Vis kilden til Blandt Runosangere og Grædekvinder

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !! !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Blandt Runosangere og Grædekvinder]]  !!  !!  
|-
|}


[[Fil:Runesangere 2.jpg|thumb|300px|<center>Ivan Onola og Ivan Lösönen, runesangere og kantelespillere, 1914.<br><small>Foto: Gallen-Kallelan Museo.</small></center>]]
<center>'''[[Finsk religion og mytologi|Temaside: Finsk religion og mytologi]]'''



<big><big>'''Blandt Runosangere og Grædekvinder'''</big></big>

<br><big>'''Ferdinand Ohrt'''</big><br>1907</center>



Sangerlandet, de gamle finske Folkekvads Hjemsted i Nutiden, strækker sig som et langt og krummet Bælte fra Estland gennem Ingermanland og paa begge Sider af Landegrænsen højt mod Nord i Karelen. Hos karelske Sangere fik Elias Lønnrot for 60—70 Aar tilbage de Kvad, som han dels samlede i den lyriske Kanteletar, dels "vandt til et Nøgle" i den episke Kalevala. Siden hans Dage har utrættelige Forskere gennemstøvet hele Sangomraadet for at høste ind, hvad der var tilbage, og paa det vundne Grundlag granske Sangenes Historie. Men Høsten bliver mindre Aar for Aar; Bæltet snævres ind og brydes; i de lutherske Egne har den moderne Kultur helt taget Livet af de før saa friske Skud; og selv blandt de græske Katoliker er Glanstiden uigenkaldelig forbi. De bedste Sangegne i nyeste Tid skal være en Del af Estland, samt visse Sogne i Ingermanland; men ogsaa Nord for Ladoga lyder der blandt græsktroende Kareler stedvis endnu Sang, omend kun som en svag Genlyd fra fordums Tid. Nu da Czaren har givet fuld Religionsfrihed, tør man vel vente, at et stedse stigende Tal Ester og Kareler i de næste Menneskealdere vil forlade den ortodokse Kirke; i Estland og i enkelte finske Sogne er man godt i Gang. En karelsk Bondekone sagde med Tanken herpaa til mig i Sommer: Jeg grunder paa, om ikke Verdens Ende nu skulde være nær; for det Ord ser jo nu ud til snart at opfyldes, at Evangeliet skal naa til alle Folk." Selv om Verden skulde staa en Stund endnu efter Karelernes Overtræden, saa synes det i al Fald, som Folkesangens Dage blandt Finnerne er talte.

For at faa en lille Anelse om Sangerlandet foresatte jeg mig i Sommeren 1906 at gøre to smaa Indfald deri, det ene Øst for Staden Sordavala ved Ladogas Nordkyst, det andet langt højere mod Nord over Grænsen ind i russisk Karelen.

Med en ung finsk Student som min elskværdige Ledsager og Sprogmester kom jeg fra Sordavala over til Søen Jänisjärvis Østkyst og derfra en tidlig Morgen med Skyds til ''Suistamo'' Sogn. Her findes Indbyggere af begge Trosretninger. Hos Studentens Skolekammerat, en ung luthersk Storbonde i ''Jalovaara'' By blev vi modtaget med mageløs Gæstfrihed paa hans hyggelige, næsten komfortable Gaard. Her var selvfølgelig ingen Kvad at hente; paa Bordene laa, foruden de i Finland ganske uundgaaeiige danske Dameromaner, store Billedværker; paa Væggen i vort Soveværelse hang der rigtignok en prægtig, mangestrænget Kantele (den nationale Harpe), som dog vist ingen spillede paa, men lidt fra den prangede et Uhyre af en — virkelig god — Grammofon, der des oftere maatte holde for. Det var underligt at tænke sig, at vi her skulde staa ved Tærskelen til den gamle Runosangs Hjem. Og dog stod vi der.

Ud paa Eftermiddagen styrede vi Kursen mod Muuanto By, der er helt græsk-katolsk. Ingen Kørevej, kun en Ridesti fører derud gennem Ødemarken. En mørkskægget Muuanto-bo, der gjorde Høstarbejde paa Gaarden — en rigtig Skovtrold at se til — blev vor Følgemand. Saa gik Ridtet gennem "de blaa Skove", snart over stejle Bakker, snart ad "Kavlebroer" over side Sumpe. Disse Broer er brede og ret magelige, dannede af Træstammer, som er lagt paatværs af Vejretningen. Skovtroldens bløde Mundart med de stemte ''s''-lyd og de mange ''tsj’''er virkede ganske fremmedartet og mindede om Ruslands Nærhed; for Resten evnede han, som de fleste Mænd jeg traf i Sognet, af Hensyn til Udlændingen at lempe sin Tale i Retning af "Bogsproget". Studenten indlod sig lidt paa Politik med ham; at han selv og hans Kone nu havde faaet Stemmeret, lod til at være Trolden aldeles ukendt og ikke synderlig interessant, lidt mere Deltagelse viste han ved at høre, at herigennem kunde man maaske skaffe sig gode Veje til Muuanto By.

Vi passerede en smal Aas med henrivende Udsigt over Sø og Skov til begge Sider, derefter Terovaara By, som siden skulde give os et rigt Minde med, og naaede mod Aften til Muuanto. Her tog vi saa ind hos den Sangergubbe, som en finsk Lærd i Sordavala havde udpeget for os, den 70-aarige ''Iivana Sjemeikka'', Ætling af en gammel navnkundig Sangerslægt. En venlig Mand med bølgende graat Skæg og milde Øjne hilste os velkommen; gennem Pirtti ("pörtet"), hvor Ilden brændte paa Arnen, traadte vi ind i hans Sengkammer<ref>Pirtti er det gammeldags Navn, der oprindelig betegner en virkelig "Røgstue" uden Skorstensrør; af saadanne Hytter fandtes dog kun een i M.; vi naaede ikke at komme derind.</ref>. — Iivana var vant til at modtage fremmede, der søgte Sangeren i ham; ikke helt sjælden naaer Finner, der elsker deres Kalevala, herud; han huskede ogsaa godt, at en anden Dansk (vel Aage Meyer) Aar tilbage havde gæstet ham. Hjærtensgærne vilde han synge og spille for os; i sin egen Fædreneby syntes denne Profet ikke synderlig skattet. "Naar jeg sidder om Aftenen i min Ensomhed og synger, titter de unge ind ad Døren og hvisker: Naa, sidder han nu igen dær og vrøvler." — Flere Gange spillede han paa sin Kantele for os, enkelte gamle finske Tonestykker, oftest dog en mere nymodens (russisk?) Dans; han ejede en forbavsende Færdighed; ikke sjælden nyttede han To- og Treklange med god Virkning. Ogsaa denne Kunst vil dø ud paa Egnen. Harmonikaen skal i de fleste Huse være traadt i Kantelens Sted. Baade den Aften og næste Formiddag fik vi Gubben til at synge. Den gamle Sangerskik, at til Foredraget hører to, en Forsanger og en Hjælper, der sidder Haand i Haand, er nu vistnok overalt gaaet i Glemme; ogsaa Sjemeikka sang alene, men efter gammel Sæd hver Linie to Gange. Melodierne til de gamle Kvad er yderst simple, med faa Intervaller; en Melodi strækker sig altid kun over een Linie, som første Gang synges med opadstigende, anden (oprindelig "Hjælperens" Sag) med nedadgaaende Bevægelse. Vi fik saa at høre om Väinämöinens og Joukahainens Strid paa Havet, den unge J. trylles ned i Sne og Bølge, til han byder Väinö sin Søster til Brud (i afledet og udvidet Form læses dette Kvad i Kalev. 3dje Sang), — om Kullervo, der sønderriver sit Svøb og fra Vuggen gaar i Strid (Her brød Gubben af og ytrede smilende: En ung Soldat, som brød sit Svøb og gik lige i Krig!), Budskabet om Faders og Moders Død rører ham ikke, han farer blot vældigt frem (Det skal nu være en meget sjælden Sang; anden Form i Kai. 31,36), — om Väinös mægtige Kantelespil, der henrykker selv de umælende, om Lemminkäinen, der drager ubuden til Bryllup og trodser alle Farer undervejs, — og endnu flere Sange. Vi fik ogsaa en Stump Tryllekvad; dog hørte Sjemeikka ikke til de rigtige Troldkarle, der selv tror paa Ordets Magt; han morede sig selv kosteligt over de kraftige Besværgelser han reciterede — Tryllekvadene skal rettelig ikke synges, men siges eller mumles; det blev fortalt mig, at faa Uger før var der paa "Sangerfesten" i Sordavala optraadt Troldkarle, som vakte Ida Aalbergs dybeste Undren. Aldrig i hele sit Sceneliv havde hun hørt Mennesker, der evnede at tale saa lynhurtigt og samtidig saa fuldendt tydeligt.

[[Fil:Iivana Onoila & Jelisei Valakainen (Sm 5941) (29025064180).jpg|thumb|450px|<center>Runesangerne Iivana Onoila og Jelisei Valakainen i Terijoki, 1911. <br><small>Foto: Wikimedia.</small></center>]]Tilstede ved Sangen var om Aftenen foruden vi selv Skovtrolden (en kort Tid), Sjemeikkas gamle mutte Husholderske og nogle fremmede Børn; men den bedste Tilhører blandt os alle var Gubbens egen Sønnesøn, en hvidhaaret og blaaøjet lille Iivana, Farfars Øjesten. Da Sangen tog ved, kravlede han op paa den gamles Knæ, og naar Linien gentoges, hviskede han ofte med, nikkende og smilende; Farfar forsikrede, at han kunde allerede Størstedelen af disse Kvad. Den lille Iivana havde i Vandrelærerens Skole (kiertokoulu) nogenlunde lært at læse, en Kunst, som ingen af de ældre havde nemmet; "om blot Midlerne slaar til," mente Gubben, "skulde han gærne engang i Sordavala Skole." Her fostres da maaske en boglærd, der samtidig bliver en sidste ægte Folkesanger af Sjemeikkaslægten: Kvadene har han arvet fra Fædrene.

Til Natten fik vi en hel Gaard overladt; Sjemeikkas afdøde Søn havde ejet Nabogaarden, der nu stod tom. Gubben fejede her det værste Støv af Gulvet, bredte Madrats og Tæpper og aftalte en Fisketur tidlig næste Morgen. Jeg var endnu ikke falden i Søvn, da den gamle Mand, der var gaaet sent til Ro, kom frisk og munter Kl. 3 om Morgenen og purrede os op. Studenten gik med, jeg foretrak at hvile. "Sov De blot i Fred," sagde Sjemeikka venligt. Men da Solen brød frem, fik ogsaa jeg min Fangst; der blev levende og farveprægtigt i den øde Gaard, og først da tre skinnende røde, to sorte og to grønne Skabninger var nedlagt, fik jeg sovet i Fred. — Mens vi siden nød de kogte Aborrer, den anden Fiskefærds Udbytte, sang og spillede Gubben endnu engang for os; saa tog vi hjærtelig Afsked, og Sjemeikka bad hilse i Danmark. — Bagefter fortalte Studenten, at jeg havde narret mig selv ved at udeblive fra Baadturen; Iivana havde dær sunget en Sang (i det gamle Versemaal), som han selv havde digtet om sin Aabofærd Aar tilbage; det er vistnok nu en Sjældenhed, at Runogubberne selv er skabende Skjalde.

Sjemeikka var en fornøjet og livlig, derhos tænksom Olding. Med barnlig Glæde fortalte han om sin Rejse til de lærde Herrer i Sydfinland og den Opmærksomhed, de havde vist ham; lykkelig var han over at kunne byde os Sordavala-kringler til Teen — bedre end de paa Nabogaarden, men en Lykke syntes ham ogsaa det rolige Liv i Muuanto ved Søens Bred, "hvor der er saa kønt", og hvor han nu i sin Alderdom kunde tænke over "alle Skaberens Gætninger". — Der blev i Muuanto vist os et gammelt forfaldent Bedehus, en trang Rønne, der ikke længer var i Brug; skønt Helgenbillederne endnu stod paa Vægbjælken, korsede Foreviserne sig ikke herinde, hvad de dog aldrig forsømte overfor Billederne i Hjemmet.

Da vi paa Tilbagevejen havde passeret ''Terovaara'' By, gjorde vi Holdt ved et enligt Hus i Skoven. Her boede den navnkundige Grædekvinde ''Akuliina Kuokkanen''. Jeg havde, maa jeg tilstaa, aldrig før hørt om finske Grædersker og var spændt paa at lære dette Fænomen at kende. En høj og med sine næsten 60 Aar endnu smuk Kvinde traadte os i Møde med venlig Anstand. Da de nødvendige Forklaringer var givne, udbrød hun glad: "Naa endelig, der har endnu ikke været en eneste at besøge mig i Sommer! Ja jeg skal gærne græde for Jer." Vi blev bænkede, og Vand sat paa Ilden til Te; tre Drenge sad paa Vægbænken og kiggede paa os. Nu traadte Akuliina frem midt paa Gulvet med en naturlig Værdighed, som vilde klædt en Dronning. Jeg vil da græde af Glæde over, at I kommer og gæster mig." Hun kastede et hvidt Klæde over sit Ansigt og stemte i — det var en forunderlig Sang; intet regelret Metrum, men en Slags Strofedeling; hver Strofe indlededes med "Spasibo" (russisk: Tak). Melodien, der spændte over langt flere Takter end Runosangenes, var kunstigere og mangfoldigere end disses. Hun havde en meget vakker Sangstemme. Efter hver Strofe faldt Akuliina i Graad, dog ret behersket, svarende til Æmnets Krav. Af det lange Kvad, der var stærkt dialektfarvet, forstod jeg desværre saa godt som intet; efter Studentens Dom var det endog særdeles smukt; hun skildrede, hvorledes hendes egne Børn et efter et var vokset til og fløjet ud fra Hjemmet; nu sad hun næsten ene her i Skoven og længtes; hvad Under da, om hun blev glad, naar to fremmede "med frisk Lød" traadte venligt under hendes Tag just for at træffe Akuliina? — Efter min Ledsagers Skøn og Sangerskens egen Paastand, blev Kvadet ''improviseret''. — Ved Teen underholdt Akuliina os paa det livligste, om sin Rejse til Helsingfors og om sin Sorg over at være bleven glemt ved Indbydelserne til Sangerfesten i Sordavala, hvor Runosangere og Grædersker nys havde optraadt. Var det en Tankeforbindelse, naar hun straks derefter gav os Kvadet om Lemminkäinen, der ikke bødes med til "Gudsfolkets" Bryllup, hvor dog selv halte, blinde og lamme blev budne, men som drog did alligevel? Ogsaa Akuliina var en flink Runosanger; hendes "episke" Melodi var ejendommelig og smuk, højst forskellig fra Sjemeikkas. Til Slut lod den ene af Drengene (A.s Søn?) sig formaa til at synge om Väinö og Joukahainen; jeg glædede mig allerede over at træffe endnu en Sanger i den unge Slægt, men saa viste det sig, at Sangen var lært udenad fra et trykt Hæfte; i "kiertokoulu" havde Drengen lært at læse. — Saa skiltes vi fra den mærkelige Kvinde, der dog ikke græd af Sorg ved vor Bortgang, men venligt bad hilse i Danmark. — Da Studenten fortalte hende, at man ogsaa dær kendte lidt til de gamle finske Kvad, tænkte hun sig det tilgaaet saaledes, at en dansk Tilhører ved en "Sangerfest" i Finland havde hørt Kvad foredrage og siden bragt dem hjem til Danmark.

Dagen efter fik vi i Jalovaara By endnu en mærkelig Græderske at høre; det var Konen ''Sisso''. Storbondens Søstre ledsagede os til hendes Gaard. Hun var gammel og lidt affældig. Konen Sisso tilbød, efter at vi havde nydt det uundgaaelige Traktement, at gaa med os ud paa Gravpladsen, saa vilde hun græde der. I græsk-katolske Landsbyer findes fra hedensk Tid af en saadan ''kalmisto'' (Gravplads), en ældgammel Fyrrelund, hvis Træer er hellige; de tør ikke fældes, og falder de af sig selv, faar de Lov at muldne bort der paa Stedet. Der er skummelt under de høje Fyrre. Over hver Grav staar en Slags Dobbeltkors med to Tværpinde; fra den nederste og bredeste gaar to Skraastykker op mod Længdestokkens Spids, saa der dannes en Trekant, som omslutter et Enkeltkors. Jeg saa Aarstal, men ingen Navne paa Gravene. Her kommer de gamle Kvinder og ofrer Mad til de døde, den bedste, Gaarden kan byde; naar Maden er forsvunden, glæder de gamle sig — og Bygdens Hunde længes efter næste Offerdag. Konen Sisso førte os hen til en Grav; her laa hendes Søn og Svigerdatter, der var døde som unge for tretten Aar siden, og her satte hun sig ned, tilhyllede Ansigtet og istemte sin Klagesang — med mindre vakker Stemme end Akuliina, men med voldsom, næsten krampagtig Graad mellem Stroferne. Trods det for en Vesterlænding stødende i Situationen er der næppe Tvivl om, at Sorgen i Øjeblikket var følt; hun sad tavs en lille Tid, efter at det lange Kvad var sluttet. To voksne Sønner fra Gaarden havde listet sig derud efter os og lyttede ærbødigt til Moderen. Sangen var ikke nogen Nyimprovisation; den digtedes, dengang de to unge Folk døde. Siden kom Konen op paa Gaarden og gentog langsomt sit Kvad, der faldt vanskeligt at forstaa endog for Gaardens Folk; een af de unge Damer fik dog optegnet en Del af Sangen og overlod den velvilligt til Meddeleren; lidt deraf skal gengives her, saa godt jeg har forstaaet det. (I Prosa, da Metret — overvejende daktylisk — er ganske uregelret.) Den omtalte er først de afdødes spæde, efterladte Søn, og hans afdøde Moder tænkes her at føre Ordet:

<blockquote>Min elskede lille, som en flyvende Fugl blev han ladt ene, til at flagre i den lette Luft, min egen Yndling ene i Vaarens bidende Vind; det herlige Hæggeskud overgav man i Stormenes Skød.

Mit elskede Billed, kom og lyt [ved Graven], hvor den elendige [Fader] jamrer sammen med den gode Blomst [Moderen], hvor jeg, Staklen, som fødte Dig, jamrer over mit Barn, hvor jeg forkynder min evige Kval. —</blockquote>

(Nu faar Farmor Ordet og taler til sin Søn:)

<blockquote>Du, den første jeg fostred, tog Tilflugt til Græstørvens Tue; Du segned og steg frem for den Alvældige, Højbaarne.

Jeg vented i Dig mit Værn for de gamle Dage, Du elskede, hvem jeg fostred. Ej vented denne Viv at leve slige Dage som disse, ej heller at gaa gennem saadanne Nætter, som da min elskede Lovpriste blev ophøjet til de høje Himle. — Min kære, min snehvide Søn er nu i den bedste Bolig. —</blockquote>

Da Konen Sisso hørte, jeg var ugift, sang hun uopfordret den Klagesang over Brudens Afsked fra Hjemmet, som burde synges ved mit Bryllup. Naar Grædersker optræder i Kor, som ved Bryllup og Ligfærd, hvor de ret bruger Stemmen con amore, skal der efter Sigende stærke Nerver til at staa denne Graad-lyrik ud. — Tilsidst mødtes grelt gammel og ny Tid: Digterinden, Grædersken som ofrer paa de dødes Grave, blev af pietetløse Hænder ført ind under Grammofonen; hun lo hjærteligt ad den finske Variétékomikers Glansnummer og fik Taarer i Øjnene ved Petersborgprimadonnaens Arie. Men Dagen efter har hun igen sunget og grædt i Gravlunden. —

Fra Suistamo drog jeg tre Dagsrejser mod Nord til et Sogn ved den russiske Grænse for Østen om denne mulig at træffe Sangere. I disse Egne (Nordøst for Kajana) kunde de ventes ganske ukendte med moderne vesterlandsk Kultur og med al Optræden paa arrangerede "Sangerfester". Et ungt Menneske i Sognet viste den store Venlighed at følge mig den lange Vej Østpaa. Det nærmeste Maal var ''Akonlahti'' Kirkeby; skulde Sangen her være helt forstummet, vilde jeg søge op mod Nord til Latvajärvi, hvor den navnkundige Arhippa i sin Tid sang sine rige Kvad for Lønnrot. En finsk Lærd i Sydlandet mente, at hans Søn Miihkali muligvis levede endnu. — De første Mil fra den finske Kirkeby slap vi med Vognskyds, saa tog Ødemarkslivet fat; stundom kom man et godt Stykke frem med Baad, men i Reglen maatte vi vandre — ad Stier, mod hvilke Suistamos Rideveje var sande Bulevarder; over de talrige Sumpe førte "Broer" dannede af slanke Træstammer, lagt fremefter enkeltvis, sjælden dobbelt; over disse skred vi frem, indsmurt paa Ansigt, Nakke og Hænder med Begolie mod Myggene og iført Skind-pjækser (pieksut) med blød Bund. Jeg skal ikke glemme Gaard- og Hytteboernes store Gæstfrihed, overalt hvor vi kom hen paa russisk som paa finsk Side; ret renligt var der de fleste Steder. I Jokela Gaard, hvortil vi naaede i Baad Kl. 1½ om Natten, stod Mand og Kone nok saa redebont op, redte Seng til os og mættede os næste Morgen og Middag; for alt det beregnede de sig, da vi bad om at maatte betale, 75 Penni (ca. 55 Øre). En Mand Øst for Grænsen roede os en Times Vej gennem Aa og Sø; det værdsatte han til 25 Penni. De fleste holdt nok af en god Passiar, efter at de fornødne Indgangsformularer var overstaaede: Hilsen til Gaarden og (Vest for Grænsen) Hilsen fra Kirkebyen; "hvad Nyt høres der?" "Naa Tak, der høres ikke noget særligt." Det samme beroligende Svar maatte ogsaa gives paa en Gaard, hvor vi dog fra Nabogaarden kunde melde, at Bjørnen Dagen før havde slæbt en Ko bort (Selv fik vi ikke andet Spor af Røveren at se end en oprodet Myretue). — Skønt Mundarten her var noget mere tilgængelig end i Suistamo, var jeg ikke i Stand til at tage livlig Del i Samtalen, men maatte dog oftest op med en kortfattet "Beskrivelse af Danmark", dets Udseende, Flora, Næringsveje, undertiden: om vi havde en egen Kejser; om Sproget ogsaa var finsk i Danmark. Selv her mod Øst gav skandinavisk Paavirkning sig til Kende; jeg blev regelmæssig spurgt, om jeg var paa ''lysti-reisu'', hvortil jeg som god Fennoman altid svarede, Ja, jeg var paa huvi-matka. — Paa Gaarden Huosioisvaara tæt Vest for Grænsen kunde den gamle Husbonde godt mindes Elias Lønnrot fra hans Vandringer; Husbonden var da en Dreng. "Det var en flink Mand, den Lønnrot; naar man roede for ham, saa gik Snakken ikke istaa (niin kyllä tarina piisas’)."

[[Fil:Miihkali Perttunen.jpg|thumb|300px|<center> Miihkali Perttunen </center>]]Baade paa Gaarde og under Vandringen traf vi Bissekræmmere, der var paa Færd mod Vest; det var gamle, høje, langskæggede Mænd; med den tunge, tunge Randsel paa Ryggen gaar de frem med jordvindende Skridt, naar de først er kommen i Gang, og gør mange Mil om Dagen. Af den gamle Teppana med de drømmende, verdensfjærne Øjne, som der først kom Liv i, da vi saa ham falbyde sine Varer, fik vi at vide, at Miihkali Arhippas Søn var død, "død, død, det er sikkert og vist" Jeg opgav da Latvajärvi for at nøjes med Akonlahti og Omegn.

I Akonlahti By tog vi ind hos Købmand Artemijeff (Personnavnene her kan være russiske, Sproget er altid finsk). Vor Vært var en køn og klog midaldrende Mand, hans rødmossede Hustru gik rundt som ydmyg og tavs Tjenerinde; Gaardens Indre bar Vidne om solid Velstand. — En gammel kyndig Sangergubbe i Bygden var for nylig død, men hos Kvinder, mentes det, kunde vi ret nær Byen faa gamle Kvad. Vi stævnede ud paa den store Sø Sydøst for Akonlahti; en Del af dens 140 Holme (Rorkarlen vidste Tallet) var beboede. Den formentlig bedste Sangerske Hilippo (Filippa) var ikke hjemme; hendes Dør var "laast" med en vældig Stang, der var presset ind mellem den og Forraads-husets Mur. "Pral nu i Danmark af, at Han har set en karelsk Laas," sagde Rorkarlen til mig. — Paa Naboøen fik vi bedre Held. Den gamle ''Hoto Nykänen'' gik ved Høet udenfor sit Hus. "Men jeg kan ingen Runot, blot nogle Selvityksiä (Forklaringer til sjældne Ord); dem fik en Mand (en finsk Doktor) her ifjor." Vi blev dog budt indenfor; hun og Svigerdatteren stillede en gammeldags Vævestol op for os, og selv spandt hun for os paa en saare primitiv Rok. Men bedst som vi sad, tog med et, uden Varsel, Hoto til at synge:


::Det var gamle Väinämöinen, 
::bygged sig en Baad paa Bjærget. —


En Runomesterske var hun alligevel. Paa de nordlige Sangegnes Vis kædede hun dristigt Enkeltkvad sammen; Sangen om Väinös Saar, voldt ved Økse under Baadtømring (Kal. 8—9) gled — ret forbløffende, saavidt jeg forstod — over i Tryllekvadet om Ildgnisten, der findes frem fra Fiskens Bug (Kal. 48). Saa gav hun os en lille lyrisk Hyrdevise og sang Tryllesangen om Jærnets Fødsel af Mælk fra tre Jomfrubryster (Kal. 9). Da havde jeg næsten Skrivekrampe, for hun sang hver Linie kun een Gang.

Svigerdatteren roede os tilbage; det var en ung karlestærk Kvinde. Da hun havde brugt Aarerne flinkt et Stykke, tilbød hun, uopfordret, at synge for os. Og mens de kraftige Aaretag vedblev, sang hun med stærk Røst et fortrinligt Kvad, blandt alle dem, jeg hørte, det som i Enkeltheder stod "Kalevala" nærmest; hun havde lært det som Barn. Det var "Dobbeltfrieriet" (Kal. 18—19), hvor Smeden og Väinö bejler omkaps til den unge Anni; den lykkelige staar sig i tre Prøver og hjemfører Bruden. Vor Sangerske ænsede ikke Opfordringerne til at puste ud engang imellem, men brugte Arme og Mund lige flinkt; og da vi naaede Akonlahti, havde jeg faaet et Kvad paa 140 Verslinier (hver sunget to Gange) — et Vers for hver af Hjemsøens Holme. Saa roede ''Outi Nykänen'', den sidste Runosanger, vi traf paa vor Vej, rask tilbage til sit Hø.

Næste Dag pløjede vi endnu engang den holm- og sangrige Sø for ad en anden Vej, end vi kom, at naa tilbage til Finland. I fladbundet Baad med et gammelt Tæppe som Sejl i Masten vandt vi rask et Par Mil frem til en sydlig Strand nær Grænsen. Men efter denne Ederland Hønsepige-færd fulgte fem Timers Omflakken et vildsomt Sted i Ødemarken, hvor Kvægstierne krydsedes, — før det hellige Rusland slap os af sin Favn. Dagen efter naaede vi til den finske Kirkeby, og dermed var den karelske lysti-reisu til Ende.


==Fodnoter==

<references/>


==Kilde==
Uddrag af ''Ferdinand Ohrt:'' Tilskueren – Maanedsskrift for litteratur m.v. 1907
<br><br>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]
[[Kategori:Finsk mytologi]]