinen mistet sit Eneherredømme; omkring 1750 gik det ligesaa ved Universitetet — begge Steder kun til Fordel for Svensk. Udenfor Almuen var mange af Præsterne ved deres nære Forhold til Folket stadig Folkemaalets bedste Støtte; det er ogsaa dem som falder paa at skrive Digte paa Finsk. Men i Borgerstanden var Modersmaalets Tilbagegang nu rivende; allerede omkring 1750 træffes i Åbo kun ganske faa finske Navne; ejendommeligt nok bæres de mest af Enker, trofaste Sjæle, som ikke har villet slippe den afdøde Ægtemands Navn.


Og dog fandtes der selv i denne Tid en lille Kres af højtdannede Mænd som ønskede Liv og Fremgang for det finske Sprog. I 18de Hundredaars første Halvdel havde ''Daniel Juslenius'', en Tid Bisp i Borgå, virket med Iver for Finland og dets Sprog, baade i Praksis (f. Eks. som Rigsdagsmand) og i lærde Værker, der endnu bærer Præget af den fantastiske Aand fra en Rudbecks Dage. Han hævder at Finland i ældgammel Tid var et mægtigt Rige under egne Folkekonger, og er Mand for at bevise Sprogets Slægtskab med baade Græsk og Hebraisk.


Fennofiliens Ordfører i Svenskervældets Slutningstid, ''Henrik Gabriel Porthan'' (Professor i latinsk Litteratur i Åbo, † 1804), satte sig ud over al denne Vilkaarlighed, og hans kritiske, dog vidt spændende Aand lagde Grunden til en alsidig ''national Videnskabelighed:'' Han	granskede Fædrelandets Historie, dets Mytologi og Folkedigtning, og sammenlignede Finsken med de Sprog som virkelig er dens Frænder. De studerende, som han ledede med næsten faderlig Omhu, tog han til sine Medarbejdere; en stor Del af hans Tanker er komne frem i Disputationshæfter under en Students Navn.


Paa Finsk har Porthan selv intet skrevet; hans Skrifter var i Formen alt andet end populære og henvendte sig mest til Fagmænd; men bag Videnskabsmandens tunge latinske og svenske Sætningsslyng staar en Personlighed der varmt haaber paa en Fremtid for det Sprog han kalder sit »egentlige Modersmaal«. Den fordringsløse Digtning der allerede forelaa trykt paa Finsk, elskede Porthan, og han ytrer i et Værk, hvori han giver Regler for finsk Versbygning: »Hvis der i vort Folk vaagner en Iver for denne Digtning, for at dyrke og udvikle den, da er ogsaa mit Maal (med Værket) tilfulde naaet.« — Ringeagten for Modersmaalet blandt Overklasserne bedrøvede ham derfor dybt; naar han tænker paa, at i 18de Hundredaars Begyndelse var det endnu almindeligt at høre dannede Borgerfolk tale Finsk indbyrdes, maa han udbryde: »Men hvor er nu alt forandret og forandres fra Dag til Dag!« Der syntes da kun ringe Udsigt til at Porthans Haab nogensinde skulde opfyldes; ved hans Bortgang blev der sagt offentligt at finsk Digtning nu vel maatte betragtes som en Foreteelse der var ved at uddø. Det saa ud som om de der skulde baaret den frem, for bestandig havde vendt Folkets Maal Ryggen, som om Fremtidens Kultur i Finland maatte blive rent svensk, og det finske Sprog være viet til Glemsel og Undergang.


Dog maa det ikke overses at der i Seklets sidste Tiaar var fremstaaet en Retning, paa sin Vis ''national'', selv om den ikke satte det finske ''Sprog'' paa sit Program, en Strømning i Landets højere Krese, støttet ogsaa af Porthan. Den gik ud fra Bevidstheden om, at Finlands Befolkning, svensk som finsk, var noget for sig, og Landet noget andet end en svensk Provins; med Iver virkede denne Retnings Mænd ogsaa for økonomisk Fremgang; i de vanskelige Aar da Finlands Løsrivelse fra Sverig fandt Sted, holdt den under de ny Kaar Selvstændighedsfølelsen oppe og lagde Grundvold for Fremtidens Samfund; den har saaledes ''ryddet Vej'' for en finsk Kultur ogsaa i finsk Klædebon.


Og to Aar ''før'' Porthan lukkede sine Øjne, var, paa Reformatoren Agricolas Dødsdag, Elias Lønnrot født; to Aar ''efter'' fødtes Johan Vilhelm Snellman.


==Fodnoter==

<references/>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]